Jeg ler højt! Nej, Danmark er ikke befolket af en overklasse af rige og onde

Henrik Dahl
23. april 2021

Man kan ikke være andet end imponeret over markedsføringen af bogen »Rige børn leger bedst«. For eksempel her i Berlingske lørdag 17. april. Her prøver bogens forfatterkollegium med Lars Olsen i spidsen at tegne et billede af Danmark som et opsplittet land præget af store forskelle på rig og fattig. Faktum er, at Danmark økonomisk er på syvendepladsen i lighed inden for OECD.

Der, hvor man må forstå på interviewet, at den i særlig grad er gal, er i de store byer. Her insinuerer Olsen, at rige mennesker ud af deres modvilje mod fattige mennesker har købt de sidstnævnte ud af København og Aarhus, så de nu må stå med hatten i hånden på perronerne i Slagelse og Grenaa og vente på pendlertoget.

At Danmark ifølge Lars Olsen er befolket af en overklasse af meget rige og meget onde mennesker, der har fortrængt de fattige fra de attraktive storbyer, er ikke nogen nyhed. Han kolporterede for eksempel allerede i 2005 synspunktet i bogen »Det delte Danmark«.

Derfor må det undre, at det i 2021 markedsføres som en epokegørende indsigt, at storbyerne er segregerede. Det har alle, der arbejdede med feltet, i hvert fald været klar over siden 1990erne, og i 2005 blev det autoritativt slået fast af Hans Thor Andersen med doktordisputatsen »Storbyens ændrede socialgeografi«.

Om det er blevet værre, kan meningsfuldt diskuteres. Rockwool Fonden har påvist, at der ikke skete væsentlige ændringer i befolkningens opdeling mellem 1985 og 2003, og så sent som i 2011 fastholdt man denne opfattelse.

Men det suverænt mest underlige ved fortællingen om de rige, der maser de fattige ud af de fire største byer i Danmark, er den måde, hvorpå Lars Olsen fortier Socialdemokratiets rolle. Sandheden om disse byer er, at med ganske få afbrydelser har de alle været regeret af Socialdemokratiet i nær ved 100 år – og i nogle tilfælde endda væsentligt længere. Ikke mindst for København gælder også, at byen gennem årtier har været en rød højborg, hvor Socialdemokratiet ikke regerede med støtte fra højrefløjen, men med en markant støtte fra venstrefløjen.

Derfor skylder Lars Olsen et svar på det helt oplagte spørgsmål: Hvorfor har Socialdemokratiet med støtte fra venstrefløjen ført en boligpolitik, der i den grad var til gavn for de rige, at han har været nødt til at gøre sig den ulejlighed at skrive en hel bog om det?

For sandheden er jo: Bystyret i København har absolut intet gjort for, at det skulle blive billigere at bo i København, de sidste mange år.

Siden 2005 har man (med en mindre opblødning sidste år) insisteret på, at den gennemsnitlige størrelse for nybyggeri i København skulle være 95 kvadratmeter. Det er ikke ligefrem noget, der skaffer boliger til folk med en moderat indkomst.

Man har også gennemført en gentrificering af både Vesterbro og ydre Østerbro, der i sammenligning med for eksempel 1980erne har gjort det enormt dyrt at bo i disse – i vore dage – meget attraktive kvarterer.

Endelig har man lidt af en markant højdeskræk selv i udkanten af kommunen, hvor man ikke har bygget nær så højt, som man kunne, og dermed holdt udbuddet af boliger nede.

Jeg agter at le højt, når jeg første gang møder en person, der både synes, Lars Olsen er indsigtsfuld, og at Københavns Kommune skal lade den såkaldte Lærkeslette være. For sagen er, at det ikke mindst er en stribe af røde mærkesager, der har gjort det så dyrt at bosætte sig i København (og andre storbyer). Først og fremmest: At sammenhængen mellem udbud og efterspørgsel er uden betydning for, hvem der kan anskaffe sig en bolig.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 23. april 2021)

Tid til de brølende 20’ere

Alex Vanopslagh
8. april 2021

Når coronakrisen slipper sit greb om Danmark, skal vi have gang i væksten, forbruget og festen. Vi skal have de brølende 20’ere igen.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke har lidt specielt meget under coronakrisens nedlukninger. Jeg har det fint med gåture og lange bøger. Men jeg har det ikke fint med, at titusindvis af menneskers levebrød er i fare, og at unge som gamle har ondt i fællesskabet. Det har vi politikere et ansvar for.

Så når coronaen slipper sit tag i Danmark i løbet af de kommende måneder, skal vi gøre op for det tabte år. Liberal Alliance har en plan for at få de brølende 20’ere tilbage.

Selvom den omfattende nedlukning bringer visse mindelser om spiritusforbuddet i USA i 1920’erne, skal vi nok ikke sætte næsen op efter igen at høre swing-musik, danse Charleston og se zeppelinere på himmelen over Art Deco-skyskrabere. Men mindre kan også gøre det: Vi kan hjælpe et brølende opsving på vej og sætte gang i væksten, gang i forbruget – og gang i festen. Vi skal have mere af alt det, vi har savnet under nedlukningen.

