Derfor bliver vi nødt til at tale om indoktrinering igen
Man kan ikke undervise i liberalisme og forbigå i tavshed, at der i Danmark er to vigtige politiske strømninger, der hedder konservatisme og socialisme/socialdemokratisme. Det er simpelthen ikke rimeligt.
Forleden læste jeg en passage om den berømte politolog og Harvard-professor Samuel P. Huntington. Den lød således: »Bogen ”The Clash of Civilizations” udkom i 1996 og blev fra dag ét skudt ned af forskere som overfladisk, generaliserende, historisk mangelfuld og uvidenskabelig. Men efter angrebet på World Trade Center brød teorien for alvor gennem den folkelige lydmur med slagordet ”Islam mod Vesten”, der igen og igen blev bekræftet af medierne og bekymrede politikere. ”Islam mod Vesten” blev forstærket og udnyttet af især nationalistiske højrefløjsgrupperinger i deres politiske retorik og i arbejdet for at fremme egne politiske interesser: at begrænse den muslimske indvandring.«
Citatet stammer fra gymnasielærebogen ”Radikalisering og terrorisme”, der er skrevet af Ole Bjørn Petersen og Hans Henrik Fafner. Og det, der er problemet, er selvfølgelig, at det er så tendentiøst og forenklet, at det er lodret løgn.
Der er for eksempel ingen tvivl om, at bogen er værdig til at blive taget alvorligt. Ellers ville der ikke blive udgivet antologier og skrevet lærde artikler om den 25 år efter dens udgivelse. Der er heller ikke nogen tvivl om, at mange har misforstået bogen med vilje. Det kan man læse en fyldig gennemgang af her. Og så er der bare – hvis man som jeg har læst hele bogen fra ende til anden – ikke nogen tvivl om, at den handler om langt, langt mere end den vestlige verdens forhold til islam. At påstå det sidstnævnte er meget tæt på at være en falsk deklaration af, hvad der i det hele taget står i bogen. For eksempel har den prognoser for udviklingen i både Kina, Rusland og Ukraine, der i vore dage ikke kan kaldes andet ens skarpe og præcise. Ligesom den tager nogle forbehold i forhold til en østlig udvidelse af EU, der også er værd at læse igen i vore dage.
Mit egentlige ærinde er dog ikke at diskutere en enkelt uredelig lærebog. Verden skal nok bestå, selv om der bliver publiceret bras. Det har den i hvert fald gjort indtil nu.
Det, jeg gerne vil diskutere, er: Hvad gør vi som samfund ved indoktrinering i vores uddannelsessystem?
Det skal hverken være sådan, at Danmark skal indføre berufsverbot, eller at der skal være forhåndscensur af lærebøger. Og jeg gentager for de tungnemme: Det skal hverken være sådan, at Danmark skal indføre berufsverbot, eller at der skal være forhåndscensur af lærebøger.
Men der findes en ikke-nedskrevet præmis for, at forældre af enhver art kan overlade deres børn til det offentlige uddannelsessystem: at det optræder fair og afbalanceret og det, man i andre sammenhænge kalder ”ikke-konfessionelt”, i forhold til de børn og unge mennesker, forældrene har betroet til systemet.
Jeg har en nagende mistanke om, at tingene ikke er helt i orden i vores uddannelsessystem. Næret af mærkelige episoder, som da jeg for et stykke tid siden fik besøg af en gymnasieklasse. Her havde en stor del af klassen tilsyneladende den opfattelse, at kvinder tjente mindre end mænd, der udførte det samme arbejde.
Man kan ikke undervise i liberalisme og forbigå i tavshed, at der i Danmark er to vigtige politiske strømninger, der hedder konservatisme og socialisme/socialdemokratisme. Det er simpelthen ikke rimeligt, hvis målet er at give børnene en fair og afbalanceret og ikke-konfessionel undervisning.
Man kan ikke fremstille nogle legitime politiske synspunkter som værende andre legitime synspunkter moralsk overlegne. Det er ikke acceptabelt (selv om det i min bog er OK at sige, at f.eks. nazisme og kommunisme har ført til de groveste forbrydelser mod menneskeheden).
Man kan ikke undervise i et kontroversielt synspunkt uden at sige, at det er kontroversielt. For eksempel er det ikke i orden at sige, at kønnet er en social konstruktion uden at gennemgå argumenterne imod lige så seriøst, som man gennemgår argumenterne for.
Jeg har en nagende mistanke om, at tingene ikke er helt i orden i vores uddannelsessystem. Næret af mærkelige episoder, som da jeg for et stykke tid siden fik besøg af en gymnasieklasse. Her havde en stor del af klassen tilsyneladende den opfattelse, at kvinder tjente mindre end mænd, der udførte det samme arbejde. Jeg gik imod opfattelsen ved at påpege noget, der er 100 pct. sandt: at klassens to kvindelige lektorer ned på sidste øre fik det samme i løn som en mandlig kollega med tilsvarende anciennitet og tilsvarende funktioner på skolen.
Men hvordan kan det ske? Hvordan kan klassen ende med at få noget at vide, som ikke engang holder vand, hvis lærerne bliver bedt om noget så banalt som at vise deres egne lønsedler frem og sammenligne med deres mandlige kolleger.
Jeg synes i princippet, det er i orden, at flertallet af medarbejdere ved alle dannelsesinstitutioner (skoler, gymnasier, universiteter, højskoler, kirker og lignende) er venstreorienterede. Men det fordrer en vis professionalisme. Selv om man har en given holdning, skal man ikke missionere for den, når man underviser. Der skal man være fair og afbalanceret og lade være med at slippe egne holdninger løs i klassen.
Men jeg tror, tiden er kommet til, at der for det første udarbejdes en eller anden form for kodeks for fair og afbalanceret undervisning. Bedst selvfølgelig af lærernes egne faglige organisationer.
Jeg tror også, tiden er kommet til noget mere transparens med hensyn til, hvad der faktisk undervises i på skoler rundtomkring. Hvis der anvendes materiale af en aktivistisk ngo som for eksempel Sex & Samfund eller Normstormeren, skal det tydeligt deklareres. Desuden: Materiale fra aktivistiske ngo’er burde som en selvfølge ikke stå alene. Det bør nødvendigvis afbalanceres med andet materiale, der ikke har det samme udgangspunkt.
Endelig tror jeg, det bør være muligt, at man som forælder eller som ældre elev kan blive hørt og taget alvorligt, hvis man har den opfattelse, at der bliver manipuleret eller indoktrineret i skolen.
Hvorfor kan man ikke indberette til et eller andet officielt organ, at den citerede lærebogspassage er fuld af fup? Så ville man som elev eller forælder kunne se, at der faktisk har været klager over en given bog. Man ville – afhængig af, hvordan systemet bliver udformet – kunne se noget om, hvad der er sket med klagen. Og man ville kunne spørge sin lokale institution om, hvordan man i undervisningen afbalancerer bøger, der helt åbenlyst er ensidige eller fordrejer tingene.
Spørgsmålet om indoktrinering i vores dannelsesinstitutioner kan helt sikkert gribes an på mange måder. Men en ting er sikker: Det er en debat, vi bliver nødt til at tage. Der sker formentlig allerede for meget, der ikke tåler dagens lys.
(Dette er et debatindlæg udgivet i Jyllandsposten d. 10. februar 2022)