EU drukner i bureaukrati, mens USA og Kina buldrer afsted

Alexander Ryle
26. november 2024

Det globale kapløb om kunstig intelligens (AI) er i fuld gang, men Europa sakker bagud.

Mens USA og Kina investerer massivt i fremtidens teknologier og udvikler løsninger, der gør livet lettere for iværksættere og borgere, sidder EU fast i sit eget bureaukrati. I stedet for at give talentfulde europæiske iværksættere frihed til at skabe morgendagens løsninger kvæler vi dem med tungt bureaukrati og uklar regulering.

Vi risikerer at stå på sidelinjen i den største teknologiske revolution siden internettet. Tallene taler deres tydelige sprog: I 2023 investerede USA 68 mia. dollar i AI, mens Europa kun formåede at rejse 8 mia. – vi halter otte gange efter, og kløften bliver større for hver dag.

Samtidig hersker der stor usikkerhed om, hvordan AI må bruges i Europa. Mange startups famler i blinde og ved ikke, hvilke data de kan anvende til at træne deres AI-løsninger og forbedre kundeoplevelsen. GDPR, der skulle harmonisere og beskytte, har i praksis udviklet sig til en hæmsko for innovation.

For når regler fortolkes forskelligt fra land til land, skaber det usikkerhed og frygt for sanktioner. Drukner i bureaukrati Konsekvenserne kan blive alvorlige. Ved at bremse AI i sin spæde udvikling risikerer vi at sætte vores fremtid på pause. Teknologien udvikler sig hurtigt, og forsinkelser i lovgivningen kan efterlade os permanent bagud.

AI har potentiale til at blive en økonomisk motor og vende den faldende produktivitetstrend i de fleste EU-lande – men kun hvis vi tør bruge den. Startups spiller en afgørende rolle i at drive innovation. Det er her, fremtidens teknologier fødes, og deres succes er afgørende for at styrke Europas konkurrenceevne og sprede teknologi bredt i samfundet.

Når innovative virksomheder lykkes med at skalere, bidrager de uforholdsmæssigt meget til økonomien og skaber arbejdspladser, nye idéer og vækst. Men i dag rammer reguleringsbyrden især små tech-virksomheder, der drukner i bureaukrati og ofte må opgive at konkurrere med de store tech-giganter, som har langt flere ressourcer og dermed bedre forudsætninger for at leve op til kravene.

Virksomhederne smutter Det er uholdbart at forvente, at startups skal bruge tid og penge på at udvikle nye løsninger, når de ikke engang ved, om deres idéer kan realiseres i EU. Konsekvensen bliver, at fremtidens idéer og forretningsmodeller bliver kvalt, før de får en chance for at tage form, eller at virksomhederne søger mod lande med bedre vilkår for at realisere dem.

Vi ser det allerede. Danske virksomheder som Unity, Tradeshift og Steelseries har rykket deres aktiviteter til lande, der byder AI velkommen. Med dem forsvinder arbejdspladser, innovation og konkurrenceevne.

Og blandt verdens 100 mest værdifulde AI-unicorns – startups baseret på kunstig intelligens med en markedsværdi på 1 mia. dollar – er kun to placeret i EU, mens hele 60 befinder sig i USA.

Denne udvikling er ikke tilfældig, men et direkte resultat af EU’s tunge regulering, manglende harmonisering og usammenhængende strategi. Vi formår ikke at skabe fremmende økosystemer med tilstrækkelig risikovillig kapital, adgang til talentfuld arbejdskraft og – vigtigst af alt – regulatoriske rammer, der fremmer innovation.

EU har skabt en ‘bekymringsindustri’, der har vendt reguleringen på hovedet, så den domineres af frygt frem tillid. Ja, vi har brug for regulering, men den skal udformes som retningslinjer, der guider os fremad – ikke barrierer, der holder os tilbage.

Europa har ikke råd til at sidde fast i ‘mid-tech’ og industrier fra det forrige århundrede. Vi skal op i gear – ikke kun for at blive førende inden for nye teknologier, men også for at sikre, at vores eksisterende industrier kan forblive konkurrencedygtige.

Hvis Europa skal indtage en global førerposition, kræver det, at vi giver iværksætterne frihed og plads til at skabe fremtiden. EU må tage ansvar og sikre harmoniserede og gennemtænkte rammer, der fremmer innovation og sikrer, at vi ikke bliver efterladt på sidelinjen.

