Alex Vanopslagh
14. marts 2021

Opråb fra erhvervsdrivende viser, at vi med coronakrisen har fået et Danmark præget af endnu dybere grøfter. Danmark har brug for et nyt politisk flertal, der kerer sig om virkeligheden. På det seneste har jeg lånt mine profiler på de sociale medier ud til erhvervsdrivende, der kunne fortælle om de menneskelige og økonomiske konsekvenser af coronakrisen. Et SOS fra virkeligheden.

Opråbet handler om at starte debatten om, hvad det er for et land, Danmark skal være, når coronakrisen har sluppet sit greb.

Der er talt meget om samfundssind og at stå sammen hver for sig.

Men det er desværre ikke kun det gode, vi skal kigge tilbage på.

Jeg har kaldt det SOS fra virkeligheden, fordi jeg oplever, at afstanden mellem virkeligheden og Christiansborg under coronakrisen er vokset endnu mere.

Hvilke grøfter er blevet dybere? Hvilke sår skal heles? Coronakrisen må ikke blive en »krig mellem den offentlige og private sektor«, siger Mette Frederiksen, mens hun hæver skatterne 35 gange og deler lønstigninger ud til de offentligt ansatte. Når staten så tvangslukker virksomhederne af hensyn til pandemibekæmpelsen, så skal de stå med hatten i hånden og bede om “hjælpepakker”. Og når virksomhederne påpeger, at disse såkaldte hjælpepakker ikke er dækkende, så fejer hun og regeringen arrogant problemet til side.

Men hvordan ser denne angivelige hjælpende hånd ud for folk i den virkelige verden? »Med hjælpepakker, som de færreste af os kan gennemskue logikken i, ansøgningsperioder, som ikke følger med nedlukningsperioderne, revisorsalærer, som de færreste har råd til, og komplicerede formuleringer, som de færreste af os forstår, føler jeg mig bestemt ikke holdt hånden under. Og jeg er ikke den eneste. Forskellige platforme fyldt med selvstændige, som det seneste år har været desperate og topforvirrede over, hvordan man finder hoved og hale i ansøgninger, hvad der kræves, og hvornår kompensationen bliver udbetalt,« skriver Mariiah Maxwell fra frisørsalon Egoisten, Perfektionisten & Originalen.

Men helt upåvirket af virkeligheden lægger Mette Frederiksen og hendes flertal an til en storslået fortælling om virksomhederne som børn i velfærdsstatens generøse sikkerhedsnet. Og så opbygger de dag for dag en større og større taknemmelighedsgæld, som virksomhederne en dag skal betale – som om de ikke i forvejen betalte for hele gildet. Og jeg kan love jer, at den taknemmelighedsgæld uden tvivl har trukket store renter, når venstrefløjen engang kommer for at indkræve den.

Coronakrisen har blotlagt, at samfundssind er noget, virksomheder og borgere skal udvise, uanset hvor længe og ukloge nedlukningerne og restriktionerne er, imens de offentligt ansattes fagforeninger uden risiko for deres job ikke engang oprindeligt ville acceptere at skulle bruge deres ferie under hjemsendelser. Samfundssind er åbenbart, at de privatansatte kan se frem til fyresedler, imens de offentligt ansatte – fra den varmeste sygeplejerske til den koldeste bureaukrat – får en klækkelig lønstigning.

Samfundssind er åbenbart 1.000 kr. ekstra til folk på offentlige overførsler, imens virksomhederne trues af konkurser i massevis, og skatteplyndringen fortsætter.

Jeg er i politik for at kæmpe for, at politikken tager hensyn til dem, der tager ansvar for deres eget og andres liv, og som er villige til at knokle dag ud og dag ind for at gøre morgendagen bedre end i dag. Med SOS fra virkeligheden har vi fået blotlagt præcis, hvor lidt regeringen og det røde flertal går op i de erhvervsdrivendes vilkår.

(Debatindlæg udgivet på jp.dk d. 14. marts 2021)

Alex Vanopslagh
4. marts 2021

Mette Frederiksens fortælling om et dansk erhvervsliv, der står i gæld til regeringen, er både forkert og dybt farlig.

Jeg har på det seneste via min Facebook-profil bragt en serie SOS’er fra virkeligheden ude blandt de erhvervsdrivende. Det er diger læsning, men jeg synes simpelthen, det er ufatteligt, at landet regeres med så lille omsorg for dem, der får hjulene til at køre rundt.

Det røde flertal er glad for at tage virksomhedernes penge, men utrolig lidt interesseret i, hvordan de tjenes.

Vi skylder danske virksomheder en gigantisk tak. Tak for, at de og deres medarbejdere har arbejdet hårdt op til krisen, så dansk økonomi var stærk og kunne modstå chokket fra coronakrisen. Tak for, at de hurtigt trådte til og hjalp med værnemidler og test. Tak for, at de kæmper med næb og klør for at holde sig i live, så der er job, også på den anden side af coronakrisen.

