Alex Vanopslagh
22. september 2022
Afspil video

Inflationen hærger, og den socialdemokratiske Alex trykker gratis penge. Men hvad er den liberale Alex så begejstret over?

Alex Vanopslagh
5. september 2022

Lad os passe på fremtiden, siger Mette Frederiksen i det, der ligner parolen for den kommende valgkamp.

Ja, selve fremtiden er åbenbart truet. Eller skal vi passe på den, fordi den er farlig? Kriserne tårner sig i hvert fald op, og Mette Frederiksen lover tryghed.

Men hvad har danskerne fået? For eksempel vanvidskørsel med Grundloven over for minkavlerne uden mærkbare konsekvenser, paniske hjemsendelser, fængslinger og anklager i sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste og nu også det seneste tragikomiske kaos om regeringens varmecheck.

Liberal Alliances vision er ikke Mette Frederiksens altfavnende og forlorne tryghedsstat, men derimod et blomstrende ansvarssamfund, hvor vi ruster os til at gribe fremtidens muligheder og løse fremtidens problemer i stedet for at passe på.

Og vi forlanger ikke din værdighed og retssikkerhed i bytte, men vil derimod styrke din frihed og din mulighed for at tage ansvar.

Lad os fjerne skatten på de første 7.000 kroner, du tjener hver måned. Afskaf topskatten og arveafgiften. Sænk selskabsskatten, aktie-og kapitalskatterne. Det hele er naturligvis finansieret i vores 2035-plan, blandt andet med reformer af tiltrækning af udenlandsk arbejdskraft, efterløn, dagpenge, folkepension, SU og meget andet.

I velfærdspolitikken skal vi også tænke nyt. Lad os indføre frit valg i velfærden fra dag et, uanset om det gælder dagtilbud, skoler, plejehjem eller sygehus. Og slip iværksætteriet og de private løsninger løs.

Det vil give en masse sund konkurrence, hvor borgeren er i centrum. Så kunne vi også undvære en masse af alt det bureaukrati, som forpester velfærden og de ansattes arbejdsglæde.

Ikke mindst skal vi have en regering og et flertal, der har respekt for folkestyret og retsstaten, og som ikke skaber sin egen parallelle virkelighed: Ikke mere Erasmus Montanus-logik om, at med overvågning stiger friheden. Ikke mere nonsens om at »udvise mådehold for at holde priserne i ro og samtidig målrettet hjælpe dem, der har mindst«, når man pumper penge ud i økonomien og konsekvent gennem valgperioden har ramt de fattigste hårdest med skattestigninger. Ikke mere slåen sig selv til ridder af den demokratiske samtale samtidig med, at man sender sine håndlangere i marken for at beskylde kritikere for at være »trumpister«, undgår kritiske interviews og ikke har »behov for at gå yderligere ind i den her diskussion«, når man er presset.

Det er altså to vidt forskellige veje, som danskerne kan vælge for Danmark. Mere tryghed på bekostning af danskernes retssikkerhed, eller mere frihed og ansvar på bekostning af Mette Frederiksens jobsikkerhed.

Danskerne har ikke brug for store mænd eller kvinder, der skal passe på dem. De kriser, der venter Danmark, skal løses med mere frihed, ansvar og myndighed, og ikke mere tryghed, kontrol og afhængighed.

Lad os gribe fremtiden – den er slet ikke så farlig, som Mette Frederiksen gerne vil have dig til at tro.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 25. august 2022)

Alex Vanopslagh
19. august 2022

Det bliver en valgkamp, der splitter danskerne. Men splittelsen er allerede et faktum. 

Alle ved, at der snart kommer valg, men kun Mette Frederiksen ved hvornår. Og imens kan vi bruge tiden på at spå om valgets temaer. Jeg håber og tror, at valget vil komme til at handle om de voksende problemer i danskernes hverdag, som Mette Frederiksen og hendes flertal er ideologisk ude af stand til at løse.

Vores ferie fra verdenshistorien, der har varet i hele mit liv, er nu forbi. Det samme er dermed den tid, hvor man kunne få i både pose og sæk, og hvor det ikke gik så galt igen, selv hvis man havde en halvdårlig regering.

