Den borgerlige idédebat skal vindes på menneskesyn og værdier

Alex Vanopslagh
11. marts 2023

Ja, vi andre gider da heller ikke altid at tage på arbejde, men det gør vi jo alligevel.

Ordene faldt en råkold lørdag i februar, hvor en snestorm hærgede i Struer. Det var min mors svar på mine beklagelser over, at jeg lige præcis denne dag skulle ud på min faste avisrute.

Der var ingen kære mor så at sige. Eller det var der jo faktisk netop – en kærlig mor, som forsøgte at lære sin søn, at man skal yde, før man kan nyde. Og så nytter det jo ikke med jammer og selvmedlidenhed. Ud med de aviser.

Episoden illustrerer fint de sunde værdier, som mine forældre forsøgte at give videre. Jeg vil ikke påstå, at min opdragelse var noget unikt og uhørt. Den var bare meget vestjysk med vægt på selvstændighed, at sætte tæring efter næring, og at man altid skal gøre sig umage og tage sig sammen.

Jeg fik tv på værelset og mobiltelefonen i lommen lidt senere end min jævnaldrende klassekammerater. Til gengæld havde jeg selv sparet op til dem med min sparsomme løn fra avisruterne, og stoltheden ved selv at have arbejdet for det hele var til at føle på.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at fundamentet i min politiske grundoverbevisninger kommer hjemmefra. Ikke at vi havde aviser, politiske debatbøger eller klaver for den sags skyld derhjemme. Men min familie var rundet af en selvstændigheds- og ansvarskultur, som de forsøgte at give videre efter bedste evne.

Formentlig af samme grund har jeg så længe, jeg kan huske, lagt stor vægt på, at man skal tage ansvar for sit liv – og jeg har altid haft en aversion mod klynk og selvynk. Da jeg mange år senere blev ramt af alvorlig stress, var jeg det første lange stykke tid inderligt imod at tale om det offentligt – jeg var bange for at fremstå som én, der havde ondt af mig selv.

Man behøver ikke at være borgerlig for at gå op i det personlige ansvar. Men det er svært at være borgerlig, hvis ikke man tror på det personlige ansvar.

Når jeg ser tilbage på, hvad der har formet mig politisk, så kan det inddeles i tre faser: Min opvækst i et vestjysk arbejderhjem med en slagter som far og en mor fra en fiskerfamilie.

Min evige trang til at være en Rasmus Modsat og mit engagement i en rebelsk, flabet og selvsikker liberalisme.

Og sidenhen mit mere voksne liv med en søgen efter det meningsfulde.

Søgte det mest kætterske parti

Jeg havde som ung det bedst med at gå i mod strømmen. Selv med helt latterlige ting; hvis et bestemt tøjmærke eller popstjerne var populært, så kunne jeg på forhånd have bestemt mig for, at det kunne jeg ikke lide.

Måske var det min indre Rasmus Modsat, der i 7. klasse fik mig til at melde mig ind i Dansk Folkepartis Ungdom. Det blev dog en kort fornøjelse – ikke længe efter indså jeg, at Danmarks mest kætterske parti jo var Liberal Alliance. Partiet for de selvstændige enere, hvis nærmest revolutionære liberalisme og storskrydende facon var én stor udstrakt langemand til janteloven. Hvilket andet parti kunne dog passe mig bedre?

Jeg kom med i Liberal Alliances Ungdom og tog for mig af de ideologiske retter. Det blev til mange timer på kollegieværelset i natbordslampen og cigaretglødernes skær, imens jeg læste de liberale klassikere – tænkere som Adam Smith, Friedrich Hayek, Frédéric Bastiat og Milton Friedman.

Det var for mig at se en indføring i smukke, udødelige ideer, som vandt idékampen i slutningen af 1800-tallet og igen efter Anden Verdenskrig, og som har skabt fundamentet for, at vi i den vestlige verden lever i den mest fredelige, fremgangsrige og retfærdige tid nogensinde i menneskehedens historie.

Der findes til dato stadig ingen samfundsform, som klarer sig bedre end den frie verden. Eller som andre i højere grad drømmer om at blive en del af eller efterligne.

Men der var noget i disse tanker, jeg ikke forstod eller værdsatte nok dengang. Det var netop friheden – det rebelske, det utæmmede, ja, det hæmningsløse – som talte til mig.

Fjenden var forstenede, offentlige systemer og formynderiske politikere. Og selvfølgelig folk, der klynkede og påkaldte sig det offentliges hjælp uden at være i reel nød. Jeg fik lov at stå i spidsen for Liberal Alliances Ungdom i lige netop de år, hvor Liberal Alliance fik sit (første) kanonvalg, og vi troede, at det liberale ungdomsoprør ville føre til et liberalt tusindårsrige, hvor det stærke individ kunne kappe alle bånd, der holdt det tilbage.

Så nemt gik tingene som bekendt ikke.

I takt med at jeg blev ældre, blev den frihedshungrende, rebelske liberalisme med frigørelsen i centrum også for tom og meningsløs for mig. Måske blev jeg bare ældre og mere moden.

Min søn gav perspektiv

Efter at jeg i 2016 blev velsignet med at blive far, begyndte det at gå op for mig, at mine forventninger og bekymringer om min søn ikke handler om, at han skal blive en stor kanon – næh, de handler om, hvorvidt han trives med de andre børn, om han er god mod andre, og om han helt generelt kan finde ud af at omgås andre mennesker uden at være til for meget besvær. Kort sagt: Om han kan indgå i de fællesskaber, som danner rammen om hans liv.

