Ungdommen er færdig med Socialdemokratiets offergørelse af dem – derfor stemmer de LA

Helena Artmann Andresen
25. april 2025

Socialdemokraters manglende forståelse for ungdommen illustreres fint, når man kritiserer LA for at lave kampagner til unge, men politik til boomere. Den slags kan de unge heldigvis gennemskue

»Liberal Alliance laver kampagner til unge, men fører politik for boomere.« Sådan lød budskabet for nylig i et indlæg af socialdemokraten Kasper Stisen. Et indlæg, som på fornemmeste vis illustrerer socialdemokraters manglende forståelse for majoriteten af den danske ungdom såvel som følgerne af LA’s politik.

For i LA går vores kampagner og politik skam hånd i hånd. Og når vi fortæller danskerne ting som » Du kan godt « og » Du har altid et valg «, køber ikke mindst ungdommen ind på både fornuften i budskaberne samt på de politiske forslag, der understøtter disse.

For de unge er øjensynligt i stigende grad liberale . De fravælger politisk offergørelse og tilvælger i stedet liberale kerneværdier som frihed, ansvar og optimisme. De fristes ikke af kortvarige gaveboder. Og de forstår om nogle, at man både kan og skal yde, før man kan nyde.

Derfor lyder der ikke et ramaskrig, når LA præsenterer politiske forslag, som understøtter vores kampagner. I Stisens øjne er der ellers tilsyneladende en håndfuld af gode eksempler på forslag, som ikke kommer de unge til gavn, men derimod »primært vil gavne boomere«.

For det første langer han ud efter vores forslag om at sænke dimittendsatsen til SU-niveau. Et forslag, som vi ikke oplever, at ungdommen protesterer imod. Muligvis fordi de unge har tiltro til egne evner til at komme hurtigt i job og har forståelse for, at de har nogle af de bedste økonomiske vilkår under uddannelse i verden.

Tilsvarende råber ungdommen ikke vagt i gevær, når de hører, at kagen fra vores økonomiske politik ikke kan skæres fuldstændigt ligeligt mellem alle landets borgere. For de forstår, at en økonomisk politik, der gør alle danskere rigere – og i øvrigt særligt letter skatten i bunden – er sund fornuft.

Og endeligt ser de unge ingen årsag til at fortænke LA i at ville give andelsboligforeninger muligheden for at omdanne andelsboliger til ejerboliger. For socialdemokraterne glemmer igen, at danskernes boligdrømme – i hvert fald i otte ud af ti tilfælde – ultimativt kredser om ét ønske: at eje en ejerbolig.

Summa summarum har ungdommen svært ved at se den manglende sammenhæng mellem LA’s kampagner og LA’s politik. Det ændrer sig næppe lige foreløbig.

(Indlæg bragt i Information d.25/4-2025)

Regeringen bør ikke hædres som afbureaukratiseringshelt

Pernille Vermund
21. april 2025

Dansk erhvervsliv er vidne til lidt af et cirkusnummer i disse dage, hvor erhvervsminister Morten Bødskov (S) ihærdigt bestræber sig på at iscenesætte sig selv som en afbureaukratiseringshelt på erhvervsområdet.

Morten Bødskov bryster sig nemlig aktuelt af, at han vil sætte en stopper for den enorme og konkurrenceevneskadelige byrdebelastning, som regeringens implementering af EU-krav for bæredygtighedsrapportering har pålagt danske virksomheder. Erhvervsministeren undlader dog belejligt at nævne, at det er ham selv, som for blot få år siden skabte makværket i første omgang.

I Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti er vi som bekendt store tilhængere af tiltag, der kan rydde op i urskoven af bureaukratiske byrder, da antallet og omfanget af disse unægteligt skader vores virksomheders evne til at konkurrere, vækste og skabe værdi til gavn for hele Danmark.

Men det er mildest talt useriøst af Morten Bødskov at forsøge at løbe om hjørner med oppositionen, med virksomhederne og med danskerne som helhed. For der er jo intet i vejen med at indrømme, at man er blevet klogere. At man har lært af sine fejl. Og at man nu er klar til at lytte til de advarselsblink, som vi andre længe har sendt i hans retning.

Derfor ville det klæde ministeren umådeligt at vise sig fra sin ærlige side frem for at holde skåltaler om sin egen handlekraft og få sit eget ministerie til at udsende formidable pressemeddelelser om ministerens store ambitioner.

