Det er faldet i mit lod at være ordfører for en god del af de ulykker, der har ramt verden i de senere år. Først var det sundhed og mink. Nu er det flygtninge, forsvarspolitik og udenrigspolitik.

En af de ting, jeg har lært ved at beskæftige mig indgående med store kriser, er, at Danmark gennem en lang årrække og skiftende regeringer totalt har sjoflet spørgsmålene om beredskab og robusthed.

Da de første rapporter om en helt ny sygdom indløb fra Kina i begyndelsen af 2020, var de danske sundhedsmyndigheder skråsikre. For det første ville den nye sygdom formentlig ikke komme til Danmark. Forkert. For det andet havde vi et robust beredskab, hvis det utænkelige alligevel skulle ske. Forkert igen. Sygdommen kom til Danmark, og myndighederne havde ikke noget, der mindede om robuste planer for at håndtere en epidemi i den skala.

Derfor endte det med at tage måneder og halve år at få opbygget en troværdig og fornuftig strategi for at forebygge, at sygdommen bredte sig ukontrollabelt.

Nu ser vi det samme billede i forhold til Ruslands trusler imod den europæiske sikkerhedspolitiske orden.

Det er næsten otte år siden, at Danmark skrev under på Wales-topmødets erklæring om, at NATO-landene skulle op på at anvende to procent af deres BNP på forsvar. I den mellemliggende periode er stort set intet sket. Selvom der har været massere af tegn på, at Rusland ikke havde nogen hæmninger eller begrænsninger, når det gjaldt om at sætte sin politiske vilje igennem.

I stedet for at styrke Forsvarets beredskab og robusthed er Folketinget blevet spist af med skiftende regeringers pølsesnak om, at man arbejdede på sagen, og at NATO nok så lige lovlig sort på det danske forsvars tilstand.

Det passede lige så lidt, som det passede, at sundhedsmyndighederne i tilfælde af en pandemi, der blot nærmede sig den spanske syge, havde styr på tingene.

Danmarks evne til at forsvare sig imod luftangreb er for eksempel ikkeeksisterende, hvis man ser bort fra, hvad vores ganske lille flyvevåben kan formå. Det samme er Danmarks evne til at levere et robust forsvar af dansk territorium. Den brutale sandhed er: Det kan vi ikke. Det mandskab og det materiel, der skulle bruges til at modsætte sig en fjendtlig erobring af dansk territorium, eksisterer ikke. Og vil heller ikke komme til at eksistere de næste mange år. For som vi allerede lærte under pandemien: Det er et kæmpe problem, når den globale efterspørgsel på bestemte varer stiger voldsomt inden for meget kort tid. Og den globale efterspørgsel på avancerede våben er virkelig vokset i 2022.

Jeg tror, der er nogle systemiske problemer i Danmark, der griber ind i hinanden på en overordentlig uheldig måde.

For det første har Finansministeriet gennem en meget lang årrække forlangt rationaliseringer i et omfang, der lå langt ud over, hvad hensynet til beredskab og robusthed tilsagde. Ud fra helt igennem teoretiske og ikkefaglige antagelser har man forlangt, at både sundhedsvæsenet og Forsvaret skulle være langt mere skrøbeligt og udsat i en krisesituation, end godt er.

Men samtidig med at man har barberet samfundskritiske institutioner ned, har man fyldt Folketinget og den interesserede del af befolkningen med bullshit og PowerPointpræsentationer.

Vi kan ikke rette op på Forsvarets triste tilstand nu. Ligesom vi ikke kan rette op på de problemer, der ligger i at have en mikroskopisk politistyrke. Men vi kan stille som et krav, at det må være slut med bullshit. Fortæl os i det mindste sandheden. Så bliver det meget lettere at træffe de rigtige beslutninger.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 23. marts 2022)