Video: Derfor gør ekstremfeminister altid kvinder til ofre
Der skal ikke længere være en udløbsdato på kvinders raske, nedfrosne æg: En åbenlys ligestillingssag
Vi har et ligestillingsproblem i Danmark som handler om kvinders ret til at fryse deres æg – såkaldt social freezing. Der er intet sundhedsfagligt argument for, at vi i Danmark ikke har ligestilling på området. Derfor har Liberal Alliance stillet et beslutningsforslag om at ændre lovgivningen. Næste uge skal det debatteres i Folketingssalen. Det er en debat, vi ser frem til, og regeringspartierne flager allerede nu, at de støtter vores forslag. Tiden er til at give kvinderne mere selvbestemmelse over egen krop og æg.
Årsagen til, at fænomenet eksisterer, er, at der ved fertilitetsbehandling er fordele i at anvende unge æg. Den vilde udvikling i sundhed har gjort det muligt at bruge denne fordel til, at kvinder kan fryse deres unge og raske æg ned til et senere tidspunkt i livet. Der kan være et utal af gode grunde til, at en kvinde vælger – måske har hun ikke fundet den partner, hun ønsker at stifte familie med, måske tillader hendes økonomi ikke, at hun får et barn nu eller noget helt tredje. Årsagerne er mange. Desværre er vinduet for, hvor længe kvinderne må gøre brug af deres egne nedfrosne æg, snævert.
Men hvis der ingen medicinsk grund er til, at en kvinde fryser sine æg ned – som for eksempel i forbindelse med en sygdom, der kan skade chancen for at få børn, eller forestående kemoterapi – må æggene i dag kun opbevares nedfrosset i fem år. Derefter skal de sunde og raske æg destrueres. Sker det ikke, kan det resultere i bøde eller fængsel i op til fire måneder. Mænd derimod må have deres nedfrosne sæd opbevaret, så længe de ønsker – også efter deres død.
Der står intet medicinsk i vejen for at også kvinders æg kan opbevares i længere tid end fem år. Faktisk kan de holde sig i mere end 30 år. Danmarks grænse for, hvor længe æggene må fryses ned, er ekstremt begrænset i forhold til landene omkring os. Sverige, Norge og Finland har ingen grænse for, hvor længe kvinders æg må være frosset ned, og sidste år ændrede Storbritannien sin lovgivning, så nedfrosne æg må opbevares i op til 55 år.
Der skal ikke længere være en udløbsdato efter fem år på kvinders raske, nedfrosne æg. I stedet skal kvinder, som selv vælger og betaler for det, også have mulighed for at have deres æg frosset ned indtil de fylder 46 år, som er aldersgrænsen for at begynde i fertilitetsbehandling. Dermed er manglende midler i statskassen heller ikke et argument for ikke at ligestille kvinderne med mændene.
Fjerner vi tidsgrænsen på fem år, styrker vi kvindernes selvbestemmelse og ret til deres egen krop. Det vil skabe mere frihed og flere muligheder for kvinder, hvis de ikke tvinges til at vælge mellem at blive mødre (mere eller mindre) her og nu eller aldrig.
Der følger ingen garanti for graviditet ved social freezing – det ved vi kvinder godt! Det stopper heller ikke det biologiske urs til tider stressende tikken. Men det giver den enkelte kvinde en mulighed for at styrke sine chancer for at blive mor i fremtiden, såfremt hun af en eller anden årsag ikke er klar til en graviditet endnu. Som sagt, årsagerne til social freezing er mange, og valget om, hvornår man vil være mor, bør være kvindens.
