Liberal Alliances nye folketingsgruppe har fordelt ordførerskaber.

Støvet fra valgkampen har efterhånden lagt sig, og med Liberal Alliances fremgang fra 3 til 14 mandater har partiets nye gruppe nu fordelt ordførerskaber. Folketingsgruppens fordeling af ordførerskaber ser ud som følger:

  • Alex Vanopslagh: Politisk ordfører
  • Henrik Dahl: Udenrigsordfører
  • Ole Birk Olesen: Finansordfører og miljøordfører
  • Sólbjørg Jakobsen: Beskæftigelsesordfører, ligestillingsordfører og Færøerneordfører
  • Carsten Bach: Forsvarsordfører, fødevareordfører og Grønlandsordfører
  • Jens Meilvang: Transportordfører og ordfører for landdistrikter- og øer.
  • Louise Brown: Sundheds- og epidemiordfører
  • Helena Artmann Andresen: Børne- og undervisningsordfører samt boligordfører
  • Katrine Daugaard: Socialordfører samt kirke- og kulturordfører.
  • Lars-Christian Brask: Erhvervsordfører og indenrigsordfører
  • Sandra Elisabeth Skalvig: Uddannelses- og forskningsordfører samt indfødsretsordfører
  • Steffen Frølund: Skatteordfører og klimaordfører
  • Steffen Larsen: Retsordfører samt udlændinge- og integrationsordfører
  • Alexander Ryle: EU-ordfører, IT-ordfører samt ordfører for § 71

Partiformand Alex Vanopslagh udtaler i den forbindelse: ”Vælgerne har givet Liberal Alliance et rigtig godt valg, og vi har fået mange profiler ind i folketingsgruppen med et stort potentiale. Jeg glæder mig meget til at følge den nye gruppe og se dem udmærke sig på deres nye ordførerposter”.

Alex Vanopslagh
19. oktober 2022

Vi har taget de gode tider for givet i Danmark. Det har vi ikke længere råd til at gøre.

Tiden kalder på liberale løsninger.
Tiden kalder på Liberal Alliance.

Afspil video
Alex Vanopslagh
13. oktober 2022

Nogen må sige sandheden: Det bliver en hård vinter, og det kan vi politikere ikke forhindre. En ansvarlig økonomisk politik handler ikke om at forhindre, at inflationen gør ondt, men at forhindre, at det gør ondt i lang tid

Den amerikanske økonom Thomas Sowell sagde, at “hvis du vil hjælpe folk, fortæller du dem sandheden. Hvis du vil hjælpe dig selv, fortæller du dem det, de gerne vil høre”.

Inflationen æder af danskernes budgetter, og vi går en hård vinter i møde. Men sandheden om dansk økonomi er, at det ikke udelukkende er hverken erhvervslivets såkaldt “overnormale” profitter eller Putins invasion af Ukraine, der står fadder til inflationskrisen.

Inflationen skyldes både det udbudschok, der er affødt af energikrisen. Men det skyldes så sandelig også centralbankernes lempelige pengepolitik og politikernes for lempelige finanspolitik under coronakrisen. Men selvom inflationen i høj grad er skabt af centralbanker og politikere, så bliver det danskerne, som de er flest, der betaler prisen. Og der er ingen vej udenom. For hvis vi ikke er villige til at skabe en opbremsning i økonomien, vil inflationen fortsætte med at rasere.

Foder til inflationen

Det er den skinbarlige sandhed. Desværre er alt for mange af mine kolleger optaget af, hvordan vi kan garantere hjælpepakker til både pensionister, de små erhvervsdrivende, de studerende, de arbejdsløse, børnefamilierne og dem med gasfyr – og valgkampen er ikke engang tæt på at være slut.

Det er at have fokus det helt forkerte sted. Vi bør i stedet fokusere på, hvordan vi kan medvirke til, at inflationen varer så kort tid som muligt – og så ellers lade markedsmekanismer virke.