Men i en tid, hvor danskernes privatøkonomi igen oplever et pres, de ikke har kendt længe, kan vi ikke længere klare os med en halvdårlig regering.

I årevis, med det første corona-halvår som undtagelse, har mangel på arbejdskraft været en møllesten om halsen på dansk økonomi, og alligevel har regeringen og det røde flertal stort set intet foretaget sig.

De mørke skyer med varemangel, inflation og særligt stigende energipriser var allerede begyndt at trække op over danskernes privatøkonomi i mange måder før Putins overfald på Ukraine, og alligevel har regeringen og det røde flertal stort set intet foretaget sig.

Vi har en regering og et flertal, der har placeret sig selv i en ideologisk spændetrøje, der gør det fuldstændig umuligt for dem at tage ansvarlige beslutninger for Danmarks fremtid. Til gengæld har de hævet skatterne over 40 gange og gjort det dyrere og mere bøvlet for danskere og danske virksomheder at gøre Danmark rigere.

Vi vil gerne tilbyde danskerne at gå den modsatte vej – sænke skatterne i stedet for at hæve dem, gøre det nemmere og mindre bøvlet at skabe vækst og arbejdspladser i stedet for at spænde ben for det, og forbedre mulighederne for at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Sørge for, at de fleste danskere oplever, at deres privatøkonomi næste år bliver bedre og ikke værre.

Og det hele er selvfølgelig fuldt finansieret i vores 2035-plan, sådan som ansvarlige partier sørger for. Dertil kommer klimapolitikken, hvor grønne ambitioner sagtens kan gå hånd i hånd med blå ambitioner, så Danmark både bliver grønnere, friere og rigere, imens det forholder sig langt sværere med at være grøn og rød på samme tid.

Udfordringerne tårner sig også op i velfærdssektorerne. Else-sagen, grædende børn uden opsyn i børnehaver og vuggestuer, voksende ventelister på behandlinger – også her har danskerne hverdagsproblemer, som de røde vil løse med flere penge og flere forbud mod private tilbud.

Noget af den bedste medicin – mere frit valg for borgerne og mere konkurrence mellem velfærdstilbud – er en pille, som det røde flertal nægter at sluge. Men det er vi heldigvis andre, der gerne vil. Det er trods alt borgerne, velfærden er til for.

Vi vil sikre borgerne frit valg fra dag 1, uanset om det gælder dagtilbud, skoler, plejehjem eller sygehus. Så hvis borgerne er tilfredse, kan de blive, og hvis de er utilfredse, kan de gå. Og hvis nok borgere er utilfredse, kan velfærdstilbuddene gå konkurs. Sådan skal det være. Alternativet er jo, at de dårlige velfærdstilbud bliver ved med at bestå. Så kunne vi også undvære en masse af alt det bureaukrati, som forpester velfærden og de ansattes arbejdsglæde.

Vi vil også slippe iværksætteriet løs i velfærden, så ildsjæle med gode idéer har bedre muligheder for at udfolde dem i stedet for at lide skibbrud på bureaukratiets rev. Økonomi og velfærd. To gammeldags emner, som lige pludselig ikke er så gammeldags endda. Jeg tror, at danskerne vil belønne de partier, der tager deres voksende hverdagsproblemer alvorligt, og som har løsninger at tilbyde dem.

I Liberal Alliance tror vi på, at vælgerne vil belønne en modig og ambitiøs vision om et Danmark, der er stærkere og rigere, og som slipperne danskernes kræfter og næstekærlighed fri.

Men vi kan jo ikke vide det, men det er det, vi satser på. Og det er det, som valget burde handle om. Og det skal det nok også komme til. Men et andet emne vil trænge sig på. Nemlig om folkestyret er tjent med Mette Frederiksen som statsminister.

Affødt, naturligvis, af minkskandalen, som for altid vil være et dystert monument over Mette Frederiksens politiske karriere. Og som støttepartierne nu har del i på grund af deres svaghed og manglende lyst til at undersøge, om Mette Frederiksen og hendes ministre kan drages juridisk til ansvar.

