Henrik Dahl
30. november 2021

Advokaten Cecilie Langberg Jessen skriver i Berlingske for 25. november, at det bringer hendes »pis i kog«, at jeg kritiserer Enhedslisten (EL). Det er stærke – men meget teenageragtige – ord at bruge i en debat. Derfor bliver mit svar også kontant.

For det første er det irrationelt at stemme på EL, hvis man bor i København. Som der står at læse i ELs principprogram, er et sted at bo et basalt, menneskeligt behov. Men EL modarbejder stort set alle realiserbare planer for at bygge flere boliger i København. Det får efterspørgslen, og dermed også boligpriserne, til at stige.

Det er også irrationelt at stemme på EL og bo i København, fordi partiet modarbejder de mulige løsninger, når det gælder infrastruktur. Hvis alle kører i elektriske biler, som er ladet op med klimaneutral strøm – og det vil alle gøre om få år – er biler ikke et miljøproblem.

Men EL modarbejder bilismen helt konsekvent, så hverken beboere eller erhvervsdrivende kan parkere uden at spilde megen tid med at lede efter en parkeringsplads.

Helt selvmodsigende er EL så modstandere af at udbygge metroen. Man foretrækker en letbane, som der aldrig kan skaffes flertal for, fordi den er til større gene for bilerne. Og bidrager på den måde negativt til, at København kan udvikle sig i en positiv retning.

Ud over, at det er irrationelt at stemme på EL, er det også udtryk for en meget mangelfuld analyse af samfundet.

Den helt store fjende i ELs principprogram er kapitalismen. Den får skylden for stort set ethvert onde i verden. Men er det virkelig et spørgsmål om sort og hvidt at tage stilling til kapitalismen? Det kommunistiske Kina rummer knap en femtedel af verdens befolkning, men står for mere end en fjerdedel af verdens udledninger af CO2. Til gengæld er uviljen mod at gøre noget ved problemet stor. I modsætning til for eksempel i det kapitalistiske Europa.

Selvom den kapitalistiske del af verden ikke er perfekt, scorer den konsekvent højest i alle seriøse målinger af demokrati og frihed. Der er med andre ord mindre demokrati og mindre frihed i en hvilken som helst anden samfundsmodel, end der er i den kapitalistiske.

Og så er det heller ikke bare sort og hvidt, at der findes økonomisk ulighed i den kapitalistiske samfundsmodel. Det gør der, og det vil jeg aldrig lægge skjul på. Men der er betydelig mere ulighed i forskellige ikkekapitalistiske samfundsmodeller, end der er i den kapitalistiske.

Dertil kommer, at det er kapitalismen, der finansierer både velfærdsstaten (gennem store skatteindtægter) og de gode pensionsordninger, vi har i Danmark. Det er ikke den fulde sandhed om kapitalismen, at nogle få ejer det meste. De mange ejer også virkelig meget i form af for eksempel de store pensionsselskabers formuer. Så ønsker man en tryg alderdom, skal man heppe på kapitalismen. Ikke rakke ned på den. Går det dårligt for kapitalismen, bliver afkastet på den enkelte borgers pension væsentlig mindre, end det ellers ville være blevet.

Så for at samle op: Man er virkelig uvidende om de mest basale kendsgerninger, hvis man tror, at kapitalismen er roden til alt ondt. Den er ikke perfekt. Men den er også roden til virkelig meget godt. Heriblandt en sikring af borgernes basale velfærd og en sikring af borgernes alderdom, som ingen – heller ikke Liberal Alliance – er modstandere af.

Men EL er også efterkommere af blandt andet Danmarks Kommunistiske Parti. Det vil sige efterkommere af et parti, der fuldstændig ukritisk hyldede både Lenin og Stalin.

I en tid, hvor EL kræver af helt almindelige, nulevende danskere, at de skal angre den politik, der blev ført under enevælden i 1700-tallet, er det påfaldende, at EL ikke selv synes at angre noget som helst af den grusomme fortid, den i sin egen partihistorie har været en del af.

Og jeg må være ganske ærlig og sige: Jeg synes, det er udtryk for en mangelfuldt udviklet, personlig moral, når man har så travlt med at pege fingre ad andre, som blandt andet Cecilie Langberg Jessen gør i kraft af sin tilslutning til EL, uden at stille det helt elementære spørgsmål til sig selv:

Hvordan kan jeg retfærdiggøre at stemme på et parti, der aldrig har taget et seriøst og oprigtigt opgør med sin egen mørke fortid?

Den form for dobbeltmoral ser man først og fremmest hos barnlige mennesker. Og derfor er det nok ret sigende, at Cecilie Langberg Jessen overhovedet ikke har nogen argumenter for sit politiske valg. Men bare en fnysende påstand om, at Henrik Dahl bringer hendes pis i kog. Alene ved at omtale nogle helt ubestridelige kendsgerninger og selvmodsigelser, desværre.