(Indlæg bragt i Avisen Danmark den 24. maj 2023)
Der er ét ord, som Marie Bjerre glemmer, når hun vil forklare, hvad der styrer mænds væren i verden
Kvinder er eksempelvis gode til at søge læge- eller psykologhjælp uden at afvente, om det går over af sig selv. Ellers føler de sig ikke som rigtige kvinder.«
Sådan ville ingen mandlig ligestillingsminister nogensinde argumentere, selvom det er skåret over samme læst som Marie Bjerre (V) i et nyligt interview i Jyllands-Posten: »Mænd er eksempelvis dårligere til at søge læge- eller psykologhjælp, for så føler man sig ikke som en rigtig mand.«
Hvem der er »bedre« eller »dårligere« til at søge læge, er vitterligt en kønnet præmis. Den profeminine tolkning af statistikkerne er, at kvinder er »gode« til gå til læge, fordi de gør det mere end mænd. Omvendt er en promaskulin tolkning af de samme statistikker, at kvinder er »dårlige« til at vente og se, om det går over af sig selv.
Mit forslag er, at man starter et helt andet sted: Kvinder og mænd har forskellige tilgange til, hvornår skavanker kræver et lægebesøg. Der er fordele og ulemper ved dem begge. Derfor skal man passe på med at sige firkantet, at den ene er den bedste.
Men nu, hvor jeg har mikrofonen, og emnet er slået an, så lad mig sige et par ord om, hvordan det er at læse en kvindelig kollegas tanker om, hvad mænd går og gemmer på i deres indre.
Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv. Men der er ét ord, som i den grad lyser op i alt sit fravær, når Marie Bjerre skal forklare, hvad der styrer mænds væren i verden. Og det er ordet pligt.
Der er ikke nogen følelse, der har haft større indflydelse på mit liv, end følelsen af, at jeg var underlagt visse pligter, som jeg ikke uden videre kunne kaste fra mig.
Som den ældste i en stor søskendeflok har jeg altid vidst, at jeg havde en særlig pligt til ikke at gøre ondt værre for mine forældre, når de små var kede af et eller andet – eller bare utilfredse med, at de ikke kunne få deres vilje.
Som barn i en konservativ middelklassefamilie har jeg også altid vidst, at det var min pligt at gøre mit bedste, uanset hvad det gjaldt. Man kan ikke sjofle sin skolegang. Man kan ikke sjofle et fritidsjob. Man kan ikke sjofle sin træning, hvis man først har meldt sig til en eller anden idrætsgren.
Som studerende ved diverse uddannelser, det var svært at komme ind på, vidste jeg altid, at det var min pligt at få mest muligt ud af de ressourcer, den pågældende institution stillede til rådighed.
Og sådan er det blevet ved: Som far har man pligt til at opdrage sine børn så godt, man kan. Som medejer af en virksomhed har man pligt til at skabe et overskud og til at skabe gode rammer for medarbejderne (de to ting er i øvrigt forbundne kar). Som politiker har man pligt til at forvalte den tillid, vælgerne har udvist, så godt, man formår. Som offentligt kendt person har man pligt til at svare venligt på folks henvendelser – også når det forudsætter, at man først skal tælle til ti.
Jeg er født i 1960, og jeg bilder mig ikke ind, at min mentalitet er frygtelig meget anderledes end den, man finder hos andre mænd på samme alder. Man skal klare pligterne først. Ellers er det ikke i orden at holde fri og nøjes med at tænke på sig selv.
At leve sådan kræver selvfølgelig en vis grad af selvdisciplin. For eksempel bør man holde sine sorger for sig selv. Ellers bryder al orden sammen, så børnene tvinges til at være voksne; de svage til at være stærke og de letsindige til bekymring.
Jeg ved ikke, om det giver mening for unge mennesker, der gerne vil have mig til at tænke over at være mand. Men det er her, det må begynde.
(Bragt i Berlingske d. 17. maj 2023)
Kulturministeren har svært ved at forklare, hvorfor der primært er bronzestatuer af mænd. Det har jeg ingen problemer med
I Liberal Alliance har vi stor forståelse for, at både kulturudøvere og kulturforbrugere ønsker diversitet i kulturen.
Det er eksempelvis godt, at borgere med minoritetsbaggrund kan spejle sig i tidens fortællinger og se sig repræsenteret i kulturen. Diversitet er godt, men det er bare ikke noget, man bør lovgive sig til eller opsætte rigide måltal for at opnå.