Og hvis det er sådan, jeg har det med dén person i hele verden, som jeg elsker højest – hvorfor skulle det så være anderledes helt generelt?

Det slog mig også, at selvom min søn blev den mest betydningsfulde person i mit liv, så centrerer verden sig jo ikke om ham. Og dermed heller ikke om mig. Vi er alle født af en bestemt mor og far, et bestemt sted på et bestemt tidspunkt og lever og virker i bestemte sammenhænge.

Vi er præget af de erfaringer, som vores forfædre har gjort sig på både godt og ondt. På den måde er vi hver især ret ubetydelige, fordi vi alle blot er ét led i en så godt som uendelig kæde, men samtidig altafgørende, fordi det er vores ansvar at hjælpe næste led i kæden på vej, så de selv en dag kan gøre det samme.

I nogenlunde samme periode i mit liv blev jeg bevidst om bagsiden af medaljen ved at være alt for optaget af min selvrealisering. Jeg kørte med 180 km/t med fokus på at fremme min politiske karriere internt i partiet, fremme min erhvervsmæssige karriere, dyrke mit netværk, være til stede i den offentlige debat, få likes på Facebook og hele tiden være optaget af drømme om, hvor langt jeg kunne få mine egne evner til at række.

Undervejs blev jeg ramt af en følelse af meningsløshed og tomhed. Jeg kunne mærke, at mit velbefindende i tilværelsen i alt for høj grad hang sammen med min ydre succes. Men hvad så, når det ikke gik godt med selvrealiseringen? Hvad ville jeg så have at falde tilbage på?

Jeg begyndte i højere og højere grad at prioritere tid til de ting, som jeg fandt mere meningsfulde. Jeg fik blik for, at der faktisk findes noget større i livet end det enkelte menneske. Mit liv blev rigere af, at jeg begyndte at føle en forbundethed med alt, hvad der er større end mig selv: historien, kulturen, kunsten, naturen.

Kirkens tidløse visdom

Jeg begyndte også at gå til gudstjenester. Det nyder jeg stadig i dag. For en stund glemme sig selv og i stedet falde ind i en liturgi, som millioner af mennesker gennem hundrede af år har gjort det.

Jeg mener, at der i den lutherske kristendom ligger en stor og tidløs visdom gemt, som vi vil have gavn af at få frem igen i et moderne samfund fuld af mistrivsel og selvoptagethed.

Uanset hvilken mytologi, man pakker det ind i, så er jeg overbevist om, at vi, så længe menneskeheden eksisterer, vil have gavn af at blive mindet om vores egen fejlbarlighed. Huske på at vi bør stræbe efter at tilgive andre menneskers fejl, for de kunne have været vor egne. Have det for øje, at når vi vil ændre verden til det bedre, kunne vi starte med at rette op på vores egne synder og fejl, fremfor at pege fingre af andres.

Og så vil det til alle tider være meningsfuldt at stræbe efter at være næstekærlig og gøre en forskel for mennesker, man møder på sin vej.

Skal man opsummere mine overvejelser gennem den sidste håndfuld år: Mennesker finder meningen i livet ved at være noget for andre. Og formålet med friheden er netop, at mennesker skal være frie for at forpligte sig – til fællesskabet. På alverdens forskellige måder, som jeg hverken kan eller skal diktere, men som for langt de fleste mennesker sker i familien, mellem venner, på arbejdspladsen og i foreninger.

Vi skal hver især være frie til at søge meningen med tilværelsen sammen med andre. Jeg havde overset disse ting i det liberale tankegods fra start. Og de erkendelser førte mig tilbage til dét, som efterhånden bliver kaldt for mange mærkelige ting, men som slet og ret netop bare er klassisk liberalisme.

Desværre er liberalismen i Vesten alt for ofte blevet reduceret til enten en Excel-arks-liberalisme, som begrunder sin politik med henvisninger til arbejdsudbudseffekter, økonomisk teori og higen efter BNP-maksimering, eller en frigørelsesliberalisme, hvor alt er lige godt – og derfor lige meget. Hvorfor mange liberale er endt i den vildfarelse, at det at være liberal handler om, at den enkelte skal kappe båndene til alt, hvad der er givet. Hvad enten det er din familie, normerne og traditionerne i samfundet, dit køn eller forventninger fra dine omgivelser.

Jeg vidste fra start, da jeg kom til som leder af Liberal Alliance, at jeg hverken ville stå for en Excel-arks-liberalisme eller en frigørelsesliberalisme.

Ånd, ikke Excel

Jeg har været mere optaget af at tale om åndelig fattigdom blandt arbejdsløse end at tilbagevise påstande om udbredt økonomisk fattigdom.

Jeg har i min tid som partileder brugt mere tid på at tale om unges mistrivsel end om topskattelettelser. Grundlæggende tror jeg på, at den borgerlige idédebat skal vindes på menneskesyn og værdier. Vinder vi dén kamp, vil selv socialdemokrater blive borgerlige. I dag er det desværre omvendt.

