Sådan håndterer EU fremtidens migrationsstrømme

Henrik Dahl
2. april 2024

I sidste uge kunne Egyptens præsident, al-Sisi, gnide sig i hænderne over, at han netop har landet en aftale med Den Europæiske Union.

I fremtiden vil EU nemlig sende 55 mia. kr. til al-Sisis autoritære regime i bytte for bedre grænsekontrol, som skal begrænse tilstrømningen af illegale immigranter fra Egypten til Europa.

Aftalen med Egypten er et fint skridt i den rigtige retning mod en mere holdbar situation for Europas migrationsudfordringer.

Men det er ikke tilstrækkeligt. For ikke siden flygtningekrisen i 2015-2016 har der været så mange immigranter, der søger mod EU. Alene sidste år var der 1,14 mio. flygtninge, der søgte asyl i Europa, hvilket er en stigning på 18 pct. i forhold til året forinden.

Derfor bliver EU nødt til at få etableret nogle mere langvarige løsninger, hvor vi ikke gør os afhængige af utilregnelige lande som Egypten eller Tyrkiet.

Et godt sted at starte er ved at etablere flere modtagecentre i nærområderne. For hverken EU eller asylansøgerne er tjent med den nuværende situation, hvor flygtninge – ofte under kummerlige forhold og med hjælp fra menneskesmuglere – er nødsaget til at sætte deres liv på spil i en gummibåd over Middelhavet.

Hvis EU udruller et omfattende netværk af modtagecentre i nærområderne, vil vi ikke blot kunne forhindre, at Europa oversvømmes af illegale immigranter, som koster de europæiske lande dyrt både økonomisk, kulturelt og i forhold til kriminalitet.

Vi vil ligeledes kunne hjælpe flest mulige flygtninge med behov for hjælp, fordi det i sagens natur er mere omkostningseffektivt at hjælpe i nærområderne, end hvis asylansøgerne først skal til Europa.

Sidste gang Europa blev ramt af en flygtningekrise, var vi ikke i stand til at håndtere udfordringen.

En af de vigtigste opgaver for det kommende Europa-Parlament bliver at indhente efterslæbet, så vi kan håndtere fremtidens migrationsstrømmene og hjælpe flest mulige flygtninge med behov for hjælp.

For hvis EU’s indre grænser fortsat skal kunne holdes åbne, er det en forudsætning, at der kommer styr på de ydre grænser.

Af Henrik Dahl og Mads Strange.

(Indlæg bragt i Børsen d. 2/4-2024)

Mandela ville være pinligt berørt over jer, ANC

Henrik Dahl
14. marts 2024

At ANC i realiteten støtter Rusland, er det største fald fra den moralske tinde, Nelson Mandela satte ANC på, man overhovedet kan forestille sig.

I sidste uge besøgte Udenrigspolitisk Nævn Etiopien og Sydafrika. Formålet med besøget i Addis Ababa var ikke mindst at holde møder med Den Afrikanske Union, som har sit hovedkvarter der.

Formålet med besøget i Sydafrika – der både gik til Pretoria, Cape Town og Stellenbosch – var generelt at gå i dialog med sydafrikanske beslutningstagere og eksperter om Sydafrikas rolle og ambitioner i den nye verdensorden, der tegner sig.

Et enkelt besøg i Sydafrika giver ikke et fyldestgørende grundlag for at fælde nogen domme eller nå frem til nogen konklusioner. Så de følgende betragtninger er umiddelbare overvejelser over nogle af de ting, jeg fandt mest tankevækkende.

Min første overvejelse er: ANC har et troværdighedsproblem. Jeg vil endda gå så langt som til at sige: ANC har et stort og påtrængende troværdighedsproblem.

ANC (African National Congress) er Nelson Mandelas parti. Og Nelson Mandela var og er en mand, de fleste beundrer. Også jeg. Både for sit personlige mod gennem mange års kamp mod apartheid – herunder en politisk dom, der kostede ham 27 års fængsel – og for sin rolle i at skabe det moderne, demokratiske og tolerante Sydafrika. Men det forekommer nogle gange, at alle ledere af ANC, der efterfulgte Nelson Mandela, har været halvt så gode som den forrige.

Hvis man spørger ANC, hvad partiet mener om krigen mellem Ukraine og Rusland, får man altid svaret: ANC tror på nationernes selvbestemmelse og den regelbundne verdensorden, men … Og ligesom ”jeg går stærkt ind for ytringsfrihed, men …” betyder, at man ikke går stærkt ind for ytringsfrihed, og ”jeg fordømmer 7. oktober, men …” betyder, at man ikke fordømmer den 7. oktober, så betyder ”ANC tror på nationernes selvbestemmelse og den regelbundne verdensorden, men …”, at ANC ikke tror på nationernes selvbestemmelse og den regelbundne verdensorden.

