Alex Vanopslagh
21. juni 2021

Du kan se talen her eller læse min tale i nedenstående.

___

Mine rådgivere har fortalt mig, at jeg skal blive mere personlig. Folk gider ikke høre så meget om politik og regneark og al den slags.

Derfor vil jeg fortælle jer en personlig historie. Jeg vil fortælle jer om en drøm, jeg havde her den anden nat. Jeg skal på forhånd advare mod, at det er kradsbørstige sager – særligt hvis man er socialdemokrat eller det, der er værre.

Men vi er i år 2044.

Jeg er statsminister.
Jo jo. Det bliver værre endnu.
Jeg er faktisk lige blevet genvalgt som statsminister.

Efter 15 år under Mette Frederiksen tog det borgerlige Danmark sig endelig sammen og vandt flertal. Det første, vi gjorde med magten, var at fjerne de sidste coronarestriktioner, selvom både Mette Frederiksen og Allan Randrup mente, at 3. bølge altså var lige på trapperne.

Og det går godt. Det går godt for Danmark. Og det går også godt for min regering.
Vi har fået vendt tingene på hovedet. I stedet for konstant at lave nye love, nye regler, mere bureaukrati, mere politik – så gør vi det omvendte. Vi fjerner love, fjerner regler, fjerner bureaukrati og lader politik fylde meget mindre.

Og de har ikke meget at lave, for politik fylder utrolig lidt. Staten fylder utrolig lidt i Danmark i 2044.

Ja, faktisk i en sådan en grad, at vi kun er 7 ministre i min regering. På den måde har jeg fortsat traditionen med at være leder af en meget lille gruppe.

Det er nu et deltidsjob at være politiker. På den måde har Ole Birk Olesen ikke bare tid til at være finansminister, han har også tid til at være overborgmester i København – og også tid til at gå tur med sin hund – uden snor – den liberale frihedskamp fordufter ikke!

Men lidt har min regering da fået fra hånden.

Året før, i 2043, satte skattetrykket rekord. Altså, bundrekord. Og det gjorde det også året før. Da vi kom til magten, gjorde vi de første 7.000 kroner skattefrie, vi afskaffede topskatten, halverede selskabsskatten og sænkede skatterne på investeringer. Og SÅ gik vi for alvor i gang – med at sænke skatten.

Danmark modtager derfor også mange flygtninge. Eksempelvis er Lars Seier flygtet fra de høje skatter i Schweiz hjem til Danmark. Og han fortsætter traditionen med at holde hånden under små udrydningstruede partier, så derfor støtter han nu Socialdemokratiet.

Ja, førhen prøvede de blå partier være lige så socialdemokratiske som Socialdemokratiet. Nu prøver Socialdemokratiet at være lige så liberale som Liberal Alliance.

Det uhørt gode erhvervsklima betyder, at mange flere unge starter virksomheder. Og de bliver rent faktisk i Danmark, fordi de ikke bliver behandlet som grådige gøgeunger.

De kan tilmed rejse penge i Danmark og behøver ikke flygte til Sverige og Storbritannien, når de er blevet store.

Nu kommer der hvert år forudsigelige historier om nye danske væksteventyr, som trækker både investeringer og dygtige mennesker til fra hele verden. Ja, de historier kommer lige så tit som Lars Løkkes meldinger om, at NU kommer han snart med et nyt parti. Måske.

***

Men nå, Danmark har bundrekord i skattetryk. Og ved I hvad? Velfærden har aldrig haft det bedre.

For nu har vi sat velfærden fri fra systemet og givet borgerne magten – med masser af valgfrihed og ikke mindst konkurrence om at levere den bedste velfærd til borgerne.

Og hvis nogle borgere er utilfredse med deres service, vælger de en anden. Det er nemlig deres ret. Hvor velfærden før var præget af systemets ret til at gøre, som det ville, og dårlig service blev belønnet med flere af borgernes penge, er det nu borgeren, der har ret til at vælge – både vælge til og vælge fra.

