Video: Hvad har wokeness og antivaxxers til fælles?
Derfor er der intet sympatisk ved den ekstreme venstrefløj
Den røde tråd har altid været at ødelægge den mest civiliserede kultur, verden til dato har kendt: den vestlige.
Er der en rød tråd i den måde, hvorpå den ekstreme venstrefløj altid har optrådt? Og med den ekstreme venstrefløj mener jeg i fortiden DKP og i vore dage partier og grupperinger, der nedstammer fra DKP eller har allieret sig med DKP.
Det er der desværre. Og den røde tråd er ikke, at man altid har kæmpet for en bedre verden for de underprivilegerede. Den røde tråd er, at man altid i forskellige betydninger af udtrykket har ”holdt med” fjender af den vestlige kultur og livsmåde. Det vil sige, at man har allieret sig med den vestlige kulturs fjender. Man har fungeret som apologet for den vestlige kulturs fjender. Man har gjort sig selv til nyttig idiot for den vestlige kulturs fjender.
Derfor er der ikke ende på de tilfælde, hvor den ekstreme venstrefløj har fungeret som nyttige idioter for et hvilket som helst anti-vestligt projekt, man kan komme i tanke om.
Historisk holdt DKP med Sovjetunionen. Det vil sige, at partiet arbejdede efter instruks fra SUKP og aldrig foretog sig noget, der kunne bringe partiet på kant med SUKP.
Vi ved i dag, at Sovjetunionen aldrig havde fredelige og reelle hensigter over for den vestlige verden.
Man ville fra sovjetisk side hævde, at man arbejdede for at forbedre menneskehedens almene kår. Men i pagt med, hvad der også kendetegner efterfølgerstaten til USSR, nemlig det putinistiske Rusland, var det en fuldkommen indgroet og rutinemæssig del af sovjetstatens virke, at den fortalte løgne, skjulte sine reelle hensigter, opfandt omhyggelige røgslør for alt, hvad staten havde behov for at skjule – og i øvrigt ikke havde til hensigt at følge nogen af de aftaler, der var indgået.
Det er for så vidt ikke mærkeligt, at både USSR og det putinistiske Rusland havde så stort et behov for at lyve, fordreje og manipulere. For begge regimer var i bund og grund menneskefjendske og antihumanistiske. Blot et delvist kendskab til sandheden om de to regimer ville omgående have skræmt ethvert retsindigt menneske bort for altid.
Som tiden gik, blev Sovjetunionen mindre tiltrækkende for en ny generation af hadere af den vestlige civilisation. Man kastede i stedet sin kærlighed på Kina, Cuba, eller hvad det måtte være. Desværre havde den ekstreme venstrefløj på det tidspunkt allerede internaliseret og institutionaliseret et helt grundlæggende træk ved al venstreradikal organiserings moder, DKP: det uudslukkelige had til den vestlige verden og dens borgerligt-liberale grundorden.
Dette had til den vestlige verden overtog og videreudviklede den ekstreme venstrefløj efter ungdomsoprøret fra DKP, selv om man vendte sig imod selve partiet.
Før Murens fald viste hadet til den vestlige verden sig på den måde, at det ekstreme venstre altid holdt med lande og bevægelser, der havde en ødelæggelse af den vestlige verden på dagsordenen. Til den ende fortsatte man praksis fra DKP.
Derfor er der ikke ende på de tilfælde, hvor den ekstreme venstrefløj har fungeret som nyttige idioter for et hvilket som helst anti-vestligt projekt, man kan komme i tanke om. Som nyttige idioter fortsatte man i den gamle DKP-tradition med at bidrage til tilsløringen af den reelle natur af og de reelle hensigter hos ens nye yndlingsfjende af den vestlige civilisation.
Man fortsatte med at viderebringe de løgne, ens nye yndlingsfjende af den vestlige civilisation bragte til torvs. Og man fortsatte med at udbygge og forbedre det diskursive univers, ens nye yndlingsfjende forsøgte at knæsætte. Typisk ved hjælp af den særlige form for relativisering, der hedder ”whataboutism”. Det vil sige, at man imødegår enhver kritik ved at sige: ”Men hvad med Vietnamkrigen?”, eller hvad USA ellers måtte have begået af beklagelige fejl. Eller ved at forstærke den typiske løgn blandt udemokratiske regimer: at det faktisk er det udemokratiske regime, der er offer for den vestlige verden. Og at det udemokratiske regimes kamp imod den vestlige verden derfor ikke skal ses som andet end selvforsvar drevet af retfærdig harme.
