Den danske Palæstina-strategi har intet at gøre med virkeligheden

Henrik Dahl
5. september 2025

Danmark har en såkaldt strategisk vision for, hvordan landets forhold til Palæstina skal udvikle sig i årene fra 2021 til 2025. Jeg er næppe uretfærdig, når jeg påstår, at dokumentet hører til blandt statens mindre læste publikationer.

Derfor et hurtigt referat: Danmark har tre hovedprioriteter: For det første menneskerettigheder og demokratisk ansvarlighed. For det andet grøn, bæredygtig og inkluderende økonomisk vækst plus anstændige job. For det tredje modstandskraft, fred og stabilitet.
De tre mål understøttes med en bevilling på en lille halv milliard kroner om året.
Dertil kommer en årlig bevilling til den kontroversielle FN-organisation UNRWA på godt og vel 100 millioner om året.
Strategien er – hedder det – baseret på de rammer, FN og EU sætter. Implementeringen følges af Det danske repræsentationskontor i Ramallah. Monitoreringen er blandt andet baseret på FNs verdensmål og indikatorer fra Verdensbanken.
Hvis jeg havde mere plads, ville jeg pakke det bedre ind. Men for at gøre en meget lang historie meget kort, har den officielle danske Palæstina-strategi lige præcis nul og ingenting med virkeligheden at gøre.

Det er der flere grunde til: 1. Den tostatsløsning, der er strategiens uantastede præmis, er i realiteternes verden stendød. Israel modarbejder den. Hamas modarbejder den. De kræfter i regionen, der stadig ønsker den, er splittede og svage.
2. Der findes ingenting, der kan danne udgangspunktet for en palæstinensisk stat. En stat har et suverænt territorium og en regering. Palæstina har ingen af delene.
3. Menneskerettigheder er ikke noget, man uden videre har. Det er noget, en stat eller anden meget stærk aktør tildeler mennesker og garanterer – i sin yderste konsekvens med magt. Disse betingelser er så langt fra at være opfyldt i Palæstina, som man overhovedet kan forestille sig.
4. Strategien bygger på tillid til UNRWA. Den tillid er der absolut ingen grund til at have.
UNRWA har aldrig klaret at vaske anklagerne om at være infiltreret af Hamas af sig. Derfor har en lang række lande – herunder Tyskland og USA – i perioder trukket støtten.
5. Udviklingsbistanden til Palæstina kan have gjort det muligt for Hamas at frigøre ressourcer til at bygge tunneler og anskaffe våben. Hamas er med andre ord ikke en regering, der på nogen måde har sin befolknings ve og vel som en høj prioritet.
6. FN har en ekstrem antiisraelsk bias. For eksempel har det absurde menneskerettighedsråd et fast punkt 7 på dagsordenen, der fordømmer Israel. Hverken Nordkorea eller Iran er nogensinde blevet fordømt i et omfang, der afspejler deres dokumenterede overtrædelse af menneskerettighederne.
7. EU er både splittet og marginaliseret i forhold til Israel-Palæstina. Det giver ingen mening at tildele EU en rolle i denne sammenhæng.

Jeg vil stoppe her. Men hvert enkelt af disse syv punkter er et selvstændigt eksempel på den ønsketænkning og fjernhed fra, hvordan verden faktisk er indrettet, der alt for ofte har fået lov til at præge dansk udenrigspolitik.
Det er af den yderste vigtighed, at Danmark – og for den sags skyld resten af de vestlige lande – fører en politik baseret på virkeligheden. Det har tidligere kostet os dyrt at føre en politik, der ikke afspejlede den. Den fejl har vi ikke råd til at gentage.
Det er uden tvivl en grundlæggende organisatorisk svaghed i Udenrigsministeriet, der fører til politikker, som er så ekstremt verdensfjerne. Vi så det også med Afghanistan og Irak.
Derfor er det på organisatorisk plan, der må tages initiativer til at undgå det i fremtiden.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 4. september)

Kære Chloé, jeg vil gerne give dig en undskyldning

Alex Vanopslagh
22. august 2025

KÆRE CHLOÉ Courage Fjelstrup-Matthisen – og alle andre, der har det som dig.

Du skriver i dit debatindlæg (Pol. 8.8.), at du har mistet troen på os voksne og troen på fremtiden.

Du føler dig svigtet af de voksne og ikke mindst af os politikere, fordi vi ikke leverer handling til at løse verdens problemer, som du forventer.

