Alex Vanopslagh
13. september 2021

Ved at sætte skatten op får man faktisk resultatet, at almindelige danskere får sværere ved at kunne finde arbejde.

Den socialdemokratiske regering foreslog for nylig at hæve aktieskatten fra 42 til 45 pct. i sit reformudspil ” Danmark kan mere 1″.

Men Danmark har allerede nu de næsthøjeste kapitalskatter i OECD, og de vil dermed blive næsten dobbelt så høje som OECD-gennemsnittet, hvis Socialdemokratiets forslag bliver en realitet.

Det vil dermed blive sværere for danske virksomheder at rejse kapital – stik imod Mette Frederiksens eget løfte ved den stort anlagte Fredericia-konference, hvor hun sagde, at hun ville arbejde for ” bedre vilkår” for virksomheder, så de nemmere kan rejse kapital. Det udsagn klinger hult, når regeringen nu foreslår at hæve den i forvejen høje aktiebeskatning.

Danmarks tårnhøje kapitalskatter er en bremseklods på investering.

De gør det sværere for virksomheder at rejse kapital, fordi potentielle investorer kan se frem til et stort skattesmæk, hvis de profiterer på en virksomhed.

Ikke de rige

Aktieskatten beskrives tit som en skat på de rige, men det forholder sig faktisk omvendt: De rige kan bare flytte deres investeringer til udlandet, men der bliver skabt færre job og mindre vækst i Danmark.

Så ved at sætte skatten op får man faktisk resultatet, at almindelige danskere får sværere ved at kunne finde arbejde. Dertil skal man i øvrigt huske, at ca. en mio. danskere ifølge Finans Danmark ejer aktier.

Så det er ikke kun de rige.

Som en slags kompensation for den foreslåede skattestigning vil regeringen slå de tre store fonde – Vækstfonden, EKF – Danmarks Eksportkredit og Danmarks Grønne Investeringsfond – sammen til én stor superfond. Flere fusioner og centraliseringer i det offentlige er altså vejen frem, ifølge regeringens udspil.

Mere af det samme

Men noget tyder på, at den høje statsstøtte til erhvervslivet ikke har båret frugt. Danmark har en af de mest generøse erhvervsstøtteordninger i EU, men alligevel er der mange succesvirksomheder, som vælger at forlade landet over tid. Regeringens løsning er mere af det samme.

Fondene har derudover til tider gjort sig uheldigt bemærket. Bl. a.

har Innovationsfonden flere gange handlet i strid med forvaltningsloven ved ikke at opfylde kravet om partshøring i hundredvis af sager.

Den negative spiral

Disse skandalesager belyser, at politikere og embedsmænd sjældent er de bedste til at investere i fremtidens virksomheder.

Men det offentlige spiller nu så stor en rolle, at virksomhedsejere næsten ikke kan undgå at få staten, og dermed politikerne, som medejer.

Derfor lever mange virksomheder på politikernes nåde.

Som jeg tidligere har skrevet her i avisen, er det socialdemokratiske Danmark havnet i en negativ spiral, hvor tårnhøje skatter reducerer private investeringer. Staten forsøger at kompensere med offentlig støtte, der så må finansieres med endnu højere skatter, og sådan går det i ring.

Man nægter at gribe fat om nældens rod – skatten på forskellig slags kapitalindkomst såsom aktier – i stedet vælger regeringen at føre landet endnu dybere ned i den negative spiral med endnu højere aktieskatter.

Det rene gift

En stigning i aktiebeskatningen til 45 pct. er den rene gift i en tid, hvor vækstvirksomheder har en stor tendens til at ville flytte ud af Danmark.

Dét kombineret med en meget høj offentlig støtte, der giver staten uforholdsmæssigt stor magt, har resulteret i en farlig cocktail, som ikke lover godt for dansk økonomi.

Tage et opgør

Den gode nyhed er, at vi ved, hvad der fungerer, hvis vi skal løse problemet med de flygtende virksomheder: Mindre stat og mindre skat på selskaber, kapital og arbejde. Det er vejen frem.

