Alex i debat mod Karsten Hønge
De unge er ikke uansvarlige!
Vi har også tabuer i Danmark
Det enorme forbudsregime, regeringen påtænker, er ene og alene kommet på dagsordenen, fordi det er absolut forbudt blandt røde politikere og i velfærdsstatens elite at sige, at man selv har et ansvar for ikke at drikke for meget og for ikke at spise så meget, at man bliver farligt overvægtig.
Et tabu er lig med et emne, det af religiøse eller sociologiske årsager er forbudt at omtale, eller en handling, det af de samme årsager er forbudt at udføre.
I alle miljøer, hvor man tager sin religion alvorligt, er det for eksempel tabu at fornedre den gud, man tror på. Og i stort set alle samfund er det tabu at have sex med nært beslægtede personer.
Forestillingen om tabu kender man først og fremmest fra antropologien. Og det kunne friste til at tro, at der ikke findes tabuer i moderne og verdslige vestlige samfund.
Men sandheden er, at også en velfærdsstat som den danske har sine tabuer. Det oplever man som politiker nærmest hver uge. Derfor vil jeg gerne stille skarpt på spørgsmålet om tabuer i velfærdsstaten.
Et af de største af de tabuer, der findes i velfærdsstaten, er, at mennesket har ansvaret for sit eget liv.
At nævne, at det forholder sig sådan, er derfor noget, der straffes ganske overordentligt hårdt af alle dele af den elite, der har magten i velfærdsstaten.
Hvis man siger, at mennesket som udgangspunkt har ansvaret for sit eget liv, må man for det første regne med at blive udskammet af alle politikere, der er valgt for et rødt parti. Man har i så fald et betænkeligt menneskesyn. Vi taler her om amerikanske tilstande. Det siger alt om kynismen og hjerteløsheden blandt liberale. Hvor er de pæne borgerlige henne? Og så videre og så videre i den toneart.
Desuden må man regne med at få grovfilen fra hele socialsektoren. Her vil man diske op med et omhyggeligt kurateret sæt af eksempler på, at mennesket absolut ikke har et ansvar for sig selv.
I mange tilfælde handler eksemplerne om grupper, hvor der for så vidt hersker enighed om, at de har mistet deres selvkontrol. Det kan for eksempel være alkoholikere eller narkomaner. Derfor kan de ikke bruges til at modbevise, at et normalt og velfungerende menneske som udgangspunkt har ansvar for sit eget liv.
Men eksemplerne kan også handle om, at mennesket er et offer for uheld og vilkårlighed i en grad, så det er helt urimeligt at tale om personligt ansvar. Siger man for eksempel, at i langt de fleste tilfælde er der en direkte sammenhæng mellem den personlige indsats og den karakter, man opnår ved eksamen, står et helt kor af onde ånder klar til at diske op med anekdotiske vidnesbyrd om folk, der var uheldige til eksamen. Selv om det er velkendt, at anekdotiske vidnesbyrd ikke beviser noget som helst.
Endelig er der store dele af moderne socialvidenskab, der har som sin skjulte dagsorden, at mennesket ikke er herre over sig selv. Fra den dårlige sociologs parodiske udsagn om, at det er samfundets skyld, til den lige så dårlige psykologs lige så parodiske udsagn om, at mennesket i den grad er slave af sine drifter og laster og følelser, at det slet ikke giver mening at tale om personligt ansvar.
Når både de røde politikere, de professionelle inden for socialforsorgen og den overvældende majoritet af alle, der har en samfundsvidenskabelig uddannelse, påstår, at mennesket ikke har et ansvar for sig selv, er det, fordi det er kritisk vigtigt at holde fast i den antagelse.
At mennesket ikke har kontrol over sig selv, er nemlig en af grundforudsætningerne for hele velfærdsstaten.
Hvis man teoretisk forestillede sig, at udgangspunktet for det samfundsmæssige verdensbillede var, at mennesket har kontrol over sig selv og derfor også må stå til ansvar for sig selv, var der kun brug for en offentlig sektor, der – anslået, det indrømmer jeg – var halvt så stor som den, vi rent faktisk har.
Det hænger sammen med, at en af grundforudsætningerne for velfærdsstaten er, at mennesket er et uskyldigt offer. Man er altså i velfærdsstatens optik et fuldstændigt uskyldigt offer for sin skolegang, for sit erhvervsvalg; man er et fuldstændigt uskyldigt offer for sine prioriteter og livsvalg; man er uskyldigt offer for, at man ryger, drikker for meget og er for tyk. Faktisk er det korte af det lange – i velfærdsstatens optik – at man ikke har ansvar for noget som helst.
