Borgerligt svigt i kampen mod stammesamfundet

Henrik Dahl
1. marts 2023

Stamme- og kastesamfund er altid mindre liberale end sande borgerlige samfund. Derfor er der ikke plads til blå svigt her.

Den britisk-amerikanske historiker Robert Conquest påpegede engang, at alle organisationer, der ikke specifikt var skabt til at være højreorienterede, over tid ville ende som venstreorienterede.

Jeg kan ikke på stående fod komme i tanke om et eksempel, der modbeviser Conquests påstand. Derfor vil jeg indtil videre anse den for at være sand.

Men ikke bare organisationer ender over tid med at blive venstreorienterede. Det sker også for hele samfund som for eksempel det danske.

Man skulle forestille sig, at alle højreorienterede politikere ville se det som en helt oplagt opgave at forhindre, at det samfund, de var en del af, til stadighed blev mere venstreorienteret.

Men det forekommer mig bestemt ikke at være tilfældet.

Inden jeg kommer med mit belæg for, at de fleste højreorienterede partier synes at være ligeglade med, om samfundet bliver mere venstreorienteret, er jeg imidlertid nødt til at se på et andet spørgsmål: Er det i orden, at et af de borgerlige partier kritiserer de øvrige (eller nogle af dem)?

Der findes mennesker, som hævder, at de borgerlige partier bør tage deres uenigheder internt. Det er et synspunkt, jeg under normale omstændigheder har en vis forståelse for. Er man for eksempel en del af en borgerlig koalitionsregering, er det klart, at man ikke bør lancere sin kritik af dette eller hint i en avisartikel.

Lige for tiden synes jeg imidlertid, vi lige så godt kan suspendere denne regel. Der har netop været afholdt et valg. Og det afslørede, hvad de fleste formentlig vidste i forvejen: De mange borgerlige partier, der efterhånden findes, er ikke enige om særlig meget. Derfor er der lige her og nu ikke noget, man kan kalde for den blå blok.

Når jeg i det følgende vil kritisere de borgerlige partier, skal man derfor læse det som en del af et nødvendigt oprydnings- og afklaringsarbejde: Her er et område, hvor det er nødvendigt, at de borgerlige partier strammer gevaldigt op. Ellers er det tvivlsomt, om der nogensinde igen vil opstå noget, det giver mening at kalde blå blok.

Og så til kritikken.

Alle partier i Folketinget har netop indgået en aftale om den såkaldte forskningsreserve. Det er en større sum penge, Folketinget disponerer selvstændigt for at styrke udvalgte dele af forskningen. Eller med andre ord: At fordele forskningsreserven er et fast tilbagevendende, årligt ritual, der ligger ud over, hvad finansloven tildeler forskningen af midler.

En vis del af forskningsreserven er skabt i forbindelse med førtidspensions- og fleksjobreformen fra 2012 (mellem venner kaldet FØP/FLEKS-reformen). Deltagerne i aftalen er den daværende regering bestående af Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF plus Venstre, Konservative og LA. Derfor er det sådan, at den del af den samlede forskningsreserve, der er genereret af FØP/FLEKS-reformen, kun kan disponeres i enighed mellem de seks partier, der var med i den oprindelige aftale.

Så vidt, så godt.

I 2019 introducerede den – på det tidspunkt – nye, Socialdemokratiske regering det såkaldte Inge Lehmann-program som en del af forskningsreserven. I Liberal Alliance var vi skeptiske og stillede derfor en lang række spørgsmål til programmet. Da vi fik de svar, vi havde bestilt, kunne vi se, at Inge Lehmann-programmet diskriminerede stenhårdt til fordel for kvinder. Det var så svært for mænd – grænsende til umuligt – at trække penge ud af programmet, at det eneste rimelige var at konkludere, at det helt ensidigt var til fordel for kvinder.

Den slags er faktisk ulovligt ud fra loven om ligebehandling. Og regeringen måtte dengang have anet uråd. For den havde for en sikkerheds skyld søgt om dispensation fra loven.

Som følge af, at vi i 2020 havde fået klarhed over Inge Lehmann-programmet og dets diskrimination imod mænd, aftalte vi med regeringen, at FØP/FLEKS-pengene ikke måtte bruges på dette formål. Regeringen handlede smidigt og fornuftigt. Tilbød en aftale delt i to. Så Inge Lehman-programmet blev finansieret ved hjælp af midler, der ikke havde noget med FØP/FLEKS at gøre.

Inge Lehmann-programmet er et helt absurd program. Ifølge Undervisnings- og Forskningsministeriets egne statistikker, finder der absolut ingen diskrimination sted imod kvinder, der søger om at blive adjunkt, lektor eller professor.

I bedste fald har en kvindelig ansøger til en af disse tre stillingskategorier den samme sandsynlighed for at få det søgte job som en mand. I værste fald er det faktisk lettere for kvinder at få en stilling ved et universitet, end det er for en mand.

Inge Lehmann-programmet handler derfor slet ikke om lige behandling og lige muligheder for de to køn. Det handler om, at kvinder skal udstyres med en kollektiv rettighed til halvdelen af alle attraktive stillinger på universiteterne.

Det er ikke nogen helt ligegyldig forskel. For hvor kampen for lige behandling og lige muligheder er en liberal kamp, så er kampen for kollektive rettigheder en illiberal kamp. Det er nemlig sådan, at når man udstyrer en given gruppe af mennesker med en kollektiv rettighed, er der altid mennesker, hvis individuelle rettigheder vil blive trådt under fode.

