Landsmødetale: Den frie vestlige verden vil sejre!
I stedet for social ingeniørkunst er der som regel brug for værdier. Ikke mindst af den slags, man plejer at kalde borgerlige
Politisk fører myten om samfundet til, at navnlig de røde partier iværksætter det ene sociale ingeniørprojekt efter det andet. Som alle vil fejle, fordi årsagen til det problem, man prøver at løse, ikke som udgangspunkt er social.
Når man kommer til års, kan man fra tid til anden falde i staver over de helt grundlæggende fejl, man har begået i løbet af sit liv – eller været med til at begå.
Jeg vil ikke spilde læserens tid med en oversigt over mine personlige fejl. De er på samme tid mange og banale. Men i min egenskab af sociolog er der en faglig fejl, jeg i mange år har været med til at begå. Og som i stigende grad nager mig. Vi kan kalde den fejl for ”myten om samfundet”.
Et af de steder, hvor man tydeligst ser myten om samfundet, er i spørgsmålet om kriminalitet. Der findes næppe en undersøgelse, hvor man ikke har ”kontrolleret for socio-økonomiske variable”. Det vil sige en undersøgelse, hvor man ikke har nulstillet effekten af alder og social baggrund.
Men hvorfor nulstiller man alder og social baggrund? Det gør man selvfølgelig, fordi man tror, det har indflydelse på omfanget af kriminalitet i en bestemt gruppe. Men har alderen og den sociale baggrund egentlig en indvirkning på, hvor sandsynligt det er, at man begår kriminalitet? For ellers er der jo ikke nogen grund til at nulstille effekten.
Hvis man ellers kan tro den svenske kriminolog Per-Olof Wikström – og det er der gode grunde til – så har alderen og den sociale baggrund ikke den store indflydelse. Det, der gør, at mennesker bliver kriminelle, er for det første, at de selv har en dårlig moral og dårlig selvkontrol. Og for det andet, at de lever i et socialt miljø, der anser kriminalitet for moralsk acceptabel.
Med andre ord: Det er overhovedet ikke alderen og den sociale baggrund, der udløser kriminalitet. Det er den lave moral, den dårlige selvkontrol og det dårlige selskab.
Vil man gør noget ved kriminalitet, skal man derfor ikke forsøge at løfte mennesker socialt (og vente på, at de bliver ældre). Der kan være alle mulige noble grunde til, at det er ønskværdigt, at mennesker kan løfte sig selv socialt. Men eftersom man ikke bliver kriminel af at være fattig, holder man heller ikke op, når man bliver velstående.
Det, der skal til for at bekæmpe kriminalitet, er en aktiv værdipolitik. Hvor et tilstrækkelig stort antal mennesker i et samfund forlanger, at mennesker opfører sig civiliseret og at der ikke er nogen undskyldninger for at være kriminel. Og hvor der selvfølgelig vanker straffe for at være uciviliseret og for at se gennem fingre med andres kriminalitet.
Det, der skaber tilsløringen af, hvad man egentlig skal gøre ved kriminalitet, er myten om samfundet.
Et andet sted, hvor man tydeligt ser myten om samfundet, er i diskussionen af årsagerne til, at mennesker kan komme til at hænge fast i nogle sociale forhold, de i bund og grund ikke har gavn af at hænge fast i.
Det er almindeligt at sige, at hvis man for alvor vil bryde den sociale arv, skal de nederste i hierarkiet løftes rent uddannelsesmæssigt.
I praksis er det ret vanskeligt, for når man løfter for eksempel den nederste halvdel, er det vanskeligt ikke også at løfte den øverste. Og løfter man alle, er der ikke nogen mobilitet mellem grupperne. Der har bare været en slags inflation i uddannelser så det, der tidligere krævede, at man havde gennemført folkeskolen, nu kræver, at man gennemfører gymnasiet.
Men passer det, at kort uddannelse giver dårlige, sociale forhold? Ikke ubetinget. Der findes faktisk en række job med ret korte uddannelser, hvor man tjener ganske godt. For eksempel langturschauffør.
Det, der gør, at man har svært ved at begå sig i skolen og ender med ganske lidt uddannelse, er ofte, at man har fået en rigtig dårlig opdragelse af sine forældre.
