Alex Vanopslagh
23. maj 2022
Afspil her

Tingene skrider i det danske folkestyre, og alle vi politikere har et fælles ansvar for at rette op på det. Se hele Alex’ tale fra Folketingets afslutningsdebat 23/05/22 her.

Henrik Dahl
20. maj 2022

De, der har gavn af bureaukrati, vil altid være stærkere end dem, det går ud over.

Hvordan var det egentlig at leve i 1997?

Den it, man brugte, kunne ikke så meget som den, man bruger i dag. Bilerne havde ikke så meget udstyr dengang, som de har nu. Det tekniske apparatur på hospitalerne var heller ikke så avanceret som det, der findes nu om stunder.

På alle disse punkter og på alle punkter, der minder om dem, er verden blevet bedre, end den var for 25 år siden.

Men er verden også blevet bedre, når det gælder regulering af samfundet?

Var det regelværk, man levede efter som ansat på en skole eller i en socialforvaltning meget mere primitivt dengang? Var det regelværk, en typisk virksomhed skulle følge, træls og plagsomt i forhold til i dag? Var det voldsomt indviklet at være en lovlydig borger for 25 år siden, hvis man sammenligner med i dag?

Her tror jeg ikke, fremskridtene har været nær så store, som de har været på det tekniske område. Eller hvis jeg skal være helt ærlig: Jeg tror, at den evigt voksende reguleringsbyrde, som ikke modsvares af tilsvarende fremskridt og gevinster i livskvalitet, har gjort livet under det danske regelværk meget værre, end det var for et kvart århundrede siden.

På tæt ved ethvert område, man kan komme i tanke om, findes en regulering, der er mere kompleks og mere uoverskuelig end den regulering, man havde i slutningen af det 20. århundrede.

Men ingen stopper nogensinde op og spørger, om den samlede gevinst ved at regulere er så meget større end den samlede ulempe, at det giver mening.

Selvfølgelig bliver det marginalt mere sikkert at gå ind i et øltelt, hvis det kræver enten en certificering eller en byggetilladelse at sætte det op. Men bliver det så meget mere sikkert, at det retfærdiggør det øgede bureaukrati og den arbejdskraft, der er nødvendig for at certificere? Det kan man godt tillade sig at tvivle på. Jeg kan i hvert fald ikke huske, at ulykker forårsaget af sammenbrasede øl- og festivaltelte var meget hyppigere før 2015 (hvor man fik de nu gældende regler), end de er i vore dage.

Er skolen blevet meget bedre af det enorme bureaukrati, der er blevet iværksat de seneste 25 år? Det er blevet evalueret utallige gange, og svaret er helt entydigt nej. Dengang var der nøjagtig det samme antal børn og unge, der aldrig fik lært at læse og skrive ordentligt, som der er i dag. Der var bare langt mindre regulering af lærernes hverdag.

Man skal regulere, når det giver mening. Hospitalerne er for eksempel blevet langt bedre til at håndtere kræft de seneste 25 år, fordi man har gennemført et stort antal helt konkrete og velbeskrevne forbedringer. Men for hvert succeseksempel på regulering, der giver mening, er der et langt større antal eksempler på regulering, der ikke giver nogen mening overhovedet. Jeg har allerede nævnt folkeskolen. Men gymnasierne og universiteterne er ikke blevet bedre af at blive reguleret tungere. Beskæftigelsesindsatsen er ikke blevet bedre. Socialforsorgen er ikke blevet bedre. Integrationen heller ikke.

Så hvorfor vedtager Folketinget ikke, at nu tager vi udgangspunkt i en kombination af de rettigheder og pligter, borgerne har i dag, og den udformning af regelværket, det havde for 25 år siden?

Det vil sige: Vi tager udgangspunkt i, at mennesker skal have 2022-rettigheder og pligter. Men i det omfang, det overhovedet kan lade sig gøre, beskriver vi rettighederne og pligterne ved hjælp af det lovværk, der fandtes i 1997.

Det, der i så fald ville ryge ud, var blandt andet en hel masse krav til processer, en hel masse kontrol og en helt uendelig mængde af detaljer.

Men det sørgelige svar er: Intet Folketing ville nogensinde gennemføre en sådan reform. Hvor lovgivningens kompleksitet så at sige fryses fast på niveauet omkring år 2000, og det alene er de rettigheder og pligter, borgerne har, der opdateres.

