Video: Kan man være woke og borgerlig på samme tid? | Steffen Larsen | Idépolitik
Podcast: Kan man være woke og borgerlig på samme tid? | Steffen Larsen | Idépolitik
Hvad har to støvede gamle filosoffer fra Oplysningstiden at gøre med wokeness og moderne borgerlighed? En hel del, skal det vise sig, for det gør en verden til forskel, om man deler menneskesyn med John Locke, der så det som samfundets opgave at anspore fejlbarlige mennesker til at tage ansvar, eller Jean-Jacques Rousseau, der så det som samfundets opgave at frisætte den enkelte til at udleve sin gode og perfekte natur. Dén konflikt genfinder vi i dag, hvor vi skal forholde os til wokeness, der vil dekonstruere alle normer og strukturer. Følg med, når Steffen Larsen, folketingsmedlem for Liberal Alliance, ser nærmere på de to oplysningsfilosoffer og deres menneskesyn.
Hvorfor er der ingen rindalisme i vore dage?
Den ideologiske klasse sidder tungere på magten end nogensinde. Men graver også sin egen grav.
Forleden udkom Alex Ahrendtsens fremragende bog om Peter Rindal.
Den har fået fremragende – og velfortjente – anmeldelser hele vejen rundt.
Omdrejningspunktet for bogen er selvfølgelig det oprør imod velfærdsstaten (og ikke den modernistiske kunst, hvad mange tror), som Rindal i 1965 blev talsmand for. Her sagde i titusindvis af danskere, først og fremmest fra arbejderklassen, fra over for, at den stadigvæk unge velfærdsstat skaltede og valtede med deres ærligt og for det meste i ansigtets sved tjente penge.
I mellemtiden er velfærdsstaten blevet meget større. Skattetrykket er blev meget højere. Og protesterne? Der er blevet så lavmælte, at man i praksis må sige, at de er forstummet.
Nogle gange kan det, der ikke sker, være en gåde. Som dengang Sherlock Holmes undrede sig over hunden, der ikke gøede. Det gælder også i dag: Hvorfor er der ikke længere nogen lavtlønnede, der brokker sig over, at der skaltes og valtes og rent ud sagt svines med de mange penge, de hver måned indbetaler i skat? Det er mindst lige så gådefuldt som den tavse hund, Sherlock Holmes synes var påfaldende.
Den vigtigste grund til, at de lavtlønnede ikke længere brokker sig over svineriet med deres skattekroner, er, at efterkommerne til de mennesker, Peter Rindal kritiserede, har udviklet sig til en egentlig socialklasse.
I 1965 var det enkeltstående individer, som i forening begik de urimeligheder, Rindal protesterede imod. I dag er det en selvstændig socialklasse, der står for dem. Det gør hele forskellen.
Den socialklasse, der sviner med skatteborgernes penge, er for det første drevet af et ønske om at tjene en forholdsvis høj løn ved at udføre et forholdsvis mageligt og behageligt (pseudo) arbejde.
Og for det andet af et ønske om at kontrollere og dominere det liv, som deres ufrivillige sponsorer lever.
Vi kan kalde denne socialklasse for “den ideologiske klasse” og sige, at den er en underafdeling af den større og mere komplekse socialklasse, Jørgen S. Dich forstod som den herskende.
Den ideologiske klasse lever af at dominere og kontrollere de mennesker, der sponserer deres tilværelse, og den opdriver sine midler som rent-seeking. Det vil sige som en form for “afgift”, der lægges på nyttige og produktive aktiviteter.
Rent-seeking er med andre ord det samme, som man i andre sammenhænge kalder snylteri.
Udgangspunktet for den ideologiske klasse er, at den er tvunget til at skabe et behov for sig selv. Det gør den – i modsætning til på Rindals tid – ved at påvise “videnskabeligt”, at hvis der ikke tildeles betydelige midler til den ideologiske klasse, så vil der enten ske en hel masse skadelige ting, eller også vil en række gyldne muligheder for økonomisk vækst være tabt.
Selvfølgelig findes der ikke nogen hæderlige og anstændige videnskaber, der med 100 pct. sikkerhed vil nå frem til det resultat, at der er opstået alvorlige problemer i samfundet, der alene kan løses af den ideologiske klasse.