(Indlæg bragt i Børsen d. 26/11-2024)

Jeg skal ikke blande mig i Dan Jørgensens nye job som boligkommissær. Men det er en god anledning til at tage snakken om, hvad EU skal blande sig i

Henrik Dahl
9. oktober 2024

Alle rekorder for uklar arbejdsbeskrivelse blev slået, da den nye EU-Kommission for nylig blev præsenteret. Hvad laver en kommissær for ”Cohesion and Reforms”? Hvad laver en kommissær for ”Intergenerational fairness, Youth, Culture and Sport”? Hvad laver en kommissær for Middelhavet?

Svaret blæser ikke i vinden, men i de kommissærhøringer, som Europa-Parlamentet afholder fra begyndelsen af november. Her vil der komme en masse variationer over dette spørgsmål: Hvordan vil kandidaten i nærmere detaljer omsætte kommissionsformandens jobbeskrivelse til virkelighed?

Et er, at man som kommissærkandidat står med en uklar opgavebeskrivelse. Den slags har man som endeligt udnævnt massevis af medarbejdere til at hjælpe med at stille skarpt på. Noget andet er: Hvad gør man i grunden, hvis det område, man er kommissær for, strengt taget ikke er en EU-kompetence?

Det spørgsmål kan hurtigt ramme Dan Jørgensen. For den barske sandhed er: Der er ikke nogen tvivl om, at det er en EU-kompetence at fastsætte standarder for isolering af bygninger og tilsvarende sager. Det handler jo i vidt omfang om de tekniske specifikationer, byggematerialer er konstrueret efter. Og dermed er det noget, der ligger helt inde ved kernen af det indre marked.

Hvordan de enkelte lande vælger at udforme og regulere deres boligmarked, er til gengæld deres egen sag.

Skal boliger kunne finansieres ved hjælpe af obligationer og sikkerhed i den belånte bolig? Det mener vi f.eks. i Danmark, og det er essensen af realkreditsystemet. Men der findes masser af europæiske lande, hvor det politiske flertal ikke mener dette. Og som derfor har et marked for ejerboliger, der grundlæggende fungerer helt anderledes end vores.

På samme måde med huslejekontrol. Er det helt grundlæggende et sundt princip, eller er det noget, man skal være meget forsigtig med?

De fleste økonomer vil formentlig sige, at hvis man lægger et helt ufleksibelt loft over huslejen, vil det over tid have tre konsekvenser: De boliger, der er omfattet af loftet, tages ud af markedet. De huslejeregulerede boliger vil over tid holde op med at blive formidlet via det almindelige marked. Investorer vil over tid holde op med at investere i at bygge boliger.

Med andre ord: Jo hårdere en priskontrol, man indfører på markedet for udlejede boliger, jo mere sikker kan være på, at der vil opstå en udbudskrise.

Generelt har Danmark været i den forholdsvis liberale ende, når det gjaldt kontrol med husleje, mens f.eks. Sverige har været i den forholdsvis ikke-liberale ende.

Når Dan Jørgensen om kort tid vil blive mødt med et krav om at få boligmarkederne rundtomkring i Europa til at fungere bedre, skal han derfor passe meget på. Det er et stærkt ønske fra eksempelvis de spanske socialister, at han skal blande sig i boligmarkedernes rammer og regler. Samtidig med at der står mindst lige så mange parlamentarikere fra Nordeuropa klar til at minde ham om, at det slet ikke er noget, EU skal blande sig i.

Det tilkommer ikke mig at give Dan Jørgensen en masse råd om, hvordan han skal passe sit fremtidige job.

Men udnævnelsen af en boligkommissær er faktisk en meget kærkommen anledning til at få den mere principielle debat i Europa-Parlamentet om, hvad det tilkommer EU at blande sig i, og hvad der ligger uden for EU’s grænser.

Og selvom det nogle gange hedder sig, at Danmark er et af de lande, der har mest travlt med at være lydhøre over for EU, er det en sandhed med modifikationer. EU’s trang til at blande sig i, hvordan det danske og svenske arbejdsmarked fungerer, er lige nu så stor en torn i øjet på de to lande, at der verserer en retssag med påstand fra Danmark og Sverige om, at EU mangler den grundlæggende adkomst til at blande sig i spørgsmålet om mindsteløn.

