Sólbjørg Jakobsen og Pernille Vermund træder ind i Liberal Alliances ledelse

Liberal Alliance
18. marts 2025

Liberal Alliances folketingsgruppe har konstitueret en ny gruppeledelse for partiet. Erhvervs- og miljøordfører Pernille Vermund og politisk ordfører Sólbjørg Jakobsen er nye ansigter i ledelsen, som siden folketingsvalget i 2022 har bestået af gruppeformand Ole Birk Olesen og partiformand Alex Vanopslagh.

Det er en glad gruppeformand, som byder de to kvinder velkommen i gruppeledelsen:

Vermund og Sólbjørg er to store politiske profiler. De er ikke bare stærke i de politiske debatter – de er også markante lederskikkelser. De har begge markeret sig særdeles positivt for vores parti, og det er meget fortjent, at de nu træder ind i gruppeledelsen. De er begge klar til at tage en større del af det politiske og ledelsesmæssige ansvar i Liberal Alliance, siger gruppeformand Ole Birk Olesen.

Pernille Vermund, der får titlen som gruppenæstformand, glæder sig til at tage en større del af ansvaret:

Jeg er utroligt glad for at være en del af Liberal Alliance og meget ydmyg over at blive valgt til gruppeledelsen. Jeg glæder mig meget til at hjælpe vores dygtige folketingsgruppe med at stå så skarpt som muligt frem til folketingsvalget, siger Pernille Vermund.

Sólbjørg Jakobsen fik i 2023 posten som politisk ordfører efter Alex Vanopslagh. Hun ser frem til at få mere ansvar:

Jeg er meget stolt over, at gruppen har vist mig denne tillid. Jeg glæder mig til at tage det næste skridt og hjælpe vores talentfulde folketingsgruppe, så vi bliver klar til at indgå i en borgerlig regering efter næste valg, siger hun.

Jeg kan godt lide syndstanken, for den sætter en fri til at forbedre sig selv

Alex Vanopslagh
14. marts 2025

I stedet for at se dig selv som offer for omstændighederne, opfordrer syndstanken dig til at lære at mestre dig selv og holde dine dårlige sider tilbage. Det væsentlige er ikke, hvad du kan eller ikke kan, men om du bestræber dig på at være et bedre menneske

Jeg er ikke et dovent menneske i gængs forstand. Jeg har endda en tidligere stressdiagnose til at bevidne mit arbejdstempo. Men jeg er et menneske, der tit udskyder mange ting til sidste øjeblik og nogle gange endnu længere, og som har tendens til at slå tingene hen, hvis jeg ikke har lyst til at gøre noget bestemt.

Af natur er jeg ret ubekymret, og det kan være til stor nytte, når det kommer til ting, jeg ikke kan gøre noget ved – hvorfor så bekymre sig? Men det kan også blive en undskyldning for at være passiv, hvis der nu faktisk i virkeligheden er noget, jeg kan gøre ved mine bekymringer. Og det er vel måske endda den vigtigste og værste form for dovenskab eller magelighed.

For dovenskab handler i virkeligheden ikke så meget om bare at ligge på sofaen, som det handler om de grunde, man opfinder til sig selv for at undgå at gøre det rigtige eller det nødvendige, når den slags er ubehageligt. Det kan manifestere sig i sætninger som: Det går jo fint nok. Jeg kan slå græsset i næste uge. Vi køber bare noget nyt. Det kan vi altid snakke om senere. Det nytter alligevel ikke noget. Der er alligevel ingen, der ser det.

Vi har frihed til at tøjle den indre synder

Dovenskaben hvisker dig konstant ting i øret. Men det er til gengæld også det eneste, den kan gøre mod dig. Hvis du skal finde modet til at stå imod en bølle, kan det jo være svært at gøre, hvis han er dobbelt så stor som dig. Hvis du skal slippe ud af et misbrug, er du oppe mod ekstremt stærke biokemiske processer. Når du mærker begæret, er det trods alt udløst af noget uden for dig selv. Men dovenskaben – dén er kun i vores egne tanker.