Vi har ladet tusind blomster blomstre – vi har massevis af pædagoger, hjemmehjælpere og lærere, som vil være selvstændige og starte fri-børnehaver, friskoler og friplejehjem.

Og hvad med bøvl og bureaukrati, skemaer og papirarbejde? Det har vi for længst afskaffet. I stedet har vi tillid til medarbejdernes faglighed og borgernes frie valg.

Det har ført til glade medarbejdere og noget helt vildt – nemlig tilfredse borgere. Det virkede helt underligt i starten, men med tiden er det blevet naturligt.

Det var selvfølgelig en lidt hård omgang for de tusindvis af akademikere, journalister og kommunikationsfolk vi måtte afskedige fra det offentlige – men de fandt hurtigt arbejde i det private.

Årtiers ond cyklus af højere udgifter, mere bureaukrati og frustrationer over kvaliteten i velfærden hos borgerne er brudt.

Et godt eksempel er plejehjemmene i 2044. De er sat fri og kan tilpasse deres service til andet end kommunale samlebåndsløsninger. Der er eksempelvis plejehjem til musikere, plejehjem til homoseksuelle, ja selv et plejehjem tilpasset gamle socialisters behov, hvor de holder videoaften med Mette Frederiksens pressemøder fra 2020’erne og drømmer om dengang, man kunne regere uden hverken at respektere Folketinget eller Grundloven. Jo jo, der er plejehjem til alles behov.

Der er dog ingen plejehjem, hvor man bliver hængt op i en kran for at komme på toilettet.

Helt generelt er stilstand og frustration erstattet af fremgang og glæde, fordi vi turde reformere Danmark. Vi turde se fremad og satse på fremtidens samfund.

Men nogle gange behøvede vi bare at tage ved lære af fortiden. I 2037 fejrede vi hundredeårsjubilæet for folkeskolens formålsparagraf fra 1937 ved at genindføre den. Den lyder – ”Folkeskolens Formaal er at fremme og udvikle Børnenes Anlæg og Evner, at styrke deres Karakter og give dem nyttige Kundskaber.”

Pist væk er fokus på abstrakte og akademiske mål om at tilegne sig kompetencer, ansvar for egen læring, projektmageri og alverdens gak og gøgl. I stedet handler det nu igen om at hjælpe børn på vej til at blive myndige og dannede borgere med konkrete kundskaber.

Jo jo, og så har Henrik Dahl, der siden er blevet universitetsrektor, afsløret den nye buste af sig selv på Gammel Torv. Den bliver hvert år smidt i vandet, så vi minder hinanden om de sorte år, hvor woke identitetspolitik hjemsøgte landet.

Den slags er der ikke meget af i dag. I stedet lærer vi de unge om det Danmark, de har fået i arv. Både det gode – Grundtvig og Kim Larsen – og det dårlige – Medina og Mette Frederiksen.

Men de gider nu alligevel ikke høre meget på os gamle mennesker, når vi taler om gamle dage.

”Da JEG var ung, betalte man næsten 50 % i skat! Haha”

”Da JEG var ung, blev demente damer mishandlet på plejehjem! Og vi troede det kunne løses med flere penge! Tænk sig engang!”

”Da jeg var ung, da kom der flere og flere regler, love og mere bureaukrati hvert år!”

”Da JEG var ung, gik næsten alle på gymnasiet!”

Især det sidste virker helt tosset. For det er ikke længere sådan, at man automatisk bliver andenrangsborger, hvis man vælger at tage en erhvervsuddannelse i stedet for at gå på gymnasiet og universitetet.

Lavere skatter, bedre uddannelser, mere frihed i velfærden og meget mindre politik.
Jeg ved godt, det lyder som lidt af et mareridt for nogle af jer.

Men bare rolig. Det hele var bare en drøm. Jeg vågnede badet i sved i gamle 2021 med socialdemokratisk beton, tårnhøje skatter, en overvægtig offentlig sektor og tvungen elevfordeling i gymnasierne.

Ja, det var bare en drøm. Men det er det Danmark, vi drømmer om i Liberal Alliance.
Og det er det vi drømmer i dag, som kan blive til virkelighed engang. Hvis vi altså åbner øjnene, og arbejder for det.

