Mette Frederiksen gambler med nationaløkonomien for at købe stemmer

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
16. august 2024

Mette Frederiksen sætter dansk økonomi over styr ved at trække S ud af velfærdsaftalen for at genvinde tabte stemmer

I 2006 fandt et politisk flertal med Anders Fogh og Helle Thorning-Schmidt i spidsen fælles fodslag om at sikre en sund nationaløkonomi langt ud i fremtiden. Et bredt udsnit af Folketingets partier var nemlig blevet enige om at lade pensionsalderen stige i takt med levetiden, hvilket er blevet kaldt alt fra “kronjuvelen i Danmarks sunde økonomi” til en “forudsætning for at fremtidssikre det danske velfærdssamfund” .

Men en ny sæson af dansk politik er netop blevet blæst i gang af Mette Frederiksen, der har besluttet sig for at ville trække Socialdemokratiet ud af velfærdsaftalen. På et bagtæppe af den historisk upopulære SVM-regering og et socialdemokrati, der bløder vælgere i hidtil uset omfang, vil Mette Frederiksen nemlig ændre velfærdsaftalens princip om, at pensionsalderen skal følge levetiden.

Da SF for tre måneder siden præsenterede et lignende forslag, lød meldingen fra Socialdemokratiet ellers, at det var “ topmålet af uansvarlighed” , og at forslaget decideret ville “slå et hul i statskassen” .

Men nu har piben fået en anden lyd, og i dag er Mette Frederiksen selv villig til at sætte den danske økonomi over styr i et krampagtigt forsøg på at kapre tabte vælgere tilbage.

Med det her forslag efterlader statsministeren regningen for fremtidens sunde økonomi i børneværelset hos de kommende generationer. Det er et markant opgør med det, der af Mette Frederiksen selv blev beskrevet som formålet med at danne SVM-regeringen.

De ideologiske stridsøkser skulle begraves, yderfløjene skulle holdes uden for indflydelse, og de selverklærede “ansvarlige” partier skulle finde sammen på midten af dansk politik for at træffe de svære – men nødvendige – beslutninger, som kunne fremtidssikre velfærdssamfundet.

Men med det her forslag går vi et stort skridt i den diametralt modsatte retning end dét, der var regeringens eksistensberettigelse. Fra 2040 til 2070 vil forslaget forøge nettogælden med svimlende 299 mia. kr. , hvilket selvfølgelig skal betales af de af os, der er i arbejde i den periode.

Og ifølge professor i økonomi og tidligere overvismand Michael Svarer har netop velfærdsaftalen været “fuldstændig afgørende for sundhedstilstanden på de offentlige finanser” og gjort, at “vi gik fra en situation med kroniske underskud til en situation, hvor vi ligger tæt omkring en balance.”

Et opgør med velfærdsaftalen vil derfor slå revner i fundamentet under den danske økonomi. Ikke mindst i en tidsalder, hvor vi i forvejen er presset af demografiske udfordringer og en markant mangel på arbejdskraft.

Skurvognspopulisme Hvis Mette Frederiksen lykkes med at lægge velfærdsaftalen i graven, risikerer vi at få en ny normaltilstand i dansk politik præget af populistisk overbudspolitik. Vi har allerede set konturerne til dette, da Socialdemokratiet i sin tid forsøgte at vinde regeringsmagten i 2019 ved at trække raske mennesker ud af arbejdsmarkedet med Arne-pensionen.

Og da nøglerne til regeringskontorerne skulle bevares op til folketingsvalget i 2022, trak Socialdemokratiet endnu et uansvarligt forslag op af hatten, da man besluttede sig for at lefle for udvalgte vælgersegmenter af offentligt ansatte med et såkaldt lønløft. Dette seneste skud på stammen af uansvarlig økonomisk politik giver mindelser til de tendenser, vi kender fra gældsplagede, sydeuropæiske lande, hvor politikerne konstant kappes om at overbyde hinanden ved at bestikke nøje udvalgte vælgergrupper med frynsegoder.

Opgøret med velfærdsaftalen udstiller, hvorfor det ikke er trygt at overlade danskernes pensionsalder til politikere, der kan fristes til at udnytte nationaløkonomien til at købe stemmer. Men der er ingen, der siger, at det behøver at være sådan.

Vi har muligheden for at gennemføre en reform, som giver danskerne magten over deres egne pensionsordninger, som et folketingsflertal ikke vil kunne tage fra dem med et pennestrøg. I Liberal Alliance har vi eksempelvis fremsat et forslag om “Fri Pension”, hvor alle danskere i arbejde vil kunne få mulighed for at opspare 675 kr. skattefrit hver måned.