Danmark trænger til mere vækst og fremgang. Selvom regeringen lader som om alt er fryd og gammen, gik vi ud af 2020 med et fald i BNP på 3,3 pct. – det var en hårdere lussing end for Sverige, Norge og Finland. Hver tiende virksomhed er ifølge DI’s Virksomhedspanel udfordret af manglende likviditet.

Udsættelsen af bl.a. moms har været en midlertidig løsning, men nu presser udsigten til tilbagebetaling særligt detailhandlen og oplevelsesindustrien hårdt.

Derfor foreslår Liberal Alliance, at virksomhederne indtil 2023 skal have mulighed for i fuldt omfang at trække deres coronaunderskud fra i deres selskabsskat. Alt andet vil da også være dybt urimeligt.

Danmark trænger til mere forbrug. Cirka 54.000 privatansatte har mistet deres job, imens den offentlige sektor er svulmet med næsten 10.000 ekstra nye ansatte. Coronakrisen kradser altså ikke lige hårdt alle steder.

Derfor foreslår vi, at arbejdende danskere indtil 2023 er forbi skal have 1.000 kroner mere i hånden hver måned gennem et øget jobfradrag. På den måde vil alle i arbejde få flere penge mellem hænderne, og det vil bedre kunne betale sig at tage et job og blive en del af det arbejdende fællesskab.

En fjerdedel af alle virksomheder i oplevelsesindustrien er i stor risiko for afvikling allerede inden sommerferien. Selvom flere andre sektorer har klaret krisen godt, hjælper det jo ikke den nedlukkede oplevelsesøkonomi, som har ekstra meget brug for en saltvandsindsprøjtning.

Derfor foreslår vi, at momsen på besøg på hoteller, restauranter, forlystelser mv. skal halveres indtil 2023, så vi alle sammen kan komme ud og more os med hinanden, sådan som vi har savnet. Samtidig er detailhandlen – stadig – hårdt presset af grænsehandel. Hvis festen stadig skal være i eget hjem, er der også råd for det, for momsen skal også halveres på de varer, danskerne valfarter over grænsen for at købe – sødt og sprut.

Regeringen taler om genstart og vækstplaner, men bag de fine ord gemmer der sig bare mere styring og bureaukrati. Hvis det står til de røde skal genstarten af dansk økonomi sygne hen i puljer, fonde og alverdens andet socialdemokratisk makværk – men vil vi have gang i Danmark igen, er det naturligvis fornuftig, borgerlig politik, der virker.

Dansk Erhverv og Dansk Industri, har taget godt imod LA’s plan. Og jeg indrømmer også gerne, at vores forslag ikke er raketvidenskab. Det er velprøvede instrumenter, som vi ved virker på vækst og velstand.

Diverse økonomer og slænget omkring regeringen har travlt med at fortælle, at opsvinget efter nedlukningen kommer helt af sig selv. Vi skal så at sige bare åbne butikken, så kommer kunderne af sig selv. I den ligning mangler bare, at resten af verden også åbner, og konkurrencen bliver benhård.

Derfor skal vi skabe de optimale vilkår for virksomhederne nu. Gerne i al evighed, men som en start i det genopluknings-kapløb, som hele den vestlige verden står foran.

Og så har vores plan den dejlige bivirkning, at danskerne får råderet over flere af deres egne penge, og virksomhederne får lov til at blomstre uden, at staten skygger helt så meget for solen. Vi skal have sparket Danmark i gang med et brøl.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 8. april 2021)

Pas på – pladsen i Kollerups drivhus er dyr og hæmmende for væksten

Alex Vanopslagh
30. marts 2021

Står det til regeringen, skal fremtidens vækst tilhøre Socialdemokratiet og embedsværkets favoritter. Det er fuldstændig forfejlet.

Står det til regeringen, skal fremtidens vækst tilhøre Socialdemokratiet og embedsværkets favoritter. Det er fuldstændig forfejlet.

Regeringen har i hele coronakrisen været rejsende i den fortælling, at det er politikernes gavmildhed og velvilje, der har reddet dagen. ”Fællesskabet trådte til”, dvs. at regeringen kunne dele ud fra sin bugnende statskasse med folks surt tjente penge. Og Erhvervsminister Simon Kollerups indlæg i Børsen d. 25/03 var ingen undtagelse.

Historien har vist, at det frie initiativ er langt bedre til at skabe fremgang end samfundsingeniørers fikse idéer, men alligevel ser vi konstant det røde behov for at regulere, beskatte og favorisere krybe tilbage.

For første gang længe har vi en regering, der ikke har nogen planer om at give danskerne selv mulighed for at skabe vækst og fremgang. Der skal ikke ske noget, uden at regeringen selv har en finger med i spillet. Som ministeren skriver:

”Nu skal vi bruge det fællesskab til at genstarte samfundsøkonomien og ruste den til fremtidens udfordringer. Derfor har regeringen nedsat syv regionale vækstteams med repræsentanter fra erhvervslivet, fagbevægelsen og kommunerne, der skal sparke gang i væksten i hele Danmark.”

Det betyder, at vejen til vækst skal gå gennem fonde, puljer og bureaukrati – fremtiden skal tilhøre Socialdemokratiet og embedsværkets favoritter.

De smukke vilde planter, som er det frie initiativ, skal omplantes, beskæres og gødes nænsomt i offentlige drivhuse under kyndig overvågning af politikere og bureaukrater med ingen eller ringe erfaring fra det private erhvervsliv.