Det er – både ifølge den danske og svenske model – noget, arbejdsgiverne og arbejdstagerne selv må blive enige om. Sådan har det været i mangfoldige år, og sådan skal det blive ved med at være.

Derfor skal vi være glade for uenigheder om, hvor grænserne mellem EU og medlemslandene går. Kun ved at tage den slags diskussioner – også med hårde og kontante argumenter på begge sider – kan vi skabe en afgrænsning, der kan holde, og som vil give mening mange år ud i fremtiden.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 9. oktober 2024)

Europa evner ikke at give sig selv det nødvendige los

Henrik Dahl
23. september 2024

Det er efterhånden mange år siden, jeg læste de store sagaer, Lev Tolstoj har indlagt sig hæder ved at skrive. Men jeg husker stadig den melankoli, der især hviler over ”Anna Karenina”.

På den ene side ved de fornuftige medlemmer af det russiske aristokrati godt, at den måde, deres land er indrettet på, ikke går i længden. På den anden side er der ingen af dem, der har evnerne eller viljen til at forandre noget til det bedre.

Den samme følelse af tragedie, som jeg husker fra beskrivelsen af den på en gang indsigtsfulde og indsigtsløse russiske elite, greb mig forleden, da jeg hørte Mario Draghi fremlægge sin rapport om den økonomiske vækst i Europa for Europa-Parlamentet i Strasbourg.

For ja: De fleste af os ved udmærket, at Draghi har ret i næsten alt, hvad han siger. Men nej: Det er umuligt at forestille sig, at Europa skulle finde evnerne og viljen til at give sig selv det metaforiske los i bagdelen, der er betingelsen for ny vækst og fremgang.

Den manglende evne og vilje til at tage beslutninger, der er nødvendige for at sikre Europa en gylden fremtid, viser sig allerede i de enkelte lande.

I Frankrig er det tilsyneladende umuligt at gennemføre de reformer, der er bydende nødvendige for at skabe en sammenhæng mellem, hvor stor en værdi der skabes i det franske samfund, og hvor store forpligtelser den franske stat har pådraget sig. Den gennemsnitlige franskmand vil gerne holde fri en tredjedel af sit liv. Men samtidig vil den gennemsnitlige franskmand også have et niveau af både privat og offentlig velstand, som forudsætter, at der samlet set blev ydet en langt større arbejdsindsats, end tilfældet er.

I Tyskland vil befolkningen have sikkerhed for, at man kan færdes trygt på gader og stræder døgnet rundt. Med nogle få, hæderlige undtagelser er der bare ingen fra de etablerede partier, der har mod på at sige, hvad der egentlig er årsagen til knivdrab og den generelle forråelse af samfundet, der har fundet sted.

Det, der kommer ud af dannede samtaleprogrammer på tysk tv, er som regel noget, der virkelig undrer en dansker. Konsekvente beklagelser over, at så mange borgere stemmer på de forkerte, populistiske partier. Og konsekvent fornægtelse af de etablerede, politiske partiers eget ansvar for, at så mange borgere vender dem ryggen.

Hvordan man kan sidde og vride hænder over, at borgerne vælger de forkerte uden at spørge sig selv, om det kunne skyldes, at man har fremlagt de forkerte analyser og den forkerte politik, er mere gådefuldt end Månens bagside.

Den tyske højre- og venstrepopulisme er selvfølgelig skabt af de etablerede partier. Selv om de etablerede partier for det meste tror, at den er opstået ud af det blå, og at de ikke selv har noget som helst med den sag at gøre.

På europæisk plan står det ikke meget bedre til. Mario Draghi slår fast, at høje omkostninger til energi er en af de væsentligste årsager til, at økonomien slæber sig afsted i første gear her på kontinentet.

Alligevel er den politiske elite såvel i hovedstæderne som i Bruxelles overbevist om, at ustabil energiforsyning, underdimensioneret ledningsnet og ineffektivt energimarked er vejen frem.

Det er det selvfølgelig ikke. Men det er svært at se, hvis man tilhører den elite, som også mener, at kejseren er fuldt og elegant påklædt.

På samme måde med absurd bureaukrati. Selvfølgelig dør de fleste nystartede virksomheder, og selvfølgelig bliver de små og mellemstore virksomheder aldrig store, når ”compliance” både er en videnskab og et ekstremt lukrativt speciale for advokater og andet godtfolk.