I Liberal Alliance tager vi den liberale kamp for, at ”ligestilling” skal betyde lige behandling og lige muligheder. Det gør vi ved at sige, at vi nedlægger veto imod, at FØP/FLEKS-midlerne anvendes til illiberale formål.

Mens ingen andre borgerlige partier tilsyneladende kan se, at de foretager et knæfald for en illiberal, venstreorienteret måde at forstå begrebet ”ligestilling”, når de accepterer, at det betyder lige repræsentation.

Det er navnlig for dårligt, at Venstre og Konservative blåstempler en illiberal og venstreorienteret fortolkning af ligestillingsbegrebet, når det står i deres magt at nedlægge veto. Men det er sandt for dyden også ringe, at resten af de borgerlige partier forsømmer at gøre anskrig.

Det næste store slag, når det gælder om at gøre samfundet mere venstreorienteret og mindre liberalt, handler netop om ”repræsentation” som et generelt fænomen.

For ”repræsentation” er kodesprog for ”kollektive rettigheder”. Og kollektive rettigheder er ensbetydende med, at samfundet bliver mindre liberalt.

Et samfund, hvor kvinder har en kollektiv ret til 50 procent af alle attraktive stillinger, er langt mindre liberalt end et samfund, hvor alle har den samme ret til at konkurrere og de samme muligheder for at vinde konkurrencen.

Et samfund, hvor etniske minoriteter har en kollektiv ret (svarende til deres andel i samfundet) til hvad som helst, er mindre liberalt end et samfund, hvor alle har samme ret til at konkurrere og samme muligheder for at vinde konkurrencen.

Et samfund, der bygger på ”repræsentation” er et skridt på vejen til et rent stamme- eller kastesamfund. Det vil sige et samfund, hvor enhver stamme eller kaste i samfundet har en ret til proportional repræsentation.

I de illiberale stamme- og kastesamfund er der altid mindre tillid og mindre tolerance imellem borgerne, end der er i et liberalt samfund.

Derfor burde det være alle borgerlige partiers og alle borgerlige menneskers første pligt at sige nej til ethvert skridt, der bringer os tættere på stamme- eller kastesamfundet.

Jeg håber, at resten af de borgerlige partier meget snart vågner op fra deres blund. Men ærlig talt: Lige nu ser det ikke særlig godt ud for den liberale kamp imod samfundets forvandling til et stamme- eller kastesamfund.

(Kommentar udgivet i Jyllands-Posten d. 1. marts 2023)

Velkommen til “The Velfærdsmatrix”

Henrik Dahl
26. februar 2023

En absurd spændende film. Men hvor mange tør se den til ende?

Hvis jeg var styrtende rig, ville jeg købe rettighederne til at genindspille en dansk udgave af ”The Matrix”.

Som bekendt er plottet i den oprindelige ”The Matrix”, at alle mennesker lever inden i en simuleret virkelighed, der er skabt af selvstændigt tænkende maskiner. Kun en udvalgt gruppe af modstandsfolk har indsigten i, at det, folk opfatter som virkeligheden, er en simulation – og modet til at bekæmpe de superintelligente og superondskabsfulde maskiner.

Min danske udgave af ”The Matrix” skulle hedde ”The Velfærdsmatrix”.

I ”The Velfærdsmatrix” lever alle danskere inden i den simulerede virkelighed, at staten opkræver penge i skat og bruger disse penge på at løse opgaver, der er kritisk vigtige for samfundet.

I ”The Velfærdsmatrix” kan Forsvaret forsvare Danmark. Politiet kan opklare forbrydelser og bringe de skyldige for retten. De dømte kan sidde i et fængsel og afsone deres straf. I ”The Velfærdsmatrix” kan Postnord bringe breve og forsendelser fra A til B. DSB kan befordre mennesker fra A til B. Folkeskolen kan tage en flok søde, men uvidende, seksårige og i løbet af ni plus et år forvandle dem til vidende og indsigtsfulde unge mennesker.

De ved, at alt det, almindelige danskere tror er velfærdsvirkeligheden, i virkeligheden er facade og bullshit.

I ”The Velfærdsmatrix” er universiteterne travlt optaget med at nå frem til nye sandheder og forkaste de gamle ved hjælp af videnskabelige metoder. Beskæftigelsessystemet finder arbejde til de arbejdsløse. Hospitalerne gør de syge raske. Socialforsorgen gør de handlingslammede og dem, der har givet op, til herrer (og damer) i egen tilværelse. Integrationsministeriets mange projekter og initiativer gør udlændinge til patriotiske og loyale borgere.

Langt de fleste mennesker lever hele livet inden i ”The Velfærdsmatrix”. De er verdens lykkeligste folk og stemmer pligtskyldigt på et systembevarende parti efter eget valg hvert fjerde år.

Men en lille gruppe af skeptikere har altid følt, at der er noget galt. At de lever i en falsk og forstillet virkelighed, hvor alting ser godt ud. Men intet faktisk er det, når man kommer dybere ned i tingene.

I ”The Velfærdsmatrix” følger vi denne lille gruppe af skeptikere og modstandsfolk.

De ved, at alt det, almindelige danskere tror er velfærdsvirkeligheden, i virkeligheden er facade og bullshit.

