LA: Nej til regeringens plyndringstogt

Helena Artmann Andresen
24. september 2024

Store gymnasier bør ikke straffes, fordi de er populære. Alligevel er det dét, som regeringens finanslovsforslag for 2025 vil gøre.

Regeringens forslag går ud på at fordele penge fra de store til de små gymnasier via en justering af det såkaldte undervisningstaxameter, der definerer det beløb pr. elev, som gymnasierne modtager for undervisning af eleven. Helt konkret ønsker regeringen at reducere undervisningstaxameteret med ti procent for gymnasier med over 700 årselever. Pengene skal ifølge regeringen gå til de mindre gymnasier for at tilgodese udbuddet af ungdomsuddannelser i landdistrikterne.

Forslaget vil betyde, at eksempelvis Silkeborg Gymnasium og Roskilde Katedralskole vil miste henholdsvis otte og syv millioner kroner. Det vil utvivlsomt gå ud over eleverne, om det så er færre fag, færre lærere eller dårligere undervisning.

I modsætning til de store gymnasier står de mindre gymnasier med forslaget til at skulle modtage flere penge. Pengene vil dog langtfra gavne de lukningstruede gymnasier i landdistrikterne, da pengene står til at blive smurt tyndt ud på tværs af alle gymnasier med færre end 700 årselever.

Men er gymnasier med 400, 500 eller 600 årselever lukningstruede på grund af elevantal? Ikke i min optik, og de burde derfor heller ikke modtage penge på bekostning af andre gymnasier.

Forslaget vil ramme handelsgymnasierne særligt hårdt, selvom de i årevis har fulgt de politiske opfordringer om at fusionere fra mindre til større gymnasier. Det bider dem nu i halen. Eksempelvis vil et gymnasium stadig blive straffet, hvis det på tværs af sine afdelinger har over 700 årselever, også selvom nogle afdelinger måtte have færre end 700 årselever.

Et eksempel er ZBC på Sjælland, der har gymnasier i Næstved, Ringsted, Slagelse og Vordingborg. Selvom ingen af de fire gymnasier har mere end 700 årselever, rammes ZBC stadig, da de fire gymnasier samlet set har over 700 årselever.

Forslaget vil derfor give gymnasieinstitutionerne incitament til at lukke de enkelte lokationer rundt om i landet og samle det hele under ét tag. Det vil betyde færre ungdomsuddannelser i landdistrikterne stik imod regeringens intention.

Regeringens udspil burde være målrettet til at hjælpe de gymnasier, som rent faktisk er lukningstruede, og det virker for mig som et embedsmandsudspil. Det er en ommer.

Jeg vil opfordre regeringen til at begrave forslaget, så vi i stedet på tværs af Folketingets partier kan finde en taxametermodel, der fungerer for alle gymnasier.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 24. september 2024)

Mette Frederiksen er villig til at sætte den danske økonomi over styr for at bremse den socialdemokratiske vælgerblødning

Alex Vanopslagh
13. september 2024

For ét år siden annoncerede SVM-regeringen med Mette Frederiksen i spidsen, at et nyt princip skulle styre dansk politik i de kommende år.

Med et opjusteret økonomisk råderum som bagtæppe kunne regeringstoppen nemlig bebude, at fremtidens valuta i dansk politik ikke længere skulle være penge. Dansk politisks nye møntfod var derimod blevet arbejdskraft.

Men startskuddet til en ny sæson af dansk politik er netop gået til lyden af Mette Frederiksen, der har besluttet sig for at trække Socialdemokratiet ud af velfærdsaftalen.

Velfærdsaftalen så dagens lys i 2006, da en bred vifte af Folketingets partier med Anders Fogh og Helle Thorning i spidsen fandt fælles fodslag om at sikre en sund økonomi langt ud i fremtiden.

Aftalen er afgørende

Velfærdsaftalen sikrer nemlig, at pensionsalderen stiger i takt med levetiden, og det er en af de centrale hjørnesten i nationaløkonomien. Den er af økonomer blevet kaldt alt fra »kronjuvelen i Danmarks sunde økonomi« til en »forudsætning for at fremtidssikre det danske velfærdssamfund«.