For da erhvervsministeren i forbindelse med implementeringen af bæredygtighedsrapporteringen gik på talerstolen i Folketinget, postulerede han, at der ikke var tale om byrder, men derimod tiltag, som ”kunne blive en konkurrencefordel for dansk erhvervsliv”.

I store dele af oppositionen studsede vi med rette over postulatet og råbte vagt i gevær, for vi var udmærket klar over, at regeringens oplæg ville medføre en alt for omfattende og konkurrenceevneskadelig byrdebelastning for dansk erhvervsliv.

Vi talte imidlertid for døve øren, for Morten Bødskov var fuldt og fast overbevist om, at hans lovforslag om bæredygtighedsrapportering rent faktisk ville gavne dansk erhvervsliv. Det var åbenlyst forkert.

I Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti glæder vi os over, at dansk erhvervsliv nu kan se frem til at få reduceret de administrative byrder betragteligt.

Men Morten Bødskov og SVM-regeringen skal ikke i samme ombæring få lov til at løbe fra sandheden. For selvfølgelig skal man ikke hædres som afbureaukratiseringshelt, når man blot rydder op i sit eget selvskabte rod.

Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 21. april 2025)

Danskerne fortjener ærlige svar på forsvarsfinansieringen

Sólbjørg Jakobsen & Carsten Bach
15. april 2025

Regeringen bør give et ærligt bud på en økonomisk plan for forsvarsoprustningen. Det fortjener danskerne

Den danske befolkning har i bred udstrækning bakket op om den konsensus, der over de seneste år har spredt sig på tværs af Slotsholmen:
Nemlig at der må og skal foretages en omfattende oprustning af det danske forsvar for dels at sikre vores egen evne til at udøve forsvar af det danske kongerige og dels for at understøtte vores forudsætninger for at kunne udgøre en troværdig og pålidelig Nato-partner.

Men den opbakning hviler selvsagt også på en forventning om, at vi politikere er i stand til at levere ærlige og redelige svar på, hvor vi vil finde de mange ekstra milliarder til Forsvaret.

En forventning, som er helt og aldeles på sin plads. For selvfølgelig fortjener danskerne vished om, hvordan hvert enkelt parti ønsker at betale regningen.

Start debatten
Og naturligvis er danskerne i høj grad optaget af debatten om, hvilke finansieringskilder der bør tages i brug.

For eksempel sagde danskerne klart ‘nej tak’ til en krigsskat i en meningsmåling foretaget af Norstat sidste måned, idet det blot var 16 pct., der var villige til at betale højere skatter for at finansiere de store milliardinvesteringer i Forsvaret.

Og i den forgangne uge svarede blot 35 pct. af danskerne i en Verian-måling , at de er parate til at finansiere forsvarsudgifterne gennem nedskæringer på den offentlige service og velfærd.

Danskerne er således mere end indstillet på at tage stilling til debatten, men deres stillingtagen forudsættes naturligvis af, at debatten rent faktisk bliver stablet på benene.

Derfor bør ethvert ansvarligt parti i vores optik i den nære fremtid komme på banen og præsentere et ærligt bud på en økonomisk plan for forsvarsoprustningen.

I Liberal Alliance gjorde vi for nylig netop dette i form af en række forslag, som hverken vil indebære, at danskerne skal betale én krone mere i skat, eller at der skal skæres i kernevelfærden.

Vores bud indeholder imidlertid forslag og reformer, som vi udmærket er klar over, ikke vil høste os udpræget ros eller skaffe os nemme, billige point blandt alle i befolkningen.

For regningen til forsvarsfinansieringen bliver som bekendt stor, og det vil med statsgaranti kræve svære beslutninger at komme i mål.

Vi foreslår konkret – foruden at bruge det frie råderum – en dagpengereform, hvor vi bl.a. halverer dagpengeperioden fra to til ét år, en reform af Danmarks Radio og udgifterne til public service samt en plan for oprydning af overflødige puljer og bevillinger i det offentlige.

Disse forslag er og vil fra mange sider blive mødt af harmdirrende kritik. Men det er ærlige forslag.

Det er ansvarlige forslag. Og sidst, men ikke mindst er det som sagt forslag, der hverken vil medføre højere skatter eller en forringelse af kernevelfærden, hvilket imødekommer nogle af danskernes største bekymringer i forbindelse med forsvarsfinansieringen.