For det, ANC altid fortsætter med at sige, er, at parterne bør slutte fred nu, hvorfor der er behov for forhandlinger.

Der er adskillige ting at sige til det, hvoraf ingen er pæne. Den første og vigtigste er, at Rusland ikke er en partner, man kan stole på. Al erfaring siger, at det ikke giver nogen mening at lave aftaler med Putin-regimet, eftersom det er konsekvent løgnagtigt, uoprigtigt og upålideligt.

”At forhandle med Rusland” er kort og godt et tomt og meningsløst udtryk, der hører hjemme i fantasiens verden.

Men lad os nu som et tankeeksperiment antage, at Rusland var en forhandlingspartner, man kunne stole på. Selv i det tilfælde er ANC’s tilgang absurd. Forudsætningen for, at man bør forhandle, er, at begge parter har fat i en del af sandheden.

At begge parter står med noget, der i sin kerne er en rimelig og retfærdig sag. Men den forudsætning er ikke opfyldt. Rusland har nul andel i sandheden, når det gælder Ukraine. Rusland har nul og ingenting, når det gælder om at repræsentere det rimelige og det retfærdige.

At sige, at Rusland og Ukraine skal forhandle, svarer til at sige, at den, der truer med voldtægt, og den, der trues med at blive voldtaget, burde sætte sig ned og snakke tingene igennem og nå frem til et eller andet rimeligt udfald.

Det er jo det glade vanvid. Men det er den slags vanvid, ANC med usvigelig sikkerhed promoverer, når man spørger om Rusland og Ukraine.

Sandheden er, at Rusland modarbejder ethvert princip, som Sydafrikas forfatning bygger på. Altså ethvert af de principper, Nelson Mandela i sin tid arbejdede for at få ind i Sydafrikas forfatning.

Sydafrikas forfatning bygger på demokrati og menneskerettigheder. På at stække magten ved fastholde, at den er tredelt. Sydafrikas forfatning bygger på respekt for det enkelte menneske, for minoriteter, for privat ejendomsret, for lov og orden.

Rusland kæmper hver dag imod demokrati og menneskerettigheder. Rusland kæmper for at centralisere magten hos Vladimir Putin.

Rusland står for foragt for det enkelte menneske, foragt for minoriteter, foragt for privat ejendomsret, foragt for lov og orden. Ydermere er Rusland alt det, ANC oprindeligt kæmpede imod: Rusland er først og fremmest imperialistisk.

Rusland er kolonialistisk. Rusland er fascistisk. Rusland har nul respekt for andre lande og andre kulturer. Vil ikke tøve et sekund med at udradere dem.

At ANC i realiteten støtter Rusland, er det største fald fra den moralske tinde, Nelson Mandela satte ANC på, man overhovedet kan forestille sig. Hver dag, hvor ANC støtter Rusland, tramper ANC på Nelson Mandelas minde.

På alt, hvad han stod for. Der går vedvarende rygter i Sydafrika om, at alt dette skyldes, at Rusland har købt og betalt ANC med massiv økonomisk støtte. Om det er sandt, er ikke godt at vide. Men det får i hvert fald ANC’s ubegribelige svigt af sine egne værdier til at give en form for mening.

Det andet nedslag fra besøget i Sydafrika er, at de herskende, intellektuelle forestillinger i landet er ekstremt venstreorienterede – iblandet en solid dosis af den identitetspolitiske ideologi, der i de senere årtier er blevet udviklet ved vestlige universiteter.

Under besøget sad vores delegation ved Stellenbosch University i et panel. Der besvarede vi spørgsmål fra en gruppe i øvrigt særdeles dygtige og sympatiske studerende.

Jeg fik en meget stor lyst til at sige til forsamlingen: Præmisserne for meget af, hvad I spørger om, er uhæderlige. Helt og aldeles uhæderlige. Men det kan man jo ikke rejse sig op og sige uden totalt at spolere den gode stemning.

Så her er, hvad jeg ville have sagt: Det er intellektuelt uhæderligt at fremstille erobring og slaveri som vestlige opfindelser. At erobre land og at tage slaver er noget, der har fundet sted overalt, hvor der har levet mennesker, siden tidernes morgen.

Det særlige ved Vesten er derfor ikke, at vestlige magthavere har erobret land, og at de har bidraget til slaveri. Det særlige ved Vesten er tværtimod, at det er i Vesten, der er udviklet ideologier, der retter sig imod erobring og slaveri. Det er i Vesten, man har udviklet den tanke, at det er forkert.