Tak for, at de bærer så store omkostninger ved coronakrisen. Foreløbig kan jeg desværre kun give dem opmærksomhed og tak, for vi har et blodrødt flertal, der ikke under dem mere.

Falsk fortælling

Danske virksomheder har et gigantisk efterslæb efter coronakrisen, og vi skylder at gøre livet lettere for dem. Vi skal også huske, at danske virksomheder ikke bare skal tilbage til, hvor de var før krisen. De står over for en helt ny international konkurrencesituation. Andre lande lancerer massive genstartspakker, der gør den internationale konkurrence benhård.

Mette Frederiksen tilbyder i bedste fald stilstand for Danmark. Mere realistisk er det nok, at hun vil fortsætte sin målrettede indsats for tilbagegang i Danmark. Mette Frederiksen har allerede hævet skatterne 35 gange. Hun har sørget for, at alle indkomstgrupper i Danmark er blevet fattigere – dem med laveste indkomster er endda ramt relativt hårdest. Men faktisk gør hun noget, der er endnu værre: Hun lægger an til en coronafortælling om dansk erhvervsliv som klienten og staten som den barmhjertige samaritaner.

Retmæssig erstatning for tvangslukning er blevet til hjælpepakker og et ” sikkerhedsnet”, der er spændt ud under virksomhederne.

Det er velfærdssamfundet, som i al sin gavmildhed træder til og nådigt hjælper virksomhederne. Det kan lyde overbevisende, men det er både forkert og dybt farligt.

Virksomhederne finansierer år efter år politikernes fikse og dyre idéer. Knokler for at finansiere den offentlige sektor. Når staten så tvangslukker virksomhederne af hensyn til pandemibekæmpelsen, så skal de stå med hatten i hånden og bede om ” hjælpepakker”. Det er helt forkert.

Hvis vi politisk beslutter at bygge en ny vej over en landmands mark, får landmanden retmæssig erstatning.

Landmanden skal ikke stå med hatten i hånden og bede om ” hjælpepakke”, fordi han nu ikke kan dyrke korn på marken. Lige nu bygger venstrefløjen op til, at danske virksomheder har en ” taknemmelighedsgæld” over for resten af samfundet. Og jeg tør godt love, at det kun er et spørgsmål om tid, før de røde partier vil referere til den taknemmelighedsgæld, når røde kernevælgerne skal bestikkes op til et valg.

Et erhvervsvenligt land
Vi kender modellen fra finanssektoren, som Mette Frederiksen pålagde et samfundsbidrag som ” betaling” for finanskrisen. Pyt med, at bankpakkerne var en gigantisk overskudsforretning for staten – virkeligheden skal fordrejes, så Mette Frederiksen kan holde fast på magten.

På samme måde ignorerer regeringen fuldstændig de gigantiske omkostninger ved coronakrisen, som virksomhederne ikke har fået erstatning for. Ifølge Dansk Erhverv er op imod hver tiende virksomhed i fare for at lukke i denne tid. Mette Frederiksen har tilmed den frækhed at sige, at det ikke skal udvikle sig til ” en kamp mellem den offentlige og den private sektor”.

Der er ved at opstå dybe grøfter i det danske samfund, og det er Mette Frederiksen, der står forrest med skovlen for at grave dem endnu dybere, når hun fortsætter med bevidstløst at forøge de offentlige udgifter, imens den private sektor bløder.

Vi skal gå den præcis modsatte vej af Mette Frederiksens, hvis vil bygge et nyt og bedre Danmark efter coronakrisen. Danmark skal være et langt mere erhvervsvenligt land.

Vi skal sænke skatter, der gør det dyrt at skabe job i Danmark. Vi skal fjerne unødvendig regulering, der holder os alle sammen tilbage. Vi skal have et mere retfærdigt Danmark i fremgang og udvikling.

Et Danmark, hvor flere starter virksomheder. Et Danmark, hvor flere er en del af det arbejdende fællesskab. Et Danmark med myndige borgere, der tager hånd om dem selv, deres familier og dem omkring dem. Et Danmark, hvor i morgen bliver bedre end i dag, og hvor vi lever op til det ældgamle generationsløfte, at børn skal have en bedre tilværelse end deres forældre.

Pas på Mette Frederiksens falske coronafortælling og lyt i stedet til SOS’et fra virkeligheden.

Mette Frederiksen tilbyder i bedste fald stilstand for Danmark.

(Kronik bragt i Børsen d. 4. marts 2021)

Når regeringen ikke vil tage ansvar for Danmarks ve og vel, må oppositionen gøre det. Derfor et samlet opråb fra blå blok.