Det nytter ikke noget at kræve, at europæiske virksomheder skal indberette antallet af ruder i de bygninger, hvor de har til huse, sundhedstilstanden blandt de solsorte, der holder til på de grønne arealer rundt om bygningerne, og hvilke tiltag virksomheden har sat i værk for at skabe en bedre verden, når man på alle andre kontinenter ville anse den slags krav for at være komplet åndssvage (det med ruderne og solsortene er fantasi, der minder om virkeligheden. Det med den enkelte virksomheds ansvar for, at verden bliver bedre, er sandt nok).

Europa er ikke i vanskeligheder, fordi Europa er blevet ramt af skæbnen.

Europa er heller ikke i vanskeligheder, fordi en hel stribe af uheld har lagt sig i forlængelse af hinanden på den værst tænkelige måde.

Europa er i vanskeligheder, fordi det tilsyneladende er komplet umuligt for de politiske eliter i Europa at lade være med at vedtage politikker, der er selvdestruktive, bygger på illusioner eller slet og ret er evident tåbelige for alle, der ikke er ramt af gruppetænkningen inde i de elitære bobler, hvor man færdes.

Der er næsten ingen mennesker – og heller ikke nogen institutioner – der er i stand til at helbrede sig selv for illusioner, tåbelighed og den nævenyttige trang til at blande sig i alt mellem himmel og jord.

Europa i vore dage er tragisk af de samme grunde som Tolstojs aristokrati: Det lå, som det selv havde redt.

Aristokratiets tid sluttede, da der kom nogle uhøflige mennesker, som på den mest uforskammede og populistiske facon skubbede aristokratiet ned fra sit leje. Europa må gøre det bedre. Kontinentet må reformere sig selv på eget initiativ og ved egne kræfter.

“Europa er i vanskeligheder, fordi det tilsyneladende er komplet umuligt for de politiske eliter i Europa at lade være med at vedtage politikker, der er selvdestruktive.”
Det er umuligt at forestille sig, at Europa skulle finde evnerne og viljen til at give sig selv det metaforiske los i bagdelen, der er betingelsen for ny vækst og fremgang, skriver Henrik Dahl.Det er efterhånden mange år siden, jeg læste de store sagaer, Lev Tolstoj har indlagt sig hæder ved at skrive. Men jeg husker stadig den melankoli, der især hviler over ”Anna Karenina”.

På den ene side ved de fornuftige medlemmer af det russiske aristokrati godt, at den måde, deres land er indrettet på, ikke går i længden. På den anden side er der ingen af dem, der har evnerne eller viljen til at forandre noget til det bedre.

Den samme følelse af tragedie, som jeg husker fra beskrivelsen af den på en gang indsigtsfulde og indsigtsløse russiske elite, greb mig forleden, da jeg hørte Mario Draghi fremlægge sin rapport om den økonomiske vækst i Europa for Europa-Parlamentet i Strasbourg.

For ja: De fleste af os ved udmærket, at Draghi har ret i næsten alt, hvad han siger. Men nej: Det er umuligt at forestille sig, at Europa skulle finde evnerne og viljen til at give sig selv det metaforiske los i bagdelen, der er betingelsen for ny vækst og fremgang.

Den manglende evne og vilje til at tage beslutninger, der er nødvendige for at sikre Europa en gylden fremtid, viser sig allerede i de enkelte lande.

I Frankrig er det tilsyneladende umuligt at gennemføre de reformer, der er bydende nødvendige for at skabe en sammenhæng mellem, hvor stor en værdi der skabes i det franske samfund, og hvor store forpligtelser den franske stat har pådraget sig. Den gennemsnitlige franskmand vil gerne holde fri en tredjedel af sit liv. Men samtidig vil den gennemsnitlige franskmand også have et niveau af både privat og offentlig velstand, som forudsætter, at der samlet set blev ydet en langt større arbejdsindsats, end tilfældet er.

I Tyskland vil befolkningen have sikkerhed for, at man kan færdes trygt på gader og stræder døgnet rundt. Med nogle få, hæderlige undtagelser er der bare ingen fra de etablerede partier, der har mod på at sige, hvad der egentlig er årsagen til knivdrab og den generelle forråelse af samfundet, der har fundet sted.