Derfor har den ideologiske klasse ikke allieret sig med den klassiske videnskab. Den har allieret sig med det, jeg i andre sammenhænge har kaldt “løgnologien”. Det vil sige noget, der ligner videnskab for den overfladiske betragtning. Men som består af evige og præfabrikerede konklusioner, der ikke kan falsificeres. I virkeligheden er det præcis det modsatte af klassisk videnskab.
Bevæbnet med løgnologiske resultater som, at kvinder overalt i det danske samfund – men navnlig, når det gælder attraktive stillinger – er ofre for mænd; eller at det er nødvendigt at afsætte betydelige offentlige midler til at få børn og unge til at betvivle og helst kuldkaste traditionerne samt til at overleve opvæksten; eller at det er nødvendigt at afsætte betydelige midler til at tale på vegne af den “kunst”, der ikke kan tale for sig selv; eller at det i det hele taget er nødvendigt at ret-og vejlede den almue, der ikke kan ret-og vejlede sig selv, presser man gennem ngo’er og medier det politiske system til at bevilge penge til den ideologiske klasse.
Alliancen mellem den ideologiske klasse og de “forskere”, der lever af løgnologi, er afgørende på flere måder.
For dels er det løgnologiens opgave at begrunde, hvorfor den ideologiske klasse skal have skatteborgernes penge, og at bevise, at de er godt givet ud. Men desuden er det løgnologiens opgave at gaslighte borgerne til at tvivle på deres egne sanser og deres egen sunde fornuft.
Hvis borgerne ved deres almindelige færden gennem livet er nået frem til, at tilværelsen for både mænd og kvinder i Danmark i det store hele er tålelig og rimelig, er det løgnologiens opgave at gaslighte dem til at tro, at kvinder lider under de mest forfærdelige uretfærdigheder.
Hvis borgerne ved deres almindelige færden gennem livet er nået frem til, at kunst, der ikke kan tale for sig selv, sjovt nok ikke siger dem noget, er det løgnologiens opgave at gaslighte og udskamme borgerne til at tro, at der er noget, de har misforstået.
Hvis borgerne ved deres almindelige færden gennem livet er nået frem til, at der i hovedsagen er to køn, og at det er en ordning, praktisk alle har det fint med, er et løgnologiens opgave at gaslighte borgerne til at tro, at det, de opfatter som normalt og almindeligt, i virkeligheden er dybt repressivt og et kæmpe problem.
Som konklusion kan man sige, at når der i vore dage ikke er noget oprør imod svineri og rent-seeking fra den ideologiske klasses side, hænger der sammen med løgnologiens effektive arbejde for at begrunde, at den ideologiske klasse skal have penge – og dens lige så effektive arbejde for at gaslighte alle, der i første omgang synes, at det lyder mærkeligt.
Hvordan fremtiden kommer til at forme sig, er der ingen, der ved.
Men det, man allerede nu kan se, er, at den ideologiske klasse og dens effektive brug af løgnologi i dag retter sig imod at ødelægge selve vores vestlige samfundsorden.
Det gør den ved at indoktrinere borgerne til at opfatte den vestlige samfundsorden som højdepunktet af uretfærdighed og urimelighed (selv om den er præcis det modsatte).
Og ved at gaslighte alle, der undrer sig over, at der er så mange mennesker, som hele tiden forsøger at indvandre fra andre dele af verden til det angiveligt urimelige og uretfærdige Vesten.
Det giver jo absolut ingen mening – medmindre man er blevet gaslightet af den ideologiske klasse og løgnologien.
Jeg tvivler på, at den ideologiske klasse selv er i stand til at indse, at hvis den afmonterer vores eksisterende samfund, så afmonterer den også sig selv.
Hvilket hænger sammen med, at den ideologiske klasse desværre selv tror på sin egen ideologi.
Derfor indser den ikke, at den lever af det samfund, den har snyltet sig til penge for at kritisere. Og at hvis dette samfund går under, går den ideologiske klasse selvfølgelig selv under i den samme proces.
Hvis borgerne ved deres almindelige færden gennem livet er nået frem til, at kunst, der ikke kan tale for sig selv, sjovt nok ikke siger dem noget, er det løgnologiens opgave at gaslighte og udskamme borgerne til at tro, at der er noget, de har misforstået.
(Debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 29. januar 2023)
Video: Hvad har wokeness og antivaxxers til fælles?