Det kan simpelthen ikke passe, at nedlukningerne ikke kan gøres smartere og med større hensyn til såvel unge som gamles trivsel og vores mange hårdt pressede virksomheder. Også med hensyn til de egne, hvor smitten er lille eller helt væk.

Regeringen mangler salighed, fornuft og handlekraft. Nu må det være nok.

Ole Birk Olesen
12. februar 2021

Selvom vi skærer halvdelen af selskabsskatten, vil vi fortsat være en meget højt beskattet skandinavisk velfærdsstat.

Hvis vi ikke havde selskabsskat i Danmark, så kunne vi stadig få 95 kroner i de offentlige kasser for hver 100 krone, som vi i dag kræver ind i skatter og afgifter.

Selskabsskatten bidrager kun med de sidste fem kroner. Vel at mærke, før vi indregner, at skatteprovenuet fra andre skatter stiger, når selskabsskatten sænkes. Tager vi det med, så koster det formentlig kun 1,25 kroner at halvere selskabsskatten ud af hver 100 krone til nutidens samlede skatteprovenu.

Med andre ord: I de store regnskaber er selskabsskatten bare en lille kilde til finansiering af vores offentlige udgifter sammenlignet med indkomstskatterne, som bidrager med ti gange så meget, og momsen, som skæpper fire gange så meget i statskassen.

Vi kan altså sagtens sænke selskabsskatten, uden at vi behøver at lave meget om i Danmark. Danmark vil fortsat være en meget højt beskattet skandinavisk velfærdsstat, selvom vi skærer halvdelen af selskabsskatten. Vi vil formentlig stadig være det land i verden med det højeste skattetryk.

Reducerer lysten til at investere
Til gengæld vil investeringerne i arbejdspladserne øges med lavere selskabsskat.

Selskabsskat reducerer lysten til at investere i de virksomheder, som skal betale selskabsskat af deres overskud. Derfor ved vi fra Skatteministeriets udregninger, at Danmark bliver 3,3 milliarder kroner rigere, hvis statskassen blot kan undvære 1,3 milliarder kroner i provenu fra selskabsskatten ved at sænke den med 1 procentpoint.

Tænk sig, for at staten kan få også de sidste 1,3 milliarder kroner fra selskabsskatten, vil den gerne fratage det danske samfund en velstand på 3,3 milliarder kroner.

1,3 milliarder kroner hos staten sættes højere end 3,3 milliarder kroner i samfundet. Det skal man være socialist for at forstå værdien af.

Derfor skal Danmark naturligvis heller ikke arbejde for en fælles bund under selskabsskatten på EU-niveau. Vi vil ikke jage investeringer ud af Europa til USA eller Kina.

Vil skade Europas økonomi
Karteller sætter konkurrencen ud af spil og gør samfund fattigere, og det gør statskarteller også.

I dag er der grænser for, hvor meget EU’s medlemslande vil øge deres selskabsskatter, fordi de frygter, at virksomhederne så foretager deres investeringer i andre europæiske lande.

Hvis EU-landene indfører en fælles selskabsskattebund, kan de hæve skatterne mere, fordi virksomheder så skal være villige til at forlade kontinentet for at vælge den fælleseuropæiske selskabsskat fra. Det vil være til skade for Europas økonomi.

Vi skal alle huske, at overskud, der bliver i virksomhederne, er overskud, som kan bruges til nye og mere produktive arbejdspladser med højere månedslønninger.

Der er absolut ingen grund til at tro, at hverken den danske stat eller andre europæiske stater vil bruge pengene til initiativer, som øger den europæiske velstand mere.

I Danmark bruger statsminister Mette Frederiksens S-regering mange ekstra penge på Arne-pension og højere kontanthjælp, som tværtimod mindsker velstanden gennem færre beskæftigede.

Danmark og Europa har gavn af flere investeringer i virksomheder og arbejdspladser. Højere selskabsskat fører til det modsatte.

(Debatindlæg udgivet på Altinget.dk d. 12. februar 2021)

Alex Vanopslagh
5. februar 2021

Liberalismen skal ikke længere prædike normløshed i en tid, som kalder på fællesskab.

Martin Krasniks spændende leder i sidste uge handlede ikke blot om Venstres genvordigheder, men også om liberalismens krise. I Venstre har de nok at se til for tiden, så jeg tillader mig at svare på sidste del som formand for Danmarks liberale parti.

Liberalismen er nok den bedste idé siden protestantismen. Tanken om, at alle mennesker har samme iboende værdi, som ethvert politisk system skal respektere, og at mennesker trives bedst i frie fællesskaber, var og er epokegørende – og totalt i strid med menneskets instinkter som stammekrigere.

Borgerrettigheder, demokrati og markedsøkonomi har vundet kampen om ideerne så eftertrykkeligt, at selv socialister har opgivet (påstår de) at ødelægge dem til fordel for at forandre dem. Men Krasnik har fuldstændig ret i, at liberalismen er i krise.

