Tid til atomkraft på dansk jord?

Steffen Frølund
26. januar 2023

Det er snart 20 år siden, at svenske politikere stak reguleringskæppen i hjulet på den sidste reaktor i atomkraftværket i Barsebäck.

Men med dannelsen af Sveriges nye, borgerlige regering er det ikke længere usandsynligt, at der i Barsebäcks reaktorer atter vil blive spaltet uranatomer inden for en overskuelig fremtid.

Svenskernes holdning til atomkraft har nemlig ændret sig markant inden for det seneste stykke tid, og også herhjemme begynder piben omsider at få en anden klang.

En meningsmåling fra september påviser f. eks., at 46 pct. af danskerne er tilhængere af at indføre atomkraft i Danmark, mens 39 pct.

stadig er imod. Det er en betydelig fremgang set i lyset af, at der så sent som i 2016 kun var 17 pct. af befolkningen, der var tilhængere.

Med dette skift i folkestemningen er der god grund til, at vi danskere også undersøger muligheden for at følge i svenskernes fodspor, så vi kan gøde jorden for en grøn omstilling af vores samfund.

Blandt forskerne er der nemlig stor konsensus om, at atomkraft er vejen frem. I en ny FN-rapport dokumenteres det eksempelvis, at atomkraft er den energikilde med den laveste CO2-udledning, og også i EU har man grønstemplet kernekraft som nødvendig for en grøn omstilling.

Det tyder altså på, at det vil være en god idé at undersøge muligheden for at få atomkraft på dansk grund, og med Putins invasion af Ukraine som bagtæppe er det kun blevet endnu mere åbenlyst, at vores nuværende energiforsyning godt kunne bruge et eftersyn.

I EU får vi omtrent 40 pct. af vores gas fra Rusland, og når Putin med et fingerknips kan lukke for gashanerne og fratage os muligheden for at opvarme vores boliger eller tænde vores komfurer, har vi et problem.

Derfor foreslår vi i Liberal Alliance at nedsætte en Niels Bohrkommission, bestående af uvildige eksperter på området, som skal undersøge muligheden for at få atomkraft på dansk jord. Det håber jeg, at mine kollegaer i Folketinget vil støtte. For går man ind for en grøn omstilling, bør man også gå ind for, at vi kan føre en faktabaseret klimapolitik på et oplyst grundlag.

I EU har man grønstemplet kernekraft som nødvendig for en grøn omstilling.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 26. januar 2022)

Den Grønne Ungdomsbevægelse tager fejl. Liberal Alliances klimaambitioner er tårnhøje

Steffen Frølund
6. september 2022

Den Grønne Ungdomsbevægelse har vist forsømt at sætte sig ind i LA’s klimapolitik, før de gik til tasterne. Faktum er nemlig, at LA har tårnhøje klimaambitioner.

For nyligt kunne man i nærværende avis støde på et debatindlæg fra Den Grønne Ungdomsbevægelse, der anklager Liberal Alliance for at være et klimaskeptisk parti og turnerer med et postulat om, at partierne i rød blok ”åbenlyst er lysår foran partierne i blå”.
Det er forkert, men åbenlyst ér det imidlertid, at Den Grønne Ungdomsbevægelse tilsyneladende ikke har sat sig ind i Liberal Alliances klimapolitik, før de gik til tasterne.

Faktum er nemlig, at Liberal Alliance er det parti i Danmark, der har den mest ambitiøse klimapolitik målt på CO2-reduktioner.
I vores seneste klimaudspil fra foråret anviser vi nemlig vejen til at reducere CO2-udledningen med 100 procent i 2030. Ja, du læste rigtigt. Hverken Frie Grønne, Enhedslisten, Det Radikale Venstre eller nogen andre partier har en lige så ambitiøs målsætning.

Så hvordan skal vi gøre det i praksis? Jo, det handler om at føre en klimapolitik, der er renset for symbolpolitik.
I dag er den danske klimadebat nemlig kendetegnet ved et ensidigt fokus på nationalistisk navlepilleri, hvor man ikke ser længere end til vores egen danske andedam.