Sådan har den ekstreme venstrefløj i tidens løb forsvaret Kina, Cuba, Venezuela og såmænd også i flere tilfælde islamistiske bevægelser af den ene eller den anden slags.
Efter Murens fald (og tilintetgørelsen af det kinesiske oprør på Tienanmen-pladsen, der tilfældigvis fandt sted samme år) gik der mange år, hvor den ekstreme venstrefløj ikke kunne kaste sin kærlighed på et eller andet udemokratisk regime, der hadede den vestlige verden. Det skyldes, at de fleste af den type regimer stod så delegitimerede tilbage, at det ville være blevet mødt med offentlig harme, hvis man havde erklæret sin kærlighed til dem – eller blot taget dem i forsvar.
Derfor var gode råd i en lang periode i 1990’erne dyre på den ekstreme venstrefløj.
Det, vi kan se i dag, er, at den ekstreme venstrefløj er tilbage ved samme styrke, som den havde før Murens fald. Det vil sige, at den har fundet nye veje til at hade og undergrave den vestlige civilisation. Stadig ved hjælp af de gamle virkemidler: Man gør sig til nyttig idiot. Man bidrager til at udbrede de forskellige diskursive røgslør, som de nye hadere af den vestlige civilisation har lagt ud. Man bidrager til at delegitimere den vestlige civilisation ved hjælp af løgnagtige ”facts” og ”analyser”, der – omhyggeligt kurateret – får den vestlige verden til at tage sig forfærdelig og undertrykkende ud. Og man fortsætter den stolte tradition helt tilbage fra DKP med ”whataboutism”.
Et enkelt af mange gode eksempler er den ekstreme venstrefløjs hemmelige alliance med islamismen. I mangel af bedre dansk ord kan vi bruge det franske: islamo-gauchisme.
Islamo-gauchisme er vidt udbredt i Enhedslisten og nærmeste omegn. Her er det en kær beskæftigelse af skjule sandheden om det specifikt islamiske voldspatriarkat, som brave mennesker for tiden gør oprør imod i Iran. Ligesom det er en kær beskæftigelse at skjule sandheden om negativ social kontrol. Eller om den røde tråd i den massive kriminalitet, personer med baggrund i Stormellemøsten står bag overalt i Vesteuropa: at det er en form for hybrid krig imod vestlige mennesker og vestlige værdier.
Men den ekstreme venstrefløjs udbredelse af wokeismen er også et godt eksempel. For kernen i al wokeisme er et uudslukkeligt had til grundpillerne i den vestlige civilisation: den politiske liberalisme. Oplysningstanken. Den rettighedsmæssige individualisme. Og ikke mindst: det uudslukkelige had til selve de vestlige værdier og traditioner.
Den kamp kæmper den ekstreme venstrefløj på flere måder. Ikke mindst ved at propagere den stuerene version af alle woke dagsordener, som praktisk taget enhver kan tilslutte sig: at vi skal behandle minoriteter godt. Og omvendt ved at bidrage til at tilsløre wokeismens sande og ekstreme ansigt: at vi skal opløse traditioner af enhver art. At vi skal opløse normer af enhver art. I sidste instans kort sagt: at vi skal opløse alle den vestlige verdens værdier og traditioner.
I den kamp har den ekstreme venstrefløj i dag to magtfulde allierede. Det drejer sig for det første om hele den del af universitetsverdenen, der har forskrevet sig til woke pseudovidenskab. Og som under dække af universiteternes traditionelle mekanismer til kvalitetssikring nærmest uhindret kan få sine løgne og manipulationer blåstemplet og udbredt som legitim videnskab.
Og for det andet i form af de uhyggeligt mange ngo’er, der i realiteten er filialer af Enhedslisten. Bare med statsgaranterede indtægter og begrænsede muligheder for demokratisk kontrol og kritik. Et fremragende eksempel er Oxfam IBIS. Der hvert år uden væsentlig modsigelse får viderebragt sine manipulerende påstande om fordelingen af verdens formuer.