Jeg vil gerne komme med en advarsel til vores erhvervsliv: Der kan se varmt og trygt ud i Simon Kollerups drivhus, men prisen bliver høj både i penge og frihed.

Men heldigvis er der en anden vej: At vi overlader skabelsen af vækst og velstand til danskerne selv.

Så lad os sænke selskabsskatten, kapitalskatterne, skatten på arbejder, afgifterne – skatter på alt det, der gør Danmark rigere.

Det skal vi nok ikke regne med under det nuværende flertal. Men så må vi jo lave det om. I LA kæmper vi utrætteligt for at overbevise flere danskere om, at erhvervslivets planter har bedre af at gro i det fri end i Simon Kollerups drivhus.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 29. marts 2021)

Den offentlige sektor vil altid blive dyrere og dyrere – uanset produktiviteten

Henrik Dahl
29. marts 2021

Over tid er den offentlige sektor tæt på at være dømt til at blive dårligere og dårligere. Og hvorfor så det?

Det hænger sammen med det, økonomer kalder Baumols lov. William Baumol var en amerikansk økonom, der i 1960erne påviste, at når lønningerne i samfundet generelt steg som følge af voksende produktivitet, så trak disse lønstigninger op i lønnen inden for de sektorer, hvor produktiviteten ikke steg.

Et eksempel: Man kan ikke spille et værk af Mozart væsentligt hurtigere eller med færre musikere, end partituret foreskriver. Økonomen vil sige, at det nærmest er umuligt at forbedre produktiviteten inden for den klassiske musik. Alligevel ligger orkestermusikeres løn ikke på det niveau, det havde i Mozarts levetid. De får stadig en løn, man kan leve rimeligt for i sin egen samtid.

Der er forholdsvis få orkestermusikere i Danmark. Men prøv at tænke på den offentlige sektor. Her arbejder over 800.000 mennesker. Og de fleste arbejder inden for områder, hvor det er meget vanskeligt at forbedre produktiviteten. Man kan ikke presse børn til at lære at læse meget hurtigere, end man gjorde i gamle dage. Ligesom det er umuligt at yde omsorg for gamle eller pleje til de syge uden et stabilt forbrug af faktoren »tid«.

Alligevel stiger de offentligt ansattes løn år for år automatisk, fordi deres interesseorganisationer har forhandlet sig frem til den såkaldte »reguleringsordning«. Den siger, at de offentlige lønninger i hovedsagen (det gælder ikke 100 procent) skal følge med de private lønninger. Uanset hvordan produktiviteten faktisk udvikler sig i den offentlige sektor.

Det korte af det lange er, at vi i Danmark har indrettet os sådan, at den offentlige sektor altid vil blive dyrere og dyrere rent lønmæssigt. Uanset om lønforhøjelserne afspejler, at den også er blevet bedre og mere effektiv, eller de ikke afspejler nogen af delene.

Kan man så ikke løse det problem ved at sætte skatterne i vejret? Det skulle man tro, men sådan forholder det sig ikke. Der vil altid findes en smertegrænse, hvor mennesker og virksomheder nægter at betale mere skat. Og Danmark har kørt på denne smertegrænse i årtier.

Beskatter man arbejde hårdere, end tilfældet er i dag, vil folk i stort tal holde op med at arbejde (eller arbejde sort, hvis de behersker en metier, der er et sort marked for). Beskatter man virksomhederne hårdere, vil de miste deres konkurrenceevne og gå konkurs (eller flage ud). Derfor må selv den mest beskatningsivrige regering sande, at den heller ikke kan sætte skatterne op, som den har lyst til. Det vil have en pris, og den er meget høj.

Den eneste løsning, som står tilbage, er at levere dårligere kvalitet samtidig med, at man camouflerer den lave kvalitet med øregas og bullshit. Så det gøres i stor stil hver eneste dag.

Eleverne lærer ikke lige så meget, som de lærte i gamle dage. Men heldigvis lærer de »noget andet«, der ikke rigtig kan defineres. Bullshit, selvfølgelig. De gamle får ikke den samme opmærksomhed fra den enkelte hjemmehjælper, som de fik tidligere. Men de får »noget andet«, der også er meget bedre. Bullshit igen.

Reelle produktivitetsforbedringer fører til billigere produkter, der mindst er lige så gode som før. Dækningsløse lønforhøjelser fører nødvendigvis til faldende kvalitet emballeret i bullshit. Det er den jernhårde lov, heller ikke den danske, offentlige sektor slipper for at adlyde. Derfor skal vi også tale om sammenhængen mellem organisationernes visionsløse egoisme og den faldende kvalitet i den offentlige sektor.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 29. marts 2021)

Samfundssind? Privatansatte kan se frem til fyresedler. De offentligt ansatte får en klækkelig lønstigning

Alex Vanopslagh
14. marts 2021

Opråb fra erhvervsdrivende viser, at vi med coronakrisen har fået et Danmark præget af endnu dybere grøfter. Danmark har brug for et nyt politisk flertal, der kerer sig om virkeligheden. På det seneste har jeg lånt mine profiler på de sociale medier ud til erhvervsdrivende, der kunne fortælle om de menneskelige og økonomiske konsekvenser af coronakrisen. Et SOS fra virkeligheden.