Det er sandt, at disse tanker ikke øjeblikkeligt og umiddelbart blev anerkendt af magthaverne i de vestlige verden. Men det ændrer ikke på det faktum, at idéen om, at erobring og slaveri er moralsk forkastelige handlinger, er vestlig.

Ligeledes fik jeg lyst til at sige: Beslutningen om at etablere kolonier uden for Europa blev i en lang række tilfælde ikke truffet af demokratiske, men af autokratiske regeringer.

Tag for eksempel Danmark. Danmark havde enevælde – altså et gennemført autokratisk styre – frem til 1849. Alle danskere, der ikke nedstammer fra landets herskere, nedstammer med andre ord fra undertrykte mennesker – ikke fra mennesker, der traf beslutninger om at undertrykke andre.

Efter 1849 er der i Danmark ikke taget så meget som en enkelt beslutning, der gik på at skaffe sig flere kolonier, eller som gik på at fastholde slaveri. Så lad lige være med at skyde på det demokratiske Danmark, der opstod efter 1849, i disse komplicerede og – indrømmet – tragiske spørgsmål.

Den sidste ting, jeg nok lige ville have nævnt, er: Lad venligst være med at stille tingene sådan op, at de vestlige lande har pålagt f.eks. Afrika unaturlige grænser. Hvorfor? Fordi det antyder, at grænserne i Europa er naturlige.

Ligesom det antyder, at de er demokratisk fastlagt. Der findes næsten ingen grænser i Europa, er er fastlagt ved folkeafstemning. En af de få er grænsen mellem Danmark og Tyskland. Tværtimod: De fleste grænser i Europa ligger, hvor de ligger, efter diktat fra stormagter, der havde sejret i en krig.

Så modsætningen mellem naturlige grænser i Europa og kunstige grænser i Afrika er ikke en modsætning, der holder så meget som en enkelt meter.

Jeg ved desværre ikke, hvad man kan gøre for at udrydde den identitetspolitiske ideologi, der styrer ANC, og som også har godt fat ved sydafrikanske universiteter (der er nogle af kontinentets bedste).

Det demokratiske Europa (i grove træk EU plus Storbritannien) er den verdensdel, der investerer flest penge direkte i Sydafrika. Dermed er det demokratiske Europa også den verdensdel, der skaber flest arbejdspladser i landet.

Det tæller bare ikke det mindste, når identitetspolitikken behersker sindene. Så vil man hellere have et Rusland, der underminerer ethvert princip, Sydafrika officielt bygger på. Eller et Kina, der stort set ikke skaber nogen beskæftigelse.

Det er i Europa og Vesten, man har formuleret samtlige principper, der er nødvendige for at skabe samfund, der er gode at leve i: Demokrati. Menneskerettigheder. Retssamfund. Magtens tredeling og ansvarliggørelse af magthavere.

Tolerance og respekt for minoriteter. Alligevel består et møde mellem danske politikere og sydafrikanske studerende i den rituelle mistænkeliggørelse og tilsvining af Vesten, der har været god latin i vestlige universitetsmiljøer de seneste to-tre årtier.

Jeg har ikke nogen løsninger på disse problemer. Men jeg tror, det er en god start at omtale problemerne og at sige fra over for de værste urimeligheder og selvmodsigelser.

“At ANC i realiteten støtter Rusland, er det største fald fra den moralske tinde, Nelson Mandela satte ANC på, man overhovedet kan forestille sig.”

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 12/3-2024)

Hvis Europa ikke står stærkere i egen ret, bliver vi efterladt på perronen i det 21. århundrede

Henrik Dahl
7. marts 2024

Hvis Vestens indflydelse på den globalpolitiske scene ikke skal svinde ind i de kommende år, skal de europæiske lande samarbejde mere om udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Netop derfor var det en glædelig nyhed, da Ungarns parlament i sidste uge godkendte Sveriges ansøgning om et Nato-medlemskab efter langvarigt tovtrækkeri.

For Europa kan ikke længere hvile på laurbærrene og høste fredsdividende. Få måneder før krigen i Ukraine startede, havde Sveriges daværende socialdemokratiske regering ellers fastslået, at landet aldrig skulle blive medlem af Nato.

Men da Putins kampvogne rullede ind over Ukraines landegrænse, gik der heldigvis ikke lang tid, før vores svenske naboer fik ansøgt om et medlemskab i verdens mest magtfulde forsvarsalliance.

Selvom Sveriges Nato-medlemskab bestemt er et skridt i den rigtige retning, har vi imidlertid stadig et stort forsvarspolitisk efterslæb, der skal indhentes.

Siden Sovjetunionens kollaps i 1991 har vi nemlig nydt godt af det usvigelige privilegium, at USA har siddet solidt på rollen som global politibetjent i den regelbaserede verdensorden.

