Går vi til valg på højere fartgrænser og flere p-pladser, taber vi igen

Alexander Ryle
11. april 2025

De blå partier har talt for meget om biler og for lidt om byliv, træer og luftige boulevarder med blomster og græs. Derfor stemmer københavnerne rødt.

Selv om man er blå som os, kan man godt få nok af det evige klynk over, hvor rødt københavnerne stemmer.

For hvorfor stemmer så mange københavnere egentlig rødt? Det virker umiddelbart mærkeligt, når mange af dem har ganske høje indkomster, hvilket ofte får vælgere til at stemme blåt. Kunne forklaringen være, at de blå partier i København har gjort noget galt? Så vi ikke kan tillade os at brokke os, men i stedet må kigge indad – fordi vi selv bærer en del af ansvaret? Det mener vi.

Det, de blå partier i København har gjort galt i årtier, er, at de ikke har formuleret en vision for et København, som et grønnere og rarere sted at bo. Et København, hvor der er plads til børn på løbehjul, boldspil på græsplæner i hvert kvarter, træer og blomster i gaderne, mere ro og mindre sort asfalt.

Det er da en god vision at have! Men vi har for længe overladt det til venstrefløjen at sælge den vision til københavnerne, og til ingens overraskelse har byens vælgere kvitteret for det ved at stemme rødt.

Imens har blå partier ført valgkamp på, at byens største problem er, at biler ikke må køre hurtigt nok på vejene, som i øvrigt er for smalle til trafikken og for ensrettede, og at kommunen ikke stiller pladser nok til rådighed for bilerne, når de skal parkeres.

I Liberal Alliance begyndte vi så småt i valgkampen i 2021 at sige fra over for denne blå fortælling. Måske var det ikke realistisk at bygge en masse underjordiske parkeringspladser til én million kroner stykket på de københavnske skatteyderes regning, sagde vi.

Siden har vi i valgperioden i Københavns Borgerrepræsentation bakket op om lokale forskønnelses- og begrønningsprojekter i boligkvarterer og i Indre By, også når det har betydet, at enkelte parkeringspladser blev nedlagt. Og vi har hævet prisen på beboerlicenser ud fra devisen: Vi kan simpelthen ikke mætte et tæt på uendeligt behov for meget billige kommunale parkeringspladser i byen – vi bliver nødt til at hæve prisen på parkering, så borgere med et mindre behov for at eje egen bil tilskyndes til at vælge delebiler og andre løsninger.

Det er også den politik, vi agter at føre i den kommende valgperiode. Pladsen i en by som København er trang, og mange værdige behov skal dækkes. I de senere årtier har vi i København nedlagt parkering på centrale pladser og gader, fordi vi hellere ville skabe rum for byliv, rekreation og en smuk og rar by at være i. Biler kan ikke længere parkere i hverken Nyhavn, på Kongens Nytorv, Israels Plads, Christiansborg Slotsplads eller Gammel Torv. Og det er alle glade for! Vi vil fortsætte med at skabe mere plads til andet byliv fremfor parkering i Middelalderbyen.

Nedlæggelsen af p-pladser i indre København er sket i takt med, ikke i modsætning til, at København er blevet en stadig mere attraktiv by at bo i, arbejde i og besøge. Det er faktisk ikke sådan, at folk ikke vil bo i København længere, fordi der ikke er så mange parkeringspladser i København K, som der var engang. Arbejdspladserne forsvinder heller ikke ud af byen, og turisterne fra resten af Danmark og udlandet er ikke holdt op med at komme til os. Tværtimod!

Flere vil bo i, arbejde i og besøge København i dag, end før de parkeringspladser blev nedlagt. Fordi her er rarere at være, og fordi byen er blevet smukkere af det. Fordi der er plads til mere af det københavnske byliv, som vi alle godt kan lide, men som ikke har med parkering af biler at gøre: en gåtur gennem byen, cafébesøg med udeservering, slikke sol på en bænk og mødes med vennerne.

København blev lavet, før bilen blev allemandseje. Brede boulevarder med træer, græs og blomsterbede prydede byen sammen med smalle brostensbelagte gader, og gående og cyklende københavnere myldrede over det hele. Siden kom fremskridtet til København med individuel persontransport i biler, og boulevardernes træer blev fældet, og blomster blev asfalteret, mens der blev tegnet hvide streger til parkering i de smalle gader.

Nu skriver vi 2025, og man kan som borger i København komme kvikt fra den ene ende af byen til den anden med enten S-tog eller Metro-tog. Vi har cykelstier overalt, og elcyklen er tilgængelig for enhver, som ikke har rå muskelkraft nok til at dække sit behov for tilstrækkelig hurtig fremdrift.

