Henrik Dahl
25. maj 2023

Det er ødelæggende for den begavede samtale, hvis alting skal koges ned til magtmisbrug.

For nylig hed det sig i Weekendavisen, at eftersom ”vi” – det vil sige ophavsmanden til påstanden – ikke kan definere begrebet ”wokeness”, så bør hele den samfundsmæssige samtale om problemet forstumme.

Argumentet er mageløst. Jeg gider ikke diskutere begrebet X. Derfor gider jeg heller ikke sætte mig ind i, hvad begrebet X betyder. Derfor opfinder jeg et ”vi”, der ikke ved, hvad begrebet X betyder. Og derefter beordrer jeg alle andre til at lade være med at diskutere begrebet X. Fordi jeg ikke selv gider diskutere det.

Wokeness betyder, at man konsekvent fortolker forskelle mellem udvalgte grupper som magtmisbrug. Er der forskel i antallet af mænd og kvinder, der spiller elektrisk guitar i et rockband? Så er den woke forklaring, at det skyldes magtmisbrug. Er der forskel i antallet af hvide og sorte, der bliver castet til at spille gæster på et dansk badehotel i mellemkrigstiden? Så er den woke forklaring, at det skyldes magtmisbrug. Er der forskel i antallet af mænd og kvinder, der er tilstrækkelig interesseret i teknik til, at de gider studere et teknisk fag på et universitet? Igen: Så er den woke forklaring, at det skyldes magtmisbrug.

Wokeness betyder, at magtmisbruget er den eneste tænkelige forklaring på de observerede forskelle.

Udstiller museerne flere billeder, der forestiller mænd eller er malet af mænd (eller begge dele), er forklaringen magtmisbrug blandt kuratorerne. Alternative forklaringer som, at mænd i gamle dage fik lov til at udvikle sig til bedre malere end kvinder, fordi optagelsespolitikkerne på datidens kunstakademier var patriarkalske, afvises derfor i det woke verdensbillede.

Et eller andet hemmeligt sted ude i verden – siger wokeisten – findes de billeder malet af kvinder, der er lige så gode som dem, der bliver udstillet. Fordi mænd og kvinder per definition til alle tider har været lige dygtige kunstmalere.

Afbilleder fortidens malerier i udtalt grad magtfulde mænd, er det ikke, fordi datidens malere samvittighedsfuldt skildrede de faktiske forhold i deres samtid. Et eller andet hemmeligt sted ude i verden – siger wokeisten – findes de billeder af magtfulde kvinder, vi ikke må få lov til at se. Derfor skal de som en afbigt for fortidens synder findes og hænges op så hurtigt, det kan lade sig gøre.

Wokeisten har magtmisbrug på hjernen. I en grad, så enhver forklaringsmodel, der er bare en lille smule mere kompleks eller går i en lidt anden retning end begrebet om magtmisbrug, med heftighed – og gerne et udskammende svirp – må afvises.

Skyldes observerede forskelle mellem mænds og kvinders studievalg og karriereveje i et eller andet omfang biologisk betingede forskelle? Det må man ikke engang spørge om. Det må ikke engang formuleres som en hypotese. Så flegner wokeisten ud i forstilt forargelse og heftig udskamning af den formastelige forslagsstiller.

Biologi findes ikke i et wokeistisk verdensbillede. Derfor vil wokeisten heller ikke have, at biologi findes i andre menneskers verdensbillede.

Skyldes observerede forskelle mellem antallet af etniske danskere og antallet af mennesker med herkomst fra andre kontinenter i ældre film, at Danmark i det meste af sin historie har været et forholdsvis homogent land i etnisk henseende? Det vil wokeisten ikke engang have, at andre mennesker overvejer.

Når ældre danske film ikke bugner af mennesker, hvis vugge stod i Mellemøsten eller på det afrikanske kontinent, skyldes det ene og alene magtmisbrug. Og enhver, der mener noget andet, vil wokeisten uvenligst opfordre til at klappe i og holde sine tanker for sig selv.

Der følger flere politiske konsekvenser af dette.

Wokeisme er et systematisk og målrettet forsøg på at udslette andre forklaringer på forskelle mellem grupper end magtmisbrug.

Det er derfor, wokeister bliver så aggressive, når man indfører forklaringsmodeller som de to køns forskelligartede biologi; menneskers forskelligartede intelligens; menneskers forskelligartede motivation; menneskers forskelligartede interesser eller diverse gruppers forskelligartede normer og værdier.

For slet ikke at tale om de konsekvenser, indretningen af fortidens institutioner havde på forskellige typer af menneskers fremgang – eller manglende fremgang – i deres samtid.

Hvad man end kan komme i tanke om af faktorer, der måtte gøre en diskussion mere kompleks eller mere nuanceret, så skal disse faktorer dø. Ellers kan wokeisten ikke tromle alt og alle over med sin universalforklaring: magtmisbrug.

Det værste ved wokeisme er, at den bekræfter en ofte foretaget observation: Man bliver selv idiot af at høre på tåbelige mennesker.

At hele kompleksiteten i, hvorfor der kan observeres forskelle i menneskers normer og menneskers adfærd, skal koges ned til en primitiv idé om magtmisbrug, er en fornærmelse imod ethvert begavet menneske. For sådan er det naturligvis ikke.

Uanset hvor neutralt man behandler drenge og piger, vil der typisk være en ret stor forskel på, hvad de interesserer sig for. Og lidt senere i barndommen også: Hvordan de omgås. Det er ikke nødvendigvis nogens skyld. Noget af det er simpelthen biologisk betinget og bliver aldrig anderledes.