Det skal vi være taknemmelige for. Men vi må også erkende, at USA’s sikkerhedspolitiske dominans har fungeret som en sovepude for Europa.
På mange måder minder EU i dag om et privilegieblindt curlingbarn, der har været vant til at få alt serveret på et sølvfad, og som derfor ikke er i stand til at tage ansvar for sig selv.

En af de vigtigste opgaver i EU’s næste valgperiode er at råde bod på dette, så unionen atter bliver i stand til at stå tidens prøver. Og der er nok at tage fat på.

Alene sidste år – efter krigen i Ukraine var brudt ud – var det nemlig stadig 19 af 31 Nato-lande, der ikke brugte de aftalte 2 pct. af bnp på forsvaret.

Og med et amerikansk præsidentvalg i horisonten, hvor Trump meget vel kan genvinde nøglerne til Det Hvide Hus, bliver Europa nødt til også selv at have et troværdigt afskrækkende forsvar.

Det skyldes ikke blot spekulationerne om, at Trump vil forsøge at trække USA ud af Nato eller hans sabelraslen om at lade Rusland gøre »hvad fanden de vil« mod ethvert Nato-land, der ikke betaler de aftalte 2 pct. af bnp til forsvaret.

For uanset om Trump vinder præsidentvalget i november, lader USA nemlig til at ville rette blikket mod andre udfordringer, hvilket vil efterlade et magtvakuum i håndteringen af de geopolitiske udfordringer, som tidligere blev udfyldt af USA.

Derfor var det godt, da Tyskland, Polen og Frankrig for nylig pustede liv i den historiske forsvarsalliance Weimar-trekanten, der indtil Polens PiS-parti kom til magten, var en platform, som knuste udenrigspolitiske problemer i det østlige Europa.

Den slags initiativer har vi brug for langt flere af. For hvis USA’s atomparaply foldes sammen, skal vi have en troværdig europæisk søjle i Nato.

Men hvis visionen om selv at kunne varetage ansvaret for kontinentets sikkerhed skal realiseres, er der brug for mere end blot nye alliancer.
Lige nu står et forældet investeringsprincip eksempelvis i vejen for, at Europas største pengetank, der alene sidste år investerede 660 mia. kr., kan få lov til at investere i forsvaret.

Hvis ambitionerne fra de politiske skåltaler om at fortsætte støtten til Ukraine og at opruste vores hjemlige forsvar skal realiseres, bliver vi nødt til at droppe den slags virkelighedsfjerne forbud mod den industri, der er vores bedste garanti for fred og sikkerhed.

I alt for mange år har EU sovet i timen og ladet amerikanerne bære en uforholdsmæssig stor del af omkostningen for Vestens sikkerhed.

Nu er tiden moden til, at vi ser de nye sikkerhedspolitiske realiteter i øjnene og vågner op til dåd.

For hvis Europa ikke skal efterlades på perronen i det 21. århundrede, er vi nødt til at stå stærkere i egen ret.

Af Henrik Dahl og Mads Strange.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 6/3-2024)

Vi bliver nødt til at forholde os til problemerne med FN

Henrik Dahl
27. februar 2024

Enhedslisten er stødt på manchetterne over, at vi har kritiseret FN. Men forholder man sig til sagens substans, er det tydeligt, at vi har nogle alvorlige problemer.

Det har i mange år været alment kendt, at der er store problemer med antisemitisme hos UNRWA, FN’s nødhjælpsorganisation i Palæstina.

Tidligere har der været sager om, at organisationens ansatte sympatiserer med Hamas, og at vestlige støttemidler går til at producere antisemitisk undervisningsmateriale til deres arbejde i Palæstina.

Men for nyligt kom det ligeledes frem, at UNRWA har flere ansatte, der decideret er anklaget for at have medvirket i terrorangrebet mod Israel d. 7. oktober.

Derfor fremlagde vi i Liberal Alliance et forslag om at trække støtten til organisationen for at sikre, at danske skatteydere ikke betaler løn til terrorister.

Det burde være et ukontroversielt forslag. Ikke mindst med tanke på at en masse lande såsom USA, Storbritannien, Tyskland, Holland, Estland og mange flere også har trukket støtten af netop den årsag.

Men spørger man Enhedslisten, er vores forslag et ”kynisk forsøg på at indtage et ledigt standpunkt i jagten på hurtige likes”.

I nærværende avis har partiets kandidat til Europa-Parlamentet, Ludvig Goldschmidt, nemlig konkluderet, at det på grund af Liberal Alliances kritik af FN nu må ”være op til de voksne og ansvarlige partier at værne om de internationale organisationer i en tid med tiltagende ustabilitet”.