Det vil for egen regning give folk muligheden for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet fem år før pensionsalderen. Hvis vi også skal efterlade et Danmark med vækst og velstand til de kommende generationer, har vi slet og ret ikke råd til at gamble med nationaløkonomien ved at lade os besnære af kortsigtede, populistiske interesser.

Derfor bliver vi nødt til at føre en ansvarlig økonomisk politik. Præcis ligesom Mette Frederiksen selv insisterede på at gøre, da hun for halvandet år siden vendte blokpolitikken ryggen for at fremtidssikre vores velfærdssamfund.

(Indlæg bragt i Børsen d. 16/8-2024)

Mere frihed og selvbestemmelse til den ældre – ikke til kommunen

Pernille Vermund
12. marts 2024

Der er mange gode intentioner i regeringens ældreudspil, som vi i disse dage forhandler på højtryk, men Ældre Sagens administrerende direktør Bjarne Hastrup har desværre ret, når han i Avisen Danmark (mandag den 11. marts, red.) kritiserer udspillet for at give frihed til kommunerne på bekostning af de ældre. Gennem livet er vi vant til at træffe egne beslutninger om, hvordan vi vil indrette vores tilværelse.

Vi er rundet af en fælles kultur, men vi prioriterer forskelligt i hverdagen. Det skal vi også kunne, når vi bliver ældre og får brug for pleje. Det kan vi langt fra i dag.

Ældreplejen i Danmark er præget af en alt for stor ensretning i tilbuddene. Det er en skam. Ældre mennesker er lige så forskellige som alle andre, og ældre skal have noget at vælge mellem. Mangfoldighed i tilbuddene kræver et opgør med politisk detailregulering og ensretning.

Med de igangværende forhandlinger om en ny ældrereform har vi en enestående chance for at skabe mere frihed for de ældre. Med målet om at sikre selvbestemmelse og at styrke det frie valg i sidste del af livet lader det også til at være regeringens ambition, og det kan vi i Liberal Alliance kun støtte op om.

Men hvis ikke vi med en ny ældrelov stiller reelle krav til kommunerne, så risikerer de fælles ambitioner om mere frihed, selvbestemmelse og kvalitet at ende som varm luft. I mange år har vi lagt ansvaret for ældreplejen hos kommunerne med tillid til, at de kunne den løse komplekse opgave, som værdig ældrepleje udgør. Den opgave har kommunerne ikke løst godt nok.

Ældre har ret til frit valg, men kun under halvdelen af landets kommuner har etableret friplejehjem, og den reelle valgfrihed mangler stadig i hver fjerde kommune, hvor der ikke er mulighed for at vælge privat pleje som alternativ til den kommunale.

Ser vi på kommunernes medvirken til at skabe det omfattende papirarbejde, som optager en uhyggelig mængde ressourcer i ældreplejen, så er der meget, der tyder på, at det står tilsvarende skidt til. Alt for meget af den tid, der burde gå til omsorg og pleje, drukner i papirarbejde og ineffektive it-løsninger.

Liberal Alliance har altid arbejdet for at fremme det kommunale selvstyre, men aldrig på bekostning af borgernes rettigheder. Derfor istemmer vi os den bekymring, som Ældre Sagens adm. direktør Bjarne Hastrup rejser om regeringens ældreudspil.

Vi skal med en ny ældrelov sikre mere frihed og frigive flere ressourcer til den ældre – ikke til kommunen.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark den 12. marts 2024).

Det bør være en bunden opgave for en ny regering at skære ned på Skats lovjungle

Alex Vanopslagh
28. oktober 2022

Hvem vinder på et skattesystem, der er så bøvlet og snørklet, at ingen forstår det i sin helhed? I hvert fald ikke borgerne, der farer vild i bureaukratiets byzantinske labyrint. Og heller ikke velfærdsstaten, der skal ofre flere og flere ressourcer på overhovedet at få det til at fungere.

Ikke desto mindre er det sådan, vi er endt – så når valgresultatet inden længe tikker ind, og forhåbentlig viser, at vi får en borgerlig regering, bliver det derfor en bunden opgave for os at oliere skattesystemets tandhjul, så systemet ikke går i stå.

Obskure fradrag

De nuværende problemer i skattesystemet kan primært spores tilbage til to forhold: For det første har man alt for længe drevet rovdrift på systemet.