Fra den ekstreme venstrefløj – og fra dens håndlangere på universiteterne og blandt ngo’erne – udgår dagligt udspil og initiativer, der ikke har andre formål end at ødelægge den vestlige civilisation. Ligesom der dagligt udgår ”facts” og ”analyser”, der skal ”dokumentere”, at den vestlige verden er det mest uretfærdige, ulige og uciviliserede sted, verden endnu har kendt.
Det er ikke mindre skadeligt, end da DKP i gamle dage promoverede Sovjetunionen. Derfor skal det i vore dage kritiseres lige så hårdt, som man i gammel tid kritiserede civilisationshaderne i Danmarks Kommunistiske Parti.
(Kommentar bragt i Jyllands-Posten d. 4. januar 2023)
Vogt Dem for den farlige idealisme
For tiden er jeg optaget af en helt bestemt form for politik. Det drejer sig om idéer, som alle med en vis type af livsindstilling synes er fantastiske.
Men som alle med en anden type af livsindstilling betragter som håbløse.
Tag sådan noget som reformpædagogik.
Formuleret i brede vendinger er det en retning inden for pædagogikken, der er modstander af alt, hvad der har med klassisk skolegang at gøre: at man skal lære konkrete færdigheder og være i besiddelse af eksakte kundskaber. At man skal øve sig, til de konkrete færdigheder og de eksakte kundskaber er på plads. At der skal ske en forholdsvis entydig evaluering af udbyttet af at gå i skole. At læreren dels ved mere end eleverne, dels er den lokale repræsentant for skolens autoritet. Og at eleverne – netop på grund af disse udgangspunkter – skal rette sig efter lærerne.
Problemet ved reformpædagogik er populært sagt, at den går ud fra, at alle og enhver elev i folkeskolen uden undtagelse er en mønsterelev af klasse 1A. Hvis dette var tilfældet, ville reformpædagogikken have en chance for at lykkes. Det er det ikke. Derfor fejler den naturligvis.
Et andet eksempel, man kan overveje, er pacifisme. I princippet er det fuldkommen rigtigt, at vold og magt er noget skidt, og at man bør foregå med et godt eksempel ved aldrig selv at anvende nogen af delene.
Men igen er problemet: Forudsætningen er urealistisk. For hvad nu, hvis der pludselig står en voldsparat og voldsvillig person eller et voldsparat og voldsvilligt land over for dig? Så er det fint, at du vil foregå med et godt eksempel.
Problemet er bare, at det kan koste dig alt, hvad du ejer; din førlighed og frihed; og i sidste instans dit liv, at din tro på det gode i mennesket er så stærk.
Hvis man tænker nærmere over det, er dansk og international politik fuld af tilgange, der minder om reformpædagogik og pacifisme.
I princippet har John Lennon ret i, at den bedste verdensorden er den, han beskriver i sangen Imagine: »Imagine there’s no countries/ It isn’t hard to do/ Nothing to kill or die for/ And no religion, too.« Derfor kan man sige, at forudsætningen for både den frie bevægelighed i EU og for enhver “åben udlændingepolitik” er John Lennon: Tænk, hvis der hverken fandtes lande eller konflikter eller årsager til konflikter. Så kunne vi have åbne grænser, og folk kunne bosætte sig, hvor de ville.
Det, tilhængere af en verden som “Imagine” (eller af den uindskrænkede bevægelighed i EU og den åbne udlændingepolitik) ofte glemmer, er, at John Lennon havde en mangelfuld skolegang og tog rigtig meget narkotika. For uden mangelfuld skolegang og en ordentlig skudefuld lsd kan man ikke rigtig forestille sig, at en verden, der bygger på “Imagine” s principper, nogensinde vil lykkes eller blive et rart sted at være.
Den forskel i tilgang, jeg prøver at beskrive, har ikke noget med politik at gøre. Altså med de klassiske positioner i europæisk politik: konservatisme, liberalisme og socialisme/ socialdemokratisme.
Om man tror på reformpædagogik, pacifisme og helt fri adgang for alle og enhver til at bosætte sig hvor som helst, eller man betragter det som virkelig skøre påfund, afhænger af, om man er idealist eller pragmatiker.
Idealisten ville ønske, at alle elever var mønsterelever af klasse 1A.
Idealisten ville ønske, at alle lande i verden var lige så skikkelige, som de skandinaviske har været i nogle få årtier. Idealisten ville ønske, at alle fremmede i verden var venner, man ikke var blevet præsenteret for endnu.
Og fordi idealisten ville ønske, at det var sådan, springer hun eller han direkte videre til næste trin.
