Løsningen ligger lige for: Mere kernekraft kan gøre os uafhængige af Putins gas

Alex Vanopslagh
5. april 2022

Putins forbryderiske invasion af Ukraine har forskudt de tektoniske plader i international politik og affødt en ny sikkerhedstrussel.

Med den russiske aggression i Ukraine som bagtæppe er det blevet fastslået, at vi ikke kan forblive afhængige af Putins gas.

Europa og Danmark skal kunne stå på egne ben, når det kommer til at sikre vores energiforsyning, og løsningen ligger lige for. Vi skal have mere kernekraft i Europa.

I EU får vi omtrent 40 procent af vores gas fra Rusland, og i Danmark er vi desværre også storforbrugere af den russiske gaseksport. Det er ikke langtidsholdbart. For konsekvensen af, at vi har deponeret vores energiforsyning hos en lunefuld og utilregnelig diktator som Putin, er, at han med et fingerknips kan lukke for gashanerne og gøre det sværere for os at opvarme vores boliger eller tænde vores komfurer.

Men forhåbentlig kan vi selv trække stikket til Putins gasforsyning, inden det bliver for sent. For når et bredt flertal i Folketinget kan finde fælles fodslag om at opruste vores forsvar for at imødegå sikkerhedstruslen fra Rusland, burde et bredt flertal også kunne finde fælles fodslag om at sikre vores energiforsyning.

Tiden er derfor moden til, at vi lægger 1970’ernes faktaresistente skræmmekampagner mod kernekraft på hylden, så vi kan stikke en kæp i hjulet på Putins despotiske krigsmaskine og komme i mål med den grønne omstilling.

Og hvis vi vil tage taktstokken fra Putin og stoppe med at betale til hans forkastelige invasion af Ukraine, er den mest oplagte løsning, at vi støtter vores nabolandes brug af kernekraft.

Når snakken falder på kernekraft, pibler det ofte frem med en syndflod af fordomme og klichefyldte referencer til Tjernobyl-ulykken, der typisk giver en unuanceret udlægning af den ekstremt begrænsede risiko, der er forbundet med anvendelsen af teknologien. Det så vi eksempelvis for nylig, da vores klimaminister, Dan Jørgensen, turnerede med en tyndslidt skræmmekampagne mod den grønne teknologi på de sociale medier og i pressen.

Det er ærgerligt, for forskning dokumenterer utvetydigt, at risikoen ved kernekraft er væsentligt mindre end ved andre energiformer, og at vi har brug for kernekraft, hvis vi skal nå i mål med en grøn omstilling. Netop af den årsag støtter både EU og FN også med bred opbakning brugen af kernekraft, fordi vi dermed kan få en billig, ren og stabil energikilde uanset vind og vejr.

Tiden er derfor moden til, at vi lægger 1970’ernes faktaresistente skræmmekampagner mod kernekraft på hylden, så vi kan stikke en kæp i hjulet på Putins despotiske krigsmaskine og komme i mål med den grønne omstilling. For kun med kernekraft har vi på sigt muligheden for at fravriste os Putins jerngreb om vores energiforsyning og tilvejebringe de bæredygtige klimaløsninger, vi har brug for.

(Debatindlæg udgivet i Aarhus Stiftstidende d. 5. april 2022)

Dan Jørgensens skræmmekampagne mod atomkraft er fordomsfuld og uoplyst

Alex Vanopslagh
13. februar 2022

Danskerne er ikke længere så fordomsfulde om kernekraft, som Dan Jørgensen går og tror. Men det skal han sikkert nok snart erkende.

Man har ret til sine egne holdninger, men ikke til sine egne fakta. Det gælder også, hvis man er Danmarks klimaminister og fremturer med skræmmebilleder om kernekraft bygget på mølædte Tjernobyl-historier i pressen og på sociale medier.

Ministeren må føle sig presset over, at debatten om kernekraft har fået nyt liv, og at det ikke længere er så nemt at udskamme os, der ser fordomsfrit på kernekraftens muligheder.