Og netop det, at man ikke har ansvar for noget, berettiger, at der ansættes i titusindvis af medarbejdere i den offentlige sektor. Til at afbøde konsekvenserne af, at ingen borgere i Danmark har noget som helst ansvar for, hvordan deres eget liv folder sig ud.
Hvis alt dette bare kostede en masse penge, kunne man til nød trække på skulderen ad det hele. Men det står meget værre til. Fordi det er tabu at sige, at man selv har ansvaret at gøre sig umage, så man får gode karakterer i skolen, har vi et helt uddannelsessystem, hvor det er forbudt at italesætte, at sådan hænger tingene sammen.
Det får enorme konsekvenser for lærings- og studiemiljøer, fordi de sløve bananer og de uopdragne børn, der saboterer undervisningen, kommer til at sætte dagsordenen. Faktisk vil jeg påstå, at den enkeltfaktor, der har størst indflydelse på det danske uddannelsessystem, er tabuet imod at gøre et personligt ansvar gældende i nogen former for undervisningssituationer.
Et andet sted, hvor tabuet imod at omtale det personlige ansvar næsten får endnu større konsekvenser, er i det omfattende forbudsregime, regeringen påtænker at indføre inden for forebyggelsesområdet. Fordi der eksisterer mennesker, der mangler selvkontrol, men det på den anden side er tabu overhovedet at nævne, at der er noget, der hedder selvkontrol, skal hele samfundet straffes med et forbudsregime over for alkohol, tobak og fedende kost, hvis lige man sjældent har set i et demokratisk land.
Eller sagt med andre ord: Det enorme forbudsregime, regeringen påtænker, er ene og alene kommet på dagsordenen, fordi det er absolut forbudt blandt røde politikere og i velfærdsstatens elite at sige, at man selv har et ansvar for ikke at drikke for meget og for ikke at spise så meget, at man bliver farligt overvægtig. Ligesom man selv må acceptere konsekvenserne ved at ryge – som alle normale mennesker i dette land udmærket ved er superfarligt.
Hvis man begyndte med at lægge til grund, at udgangspunktet er personligt ansvar, kunne man udmærket godt have tilbud til det mindretal, der ikke passede ind i grundforudsætningen.
Det ville ikke udløse et enormt forbudsregime. Alene omkostninger til specialtilbud til mennesker, der vitterligt ikke formåede at leve op til det, der var udgangspunktet.
Så tabuet om personligt ansvar har ikke alene nogle voldsomme konsekvenser for, hvordan vores uddannelsessystem er tænkt, og hvordan det fungerer i dagligdagen. Det er også direkte ansvarligt for, at vi potentielt står over for det vildeste forbudsregime, man kan forestille sig.
Hvor alle de mange, der godt kan styre sig selv og godt kan acceptere, at de har et ansvar for deres eget liv, skal bøde for, at det er forbudt at sige, at der findes nogle, der ikke formår disse ting.
Alex&Alex – Ung og dum?
Socialdemokratiet har et nedladende syn på mennesker
Venstrefløjen bruger ofte megen tid på at tale om højrefløjens “menneskesyn”, der skulle være særligt slemt, fordi vi forventer noget af vores medmennesker og til gengæld blander os mindre i borgernes privatliv.
Men hvordan står det egentlig til med menneskesynet på venstrefløjen?
Lad os tage aftalen om “elevfordeling” på gymnasierne som eksempel.
Hvorfor skal elever overhovedet fordeles? I de fleste lande i verden sker fordelingen mellem skoler og uddannelsessteder på den måde, at borgerne søger den skole/uddannelsessted, de ønsker. Sådan har det også tidligere været i Danmark.
Men nu er fordeling af elever altså et statsligt anliggende. Dette skyldes, at borgerne – ifølge Socialdemokratiet – i nogle tilfælde opfører sig “uhensigtsmæssigt”.
De unge søger mod velfungerende gymnasier, hvor der er høj faglighed og et godt ungdomsmiljø. Familierne fravælger små gymnasier, hvor det faglige miljø er spinkelt og de unge styrer i nogle tilfælde udenom gymnasier, hvor det sociale miljø fungerer dårligt.