Lægger det ind som en præmis for sine idéer og forslag, at verden faktisk er sådan, som idealisten ville ønske sig.
Pragmatikeren tager sig naturligvis til hovedet. Al erfaring viser, at mønsterelever af klasse 1A er næsten lige så sjældne som dyr, der har opnået at blive totalfredet. Al erfaring viser, at de fleste lande i verden er lumske og voldelige. Al erfaring viser, at der kun skal relativt få rådne æbler til, for at hele tønden snart er gået samme vej.
Derfor kan vi ikke indrette verden på, hvad der kunne være rart og ville være ønskeligt. Vi er nødt til at indrette den på, hvordan mennesker faktisk er.
Her i verden er der tilstrækkeligt med dovne og umotiverede elever til, at vi også må tage højde for deres eksistens. Der er tilstrækkeligt med destruktive og magtbegærlige elever (som vil have timerne til at forme sig efter deres vilje) til, at vi må tage højde for deres eksistens.
Der er tilstrækkeligt mange eliter rundtomkring i verdens lande, der tænker og handler som den russiske, til at vi må lægge det til grund for vores sikkerhedsvurdering. Der er tilstrækkeligt mange snyltere og tilstrækkeligt mange antisociale elementer til, at vi må have effektive forholdsregler imod dem.
Nogle gange er det lige før, jeg tænker, at min vigtigste opgave som politiker ikke er at have kant til de konservative og gøre modstand imod socialdemokratismen.
Min vigtigste opgave er som pragmatiker at bekæmpe idealismen.
Hvis pragmatikerne bestemte i Danmark, så skolen anderledes ud.
Socialforsorgen så anderledes ud.
Udlændingepolitikken så anderledes ud. Energipolitikken så anderledes ud. Hele den del af udenrigspolitikken, der handler om at binde sig til internationale traktater og organisationer, der er udrustet med en “domstol” (altså en gruppe af magtfulde bureaukrater, der kan formulere nye, bindende regler uden at blive stillet demokratisk til ansvar), så anderledes ud. Udenrigshandlen så anderledes ud.
Pragmatikere siger ikke, at alle mennesker er onde, eller at alle mennesker stræber efter magt og dominans. Den siger bare, at der findes tilstrækkeligt med onde og magtbegærlige mennesker til, at man er nødt til at tage højde for det.
Idealister er fulde af smukke drømme. Men det nytter ikke noget at indrette verden på den præmis, at den udelukkende består af gode mennesker, der vil sig selv og hinanden det bedste.
Der, hvor jeg synes, idealisterne som regel falder igennem, er, når det gælder om at tage de personlige konsekvenser af idealismen.
Man vil gerne have et eksperimenterende skolesystem. Bare eksperimenterne ikke går ud over ens egne børn. Man vil gerne leve i en “Imagine”-verden. Bare det ikke er lige uden for ens egen gadedør, den på daglig basis bliver modbevist af gangstervælde og bandekriminalitet. Man vil gerne leve i en verden, der er baseret på ustabil energi. Bare det ikke er ens eget kvarter, der i tide og utide bliver ramt af strømudfald.
Derfor kunne man forsøgsvis formulere idealismens motto som: Politik, der er så genial, at alle skal prøve den. Undtagen mig selv og min familie.
John Lennon satte ord på idealismen i sin “Imagine” i sin tid. Smukke ord, men langt fra den mere reelle virkelighed
(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 26. december 2022)
Video: Den danske Jordan Peterson? Det liberale menneskesyn med Alex Vanopslagh
Podcast: Det liberale menneskesyn | Alex Vanopslagh | Samtaleværelset
Hvad er det liberale menneskesyn, og hvordan skiller det sig ud i velfærdsdanmark? Er Liberal Alliance et Jordan Peterson-parti? Hvad er det for et frihedsbegreb, Liberal Alliance står for? Bliv klogere på dét og meget mere i samtalen mellem Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance og ansigtet på vores ”Du kan godt”-kampagne, og Nicolai Svejgaard Poulsen, rådgiver for Liberal Alliance og vært for ”Samtaleværelset.”
Danmark skal have en ny regering – Valgvideo 2022
1. november kan du vælge en ny retning for Danmark.
Du får ingen svar – Valgvideo 2022
I en ikke så fjern fremtid bliver det måske sværere end nogensinde at finde rundt i SKAT’s labyrint.