Derfor er der intet sympatisk ved den ekstreme venstrefløj
Den røde tråd har altid været at ødelægge den mest civiliserede kultur, verden til dato har kendt: den vestlige.
Er der en rød tråd i den måde, hvorpå den ekstreme venstrefløj altid har optrådt? Og med den ekstreme venstrefløj mener jeg i fortiden DKP og i vore dage partier og grupperinger, der nedstammer fra DKP eller har allieret sig med DKP.
Det er der desværre. Og den røde tråd er ikke, at man altid har kæmpet for en bedre verden for de underprivilegerede. Den røde tråd er, at man altid i forskellige betydninger af udtrykket har ”holdt med” fjender af den vestlige kultur og livsmåde. Det vil sige, at man har allieret sig med den vestlige kulturs fjender. Man har fungeret som apologet for den vestlige kulturs fjender. Man har gjort sig selv til nyttig idiot for den vestlige kulturs fjender.
Derfor er der ikke ende på de tilfælde, hvor den ekstreme venstrefløj har fungeret som nyttige idioter for et hvilket som helst anti-vestligt projekt, man kan komme i tanke om.
Historisk holdt DKP med Sovjetunionen. Det vil sige, at partiet arbejdede efter instruks fra SUKP og aldrig foretog sig noget, der kunne bringe partiet på kant med SUKP.
Vi ved i dag, at Sovjetunionen aldrig havde fredelige og reelle hensigter over for den vestlige verden.
Man ville fra sovjetisk side hævde, at man arbejdede for at forbedre menneskehedens almene kår. Men i pagt med, hvad der også kendetegner efterfølgerstaten til USSR, nemlig det putinistiske Rusland, var det en fuldkommen indgroet og rutinemæssig del af sovjetstatens virke, at den fortalte løgne, skjulte sine reelle hensigter, opfandt omhyggelige røgslør for alt, hvad staten havde behov for at skjule – og i øvrigt ikke havde til hensigt at følge nogen af de aftaler, der var indgået.
Det er for så vidt ikke mærkeligt, at både USSR og det putinistiske Rusland havde så stort et behov for at lyve, fordreje og manipulere. For begge regimer var i bund og grund menneskefjendske og antihumanistiske. Blot et delvist kendskab til sandheden om de to regimer ville omgående have skræmt ethvert retsindigt menneske bort for altid.
Som tiden gik, blev Sovjetunionen mindre tiltrækkende for en ny generation af hadere af den vestlige civilisation. Man kastede i stedet sin kærlighed på Kina, Cuba, eller hvad det måtte være. Desværre havde den ekstreme venstrefløj på det tidspunkt allerede internaliseret og institutionaliseret et helt grundlæggende træk ved al venstreradikal organiserings moder, DKP: det uudslukkelige had til den vestlige verden og dens borgerligt-liberale grundorden.
Dette had til den vestlige verden overtog og videreudviklede den ekstreme venstrefløj efter ungdomsoprøret fra DKP, selv om man vendte sig imod selve partiet.
Før Murens fald viste hadet til den vestlige verden sig på den måde, at det ekstreme venstre altid holdt med lande og bevægelser, der havde en ødelæggelse af den vestlige verden på dagsordenen. Til den ende fortsatte man praksis fra DKP.
Derfor er der ikke ende på de tilfælde, hvor den ekstreme venstrefløj har fungeret som nyttige idioter for et hvilket som helst anti-vestligt projekt, man kan komme i tanke om. Som nyttige idioter fortsatte man i den gamle DKP-tradition med at bidrage til tilsløringen af den reelle natur af og de reelle hensigter hos ens nye yndlingsfjende af den vestlige civilisation.
Man fortsatte med at viderebringe de løgne, ens nye yndlingsfjende af den vestlige civilisation bragte til torvs. Og man fortsatte med at udbygge og forbedre det diskursive univers, ens nye yndlingsfjende forsøgte at knæsætte. Typisk ved hjælp af den særlige form for relativisering, der hedder ”whataboutism”. Det vil sige, at man imødegår enhver kritik ved at sige: ”Men hvad med Vietnamkrigen?”, eller hvad USA ellers måtte have begået af beklagelige fejl. Eller ved at forstærke den typiske løgn blandt udemokratiske regimer: at det faktisk er det udemokratiske regime, der er offer for den vestlige verden. Og at det udemokratiske regimes kamp imod den vestlige verden derfor ikke skal ses som andet end selvforsvar drevet af retfærdig harme.