Pengepolitikken har vi overladt til den europæiske centralbank, og vi må bare bede til guderne om, at de ikke tøver med at hæve renterne yderligere for at bekæmpe inflationen. Herhjemme kan vi dog også selv bidrage, men det bliver ikke på venstrefløjens vagt, at vi får økonomisk ansvarlighed. For under Mette Frederiksens regeringstid har man de seneste tre år sendt nationaløkonomien ud på et socialdemokratisk sidespor.

Man har brugt statskassen som gavebod til at dele rundhåndet ud af checks til udvalgte vælgersegmenter – selvom både Nationalbanken og vismændene i Det Økonomiske Råd advarede mod, at gavebodspolitikken blot puster yderligere til inflationens flammer.

Med mere end 40 skattestigninger har man gjort 9/10 indkomstgrupper fattigere, og med højere afgifter har man øget uligheden, fordi det stigende skattetryk går værst udover de fattigste. Det er nødvendigt, at vi får økonomien tilbage fra det socialdemokratiske sidespor.

Ingen snuptagsløsninger kan få os smertefrit igennem inflationskrisen, men vi kan tage nogle skridt i den rigtige retning ved at føre en ansvarlig og langsigtet økonomisk politik.

Spænd statens livrem ind

En vej ud af moradset er at gennemføre en opbremsning i det offentlige forbrug, slanke den offentlige sektor og lave de nødvendige skatte- og arbejdsmarkedsreformer, der ruster Danmark til fremtiden.

For det første bør vi følge Nationalbankens anbefaling om, at finanspolitikken strammes med ca. 1 pct. af bnp ud af den økonomiske aktivitet. Det er økonomsprog for enten at hæve skatterne med ca. 25 mia. eller at skære 25 mia. i de offentlige udgifter. Jeg mener selvfølgelig, at det bør være staten, der spænder livremmen ind, så danskerne slipper for flere skattestigninger.

For det andet kan vi afhjælpe lønpresset på det danske arbejdsmarked ved at lave reformer, der øger arbejdsudbuddet. Udfas efterlønnen, afskaf Arne-pensionen, lav en SU-reform og halvér dagpengeperioden, og vi vil øge arbejdsudbuddet med 50.600 fuldtidspersoner.

Og det for det tredje kan vi lave fuldt ud finansierede skattelettelser, så vi hjælper danskerne med at betale regningerne.

Når valgresultatet inden længe tikker ind, og der forhåbentlig har indfundet sig et nyt flertal i Folketinget med en borgerlig regering, vil det være en bunden opgave at kigge på løsninger som disse.

Og i alt hvad vi gør, er der to ting, vi skal have for øje, når vi fører økonomisk politik: Dæmper det inflationen? Og bliver vi glade for det her på den lange bane?

Mon ikke vi om ti år eksempelvis vil være mere glade for at have gjort de første 7000 kr. skattefrie for alle i arbejde end at have sat elselskaberne til at udbyde kviklån for at dække elregninger?

Mon ikke vi om ti år vil være mere glade for at have fjernet afgifter, der gør danskernes hverdag dyrere, end for at vi i 2022 fik tildelt en fejlslagen varmecheck til Socialdemokratiets kernevælgere, borgmestre uden gasfyr eller diverse kollegier?

Det er spørgsmål som disse, du bør stille dig selv, når du inden længe står nede i stemmeboksen og tænker på, hvem der bedst vil kunne føre os gennem den økonomiske krise.

Og hvis du kommer frem til, at dit kryds skal gå til Liberal Alliance? Ja, så vil vi arbejde solen sort for de langsigtede løsninger, der får inflationen på ret køl samt sikrer vækst, velstand og frihed.

(Debatindlæg udgivet d. 13. oktober i Børsen)

Peter Loft
12. oktober 2022

Debatten i kølvandet på det konservative skatteudspil viser, at det efter regeringens opfattelse ikke er muligt at spare så meget som en krone på de offentlige udgifter. Tværtimod skorter det ikke på idéer til nye, udgiftskrævende initiativer fra den venstre side af Folketingssalen.