Hvordan kunne det dog gå så galt? Liberalismen lider desværre af Sankt Jørgen-syndromet: Sagnet om Sankt Jørgen handler om en modig helgen, der reddede en by fra en farlig drage. Men efter at have nedlagt dragen siges det, at han gik på jagt efter mere og mere fantasifulde drager at nedlægge. Han kunne ikke finde sig til rette med, at han havde sejret. Han glemte, at han nedlagde dragen for andres skyld, ikke sin egen.

Liberalismens sejr kulminerede i det, Francis Fukuyama efter verdensbolsjevismens fald døbte »historiens afslutning«. Markedsøkonomi og globalisering har løftet omtrent en milliard mennesker ud af fattigdom og er fortsat med at udvikle de vestlige samfund som de mest velstående og velfungerende i verdenshistorien.

Men i de seneste år har vi set et regulært oprør mod den liberale orden med åbenhed, globalisering og frigørelse, både fra højre og venstre.

Og liberalismen kan ligne et falmet modekatalog fra 1991: førende i sin tid, men nu ganske kikset.

Liberalismen har verdens bedste økonomiske model, men er endt med at fokusere på en lang række abstraktioner, vækstrater og højtsvævende principper. Det skyldes blandt andet, at liberalismen i sin post-1989-eufori mere eller mindre har kappet båndene til sin gamle ærkefjende og siden bedste makker: konservatismen. Når liberalismen og konservatismen spiller godt sammen, opstår borgerligheden.

Når de strides, bliver konservatismen populistisk, dyster og autoritær, mens liberalismen bliver gold og normløs. Sankt Jørgen glemmer, at han ikke bare kæmper mod noget, men også for nogen.

Liberalismen prædiker i alt for høj grad normløshed i en tid, hvor sulten efter normer vokser og vokser.

Kampen for frihed er blevet til kampen for frigørelse fra alle menneskets sociale og historiske bånd – og ansvaret er forsvundet. Sankt Jørgens dragefantasier er blevet mere og mere groteske.

Krasnik har nemlig ret i, at tidsånden kalder på det fælles. Vi er snublet ind i en kamp om, hvilke normer og værdier der skal definere de vestlige samfund. I den kamp strides smålige fællesskaber om blandt andet race, køn og religion fra både højre og venstre.

Ofte på en primitiv og destruktiv måde, men de tilbyder dog at være fælles om noget, modsat liberalismen.

Naturligvis og heldigvis kan liberalismen reddes. Vi må genfinde liberalismens evne til at appellere til ansvaret, til det, der binder folk sammen i et frit samfund. Vi må genfinde emner, der giver mennesker mening i tilværelsen: nærhed, familie, det fælles – tale til folks hjerter, ikke blot deres hjerner og slet ikke blot deres pengepung.

I Liberal Alliance har vi forsøgt i det små med udspil som FriPension og vores familieudspil, der giver småbørnsfamilier et skattefradrag til at passe egne børn. Skattepolitik behøver ikke at være regnearkspolitik. Det kan og skal også være politik, der hjælper borgerne med at få meget mere end penge, eksempelvis flere års otium eller mere tid med deres børn.

Vi liberale skal anerkende, at vores samfund kun kan bevare sin sammenhængskraft og det liberale demokrati, hvis borgerne føler sig som en del af noget fælles og ikke løsrevet hver for sig i en aggressiv identitets-og normkamp.

Derfor skal vi genfinde den myndige samfundsborger som liberalismens fokus. Forudsætningen er blandt andet en borgerlig uddannelsespolitik med fokus på færdigheder, kundskaber, dannelse og kendskab til samtid og fortid. Den myndige samfundsborger er forpligtet på det store fællesskab, der vokser ud af de nære. Og står fast på, at systemet er en tjener og ikke en herre.

Et konkret eksempel: For nylig foreslog vi at indføre borgerbedømmelser i velfærden, som skal belønne de bedste ansatte med mere i løn. Foreløbig kun i hjemmehjælpen i Københavns Kommune, men vi vil gerne have en bred debat om logikken bag. Det har vi fået. De røde partier og deres fæller i den offentlige fagbevægelse er gået til heftigt modangreb. Det har ikke skortet på fordømmelserne – ord som »mistillid« og »hetz« går igen.

Man kan have alle mulige saglige indvendinger til teknikken i vores forslag. Men logikken – at borgernes ønsker må være i centrum, at borgerne er de bedste til at bedømme kvaliteten af deres egen velfærd (som de selv betaler for), og at alle offentlige ansatte ikke er lige gode – har også mødt massiv modstand. Velfærdsstatens vigtigste funktioner er åbenbart at sikre arbejde til en masse mennesker og at sikre politikere, embedsmænd og ledelsen i den offentlige fagbevægelse mest magt over samfundet.

Systemet først.