Alex Vanopslagh
4. juni 2021

Dansk erhvervspolitik er endt i en dødsspiral med verdens højeste skatter og en enorm statsstøtte til erhvervslivet.

Syv ud af de ti største vækstvirksomheder med fødselsår efter år 2000 har flyttet deres hovedkvarter ud af Danmark. Fem af de disse virksomheder er gået på børsen, og heraf har fire valgt en børsnotering uden for Danmark. Det er nedslående. Ikke nødvendigvis for virksomhederne – de lader til at klare sig rigtig godt, og jeg forstår bestemt deres beslutninger. Men set med danske øjne, er det nedslående at vi ikke formår at skabe de rammevilkår, der kan fastholde attraktive vækstvirksomheder. Vi mærker måske ikke konsekvenserne så hårdt lige nu, men vi skræmmer simpelthen fremtidens Mærsk, Novo, LEGO eller Carlsberg ud af landet.

Høje skatter og høj erhvervsstøtte

Et af de helt store problemer er, at Danmark har de næsthøjeste kapitalskatter i OECD. Det gør det svært for virksomheder at tiltrække kapital.

Sverige har næsten tre gange så meget privat risikovillig kapital som i Danmark justeret for BNP, og en meget sundere privat investeringskultur, der er med til at sikre, at antallet af nye børsnoteringer ligger mangefold foran det, vi formår i Danmark.

Men selv borgerlige partier og erhvervsorganisationerne lader til at være blevet bange for deres egen skygge. De roder rundt med forslag baseret på socialdemokratisk cigarkassetænkning: Regionale vækstteams, statslige investeringsfonde og klassisk ”pick-the-winners”-erhvervspolitik.

Venstres seneste plan for at forbedre danske virksomheders adgang til kapital indeholder bl.a. ”Permanent matchfinansiering gennem Vækstfonden”, altså at en offentlig investeringsfond skal træde til for at løse problemerne.

Mens Venstre taler om ”genstartsteams” der kan sætte ind ”med kirurgisk præcision” har regeringen nedsat ”syv regionale vækstteams med repræsentanter fra erhvervslivet, fagbevægelsen og kommunerne, der skal sparke gang i væksten i hele Danmark.”

Dansk Industri kom med et iværksætterudspil, der bestemt indeholder mange gode takter, men også ”Tilskud til privat rådgivning om finansiering”, ”en tværgående iværksætterenhed” og forlængelse af Vækstfondens matchordninger.

Dansk Erhverv præsenterede ligeledes iværksætterinitiativer som ”Øget tabsramme for Vækstkautioner i Vækstfonden” og ”Vækstlån fra Vækstfonden skal hæves til et tidssvarende niveau”.

Det er til at få hovedpine af, men det handler jo desværre om, at mens vi i Danmark har verdens højeste skatter, har vi faktisk også det højeste niveau af statsstøtte til erhvervslivet blandt de gamle EU-lande.

Som de succesfulde erhvervsfolk Lars Kolind og Jesper Geisler for nyligt forklarede, så er vi havnet i negativ spiral. De høje skatter kvæler private investeringer. Staten forsøger at kompensere med offentlige støtte og aktiv erhvervspolitik, der må finansieres med endnu højere skatter.

Det har aldrig virket og kommer aldrig til at virke, at politikere og embedsmænd skal lege investeringsgenier, for hvis de var så pokkers dygtige til at starte og drive forretninger, havde de jo bare selv gjort det. Det er langt sundere og mere effektivt, at det er private investorer, med hånden på kogepladen, der investerer i og hjælper virksomheder frem.
Kolind og Geisler forklarer også, at statsfondene nu er blevet så store og dominerende, at der er skabt et miljø, hvor private investorer og iværksættere ofte ikke kan undgå at få staten – og dermed indirekte politikerne – som medejere. Det er simpelthen ikke sundt, at dansk erhvervsliv på den måde er afhængig af politisk gunst.