Minkskandalen var den værste, men langt fra det eneste eksempel på Mette Frederiksens forhold til magten. Vi må ikke glemme de utallige paniske og pludselige corona-beslutninger, Lars Findsen/Claus Hjort-sagen, og den konsekvente og uhørt store lukkethed, som regeringen har forvaltet magten med.

Vil vi finde os i alt det? Skal vi kalde det magtfuldkommenhed, eller skal vi kalde det handlekraft?

Den slags plejer ikke at være et tema til et valg. Vi plejer at kunne forvente, at der bliver passet nogenlunde på vores folkestyre uanset vinderen. Den luksus har vi ikke længere. Men tingene fungerer jo selvfølgelig ikke sådan, at vi går i seng en aften i et folkestyre og står op næste morgen i en diktatur.

Forfaldet sker stille og roligt, skridt for skridt. Når vi slår ring om vores egne for enhver pris, selv når de går over grænsen. Når vi lyver og fordrejer for at FÅ ret, når vi godt ved, at vi ikke HAR ret. Når vi går mere op i at jorde modstanderne og vinde magten end i, hvad meningen er med, at folket skal betro os magten.

I sidste valgperiode gjorde vi borgerlige os skyldige i noget lignende, om end langt mindre alvorligt. Men vi har erkendt svigtet og taget konsekvensen.

Det nægter Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten at gøre – og vi ved endnu ikke, hvad vi skal stille op med Det Radikale Venstres valgtrussel.

Næste valg er derfor desværre ikke bare et valg mellem blå og rød, mellem borgerlig og venstreorienteret politik, men mellem folkestyre, hvor vi politikere har respekt for borgerne og for magtens ansvar, og cæsarisme, hvor den populære og handlekraftige leders magt står over lov og ret.

Det bliver ikke et normalt valg. Men det bliver et valg, hvor vi skal afgøre, om fremtidens valg igen kan få lov at blive normale – eller om vi skal acceptere, at folkestyret aldrig bliver det samme igen.

Det bliver en valgkamp, der splitter danskerne. Men splittelsen er allerede et faktum. Vælger vi en anden vej end den nuværende, har vi en chance for at gå en anden vej, hvor vi samler mere, end vi splitter. Men det kommer ikke til at ske, hvis Mette Frederiksen fortsætter som statsminister.

Jeg vil ikke benægte, at det kan fremstå en anelse broget med det blå alternativ til Mette Frederiksen, men vi har alle sammen en fælles mærkesag om, at de sidste tre års måde at drive landet på aldrig igen skal gentage sig. Og derudover skal vi nok finde hinanden i spørgsmål om økonomi, skat, arbejdskraft, velfærd og meget andet. Det bliver måske ikke så ambitiøst, som hvis Liberal Alliance havde 90 mandater, men vi tager alle de forbedringer, vi kan få.

Samlet set tror jeg altså, at valget på den ene side vil handle om nogle meget jordnære ting, hvor hver side af Folketinget har klart forskellige idéer, og så en mere grundlæggende diskussion om folkestyret og Mette Frederiksens brug af magten.

Jeg fremstiller selvfølgelig det hele på en måde, der favoriserer mine holdninger. Men omkring halvdelen af befolkningen vil jo mene det modsatte. Og det er præcis derfor, jeg tror, det bliver valgets store temaer: Fordi det er områder, hvor vi blå og røde partier i Folketinget tilbyder danskerne hver vores vej.

Og snart er det op til danskerne at vælge vejen.

(Udgivet i Berlingske d. 12. August 2022)

Alex Vanopslagh
19. august 2022

De høje energipriser har fået de røde partier til at udbetale en varmecheck til visse dele af befolkningen. Men vi politikere bør ikke sende checks afsted til et håndplukket vælgersegment, mens alle andre bliver efterladt på perronen.

I denne uge har vi endnu engang fået bekræftet, at Socialdemokratiet med opbakning fra de røde partier bruger statskassen til at føre gavebodspolitik til gavn for egne vælgere.