Men Goldschmidts kritik klinger selvfølgelig hult, hvis man forholder sig til sagens substans i stedet for at lade sig blænde af ideologiske skyklapper.

For kaster man et blik på, hvordan FN er skruet sammen, bliver det hurtigt tydeligt, at systemet er ramt af nogle alvorlige problemer.

Tag eksempelvis FN’s menneskerettighedsråd, der lige nu ledes af rædselsregimer som Saudi Arabien (hvor homoseksuelle møder dødsstraf), Kina (hvor muslimer sendes i koncentrationslejre) eller Nigeria (hvor kvinder ikke har basale rettigheder).

Hvordan kan det være kontroversielt at påpege, at der er problemer i et system, hvor nogle af verdens mest undertrykkende lande – som ikke selv overholder menneskerettighederne – skal sikre menneskerettigheder?

Og listen af absurde ting ved FN stopper ikke her.

For nyligt påstod FN’s vice-generalsekretær for humanitære indsatser, at Hamas i virkeligheden ikke er en terrororganisation, og et FN-land som Rusland – der truer verdens sikkerhed ved at starte en krig i Ukraine – kan sidde i FN’s sikkerhedsråd og nedlægge veto mod, at vi får stoppet (eller sågar blot fordømmer) krigen.

Både disse eksempler og skandalen med FN’s nødhjælpsorganisation i Palæstina er symptomatiske på en indbygget systemfejl i FN.
Nemlig at ikke-demokratiske og uciviliserede lande ofte får lov til at blokere for, at vi kan bruge FN til at føre demokratisk og civiliseret politik.

Hvis vi skal kunne løse de mange vigtige udfordringer, som verdenssamfundet står overfor, bliver vi til at erkende, at der er nogle dysfunktionelle dele af FN.

Derfor bør vi forholde os ærligt og sagligt til problemerne ved, at en FN-topchef forvansker sandheden om en barbarisk terrororganisation, eller at vores støttemidler går til en nødhjælpsorganisation, som er gennemsyret af antisemitisme.

I modsætning til hvad Enhedslistens Ludvig Goldschmidt påstår i sin klumme, har vi i Liberal Alliance dog aldrig bebudet, at vi gerne vil vende FN ryggen. Men vi ér imidlertid af den opfattelse, at FN lige nu er ramt af nogle alvorlige problemer.

Hvis disse skal kunne løses, bliver vi nødt til at anerkende deres eksistens i stedet for at vende det blinde øje til problemerne som Enhedslisten.

Af Henrik Dahl og Mads Strange.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 26/2-2024)

Skal Putin tage hele Ukraine, før EU’s største pengetank tør investere i krudt og kugler?

Henrik Dahl
26. februar 2024

EIB holder fast i sit forældede forbud mod at understøtte forsvarsindustrien. Det er symptom på et generelt problem i EU

Hvis vi i Europa skal gøre os nogen forhåbninger om, at Ukraine vinder krigen mod Putins imperialisme, har vi brug for langt mere militært materiel. Men lige nu står Europas største långiver i vejen for at sikre den fortsatte opbakning til vores ukrainske allierede.

Den Europæiske Investeringsbank (EIB) er nemlig underlagt et princip om, at man ikke investerer i ammunition og våbensystemer, fordi man hellere vil bruge pengene på fredsbevarende indsatser.

Netop EIB kunne ellers med sin store pengetank, der alene sidste år investerede omtrent 660 mia. kr. i en række initiativer, have udgjort en enorm stor forskel på slagmarken.

Men alligevel har investeringsbanken valgt at holde fast i sit forældede forbud mod at understøtte forsvarsindustrien.

Det princip er symptomatisk på et generelt problem, der plager store dele af EU: nemlig at man ofte vedtager nogle regler, der muligvis lyder godt på papiret, men som i den virkelige verden gør mere skade end gavn.

For hvis der er noget, der bidrager til at sikre fred her i verden, er det selvfølgeligt et troværdigt afskrækkende forsvar.

Forsvarspolitisk efterslæb

Derfor har vi ikke længere råd til at hænge i bremsen, når det kommer til at sikre et kampdygtigt og stærk europæisk militær. Før Putins kampvogne krydsede

Ukraines landegrænse har det i alt for mange lande – inklusive Danmark – været en skammelig kendsgerning, at vi ikke levede op til vores Nato-forpligtelser om at bruge minimum 2 pct. af vores bnp på forsvaret.

Og ikke nok med at vi ikke løbende har investeret yderligere i Forsvaret. I mange lande har det eksisterende materiel sågar været mere eller mindre ude af drift.