Mennesker har altid døjet med dovenskab, men i et ufrit samfund har folk jo ikke så mange valg. Hvis ridefogeden banker dig, hvis du ikke arbejder, er der ikke meget at gøre. Derfor er dovenskaben måske i virkeligheden den mest moderne af de syv dødssynder, for i dagens Danmark har vi friheden til at være dovne. Men det betyder også, at vi har et valg om at give efter for dovenskaben eller ej. Og det er valg som disse, der viser, hvem vi er.

Det er faktisk lige præcis derfor, jeg tror så inderligt på friheden: Fordi den giver os muligheden for at vælge at stræbe højere efter at være ordentlige mennesker. Selv ikke de allerbedste kan se sig selv helt fri fra alle syv dødssynder, og ingen kontrol og tvang i verden kan udrense dem fra dine tanker. Det er faktisk netop på dén måde, at alle vi mennesker er lige – gennem vores eget ansvar for at tøjle vores indre synder og følge vores samvittighed. For samvittigheden kan ingen aflaste dig fra. Du skal være i stue med din samvittighed indtil den dag, du dør – og måske endda for evigt. Derfor er der heller ingen andre, der kan sikre dig en indre følelse af værdighed over at være lidt bedre til at tøjle din indre synder, end du var i går.

Vi er ikke syge, vi er syndere 

Andre kan ofte løse dine problemer for dig, og tit kan du ikke undvære hjælpen, men din følelse af værdighed afhænger af, at du selv formår at tage ansvar. Ansvaret tager udgangspunkt i din egen situation, og synden er som bekendt meget mangfoldig: Det væsentlige er ikke, hvad du kan og ikke kan, men hvor meget, du bestræber dig på at være bedre, end du egentlig gider at være på en dårlig dag. Og det er i sidste ende en bedømmelse, du foretager med din egen samvittighed – som du ikke kan lyve for.

Af samme grund mener jeg, at det er en decideret umenneskelig tanke at gøre op med idéen om mennesket som en uhelbredelig synder til fordel for socialpsykologiske forklaringer på alle vores fejl. For hvis vi ikke er syndere, må vi jo være syge, når vi gør os selv eller andre ondt. Og så skal vi ikke angre vores egne synder og tilgive andres, men derimod alle sammen tvangsindlægges til terapi, hvor det er op til kliniske eksperter at behandle os og erklære os raske.

Ikke alene er det en umyndiggørelse af mennesket, det er også helt evident, at vi på ingen måde har fået et mere rummeligt og tilgivende samfund af at aftabuisere synd og putte den i samme kasse som reelle psykiske lidelser. Vi har tværtom fået mere offentlig fordømmelse og større mistrivsel – og i øvrigt langt større offentlige udgifter til al terapien.

Jeg vil gerne slå et slag for synderne. Syndstanken fokuserer og koncentrerer dit moralske univers om dig selv på en konstruktiv måde. I stedet for at se dig selv blot som offer for psykologiske omstændigheder, opfordrer syndstanken dig til at lære at mestre dig selv og holde dine dårlige sider tilbage. I stedet for at forlange, at hele verden skal forandre sig for at efterleve din påståede moral, er syndstankens udgangspunkt, at du skal starte med at forandre dig selv for at kunne efterleve din egen moral. Og du kommer i øvrigt til at fejle, så lad være med at fordømme andre alt for hårdt for det samme.

Frelserkomplekset er dovenskab i ny forklædning

Det kan godt være, at du tror, og bliver bekræftet af alverdens strømninger i samtiden i, at du kan løse alle verdens problemer, før du behøver at løse dine egne, men i sidste ende er det såmænd den gode gamle dovenskab, der spiller dig et puds. Det er jo trods alt den ultimative undskyldning for at undgå de hårde erkendelser og det hårde arbejde ved dig selv: At du er på en højere mission end dét. Men det er du ikke. Du kan kun for alvor være til nytte for andre, hvis du har et nogenlunde greb om dine egne problemer og din egen tilværelse.

Og selv hvis du nu skulle være i stand til at redde hele verden, ville det ikke ændre en tøddel ved dine brudte løfter til venner og familie, dine løgne, din skuffelse over at have sjoflet vigtige ting, dine utugtige og utro tanker, eller din misundelse over andres ting, som du ikke har.