Sådan har den ekstreme venstrefløj i tidens løb forsvaret Kina, Cuba, Venezuela og såmænd også i flere tilfælde islamistiske bevægelser af den ene eller den anden slags.
Efter Murens fald (og tilintetgørelsen af det kinesiske oprør på Tienanmen-pladsen, der tilfældigvis fandt sted samme år) gik der mange år, hvor den ekstreme venstrefløj ikke kunne kaste sin kærlighed på et eller andet udemokratisk regime, der hadede den vestlige verden. Det skyldes, at de fleste af den type regimer stod så delegitimerede tilbage, at det ville være blevet mødt med offentlig harme, hvis man havde erklæret sin kærlighed til dem – eller blot taget dem i forsvar.
Derfor var gode råd i en lang periode i 1990’erne dyre på den ekstreme venstrefløj.
Det, vi kan se i dag, er, at den ekstreme venstrefløj er tilbage ved samme styrke, som den havde før Murens fald. Det vil sige, at den har fundet nye veje til at hade og undergrave den vestlige civilisation. Stadig ved hjælp af de gamle virkemidler: Man gør sig til nyttig idiot. Man bidrager til at udbrede de forskellige diskursive røgslør, som de nye hadere af den vestlige civilisation har lagt ud. Man bidrager til at delegitimere den vestlige civilisation ved hjælp af løgnagtige ”facts” og ”analyser”, der – omhyggeligt kurateret – får den vestlige verden til at tage sig forfærdelig og undertrykkende ud. Og man fortsætter den stolte tradition helt tilbage fra DKP med ”whataboutism”.
Et enkelt af mange gode eksempler er den ekstreme venstrefløjs hemmelige alliance med islamismen. I mangel af bedre dansk ord kan vi bruge det franske: islamo-gauchisme.
Islamo-gauchisme er vidt udbredt i Enhedslisten og nærmeste omegn. Her er det en kær beskæftigelse af skjule sandheden om det specifikt islamiske voldspatriarkat, som brave mennesker for tiden gør oprør imod i Iran. Ligesom det er en kær beskæftigelse at skjule sandheden om negativ social kontrol. Eller om den røde tråd i den massive kriminalitet, personer med baggrund i Stormellemøsten står bag overalt i Vesteuropa: at det er en form for hybrid krig imod vestlige mennesker og vestlige værdier.
Men den ekstreme venstrefløjs udbredelse af wokeismen er også et godt eksempel. For kernen i al wokeisme er et uudslukkeligt had til grundpillerne i den vestlige civilisation: den politiske liberalisme. Oplysningstanken. Den rettighedsmæssige individualisme. Og ikke mindst: det uudslukkelige had til selve de vestlige værdier og traditioner.
Den kamp kæmper den ekstreme venstrefløj på flere måder. Ikke mindst ved at propagere den stuerene version af alle woke dagsordener, som praktisk taget enhver kan tilslutte sig: at vi skal behandle minoriteter godt. Og omvendt ved at bidrage til at tilsløre wokeismens sande og ekstreme ansigt: at vi skal opløse traditioner af enhver art. At vi skal opløse normer af enhver art. I sidste instans kort sagt: at vi skal opløse alle den vestlige verdens værdier og traditioner.
I den kamp har den ekstreme venstrefløj i dag to magtfulde allierede. Det drejer sig for det første om hele den del af universitetsverdenen, der har forskrevet sig til woke pseudovidenskab. Og som under dække af universiteternes traditionelle mekanismer til kvalitetssikring nærmest uhindret kan få sine løgne og manipulationer blåstemplet og udbredt som legitim videnskab.
Og for det andet i form af de uhyggeligt mange ngo’er, der i realiteten er filialer af Enhedslisten. Bare med statsgaranterede indtægter og begrænsede muligheder for demokratisk kontrol og kritik. Et fremragende eksempel er Oxfam IBIS. Der hvert år uden væsentlig modsigelse får viderebragt sine manipulerende påstande om fordelingen af verdens formuer.
Fra den ekstreme venstrefløj – og fra dens håndlangere på universiteterne og blandt ngo’erne – udgår dagligt udspil og initiativer, der ikke har andre formål end at ødelægge den vestlige civilisation. Ligesom der dagligt udgår ”facts” og ”analyser”, der skal ”dokumentere”, at den vestlige verden er det mest uretfærdige, ulige og uciviliserede sted, verden endnu har kendt.