Den næste politiske konsekvens af wokeisme er, at når man som politiker siger ”magtmisbrug”, så har man næsten allerede sagt ”regler”, ”indgreb” og ”tvang”. Ud fra den uangribelige politiske logik, at man altid har lov til at skride ind med regulering, hvis der er noget, der går ud over nogen.

Den måde, rockmusikken hidtil har fungeret, går ud over kvinder. Derfor er det legitimt at blande sig. Den måde, casting til realistiske film hidtil har fungeret, går ud over alle, der ikke ligner etniske danskere. Derfor er det legitimt at blande sig i filminstruktørers casting. Den måde, maskulinitet og femininitet typisk udleves kulturelt, kan konstrueres som noget, der gør kvinder til ofre. Derfor er det legitimt at blande sig politisk i, hvad maskulinitet og femininitet i det hele taget er for størrelser, og hvordan de i det hele taget udleves i vore dage.

Derfor er wokeisme løftestang for en indblanding i blandt andet frie menneskers personlige valg, kunstneres suveræne beslutninger og menneskers måde at leve i og med deres køn, hvis lige ikke er set siden den kinesiske kulturrevolution.

Det er mærkeligt at kunne konstatere, at med SVM-regeringen har Danmark fået sin suverænt mest woke regering nogensinde. Men sådan er det. Kulturministeren har på sit ressortområde taget wokeness til nye højder. Og det samme må man sige om ligestillingsministeren.

Problemet er formentlig partiet Venstre. For der kommer ligestillingsministeren fra. Og der tilbragte kulturministeren sine formative år som politiker.

Af uransagelige årsager er tidens mest brændende spørgsmål: Worfor er Wenstre Woke? Jeg gætter på, at det skyldes, at hvis man kommer fra et meget åndeligt dovent parti uden de store traditioner for intellektuel udfoldelse og analyse, så ligner wokeness – ud fra en meget overfladisk betragtning – at man er progressiv og med på noderne. Og hvem vil ikke – i mangel af selvstændig tankevirksomhed – gerne forekomme andre mennesker progressiv og med på noderne?

Nu er spørgsmålet formuleret. Så kan vi ikke få et svar: Worfor er Wenstre Woke?

(Bragt i Jyllands-Posten d. 25. maj 2023)

Se Özlem Cekic, tidligere folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti, holde gæstetale til vores landsmøde om hendes egne oplevelser med styrken i “Du kan godt”-mentaliteten i socialt belastede miljøer.

Afspil video

Lyt til Özlem Cekic, tidligere folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti, holde gæstetale til vores landsmøde om hendes egne oplevelser med styrken i “Du kan godt”-mentaliteten i socialt belastede miljøer.

Ole Birk Olesen
29. marts 2023

Under folketingsvalgkampen i november mødte jeg især to aldersgrupper, som overstrømmende roste Liberal Alliances indsats: Der var de unge, som i mangel på Alex Vanopslaghs tilstedeværelse gerne ville tage selfie’er sammen med ham med skægget, som de også havde set på tv, men vist ikke altid kunne huske navnet på.

Og så var der min egen generation, forældrene, som gav udtryk for stor taknemmelighed for, at Alex Vanopslagh og Liberal Alliance havde formået at inspirere familiens næste led til at tolke og anskue politik gennem et liberalt prisme fremfor et rødt.

Skønt vi moderne, blå forældre hylder de unges selvstændige stillingtagen, så ligger frygten der jo: Vil de tilslutte sig Pelle Dragsteds vision om kollektivisering af private virksomheder? Vil det gå så galt, at de bilder sig ind, at et fagforeningsinteressevaretagende Socialdemokratiet er det bedste, vi kan opnå for Danmark? Eller at den karrierebefordrende hellighed, som De Radikale tilbyder, ikke kun er et svar på private, men også samfundets udfordringer? De blå forældre åndede lettede op i valgkampen. Én partileder havde påtaget sig opgaven med at præsentere liberale principper på en måde, så de unge kunne se sig selv i dem: Alex Vanopslagh.

Bent Meier Sørensen er ikke glad for, at Alex Vanopslagh forleden blev overrakt Fonsmark-prisen af Berlingskes chefredaktør Tom Jensen. Man forestiller sig heller ikke, at der vil være samme glæde i Bent Meiers og hustru Ida Aukens hjem som i de borgerlige familiers, hvis børnene en dag kommer hjem og meddeler, at de er blevet medlemmer af Liberal Alliances Ungdom.

Han mener, at kåringen er blevet grundlagt ved Alex Vanopslaghs synlighed på det sociale medie TikTok, selvom han medgiver, at kun abonnenter på Berlingske kunne afgive stemme på, hvem der skulle modtage Fonsmark-prisen: »Uanset hvem Berlingske havde stillet op imod en politiker, hvis videoer på TikTok ses af mere end en halv million mennesker, ville de tabe. Nok har et fåtal af disse abonnement på Berlingske, men det har deres forældre,« skriver Bent Meier Sørensen.

Jeg læste Henning Fonsmarks »Historien om den danske utopi« og »Den suveræne dansker« i 1991, mens jeg endnu gik i gymnasiet. Det er nogle år siden, men jeg kan med sikkerhed slå fast: Henning Fonsmarks ærinde i den første af de to bøger var en redegørelse for og en kritik af de borgerlige partiers omfavnelse af den socialdemokratiske velfærdsstat, og i den anden af bøgerne leverede han selv det ideologiske skyts til at genoptage velfærdsstatskritikken.

Der stod absolut intet i bøgerne om, at kritikken af velfærdsstaten ikke måtte foregå på TikTok, og der er ingen grund til at tro, at Fonsmark, hvis han havde levet i dag, ville have været kræsen i forhold til de valgte medier til formidling af velfærdsstatskritik.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 29 marts. 2023)

Alex Vanopslagh
11. marts 2023

Ja, vi andre gider da heller ikke altid at tage på arbejde, men det gør vi jo alligevel.

