Realiteten er, at regeringen har mistet grebet
KOMMENTAR Peter Skaarup og Steffen Larsen og Frederik Bloch Münster samt Mikkel Bjørn.
Man får næsten morgenbrødet galt i halsen, når man læser Kaare Dybvad Beks interview i Berlingske i sidste uge. I et interview påstår den nu tidligere udlændinge- og integrationsminister, at de fire borgerlige partier ikke er i stand til at føre en stram udlændingepolitik, hvis vi en dag skulle få regeringsansvaret.
Det er en påstand, der både er komisk og skræmmende på samme tid. For virkeligheden er jo, at det er regeringen, som svigter igen og igen.
Siden Mette Frederiksen blev statsminister i 2019, er antallet af personer fra de såkaldte MENAPT-lande fordoblet. Alene i 2024 kom der over 8.300 personer fra disse lande.
Samtidig har regeringen åbnet ladeporten for udenlandske studerende i et hidtil uset omfang. På Roskilde Universitet (RUC) er hver sjette kandidatstuderende i dag fra Bangladesh en udvikling, der på få år er eksploderet med flere hundrede procent.
Ordningen giver adgang til det danske arbejdsmarked og mulighed for at tage både ægtefælle og børn med.
Det viser sig samtidig, at den store repræsentation af studerende fra Bangladesh har svækket det faglige niveau, men det har regeringen accepteret for at redde RUC fra fallittens rand.
Som om det ikke var nok, har regeringen kastet næsten en halv milliard kroner i et partnerskab, der skal tiltrække endnu flere studerende fra Afrika. Det er svært at tolke som andet end et bevidst opgør med den stramme kurs.
Samtidig er regeringen passiv over for de udfordringer, der for alvor slider på sammenhængskraften. Den sociale kontrol bekæmpes ikke, hvor der endnu ikke er indført et forbud mod bederum på universiteterne. Screening af statsborgere er blevet syltet i snart et år, og nu må vi vente yderligere ti måneder på et ekspertudvalg, der skal komme med anbefalinger til, hvordan man kan komme i gang.
Når det gælder statsborgerskab tildelt på falske præmisser, gemmer regeringen sig bag en international konvention i stedet for at handle, mens vi i samlet flok opfordrer til at melde os ud af statsborgerskabskonventionen.
Og listen stopper ikke her. Regeringen har også bøjet sig for udenlandske trusler og indført den skandaløse koranlov, som er et direkte angreb på ytringsfriheden. Samtidig fastholder man racismeparagraffen, selvom den i praksis begrænser borgernes ret til at tale frit.
Vi har fra de borgerlige partier også foreslået krav om danskkundskaber for at kunne modtage fuld kontanthjælp, forbud mod islamisk kønsopdelt svømning, at trossamfund skal anerkende retten til skilsmisseog et forbud mod bederum på offentlige uddannelser.
Regeringen har stemt imod samtlige forslag.
Når vi peger på problemerne, er svaret hver gang udsættelser, syltekrukker og tomme hensigtserklæringer.
Kontrasten til den borgerlige opposition kunne ikke være tydeligere. Vi vil ikke acceptere den ukontrollerede indvandring, flere på førtidspension og voksende social kontrol. Vi vil føre en konsekvent og stram udlændingepolitik, hvor ytringsfriheden respekteres, og hvor vi beskytter Danmark mod de fejltagelser, som regeringen selv har bidraget til.
Realiteten er, at regeringen har mistet grebet. Derfor er vores appel til danskerne også klar. Vil I en anden retning på udlændingepolitikken? Så stem på de en af vi fire borgerlige partier, som er klar til at tage ansvar og sikre Danmark en reel stram udlændingepolitik.
(Indlæg bragt i Berlingske d. 24. september 2025)
Regeringen ved reelt ikke, om den tildeler terrorsympatisører statsborgerskab
Vi skal ikke tildele statsborgerskab til mennesker, der ikke har forstået, hvad et demokrati er, og som ikke har tænkt sig at respektere det i ord og gerning. Men det nuværende system er hullet som en Schweizerost.