Det er et problem, for i atmosfæren er det fuldstændig ligegyldigt, om CO2-udledningen kommer fra Danmark, Indien eller Kina – den skal reduceres uanset hvad.
Derfor er det Liberal Alliances politik, at vi løfter blikket fra den danske andedam og fører en klimapolitik med internationalt udsyn.

Vi skal således både mindske vores egen udledning med 70 procent og samtidig reducere de resterende 30 procent i udlandet, så vi bliver et reelt foregangsland for den grønne omstilling.
Det gør vi ved at øge klimapuljen med mere end 1 mia. kr. om året og indgå internationale samarbejdsaftaler med udenlandske myndigheder, så vi også hjælper andre lande med at reducere deres CO2-udledning.

Vi skal have en flad og ensartet CO2-afgift samt en afgift på klimaskadelig biomasse, vi skal 17-doble dansk havvind og så skal vi sætte turbo på elektrificeringen af Danmark ved at udbygge vores elektriske infrastruktur.

Og derudover skal vi nedsætte en Niels Bohr-kommission, som fordomsfrit lader forskere undersøge mulighederne for at have kernekraft i den danske energiforsyning.
For hvis man er seriøs omkring den grønne omstilling, så lytter man naturligvis til verdens førende forskere og de officielle anbefalinger fra både EU og FN, der helhjertet støtter op om verdens billigste, sikreste og mest stabile grønne energikilde: nemlig atomkraft.

Så inden Den Grønne Ungdomsbevægelse kommer alt for godt i gang med postulaterne om at ”det står lysende klart, at de blå partier ikke har et klimaprojekt”, så skulle I måske lige læse vores ambitiøse klimaudspil?
Ja, måske vi sågar kan finde fælles fodslag om en politik, der lægger skinnerne til den grønne omstilling? Det håber jeg i hvert fald.

(Debatindlæg udgivet i Politiken d. 6. September)

Hvorfor ikke føre klimapolitik på et oplyst grundlag?

Steffen Frølund
8. august 2022

Danmarks største klimasyndere er hverken Aalborg Portland, storforbrugerne af oksekød eller familien, der flere gange om året stiger på et fly for at tage på badeferie under varmere himmelstrøg.

Nej, Danmarks største klimasyndere findes derimod blandt de røde atomkraftmodstandere, som siden 1970’erne hårdnakket har blokeret for, at Danmark kan bruge verdens mest sikre, stabile og grønne energikilde. Nemlig kernekraft.

Siden år 1985 har vi nemlig haft et dumstædigt forbud mod at lade kernekraft indgå i den danske energiplanlægning. Og fordi vi har ladet protestsangene fra dengang Anker Jørgensen var Statsminister diktere vores klimapolitik, er vi i dag langt længere fra den grønne målstreg end mange af de lande, vi normalt sammenligner os selv med.

For eksempel har man i Frankrig satset på atomkraft siden 1960’erne. Franskmændene får i dag hele 2/3 af deres energiforsyning fra kernekraftværker, og ifølge Det Europæiske Miljøagentur er Frankrigs strøm derfor mere end dobbelt så grøn som Danmarks.

Ikke desto mindre er der imidlertid stadig stor modstand mod den grønne teknologi herhjemme. Men hvis vi skal nå i mål med en grøn omstilling, bliver vi nødt til at tage den bedste teknologi i brug.

For faktum er nemlig, at der blandt verdens førende eksperter er massiv konsensus om, at brugen af moderne kernekraftteknologi er både stabil, sikker og grøn. Og det er netop også årsagen til, at både EU og FN som officiel udmelding har grønstemplet atomkraft som en bæredygtig energikilde.

Så hvis vores højt besungne ambitioner om, at Danmark skal være et grønt foregangsland, rent faktisk skal blive til mere end klichefyldte floskler i de politiske skåltaler, bliver vi simpelthen nødt til at få et paradigmeskifte på spørgsmålet om atomkraft.

Derfor foreslår vi i Liberal Alliance at nedsætte en Niels Bohr-kommission bestående af danske og udenlandske eksperter, som fordomsfrit kan gøre os klogere på den grønne teknologi. Med Niels Bohr-kommissionen vil vi få faktuel og konkret viden om, hvordan vi mest optimalt kan anvende kernekraft i den danske energiforsyning.