Vi skal ikke straffe folk for at investere, arbejde hårdt og starte virksomhed, men tværtimod tilskynde dem og støtte dem til at bidrage ved at sænke skatten markant.

Med en gevaldigt lavere aktieskat vil de private investeringer stige, og så er der ikke brug for, at skatteyderne skal betale til ineffektive, offentlige fonde, som bestemmes af de politiske modeluner.

Vi må tage et længe ventet opgør med den høje skat og erhvervsstøtte og opprioritere private investeringer, så Danmark igen kan blive et attraktivt sted at drive virksomhed.

For folks egne penge.

De rige kan bare flytte deres investeringer til udlandet, men der bliver skabt færre job og mindre vækst i Danmark.

Alex Vanopslagh
6. august 2021

Der er brug for at vi tager livtag med det ekstreme forsigtighedsprincip, som har plaget Danmark gennem coronakrisen.

Det er lige så sikkert som amen i kirken, at der om få uger – når sæsoneffekten aftager – både vil være bekymrede virologer og kontrolivrige, røde politikere, som vil foreslå at vi skal fortsætte med flere restriktioner, forlænge brugen af coronapas og fortsat have lokale nedlukninger ved smitteudbrud.

Men det holder ikke. Det er nu, vi skal tage den vigtige principielle beslutning, at vi behandler coronavirus for hvad det er: En influenza-lignende sygdom.

Faktum er, at vi kommer til at have coronavirus de næste mange, mange år.

Og ja, også med nye varianter. Sådan er det jo med vira. Men vaccinerne virker, de virker ekstremt godt, og behandlingsmulighederne er gode, skulle uheldet være ude.

Hvis vi træder et skridt tilbage og forestiller os, at vi ingen restriktioner havde nu, og vi så blev ramt af en influenzalignende sygdom, som vi har vacciner og gode behandlinger imod, så var der jo ingen verdens grund til at indføre nogen restriktioner. Overhovedet.
Det siger selv. Nu må den sunde fornuft altså genindfinde sig.

Vi skal videre. Videre fra kontrol, utryghed og frygt mod liv, håb og glæde.

Henrik Dahl
30. juli 2021

Al erfaring viser, at man kan gå på Folketingets talerstol og bruge sin tid på at fremlægge sandheden, understøttet af både tal og argumenter. Det har nul indflydelse på, hvordan landets lovgivning ender med at se ud.

Det siges, at de fejl, idrætsmænd og -kvinder begår som unge, forfølger dem hele karrieren. Forstået på den måde, at hvis man af dunkle årsager er bedre i forhånden end i baghånden, eller foretrækker at skyde til højre for målmanden frem for til venstre, så vil man aldrig helt få sin unode aflagt.

Meget kan udrettes ved hjælp af træning, javist. Men bliver man for alvor presset, smuldrer det tillærte, og instinkterne tager over. Og dermed er man tilbage i sine ungdomsår med de gamle fejl, man gik og troede, man havde fået aflagt.

Om det i sidste instans er korrekt, når det gælder sport, skal jeg ikke kunne sige. Jeg mangler den førstehåndsviden om at dyrke idræt på højt plan, som ville kunne lede min erkendelse frem imod et svar. Til gengæld har jeg dyrket politik på højt plan i tilstrækkeligt mange år til at kunne sige: Omend påstanden måske ikke er helt sand, når det gælder idræt, så holder den 100 procent, når det kommer til politik.

For så vidt angår borgerlige politikere, består deres ungdommelige skavank ofte i en manglende evne til at skelne mellem at have ret og at få ret. Det er en misforståelse, der let kan opstå, hvis man holder meget af tal og teorier. På papiret vil man f.eks. kunne bevise, at økonomiske incitamenter virker, eller at arbejdsudbud fører til beskæftigelse. Men hvad hjælper det i en politisk sammenhæng, hvis der ikke er mindst 89 kolleger, der har lyst til at give en ret i synspunktet? Intet overhovedet.