Forsvaret kan ikke forsvare Danmark. Politiet er ikke i nærheden af at kunne opklare alle de forbrydelser, der bliver begået. Og godt det samme. For i fængslerne er der ikke engang plads til de få forbrydere, det faktisk lykkes for politiet at pågribe. Postnord har store udfordringer med at flytte ting fra A til B. Men ikke større, end DSB har med at flytte mennesker fra A til B. Og hvad folkeskolen angår, så mislykkes cirka hvert syvende forsøg på at lære børn og unge mennesker noget så eftertrykkeligt, at de efter endt skolegang dårligt kan tage vare på sig selv.

Store dele af universiteterne er blevet til venstreorienterede agitationsfabrikker, der skriver konklusionerne først og kuraterer data efterfølgende, så de passer. Beskæftigelsessystemet ser det ikke som sin hovedopgave at finde arbejde til folk. Hospitalerne er primært et tilbud til dem, der har et godt helbred – og ikke fejler noget, der kræver samarbejde mellem flere specialer. I socialforsorgen bruger man årligt 45 mia. kr. på udokumenterede indsatser. Og det er klart for enhver, der interesserer sig minimalt for indvandring, at i hundredtusindvis af indvandrere ikke føler sig som loyale og nyttige borgere i Danmark og næppe nogensinde kommer til det.

Så hvad går alle pengene i grunden til?

Det er et godt spørgsmål, der ikke er nogen, der kender det fulde svar på. Men de går blandt andet til dårlig ledelse og pseudoarbejde. Ligesom de går til at løse et hav af opgaver, der ikke er centrale for velfærdsstaten. Og så koster det ufattelige summer, at velfærdsstaten hele tiden taber fokus på det almene vel, fordi der er særinteresser, der skal sætte dagsordenerne og have procenter af omsætningen.

I genindspilningen ”The Velfærdsmatrix” er det ikke agent Smith, der forfølger Neo. I stedet er det en horde af løgnologer, der forfølger den lille gruppe af matrix-skeptikere med gaslighting og pseudovidenskabelige argumenter for, at intet i hele Danmark nogensinde kan være anderledes, end det er.

Der findes ikke noget, der hedder ”den frie vilje”. Der findes ikke noget, der hedder ”informerede valg”. Der findes ikke noget, der hedder ”bevidste prioriteringer”. Eller ”konsekvenser af egne valg”. Der findes ikke noget, der hedder ”ansvar”. Der findes ikke noget, der hedder ”intelligens”. Der findes ikke noget, der hedder ”moral”. Ja, det korte af det lange er, at hele det ideologiske og tankemæssige grundlag for et borgerligt samfund faktisk er en illusion. Den skyldes ene og alene falsk bevidsthed og manglende viden om forskningens seneste landvindinger.

Derfor bør enhver snak om ”The Velfærdsmatrix” forstumme. Den er ikke en illusion eller en masse bullshit. Den er bare sådan, som verden faktisk er – og bør være.

Jeg ser en fremragende film for mig. Om der er særlig mange danskere, der har nerver til at se den i biografen, er måske mere tvivlsomt.

(Kommentar udgivet i Jyllands-Posten d. 26. februar 2023)

Podcast: Bag kulissen er alle diktaturer elendige | Alex Vanopslagh | Ærligt Talt

Alex Vanopslagh
17. februar 2023

Diktaturer er gode til at fremstå stærke og kompetente, men er i virkeligheden elendige til det meste. Lyt til Alex’ tanker om styrken i de frie samfund og svagheden i diktaturer her. “Ærligt Talt” er en serie af indtalte debatindlæg fra Liberal Alliances folk, som vi gør tilgængelige for vores gode lyttere.

Ngo’erne siger, at de gerne vil have debat – men virkeligheden er en helt anden

Henrik Dahl
8. februar 2023

Medierne er ikke specielt gode til påvirke mennesker til at tænke bestemte ting. Men de er virkelig gode til at påvirke, hvilke emner mennesker skal opfatte som vigtige og værd at tale om. Det fastslog de to amerikanske forskere Maxwell McCombs og Donald Shaw for godt 50 år siden.

I år skal vi for eksempel tænke over den frie abort og over, hvor dens grænse bør ligge. Det har den såkaldte Alliancen for fri abort bestemt. Et foretagende, der styres af den stort set medlemsløse, men ekstremt indflydelsesrige, ngo Sex & Samfund.

Som politiker hilser jeg naturligvis enhver form for debat velkommen. Men i lyset af McCombs og Shaws banebrydende teori om, hvordan medierne sætter dagsordenen for, hvad vi skal tale om, er vi nødt til at se længere ind i den skyggeverden, ngo’erne udgør, end vi plejer.

Bogstaveligt betyder »ngo« en »nongovernmental organization«. Altså et foretagende der advokerer en bestemt mærkesag og står uafhængigt af sit lands regering. Det med uafhængigheden skal man tage med et gran salt. For en lang række af såkaldte ngo’er har slamsugeren dybt nede i statskassen og pumper formuer ud af den og ind på sin egen bankkonto. For eksempel ved at man tilbyder oplysende virksomhed til skolerne – der ved nærmere eftersyn selvfølgelig er indoktrinering i den ideologi, den enkelte ngo er sat i verden for at promovere. På den måde får ngo’er ofte absurd store budgetter i forhold til antallet af medlemmer.