Men i kølvandet på den historisk upopulære SVM-regerings vælgerflugt har statsministeren besluttet sig for at sælge ud af denne nationaløkonomiske kronjuvel i et desperat forsøg på at kapre tabte vælgere tilbage. Det er svært at beskrive, hvor store konsekvenser for de offentlige finanser dette kan få.

Men sikkert er det i hvert fald, at hvis arbejdskraft er den nye valuta i dansk politik, må SVM-regeringen siges at være på randen af en konkurs. Nye tal viser, at effekten af alle regeringens arbejdsudbudsreformer vil gå i minus, hvis man – som Socialdemokratiet har henvist til – skrotter velfærdsaftalen og følger pensionskommissionens forslag, som vil reducere den strukturelle beskæftigelse med 40.000 personer.

Lægger man velfærdsaftalen i graven, tager man et markant opgør med det, der af Mette Frederiksen selv er blevet beskrevet som selve formålet med at danne SVM-regeringen: Yderfløjene skulle sættes uden for indflydelse, og de selverklærede »ansvarlige« partier skulle skyde deres politiske uenigheder til hjørne for at træffe de beslutninger, der kunne fremtidssikre velfærdssamfundet.

Men Socialdemokratiets pensionsmelding er et udtryk for det diametralt modsatte.

Ifølge professor i økonomi og tidligere overvismand, Michael Svarer, har netop velfærdsaftalen været »fuldstændig afgørende for sundhedstilstanden på de offentlige finanser« og gjort, at »vi gik fra en situation med kroniske underskud til en situation, hvor vi ligger tæt omkring en balance.«

Bryder man med velfærdsaftalen ved for eksempel at fastfryse pensionsalderen på 70 år, vil det fra 2040 til 2070 forøge nettogælden med svimlende 299 milliarder kroner, hvilket vil slå revner i fundamentet under den danske økonomi.

Indtil for nylig var Socialdemokratiet ellers enige i, at det ville være en utrolig dårlig idé.

Da SF for tre måneder siden præsenterede et lignende forslag, lød meldingen fra Socialdemokratiet nemlig, at det var »topmålet af uansvarlighed«, og at forslaget decideret ville »slå et hul i statskassen«.

Det afføder spørgsmål

Men nu har piben fået en anden lyd, og i dag er Mette Frederiksen selv villig til at sætte den danske økonomi over styr for at bremse den socialdemokratiske vælgerblødning.

Det afføder en masse vigtige spørgsmål om både dansk økonomi og regeringssamarbejdet, der nu står hen i det uvisse:

Hvorfor var det nødvendigt at afskaffe store bededag for at få danskerne til at arbejde mere, når man alligevel vil annullere effekten af både det og mange andre reformer ved at give velfærdsaftalen et skud for boven?

Hvor skal den finansiering, der i fremtiden skal holde velfærdsstatens tandhjul i gang, komme fra, hvis man med Socialdemokratiets egen formulering ender med at »slå et hul i statskassen«?

Hvorfor overhovedet danne SVM-regeringen – hvis selve eksistensberettigelse var at gennemføre de svære, men nødvendige, reformer – hvis man alligevel ikke vil indfri de vidtløftige ambitioner, lige så snart meningsmålingerne viser tilbagegang?

Og kan Venstre og Moderaterne i ramme alvor være tilfredse med at være løbet fra deres valgløfter for at holde hånden over Mette Frederiksens retssikkerhedsskandaler i bytte for at indtage regeringskontorerne, hvis man alligevel ikke får gennemført den politik, der var meningen?

Hvis Mette Frederiksen lykkes med at kuldkaste velfærdsaftalen, vil det frembringe en ny epoke i dansk politik præget af kortsigtede egeninteresser og økonomisk uansvarlighed.

Vi har allerede set konturerne til dette, da Socialdemokratiet i 2019 fik held med at vinde regeringsmagten med Arne-pensionen som politisk trumfkort, hvor nøje udvalgte vælgersegmenter blev trukket ud af arbejdsmarkedet og parkeret på offentlig forsørgelse.