Ordene faldt en råkold lørdag i februar, hvor en snestorm hærgede i Struer. Det var min mors svar på mine beklagelser over, at jeg lige præcis denne dag skulle ud på min faste avisrute.

Der var ingen kære mor så at sige. Eller det var der jo faktisk netop – en kærlig mor, som forsøgte at lære sin søn, at man skal yde, før man kan nyde. Og så nytter det jo ikke med jammer og selvmedlidenhed. Ud med de aviser.

Episoden illustrerer fint de sunde værdier, som mine forældre forsøgte at give videre. Jeg vil ikke påstå, at min opdragelse var noget unikt og uhørt. Den var bare meget vestjysk med vægt på selvstændighed, at sætte tæring efter næring, og at man altid skal gøre sig umage og tage sig sammen.

Jeg fik tv på værelset og mobiltelefonen i lommen lidt senere end min jævnaldrende klassekammerater. Til gengæld havde jeg selv sparet op til dem med min sparsomme løn fra avisruterne, og stoltheden ved selv at have arbejdet for det hele var til at føle på.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at fundamentet i min politiske grundoverbevisninger kommer hjemmefra. Ikke at vi havde aviser, politiske debatbøger eller klaver for den sags skyld derhjemme. Men min familie var rundet af en selvstændigheds- og ansvarskultur, som de forsøgte at give videre efter bedste evne.

Formentlig af samme grund har jeg så længe, jeg kan huske, lagt stor vægt på, at man skal tage ansvar for sit liv – og jeg har altid haft en aversion mod klynk og selvynk. Da jeg mange år senere blev ramt af alvorlig stress, var jeg det første lange stykke tid inderligt imod at tale om det offentligt – jeg var bange for at fremstå som én, der havde ondt af mig selv.

Man behøver ikke at være borgerlig for at gå op i det personlige ansvar. Men det er svært at være borgerlig, hvis ikke man tror på det personlige ansvar.

Når jeg ser tilbage på, hvad der har formet mig politisk, så kan det inddeles i tre faser: Min opvækst i et vestjysk arbejderhjem med en slagter som far og en mor fra en fiskerfamilie.

Min evige trang til at være en Rasmus Modsat og mit engagement i en rebelsk, flabet og selvsikker liberalisme.

Og sidenhen mit mere voksne liv med en søgen efter det meningsfulde.

Søgte det mest kætterske parti

Jeg havde som ung det bedst med at gå i mod strømmen. Selv med helt latterlige ting; hvis et bestemt tøjmærke eller popstjerne var populært, så kunne jeg på forhånd have bestemt mig for, at det kunne jeg ikke lide.

Måske var det min indre Rasmus Modsat, der i 7. klasse fik mig til at melde mig ind i Dansk Folkepartis Ungdom. Det blev dog en kort fornøjelse – ikke længe efter indså jeg, at Danmarks mest kætterske parti jo var Liberal Alliance. Partiet for de selvstændige enere, hvis nærmest revolutionære liberalisme og storskrydende facon var én stor udstrakt langemand til janteloven. Hvilket andet parti kunne dog passe mig bedre?

Jeg kom med i Liberal Alliances Ungdom og tog for mig af de ideologiske retter. Det blev til mange timer på kollegieværelset i natbordslampen og cigaretglødernes skær, imens jeg læste de liberale klassikere – tænkere som Adam Smith, Friedrich Hayek, Frédéric Bastiat og Milton Friedman.

Det var for mig at se en indføring i smukke, udødelige ideer, som vandt idékampen i slutningen af 1800-tallet og igen efter Anden Verdenskrig, og som har skabt fundamentet for, at vi i den vestlige verden lever i den mest fredelige, fremgangsrige og retfærdige tid nogensinde i menneskehedens historie.

Der findes til dato stadig ingen samfundsform, som klarer sig bedre end den frie verden. Eller som andre i højere grad drømmer om at blive en del af eller efterligne.

Men der var noget i disse tanker, jeg ikke forstod eller værdsatte nok dengang. Det var netop friheden – det rebelske, det utæmmede, ja, det hæmningsløse – som talte til mig.

Fjenden var forstenede, offentlige systemer og formynderiske politikere. Og selvfølgelig folk, der klynkede og påkaldte sig det offentliges hjælp uden at være i reel nød. Jeg fik lov at stå i spidsen for Liberal Alliances Ungdom i lige netop de år, hvor Liberal Alliance fik sit (første) kanonvalg, og vi troede, at det liberale ungdomsoprør ville føre til et liberalt tusindårsrige, hvor det stærke individ kunne kappe alle bånd, der holdt det tilbage.

Så nemt gik tingene som bekendt ikke.

I takt med at jeg blev ældre, blev den frihedshungrende, rebelske liberalisme med frigørelsen i centrum også for tom og meningsløs for mig. Måske blev jeg bare ældre og mere moden.

Min søn gav perspektiv

Efter at jeg i 2016 blev velsignet med at blive far, begyndte det at gå op for mig, at mine forventninger og bekymringer om min søn ikke handler om, at han skal blive en stor kanon – næh, de handler om, hvorvidt han trives med de andre børn, om han er god mod andre, og om han helt generelt kan finde ud af at omgås andre mennesker uden at være til for meget besvær. Kort sagt: Om han kan indgå i de fællesskaber, som danner rammen om hans liv.

Og hvis det er sådan, jeg har det med dén person i hele verden, som jeg elsker højest – hvorfor skulle det så være anderledes helt generelt?