Men i stedet for at vågne op og levere sit eget bud har særligt Socialdemokratiet på det seneste brugt nærmest alt deres krudt på at pege fingre ad vores plan.

For det første har socialdemokraterne set sig sure på vores forslag om at halvere dagpengeperioden, hvilket primært illustrerer, at Socialdemokratiet foretrækker at forkorte dagpengeperioden, når der ikke er valgkamp.

Kom med en plan
De forkortede i hvert fald selv dagpengeperioden i hhv. 1993, 1995 og 1998, og selvom de har siddet på regeringsmagten i majoriteten af tiden de seneste 25 år, har de ikke valgt at tilbagerulle forkortelserne.

Derfor er det pudsigt, at der lyder et ramaskrig, når Liberal Alliance foreslår en forkortelse.

For det andet har de råbt vagt i gevær over vores plan for at reformere Danmarks Radio og udgifterne til public service, selvom DR er Danmarks suverænt største medieaktør med et årligt budget på små 4 mia. kr. og kontinuerligt svigter sin kerneopgave: at levere public service-indhold, som markedet ikke tilbyder.

Og for det tredje køber de næppe ind på, at vores plan for oprydning af overflødige puljer og bevillinger i det offentlige er den rette vej at gå.
For på trods af diverse markante målsætninger og storslåede skåltaler om afbureaukratisering er stigningen i bureaukratiet som bekendt udelukkende intensiveret, siden Mette Frederiksen indtog Statsministeriet for første gang i 2019.

Misforstå os ikke. Vi hilser selvsagt Socialdemokratiets kritik af vores plan for forsvarsfinansieringen velkommen, for det udgør i sig selv en blåstempling af vores forslag.

Men hvor ville det dog klæde debatten, hvis Socialdemokratiet og de øvrige partier i SVM-regeringen vågnede op til dåd og begyndte at levere deres egne bud på finansieringskilder.

Det ville tjene debatten. Og det skylder de danskerne at tage alvorligt.

(Indlæg bragt i Børsen d. 15/4-2024)

Regeringen svigter havarealerne

Pernille Vermund
8. april 2025

Den katastrofale tilstand i store dele af vores havmiljø kræver både aktiv og passiv genopretning. Ellers svarer enhver genopretningsindsats til at sætte et Disney-plaster på et blødende kødsår.

I Liberal Alliance og Alternativet er der meget, vi ikke er enige om. Men det betyder ikke, at vi er ude af stand til at finde fælles fodslag på mange områder. For eksempel er vi rørende enige om, at vi alle har en forpligtelse til at passe langt bedre på vores natur – både på landjorden og på havet.

Særligt sidstnævnte er som bekendt under et kolossalt pres, da tilstanden i store dele af det danske havmiljø er decideret katastrofal. Derfor er vi på den ene side positive, fordi regeringen vil afsætte midler til at sætte skub i den aktive genopretning af de havarealer, der er udpeget som særlig beskyttelsesværdige. Men på den anden side er vi dybt bekymrede for regeringens manglende anerkendelse af, at aktiv genopretning simpelthen ikke er nok, hvis der ikke parallelt slås et slag for yderligere passiv genopretning.

For hvis man kun fokuserer på aktiv genopretning i form af f.eks. at udplante ålegræs eller lave stenrev, vil det i bedste fald resultere i en minimal forbedring af de havområder med de allerstørste presfaktorer. I værste fald vil arbejdet og pengene være decideret spildte omkostninger, idet presfaktorerne i mange af havområderne er så omfattende, at hverken ålegræs eller stenrev vil have nogen som helst effekt.

Derfor nytter det ikke noget at negligere de mange former for passiv genopretning, vi kan gøre brug af ved at mindske og helt udfase negative påvirkninger. Det kan man f.eks. formå ved at sætte en stopper for indvending af råstoffer, for klapning og for fiskeri med bundskrabende redskaber i de særligt beskyttelsesværdige havområder. Og lad os gøre det meget klart: Hvis regeringen ikke indser dette faktum, sættes der udelukkende et Disney-plaster på et blødende kødsår.