Men det må de altså ikke, siger regeringen.
Hvad siger det om Socialdemokratiets menneskesyn?
Jeg synes, det er et nedladende og deprimerende menneskesyn.
I stedet for at give landgymnasierne en hjælpende hånd og nogle flere frihedsgrader, der kunne gøre deres gymnasier mere robuste og i stedet for at hjælpe de rektorer, der har problemer med uddannelsesmiljøet, vil Socialdemokratiet tvinge de unge til at gå på gymnasier, de aldrig ville have valgt af sig selv.
Borgerne bliver altså behandlet som uartige børn, der skal makke ret.
Der er blevet investeret et trecifret millionbeløb (!) i en algoritme, der skal fordele eleverne fra skoleåret 2023/2024. Så ingen rigtigt forstår hvad der foregår. Fordelingen foregår i en tåge af nuller og ettaller.
Jeg bryder mig ikke om det.
Jeg synes, det er synd for de unge mennesker, for hvem gymnasietiden udgør afgørende år, der former dem som mennesker og giver oplevelser for livet.
Men værre er det bagvedliggende menneskesyn. Helt ærligt. Det må stoppe et sted.
Danmark er bygget af mennesker, der var myndige, tænksomme og ansvarlige. Alt dette må vi ikke
ødelægge ved at behandle borgene som børn.
Der er brug for et stilskifte her. Danskerne er myndige borgere med meninger om, hvordan deres liv, skal leves.
Og så længe vi har en socialdemokratisk regering, vil umyndiggørelsen af borgerne fortsætte.
Det giver dårligere politik, mindre meningsfyldte tilværelser og flere borgere, som vænner sig til, at politikerne skal træffe store såvel som små valg i livet.
Hvad med at vi prøver med lidt frihed og ansvar i stedet?
Barnepigestatens nye brugsbetingelser
Mette Frederiksen betragter dig som for svag og dum til at tage vare på dit eget liv, så systemet skal tage vare på dig, så du ikke vælger forkert.
Når du skal downloade en ny app, skal du godkende dens brugsbetingelser. Hvis du er ligesom mig, læser du dem ikke. Vi bemærker det ikke – lige indtil den dag, vi støder ind i dem. Når en uigennemskuelig algoritme sletter dit Facebook-opslag, eller når éns data bliver solgt videre til alverdens lyssky foretagender. Så er der pludselig ingen kære mor. Og brugsbetingelserne bliver ændret hele tiden.
Den danske stat fungerer mere og mere på samme måde. Det er Mette Frederiksens socialdemokratiske ideal. Her skal systemet sørge for, at dit liv bliver godt og trygt. Borgeren er en svag og dum klient, som barnepigestaten konstant skal hjælpes til at gøre det rigtige.
Det er en brugsbetingelse for at arbejde i Danmark, at staten skal tage en kæmpe andel af pengene og bruge dem til det, den har lyst til. Og det er blevet en brugsbetingelse for at drive virksomhed, at du skal pålægges flere og flere gakkede og bøvlede regler – og selvfølgelig punge ud til statskassen.
Det blev også en brugsbetingelse for at holde ferie, at staten skal administrere et feriepengesystem for dig.
Og under Mette Frederiksen er det gået helt bersærk.
Pludselig er det blevet en brugsbetingelse for din barsel, at den skal fordeles på en bestemt måde mellem mor og far.
Pludselig er det blevet en brugsbetingelse for at gå på gymnasiet, at man skal flyttes rundt som skakbrikker i et tvangsfordelingsspil på baggrund af forældres indkomst.
Pludselig skulle det være en brugsbetingelse for at drive et friplejehjem, at man ikke måtte tjene profit. Det fik vi heldigvis stoppet.
Og nu skal det så også være en brugsbetingelse for danskere født i år 2010 og senere, at de ikke må købe tobak. Nogensinde. Heller ikke når de bliver voksne.
I det almindelige frie samfund fandtes der nogle få love, der forhindrede folk i at skade hinanden, og man skulle betale nogle penge i skat til at opretholde de love, og derudover kunne man gøre, hvad man ville med sig selv og sin ejendom. Frihed og ansvar til mennesker som myndige borgere, der kunne tage vare på sig selv.
Det er det ideal, jeg kæmper for i politik, når vi skal til valg igen og stemme denne forbudsregering ad Hekkenfeldt til.