Når der skal findes finansiering til ny lovgivning, er kutymen oftest at indføre nye skatter i stedet for at kigge på det eksisterende indtægtsgrundlag.

I de forgangne tre år har den socialdemokratiske regering eksempelvis hævet skatterne mere end 40 gange og med mere end 10 mia. kr.

Et godt eksempel er Arne-pensionen, hvor man har udviklet en ny særskat på Danmarks finans-, pensions-og forsikringsselskaber, som nu skal betale en højere selskabsskat end alle andre – uden anden årsag, end at den finansielle sektor siden Finanskrisen har været upopulær, og derfor på populistisk vis er blevet udset til prygelknabe.

Den slags fører ikke blot til samfundsøkonomiske forvridninger.

Det fører i sagens natur også til højere forbrugerpriser, fordi selskaberne er nødt til at dække sine nye udgifter. Det er altså svært at se, at sådan nogle særskatter har ret mange vindere, foruden de politikere, der scorer billige, populistiske point.

For det andet anses skatteopkrævningen som en politisk schweizerkniv, der kan løse alle mulige problemer, som ingenting har at gøre med skat. Skatteopkrævningen bør fortrinsvis have til formål at få penge i statskassen, men i dag bruges den til at regulere alt muligt andet.

Skattesystemet er nemlig smurt ind i alverdens obskure fradrag, tilskudsordninger og særskatter, der gør det unødigt kompliceret at forstå skattebetalingen. Har du et arbejde, får du beskæftigelsesfradrag.

Har du langt til arbejde, får du kørselsfradrag. Har du børn, får du børnepenge. Har man renteudgifter, får man rentefradrag og så fremdeles.

Skattesystemet er fuld af mærkelige afgifter, som er velegnede til at opdrage på borgerne, så de gør, som politikerne ønsker, men som ikke giver noget særligt provenu.

Det skaber især besværligheder for de erhvervsdrivende, der skal opkræve disse skatter efter besynderlige og ofte uforståelige regler. Den slags gør os alle fattigere uden at gavne alverden.

Og en almindelige lønmodtager beskattes i dag med et arbejdsmarkedsbidrag, der opgøres på ét grundlag; en bundskat, der beregnes på et andet indkomstgrundlag; en kommuneskat og sundhedsbidrag, der beregnes på et andet tredje grundlag, og hvis borgerne er så flittige, at de betaler topskat, beskattes denne på et helt fjerde grundlag.

Konsekvensen af den vildtvoksende lovjungle er, at ingen i dag har en jordisk chance for beregne sin egen skat. Og hertil kommer, at retssikkerheden er uhyre ringe, hvis man skulle være så uheldig at blive involveret i en skattesag.

Skattesystemets lovjungle

Nogle kunne fristes til at tro, at skattevæsenet er den stærke part i forhold til borgeren. Det mener socialdemokraterne ikke. De har i over 20 tilfælde givet skattevæsenet nye beføjelser eller værktøjer til at kunne kontrollere skatteyderne.

Til gengæld har de ikke i ét eneste tilfælde styrket borgerens retssikkerhed.

Systemet frem for mennesket.

Man skal regne med op til 5 års ventetid for at få behandlet sin klage og meget længere, hvis sagen ender for domstolene. Derfor forudsætter et velfungerende skattesystem et fundamentalt opgør.

De offentlige udgifter skal reduceres mærkbart, så skattesystemet kan aflastes.

Skat siger i sine egne reklamer, at skat ikke er enkelt. Men hvorfor kunne det ikke være dét? Det handler kun om politisk vilje til at finde macheten frem og skære sig igennem skattesystemets lovjungle, så andre borgere ikke farer vild i den.

De forgangne 3 år har den socialdemokratiske regering eksempelvis hævet skatterne mere end 40 gange og med mere end 10 mia. kr.

(Artikel bragt i Børsen d. 28. oktober 2022)

Video: For økonomiens skyld – Valgvideo 2022

Alex Vanopslagh
19. oktober 2022

Vi har taget de gode tider for givet i Danmark. Det har vi ikke længere råd til at gøre.

Tiden kalder på liberale løsninger.
Tiden kalder på Liberal Alliance.

Afspil video

Det er en tabt kamp at forhindre inflatio­nens svien, men ikke at forkorte den

Alex Vanopslagh
13. oktober 2022

Nogen må sige sandheden: Det bliver en hård vinter, og det kan vi politikere ikke forhindre. En ansvarlig økonomisk politik handler ikke om at forhindre, at inflationen gør ondt, men at forhindre, at det gør ondt i lang tid

Den amerikanske økonom Thomas Sowell sagde, at “hvis du vil hjælpe folk, fortæller du dem sandheden. Hvis du vil hjælpe dig selv, fortæller du dem det, de gerne vil høre”.