Når regeringen om få uger stemmer om 1.086 udlændinges adgang til at blive danske statsborgere, ved den reelt ikke ret meget om de mennesker, der ud i al fremtid får tildelt alle rettigheder i det danske samfund.
Regeringen ved ikke: Hvor mange af de mere end tusinde personer, der mener, at homoseksualitet bør være strafbart. Hvor mange, der betragter kvinder som nogen, der skal underlægge sig manden. Hvor mange, der mener, der skal være et parallelt retssystem i Danmark. Eller hvor mange, der mener, at ytringsfriheden bør være underordnet religiøse hensyn.
Den ved heller ikke, hvor mange af de nye statsborgere, der i virkeligheden mener, at religiøst frafald bør straffes med døden eller at Danmark i fremtiden, bør blive et kalifat.
Den tredje erkendelse
Socialdemokratiet har slået sig stort op på den tredje erkendelse – og jeg er fuldstændig enig i, at det er noget, vi skal tage meget alvorligt.
Der er borgere i dette samfund, der arbejder på at undergrave det selvsamme samfund, som har taget dem til sig. Man tror, det er løgn, men det er det desværre ikke.
Desværre tager Socialdemokratiet ikke konsekvenserne af deres egne erkendelser. De handler ikke på dem. Derfor kan problemerne bare blive ved med at vokse.
I Liberal Alliance har vi erkendt, at et frit, liberalt samfund kun kan bestå, hvis borgerne helt grundlæggende bakker op om nogle fælles demokratiske værdier.
Loven er ikke meget værd, hvis borgerne ikke respekterer den og ikke opfatter sig selv som “borgere”, der har et ansvar for det samfund, de er en del af.
Borgere, der systematisk modarbejder de grundlæggende præmisser og værdier for staten, kan derimod ødelægge meget for andre borgere.
Derfor har vi fremlagt en model for, hvordan vi i fremtiden kan godkende nye statsborgere. Ud over krav om for eksempel sprogkundskaber og beskæftigelse, ønsker vi at gennemføre en screening af alle, der søger om at blive statsborgere.
Hvis en ansøger for eksempel har chikaneret homoseksuelle, hyldet terror, angivet kvinder på flugt fra vold i ægteskabet eller lignende, skal han eller hun ikke have tildelt statsborgerskab. Det bør være indlysende.
Regeringen bør stramme sig an
Vi blev smidt ud af aftalekredsen lige efter nytår, men behovet for en løsning har aldrig været mere aktuelt. Vi skal ikke tildele flere statsborgerskaber til mennesker, der ikke har forstået, hvad et demokrati er, og som ikke har tænkt sig at respektere det i ord og gerning.
Det nuværende system er hullet som en Schweizerost. Helt banalt, har vi set eksempler på personer, der på papiret opfylder kravet om dansk, men det viser sig ved nærmere eftersyn, at de hverken kan tale, læse eller forstå dansk.
Vi har et kriminalregister, der kun opbevarer data i ti år, så risikoen for at give statsborgerskab til personer, der aldrig burde få det, er reel.
Sidst giver vi statsborgerskab til statsløse på lempelige vilkår, uden at vide, om de rent faktisk er statsløse. Det er en “vurdering”.
Hvorvidt ansøgerne udviser respekt for demokratiske værdier i deres liv og virke, aner vi intet om.
Liberal Alliance kan ikke stemme ja til ‘lov om indfødsrets meddelelse’, når loven kommer til afstemning senere i dette forår. Selvom der med stor sandsynlighed også er borgere på listen, som vi ville byde velkommen med flag, jubel og hornmusik, kan vi ikke stemme for, når der er så lidt styr på det, som tilfældet er.