Vi har planlagt en ny østlig ringvej fra Nordhavn til Lufthavnen, så udefrakommende i fremtiden både kan køre den ene og den anden vej rundt om København, uden at skulle igennem byen, og så københavnere med bil også vil kunne køre ud til ringvejssystemet, rundt om byen og ind igen der, hvor de skal hen. Tiden er faktisk moden til, at også vi blå partier i København kan sige, at vi forestiller os en by, hvor bilerne fylder mindre, og hensynet til menneskelivet fylder mere.

Vi tror på, at det er en rigtig vej at gå for København. Vi tror også, at mange flere københavnere vil stemme blåt, hvis vi blå partier siger det højt. De røde har for længe haft monopol på at ville mere med København end gennemkørsel af biler og billige parkeringspladser.

“De røde har for længe haft monopol på at ville mere med København end billige parkeringspladser”

(Indlæg bragt i Politikken d. 11. april 2025)

Vi skal ikke tvangsfordele velfungerende elever, fordi nogle andre ikke kan opføre sig ordentligt

Alexander Ryle
8. april 2025

I Liberal Alliance er vi fuldt bevidste om, at der er voldsproblemer på visse folkeskoler

Som forælder skal man kunne stole på, at ens barn får en plads på den lokale folkeskole. Det kan man heldigvis som hovedregel i dag, da alle børn er tilknyttet en distriktsskole. En lokal folkeskole skaber værdi for både elever og forældre – med kort afstand til skole og fritidsaktiviteter og klassekammerater i nærområdet.

Men står det til den socialdemokratiske overborgmesterkandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, skal skoledistrikterne i København ændres, så de tager hensyn til elevernes herkomst og sociale baggrund. Ifølge den tidligere børne- og undervisningsminister er målet at gøre op med den vold, som Berlingske har dokumenteret som udbredt på flere københavnske folkeskoler.

Men Rosenkrantz-Theils forslag løser næppe voldsudfordringerne. Tværtimod risikerer det at sprede dem til velfungerende naboskoler. Hvorfor overføre problemerne fra Harrestrup Å Skole, hvor 55 procent af de ansatte har oplevet vold det seneste år, til Hanssted Skole, hvor tallet kun er tre procent?

Eller fra Nordøstamager Skole, hvor 41 procent af personalet har oplevet vold, til Christianshavn Skole, hvor det gælder ti procent? Vi risikerer, at velfungerende familier fravælger folkeskolen, hvis de mødes af vold, uro eller et utrygt miljø på skolen. Og så bliver folkeskolen endnu mindre »blandet« – altså det modsatte af, hvad Socialdemokratiet siger, de ønsker.

Socialingeniørkunst virker ikke – og det burde selv Socialdemokratiet efterhånden have indset.

Et godt eksempel er Aarhus Kommunes fejlslagne integrationstiltag, hvor man siden 2006 har sendt tosprogede børn med bus til andre skoledistrikter for at forhindre, at børnenes lokale folkeskoler kom ind i en skæv udvikling, hvor ressourcestærke forældre tog deres børn ud.

En undersøgelse af tiltaget viser nemlig, at busbørnene klarer sig dårligere end deres jævnaldrende – både fagligt og socialt. I Liberal Alliance er vi fuldt bevidste om, at der er voldsproblemer på visse folkeskoler.

Men løsningen er ikke endnu et socialdemokratisk eksperiment – vi skal tage fat om problemets rod. Derfor har vi peget på, at det skal være nemmere for lærerne at gribe fysisk ind i voldelige og truende situationer.

For eksempel ved at afskille elever i en slåskamp eller føre en voldelig elev ud af klasseværelset. Det går ikke, at mange lærere i dag holder sig tilbage af frygt for, at det kan koste dem jobbet. Vi skal ikke tvangsfordele velfungerende elever, fordi nogle andre ikke kan opføre sig ordentligt.

Det frie skolevalg handler ikke kun om valgfrihed – det handler også om tryghed. Trygheden ved at vide, at ens barn kan få plads på sin lokale folkeskole.

Af: Alexander Ryle og Signe Bøgevald Nielsen

(Indlæg bragt i Berlingske d. 5/4-2025)

Hvis du vælger at bo i en storby, vælger du også at leve med de udfordringer, der følger med

Alexander Ryle
19. november 2024

Klagerne er mange, når livet i København ikke lige matcher forventningerne. Det meste kunne nemt løses ved at vælge en anden adresse – måske et sted på landet med stilhed og natur.