En rapport med nogle år på bagen kunne eksempelvis dokumentere, at mindre end halvdelen af Tysklands Euro- og Tornadofighter-kampfly var kampdygtige, og at ikke én eneste af landets seks ubåde var funktionelle.

Med tanke på, at Tyskland er den næststørste bidragsyder til Nato efter USA, er det nedslående læsning, som bør få alle, der kerer sig om Europas sikkerhed, til at råbe vagt i gevær.

Men denne tendens kunne vendes, hvis vi med Den Europæiske Investeringsbank fik sat turbo på investeringerne i EU-landenes forsvar. Derfor bliver EIB nødt til at se de sikkerhedspolitiske realiteter i øjnene og ændre sin praksis.

For det vil være en blåstempling af, at det selvfølgelig ikke bare er ok, men en decideret prisværdig handling, når man sikrer kapital til en kritisk sektor, der bidrager til vores alles sikkerhed.

Det vil betyde, at pensionskasser, kapitalfonde og andre institutionelle investorer – som ofte også er underlagt utidssvarende principper om ikke at røre forsvarsindustrien med en ildtang – vil være mere tilbøjelige til at følge i slipstrømmen af EIB og allokere kapital, som atter kan fylde Europas våbenlagre.

Den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, har allerede bebudet, at hans eget land i det kommende år vil fordoble støtten til Ukraine, og ligeledes opfordret andre EU-lande til at skrue op for støtten. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, der bør stå som et eksempel til efterfølgelse for alle EU-lande.

Et paradigmeskifte

For vi har brug for et paradigmeskift i den europæiske forsvarspolitik. Den tidsalder, hvor vi kunne hvile på laurbærrene og høste fredsdividender, er endegyldigt forbi.

Det skyldes ikke blot, at Putins imperialistiske stormagtsdrømme har skabt krig på det europæiske kontinent for første gang i flere årtier. Det skyldes også, at USA – uanset hvem der vinder præsidentvalget i november – er begyndt at orientere sig væk fra den rolle som global politibetjent i den regelbaserede verdensorden, vi har kendt til, siden Sovjetunionen kollapsede i 1991.

Derfor kan vi ikke længere forvente, at USA altid vil stå klar til at redde dagen. Europa skal kunne stå stærkere i egen ret.

Som Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, bebudede for nyligt, er der nemlig en reel risiko for, at Putins imperialisme ikke stopper ved Ukraines landegrænse.

Hvis vi lader nationalistisk navlepilleri eller virkelighedsfjerne principper stå i vejen for at sikre støtten til Ukraine, risikerer vi således ikke bare, at ukrainernes frihed bliver dem frarøvet af Putin.

Vi risikerer også at afføde en ny verdensorden, hvor den stærkes ret gælder, fordi vestlige demokratier ikke længere magter at være garant for fred og frihed. Derfor er tiden moden til at se de nye sikkerhedspolitiske realiteter i øjnene og gøre vores for at sikre Europas sikkerhed.

Det første sted at starte er ved at lade Europas største pengetank sætte fart på hjulene under den forsvarsindustri, der skal understøtte vores sikkerhed.

Af Henrik Dahl og Mads Strange.

(Indlæg bragt i Børsen d. 22/2-2024)

Det røde EU er et EU, der skaber splittelse og radikalisering

Henrik Dahl
22. februar 2024

For første gang nogensinde, kommer et EU-valg ikke – for alvor – til at handle om, hvorvidt Danmark bør forblive i EU eller ej.

Der findes stadig modstandslommer, hvor den tro lever, at et land på størrelse med Danmark har flere handlemuligheder uden for en alliance end indenfor. Men det er i vore dage et synspunkt af en eksotisk karakter.

Derfor håber jeg, at valget til Europa-Parlamentet 9. juni kommer til at handle om, hvorvidt det er en blå eller en rød vision om Europa, der skal fremmes i Bruxelles.

Europa har i den grad brug for, at nogen bekymrer sig om selve den økonomiske levedygtighed på kontinentet.

Sammenligner man Europa i dag med Europa for ti år siden, står vi svagere i konkurrencen med USA i vore dage, end vi gjorde i det forrige årti. Der bliver startet alt for få nye virksomheder. De virksomheder, der kommer i gang, har for svært ved at vokse. De helt store virksomheder klarer sig. Selvom også de er ved at segne under byrden af tung regulering.

Hvad angår virksomheder inden for højteknologi, er der oven i købet et ekstra lag af bekymring: Vil EU komme med tung, overforsigtig regulering, der kræver ansættelsen af nye korps af jurister og andet godtfolk? Eller vil EU regulere ud fra et princip om realistisk risiko – der typisk er mere smidigt og liberalt end regulering baseret på den antagelse, at alt, hvad der overhovedet kan gå galt rent teoretisk, også rent faktisk kommer til at gå galt engang i fremtiden? I det blå EU eksisterer der naturligvis regulering. Men den er smidig; mindst muligt bureaukratisk og baseret på rimelige og proportionale overvejelser over risiko.