Så du får lov til at bestemme over flere af dine egne penge. Og kan drive virksomhed uden konstant at være tynget af bøvlede regler.
Så du kan spare op til at holde ferie, som det passer dig.
Så du kan indrette din barsel med udgangspunkt i din families behov i stedet for systemets.
Så dine børn frit kan vælge gymnasium, hvis de vil gå den vej.
Så du kan drive privat velfærd uden at blive forfulgt som folkefjende. Og så du selv kan vælge din velfærd.
Så du kan nyde en smøg til en fest eller en god cigar til nytårsaften som voksent menneske, hvis du har lyst til det.
For du er en myndig borger, der ikke konstant skal lide under nye brugsbetingelser blot for at leve dit liv.
Jeg ved godt, det er en vild tanke i dagens barnepigestat, at danskerne er stærke og ikke svage. Men heldigvis er der et parti for så vilde tanker. Det hedder Liberal Alliance.
(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 16. marts 2022).
Putin vil tabe krigen før eller siden
Talte i dag til demonstration foran den russiske ambassade. Her et par af mine ord:
“Putin regnede med at den russiske overmagt ville kunne indtage og vælte Ukraine på få dage.
Men det ukrainske folk har ikke givet op. De er ikke flygtet. Og forrest går deres præsident Zelensky og skaber håb. Selvom han risikerer sit liv, takkede han nej, da amerikanerne tilbød at evakuere: Jeg har brug for ammunition, ikke et lift, lød svaret.
Vi ser en nation af mænd og kvinder, som griber til våben og risikerer deres liv for at forsvare deres frie land mod Putin.
Deres mod, håb og gerninger er en stor inspiration.
Når jeg ser på ukrainernes mod, tænker jeg, det måske er NATO, der skal spørge, om de må blive medlem af Ukraine.
Når de russiske krigsskibe angriber, får de et klart svar fra tilbage fra ukrainerne: russian warship, go fuck yourself.
Samme budskab kan vi passende sende Putin.
Kære Rusland, Kære Putin: I har startet en krig, som I kommer til at tabe.
I troede, at ukrainerne vil møde jer som befriere og glædeligt overgive sig til jer. I stedet er i mødt af molotivcocktails og en nation på barrikaderne.
I troede I ville opleve, at Europa og Vesten ikke kunne blive enige om sanktioner, men I er ved at blive mødt af de hårdeste sanktioner i mands minde.
I troede, at I med jeres aggressive fremfærden kunne fremprovokere en ny sikkerhedsorden, hvor man skulle tage hensyn til Rusland.
Og dér har I ret. Europa og NATO opruster. Tyskland dropper pacifiscismen. Det går op for flere og flere, at vi må tage hensyn til jer og Putins utilregnelighed – derfor opruster vi militært, så vi kan standse jer.
Som sagt. Den krig, som Putin har startet, vil han tabe før eller siden.
Alt ære til ukrainske folk – må Gud være med jer.”
Putins imperiedrømme stopper først, når Vesten gør prisen for høj
Putin kunne enten betale en enorm pris i blod og fattigdom for sin egen og andres befolkninger for at genoplive et afdødt imperium. Eller han kunne tilvælge fred og velstand mod at leve efter den traktat- og regelbundne orden. Han valgte det første.
Ud fra det system af traktater og aftaler, verdens lande har forhandlet sig frem til siden afslutningen på Anden Verdenskrig, har Rusland ingen ret til en sikkerhedszone af lydstater rundt om sit eget territorium. Rusland har heller ikke ret til at diktere, hvilke alliancer andre lande vælger at tilslutte sig. Rusland har ingen ret til at bestemme over alliancer, landet ikke selv er en del af. Rusland har ikke ret til ensidigt at ændre på grænsedragningen mellem sig selv og sine nabolande.
Dertil kommer, at Rusland naturligvis ikke har ret til at invadere og annektere nabolande. At Rusland ikke har ret til at blande sig i valg i andre lande. At Rusland ikke har ret til at ødelægge eller angribe andre landes it-infrastruktur. Og at Rusland selvsagt ikke har ret til at udsende dødspatruljer til andre lande.
Jeg skriver ikke disse ting, fordi jeg anser dem for kontroversielle. Tværtimod: Jeg er født og opvokset i en tidsalder, som giver mig anledning til at mene, at de er selvindlysende.