Med et folketingsvalg på trapperne har rød blok nemlig taget 2 mia. kr. fra statskassen for at uddele en varmecheck på 6000 kr. til visse vælgere på grund af de galopperende energipriser – og de har endda gjort det i den periode af året, hvor udgifterne til varme er lavest, da vores radiatorer jo ikke ligefrem arbejder på højtryk i 30 graders sommervarme.

Men varmechecken er også en lappeløsning, da de høje priser i første omgang blandt andet skyldes vores høje skatte- og afgiftsniveau.

Danmark er nemlig det land i EU, som har det højeste prisniveau på energi, hvilket blandt andet skyldes vores skatte- og afgiftssystem, og vi er ligeledes det land i EU, der har de højeste elpriser for forbrugere.

Vi befinder os altså i den tragikomiske situation, at staten pålægger danskerne at betale så meget i skat, at staten nu også er nødt til at sende penge tilbage til (nogle af) borgerne, for at de kan betale skatten.

Og som om det ikke er slemt nok i sig selv, har de røde partier finansieret varmechecken ved at kringle budgetloven og optage statslig gæld, så regningen for gaveregnen bliver sendt videre til de kommende generationer.

Hvis venstrefløjen ville give danskerne en håndsrækning, burde de sænke skattetrykket for alle borgere, så det ikke kun er et nøje udvalgt vælgersegment, der bliver hjulpet.

For statskassen skal ikke udnyttes som gavebod til at tilgodese håndplukkede befolkningsgrupper, der kan få glæde af engangsbeløb på statens regning, mens alle andre bliver efterladt tilbage.

(Debatindlæg udgivet på Børsen d. 17. August 2022)

Alex Vanopslagh
1. august 2022

De røde partier har vedtaget en aftale om at hæve kontanthjælpen, så det i endnu ringere grad kan betale sig at være en af dem, der yder en indsats.

I ly af minkskandalen og den nationale Tour de France-feber har Danmark netop fået en ny kontanthjælpsreform – og det er dårligt nyt, hvis du går op i ansvarlig økonomisk politik.

De røde partier har nemlig vedtaget en aftale om at hæve kontanthjælpen, så det i endnu ringere grad kan betale sig at være en af dem, der yder en indsats.

Da jeg læste om den nye kontanthjælpsreform, kom jeg til at tænke tilbage på en lignende debat i 2011, hvor Liberal Alliances Joachim B. Olsen var kommet i uføre ved at påpege, at man altså ikke var fattig som kontanthjælpsmodtager.

Det fik naturligvis de røde partier til at gå på barrikaderne med en harmdirrende kritik af Joachim B. Olsen, men da fakta kom på bordet og man fik at se, hvor meget en kontanthjælpsmodtager egentlig fik udbetalt, fik piben hurtigt en anden lyd – og selv Özlem Cekic fra SF måtte krybe til korset og anerkende, at der reelt ikke var tale om fattigdom.

Man kunne selvfølgelig håbe, at det ville føre til en vis selvransagelse hos de røde partier, men hvis man kaster et blik på indholdet af den nye kontanthjælpsreform, lader det nu ikke til at være tilfældet.

For med den nye aftale får en enlig kontanthjælpsmodtager med to børn nemlig 21.300 kr. om måneden for at være på offentlig forsørgelse efter skat og udgifter til daginstitution. Er det virkelig retfærdigt over for alle dem, der arbejder og betaler deres skat? Til sammenligning kan en enlig mor til to i fuldtidsbeskæftigelse få 24.000 kr. udbetalt om måneden efter skat. Det betyder altså, at “gevinsten” for at gå fra kontanthjælp til fuldtidsjob svarer til en timeløn på sølle 18 kr. (og nej, der mangler ikke et nul i dét tal!).

Det bekymrer mig, for i Danmark skal det kunne betale sig at arbejde, og hvis der ikke er nogen til først at så marken, er der heller ikke noget at høste. Men udover at være uretfærdig over for alle, der bidrager, er der også noget andet ved aftalen, som bekymrer mig.

For vi bliver nødt til at huske på, at kontanthjælpsmodtagere ikke er syge, men blot midlertidigt lever på offentlig forsørgelse, mens de venter på at finde et arbejde.