Lektien fra corona kan blive dyr for dansk erhvervsliv

Den socialdemokratiske regering holder sig ikke tilbage med den falske fortælling om Corona-epidemien og påstår, at læren af krisen er, at vi skal trække virksomhederne endnu længere ind i statens favn. Det er velkendt socialdemokratisk drøm at gøre private virksomheder endnu mere afhængig af statslige investeringer og politisk nåde.

Vi ved hvad der virker

Jeg savner flere borgerlige partier, erhvervsorganisationer og andre gode kræfter, der tør gå op imod cigarkasse-politikken og slå et slag for at overlade skabelsen af vækst og velstand til danskerne selv ved at sænke selskabsskatten, kapitalskatterne, skatten på arbejde, afgifterne – skatter på alt det, der gør Danmark rigere.

Det er simpel politik og vi ved det virker. I stedet for at være et land med enormt høje skatter og høj erhvervsstøtte, bør vi sænke begge dele gevaldigt.

Puljer, fradrag og besøg på Marienborg er ganske vist alt sammen tillokkende på den korte bane. Men hvis ikke vi får erhvervspolitikken tilbage på sporet, så ender vi ikke bare med lavere vækst og færre arbejdspladser. Vi ender også med et erhvervsliv, der lever på embedsmænd og politikeres nåde. Det er usundt for balancerne i det danske samfund – men det vil være den størst tænkelige politiske sejr for venstrefløjen.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 4. juni 2021)

Alex Vanopslagh
1. juni 2021
Se landsmødetalen her

Vi skal videre fra tryghedsstat til ansvarssamfund.

Alex Vanopslagh
22. maj 2021

Folk kan være trygge ved sundheden og robustheden i vores finansielle system.« Sådan sagde den amerikanske finansminister Hank Paulson nærmest på dagen, hvor finanskrisen begyndte i 2008. Sådan kan man nogle gange komme til at fremstå ufrivilligt morsom i bagklogskabens ulideligt klare lys.

Jeg tør nu alligevel godt vove pelsen, når det gælder den megen snak om en boligboble. Jeg tror ikke på, vi står foran sådan én – trods kæmpe stigninger i huspriserne det seneste år.

Det gør jeg for det første ikke, fordi debatten om boligmarkedet i helt ekstremt grad tager udgangspunkt i situationen i Region Hovedstaden. Mange glemmer åbenbart, at der også er et Danmark uden for hovedstaden, hvor cirka fire millioner danskere bor – mange af dem endda i egen bolig.

For det andet tror jeg det ikke, fordi kreditreglerne siden 2008 er strammet voldsomt op, hvad angår krav om egenbetaling, gældsfaktor, afdragsfrihed og flekslån. Når boligpriserne kan stige så relativt meget med de nuværende kreditregler, skyldes det, at køberne kommer med mange penge selv. Falder prisen på boliger, er det altså først og fremmest en trussel mod folks friværdier, og ikke det finansielle system som sådan.

For det tredje er boligbyrden, omkostningerne ved at sidde i en bolig i forhold til ens indtægt, fortsat rimelig lav. Og på et væsentligt lavere niveau end under finanskrisen.

Debatten om en boligboble har affødt forslag om at indføre en avanceskat, dvs. skat på fortjenesten ved at sælge sin bolig, ligesom i Sverige. Og ideen er grundlæggende rimelig på papiret. Men der er store praktiske problemer, fordi man selvfølgelig bør have fradrag for de omkostninger, man har til ombygninger mv. Det er dyrt og bøvlet at administrere.

Man vil næppe kunne erstatte ejendomsværdiskatten med en beskatning efter svensk forbillede, da boliggevinsterne trods alt ikke er så store samlet set. Mange dyrker forestillingen om boligejernes skattefrie milliongevinster, men for hver Camilla Plum med millioner i boliggevinst, er der hundredvis af Erik fra Vordingborg, som måske har tjent nogle hundrede tusinder over to årtier. Igen tager debatten altså udgangspunkt i virkeligheden i hovedstaden.