Det, der kommer ud af dannede samtaleprogrammer på tysk tv, er som regel noget, der virkelig undrer en dansker. Konsekvente beklagelser over, at så mange borgere stemmer på de forkerte, populistiske partier. Og konsekvent fornægtelse af de etablerede, politiske partiers eget ansvar for, at så mange borgere vender dem ryggen.

Hvordan man kan sidde og vride hænder over, at borgerne vælger de forkerte uden at spørge sig selv, om det kunne skyldes, at man har fremlagt de forkerte analyser og den forkerte politik, er mere gådefuldt end Månens bagside.

Den tyske højre- og venstrepopulisme er selvfølgelig skabt af de etablerede partier. Selv om de etablerede partier for det meste tror, at den er opstået ud af det blå, og at de ikke selv har noget som helst med den sag at gøre.

På europæisk plan står det ikke meget bedre til. Mario Draghi slår fast, at høje omkostninger til energi er en af de væsentligste årsager til, at økonomien slæber sig afsted i første gear her på kontinentet.

Alligevel er den politiske elite såvel i hovedstæderne som i Bruxelles overbevist om, at ustabil energiforsyning, underdimensioneret ledningsnet og ineffektivt energimarked er vejen frem.

Det er det selvfølgelig ikke. Men det er svært at se, hvis man tilhører den elite, som også mener, at kejseren er fuldt og elegant påklædt.

På samme måde med absurd bureaukrati. Selvfølgelig dør de fleste nystartede virksomheder, og selvfølgelig bliver de små og mellemstore virksomheder aldrig store, når ”compliance” både er en videnskab og et ekstremt lukrativt speciale for advokater og andet godtfolk.

Det nytter ikke noget at kræve, at europæiske virksomheder skal indberette antallet af ruder i de bygninger, hvor de har til huse, sundhedstilstanden blandt de solsorte, der holder til på de grønne arealer rundt om bygningerne, og hvilke tiltag virksomheden har sat i værk for at skabe en bedre verden, når man på alle andre kontinenter ville anse den slags krav for at være komplet åndssvage (det med ruderne og solsortene er fantasi, der minder om virkeligheden. Det med den enkelte virksomheds ansvar for, at verden bliver bedre, er sandt nok).

Europa er ikke i vanskeligheder, fordi Europa er blevet ramt af skæbnen.

Europa er heller ikke i vanskeligheder, fordi en hel stribe af uheld har lagt sig i forlængelse af hinanden på den værst tænkelige måde.

Europa er i vanskeligheder, fordi det tilsyneladende er komplet umuligt for de politiske eliter i Europa at lade være med at vedtage politikker, der er selvdestruktive, bygger på illusioner eller slet og ret er evident tåbelige for alle, der ikke er ramt af gruppetænkningen inde i de elitære bobler, hvor man færdes.

Der er næsten ingen mennesker – og heller ikke nogen institutioner – der er i stand til at helbrede sig selv for illusioner, tåbelighed og den nævenyttige trang til at blande sig i alt mellem himmel og jord.

Europa i vore dage er tragisk af de samme grunde som Tolstojs aristokrati: Det lå, som det selv havde redt.

Aristokratiets tid sluttede, da der kom nogle uhøflige mennesker, som på den mest uforskammede og populistiske facon skubbede aristokratiet ned fra sit leje. Europa må gøre det bedre. Kontinentet må reformere sig selv på eget initiativ og ved egne kræfter.

“Europa er i vanskeligheder, fordi det tilsyneladende er komplet umuligt for de politiske eliter i Europa at lade være med at vedtage politikker, der er selvdestruktive.”
Det er umuligt at forestille sig, at Europa skulle finde evnerne og viljen til at give sig selv det metaforiske los i bagdelen, der er betingelsen for ny vækst og fremgang, skriver Henrik Dahl.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 22. september 2024)

Er elitens politik skyld i splittelsen? | Blåt Europa – del 2 | Alex Vanopslagh & Henrik Dahl

Alex Vanopslagh & Henrik Dahl
1. juni 2024
Afspil video

Er elitens politik skyld i splittelsen? | Blåt Europa – del 2 | Alex Vanopslagh & Henrik Dahl

Alex Vanopslagh & Henrik Dahl
1. juni 2024