Over for visionen om et blåt EU står der en vision om et rødt EU. I det røde EU er der ikke noget, der er så godt som selv den mindste, teoretiske og totalt urealistiske risiko. Og hvorfor er der ikke det? Fordi så kan man altid benytte risikoen for, at nogen foretager sig et eller andet komplet vanvittigt eller risikoen for, at noget helt ekstremt urealistisk indtræder (tænk i retning af en kollision mellem to kometer i farlig nærhed af Jorden) som et påskud for at indføre planøkonomi.

Derfor er der faktisk en hel del, der står på spil ved det kommende valg til Europa-Parlamentet.

Danskerne kan vælge at styrke den side i parlamentet, der ved hjælp af påskud om, at vi lever i en ekstremt farlig – og uretfærdig – del af verden vil indføre så meget planøkonomi og centraldirigering, som det overhovedet kan lade sig gøre. Eller danskerne kan vælge at styrke den side i parlamentet, der anerkender behovet for at regulere på en række områder. Men også betragter det som nødvendigt, at regulering opleves som rimelig; ubureaukratisk og proportional med det onde, den skal forebygge.

Vælger danskerne den røde vision for EU, kan vi regne med at sakke endnu længere bagud i konkurrencen med andre kontinenter.

Ligesom vi kan regne med, at Europa som tiden går vil blive et kontinent, der både er renset for små virksomheder og for højteknologiske virksomheder.

Det mest kedelige har jeg gemt til sidst.

Det røde EU er også et EU, der skaber splittelse og radikalisering. For lige så meget splittelse, der opstår som følge af underreguleret indvandring, vil der opstå som følge af en overreguleret klimapolitik.

I et blåt EU skal der være rimelig regulering af indvandring. Og rimelig regulering for at fremme den grønne omstilling.

Det er den eneste farbare vej fremad for vores kontinent. Derfor håber jeg, at valget mellem blåt og rødt EU kommer til at fylde i de kommende måneder.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 22. februar 2024).

Derfor er det en vanvittig idé at forbyde AfD

Henrik Dahl
7. februar 2024

Der er ikke nogen nævneværdig ekstremisme i Danmark. EU har meget at lære af os.

Europa kan lære meget af Danmark.

Som regel er det en selvovervurderende påstand, der ikke er belæg for, når man udforsker den nærmere.

Men i forhold til politisk radikalisering er der faktisk noget om snakken. I Danmark er de politiske yderfløje ikke særligt store eller vigtige.

På godt og ondt foregår hovedparten af den politiske samtale mellem ansvarlige partier, der gerne vil lave aftaler med hinanden. De vilde og voldsomme meldinger om, at samfundet skal ændres totalt og fra bunden, skal man langt ind i aviserne for at finde. Der, hvor de bringer notitser om småting af den mere kuriøse art.

Når europæiske politikere udtrykker deres frygt for, at de kommende års valg rundtomkring i Europa vil føre til en styrkelse af radikaliserede partier, kan vi i Danmark med god samvittighed melde hus forbi.

Jeg er sikker på, at det skyldes, at den politiske elite i Danmark ligger langt over det europæiske gennemsnit, når det gælder om at være lydhør over for spørgsmål, der optager den brede befolkning.

I Danmark siger den politiske elite ikke nej, når venstrefløjen hævder, at klimaet er et problem. I stedet lytter man til bekymringerne. Og derefter udformer man politiske forslag, der ikke er lige så radikale som venstrefløjens egne.

Men som man med god samvittighed kan sige er en imødekommelse af de bekymringer, der er blevet udtrykt.

Efter lidt tøven i 1990’erne har det meste af den politiske elite i Danmark også erkendt, at ukontrolleret indvandring fra Stormellemøsten er et problem.

Der findes en stædig yderfløj. I disse dage fordriver den tiden med at prøve at gendrive Frederik Vads uafviseligt korrekte påstand om dominansadfærd blandt indvandrere og efterkommere fra Stormellemøsten.

Ellers kommer den med ”solstrålehistorier”, som ingen normale mennesker fæster nogen som helst lid til.

Men bortset fra denne marginaliserede gruppe ved alle, at Danmark har et problem, og at dette problem kræver en fordomsfri håndtering. Og lige præcis derfor betyder yderfløjene ikke det helt store i Danmark. Hvis yderfløjene har ret – er den politiske elites ræsonnement – så har de ret.