Det slog mig også, at selvom min søn blev den mest betydningsfulde person i mit liv, så centrerer verden sig jo ikke om ham. Og dermed heller ikke om mig. Vi er alle født af en bestemt mor og far, et bestemt sted på et bestemt tidspunkt og lever og virker i bestemte sammenhænge.

Vi er præget af de erfaringer, som vores forfædre har gjort sig på både godt og ondt. På den måde er vi hver især ret ubetydelige, fordi vi alle blot er ét led i en så godt som uendelig kæde, men samtidig altafgørende, fordi det er vores ansvar at hjælpe næste led i kæden på vej, så de selv en dag kan gøre det samme.

I nogenlunde samme periode i mit liv blev jeg bevidst om bagsiden af medaljen ved at være alt for optaget af min selvrealisering. Jeg kørte med 180 km/t med fokus på at fremme min politiske karriere internt i partiet, fremme min erhvervsmæssige karriere, dyrke mit netværk, være til stede i den offentlige debat, få likes på Facebook og hele tiden være optaget af drømme om, hvor langt jeg kunne få mine egne evner til at række.

Undervejs blev jeg ramt af en følelse af meningsløshed og tomhed. Jeg kunne mærke, at mit velbefindende i tilværelsen i alt for høj grad hang sammen med min ydre succes. Men hvad så, når det ikke gik godt med selvrealiseringen? Hvad ville jeg så have at falde tilbage på?

Jeg begyndte i højere og højere grad at prioritere tid til de ting, som jeg fandt mere meningsfulde. Jeg fik blik for, at der faktisk findes noget større i livet end det enkelte menneske. Mit liv blev rigere af, at jeg begyndte at føle en forbundethed med alt, hvad der er større end mig selv: historien, kulturen, kunsten, naturen.

Kirkens tidløse visdom

Jeg begyndte også at gå til gudstjenester. Det nyder jeg stadig i dag. For en stund glemme sig selv og i stedet falde ind i en liturgi, som millioner af mennesker gennem hundrede af år har gjort det.

Jeg mener, at der i den lutherske kristendom ligger en stor og tidløs visdom gemt, som vi vil have gavn af at få frem igen i et moderne samfund fuld af mistrivsel og selvoptagethed.

Uanset hvilken mytologi, man pakker det ind i, så er jeg overbevist om, at vi, så længe menneskeheden eksisterer, vil have gavn af at blive mindet om vores egen fejlbarlighed. Huske på at vi bør stræbe efter at tilgive andre menneskers fejl, for de kunne have været vor egne. Have det for øje, at når vi vil ændre verden til det bedre, kunne vi starte med at rette op på vores egne synder og fejl, fremfor at pege fingre af andres.

Og så vil det til alle tider være meningsfuldt at stræbe efter at være næstekærlig og gøre en forskel for mennesker, man møder på sin vej.

Skal man opsummere mine overvejelser gennem den sidste håndfuld år: Mennesker finder meningen i livet ved at være noget for andre. Og formålet med friheden er netop, at mennesker skal være frie for at forpligte sig – til fællesskabet. På alverdens forskellige måder, som jeg hverken kan eller skal diktere, men som for langt de fleste mennesker sker i familien, mellem venner, på arbejdspladsen og i foreninger.

Vi skal hver især være frie til at søge meningen med tilværelsen sammen med andre. Jeg havde overset disse ting i det liberale tankegods fra start. Og de erkendelser førte mig tilbage til dét, som efterhånden bliver kaldt for mange mærkelige ting, men som slet og ret netop bare er klassisk liberalisme.

Desværre er liberalismen i Vesten alt for ofte blevet reduceret til enten en Excel-arks-liberalisme, som begrunder sin politik med henvisninger til arbejdsudbudseffekter, økonomisk teori og higen efter BNP-maksimering, eller en frigørelsesliberalisme, hvor alt er lige godt – og derfor lige meget. Hvorfor mange liberale er endt i den vildfarelse, at det at være liberal handler om, at den enkelte skal kappe båndene til alt, hvad der er givet. Hvad enten det er din familie, normerne og traditionerne i samfundet, dit køn eller forventninger fra dine omgivelser.

Jeg vidste fra start, da jeg kom til som leder af Liberal Alliance, at jeg hverken ville stå for en Excel-arks-liberalisme eller en frigørelsesliberalisme.

Ånd, ikke Excel

Jeg har været mere optaget af at tale om åndelig fattigdom blandt arbejdsløse end at tilbagevise påstande om udbredt økonomisk fattigdom.

Jeg har i min tid som partileder brugt mere tid på at tale om unges mistrivsel end om topskattelettelser. Grundlæggende tror jeg på, at den borgerlige idédebat skal vindes på menneskesyn og værdier. Vinder vi dén kamp, vil selv socialdemokrater blive borgerlige. I dag er det desværre omvendt.

Op til valget i 2022 besluttede vi os for, at vi skulle køre en kampagne på livs- og menneskesyn fremfor først og fremmest at tale om konkret politik. Det blev til vores »Du kan godt!«-kampagne. Med et budskab om at lægge offerrollen fra sig, tage livet på sig og huske på, at uanset hvilken situation, man er havnet i, så har man også selv et ansvar. Om ikke andet et ansvar for ikke at se sig selv som et offer og et ansvar for at gøre en forskel selv, uanset hvor lille. Det er forudsætningen for et meningsfuldt liv.

Og så var kampagnen en modfortælling til venstrefløjens evige offerfortælling.

På en måde kan jeg ikke være overrasket over, at netop jeg har haft så stor en trang til at komme med en kampagne, der fusionerer personligt ansvar, som jeg har fået med fra barnsben, fokus på mening i tilværelsen, som jeg har filosoferet meget over i de senere år, og en stor langemand til venstrefløjen offergørelse, så jeg stadig kunne være en Rasmus Modsat.