Det vil sige en opdragelse, hvor der ikke bliver skredet ind over for dovenskab, sjuskeri og dårlige manerer i bred almindelighed. Og en opdragelse, hvor det ikke bliver understreget tilstrækkelig tydeligt, at mennesker har et personligt ansvar for konsekvenserne af deres egen opførsel.
Hvis man tror på den fejlagtige myte om samfundet, vil man som en reaktion på, at mennesker hænger fast i dårlige, sociale forhold, sætte alverdens programmer i værk. Uden på noget tidspunkt at fokusere på den del, der ikke har noget med samfundet at gøre: at det kræver personlig udvikling og en personlig indsats, hvis man ved skæbnens ugunst har været så uheldig at få en dårlig opdragelse.
Et sidste sted, hvor myten om samfundet gør uendelig mere skade end gavn, er i spørgsmålet om karakterer.
Det er ikke sandt, at karakterer favoriserer det, man undertiden kalder bedre folks børn. Tværtimod: Evalueringsinstituttet har i en grundig undersøgelse fastslået, at det er kvote 2, der favoriserer bedre folks børn.
Karakterer skyldes først og fremmest intelligens og flid. Og de gives langt mere sagligt og velovervejet, end mange tror. Derfor er det betydelig lettere at kompensere for en beskeden social baggrund, når der skal gives karakterer, end når det fordres, at man har en masse bløde snakkekompetencer af den slags, middelklassen er verdensmester i.
Politisk fører myten om samfundet til, at navnlig de røde partier iværksætter det ene sociale ingeniørprojekt efter det andet. Som alle vil fejle, fordi årsagen til det problem, man prøver at løse, ikke som udgangspunkt er social.
I stedet for social ingeniørkunst er der som regel brug for værdier. Ikke mindst af den slags, man plejer at kalde borgerlige.
Men i den almindelige, samfundsmæssige samtale skader myten om samfundet også. Fordi den fører til åndelig dovenskab og til, at ingen bliver klogere på en række vigtige spørgsmål.
Socialdemokratiets populistiske klapjagt på finanssektoren vil gøre danskerne fattigere
Socialdemokratiets idé om en særskat for den finansielle sektor vil gøre det betydeligt dyrere at være dansker
Med regeringens planer om at tørre regningen for den forkromede Arne-pension af på de danske forsikrings-, pensions- og finansselskaber har vi nået et nyt lavpunkt for Socialdemokratiets skurvognspopulistiske bøllemetoder. Regeringen har nemlig bebudet, at finansieringen af Arnes tidlige pension skal sendes videre til de danske finansselskaber, som i fremtiden skal betale 26 procent i selskabsskat i stedet for de almindelige 22 procent, som alle andre betaler. Det bør få alarmklokkerne til at ringe af flere forskellige årsager.
For det første er det naturligvis udtryk for en mageløs bøllemetodik, når Socialdemokratiet udnytter statsmagten til at håndplukke én sektor som syndebuk, der skal straffes med en særlig skat. Det anstændige princip om, at alle er lige for loven, bør naturligvis også gøre sig gældende for virksomheder. Derfor kan det ikke retfærdiggøres, at man udvælger én sektor, som uden nogen videre årsag skal påtvinges at drive virksomhed på ringere vilkår end alle andre.
På Orwellsk vis har regeringen endda sendt lovforslaget igennem den socialdemokratiske spinmaskine, så særskatten nu kaldes for et ”samfundsbidrag”, hvilket får det til at lyde som om, at disse selskaber ikke bidrager i forvejen. Det gør de, så hvordan kan det egentlig være, at det er netop finansinstitutionerne, der skal brandbeskattes for at få råd til at sende Arne på tidligere pension? Det har regeringen ikke ulejliget sig med at give svar på, så her kommer et gæt.
Mit bud er, at Socialdemokraterne har set deres snit til at smide en sektor, der navnlig siden Finanskrisen har været notorisk udskældt og upopulær, under bussen. Det beror på en velkalkuleret vurdering af, at en særskat på netop finanssektoren vil falde i bedre jord, end hvis det eksempelvis var Danmarks (i øvrigt langt mere lukrative) medicinalindustri, der skulle straffes med ekstraregninger.