Det er ikke mindre skadeligt, end da DKP i gamle dage promoverede Sovjetunionen. Derfor skal det i vore dage kritiseres lige så hårdt, som man i gammel tid kritiserede civilisationshaderne i Danmarks Kommunistiske Parti.
(Kommentar bragt i Jyllands-Posten d. 4. januar 2023)
Vogt Dem for den farlige idealisme
For tiden er jeg optaget af en helt bestemt form for politik. Det drejer sig om idéer, som alle med en vis type af livsindstilling synes er fantastiske.
Men som alle med en anden type af livsindstilling betragter som håbløse.
Tag sådan noget som reformpædagogik.
Formuleret i brede vendinger er det en retning inden for pædagogikken, der er modstander af alt, hvad der har med klassisk skolegang at gøre: at man skal lære konkrete færdigheder og være i besiddelse af eksakte kundskaber. At man skal øve sig, til de konkrete færdigheder og de eksakte kundskaber er på plads. At der skal ske en forholdsvis entydig evaluering af udbyttet af at gå i skole. At læreren dels ved mere end eleverne, dels er den lokale repræsentant for skolens autoritet. Og at eleverne – netop på grund af disse udgangspunkter – skal rette sig efter lærerne.
Problemet ved reformpædagogik er populært sagt, at den går ud fra, at alle og enhver elev i folkeskolen uden undtagelse er en mønsterelev af klasse 1A. Hvis dette var tilfældet, ville reformpædagogikken have en chance for at lykkes. Det er det ikke. Derfor fejler den naturligvis.
Et andet eksempel, man kan overveje, er pacifisme. I princippet er det fuldkommen rigtigt, at vold og magt er noget skidt, og at man bør foregå med et godt eksempel ved aldrig selv at anvende nogen af delene.
Men igen er problemet: Forudsætningen er urealistisk. For hvad nu, hvis der pludselig står en voldsparat og voldsvillig person eller et voldsparat og voldsvilligt land over for dig? Så er det fint, at du vil foregå med et godt eksempel.
Problemet er bare, at det kan koste dig alt, hvad du ejer; din førlighed og frihed; og i sidste instans dit liv, at din tro på det gode i mennesket er så stærk.
Hvis man tænker nærmere over det, er dansk og international politik fuld af tilgange, der minder om reformpædagogik og pacifisme.
I princippet har John Lennon ret i, at den bedste verdensorden er den, han beskriver i sangen Imagine: »Imagine there’s no countries/ It isn’t hard to do/ Nothing to kill or die for/ And no religion, too.« Derfor kan man sige, at forudsætningen for både den frie bevægelighed i EU og for enhver “åben udlændingepolitik” er John Lennon: Tænk, hvis der hverken fandtes lande eller konflikter eller årsager til konflikter. Så kunne vi have åbne grænser, og folk kunne bosætte sig, hvor de ville.
Det, tilhængere af en verden som “Imagine” (eller af den uindskrænkede bevægelighed i EU og den åbne udlændingepolitik) ofte glemmer, er, at John Lennon havde en mangelfuld skolegang og tog rigtig meget narkotika. For uden mangelfuld skolegang og en ordentlig skudefuld lsd kan man ikke rigtig forestille sig, at en verden, der bygger på “Imagine” s principper, nogensinde vil lykkes eller blive et rart sted at være.
Den forskel i tilgang, jeg prøver at beskrive, har ikke noget med politik at gøre. Altså med de klassiske positioner i europæisk politik: konservatisme, liberalisme og socialisme/ socialdemokratisme.
Om man tror på reformpædagogik, pacifisme og helt fri adgang for alle og enhver til at bosætte sig hvor som helst, eller man betragter det som virkelig skøre påfund, afhænger af, om man er idealist eller pragmatiker.
Idealisten ville ønske, at alle elever var mønsterelever af klasse 1A.
Idealisten ville ønske, at alle lande i verden var lige så skikkelige, som de skandinaviske har været i nogle få årtier. Idealisten ville ønske, at alle fremmede i verden var venner, man ikke var blevet præsenteret for endnu.
Og fordi idealisten ville ønske, at det var sådan, springer hun eller han direkte videre til næste trin.