Dét er modsætningen til den myndige samfundsborger: velfærdsstatens ydmyge fæstebonde, der har værsgo at aflevere en stor del af høsten til herremanden, der allernådigst giver den service igen, han i sin genialitet nu beslutter, at man skal have. Det hele pakkes ind i en fortælling om velfærdsstaten som et stort fællesskab.

Debatten om borgerbedømmelser viser, at fortællingen er falsk. Den er ikke andet end et skalkeskjul for et system, der spiser borgernes penge til forret, deres frihed til hovedret og deres ansvar til dessert. Vist er den ikke nogen drage som enevælden eller verdensbolsjevismen, men den socialdemokratiske velfærdsstat er glubsk. Til gengæld tilbyder den borgerne noget at være fælles om – og det er formentlig hemmeligheden bag Mette Frederiksens vinderopskrift.

Mener vi liberale alvorligt, at vi stadig har verdens bedste idé at tilbyde borgerne, må vi udfolde den, med blik for at mennesker har brug for forpligtende fællesskaber og ikke blot grænseløs frihed. Og at et samfund baseret på frihed og ansvar er bedre for mennesker at leve i end en tung socialdemokratisk stat med falsk tryghed.

For det er bedre med markedsøkonomi end politisk planlægning. Det er bedre med ansvarsfulde borgere end krævende klienter. Det er bedre, at staten tjener borgerne, end at den bruges af nogle af borgerne til at udnytte de andre. Det er bedre, at folk bliver belønnet for deres indsats, end at alle har det lige dårligt. Verden er hård og til tider ond, men vi kan gøre den bedre ved at være ansvarsfulde og ordentlige mennesker, der hjælper hinanden i stedet for at forvente, at andre gør det.

Vist er der nok ikke flere drager at nedlægge, men liberalismens Sankt Jørgen har meget mere at bidrage med, hvis han husker, at han kæmpede for nogen og ikke bare mod noget.

(Debatindlæg udgivet i Weekendavisen d. 5. februar 2021.)

Alex Vanopslagh
4. februar 2021

Mette Frederiksens nye reformkurs er et slagnummer, der skal rydde op efter egne ulykker.

Mette Frederiksen trak overskrifter i sidste uge, fordi hun udtrykte en holdning til økonomisk politik. Det var nye toner! Efter at have brugt sin regeringstid på ganske systematisk at gøre Danmark fattigere, vil Mette Frederiksen nu slå ind på en ” reformkurs”.

Mange var imponerede, men som altid med Mette Frederiksen er der langt fra de store ord til virkeligheden.

Mette Frederiksens store slagnummer er grundlæggende at rydde op efter sine egne ulykker. Mette Frederiksen har reduceret beskæftigelsen med tidlig pension til sine kernevælgere og vil nu gerne lukke det hul igen. Det er enormt uambitiøst. De nye idéer er naturligvis samtidig blot fugle på taget, da der ikke er konkrete politiske forslag på bordet. Men selv hvis vi lader tvivlen komme Mette Frederiksen til gode, så er det allerbedste, vi kan håbe på fra vores statsminister, stilstand.

Generationer af politikere før Mette Frederiksen har taget ansvaret på sig og fået flere danskere i arbejde og gjort Danmark rigere. Også selvom det ofte har været upopulært på den korte bane. Det er det, der gør, at vi har noget at stå imod med, når coronakrisen kradser.

Det er også de upopulære beslutninger, der finansierer Mette Frederiksens valgløfter.

Vækst og fremgang
Socialdemokratiet og støttepartierne opfører sig som en forkælet arving, der lever et luksusliv og nyder godt af familiens formue, men ikke selv vil arbejde og i øvrigt skyder forældrene i skoene, at de fokuserer lidt for meget på penge. Det er vist det, man på venstrefløjen vil kalde privilegieblindhed.

Fremgang er nemlig vigtigt.

Havde danske politikere siden 1960′ erne haft samme lave ambitionsniveau som Mette Frederiksen, var vores velstandsniveau i dag – i bedste fald – på niveau med Tyrkiet og Mexicos. I 1960′ erne var der også nogle, der mente, at vi ikke behøvede fremgang, men hvor skal vi prise os lykkelige for, at fornuften sejrede.

Politik skal belønne
Fælles for dem, der mener, at vi ikke behøver fremgang, er ofte, at de har deres på det tørre. Når man har sikre indkomster fra det offentlige, et hus med friværdi, ja, så kan det da virke, som om vi ikke har brug for mere fremgang i Danmark.

Det er egentlig utroligt, at det er nødvendigt stadigvæk at sige det, men vækst og fremgang er fundamentet for en god fremtid. Når man fører politik, der ikke straffer, men rent faktisk belønner initiativ og flid, får vi innovation, flere arbejdspladser, større velstand, flere muligheder, mindre fattigdom -listen er lang og kan fyldes ud med langt de fleste af vores ambitioner og drømme.