Og helt ærligt. Hvis man reelt er interesseret i en grøn omstilling, så kan man vel ikke være modstander af, at vi får mere viden om brugen af grøn teknologi, så vi kan føre klimapolitik på et så oplyst grundlag som muligt?

Så lad os kortlægge mulighederne for at bruge kernekraft på dansk jord, så vi ikke fører klimapolitik i blinde. Lad os nedsætte en Niels Bohr-kommission som giver os mere viden til kampen for en grøn omstilling.

(Debatindlæg udgivet på Politiken.dk d. 27. Juli 2022)

Den grønne omstilling kræver, at innovationen slippes løs fra lænkerne af høje skattesatser og overregulering

Steffen Frølund
1. august 2022

Det er samspillet mellem vækst, liberale markedsvilkår og fornuftig regulering, som kommer til at lægge skinnerne til den grønne omstilling.

Klimaforandringerne lurer forude, og hvis vi ikke reducerer den globale CO2-udledning, får det store konsekvenser. Men i den offentlige debat lyder det ofte, at den grønne omstilling skal baseres på planøkonomiske principper, hvor politikerne håndplukker teknologier uden markedskræfternes innovation.

Det er en farlig tankegang. For vejen til den grønne omstilling går derimod gennem liberale rammebetingelser og teknologiske landvindinger, som formindsker vores CO2-udledning, uden at vi skal leve fattigere liv.

I den politiske debat har vi en tendens til at undervurdere, hvor vigtigt teknologi er. Hvem kunne eksempelvis for 50 år siden have forudset, at vi i dag kan få svar på næsten alle spørgsmål ved blot at række hånden ned i lommen og lave en simpel Google-søgning med vores smartphone?

Hvem skulle for 200 år siden have troet, at vi ville få fly, biler eller højhastighedstog, og at helt almindelige mennesker i dag lever et liv i en luksus, som selv fortidens kejsere og konger ikke kunne drømme om? Folk ville ikke have troet på det i deres vildeste fantasi. For det er afsindigt svært at forudsige, hvordan fremtidens teknologi vil forme vores samfund.

Og på samme måde som at fortidens embedsmænd og politikere ikke havde en jordisk chance for at forudsige nutidens teknologi, har politikerne anno 2022 heller ikke en spåkugle, der med kirurgisk præcision kan forudsige den grønne omstillings vinderteknologier.

Derfor bliver vi nødt til at erkende, at det ikke bør være politikerne, som skal udvælge bestemte løsninger og dumstædigt holde fast i dem, selvom markedet konstant frembringer bedre teknologier. Fremtidens grønne løsninger kommer nemlig ikke dumpende ned fra himlen som følge af et pennestrøg fra politikerne på Christiansborg.

Men fra min tid som iværksætter og investor i grønne start-ups ved jeg også, at dét ikke betyder, at teknologien ikke kommer. For hvis vi med liberale rammebetingelser muliggør, at folk også selv får en gevinst af at udvikle fremtidens løsninger, kickstarter vi en teknologisk proces, som kan overkomme selv de mest uoverskuelige problemer.

På et decentralt og konkurrenceudsat marked, hvor virkelystne ildsjæle har incitamenter til at udvikle grønne løsninger, er det nemlig lige så sikkert som amen i kirken, at det vil pible frem med nye teknologier.

Når venstrefløjens dommedagsprofeter med løftet pegefinger prædiker om en klimapolitik, hvor vi skal afgive vores frihed og leve i askese, bør vi råbe vagt i gevær. Der er ingen grund til at føle skam, når vi stiger på et fly eller sætter os bag rattet i en bil. Og vi er ikke nødt til at leve fattige liv for at kunne løse klimaproblemerne. Faktisk forholder det sig omvendt.

Den grønne omstilling er nemlig ikke uforenelig med vækst og velstand. Tværtimod er det netop samspillet mellem vækst, liberale markedsvilkår og snusfornuftig regulering, som kommer til at lægge skinnerne til den grønne omstilling. Så hvad skal vi gøre i praksis? Jeg har tre overordnede initiativer, som vil være et betydeligt skridt i retningen mod et mere bæredygtigt samfund.