Alex Vanopslagh
4. oktober 2021

Kollerups fikse idé er tudetosset. Virksomhederne tørster efter lavere skatter og mere privat kapital – ikke flere ineffektive, offentlige fonde.

Erhvervsminister Simon Kollerup sagde for nylig i Børsen, at han vil samle de tre store, offentlige fonde – Vækstfonden, EKF og Danmarks Grønne Investeringsfond – til én stor “superfond” mhp. at få flere vækstvirksomheder til at blive i Danmark.

Kollerup har ret i, at der er et problem: kun en ud af fem vækstvirksomheder vælger at blive i Danmark. Men årsagen er ikke, at vi mangler en statsstyret superfond. Årsagen er dårlige vilkår for start-ups, fordi skatten på kapital er eksorbitant høj.

Danmark har den næsthøjeste aktiebeskatning i OECD på 42 %, og regeringen vil hæve den til 45 %. Det betyder, at det bliver mindre attraktivt at investere i Danmark, og derfor må mange danske vækstvirksomheder tage til udlandet for at rejse kapital.

Danske vækstvirksomheder har først og fremmest brug for mere privat kapital via lavere kapitalskat og mindre politisk indblanding. Superfonden vil blot gøre danske virksomheder endnu mere afhængige af politikerne.

Det er problematisk, for de bureaukrater og politikere, som styrer fondene, er sjældent investeringsgenier. De offentlige fonde er ineffektive og bestemmes af politiske modeluner og gammeldags ”pick the winners”-tænkning.

Desværre har danske virksomheder ofte intet alternativ til disse fonde, fordi private investeringer er blevet kvast af tårnhøj kapitalskat. Vi er havnet i det, jeg tidligere har beskrevet som en negativ spiral af høje skatter, store, offentlige fonde og alt for lidt privat investering.

Kollerups nye superfond vil grave os endnu dybere ned i den negative spiral. Regeringen insisterer på at straffe virksomheder med højere aktieskat og foreslår superfonden som en slags kompensation. Det er tudetosset, da virksomhederne tørster efter lavere skatter og mere privat kapital – ikke flere ineffektive, offentlige fonde. Men regeringen nægter at lade vækstvirksomheders behov trumfe politiske særhensyn.

Vi skal gå en helt anden vej: skatten på kapital skal sænkes markant, så vi kan få flere private investeringer. Så vil vi ikke have brug for en dyr og ineffektiv superfond, og flere succesvirksomheder vil vælge at blive i Danmark og bidrage med arbejdspladser og vækst. Det er vejen frem.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 4. oktober 2021)

Alex Vanopslagh
20. september 2021
Afspil video

Vi taler meget om reformer, men hvorfor i alverden gør vi det? Se med her.

Ole Birk Olesen
13. september 2021
Afspil her

Det der med “ret og pligt”, som Socialdemokratiet med mellemrum taler om – det bliver mest ved talen. I virkeligheden giver de flere og flere rettigheder til folk, så de ikke skal arbejde, men kan lade andre arbejde for sig. Og de vil ikke for alvor gøre noget ved, at vi har tusindvis af ledige, som ikke søger tusindvis af ledige job. Det handlede Ole Birks finanslovstale om.

Alex Vanopslagh
13. september 2021

Ved at sætte skatten op får man faktisk resultatet, at almindelige danskere får sværere ved at kunne finde arbejde.

Den socialdemokratiske regering foreslog for nylig at hæve aktieskatten fra 42 til 45 pct. i sit reformudspil ” Danmark kan mere 1″.

Men Danmark har allerede nu de næsthøjeste kapitalskatter i OECD, og de vil dermed blive næsten dobbelt så høje som OECD-gennemsnittet, hvis Socialdemokratiets forslag bliver en realitet.

Det vil dermed blive sværere for danske virksomheder at rejse kapital – stik imod Mette Frederiksens eget løfte ved den stort anlagte Fredericia-konference, hvor hun sagde, at hun ville arbejde for ” bedre vilkår” for virksomheder, så de nemmere kan rejse kapital. Det udsagn klinger hult, når regeringen nu foreslår at hæve den i forvejen høje aktiebeskatning.

Danmarks tårnhøje kapitalskatter er en bremseklods på investering.

De gør det sværere for virksomheder at rejse kapital, fordi potentielle investorer kan se frem til et stort skattesmæk, hvis de profiterer på en virksomhed.

Ikke de rige

Aktieskatten beskrives tit som en skat på de rige, men det forholder sig faktisk omvendt: De rige kan bare flytte deres investeringer til udlandet, men der bliver skabt færre job og mindre vækst i Danmark.