Og jeg kan på sin vis godt forstå dig. I dén forbindelse har jeg både godt og dårligt nyt.

Det dårlige først. Du føler dig svigtet, fordi din barndom og ungdom har været fyldt med politisk dommedagsretorik om klima, kriser og krig. Prædikener om, at verden og fremtiden var færdig, hvis man ikke førte en bestemt politik.

Metoden er lige så simpel, som den er ondsindet: Først har de gjort dig bange. Og så har de brugt din frygt som argument for, at man skulle gøre, som de foreslog.

Og lad os nu bare være ærlige. Det er venstrefløjen, der har skubbet børn som dig foran sig.

Som Det Radikale Venstres daværende leder Sofie Carsten Nielsen engang sagde:

»Skal vores børn bo i hytter på pæle – eller skal vi give dem en klode, de kan leve meningsfulde liv på?« Det gjorde hun i 2021, da du vel var omkring 9 år gammel. Jeg ved ikke, om du hørte det – forhåbentlig ikke men du har uden tvivl hørt noget lignende. En modbydelig, skødesløs og infam retorik, hvor man har opbygget fuldstændig umulige og forkerte forventninger, hvis slutprodukt er den følelse af svigt, som nu har taget bo i dig.

Jeg vil gerne give dig en undskyldning. Ikke fordi jeg har gået og sunget med på alle venstrefløjens paniske sange, der har gjort dig bange, for jeg har altid gjort det modsatte. Men en undskyldning på vegne af alle os politikere, der ofte glemmer, at vores retorik, propaganda og sprogbilleder, som vi bruger til at få ram på hinanden og vinde magten, faktisk bliver taget seriøst af mennesker som dig – og tusindvis af andre, unge som gamle.

MEN SÅ ER der godt nyt – rigtig godt nyt, faktisk. Jeg vil prøve at se, om jeg kan hjælpe med at give dig håbet tilbage. De mennesker, der har gjort dig bange, er glade for at sige, at håb ikke er en strategi. Jeg er uenig. Håb er den eneste strategi i en ond verden.

Men det er ikke politik, der skal sikre troen på fremtiden. Det er noget forbandet svineri, at de mennesker omkring dig, som skulle forestille at være de voksne, har stjålet din barndom og skiftet den ud med politisk snak om klima, Gaza, Trump og al anden elendighed.

Det er ikke fordi, det ikke er vigtigt. Men du kan som barn ikke gøre noget ved det. Og det kan de voksne omkring dig, der ikke taler om andet, heller ikke bare sådan. Det er en langstrakt og kompliceret proces med mange kompromisser undervejs, som vi politikere har fået ansvaret for at stå i spidsen, og hvis de voksne ikke er tilfredse med os, kan de skifte os ud ved næste valg. Du får også chancen, når du bliver voksen. Dét gælder dog kun i Danmark, og når det kommer til de rigtig store ting, som du har fået tudet ørerne fulde af, så er du – og jeg – faktisk ganske rigtigt hjælpeløse. Vi kan højst inspirere og påvirke de lande og ledere, som virkelig bestemmer noget.

Men sådan har det altid været. Og det er faktisk en enorm befrielse at finde ud af, at det er sådan. For så kan du koncentrere dig om dén verden, du faktisk kan frelse, nemlig din egen verden. For lige nu kan både du og de voksne til gengæld gøre noget for de mennesker, du møder på din egen vej hver dag. Og det burde jo være dét, de voksne omkring dig hjalp dig med.

Vær et godt menneske. Også selv om det ikke altid lykkes. Så vil du se, at håbet er inden i dig og bare venter på at blive sluppet fri og kaste lys på en mørk verden.

Der er håb i verden, hver gang du og alle andre mennesker hjælper en veninde, der har det svært. Eller ringer til gamle bedstemor og tager dig tid til at lytte til hende. Eller bruger fritiden på at være hjælpetræner for lilleputholdet. Der er håb, hver gang vi gør os umage i vores daglige gerning og vælger at gøre det gode i stedet for det onde. Der er håb, hver gang et nyt menneske kommer til verden.

Jeg er ret sikker på, at jeg er blandt de voksne, du ikke stoler på. Så du synes sikkert, at det her bare er endnu en omgang tom politikersnak.

Men jeg vil gerne bede dig – og alle, der har det som dig – om at prøve noget; prøv at gå ud i morgen tidlig og se solen stige op. Fordyb dig i oplevelsen. Dér vil du se, at der er håb for verden. Og tag gerne de voksne, der har gjort dig bange, i hånden og vis dem det samme. Så er der også håb for dem – på trods af, at de har svigtet dig og mange andre.