Jeg er kritisk overfor den bevægelse, som ønsker kønsregnskaber og lighed for enhver pris. Jeg mener, at det skader kunsten og begrænser den kunstneriske frihed.
Kravet om eksempelvis kønsregnskaber vender hele den kunstneriske proces på hovedet. I stedet for at tage udgangspunkt i sin fortælling, skal kunstnerne sørge for at leve op til ydre krav, så man kan hente sin støtte hjem.
Særlige støttekrav skævvrider kunsten
Desværre er filmbranchen allerede pålagt en lang række krav på området. De skal eksempelvis aflevere kønsselvangivelse for at modtage støtte fra Det Danske Filminstitut.
Godt nok skal man først bruge tid på at optælle kvinder og mænds replikker, holde deres løn op imod hinanden og gøre rede for kønsfordelingen for og bag kameraet, efter man har modtaget støtten.
Men det siger sig selv, at de, der søger, godt ved, at dette regnskab helst skal gå i 50/50, og at det derfor får indflydelse på hvem, der hyres ind til opgaverne. Det er altså ikke kvalifikationerne og den kunstneriske frihed, der bliver vigtigst. Det er heller ikke lige muligheder, men lige resultater.
Særlige støttekrav i filmbranchen skævvrider kunsten, hvilket ses tydeligt, når eksempelvis. svenske skuespillere dukker op i danske film på steder, hvor det ikke umiddelbart giver mening.
Eller når film, som foregår i hovedstaden, optages i provinsen. Dette sker for at sikre støttekroner fra omkringliggende lande, som eksempelvis Sverige eller FilmFyn.
Verden er heldigvis en anden
Kulturministeren (Jakob Engel-Schmidt (M), red.) sagde i et samråd forleden, at han ikke ønskede kvoter. Men han er alligevel åben over for, at institutioner skal kunne stille krav til bestemt repræsentation. Undskyld mig, men det lyder i min verden som kvoter.
Samtidig fortalte ministeren, at han ville have svært ved at forklare en eventuelt kommende datter, hvorfor der primært er bronzestatuer af mænd. Det er sjovt, for jeg har ingen problemer med at forklare min datter hvorfor. Man skal jo bare forklare dem historien. Der er ingen grund til at forsøge at skjule noget eller moderere historiens gang.
Der var overvejende mandlige kunstnere og magthavere i fortiden, fordi verden – og Danmark – var en anden. Jeg forklarer min datter, at verden heldigvis er en anden i dag, hvor kvinder kan komme til tops i politik, i erhvervslivet i kunst og kultur.
Men fordi at verden engang med nutidens øjne var urimelig og diskriminerende, skal vi ikke forsøge at rette op på det ved at igangsætte en ny diskrimination. Det vil jeg gerne stærkt advare ministeren om.
Forandring kommer fra kunstnerne selv
Et sted, som kunne have stor gavn af større diversitet, er i musikbranchen og særligt på spillestedernes scener. Også her, ser vi allerede tiltag til en bedre repræsentation, da der i denne sæson er flere kvinder på spillestedernes scener end før.
Her må jeg understrege, at løsningen ikke må være at bekæmpe den manglende diversitet ved at gøre som spillestedet Forbrændingen gjorde for år tilbage. Her satte de udelukkende kvinder på plakaten i et helt år. Så kan man da tale om diskrimination!
Hvis man vil øge diversiteten bør man fokusere på spillestedernes arbejde med publikumsudvikling gennem markedsføring og salg – ikke på statiske og centralt styrede måltal.
Der er plads for mere diversitet i kunst og kulturens verden, men det må ikke ske på bekostning af den kunstneriske frihed.
Det er Liberal Alliances holdning, at forandringen i høj grad skal komme fra kunstnerne selv, og at politikerne skal respektere armslængdeprincippet.
(Indlæg bragt på Altinget.dk den 8. maj 2023)
Kvinder har færre topstillinger på grund af deres egne prioriteringer
Færre kvinder end mænd sidder i dag i direktørstolene og i bestyrelseslokalerne. Det er et problem, mener et flertal i Folketinget.
