Regeringens økonomiske politik er som taget ud af et afsnit af Luksusfælden

Både Nationalbanken, Danmarks økonomiske overvismand og en opmarch af uvildige eksperter har i den seneste tid ringet med alarmklokkerne over regeringens økonomiske politik. Men når finansminister Nicolai Wammen konfronteres med kritikken, bedyrer han blot, at han har »styr på butikken«. Faktum er imidlertid, at Wammens butik står i inflationær brand, og at han netop nu forsøger at slukke branden ved at hælde mere benzin på flammerne. Men hvis Danmark skal kunne håndtere inflationen, har vi brug for at sænke det offentlige forbrug og gennemføre arbejdsudbudsreformer, som letter lønpresset på det danske arbejdsmarked.

Det er efterhånden blevet lige så sikkert som amen i kirken, at Danmarks økonomiske eksperter taler for døve øren, når de skal rådgive vores socialdemokratiske regering om at føre ansvarlig politik. For nylig bebudede regeringen eksempelvis, at man for at afhjælpe inflationsstigningen vil gældsætte fremtidige generationer, så man kunne forære et skattefrit engangsbeløb på 5.000 kroner til de pensionister, der modtager ældrecheck.

Men som nationalbankdirektør Signe Krogstrup for nylig påpegede i en kommentar i Berlingske, vil kompensationsordninger, som ikke modsvares af offentlige besparelser eller højere skatter, »forstærke presset på økonomien og dermed skubbe yderligere til lønstigninger og inflation«. Og Nationalbankens kritik er ikke blot en enlig svale. Da regeringen for nylig præsenterede sin såkaldte »varmecheck«, hvor man ville udbetale 6.000 kroner til udvalgte husstande, blev det også kritiseret for at forværre inflationen af den økonomiske overvismand, Carl-Johan Dalgaard.

Men regeringen forværrer ikke alene det inflationsproblem, man forsøger at afhjælpe.

Regningen for den uansvarlige politik bliver også sendt videre til de fremtidige generationer, for regeringen har ikke formået at finde finansiering til gavebodspolitikken.

Derfor har socialdemokraterne forsøgt at kringle budgetloven gennem en bestemmelse, som muliggør, at man fraviger kravet om balance – selvom denne bestemmelse kun skal tages i anvendelse under ekstraordinære situationer.

Som professor i økonomi og tidligere overvismand Michael Svarer slår fast, er der tale om en tvivlsom vurdering af ånden i budgetloven. Men ikke særligt overraskende er de uvildige eksperters kritik ikke blevet mødt med andet end nonchalante skuldertræk fra Socialdemokratiets top.

Regeringens økonomiske politik er nemlig som taget ud af et afsnit af »Luksusfælden«, hvor deltageren – i stedet for at få orden på sin økonomi – bliver ved med at udskyde sine problemer ved at optage nye kviklån for at kunne betale af på sin gamle gæld.

Men regeringens økonomiske politik forværrer ikke kun inflationen og gældsætter de fremtidige generationer. Den førte politik modarbejder ironisk nok faktisk også Socialdemokratiets egne valgløfter.

Nye tal fra Finansministeriet viser nemlig, at danskerne er blevet både fattigere og mere ulige af regeringens økonomiske politik. Hvis man inddeler danskerne i ti indkomstgrupper fra dem med laveste indkomster til dem med højest, er der kun én indkomstgruppe, der har oplevet fremgang.

Det er dem med de næsthøjeste indkomster, og denne fremgang er endda kun på 0,03 procent, mens alle andre befolkningsgrupper er blevet fattigere. Og hvem har mon oplevet den største tilbagegang? Dem med de laveste indtægter.

Hertil kommer, at uligheden også er steget, fordi regeringen har indført mere end 40 forskellige skattestigninger, der gennemsnitligt har ramt de laveste indtægtsgrupper hårdest – selvom Nicolai Wammen ellers havde afgivet valgløfte om, at 95 procent af den danske befolkning ikke ville opleve skattestigninger overhovedet.

Og som prikken over i’et i hele denne misere er det værd at bemærke, at udviklingen er sket samtidig med, at vi har haft højkonjunktur. Det er i sandhed mageløst, at regeringens politik kan fejle på så mange parametre.

