Drop tvang og moderniser Forsvaret gennem frivillig værnepligt

Carsten Bach
8. februar 2023

For regeringen er det et mål at styrke værnepligten. For Liberal Alliance er målet at styrke Forsvaret.

Det vil vi gøre ved at øge antallet af soldater, hvilket bedst sker gennem frivillig rekruttering og ikke gennem tvang.

Derfor skal vi afsøge alle muligheder for at få flere frivillige igennem værnepligten, før vi gør brug af tvang af mænd såvel som af kvinder. Forbilledet er her USA, som har en af verdens mest professionelle hære uden at have gjort brug af tvang.

Det er vigtigt at sige, at Liberal Alliance ikke ønsker at ændre eller afskaffe §81 i Grundloven, som forpligter borgerne til at bidrage til landets forsvar. Paragraffen er det bolværk, der i kriser og ultimativt i krig skal sikre soldater til forsvaret af Danmark.

Derimod mener vi, at værnepligtsloven og værnepligten skal ændres for at afspejle det moderne Danmark, så vi af frivillighedens vej styrker Forsvaret.

Kampagner skal lokke kvinderne til

En moderne værnepligt skal bygge på frivillighed og tilbyde en pakke, som ansporer flere unge til en karriere i Forsvaret eller beredskabet.

Derfor skal vi gennemse hele systemet og rydde alle de benspænd af vejen, som forhindrer unge i at melde sig som værnepligtig og søge karriere i Forsvaret. Og vi skal lave målrettede kampagner, der vil få flere kvinder til at melde sig til Forsvarets Dag.

Alt dette glæder vi os til at drøfte med Folketingets øvrige partier i forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig.

En ændring af værnepligten skal naturligvis ske på baggrund af militærfaglige ekspertvurderinger, så en moderne værnepligt fremadrettet styrker Forsvarets rekruttering og uddannelse af et professionelt dansk forsvar, så vi er bedst muligt rustet til at leve op til vores forpligtelser inden for rigsfællesskabet og Nato.

Derudover ønsker vi ensartede og moderne vilkår for alle, som vil aftjene værnepligt eller melde sig frivilligt. Det handler blandet andet om at skabe frie og lige muligheder for alle til at kunne aftjene værnepligt og skabe sig en karriere i Forsvaret eller beredskabet.

Vi har ikke en målsætning om, at der skal være lige mange mænd og kvinder. Men skal Forsvaret kunne tiltrække flere unge på frivillig basis, er vi nødt til at give vores værnepligtige bedre forhold. Det kunne være mere i løn, bedre muligheder for efter afsluttet værnepligt at uddanne sig inden for Forsvaret uden bindinger.

Det kunne også være at give alle en mulighed for at afbryde deres værnepligt, sådan som kvinder har det i dag. Det vil også øge motivationen blandt de værnepligtige.

Flere hold og mere fleksibilitet

I Liberal Alliance mener vi, at der er behov for en moderne struktur på værnepligten med langt flere værnepligtshold og mere fleksibilitet i optaget, så det altid er muligt at starte med kort varsel.

Efter afsluttet værnepligt skal der være tilbud om at kunne fortsætte i tjenesteforløb som overbygning til den almindelige værnepligt, som det i dag sker blandt andet i Livgarden. Det kunne være en udsendelse til Baltikum og/eller uddannelse og efterfølgende optagelse i en egentlig reservestyrke.

Hjemmeværnet skal styrkes som den frivillige del af vores militær, hvor det også skal være muligt at aftjene værnepligt på deltid med merit til senere brug i den professionelle del af Forsvaret.

Væsentligt er det dog, at uanset hvor store ændringer af værnepligtsloven, der foretages, så får det ikke Grundlovens §81 til at forsvinde.

(Debatindlæg udgivet på altinget.dk d. 7. februar 2023)

Afskaffelsen af Store Bededag er rendyrket socialdemokratisk spin

Carsten Bach
7. januar 2023

Mette Frederiksen slog med sin nytårstale fast, at regeringen vil afskaffe en helligdag – men regeringen overspiller og stikker vælgerne blår i øjnene, når de kobler Store Bededag med finansieringen af forsvaret og krigen i Ukraine.