Der har bestemt været enkeltstående sager i den finansielle sektor, som det er værd at kritisere visse virksomheder for, men langt de fleste pensions-, forsikrings- og finansselskaber har rent mel i posen ligesom resten af Danmarks erhvervsliv. Disse virksomheder spiller en vital rolle i den danske økonomi, da det naturligvis er afgørende, at borgerne har muligheden for at få adgang til ordentlige forsikringsydelser, bankvilkår og pensionskasser.
Derfor giver det heller ikke mening, at man uden nogen begrundelse vil ofre netop finanssektoren på Socialdemokraternes fordelingspolitiske alter, mens alle andre sektorer får lov til at slippe for særskatten. Det er en kynisk form for populisme, hvor man som bøllen i skolegården udser sig det nemmeste offer, man kan nappe penge fra.
Men regeringens særskat er også problematisk, fordi den i praksis blot vil gøre det betydeligt dyrere at være dansker. En særskat på visse virksomheder betyder nemlig, at disse selskaber er nødsaget til at forøge forbrugerpriserne tilsvarende for at kunne holde tandhjulene i gang, hvorfor regningen i sidste ende blot ender hos borgerne.
Hertil kommer, at de økonomiske vismænd ligeledes har vendt tommelfingeren nedad til regeringens forslag, fordi særskatten har nogle afledte konsekvenser for samfundsøkonomien. Således vil danskerne altså dels skulle betale direkte for særskatten ved kasse ét gennem højere forbrugerpriser, men udover det vil de afledte effekter af særskatten på sigt også ende med at gøre samfundet som helhed fattigere. Klassisk socialdemokratisk politik.
Men selvom det er skræmmende, at regeringen dumstædigt ignorerer rådgivningen fra statens uafhængige eksperter for at føre uansvarlig økonomisk politik, er dét imidlertid ikke min største bekymring. Det mest uhyggelige ved, at regeringen håndplukker en prygelknabe til strafbeskatning, er nemlig, at det varsler et farligt nybrud i dansk politik. For hvilken sektor – som socialdemokraterne tilfældigvis har et horn i siden på – kan forventes at stå for skud som syndebuk, næste gang man vil hæve skatterne for at tilgodese en bestemt befolkningsgruppe?
Det er klart, at jeg har en anden tilgang til skattepolitik end de røde partier. De vil gerne vride hver en krone ud af samfundet til statskassen, mens jeg tror på, at pengene som udgangspunkt ligger bedst i borgernes egne lommer. Men med planen om en særskat fører man uanstændig syndebukspolitik, der ender med at gøre alle danskere fattigere på sigt. Det er kun én af de mange grunde til, at Liberal Alliance hver dag kæmper for, at vi får en ny regering i Danmark, som sætter borgerne og ikke sig selv først.
(Dette er en kommentar udgivet i Børsen d. 29. april 2022).
Ny podcast fra Liberal Alliance
Alex i debat mod Karsten Hønge
De unge er ikke uansvarlige!
Vi har også tabuer i Danmark
Det enorme forbudsregime, regeringen påtænker, er ene og alene kommet på dagsordenen, fordi det er absolut forbudt blandt røde politikere og i velfærdsstatens elite at sige, at man selv har et ansvar for ikke at drikke for meget og for ikke at spise så meget, at man bliver farligt overvægtig.
Et tabu er lig med et emne, det af religiøse eller sociologiske årsager er forbudt at omtale, eller en handling, det af de samme årsager er forbudt at udføre.
I alle miljøer, hvor man tager sin religion alvorligt, er det for eksempel tabu at fornedre den gud, man tror på. Og i stort set alle samfund er det tabu at have sex med nært beslægtede personer.
Forestillingen om tabu kender man først og fremmest fra antropologien. Og det kunne friste til at tro, at der ikke findes tabuer i moderne og verdslige vestlige samfund.
Men sandheden er, at også en velfærdsstat som den danske har sine tabuer. Det oplever man som politiker nærmest hver uge. Derfor vil jeg gerne stille skarpt på spørgsmålet om tabuer i velfærdsstaten.
Et af de største af de tabuer, der findes i velfærdsstaten, er, at mennesket har ansvaret for sit eget liv.