Jeg er kun 31 år. Når mit eget syn på tilværelsen allerede har udviklet sig så meget over de seneste år, skulle det da undre mig, at jeg nu sidder inde med den endelige sandhed om livet og om, hvad det vil sige at være borgerlig.

Derfor er det jo på nogle måder lidt tidligt, at jeg har fået den enorme ære at blive nomineret til en pris opkaldt efter Henning Fonsmark, en af de største borgerlige åndskæmper.

Der er brug for en stærkere borgerlig åndskamp. Vi har alt at vinde i kampen for frihed og ansvar, for de stærke fællesskaber og for at forbedre den i forvejen fantastiske gave, vi har fået i arv af vores forfædre i kraft af at leve i et land som Danmark.

(Kronik bragt i Berlingske d. 11. marts 2023)

Henrik Dahl
8. marts 2023

Det er trivielt at fastslå, at medierne er fulde af nyheder. Men hvad er en nyhed, hvis man tænker nærmere efter? Der findes flere definitioner.

Men for langt de fleste nyheder gælder, at de er skabt ud fra en af tre skabeloner.

Den første er det voldsomme brud med normaliteten. Huse plejer at stå på deres fundament. Derfor vil det altid være en nyhed, hvis et hus af en eller anden grund falder ned fra det.

Den anden er, at noget, man skulle tro var tilfældet, ikke er det alligevel. Man skulle for eksempel tro, at folk fik det bedre af at gå til læge. Derfor er det en nyhed, hvis der er nogen, der har fået det værre.

Den tredje er det omvendte: At noget, man ikke skulle tro var tilfældet, viser sig at være det. Man skulle ikke tro, at der var nogen danskere, der elskede et spartansk og nøjsomt liv. Derfor er det en nyhed, hvis det skulle lykkes at støve en enkelt op, der med overbevisning i stemmen kan fortælle, at det gør vedkommende.

Fælles for de tre skabeloner er, at de handler om brudte forventninger. Det var derfor, der ikke var noget nyt fra Vestfronten. Ganske vist døde der i tusindvis af mennesker hver dag. Men det havde alle regnet med, og derfor var det ikke en nyhed. Samtidig er det derfor, det er umuligt at interessere mennesker, der ikke forventer noget, for nyheder. Eftersom de ikke har nogen anelse om, hvad der er normalt, kan de selvklart ikke se det spændende ved, at der sker noget unormalt.

Hvis man uddanner befolkningen tilstrækkelig dårligt, vil den derfor miste interessen for nyheder. Men det er en anden sag, vi må diskutere en anden dag.

Det, der får mig til at skrive om den snævre sammenhæng mellem forventningen og nyhedsbegrebet, er, at der med lethed kunne brydes en masse andre forventninger end dem, medierne faktisk vælger at berette om.

Man har i mange år skullet tro, at Forsvarets bygninger så nogenlunde levede op til gængse standarder. Og i lige så mange år har enhver, der gad sætte sig ind i tingene, vidst, at det gjorde de ikke. Så hvor blev nyheden af?

Man har i mange år skullet tro, at man blev bedre til kritisk tænkning af at studere ved et universitet. Og i lige så mange år har enhver, der gad undersøge sagen, kunnet forvisse sig om, at de fleste studerende bliver dårligere til selvstændig tænkning. Så hvor blev nyheden af ?

Man har i mange år skullet tro, at Statens Uddannelsesstøtte var en ordning, der begunstigede talentfulde unge fra uddannelsesfremmede miljøer. Og i lige så mange år har alle, der gad at sætte sig ind i tallene, vidst, at det var en ordning, der begunstigede unge, hvis forældre også har en videregående uddannelse. Så hvor blev nyheden af ?

Nyhedsfladen i en avis eller på en tv-kanal er kort sagt ikke en udtømmende liste over brudte forventninger af en vis offentlig interesse inden for det seneste døgn. Den er også et fravalg af brudte forventninger, som man med lige så god ret kunne have skrevet om. Men af mere eller mindre forståelige grunde ikke ønsker at lave en historie om.

Uden at jeg kan føre et bevis for det, har jeg på fornemmelsen, at illusionen om, at store og vigtige samfundsinstitutioner fungerer efter hensigten, er så vigtig at opretholde, at medierne intuitivt lader være med at afsløre den. Selvom det på enhver måde lever op til nyhedskriterierne, at vigtige dele af det, de fleste mennesker forstår som virkeligheden, faktisk er en illusion.

Jeg har nævnt det før i andre sammenhænge, men det tåler en gentagelse: Velfærdsstaten minder mere om The Matrix, end de fleste tør tænke på.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 8. marts 2023).

Henrik Dahl
1. marts 2023

Stamme- og kastesamfund er altid mindre liberale end sande borgerlige samfund. Derfor er der ikke plads til blå svigt her.

Den britisk-amerikanske historiker Robert Conquest påpegede engang, at alle organisationer, der ikke specifikt var skabt til at være højreorienterede, over tid ville ende som venstreorienterede.

Jeg kan ikke på stående fod komme i tanke om et eksempel, der modbeviser Conquests påstand. Derfor vil jeg indtil videre anse den for at være sand.

Men ikke bare organisationer ender over tid med at blive venstreorienterede. Det sker også for hele samfund som for eksempel det danske.

Man skulle forestille sig, at alle højreorienterede politikere ville se det som en helt oplagt opgave at forhindre, at det samfund, de var en del af, til stadighed blev mere venstreorienteret.

Men det forekommer mig bestemt ikke at være tilfældet.