Håb er den eneste strategi i en ond verden.

(Indlæg bragt i Politikken d. 20. august)

Venstreorienterede forsøger at sprede en livsforbandelse til ungdommen

Ole Birk Olesen
11. august 2025

To drenge er dygtige fodboldspillere i hver sin klub, men de brækker begge benet uden for banen og må holde pause fra deres passion i et halvt år. Uheld! Da det halve år er gået, er den ene så skuffet over at være blevet dårligere, mens holdkammeraterne er blevet bedre, at han aldrig får samme glæde ved spillet og til sidst beslutter at bruge sin fritid på noget andet. Den anden går endnu mere indædt til træningen, bliver bedre end før og ender som professionel fodboldspiller. Fortjeneste!

Kristian Weise – økonom, tidligere politisk rådgiver for Socialdemokratiet og tidligere direktør i tænketanken Cevea, der var et modstykke til borgerlige CEPOS – gør, hvad mange venstreorienterede før ham så ofte gør: Skriver en epistel i avisen om, at held spiller en stor rolle for, hvordan vi ender i livet, under overskriften: »Hvis du har klaret dig godt, har du sikkert også været heldig undervejs«.

Vi har alle været både heldige og uheldige i vores liv, og det ved vi godt, så hvorfor er det for venstreorienterede som Kristian Weise vigtigt at skrive om folk, som har klaret sig godt, at netop de har været heldige? Fordi Weise og hans holdningsfæller gerne vil udjævne de økonomiske forskelle mellem os endnu mere: »De har ikke penge, fordi de har fortjent det! De har bare været heldige!« kan man næsten høre Kristian Weise råbe til os fra sin ideologiske, røde skyttegrav.

Når jeg med jævne mellemrum læner mig tilbage i solen på et yndlingssted og tænker, at jeg har det nu meget godt, så sender jeg både en taknemmelig tanke til mit held og giver også mig selv et mentalt klap på skulderen for det, jeg har gjort. Meget kunne være gået galt undervejs. Jeg kunne have været født ind i en dårlig familie, jeg kunne være blevet kørt ned af en vanvidsbilist, en af min ungdoms våde byture kunne have ført til alvorligere og mere langtrækkende konsekvenser end tømmermænd dagen efter, eller jeg kunne helt uforskyldt være blevet ramt af fatal eller lemlæstende sygdom.

Jeg føler taknemmelighed over, at det ikke er sket. Det var heldigt. Jeg ved dog også, hvad jeg aktivt selv har gjort for at få et liv, som jeg synes er godt. Jeg var nysgerrig og læsende som barn og ung, jeg lavede de lektier, som skulle afleveres, jeg valgte den rigtige livspartner, vi besluttede at få børn, vi købte hus i stedet for at leje, vi sparede op i stedet for at forbruge alt, og vi løb begge risici i arbejdslivet i stedet for at satse på det kedelige, men sikre.

De dele af vores liv, som er et resultat af vores bevidste valg og indsatser, har vi gjort os fortjent til. Men de venstreorienterede forsøger at sprede en livsforbandelse til landets ungdom. Den forbandelse er, at hvis de unge ikke er tilfredse med deres liv, så er der ikke noget at gøre ved det. De har bare været uheldige, og det er synd for dem.

Handler utilfredsheden om økonomi, så nytter det derfor heller ikke noget at se på dem, som har klaret sig bedre og forsøge at lære. Næh, for folk med en tilfredsstillende økonomi har jo bare været heldige. I stedet skal de unge stemme på de røde partier for at få en politisk forandring med højere skatter, dyrere »velfærd« til dem og højere overførselsindkomster til alle, som tror på, at de bare har været uheldige.

I stedet for at de unge sætter sig i deres eget livs førersæde, skal de lade sig føre mod et bedre samfund af politiske ledere, som svinger med røde faner.