Der er ikke noget større billede, der frikender din egen samvittighed for noget som helst, som du har gjort forkert, eller undskylder noget som helst, du har forsømt at gøre. Der er kun dét, at du er en synder. Og gudskelov for det. For dét kan du arbejde med hver eneste dag, når du har valget mellem at give efter for synden eller at stå fast på din samvittighed.

Og er det ikke fantastisk, at vi får sådan nogle chancer hver dag? Vi kan angre og arbejde med vores synder, og vi kan tilgive andres synder. Hver dag kan vi gøre os selv og verden bedre på dén måde, også selvom vi fejler. Således kan vi nu, helt selv, faktisk gøre noget i stedet for bare at råbe op imod alle denne verdens storme. For vi har altid et valg. Vi kan vælge at stræbe højere. Og gudskelov for dét.

Bragt i Information d. 14. marts 2025.

Alliancen: Vanopslagh om ny kampagne og fælles blå visioner for fremtidens Danmark

Liberal Alliance
14. marts 2025

“Du har altid et valg” er titlen på en ambitiøs ny kampagne, som LA netop har lanceret. Hvorfor kampagnen er nødvendig netop nu, og hvilke tanker der ligger bag, forklarer Alex Vanopslagh først i dagens program.

Derefter er emnet det borgerlige fundament under fremtidens Danmark, som LA, DD, K og DF i fællesskab er ved at støbe. Onsdag mødtes de fire partiledere til en samtale om den truende sikkerhedspolitiske situation, om fælles visioner og om forsvaret for ytringsfriheden.

Medvirkende:
Mona Juul (K)
Morten Messerschmidt (DF)
Inger Støjberg (DD)
Alex Vanopslagh (DF)

Vært:
Mikkel Andersson

Alliancen: DR skal være brugerbetalt, og public service skal i udbud

Liberal Alliance
6. marts 2025

Danmarks Radio er en træt, utidssvarende og alt for dyr mediegigant, der politiserer og skævvrider markedet. Derfor vil LA gøre DR abonnementsfinansieret og sende stationens public-service-indhold i udbud.

Det fortæller medieordfører Katrine Daugaard og Alex Vanopslagh i dagens Alliancen, hvor Alex også uddyber sit syn på ugens begivenheder involverende Trump og Ukraine samt fortæller hvem, der ikke behøver stemme LA.

Med:
Alex Vanopslagh, formand
Katrine Daugaard, kulturordfører

Vært: Mikkel Andersson

Sihaam tog sin frihed tilbage: En insiderberetning fra islams parallelsamfund

Liberal Alliance
27. februar 2025

Da Sihaam var ni år gammel, blev hun sendt på en islamisk genopdragelsesrejse til Somalia, uden at nogen danske myndigheder greb ind.

Nu er Sihaam 21 år gammel og er brudt ud af et muslimsk parallelsamfund præget af vold og social kontrol. Men det har været en hård rejse, hvor hun fortæller, at alt for mange danske myndigheder ignorerede oplagte faresignaler.

Medvirkende: Sihaam og Steffen Larsen, udlændinge og retsordfører

Alliancen: Er forældre bange for autoritet, og svigter myndighederne børn i parallelsamfund?

Liberal Alliance
27. februar 2025

Da Sihaam var ni år gammel, blev hun sendt på en islamisk genopdragelsesrejse til Somalia, uden at nogen danske myndigheder greb ind.

Nu er Sihaam 21 år gammel og er brudt ud af et muslimsk parallelsamfund præget af vold og social kontrol. Men det har været en hård rejse, hvor hun fortæller, at alt for mange danske myndigheder ignorerede oplagte faresignaler.

(Du kan finde hele interviewet med Sihaam i LA’s podcastfeed)

Merete Riisager, tidligere undervisningsminister og nu seniorrådgiver i Liberal Alliance, er begejstret for Trivselskommissionens opfordringer til, at forældre skal turde være autoriteter og sætte rammer for børn. Hun mener, at det er et nødvendigt korrektiv til dybt problematiske pædagogiske strømninger. Hør hvorfor i dagens program.