Men med Mette Frederiksens pensionsmelding risikerer vi at få en helt ny normaltilstand med populistisk overbudspolitik, som er langt værre.

Det giver mindelser om de tendenser, vi kender fra gældsplagede sydeuropæiske lande, hvor politikerne indgår i en konstant kappestrid om at overbyde hinanden med frynsegoder til håndplukkede befolkningsgrupper, som smadrer nationaløkonomien.

Men sådan behøver det selvfølgelig ikke at være. For hvem siger, at danskernes pension skal overlades til lunefulde politikere, der vil kunne tage pensionsopsparingerne fra dem med et pennestrøg?

Med Liberal Alliances FriPension-ordning vil alle danskere i arbejde få mulighed for at opspare 675 kroner skattefrit hver måned.

Det vil for egen regning give folk muligheden for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet fem år før pensionsalderen – helt uden at vi skal sætte dansk økonomi over styr i et desperat forsøg på at kapre tabte vælgere tilbage.

Det vil ikke blot gøre, at danskernes får magten over deres egne pensionsopsparinger uden at skulle være afhængige af politikernes nåde. Det vil også være den økonomisk ansvarlige vej at gå, fordi vi dermed ikke efterlader et fattigere Danmark til de kommende generationer.

»Vi er enige om at træffe en lang række svære, men fremsynede politiske beslutninger for at bringe Danmark bedst muligt gennem de udfordringer, der står foran os«.

Sådan lød det i regeringsgrundlaget, da Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne fandt sammen for at danne den historiske SVM-regering.

Hvis fremtidens danskere også skal vokse op i et samfund med vækst og velstand, er det tid til, at regeringen sætter handling bag sine ord ved at føre en ansvarlig økonomisk politik.

Evner regeringen at træffe de svære, men nødvendige beslutninger, som var selve årsagen til, at den blev sat i verden, eller vil dette være historien om en regering, der gamblede med nationaløkonomien, fordi man lod sig besnære af kortsigtede egeninteresser i et desperat forsøg på at klamre sig til ministertaburetterne?

For når historiebøgerne om SVM-regeringen en dag skal skrives, vil regeringstoppen blive vurderet på, om de evnede at holde hovedet koldt i modgang og træffe de rigtige beslutninger.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 13. september 2024)

Hold jeres løfte, sæt en stopper for lovmøllen

Alex Vanopslagh
5. februar 2024

Kronik af Alex Vanopslagh (LA), Inger Støjberg (DD), Søren Pape Poulsen (K) og Morten Messerschmidt (DF).

Regeringens lovmølle kører alt for hurtigt, og resultatet bliver uigennemtænkt lovgivning med potentielt store konsekvenser.

Uhørt korte høringsfrister. Et stigende antal hastebehandlinger. Historisk hurtig lovbehandling. Lovmøllen på Christiansborg kører for meget og for hurtigt. Det er faktisk ikke engang os, der siger det – det er statsministeren selv.

Alligevel har begge Mette Frederiksens regeringer brugt kortere tid på lovgivningsprocessen og øget mængden af hastebehandlinger. En ny analyse fra Cepos viser, at den tid, vi i Folketinget bruger på at behandle et lovforslag, er blevet halveret på mindre end 20 år.

Det er en tendens, der kun kan gå for langsomt med at stoppe. Hurtigere er ikke bedre. Tværtimod skader det både lovkvaliteten og demokratiet.

Når lovgivningen presses igennem så hurtigt som muligt, forværrer det kvaliteten af lovgivningen. Samtidig bliver konsekvenserne af lovgivningen uoverskuelige. Under coronatiden fik vi for alvor at se, hvor stort problemet kan være. Minksagen er en maggiterning af alle de problemer, en forhastet lovgivningsproces kan medføre. I det tilfælde skyndte man sig så meget, at man brød grundloven.