Virkeligheden taler modsat Dan Jørgensen sit klare sprog, men man kan også se HBOs spændende serie om Tjernobyl, som ganske vist tager sig nogle kunstneriske friheder med sit materiale, men som alligevel stiller skarpt på, at Tjernobyl-ulykken i 1986 skyldtes tre ting:

At værket var noget gammelt skrammel, som havde indbyggede svagheder, man ikke tog højde for.

At værket var bemandet af inkompetente og fejlangste medarbejdere, fordi der var kronisk mangel på kvalificeret arbejdskraft i Sovjetunionen. Sådan er det nemlig i et kommunistisk samfund, hvor man får cirka det samme i løn for at sælge æbler på gaden, som man får for at være højt specialiseret ingeniør.

At ulykken skete i et diktatur, der aldrig ville indrømme, hvis noget var galt, og ulykken derfor blev mørklagt og redningsindsatsen forsinket og modarbejdet.

Lektien fra Tjernobyl handler altså ikke om kernekraft – men om at droppe gammelt skrammel, sikre sig kvalificeret arbejdskraft og holde sig fra at have magtfuldkomne ledere, der ikke tåler kritik og mørklægger problemer.

Vi kan jo bare sammenligne med de værste ulykker med kernekraft i den frie verden: Three Mile Island i USA i 1979, hvor ingen døde, og Fukushima i 2011, hvor én person døde i selve ulykken.

Det mest anerkendte tal om Tjernobyl-ulykkens dødsfald stammer fra WHO og ligger på cirka 4000. Det lyder jo af mange, men til sammenligning dør cirka 4000 danskere om året på grund af luftforurening ifølge en rapport fra Københavns Universitet og Hjerteforeningen.

Og Danmarks beslutning om ikke at satse på kernekraft netop har betydet, at danskerne har fået langt mere partikelforurening ned i deres lunger. Vi kunne have påbegyndt erstatningen af vores kulkraftværker allerede i 70erne, men i stedet har de fået lov at pumpe giftige partikler ud i atmosfæren lige siden, og gør det stadig, selvom de i dag fyrer med træ og selvfølgelig har fået bedre filtre.

Det er altså sandsynligt, at Danmarks fravalg af kernekraft til fordel for kulkraft siden 1970erne over tid har ført til flere menneskers død på grund af luftforurening, end Tjernobyl-ulykken medførte. Plus en langt højere CO₂-udledning, fordi kul helt generelt sviner noget så skrækkeligt.

Dan Jørgensen er velkommen til at være modstander af kernekraft, men kunne han i det mindste ikke være det på et oplyst og fordomsfrit grundlag?

Vi er mange, der ikke er vokset op med de samme fordomme som folk på Dan Jørgensens alder eller ældre, og det giver nok et mere åbent syn på kernekraftens muligheder for at levere ren og stabil energi uanset vind og vejr.

Danskerne er ikke længere så fordomsfulde om kernekraft, som Dan Jørgensen går og tror. Men det skal han sikkert nok snart erkende.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 12. februar 2022)

Jeg er træt af, at røde mærkesager skal sælges som grøn omstilling

Henrik Dahl
17. december 2021

Danske Gymnasier – det tidligere Rektorforeningen – mener, at tiden er inde til en gennemgribende omstilling til bæredygtighed i gymnasierne.

I princippet er det sandt. Som langt de fleste anerkender, er det en skidt idé at lukke ubegrænsede mængder af kuldioxid ud i atmosfæren. Derfor skal vi i stigende grad lade være.

Men kan det virkelig passe, at det heraf følger, at »det stiller krav til revision af det faglige indhold og til fagdidaktikken«? Man kunne vel også sige, at produktion og lagring af energi, der ikke er frembragt ved at udlede kuldioxid, stiller krav om at beherske de klassiske fag som matematik, fysik og kemi? For når alt kommer til alt, er det i høj grad ingeniører, der både har skabt problemerne og må forventes at løse dem.