Inden jeg kommer med mit belæg for, at de fleste højreorienterede partier synes at være ligeglade med, om samfundet bliver mere venstreorienteret, er jeg imidlertid nødt til at se på et andet spørgsmål: Er det i orden, at et af de borgerlige partier kritiserer de øvrige (eller nogle af dem)?

Der findes mennesker, som hævder, at de borgerlige partier bør tage deres uenigheder internt. Det er et synspunkt, jeg under normale omstændigheder har en vis forståelse for. Er man for eksempel en del af en borgerlig koalitionsregering, er det klart, at man ikke bør lancere sin kritik af dette eller hint i en avisartikel.

Lige for tiden synes jeg imidlertid, vi lige så godt kan suspendere denne regel. Der har netop været afholdt et valg. Og det afslørede, hvad de fleste formentlig vidste i forvejen: De mange borgerlige partier, der efterhånden findes, er ikke enige om særlig meget. Derfor er der lige her og nu ikke noget, man kan kalde for den blå blok.

Når jeg i det følgende vil kritisere de borgerlige partier, skal man derfor læse det som en del af et nødvendigt oprydnings- og afklaringsarbejde: Her er et område, hvor det er nødvendigt, at de borgerlige partier strammer gevaldigt op. Ellers er det tvivlsomt, om der nogensinde igen vil opstå noget, det giver mening at kalde blå blok.

Og så til kritikken.

Alle partier i Folketinget har netop indgået en aftale om den såkaldte forskningsreserve. Det er en større sum penge, Folketinget disponerer selvstændigt for at styrke udvalgte dele af forskningen. Eller med andre ord: At fordele forskningsreserven er et fast tilbagevendende, årligt ritual, der ligger ud over, hvad finansloven tildeler forskningen af midler.

En vis del af forskningsreserven er skabt i forbindelse med førtidspensions- og fleksjobreformen fra 2012 (mellem venner kaldet FØP/FLEKS-reformen). Deltagerne i aftalen er den daværende regering bestående af Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF plus Venstre, Konservative og LA. Derfor er det sådan, at den del af den samlede forskningsreserve, der er genereret af FØP/FLEKS-reformen, kun kan disponeres i enighed mellem de seks partier, der var med i den oprindelige aftale.

Så vidt, så godt.

I 2019 introducerede den – på det tidspunkt – nye, Socialdemokratiske regering det såkaldte Inge Lehmann-program som en del af forskningsreserven. I Liberal Alliance var vi skeptiske og stillede derfor en lang række spørgsmål til programmet. Da vi fik de svar, vi havde bestilt, kunne vi se, at Inge Lehmann-programmet diskriminerede stenhårdt til fordel for kvinder. Det var så svært for mænd – grænsende til umuligt – at trække penge ud af programmet, at det eneste rimelige var at konkludere, at det helt ensidigt var til fordel for kvinder.

Den slags er faktisk ulovligt ud fra loven om ligebehandling. Og regeringen måtte dengang have anet uråd. For den havde for en sikkerheds skyld søgt om dispensation fra loven.

Som følge af, at vi i 2020 havde fået klarhed over Inge Lehmann-programmet og dets diskrimination imod mænd, aftalte vi med regeringen, at FØP/FLEKS-pengene ikke måtte bruges på dette formål. Regeringen handlede smidigt og fornuftigt. Tilbød en aftale delt i to. Så Inge Lehman-programmet blev finansieret ved hjælp af midler, der ikke havde noget med FØP/FLEKS at gøre.

Inge Lehmann-programmet er et helt absurd program. Ifølge Undervisnings- og Forskningsministeriets egne statistikker, finder der absolut ingen diskrimination sted imod kvinder, der søger om at blive adjunkt, lektor eller professor.

I bedste fald har en kvindelig ansøger til en af disse tre stillingskategorier den samme sandsynlighed for at få det søgte job som en mand. I værste fald er det faktisk lettere for kvinder at få en stilling ved et universitet, end det er for en mand.

Inge Lehmann-programmet handler derfor slet ikke om lige behandling og lige muligheder for de to køn. Det handler om, at kvinder skal udstyres med en kollektiv rettighed til halvdelen af alle attraktive stillinger på universiteterne.

Det er ikke nogen helt ligegyldig forskel. For hvor kampen for lige behandling og lige muligheder er en liberal kamp, så er kampen for kollektive rettigheder en illiberal kamp. Det er nemlig sådan, at når man udstyrer en given gruppe af mennesker med en kollektiv rettighed, er der altid mennesker, hvis individuelle rettigheder vil blive trådt under fode.

I Liberal Alliance tager vi den liberale kamp for, at ”ligestilling” skal betyde lige behandling og lige muligheder. Det gør vi ved at sige, at vi nedlægger veto imod, at FØP/FLEKS-midlerne anvendes til illiberale formål.

Mens ingen andre borgerlige partier tilsyneladende kan se, at de foretager et knæfald for en illiberal, venstreorienteret måde at forstå begrebet ”ligestilling”, når de accepterer, at det betyder lige repræsentation.

Det er navnlig for dårligt, at Venstre og Konservative blåstempler en illiberal og venstreorienteret fortolkning af ligestillingsbegrebet, når det står i deres magt at nedlægge veto. Men det er sandt for dyden også ringe, at resten af de borgerlige partier forsømmer at gøre anskrig.

Det næste store slag, når det gælder om at gøre samfundet mere venstreorienteret og mindre liberalt, handler netop om ”repræsentation” som et generelt fænomen.

For ”repræsentation” er kodesprog for ”kollektive rettigheder”. Og kollektive rettigheder er ensbetydende med, at samfundet bliver mindre liberalt.