Som liberal bifalder jeg selvfølgeligt, at der følger finansiering med politiske forslag. Det forhindrer et politisk flertal i unødigt at gældsætte nationen. Men en afskaffet helligdag er ikke øremærket finansiering.

Statsministerens fine ord om, at det er det rigtige at gøre, fordi der er krig i Ukraine, og at danskerne derfor ” skal bidrage til vores fælles sikkerhed”, er spinsprog, der kan oversættes til “mere arbejde for samme løn” – eller en dags arbejde uden løn. At påstå andet er at stikke blår i øjnene på vælgerne.

Regeringens forklaring om, at pengene, som staten høster ved at afskaffe en helligdag, bliver givet som en stor pose penge til Danmarks forsvar, er intet andet end et forsøg på at lade forslaget glide lettere ned hos vælgerne og arbejdsmarkedets parter. Pengene ryger ind i den store statskasse uden at være øremærket til noget bestemt.

Det kan næppe være en overraskelse for statsministeren, at hun “fornemmer, at forslaget ikke har opbakning hos alle”. Forslaget må siges at være et uheldigt, upopulært fejlskud, som ingen af SVM-regeringens vælgere i øvrigt kendte til før valget. Alligevel bliver det knyttet tæt sammen med den vigtige opbygning af vores fælles forsvar i et skørt finansieringskryds.

SVM-regeringen fortsætter den socialdemokratiske stil fra Mette Frederiksens første regering. Ingen kvaler, skatteborgerne betaler. En rød mindretalsregering ville været nødt til at indkalde de politiske partier til forhandlinger for at finde finansiering til forsvarsbudgettet.

Det er desværre ikke nødvendigt for den nye SVM-regering, der med forøget styrke mere eller mindre fortsætter den socialdemokratiske linje fra tidligere.

I Liberal Alliance har vi en økonomisk plan med fuld finansiering til de 2% af BNP, som Danmark allerede næste år kunne bruge på forsvaret -uden at det koster danskerne hverken en helligdag eller en dag, hvor de skal arbejde gratis.

Forslaget må siges at være et uheldigt, upopulært fejlskud, som ingen af SVM-regeringens vælgere i øvrigt kendte til før valget.

(Debatindlæg bragt i Danmark Fyns Amts Avis d. 7. januar 2023)

Sæt værnepligten fri

Carsten Bach
30. september 2022

De såkaldte “bevidste handlinger” med sprængninger af gasledningerne i Østersøen krævede hurtig aktion fra et professionelt beredskab og forsvar. Det er formentligt den type af “bevidste handlinger”, vi skal forberede os på i fremtiden.

Derfor nytter det heller ikke noget at bruge ressourcer på en flerdobling af værnepligtige, som de nationalkonservative partier ønsker sig ved det kommende forsvarsforlig på den anden side af valget.

I stedet burde vi sætte værnepligten fri. Et stærkt forsvar er nemlig ikke nødvendigvis en nationalkonservativ mærkesag, som det ellers ofte kan sættes i tråd med. Et stærkt forsvar er en liberal mærkesag, hvor der er internationalt udsyn og blik for frihed, samarbejde og ikke mindst frivillighed.

Den nationalkonservative del af det borgerlige Danmarks selvbestaltede førsteret og monopol på forsvarspolitikken skal annulleres.

De kommende år skal Danmark i væsentlig grad bidrage til at styrke internationalt samarbejde mellem vestlige liberale demokratier for bedre at beskytte den vestlige samfundsorden og demokratiet, det gør vi dog ikke ved at øge antallet af værnepligtige eller ved også at indføre tvang for kvinder, men derimod i stedet ved at basere den militære tjans på frivillighed og professionalisme.

Forliget fra 2018 afspejler netop den tyngde til det professionelle forsvar, der er nødvendig. Der skal fortsat være et massivt fokus på indkøb af moderne militært isenkram og opstilling af professionelle enheder til at indgå i Nato-alliancens forsvar af Europa og det vestlige liberale demokrati. Ligesom det sagtens kan give mening at udvide forsvaret, men blot på frivillig basis.

Vi skal væk fra gammeldags national magtpolitisk tænkning, hvor snævre nationale interesser trækker beslutningerne i en retning, hvor Danmark selvstændigt skal stå stærkt og afskrækkende på alle fronter og våbentyper.