Hvis vi hertil lægger, at der er en række velfærdsområder, som trods meget store bevillinger ikke fungerer, som vi ønsker, vil også dette forhold medvirke til at drive de offentlige udgifter i vejret.

Endelig ligger der en del kendte, men endnu ikke løste udfordringer i horisonten – den grønne omstilling, den stigende aldring i befolkningen eller generelt stigende krav til de offentlige ydelser, blot for at nævne et par stykker – som også vil skulle finde finansiering.

Står det til venstrefløjen, skal alle disse stigende udgifter finansieres ved hjælp af nye eller forhøjede skatter. Skal alle problemer afhjælpes via øgede udgifter, er der ingen anden vej.

Heroverfor står et skattesystem, som allerede er på kanten af et sammenbrud. Skatterne begrænser den personlige frihed. Desuden medvirker vores skattesystem til at reducere både arbejdsudbud, idérigdom og adgangen til risikovillig kapital. Vi skal heller ikke regne med arbejdskraft udefra, fordi Danmark næppe forekommer specielt attraktiv for en tilflytter, når denne ser størrelsen af de skatter, der skal betales for ydelser, den pågældende næppe nogensinde får del i.

Skattesystem på sammenbruddets rand
Ingen er længere i stand til at beregne deres egne skatter. Virksomheder bruger astronomiske beløb på at gardere sig mod mere eller mindre uforklarlige, men altid dyre og langvarige skattesager.

Det tager omkring fire til fem år at få en klage behandlet i ankesystemet, og går sagen til domstolene, forlænges tidshorisonten med adskillige år. Skattemyndighederne slås selv med at administrere deres egne regler – trods rundhåndede merbevillinger.

At vi er endt med et skattesystem på sammenbruddets rand, skyldes flere forhold.

For det første, at alle problemer kun kan klares ved hjælp af flere penge. Penge, som skal hentes via skatterne. Ingen undersøger, om de mange penge, der allerede bruges, kan anvendes klogere og bedre. Det offentlige har monopol på at levere stort set alle velfærdsydelser – uden konkurrence og valgmulighed. Ikke noget under, hvis det sjældent fører til den bedste, billigste og mest effektive løsning.

For det andet er vores skattesystem – trods de store byrder, det skal løfte – særdeles uhensigtsmæssigt indrettet. Skattereglerne afspejler ønsker om at regulere alle tænkelige forhold – klima, sociale forhold, beskæftigelsesmæssige, sundhedsmæssige og en række andre forhold, som strengt taget intet har med finansiering af de offentlige udgifter at gøre.

I stedet for at forsøge at lave stringente, forståelige og effektive skatteregler er vores regler bygget op om ofte finurlige og, i bedste fald, omtvistede retfærdighedsbetragtninger. Resultatet er dybt uhensigtsmæssige regler, som begrænser de indkomster, som skatterne skal betales af.

Hvis det offentlige fortsat skal løfte de byrder, som vi forventer, kræver det, at vi er langt mere omhyggelige med, hvordan vi bruger pengene, og at vi ændrer skatterne i en retning, så de ikke begrænser, men understøtter vækst, initiativ og risikovillighed.

Reaktionen på de planer for et bedre skattesystem, som både Liberal Alliance og De Konservative har lagt frem, er ikke opløftende.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 12. oktober)

Steffen Larsen
23. september 2022

Hvad er større i livet end at skabe noget?

Livet som iværksætter er benhårdt. Men samtidig er det også noget af det mest meningsfulde, man kan foretage sig. Det mærkede jeg selv, da jeg som uddannet el-installatør midt under Finanskrisen tog springet ud i at drive selvstændig virksomhed ved at købe en brugt installationsbil og begynde at ringe potentielle kunder op.

Der var tider, hvor jeg var tæt på at gå ned med stress. Men der var også tider, hvor jeg mærkede suset og glæden af at skabe noget helt konkret fra bunden, og da jeg efter lang tids slid og slæb kunne ansætte min første medarbejdere, indfandt stoltheden sig, og jeg vidste, at jeg havde truffet den rette beslutning, da jeg blev selvstændig.