Lægger det ind som en præmis for sine idéer og forslag, at verden faktisk er sådan, som idealisten ville ønske sig.
Pragmatikeren tager sig naturligvis til hovedet. Al erfaring viser, at mønsterelever af klasse 1A er næsten lige så sjældne som dyr, der har opnået at blive totalfredet. Al erfaring viser, at de fleste lande i verden er lumske og voldelige. Al erfaring viser, at der kun skal relativt få rådne æbler til, for at hele tønden snart er gået samme vej.
Derfor kan vi ikke indrette verden på, hvad der kunne være rart og ville være ønskeligt. Vi er nødt til at indrette den på, hvordan mennesker faktisk er.
Her i verden er der tilstrækkeligt med dovne og umotiverede elever til, at vi også må tage højde for deres eksistens. Der er tilstrækkeligt med destruktive og magtbegærlige elever (som vil have timerne til at forme sig efter deres vilje) til, at vi må tage højde for deres eksistens.
Der er tilstrækkeligt mange eliter rundtomkring i verdens lande, der tænker og handler som den russiske, til at vi må lægge det til grund for vores sikkerhedsvurdering. Der er tilstrækkeligt mange snyltere og tilstrækkeligt mange antisociale elementer til, at vi må have effektive forholdsregler imod dem.
Nogle gange er det lige før, jeg tænker, at min vigtigste opgave som politiker ikke er at have kant til de konservative og gøre modstand imod socialdemokratismen.
Min vigtigste opgave er som pragmatiker at bekæmpe idealismen.
Hvis pragmatikerne bestemte i Danmark, så skolen anderledes ud.
Socialforsorgen så anderledes ud.
Udlændingepolitikken så anderledes ud. Energipolitikken så anderledes ud. Hele den del af udenrigspolitikken, der handler om at binde sig til internationale traktater og organisationer, der er udrustet med en “domstol” (altså en gruppe af magtfulde bureaukrater, der kan formulere nye, bindende regler uden at blive stillet demokratisk til ansvar), så anderledes ud. Udenrigshandlen så anderledes ud.
Pragmatikere siger ikke, at alle mennesker er onde, eller at alle mennesker stræber efter magt og dominans. Den siger bare, at der findes tilstrækkeligt med onde og magtbegærlige mennesker til, at man er nødt til at tage højde for det.
Idealister er fulde af smukke drømme. Men det nytter ikke noget at indrette verden på den præmis, at den udelukkende består af gode mennesker, der vil sig selv og hinanden det bedste.
Der, hvor jeg synes, idealisterne som regel falder igennem, er, når det gælder om at tage de personlige konsekvenser af idealismen.
Man vil gerne have et eksperimenterende skolesystem. Bare eksperimenterne ikke går ud over ens egne børn. Man vil gerne leve i en “Imagine”-verden. Bare det ikke er lige uden for ens egen gadedør, den på daglig basis bliver modbevist af gangstervælde og bandekriminalitet. Man vil gerne leve i en verden, der er baseret på ustabil energi. Bare det ikke er ens eget kvarter, der i tide og utide bliver ramt af strømudfald.
Derfor kunne man forsøgsvis formulere idealismens motto som: Politik, der er så genial, at alle skal prøve den. Undtagen mig selv og min familie.
John Lennon satte ord på idealismen i sin “Imagine” i sin tid. Smukke ord, men langt fra den mere reelle virkelighed
(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 26. december 2022)
Video: Den danske Jordan Peterson? Det liberale menneskesyn med Alex Vanopslagh
Podcast: Det liberale menneskesyn | Alex Vanopslagh | Samtaleværelset
Hvad er det liberale menneskesyn, og hvordan skiller det sig ud i velfærdsdanmark? Er Liberal Alliance et Jordan Peterson-parti? Hvad er det for et frihedsbegreb, Liberal Alliance står for? Bliv klogere på dét og meget mere i samtalen mellem Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance og ansigtet på vores ”Du kan godt”-kampagne, og Nicolai Svejgaard Poulsen, rådgiver for Liberal Alliance og vært for ”Samtaleværelset.”
Danmark skal have en ny regering – Valgvideo 2022
1. november kan du vælge en ny retning for Danmark.
Du får ingen svar – Valgvideo 2022
I en ikke så fjern fremtid bliver det måske sværere end nogensinde at finde rundt i SKAT’s labyrint.