Forløbet om koranloven viste også problemerne. Helt op til tredjebehandlingen kunne stort set ingen redegøre for lovgivningens konsekvenser, og der blev ved med at dukke nye informationer op, som påpegede uforudsete problemer ved loven.

Når man sidder på Christiansborg, kan man nemt komme til at glemme, hvor store konsekvenser lovgivning har. Når vi vedtager et lovforslag eller foretager en regelændring, rækker det helt ind i borgernes privatliv.

Kæmpestore beslutninger

Som lovgiver kan man ikke have et nonchalant forhold til lovgivning. Lovændringer og regulering er ikke bare lige noget, der skal klares med et snuptag. Men i virkeligheden bliver der foretaget kæmpestore beslutninger på et meget ringe grundlag.

Derfor skylder vi også borgerne at gøre os umage, men det bliver sværere med de korte frister. Problemet starter hos os politikere: Det er kun os på Christiansborg, der kan sætte en stopper for lovmøllen. Hvis regeringen holder egne løfter, skal vi i oppositionen nok gøre vores del af det parlamentariske arbejde. Citatet er Folketingets opgave at agere demokratisk vagthund i regeringen, og som borgerlige partier er vi særligt optagede af lovgivningens konsekvenser for borgerne. Men når lovbehandlingen bliver kortere og kortere, indskrænker det mulighederne for at udfylde vores rolle.

I praksis oplever vi, at den lovgivning, der normalt afstemmes, forbedres og rettes til mellem regering og folketing, er rykket ind i regeringskontorerne. Det betyder, at vi som oppositionspartier i højere grad bliver brugt som led i fortællingen om, at regeringen ikke arbejder egenrådigt og magtfuldkomment. Men der er jo en grund til, at alle lovforslag skal gennem tre lovbehandlinger.

Det er en proces, der skal sikre tid til omtanke. Netop omtanke er det, der bliver elimineret, når lovbehandlingen halveres. Det samme gælder høringsfristen på 30 dage, som SV-regeringens regeringsgrundlag ellers.

Allerede en måned efter regeringsdannelsen fik vi en høringsfrist på kun syv dage, da regeringen ville afskaffe store bededag. Men det hele er ikke bare regeringens skyld. Alt for længe har vi også været alt for føjelige i rollen som oppositionspartier. Vi har accepteret regeringens tricks og herskerteknikker.

En stærkere opposition

Da vi sidste år skulle vedtage aftalen om danmarkshistoriens største hav- og vindudbud, brugte regeringen på taktisk vis korte frister. De krævede, at man skulle sige ja til en aftale, som først blev præsenteret på selve mødet. I sidste øjeblik sneg regeringen også lige en lukning af åben dør-ordningerne ind, som man ikke havde diskuteret. Det blev ikke fanget af aftalepartierne, fordi man havde tillid til at tingene gik ordentligt for sig.

Så det kræver også noget af os selv – og der har vi ikke været stærke nok som opposition. Regeringen gør brug af disse strategiske kneb, fordi de slipper afsted med det. Derfor vil vi som blå opposition ikke længere acceptere uhørt korte svarfrister, unødig hastebehandling og ultimatummer om at sige ja eller ikke komme med i en aftale. Hvis vi skal kunne lægge vores mandater til noget, skal vi også kunne sætte os ind i, hvad vi underskriver. Det må være minimum for et folkestyre i bare nogenlunde god form.

Så vores opfordring til regeringen er egentlig ret simpel: Stå ved jeres eget regeringsgrundlag. Stå ved jeres egne ord. Lovmøllen kører kun så hurtigt, fordi I får den til det. Vi står klar til at lave gode aftaler med jer, men vi skal også have tid til at gøre vores del af arbejdet. Det skylder vi danskerne.

(Kronik bragt i Børsen 5. februar 2024)

Video: Forstå regeringens seneste skandale på 2 minutter og 36 sekunder | Alex Vanopslagh | Folketinget

Alex Vanopslagh
2. november 2023
Afspil video

Hvordan skulle de mennesker, der har styret landet de seneste årtier, pludselig være blevet superdygtige til at lave reformer?