Det hænger sammen med flere ting.

For det første eksisterer der massevis af regler, som udelukkende tjener til at dække over, at medlemmerne af en forligskreds i virkeligheden ikke er enige.

Et skrækindjagende eksempel er optagelsesreglerne for gymnasiet. Når de er så meningsløse, som tilfældet er, skyldes det, at de røde partier ville have en lavere grænse for adgang end de blå partier. Her kunne parterne i virkeligheden ikke nå hinanden. Så i stedet udformede man et regelsæt, der var så indviklet, at alle kunne hævde, at det var blevet sådan, som de ønskede.

For det andet eksisterer der en masse regler, der ikke er andet end enkelte politikeres kæpheste. Det foregår på den måde, at lobbyorganisation X overtaler politiker Y til at forlange, at dette eller hint sæt af betingelser skal være opfyldt for, at politiker Y’s parti vil indgå en aftale.

Et godt sted at lede, hvis man vil se eksempler på lobbyorganisationer, der gennem politikere forlanger ekstrem bureaukratisering, er hele godstransporten.

Endelig skal man være opmærksom på, at der faktisk er mange mennesker, der har gavn af overregulering.

For store virksomheder er det ikke så besværligt at overholde kompleks lovgivning, som det er for små. Derfor brokker de store virksomheder sig sjældent over kompleks lovgivning. Den har den vidunderlige bivirkning (som man ikke behøver at tale højt om), at den forhindrer små konkurrenter i at etablere sig og blive farlige.

De mennesker, der har deres udkomme ved at udføre kontrol og gennemføre alverdens processer (revisorer, advokater, konsulenter, it-sektoren, en række akademiske professioner) brokker sig heller ikke over regulering. Den er jo – selv om den ikke gavner særlig mange andre end dem selv – trods alt, hvad der betaler huslejen og de daglige fornødenheder.

Så faktum er: Verden er ikke blevet væsentligt bedre af den regulering, der er blevet gennemført de seneste 25 år. Og de fleste af de rettigheder og pligter, der faktisk har forbedret livet for almindelige mennesker, kunne sagtens rummes i det lovværk, man havde dengang.

Alligevel bliver det aldrig lavet om. Fordi interesserne i et komplekst lovværk, der skader almindelige borgere, virksomheder og medarbejdere, i sidste ende er stærkere og mere velorganiseret end dem, der lider under reguleringen.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 18. maj 2022).

Alex Vanopslagh
6. maj 2022

Hvem er vores politikere, og hvad står de for? Hvad er meningen med Liberal Alliance? Hvad er liberal politik overhovedet?

Følg med i dansk politik indefra med ”Alliancen”, Liberal Alliances podcast.

Henrik Dahl
3. maj 2022

Politisk fører myten om samfundet til, at navnlig de røde partier iværksætter det ene sociale ingeniørprojekt efter det andet. Som alle vil fejle, fordi årsagen til det problem, man prøver at løse, ikke som udgangspunkt er social.

Når man kommer til års, kan man fra tid til anden falde i staver over de helt grundlæggende fejl, man har begået i løbet af sit liv – eller været med til at begå.

Jeg vil ikke spilde læserens tid med en oversigt over mine personlige fejl. De er på samme tid mange og banale. Men i min egenskab af sociolog er der en faglig fejl, jeg i mange år har været med til at begå. Og som i stigende grad nager mig. Vi kan kalde den fejl for ”myten om samfundet”.

Et af de steder, hvor man tydeligst ser myten om samfundet, er i spørgsmålet om kriminalitet. Der findes næppe en undersøgelse, hvor man ikke har ”kontrolleret for socio-økonomiske variable”. Det vil sige en undersøgelse, hvor man ikke har nulstillet effekten af alder og social baggrund.

Men hvorfor nulstiller man alder og social baggrund? Det gør man selvfølgelig, fordi man tror, det har indflydelse på omfanget af kriminalitet i en bestemt gruppe. Men har alderen og den sociale baggrund egentlig en indvirkning på, hvor sandsynligt det er, at man begår kriminalitet? For ellers er der jo ikke nogen grund til at nulstille effekten.