Det betyder ikke, at man skal kopiere deres politik. Men det betyder, at man skal tage de rejste spørgsmål alvorligt.

Prøv at betragte Tyskland som kontrast. Her skal jeg selvfølgelig fremkomme med den sædvanlige disclaimer: Fordi jeg i det følgende udtrykker forståelse for, at Alternative für Deutschland drives af ægte bekymring, så indebærer det ikke, at jeg er enig i dets løsningsforslag.

Og vi tager den lige en gang til for elevrådspolitikerne og stråmandspolemikerne: Jeg er ikke enig i Alternative für Deutschlands løsningsforslag.

Men det nytter ikke noget, at den politiske elite i Tyskland end ikke er i stand til at erkende, at Alternative für Deutschlands politiske drivmiddel er ægte bekymring over ægte problemer.

Jeg havde forleden en lang samtale med en virkelig stor kender af både Tyskland og Danmark. Han sagde noget til mig, som faktisk bekymrede mig: at den politiske elite i Tyskland befinder sig i en tilstand af fornægtelse, når det gælder de problemer, indvandringen fra Stormellemøsten har skabt overalt i landet.

I Tyskland er der i disse år ved at ske aldeles irreversible forandringer, når det gælder jøders sikkerhed. Når det gælder kvinders sikkerhed. Når det gælder seksuelle minoriteters sikkerhed. Og når det gælder helt almindelige borgeres mulighed for at færdes uantastet overalt i samfundet.

Men dette udgangspunkt for en samtale om, hvad der kan og bør gøres, er det nærmest umuligt at få et medlem af regeringspartierne til at erkende (i CDU/CSU går det en anelse bedre).

Ifølge pålidelige kilder overvejer Erdogan-regimet at starte en tysk filial af AKP. Altså det islamistiske parti, der har styret Tyrkiet med hård hånd i mange år.

Hvis det sker, kan mennesker fra Tyrkiet leve fuldstændig uforstyrret i Tyskland i en tyrkisk boble:

Man kan stemme på ”Die AKP”. Man kan gå til fredagsbøn i en moské drevet af det tyrkiske religionsministerium, Diyanet.

Og man kan takket være Ankaraaftalen fra 1963, der sidestiller tyrkere med EU-borgere, rejse uhindret rundt ikke bare i Tyskland, men i hele Schengenområdet.

Det fører ikke i retning af integration, men i retning af selvsegregering. Fremragende eksemplificeret ved den tyske fodboldlandsholdsspiller Ilkay Gündogan, der til Frank-Walter Steinmeiers formentlige forbløffelse overrakte Erdogan en af sine spillertrøjer med erklæringen: »Für meine verehrten Präsidenten, hochachtungsvoll.«

Hvad har den politiske elite i Tyskland at sige til alt sådan noget (som – i parentes bemærket – næsten ethvert medlem af den politiske elite i Danmark kan se udgør et problem)?

Stort set intet.

Hvis der ikke er andre, der vil sige det, må jeg tage opgaven på mig: Det er en absurd og vanvittig idé at forbyde Alternative für Deutschland. Men samtidig er det en tilståelsessag for dem: Vi i den tyske politiske elite aner ikke vores levende råd, når det gælder de problemer, der er Alternative für Deutschlands drivmiddel.

Tror tilhængerne af et forbud mod Alternative für Deutsland, at den problembevidsthed, der er partiets drivmiddel, vil fordufte og opløse sig selv i ingenting?

Tror tilhængerne af et forbud, at det er en god og samlende idé at sætte en tyk streg under, at der stadig går en massiv skyggegrænse ned gennem Tyskland, der adskiller det gamle DDR fra det gamle BRD?

Tror tilhængerne af et forbud, at det er en god idé at gøre som i Sverige? Det vil sige at udskamme en femtedel af befolkningen, fordi den har en anden opfattelse af samfundets største problemer, end den politiske elite har?

Der er kun én måde at reducere opslutningen til Alternative für Deutschland, der virker. Og det er at tilbyde partiets støtter noget politik, der er bedre end den, de får hos Alternative. Ikke den samme politik, naturligvis. Men en pakke med løsningsforslag, der samlet set opleves som bedre.

Det er sådan, vi i Danmark har undgået radikalisering og ekstremisme. Der er ingen, der har patent på modellen. Så den kan frit benyttes alle andre steder.

Der er kun én måde at reducere opslutningen til Alternative für Deutschland, der virker. Og det er at tilbyde partiets støtter noget politik, der er bedre end den, de får hos Alternative.

Ikke den samme politik, naturligvis. Men en pakke med løsningsforslag, der samlet set opleves som bedre, skriver Henrik Dahl.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 7/2-2024)