Henrik Dahl
19. april 2023

Hvorfor skal jeg tro på, at Socialdemokratiet og Venstre og Venstres eksformand lige pludselig har lært af de bunker af fejl, de har begået de seneste 20-30 år, og at nu kommer den gyldne tid, hvor en reform løser det problem, den skal forestille at løse?

Der er noget galt med den måde, vi laver reformer på. Det er essensen af den glimrende bog »Entreprenørstaten«, som Sigge Winther Nielsen udgav for et par år siden (og som jeg tidligere har omtalt på denne plads).

Men det er som om erkendelsen af, at såkaldte reformer sjældent løser de problemer, de officielt er sat i verden for at løse, ikke vil trænge igennem på Slotsholmen. Både skiftende regeringer og skiftende folketing drømmer stadig om at stå foran den samlede, danske verdenspresse og erklære, at nu er dette eller hint problem løst en gang for alle. På trods af, at alle besindige mennesker ved, at den helt overvældende sandsynlighed taler for, at det er de ikke.

Er folkeskolen blevet bedre af folkeskolereformen? Er gymnasierne blevet bedre af gymnasiereformen? Er universiteterne blevet bedre af diverse reformer? Er sundhedsvæsen og psykiatri? Er de nye kommuner og regioner påfaldende bedre til at løse de problemer, de er sat i verden for at løse, end de gamle kommuner og de gamle amter? Det kan man ikke sige og samtidig bevare alvoren.

I alle disse tilfælde – og mange flere – er svaret, at hvis tingene overhovedet er blevet bedre, er det langt ude i decimalerne, forbedringerne kan aflæses. Men at som hovedregel har reformer i bedste fald nul effekt, mens de i værste fald gør ondt værre.

Det, jeg først og fremmest har imod SVM-regeringen, er ikke snævert politisk. Det er, at vi skal tro på, at lige præcis de partier og mennesker, der i dette århundrede har beklædt de højeste poster det meste af tiden, lige pludselig er blevet superdygtige til at lave reformer, der på afgørende punkter får de vitale samfundsinstitutioner til at fungere bedre.

Der findes desværre ikke en superhøflig måde at udtrykke det på. Men hvorfor skal jeg tro på, at Socialdemokratiet og Venstre og Venstres eksformand lige pludselig har lært af de bunker af fejl, de har begået de seneste 20-30 år, og at nu kommer den gyldne tid, hvor en reform løser det problem, den skal forestille at løse?

Den gunstige læser bedes tilgive, at jeg sammenligner skiftende regeringer med skikkelser fra populærkulturen. Men at tro på, at et persongalleri bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Venstres eksformand pludselig er kommet på bedre tanker og pludselig er blevet meget dygtigere til at reformere samfundet, end de har vist sig at være gennem årtier, svarer jo til, at man skal tro på, at Lord Voldemort har meldt sig ind i Frelsens Hær. Eller at Kaptajn Haddock har besluttet sig for at stå i spidsen for afholdsbevægelsen. Eller at Egon Olsen er søgt ind på Politiskolen.

Det er fuldstændig utænkeligt, at de samme mennesker, som i årtier har djøfficeret og komplificeret og bureaukratiseret alting, lige pludselig har fået evnerne og viljen til at lade være med at djøfficere og komplificere og bureaukratisere.

Hvis dansk politik var et familiedrama, skulle man samle Socialdemokratiet og Venstre og Venstres eksformand i én skikkelse. Det kunne gerne være en farverig person, der også havde forsonende eller måske ligefrem elskværdige sider. Men det afgørende er: Hvis de tre partier var en dramafigur, ville de være én, der ikke kunne lade være med at svigte sin kone og sine børn. Men som heller ikke kunne lade være med at sige, at nu er det altså slut. En gang for alle. Hvis du bare vil tro på mig fra nu af.

I politik hopper vælgerne på den slags. I forhold til en dramaserie er folk klogere. Der ved de udmærket, at det hele kører på nøjagtig samme måde i næste episode og næste sæson.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 19. april 2023)