Vi kan kun appellere til, at regeringen strammer sig an og fremlægger en model for, hvordan vi fremover sikrer, at mennesker, der opnår dansk statsborgerskab, rent faktisk er borgere, der respekterer det land, de ønsker at blive en del af.
(Indlæg bragt i Altinget 12. maj 2025)
Ungdommen er færdig med Socialdemokratiets offergørelse af dem – derfor stemmer de LA
Socialdemokraters manglende forståelse for ungdommen illustreres fint, når man kritiserer LA for at lave kampagner til unge, men politik til boomere. Den slags kan de unge heldigvis gennemskue
»Liberal Alliance laver kampagner til unge, men fører politik for boomere.« Sådan lød budskabet for nylig i et indlæg af socialdemokraten Kasper Stisen. Et indlæg, som på fornemmeste vis illustrerer socialdemokraters manglende forståelse for majoriteten af den danske ungdom såvel som følgerne af LA’s politik.
For i LA går vores kampagner og politik skam hånd i hånd. Og når vi fortæller danskerne ting som » Du kan godt « og » Du har altid et valg «, køber ikke mindst ungdommen ind på både fornuften i budskaberne samt på de politiske forslag, der understøtter disse.
For de unge er øjensynligt i stigende grad liberale . De fravælger politisk offergørelse og tilvælger i stedet liberale kerneværdier som frihed, ansvar og optimisme. De fristes ikke af kortvarige gaveboder. Og de forstår om nogle, at man både kan og skal yde, før man kan nyde.
Derfor lyder der ikke et ramaskrig, når LA præsenterer politiske forslag, som understøtter vores kampagner. I Stisens øjne er der ellers tilsyneladende en håndfuld af gode eksempler på forslag, som ikke kommer de unge til gavn, men derimod »primært vil gavne boomere«.
For det første langer han ud efter vores forslag om at sænke dimittendsatsen til SU-niveau. Et forslag, som vi ikke oplever, at ungdommen protesterer imod. Muligvis fordi de unge har tiltro til egne evner til at komme hurtigt i job og har forståelse for, at de har nogle af de bedste økonomiske vilkår under uddannelse i verden.
Tilsvarende råber ungdommen ikke vagt i gevær, når de hører, at kagen fra vores økonomiske politik ikke kan skæres fuldstændigt ligeligt mellem alle landets borgere. For de forstår, at en økonomisk politik, der gør alle danskere rigere – og i øvrigt særligt letter skatten i bunden – er sund fornuft.
Og endeligt ser de unge ingen årsag til at fortænke LA i at ville give andelsboligforeninger muligheden for at omdanne andelsboliger til ejerboliger. For socialdemokraterne glemmer igen, at danskernes boligdrømme – i hvert fald i otte ud af ti tilfælde – ultimativt kredser om ét ønske: at eje en ejerbolig.
Summa summarum har ungdommen svært ved at se den manglende sammenhæng mellem LA’s kampagner og LA’s politik. Det ændrer sig næppe lige foreløbig.
(Indlæg bragt i Information d.25/4-2025)
Regeringen bør ikke hædres som afbureaukratiseringshelt
Dansk erhvervsliv er vidne til lidt af et cirkusnummer i disse dage, hvor erhvervsminister Morten Bødskov (S) ihærdigt bestræber sig på at iscenesætte sig selv som en afbureaukratiseringshelt på erhvervsområdet.
Morten Bødskov bryster sig nemlig aktuelt af, at han vil sætte en stopper for den enorme og konkurrenceevneskadelige byrdebelastning, som regeringens implementering af EU-krav for bæredygtighedsrapportering har pålagt danske virksomheder. Erhvervsministeren undlader dog belejligt at nævne, at det er ham selv, som for blot få år siden skabte makværket i første omgang.
I Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti er vi som bekendt store tilhængere af tiltag, der kan rydde op i urskoven af bureaukratiske byrder, da antallet og omfanget af disse unægteligt skader vores virksomheders evne til at konkurrere, vækste og skabe værdi til gavn for hele Danmark.