Det er alt sammen enormt vigtigt, men for os i Liberal Alliance er det vigtigste, at vi fremmer frihed og ansvar. Det giver myndige borgere i et frit samfund frem for umyndiggjorte klienter i en socialdemokratisk stat præget af stilstand.

Og det kan godt være, at det værste i verden for venstrefløjen er, at hårdtarbejdende mennesker bliver belønnet, men den glemmer, at den stilstand, som følger deres politik, særligt rammer danskerne på kanten af arbejdsmarkedet hårdest.

De er de første, der bliver fyret, når tilbagegangen rammer, og de kan først få et arbejde igen, når der er fremgang.

Socialdemokratiet glemmer de danskere, der ikke er født med en arv, de kan tære på, og forældres netværk, der kan hjælpe dem frem.

De danskere, der har de hårdeste odds mod sig for at kunne give deres familier en bedre fremtid, kommer til at kæmpe en ulige kamp i et samfund uden fremgang og vækst.

Det er simpelthen uretfærdigt. Og det er uværdigt, at venstrefløjens eneste tilbud til de svageste er flere og højere offentlige ydelser.

100.000 job
Mennesker har ikke bare brug for en indkomst. De har brug for at føle sig nyttige. Og venstrefløjens model med at parkere en større og større del af bunden af arbejdsmarkedet på passive ydelser har for længst spillet fallit – det fanger ikke blot mennesker på en permanent lav indkomst, det fratager mennesker følelsen af myndighed og af at gøre nytte.

Liberal Alliance ønsker et samfund, hvor flere får muligheden for – og hjælp til – at føle, at de gør nytte.

Ikke for regnearkenes skyld.

Men fordi, det slet og ret er retfærdigt.

Derfor lægger Liberal Alliance så meget vægt på, at vi som politikere skal blive ved med at sikre fremgang i Danmark. Vi har fremlagt en 2030-plan, der rundt regnet vil skabe 100.000 job og gøre vores økonomi mere end 100 mia. kr. større i 2030.

Vi ved godt, at det nok bliver svært at samle 90 mandater omkring en så ambitiøs plan i dag, men Folketinget må og skal holde fast i retningen. Vi kan gøre det bedre end Mettes socialdemokratiske stilstandssamfund.

Vi kan gøre det bedre end Mettes socialdemokratiske stilstandssamfund.

(Kronik udgivet i Børsen d. 4. februar 2021.)

Ole Birk Olesen
18. januar 2021
Afspil videoen

Nogle skatter er begrundet i det værste nonsens. Det gælder eksempelvis det faktum, at virksomheder kun kan trække 25 % af deres momsudgifter til restaurantbesøg fra i skat.

Alex Vanopslagh
15. januar 2021

Vores hårdt prøvede erhvervsliv har brug for en hjælpende hånd. Og siden vi lever i landet med verdens højeste skatter, er det oplagt at lette skattebyrden. I denne uge har Liberal Alliance to beslutningsforslag i Folketinget om netop det.

Det første handler om med et lidt teknisk udtryk at udføre fuld momsafløftning på erhvervsmæssige restaurationsbesøg. Det betyder, at virksomheder kan få fuld fradrag for momsen på restaurantbesøg, hvor de nu kun får fradrag for 25%.

Deloitte vurderer, at omsætningen i restaurationsbranchen faldt med 30% i første halvår af 2020, og med den hårde nedlukning, vi nu er i, ser andet halvår uden tvivl også slemt ud.

I vores nabolande har man for længst indført fuld momsafløftning – og har i øvrigt i forvejen lavere moms for restaurationsbranchen, som kommer alle forbrugere til gode. I Sverige er den 12%, i Holland 9% og i Storbritannien 5%. Nu prøver vi at flytte Danmark lidt i samme retning.

I flere nabolande har de også lavere selskabsskat end vores på 22%. I Sverige er den 20,6%, i Storbritannien er den 17% og i Holland er den 21%. Vores andet forslag handler om at indføre hollandske tilstande – dvs. sænke vores selskabsskat med et enkelt procentpoint.

Det vil ifølge Skatteministeriet løfte BNP med 3,3 mia. kr. og betyde 300 ekstra i beskæftigelse, fordi det vil være mere attraktivt at investere i danske virksomheder – og ikke påvirke uligheden. Finansministeriet vurderer, at hvis man sænker selskabsskatten med 1%, øges timelønnen med 0,2%. Det koster tilmed kun ca. 1,3 mia. kr. for statskassen.

Det er med andre ord så godt som gratis at gøre det billigere at gøre Danmark rigere. Det burde ligge ligefor, hvis gerne vil hjælpe Danmark fremad, hvis man altså kan se ud over misundelsespolitikken.