Når jeg skriver denne liste, er det for det første, fordi det er en liste over ting, Rusland mener at have ret til. Og for det andet, fordi en del mennesker gerne vil argumentere for, at skønt de ting, Rusland mener at have ret til, udelukkes af det eksisterende traktat- og aftalesystem, så bør man have en vis forståelse for, at Rusland alligevel foretager de handlinger og stiller de krav, landet gør.
Rusland opfører sig udelukkende sådan, som landet gør, af to grunde: Den første er, at der er tale om adfærdsmåder, landet tidligere havde under navnet Sovjetunionen. Den anden er, at det kan lade sig gøre.
I sin egenskab af kommunistisk (og dermed ikke-demokratisk og ikke-liberalt) imperium mente Sovjetunionen, at landet havde ret til en periferi af lydstater. At det bestemte disse lydstaters allianceforhold og politiske forhold i øvrigt. At landet havde ret til at ændre grænsedragningen mellem sig selv og sine nabolande. At landet kunne invadere lande, der ikke adlød USSR. At man på daglig basis var i sin gode ret til at blande sig i andre landes indre anliggender. Og at udsendelsen af dødspatruljer var et af midlerne hertil.
Det meste af dette blev aftalt ved topmødet i Jalta i februar 1945 og stadfæstet ved topmødet i Potsdam i juli og august samme år. Som følge af den såkaldte To-plus-fire-aftale fra 1990, der banede vejen for Tysklands genforening, bortfaldt Potsdam-aftalen imidlertid. Derfor har Rusland – som efterfølgerstat til Sovjetunionen – siden 1990 ikke haft nogen af de rettigheder, landet påberåber sig i konflikten med Ukraine.
At Rusland fører sig frem, som om Jalta- og Potsdam-aftalerne stadig eksisterede, skyldes fantomsmerter i det gamle imperium, kombineret med at landet i forhold til både Ukraine og NATO har opbygget en militær magt, der gør det muligt at udleve fantomsmerterne og opføre sig som Sovjetunionen.
Det er ikke noget, som tidligere imperier har nogen som helst form for ret til, eller som man skal have forståelse for. Det habsburgske imperium har opført sig nogenlunde tåleligt over for sine gamle enkeltlande og sin gamle omverden (hvis man tillader sig at se bort fra en enkelt undersåt med yderst dårlig opførsel, der stod i spidsen for Tyskland fra 1933 til 1945). Det osmanniske imperium har opført sig så tåleligt, som det formentlig er i stand til, over for sin omverden siden opløsningen i 1922. Det britiske imperium har været i stand til så nogenlunde at beherske sig, siden det smuldrede efter Anden Verdenskrig. Og det samme må man sige om det japanske (selvfølgelig hjulpet på vej af et totalt forbud efter Anden Verdenskrig imod at opstille væbnede styrker ud over det allermest nødtørftige).
Forhenværende imperier skal hverken ses eller høres. De kan med fordel omdanne deres flotteste bygninger til seværdigheder og prøve at få dem optaget som UNESCO-verdensarv. Bortset fra det, så bør de indse, at de er almindelige lande, der bør opføre sig som andre almindelige lande.
Men sådan er det ikke gået med Rusland. Ud fra spilteoretiske overvejelser over multiple spil med samme deltagerkreds kan man sige, at Rusland formentlig ville stå sig økonomisk og socialt ved at køre efter reglerne og lade være med at være en plage for sin omverden. Gevinsten i form af tillid, når man opfører sig ordentligt, er der særdeles gode grunde til at antage, at både den russiske elite og det russiske folk ville kunne aflæse som økonomisk vækst; pæne social-økonomiske nøgletal; stigende levestandard og så videre. Det er i hvert fald sådan, den regel- og traktatbundne verdensorden har virket for EU og for den vestlige verden i videre forstand siden Anden Verdenskrig.
Men stillet over for valget mellem at revitalisere imperiet på bekostning af vækst og velstand hjemme, eller at satse mest muligt på vækst og velstand til den pris, at man skal leve efter den traktat- og regelbundne orden, har den russiske ledelse valgt den førstnævnte option.
Hvordan kan det så være? Det spørgsmål kan kun besvares på to måder: Ved at være en tankelæser, der kan se, hvad Vladimir Putin tænker og ønsker. Eller ved at drive en helt enormt effektiv efterretningsvirksomhed mod den russiske elite. Jeg har ikke nogen af mulighederne. Stillet over for valget mellem at gætte eller at lade være, vil jeg gøre det samme, som jeg synes, andre burde: lade være.