Som al erfaring viser: Man kan gå på Folketingets talerstol og bruge al sin tid på at fremlægge sandheden, understøttet af både tal og argumenter. Det har absolut nul indflydelse på, hvordan landets lovgivning ender med at se ud.

Alle danskere bliver fattigere af den politik, regeringen og dens støttepartier fører. Det er dokumenteret så mange gange, at fornuftige mennesker ikke bør betvivle det længere. Det hjælper bare ikke, hvis man er oppe imod en ideologi, som siger, at lykken lige præcis består i at fodre staten med borgernes penge, så de alle bliver mindre velstående derved.

Pøbelagtige argumenter
Og dermed er vi fremme ved den kerne, som for alvor bør bekymre borgerlige danskere: På det ideologiske plan er de blå partier så langt agterudsejlet, at de ikke engang kan se røgen fra den røde skude længere.

Det hænger sammen med, at den røde side i Folketinget lige siden ungdomsoprørets dage for mere end halvtreds år siden har satset på at blive i stand til at producere ideologi på en industriel skala.

I dag er et flertal af medarbejderne ved alle dannelsesinstitutioner i Danmark røde. Man kan undersøge, hvad pædagogerne, skolelærerne, gymnasielærerne, universitetslærerne, højskolelærerne og sågar præsterne stemmer. Svaret er altid det samme: De stemmer på et af de partier, der for tiden har magten.

Det har som konsekvens, at sociale og politiske problemer altid vil blive det, man med et uskønt ord kalder italesat, på en måde, der får den røde løsning til at tage sig sagligt og moralsk rigtig ud.

Det er for eksempel vrøvl, at politikere skaber job. For de gør det med penge, der er skaffet til veje ved at destruere job andre steder. Men bliver påstanden aldrig udfordret, bliver den i stedet hængende.

Det svære ved at udfordre de røde selvfølgeligheder på f.eks. velfærdsområdet er, at man kan regne med at blive pandet ned af pøbelagtige argumenter i såvel klassiske som moderne medier. Men det bør altid være en motiverende rettesnor: De steder, hvor de røde argumenterer mest pøbelagtigt, er altid de steder, hvor de har mest at tabe.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 30. juli 2021)

Alex Vanopslagh
26. juli 2021

Vores børn og børnebørn vil arve et fattigere Danmark, hvis Folketinget fortsat nægter at lave reformer.

Coronakrisen har været hård for mange lande, og også Danmark.

Det er en ringe trøst for de mennesker, hvis livsværk er styrtet i grus eller direkte ødelagt af politiske beslutninger, og hvis tilværelse har været præget af ensomhed og elendighed under nedlukningerne, men ikke desto mindre er coronakrisen et forbigående fænomen med samfundsøkonomiske briller. Hvis vi altså antager, at Mette Frederiksen en dag vil slippe alle restriktioner på samfundet igen – og dét kan vi så diskutere en anden gang.

Men Danmark vågner igen, og Danmarks udfordringer på den anden side af coronakrisen er ikke stort anderledes end Danmarks udfordringer før coronakrisen.

Der er brug for reformer til at skabe mere velstand, og selvom Folketinget de sidste årtier har vedtaget mange kloge reformer, er reformviljen det sidste halve årti erstattet af populistisk reformtørke.

Men lad os lige få noget på det rene: Reformer eller ej, så kan vi politikere ikke skabe velstand. Velstanden skabes af dig. Dig, der går på arbejde. Dig, der investerer – stort eller småt. Dig, der starter en virksomhed. Den velstand, som du skaber, kan vi politikere til gengæld tage fra dig. Eller begrænse.

Og det er vi blevet gode til i Danmark.

Heldigvis betyder det også, at mere fornuftige politikere kan hjælpe med at fjerne den politik, der begrænser borgernes mulighed for at skabe velstand. Det kan vi med reformer.