Medvirkende:

Steffen Larsen, udlændinge- og retsordfører

Sihaam

Merete Riisager, seniorrådgiver

Rasmus Ulstrup Larsen, rådgiver

Landdistrikterne er for vigtige til skattebetalt symbolpolitik

Jens Meilvang
27. februar 2025

Det har taget fuldstændig overhånd med mængden af ministre – Mette Frederiksens SVM-regering har slået danmarksrekord med 25 ministre.

Og for det ikke skal være løgn, havde SVM-regeringen i forvejen den gamle rekord.

Derfor foreslår Liberal Alliance, at vi skærer fem overflødige ministerier væk som en lille start på afbureaukratiseringen af det danske samfund. Nogle af stillingerne skal simpelthen nedlægges, imens andre skal føres ind under ministerier, der sagens kan varetage opgaverne. F.eks. foreslår vi at fjerne det overflødige landdistriktsministerium og føre opgaverne tilbage i Indenrigsministeriet, hvor de typisk har ligget.

Det falder dog Patrick Culmsee-Bryhl fra Danmarksdemokraternes Ungdom for brystet. Skønt han deler ambitionen om at skære ned på bureaukrati og projektmageri for borgernes penge, mener han i et indlæg i JP, at ønsket om at nedlægge Landdistriktsministeriet er et udtryk for »storbyens privilegieblindhed«.

Men her retter Culmsee-Bryhl desværre bager for smed – eller skulle vi sige bonderøv for storbysnude? For Liberal Alliances politik er på ingen måde udtryk for privilegieblindhed fra storbyen. Set her fra Auning på Djursland giver den (også) overordentlig god mening.

Selvom vi i provinsen måske har ry for ikke at lade alt, som vi tjener, komme skattefar for øje, er vi naturligvis i lige så høj grad som storbyboerne med til at betale for et danske skattetryk, der udgør næsten halvdelen af økonomien.

Så når Liberal Alliance vil skære ned på overflødigt bureaukrati og projektmageri i staten, er det netop for at spare alle danskere for at betale for ting, der ikke gavner ret mange. I dette tilfælde en række ministerier, der først og fremmest gavner dem med ministerposter og komfortable, vellønnede job i bureaukratiet.

Ikke for at ignorere landdistrikterne, men det er jo i den forbindelse meget sigende, at sagerne om disrespekt for landdistrikterne, som Culmsee-Bryhl bringer op, netop er sket, mens vi har haft en landdistriktsminister.

Det havde vi også i de fire år med Helle Thorning-Schmidt som statsminister, selvom ingen husker hende som en stor beskytter af landdistrikterne. Det er den førte politik, ikke logoet på ministerierne, der betyder noget.

Jeg har stor respekt for, at man gerne vil tale landdistrikternes sag – især når de bliver overset eller ofre for centralistiske skrivebordsbeslutninger. Jeg gør det faktisk hver dag som landdistriktsordfører i et parti, der er dybt optaget af den voksende splittelse mellem land og by, og som har mit hverdagsliv meget langt fra København.

Det er der dog intet, der tyder på, at en landdistriktsminister med et stort, fint, blankt skrivebord i København er nogen særlig hjælp for landdistrikterne.

Kritikken af Liberal Alliance for at ville spare et overflødigt ministerium væk er sådan set en god lektie i, hvordan vi er endt med så meget bureaukrati og så dyr en stat: Fordi alle har deres eget særhensyn, som de forlanger tilgodeset med et ministerium, initiativer, kampagner, puljer og øremærkede projektmidler. Sammen med politiske vennetjenester er det trods alt sådan, vi er endt med at slå nye danmarksrekorder i antallet af ministerier.

Det er bare ikke noget, man mærker noget til ude blandt danskerne. Heller ikke os i provinsen. Lad os koncentrere os om at føre en god og ansvarlig politik, der gør det muligt at leve et tilfredsstillende liv i alle postnumre – herunder at holde orden med borgernes penge, så de ikke bliver klattet væk på symbolpolitik, bureaukrati og projektmageri.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27 februar 2025)