At nævne, at det forholder sig sådan, er derfor noget, der straffes ganske overordentligt hårdt af alle dele af den elite, der har magten i velfærdsstaten.
Hvis man siger, at mennesket som udgangspunkt har ansvaret for sit eget liv, må man for det første regne med at blive udskammet af alle politikere, der er valgt for et rødt parti. Man har i så fald et betænkeligt menneskesyn. Vi taler her om amerikanske tilstande. Det siger alt om kynismen og hjerteløsheden blandt liberale. Hvor er de pæne borgerlige henne? Og så videre og så videre i den toneart.
Desuden må man regne med at få grovfilen fra hele socialsektoren. Her vil man diske op med et omhyggeligt kurateret sæt af eksempler på, at mennesket absolut ikke har et ansvar for sig selv.
I mange tilfælde handler eksemplerne om grupper, hvor der for så vidt hersker enighed om, at de har mistet deres selvkontrol. Det kan for eksempel være alkoholikere eller narkomaner. Derfor kan de ikke bruges til at modbevise, at et normalt og velfungerende menneske som udgangspunkt har ansvar for sit eget liv.
Men eksemplerne kan også handle om, at mennesket er et offer for uheld og vilkårlighed i en grad, så det er helt urimeligt at tale om personligt ansvar. Siger man for eksempel, at i langt de fleste tilfælde er der en direkte sammenhæng mellem den personlige indsats og den karakter, man opnår ved eksamen, står et helt kor af onde ånder klar til at diske op med anekdotiske vidnesbyrd om folk, der var uheldige til eksamen. Selv om det er velkendt, at anekdotiske vidnesbyrd ikke beviser noget som helst.
Endelig er der store dele af moderne socialvidenskab, der har som sin skjulte dagsorden, at mennesket ikke er herre over sig selv. Fra den dårlige sociologs parodiske udsagn om, at det er samfundets skyld, til den lige så dårlige psykologs lige så parodiske udsagn om, at mennesket i den grad er slave af sine drifter og laster og følelser, at det slet ikke giver mening at tale om personligt ansvar.
Når både de røde politikere, de professionelle inden for socialforsorgen og den overvældende majoritet af alle, der har en samfundsvidenskabelig uddannelse, påstår, at mennesket ikke har et ansvar for sig selv, er det, fordi det er kritisk vigtigt at holde fast i den antagelse.
At mennesket ikke har kontrol over sig selv, er nemlig en af grundforudsætningerne for hele velfærdsstaten.
Hvis man teoretisk forestillede sig, at udgangspunktet for det samfundsmæssige verdensbillede var, at mennesket har kontrol over sig selv og derfor også må stå til ansvar for sig selv, var der kun brug for en offentlig sektor, der – anslået, det indrømmer jeg – var halvt så stor som den, vi rent faktisk har.
Det hænger sammen med, at en af grundforudsætningerne for velfærdsstaten er, at mennesket er et uskyldigt offer. Man er altså i velfærdsstatens optik et fuldstændigt uskyldigt offer for sin skolegang, for sit erhvervsvalg; man er et fuldstændigt uskyldigt offer for sine prioriteter og livsvalg; man er uskyldigt offer for, at man ryger, drikker for meget og er for tyk. Faktisk er det korte af det lange – i velfærdsstatens optik – at man ikke har ansvar for noget som helst.
Og netop det, at man ikke har ansvar for noget, berettiger, at der ansættes i titusindvis af medarbejdere i den offentlige sektor. Til at afbøde konsekvenserne af, at ingen borgere i Danmark har noget som helst ansvar for, hvordan deres eget liv folder sig ud.
Hvis alt dette bare kostede en masse penge, kunne man til nød trække på skulderen ad det hele. Men det står meget værre til. Fordi det er tabu at sige, at man selv har ansvaret at gøre sig umage, så man får gode karakterer i skolen, har vi et helt uddannelsessystem, hvor det er forbudt at italesætte, at sådan hænger tingene sammen.
Det får enorme konsekvenser for lærings- og studiemiljøer, fordi de sløve bananer og de uopdragne børn, der saboterer undervisningen, kommer til at sætte dagsordenen. Faktisk vil jeg påstå, at den enkeltfaktor, der har størst indflydelse på det danske uddannelsessystem, er tabuet imod at gøre et personligt ansvar gældende i nogen former for undervisningssituationer.