For det første skal vi have en ordentligt CO2 afgift, så naboen kompenseres nøjagtigt for den ulempe, din udledning påfører ham. Ingen virksomheder (heller ikke dem, der tilfældigvis har produktion i samme valgkreds som Statsministeren) skal have uretfærdige rabatordninger, for CO2-afgiften skal være flad og ensartet, så vi sikrer lige konkurrencevilkår for alle.

Derudover skal vi sænke selskabsskatten til 12,5%, så vi tiltrækker konkurrencedygtige virksomheder og sikrer, at selskaberne har midler til at investere i smartere løsninger, der vil kunne sætte gang i hjulene under den grønne omstilling.

Afslutningsvis skal vi deregulere finansierings- og investeringsmarkederne, så der tilføres likviditet til udviklingen af grøn teknologi. Derfor bør vi fremme muligheden for at tage lån med pant i bolig, gøre det lettere for småsparere at investere i grønne fonde og skabe bedre rammer for, at virksomheder kan få finansieret nye projekter gennem eksempelvis crowdfunding.

For hvis vi slipper innovationen løs fra lænkerne af høje skattesatser og overregulering, skal markedskræfterne nok frembringe grøn teknologi, så vi kan overkomme klimaforandringerne. Præcis ligesom vi med flid, frihed og opfindsomhed har formået at overkomme alle de andre problemer, menneskeheden hidtil er stødt på.

(Udgivet i Børsen d. 22. juli 2022)

Kernekraft i Danmark? Lad os kigge på det!

Alex Vanopslagh
30. april 2022

Lad os nu se sagligt på kernekraft

Lad os nu komme videre fra alle de skimlede skræmmebilleder og mavefornemmelser og få et seriøst kig på kernekraft.

Kernekraft er grøn, stabil og sikker energi. Punktum.

Hver evig eneste dag splitter reaktorer over alt i Europa atomer ad og skaber massevis af energi, som er til glæde og gavn for europæerne. Og lande som UK, Frankrig og Polen er i gang med ambitiøse planer for at udbygge deres kernekraft. For der er ingen grøn fremtid for Europa uden kernekraft.

Gælder det også Danmark? Det synes jeg, at vi skal finde ud af. Derfor har Liberal Alliance foreslået at nedsætte en Niels Bohr-kommission, der skal gøre os klogere på de fordele og ulemper, der vil være forbundet med at få kernekraft på dansk jord. For lige nu er debatten domineret af skræmmebilleder og mavefornemmelser, og danskerne fortjener bedre end det.

Siden 1970’erne har den generelle holdning til kernekraft i overvejende grad været baseret på venstrefløjens skræmmekampagner. Én af de højeste stemmer i den kernekrafts-fobiske kakofoni er desværre vores egen klimaminister, Dan Jørgensen, der ofte har for vane at male skræmmebilleder, der bevæger sig langt væk fra virkeligheden.

Det kommer eksempelvis til udtryk ved, at Dan Jørgensen ofte ynder at turnere med mølædte referencer til Tjernobyl-værket, der blev opført for 45 år siden, som om at dette enkeltstående, anekdotiske eksempel er repræsentativt for, hvor sikre nutidens kernekraftværker er. Det er en usaglig spinmetodik.

For at turnere med Tjernobyl-værket som case er lige så usagligt, som hvis man brugte Dybbøl Mølle som case for nutidens vindmølle-teknologi, og så dårligt oplyst kan Dan Jørgensen da umuligt være, når han bestrider det vigtige hverv som manden, der skal stå i spidsen for Danmarks grønne omstilling.

De førende klimaforskere på området har i tillæg til de officielle anbefalinger fra både EU og FN allerede dokumenteret, at vi på global plan kommer til at bruge kernekraft, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling.

Ved at nedsætte en kommission bestående af landets førende forskere får vi muligheden for at føre klimapolitik på et velkvalificeret og fagligt grundlag. Hvis folk som Dan Jørgensen reelt er interesserede i, at vi får muligheden for at føre klimapolitik på et så oplyst grundlag som muligt, burde han også gå ind for Liberal Alliances Niels Bohr-kommission.