Reformer skaber velstand så vidt, så godt, men hvorfor betyder det så meget, om væksten er det ene eller det andet tal? Går det ikke meget godt i Danmark? Einstein skulle engang have sagt, at den stærkeste kraft i universet var renters rente. Det fungerer på præcis samme måde med økonomisk vækst – væksten i år danner grundlaget for væksten næste år, og så fremdeles. For at illustrere pointen er her et tænkt eksempel.

Hvis man havde sat 1000 kr. i banken i 1966 til en fast årlig rente på 2,1 pct., ville man i 2019 have ca. 3000 kr. Havde renten kun været 1,5 pct., ville beløbet kun være 2200 kr. En forskel på 0,6 procentpoint om året giver altså over lidt mere end 50 år en forskel i resultatet på næsten 50 pct. Sagt på en anden måde: Selv små forskelle betyder en hulens masse over tid.

Og tallene ovenfor er ikke valgt tilfældigt. De næste 15 år står Danmark ifølge OECD til en realvækst på mellem 1 og 1,5 pct. om året. I sammenligning var gennemsnittet fra 1966 til 2019 ifølge Danmarks Statistik 2,1 pct. om året. Det betyder altså, at vi relativt set giver et fattigere Danmark i arv, end vi selv har fået.

At Danmark bliver rigere i fremtiden er først og fremmest et spørgsmål om retfærdighed for liberale.

Vi er alle sammen enige om, at man er en dårlig forælder, hvis man bruger alle sine penge på sig selv i stedet for at tænke på sine børn. Og det er det, vi gør som land, når vi både konfiskerer næsten halvdelen af danskernes indkomst i skat til offentligt forbrug og overførsler, og når et populistisk folketing nægter at lave reformer, der øger væksten.

Vi laver ikke reformer for at hjælpe de rige med at tjene en ekstra million, selvom det da er dem vel undt. Vi laver reformer for bl. a. for at hjælpe flere med at tjene deres første lønseddel. I dag er der 700.000 danskere i den arbejdsdygtige alder uden for arbejdsmarkedet.

Det tal skal vi simpelthen have bragt ned.

Mindre politik, mere borger. Vi laver heller ikke reformer for at redde velfærdsstaten, men fordi der er noget vigtigere på spil. For den velstand, vi går glip af i fremtiden, fordi vi nægter at reformere Danmark, tager vi direkte ud af lommerne på vores børn og børnebørn.

I sidste ende betyder reformer, at der er mindre politik og mere borger. At borgeren er mere fri til at tage ansvar for sig selv og skabe noget med sine egne hænder og gode idéer. Og det gør kagen større.

Det er ikke noget, vi tror – det er noget, vi ved.

Liberal Alliance har skufferne fulde af forslag til at løfte Danmarks velstand til nye højder. Vi skal gøre det lettere at tiltrække udenlandsk arbejdskraft ved at sætte beløbsgrænsen kraftigt ned.

Vi skal have færre på offentlige ydelser – og færre offentlige ydelser såsom efterløn og Arne-pension.

Vi skal have et beskæftigelsessystem, der ikke behandler borgeren som en umyndig klient, men i stedet opmuntrer flere til at tage ansvar.

Og ja, så skal vi have lavere skat. På arbejde, på investeringer, på virksomheder, på forbrug – på alt det, der gør Danmark rigere.

Liberal Alliance er klar til reformer.

Vi skal videre. For vores børn og børnebørns skyld.

(Kronik udgivet i Børsen d. 20. juli 2021)

Henrik Dahl
16. juli 2021

Indenrigs-og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) har fremlagt regeringens planer for storstilet, social ingeniørkunst i Berlingske tidligere på ugen. At borgerne frit kan vælge, hvor de vil bo, tage en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse, bør vi anskue som problematisk. Det fører nemlig til fravalg af steder og mennesker, den frie borger af denne eller hin årsag er mindre begejstret for end andre.