I de cirka 50 år, der er gået, siden teorien om hvordan medierne sætter dagsordenen først blev formuleret, er der selvfølgelig sket utrolig meget. En lang række af nye teknologier er blevet opfundet, som tilsammen har gjort mediebilledet langt mere komplekst, end det var i begyndelsen af 1970erne.

Desuden er de organisationer, der gerne vil præge mediernes dagsorden, blevet langt mere sofistikeret, end de var dengang.

I dag kan man sige, at ngo’erne ikke alene arbejder for at sætte bestemte emner på den offentlige dagsorden. De arbejder også på at opsætte spillereglerne for, hvem der må tale om bestemte emner og for, hvordan der må tales om dem.

Det mest berygtede eksempel på, at der findes regler for, hvem der i det hele taget må tale om givne emner, er formentlig den woke forestilling, at forudsætningen for, at man i det hele taget kan deltage i debatten om de vilkår, en bestemt gruppe lever under, er, at man selv er medlem af gruppen.

Det får som konsekvens, at mænd formenes adgang til at diskutere kvinders vilkår.

Hvide formenes adgang til at drøfte de ikke-hvides vilkår og så fremdeles.

Det mest berygtede eksempel på, at der findes regler for, hvad der kan accepteres som gyldige argumenter, og hvad der ikke kan accepteres, er antageligvis den absurde tanke – også fra wokeismens overdrev – at biologiske argumenter er ugyldige, når det gælder diskussionen af køn og seksualitet.

Næsten lige så absurd er forestillingen om, at bestemte konklusioner er evige og urokkelige, fordi de er baseret på såkaldte »strukturer«. Uanset hvor lidt forskelsbehandling mellem mænd og kvinder, der faktisk kan dokumenteres, har det for eksempel nul konsekvenser. Fordi »strukturerne« på forhånd dikterer, at der findes et stort problem (som ngo’erne i øvrigt skal have penge af staten for at »løse« ). Ngo’erne siger, at de gerne vil have debat.

Men i virkeligheden bruger de som regel de fleste kræfter på at regulere adgangen til debatten. Så borgerne hverken skal høre på de forkerte mennesker, de forkerte præmisser eller de forkerte argumenter.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 8. februar 2023)

Podcast: Kan man være woke og borgerlig på samme tid? | Steffen Larsen | Idépolitik

Steffen Larsen
31. januar 2023

Hvad har to støvede gamle filosoffer fra Oplysningstiden at gøre med wokeness og moderne borgerlighed? En hel del, skal det vise sig, for det gør en verden til forskel, om man deler menneskesyn med John Locke, der så det som samfundets opgave at anspore fejlbarlige mennesker til at tage ansvar, eller Jean-Jacques Rousseau, der så det som samfundets opgave at frisætte den enkelte til at udleve sin gode og perfekte natur. Dén konflikt genfinder vi i dag, hvor vi skal forholde os til wokeness, der vil dekonstruere alle normer og strukturer. Følg med, når Steffen Larsen, folketingsmedlem for Liberal Alliance, ser nærmere på de to oplysningsfilosoffer og deres menneskesyn.

Hvorfor er der ingen rindalisme i vore dage?

Henrik Dahl
29. januar 2023

Den ideologiske klasse sidder tungere på magten end nogensinde. Men graver også sin egen grav.

Forleden udkom Alex Ahrendtsens fremragende bog om Peter Rindal.

Den har fået fremragende – og velfortjente – anmeldelser hele vejen rundt.

Omdrejningspunktet for bogen er selvfølgelig det oprør imod velfærdsstaten (og ikke den modernistiske kunst, hvad mange tror), som Rindal i 1965 blev talsmand for. Her sagde i titusindvis af danskere, først og fremmest fra arbejderklassen, fra over for, at den stadigvæk unge velfærdsstat skaltede og valtede med deres ærligt og for det meste i ansigtets sved tjente penge.

I mellemtiden er velfærdsstaten blevet meget større. Skattetrykket er blev meget højere. Og protesterne? Der er blevet så lavmælte, at man i praksis må sige, at de er forstummet.

Nogle gange kan det, der ikke sker, være en gåde. Som dengang Sherlock Holmes undrede sig over hunden, der ikke gøede. Det gælder også i dag: Hvorfor er der ikke længere nogen lavtlønnede, der brokker sig over, at der skaltes og valtes og rent ud sagt svines med de mange penge, de hver måned indbetaler i skat? Det er mindst lige så gådefuldt som den tavse hund, Sherlock Holmes synes var påfaldende.

Den vigtigste grund til, at de lavtlønnede ikke længere brokker sig over svineriet med deres skattekroner, er, at efterkommerne til de mennesker, Peter Rindal kritiserede, har udviklet sig til en egentlig socialklasse.

I 1965 var det enkeltstående individer, som i forening begik de urimeligheder, Rindal protesterede imod. I dag er det en selvstændig socialklasse, der står for dem. Det gør hele forskellen.

Den socialklasse, der sviner med skatteborgernes penge, er for det første drevet af et ønske om at tjene en forholdsvis høj løn ved at udføre et forholdsvis mageligt og behageligt (pseudo) arbejde.

Og for det andet af et ønske om at kontrollere og dominere det liv, som deres ufrivillige sponsorer lever.

Vi kan kalde denne socialklasse for “den ideologiske klasse” og sige, at den er en underafdeling af den større og mere komplekse socialklasse, Jørgen S. Dich forstod som den herskende.