Hvis man ellers kan tro den svenske kriminolog Per-Olof Wikström – og det er der gode grunde til – så har alderen og den sociale baggrund ikke den store indflydelse. Det, der gør, at mennesker bliver kriminelle, er for det første, at de selv har en dårlig moral og dårlig selvkontrol. Og for det andet, at de lever i et socialt miljø, der anser kriminalitet for moralsk acceptabel.

Med andre ord: Det er overhovedet ikke alderen og den sociale baggrund, der udløser kriminalitet. Det er den lave moral, den dårlige selvkontrol og det dårlige selskab.

Vil man gør noget ved kriminalitet, skal man derfor ikke forsøge at løfte mennesker socialt (og vente på, at de bliver ældre). Der kan være alle mulige noble grunde til, at det er ønskværdigt, at mennesker kan løfte sig selv socialt. Men eftersom man ikke bliver kriminel af at være fattig, holder man heller ikke op, når man bliver velstående.

Det, der skal til for at bekæmpe kriminalitet, er en aktiv værdipolitik. Hvor et tilstrækkelig stort antal mennesker i et samfund forlanger, at mennesker opfører sig civiliseret og at der ikke er nogen undskyldninger for at være kriminel. Og hvor der selvfølgelig vanker straffe for at være uciviliseret og for at se gennem fingre med andres kriminalitet.

Det, der skaber tilsløringen af, hvad man egentlig skal gøre ved kriminalitet, er myten om samfundet.

Et andet sted, hvor man tydeligt ser myten om samfundet, er i diskussionen af årsagerne til, at mennesker kan komme til at hænge fast i nogle sociale forhold, de i bund og grund ikke har gavn af at hænge fast i.

Det er almindeligt at sige, at hvis man for alvor vil bryde den sociale arv, skal de nederste i hierarkiet løftes rent uddannelsesmæssigt.

I praksis er det ret vanskeligt, for når man løfter for eksempel den nederste halvdel, er det vanskeligt ikke også at løfte den øverste. Og løfter man alle, er der ikke nogen mobilitet mellem grupperne. Der har bare været en slags inflation i uddannelser så det, der tidligere krævede, at man havde gennemført folkeskolen, nu kræver, at man gennemfører gymnasiet.

Men passer det, at kort uddannelse giver dårlige, sociale forhold? Ikke ubetinget. Der findes faktisk en række job med ret korte uddannelser, hvor man tjener ganske godt. For eksempel langturschauffør.

Det, der gør, at man har svært ved at begå sig i skolen og ender med ganske lidt uddannelse, er ofte, at man har fået en rigtig dårlig opdragelse af sine forældre.

Det vil sige en opdragelse, hvor der ikke bliver skredet ind over for dovenskab, sjuskeri og dårlige manerer i bred almindelighed. Og en opdragelse, hvor det ikke bliver understreget tilstrækkelig tydeligt, at mennesker har et personligt ansvar for konsekvenserne af deres egen opførsel.

Hvis man tror på den fejlagtige myte om samfundet, vil man som en reaktion på, at mennesker hænger fast i dårlige, sociale forhold, sætte alverdens programmer i værk. Uden på noget tidspunkt at fokusere på den del, der ikke har noget med samfundet at gøre: at det kræver personlig udvikling og en personlig indsats, hvis man ved skæbnens ugunst har været så uheldig at få en dårlig opdragelse.

Et sidste sted, hvor myten om samfundet gør uendelig mere skade end gavn, er i spørgsmålet om karakterer.

Det er ikke sandt, at karakterer favoriserer det, man undertiden kalder bedre folks børn. Tværtimod: Evalueringsinstituttet har i en grundig undersøgelse fastslået, at det er kvote 2, der favoriserer bedre folks børn.

Karakterer skyldes først og fremmest intelligens og flid. Og de gives langt mere sagligt og velovervejet, end mange tror. Derfor er det betydelig lettere at kompensere for en beskeden social baggrund, når der skal gives karakterer, end når det fordres, at man har en masse bløde snakkekompetencer af den slags, middelklassen er verdensmester i.

Politisk fører myten om samfundet til, at navnlig de røde partier iværksætter det ene sociale ingeniørprojekt efter det andet. Som alle vil fejle, fordi årsagen til det problem, man prøver at løse, ikke som udgangspunkt er social.