Læg dertil, at selvom boligpriserne er vokset hurtigt de seneste to år, er boligpriserne samlet set vokset langsommere end i Sverige de seneste ti år, hvor man netop har en skat på boliggevinster. Man bør også huske på, at de danske boligejere i forvejen betaler høje løbende boligskatter (de tredjehøjeste i EU). Lægger man en avanceskat oveni, vil det betyde en alt for hård beskatning af boligejere.

Når det så er sagt, er diskussionen om boligskatter og deres indretninger jo uanset markedets tilstand relevant, ligesom det generelt bør diskuteres, hvordan skatterne fordeler sig i Danmark. Desværre er det, som så ofte før, kun med den præmis, at nogle skatter skal stige, uden at andre skal falde. Det bliver uden Liberal Alliance.

(Indlæg bragt som Pro et contra om boligbeskatning i Berlingske d. 22. maj 2021)

Alex Vanopslagh
14. maj 2021

Alt for mange danske succesvirksomheder flygter til udlandet for at vokse sig store. Tænk, hvis vi førte en politik, der gav dem lyst til at blive.

I marts gik virksomheden Trustpilot på børsen – desværre i Storbritannien og ikke i Danmark, selvom virksomheden blev startet her.

Det fik mig til at spørge erhvervsministeren om et overblik over, hvordan det er gået de mest succesrige nye danske virksomheder, der er startet siden årtusindskiftet.

Og det er nedslående læsning. Ud af de 10 største danske virksomheder startet i dette årtusinde, har 8 af dem ”forladt” Danmark ved enten at blive børsnoteret i udlandet eller at blive opkøbt af en udenlandsk investor og flytte hovedsædet til udlandet.

Af de 16 danske virksomheder med en værdi over 1 mia. kr., der er startet i samme periode, har kun 3 valgt børsnotering i Danmark.

Tallene taler deres klare sprog: Danskerne er stadig dygtige iværksættere, men Danmark skræmmer dem væk med høje skatter.

Det er nemlig ikke en tilfældighed, at nye firmaer flygter, når de når en vis størrelse. Danmark har den næsthøjeste aktiebeskatning og den højeste samlede beskatning i OECD.

Det betyder, at fremtidens muligheder og arbejdspladser flytter til udlandet, selvom de er skabt af danske hænder og hoveder.

Hvad nu hvis, vi gjorde Danmark til et land, man valgte til som iværksætter?

Hvis iværksættere og investorer sagde ”Selvfølgelig skal vi vokse os store i Danmark!” og gjorde det fordi, det var den bedste forretning.
Vejen er lige til:

• Flad, enkel beskatning af alt aktie- og kapitalindkomst på 27 %
• Selskabsskatten ned på 15 %
• Væk med topskatten
• Sænk beløbsgrænsen så det er nemmere at tiltrække og fastholde udenlandsk arbejdskraft

Det skal være billigere at gøre Danmark rigere!

Henrik Dahl
7. maj 2021

Hvis det viser sig, at folkeskolen virker bedre ved, at man piller elementer af den eksisterende lovgivning ud, kunne man overveje at gå videre og gentage øvelsen på gymnasierne og universiteterne. Og hvorfor ikke på hospitalerne og plejehjemmene og inden for hele socialforsorgen?

Mennesker har en tilbøjelighed til at lægge til, når de skal forbedre en opgave, der lige mangler det sidste. Det er hovedkonklusionen i bogen Subtract, skrevet af den amerikanske psykolog Leidy Klotz.

Bogen udkom tidligere i år, og i forskellige artikler har forfatteren beskrevet, hvad der førte ham på sporet af sin erkendelse. På et tidspunkt var han ved at bygge en bro i LEGO sammen med sin treårige søn. De kunne begge indse, at brodækket var skævt, fordi bropillerne ikke var lige høje. Professoren gav sig til at lede efter flere klodser, så han kunne forlænge den korteste af bropillerne. Men inden han havde fundet dem, havde sønnen løst opgaven ved at gøre den længste af pillerne kortere.

Og det er faktisk en del af et større mønster. Sammen med en gruppe kolleger udførte Leidy Klotz en serie af eksperimenter. Og de viste entydigt, at når mennesker skal løse en opgave, er det mere sandsynligt, at løsningen består i at lægge til, end det er, at den består i at trække fra.