I kirken ved høsttid og også uden for kirken er vi mange, som godt kan li’ salmen »Du gav mig, o Herre, en lod af din jord«. Den rummer den dobbelthed, som er sand, at meget godt kommer til os af sig selv og ved held: »Hvad magted jeg vel / om du ej gav held? / Det vokser jo, medens vi sove.« Men også at intet kommer til den, som ikke udretter, hvad der skal udrettes for, at det kan ske: »Så lær mig da, Herre, at dig til behag / jeg bruger det pund, mig blev givet / at fylde med hæderligt virke min dag.«

Kristian Weise har to små børn. Jeg er tæt på 100 procent sikker på, at han i det private vil give sine børn gode råd om, hvad de selv skal gøre for at få gode liv, herunder også materielt trygge liv. Men når Kristian Weise er rød ideolog i avisen, så fortæller han os, at en god privatøkonomi i meget høj grad bare handler om en person, der har været heldig.

Hvorfor denne forskel? Fordi Kristian Weise elsker sine børn, så de får kun det bedste fra ham. Alle andre må nøjes med hans socialisme.

(Indlæg bragt i Berlingske d.10 august 2025)

Justitsministerens masseovervågning vil være privatlivets død

Steffen Larsen
15. maj 2025

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) blev forleden i ellevte time og gudskelov for det tvunget til at udskyde behandlingen af en ny

… PET-lov, som de facto vil indebære masseovervågning af danskerne. Den vil give PET mulighed for systematisk at indsamle data fra offentligt tilgængelige kilder f.eks. opslag og kommentarer på sociale medier samt data fra andre forvaltningsmyndigheder, som f.eks. helbredsoplysninger, oplysninger om biblioteksudlån, adressehistorik, kontakt med psykiatrien osv. Derudover vil loven give PET mulighed for at købe danskernes data såsom lokationsdata indsamlet via apps. Og det vil vel og mærke være PET selv, der egenhændigt vurderer, om oplysningerne er relevante for deres opgaveløsning.
Der vil således være intet krav om f.eks. mistanke, før en vilkårlig borger ender under statens lup og bliver udsat for massiv overvågning med en kolossal indskrænkning af retten til privatliv til følge. Jeg og Liberal Alliance har ikke tænkt mig at se igennem fingrene med sådan et lovgivningsmæssigt makværk, som Hummelgaard på trods af at han selv beskriver loven som ekstremt kompleks afviser at afholde en åben høring om. For hvis PET-loven indføres i dens nuværende form, vil det udgøre en markant og grundlæggende ændring i, hvordan den danske stat ser på borgerne. En ændring, som er umådeligt svær at tilbagerulle, uden at skaden allerede er sket. Traditionelt vil man i Danmark ligesom i ethvert andet liberalt retssamfund nemlig kun undersøge og overvåge en borger, hvis der er reelle mistænkelige forhold, der berettiger en beslutning om at undersøge borgernes gerninger nærmere.
Med Hummelgaards masseovervågningslov går man i stedet i en retning, som vi snarere er vant til at kæde sammen med slyngelstater, George Orwell-noveller og det kinesiske kommunistparti. Loven gør nemlig decideret vold på førnævnte princip ved at åbne op for konsekvent og konstant overvågning af borgerne, hvilket jo i praksis gør alle borgere til evigt mistænkte. Hvem taler du med? Hvem skriver du med? Hvad skriver du? Hvad fejler du? Hvor tit går du til læge? Har du en diagnose? Hvor bor du? Hvor går du henne? Hvor arbejder du? Hvad tjener du? Hvad mener du? Svarene på spørgsmål som disse kan være dybt private, men med den nye PET-lov vil danskerne være nødsaget til at give afkald på denne del af deres privatliv. Og det vil med statsgaranti påvirke os alle at blive overvåget i sådan et afsindigt omfang. Pludselig vil vi have mere at miste. Vi vil turde mindre. Vi vil mene mindre. Vi vil være mindre. For vi kan jo alle risikere i ethvert tænkeligt monument, at alt lige fra hverdagens trivielle gerninger til vores dybeste hemmeligheder bliver registreret og brugt imod os.
Derfor glæder jeg mig over, at det er lykkedes at spænde ben for Hummelgaard og SVM-regeringens planer i første omgang. Men tag ikke fejl: Vi bør ikke fejre denne lille sejr i udpræget grad, for hvis ikke alle gode kræfter vågner op til dåd og bekæmper justitsministerens agenda, vil loven blive stemt igennem på den anden side af sommeren. Det må for alt i verden ikke ende med at blive udkommet. For hverken nulevende eller fremtidige danske generationer fortjener at være genstand for statens konstante overvågning og mistillid. Det er Socialdemokratiets drømmesamfund det er ikke danskernes. Det vil med statsgaranti påvirke os alle at blive overvåget i sådan et afsindigt omfang.
(Indlæg bragt i Helsingør Dagblad d. 15. maj).

