Økonomi Arkiv - Liberal Alliance

Alex Vanopslagh

9. april 2025

Det er for det meste ret nemt at formulere, hvad man gerne vil have, eller hvad man har brug for: »Jeg ønsker mig en ny racercykel,« siger teenageren. Og så kommer det irriterende spørgsmål fra forældrene: »En racercykel er meget dyr. Hvor tænker du, at pengene skal komme fra? Hvis du skal have en ny cykel, så bliver der altså ikke råd til sommerferie i år. Du må vælge, min dreng«. En funklende ny racercykel med ti gear og det nyeste udstyr er nok i kategorien »godt at have«, men ikke »nødvendigt at have«. Og med lidt flid og prioriteringer ville teenageren nok godt selv kunne spare op til cyklen, hvis han for eksempel begyndte at gå med aviser eller tog et andet fritidsjob.

Alvoren er en hel del tungere, når vi taler om, hvad Danmark har brug for. Der er flere altoverskyggende ting lige nu. Det ene er et markant stærkere og større forsvar, som i årevis har sejlet. Den aktuelle udenrigspolitiske situation har gjort det krystalklart, at vi skal opruste nu og langt ind i fremtiden. Det andet er den grønne omstilling. Den kræver blandt andet, at vi skifter fossil energi ud med grøn energi. Det tredje er en omfattende klimasikring af vores huse, bygninger, infrastruktur og landskaber. Der er ingen vej udenom, for vi vil se mere ekstremt vejr med stormfloder og skybrud i de kommende år.

Alt dette er dyrt. Helt ekstremt dyrt. Så spørgsmålet melder sig: »Hvor skal pengene komme fra?« Regeringen anført af Mette Frederiksen er enig i, at forsvar, grøn energi og klimasikring både er nødvendigt og dyrt. Samtidig lancerer statsministeren strøtanker om danskernes pensionsalder. Og vi ved alle, at den demografiske udvikling betyder et stigende pres på velfærden – som danskerne i øvrigt har større og større forventninger til. Det giver milliardregninger.

Men når regeringen bliver spurgt til, hvor pengene skal findes, bliver de tågede og ukonkrete. Det er heller ikke nemt. Men det er nødvendigt. For os borgerlige handler økonomisk politik om sund fornuft, om troen på, at alle kan bidrage og om, at udviklingen og væksten kommer fra et erhvervsliv, som har frihed og gode rammer til at skabe netop vækst og udvikling til gavn for alle. Vi tror ikke på, at alle problemer kan løses ved at blive ved med at hæve skatten. Økonomisk politik er måske kedeligt. Der er ikke stemmer i at tale om penge. Men ikke desto mindre har det aldrig været mere aktuelt.

Vi har formuleret fem dogmer, som tilsammen tegner et konkret billede af den økonomiske politik, der skal føre Danmark sikkert ind i fremtiden.
Dogme 1: Velstand i samfundet er vigtigere end hvor mange penge, der kommer i statskassen Skatter og afgifter koster som regel danskerne og virksomhederne mere, end statskassen tjener på dem. For nogle skatter er dette tab meget markant. Registreringsafgiften, småafgifter på forbrug og diverse kapitalskatter er gode eksempler. Det danske samfund har brug for, at der kigges med et kritisk blik på de mest forvridende skatter og afgifter. Står de ekstra penge i statskassen i et rimeligt forhold til, hvor meget fattigere danskerne bliver, når skatterne skal betales? Og hvor meget bremser skatterne, at Danmark bliver et mere velstående land?

Dogme 2: Danskerne går på arbejde for sig selv – ikke for den socialdemokratiske systemmaskine Borgerne er ikke til for samlebåndet, staten og velfærden. Det er omvendt. Det er en afgørende forskel på borgerlig og socialistisk tankegang. Selvbetalt fleksibilitet i pensionssystemet er godt, selv hvis det koster på arbejdsudbud, og Skat skal selvfølgelig tilbagebetale det de skylder, selv hvis det er besværligt i deres nuværende itsystem. Samtidig udhuler unødvendige overførsler økonomien og undergraver opbakningen til den helt rimelige støtte, som ældre, syge og svage har brug for. Førtidspension skal være forbeholdt de syge, og derfor skal vi ikke parkere to tredjedele af herboende irakere på førtidspension. Et stærkt socialt sikkerhedsnet kræver, at flere tager personligt ansvar og forsøger sig selv.

Dogme 3: De offentlige systemer skal kunne udfordres – af borgerne selv eller af professionelle private Private leverandører skal leve op til samme standarder som det offentlige. Gør de det, skal de ikke sættes uden for døren af ideologiske hensyn. Det vigtige er, at borgerne får den bedste service til den laveste pris. Borgerne skal have mulighed for at vælge det tilbud, der passer bedst til dem. Staten kan ikke vurdere, hvad der giver kvalitet i den enkelte familie, det kan kun danskerne selv. Det betyder for eksempel, at fri- og privatskoler, der er baseret på danske værdier, skal have mere støtte, og vi skal have mulighed for frit valg i sundhedssystemet.