Trafikstøj, fly, børns leg, og nattelivets puls er uundgåelige aspekter af livet for alle os, der bor i København. Alligevel vælger jeg at blive, fordi fordelene ved bylivet – adgangen til oplevelser, kollektiv transport og jobmuligheder – opvejer ulemperne. Men det kræver, at man gør op med sig selv, hvad der betyder mest.

Desværre ser vi en tendens til, at sensitive københavnere klager over udfordringer, de selv har valgt at bo tæt på.

Tag eksempelvis Svend Andersen, som bor tæt på lufthavnen og mener, at larmen og lugten er til så stor gene, at han ønsker færre flyvninger og endda et natligt flyveforbud. Men lufthavnen var der jo, da han flyttede ind, og man må formode, at det også afspejlede sig i hans boligpris. Det er simpelthen egocentrering i anden potens.

Et andet eksempel er beboerne på Margretheholm, som vel at mærke er en del af København K, der er bekymrede for, hvordan den kommende M5metrolinje vil påvirke deres nærområde. For børnene betyder det færre steder at lege, og noget af den i forvejen sparsomme natur kan blive inddraget i projektet. En udsigt, som det både er rimeligt og forståeligt at ærgre sig over. Men bare fordi man har sikret sig selv et sted at bo og en Tesla i carporten, stopper behovet for udvikling af København ikke. Hvis natur og stilhed er det, man prioriterer, er det så ikke bedre at bo et sted, hvor det er mere inden for rækkevidde?

Klagesangen stopper ikke her. For nylig blev det foreslået at forbyde partybusser, fordi beboerne i området blev generet af larmen, samt at indføre en turismeskat for at styre turismen. Ydermere var det snublende tæt på, at et flertal på rådhuset forbød udeservering efter kl. 22. Men dette er fænomener, der hører med til bylivet, og som man må acceptere, hvis man vælger at bo i København.

Det er ikke meningen, at man skal affinde sig med urimelige forhold, men der er en balance mellem rimelige forventninger og det at tage ansvar for sit eget valg. Hvis du vælger at bo i en storby, vælger du også at leve med de udfordringer, der følger med.

Bylivet kommer med sine kompromiser. Jeg kan sagtens forstå, at nogen kan længes efter Jyllands fredelige tempo, ledige parkeringspladser eller de lavere boligpriser uden for hovedstaden. Men når du vælger København til, vælger du også en by, hvor larmen og trængslen er en del af pakken. Ingen forhindrer dig i at rykke teltpælene op og finde et sted, hvor omgivelserne bedre matcher dine behov – et sted med natur, fred og færre gener. Men hvis du bor i København, er det en del af aftalen.

(Indlæg bragt i Politiken d. 18/11-2024)

Skal vi løse Københavns parkeringsproblemer – eller fortælle historier til hinanden?

Ole Birk Olesen
15. april 2023

Kære københavner med bil, jeg er ked af, at du ved flere kommunalvalg er blevet bundet en historie på ærmet.

»Stem på mig, så skaffer jeg dig flere parkeringspladser,« har det lydt fra fortrinsvis borgerlige kandidater og partier. Det passede desværre ikke, og du har ikke fået flere p-pladser, og det var heller ikke seriøst ment, da de lovede dig det.

Så du cirkler stadig rundt for at finde en plads, og det hjælper dig nul og niks i jagten på en plads, at du har betalt kommunen for en beboerlicens. Der er ikke pladser nok til alle med en beboerlicens i dit kvarter.

Det kommer til at fortsætte, og det kommer til at blive endnu værre, hvis alt forsætter på samme måde som i dag. Flere københavnere vil få råd til bil, flere vil købe en, og der kommer ikke flere kommunale p-pladser.

Der er ikke plads på gadeniveau, og parkeringskældre koster cirka én million kroner pr. plads. Skal vi øge antallet af p-pladser på for eksempel Østerbro med ti procent, skal vi bruge en hel milliard kroner, som skal tages fra renovering af skoler, nyanlæg af børnehaver eller flere idrætsanlæg til den københavnske ungdom, som i dag har for få boldbaner og svømmehaller.

Sådan vil et flertal i Københavns Borgerrepræsentation ikke prioritere – og det bør vi heller ikke. En parkeringsplads til din bil er et privat gode til dig. Ude i villakvartererne, i Nordhavn og i Ørestad betaler folk selv for deres forbrug af parkeringspladser. Skal de så også betale en million over skatten for én p-plads i en parkeringskælder til deres bysbørn i brokvartererne? Selvfølgelig ikke.

Der er to muligheder: Enten accepterer vi, at det vil blive sværere og sværere at finde p-plads i brokvartererne og Indre By.