Det korte af det lange er: Jeg savner en begrundelse for, at »den grønne omstilling kræver […], at fag, som førhen blev anset som forskellige fagdiscipliner, bliver samtænkt på ny via obligatoriske projektforløb. Det kunne ske i forbindelse med en justering af fagrækken«.

Hvorfor gør den egentlig det? Er det ikke bare en bekvem anledning til at argumentere for den ødelæggelse af den klassiske faglighed, som flertallet af landets gymnasierektorer af uransagelige årsager går ind for alligevel.

Hvorfor gør den egentlig det? Er det ikke bare en bekvem anledning til at argumentere for den ødelæggelse af den klassiske faglighed, som flertallet af landets gymnasierektorer af uransagelige årsager går ind for alligevel.

På samme måde savner jeg en begrundelse for, at produktionen af energi, der ikke er skabt ved at udlede kuldioxid, lige præcis er et argument for, at fremtiden skal være asketisk. For det er det åbenbart for gymnasierektorerne: »Ved at sætte bæredygtighed på dagsordenen […] har gymnasierne mulighed for at påvirke eleverne til at foretage personlige valg, der er mere klimavenlige«.

På en måde kan jeg godt lidt tanken. Slut med anvendelsen af ekstremt klimabelastende computere i undervisningen. Slut med fjollede ekskursioner til fjerne egne af verden, der først og fremmest er morsomme at deltage i, men ikke har noget fagligt indhold. Og i stedet ind med blyant og papir og fordybelse i litterære værker, der udvider forståelsen for den verden, vi lever i.

Men det er nok ikke det, der menes. Mon ikke tanken først og fremmest er, at fremtiden skal være asketisk? Med en politisering og regulering af traditionelle spisevaner. Udskamning af garderober, der er alt for store og spraglede. Og udskamning af individuel transport, naturligvis.

Hvis verden skal udlede mindre kuldioxid til atmosfæren, og den del af Jordens befolkning, der stadig ikke har fået adgang til en levestandard, vi i Danmark anser for at være rimelig, skal løftes op, bør man satse massivt på atomkraft. For det er den eneste måde at producere energi i stor skala, der faktisk er emissionsfri.

Men jeg er hundrede procent sikker på, at det ikke er, hvad Danske Gymnasier mener. For det, Danske Gymnasier i virkeligheden går ind for, er, at verden bør være venstreorienteret. I den forbindelse er behovet for ikke at udlede kuldioxid i atmosfæren den perfekte anledning til bilde folk ind, at den eneste vej frem er venstreorientering.

For at være helt ærlig, er jeg dødhamrende træt af, at venstrefløjen er trængt ind i alle danske dannelsesinstitutioner. Og at den fra sine magtbastioner benytter enhver lejlighed til at indoktrinere sagesløse borgere med sine røde holdninger.

Det er simpelthen ikke rimeligt, at man under det tilsyneladende uskyldige flag »grøn omstilling« sejler med en giftig kontrabande af røde mærkesager. Som man har tænkt sig at præsentere som den eneste løsning på et påtrængende problem. Grønt er grønt – ikke en speciel nuance af rødt.

Henrik Dahl er sociolog, forfatter og MF for Liberal Alliance.

»På en måde kan jeg godt lidt tanken. Slut med anvendelsen af ekstremt klimabelastende computere i undervisningen. Slut med fjollede ekskursioner til fjerne egne af verden, der først og fremmest er morsomme at deltage i, men ikke har noget fagligt indhold. Og i stedet ind med blyant og papir og fordybelse i litterære værker, der udvider forståelsen for den verden vi lever i,« skriver Henrik Dahl.

Det er simpelthen ikke rimeligt, at man under det tilsyneladende uskyldige flag »grøn omstilling« sejler med en giftig kontrabande af røde mærkesager.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 17/12/2021)