I stedet for social ingeniørkunst er der som regel brug for værdier. Ikke mindst af den slags, man plejer at kalde borgerlige.

Men i den almindelige, samfundsmæssige samtale skader myten om samfundet også. Fordi den fører til åndelig dovenskab og til, at ingen bliver klogere på en række vigtige spørgsmål.

Alex Vanopslagh
29. april 2022

Socialdemokratiets idé om en særskat for den finansielle sektor vil gøre det betydeligt dyrere at være dansker

Med regeringens planer om at tørre regningen for den forkromede Arne-pension af på de danske forsikrings-, pensions- og finansselskaber har vi nået et nyt lavpunkt for Socialdemokratiets skurvognspopulistiske bøllemetoder. Regeringen har nemlig bebudet, at finansieringen af Arnes tidlige pension skal sendes videre til de danske finansselskaber, som i fremtiden skal betale 26 procent i selskabsskat i stedet for de almindelige 22 procent, som alle andre betaler. Det bør få alarmklokkerne til at ringe af flere forskellige årsager.

For det første er det naturligvis udtryk for en mageløs bøllemetodik, når Socialdemokratiet udnytter statsmagten til at håndplukke én sektor som syndebuk, der skal straffes med en særlig skat. Det anstændige princip om, at alle er lige for loven, bør naturligvis også gøre sig gældende for virksomheder. Derfor kan det ikke retfærdiggøres, at man udvælger én sektor, som uden nogen videre årsag skal påtvinges at drive virksomhed på ringere vilkår end alle andre.

På Orwellsk vis har regeringen endda sendt lovforslaget igennem den socialdemokratiske spinmaskine, så særskatten nu kaldes for et ”samfundsbidrag”, hvilket får det til at lyde som om, at disse selskaber ikke bidrager i forvejen. Det gør de, så hvordan kan det egentlig være, at det er netop finansinstitutionerne, der skal brandbeskattes for at få råd til at sende Arne på tidligere pension? Det har regeringen ikke ulejliget sig med at give svar på, så her kommer et gæt.

Mit bud er, at Socialdemokraterne har set deres snit til at smide en sektor, der navnlig siden Finanskrisen har været notorisk udskældt og upopulær, under bussen. Det beror på en velkalkuleret vurdering af, at en særskat på netop finanssektoren vil falde i bedre jord, end hvis det eksempelvis var Danmarks (i øvrigt langt mere lukrative) medicinalindustri, der skulle straffes med ekstraregninger.

Der har bestemt været enkeltstående sager i den finansielle sektor, som det er værd at kritisere visse virksomheder for, men langt de fleste pensions-, forsikrings- og finansselskaber har rent mel i posen ligesom resten af Danmarks erhvervsliv. Disse virksomheder spiller en vital rolle i den danske økonomi, da det naturligvis er afgørende, at borgerne har muligheden for at få adgang til ordentlige forsikringsydelser, bankvilkår og pensionskasser.

Derfor giver det heller ikke mening, at man uden nogen begrundelse vil ofre netop finanssektoren på Socialdemokraternes fordelingspolitiske alter, mens alle andre sektorer får lov til at slippe for særskatten. Det er en kynisk form for populisme, hvor man som bøllen i skolegården udser sig det nemmeste offer, man kan nappe penge fra.

Men regeringens særskat er også problematisk, fordi den i praksis blot vil gøre det betydeligt dyrere at være dansker. En særskat på visse virksomheder betyder nemlig, at disse selskaber er nødsaget til at forøge forbrugerpriserne tilsvarende for at kunne holde tandhjulene i gang, hvorfor regningen i sidste ende blot ender hos borgerne.

Hertil kommer, at de økonomiske vismænd ligeledes har vendt tommelfingeren nedad til regeringens forslag, fordi særskatten har nogle afledte konsekvenser for samfundsøkonomien. Således vil danskerne altså dels skulle betale direkte for særskatten ved kasse ét gennem højere forbrugerpriser, men udover det vil de afledte effekter af særskatten på sigt også ende med at gøre samfundet som helhed fattigere. Klassisk socialdemokratisk politik.