Mette Frederiksen er den dårligste nyhed for folkestyret siden besættelsen
Der er én ting, der er værre end magtfuldkommenhed, og det er magtesløshed.« Det fik Mette Frederiksen vrisset til sit partis sommergruppemøde, da hun blev forelagt beskyldningen om at regere magtfuldkomment. Svaret siger jo på sin vis det hele.
Mette Frederiksen har dygtigt dyrket sit image som handlekraftig leder, der gør folkets vilje til virkelighed, ikke mindst under coronakrisen. Men sporene blev lagt ud tidligere. I 2019 oprustede hun i Statsministeriets stab med følgende begrundelse: »Jeg ønsker at lede en regering, hvor vi sætter en klar politisk retning for Danmark.
Det er afgørende for mig, at det er politiske valg – og dermed først og sidst danskernes valg – der styrer, hvilken retning vores samfund skal i.« I sig selv er der ikke nødvendigvis noget galt i dét, men når vi ser, hvordan det siden er gået, begynder mønstret at være klart.
Men alternativet til magtfuldkommenhed behøver ikke at være magtesløshed. Når man er statsminister i et folkestyre, er meningen sådan set, at man regerer med ydmyghed og respekt for den store magt, man er blevet bevilget indirekte af vælgerne og af folkestyret.
For med stor magt kommer stort ansvar.
Og målet helliger ikke midlet – heller ikke, når man har en folkestemning i ryggen.
Derfor er folkestyret og retsstaten danskernes værn mod politikere og myndigheder, der ikke kan styre sig.
Og derfor er jeg bekymret, når jeg ser på den seneste valgperiode: Minkskandale, skandale om Forsvarets Efterretningstjeneste og Lars Findsen, politisering af embedsværk og myndigheder, tilbageholdelse af oplysninger om for eksempel Syriensbørnene, usaglige afslag på aktindsigter og angreb på den frie presse.
Samtidig har vi en regering, der går efter at så frygt og splittelse, for eksempel med københavnerbashing, akademikerbashing, bankbashing og udlændingebashing, og som konstant udvælger grupper, som skal belønnes eller straffes med særordninger, særskatter eller slet og ret checks. Som ruller mere overvågning ud over danskerne og indskrænker danskernes frie valg til eksempelvis privat velfærd eller fordelingen af barsel.
Ydmyghed og det modsatte
Vi har i Velfærdsdanmark vænnet os utrolig meget til at tale om det, som politikerne kan få statsmagten til at gøre FOR os. Men nu begynder det at vise sig, at vi nok skulle tale lidt mere om det, som statsmagten kan gøre VED os, hvis den ikke er tæmmet og bundet.
Det lå de mennesker, der skabte og udviklede vores folkestyre, blandt andre højskolebevægelsen, bondebevægelsen og arbejderbevægelsen, meget på sinde at begrænse den måde, som staten kunne udøve sin magt på. Det var vigtigt for dem at besjæle både Grundloven i teorien og folkestyret i praksis med ydmyghed over for magten og med enorm respekt for danskernes ret til at leve i frihed og ansvar, så længe de adlød statens (relativt få) love.
For de havde netop oplevet tilværelsen i et samfund, hvor statsmagten kun tjente bestemte gruppers interesser og ikke var til deling for alle borgere. De kendte til følelsen af magtudøvelse, der ikke tog hensyn til dem, og de vidste, at en stat, der kunne give alt til folk, også kunne tage alt fra dem.
Og de kunne deres historie, så de vidste tilmed, at et demokrati uden regler kunne være lige så tyrannisk som en enevældig konge. Derfor forstod de, at ingen skulle have absolut magt, heller ikke når de mente at handle på vegne af folkets vilje. For magten korrumperer selv de bedste, og den tiltrækker de værste.
Det er værd at dvæle ved, fordi det føles så længe siden nu. Ikke desto mindre er det vores forfædres sejre, som vi i dag nyder godt af ved at leve i ét af de frieste, rigeste og mest menneskevenlige samfund, verden nogensinde har kendt – i et liberalt demokrati. Men overalt i Vesten ser vi nu en fremvækst af politikere og bevægelser, der ser ned på netop det liberale demokrati.