Iværksætteri er vigtigt, fordi det skaber arbejdspladser, innovation og velstand, som kommer hele samfundet til gode. Og fordi, det netop skaber en opbyggelig følelse af udvikling. Problemet er bare, at Danmarks høje skattetryk og tiltagende mængde unødvendig regulering hænger som en møllesten om halsen på landets iværksættere. Det afspejler sig i tallene.

I første halvdel af 2022 havde 19 pct. færre iværksættere mod på at starte egen virksomhed i forhold til samme periode sidste år, og på landsplan er antallet af nye enkeltmandsvirksomheder faldet med hele 16 pct., hvilket har ført os til det laveste niveau i fem år.

Og det er egentlig ikke så mærkeligt, for med en selskabsskat på 22 pct., en kapitalbeskatning på op til 42 pct. og en topskat på 56 pct. kan det dårligt betale sig at være én af dem, der yder en ekstra indsats her til lands.

Hvis man er i tvivl om dét, kan man bare kaste et blik på, hvor få der har lyst til at blive boende i Danmark og give den en skalle til gavn for hele samfundet. Danmark ligger under det europæiske gennemsnit, når det kommer til at skabe højvækstvirksomheder.

Lavere skatter og mindre bureaukrati er naturligvis de to primære løsninger, der kan slippe danskernes virkelyst fri

Og ud af de 10 største danske virksomheder startet efter år 2000 har hele 8 af dem valgt at forlade Danmark ved enten at blive børsnoteret i udlandet eller ved at blive opkøbt af udenlandske investorer og flytte virksomhedens hovedsæde til udlandet.

Hertil kommer, at ud af de 16 danske virksomheder med en værdi over 1 mia. kr., der er startet i samme periode, har kun 3 valgt at blive børsnoteret i Danmark.

Det er et kæmpe problem, hvis vi fortsat vil være et velstående samfund. Derfor bliver vi nødt til at slippe iværksætterne løs fra den spændetrøje af brandbeskatning og overregulering, som staten lige nu holder dem fanget i.

For når virkelystne ildsjæle efter mange års hårdt arbejde med lav løn og ringe jobsikkerhed omsider får stablet en rentabel forretning på benene, skal de kunne høste frugterne af deres hårde arbejde. Det er ikke bare et spørgsmål om sund fornuft, men også om anstændig moral.

Bureaukratiet er bevidst benspænd
Men skattetrykket er ikke den eneste bremseklods på vejen til et samfund, hvor flere skaber noget. Den offentlige sektor opstiller også en lang række bureaukratiske benspænd for iværksættere. Som selvstændig i håndværksbranchen har jeg selv mærket en lang række af disse forhindringer.

Det gælder f.eks., når man som lille selvstændig forsøger at sætte sig ind i regnskabs- og skatteregler og ikke kan få et klart og effektivt svar, når man henvender sig til SKAT, og det tidsforbrug, som f.eks. Danmarks Statistik og Erhvervsstyrelsen pålægger virksomheder i form af en lang række dataindsamlingskrav, samt affaldsgebyrer fra kommunen, selvom den virksomhed, man har stiftet, måske slet ikke producerer erhvervsaffald.

Lavere skatter og mindre bureaukrati er naturligvis de to primære løsninger, der kan slippe danskernes virkelyst fri. Dertil kommer et tredje spor, nemlig at lukke op for øget konkurrence på de områder, som den offentlige sektor sidder tungt på i dag. Det drejer sig blandt andet om kollektiv transport, børnepasning, ældrepleje og sundhed.

Disse markeder er i dag relativt lukket land for iværksættere. Faktisk forsøgte venstrefløjen at gøre det helt umuligt at tjene penge som privat børnepasser gennem forbud mod at udtage profit fra private pasningsordninger. Loven blev justeret i sidste øjeblik pga. en enorm modstand fra forældre landet over, der var tilfredse med deres private pasningsordninger.

Faktum er dog stadig, at det er kompliceret eksempelvis at åbne en privat børnehave, da kommunerne har en lang række detaljerede krav til, hvilke præmisser man må åbne et pasningstilbud på. Krav, der handler mere om at spænde ben end at sikre en god service.

