LA og Danske Maritime: Dansk skibsbyggeri er vigtigt for Europas sikkerhed

Henrik Dahl
27. januar 2025

Krigen i Ukraine, stigende geopolitisk uro og voksende protektionisme stiller nye krav til Europa. Sikkerhedssituationen er bekymrende. Verdensmarkedet er uroligt. Vi er nødt til at sikre, at vi kan mere selv.

Topøkonom Mario Draghis rapport om den europæiske konkurrenceevne understregede, at det er påtrængende nødvendigt at få styrket vores strategisk vigtige industrier i Europa.

Med Trump som ny præsident i USA kan vi forvente en protektionistisk handelspolitik, som kan få negative konsekvenser for EU, hvis han igen udfordrer eksisterende handelsaftaler.

Ser vi mod øst, er det velkendt, at Kina yder massiv statsstøtte til egne industrier for at vinde markedsandele. Dertil kommer den usikre sikkerhedssituation med krigen i Ukraine og i andre konfliktområder.

Det står efterhånden klart, at Europa ikke bør være afhængigt af andre verdensdele for at sikre vores kritiske forsyningskæder.

Begræns EU’s bureaukrati
Dette er ikke en ny udfordring, og EU har blandt andet indført en Carbon Border Adjustment Mechanism (CBAM), der beskytter europæiske producenter mod konkurrence fra lande uden CO2-afgifter.

Det omfatter dog kun råmaterialer og ikke færdige produkter som eksempelvis skibe. Så europæiske producenter betaler CO2-afgift i produktionen, mens udenlandske konkurrenter kan eksportere deres produkter til EU uden denne omkostning.

Det er en åbenlys skævvridning, der kræver et kritisk serviceeftersyn.

Det samme gælder for EU’s ansøgningsprocesser for forsknings- og udviklingsmidler, som er så komplekse, at særligt mindre virksomheder ikke har ressourcerne til at navigere i det bureaukratiske landskab.

Men også store virksomheder giver op, når dokumentationskravene løber løbsk. Det nytter ikke, når netop forskning, udvikling og innovation skal sikre vores fremtidige konkurrenceevne.

Dertil kommer diverse forgreninger af administrativt bøvl, eksempelvis tidsregistrering og omfattende afrapportering af blandt andet bæredygtighedstiltag og reguleringer, som hæmmer industrien, fordi der går tusindvis af timer fra kerneforretningen.

Aktuelt kæmper de europæiske virksomheder en brav kamp for at navigere i, hvor meget de skal dokumentere med de nye ESG-regler om blandt andet klimaaftryk og bæredygtighed. For kravene kom uden brugbare retningslinjer, men til gengæld med i alt 1.100 datapunkter, man kan lade sig inspirere af. Frustrationen i erhvervslivet er mærkbar.

EU skal hjælpe – ikke spænde ben
Der er brug for et paradigmeskifte og brug for at sikre, at europæiske virksomheder bakkes op af EU frem for det modsatte. For potentialet for vækst er stort. Blandt andet i den maritime industri, som er en af de udpegede sektorer med stor strategisk betydning for Europa.

Her er det positivt, at EU vil udforme en europæisk, maritim industristrategi.

Det har Danske Maritime og vores fælleseuropæiske organisation SEA Europe arbejdet hårdt for, blandt andet med ønske om målrettede forskningsmidler, bedre ansøgningsmuligheder samt oprettelsen af en europæisk maritim forskningsfond.

På tværs af brancher bør EU føre en aktiv industripolitik og sikre en kritisk masse på det europæiske marked.

Dette kan også bedre kriterier i offentlige udbud og mere risikovillig kapital bidrage til, ligesom grønne afgifter bør gå direkte til innovation på det pågældende område.

Vi er nødt til at lægge mere vægt på europæisk produktion, og uden at skabe intern konkurrenceforvridning skal vi styrke Europa og forholde os langt mere håndfast til det faktum, at vi sakker bagud, hvis vi er for pæne til at lægge arm med verdensdele, der helt åbenlyst sætter egne behov først.