Men det er en unuanceret fortælling.
19. april bliver Liberal Alliances beslutningsforslag om at afskaffe kvoterne behandlet i Folketinget, og må jeg i den forbindelse minde om nuancerne i debatten.
Danske virksomheder og institutioner med flere end 50 medarbejdere er i dag tvunget til, at have et mål om minimum en 40/60-fordeling af henholdsvis kvinder og mænd i direktionen og bestyrelsen.
Men når politikere påtvinger direktioner og bestyrelser at få flere kvinder rundt om bordet, glemmer de, at ikke lige så mange kvinder som mænd rækker ud efter posterne, og at flere kvinder stadig vælger uddannelser og karriereveje, som ikke kvalificerer dem til en direktørstilling eller bestyrelsespost.
Skulle flere kvinder have lyst, evner og ambitioner til at vælge en vej, der leder dem til en toppost, lever vi i et land, som giver dem frihed og mulighed til at gøre det.
Men virkeligheden er – for nu – en anden.
Med valg kommer fravalg
Der er mange årsager til, at flere kvinder ikke finder vej til ledelsesgangene. Mange kvinder vælger en at gå af en anden vej, allerede når de vælger uddannelse.
De tager mere barsel end mænd i forbindelse med fødsler. Kvinder arbejder i gennemsnit mindre end mænd. Og generelt har kvinder også tendens til at have en mindre frembrusende adfærd i arbejdslivet og forhandlingssituationer.
Dette er blot få af de mange og forskellige valg mange kvinder tager, som leder dem væk fra den vej, der går mod en plads blandt mændene. For med valg kommer som bekendt også fravalg.
Den første lovgivning om kvoter for køn i ledelser og bestyrelser i de største danske virksomheder trådte i kraft under Helle Thorning-Schmidts regering i 2013.
Analyser viser, at kvoterne kun har haft en begrænset effekt. Institut for Menneskerettigheder har konkluderet, at kvoterne kun skabte en stigning i antallet af kvinder i topledelse fra 14 procent til 15,2 procent fra 2013 til 2015.
Kigger vi mod vores norske naboer, viser flere studier, at effekten af kvoter i Norge kun har haft en effekt for den enkelte kvinde, som kommer i bestyrelsen.
Der er meget lidt evidens for, at kvoter skaber spillover-effekter til kvinder længere nede i hierarkiet.
Ligestilling er ikke nødvendigvis lige stillinger
Vi skal også huske, at ligestilling netop er, at du vælges på grund af dine evner – ikke dit køn. Vi har i Danmark ligebehandlingsloven, som sikrer, at en medarbejdere vurderes på sine kvalifikationer og evner og ikke sit køn, og at der er lige løn for lige arbejde.
Loven sikrer ikke, at der sidder lige mange kvinder og mænd rundt om bordene på ledelsesgangene, men loven og ligestillingen i Danmark sikrer, at mænd og kvinder har de samme muligheder for at nå dertil.
Der er mange andre ligestillingsdagsordener, som vi bør koncentrere os om og arbejde for at løse. For eksempel må kvinder ikke opbevare deres æg i mere end fem år, mens mænd må opbevare sæd for evigt.
Kigger vi udover vores egen næse, er der groteske ligestillingsproblemer på den internationale scene. Senest og mest omtalt er kvinders undertrykkelse af Taliban i Afghanistan, mens kvinder i Iran fængsles og slås ihjel for at kæmpe for retten til frit at kunne at klæde sig, som de vil uden at blive straffet.
Lad ikke kønskvoter overskygge de virkelige udfordringer.
(Indlæg bragt i Altinget den 19. april 2023)
Drop femårsreglen for nedfrysning af æg
Mange politikere ynder at tale om mindre bureaukrati og færre unødvendige regler. Alligevel spytter Folketingets lovmølle jævnligt nye love ud, som danskerne påtvinges at overholde.