Men det er mildest talt useriøst af Morten Bødskov at forsøge at løbe om hjørner med oppositionen, med virksomhederne og med danskerne som helhed. For der er jo intet i vejen med at indrømme, at man er blevet klogere. At man har lært af sine fejl. Og at man nu er klar til at lytte til de advarselsblink, som vi andre længe har sendt i hans retning.
Derfor ville det klæde ministeren umådeligt at vise sig fra sin ærlige side frem for at holde skåltaler om sin egen handlekraft og få sit eget ministerie til at udsende formidable pressemeddelelser om ministerens store ambitioner.
For da erhvervsministeren i forbindelse med implementeringen af bæredygtighedsrapporteringen gik på talerstolen i Folketinget, postulerede han, at der ikke var tale om byrder, men derimod tiltag, som ”kunne blive en konkurrencefordel for dansk erhvervsliv”.
I store dele af oppositionen studsede vi med rette over postulatet og råbte vagt i gevær, for vi var udmærket klar over, at regeringens oplæg ville medføre en alt for omfattende og konkurrenceevneskadelig byrdebelastning for dansk erhvervsliv.
Vi talte imidlertid for døve øren, for Morten Bødskov var fuldt og fast overbevist om, at hans lovforslag om bæredygtighedsrapportering rent faktisk ville gavne dansk erhvervsliv. Det var åbenlyst forkert.
I Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti glæder vi os over, at dansk erhvervsliv nu kan se frem til at få reduceret de administrative byrder betragteligt.
Men Morten Bødskov og SVM-regeringen skal ikke i samme ombæring få lov til at løbe fra sandheden. For selvfølgelig skal man ikke hædres som afbureaukratiseringshelt, når man blot rydder op i sit eget selvskabte rod.
Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 21. april 2025)
Danskerne fortjener ærlige svar på forsvarsfinansieringen
Regeringen bør give et ærligt bud på en økonomisk plan for forsvarsoprustningen. Det fortjener danskerne
Den danske befolkning har i bred udstrækning bakket op om den konsensus, der over de seneste år har spredt sig på tværs af Slotsholmen:
Nemlig at der må og skal foretages en omfattende oprustning af det danske forsvar for dels at sikre vores egen evne til at udøve forsvar af det danske kongerige og dels for at understøtte vores forudsætninger for at kunne udgøre en troværdig og pålidelig Nato-partner.
Men den opbakning hviler selvsagt også på en forventning om, at vi politikere er i stand til at levere ærlige og redelige svar på, hvor vi vil finde de mange ekstra milliarder til Forsvaret.
En forventning, som er helt og aldeles på sin plads. For selvfølgelig fortjener danskerne vished om, hvordan hvert enkelt parti ønsker at betale regningen.
Start debatten
Og naturligvis er danskerne i høj grad optaget af debatten om, hvilke finansieringskilder der bør tages i brug.
For eksempel sagde danskerne klart ‘nej tak’ til en krigsskat i en meningsmåling foretaget af Norstat sidste måned, idet det blot var 16 pct., der var villige til at betale højere skatter for at finansiere de store milliardinvesteringer i Forsvaret.
Og i den forgangne uge svarede blot 35 pct. af danskerne i en Verian-måling , at de er parate til at finansiere forsvarsudgifterne gennem nedskæringer på den offentlige service og velfærd.
Danskerne er således mere end indstillet på at tage stilling til debatten, men deres stillingtagen forudsættes naturligvis af, at debatten rent faktisk bliver stablet på benene.
Derfor bør ethvert ansvarligt parti i vores optik i den nære fremtid komme på banen og præsentere et ærligt bud på en økonomisk plan for forsvarsoprustningen.
I Liberal Alliance gjorde vi for nylig netop dette i form af en række forslag, som hverken vil indebære, at danskerne skal betale én krone mere i skat, eller at der skal skæres i kernevelfærden.