I Liberal Alliance og Alternativet opfordrer vi derfor på det kraftigste regeringen til at vågne op til dåd og anerkende behovet for passiv genopretning. For der vil være rig mulighed for at tage bestik af vores budskab i forbindelse med de kommende forhandlinger om aftalen bag de to kommende naturnationalparker i henholdsvis Lillebælt og Øresund samt i forbindelse med den forestående fiskeriaftale.

Og konsekvenserne af ikke at tage budskabet alvorligt er ganske enkelt for graverende, til at vi har fantasi til at forestille os, at regeringen vil nægte at lytte til os.

For én ting er at svigte genopretningen af vores havarealer ubevidst. Det er straks værre, hvis man gør det bevidst.

Af: Pernille Vermund & Torsten Gejl (Å)

(Indlæg bragt i Politiken d. 8/4-2025)

Socialdemokratiets dagpengehykleri når nye højder

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
4. april 2025

Det kan næppe anfægtes, at vi i Danmark står over for en massiv opgave i form af at lægge os fast på finansieringen af regningen til den nødvendige oprustning af det danske forsvar.

Så langt, så godt er majoriteten immervæk nået i deres analyseapparat.
Det næste hensigtsmæssige skridt har de færreste imidlertid taget endnu: Nemlig at komme med et ærligt bud på, hvordan man vil finde pengene.
For det er og bliver en pligtopgave i disse tider for ethvert ansvarligt parti at anvise en vej til forsvarsoprustningen.

Vi kan jo sagtens blive ved med at blive enige med hinanden om, at pengene skal findes, men det udgør i sidste ende en overflødig konsensussnak, hvis vi ikke tager hul på det svære spørgsmål om finansieringskilder.

Finansiering af Forsvaret
Derfor kom vi for nylig med vores bud på, hvordan vi kan imødekomme et eventuelt Nato-krav om at bruge 3,5 af bnp på Forsvaret, hvilket vil medføre en regning på ca. 36 mia. kr. årligt.

Et bud, som i skrivende stund udgør det eneste fuldt finansierede forslag fra et politisk parti på Christiansborg.
Vores forslag inkluderer bl.a. nedskæringer i DR og en dagpengereform, hvor vi bl.a. ønsker at forkorte dagpengeperioden fra to til ét år. Det gør vi af flere årsager.

For det første er det veldokumenteret, at nyuddannede ledige kommer hurtigere i job, når dagpengeperioden forkortes . For det andet finder hele 91 pct. af dagpengemodtagerne allerede i dag et arbejde, inden der er gået ét år. Og for det tredje vil vores forslag spare skatteyderne for hele 8,6 mia. kr. , som kan anvendes til forsvarsoprustningen, uden at danskerne skal betale én krone mere i skat.

Ovenstående argumenter kan man jo så vælge at erklære sig enig eller uenig i. Og jeg skal lige love for, at særligt socialdemokraterne har valgt sidstnævnte og råbt vagt i gevær i kølvandet på forslaget.

Partiet glemmer imidlertid, at de plejer at være glade for at forkorte dagpengeperioden i Socialdemokratiet. De foretrækker bare at gøre det, når der ikke er valgkamp.

Hykleri omkring dagpenge
Dagpengeperioden i Danmark er tidligere blevet forkortet med stor succes til følge, og som regel har Socialdemokratiet kunnet bryste sig med at være hovedarkitekten bag udviklingen. Således har de formået at forkorte dagpengeperioden af hele tre omgange i hhv. 1993, 1995 og 1998.

I 1993 tog man bestik af den absurde situation, at man dengang kunne være på dagpenge med mulighed for forlængelse til principielt et helt liv – og forkortede på det bagtæppe perioden til syv år.

I 1995 reducerede Socialdemokratiet perioden nok engang til fem år. Og i 1998 forkortede de perioden yderligere til fire år.

Sidenhen halverede Venstre og Lars Løkke Rasmussen i 2010 perioden til to år, hvilket socialdemokraterne har haft mulighed for at tilbagerulle i et helt årti, men med Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister i den første Helle Thorning-regering i 2011 fik de selv implementeret og forsvaret halveringen til to år.

De kunne også have taget handling under Mette Frederiksens rene S-regering fra 2019 til 2022 eller i den nuværende regering, hvor man sidder tungt på statsministerposten.