Cæsar handler, folket klapper
Uanset om det er den illiberale Orbán, den konspiratoriske Trump, vrede identitetspolitikere eller fanatiske klimaaktivister, er de alle enige om, at spillereglerne ikke skal gælde for dem. For ifølge dem står det liberale demokrati med sine mange begrænsninger, principper og kompromisser i vejen for at gøre det rigtige. Det kræver åbenbart en Cæsar at skære igennem al fnidderet og principrytteriet og gribe til handling – til lyden af folkets tordnende applaus.
Og ja, jeg kan godt forstå, at folk er trætte af den måde, politik fungerer på.
Brudte løfter, evindeligt ævl og kævl, langsommelige forhandlinger, kvælende bureaukrati, manglende fantasi, uigennemskueligt spin og kommunikation og alverdens EU-forordninger, konventioner, sædvaner og domme, som ingen mening giver for et almindeligt, fornuftigt tænkende menneske.
Vi politikere har et enormt ansvar for at forsimple vores bureaukratiske systemer og være bedre til at få tingene til at ske. Men vi bør også være ærlige om det, vi ikke bare lige kan få til at ske, og om de omkostninger og ulemper, vores forslag har.
For uden det liberale demokratis begrænsninger, principper og kompromisser er der kun den formløse, rå magt uden regler eller forudsigelighed tilbage. Og den bliver ikke mere rimelig af at blive brugt i en såkaldt god sags tjeneste. Men den kan være tillokkende at hylde, når man brændende vil have noget til at ske. Fristelsen til bare at gribe til handling er stor, også for os politikere, der jo både gerne vil gøre noget og derudover gerne vil genvælges.
Men husk, at uanset hvor meget, vi kan juble over at få vores vilje i dag, kan det være os, der i morgen er dem, der bliver udøvet rå magt mod.
Dårligste nyhed
Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Mette Frederiksens måde at regere landet på er den dårligste nyhed for folkestyret og retsstaten siden besættelsen. Den er gennemsyret af en historisk stor foragt for de begrænsninger, som folkestyret og retsstaten lægger på dens magt.
Det viser sig også ved, at den konstant fremturer med harske udfald mod kritikere og den frie presse, som den beskylder for blandt andet trumpisme, at påstå forkerte ting uden belæg og være drevet af »konspirationsteorier« og »blodrus«. Hvor socialdemokraterne var hoverende og magtfuldkomne i medvind, er de nu ynkelige og dårlige tabere i modvind.
Og det er jo ikke bare borgerlige som mig, der kan se, at den er gal. Det kan Politiken også. Det kan Information også. Det kan Sofie Carsten Nielsen også. Men vi, der drømmer om at få en ny – borgerlig – regering, skal ikke glæde os for tidligt.
For det første er det aldrig godt bare at vinde fordi modstanderen bliver fravalgt, og for det andet er det ikke nok, at en borgerlig statsminister satser på ikke at være lige så slem som Mette Frederiksen. Vi borgerlige kan gøre det meget bedre end det. Og også bedre, end vi plejer.
Sidst lod vi for eksempel Inger Støjbergs lovbrud passere og fortsatte gladeligt den ulovlige logning af danskernes teledata og lukketheden i offentlighedsloven. Der er masser af ting at kritisere os borgerlige for, og det bør vi gå til åbent og ærligt. Kun sådan kan vi vise danskerne, at der er en anden måde at køre butikken på end den, vi oplever nu.
Derfor har vi fremlagt nogle principper for god, borgerlig regeringsførelse, som vil blive rettesnoren for vores samarbejde med en borgerlig regering, som er afhængig af vores støtte: En borgerlig regering skal forpligte sig på reformvillighed, åbenhed, mådehold med magten, respekt for faglighed og forsigtighed, når vi nærmer os lovens grænser.
Folkestyret trænger til ilt, og det vil det få, hvis vi giver nyt liv til disse gode principper.
Det tror jeg, at danskerne vil efterspørge på valgdagen, og det står Liberal Alliance klar til at levere.
Alex: Der er håb for fremtiden!
Vi er fulde af håb for alt det, Danmark og danskerne kan, hvis de får frihed og ansvar til det.
Alex’ tale til Folketingets afslutningsdebat d. 6. oktober 2022.
Så kom valget! – Alex & Alex
Blå Alex glæder sig til valgkampen. Røde Alex synes ikke, der er noget at glæde sig til for Liberal Alliance. Men Blå Alex har en pointe, som Røde Alex ikke lige har tænkt over.