Vores bud indeholder imidlertid forslag og reformer, som vi udmærket er klar over, ikke vil høste os udpræget ros eller skaffe os nemme, billige point blandt alle i befolkningen.
For regningen til forsvarsfinansieringen bliver som bekendt stor, og det vil med statsgaranti kræve svære beslutninger at komme i mål.
Vi foreslår konkret – foruden at bruge det frie råderum – en dagpengereform, hvor vi bl.a. halverer dagpengeperioden fra to til ét år, en reform af Danmarks Radio og udgifterne til public service samt en plan for oprydning af overflødige puljer og bevillinger i det offentlige.
Disse forslag er og vil fra mange sider blive mødt af harmdirrende kritik. Men det er ærlige forslag.
Det er ansvarlige forslag. Og sidst, men ikke mindst er det som sagt forslag, der hverken vil medføre højere skatter eller en forringelse af kernevelfærden, hvilket imødekommer nogle af danskernes største bekymringer i forbindelse med forsvarsfinansieringen.
Men i stedet for at vågne op og levere sit eget bud har særligt Socialdemokratiet på det seneste brugt nærmest alt deres krudt på at pege fingre ad vores plan.
For det første har socialdemokraterne set sig sure på vores forslag om at halvere dagpengeperioden, hvilket primært illustrerer, at Socialdemokratiet foretrækker at forkorte dagpengeperioden, når der ikke er valgkamp.
Kom med en plan
De forkortede i hvert fald selv dagpengeperioden i hhv. 1993, 1995 og 1998, og selvom de har siddet på regeringsmagten i majoriteten af tiden de seneste 25 år, har de ikke valgt at tilbagerulle forkortelserne.
Derfor er det pudsigt, at der lyder et ramaskrig, når Liberal Alliance foreslår en forkortelse.
For det andet har de råbt vagt i gevær over vores plan for at reformere Danmarks Radio og udgifterne til public service, selvom DR er Danmarks suverænt største medieaktør med et årligt budget på små 4 mia. kr. og kontinuerligt svigter sin kerneopgave: at levere public service-indhold, som markedet ikke tilbyder.
Og for det tredje køber de næppe ind på, at vores plan for oprydning af overflødige puljer og bevillinger i det offentlige er den rette vej at gå.
For på trods af diverse markante målsætninger og storslåede skåltaler om afbureaukratisering er stigningen i bureaukratiet som bekendt udelukkende intensiveret, siden Mette Frederiksen indtog Statsministeriet for første gang i 2019.
Misforstå os ikke. Vi hilser selvsagt Socialdemokratiets kritik af vores plan for forsvarsfinansieringen velkommen, for det udgør i sig selv en blåstempling af vores forslag.
Men hvor ville det dog klæde debatten, hvis Socialdemokratiet og de øvrige partier i SVM-regeringen vågnede op til dåd og begyndte at levere deres egne bud på finansieringskilder.
Det ville tjene debatten. Og det skylder de danskerne at tage alvorligt.
(Indlæg bragt i Børsen d. 15/4-2024)
Alex vs. Mette│ Folketinget │ Alex Vanopslagh
Regeringen svigter havarealerne
Den katastrofale tilstand i store dele af vores havmiljø kræver både aktiv og passiv genopretning. Ellers svarer enhver genopretningsindsats til at sætte et Disney-plaster på et blødende kødsår.
I Liberal Alliance og Alternativet er der meget, vi ikke er enige om. Men det betyder ikke, at vi er ude af stand til at finde fælles fodslag på mange områder. For eksempel er vi rørende enige om, at vi alle har en forpligtelse til at passe langt bedre på vores natur – både på landjorden og på havet.
Særligt sidstnævnte er som bekendt under et kolossalt pres, da tilstanden i store dele af det danske havmiljø er decideret katastrofal. Derfor er vi på den ene side positive, fordi regeringen vil afsætte midler til at sætte skub i den aktive genopretning af de havarealer, der er udpeget som særlig beskyttelsesværdige. Men på den anden side er vi dybt bekymrede for regeringens manglende anerkendelse af, at aktiv genopretning simpelthen ikke er nok, hvis der ikke parallelt slås et slag for yderligere passiv genopretning.
