Podcast: Sådan blev velfærdsstaten i virkeligheden til | Den Liberale Danmarkshistorie
Video: Sådan blev velfærdsstaten i virkeligheden til | Den Liberale Danmarkshistorie
Podcast: Hvorfor er danskerne verdensmestre i tillid? | Den Liberale Danmarkshistorie
Video: Hvorfor er danskerne verdensmestre i tillid? | Den Liberale Danmarkshistorie
Podcast: Royal Alliance | Alex Vanopslagh | Alliancen
Video: Royal Alliance | Alex Vanopslagh | Ole Birk Olesen | Henrik Dahl
Podcast: Er Danmark et socialdemokratisk eller liberalt land?
Video: Er Danmark et socialdemokratisk eller liberalt land? | Den Liberale Danmarkshistorie
Du er mere end dit bidrag til statskassen
I Liberal Alliance kan vi godt lide frihed. Noget af det smukke ved friheden er, når den overrasker. Når nogen finder på at gøre tingene på en helt ny måde, som ingen andre havde fantasi til at forestille sig.
På den måde er det en følelse, jeg godt kender som forælder: Når mine børn døjer med noget eller er i gang med noget, der får mig til at bide negle, har jeg altid lyst til at skride ind. Men jo ældre, børn bliver, jo mere skal vi jo tænke os om, før vi gør det – også selvom det er en følelse, jeg sikkert stadig har, når mine børn fylder 50 år. Sådan er vi forældre, vi har svært ved ikke at se vores børn som ja, børn.
Det er bare ærgerligt, at dén følelse også bliver taget med ind i politik, hvor selv politikere, der ikke er forældre, har en tendens til nogle gange at komme til at se på borgerne som børn. Men jeg kan da sådan set godt forstå, at man gerne vil tage ansvaret på systemets skuldre og løse folks problemer for dem. Men det kommer med en pris.
For frihed og ansvar er hinandens forudsætninger. Det ser man ikke mindst i den socialdemokratiske model – velfærdsstaten tager ansvar for dig, og derfor får du skåret mere og mere af din frihed fra. Det er derfor, vi er nået til, at statsminister Mette Frederiksen og hendes politiske ordfører er begyndt at skælde ud på danskerne over, at nogle formaster sig til at drømme om et liv med mindre arbejde og i andre rammer end i velfærdsstatens kasseløsninger.
Jeg har stor sympati for dem, som drømmer om eller måske allerede lever et andet liv – måske langt fra byen, hvor man kan se stjernerne klarere om atten. Og jeg har lige så stor sympati for dem, der gerne vil give den en ekstra skalle på deres arbejde. Sådan er det nemlig, når man tror på frihed og ansvar – så behøver alle ikke marchere i takt for, at regnestykket går op. Så er mangfoldighed i livsstil, bopæl og hverdag ikke en fejl, men en fordel.
Danmark er ikke bygget af penge, men af gode borgere. Derfor handler dit bidrag til Danmarks ve og vel ikke om dit nettobidrag til statskassen. Det handler om at være en god ven, en god nabo, en god kollega, en god far eller mor, en god bedsteforælder og meget andet. Kort sagt om at tage ansvar for dig selv og for andre. Om dét sker i hamsterhjulet eller på helt andre måder er fuldstændig underordnet.
Selvfølgelig er det klart, at der skal være en nogenlunde sammenhæng mellem dét, der kommer ind i statskassen, og dét, der kommer ud igen. Hvis du gerne vil dedikere dig til din familie eller noget andet, kan du naturligvis ikke regne med, at andre mennesker end din egen familie skal bære det meste af byrden med at forsørge dig. Vi tror på frihed under ansvar, ikke frihed uden ansvar.