Lad os nu kortlægge mulighederne for brugen af kernekraft på dansk jord, så vi har et sagligt overblik over de bedste måder at imødegå klimaforandringerne og komme i mål med en grøn omstilling på.

Sådan fører man klimapolitik, hvis man oprigtigt går op i at gøre det bedste for klimaet. Og det gør jeg.

(Dette er et opinionsindlæg udgivet i Berlingske d. 30. april 2022).

Løsningen ligger lige for: Mere kernekraft kan gøre os uafhængige af Putins gas

Alex Vanopslagh
5. april 2022

Putins forbryderiske invasion af Ukraine har forskudt de tektoniske plader i international politik og affødt en ny sikkerhedstrussel.

Med den russiske aggression i Ukraine som bagtæppe er det blevet fastslået, at vi ikke kan forblive afhængige af Putins gas.

Europa og Danmark skal kunne stå på egne ben, når det kommer til at sikre vores energiforsyning, og løsningen ligger lige for. Vi skal have mere kernekraft i Europa.

I EU får vi omtrent 40 procent af vores gas fra Rusland, og i Danmark er vi desværre også storforbrugere af den russiske gaseksport. Det er ikke langtidsholdbart. For konsekvensen af, at vi har deponeret vores energiforsyning hos en lunefuld og utilregnelig diktator som Putin, er, at han med et fingerknips kan lukke for gashanerne og gøre det sværere for os at opvarme vores boliger eller tænde vores komfurer.

Men forhåbentlig kan vi selv trække stikket til Putins gasforsyning, inden det bliver for sent. For når et bredt flertal i Folketinget kan finde fælles fodslag om at opruste vores forsvar for at imødegå sikkerhedstruslen fra Rusland, burde et bredt flertal også kunne finde fælles fodslag om at sikre vores energiforsyning.

Tiden er derfor moden til, at vi lægger 1970’ernes faktaresistente skræmmekampagner mod kernekraft på hylden, så vi kan stikke en kæp i hjulet på Putins despotiske krigsmaskine og komme i mål med den grønne omstilling.

Og hvis vi vil tage taktstokken fra Putin og stoppe med at betale til hans forkastelige invasion af Ukraine, er den mest oplagte løsning, at vi støtter vores nabolandes brug af kernekraft.

Når snakken falder på kernekraft, pibler det ofte frem med en syndflod af fordomme og klichefyldte referencer til Tjernobyl-ulykken, der typisk giver en unuanceret udlægning af den ekstremt begrænsede risiko, der er forbundet med anvendelsen af teknologien. Det så vi eksempelvis for nylig, da vores klimaminister, Dan Jørgensen, turnerede med en tyndslidt skræmmekampagne mod den grønne teknologi på de sociale medier og i pressen.

Det er ærgerligt, for forskning dokumenterer utvetydigt, at risikoen ved kernekraft er væsentligt mindre end ved andre energiformer, og at vi har brug for kernekraft, hvis vi skal nå i mål med en grøn omstilling. Netop af den årsag støtter både EU og FN også med bred opbakning brugen af kernekraft, fordi vi dermed kan få en billig, ren og stabil energikilde uanset vind og vejr.

Tiden er derfor moden til, at vi lægger 1970’ernes faktaresistente skræmmekampagner mod kernekraft på hylden, så vi kan stikke en kæp i hjulet på Putins despotiske krigsmaskine og komme i mål med den grønne omstilling. For kun med kernekraft har vi på sigt muligheden for at fravriste os Putins jerngreb om vores energiforsyning og tilvejebringe de bæredygtige klimaløsninger, vi har brug for.

(Debatindlæg udgivet i Aarhus Stiftstidende d. 5. april 2022)

Dan Jørgensens skræmmekampagne mod atomkraft er fordomsfuld og uoplyst

Alex Vanopslagh
13. februar 2022

Danskerne er ikke længere så fordomsfulde om kernekraft, som Dan Jørgensen går og tror. Men det skal han sikkert nok snart erkende.