Danske virksomheder er nøglespillere
Samtidig er det ikke kun et spørgsmål om økonomisk vækst men også om forsvar og forsyningssikkerhed.

Tidligere EU-rapporter har anbefalet at styrke Europa som en “Sea Power”-region, og Danmark har en af verdens længste kystlinjer omfattende Grønland og Færøerne, som vi er Nato-forpligtede til at overvåge, hvilket nu har fået international bevågenhed.

Derfor bør vi være en central aktør i denne indsats og satse strategisk på den danske maritime industri.

Aktuelt bygger vi eksempelvis færger, kystovervågningsfartøjer, fiskerfartøjer og diverse specialskibe.

Men fokuserer vi på de mange skibe, som er ejet af staten og kommunerne, trænger mange af dem til en udskiftning, hvilket giver en strategisk mulighed for at styrke Danmark.

Folketinget er på vej med en plan for nye skibe til Søværnet, hvor mange skibe er forældede. Men dertil kommer eksempelvis mange utidssvarende redningsfartøjer.

Sætter vi gang i mere dansk skibsbygning, står de positive konsekvenser i kø i form af styrket forsvar og øget forsyningssikkerhed, en grønnere transport samt øget vækst og styrket dansk konkurrenceevne.

El-færger kan rykke dansk udvikling
Der er brug for en mere strategisk tilgang til, hvordan vi kan styrke Danmark, som ofte er først med nye maritime løsninger.

Verdens første 100 procent eldrevne færge var dansk, hvilket rykkede udviklingen af færgefart på strøm, og et nyt eksempel er autonom færgesejlads, som på lidt længere sigt har et stort eksportpotentiale.

Ligesom metro-togene i København kan en autonom færge styres fra et kontrolrum, og når alle godkendelser er klar, kan dette revolutionere transporten til og fra mange øer i verden.

Samtidig er grøn omstilling af den globale skibsfart en bunden opgave, hvor Danmark spiller en nøglerolle, og hvor hjemmemarkedet bidrager til at vise den stærke, danske innovationskraft.

Så det er nu, at Danmark og Europa skal sikre vores forsvarsmæssige, økonomiske, konkurrencemæssige og strategiske modstandsdygtighed. Der er brug for at passe bedre på Europa.

Indlæg skrevet af: Jenny N. Braat, Adm. direktør, Danske Maritime, næstformand, Den Danske Maritime Fond og Henrik Dahl

(Indlæg bragt i Altinget d. 24/1-2025)

Tag folk bogstaveligt. Ikke bare alvorligt

Henrik Dahl
24. januar 2025

Politiske eliter har ofte helt ekstremt svært ved at forestille sig, at verden ikke er business as usual. Derfor har de begået deres mest alvorlige fejl ved at underreagere. Ikke ved at overreagere.

Hvor mange revolutioner kommer man som politisk iagttager til at opleve i sin levetid?

Det er ikke et spørgsmål, der kan gives et entydigt svar på. Nogle perioder er mere dramatiske end andre. Og nogle revolutioner er vanskeligere at få øje på, lige når de sker, end andre.

I min levetid på knap 65 år er der sket store revolutioner i Østeuropa og i Mellemøsten. Men vi må ikke glemme, at helt frem til midten af 1970’erne fandtes der diktaturstater i Vesteuropa: Spanien, Portugal og i perioder Grækenland.

De mange revolutioner fra diktatur til demokrati, der har fundet sted i Europa i min levetid, er uden tvivl den faktor, der har givet flest mennesker på kontinentet et bedre liv.

Ser vi omvendt på, hvad der siden 1960 har skabt mest usikkerhed for de mennesker, der lever på kontinentet i vore dage, synes jeg ikke, man kan komme uden om to revolutioner: de islamistiske revolutioner i 1979 og genoplivelsen af det russiske imperium, der blev annonceret af Vladimir Putin i 2007.