Den ideologiske klasse lever af at dominere og kontrollere de mennesker, der sponserer deres tilværelse, og den opdriver sine midler som rent-seeking. Det vil sige som en form for “afgift”, der lægges på nyttige og produktive aktiviteter.

Rent-seeking er med andre ord det samme, som man i andre sammenhænge kalder snylteri.

Udgangspunktet for den ideologiske klasse er, at den er tvunget til at skabe et behov for sig selv. Det gør den – i modsætning til på Rindals tid – ved at påvise “videnskabeligt”, at hvis der ikke tildeles betydelige midler til den ideologiske klasse, så vil der enten ske en hel masse skadelige ting, eller også vil en række gyldne muligheder for økonomisk vækst være tabt.

Selvfølgelig findes der ikke nogen hæderlige og anstændige videnskaber, der med 100 pct. sikkerhed vil nå frem til det resultat, at der er opstået alvorlige problemer i samfundet, der alene kan løses af den ideologiske klasse.

Derfor har den ideologiske klasse ikke allieret sig med den klassiske videnskab. Den har allieret sig med det, jeg i andre sammenhænge har kaldt “løgnologien”. Det vil sige noget, der ligner videnskab for den overfladiske betragtning. Men som består af evige og præfabrikerede konklusioner, der ikke kan falsificeres. I virkeligheden er det præcis det modsatte af klassisk videnskab.

Bevæbnet med løgnologiske resultater som, at kvinder overalt i det danske samfund – men navnlig, når det gælder attraktive stillinger – er ofre for mænd; eller at det er nødvendigt at afsætte betydelige offentlige midler til at få børn og unge til at betvivle og helst kuldkaste traditionerne samt til at overleve opvæksten; eller at det er nødvendigt at afsætte betydelige midler til at tale på vegne af den “kunst”, der ikke kan tale for sig selv; eller at det i det hele taget er nødvendigt at ret-og vejlede den almue, der ikke kan ret-og vejlede sig selv, presser man gennem ngo’er og medier det politiske system til at bevilge penge til den ideologiske klasse.

Alliancen mellem den ideologiske klasse og de “forskere”, der lever af løgnologi, er afgørende på flere måder.

For dels er det løgnologiens opgave at begrunde, hvorfor den ideologiske klasse skal have skatteborgernes penge, og at bevise, at de er godt givet ud. Men desuden er det løgnologiens opgave at gaslighte borgerne til at tvivle på deres egne sanser og deres egen sunde fornuft.

Hvis borgerne ved deres almindelige færden gennem livet er nået frem til, at tilværelsen for både mænd og kvinder i Danmark i det store hele er tålelig og rimelig, er det løgnologiens opgave at gaslighte dem til at tro, at kvinder lider under de mest forfærdelige uretfærdigheder.

Hvis borgerne ved deres almindelige færden gennem livet er nået frem til, at kunst, der ikke kan tale for sig selv, sjovt nok ikke siger dem noget, er det løgnologiens opgave at gaslighte og udskamme borgerne til at tro, at der er noget, de har misforstået.

Hvis borgerne ved deres almindelige færden gennem livet er nået frem til, at der i hovedsagen er to køn, og at det er en ordning, praktisk alle har det fint med, er et løgnologiens opgave at gaslighte borgerne til at tro, at det, de opfatter som normalt og almindeligt, i virkeligheden er dybt repressivt og et kæmpe problem.

Som konklusion kan man sige, at når der i vore dage ikke er noget oprør imod svineri og rent-seeking fra den ideologiske klasses side, hænger der sammen med løgnologiens effektive arbejde for at begrunde, at den ideologiske klasse skal have penge – og dens lige så effektive arbejde for at gaslighte alle, der i første omgang synes, at det lyder mærkeligt.

Hvordan fremtiden kommer til at forme sig, er der ingen, der ved.

Men det, man allerede nu kan se, er, at den ideologiske klasse og dens effektive brug af løgnologi i dag retter sig imod at ødelægge selve vores vestlige samfundsorden.

Det gør den ved at indoktrinere borgerne til at opfatte den vestlige samfundsorden som højdepunktet af uretfærdighed og urimelighed (selv om den er præcis det modsatte).

Og ved at gaslighte alle, der undrer sig over, at der er så mange mennesker, som hele tiden forsøger at indvandre fra andre dele af verden til det angiveligt urimelige og uretfærdige Vesten.

Det giver jo absolut ingen mening – medmindre man er blevet gaslightet af den ideologiske klasse og løgnologien.

Jeg tvivler på, at den ideologiske klasse selv er i stand til at indse, at hvis den afmonterer vores eksisterende samfund, så afmonterer den også sig selv.

Hvilket hænger sammen med, at den ideologiske klasse desværre selv tror på sin egen ideologi.

Derfor indser den ikke, at den lever af det samfund, den har snyltet sig til penge for at kritisere. Og at hvis dette samfund går under, går den ideologiske klasse selvfølgelig selv under i den samme proces.

Hvis borgerne ved deres almindelige færden gennem livet er nået frem til, at kunst, der ikke kan tale for sig selv, sjovt nok ikke siger dem noget, er det løgnologiens opgave at gaslighte og udskamme borgerne til at tro, at der er noget, de har misforstået.

(Debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 29. januar 2023)

Derfor er der intet sympatisk ved den ekstreme venstrefløj

Henrik Dahl
4. januar 2023

Den røde tråd har altid været at ødelægge den mest civiliserede kultur, verden til dato har kendt: den vestlige.