Man har ret til sine egne holdninger, men ikke til sine egne fakta. Det gælder også, hvis man er Danmarks klimaminister og fremturer med skræmmebilleder om kernekraft bygget på mølædte Tjernobyl-historier i pressen og på sociale medier.

Ministeren må føle sig presset over, at debatten om kernekraft har fået nyt liv, og at det ikke længere er så nemt at udskamme os, der ser fordomsfrit på kernekraftens muligheder.

Virkeligheden taler modsat Dan Jørgensen sit klare sprog, men man kan også se HBOs spændende serie om Tjernobyl, som ganske vist tager sig nogle kunstneriske friheder med sit materiale, men som alligevel stiller skarpt på, at Tjernobyl-ulykken i 1986 skyldtes tre ting:

At værket var noget gammelt skrammel, som havde indbyggede svagheder, man ikke tog højde for.

At værket var bemandet af inkompetente og fejlangste medarbejdere, fordi der var kronisk mangel på kvalificeret arbejdskraft i Sovjetunionen. Sådan er det nemlig i et kommunistisk samfund, hvor man får cirka det samme i løn for at sælge æbler på gaden, som man får for at være højt specialiseret ingeniør.

At ulykken skete i et diktatur, der aldrig ville indrømme, hvis noget var galt, og ulykken derfor blev mørklagt og redningsindsatsen forsinket og modarbejdet.

Lektien fra Tjernobyl handler altså ikke om kernekraft – men om at droppe gammelt skrammel, sikre sig kvalificeret arbejdskraft og holde sig fra at have magtfuldkomne ledere, der ikke tåler kritik og mørklægger problemer.

Vi kan jo bare sammenligne med de værste ulykker med kernekraft i den frie verden: Three Mile Island i USA i 1979, hvor ingen døde, og Fukushima i 2011, hvor én person døde i selve ulykken.

Det mest anerkendte tal om Tjernobyl-ulykkens dødsfald stammer fra WHO og ligger på cirka 4000. Det lyder jo af mange, men til sammenligning dør cirka 4000 danskere om året på grund af luftforurening ifølge en rapport fra Københavns Universitet og Hjerteforeningen.

Og Danmarks beslutning om ikke at satse på kernekraft netop har betydet, at danskerne har fået langt mere partikelforurening ned i deres lunger. Vi kunne have påbegyndt erstatningen af vores kulkraftværker allerede i 70erne, men i stedet har de fået lov at pumpe giftige partikler ud i atmosfæren lige siden, og gør det stadig, selvom de i dag fyrer med træ og selvfølgelig har fået bedre filtre.

Det er altså sandsynligt, at Danmarks fravalg af kernekraft til fordel for kulkraft siden 1970erne over tid har ført til flere menneskers død på grund af luftforurening, end Tjernobyl-ulykken medførte. Plus en langt højere CO₂-udledning, fordi kul helt generelt sviner noget så skrækkeligt.

Dan Jørgensen er velkommen til at være modstander af kernekraft, men kunne han i det mindste ikke være det på et oplyst og fordomsfrit grundlag?

Vi er mange, der ikke er vokset op med de samme fordomme som folk på Dan Jørgensens alder eller ældre, og det giver nok et mere åbent syn på kernekraftens muligheder for at levere ren og stabil energi uanset vind og vejr.

Danskerne er ikke længere så fordomsfulde om kernekraft, som Dan Jørgensen går og tror. Men det skal han sikkert nok snart erkende.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 12. februar 2022)

Jeg er træt af, at røde mærkesager skal sælges som grøn omstilling

Henrik Dahl
17. december 2021

Danske Gymnasier – det tidligere Rektorforeningen – mener, at tiden er inde til en gennemgribende omstilling til bæredygtighed i gymnasierne.

I princippet er det sandt. Som langt de fleste anerkender, er det en skidt idé at lukke ubegrænsede mængder af kuldioxid ud i atmosfæren. Derfor skal vi i stigende grad lade være.