De islamistiske revolutioner i 1979 består af flere dele, der ikke i første omgang var indbyrdes forbundne: angrebet på den store moské i Mekka, den russiske destabilisering af Afghanistan og revolutionen i Iran (for at gøre ondt endnu værre er 1979 også året, hvor Zia ul-Haq for alvor strammer det islamistiske greb om Pakistan. Skønt afsættelsen af den verdslige Zulfikar Ali Bhutto allerede fandt sted to år tidligere).

Næsten alt, hvad der har at gøre med den globale jihad, kan føres tilbage til det islamistiske revolutionsår 1979. Det samme gælder for rivaliseringen mellem de islamistiske stormagter Iran og Saudi-Arabien (ofte gennem stedfortrædere) i Mellemøsten.

At den vestlige verden har gjort problemerne værre ved med åbne øjne at importere konflikterne til Europa og ved at føre ugennemtænkte krige i Mellemøsten, bekræfter kun den pointe, jeg gerne vil frem til: Ofte er det sådan, at beslutningstagere i samtiden slet ikke kan få øje på, hvad det er for skelsættende begivenheder, der udspiller sig for øjnene af dem.

Hvis vi i Europa havde kendt konsekvenserne af at lade mellemøstlige konflikter brede sig til vores kontinent, havde beslutningstagerne i 1970’erne og 1980’erne forhåbentlig handlet anderledes, end de gjorde. Og hvis beslutningstagerne i det hele taget havde vidst mere om Mellemøsten, havde de forhåbentlig tænkt sig om en ekstra gang eller tre, før de valgte at destabilisere regionen med krige i Afghanistan og Irak.

Da Vladimir Putin i 2007 kritiserede den unipolære verdensorden på sikkerhedskonferencen i München, var der – i lighed med, da de islamistiske revolutioner udspillede sig i 1979 – ikke mange, der forstod rækkevidden. Hvad der i tilbageblik kan forekomme ekstra mærkeligt, i betragtning af at han et par år tidligere havde omtalt opløsningen af Sovjetunionen som en geopolitisk tragedie.

I dag ved vi med sikkerhed, at en af hoveddrivkræfterne i den antivestlige alliance mellem Rusland, Iran, Nordkorea og Kina og den ligeledes anti-vestlige Briks-alliance er Vladimir Putins kritik af den unipolære verdensorden med USA i spidsen.

Vi kunne i teorien have vidst det – eller i hvert fald været på sporet af Putins hensigter – allerede for 20 år siden. Men først efter talrige invasioner af Ruslands nabolande gik det op for Vesten, at Putin faktisk mente, hvad han sagde i 2005 og 2007.

Og hvad skal disse overvejelser så bruges til i 2025?

De skal bruges til at sige, at ofte er det tilsyneladende sådan, at politiske eliter – for eksempel her i den vestlige verden – har endog yderst vanskeligt ved at kombinere de informationer, der står til deres rådighed, til et retvisende og afbalanceret billede.

I 1979 var der næsten ingen medlemmer af den tids politiske eliter, der var i stand til at forestille sig, at global, islamistisk jihad ville blive et problem, man skulle ofre enorme ressourcer på at bekæmpe og holde nede.

Den fra Frankrig hjemvendte ayatollah Khomeini holdt i Teheran eksotiske og uforståelige taler om, hvordan han ville skabe et islamisk mønstersamfund. Men sad der ikke verdslige folk i jakkesæt eller vestlige militæruniformer i hovedstæderne i Tyrkiet, Irak, Syrien, Jordan, Libanon, Egypten og hele vejen vestpå langs den sydlige middelhavskyst til Marokko? Det gjorde der da. Så hvordan i alverden en hellig krig for islam og imod de vantro nogensinde kunne blive et problem, seriøse supermagter var nødt til at beskæftige sig med, forstod kun et meget lille mindretal af eksperter.

I 2005 og 2007 var der på samme måde næsten ingen, der forstod, at Vladimir Putin havde tænkt sig at genoplive den russiske imperialisme, som man troede var gået i graven med Sovjetunionen. Selvom det fuldkommen åbenlyst var, hvad han sagde. Og gerne uddybede, hvis nogen spurgte ind til det.