Bud på løsningen
Men ak nej. Hellere sidde på hænderne i ti år, for så blot at foregive forargelse og afsky, når LA i 2025 kommer med et ærligt og redeligt forslag til finansieringen af den altafgørende forsvarsoprustning, som der på Slotsholmen er bred konsensus om, at der skal findes finansieringskilder til.
For det første er det mig en gåde, at socialdemokraterne kan se sig selv i spejlet om morgenen, når de praktiserer dagpengehykleri i sådan en grad som dette. Og for det andet illustrerer det forskellen på Socialdemokratiet og Liberal Alliances tilgang til oprustningen af det danske forsvar.
Hvor førstnævnte foretrækker at pege fingre og male fanden på væggen, når politiske modstandere bidrager til debatten, abonnerer sidstnævnte på, at danskerne fortjener et ærligt svar på, hvordan vi hver især vil finde pengene.

Det er en svær debat at tage hul på, men det er ikke desto mindre strengt nødvendigt – og i særdeleshed for et regeringsbærende parti som Socialdemokratiet, der sjældent er bleg for at bryste sig selv på baggrund af sin “ansvarlighed”.

(Indlæg bragt i Børsen d. 4/4-2025)

Wammens afbureaukratisering mislykkes

Sólbjørg Jakobsen & Ole Birk Olesen
17. marts 2025

Regeringens spareplan for statens administration har vist sig at være en and, for alt imens Wammen og co. luger en smule ud i bureaukratiets urskov, fortsætter ukrudtet med at gro bag kulisserne

Som så ofte før var det med stor fanfare, at finansminister Nicolai Wammen (S) i foråret 2024 stolt kunne proklamere, at regeringen ville skære 1000 årsværk fra i statens administration i 2025.

For regeringen så på det vildtvoksende bureaukrati med stor alvorlighed og var klar til at sætte handling bag ordene, måtte man forstå.

Men historien har desværre nok engang vist sig at gentage sig selv. For alt imens Wammen og co. har brystet sig med sin slagkraftige spareplan i pressen og på sociale medier, har fastholdelsen samt udvidelsen af det altomfavnende bureaukrati fortsat som vanligt bag kulisserne.

Det viser nye tal fra CEPOS , som afslører, at der i andet halvår af 2024 blev ansat 874 flere i staten, som beskæftiger sig med administration og ledelse. En stigning, som skal lægges oven i en ditto stigning på knap 1000 flere bureaukrater i første halvår af 2024.

Røg planen i vasken?
Altså kan vi konstatere, at ét ud af to mulige scenarier har udspillet sig. Enten er Wammens plan om at skære 1000 årsværk fra i statens administration røget i vasken.

Eller også har det aldrig nogensinde været en oprigtig plan, som regeringen har haft i sinde at føre ud i livet, uden at der samtidig ville ske disse markante stigninger i antallet af bureaukrater andetsteds i staten.

Fællesnævneren for begge scenarier er imidlertid, at de begge indebærer den åbenlyse kendsgerning, at Wammen og SVM-regeringen den ene gang efter den anden holder danskerne for nar med sine skåltaler om afbureaukratisering.

For siden Mette Frederiksen indtog Statsministeriet for første gang i 2019, har bureaukratiet udelukkende spredt sig yderligere som ukrudt. Som følge er det alene i indeværende regeringsperiode – for blot at nævne en håndfuld eksempler – lykkedes at sætte følgende bureaukratirekorder:

For første gang i danmarkshistorien har antallet af administrativt ansatte i den offentlige sektor rundet 100.000 fuldtidsansatte , med udpegelsen af 25 ministre har SVM-regeringen sat danmarksrekord i antallet af ministre , og med en gennemsnitlig årlig realvækst på 1,8 p ct. har SVM-regeringen formået at overgå både Helle Thornings-Schmidts røde regeringskonstellationer samt Mette Frederiksens rene S-regering i offentligt forbrug.

Det er næppe en hemmelighed, at vi i Liberal Alliance drømmer om et Danmark, der ikke er tilsandet i bureaukrater og overflødige regelbyrder, og som ikke spilder unødige skattekroner på diverse puljer til politisk projektmageri.

Men den drøm bliver aldrig til virkelighed, hvis ikke vi på Slotsholmen binder os til masten og forpligter os til at råde bod på fadæsen.
Tilsvarende bliver drømme sjældent en realitet, hvis man primært holder af at tale om dem, og hvis man altid kan finde en kattelem til at løbe fra løfterne.