Opråbet handler om at starte debatten om, hvad det er for et land, Danmark skal være, når coronakrisen har sluppet sit greb.

Der er talt meget om samfundssind og at stå sammen hver for sig.

Men det er desværre ikke kun det gode, vi skal kigge tilbage på.

Jeg har kaldt det SOS fra virkeligheden, fordi jeg oplever, at afstanden mellem virkeligheden og Christiansborg under coronakrisen er vokset endnu mere.

Hvilke grøfter er blevet dybere? Hvilke sår skal heles? Coronakrisen må ikke blive en »krig mellem den offentlige og private sektor«, siger Mette Frederiksen, mens hun hæver skatterne 35 gange og deler lønstigninger ud til de offentligt ansatte. Når staten så tvangslukker virksomhederne af hensyn til pandemibekæmpelsen, så skal de stå med hatten i hånden og bede om “hjælpepakker”. Og når virksomhederne påpeger, at disse såkaldte hjælpepakker ikke er dækkende, så fejer hun og regeringen arrogant problemet til side.

Men hvordan ser denne angivelige hjælpende hånd ud for folk i den virkelige verden? »Med hjælpepakker, som de færreste af os kan gennemskue logikken i, ansøgningsperioder, som ikke følger med nedlukningsperioderne, revisorsalærer, som de færreste har råd til, og komplicerede formuleringer, som de færreste af os forstår, føler jeg mig bestemt ikke holdt hånden under. Og jeg er ikke den eneste. Forskellige platforme fyldt med selvstændige, som det seneste år har været desperate og topforvirrede over, hvordan man finder hoved og hale i ansøgninger, hvad der kræves, og hvornår kompensationen bliver udbetalt,« skriver Mariiah Maxwell fra frisørsalon Egoisten, Perfektionisten & Originalen.

Men helt upåvirket af virkeligheden lægger Mette Frederiksen og hendes flertal an til en storslået fortælling om virksomhederne som børn i velfærdsstatens generøse sikkerhedsnet. Og så opbygger de dag for dag en større og større taknemmelighedsgæld, som virksomhederne en dag skal betale – som om de ikke i forvejen betalte for hele gildet. Og jeg kan love jer, at den taknemmelighedsgæld uden tvivl har trukket store renter, når venstrefløjen engang kommer for at indkræve den.

Coronakrisen har blotlagt, at samfundssind er noget, virksomheder og borgere skal udvise, uanset hvor længe og ukloge nedlukningerne og restriktionerne er, imens de offentligt ansattes fagforeninger uden risiko for deres job ikke engang oprindeligt ville acceptere at skulle bruge deres ferie under hjemsendelser. Samfundssind er åbenbart, at de privatansatte kan se frem til fyresedler, imens de offentligt ansatte – fra den varmeste sygeplejerske til den koldeste bureaukrat – får en klækkelig lønstigning.

Samfundssind er åbenbart 1.000 kr. ekstra til folk på offentlige overførsler, imens virksomhederne trues af konkurser i massevis, og skatteplyndringen fortsætter.

Jeg er i politik for at kæmpe for, at politikken tager hensyn til dem, der tager ansvar for deres eget og andres liv, og som er villige til at knokle dag ud og dag ind for at gøre morgendagen bedre end i dag. Med SOS fra virkeligheden har vi fået blotlagt præcis, hvor lidt regeringen og det røde flertal går op i de erhvervsdrivendes vilkår.

(Debatindlæg udgivet på jp.dk d. 14. marts 2021)

Falsk fortælling om et erhvervsliv i gæld

Alex Vanopslagh
4. marts 2021

Mette Frederiksens fortælling om et dansk erhvervsliv, der står i gæld til regeringen, er både forkert og dybt farlig.

Jeg har på det seneste via min Facebook-profil bragt en serie SOS’er fra virkeligheden ude blandt de erhvervsdrivende. Det er diger læsning, men jeg synes simpelthen, det er ufatteligt, at landet regeres med så lille omsorg for dem, der får hjulene til at køre rundt.

Det røde flertal er glad for at tage virksomhedernes penge, men utrolig lidt interesseret i, hvordan de tjenes.

Vi skylder danske virksomheder en gigantisk tak. Tak for, at de og deres medarbejdere har arbejdet hårdt op til krisen, så dansk økonomi var stærk og kunne modstå chokket fra coronakrisen. Tak for, at de hurtigt trådte til og hjalp med værnemidler og test. Tak for, at de kæmper med næb og klør for at holde sig i live, så der er job, også på den anden side af coronakrisen.

Tak for, at de bærer så store omkostninger ved coronakrisen. Foreløbig kan jeg desværre kun give dem opmærksomhed og tak, for vi har et blodrødt flertal, der ikke under dem mere.

Falsk fortælling

Danske virksomheder har et gigantisk efterslæb efter coronakrisen, og vi skylder at gøre livet lettere for dem. Vi skal også huske, at danske virksomheder ikke bare skal tilbage til, hvor de var før krisen. De står over for en helt ny international konkurrencesituation. Andre lande lancerer massive genstartspakker, der gør den internationale konkurrence benhård.