Forslagene er på den ene side meget vidtgående, og på den anden side inkonsekvente.

Det vidtgående består i, at det er kampen mod selve begrebet forskellighed, regeringen kaster sig ind i. Byen Skærbæk i Sønderjylland, hvor jeg trådte mine barnesko, er forskellig fra København. For eksempel når det gælder mulighederne for at tage en uddannelse.

Det har i tidens løb ført til en omfattende udvandring fra Skærbæk, når unge mennesker ønskede at uddanne sig. Men kan det hånden på hjertet nogensinde blive anderledes, hvis vi forpligter os til at være helt ærlige? Det kan det nok ikke, eftersom der er grænser for, hvor mange uddannelsestilbud det giver mening at anbringe i en kommune som Tønder, hvor lidt over 37.000 mennesker er spredt ud på knap 1.200 kvadratkilometer.

På den anden side er det inkonsekvent: Smukke mennesker kan vælge og vrage, når det gælder om at finde en partner. Det samme kan, i mindre omfang, personer, der er kloge eller morsomme. Er det ikke også urimeligt? Fører det ikke også til et skævt Danmark? Og burde det ikke udløse en eller anden form for kæresteværnepligt, så alle – i det mindste i en afgrænset periode – kan prøve, hvordan det føles at have en virkelig attraktiv partner? For den sociale ingeniør vil der altid være nok at tage fat på.

Hvor er det borgerlige modspil, spørger Berlingske på lederplads. Jeg skal forsøge at antyde et svar.

Det borgerlige Danmarks kapitulation
Mest banalt er sagen den, at der i Danmark ikke kan samles 90 stemmer for en egentlig borgerligt-liberal politik. Det ramte allerede Poul Schlüter, der ikke kunne regere uden Centrum-Demokraterne og Radikale Venstre. Men det ramte også Anders Fogh Rasmussen, der ikke kunne regere uden Dansk Folkeparti. Og uden det skal lyde alt for selvoptaget, ramte den samme problemstilling også i den forrige valgperiode mit eget parti ganske hårdt. Det er fint nok at råbe fra ethvert gadehjørne, hvad man vil.

Uden et politisk flertal har det bare ikke de helt store konsekvenser.

Men det egentlige problem for det borgerlige Danmark er, at kampen imod en stor stat, der blander sig i næsten alting, allerede blev tabt i 1960erne. Da Poul Hartling i 1965 inviterede Radikale Venstre til et nærmere samarbejde med Venstre og Konservative, blev vejen banet for den VKR-regering, der tiltrådte i 1968. Og som alle politisk interesserede ved: Den var mere socialdemokratisk end Jens Otto Krag. Så der skete ulykken. Der kapitulerede det borgerlige Danmark.

At det forholder sig sådan, er det ikke mange, der har lyst til at sige. Derfor opstår forestillingen om ‘ midten’.

Når borgerlige politikere siger »midten«, skal man forstå det som kodesprog. At man »vil regere hen over midten« betyder i klar tekst, at man vil administrere velfærdsstaten uden at udfordre den. Eller med andre ord: At man gerne vil have magten, men at man ikke har tænkt sig at benytte den til noget særligt.

Det eneste, der kan bremse velfærdsideologien, er, at den ikke er økonomisk bæredygtig.

Det er set før, og vi ser det atter med den socialdemokratiske regering. Men derfor skal den selvfølgelig udfordres ved enhver given lejlighed.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 16. juli 2021)

Henrik Dahl
2. juli 2021

I 1970erne kunne man kort og godt blive populær på at sige, at ikke alene slugte den offentlige sektor for mange af skatteborgernes penge, men den gjorde også noget dårligt både for medarbejderne, der blev motivations- og initiativløse bureaukrater, og for borgerne, der blev frataget deres personlige ansvar og virkelyst.

I dag er det svært at forestille sig en større tabersag end at fremsætte en grundlæggende kritik af velfærdsstaten. På en god dag giver det cirka fem procent af stemmerne. På en almindelig dag omtrent det halve.