Op til valget i 2022 besluttede vi os for, at vi skulle køre en kampagne på livs- og menneskesyn fremfor først og fremmest at tale om konkret politik. Det blev til vores »Du kan godt!«-kampagne. Med et budskab om at lægge offerrollen fra sig, tage livet på sig og huske på, at uanset hvilken situation, man er havnet i, så har man også selv et ansvar. Om ikke andet et ansvar for ikke at se sig selv som et offer og et ansvar for at gøre en forskel selv, uanset hvor lille. Det er forudsætningen for et meningsfuldt liv.

Og så var kampagnen en modfortælling til venstrefløjens evige offerfortælling.

På en måde kan jeg ikke være overrasket over, at netop jeg har haft så stor en trang til at komme med en kampagne, der fusionerer personligt ansvar, som jeg har fået med fra barnsben, fokus på mening i tilværelsen, som jeg har filosoferet meget over i de senere år, og en stor langemand til venstrefløjen offergørelse, så jeg stadig kunne være en Rasmus Modsat.

Jeg er kun 31 år. Når mit eget syn på tilværelsen allerede har udviklet sig så meget over de seneste år, skulle det da undre mig, at jeg nu sidder inde med den endelige sandhed om livet og om, hvad det vil sige at være borgerlig.

Derfor er det jo på nogle måder lidt tidligt, at jeg har fået den enorme ære at blive nomineret til en pris opkaldt efter Henning Fonsmark, en af de største borgerlige åndskæmper.

Der er brug for en stærkere borgerlig åndskamp. Vi har alt at vinde i kampen for frihed og ansvar, for de stærke fællesskaber og for at forbedre den i forvejen fantastiske gave, vi har fået i arv af vores forfædre i kraft af at leve i et land som Danmark.

(Kronik bragt i Berlingske d. 11. marts 2023)

Vigtige dele af det, de fleste mennesker forstår som virkeligheden, er faktisk en illusion

Henrik Dahl
8. marts 2023

Det er trivielt at fastslå, at medierne er fulde af nyheder. Men hvad er en nyhed, hvis man tænker nærmere efter? Der findes flere definitioner.

Men for langt de fleste nyheder gælder, at de er skabt ud fra en af tre skabeloner.

Den første er det voldsomme brud med normaliteten. Huse plejer at stå på deres fundament. Derfor vil det altid være en nyhed, hvis et hus af en eller anden grund falder ned fra det.

Den anden er, at noget, man skulle tro var tilfældet, ikke er det alligevel. Man skulle for eksempel tro, at folk fik det bedre af at gå til læge. Derfor er det en nyhed, hvis der er nogen, der har fået det værre.

Den tredje er det omvendte: At noget, man ikke skulle tro var tilfældet, viser sig at være det. Man skulle ikke tro, at der var nogen danskere, der elskede et spartansk og nøjsomt liv. Derfor er det en nyhed, hvis det skulle lykkes at støve en enkelt op, der med overbevisning i stemmen kan fortælle, at det gør vedkommende.

Fælles for de tre skabeloner er, at de handler om brudte forventninger. Det var derfor, der ikke var noget nyt fra Vestfronten. Ganske vist døde der i tusindvis af mennesker hver dag. Men det havde alle regnet med, og derfor var det ikke en nyhed. Samtidig er det derfor, det er umuligt at interessere mennesker, der ikke forventer noget, for nyheder. Eftersom de ikke har nogen anelse om, hvad der er normalt, kan de selvklart ikke se det spændende ved, at der sker noget unormalt.

Hvis man uddanner befolkningen tilstrækkelig dårligt, vil den derfor miste interessen for nyheder. Men det er en anden sag, vi må diskutere en anden dag.

Det, der får mig til at skrive om den snævre sammenhæng mellem forventningen og nyhedsbegrebet, er, at der med lethed kunne brydes en masse andre forventninger end dem, medierne faktisk vælger at berette om.

Man har i mange år skullet tro, at Forsvarets bygninger så nogenlunde levede op til gængse standarder. Og i lige så mange år har enhver, der gad sætte sig ind i tingene, vidst, at det gjorde de ikke. Så hvor blev nyheden af?

Man har i mange år skullet tro, at man blev bedre til kritisk tænkning af at studere ved et universitet. Og i lige så mange år har enhver, der gad undersøge sagen, kunnet forvisse sig om, at de fleste studerende bliver dårligere til selvstændig tænkning. Så hvor blev nyheden af ?

Man har i mange år skullet tro, at Statens Uddannelsesstøtte var en ordning, der begunstigede talentfulde unge fra uddannelsesfremmede miljøer. Og i lige så mange år har alle, der gad at sætte sig ind i tallene, vidst, at det var en ordning, der begunstigede unge, hvis forældre også har en videregående uddannelse. Så hvor blev nyheden af ?

Nyhedsfladen i en avis eller på en tv-kanal er kort sagt ikke en udtømmende liste over brudte forventninger af en vis offentlig interesse inden for det seneste døgn. Den er også et fravalg af brudte forventninger, som man med lige så god ret kunne have skrevet om. Men af mere eller mindre forståelige grunde ikke ønsker at lave en historie om.

Uden at jeg kan føre et bevis for det, har jeg på fornemmelsen, at illusionen om, at store og vigtige samfundsinstitutioner fungerer efter hensigten, er så vigtig at opretholde, at medierne intuitivt lader være med at afsløre den. Selvom det på enhver måde lever op til nyhedskriterierne, at vigtige dele af det, de fleste mennesker forstår som virkeligheden, faktisk er en illusion.