Det er små tiltag. Men når vi har den mindst erhvervsvenlige regering i mands minde, må vi kæmpe for alle forbedringer. Og det vil betyde alverden for nogle af de borgere, der kæmper for deres livsværk i en benhård coronakrise.

Det er sådan, vi fører politik i Liberal Alliance. På borgernes side.

(Kommentar bragt i Børsen d. 15. januar 2021)

Ole Birk Olesen
5. januar 2021

Hvis vi i Danmark havde stillet os tilfredse med 1960’ernes velstand, så ville vi i dag være lige så fattige som mexicanerne og tyrkerne. Politikere må vise det samfundssind at arbejde for det langsigtet rigtige, ikke kun det kortsigtet populære. Her svigter Mette Frederiksen og hendes regering.

“Samfundssind” er blevet kåret til årets ord af Dansk Sprognævn, og det forstår jeg godt. Samfundssind er et godt ord, og det er rigtigt, at ordet har været væsentligt i corona-året 2020. Samfundssind er at kunne tage hensyn til hele samfundet, ikke bare tænke på sig selv og sine egne umiddelbare behov.

Statsminister Mette Frederiksen har brugt ordet meget i det forgangne år, men som med så mange andre positive ord bør politikere ikke bare prædike, men også praktisere. Her svigter Mette Frederiksen med sit evige fokus på egne meningsmålinger.

Politikere udviser som andre samfundssind, når de tænker: ”Hvad er til samfundets gavn?” – ikke kun “Hvad er til min gavn?”. Tør man sætte Danmarks bedste på langt sigt over kortsigtet politisk profit, ja, så udviser man samfundssind som politiker.

Det kræver nogle gange, at man som politiker skal være villig til at gøre en indsats for en sag, som er rigtig, også selvom sagen kan være svær at forklare, ikke er populær i første omgang, og der er en risiko for, at man mister stemmer på det. Hvis man som politiker altid kun gør sig til talsmand for det umiddelbart populære og aldrig går i brechen for det kortsigtet vanskelige, men langsigtet rigtige, så udviser man som politiker ikke samfundssind.

Her må vi konstatere, at Mette Frederiksen meget gerne prædiker samfundssind, men ikke praktiserer det.

Det behøver man ikke nøjes med at tage mit ord for. Socialdemokratiets tidligere finansminister Bjarne Corydon har stort kendskab til den nuværende top i Socialdemokratiet og i regeringen, og han konstaterer, at regeringen går alt for meget op i spin og kommunikation og for lidt op i at gøre det rigtige for landet.

Det, han siger, er, at regeringen ikke har noget samfundssind. For den tænker kun på at højne Socialdemokratiets stemmetal og ikke på, hvad der er godt for samfundet. Samfundssind er i stedet blevet et ord, regeringen bruger til at udskamme andre og pålægge andre byrder, mens Mette Frederiksen og hendes ministre selv fokuserer meget snævert på, hvad der tjener Socialdemokratiet bedst.

Regeringen har et problem, når folk, som kender regeringens topfolk godt, kan gennemskue, at når man taler om samfundssind, så handler det om alle mulige andre end en selv.

Vilje til reformer
Danmark har en sund økonomi i dag, fordi alle regeringer siden Mette Frederiksens forbillede, Anker Jørgensen, smed tøjlerne, har haft fokus på at efterlade et mere velstående Danmark, end de overtog. Midlet har været reformer, som på kort sigt gjorde op med snævre interesser hos udvalgte pressionsgrupper, men som på langt sigt gavnede brede samfundsgrupper.

Mette Frederiksens regering går som den første i årtier den modsatte vej. Regeringens politik gør Danmark fattigere. Det har vi finansministerens ord for i et svar til Folketinget. Regeringen gennemfører politik, der måske er populær hos kernevælgerne på den korte bane, fx fordi Arne og andre 3F’ere får mulighed for at få deres efterlønsbidrag tilbage, mens de i stedet går på en 100 pct. offentligt betalt, alternativ efterløn. Men det er samtidig en politik, som hiver raske mennesker ud af arbejdsmarkedet, så færre bidrager til Danmarks velstand.

Det sker, mens man forsikrer sig selv om, at vi jo har det godt i Danmark. Behøver vi egentlig at blive rigere? Kan vi ikke bare bruge af de penge, vi har? Kan vi ikke ”investere i velfærd”, som Socialdemokratiet siger, som var partiet med i en udgave af Luksusfælden, og dér ikke kunne skelne mellem, hvad der er forbrug, og hvad der er investeringer. Udgifter til flere offentligt ansatte og højere overførselsindkomster er forbrug, ikke investeringer.