Selv om mange af disse ganske vist tjener et formål, er der også love, der ikke er til gavn for nogen. En af disse er loven om, at nedfrosne æg skal destrueres efter fem år.
I dag er det nemlig sådan, at en kvinde kan nedfryse sine æg til en graviditet senere i livet. Ens chancer for en sund graviditet er større, når kvinden er ung, hvilket i høj grad skyldes æggenes kvalitet.
Derfor er det en fordel for kvinder, der vælger at få børn senere i livet, at anvende nedfrosne æg fra yngre dage.
Videnskaben på fertilitetsområdet er imponerende, og behandlingsformen er et pragteksempel på, hvordan medicinske og teknologiske fremskridt giver os mulighed for at leve bedre og mere fleksible liv, som vores forfædre ikke kunne drømme om.
Femårsreglen gælder kun, når man får nedfrosset æg på eget initiativ – altså ikke i forbindelse med sygdom eller behandling.
Til sammenligning er der ikke tilsvarende tidsbegrænsning på mænds mulighed for at nedfryse sin sæd.
Ægudtagelsen foregår i disse tilfælde med egenbetaling på en privatklinik, så forslaget om at droppe reglen sender ikke nogen regning videre til skatteyderne.
Derfor bør vi afskaffe femårsreglen for nedfrysning af æg, så æggene kan opbevares, til man er fyldt 46 år, hvilket er den øvre aldersgrænse for fertilitetsbehandling.
Vi kvinder ved godt, at chancerne begrænses, jo ældre vi bliver. Og selv om videnskaben er fantastisk på dette punkt, medfølger der ikke nogen garanti for graviditet ved at nedfryse æg.
Reguleringslystne politikere skal ikke uden god grund begrænse vores muligheder – og i værste fald frarøve kommende forældre muligheden for at få egne børn.
For som mange forældre kan skrive under på, er det at få børn noget af det vigtigste og mest meningsfulde, vi mennesker kan gøre her i tilværelsen. Derfor bør mulighederne og beslutningerne ligge hos den enkelte selv.
(Indlæg bragt i Information d. 31. marts 2023)
Video: En liberal feminist – Sólbjørg Jakobsen – Samtaleværelset
Woke fylder alt for meget
Det at være woke er at være tilhænger af en venstreorienteret, identitetspolitisk ideologi. I bund og grund er det kulturmarxisme. I gamle dage hed det sig, at kapitalejerne undertrykte arbejderne. Nu har man skiftet kapitalejerne ud med den hvide mand, og arbejderne er i stedet alle minoriteterne plus kvinder. Med woke-bevægelsen vil man så hele tiden påvise, at disse grupper er undertrykte. Man vil gerne have lovgivning, der favoriserer, at de er undertrykte og vinde den kulturkamp, hvor normer som ligestilling, at være progressiv og fordomsfri skal være herskende.
Jeg mener, at vi skal have et samfund, hvor vi kan tolerere forskellighed. De, der er woke, mener vi skal have et samfund, hvor vi hylder forskellighed. Bare ikke den forskellighed, hvor man accepterer andres forskellighed. Intet er længere for småt til, at man kan blive krænket over det. Vi ser ikke længere hinanden som individer, men som grupper. Det kan for eksempel være farve, køn eller seksualitet, og så kan man ellers bliver krænket på sine egne eller især andres vegne.
Woke fylder også for meget på Christiansborg. Et af de nyeste eksempler på dette er tvangsfordelingen af barsel. For her må vi forstå, at kvinder er undertrykte af mænd, fordi det er kvinden, der føder børn og ammer og derfor også i højere grad tager mere barsel. Forslag om kønskvoter i bestyrelser er et andet eksempel. Nu skal det ikke længere være færdigheder, der afgør, hvilke poster du får, men derimod køn.
Vi har kæmpet i 100 år for, at køn ikke skal betyde noget, men tager nu dette tilbageskridt. Det er ikke ligestilling. Flertallet skal pludselig indrette sig efter mindretallet, og det er noget, jeg vil kæmpe imod. I stedet vil jeg kæmpe for, at opretholde ligestillingen, at højne tolerancen og mindske polariseringen.