Mette Frederiksen tilbyder i bedste fald stilstand for Danmark. Mere realistisk er det nok, at hun vil fortsætte sin målrettede indsats for tilbagegang i Danmark. Mette Frederiksen har allerede hævet skatterne 35 gange. Hun har sørget for, at alle indkomstgrupper i Danmark er blevet fattigere – dem med laveste indkomster er endda ramt relativt hårdest. Men faktisk gør hun noget, der er endnu værre: Hun lægger an til en coronafortælling om dansk erhvervsliv som klienten og staten som den barmhjertige samaritaner.

Retmæssig erstatning for tvangslukning er blevet til hjælpepakker og et ” sikkerhedsnet”, der er spændt ud under virksomhederne.

Det er velfærdssamfundet, som i al sin gavmildhed træder til og nådigt hjælper virksomhederne. Det kan lyde overbevisende, men det er både forkert og dybt farligt.

Virksomhederne finansierer år efter år politikernes fikse og dyre idéer. Knokler for at finansiere den offentlige sektor. Når staten så tvangslukker virksomhederne af hensyn til pandemibekæmpelsen, så skal de stå med hatten i hånden og bede om ” hjælpepakker”. Det er helt forkert.

Hvis vi politisk beslutter at bygge en ny vej over en landmands mark, får landmanden retmæssig erstatning.

Landmanden skal ikke stå med hatten i hånden og bede om ” hjælpepakke”, fordi han nu ikke kan dyrke korn på marken. Lige nu bygger venstrefløjen op til, at danske virksomheder har en ” taknemmelighedsgæld” over for resten af samfundet. Og jeg tør godt love, at det kun er et spørgsmål om tid, før de røde partier vil referere til den taknemmelighedsgæld, når røde kernevælgerne skal bestikkes op til et valg.

Et erhvervsvenligt land
Vi kender modellen fra finanssektoren, som Mette Frederiksen pålagde et samfundsbidrag som ” betaling” for finanskrisen. Pyt med, at bankpakkerne var en gigantisk overskudsforretning for staten – virkeligheden skal fordrejes, så Mette Frederiksen kan holde fast på magten.

På samme måde ignorerer regeringen fuldstændig de gigantiske omkostninger ved coronakrisen, som virksomhederne ikke har fået erstatning for. Ifølge Dansk Erhverv er op imod hver tiende virksomhed i fare for at lukke i denne tid. Mette Frederiksen har tilmed den frækhed at sige, at det ikke skal udvikle sig til ” en kamp mellem den offentlige og den private sektor”.

Der er ved at opstå dybe grøfter i det danske samfund, og det er Mette Frederiksen, der står forrest med skovlen for at grave dem endnu dybere, når hun fortsætter med bevidstløst at forøge de offentlige udgifter, imens den private sektor bløder.

Vi skal gå den præcis modsatte vej af Mette Frederiksens, hvis vil bygge et nyt og bedre Danmark efter coronakrisen. Danmark skal være et langt mere erhvervsvenligt land.

Vi skal sænke skatter, der gør det dyrt at skabe job i Danmark. Vi skal fjerne unødvendig regulering, der holder os alle sammen tilbage. Vi skal have et mere retfærdigt Danmark i fremgang og udvikling.

Et Danmark, hvor flere starter virksomheder. Et Danmark, hvor flere er en del af det arbejdende fællesskab. Et Danmark med myndige borgere, der tager hånd om dem selv, deres familier og dem omkring dem. Et Danmark, hvor i morgen bliver bedre end i dag, og hvor vi lever op til det ældgamle generationsløfte, at børn skal have en bedre tilværelse end deres forældre.

Pas på Mette Frederiksens falske coronafortælling og lyt i stedet til SOS’et fra virkeligheden.

Mette Frederiksen tilbyder i bedste fald stilstand for Danmark.

(Kronik bragt i Børsen d. 4. marts 2021)

Fællesbrev fra de blå partier til statsministeren

Når regeringen ikke vil tage ansvar for Danmarks ve og vel, må oppositionen gøre det. Derfor et samlet opråb fra blå blok.

Det kan simpelthen ikke passe, at nedlukningerne ikke kan gøres smartere og med større hensyn til såvel unge som gamles trivsel og vores mange hårdt pressede virksomheder. Også med hensyn til de egne, hvor smitten er lille eller helt væk.

Regeringen mangler salighed, fornuft og handlekraft. Nu må det være nok.

Læs fællesbrevet her

Højere selskabsskat er den sikre vej til lavere velstand

Ole Birk Olesen
12. februar 2021

Selvom vi skærer halvdelen af selskabsskatten, vil vi fortsat være en meget højt beskattet skandinavisk velfærdsstat.

Hvis vi ikke havde selskabsskat i Danmark, så kunne vi stadig få 95 kroner i de offentlige kasser for hver 100 krone, som vi i dag kræver ind i skatter og afgifter.

Selskabsskatten bidrager kun med de sidste fem kroner. Vel at mærke, før vi indregner, at skatteprovenuet fra andre skatter stiger, når selskabsskatten sænkes. Tager vi det med, så koster det formentlig kun 1,25 kroner at halvere selskabsskatten ud af hver 100 krone til nutidens samlede skatteprovenu.

Med andre ord: I de store regnskaber er selskabsskatten bare en lille kilde til finansiering af vores offentlige udgifter sammenlignet med indkomstskatterne, som bidrager med ti gange så meget, og momsen, som skæpper fire gange så meget i statskassen.