Et andet sted, hvor tabuet imod at omtale det personlige ansvar næsten får endnu større konsekvenser, er i det omfattende forbudsregime, regeringen påtænker at indføre inden for forebyggelsesområdet. Fordi der eksisterer mennesker, der mangler selvkontrol, men det på den anden side er tabu overhovedet at nævne, at der er noget, der hedder selvkontrol, skal hele samfundet straffes med et forbudsregime over for alkohol, tobak og fedende kost, hvis lige man sjældent har set i et demokratisk land.
Eller sagt med andre ord: Det enorme forbudsregime, regeringen påtænker, er ene og alene kommet på dagsordenen, fordi det er absolut forbudt blandt røde politikere og i velfærdsstatens elite at sige, at man selv har et ansvar for ikke at drikke for meget og for ikke at spise så meget, at man bliver farligt overvægtig. Ligesom man selv må acceptere konsekvenserne ved at ryge – som alle normale mennesker i dette land udmærket ved er superfarligt.
Hvis man begyndte med at lægge til grund, at udgangspunktet er personligt ansvar, kunne man udmærket godt have tilbud til det mindretal, der ikke passede ind i grundforudsætningen.
Det ville ikke udløse et enormt forbudsregime. Alene omkostninger til specialtilbud til mennesker, der vitterligt ikke formåede at leve op til det, der var udgangspunktet.
Så tabuet om personligt ansvar har ikke alene nogle voldsomme konsekvenser for, hvordan vores uddannelsessystem er tænkt, og hvordan det fungerer i dagligdagen. Det er også direkte ansvarligt for, at vi potentielt står over for det vildeste forbudsregime, man kan forestille sig.
Hvor alle de mange, der godt kan styre sig selv og godt kan acceptere, at de har et ansvar for deres eget liv, skal bøde for, at det er forbudt at sige, at der findes nogle, der ikke formår disse ting.
Alex&Alex – Ung og dum?
Socialdemokratiet har et nedladende syn på mennesker
Venstrefløjen bruger ofte megen tid på at tale om højrefløjens “menneskesyn”, der skulle være særligt slemt, fordi vi forventer noget af vores medmennesker og til gengæld blander os mindre i borgernes privatliv.
Men hvordan står det egentlig til med menneskesynet på venstrefløjen?
Lad os tage aftalen om “elevfordeling” på gymnasierne som eksempel.
Hvorfor skal elever overhovedet fordeles? I de fleste lande i verden sker fordelingen mellem skoler og uddannelsessteder på den måde, at borgerne søger den skole/uddannelsessted, de ønsker. Sådan har det også tidligere været i Danmark.
Men nu er fordeling af elever altså et statsligt anliggende. Dette skyldes, at borgerne – ifølge Socialdemokratiet – i nogle tilfælde opfører sig “uhensigtsmæssigt”.
De unge søger mod velfungerende gymnasier, hvor der er høj faglighed og et godt ungdomsmiljø. Familierne fravælger små gymnasier, hvor det faglige miljø er spinkelt og de unge styrer i nogle tilfælde udenom gymnasier, hvor det sociale miljø fungerer dårligt.
Men det må de altså ikke, siger regeringen.
Hvad siger det om Socialdemokratiets menneskesyn?
Jeg synes, det er et nedladende og deprimerende menneskesyn.
I stedet for at give landgymnasierne en hjælpende hånd og nogle flere frihedsgrader, der kunne gøre deres gymnasier mere robuste og i stedet for at hjælpe de rektorer, der har problemer med uddannelsesmiljøet, vil Socialdemokratiet tvinge de unge til at gå på gymnasier, de aldrig ville have valgt af sig selv.
Borgerne bliver altså behandlet som uartige børn, der skal makke ret.
Der er blevet investeret et trecifret millionbeløb (!) i en algoritme, der skal fordele eleverne fra skoleåret 2023/2024. Så ingen rigtigt forstår hvad der foregår. Fordelingen foregår i en tåge af nuller og ettaller.
Jeg bryder mig ikke om det.
Jeg synes, det er synd for de unge mennesker, for hvem gymnasietiden udgør afgørende år, der former dem som mennesker og giver oplevelser for livet.