Inflationen æder af danskernes budgetter, og vi går en hård vinter i møde. Men sandheden om dansk økonomi er, at det ikke udelukkende er hverken erhvervslivets såkaldt “overnormale” profitter eller Putins invasion af Ukraine, der står fadder til inflationskrisen.

Inflationen skyldes både det udbudschok, der er affødt af energikrisen. Men det skyldes så sandelig også centralbankernes lempelige pengepolitik og politikernes for lempelige finanspolitik under coronakrisen. Men selvom inflationen i høj grad er skabt af centralbanker og politikere, så bliver det danskerne, som de er flest, der betaler prisen. Og der er ingen vej udenom. For hvis vi ikke er villige til at skabe en opbremsning i økonomien, vil inflationen fortsætte med at rasere.

Foder til inflationen

Det er den skinbarlige sandhed. Desværre er alt for mange af mine kolleger optaget af, hvordan vi kan garantere hjælpepakker til både pensionister, de små erhvervsdrivende, de studerende, de arbejdsløse, børnefamilierne og dem med gasfyr – og valgkampen er ikke engang tæt på at være slut.

Det er at have fokus det helt forkerte sted. Vi bør i stedet fokusere på, hvordan vi kan medvirke til, at inflationen varer så kort tid som muligt – og så ellers lade markedsmekanismer virke.

Pengepolitikken har vi overladt til den europæiske centralbank, og vi må bare bede til guderne om, at de ikke tøver med at hæve renterne yderligere for at bekæmpe inflationen. Herhjemme kan vi dog også selv bidrage, men det bliver ikke på venstrefløjens vagt, at vi får økonomisk ansvarlighed. For under Mette Frederiksens regeringstid har man de seneste tre år sendt nationaløkonomien ud på et socialdemokratisk sidespor.

Man har brugt statskassen som gavebod til at dele rundhåndet ud af checks til udvalgte vælgersegmenter – selvom både Nationalbanken og vismændene i Det Økonomiske Råd advarede mod, at gavebodspolitikken blot puster yderligere til inflationens flammer.

Med mere end 40 skattestigninger har man gjort 9/10 indkomstgrupper fattigere, og med højere afgifter har man øget uligheden, fordi det stigende skattetryk går værst udover de fattigste. Det er nødvendigt, at vi får økonomien tilbage fra det socialdemokratiske sidespor.

Ingen snuptagsløsninger kan få os smertefrit igennem inflationskrisen, men vi kan tage nogle skridt i den rigtige retning ved at føre en ansvarlig og langsigtet økonomisk politik.

Spænd statens livrem ind

En vej ud af moradset er at gennemføre en opbremsning i det offentlige forbrug, slanke den offentlige sektor og lave de nødvendige skatte- og arbejdsmarkedsreformer, der ruster Danmark til fremtiden.

For det første bør vi følge Nationalbankens anbefaling om, at finanspolitikken strammes med ca. 1 pct. af bnp ud af den økonomiske aktivitet. Det er økonomsprog for enten at hæve skatterne med ca. 25 mia. eller at skære 25 mia. i de offentlige udgifter. Jeg mener selvfølgelig, at det bør være staten, der spænder livremmen ind, så danskerne slipper for flere skattestigninger.

For det andet kan vi afhjælpe lønpresset på det danske arbejdsmarked ved at lave reformer, der øger arbejdsudbuddet. Udfas efterlønnen, afskaf Arne-pensionen, lav en SU-reform og halvér dagpengeperioden, og vi vil øge arbejdsudbuddet med 50.600 fuldtidspersoner.

Og det for det tredje kan vi lave fuldt ud finansierede skattelettelser, så vi hjælper danskerne med at betale regningerne.

Når valgresultatet inden længe tikker ind, og der forhåbentlig har indfundet sig et nyt flertal i Folketinget med en borgerlig regering, vil det være en bunden opgave at kigge på løsninger som disse.

Og i alt hvad vi gør, er der to ting, vi skal have for øje, når vi fører økonomisk politik: Dæmper det inflationen? Og bliver vi glade for det her på den lange bane?

Mon ikke vi om ti år eksempelvis vil være mere glade for at have gjort de første 7000 kr. skattefrie for alle i arbejde end at have sat elselskaberne til at udbyde kviklån for at dække elregninger?