Så ved at sætte skatten op får man faktisk resultatet, at almindelige danskere får sværere ved at kunne finde arbejde. Dertil skal man i øvrigt huske, at ca. en mio. danskere ifølge Finans Danmark ejer aktier.

Så det er ikke kun de rige.

Som en slags kompensation for den foreslåede skattestigning vil regeringen slå de tre store fonde – Vækstfonden, EKF – Danmarks Eksportkredit og Danmarks Grønne Investeringsfond – sammen til én stor superfond. Flere fusioner og centraliseringer i det offentlige er altså vejen frem, ifølge regeringens udspil.

Mere af det samme

Men noget tyder på, at den høje statsstøtte til erhvervslivet ikke har båret frugt. Danmark har en af de mest generøse erhvervsstøtteordninger i EU, men alligevel er der mange succesvirksomheder, som vælger at forlade landet over tid. Regeringens løsning er mere af det samme.

Fondene har derudover til tider gjort sig uheldigt bemærket. Bl. a.

har Innovationsfonden flere gange handlet i strid med forvaltningsloven ved ikke at opfylde kravet om partshøring i hundredvis af sager.

Den negative spiral

Disse skandalesager belyser, at politikere og embedsmænd sjældent er de bedste til at investere i fremtidens virksomheder.

Men det offentlige spiller nu så stor en rolle, at virksomhedsejere næsten ikke kan undgå at få staten, og dermed politikerne, som medejer.

Derfor lever mange virksomheder på politikernes nåde.

Som jeg tidligere har skrevet her i avisen, er det socialdemokratiske Danmark havnet i en negativ spiral, hvor tårnhøje skatter reducerer private investeringer. Staten forsøger at kompensere med offentlig støtte, der så må finansieres med endnu højere skatter, og sådan går det i ring.

Man nægter at gribe fat om nældens rod – skatten på forskellig slags kapitalindkomst såsom aktier – i stedet vælger regeringen at føre landet endnu dybere ned i den negative spiral med endnu højere aktieskatter.

Det rene gift

En stigning i aktiebeskatningen til 45 pct. er den rene gift i en tid, hvor vækstvirksomheder har en stor tendens til at ville flytte ud af Danmark.

Dét kombineret med en meget høj offentlig støtte, der giver staten uforholdsmæssigt stor magt, har resulteret i en farlig cocktail, som ikke lover godt for dansk økonomi.

Tage et opgør

Den gode nyhed er, at vi ved, hvad der fungerer, hvis vi skal løse problemet med de flygtende virksomheder: Mindre stat og mindre skat på selskaber, kapital og arbejde. Det er vejen frem.

Vi skal ikke straffe folk for at investere, arbejde hårdt og starte virksomhed, men tværtimod tilskynde dem og støtte dem til at bidrage ved at sænke skatten markant.

Med en gevaldigt lavere aktieskat vil de private investeringer stige, og så er der ikke brug for, at skatteyderne skal betale til ineffektive, offentlige fonde, som bestemmes af de politiske modeluner.

Vi må tage et længe ventet opgør med den høje skat og erhvervsstøtte og opprioritere private investeringer, så Danmark igen kan blive et attraktivt sted at drive virksomhed.

For folks egne penge.

De rige kan bare flytte deres investeringer til udlandet, men der bliver skabt færre job og mindre vækst i Danmark.

Alex Vanopslagh
6. august 2021

Der er brug for at vi tager livtag med det ekstreme forsigtighedsprincip, som har plaget Danmark gennem coronakrisen.

Det er lige så sikkert som amen i kirken, at der om få uger – når sæsoneffekten aftager – både vil være bekymrede virologer og kontrolivrige, røde politikere, som vil foreslå at vi skal fortsætte med flere restriktioner, forlænge brugen af coronapas og fortsat have lokale nedlukninger ved smitteudbrud.

Men det holder ikke. Det er nu, vi skal tage den vigtige principielle beslutning, at vi behandler coronavirus for hvad det er: En influenza-lignende sygdom.

Faktum er, at vi kommer til at have coronavirus de næste mange, mange år.

Og ja, også med nye varianter. Sådan er det jo med vira. Men vaccinerne virker, de virker ekstremt godt, og behandlingsmulighederne er gode, skulle uheldet være ude.

Hvis vi træder et skridt tilbage og forestiller os, at vi ingen restriktioner havde nu, og vi så blev ramt af en influenzalignende sygdom, som vi har vacciner og gode behandlinger imod, så var der jo ingen verdens grund til at indføre nogen restriktioner. Overhovedet.
Det siger selv. Nu må den sunde fornuft altså genindfinde sig.

Vi skal videre. Videre fra kontrol, utryghed og frygt mod liv, håb og glæde.