Dogme 4: Hver generation skal betale for sig selv – vi skal ikke sende regningen videre til børn og børnebørn Uansvarlig økonomisk politik øger ikke bare gælden, det skaber også usikkerhed om Danmarks troværdighed på kapitalmarkederne. Hvis vi sætter Danmarks økonomiske troværdighed over styr, så vil fremtidige generationer få sværere ved at låne og dermed blive ramt dobbelt: af højere gæld og højere renter. Det betyder, at vi er modstandere af politik, der sætter den finanspolitiske holdbarhed over styr. Der skal være respekt om den sunde økonomi, vi har opbygget over årtier.

Dogme 5: Det er Christiansborgs fornemmeste opgave at sikre, at man ikke står i vejen for dem, der skaber værdien i vores samfund Erhvervslivet skal kunne klare sig selv – og det kan de også godt. Erhvervslivet har ikke brug for Christiansborg. Erhvervslivet har brug for, at Christiansborg i højere grad formår at blande sig uden om. Vi skal mindske alt det bureaukrati, som hæmmer danske virksomheders vækst. Vi skal også lette skatten på det at drive virksomhed og investere i bedre produktion og flere arbejdspladser i Danmark. Pengene skal i høj grad findes ved at afskaffe en række statslige erhvervsstøtteordninger. Vi ønsker for eksempel at afskaffe unødvendig regulering, vi ønsker en minimumsimplementering af EU-regler. Og vi har foreslået et bureaukratiloft.

Er det et uudtømmeligt katalog? En færdigsnedkereret økonomisk politik? Nej, men med vores fem dogmer har vi trampet en sti til en mere økonomisk bæredygtig fremtid. Og det er fremtid, der er det magiske ord her. For ligesom teenageren nok skal finde pengene til drømmecyklen, så kan vi også godt finde penge her og nu til det akutte. Vi kan eksempelvis godt tage 50 milliarder til Forsvaret fra den strukturelle saldo. Men det anviser ikke en vej. Det er ikke en økonomisk politik. Der er et borgerligt alternativ til regeringen, og én af forskellene på os og dem er, at vi gerne vil tale om, hvor pengene skal komme fra. Det handler om værdier og prioriteringer. Men det hele starter og slutter med pengene.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 9. april 2025)

Sólbjørg Jakobsen

22. marts 2025

Det er socialpopulistisk spin fra røde partier, der møder Liberal Alliance, hver gang vi foreslår at skære bare en lille smule i nogle af verdens i forvejen højeste ydelser: at det er unødvendige tiltag – for man kan jo altid bare malke skattekvægene – og man er nærmest ond, hvis man mener andet.

Før 1993 kunne man være på dagpenge, så længe man ville. Der var simpelthen intet loft over, hvor længe man i den arbejdsdygtige alder kunne være ”midlertidigt” uden for arbejdsmarkedet. Ikke overraskende var der enorm arbejdsløshed set med danske briller.

I 80’erne forsøgte De Konservative at nedsætte dagpengeperioden, men måtte opgive på grund af enorm modstand fra Socialdemokratiet, fagforeningerne og store strejker.

Men Socialdemokratiet måtte selv gøre det nødvendige, da det fik magten i 1993. Dengang var der ligesom i dag massiv mangel på arbejdskraft, og således tog Poul Nyrup, Mogens Lykketoft og resten af den daværende S-regering nemlig det første af mange nødvendige livtag med dagpengesystemet. Man forkortede dagpengeperioden fra uendelig til syv år. Der var selvfølgelig et ramaskrig om, hvor meget det ville smadre velfærdsstaten, den danske flexicurity-model og alt, der er godt i livet.

Men det virkede. Beskæftigelsen steg. Derfor forkortede Socialdemokratiet i 1995 endnu en gang dagpengeperioden – denne gang til fem år. Og igen i 1998 til fire år.

Underminerede og udhulede Socialdemokratiet velfærdsstaten dengang? Selvfølgelig ikke. Tværtimod gjorde man den mere robust, fordi pengene kunne bruges bedre end på at holde folk ude af beskæftigelse.

Siden er dagpengeperioden blevet forkortet til to år i 2010, da den daværende VK-regering med støtte fra Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance halverede dagpengeperioden til to år.

I dag får 9 af 10 dagpengemodtagere job inden for det første år. Det havde vi med i tankerne, da vi i weekenden kom med et seriøst bud på, hvordan vi som samfund skal få råd til højere løn til vores soldater – uden lån, uden krigsskat og uden at fjerne en helligdag, men ved bl.a. at halvere dagpengeperioden til ét år.

Forslaget kommer i en tid, hvor virksomhederne ikke bare råber, men decideret skriger på arbejdskraft. For en lille andel af dagpengemodtagerne handler det ikke om, at de har svært ved at få et job. Det har de ikke. Men de har svært ved at få præcis dét job, de drømmer om.

Det er selvfølgelig ærgerligt, men til dem er vores budskab meget klart: Man må tage det job, man kan få. Friske tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering estimerer, at danske virksomheder alene i december 2024 havde mere end 88.000 forgæves rekrutteringsforsøg, mens knap 48.000 stillinger i samme måned blev besat af en anden profil end den, man søgte.