Mon ikke vi om ti år vil være mere glade for at have fjernet afgifter, der gør danskernes hverdag dyrere, end for at vi i 2022 fik tildelt en fejlslagen varmecheck til Socialdemokratiets kernevælgere, borgmestre uden gasfyr eller diverse kollegier?

Det er spørgsmål som disse, du bør stille dig selv, når du inden længe står nede i stemmeboksen og tænker på, hvem der bedst vil kunne føre os gennem den økonomiske krise.

Og hvis du kommer frem til, at dit kryds skal gå til Liberal Alliance? Ja, så vil vi arbejde solen sort for de langsigtede løsninger, der får inflationen på ret køl samt sikrer vækst, velstand og frihed.

(Debatindlæg udgivet d. 13. oktober i Børsen)

Skatte­sy­stemet bryder sammen, hvis vi ikke begynder at tænke os om

Debatten i kølvandet på det konservative skatteudspil viser, at det efter regeringens opfattelse ikke er muligt at spare så meget som en krone på de offentlige udgifter. Tværtimod skorter det ikke på idéer til nye, udgiftskrævende initiativer fra den venstre side af Folketingssalen.

Hvis vi hertil lægger, at der er en række velfærdsområder, som trods meget store bevillinger ikke fungerer, som vi ønsker, vil også dette forhold medvirke til at drive de offentlige udgifter i vejret.

Endelig ligger der en del kendte, men endnu ikke løste udfordringer i horisonten – den grønne omstilling, den stigende aldring i befolkningen eller generelt stigende krav til de offentlige ydelser, blot for at nævne et par stykker – som også vil skulle finde finansiering.

Står det til venstrefløjen, skal alle disse stigende udgifter finansieres ved hjælp af nye eller forhøjede skatter. Skal alle problemer afhjælpes via øgede udgifter, er der ingen anden vej.

Heroverfor står et skattesystem, som allerede er på kanten af et sammenbrud. Skatterne begrænser den personlige frihed. Desuden medvirker vores skattesystem til at reducere både arbejdsudbud, idérigdom og adgangen til risikovillig kapital. Vi skal heller ikke regne med arbejdskraft udefra, fordi Danmark næppe forekommer specielt attraktiv for en tilflytter, når denne ser størrelsen af de skatter, der skal betales for ydelser, den pågældende næppe nogensinde får del i.

Skattesystem på sammenbruddets rand
Ingen er længere i stand til at beregne deres egne skatter. Virksomheder bruger astronomiske beløb på at gardere sig mod mere eller mindre uforklarlige, men altid dyre og langvarige skattesager.

Det tager omkring fire til fem år at få en klage behandlet i ankesystemet, og går sagen til domstolene, forlænges tidshorisonten med adskillige år. Skattemyndighederne slås selv med at administrere deres egne regler – trods rundhåndede merbevillinger.

At vi er endt med et skattesystem på sammenbruddets rand, skyldes flere forhold.

For det første, at alle problemer kun kan klares ved hjælp af flere penge. Penge, som skal hentes via skatterne. Ingen undersøger, om de mange penge, der allerede bruges, kan anvendes klogere og bedre. Det offentlige har monopol på at levere stort set alle velfærdsydelser – uden konkurrence og valgmulighed. Ikke noget under, hvis det sjældent fører til den bedste, billigste og mest effektive løsning.

For det andet er vores skattesystem – trods de store byrder, det skal løfte – særdeles uhensigtsmæssigt indrettet. Skattereglerne afspejler ønsker om at regulere alle tænkelige forhold – klima, sociale forhold, beskæftigelsesmæssige, sundhedsmæssige og en række andre forhold, som strengt taget intet har med finansiering af de offentlige udgifter at gøre.

I stedet for at forsøge at lave stringente, forståelige og effektive skatteregler er vores regler bygget op om ofte finurlige og, i bedste fald, omtvistede retfærdighedsbetragtninger. Resultatet er dybt uhensigtsmæssige regler, som begrænser de indkomster, som skatterne skal betales af.

Hvis det offentlige fortsat skal løfte de byrder, som vi forventer, kræver det, at vi er langt mere omhyggelige med, hvordan vi bruger pengene, og at vi ændrer skatterne i en retning, så de ikke begrænser, men understøtter vækst, initiativ og risikovillighed.

Reaktionen på de planer for et bedre skattesystem, som både Liberal Alliance og De Konservative har lagt frem, er ikke opløftende.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 12. oktober)