Er der en rød tråd i den måde, hvorpå den ekstreme venstrefløj altid har optrådt? Og med den ekstreme venstrefløj mener jeg i fortiden DKP og i vore dage partier og grupperinger, der nedstammer fra DKP eller har allieret sig med DKP.

Det er der desværre. Og den røde tråd er ikke, at man altid har kæmpet for en bedre verden for de underprivilegerede. Den røde tråd er, at man altid i forskellige betydninger af udtrykket har ”holdt med” fjender af den vestlige kultur og livsmåde. Det vil sige, at man har allieret sig med den vestlige kulturs fjender. Man har fungeret som apologet for den vestlige kulturs fjender. Man har gjort sig selv til nyttig idiot for den vestlige kulturs fjender.

Derfor er der ikke ende på de tilfælde, hvor den ekstreme venstrefløj har fungeret som nyttige idioter for et hvilket som helst anti-vestligt projekt, man kan komme i tanke om.

Historisk holdt DKP med Sovjetunionen. Det vil sige, at partiet arbejdede efter instruks fra SUKP og aldrig foretog sig noget, der kunne bringe partiet på kant med SUKP.

Vi ved i dag, at Sovjetunionen aldrig havde fredelige og reelle hensigter over for den vestlige verden.

Man ville fra sovjetisk side hævde, at man arbejdede for at forbedre menneskehedens almene kår. Men i pagt med, hvad der også kendetegner efterfølgerstaten til USSR, nemlig det putinistiske Rusland, var det en fuldkommen indgroet og rutinemæssig del af sovjetstatens virke, at den fortalte løgne, skjulte sine reelle hensigter, opfandt omhyggelige røgslør for alt, hvad staten havde behov for at skjule – og i øvrigt ikke havde til hensigt at følge nogen af de aftaler, der var indgået.

Det er for så vidt ikke mærkeligt, at både USSR og det putinistiske Rusland havde så stort et behov for at lyve, fordreje og manipulere. For begge regimer var i bund og grund menneskefjendske og antihumanistiske. Blot et delvist kendskab til sandheden om de to regimer ville omgående have skræmt ethvert retsindigt menneske bort for altid.

Som tiden gik, blev Sovjetunionen mindre tiltrækkende for en ny generation af hadere af den vestlige civilisation. Man kastede i stedet sin kærlighed på Kina, Cuba, eller hvad det måtte være. Desværre havde den ekstreme venstrefløj på det tidspunkt allerede internaliseret og institutionaliseret et helt grundlæggende træk ved al venstreradikal organiserings moder, DKP: det uudslukkelige had til den vestlige verden og dens borgerligt-liberale grundorden.

Dette had til den vestlige verden overtog og videreudviklede den ekstreme venstrefløj efter ungdomsoprøret fra DKP, selv om man vendte sig imod selve partiet.

Før Murens fald viste hadet til den vestlige verden sig på den måde, at det ekstreme venstre altid holdt med lande og bevægelser, der havde en ødelæggelse af den vestlige verden på dagsordenen. Til den ende fortsatte man praksis fra DKP.

Derfor er der ikke ende på de tilfælde, hvor den ekstreme venstrefløj har fungeret som nyttige idioter for et hvilket som helst anti-vestligt projekt, man kan komme i tanke om. Som nyttige idioter fortsatte man i den gamle DKP-tradition med at bidrage til tilsløringen af den reelle natur af og de reelle hensigter hos ens nye yndlingsfjende af den vestlige civilisation.

Man fortsatte med at viderebringe de løgne, ens nye yndlingsfjende af den vestlige civilisation bragte til torvs. Og man fortsatte med at udbygge og forbedre det diskursive univers, ens nye yndlingsfjende forsøgte at knæsætte. Typisk ved hjælp af den særlige form for relativisering, der hedder ”whataboutism”. Det vil sige, at man imødegår enhver kritik ved at sige: ”Men hvad med Vietnamkrigen?”, eller hvad USA ellers måtte have begået af beklagelige fejl. Eller ved at forstærke den typiske løgn blandt udemokratiske regimer: at det faktisk er det udemokratiske regime, der er offer for den vestlige verden. Og at det udemokratiske regimes kamp imod den vestlige verden derfor ikke skal ses som andet end selvforsvar drevet af retfærdig harme.

Sådan har den ekstreme venstrefløj i tidens løb forsvaret Kina, Cuba, Venezuela og såmænd også i flere tilfælde islamistiske bevægelser af den ene eller den anden slags.

Efter Murens fald (og tilintetgørelsen af det kinesiske oprør på Tienanmen-pladsen, der tilfældigvis fandt sted samme år) gik der mange år, hvor den ekstreme venstrefløj ikke kunne kaste sin kærlighed på et eller andet udemokratisk regime, der hadede den vestlige verden. Det skyldes, at de fleste af den type regimer stod så delegitimerede tilbage, at det ville være blevet mødt med offentlig harme, hvis man havde erklæret sin kærlighed til dem – eller blot taget dem i forsvar.

Derfor var gode råd i en lang periode i 1990’erne dyre på den ekstreme venstrefløj.