Vi kan altså sagtens sænke selskabsskatten, uden at vi behøver at lave meget om i Danmark. Danmark vil fortsat være en meget højt beskattet skandinavisk velfærdsstat, selvom vi skærer halvdelen af selskabsskatten. Vi vil formentlig stadig være det land i verden med det højeste skattetryk.

Reducerer lysten til at investere
Til gengæld vil investeringerne i arbejdspladserne øges med lavere selskabsskat.

Selskabsskat reducerer lysten til at investere i de virksomheder, som skal betale selskabsskat af deres overskud. Derfor ved vi fra Skatteministeriets udregninger, at Danmark bliver 3,3 milliarder kroner rigere, hvis statskassen blot kan undvære 1,3 milliarder kroner i provenu fra selskabsskatten ved at sænke den med 1 procentpoint.

Tænk sig, for at staten kan få også de sidste 1,3 milliarder kroner fra selskabsskatten, vil den gerne fratage det danske samfund en velstand på 3,3 milliarder kroner.

1,3 milliarder kroner hos staten sættes højere end 3,3 milliarder kroner i samfundet. Det skal man være socialist for at forstå værdien af.

Derfor skal Danmark naturligvis heller ikke arbejde for en fælles bund under selskabsskatten på EU-niveau. Vi vil ikke jage investeringer ud af Europa til USA eller Kina.

Vil skade Europas økonomi
Karteller sætter konkurrencen ud af spil og gør samfund fattigere, og det gør statskarteller også.

I dag er der grænser for, hvor meget EU’s medlemslande vil øge deres selskabsskatter, fordi de frygter, at virksomhederne så foretager deres investeringer i andre europæiske lande.

Hvis EU-landene indfører en fælles selskabsskattebund, kan de hæve skatterne mere, fordi virksomheder så skal være villige til at forlade kontinentet for at vælge den fælleseuropæiske selskabsskat fra. Det vil være til skade for Europas økonomi.

Vi skal alle huske, at overskud, der bliver i virksomhederne, er overskud, som kan bruges til nye og mere produktive arbejdspladser med højere månedslønninger.

Der er absolut ingen grund til at tro, at hverken den danske stat eller andre europæiske stater vil bruge pengene til initiativer, som øger den europæiske velstand mere.

I Danmark bruger statsminister Mette Frederiksens S-regering mange ekstra penge på Arne-pension og højere kontanthjælp, som tværtimod mindsker velstanden gennem færre beskæftigede.

Danmark og Europa har gavn af flere investeringer i virksomheder og arbejdspladser. Højere selskabsskat fører til det modsatte.

(Debatindlæg udgivet på Altinget.dk d. 12. februar 2021)

Liberalismen har stadig masser at bidrage med

Alex Vanopslagh
5. februar 2021

Liberalismen skal ikke længere prædike normløshed i en tid, som kalder på fællesskab.

Martin Krasniks spændende leder i sidste uge handlede ikke blot om Venstres genvordigheder, men også om liberalismens krise. I Venstre har de nok at se til for tiden, så jeg tillader mig at svare på sidste del som formand for Danmarks liberale parti.

Liberalismen er nok den bedste idé siden protestantismen. Tanken om, at alle mennesker har samme iboende værdi, som ethvert politisk system skal respektere, og at mennesker trives bedst i frie fællesskaber, var og er epokegørende – og totalt i strid med menneskets instinkter som stammekrigere.

Borgerrettigheder, demokrati og markedsøkonomi har vundet kampen om ideerne så eftertrykkeligt, at selv socialister har opgivet (påstår de) at ødelægge dem til fordel for at forandre dem. Men Krasnik har fuldstændig ret i, at liberalismen er i krise.

Hvordan kunne det dog gå så galt? Liberalismen lider desværre af Sankt Jørgen-syndromet: Sagnet om Sankt Jørgen handler om en modig helgen, der reddede en by fra en farlig drage. Men efter at have nedlagt dragen siges det, at han gik på jagt efter mere og mere fantasifulde drager at nedlægge. Han kunne ikke finde sig til rette med, at han havde sejret. Han glemte, at han nedlagde dragen for andres skyld, ikke sin egen.

Liberalismens sejr kulminerede i det, Francis Fukuyama efter verdensbolsjevismens fald døbte »historiens afslutning«. Markedsøkonomi og globalisering har løftet omtrent en milliard mennesker ud af fattigdom og er fortsat med at udvikle de vestlige samfund som de mest velstående og velfungerende i verdenshistorien.

Men i de seneste år har vi set et regulært oprør mod den liberale orden med åbenhed, globalisering og frigørelse, både fra højre og venstre.

Og liberalismen kan ligne et falmet modekatalog fra 1991: førende i sin tid, men nu ganske kikset.

Liberalismen har verdens bedste økonomiske model, men er endt med at fokusere på en lang række abstraktioner, vækstrater og højtsvævende principper. Det skyldes blandt andet, at liberalismen i sin post-1989-eufori mere eller mindre har kappet båndene til sin gamle ærkefjende og siden bedste makker: konservatismen. Når liberalismen og konservatismen spiller godt sammen, opstår borgerligheden.