Mål, man ikke kan løbe fra
Derfor udvikler vi løbende forslag, der hver især har til formål at gøre markante indhug i bureaukratiet, og som kan bane vej for bindende mål, man ikke kan løbe fra.

Vi har først og fremmest udarbejdet en plan for at indføre en bindende bureaukratilov , der skal gøre op med den nedslående kendsgerning, at afbureaukratisering har tendens til blot at udgøre et valgslogan.

Den bindende bureaukratilov har blandt andet som mål at rulle antallet af administrativt ansatte i staten tilbage til 2018-niveau inden 2030, hvilket vil reducere antallet med 15.576 færre administrativt ansatte i staten.

I samme tråd indeholder forslaget et bindende mål om at tilbagerulle 10 års stigninger i antallet af ord i love og bekendtgørelser tilbage, hvilket svarer til at skære lovgivningen med ca. 3 mio. ord.

Og endelig indebærer forslaget et bærende princip, om at hver gang der indføres én ny regel, skal to andre regler sløjfes.

En frisk start
For nylig slog vi et slag for at modarbejde SVM-regeringens rekord i antal ministre ved at nedlægge en håndfuld unødvendige ministerier , og senest kiggede vi mod Norge for at få inspiration til et forslag om at hyre en oprydningsgeneral fra erhvervslivet til at gennemtrævle den offentlige sektor for overflødige love, regler, puljer og projekter.

Vi postulerer ikke, at vores forslag – hverken isoleret eller som helhed – kan tilbagerulle hele det makværk, vi har skabt for os selv i Danmark over de sidste mange årtier.

Men vi vover at påstå, at det kan udgøre en frisk start, som danskerne har krav på. For de fortjener ikke at blive holdt for nar.
Og vi kan tilsvarende ikke byde dem et evindeligt spild af deres skattekroner på en endeløs stigning i bureaukrater og et virvar af overflødig regulering, love og regler.

(Indlæg bragt i Børsen d. 17/3-2025)

Ole Birk Olesen går i rette med Søren Gade: Selvfølgelig kan vi få en borgerlig regering efter næste valg

Ole Birk Olesen
28. januar 2025

Politikere, som påstår, at en borgerlig regering simpelthen ikke kan lade sig gøre, siger ikke noget klogt om dansk politik.

Vi er mange, som har oplevet det. Måske har vi alle.
Vi har en drøm, et mål, en plan, som vi lægger kræfter i at realisere, men der er bestemte mennesker, som vi helst ikke taler om det med. Vi ved, hvad de vil sige: »Det må du hellere slå ud af hovedet. Få dig en mere realistisk ambition. Det der kan aldrig lade sig gøre.«

Vi ved også, hvorfor de siger det. Det er ikke en ægte bekymring for os, som driver dem. De bekymrer sig for sig selv. For hvorfor stiler de ikke selv højere? Hvorfor har de ikke selv lignende drømme?

Den behagelige forklaring er, at de er mere realistiske.

Den ubehagelige er, at de er dovne, uambitiøse, eller at deres interesser er modstridende – de er konkurrenter.

Liberal Alliances ambition er, at der efter næste folketingsvalg skal være flertal for en borgerlig regering i Folketinget. Det ved vi kan lade sig gøre. Vi borgerlige partier har noget at tilbyde danskerne: Ideer om mere frit valg i velfærden, et nyt velfærdssamfund til erstatning for den trætte socialdemokratiske velfærdsstat.

Mere overskud i hverdagen for folk, som yder en indsats på arbejdsmarkedet og i erhvervslivet. Nye løsninger på tidens udlændingeproblemer. Sund fornuft i mødet med såkaldte »woke« dagsordener, som den danske venstrefløj og Moderaterne forsøger at importere til Danmark fra USA.

Og meget, meget mere.

Vi har også en stor villighed til at finde ud af det sammen i de fire borgerlige partier, som ikke er gået ind i Mette Frederiksens regering. Vi samarbejder fortroligt og godt i Folketinget og hjælper hinanden i det daglige. Vi går til forhandlinger sammen, og vi laver udspil sammen.

Alligevel mødes vi jævnligt af nej-sigere, især fra Venstre. Både folk fra partiets top, som interviewes i pressen, og mere menige medlemmer, som skriver ud på sociale medier, at det eneste, som kan lade sig gøre i disse år, er en regering under Mette Frederiksens socialdemokratiske ledelse.