Frie og demokratiske fællesskaber bygges af frihedselskende borgere

Alex Vanopslagh & Steffen Larsen
23. april 2025

De liberale værdier, der har skabt verdenshistoriens mest frie og velstående samfund, er under pres af årtiers fejlslagen integrations- og udlændingepolitik. Derfor er det nødvendigt at gøre op med misforstået tolerance, berøringsangst og destruktiv asylpolitik.

Lad os starte med at gøre én ting helt klart: Den vestlige samfundsmodel og den kultur, den er grundlagt på, er ubestridt den bedste i verdenshistorien, fordi den skaber samfund præget af både det største niveau af velstand og frihed nogensinde.

At være liberal betyder ikke, at man mener, at alle værdier, kulturer og samfund er lige gode. Vi mener uden antydningen af vaklen, at personlig frihed er bedre end kollektiv ære- og skamkultur. Vi mener, at demokratiske samfund, hvor borgerne i fællesskab kan beslutte deres fremtid, er bedre end diktaturer, og at ytringsfrihed er bedre end stats- eller religionsdikterede sandheder, der sætter både videnskab og debat i stå. Derfor vil vi kæmpe for et samfund, hvor staten både bygger på og understøtter disse værdier.

Dermed ikke sagt, at der ikke er masser af problemer i Vestens fortid. Men at der findes sider dryppende af blod og undertrykkelse i Vestens historiebøger, gør ikke Vesten unik. Selvom mange blandt venstrefløjens wokeister opfatter Vestens historie som i særklasse gennemsyret af racistiske, imperialistiske og sexistiske arvesynder, er dette en del af alle civilisationers og kulturers fortid.

Nej, det særlige ved Vesten er, at arven fra antikken, kristendommen og oplysningstiden har skabt et Vesten og et Danmark, hvor menneskelig værdighed, frihed og velstand er uden fortilfælde.

Vestens niveau af frihed og velstand er også grunden til, at migrant- og flygtningestrømme næsten entydigt går mod vestlige lande, mens strømmen den anden vej er temmelig begrænset.

Det frie og velstående Danmark er imidlertid ikke kommet af sig selv. Det er skabt gennem generationers kamp. Og det kræver både et konsekvent og robust forsvar samt en forståelse for og tilslutning til de værdier, som friheden bygger på. Frie og åbne samfund skabes nemlig kun af borgere, der vil friheden og demokratiet.

Derfor er det på tide, at vi erkender, at netop de værdier – og dermed også vores samfundsmodel – er under pres. Det er ikke kun, men heller ikke mindst, en konsekvens af mere end 40 års fundamentalt forfejlet indvandrings- og integrationspolitik, hvor antallet af mennesker med ikkevestlig baggrund i Danmark er tidoblet fra godt 50.000 først i 1980’erne til mere end en halv million i dag.

Selvom der er kommet mange udefra, som har ydet et værdifuldt bidrag til det danske samfund, deler demokratiske værdier og vil det liberale og frie samfund, er det uomgængeligt, at alt for mange ikke gør.

I en måling fra 2024 blandt danske muslimer angiver 59 pct., at de ikke ville acceptere, at deres barn levede som homoseksuel, mens 18 pct. siger, at de følger deres opfattelse af at være en rettroende muslim, selvom det betyder, at de »bryder love og regler i Danmark«.

Forstemmende nok er der særligt blandt de yngre en udtalt grad af sympati for religiøse dogmer, hvor cirka halvdelen af de adspurgte udtrykker sympati for terrorbevægelsen Hamas eller ikke ønsker, at deres børn skal blive gift med en ikkemuslim.

Selvom man naturligvis har ret til at ønske, hvad man vil for sine børn og tænke sit om Mellemøstkonflikten, ændrer det ikke på, at man ikke kan bygge demokratiske og frie samfund på sympati for totalitære terrorbevægelser eller et ønske om at isolere sin familie religiøst fra det samfund, man er en del af.

Problemerne kommer desværre ikke kun til udtryk i meningsmålinger, men også i den virkelige verden, hvor statistikkerne for indvandrere fra især MENAPT-landene i forhold til både kriminalitet og overførselsindkomster er sørgeligt forstemmende.

Værdimæssigt kolliderer det frie samfunds normer desuden konstant med dem, man finder hos en del indvandrere og efterkommere. Ytringsfriheden er under massivt pres, som Muhammedkrisen og regeringens pinlige knæfald for islamister i form af koranloven har demonstreret.