Men kan det virkelig passe, at det heraf følger, at »det stiller krav til revision af det faglige indhold og til fagdidaktikken«? Man kunne vel også sige, at produktion og lagring af energi, der ikke er frembragt ved at udlede kuldioxid, stiller krav om at beherske de klassiske fag som matematik, fysik og kemi? For når alt kommer til alt, er det i høj grad ingeniører, der både har skabt problemerne og må forventes at løse dem.

Det korte af det lange er: Jeg savner en begrundelse for, at »den grønne omstilling kræver […], at fag, som førhen blev anset som forskellige fagdiscipliner, bliver samtænkt på ny via obligatoriske projektforløb. Det kunne ske i forbindelse med en justering af fagrækken«.

Hvorfor gør den egentlig det? Er det ikke bare en bekvem anledning til at argumentere for den ødelæggelse af den klassiske faglighed, som flertallet af landets gymnasierektorer af uransagelige årsager går ind for alligevel.

Hvorfor gør den egentlig det? Er det ikke bare en bekvem anledning til at argumentere for den ødelæggelse af den klassiske faglighed, som flertallet af landets gymnasierektorer af uransagelige årsager går ind for alligevel.

På samme måde savner jeg en begrundelse for, at produktionen af energi, der ikke er skabt ved at udlede kuldioxid, lige præcis er et argument for, at fremtiden skal være asketisk. For det er det åbenbart for gymnasierektorerne: »Ved at sætte bæredygtighed på dagsordenen […] har gymnasierne mulighed for at påvirke eleverne til at foretage personlige valg, der er mere klimavenlige«.

På en måde kan jeg godt lidt tanken. Slut med anvendelsen af ekstremt klimabelastende computere i undervisningen. Slut med fjollede ekskursioner til fjerne egne af verden, der først og fremmest er morsomme at deltage i, men ikke har noget fagligt indhold. Og i stedet ind med blyant og papir og fordybelse i litterære værker, der udvider forståelsen for den verden, vi lever i.

Men det er nok ikke det, der menes. Mon ikke tanken først og fremmest er, at fremtiden skal være asketisk? Med en politisering og regulering af traditionelle spisevaner. Udskamning af garderober, der er alt for store og spraglede. Og udskamning af individuel transport, naturligvis.

Hvis verden skal udlede mindre kuldioxid til atmosfæren, og den del af Jordens befolkning, der stadig ikke har fået adgang til en levestandard, vi i Danmark anser for at være rimelig, skal løftes op, bør man satse massivt på atomkraft. For det er den eneste måde at producere energi i stor skala, der faktisk er emissionsfri.

Men jeg er hundrede procent sikker på, at det ikke er, hvad Danske Gymnasier mener. For det, Danske Gymnasier i virkeligheden går ind for, er, at verden bør være venstreorienteret. I den forbindelse er behovet for ikke at udlede kuldioxid i atmosfæren den perfekte anledning til bilde folk ind, at den eneste vej frem er venstreorientering.

For at være helt ærlig, er jeg dødhamrende træt af, at venstrefløjen er trængt ind i alle danske dannelsesinstitutioner. Og at den fra sine magtbastioner benytter enhver lejlighed til at indoktrinere sagesløse borgere med sine røde holdninger.

Det er simpelthen ikke rimeligt, at man under det tilsyneladende uskyldige flag »grøn omstilling« sejler med en giftig kontrabande af røde mærkesager. Som man har tænkt sig at præsentere som den eneste løsning på et påtrængende problem. Grønt er grønt – ikke en speciel nuance af rødt.

Henrik Dahl er sociolog, forfatter og MF for Liberal Alliance.

»På en måde kan jeg godt lidt tanken. Slut med anvendelsen af ekstremt klimabelastende computere i undervisningen. Slut med fjollede ekskursioner til fjerne egne af verden, der først og fremmest er morsomme at deltage i, men ikke har noget fagligt indhold. Og i stedet ind med blyant og papir og fordybelse i litterære værker, der udvider forståelsen for den verden vi lever i,« skriver Henrik Dahl.

Det er simpelthen ikke rimeligt, at man under det tilsyneladende uskyldige flag »grøn omstilling« sejler med en giftig kontrabande af røde mærkesager.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 17/12/2021)