Senest er det Venstres formand for Folketinget, Søren Gade, som har sagt det i et podcaststudie hos Ekstra Bladet.
Hans argumenter er blot en gentagelse af, hvad andre Venstre-folk også siger:

For det første kommer han med en henvisning til årene 2015-2019, hvor tingene ikke fungerede godt mellem VLAK-partierne og DF.

Nogle giver LA skylden for det, andre ser mere nøgternt på også det dengang Løkke-ledede Venstres medansvar. Og ikke mindst på DFs skyld i en periode, hvor Kristian Thulesen Dahl hellere ville kissemisse med Mette Frederiksen end med DFs tidligere blå venner.

Det er alt sammen 100 procent ligegyldigt, for vi er et andet sted nu. Alle borgerlige partier har nye formænd. Alle andre formænd end Venstres siger, at deres forgængere begik fejl, som de ikke vil gentage. De siger, at de har lært af fejlene og er kommet videre. Stemningen i den blå opposition i dag minder mere om tiden op til Poul Schlüters firkløverregering i 1982 end om den, som dominerede fra 2015-2019.

For det andet mener Søren Gade, at en borgerlig regering efter næste valg er udelukket, fordi Morten Messerschmidt har sagt, at DF ikke vil medvirke til at gøre Lars Løkke Rasmussen til minister igen.

Lad os lige slå nogle ting fast her. Det er fuldstændig normalt i dansk politik at have regeringer med støttepartier, som ikke er regeringspartier. Jeg er 52 år, og de første 50 år af mit liv, har vi aldrig haft en regering, som ikke havde et eller flere støttepartier, som ikke var regeringspartier.

Socialdemokratiet gik til valg i både 2019 og 2022 med en ambition om måske at danne regering med blandt andet De Radikale og Enhedslisten som mulige støttepartier, samtidig med at Socialdemokratiet også sagde højt, at de da ikke ville have hverken De Radikale eller Enhedslisten med i deres regering.

Så hvorfor kan vi ikke også have en borgerlig regering igen med støttepartier, for eksempel Moderaterne?

Her må vi forstå det sådan, at Søren Gade og de øvrige Venstre-folk mener, at Lars Løkke Rasmussen er villig til at føre politik med hvem som helst, som vil give ham den fineste ministerpost. Politikken er ligegyldig.

Glemt er i så fald Moderaternes eksistensberettigelse som partiet, der vil føre politik på midten uden afhængighed af yderfløjene, og Løkke vil så i princippet kunne sidde som udenrigsminister i en rød regering på Pelle Dragsteds og Franciska Rosenkildes nåde.

Glemt er så også, at de fleste af Moderaternes vælgere kommer fra andre blå partier, og at disse vælgere i et valg mellem at læne sig op ad enten DF eller Enhedslisten og Alternativet trods alt foretrækker DF.

Politikere, som påstår, at en borgerlig regering simpelthen ikke kan lade sig gøre, siger ikke noget klogt om dansk politik. De ønsker bare ikke at bidrage til arbejdet for, at vi igen får en borgerlig regering. De er af grunde, som de selv må redegøre for, modstandere af en regering, som har en anden statsminister end Mette Frederiksen.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 28/1-2025)

Offentligt overforbrug klæber til Mette Frederiksen

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
28. januar 2025

Det er et uomtvisteligt kendetegn ved en regering under Mette Frederiksens ledelse, at det offentlige forbrug – og i særdeleshed udgifterne til offentlig administration – buldrer derudaf.

Det har været tilfældet i de snart seks år, hun har været statsminister. Og noget tyder desværre på, at statsministerens regeringssamarbejde med Venstre og Moderaterne blot har intensiveret overforbruget yderligere.

I en ny Cepos-analyse fremgår det nemlig, at SVM-regeringen har forårsaget den højeste vækst i det offentlige forbrug siden før finanskrisen i udgangen af 00’erne. Med en gennemsnitlig årlig realvækst i det offentlige forbrug på 1,8 pct. er det lykkedes midterregeringen at overgå både Helle Thorning-Schmidts røde regeringskonstellationer samt Mette Frederiksens rene S-regering. Det er en kedelig rekord, som hæmmer væksten betragteligt og lægger sig i forlængelse af en række af lignende rekorder, som er blevet slået i løbet af den igangværende regeringsperiode. For eksempel er antallet af administrativt ansatte i den offentlige sektor rundet 100.000 fuldtidsansatte for første gang nogensinde i danmarkshistorien. En rekord, som er blevet realiseret som følge af en stigning på næsten 14.000 fuldtidsansatte, siden Mette Frederiksen for første gang gjorde sit indtog i Statsministeriet i 2019.