For hvis man kun fokuserer på aktiv genopretning i form af f.eks. at udplante ålegræs eller lave stenrev, vil det i bedste fald resultere i en minimal forbedring af de havområder med de allerstørste presfaktorer. I værste fald vil arbejdet og pengene være decideret spildte omkostninger, idet presfaktorerne i mange af havområderne er så omfattende, at hverken ålegræs eller stenrev vil have nogen som helst effekt.
Derfor nytter det ikke noget at negligere de mange former for passiv genopretning, vi kan gøre brug af ved at mindske og helt udfase negative påvirkninger. Det kan man f.eks. formå ved at sætte en stopper for indvending af råstoffer, for klapning og for fiskeri med bundskrabende redskaber i de særligt beskyttelsesværdige havområder. Og lad os gøre det meget klart: Hvis regeringen ikke indser dette faktum, sættes der udelukkende et Disney-plaster på et blødende kødsår.
I Liberal Alliance og Alternativet opfordrer vi derfor på det kraftigste regeringen til at vågne op til dåd og anerkende behovet for passiv genopretning. For der vil være rig mulighed for at tage bestik af vores budskab i forbindelse med de kommende forhandlinger om aftalen bag de to kommende naturnationalparker i henholdsvis Lillebælt og Øresund samt i forbindelse med den forestående fiskeriaftale.
Og konsekvenserne af ikke at tage budskabet alvorligt er ganske enkelt for graverende, til at vi har fantasi til at forestille os, at regeringen vil nægte at lytte til os.
For én ting er at svigte genopretningen af vores havarealer ubevidst. Det er straks værre, hvis man gør det bevidst.
Af: Pernille Vermund & Torsten Gejl (Å)
(Indlæg bragt i Politiken d. 8/4-2025)
Socialdemokratiets dagpengehykleri når nye højder
Det kan næppe anfægtes, at vi i Danmark står over for en massiv opgave i form af at lægge os fast på finansieringen af regningen til den nødvendige oprustning af det danske forsvar.
Så langt, så godt er majoriteten immervæk nået i deres analyseapparat.
Det næste hensigtsmæssige skridt har de færreste imidlertid taget endnu: Nemlig at komme med et ærligt bud på, hvordan man vil finde pengene.
For det er og bliver en pligtopgave i disse tider for ethvert ansvarligt parti at anvise en vej til forsvarsoprustningen.
Vi kan jo sagtens blive ved med at blive enige med hinanden om, at pengene skal findes, men det udgør i sidste ende en overflødig konsensussnak, hvis vi ikke tager hul på det svære spørgsmål om finansieringskilder.
Finansiering af Forsvaret
Derfor kom vi for nylig med vores bud på, hvordan vi kan imødekomme et eventuelt Nato-krav om at bruge 3,5 af bnp på Forsvaret, hvilket vil medføre en regning på ca. 36 mia. kr. årligt.
Et bud, som i skrivende stund udgør det eneste fuldt finansierede forslag fra et politisk parti på Christiansborg.
Vores forslag inkluderer bl.a. nedskæringer i DR og en dagpengereform, hvor vi bl.a. ønsker at forkorte dagpengeperioden fra to til ét år. Det gør vi af flere årsager.
For det første er det veldokumenteret, at nyuddannede ledige kommer hurtigere i job, når dagpengeperioden forkortes . For det andet finder hele 91 pct. af dagpengemodtagerne allerede i dag et arbejde, inden der er gået ét år. Og for det tredje vil vores forslag spare skatteyderne for hele 8,6 mia. kr. , som kan anvendes til forsvarsoprustningen, uden at danskerne skal betale én krone mere i skat.