For hver dag der går, er det mere klart, at Rusland har valgt at bruge en svagt modificeret udgave af den drejebog, Tyskland benyttede over for Tjekkoslovakiet i 1938 og over for Polen i 1939. Jeg tror ikke, det betyder en storkrig, der går langt ud over Rusland og Ukraine. For i mellemtiden er atombomben blevet opfundet. Men jeg tror, det kalder på noget erkendelse fra vestlig side. Så lad os nøjes med at fastholde nogle observationer.
Ukraine er alene, når det kommer til at forsvare sig imod et angreb fra Rusland og Belarus. Ganske vist har man modtaget en del våben fra vestlige lande. Men der er ikke andre end ukrainere til at betjene dem, lader det til. Det hænger først og fremmest sammen med, at USA og NATO ikke i sidste instans vil risikere en militær konflikt og en risiko for tab, når det gælder et land uden for medlemskredsen.
NATO vil heller ikke optage Ukraine som medlem. Det hænger både sammen med, at landet er enormt korrupt, og at man ikke vil optage medlemmer, der er del af en uløst konflikt med et atombevæbnet land. Det virkelig afgørende for NATO og den vestlige verden er, at det internationale rets- og traktatsystem, man opbyggede efter Anden Verdenskrig, må anses for at være ensidigt opsagt fra russisk side. Der er ikke nogen fornuftig grund til at tro, at dette system stadig lever i forhold til Rusland, eller at det kan producere nyttige resultater.
Rusland anerkender altså ikke et begreb om national suverænitet, ligesom landet ikke anerkender et begreb om folkenes ret til selvbestemmelse. I den forstand kan man sige, at Rusland nu officielt sætter magt over ret. Det, der kan lade sig gøre, og som er opportunt for Rusland, det gør Rusland uden at spørge andre eller tage hensyn til andre.
I NATO og den vestlige verden kan vi ikke gøre så meget andet end at indrette os på, at sådan er det.
Russiske overvejelser over, hvordan lande som Polen, de baltiske stater og Finland skal behandles, vil udelukkende blive styret af overvejelser over den samlede pris for den ønskede tilgang. Derfor har vi i NATO og den vestlige verden ikke så mange andre handlemuligheder end at hæve prisen på den russiske dominansadfærd til et for dem uacceptabelt niveau. Medmindre vi er villige til at tolerere den russiske dominans, selvfølgelig.
Der er ingen tvivl om, at ledende beslutningstagere i Vesten har under- og fejlvurderet Rusland.
Ingen nævnt og ingen glemt. Men der vil uden tvivl komme en kraftig omvurdering af diverse tyske regeringer efter Helmut Kohl i årene, der kommer. Som spydige tunger har sagt om Angela Merkel: Først ødelagde hun Sydeuropa med sparepolitik. Så ødelagde hun Nordeuropa med flygtningepolitik. Og til sidst finansierede hun undertrykkelsen af Østeuropa med en hovedløs energipolitik.
Skønt det ikke har andet end symbolsk betydning, mener jeg også, at man af hensyn til historiebevidstheden hos de opvoksende og fremtidige generationer snarest bør opstille en skamstøtte af tidligere kansler Gerhard Schröder på en central plads i København.
Det hele kommer til at ende med, at “den regelbundne verdensorden” er noget, vi bruger tid på i den vestlige verden. Men som ikke vil optage andre aktører i synderlig grad. Tysklands vaghed og NATO’s svaghed er helt sikkert noteret i både Beijing og Teheran.
Derfor bør alle liberale sige nej til kønskvoter
Kønskvoter er ikke et fremskridt for ligestillingen. Det vil tværtimod diskriminere på baggrund af køn og dermed gøre det vigtigere, hvad du er, end hvad du kan.
I debatten om kvinders adgang til topposter i samfundet kom jeg til at tænke på kvinden, der står over os alle sammen, nemlig dronning Margrethe.
For i forbindelse med sit regeringsjubilæum for ikke så længe siden blev hun faktisk spurgt til køn og topposter: ” Man skal gøre sig umage, det (at få topposter, red.) kommer ikke af sig selv. (For, red.) en kvinde, der opnår en høj position i et eller andet foretagende, dér må det være kolossalt vigtigt at vide, at det er, fordi jeg gjorde mig umage. Hvor det er sådan, at det bliver dygtigheden og evnerne – og ikke om man er kvinde eller mand, det tror jeg er frygtelig væsentligt.” Det er en klog dronning, vi har.