Ikke siden Anker Jørgensens fadæser i 1970erne har vi haft en regering med et så lemfældigt og uansvarligt forhold til økonomi. De offentlige finanser er for nuværende stadig relativt sunde, blandt andet fordi den tidligere regering under Lars Løkke førte en ansvarlig politik. Men hvis regeringen ikke snart skifter kurs i den økonomiske politik, kan det få store konsekvenser for Danmark. Vi risikerer at ende i samme situation som under Socialdemokratiets kuldsejlede eksperimenter i 1970erne, hvor den økonomiske politik fik Anker Jørgensens egen finansminister til at advare om, at landets økonomi havde retning mod afgrunden.

Så kære Mette Frederiksen og Nicolai Wammen: Lyt nu til de uafhængige eksperter.

Ellers ender den røde leg med benzin med, at de blå brandmænd igen må rykke ud og få styr på økonomien. Præcis som vi plejer i dansk politik.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 27. maj 2022)

Astrid Krag svarer udenom otte gange i træk

Alex Vanopslagh
18. maj 2022

Regeringens politik har gjort næsten alle danskere fattigere. Det burde bekymre en rød regering, men det gør det åbenbart ikke.

Mette gør alle fattigere OG øger uligheden

Alex Vanopslagh
10. maj 2022
Afspil video

Når borgerlig politik gør uligheden større, mens alle bliver rigere, råber socialdemokrater op om en social massegrav. Men Mette Frederiksen har formået BÅDE at gøre danskerne fattigere og at øge uligheden på samme tid. Det er jo tragikomisk.

Socialdemokratiets populistiske klapjagt på finanssektoren vil gøre danskerne fattigere

Alex Vanopslagh
29. april 2022

Socialdemokratiets idé om en særskat for den finansielle sektor vil gøre det betydeligt dyrere at være dansker

Med regeringens planer om at tørre regningen for den forkromede Arne-pension af på de danske forsikrings-, pensions- og finansselskaber har vi nået et nyt lavpunkt for Socialdemokratiets skurvognspopulistiske bøllemetoder. Regeringen har nemlig bebudet, at finansieringen af Arnes tidlige pension skal sendes videre til de danske finansselskaber, som i fremtiden skal betale 26 procent i selskabsskat i stedet for de almindelige 22 procent, som alle andre betaler. Det bør få alarmklokkerne til at ringe af flere forskellige årsager.

For det første er det naturligvis udtryk for en mageløs bøllemetodik, når Socialdemokratiet udnytter statsmagten til at håndplukke én sektor som syndebuk, der skal straffes med en særlig skat. Det anstændige princip om, at alle er lige for loven, bør naturligvis også gøre sig gældende for virksomheder. Derfor kan det ikke retfærdiggøres, at man udvælger én sektor, som uden nogen videre årsag skal påtvinges at drive virksomhed på ringere vilkår end alle andre.

På Orwellsk vis har regeringen endda sendt lovforslaget igennem den socialdemokratiske spinmaskine, så særskatten nu kaldes for et ”samfundsbidrag”, hvilket får det til at lyde som om, at disse selskaber ikke bidrager i forvejen. Det gør de, så hvordan kan det egentlig være, at det er netop finansinstitutionerne, der skal brandbeskattes for at få råd til at sende Arne på tidligere pension? Det har regeringen ikke ulejliget sig med at give svar på, så her kommer et gæt.

Mit bud er, at Socialdemokraterne har set deres snit til at smide en sektor, der navnlig siden Finanskrisen har været notorisk udskældt og upopulær, under bussen. Det beror på en velkalkuleret vurdering af, at en særskat på netop finanssektoren vil falde i bedre jord, end hvis det eksempelvis var Danmarks (i øvrigt langt mere lukrative) medicinalindustri, der skulle straffes med ekstraregninger.

Der har bestemt været enkeltstående sager i den finansielle sektor, som det er værd at kritisere visse virksomheder for, men langt de fleste pensions-, forsikrings- og finansselskaber har rent mel i posen ligesom resten af Danmarks erhvervsliv. Disse virksomheder spiller en vital rolle i den danske økonomi, da det naturligvis er afgørende, at borgerne har muligheden for at få adgang til ordentlige forsikringsydelser, bankvilkår og pensionskasser.

Derfor giver det heller ikke mening, at man uden nogen begrundelse vil ofre netop finanssektoren på Socialdemokraternes fordelingspolitiske alter, mens alle andre sektorer får lov til at slippe for særskatten. Det er en kynisk form for populisme, hvor man som bøllen i skolegården udser sig det nemmeste offer, man kan nappe penge fra.

Men regeringens særskat er også problematisk, fordi den i praksis blot vil gøre det betydeligt dyrere at være dansker. En særskat på visse virksomheder betyder nemlig, at disse selskaber er nødsaget til at forøge forbrugerpriserne tilsvarende for at kunne holde tandhjulene i gang, hvorfor regningen i sidste ende blot ender hos borgerne.