Ellers også prissætter vi beboerlicenserne, så kun folk, der har mest brug for bilparkering, køber en, mens andre med mindre bilbehov finder andre løsninger: Cykel, Metro, delebil osv.

Jeg synes ikke, vi skal fortsætte med, at p-pladserne går til dem med mest tid til at cirkle rundt i kvartererne.

Så lad os prissætte beboerlicenserne mere fornuftigt, hvilket vil sige, at de skal være dyrere. Så vil der til gengæld være en p-plads til dem, som ikke kan undvære en bil. I Nordhavn og Ørestad er der ikke mangel på p-pladser. Her skal man ikke cirkle rundt.

Jeg tror ikke, det er nødvendigt med så høje priser på beboerlicenser i de ældre dele af byen som i Nordhavn og Ørestad, for udbuddet af p-pladser på gaden er trods alt større i den gamle del af København. Men de nuværende ned til 1.335 kroner for fri parkering i et helt år (0 kroner for elbiler) i brokvartererne er altså meget billigt.

Vi kan også lade være, og du kan ved kommunalvalget i 2026 igen lade en politisk fusentast bilde dig ind, at en stemme på ham kan skaffe dig en parkeringsplads, som både er næsten gratis og ledig, når du skal bruge den. Du har ladet dig narre før, du kan lade dig narre igen.

Jeg synes ikke, vi skal fortsætte med, at p-pladserne går til dem med mest tid til at cirkle rundt i kvartererne.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 15. april 2023)

København skal ikke skamme sig over sig selv

Alexander Ryle
22. oktober 2022

København løfter et stort ansvar for hele landet og fortjener ikke den nedladende retorik.

MED DANMARKSDEMOKRATERNES indtræden i dansk politik har hovedstadsbashingen nået nye højder. København er blevet valgkampens syndebuk og bliver udstillet som privilegiernes epicenter, ligesom københavnerne udstilles som forkælede byboere, der lever overdådige liv på resten af landets bekostning.

Men sandheden er, at København i allerhøjeste grad løfter sin del og mere til.

Først og fremmest sender København direkte et stort økonomisk bidrag til resten af landet via udligningsordningen, hvor hovedstadsområdet sendte hele 14 milliarder til resten af landet i 2020. Derudover stod de 31,8 procent af Danmarks indbyggere, der bor i Region Hovedstaden, i 2021 for 48 procent af den samlede boligskattebetaling. Det svarer til over 5 milliarder kroner ekstra årligt i forhold til befolkningsandelen. Dertil kommer, at København er et trækplaster for turisme.

En analyse fra Wonderful Copenhagen viser, at den københavnske turisme i 2018 var ansvarlig for at skabe 11.128 arbejdspladser i resten af landet og et samlet skatteprovenu på 11 milliarder.

Mange forbinder måske storbyen med forurening, men faktisk er den gennemsnitlige københavners CO2-udledning ca. det halve af den gennemsnitlige danskers.

Sådan konkluderer forfatteren Simon Kjær Hansen, der har undersøgt storbylivets betydning for klimaet. Københavnerne er flere til at deles om tingene, og derfor bliver klimaaftrykket ved f. eks. at bygge en legeplads delt ud på mange personer. Fordi mange københavnere bor i lejlighedskomplekser, gør de et mindre indhug i naturen og kan deles om den samme fjernvarmerørledning.

Derudover bruger københavnere i sagens natur mere offentlig transport.

STORBYER VERDEN over tiltrækker skæbner, der lever på kanten. København er ingen undtagelse. Den nationale scene for hjemløse stofmisbrugere, Istedgade, ligger blot et minuts gang fra hovedbanegården.

Selv om der selvfølgelig både er misbrugere og hjemløse i alle dele af landet, bor hele 23,7 procent af landets hjemmeløse i København. Dertil kommer, at København huser mange borgere i lavindkomstgruppen og med sociale problemer.

Region Hovedstaden er den eneste region i landet, hvor andelen af almene boliger overstiger andelen af befolkningen. Prøv at tage ud i de mange betonkvarterer i Storkøbenhavn, og snak om fine saloner der.

Jeg synes, det er ærgerligt, at København er blevet til en politisk malkeko. Senest ved udflytningen af uddannelsespladser.

København bidrager i forvejen rigeligt til resten af landet og løfter et stort ansvar i forhold til både klima og sociale problemer.

Prøv at tage ud i de mange betonkvarterer i Storkøbenhavn, og snak om fine saloner der.

(Debatindlæg bragt i Politiken d. 22. oktober 2022)