Jeg ved det ikke med sikkerhed, og hun må jo slet ikke have politiske holdninger, men det er svært at forstå anderledes end en kritik af f. eks. kvoter for kvinder i virksomheders bestyrelser, sådan som regeringen og venstrefløjen ønsker det. Det er jeg imod.
Jeg har ikke tidsånden med mig, når jeg siger det her, men så må jeg nøjes med den sunde borgerlige fornuft og det værdigrundlag, hele den frie verden bygger på.
For jeg er liberal, fordi jeg tror på det enkelte menneskes lige ret til i frihed og ansvar at leve sit liv, som man ønsker. Og jeg er imod alle former for forskelsbehandling, der går på irrelevante forhold som køn, race, seksualitet osv., uanset om det er den ene eller den anden vej.
Det er ikke et fremskridt for ligestillingen, at vi nu skal diskriminere på baggrund af køn. Ligestilling handler jo for pokker om det modsatte.
Målet må være, at vi undgår diskrimination, ikke at vi diskriminerer os frem til resultatlighed.
Vil skabe tvivl
Det er i virkeligheden grotesk newspeak, når tilhængerne af kvoter, ligesom med tvangsfordelt barsel, påstår det modsatte. Når staten tager valget for den enkelte person eller virksomhed, er det per definition selvfølgelig tvang og ikke frihed.
Ja, i gamle dage var der mere eller mindre formel diskrimination mod kvinder for at tage aktiv del i livet uden for hjemmet. Det er vi alle sammen i dag enige om, at vi aldrig skal tilbage til. Men et opgør mod diskrimination kan jo aldrig bestå af at indføre ny diskrimination.
Man har jo heller ikke lov til at stjæle, bare fordi man selv er blevet stjålet fra engang.
Samtidig har jeg svært ved at se det anderledes end, at kvoter bygger på den åndssvage idé, at kvinder er for svage og udygtige til selv at gøre sig gældende.
Når kvinder fremover – på grund af kvoter – bliver valgt til bestyrelsesposter, vil det skabe tvivl hos omgivelserne og måske dem selv, om hvorvidt de har fået stillingen på grund af kompetencer eller deres køn. Den tvivl er ingen tjent med – og det er et tilbageskridt for ligestillingen, for hvorfor skulle kvinder ikke være lige så dygtig som mænd til bestyrelsesarbejde? Sig mig, regner kvotetilhængere virkelig kvinder for så lidt? Splittende og ærgerligt Hvis vi skal se sagen i et større perspektiv, forstår jeg sådan set heller ikke, at det pludselig skal være målet i et frit samfund, at der er en bestemt fordeling af mænd og kvinder eller noget som helst andet nogen steder.
Tænk lige over det: Ville du kun flytte ind i dit hus, hvis lige mange mænd og kvinder havde været med til at bygge det? Ville du kun købe ind i Netto, hvis butikken havde lige mange mænd og kvinder ved kasseapparaterne? Ville du kun opereres for livsfarlig kræft af et hold af læger, hvor kønsbalancen var 50/ 50? Nej, vel? Hvorfor skulle det være anderledes i virksomheders bestyrelser, bare fordi nogle socialister påstår det? I et moderne og frit samfund, hvor folk kan vælge at gøre de ting i livet, de har lyst til, fordeler folk sig meget forskelligt.
Og jeg er glad for, at mennesker, der er dygtige og flittige, generelt når længere inden for deres branche, end folk, der er det modsatte.
Ikke altid, desværre, men dog for det meste. Men den slags skaber selvfølgelig ulige repræsentationer overalt. Og det er ikke i sig selv et bevis på unfair diskrimination.
Det er noget studentermarxistisk vrøvl.
Det er en udokumenteret teori, at kvinder fravælges til bestyrelsesposter alene, fordi de er kvinder.
Af samme grund har vi set ingen sager i medierne om kvinder, der er blevet fravalgt poster på grund af deres køn. Erhvervslivet ønsker, at flere kvinder vil søge topposter, så erhvervslivet får flere talenter og flere kompetencer i spil. Det får vi dog næppe med kvoter.
