Henrik Dahl
14. december 2022

Der er er næppe nogen historikere, der vil give mig ret, når jeg hævder, at visse årstal er bedre end andre, når det gælder om sammenfatte og forstå længere politiske forløb. Men lad mig give nogle eksempler.

Hvis man skal forstå Mellemøsten i vore dage, er 1979 et fantastisk godt årstal. For det første er der tale om året, hvor ayatollah Khomeini kommer til magten i Iran. For det andet er der tale om året, hvor USSR invaderer Afghanistan. Og for det tredje er der tale om året, hvor salafister besætter den store moské i Mekka i protest mod den verdslighed og det moralske forfald, den saudiske kongefamilie har påført deres land.

Kort og godt: Den vestlige verdens uddrivelse af Mellemøsten og den globale eksport af salafistisk terrorisme begynder i 1979. Derfor er der tale om et årstal, der er usædvanlig godt til at sammenfatte en kompliceret historie.

Et andet årstal, der er vigtigt at kende, hvis man vil forstå verden af i dag, er 1989.

I det år bliver Sovjetunionen nødt til at opgive den øst-og centraleuropæiske del af sit imperium. Og det samme år viser styret i Beijing på Tienanmen-pladsen sit sande ansigt: Der er tale om et ryggesløst diktatur, der aldrig har i sinde at give den mindste indrømmelse til demokratiske aspirationer i landet.

1989 er et af de mest fejlfortolkede årstal i den nyere verdenshistorie – sammen med 1979. Det bøder vi eftertrykkeligt for i vore dage.

Hvis man skal sammenligne situationen i Rusland i dag med noget relevant, skal man forestille sig, at Tyskland i 1945 var blevet slået militært. Men at landet ikke var blevet besat af sejrsmagterne, og at der ikke var gennemført en retssag imod krigsforbryderne i Nürnberg.

Når man har fået det ind i sit hoved, skal man gå videre til at forestille sig, at al magt i Tyskland fra omkring 1960 var blevet centraliseret omkring en gruppe af yngre medarbejdere i Gestapo, der i mellemtiden havde fået alderen og erfaringerne til at indtage ledende poster i staten.

Og man skal forestille sig, at der fra Berlin udgik evindelige løgnehistorier om den historiske ret, Tyskland havde til at besætte hele det vestlige Polen; Tjekkiet; Østrig; Ungarn og det nordlige Balkan.

Det, der i vore dage udgår fra det ubesejrede USSR, er præcis det samme: En evindelig strøm af løgnehistorier – understøttet af både hybrid og varm krig – om Ruslands krav på sit gamle imperium.

Samtidig med at man fejlfortolkede det ubesejrede, men midlertidigt inkapaciterede USSR fra 1989, forestillede man sig, at Tiananmen var en beklagelig overreaktion fra et i øvrigt velmenende og menneskevenligt styre i Beijing. Og at man derfor med sindsro kunne fylde fantasilliarder af kroner ned i regimets pengekasse. Hvorfor skulle kommunisterne dog nogensinde anvende de penge til dunkle formål? De er så dannede og forfinede i Kina, med alt deres porcelæn og silke. Det var selvfølgelig den fatale fejlfortolkning nummer to af året 1989.

Både den ubesejrede, men ydmygede Sovjetunion, og de høflige og stilfærdige stalinister i Beijing blev aflæst forkert af eliterne i den vestlige verden i årtierne, der fulgte. Ligesom man ti år forinden havde aflæst værdiskreddet i Mellemøsten totalt forkert. Derfor har man sidenhen troet på de mest absurde ting: At Mellemøsten – med lidt hjælp – ville demokratisere sig selv. At imperialisterne i Rusland ville falde til ro. At Kina umuligt kunne have skjulte og fra Vesten divergerende dagsordener.

Det er så tosset, at hvis det ikke var sket i virkeligheden, ville ingen mennesker tro på det.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 14. december 2022)