Sådan har det ikke altid været.

I 1970erne kunne den socialdemokratiske økonomiprofessor Jørgen S. Dich opleve, at hans fagbog»Den herskende klasse«blev en bestseller. Mogens Glistrup kunne komme i Folketinget med 28 mandater. Henrik Stangerup kunne få både gode anmeldelser og mange læsere med romanen»Manden der ville være skyldig«.

Og i den folkelige afdeling ligger der som regel en robust kritik af bureaukrati og embedsvælde i Olsen-banden. Man kan tænke på politiet, der ikke fremstår som en særligt veldrevet eller effektiv organisation. Eller man kan tænke på den halv-fiktive myndighed Rigsregistraturen, der i filmen»Olsen-banden går i krig«har vokset sig så stor, at det er Herlev Hospital, der spiller rollen som dens hovedkvarter.

Nederlag for velfærdskritik

I 1970erne kunne man kort og godt blive populær på at sige, at ikke alene slugte den offentlige sektor for mange af skatteborgernes penge, men den gjorde også noget dårligt både for medarbejderne, der blev motivations- og initiativløse bureaukrater, og for borgerne, der blev frataget deres personlige ansvar og virkelyst.

Det endelige nederlag for velfærdskritikken kommer i to tempi i årene 1998-2001.

I 1998 gik Venstre under ledelse af Uffe Ellemann-Jensen til valg på et program, der set med LA-øjne var glimrende. Blå blok tabte knebent til Poul Nyrup Rasmussen (dog ikke mindst, fordi Det Konservative Folkeparti fik et katastrofevalg).

Hurtigt dropper den nye leder Anders Fogh Rasmussen velfærdskritikken. Det vækker naturligvis stor opsigt, fordi han i 1993 har udgivet den ramsaltede velfærdskritik»Fra socialstat til minimalstat«. Opgivelsen af bogen medfører en del kritik for opportunisme. Men Fogh Rasmussen vinder en knusende sejr over rød blok, indgår en pagt med Pia Kjærsgaard om, at velfærden skal tøjles af et skattestop (som kommunerne i øvrigt blæser på), og at Danmark skal have en stram udlændingepolitik. Det holder blå blok ved magten de næste ti år.

Frås, spild og inkompetence

Der findes dem, som hævder, at når velfærdskritikken er forstummet, så skyldes det, at den såkaldte velfærdskoalition er kommet til at udgøre langt over halvdelen af befolkningen. Det vil sige koalitionen af dem, der arbejder i den offentlige sektor og dem, der lever af overførsler af den ene eller den anden art.

Jeg opfatter ikke argumentet om velfærdskoalitionen som et dårligt argument. Tværtimod har det nok en del for sig.

Men selve det forhold, at der eksisterer en velfærdskoalition, forklarer ikke i sig selv, hvorfor vi har en velfærdsideologi, der er tæt på uovervindelig.

Ser man sig omkring i velfærdssamfundet, må man konstatere, at befolkningen i det store og hele finder sig i både frås, spild og inkompetence. Disse ting er langt fra at være allestedsnærværende. Og der findes masser af offentligt ansatte, der gør et virkelig godt job. Men selv tanken om, at der måske kunne spares nogle procent af de samlede driftsomkostninger ved at sætte ind over for det rene spild, bliver som oftest mødt med mistænksomhed.

Jeg tror, at velfærdsideologien er en del af det skjulte pensum i vore dannelsesinstitutioner. Ikke forstået sådan, et der undervises i, at dette er det rigtige at gøre. Men forstået sådan, at moralen af næsten al undervisning i Danmark er, at det er umuligt at forestille sig, at tingene nogensinde kan blive anderledes.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 1. juli 2021)

Alex Vanopslagh
28. juni 2021
Afspil video

I to måneder har Simon Kollerup skældt ud på bankerne for at følge Nationalbankens renteniveau.