Men vi får til gengæld et samfund, hvor du bliver bedømt mere på det, du er, i stedet for det, du kan.
Det er både ærgerligt og splittende.
I stedet bør vi lytte til vores dronnings vise ord.
Når staten tager valget for den enkelte person eller virksomhed, er det per definition tvang og ikke frihed.
(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 25. februar 2022)
Kvinders identitetspolitiske påstande om snyd og forskelsbehandling holder sjældent
Identitetspolitik svækker den tillid mellem borgerne i vores samfund, vi som danskere kan være helt utrolig glade for. Derfor er det nødvendigt at sige fra, når den kommer med fuldstændig grundløse påstande.
Det bliver undertiden sagt, at selve identitetspolitikken er et spøgelse. Altså at politik, hvis hovedformål er at opnå anerkendelse, ikke findes. Man må forstå, at den er en form for skræmmebillede, højrefløjen har fundet på.
At identitetspolitikken overhovedet ikke findes, er selvfølgelig nonsens.
Det kan man blandt andet se af den potentielle konflikt, der er opstået mellem Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Den Internationale Olympiske Komité (IOC) i spørgsmålet om transkvinders adgang til at konkurrere mod biologiske kvinder. Hvor IOC står for det synspunkt, at det er acceptabelt, siger DIF, at i afvejningen mellem inklusion, retfærdighed og sikkerhed, kan man ikke bare tilsidesætte de biologiske kvinders krav om, at idrætskonkurrencer grundlæggende skal være fair – og at det naturligvis skal være sikkert at deltage. IOCs position og DIFs position kan ikke eksistere samtidig. Derfor ligger der på dette område en konflikt og venter på at bryde ud.
Men det største område for identitetspolitik i Danmark er kvinders identitetspolitik. Det kommer man ofte til at overse. Fordi kvindernes identitetspolitik som en anden eremitkrebs er flyttet ind i det tomme hylster fra tidligere tiders feminisme. Og derfor på overfladen ligner den gammeldags feminisme, der handlede om at forhindre diskrimination.
Et godt eksempel på, hvordan feminismen er blevet til ren identitetspolitik, er spørgsmålet om kvinders løn.
I udgangspunktet er det sådan, at det er ulovligt at aflønne personer, der udfører det samme arbejde, efter to forskellige tariffer. Og derfor er det heller ikke sandt, at der findes en mandetarif og en kvindetarif nogen steder, hvor arbejdsmarkedet er reguleret af en overenskomst. En mandlig og en kvindelig gymnasielærer, der blev ansat på samme tidspunkt og har de samme opgaver, tjener præcis det samme. En mandlig og en kvindelig MFer, der blev valgt ved det samme valg, har præcis det samme vederlag og den samme pension.
Derfor kan det selvfølgelig undre, når kvindelige gymnasielærere eller kvindelige MFere viser deres lønsedler frem og siger, at der er 14 procent forskel på mænds og kvinders løn. Det gælder for eksempel ikke for den lønseddel, de selv står og blafrer med.
Men desværre lever kvinders identitetspolitik af, at den type af påstande ikke bliver undersøgt tilstrækkelig kritisk i medierne.
Passer det, at kvinder tjener 14 procent mindre end mænd? For så ville enhver arbejdsgiver jo kunne spare 14 procent i lønbudgettet ved at erstatte sin mandlige arbejdsstyrke med en kvindelig. Nej, selvfølgelig passer det ikke. Man kan ikke som vognmand spare 14 procent i løn ved at erstatte alle sine mandlige langturschauffører med kvindelige.
Passer det, at kvinder bliver snydt, når de søger et job som adjunkt, lektor eller professor? Nej, det passer ikke. Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriets egne tal, så har kvindelige ansøgere faktisk en lidt bedre chance for at få jobbet, end mænd har. Og sådan bliver det ved og ved: Kvinders identitetspolitiske påstande om snyd og forskelsbehandling, er som hovedregel ikke sande.
Vi savner i den grad en kritisk presse, der tager den slags påstande ved vingebenet. Senest løgnen om, at mænd hader kvinder og har en »kultur«, der fremelsker vold imod dem. Det har simpelthen intet på sig.
Identitetspolitik svækker den tillid mellem borgerne i vores samfund, vi som danskere kan være helt utrolig glade for. Derfor er det nødvendigt at sige fra, når den kommer med fuldstændig grundløse påstande.
(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 23. februar 2022)