Vi ser et uddannelsessystem, hvor både eksperter, undervisere og statistikker fortæller, at både vold, uro og social og religiøs kontrol fylder mere. Vi ser undervisere, som fortæller, at muslimske dogmer bliver reproduceret af kommende socialrådgivere, og rektorer, som kan fortælle, at bederum bliver brugt til social kontrol blandt muslimer.

Vi ser også klaner, der i krydsfeltet mellem kriminalitet og religiøs kontrol – ofte med overlap til moskeer – styrer hele boligområder med hård hånd, som TV 2’s nylige dokumentar ”Ghetto” og tidligere ”Moskeerne bag sløret” har afsløret.

Det er ikke en udvikling, som Liberal Alliance ønsker for Danmark. Vores tilgang til løsningen af disse problemer er kompromisløst at kæmpe for de værdier, som det demokratiske Danmark er bygget på. Det indebærer et opgør med den asylmigration, der både har ført til et mere splittet og usikkert Danmark, men også at danske uddannelsesinstitutioner og myndigheder gør op med den berøringsangst, der alt for længe har præget tilgangen til indvandring.

På Liberal Alliances landsmøde blev vi dybt berørt af den 21-årige Sihaams fortælling om kompromisløst at ville Danmark, men også om at blive modarbejdet af såvel social kontrol i familie og somalisk parallelsamfund som af repræsentanter for Velfærdsdanmark. De så igennem fingre med blå mærker og udstedte beredvilligt udrejsetilladelser, som blev brugt til at sende en lille pige på koranskole i Somalia – og dermed væk fra både skole og venner i Danmark i flere år.

Vi ønsker et samfund, hvor mennesker som Sihaam, der ønsker at kæmpe for det demokratiske, ligestillede og liberale Danmark, som en selvfølge bliver budt velkommen. Mens de, der ønsker et Danmark præget af social kontrol og formørkede religiøse dogmer, ikke får et ben til jorden, men konsekvent bliver imødegået af myndigheder, der aldrig – af frygt for racismeanklager eller misforstået tolerance – accepterer, at basale frihedsrettigheder bliver trådt under fode.

Derfor vil Liberal Alliance sikre, at forsvaret for de liberale værdier, som det danske samfund er bygget på, i langt højere grad bliver tænkt ind i både vores indvandringspolitik, tildeling af statsborgerskaber, undervisningspolitik og socialpolitik.

Vi vil gøre op med den asylmigration, der har vist sig at være en eklatant og destruktiv fiasko gennem mere end 40 år. Vi vil sikre, at undervisning i centrale værdier som ligestilling og ytringsfrihed bliver obligatorisk i folke- og gymnasieskolen, og vi vil forhindre, at skattekroner bliver brugt på at oprette bederum, der kan understøtte religiøs kontrol.

Vi vil heller ikke længere acceptere, at vold mod børn i minoritetsmiljøer kræver langt flere indberetninger, før myndighederne griber ind, end tilfældet er for etnisk danske børn. Og så vil vi, helt i overensstemmelse med vores grundlovsfædres ønsker, sikre, at statsborgerskab ikke længere uddeles til mennesker, der aktivt har handlet i modstrid med landets demokratiske værdigrundlag. Hvis man ønsker at skabe sig en fremtid i Danmark, kræver det, at man tilslutter sig de værdier, den nation, man ønsker at blive en del af, er bygget på.

Det mener vi ikke er et vidtgående krav – tværtimod mener vi, det er det allermindste, man kan forlange.

Det liberale demokrati, som vi har arvet, er et resultat af generationers kamp for frihed, ligestilling og åbenhed. Men disse værdier kan også fortabes, hvis vi ikke forsvarer dem konsekvent, aktivt.

Danmark skylder både nuværende og kommende generationer, at friheden ikke blot bliver et slogan, men et princip, der håndhæves uden vaklen eller berøringsangst – netop fordi den er værd at kæmpe for.

“Ytringsfriheden er under massivt pres, som Muhammedkrisen og regeringens pinlige knæfald for islamister i form af koranloven har demonstreret.”

Forsvaret for de liberale værdier, som det danske samfund er bygget på, skal i langt højere grad tænkes ind i både vores indvandringspolitik, tildeling af statsborgerskaber, undervisningspolitik og socialpolitik. Det mener Alex Vanopslagh og Steffen Larsen.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 19/4)