Et samfund, hvor kvinder har en kollektiv ret til 50 procent af alle attraktive stillinger, er langt mindre liberalt end et samfund, hvor alle har den samme ret til at konkurrere og de samme muligheder for at vinde konkurrencen.

Et samfund, hvor etniske minoriteter har en kollektiv ret (svarende til deres andel i samfundet) til hvad som helst, er mindre liberalt end et samfund, hvor alle har samme ret til at konkurrere og samme muligheder for at vinde konkurrencen.

Et samfund, der bygger på ”repræsentation” er et skridt på vejen til et rent stamme- eller kastesamfund. Det vil sige et samfund, hvor enhver stamme eller kaste i samfundet har en ret til proportional repræsentation.

I de illiberale stamme- og kastesamfund er der altid mindre tillid og mindre tolerance imellem borgerne, end der er i et liberalt samfund.

Derfor burde det være alle borgerlige partiers og alle borgerlige menneskers første pligt at sige nej til ethvert skridt, der bringer os tættere på stamme- eller kastesamfundet.

Jeg håber, at resten af de borgerlige partier meget snart vågner op fra deres blund. Men ærlig talt: Lige nu ser det ikke særlig godt ud for den liberale kamp imod samfundets forvandling til et stamme- eller kastesamfund.

(Kommentar udgivet i Jyllands-Posten d. 1. marts 2023)

Henrik Dahl
26. februar 2023

En absurd spændende film. Men hvor mange tør se den til ende?

Hvis jeg var styrtende rig, ville jeg købe rettighederne til at genindspille en dansk udgave af ”The Matrix”.

Som bekendt er plottet i den oprindelige ”The Matrix”, at alle mennesker lever inden i en simuleret virkelighed, der er skabt af selvstændigt tænkende maskiner. Kun en udvalgt gruppe af modstandsfolk har indsigten i, at det, folk opfatter som virkeligheden, er en simulation – og modet til at bekæmpe de superintelligente og superondskabsfulde maskiner.

Min danske udgave af ”The Matrix” skulle hedde ”The Velfærdsmatrix”.

I ”The Velfærdsmatrix” lever alle danskere inden i den simulerede virkelighed, at staten opkræver penge i skat og bruger disse penge på at løse opgaver, der er kritisk vigtige for samfundet.

I ”The Velfærdsmatrix” kan Forsvaret forsvare Danmark. Politiet kan opklare forbrydelser og bringe de skyldige for retten. De dømte kan sidde i et fængsel og afsone deres straf. I ”The Velfærdsmatrix” kan Postnord bringe breve og forsendelser fra A til B. DSB kan befordre mennesker fra A til B. Folkeskolen kan tage en flok søde, men uvidende, seksårige og i løbet af ni plus et år forvandle dem til vidende og indsigtsfulde unge mennesker.

De ved, at alt det, almindelige danskere tror er velfærdsvirkeligheden, i virkeligheden er facade og bullshit.

I ”The Velfærdsmatrix” er universiteterne travlt optaget med at nå frem til nye sandheder og forkaste de gamle ved hjælp af videnskabelige metoder. Beskæftigelsessystemet finder arbejde til de arbejdsløse. Hospitalerne gør de syge raske. Socialforsorgen gør de handlingslammede og dem, der har givet op, til herrer (og damer) i egen tilværelse. Integrationsministeriets mange projekter og initiativer gør udlændinge til patriotiske og loyale borgere.

Langt de fleste mennesker lever hele livet inden i ”The Velfærdsmatrix”. De er verdens lykkeligste folk og stemmer pligtskyldigt på et systembevarende parti efter eget valg hvert fjerde år.

Men en lille gruppe af skeptikere har altid følt, at der er noget galt. At de lever i en falsk og forstillet virkelighed, hvor alting ser godt ud. Men intet faktisk er det, når man kommer dybere ned i tingene.

I ”The Velfærdsmatrix” følger vi denne lille gruppe af skeptikere og modstandsfolk.

De ved, at alt det, almindelige danskere tror er velfærdsvirkeligheden, i virkeligheden er facade og bullshit.

Forsvaret kan ikke forsvare Danmark. Politiet er ikke i nærheden af at kunne opklare alle de forbrydelser, der bliver begået. Og godt det samme. For i fængslerne er der ikke engang plads til de få forbrydere, det faktisk lykkes for politiet at pågribe. Postnord har store udfordringer med at flytte ting fra A til B. Men ikke større, end DSB har med at flytte mennesker fra A til B. Og hvad folkeskolen angår, så mislykkes cirka hvert syvende forsøg på at lære børn og unge mennesker noget så eftertrykkeligt, at de efter endt skolegang dårligt kan tage vare på sig selv.

Store dele af universiteterne er blevet til venstreorienterede agitationsfabrikker, der skriver konklusionerne først og kuraterer data efterfølgende, så de passer. Beskæftigelsessystemet ser det ikke som sin hovedopgave at finde arbejde til folk. Hospitalerne er primært et tilbud til dem, der har et godt helbred – og ikke fejler noget, der kræver samarbejde mellem flere specialer. I socialforsorgen bruger man årligt 45 mia. kr. på udokumenterede indsatser. Og det er klart for enhver, der interesserer sig minimalt for indvandring, at i hundredtusindvis af indvandrere ikke føler sig som loyale og nyttige borgere i Danmark og næppe nogensinde kommer til det.

Så hvad går alle pengene i grunden til?

Det er et godt spørgsmål, der ikke er nogen, der kender det fulde svar på. Men de går blandt andet til dårlig ledelse og pseudoarbejde. Ligesom de går til at løse et hav af opgaver, der ikke er centrale for velfærdsstaten. Og så koster det ufattelige summer, at velfærdsstaten hele tiden taber fokus på det almene vel, fordi der er særinteresser, der skal sætte dagsordenerne og have procenter af omsætningen.