Ovenstående argumenter kan man jo så vælge at erklære sig enig eller uenig i. Og jeg skal lige love for, at særligt socialdemokraterne har valgt sidstnævnte og råbt vagt i gevær i kølvandet på forslaget.
Partiet glemmer imidlertid, at de plejer at være glade for at forkorte dagpengeperioden i Socialdemokratiet. De foretrækker bare at gøre det, når der ikke er valgkamp.
Hykleri omkring dagpenge
Dagpengeperioden i Danmark er tidligere blevet forkortet med stor succes til følge, og som regel har Socialdemokratiet kunnet bryste sig med at være hovedarkitekten bag udviklingen. Således har de formået at forkorte dagpengeperioden af hele tre omgange i hhv. 1993, 1995 og 1998.
I 1993 tog man bestik af den absurde situation, at man dengang kunne være på dagpenge med mulighed for forlængelse til principielt et helt liv – og forkortede på det bagtæppe perioden til syv år.
I 1995 reducerede Socialdemokratiet perioden nok engang til fem år. Og i 1998 forkortede de perioden yderligere til fire år.
Sidenhen halverede Venstre og Lars Løkke Rasmussen i 2010 perioden til to år, hvilket socialdemokraterne har haft mulighed for at tilbagerulle i et helt årti, men med Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister i den første Helle Thorning-regering i 2011 fik de selv implementeret og forsvaret halveringen til to år.
De kunne også have taget handling under Mette Frederiksens rene S-regering fra 2019 til 2022 eller i den nuværende regering, hvor man sidder tungt på statsministerposten.
Bud på løsningen
Men ak nej. Hellere sidde på hænderne i ti år, for så blot at foregive forargelse og afsky, når LA i 2025 kommer med et ærligt og redeligt forslag til finansieringen af den altafgørende forsvarsoprustning, som der på Slotsholmen er bred konsensus om, at der skal findes finansieringskilder til.
For det første er det mig en gåde, at socialdemokraterne kan se sig selv i spejlet om morgenen, når de praktiserer dagpengehykleri i sådan en grad som dette. Og for det andet illustrerer det forskellen på Socialdemokratiet og Liberal Alliances tilgang til oprustningen af det danske forsvar.
Hvor førstnævnte foretrækker at pege fingre og male fanden på væggen, når politiske modstandere bidrager til debatten, abonnerer sidstnævnte på, at danskerne fortjener et ærligt svar på, hvordan vi hver især vil finde pengene.
Det er en svær debat at tage hul på, men det er ikke desto mindre strengt nødvendigt – og i særdeleshed for et regeringsbærende parti som Socialdemokratiet, der sjældent er bleg for at bryste sig selv på baggrund af sin “ansvarlighed”.
(Indlæg bragt i Børsen d. 4/4-2025)
Wammens afbureaukratisering mislykkes
Regeringens spareplan for statens administration har vist sig at være en and, for alt imens Wammen og co. luger en smule ud i bureaukratiets urskov, fortsætter ukrudtet med at gro bag kulisserne
Som så ofte før var det med stor fanfare, at finansminister Nicolai Wammen (S) i foråret 2024 stolt kunne proklamere, at regeringen ville skære 1000 årsværk fra i statens administration i 2025.
For regeringen så på det vildtvoksende bureaukrati med stor alvorlighed og var klar til at sætte handling bag ordene, måtte man forstå.
Men historien har desværre nok engang vist sig at gentage sig selv. For alt imens Wammen og co. har brystet sig med sin slagkraftige spareplan i pressen og på sociale medier, har fastholdelsen samt udvidelsen af det altomfavnende bureaukrati fortsat som vanligt bag kulisserne.
Det viser nye tal fra CEPOS , som afslører, at der i andet halvår af 2024 blev ansat 874 flere i staten, som beskæftiger sig med administration og ledelse. En stigning, som skal lægges oven i en ditto stigning på knap 1000 flere bureaukrater i første halvår af 2024.
Røg planen i vasken?