Jeg har nævnt det før i andre sammenhænge, men det tåler en gentagelse: Velfærdsstaten minder mere om The Matrix, end de fleste tør tænke på.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 8. marts 2023).

Borgerligt svigt i kampen mod stammesamfundet

Henrik Dahl
1. marts 2023

Stamme- og kastesamfund er altid mindre liberale end sande borgerlige samfund. Derfor er der ikke plads til blå svigt her.

Den britisk-amerikanske historiker Robert Conquest påpegede engang, at alle organisationer, der ikke specifikt var skabt til at være højreorienterede, over tid ville ende som venstreorienterede.

Jeg kan ikke på stående fod komme i tanke om et eksempel, der modbeviser Conquests påstand. Derfor vil jeg indtil videre anse den for at være sand.

Men ikke bare organisationer ender over tid med at blive venstreorienterede. Det sker også for hele samfund som for eksempel det danske.

Man skulle forestille sig, at alle højreorienterede politikere ville se det som en helt oplagt opgave at forhindre, at det samfund, de var en del af, til stadighed blev mere venstreorienteret.

Men det forekommer mig bestemt ikke at være tilfældet.

Inden jeg kommer med mit belæg for, at de fleste højreorienterede partier synes at være ligeglade med, om samfundet bliver mere venstreorienteret, er jeg imidlertid nødt til at se på et andet spørgsmål: Er det i orden, at et af de borgerlige partier kritiserer de øvrige (eller nogle af dem)?

Der findes mennesker, som hævder, at de borgerlige partier bør tage deres uenigheder internt. Det er et synspunkt, jeg under normale omstændigheder har en vis forståelse for. Er man for eksempel en del af en borgerlig koalitionsregering, er det klart, at man ikke bør lancere sin kritik af dette eller hint i en avisartikel.

Lige for tiden synes jeg imidlertid, vi lige så godt kan suspendere denne regel. Der har netop været afholdt et valg. Og det afslørede, hvad de fleste formentlig vidste i forvejen: De mange borgerlige partier, der efterhånden findes, er ikke enige om særlig meget. Derfor er der lige her og nu ikke noget, man kan kalde for den blå blok.

Når jeg i det følgende vil kritisere de borgerlige partier, skal man derfor læse det som en del af et nødvendigt oprydnings- og afklaringsarbejde: Her er et område, hvor det er nødvendigt, at de borgerlige partier strammer gevaldigt op. Ellers er det tvivlsomt, om der nogensinde igen vil opstå noget, det giver mening at kalde blå blok.

Og så til kritikken.

Alle partier i Folketinget har netop indgået en aftale om den såkaldte forskningsreserve. Det er en større sum penge, Folketinget disponerer selvstændigt for at styrke udvalgte dele af forskningen. Eller med andre ord: At fordele forskningsreserven er et fast tilbagevendende, årligt ritual, der ligger ud over, hvad finansloven tildeler forskningen af midler.

En vis del af forskningsreserven er skabt i forbindelse med førtidspensions- og fleksjobreformen fra 2012 (mellem venner kaldet FØP/FLEKS-reformen). Deltagerne i aftalen er den daværende regering bestående af Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF plus Venstre, Konservative og LA. Derfor er det sådan, at den del af den samlede forskningsreserve, der er genereret af FØP/FLEKS-reformen, kun kan disponeres i enighed mellem de seks partier, der var med i den oprindelige aftale.

Så vidt, så godt.

I 2019 introducerede den – på det tidspunkt – nye, Socialdemokratiske regering det såkaldte Inge Lehmann-program som en del af forskningsreserven. I Liberal Alliance var vi skeptiske og stillede derfor en lang række spørgsmål til programmet. Da vi fik de svar, vi havde bestilt, kunne vi se, at Inge Lehmann-programmet diskriminerede stenhårdt til fordel for kvinder. Det var så svært for mænd – grænsende til umuligt – at trække penge ud af programmet, at det eneste rimelige var at konkludere, at det helt ensidigt var til fordel for kvinder.

Den slags er faktisk ulovligt ud fra loven om ligebehandling. Og regeringen måtte dengang have anet uråd. For den havde for en sikkerheds skyld søgt om dispensation fra loven.

Som følge af, at vi i 2020 havde fået klarhed over Inge Lehmann-programmet og dets diskrimination imod mænd, aftalte vi med regeringen, at FØP/FLEKS-pengene ikke måtte bruges på dette formål. Regeringen handlede smidigt og fornuftigt. Tilbød en aftale delt i to. Så Inge Lehman-programmet blev finansieret ved hjælp af midler, der ikke havde noget med FØP/FLEKS at gøre.

Inge Lehmann-programmet er et helt absurd program. Ifølge Undervisnings- og Forskningsministeriets egne statistikker, finder der absolut ingen diskrimination sted imod kvinder, der søger om at blive adjunkt, lektor eller professor.

I bedste fald har en kvindelig ansøger til en af disse tre stillingskategorier den samme sandsynlighed for at få det søgte job som en mand. I værste fald er det faktisk lettere for kvinder at få en stilling ved et universitet, end det er for en mand.

Inge Lehmann-programmet handler derfor slet ikke om lige behandling og lige muligheder for de to køn. Det handler om, at kvinder skal udstyres med en kollektiv rettighed til halvdelen af alle attraktive stillinger på universiteterne.