Men når venstrefløjen fører gavebodspolitik i håb om at tiltrække vælgere, er der færre penge tilbage til dem, som rent faktisk har brug for en hjælpende hånd fra det offentlige.

Derfor er det ikke retfærdigt, at man får det samme udbetalt i kontanthjælp som i job. For i Danmark skal det kunne betale sig at arbejde, og i Danmark skal der også være penge til dem, der rent faktisk ikke kan klare sig selv.

I Danmark skal det kunne betale sig at arbejde, og i Danmark skal der også være penge til dem, der rent faktisk ikke kan klare sig selv.

(Debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 11. juli 2022)

Alex Vanopslagh
30. juni 2022

I denne valgperiode har det røde flertal formået ikke blot at gøre danskerne fattigere, men endda at gøre det på en måde, der tilmed øger uligheden. De danskere med de laveste indkomster er dem, som den røde politik har ramt allerhårdest.

Når røde politikere bliver konfronteret med dette faktum, lyder svaret, at det jo bare er tobaksafgifterne, der gør det – og dét er jo i et højere formåls tjeneste.

Pia Olsen Dyhr (SF) kom for skade at udtrykke det klart og tydeligt i ” Debatten” på DR2 i sidste uge: ” Jamen, skal de fattige bare have lov til at være usunde?” Big Mother is watching you. Sikke et menneskesyn.

Men hvad forestiller Pia Olsen Dyhr sig egentlig? At samfundets mest udsatte borgere kvitter smøgerne, hopper i et par løbetights, får sig et arbejde og lever et liv med overskud og sunde vaner, fordi socialisterne svinger en økonomisk pisk over dem? Det er jo mageløst.

Og så er der den lillebitte hage ved det, at det ikke er sandt. For det første fordi Finansministeriets tal viser, at de fattigste er blevet fattigere, selv hvis man ser bort fra de højere tobaksafgifter. For der er også mere end 40 andre skatter, der har fået et nøk opad de seneste tre år.

For det andet fordi de røde kun har hævet tobaksafgifterne så meget, at man vrider flest mulige penge ud af rygerne, uden at så mange stopper.

Hvis man for alvor – Gud forbyde det – ville genere rygerne, bankede man prisen på en cigaretpakke op på omkring 100 kr., men så ville statskassen faktisk tabe penge, næsten 5 mia. kr. om året, som så skulle findes i lavere offentlige udgifter eller, hvis man kender de røde ret, højere skatter.

Gør det mon de rødes nedladende Big Mother-argumenter mere eller mindre usympatiske, at de tilmed ikke er ærlige? Det er godt, vi snart skal til valg – så vi kan få et nyt flertal, der ikke fører så asocial en politik.

I Liberal Alliance vil vi kæmpe benhårdt for at sænke skatter i stedet for at hæve dem, skabe flere muligheder i stedet for mere afhængighed og belønne alt det, som vi ved, at danskerne bliver rigere af: frihed, ansvar og godt gammeldags hårdt arbejde.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 29. juni 2022)

Både Nationalbanken, Danmarks økonomiske overvismand og en opmarch af uvildige eksperter har i den seneste tid ringet med alarmklokkerne over regeringens økonomiske politik. Men når finansminister Nicolai Wammen konfronteres med kritikken, bedyrer han blot, at han har »styr på butikken«. Faktum er imidlertid, at Wammens butik står i inflationær brand, og at han netop nu forsøger at slukke branden ved at hælde mere benzin på flammerne. Men hvis Danmark skal kunne håndtere inflationen, har vi brug for at sænke det offentlige forbrug og gennemføre arbejdsudbudsreformer, som letter lønpresset på det danske arbejdsmarked.

Det er efterhånden blevet lige så sikkert som amen i kirken, at Danmarks økonomiske eksperter taler for døve øren, når de skal rådgive vores socialdemokratiske regering om at føre ansvarlig politik. For nylig bebudede regeringen eksempelvis, at man for at afhjælpe inflationsstigningen vil gældsætte fremtidige generationer, så man kunne forære et skattefrit engangsbeløb på 5.000 kroner til de pensionister, der modtager ældrecheck.