Det, vi kan se i dag, er, at den ekstreme venstrefløj er tilbage ved samme styrke, som den havde før Murens fald. Det vil sige, at den har fundet nye veje til at hade og undergrave den vestlige civilisation. Stadig ved hjælp af de gamle virkemidler: Man gør sig til nyttig idiot. Man bidrager til at udbrede de forskellige diskursive røgslør, som de nye hadere af den vestlige civilisation har lagt ud. Man bidrager til at delegitimere den vestlige civilisation ved hjælp af løgnagtige ”facts” og ”analyser”, der – omhyggeligt kurateret – får den vestlige verden til at tage sig forfærdelig og undertrykkende ud. Og man fortsætter den stolte tradition helt tilbage fra DKP med ”whataboutism”.

Et enkelt af mange gode eksempler er den ekstreme venstrefløjs hemmelige alliance med islamismen. I mangel af bedre dansk ord kan vi bruge det franske: islamo-gauchisme.

Islamo-gauchisme er vidt udbredt i Enhedslisten og nærmeste omegn. Her er det en kær beskæftigelse af skjule sandheden om det specifikt islamiske voldspatriarkat, som brave mennesker for tiden gør oprør imod i Iran. Ligesom det er en kær beskæftigelse at skjule sandheden om negativ social kontrol. Eller om den røde tråd i den massive kriminalitet, personer med baggrund i Stormellemøsten står bag overalt i Vesteuropa: at det er en form for hybrid krig imod vestlige mennesker og vestlige værdier.

Men den ekstreme venstrefløjs udbredelse af wokeismen er også et godt eksempel. For kernen i al wokeisme er et uudslukkeligt had til grundpillerne i den vestlige civilisation: den politiske liberalisme. Oplysningstanken. Den rettighedsmæssige individualisme. Og ikke mindst: det uudslukkelige had til selve de vestlige værdier og traditioner.

Den kamp kæmper den ekstreme venstrefløj på flere måder. Ikke mindst ved at propagere den stuerene version af alle woke dagsordener, som praktisk taget enhver kan tilslutte sig: at vi skal behandle minoriteter godt. Og omvendt ved at bidrage til at tilsløre wokeismens sande og ekstreme ansigt: at vi skal opløse traditioner af enhver art. At vi skal opløse normer af enhver art. I sidste instans kort sagt: at vi skal opløse alle den vestlige verdens værdier og traditioner.

I den kamp har den ekstreme venstrefløj i dag to magtfulde allierede. Det drejer sig for det første om hele den del af universitetsverdenen, der har forskrevet sig til woke pseudovidenskab. Og som under dække af universiteternes traditionelle mekanismer til kvalitetssikring nærmest uhindret kan få sine løgne og manipulationer blåstemplet og udbredt som legitim videnskab.

Og for det andet i form af de uhyggeligt mange ngo’er, der i realiteten er filialer af Enhedslisten. Bare med statsgaranterede indtægter og begrænsede muligheder for demokratisk kontrol og kritik. Et fremragende eksempel er Oxfam IBIS. Der hvert år uden væsentlig modsigelse får viderebragt sine manipulerende påstande om fordelingen af verdens formuer.

Fra den ekstreme venstrefløj – og fra dens håndlangere på universiteterne og blandt ngo’erne – udgår dagligt udspil og initiativer, der ikke har andre formål end at ødelægge den vestlige civilisation. Ligesom der dagligt udgår ”facts” og ”analyser”, der skal ”dokumentere”, at den vestlige verden er det mest uretfærdige, ulige og uciviliserede sted, verden endnu har kendt.

Det er ikke mindre skadeligt, end da DKP i gamle dage promoverede Sovjetunionen. Derfor skal det i vore dage kritiseres lige så hårdt, som man i gammel tid kritiserede civilisationshaderne i Danmarks Kommunistiske Parti.

(Kommentar bragt i Jyllands-Posten d. 4. januar 2023)

Vogt Dem for den farlige idealisme

Henrik Dahl
26. december 2022

For tiden er jeg optaget af en helt bestemt form for politik. Det drejer sig om idéer, som alle med en vis type af livsindstilling synes er fantastiske.

Men som alle med en anden type af livsindstilling betragter som håbløse.

Tag sådan noget som reformpædagogik.

Formuleret i brede vendinger er det en retning inden for pædagogikken, der er modstander af alt, hvad der har med klassisk skolegang at gøre: at man skal lære konkrete færdigheder og være i besiddelse af eksakte kundskaber. At man skal øve sig, til de konkrete færdigheder og de eksakte kundskaber er på plads. At der skal ske en forholdsvis entydig evaluering af udbyttet af at gå i skole. At læreren dels ved mere end eleverne, dels er den lokale repræsentant for skolens autoritet. Og at eleverne – netop på grund af disse udgangspunkter – skal rette sig efter lærerne.

Problemet ved reformpædagogik er populært sagt, at den går ud fra, at alle og enhver elev i folkeskolen uden undtagelse er en mønsterelev af klasse 1A. Hvis dette var tilfældet, ville reformpædagogikken have en chance for at lykkes. Det er det ikke. Derfor fejler den naturligvis.

Et andet eksempel, man kan overveje, er pacifisme. I princippet er det fuldkommen rigtigt, at vold og magt er noget skidt, og at man bør foregå med et godt eksempel ved aldrig selv at anvende nogen af delene.

Men igen er problemet: Forudsætningen er urealistisk. For hvad nu, hvis der pludselig står en voldsparat og voldsvillig person eller et voldsparat og voldsvilligt land over for dig? Så er det fint, at du vil foregå med et godt eksempel.

Problemet er bare, at det kan koste dig alt, hvad du ejer; din førlighed og frihed; og i sidste instans dit liv, at din tro på det gode i mennesket er så stærk.