I genindspilningen ”The Velfærdsmatrix” er det ikke agent Smith, der forfølger Neo. I stedet er det en horde af løgnologer, der forfølger den lille gruppe af matrix-skeptikere med gaslighting og pseudovidenskabelige argumenter for, at intet i hele Danmark nogensinde kan være anderledes, end det er.

Der findes ikke noget, der hedder ”den frie vilje”. Der findes ikke noget, der hedder ”informerede valg”. Der findes ikke noget, der hedder ”bevidste prioriteringer”. Eller ”konsekvenser af egne valg”. Der findes ikke noget, der hedder ”ansvar”. Der findes ikke noget, der hedder ”intelligens”. Der findes ikke noget, der hedder ”moral”. Ja, det korte af det lange er, at hele det ideologiske og tankemæssige grundlag for et borgerligt samfund faktisk er en illusion. Den skyldes ene og alene falsk bevidsthed og manglende viden om forskningens seneste landvindinger.

Derfor bør enhver snak om ”The Velfærdsmatrix” forstumme. Den er ikke en illusion eller en masse bullshit. Den er bare sådan, som verden faktisk er – og bør være.

Jeg ser en fremragende film for mig. Om der er særlig mange danskere, der har nerver til at se den i biografen, er måske mere tvivlsomt.

(Kommentar udgivet i Jyllands-Posten d. 26. februar 2023)

Alex Vanopslagh
17. februar 2023

Diktaturer er gode til at fremstå stærke og kompetente, men er i virkeligheden elendige til det meste. Lyt til Alex’ tanker om styrken i de frie samfund og svagheden i diktaturer her. “Ærligt Talt” er en serie af indtalte debatindlæg fra Liberal Alliances folk, som vi gør tilgængelige for vores gode lyttere.

Henrik Dahl
8. februar 2023

Medierne er ikke specielt gode til påvirke mennesker til at tænke bestemte ting. Men de er virkelig gode til at påvirke, hvilke emner mennesker skal opfatte som vigtige og værd at tale om. Det fastslog de to amerikanske forskere Maxwell McCombs og Donald Shaw for godt 50 år siden.

I år skal vi for eksempel tænke over den frie abort og over, hvor dens grænse bør ligge. Det har den såkaldte Alliancen for fri abort bestemt. Et foretagende, der styres af den stort set medlemsløse, men ekstremt indflydelsesrige, ngo Sex & Samfund.

Som politiker hilser jeg naturligvis enhver form for debat velkommen. Men i lyset af McCombs og Shaws banebrydende teori om, hvordan medierne sætter dagsordenen for, hvad vi skal tale om, er vi nødt til at se længere ind i den skyggeverden, ngo’erne udgør, end vi plejer.

Bogstaveligt betyder »ngo« en »nongovernmental organization«. Altså et foretagende der advokerer en bestemt mærkesag og står uafhængigt af sit lands regering. Det med uafhængigheden skal man tage med et gran salt. For en lang række af såkaldte ngo’er har slamsugeren dybt nede i statskassen og pumper formuer ud af den og ind på sin egen bankkonto. For eksempel ved at man tilbyder oplysende virksomhed til skolerne – der ved nærmere eftersyn selvfølgelig er indoktrinering i den ideologi, den enkelte ngo er sat i verden for at promovere. På den måde får ngo’er ofte absurd store budgetter i forhold til antallet af medlemmer.

I de cirka 50 år, der er gået, siden teorien om hvordan medierne sætter dagsordenen først blev formuleret, er der selvfølgelig sket utrolig meget. En lang række af nye teknologier er blevet opfundet, som tilsammen har gjort mediebilledet langt mere komplekst, end det var i begyndelsen af 1970erne.

Desuden er de organisationer, der gerne vil præge mediernes dagsorden, blevet langt mere sofistikeret, end de var dengang.

I dag kan man sige, at ngo’erne ikke alene arbejder for at sætte bestemte emner på den offentlige dagsorden. De arbejder også på at opsætte spillereglerne for, hvem der må tale om bestemte emner og for, hvordan der må tales om dem.

Det mest berygtede eksempel på, at der findes regler for, hvem der i det hele taget må tale om givne emner, er formentlig den woke forestilling, at forudsætningen for, at man i det hele taget kan deltage i debatten om de vilkår, en bestemt gruppe lever under, er, at man selv er medlem af gruppen.

Det får som konsekvens, at mænd formenes adgang til at diskutere kvinders vilkår.

Hvide formenes adgang til at drøfte de ikke-hvides vilkår og så fremdeles.

Det mest berygtede eksempel på, at der findes regler for, hvad der kan accepteres som gyldige argumenter, og hvad der ikke kan accepteres, er antageligvis den absurde tanke – også fra wokeismens overdrev – at biologiske argumenter er ugyldige, når det gælder diskussionen af køn og seksualitet.

Næsten lige så absurd er forestillingen om, at bestemte konklusioner er evige og urokkelige, fordi de er baseret på såkaldte »strukturer«. Uanset hvor lidt forskelsbehandling mellem mænd og kvinder, der faktisk kan dokumenteres, har det for eksempel nul konsekvenser. Fordi »strukturerne« på forhånd dikterer, at der findes et stort problem (som ngo’erne i øvrigt skal have penge af staten for at »løse« ). Ngo’erne siger, at de gerne vil have debat.

Men i virkeligheden bruger de som regel de fleste kræfter på at regulere adgangen til debatten. Så borgerne hverken skal høre på de forkerte mennesker, de forkerte præmisser eller de forkerte argumenter.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 8. februar 2023)