Men selvom det er skræmmende, at regeringen dumstædigt ignorerer rådgivningen fra statens uafhængige eksperter for at føre uansvarlig økonomisk politik, er dét imidlertid ikke min største bekymring. Det mest uhyggelige ved, at regeringen håndplukker en prygelknabe til strafbeskatning, er nemlig, at det varsler et farligt nybrud i dansk politik. For hvilken sektor – som socialdemokraterne tilfældigvis har et horn i siden på – kan forventes at stå for skud som syndebuk, næste gang man vil hæve skatterne for at tilgodese en bestemt befolkningsgruppe?

Det er klart, at jeg har en anden tilgang til skattepolitik end de røde partier. De vil gerne vride hver en krone ud af samfundet til statskassen, mens jeg tror på, at pengene som udgangspunkt ligger bedst i borgernes egne lommer. Men med planen om en særskat fører man uanstændig syndebukspolitik, der ender med at gøre alle danskere fattigere på sigt. Det er kun én af de mange grunde til, at Liberal Alliance hver dag kæmper for, at vi får en ny regering i Danmark, som sætter borgerne og ikke sig selv først.

(Dette er en kommentar udgivet i Børsen d. 29. april 2022).

Henrik Dahl
24. marts 2022

Det enorme forbudsregime, regeringen påtænker, er ene og alene kommet på dagsordenen, fordi det er absolut forbudt blandt røde politikere og i velfærdsstatens elite at sige, at man selv har et ansvar for ikke at drikke for meget og for ikke at spise så meget, at man bliver farligt overvægtig.

Et tabu er lig med et emne, det af religiøse eller sociologiske årsager er forbudt at omtale, eller en handling, det af de samme årsager er forbudt at udføre.

I alle miljøer, hvor man tager sin religion alvorligt, er det for eksempel tabu at fornedre den gud, man tror på. Og i stort set alle samfund er det tabu at have sex med nært beslægtede personer.

Forestillingen om tabu kender man først og fremmest fra antropologien. Og det kunne friste til at tro, at der ikke findes tabuer i moderne og verdslige vestlige samfund.

Men sandheden er, at også en velfærdsstat som den danske har sine tabuer. Det oplever man som politiker nærmest hver uge. Derfor vil jeg gerne stille skarpt på spørgsmålet om tabuer i velfærdsstaten.

Et af de største af de tabuer, der findes i velfærdsstaten, er, at mennesket har ansvaret for sit eget liv.

At nævne, at det forholder sig sådan, er derfor noget, der straffes ganske overordentligt hårdt af alle dele af den elite, der har magten i velfærdsstaten.

Hvis man siger, at mennesket som udgangspunkt har ansvaret for sit eget liv, må man for det første regne med at blive udskammet af alle politikere, der er valgt for et rødt parti. Man har i så fald et betænkeligt menneskesyn. Vi taler her om amerikanske tilstande. Det siger alt om kynismen og hjerteløsheden blandt liberale. Hvor er de pæne borgerlige henne? Og så videre og så videre i den toneart.

Desuden må man regne med at få grovfilen fra hele socialsektoren. Her vil man diske op med et omhyggeligt kurateret sæt af eksempler på, at mennesket absolut ikke har et ansvar for sig selv.

I mange tilfælde handler eksemplerne om grupper, hvor der for så vidt hersker enighed om, at de har mistet deres selvkontrol. Det kan for eksempel være alkoholikere eller narkomaner. Derfor kan de ikke bruges til at modbevise, at et normalt og velfungerende menneske som udgangspunkt har ansvar for sit eget liv.

Men eksemplerne kan også handle om, at mennesket er et offer for uheld og vilkårlighed i en grad, så det er helt urimeligt at tale om personligt ansvar. Siger man for eksempel, at i langt de fleste tilfælde er der en direkte sammenhæng mellem den personlige indsats og den karakter, man opnår ved eksamen, står et helt kor af onde ånder klar til at diske op med anekdotiske vidnesbyrd om folk, der var uheldige til eksamen. Selv om det er velkendt, at anekdotiske vidnesbyrd ikke beviser noget som helst.

Endelig er der store dele af moderne socialvidenskab, der har som sin skjulte dagsorden, at mennesket ikke er herre over sig selv. Fra den dårlige sociologs parodiske udsagn om, at det er samfundets skyld, til den lige så dårlige psykologs lige så parodiske udsagn om, at mennesket i den grad er slave af sine drifter og laster og følelser, at det slet ikke giver mening at tale om personligt ansvar.