Det er ikke nogen helt ligegyldig forskel. For hvor kampen for lige behandling og lige muligheder er en liberal kamp, så er kampen for kollektive rettigheder en illiberal kamp. Det er nemlig sådan, at når man udstyrer en given gruppe af mennesker med en kollektiv rettighed, er der altid mennesker, hvis individuelle rettigheder vil blive trådt under fode.

I Liberal Alliance tager vi den liberale kamp for, at ”ligestilling” skal betyde lige behandling og lige muligheder. Det gør vi ved at sige, at vi nedlægger veto imod, at FØP/FLEKS-midlerne anvendes til illiberale formål.

Mens ingen andre borgerlige partier tilsyneladende kan se, at de foretager et knæfald for en illiberal, venstreorienteret måde at forstå begrebet ”ligestilling”, når de accepterer, at det betyder lige repræsentation.

Det er navnlig for dårligt, at Venstre og Konservative blåstempler en illiberal og venstreorienteret fortolkning af ligestillingsbegrebet, når det står i deres magt at nedlægge veto. Men det er sandt for dyden også ringe, at resten af de borgerlige partier forsømmer at gøre anskrig.

Det næste store slag, når det gælder om at gøre samfundet mere venstreorienteret og mindre liberalt, handler netop om ”repræsentation” som et generelt fænomen.

For ”repræsentation” er kodesprog for ”kollektive rettigheder”. Og kollektive rettigheder er ensbetydende med, at samfundet bliver mindre liberalt.

Et samfund, hvor kvinder har en kollektiv ret til 50 procent af alle attraktive stillinger, er langt mindre liberalt end et samfund, hvor alle har den samme ret til at konkurrere og de samme muligheder for at vinde konkurrencen.

Et samfund, hvor etniske minoriteter har en kollektiv ret (svarende til deres andel i samfundet) til hvad som helst, er mindre liberalt end et samfund, hvor alle har samme ret til at konkurrere og samme muligheder for at vinde konkurrencen.

Et samfund, der bygger på ”repræsentation” er et skridt på vejen til et rent stamme- eller kastesamfund. Det vil sige et samfund, hvor enhver stamme eller kaste i samfundet har en ret til proportional repræsentation.

I de illiberale stamme- og kastesamfund er der altid mindre tillid og mindre tolerance imellem borgerne, end der er i et liberalt samfund.

Derfor burde det være alle borgerlige partiers og alle borgerlige menneskers første pligt at sige nej til ethvert skridt, der bringer os tættere på stamme- eller kastesamfundet.

Jeg håber, at resten af de borgerlige partier meget snart vågner op fra deres blund. Men ærlig talt: Lige nu ser det ikke særlig godt ud for den liberale kamp imod samfundets forvandling til et stamme- eller kastesamfund.

(Kommentar udgivet i Jyllands-Posten d. 1. marts 2023)

Velkommen til “The Velfærdsmatrix”

Henrik Dahl
26. februar 2023

En absurd spændende film. Men hvor mange tør se den til ende?

Hvis jeg var styrtende rig, ville jeg købe rettighederne til at genindspille en dansk udgave af ”The Matrix”.

Som bekendt er plottet i den oprindelige ”The Matrix”, at alle mennesker lever inden i en simuleret virkelighed, der er skabt af selvstændigt tænkende maskiner. Kun en udvalgt gruppe af modstandsfolk har indsigten i, at det, folk opfatter som virkeligheden, er en simulation – og modet til at bekæmpe de superintelligente og superondskabsfulde maskiner.

Min danske udgave af ”The Matrix” skulle hedde ”The Velfærdsmatrix”.

I ”The Velfærdsmatrix” lever alle danskere inden i den simulerede virkelighed, at staten opkræver penge i skat og bruger disse penge på at løse opgaver, der er kritisk vigtige for samfundet.

I ”The Velfærdsmatrix” kan Forsvaret forsvare Danmark. Politiet kan opklare forbrydelser og bringe de skyldige for retten. De dømte kan sidde i et fængsel og afsone deres straf. I ”The Velfærdsmatrix” kan Postnord bringe breve og forsendelser fra A til B. DSB kan befordre mennesker fra A til B. Folkeskolen kan tage en flok søde, men uvidende, seksårige og i løbet af ni plus et år forvandle dem til vidende og indsigtsfulde unge mennesker.

De ved, at alt det, almindelige danskere tror er velfærdsvirkeligheden, i virkeligheden er facade og bullshit.

I ”The Velfærdsmatrix” er universiteterne travlt optaget med at nå frem til nye sandheder og forkaste de gamle ved hjælp af videnskabelige metoder. Beskæftigelsessystemet finder arbejde til de arbejdsløse. Hospitalerne gør de syge raske. Socialforsorgen gør de handlingslammede og dem, der har givet op, til herrer (og damer) i egen tilværelse. Integrationsministeriets mange projekter og initiativer gør udlændinge til patriotiske og loyale borgere.

Langt de fleste mennesker lever hele livet inden i ”The Velfærdsmatrix”. De er verdens lykkeligste folk og stemmer pligtskyldigt på et systembevarende parti efter eget valg hvert fjerde år.

Men en lille gruppe af skeptikere har altid følt, at der er noget galt. At de lever i en falsk og forstillet virkelighed, hvor alting ser godt ud. Men intet faktisk er det, når man kommer dybere ned i tingene.

I ”The Velfærdsmatrix” følger vi denne lille gruppe af skeptikere og modstandsfolk.