Hertil kommer, at de økonomiske vismænd ligeledes har vendt tommelfingeren nedad til regeringens forslag, fordi særskatten har nogle afledte konsekvenser for samfundsøkonomien. Således vil danskerne altså dels skulle betale direkte for særskatten ved kasse ét gennem højere forbrugerpriser, men udover det vil de afledte effekter af særskatten på sigt også ende med at gøre samfundet som helhed fattigere. Klassisk socialdemokratisk politik.

Men selvom det er skræmmende, at regeringen dumstædigt ignorerer rådgivningen fra statens uafhængige eksperter for at føre uansvarlig økonomisk politik, er dét imidlertid ikke min største bekymring. Det mest uhyggelige ved, at regeringen håndplukker en prygelknabe til strafbeskatning, er nemlig, at det varsler et farligt nybrud i dansk politik. For hvilken sektor – som socialdemokraterne tilfældigvis har et horn i siden på – kan forventes at stå for skud som syndebuk, næste gang man vil hæve skatterne for at tilgodese en bestemt befolkningsgruppe?

Det er klart, at jeg har en anden tilgang til skattepolitik end de røde partier. De vil gerne vride hver en krone ud af samfundet til statskassen, mens jeg tror på, at pengene som udgangspunkt ligger bedst i borgernes egne lommer. Men med planen om en særskat fører man uanstændig syndebukspolitik, der ender med at gøre alle danskere fattigere på sigt. Det er kun én af de mange grunde til, at Liberal Alliance hver dag kæmper for, at vi får en ny regering i Danmark, som sætter borgerne og ikke sig selv først.

(Dette er en kommentar udgivet i Børsen d. 29. april 2022).

Er Mette en ansvarlig leder for Danmark?

Alex Vanopslagh
23. marts 2022
Afspil video

Når Mette Frederiksen ikke kan finansiere fremtidens Forsvar med andet end gæld – i stedet for at lave nødvendige reformer -, er det mangel på ansvarligt lederskab. Det havde vi en lille snak om i Folketingssalen tirsdag d. 22. marts 2022.

Vesten er bedst. Og det skal vi forsvare

Henrik Dahl
8. februar 2022

Vi står nu i den vestlige verden med en konflikt, vi ikke har bedt om. Det betyder, at vi bør sige fra over for de venstreorienterede eliters selvhad. Vores civilisation er den bedste. Derfor er den absolut værd at forsvare.

Jeg kender ingen bog om fremtiden for geopolitikken efter Den Kolde Krig, der er mere indsigtsfuld end Samuel Huntingtons bog ”Civilisationernes sammenstød”.

Der findes alle mulige grunde – de fleste præget af politisk korrekthed – til at tage afstand fra Huntingtons forestilling om en verden opdelt i distinkte civilisationer. Og der findes bestemt fejl og mangler i hans bog. Et kvart århundrede efter at værket oprindelig udkom, må man bare sige: Dets forventninger til, hvordan verden vil udvikle sig efter Den Kolde Krig, har vist sig at være særdeles præcise.

Huntington mente, at Kina ikke ville blive liberalt og købe ind på for eksempel menneskerettighederne. Det har vist sig at være fuldkommen rigtigt. Huntington mente, at Rusland ikke var en del af Vesten, og at landet derfor ikke ville melde sig ind i den vestlige verden. Det har vist sig at være fuldkommen rigtigt (Huntington mente sågar, at Ukraine ville blive skueplads for en skærpet konflikt mellem Rusland og Vesten – det var skarpt set i 1996). Huntington mente, at den islamiske verden havde det, han selv kaldte »blodige grænser«, og selvfølgelig ikke ville blive vestligt orienteret. Det var ligeledes fuldstændig rigtigt. Han så ikke et afrikansk kontinent med stabile stater for sig. Nok den letteste forudsigelse. Men ikke desto mindre sandt.

Og derfor var hans konklusion: I fremtiden vil hovedkonflikten blive Vesten mod resten.

Med den anti-liberale alliance mellem Rusland og Kina, som blev annonceret for få dage siden, må man sige: Det er der, vi nu er. Så hvor stiller det Vesten?

Globaliseringen, som vi kender den, vil helt sikkert ændre sig i årene, der kommer. Fordi den hviler på liberale traktater og aftaler, som Rusland og Kina kommer til at udfordre.