I dag er problemet, at vi har meget lidt af begge dele. Når man skal arbejde 2-3 dage om ugen for skattefar, før man kan arbejde for sin familie, er det svært at vælge noget andet end hamsterhjulet – det er derfor, vi gerne vil lave systemet grundlæggende om. Både med lavere skat, særligt i bunden, og med en velfærd på borgernes præmisser i stedet for systemets. Og i øvrigt også med lavere skat i toppen, så vi heller ikke straffer dem, som giver den gas på arbejdet.
Jeg er ikke angst for reformer, og Liberal Alliances fornemste rolle er ikke at justere på samfundet, så staten kan blive ved med at bestå i sin nuværende form. Jeg tror, at næste valg bliver vundet og tabt på spørgsmålet om, hvordan vi forandrer vores system med dyre, rigide kasseløsninger til noget mere fleksibelt og moderne, hvor familier og enkeltpersoner har frihed og fleksibilitet – under ansvar – til at leve deres liv, som de ønsker det.
(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 23. oktober 2023)
Den vestlige verden skal holde op med at hade sig selv
Debatten om – lad os være ærlige – at genindføre blasfemiparagraffen har i det mindste to aspekter, der kun har meget lidt med hinanden at gøre.
Det mindste problem er, at et flertal i Folketinget vil tilbage til retstilstanden før 2017. En af de begrundelser, der blev benyttet som argument for at afskaffe den gamle blasfemiparagraf, var, at den alligevel ikke blev anvendt. I den forstand – sagde man for seks år siden – var det ikke meget mere end en regelsanering, når man strøg paragraffen. En del af den løbende og nødvendige oprydning i gamle paragraffer.
Alligevel var der mange ordførere, der ikke kunne dy sig, og holdt svulstige taler om frihed og idealer, man aldrig måtte give køb på.
Det elendige ved en svulstig tale er jo ikke dens emne. Det er, at den er svulstig. Nu kan venstremænd med hang til panegyriske taler og forhenværende LA’ere med samme tilbøjeligheder så æde deres opstyltede retorik i sig. Det har de i og for sig godt af. Jeg håber, de har lært noget om brugen af tomme og svulstige fraser – skønt jeg oprigtigt tvivler.
Et langt større problem er, at den danske regering helt åbenlyst accepterer, at en forening af udemokratiske og dobbeltmoralske lande blander sig i Danmarks indre anliggender.
”At blande sig i et indre anliggende” er det tætteste, man inden for diplomatiet kan komme på at sige ”luk røven”. Og hvis der er noget, OIC-landene og deres venner i Rusland og Kina er gode til, så er det at bede enhver, der taler om antisemitisme eller forfalskede valg eller etniske udrensninger i en fjern, islamisk provins, om at erindre, at her taler vi om indre anliggender.
Hvad burde regeringen så have gjort? Det vil jeg gerne gennemgå (i en ikke-prioriteret rækkefølge) nedenfor.
1. Erkend, at Samuel Huntington – selvom han ikke var ufejlbarlig – havde langt mere ret end Francis Fukuyama i, hvad fremtiden ville komme til at bringe.
Centralt for Huntington stod, at Rusland, Kina og den islamiske verden aldrig ville komme til at købe ind på de vestlige værdier, som nogle mennesker i Vesten fejlagtigt kalder ”universelle”.
Det har været populært at slå ned på Huntingtons fejl og udeladelser, fordi det, han sagde, var ubehageligt at lytte til for de vestlige eliter. Men helt overordnet set havde han ret: Verden kommer aldrig til slet og ret at blive et sted, der er præget af vestlige værdier.
2. Erkend, at Vesten over tid har fået langt færre venner, end regionen engang havde. Store lande i Sydamerika falder fra som venner. Store dele af Afrika falder fra. Rusland er for længst faldet fra. Kina er aldrig faldet til (om man så må sige). Og Mellemøsten skal vi slet ikke tale om. Her arbejder stærke kræfter aktivt og målbevidst på at underminere og afmontere vestlige værdier. Både i regionen selv og i de vestlige kernelande.