De ved, at alt det, almindelige danskere tror er velfærdsvirkeligheden, i virkeligheden er facade og bullshit.

Forsvaret kan ikke forsvare Danmark. Politiet er ikke i nærheden af at kunne opklare alle de forbrydelser, der bliver begået. Og godt det samme. For i fængslerne er der ikke engang plads til de få forbrydere, det faktisk lykkes for politiet at pågribe. Postnord har store udfordringer med at flytte ting fra A til B. Men ikke større, end DSB har med at flytte mennesker fra A til B. Og hvad folkeskolen angår, så mislykkes cirka hvert syvende forsøg på at lære børn og unge mennesker noget så eftertrykkeligt, at de efter endt skolegang dårligt kan tage vare på sig selv.

Store dele af universiteterne er blevet til venstreorienterede agitationsfabrikker, der skriver konklusionerne først og kuraterer data efterfølgende, så de passer. Beskæftigelsessystemet ser det ikke som sin hovedopgave at finde arbejde til folk. Hospitalerne er primært et tilbud til dem, der har et godt helbred – og ikke fejler noget, der kræver samarbejde mellem flere specialer. I socialforsorgen bruger man årligt 45 mia. kr. på udokumenterede indsatser. Og det er klart for enhver, der interesserer sig minimalt for indvandring, at i hundredtusindvis af indvandrere ikke føler sig som loyale og nyttige borgere i Danmark og næppe nogensinde kommer til det.

Så hvad går alle pengene i grunden til?

Det er et godt spørgsmål, der ikke er nogen, der kender det fulde svar på. Men de går blandt andet til dårlig ledelse og pseudoarbejde. Ligesom de går til at løse et hav af opgaver, der ikke er centrale for velfærdsstaten. Og så koster det ufattelige summer, at velfærdsstaten hele tiden taber fokus på det almene vel, fordi der er særinteresser, der skal sætte dagsordenerne og have procenter af omsætningen.

I genindspilningen ”The Velfærdsmatrix” er det ikke agent Smith, der forfølger Neo. I stedet er det en horde af løgnologer, der forfølger den lille gruppe af matrix-skeptikere med gaslighting og pseudovidenskabelige argumenter for, at intet i hele Danmark nogensinde kan være anderledes, end det er.

Der findes ikke noget, der hedder ”den frie vilje”. Der findes ikke noget, der hedder ”informerede valg”. Der findes ikke noget, der hedder ”bevidste prioriteringer”. Eller ”konsekvenser af egne valg”. Der findes ikke noget, der hedder ”ansvar”. Der findes ikke noget, der hedder ”intelligens”. Der findes ikke noget, der hedder ”moral”. Ja, det korte af det lange er, at hele det ideologiske og tankemæssige grundlag for et borgerligt samfund faktisk er en illusion. Den skyldes ene og alene falsk bevidsthed og manglende viden om forskningens seneste landvindinger.

Derfor bør enhver snak om ”The Velfærdsmatrix” forstumme. Den er ikke en illusion eller en masse bullshit. Den er bare sådan, som verden faktisk er – og bør være.

Jeg ser en fremragende film for mig. Om der er særlig mange danskere, der har nerver til at se den i biografen, er måske mere tvivlsomt.

(Kommentar udgivet i Jyllands-Posten d. 26. februar 2023)

Podcast: Bag kulissen er alle diktaturer elendige | Alex Vanopslagh | Ærligt Talt

Alex Vanopslagh
17. februar 2023

Diktaturer er gode til at fremstå stærke og kompetente, men er i virkeligheden elendige til det meste. Lyt til Alex’ tanker om styrken i de frie samfund og svagheden i diktaturer her. “Ærligt Talt” er en serie af indtalte debatindlæg fra Liberal Alliances folk, som vi gør tilgængelige for vores gode lyttere.

Ngo’erne siger, at de gerne vil have debat – men virkeligheden er en helt anden

Henrik Dahl
8. februar 2023

Medierne er ikke specielt gode til påvirke mennesker til at tænke bestemte ting. Men de er virkelig gode til at påvirke, hvilke emner mennesker skal opfatte som vigtige og værd at tale om. Det fastslog de to amerikanske forskere Maxwell McCombs og Donald Shaw for godt 50 år siden.

I år skal vi for eksempel tænke over den frie abort og over, hvor dens grænse bør ligge. Det har den såkaldte Alliancen for fri abort bestemt. Et foretagende, der styres af den stort set medlemsløse, men ekstremt indflydelsesrige, ngo Sex & Samfund.

Som politiker hilser jeg naturligvis enhver form for debat velkommen. Men i lyset af McCombs og Shaws banebrydende teori om, hvordan medierne sætter dagsordenen for, hvad vi skal tale om, er vi nødt til at se længere ind i den skyggeverden, ngo’erne udgør, end vi plejer.

Bogstaveligt betyder »ngo« en »nongovernmental organization«. Altså et foretagende der advokerer en bestemt mærkesag og står uafhængigt af sit lands regering. Det med uafhængigheden skal man tage med et gran salt. For en lang række af såkaldte ngo’er har slamsugeren dybt nede i statskassen og pumper formuer ud af den og ind på sin egen bankkonto. For eksempel ved at man tilbyder oplysende virksomhed til skolerne – der ved nærmere eftersyn selvfølgelig er indoktrinering i den ideologi, den enkelte ngo er sat i verden for at promovere. På den måde får ngo’er ofte absurd store budgetter i forhold til antallet af medlemmer.