Jeg kan ikke lade være med at tænke: Gælder denne lovmæssighed også inden for politik?

Det er efterhånden en forholdsvis kendt sag, at regelmængden i Danmark vokser med en foruroligende hastighed: Knap fire procent om året de seneste tredive år. Det skyldes ikke, at Folketinget i væsentligt omfang regulerer flere områder end tidligere. Det skyldes, at hver ny generation af regulering inden for et kendt område er mere kompleks end den forrige.

Det kunne tyde på, at det princip, Leidy Klotz opdagede ved at iagttage sit kvikke barn, også gælder inden for politik: Hvis den eksisterende lovgivning ikke sidder lige i øjet, har lovgiverne en medfødt tilbøjelighed til at tænke, at så er det, fordi der mangler et eller andet. Da lovgivning aldrig sidder lige i øjet, betyder det, at mængden af paragraffer bare vokser og vokser.

Derfor burde Folketinget give sig selv en bunden opgave. Det burde spørge sig selv: Hvis nu det har vist sig (og det har det), at for eksempel folkeskolereformen ikke virker, som det var tiltænkt, hvad skal vi så tage ud af den eksisterende?

Måske skulle man tage nogle målsætninger ud? Eller nogle bundne aktiviteter? Eller nogle meget detaljerede regler for, hvordan de enkelte fag skal afvikles? Eller bare lidt af det hele?

Sandsynligheden taler for, at helheden ville komme til at fungere bedre, hvis den bestod af færre elementer, der indgik i et mindre komplekst mønster.

Hvis det viser sig, at folkeskolen virker bedre ved, at man piller elementer af den eksisterende lovgivning ud, kunne man overveje at gå videre og gentage øvelsen på gymnasierne og universiteterne. Og hvorfor ikke på hospitalerne og plejehjemmene og inden for hele socialforsorgen? Lad os smide en masse regler og bestemmelser ud. Og få alting til at fungere bedre.

Der synes faktisk at være belæg for, at modellen virker. For ifølge alle ædruelige iagttagere, har hospitalerne fungeret meget bedre under covid-19-epidemien, end de gjorde tidligere. Det skyldes for det første, at hele fedtlaget af bureaukrater og pseudoarbejdere, der indkalder til møder og viser hinanden powerpointpræsentationer, har været sendt hjem. Og for det andet, at de tilbageværende medarbejdere – der typisk rent faktisk har forstand på at helbrede syge mennesker – har haft en betydelig frihed til at omstille sundhedsvæsenet, sådan som det forekom dem at være mest fornuftigt.

Selvom det er nødvendigt at tale om, hvad vi har savnet under nedlukningen, giver det således også god mening at spørge: Hvad må gerne blive borte?

(Kommentar bragt i Berlingske d. 6. maj 2021)

Alex Vanopslagh
7. maj 2021

Regeringens løsning på konsekvenserne af negative er skældud til bankerne. Vi kunne også prøve med ambitiøs vækstpolitik.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har sjældent noget på hjerte, der handler om at forbedre erhvervslivets vilkår og skabe vækst i Danmark. Men når det kommer til at skælde ud på virksomheder, svigter hans kreativitet sjældent.

Seneste skud på stammen er en Facebook-kommentar, hvor han harcelerer over de negative renter på indeståender i landets bankerne. Og han har indkaldt bankernes brancheforening, Finans Danmark, til skole-hjem-samtale, fordi han mener, det ”skal stoppe nu”. Udtalelsen var så dum, at selv direktøren for Nationalbanken måtte reagere.

Lad os for et øjeblik glemme det latterlige i den venstreorienterede tyrkertro på, at vi bare kan vedtage, at negative konsekvenser af den førte politik skal afskaffes, og se på substansen.

Hvorfor er vi endt med negative renter, inkl. på indestående i bankerne på over 100.000? For det er jo ganske rigtigt en grotesk situation.