Når de strides, bliver konservatismen populistisk, dyster og autoritær, mens liberalismen bliver gold og normløs. Sankt Jørgen glemmer, at han ikke bare kæmper mod noget, men også for nogen.

Liberalismen prædiker i alt for høj grad normløshed i en tid, hvor sulten efter normer vokser og vokser.

Kampen for frihed er blevet til kampen for frigørelse fra alle menneskets sociale og historiske bånd – og ansvaret er forsvundet. Sankt Jørgens dragefantasier er blevet mere og mere groteske.

Krasnik har nemlig ret i, at tidsånden kalder på det fælles. Vi er snublet ind i en kamp om, hvilke normer og værdier der skal definere de vestlige samfund. I den kamp strides smålige fællesskaber om blandt andet race, køn og religion fra både højre og venstre.

Ofte på en primitiv og destruktiv måde, men de tilbyder dog at være fælles om noget, modsat liberalismen.

Naturligvis og heldigvis kan liberalismen reddes. Vi må genfinde liberalismens evne til at appellere til ansvaret, til det, der binder folk sammen i et frit samfund. Vi må genfinde emner, der giver mennesker mening i tilværelsen: nærhed, familie, det fælles – tale til folks hjerter, ikke blot deres hjerner og slet ikke blot deres pengepung.

I Liberal Alliance har vi forsøgt i det små med udspil som FriPension og vores familieudspil, der giver småbørnsfamilier et skattefradrag til at passe egne børn. Skattepolitik behøver ikke at være regnearkspolitik. Det kan og skal også være politik, der hjælper borgerne med at få meget mere end penge, eksempelvis flere års otium eller mere tid med deres børn.

Vi liberale skal anerkende, at vores samfund kun kan bevare sin sammenhængskraft og det liberale demokrati, hvis borgerne føler sig som en del af noget fælles og ikke løsrevet hver for sig i en aggressiv identitets-og normkamp.

Derfor skal vi genfinde den myndige samfundsborger som liberalismens fokus. Forudsætningen er blandt andet en borgerlig uddannelsespolitik med fokus på færdigheder, kundskaber, dannelse og kendskab til samtid og fortid. Den myndige samfundsborger er forpligtet på det store fællesskab, der vokser ud af de nære. Og står fast på, at systemet er en tjener og ikke en herre.

Et konkret eksempel: For nylig foreslog vi at indføre borgerbedømmelser i velfærden, som skal belønne de bedste ansatte med mere i løn. Foreløbig kun i hjemmehjælpen i Københavns Kommune, men vi vil gerne have en bred debat om logikken bag. Det har vi fået. De røde partier og deres fæller i den offentlige fagbevægelse er gået til heftigt modangreb. Det har ikke skortet på fordømmelserne – ord som »mistillid« og »hetz« går igen.

Man kan have alle mulige saglige indvendinger til teknikken i vores forslag. Men logikken – at borgernes ønsker må være i centrum, at borgerne er de bedste til at bedømme kvaliteten af deres egen velfærd (som de selv betaler for), og at alle offentlige ansatte ikke er lige gode – har også mødt massiv modstand. Velfærdsstatens vigtigste funktioner er åbenbart at sikre arbejde til en masse mennesker og at sikre politikere, embedsmænd og ledelsen i den offentlige fagbevægelse mest magt over samfundet.

Systemet først.

Dét er modsætningen til den myndige samfundsborger: velfærdsstatens ydmyge fæstebonde, der har værsgo at aflevere en stor del af høsten til herremanden, der allernådigst giver den service igen, han i sin genialitet nu beslutter, at man skal have. Det hele pakkes ind i en fortælling om velfærdsstaten som et stort fællesskab.

Debatten om borgerbedømmelser viser, at fortællingen er falsk. Den er ikke andet end et skalkeskjul for et system, der spiser borgernes penge til forret, deres frihed til hovedret og deres ansvar til dessert. Vist er den ikke nogen drage som enevælden eller verdensbolsjevismen, men den socialdemokratiske velfærdsstat er glubsk. Til gengæld tilbyder den borgerne noget at være fælles om – og det er formentlig hemmeligheden bag Mette Frederiksens vinderopskrift.

Mener vi liberale alvorligt, at vi stadig har verdens bedste idé at tilbyde borgerne, må vi udfolde den, med blik for at mennesker har brug for forpligtende fællesskaber og ikke blot grænseløs frihed. Og at et samfund baseret på frihed og ansvar er bedre for mennesker at leve i end en tung socialdemokratisk stat med falsk tryghed.

For det er bedre med markedsøkonomi end politisk planlægning. Det er bedre med ansvarsfulde borgere end krævende klienter. Det er bedre, at staten tjener borgerne, end at den bruges af nogle af borgerne til at udnytte de andre. Det er bedre, at folk bliver belønnet for deres indsats, end at alle har det lige dårligt. Verden er hård og til tider ond, men vi kan gøre den bedre ved at være ansvarsfulde og ordentlige mennesker, der hjælper hinanden i stedet for at forvente, at andre gør det.

Vist er der nok ikke flere drager at nedlægge, men liberalismens Sankt Jørgen har meget mere at bidrage med, hvis han husker, at han kæmpede for nogen og ikke bare mod noget.

(Debatindlæg udgivet i Weekendavisen d. 5. februar 2021.)