I de cirka 50 år, der er gået, siden teorien om hvordan medierne sætter dagsordenen først blev formuleret, er der selvfølgelig sket utrolig meget. En lang række af nye teknologier er blevet opfundet, som tilsammen har gjort mediebilledet langt mere komplekst, end det var i begyndelsen af 1970erne.

Desuden er de organisationer, der gerne vil præge mediernes dagsorden, blevet langt mere sofistikeret, end de var dengang.

I dag kan man sige, at ngo’erne ikke alene arbejder for at sætte bestemte emner på den offentlige dagsorden. De arbejder også på at opsætte spillereglerne for, hvem der må tale om bestemte emner og for, hvordan der må tales om dem.

Det mest berygtede eksempel på, at der findes regler for, hvem der i det hele taget må tale om givne emner, er formentlig den woke forestilling, at forudsætningen for, at man i det hele taget kan deltage i debatten om de vilkår, en bestemt gruppe lever under, er, at man selv er medlem af gruppen.

Det får som konsekvens, at mænd formenes adgang til at diskutere kvinders vilkår.

Hvide formenes adgang til at drøfte de ikke-hvides vilkår og så fremdeles.

Det mest berygtede eksempel på, at der findes regler for, hvad der kan accepteres som gyldige argumenter, og hvad der ikke kan accepteres, er antageligvis den absurde tanke – også fra wokeismens overdrev – at biologiske argumenter er ugyldige, når det gælder diskussionen af køn og seksualitet.

Næsten lige så absurd er forestillingen om, at bestemte konklusioner er evige og urokkelige, fordi de er baseret på såkaldte »strukturer«. Uanset hvor lidt forskelsbehandling mellem mænd og kvinder, der faktisk kan dokumenteres, har det for eksempel nul konsekvenser. Fordi »strukturerne« på forhånd dikterer, at der findes et stort problem (som ngo’erne i øvrigt skal have penge af staten for at »løse« ). Ngo’erne siger, at de gerne vil have debat.

Men i virkeligheden bruger de som regel de fleste kræfter på at regulere adgangen til debatten. Så borgerne hverken skal høre på de forkerte mennesker, de forkerte præmisser eller de forkerte argumenter.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 8. februar 2023)

Podcast: Kan man være woke og borgerlig på samme tid? | Steffen Larsen | Idépolitik

Steffen Larsen
31. januar 2023

Hvad har to støvede gamle filosoffer fra Oplysningstiden at gøre med wokeness og moderne borgerlighed? En hel del, skal det vise sig, for det gør en verden til forskel, om man deler menneskesyn med John Locke, der så det som samfundets opgave at anspore fejlbarlige mennesker til at tage ansvar, eller Jean-Jacques Rousseau, der så det som samfundets opgave at frisætte den enkelte til at udleve sin gode og perfekte natur. Dén konflikt genfinder vi i dag, hvor vi skal forholde os til wokeness, der vil dekonstruere alle normer og strukturer. Følg med, når Steffen Larsen, folketingsmedlem for Liberal Alliance, ser nærmere på de to oplysningsfilosoffer og deres menneskesyn.

Hvorfor er der ingen rindalisme i vore dage?

Henrik Dahl
29. januar 2023

Den ideologiske klasse sidder tungere på magten end nogensinde. Men graver også sin egen grav.

Forleden udkom Alex Ahrendtsens fremragende bog om Peter Rindal.

Den har fået fremragende – og velfortjente – anmeldelser hele vejen rundt.

Omdrejningspunktet for bogen er selvfølgelig det oprør imod velfærdsstaten (og ikke den modernistiske kunst, hvad mange tror), som Rindal i 1965 blev talsmand for. Her sagde i titusindvis af danskere, først og fremmest fra arbejderklassen, fra over for, at den stadigvæk unge velfærdsstat skaltede og valtede med deres ærligt og for det meste i ansigtets sved tjente penge.

I mellemtiden er velfærdsstaten blevet meget større. Skattetrykket er blev meget højere. Og protesterne? Der er blevet så lavmælte, at man i praksis må sige, at de er forstummet.

Nogle gange kan det, der ikke sker, være en gåde. Som dengang Sherlock Holmes undrede sig over hunden, der ikke gøede. Det gælder også i dag: Hvorfor er der ikke længere nogen lavtlønnede, der brokker sig over, at der skaltes og valtes og rent ud sagt svines med de mange penge, de hver måned indbetaler i skat? Det er mindst lige så gådefuldt som den tavse hund, Sherlock Holmes synes var påfaldende.

Den vigtigste grund til, at de lavtlønnede ikke længere brokker sig over svineriet med deres skattekroner, er, at efterkommerne til de mennesker, Peter Rindal kritiserede, har udviklet sig til en egentlig socialklasse.

I 1965 var det enkeltstående individer, som i forening begik de urimeligheder, Rindal protesterede imod. I dag er det en selvstændig socialklasse, der står for dem. Det gør hele forskellen.

Den socialklasse, der sviner med skatteborgernes penge, er for det første drevet af et ønske om at tjene en forholdsvis høj løn ved at udføre et forholdsvis mageligt og behageligt (pseudo) arbejde.

Og for det andet af et ønske om at kontrollere og dominere det liv, som deres ufrivillige sponsorer lever.