Tænk, hvis vores politikere midt i 1960’erne havde ført politik som vores regering i dag:

“Vi behøver ikke at lave nogle reformer. Vi har det jo godt nok i Danmark. Vi behøver ikke at blive rigere, vi hæver bare skatten, hvis vi mangler penge i statskassen”. I 1960’erne, som i dagens Danmark, syntes mange, at de havde det rigtig godt og mageligt. Men hvis vi var gået i stå i 1960’erne, hvis vi siden 1960’erne havde ført stilstandspolitik som vores nuværende regering, så ville vores velstand i dag være på niveau med Mexicos og Tyrkiets. Og vi forstår da godt, at borgerne i Mexico hellere vil bo i USA, og borgerne i Tyrkiet hellere vil bo i Europa. Folk vil væk fra de lande, fordi de ikke har opnået den velstand, som vi har i Danmark. Vi må derfor aldrig glemme, at Danmarks velstandsudvikling er et resultat af, at vi har ført politik, der har holdt vores velstand og udvikling på et højt niveau. Selvom det ofte har været upopulært.

Kortsigtet politik for lånte penge
Denne regering og dens politik gør indtil videre landet fattigere. Regeringen gør ganske vist en del for at kompensere for corona-krisen og skubber gang i efterspørgslen. Det holder regeringen altid op som et skjold, når vi påpeger, at der ikke bliver gennemført langsigtede reformer, der er positive for vækst og beskæftigelse. Men kortsigtet konjunkturpolitik for lånte penge kan ikke erstatte langsigtet strukturpolitik, og faktum er, at regeringen ganske målrettet fører politik, der gør Danmark fattigere.

Den berømte Arne-pension er et godt eksempel: 10.000 mennesker bliver hevet ud af beskæftigelse og over på offentlig forsørgelse.

Alle bør have ret til i højere grad at planlægge sit eget otium. De høje indkomstskatter på arbejdende danskere gør det svært for folk med indkomster under gennemsnittet. Løsningen er, at lade folk beholde flere penge til sig selv, gerne i form af et særligt fradrag for penge, som er hensat til egen pension. Vi har i LA foreslået en ordning, vi kalder FriPension, som giver alle i arbejde ret til at indbetale 675 kr. om måneden på en FriPension-konto, hvorfra pengene aldrig vil blive beskattet, hverken ved ind- eller udbetaling. Det giver mulighed for at trække sig næsten fem år tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet, hvis man har været i arbejde i 40 år. Eller man kan lade være og bare få pengene udbetalt til at forsøde sin pensionisttilværelse med ved den ordinære folkepensionsalder.

Men at give folk ret til at holde fri for andres regning, selvom de ikke har skavanker, som berettiger til hverken førtids- eller seniorpension, er jo renlivet kortsigtet vælgerbestikkelse: ”Giv os jeres stemme, så giver vi jer endnu flere af andre folks penge!”

I Liberal Alliance har vi en lang række politiske forslag, som godt nok kræver, at vi går imod velerhvervede velfærdsprivilegier, men som til gengæld sikrer et velstående Danmark på langt sigt.

Vi vil gerne have lavere skat i bunden af indkomstskalaen. Vi synes ikke, der skal betales skat af de første 7.000 kr., man tjener hver måned. Og vi vil også gerne have lavere skat i toppen af indkomstskalaen. Vi synes ikke, man skal betale over 40 pct. af den sidst tjente krone.

Vi vil gerne have virksomheder til at investere i Danmark. Derfor bør vi have en lavere selskabsskat, fordi det vil resultere i flere investeringer i Danmark. Det fører til, at Danmark bliver mere produktivt. Det fører til højere timelønninger. Det fører til højere indkomster for lønmodtagere.

Vi vil gerne have, at beskatningen af biler sættes i forhold til deres skadevirkning på samfundet, ikke i forhold til deres værdi. Det betyder, som de økonomiske vismænd ved flere lejligheder har påpeget, at registreringsafgiften skal afskaffes – der er rigelig beskatning på biler gennem brændstofafgift, ejerafgift og afgift på forsikring. Med det nuværende politiske flertal på Christiansborg stiller vi os gerne tilfredse med, at registreringsafgiften på grønne biler helt afskaffes, så afgiften forsvinder på hele bilparken, i takt med at grønne biler til sidst sætter sig på al nybilsalg. At rød blok i stedet frem mod 2030 vil have 80 pct. af nuværende registreringsafgift på også de grønne biler er håbløst kortsigtet og udtryk for, at rød blok hverken er grøn eller økonomisk fornuftig.

Men disse forslag kræver naturligvis reformer, som umiddelbart kan være upopulære hos snævre særinteresser, der har nemt ved at få taletid i medierne, men som på langt sigt giver mulighed for at gøre Danmark til et bedre og mere velstående land.

Her står regeringen desværre af og sætter i stedet sin egen kortsigtede vælgerprofit over det samfundssind, som Mette Frederiksen ellers efterspørger hos alle andre.

Det kan en ny regering, som ikke kun prædiker, men også praktiserer, gøre bedre.