Sænk skatter og afgifter og fjern de bureaukratiske benspænd, så flere danskere kan slippe deres kræfter fri og starte deres egen virksomhed! For borgere, der er frie til at skabe noget, er til gavn for dem selv, deres familie, deres nabolag og faktisk også resten af Danmark.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 22. september 2022)

Alex Vanopslagh
22. september 2022
Afspil video

Alex og Alex er ikke helt enige om det realistiske i, at det offentlige kan spare så meget som en bøjet femøre.

Alex Vanopslagh
22. september 2022
Afspil video

Inflationen hærger, og den socialdemokratiske Alex trykker gratis penge. Men hvad er den liberale Alex så begejstret over?

Alex Vanopslagh
5. september 2022

Lad os passe på fremtiden, siger Mette Frederiksen i det, der ligner parolen for den kommende valgkamp.

Ja, selve fremtiden er åbenbart truet. Eller skal vi passe på den, fordi den er farlig? Kriserne tårner sig i hvert fald op, og Mette Frederiksen lover tryghed.

Men hvad har danskerne fået? For eksempel vanvidskørsel med Grundloven over for minkavlerne uden mærkbare konsekvenser, paniske hjemsendelser, fængslinger og anklager i sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste og nu også det seneste tragikomiske kaos om regeringens varmecheck.

Liberal Alliances vision er ikke Mette Frederiksens altfavnende og forlorne tryghedsstat, men derimod et blomstrende ansvarssamfund, hvor vi ruster os til at gribe fremtidens muligheder og løse fremtidens problemer i stedet for at passe på.

Og vi forlanger ikke din værdighed og retssikkerhed i bytte, men vil derimod styrke din frihed og din mulighed for at tage ansvar.

Lad os fjerne skatten på de første 7.000 kroner, du tjener hver måned. Afskaf topskatten og arveafgiften. Sænk selskabsskatten, aktie-og kapitalskatterne. Det hele er naturligvis finansieret i vores 2035-plan, blandt andet med reformer af tiltrækning af udenlandsk arbejdskraft, efterløn, dagpenge, folkepension, SU og meget andet.

I velfærdspolitikken skal vi også tænke nyt. Lad os indføre frit valg i velfærden fra dag et, uanset om det gælder dagtilbud, skoler, plejehjem eller sygehus. Og slip iværksætteriet og de private løsninger løs.

Det vil give en masse sund konkurrence, hvor borgeren er i centrum. Så kunne vi også undvære en masse af alt det bureaukrati, som forpester velfærden og de ansattes arbejdsglæde.

Ikke mindst skal vi have en regering og et flertal, der har respekt for folkestyret og retsstaten, og som ikke skaber sin egen parallelle virkelighed: Ikke mere Erasmus Montanus-logik om, at med overvågning stiger friheden. Ikke mere nonsens om at »udvise mådehold for at holde priserne i ro og samtidig målrettet hjælpe dem, der har mindst«, når man pumper penge ud i økonomien og konsekvent gennem valgperioden har ramt de fattigste hårdest med skattestigninger. Ikke mere slåen sig selv til ridder af den demokratiske samtale samtidig med, at man sender sine håndlangere i marken for at beskylde kritikere for at være »trumpister«, undgår kritiske interviews og ikke har »behov for at gå yderligere ind i den her diskussion«, når man er presset.

Det er altså to vidt forskellige veje, som danskerne kan vælge for Danmark. Mere tryghed på bekostning af danskernes retssikkerhed, eller mere frihed og ansvar på bekostning af Mette Frederiksens jobsikkerhed.

Danskerne har ikke brug for store mænd eller kvinder, der skal passe på dem. De kriser, der venter Danmark, skal løses med mere frihed, ansvar og myndighed, og ikke mere tryghed, kontrol og afhængighed.

Lad os gribe fremtiden – den er slet ikke så farlig, som Mette Frederiksen gerne vil have dig til at tro.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 25. august 2022)