Vi kan kalde denne socialklasse for “den ideologiske klasse” og sige, at den er en underafdeling af den større og mere komplekse socialklasse, Jørgen S. Dich forstod som den herskende.

Den ideologiske klasse lever af at dominere og kontrollere de mennesker, der sponserer deres tilværelse, og den opdriver sine midler som rent-seeking. Det vil sige som en form for “afgift”, der lægges på nyttige og produktive aktiviteter.

Rent-seeking er med andre ord det samme, som man i andre sammenhænge kalder snylteri.

Udgangspunktet for den ideologiske klasse er, at den er tvunget til at skabe et behov for sig selv. Det gør den – i modsætning til på Rindals tid – ved at påvise “videnskabeligt”, at hvis der ikke tildeles betydelige midler til den ideologiske klasse, så vil der enten ske en hel masse skadelige ting, eller også vil en række gyldne muligheder for økonomisk vækst være tabt.

Selvfølgelig findes der ikke nogen hæderlige og anstændige videnskaber, der med 100 pct. sikkerhed vil nå frem til det resultat, at der er opstået alvorlige problemer i samfundet, der alene kan løses af den ideologiske klasse.

Derfor har den ideologiske klasse ikke allieret sig med den klassiske videnskab. Den har allieret sig med det, jeg i andre sammenhænge har kaldt “løgnologien”. Det vil sige noget, der ligner videnskab for den overfladiske betragtning. Men som består af evige og præfabrikerede konklusioner, der ikke kan falsificeres. I virkeligheden er det præcis det modsatte af klassisk videnskab.

Bevæbnet med løgnologiske resultater som, at kvinder overalt i det danske samfund – men navnlig, når det gælder attraktive stillinger – er ofre for mænd; eller at det er nødvendigt at afsætte betydelige offentlige midler til at få børn og unge til at betvivle og helst kuldkaste traditionerne samt til at overleve opvæksten; eller at det er nødvendigt at afsætte betydelige midler til at tale på vegne af den “kunst”, der ikke kan tale for sig selv; eller at det i det hele taget er nødvendigt at ret-og vejlede den almue, der ikke kan ret-og vejlede sig selv, presser man gennem ngo’er og medier det politiske system til at bevilge penge til den ideologiske klasse.

Alliancen mellem den ideologiske klasse og de “forskere”, der lever af løgnologi, er afgørende på flere måder.

For dels er det løgnologiens opgave at begrunde, hvorfor den ideologiske klasse skal have skatteborgernes penge, og at bevise, at de er godt givet ud. Men desuden er det løgnologiens opgave at gaslighte borgerne til at tvivle på deres egne sanser og deres egen sunde fornuft.

Hvis borgerne ved deres almindelige færden gennem livet er nået frem til, at tilværelsen for både mænd og kvinder i Danmark i det store hele er tålelig og rimelig, er det løgnologiens opgave at gaslighte dem til at tro, at kvinder lider under de mest forfærdelige uretfærdigheder.

Hvis borgerne ved deres almindelige færden gennem livet er nået frem til, at kunst, der ikke kan tale for sig selv, sjovt nok ikke siger dem noget, er det løgnologiens opgave at gaslighte og udskamme borgerne til at tro, at der er noget, de har misforstået.

Hvis borgerne ved deres almindelige færden gennem livet er nået frem til, at der i hovedsagen er to køn, og at det er en ordning, praktisk alle har det fint med, er et løgnologiens opgave at gaslighte borgerne til at tro, at det, de opfatter som normalt og almindeligt, i virkeligheden er dybt repressivt og et kæmpe problem.

Som konklusion kan man sige, at når der i vore dage ikke er noget oprør imod svineri og rent-seeking fra den ideologiske klasses side, hænger der sammen med løgnologiens effektive arbejde for at begrunde, at den ideologiske klasse skal have penge – og dens lige så effektive arbejde for at gaslighte alle, der i første omgang synes, at det lyder mærkeligt.

Hvordan fremtiden kommer til at forme sig, er der ingen, der ved.

Men det, man allerede nu kan se, er, at den ideologiske klasse og dens effektive brug af løgnologi i dag retter sig imod at ødelægge selve vores vestlige samfundsorden.

Det gør den ved at indoktrinere borgerne til at opfatte den vestlige samfundsorden som højdepunktet af uretfærdighed og urimelighed (selv om den er præcis det modsatte).

Og ved at gaslighte alle, der undrer sig over, at der er så mange mennesker, som hele tiden forsøger at indvandre fra andre dele af verden til det angiveligt urimelige og uretfærdige Vesten.

Det giver jo absolut ingen mening – medmindre man er blevet gaslightet af den ideologiske klasse og løgnologien.

Jeg tvivler på, at den ideologiske klasse selv er i stand til at indse, at hvis den afmonterer vores eksisterende samfund, så afmonterer den også sig selv.

Hvilket hænger sammen med, at den ideologiske klasse desværre selv tror på sin egen ideologi.

Derfor indser den ikke, at den lever af det samfund, den har snyltet sig til penge for at kritisere. Og at hvis dette samfund går under, går den ideologiske klasse selvfølgelig selv under i den samme proces.

Hvis borgerne ved deres almindelige færden gennem livet er nået frem til, at kunst, der ikke kan tale for sig selv, sjovt nok ikke siger dem noget, er det løgnologiens opgave at gaslighte og udskamme borgerne til at tro, at der er noget, de har misforstået.

(Debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 29. januar 2023)