Hvis man tænker nærmere over det, er dansk og international politik fuld af tilgange, der minder om reformpædagogik og pacifisme.

I princippet har John Lennon ret i, at den bedste verdensorden er den, han beskriver i sangen Imagine: »Imagine there’s no countries/ It isn’t hard to do/ Nothing to kill or die for/ And no religion, too.« Derfor kan man sige, at forudsætningen for både den frie bevægelighed i EU og for enhver “åben udlændingepolitik” er John Lennon: Tænk, hvis der hverken fandtes lande eller konflikter eller årsager til konflikter. Så kunne vi have åbne grænser, og folk kunne bosætte sig, hvor de ville.

Det, tilhængere af en verden som “Imagine” (eller af den uindskrænkede bevægelighed i EU og den åbne udlændingepolitik) ofte glemmer, er, at John Lennon havde en mangelfuld skolegang og tog rigtig meget narkotika. For uden mangelfuld skolegang og en ordentlig skudefuld lsd kan man ikke rigtig forestille sig, at en verden, der bygger på “Imagine” s principper, nogensinde vil lykkes eller blive et rart sted at være.

Den forskel i tilgang, jeg prøver at beskrive, har ikke noget med politik at gøre. Altså med de klassiske positioner i europæisk politik: konservatisme, liberalisme og socialisme/ socialdemokratisme.

Om man tror på reformpædagogik, pacifisme og helt fri adgang for alle og enhver til at bosætte sig hvor som helst, eller man betragter det som virkelig skøre påfund, afhænger af, om man er idealist eller pragmatiker.

Idealisten ville ønske, at alle elever var mønsterelever af klasse 1A.

Idealisten ville ønske, at alle lande i verden var lige så skikkelige, som de skandinaviske har været i nogle få årtier. Idealisten ville ønske, at alle fremmede i verden var venner, man ikke var blevet præsenteret for endnu.

Og fordi idealisten ville ønske, at det var sådan, springer hun eller han direkte videre til næste trin.

Lægger det ind som en præmis for sine idéer og forslag, at verden faktisk er sådan, som idealisten ville ønske sig.

Pragmatikeren tager sig naturligvis til hovedet. Al erfaring viser, at mønsterelever af klasse 1A er næsten lige så sjældne som dyr, der har opnået at blive totalfredet. Al erfaring viser, at de fleste lande i verden er lumske og voldelige. Al erfaring viser, at der kun skal relativt få rådne æbler til, for at hele tønden snart er gået samme vej.

Derfor kan vi ikke indrette verden på, hvad der kunne være rart og ville være ønskeligt. Vi er nødt til at indrette den på, hvordan mennesker faktisk er.

Her i verden er der tilstrækkeligt med dovne og umotiverede elever til, at vi også må tage højde for deres eksistens. Der er tilstrækkeligt med destruktive og magtbegærlige elever (som vil have timerne til at forme sig efter deres vilje) til, at vi må tage højde for deres eksistens.

Der er tilstrækkeligt mange eliter rundtomkring i verdens lande, der tænker og handler som den russiske, til at vi må lægge det til grund for vores sikkerhedsvurdering. Der er tilstrækkeligt mange snyltere og tilstrækkeligt mange antisociale elementer til, at vi må have effektive forholdsregler imod dem.

Nogle gange er det lige før, jeg tænker, at min vigtigste opgave som politiker ikke er at have kant til de konservative og gøre modstand imod socialdemokratismen.

Min vigtigste opgave er som pragmatiker at bekæmpe idealismen.

Hvis pragmatikerne bestemte i Danmark, så skolen anderledes ud.

Socialforsorgen så anderledes ud.

Udlændingepolitikken så anderledes ud. Energipolitikken så anderledes ud. Hele den del af udenrigspolitikken, der handler om at binde sig til internationale traktater og organisationer, der er udrustet med en “domstol” (altså en gruppe af magtfulde bureaukrater, der kan formulere nye, bindende regler uden at blive stillet demokratisk til ansvar), så anderledes ud. Udenrigshandlen så anderledes ud.

Pragmatikere siger ikke, at alle mennesker er onde, eller at alle mennesker stræber efter magt og dominans. Den siger bare, at der findes tilstrækkeligt med onde og magtbegærlige mennesker til, at man er nødt til at tage højde for det.

Idealister er fulde af smukke drømme. Men det nytter ikke noget at indrette verden på den præmis, at den udelukkende består af gode mennesker, der vil sig selv og hinanden det bedste.

Der, hvor jeg synes, idealisterne som regel falder igennem, er, når det gælder om at tage de personlige konsekvenser af idealismen.

Man vil gerne have et eksperimenterende skolesystem. Bare eksperimenterne ikke går ud over ens egne børn. Man vil gerne leve i en “Imagine”-verden. Bare det ikke er lige uden for ens egen gadedør, den på daglig basis bliver modbevist af gangstervælde og bandekriminalitet. Man vil gerne leve i en verden, der er baseret på ustabil energi. Bare det ikke er ens eget kvarter, der i tide og utide bliver ramt af strømudfald.

Derfor kunne man forsøgsvis formulere idealismens motto som: Politik, der er så genial, at alle skal prøve den. Undtagen mig selv og min familie.

John Lennon satte ord på idealismen i sin “Imagine” i sin tid. Smukke ord, men langt fra den mere reelle virkelighed

(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 26. december 2022)