Danmarks forsvar skal således indrettes til at kunne plotte direkte ind i den store Nato-ramme og skal derfor selvfølgelig bygge på en professionalisme, hvor alle unge mennesker kan melde sig frivilligt, som det bør høre sig til i et moderne, liberalt demokratisk land som Danmark i 2022.

(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 30. september 2022)

Det skal være slut med pølsesnak om Forsvarets tilstand

Henrik Dahl
23. marts 2022

Det er faldet i mit lod at være ordfører for en god del af de ulykker, der har ramt verden i de senere år. Først var det sundhed og mink. Nu er det flygtninge, forsvarspolitik og udenrigspolitik.

En af de ting, jeg har lært ved at beskæftige mig indgående med store kriser, er, at Danmark gennem en lang årrække og skiftende regeringer totalt har sjoflet spørgsmålene om beredskab og robusthed.

Da de første rapporter om en helt ny sygdom indløb fra Kina i begyndelsen af 2020, var de danske sundhedsmyndigheder skråsikre. For det første ville den nye sygdom formentlig ikke komme til Danmark. Forkert. For det andet havde vi et robust beredskab, hvis det utænkelige alligevel skulle ske. Forkert igen. Sygdommen kom til Danmark, og myndighederne havde ikke noget, der mindede om robuste planer for at håndtere en epidemi i den skala.

Derfor endte det med at tage måneder og halve år at få opbygget en troværdig og fornuftig strategi for at forebygge, at sygdommen bredte sig ukontrollabelt.

Nu ser vi det samme billede i forhold til Ruslands trusler imod den europæiske sikkerhedspolitiske orden.

Det er næsten otte år siden, at Danmark skrev under på Wales-topmødets erklæring om, at NATO-landene skulle op på at anvende to procent af deres BNP på forsvar. I den mellemliggende periode er stort set intet sket. Selvom der har været massere af tegn på, at Rusland ikke havde nogen hæmninger eller begrænsninger, når det gjaldt om at sætte sin politiske vilje igennem.

I stedet for at styrke Forsvarets beredskab og robusthed er Folketinget blevet spist af med skiftende regeringers pølsesnak om, at man arbejdede på sagen, og at NATO nok så lige lovlig sort på det danske forsvars tilstand.

Det passede lige så lidt, som det passede, at sundhedsmyndighederne i tilfælde af en pandemi, der blot nærmede sig den spanske syge, havde styr på tingene.

Danmarks evne til at forsvare sig imod luftangreb er for eksempel ikkeeksisterende, hvis man ser bort fra, hvad vores ganske lille flyvevåben kan formå. Det samme er Danmarks evne til at levere et robust forsvar af dansk territorium. Den brutale sandhed er: Det kan vi ikke. Det mandskab og det materiel, der skulle bruges til at modsætte sig en fjendtlig erobring af dansk territorium, eksisterer ikke. Og vil heller ikke komme til at eksistere de næste mange år. For som vi allerede lærte under pandemien: Det er et kæmpe problem, når den globale efterspørgsel på bestemte varer stiger voldsomt inden for meget kort tid. Og den globale efterspørgsel på avancerede våben er virkelig vokset i 2022.

Jeg tror, der er nogle systemiske problemer i Danmark, der griber ind i hinanden på en overordentlig uheldig måde.

For det første har Finansministeriet gennem en meget lang årrække forlangt rationaliseringer i et omfang, der lå langt ud over, hvad hensynet til beredskab og robusthed tilsagde. Ud fra helt igennem teoretiske og ikkefaglige antagelser har man forlangt, at både sundhedsvæsenet og Forsvaret skulle være langt mere skrøbeligt og udsat i en krisesituation, end godt er.

Men samtidig med at man har barberet samfundskritiske institutioner ned, har man fyldt Folketinget og den interesserede del af befolkningen med bullshit og PowerPointpræsentationer.