Samtidig har danskerne måttet lægge øre til den ene skåltale efter den anden, som har udpenslet regeringens mange bekymringer om det vildtvoksende bureaukrati og ditto ambitioner om at afbureaukratisere markant. Bekymringer og ambitioner, som næppe kan beskrives som andet end tomme floskler. For Mette Frederiksen og SVM-regeringen har på ingen måde bevist, at de har reelle intentioner om at tilbagerulle forbrugs- og jobfesten i den offentlige sektor – og da slet ikke i den del af den offentlige sektor, som beskæftiger sig med administration.

Man er derimod interesseret i at sende et velkendt signal om, at regeringen tager problematikken alvorligt og har tænkt sig at gøre noget ved sagen. Og når for eksempel finansminister Nicolai Wammen (S) bryster sig af, at regeringen har igangsat en plan om at skære 1.000 administrative årsværk i staten, kan det ved første øjekast fremstå handlekraftigt. Men hvad tænker du så, når du hører, at der fra 2019 til 2023 blev ansat 1.030 flere medarbejdere alene i centraladministrationens departementer?

At Wammens plan er spil for galleriet? Lige netop. Faktum er, at det offentlige overforbrug hænger uløseligt sammen med Mette Frederiksens ledelse, og at danskerne fortjener en frisk start, hvor vi politikere binder os til masten og tilbageruller årtiers vildtvoksende bureaukrati.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 28/1-2025)

Lukkeloven bør droppes helt

Pernille Vermund
22. januar 2025

Forleden kunne man i nærværende avis støde på et debatindlæg af Anni Matthiesen fra Venstre, som mener, at Liberal Alliance pønser på at “sætte en stopper for en liberalisering af lukkeloven” (torsdag den 16. januar, red.). Men der er noget, som Anni Matthiesen har misforstået.

For det er netop Venstre og resten af SVM-regeringen, der tager landets butikker som gidsler ved på bedrevidende vis at detailregulere dem. I dag er butikkernes åbningstider nemlig reguleret i lukkeloven, der stiller strikse krav til, at butikkerne eksempelvis ikke må holde åbent på helligdage.

Det er unødvendigt i sig selv. Men det er især tosset i en tid, hvor mange små, lokale butikker er presset af internethandel. Nu har regeringen så foreslået, at en bestemt gruppe af butikker alligevel godt allernådigst kan få lov af ministeren til også at holde åbent på helligdage. Det er selvfølgelig et fint, lille skridt i den rigtige retning.

Men af uransagelige årsager skal regeringens “liberalisering” kun gælde for butikker i byer med færre end 15.000 indbyggere, og kun hvis butikken er placeret i bymidten. Det afføder en masse ubesvarede spørgsmål.

For hvorfor må butikkerne ikke bare selv bestemme, hvilke dage de holder åbent? Hvorfor skal danskere ikke have lov til at handle ind på helligdage? Ja, hvorfor er det egentlig, at SVM-regeringen i ramme alvor tror, det er deres opgave at skulle kontrollere alle de her ting?

I Liberal Alliance mener vi ikke, at der er brug for mere unødvendigt bureaukrati fra reguleringslystne politikere, der vil bestemme over alle afkroge af vores samfund. Anni Matthiesens spin om, at det skulle være Liberal Alliance, der ikke vil “liberalisere” lukkeloven, er en tynd kop te.

Præcis ligesom regeringens forslag om at tage et mikroskopisk skridt i den rigtige retning mod at slippe det bureaukratiske jerngreb om de danske virksomheder. Lukkeloven bør droppes helt, de danske virksomheder bør sættes fri og SVM-regeringen bør indse, at vi ikke har brug for mere unødigt og formynderisk bureaukrati.

Anni Matthiesens spin om, at det skulle være Liberal Alliance, der ikke vil “liberalisere” lukkeloven, er en tynd kop te.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 19/1-2025)