Men som nationalbankdirektør Signe Krogstrup for nylig påpegede i en kommentar i Berlingske, vil kompensationsordninger, som ikke modsvares af offentlige besparelser eller højere skatter, »forstærke presset på økonomien og dermed skubbe yderligere til lønstigninger og inflation«. Og Nationalbankens kritik er ikke blot en enlig svale. Da regeringen for nylig præsenterede sin såkaldte »varmecheck«, hvor man ville udbetale 6.000 kroner til udvalgte husstande, blev det også kritiseret for at forværre inflationen af den økonomiske overvismand, Carl-Johan Dalgaard.

Men regeringen forværrer ikke alene det inflationsproblem, man forsøger at afhjælpe.

Regningen for den uansvarlige politik bliver også sendt videre til de fremtidige generationer, for regeringen har ikke formået at finde finansiering til gavebodspolitikken.

Derfor har socialdemokraterne forsøgt at kringle budgetloven gennem en bestemmelse, som muliggør, at man fraviger kravet om balance – selvom denne bestemmelse kun skal tages i anvendelse under ekstraordinære situationer.

Som professor i økonomi og tidligere overvismand Michael Svarer slår fast, er der tale om en tvivlsom vurdering af ånden i budgetloven. Men ikke særligt overraskende er de uvildige eksperters kritik ikke blevet mødt med andet end nonchalante skuldertræk fra Socialdemokratiets top.

Regeringens økonomiske politik er nemlig som taget ud af et afsnit af »Luksusfælden«, hvor deltageren – i stedet for at få orden på sin økonomi – bliver ved med at udskyde sine problemer ved at optage nye kviklån for at kunne betale af på sin gamle gæld.

Men regeringens økonomiske politik forværrer ikke kun inflationen og gældsætter de fremtidige generationer. Den førte politik modarbejder ironisk nok faktisk også Socialdemokratiets egne valgløfter.

Nye tal fra Finansministeriet viser nemlig, at danskerne er blevet både fattigere og mere ulige af regeringens økonomiske politik. Hvis man inddeler danskerne i ti indkomstgrupper fra dem med laveste indkomster til dem med højest, er der kun én indkomstgruppe, der har oplevet fremgang.

Det er dem med de næsthøjeste indkomster, og denne fremgang er endda kun på 0,03 procent, mens alle andre befolkningsgrupper er blevet fattigere. Og hvem har mon oplevet den største tilbagegang? Dem med de laveste indtægter.

Hertil kommer, at uligheden også er steget, fordi regeringen har indført mere end 40 forskellige skattestigninger, der gennemsnitligt har ramt de laveste indtægtsgrupper hårdest – selvom Nicolai Wammen ellers havde afgivet valgløfte om, at 95 procent af den danske befolkning ikke ville opleve skattestigninger overhovedet.

Og som prikken over i’et i hele denne misere er det værd at bemærke, at udviklingen er sket samtidig med, at vi har haft højkonjunktur. Det er i sandhed mageløst, at regeringens politik kan fejle på så mange parametre.

Ikke siden Anker Jørgensens fadæser i 1970erne har vi haft en regering med et så lemfældigt og uansvarligt forhold til økonomi. De offentlige finanser er for nuværende stadig relativt sunde, blandt andet fordi den tidligere regering under Lars Løkke førte en ansvarlig politik. Men hvis regeringen ikke snart skifter kurs i den økonomiske politik, kan det få store konsekvenser for Danmark. Vi risikerer at ende i samme situation som under Socialdemokratiets kuldsejlede eksperimenter i 1970erne, hvor den økonomiske politik fik Anker Jørgensens egen finansminister til at advare om, at landets økonomi havde retning mod afgrunden.

Så kære Mette Frederiksen og Nicolai Wammen: Lyt nu til de uafhængige eksperter.

Ellers ender den røde leg med benzin med, at de blå brandmænd igen må rykke ud og få styr på økonomien. Præcis som vi plejer i dansk politik.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 27. maj 2022)

Alex Vanopslagh
18. maj 2022

Regeringens politik har gjort næsten alle danskere fattigere. Det burde bekymre en rød regering, men det gør det åbenbart ikke.