Virksomhederne kan altså godt gå på kompromis, hvis ikke de finder drømmekandidaten – og det kan langt de fleste ledige nemlig også. Når 90 pct. af dagpengemodtagerne er i job inden for det første år, viser det tydeligt, at ét års dagpenge er tilstrækkeligt. Det er en meget lille gruppe af de ledige, som står for en uforholdsmæssigt stor del af udgifterne til dagpengesystemet. Helt præcist, så står de 9 pct. af dagpengemodtagerne, som ikke er i job inden for 12 måneder, for hele 20 pct. af udgifterne. Det er hverken til gavn for dem selv eller samfundet. Derfor bliver vores forslag også taget godt imod. Ikke kun på grund af fornuften i en etårig dagpengeperiode, men især også fordi forsvaret simpelthen er for vigtig en prioritet, til at vi kan vente.

Truslen fra Rusland venter ikke på 2040-planer og på vægelsindede politikere, som ikke tør pege på, hvor pengene ellers skal findes.

De fleste partier er heldigvis enige om, at vi skal bruge flere penge på forsvaret. Det er godt. Men i skrivende stund er det – i modsætning til landets regering – kun os selv og SF, som har fremlagt en plan for, hvordan de øgede forsvarsudgifter skal finansieres. SF ønsker ikke overraskende at finansiere udgifterne ved at hæve skatten for den arbejdende befolkning, som i forvejen betaler nogle af verdens højeste skatter.

Det er vi selvfølgelig lodret uenige i. Men alligevel respekterer vi SF for at melde klart og ærligt ud. Vi behøver ikke være enige. Men vi skylder vælgerne at være ærlige. Og vi politikere skylder befolkningen at gøre vores arbejde, nemlig at tage ansvar og komme med løsningsforslag. Det ville klæde andre partier at følge trop.

Hvis man er venstrefløjspopulist, er det selvfølgelig nemmere bare at pege fingre ad LA end at komme med løsninger. Derfor er det heller ikke overraskende, at nogle af de politikere, som ikke selv vil svare på, hvad vi skal stille op med forsvar og finansiering, også er dem, der råber allerhøjest med automatsvar på vores forslag.

De sædvanlige automatsvar er ikke ladt med skarp kritik, men i stedet skarpladte med politisk spin, som forgæves forsøger at prakke befolkningen på, at vores forslag er overilet eller farligt, som Pelle Dragsted formulerede det. Kritikken fra Enhedslisten preller af på os, for jeg har svært ved at pege på, hvad der er mest farligt for Danmark mellem Enhedslistens økonomiske politik eller dets forsvarspolitik, som indtil 2023 bl.a. handlede om, at vi skulle melde os ud af Nato. Men i det mindste ved man, hvor man har Enhedslisten, og det respekterer vi.

Moderaterne er også forudsigelige. Monika Rubins automatsvar lød så teknokratisk, at det næsten kun kunne komme fra en moderat: »Der er brug for en gennemtænkt økonomisk helhedsorienteret plan.« Ja tak. Så var der også fuld plade i intetsigende konsulent-bingo. Når vi både kommer med en løsning og finansiering, så er det jo netop gennemtænkt og helhedsorienteret, hvis vi skal blive i teknokratsproget. Derfor havde vi også håbet, at Lars Løkke med sin nominelt fornuftige økonomiske tankegang ville tage godt imod forslaget. Men Moderaterne kan stadig nå at ændre holdning.

Sværere er det at vide, hvor Socialdemokratiet står. Simon Kollerup og Socialdemokratiet var bl.a. ude at kalde vores forslag for »socialt skævt«. Utroligt hvordan det ikke var socialt skævt, da Socialdemokratiet skar i dagpengene i 90’erne, efter de havde brugt et årti på at forhindre De Konservative i at gøre det samme. Er det kun skævt, når alle andre end Socialdemokratiet skærer i ydelser?

Det er den samme form for socialpopulistiske spin, man ser fra røde partier, hver eneste gang Liberal Alliance foreslår at skære bare en lille smule i nogle af verdens i forvejen højeste ydelser: at det er unødvendige tiltag – for man kan jo altid bare malke skattekvægene – og man er nærmest ond, hvis man mener andet.

Men når Socialdemokratiet skærer i ydelser eller fjerner store bededag, så er det straks noget andet. For så er der jo tale om gode mennesker, som undtagelsesvist blot fører nødvendighedens politik, må man forstå.

Heldigvis er danskerne i det store hele for kloge til at falde for så simpelt et bedrag fra de mest selvretfærdige politikere. Derfor vil jeg også hellere bruge spaltepladsen til at sende en opfordring til alle dem, der peger fingre ad os uden selv at stå på mål for alternative løsninger: Man har altid et valg. Vil I pege fingre eller pege på løsninger?

Vi politikere skylder befolkningen at gøre vores arbejde, nemlig at tage ansvar og komme med løsningsforslag. Det ville klæde andre partier at følge trop.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 22. marts 2025)

Del denne side

Facebook

LinkedIn

Twitter

Email