Jeg hører til dem, der mener, at den vestlige samfundsmodel er alle andre samfundsmodeller moralsk overlegen. Det skal forstås på den måde, at der ikke er nogen samfundsmodeller, der behandler mindretal bedre. Der behandler de svage bedre. Der behandler de fattige bedre. Eller som behandler personer, der afviger fra normen, bedre.

Det betyder ikke, at det til hver en tid er en rosenrød fornøjelse at tilhøre et mindretal; at være svag; at være fattig eller at afvige fra normen. Det betyder, at alle andre steder er det langt værre. Fordi man i mange tilfælde end ikke har en norm om, at man bør opføre sig ordentligt over for de grupper, jeg har nævnt.

Derfor hører jeg også til blandt dem, der bliver en anelse trætte af at lytte til alt det vestlige selvhad, der først og fremmest udgår fra den venstreorienterede intelligentsia i Vesten. Det er og bliver et forsøg på at skabe misnøje, når man taler vores samfundsmodel og de normer, den bygger på, så meget ned, som tilfældet er.

Men den vestlige samfundsmodel er ikke bare alle andre samfundsmodeller moralsk overlegen. Den er også alle andre samfundsmodeller overlegen, når det gælder videnskab, teknologi og sofistikeret erkendelse i det hele taget. Der findes lande uden for det historiske vesten, der har taget vores teknologi og videnskab til sig. Men der er kun en måde, man kan få det fulde udbytte af vestlig teknologi og videnskab: ved at bøje sig 100 pct. for dens præmisser. Det er simpelthen ikke muligt at bygge en flyvemaskine eller en computer eller en MR-scanner ved hjælp af andre principper end de vestlige. Længere er sagen ikke.

Og igen: Her bliver jeg virkelig træt af at høre på venstreorienterede selvhadere, som påstår, at der er noget odiøst ved vores teknik, videnskab og øvrige erkendelse. Vores teknik, videnskab og øvrige erkendelse har historisk været drevet frem af hvide mænd. Men det gør den hverken hvid eller maskulin i sig selv. Det var en historisk fejl, at gode uddannelser før det 20. århundrede var lukkede for andre end hvide mænd. Men den er for længst rettet. Fordi de hvide mænd i mere end 100 år har ment, at tingenes tilstand før cirka år 1900 ikke var i orden på disse punkter.

Vores teknologi, videnskab og erkendelse er åben for alle, der bøjer sig for dens fuldstændig farveblinde principper om logik og rationalitet. Uanset hvilket køn de har, eller hvilken etnisk baggrund de har. Alle kan være med. Det kræver bare, at de gør en indsats.

Vi står nu i den vestlige verden med en konflikt, vi ikke har bedt om. Det betyder – som jeg allerede har været inde på – at vi børe sige fra over for de venstreorienterede eliters selvhad. Vores civilisation er den bedste. Derfor er den absolut værd at forsvare.

Forsvaret bør ikke være naivt, som de var de første årtier af dette århundrede: Det giver ikke mening for den vestlige verden at påtvinge lande uden for det historiske Vesten vores samfundsmodel med våbenmagt. Men omvendt: Vi skal heller ikke give indrømmelser til lande uden for den vestlige kulturkreds. Vi skal ikke rette os efter regler og principper, der ikke udspringer af en vestlig måde at tænke på. De ikke-liberale lande skal undlade at blande sig i, hvad borgerne tænker og siger her i det liberale Vesten.

Jeg tror ikke, fremtiden bliver let. For når sandheden skal frem: Der har faktisk ikke været noget land i Europa, der med voldsomme trusler om anvendelse af våben forsøgte at gennemtvinge en geopolitisk nyordning af kontinentet siden Tyskland i 1930’erne. Det er der, vi er. Og det kan man lige så godt sige højt.

Og der har heller ikke været et land i Asien siden Japan i 1930’erne, der havde så travlt med at ændre på den regionale geopolitik, som Kina har i dag. Alene påstanden om, at Det Sydkinesiske Hav i sin helhed er kinesisk territorialfarvand, er så på en og samme tid latterlig og foruroligende, at der kunne skrives bindstærke værker om det.

Globaliseringen, som vi kender den, vil helt sikkert ændre sig i årene, der kommer. Fordi den hviler på liberale traktater og aftaler, som Rusland og Kina kommer til at udfordre.

Men det første, vi skal gøre, er ikke at opruste militært. Det er at opruste på det åndelige plan. Ved at erkende, at vores samfundsmodel er helt enestående god og helt igennem værd at kæmpe for.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Jyllandsposten d. 7. februar 2022)