Kursen er sat mod stilstand, ikke reformer

Alex Vanopslagh
4. februar 2021

Mette Frederiksens nye reformkurs er et slagnummer, der skal rydde op efter egne ulykker.

Mette Frederiksen trak overskrifter i sidste uge, fordi hun udtrykte en holdning til økonomisk politik. Det var nye toner! Efter at have brugt sin regeringstid på ganske systematisk at gøre Danmark fattigere, vil Mette Frederiksen nu slå ind på en ” reformkurs”.

Mange var imponerede, men som altid med Mette Frederiksen er der langt fra de store ord til virkeligheden.

Mette Frederiksens store slagnummer er grundlæggende at rydde op efter sine egne ulykker. Mette Frederiksen har reduceret beskæftigelsen med tidlig pension til sine kernevælgere og vil nu gerne lukke det hul igen. Det er enormt uambitiøst. De nye idéer er naturligvis samtidig blot fugle på taget, da der ikke er konkrete politiske forslag på bordet. Men selv hvis vi lader tvivlen komme Mette Frederiksen til gode, så er det allerbedste, vi kan håbe på fra vores statsminister, stilstand.

Generationer af politikere før Mette Frederiksen har taget ansvaret på sig og fået flere danskere i arbejde og gjort Danmark rigere. Også selvom det ofte har været upopulært på den korte bane. Det er det, der gør, at vi har noget at stå imod med, når coronakrisen kradser.

Det er også de upopulære beslutninger, der finansierer Mette Frederiksens valgløfter.

Vækst og fremgang
Socialdemokratiet og støttepartierne opfører sig som en forkælet arving, der lever et luksusliv og nyder godt af familiens formue, men ikke selv vil arbejde og i øvrigt skyder forældrene i skoene, at de fokuserer lidt for meget på penge. Det er vist det, man på venstrefløjen vil kalde privilegieblindhed.

Fremgang er nemlig vigtigt.

Havde danske politikere siden 1960′ erne haft samme lave ambitionsniveau som Mette Frederiksen, var vores velstandsniveau i dag – i bedste fald – på niveau med Tyrkiet og Mexicos. I 1960′ erne var der også nogle, der mente, at vi ikke behøvede fremgang, men hvor skal vi prise os lykkelige for, at fornuften sejrede.

Politik skal belønne
Fælles for dem, der mener, at vi ikke behøver fremgang, er ofte, at de har deres på det tørre. Når man har sikre indkomster fra det offentlige, et hus med friværdi, ja, så kan det da virke, som om vi ikke har brug for mere fremgang i Danmark.

Det er egentlig utroligt, at det er nødvendigt stadigvæk at sige det, men vækst og fremgang er fundamentet for en god fremtid. Når man fører politik, der ikke straffer, men rent faktisk belønner initiativ og flid, får vi innovation, flere arbejdspladser, større velstand, flere muligheder, mindre fattigdom -listen er lang og kan fyldes ud med langt de fleste af vores ambitioner og drømme.

Det er alt sammen enormt vigtigt, men for os i Liberal Alliance er det vigtigste, at vi fremmer frihed og ansvar. Det giver myndige borgere i et frit samfund frem for umyndiggjorte klienter i en socialdemokratisk stat præget af stilstand.

Og det kan godt være, at det værste i verden for venstrefløjen er, at hårdtarbejdende mennesker bliver belønnet, men den glemmer, at den stilstand, som følger deres politik, særligt rammer danskerne på kanten af arbejdsmarkedet hårdest.

De er de første, der bliver fyret, når tilbagegangen rammer, og de kan først få et arbejde igen, når der er fremgang.

Socialdemokratiet glemmer de danskere, der ikke er født med en arv, de kan tære på, og forældres netværk, der kan hjælpe dem frem.

De danskere, der har de hårdeste odds mod sig for at kunne give deres familier en bedre fremtid, kommer til at kæmpe en ulige kamp i et samfund uden fremgang og vækst.

Det er simpelthen uretfærdigt. Og det er uværdigt, at venstrefløjens eneste tilbud til de svageste er flere og højere offentlige ydelser.

100.000 job
Mennesker har ikke bare brug for en indkomst. De har brug for at føle sig nyttige. Og venstrefløjens model med at parkere en større og større del af bunden af arbejdsmarkedet på passive ydelser har for længst spillet fallit – det fanger ikke blot mennesker på en permanent lav indkomst, det fratager mennesker følelsen af myndighed og af at gøre nytte.

Liberal Alliance ønsker et samfund, hvor flere får muligheden for – og hjælp til – at føle, at de gør nytte.

Ikke for regnearkenes skyld.

Men fordi, det slet og ret er retfærdigt.

Derfor lægger Liberal Alliance så meget vægt på, at vi som politikere skal blive ved med at sikre fremgang i Danmark. Vi har fremlagt en 2030-plan, der rundt regnet vil skabe 100.000 job og gøre vores økonomi mere end 100 mia. kr. større i 2030.

Vi ved godt, at det nok bliver svært at samle 90 mandater omkring en så ambitiøs plan i dag, men Folketinget må og skal holde fast i retningen. Vi kan gøre det bedre end Mettes socialdemokratiske stilstandssamfund.

Vi kan gøre det bedre end Mettes socialdemokratiske stilstandssamfund.

(Kronik udgivet i Børsen d. 4. februar 2021.)