Altså kan vi konstatere, at ét ud af to mulige scenarier har udspillet sig. Enten er Wammens plan om at skære 1000 årsværk fra i statens administration røget i vasken.
Eller også har det aldrig nogensinde været en oprigtig plan, som regeringen har haft i sinde at føre ud i livet, uden at der samtidig ville ske disse markante stigninger i antallet af bureaukrater andetsteds i staten.
Fællesnævneren for begge scenarier er imidlertid, at de begge indebærer den åbenlyse kendsgerning, at Wammen og SVM-regeringen den ene gang efter den anden holder danskerne for nar med sine skåltaler om afbureaukratisering.
For siden Mette Frederiksen indtog Statsministeriet for første gang i 2019, har bureaukratiet udelukkende spredt sig yderligere som ukrudt. Som følge er det alene i indeværende regeringsperiode – for blot at nævne en håndfuld eksempler – lykkedes at sætte følgende bureaukratirekorder:
For første gang i danmarkshistorien har antallet af administrativt ansatte i den offentlige sektor rundet 100.000 fuldtidsansatte , med udpegelsen af 25 ministre har SVM-regeringen sat danmarksrekord i antallet af ministre , og med en gennemsnitlig årlig realvækst på 1,8 p ct. har SVM-regeringen formået at overgå både Helle Thornings-Schmidts røde regeringskonstellationer samt Mette Frederiksens rene S-regering i offentligt forbrug.
Det er næppe en hemmelighed, at vi i Liberal Alliance drømmer om et Danmark, der ikke er tilsandet i bureaukrater og overflødige regelbyrder, og som ikke spilder unødige skattekroner på diverse puljer til politisk projektmageri.
Men den drøm bliver aldrig til virkelighed, hvis ikke vi på Slotsholmen binder os til masten og forpligter os til at råde bod på fadæsen.
Tilsvarende bliver drømme sjældent en realitet, hvis man primært holder af at tale om dem, og hvis man altid kan finde en kattelem til at løbe fra løfterne.
Mål, man ikke kan løbe fra
Derfor udvikler vi løbende forslag, der hver især har til formål at gøre markante indhug i bureaukratiet, og som kan bane vej for bindende mål, man ikke kan løbe fra.
Vi har først og fremmest udarbejdet en plan for at indføre en bindende bureaukratilov , der skal gøre op med den nedslående kendsgerning, at afbureaukratisering har tendens til blot at udgøre et valgslogan.
Den bindende bureaukratilov har blandt andet som mål at rulle antallet af administrativt ansatte i staten tilbage til 2018-niveau inden 2030, hvilket vil reducere antallet med 15.576 færre administrativt ansatte i staten.
I samme tråd indeholder forslaget et bindende mål om at tilbagerulle 10 års stigninger i antallet af ord i love og bekendtgørelser tilbage, hvilket svarer til at skære lovgivningen med ca. 3 mio. ord.
Og endelig indebærer forslaget et bærende princip, om at hver gang der indføres én ny regel, skal to andre regler sløjfes.
En frisk start
For nylig slog vi et slag for at modarbejde SVM-regeringens rekord i antal ministre ved at nedlægge en håndfuld unødvendige ministerier , og senest kiggede vi mod Norge for at få inspiration til et forslag om at hyre en oprydningsgeneral fra erhvervslivet til at gennemtrævle den offentlige sektor for overflødige love, regler, puljer og projekter.
Vi postulerer ikke, at vores forslag – hverken isoleret eller som helhed – kan tilbagerulle hele det makværk, vi har skabt for os selv i Danmark over de sidste mange årtier.
Men vi vover at påstå, at det kan udgøre en frisk start, som danskerne har krav på. For de fortjener ikke at blive holdt for nar.
Og vi kan tilsvarende ikke byde dem et evindeligt spild af deres skattekroner på en endeløs stigning i bureaukrater og et virvar af overflødig regulering, love og regler.
(Indlæg bragt i Børsen d. 17/3-2025)