Årsagerne til de lave renter skrives der tykke bøger om, men én af årsagerne er, at de europæiske stater mere eller mindre har udliciteret opgaven med at skabe vækst til centralbankernes pengepolitik.

Siden finanskrisen har væksten i Danmarks BNP sjældent sneget sig ret meget op over 2 % om året, og i flere år har den ligget omkring 1 %. Her taler vi altså om tiden før coronakrisen, da verden endnu var åben. Danmarks vækst i 2010’erne var ifølge Danmarks Statistik ringere end både 1980’erne, 1990’erne og 2000’erne før finanskrisen. I Eurozonen har væksten været endnu mere sløj.

Stater kan ikke skabe ret meget vækst, men vi politikere kan skabe de rette forudsætninger for vækst. Og det er Danmark blevet dårligere til, end vi før har været. Det samme billede gentager sig over hele Vesteuropa.

Den klassiske vækstpolitik går ud på at sænke skatter og skære i de mange ydelser, som tynger statsbudgetterne ned og holder folk ude fra arbejdsmarkedet over hele Europa. Alt det, regeringen og venstrefløjen ikke kan lide. Den har altid virket, men man har i det store hele opgivet den.

Og mon ikke, at det skyldes, at vælgergrupperne, der er afhængige af de offentlige kasser, er blevet så store, at regeringerne uanset partifarve enten ikke selv tør føre vækstpolitik, eller også bliver holdt tilbage af et flertal i parlamenterne, der ikke vil. Det er i hvert fald klart tilfældet i Danmark.

Når nu regeringerne er fanget i en vækstpolitisk sklerose, har centralbankerne til gengæld trådt den pengepolitiske speeder i bund og holdt renterne lave hele tiden siden finanskrisen. Den Europæiske Centralbank, som Nationalbanken som en del af vores fastkurspolitik følger, har haft renten omkring 0 % i over et årti. Det virker ikke til, at har tillid til den underliggende økonomi, hvis man fjerner foden fra gaspedalen. Men det er i sidste ende symptombehandling på manglende vækst.

I virkeligheden er det et gigantisk eksperiment, at renterne har været så lave så længe. For konsekvenserne af de lave renter er mange. Man får ikke noget ud af at have sine penge stående i banken – ja, man får endda i mange tilfælde negative renter på sine indeståender. Og ja, det er selve meningen med negative renter, og altså ikke en fejl, som erhvervsministeren kan rette op på ved at skælde ud på bankerne.

Til gengæld presser det økonomisk aktivitet ind på bl.a. boligmarkedet, aktiemarkedet og kryptovalutamarkedet.

Alt den slags skaber mere ulighed. Ulighed er ikke i sig selv et problem, men det er et problem, når det sker, fordi vi har så lidt klassisk vækst af den slags, man ikke skal være blandt de heldige på bolig- og aktiemarkedet for at få del i. Det forvrænger incitamenterne for, hvad man investerer i.

Ironisk nok medfører stilstandspolitikken og modstanden mod en vækstvenlig skatte- og erhvervspolitik altså voksende ulighed. Og det kan man ikke løse med ministerbrok.

Renter omkring 0 vil nok fortsætte, så længe Europas regeringer ikke fører en ambitiøs vækstpolitik, og der derfor kun er pengepolitikken at skrue på. Vi kunne starte i Danmark og inspirere med vores gode eksempel.

Vi kunne sænke kapitalskatterne, selskabsskatten, skatten på arbejde og sænke og fjerne tossede afgifter. Vi kunne fjerne bøvl og bureaukrati fra virksomhederne. Vi kunne skære i det offentlige overforbrug og sænke ydelserne, så flere går fra passiv indkomst til aktiv beskæftigelse.

Resultatet ville blive mere vækst, større beskæftigelse, højere produktivitet og højere realløn for både høj og lav. Kort sagt et samfund i fremgang.

Men det er selvfølgelig nemmere bare at køre videre med socialdemokratisk stilstandspolitik og så skælde ud på bankerne, når konsekvenserne viser sig. Så jeg har indkaldt ministeren til samråd. Simon Kollerups ubegavede udtalelser skal stoppe nu.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 4. maj 2021)