3. Erkend, at samhandel ikke giver ”demokratisk konvergens”. En af de farligste og mest fejlagtige antagelser inden for den politiske økonomi er uden tvivl, at hvis lande og regioner handler sammen, vil de over tid konvergere politisk.
Der er stort set ikke noget belæg for denne hypotese. Derfor er det absurd at høre på mennesker, der bliver ved med at hævde, at den har noget for sig.
4. Erkend, at OIC-landene har lært sig selv at bruge FN-systemet og moderne rettighedsretorik til at fremme sine egne dagsordener.
Store dele af FN-systemet er i dag værdiløst. Det gælder ikke mindst det absurde Menneskerettighedsråd. Der som bekendt domineres af lande, der har gjort det til en ædel dyd og kær pligt dagligt at trampe på menneskerettighederne hjemme hos sig selv.
5. Gør modstand imod hykleriet i OIC-landene. De bør udfordres på, hvorfor de i det hele taget er medlemmer af FN, når de åbenlyst intet gør for at leve op til den FN-pagt, de frivilligt har skrevet under på.
De bør tages mere alvorligt, når de taler om at forfølge religioner. Vi kunne for eksempel sige til dem: Vi vil meget gerne være værter for en konference, der ser på forfølgelse af religiøse mennesker. Men konferencen skal også handle om den allestedsnærværende antisemitisme i Mellemøsten og den lige så allestedsnærværende forfølgelse af kristne i en stor del af OIC-landene.
6. Gør modstand imod de meningsløse begreber, OIC-landene – med alt for ivrig hjælp fra vestlige, venstreorienterede akademikere – benytter sig af.
”Islamofobi” er et nonsensbegreb. En fobi er en psykisk lidelse. Det er ikke og kan aldrig blive en psykisk lidelse at kritisere islam og lande med en islamisk forfatning.
Få ”racisme” som begreb bragt på ret køl. Sandheden kan for eksempel aldrig være racistisk. Derfor er det absurd at beskylde mennesker, der formidler sandheden om for eksempel de mellemøstlige diasporaer i Vesten, for racisme.
Kulturer og religioner er heller ikke ”racer”. Derfor skal kritik af kultur og religion trækkes ud af et meningsfuldt begreb om racisme.
Protester imod ethvert akademisk lydende begreb, der ikke er akademisk, men er formet af had til den vestlige verden (der meget ofte har karakter af selvhad).
7. Vær mere offensiv, når det gælder OIC-landenes påstand om, at vesten ensidigt er et dårligt sted. Den er nemlig ekstremt hyklerisk.
Hvad bruger velhavende mennesker i OIC-landene de fleste af deres penge til? At få fingre i så mange vestlige genstande, det overhovedet kan lade sig gøre. Lige fra luksusvarer til vestlig medicin til vestlige våben.
OIC-landene elsker at tale grimt om vestlige værdier. Men det sidste, de vil undvære, er vestlige produkter.
8. Vær mere offensiv, når det gælder evindelige, mellemøstlige påstande om, at Vesten er racistisk.
Hvis Vesten er så racistisk, hvorfor bliver I så ikke bare væk? Der er vældig mange mennesker med rødder i Mellemøsten, der absolut ikke ville blive savnet, hvis de fortrak til den region, deres familie stammer fra.
9. Vær mindre relativistisk.
Der er ingen regioner i verden, hvor det er bedre at være kvinde eller at tilhøre et mindretal, end i Vesten. Der er ingen regioner i verden, hvor det er bedre at være fattig, at være ramt af dårlige tider eller at blive syg (selv om ingen af delene selvfølgelig i sig selv er fede).
Vesten er alle andre regioner i verden overlegen, når det gælder videnskab, teknik, filosofi, demokrati, god regeringsførelse og indretning af samfundsinstitutionerne til gavn for de fleste.
Derfor skal vi selvfølgelig ikke sælge ud af vores værdier, men kæmpe for dem.
Og gerne med betydelig større overbevisning, end den danske regering gør.
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 4. august 2023).