Men værre er det bagvedliggende menneskesyn. Helt ærligt. Det må stoppe et sted.
Danmark er bygget af mennesker, der var myndige, tænksomme og ansvarlige. Alt dette må vi ikke
ødelægge ved at behandle borgene som børn.
Der er brug for et stilskifte her. Danskerne er myndige borgere med meninger om, hvordan deres liv, skal leves.
Og så længe vi har en socialdemokratisk regering, vil umyndiggørelsen af borgerne fortsætte.
Det giver dårligere politik, mindre meningsfyldte tilværelser og flere borgere, som vænner sig til, at politikerne skal træffe store såvel som små valg i livet.
Hvad med at vi prøver med lidt frihed og ansvar i stedet?
Barnepigestatens nye brugsbetingelser
Mette Frederiksen betragter dig som for svag og dum til at tage vare på dit eget liv, så systemet skal tage vare på dig, så du ikke vælger forkert.
Når du skal downloade en ny app, skal du godkende dens brugsbetingelser. Hvis du er ligesom mig, læser du dem ikke. Vi bemærker det ikke – lige indtil den dag, vi støder ind i dem. Når en uigennemskuelig algoritme sletter dit Facebook-opslag, eller når éns data bliver solgt videre til alverdens lyssky foretagender. Så er der pludselig ingen kære mor. Og brugsbetingelserne bliver ændret hele tiden.
Den danske stat fungerer mere og mere på samme måde. Det er Mette Frederiksens socialdemokratiske ideal. Her skal systemet sørge for, at dit liv bliver godt og trygt. Borgeren er en svag og dum klient, som barnepigestaten konstant skal hjælpes til at gøre det rigtige.
Det er en brugsbetingelse for at arbejde i Danmark, at staten skal tage en kæmpe andel af pengene og bruge dem til det, den har lyst til. Og det er blevet en brugsbetingelse for at drive virksomhed, at du skal pålægges flere og flere gakkede og bøvlede regler – og selvfølgelig punge ud til statskassen.
Det blev også en brugsbetingelse for at holde ferie, at staten skal administrere et feriepengesystem for dig.
Og under Mette Frederiksen er det gået helt bersærk.
Pludselig er det blevet en brugsbetingelse for din barsel, at den skal fordeles på en bestemt måde mellem mor og far.
Pludselig er det blevet en brugsbetingelse for at gå på gymnasiet, at man skal flyttes rundt som skakbrikker i et tvangsfordelingsspil på baggrund af forældres indkomst.
Pludselig skulle det være en brugsbetingelse for at drive et friplejehjem, at man ikke måtte tjene profit. Det fik vi heldigvis stoppet.
Og nu skal det så også være en brugsbetingelse for danskere født i år 2010 og senere, at de ikke må købe tobak. Nogensinde. Heller ikke når de bliver voksne.
I det almindelige frie samfund fandtes der nogle få love, der forhindrede folk i at skade hinanden, og man skulle betale nogle penge i skat til at opretholde de love, og derudover kunne man gøre, hvad man ville med sig selv og sin ejendom. Frihed og ansvar til mennesker som myndige borgere, der kunne tage vare på sig selv.
Det er det ideal, jeg kæmper for i politik, når vi skal til valg igen og stemme denne forbudsregering ad Hekkenfeldt til.
Så du får lov til at bestemme over flere af dine egne penge. Og kan drive virksomhed uden konstant at være tynget af bøvlede regler.
Så du kan spare op til at holde ferie, som det passer dig.
Så du kan indrette din barsel med udgangspunkt i din families behov i stedet for systemets.
Så dine børn frit kan vælge gymnasium, hvis de vil gå den vej.
Så du kan drive privat velfærd uden at blive forfulgt som folkefjende. Og så du selv kan vælge din velfærd.
Så du kan nyde en smøg til en fest eller en god cigar til nytårsaften som voksent menneske, hvis du har lyst til det.
For du er en myndig borger, der ikke konstant skal lide under nye brugsbetingelser blot for at leve dit liv.
Jeg ved godt, det er en vild tanke i dagens barnepigestat, at danskerne er stærke og ikke svage. Men heldigvis er der et parti for så vilde tanker. Det hedder Liberal Alliance.
(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 16. marts 2022).