Vi kan ikke rette op på Forsvarets triste tilstand nu. Ligesom vi ikke kan rette op på de problemer, der ligger i at have en mikroskopisk politistyrke. Men vi kan stille som et krav, at det må være slut med bullshit. Fortæl os i det mindste sandheden. Så bliver det meget lettere at træffe de rigtige beslutninger.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 23. marts 2022)

John Lennons flyvske drømme virker ikke i en verden med krig i Europa

Henrik Dahl
9. marts 2022

Verden blev ny 24. februar. Forude venter et kæmpe arbejde med at drage de rette konsekvenser.

Når vi engang ser tilbage på 20erne, vil datoen 24. februar 2022 blive anset for at være mindst lige så skelsættende som 9. november 1989, hvor Berlinmuren faldt. Eller 11. september 2001, hvor USA blev angrebet af al-Qaeda.

I alle tre tilfælde er der tale om datoer og begivenheder, der sætter et helt klart før og efter. Hvad der var standardantagelser om Europa 8. november 1989, var modent til en grundlæggende revision 10. november. Ligesom alle standardantagelser om USAs og den vestlige verdens sikkerhed måtte revideres 12. september 2001, og enhver rutinepræget mening om Rusland, Europa og NATO har set nusset og forældet ud siden 25. februar i år.

Lad os derfor gøre nogle nedslag i, hvad der nu har været nussede og forældede antagelser i snart to uger.

EU er fredens projekt. Nej, det er EU ikke. EU er den økonomiske velstands projekt, og det skal vi være glade for. Men fredens projekt er NATO. Fordi fred ikke står og falder med, at inflationen er lav og reguleringen ensartet. Men med at det er så afskrækkende at angribe, at selv den største tåbe kan indse, at det er en dårlig idé.

Grænser hører fortiden til. Nej, det gør grænser ikke. Det kunne i teorien være dejligt, hvis løven græssede ved siden af lammet og Kardemommeloven gjaldt i hele verden. Men ingen af delene er tilfældet. Og så er det tvingende nødvendigt at kunne fastslå, hvem der har jurisdiktion hvor.

I Europa uden for Rusland og nogle få, tidligere sovjetrepublikker hersker én orden, som for det meste garanteres af NATO. Kampen om Ukraine handler fra landets eget synspunkt om, at det gerne vil være en del af denne orden. Mens kampen set fra Ruslands synspunkt handler om at indføre en russisk orden, der i hvert fald breder sig så langt mod vest, som det blev aftalt på topmøderne i Jalta og Potsdam i 1945. Derfor er det ekstremt vigtigt at få trukket nogle grænser, som definerer, hvor henholdsvis den vestlige orden og den russiske orden hersker.

Ville det ikke være lettere at forestille sig, at der ikke var nogen lande? Ikke noget at dræbe eller dø for? Ikke nogen religion? At forestille sig, at alle mennesker levede i fred? Jo. Hvis man havde for vane at tage lige så mange stoffer som ophavsmanden til tanken, nemlig John Lennon.

Flyvske tanker er smukke. Men de har ikke noget som helst at gøre med, hvordan verden faktisk er indrettet, og hvordan man bedst muligt sikrer sig, at de fleste mennesker kan leve en tålelig tilværelse.

For nu at tage John Lennons flyvske ideer en for en: Der findes lande. Og det betyder ikke bare områder, hvor passet har et bestemt udseende. Det betyder også samfundsmodeller for, hvordan man sikrer liv, frihed og enhvers stræben efter det gode liv (eller lader være med at sikre disse ting).

Det ubehagelige ved samfundsmodellerne er, at de ikke altid kan lade hinanden i fred. Styret i Rusland vil for eksempel gerne have, at de politiske bedetæpper i Europas hovedstæder peger imod Moskva. Det vil vi ikke have i resten af Europa. Og dermed har vi en ballade, der ikke kan forebygges med en ballade.

Desværre findes der også religioner, der gerne vil dominere over mange mennesker og store landområder. Og gerne vil bruge vold for at nå deres mål. Hvis krigeriske repræsentanter for disse religioner ikke vil høre, er verden desværre sådan indrettet, at så må de føle. Og fordi det er prøvet så tit, kan jeg sige med 100 procents sikkerhed: De bremser ikke op ved lyden af en hippiesang.

Verden blev ny 24. februar. Forude venter et kæmpe arbejde med at drage de rette konsekvenser.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 9 marts 2022)