Når både de røde politikere, de professionelle inden for socialforsorgen og den overvældende majoritet af alle, der har en samfundsvidenskabelig uddannelse, påstår, at mennesket ikke har et ansvar for sig selv, er det, fordi det er kritisk vigtigt at holde fast i den antagelse.

At mennesket ikke har kontrol over sig selv, er nemlig en af grundforudsætningerne for hele velfærdsstaten.

Hvis man teoretisk forestillede sig, at udgangspunktet for det samfundsmæssige verdensbillede var, at mennesket har kontrol over sig selv og derfor også må stå til ansvar for sig selv, var der kun brug for en offentlig sektor, der – anslået, det indrømmer jeg – var halvt så stor som den, vi rent faktisk har.

Det hænger sammen med, at en af grundforudsætningerne for velfærdsstaten er, at mennesket er et uskyldigt offer. Man er altså i velfærdsstatens optik et fuldstændigt uskyldigt offer for sin skolegang, for sit erhvervsvalg; man er et fuldstændigt uskyldigt offer for sine prioriteter og livsvalg; man er uskyldigt offer for, at man ryger, drikker for meget og er for tyk. Faktisk er det korte af det lange – i velfærdsstatens optik – at man ikke har ansvar for noget som helst.

Og netop det, at man ikke har ansvar for noget, berettiger, at der ansættes i titusindvis af medarbejdere i den offentlige sektor. Til at afbøde konsekvenserne af, at ingen borgere i Danmark har noget som helst ansvar for, hvordan deres eget liv folder sig ud.

Hvis alt dette bare kostede en masse penge, kunne man til nød trække på skulderen ad det hele. Men det står meget værre til. Fordi det er tabu at sige, at man selv har ansvaret at gøre sig umage, så man får gode karakterer i skolen, har vi et helt uddannelsessystem, hvor det er forbudt at italesætte, at sådan hænger tingene sammen.

Det får enorme konsekvenser for lærings- og studiemiljøer, fordi de sløve bananer og de uopdragne børn, der saboterer undervisningen, kommer til at sætte dagsordenen. Faktisk vil jeg påstå, at den enkeltfaktor, der har størst indflydelse på det danske uddannelsessystem, er tabuet imod at gøre et personligt ansvar gældende i nogen former for undervisningssituationer.

Et andet sted, hvor tabuet imod at omtale det personlige ansvar næsten får endnu større konsekvenser, er i det omfattende forbudsregime, regeringen påtænker at indføre inden for forebyggelsesområdet. Fordi der eksisterer mennesker, der mangler selvkontrol, men det på den anden side er tabu overhovedet at nævne, at der er noget, der hedder selvkontrol, skal hele samfundet straffes med et forbudsregime over for alkohol, tobak og fedende kost, hvis lige man sjældent har set i et demokratisk land.

Eller sagt med andre ord: Det enorme forbudsregime, regeringen påtænker, er ene og alene kommet på dagsordenen, fordi det er absolut forbudt blandt røde politikere og i velfærdsstatens elite at sige, at man selv har et ansvar for ikke at drikke for meget og for ikke at spise så meget, at man bliver farligt overvægtig. Ligesom man selv må acceptere konsekvenserne ved at ryge – som alle normale mennesker i dette land udmærket ved er superfarligt.

Hvis man begyndte med at lægge til grund, at udgangspunktet er personligt ansvar, kunne man udmærket godt have tilbud til det mindretal, der ikke passede ind i grundforudsætningen.

Det ville ikke udløse et enormt forbudsregime. Alene omkostninger til specialtilbud til mennesker, der vitterligt ikke formåede at leve op til det, der var udgangspunktet.

Så tabuet om personligt ansvar har ikke alene nogle voldsomme konsekvenser for, hvordan vores uddannelsessystem er tænkt, og hvordan det fungerer i dagligdagen. Det er også direkte ansvarligt for, at vi potentielt står over for det vildeste forbudsregime, man kan forestille sig.

Hvor alle de mange, der godt kan styre sig selv og godt kan acceptere, at de har et ansvar for deres eget liv, skal bøde for, at det er forbudt at sige, at der findes nogle, der ikke formår disse ting.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 24. marts 2022)