(Indlæg bragt i Fyens Stiftstidende d. 8. marts 2023)
Podcast: En liberal feminist | Sólbjørg Jakobsen | Samtaleværelset
Hvad handler ligestillingspolitik egentlig om, når man er liberal? Hvad er forskellen på lige rettigheder og resultatlighed? Er der plads til feminister blandt liberale – og liberale blandt feminister? Og fortjener Liberal Alliance stadig sit prædikat som mandeparti? Bliv klogere på dét og meget mere i samtalen mellem Sólbjørg Jakobsen, ligestillingsordfører for Liberal Alliance, og Nicolai Svejgaard Poulsen, chefrådgiver i Liberal Alliance og vært for ”Samtaleværelset.”
De feministiske kamptropper skaber splittelse
MAN SKAL ikke have fulgt meget med i den danske debat om ligestilling for at have bemærket, at debatten er nået ud på et gevaldigt skråplan. Det så vi eksempelvis i midten af november, hvor debatten om ligeløn kørte for fuld udblæsning.
Her gjorde både røde politikere og venstreorienterede interesseorganisationer fælles front mod det såkaldte patriarkat ved at bebude, at danske kvinder faktisk kunne holde gratis fri resten af året, fordi det ville udligne lønforskellen mellem kønnene.
Men brigaden af vrede feminister forsømte imidlertid at fortælle, at lønforskellen mellem kønnene hverken skyldes usaglige forhold eller diskrimination.
For hvis man tager højde for, at mænd og kvinder gennemsnitligt prioriterer ganske forskelligt, forsvinder lønforskellen naturligvis som dug for solen.
Faktum er nemlig, at mænd eksempelvis udfører markant mere overarbejde, at kvinder oftere arbejder på nedsat tid, at kvinder oftere melder sig syge, at kvinder oftere prioriterer lavtlønsuddannelser, og at mænd oftere løber store risici som selvstændige, hvilket kan føre til høj løn.
Mange andre forklaringer kunne nævnes. Men bundlinjen er altid, at den gennemsnitlige lønforskel skyldes kønnenes forskellige præferencer.
Det er netop også årsagen til, at adskillige undersøgelser såsom den danske lønkommission fra 2010 og Dansk Arbejdsgiverforenings analyse fra 2019 sætter to streger under, at der ikke er noget at komme efter.
MEN FORUDSIGELIGT nok har det naturligvis ikke rokket en tøddel på holdningen til ligestilling hos feministerne på den ekstreme venstrefløj.
For kamptropperne i det feministiske korstog føler sig nemlig så sikre i deres sag, at hverken logik eller fakta kan få dem til at afblæse kampen mod de usynlige strukturer, som de angiveligt bliver undertrykt af.
Det får vi eksempelvis syn for sagn om med jævne mellemrum i debatten om kønskvoter. Her er feministerne blevet så forhippede på at bekæmpe den formodede diskrimination mod kvinder, at de med kønskvoter som ammunition er villige til selv at diskriminere mod mænd.
I stedet for at anerkende de mange gode forklaringer på, hvorfor mænd er overrepræsenteret på bestyrelses- og direktionsgangene, vælger man altså selv at betjene sig af den dårligdom, man foregiver at ville bekæmpe. Logisk er det ikke.
Men når man har stirret sig så blind på målskiven, som de venstreekstreme feminister har, forledes man til at tro på den slags ekstreme målet-helliger-midlet-løsninger. Det er bekymrende. For vi lever i tid, hvor der i forvejen er nok splittelse mellem forskellige befolkningsgrupper i vores samfund.
Med et feministiske korstog, som ikke skyr nogen midler for at fremme sin egen agenda, ser vi kun ind i en fremtid, hvor der graves større og flere grøfter mellem kønnene. Så måske tiden er moden til, at venstrefløjens feminister begraver stridsøksen og i stedet begynder at gå konstruktivt til debatten om ligestilling?
(Debatindlæg udgivet i Politiken d. 15. februar 2023)