Politiske eliter har – i hvert fald en gang imellem – helt ekstremt svært ved at forestille sig, at verden ikke – gentager: ikke – er stiafhængig. At verden ikke – gentager: ikke – er business as usual.

Derfor har politiske eliter ved flere lejligheder de seneste 50 år begået deres mest alvorlige fejl ved at underreagere. Ikke ved at overreagere.

Jeg vil gerne advare imod at begå stiafhængigheds- eller business as usual-fejlen en gang til med Donald Trump. Eller med andre ord: Jeg tror, at det drama og de forandringer, der venter os, er mindst lige så store som for eksempel dengang, Vladimir Putin holdt sin berømte tale i München for snart 18 år siden.

Det er ikke noget, jeg kan bevise med matematisk logik. Det er noget, min erfaring fortæller mig. Og som jeg vil opfordre andre til at overveje.

Prøv, bare for argumentets skyld, at antage, at Donald Trump mener, hvad han siger. Ligesom – uden nogen form for sammenligning i øvrigt – Khomeini faktisk mente, hvad han sagde. Og Putin faktisk mente, hvad han sagde.

De fleste troede, at Khomeini var en eksotisk mand med turban, der gerne udtalte sig i blomstrende, turban-agtige vendinger. Og de fleste troede, at Putin var en KGB-agent i et dårligt siddende jakkesæt, der havde fantomsmerter i USSR.

Begge dele var helt fatale misforståelser og undervurderinger.

Hvis Donald Trump mener, hvad han siger – og det er jeg overbevist om, at han gør – så vil USA ikke længere være garant for den regelbaserede verdensorden.

Det vil sige: USA vil ikke være garant for FN og Nato. Men USA vil heller ikke være garant for EU’s sikkerhed eller for globaliseringen – herunder den helt lavpraktiske, frie sejlads på verdenshavene. Til gengæld vil USA rent fysisk have kontrol med blandt andet Panama og Grønland.

Den amerikanske orden, der så småt opstod efter Første Verdenskrig og foldede sig ud efter Anden, er med andre ord aflyst.

Det, der vil komme efter, kan man efter behag kalde Den amerikanske Uorden eller Den nye amerikanske orden eller Den amerikanske Orden 2.0. Men uanset hvad: Det kommer til at stille helt ekstremt store krav til både Europa uden for EU og Europa inden for EU.

Måske tager jeg fejl. Det håber jeg.

Men prøv for en sikkerheds skyld at overveje, om vi i Europa er klar til Den Amerikanske Orden 2.0.

Det er vi ikke. Og det skyldes, at vi har ført en sikkerhedspolitik, en globaliseringspolitik, en indvandringspolitik og en energipolitik, der ikke havde noget med virkeligheden at gøre. Ligesom vi har brugt tiden på at diskutere en række absurde og ligegyldige, postmodernistiske førsteverdensproblemer, der heller ikke har noget med virkeligheden at gøre.

Da vi endelig forstod alvoren i 1979 og 2007, var det ikke for sent. Men det var på høje tid. Vi forstod heller ikke alvoren i Donald Trumps udtalelser i 2016. Derfor er det på høje tid, at vi forstår den i 2025.

Vi har ført en sikkerhedspolitik, en globaliseringspolitik, en indvandringspolitik og en energipolitik, der ikke havde noget med virkeligheden at gøre. Ligesom vi har brugt tiden på at diskutere en række absurde og ligegyldige, postmodernistiske førsteverdensproblemer, der heller ikke har noget med virkeligheden at gøre.

Da vi endelig forstod alvoren i 1979 og 2007, var det ikke for sent. Men det var på høje tid. Vi forstod heller ikke alvoren i Trumps udtalelser i 2016. Derfor er det på høje tid, at vi forstår den i 2025.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 24/1-2025)

Trumps opgør med den politiske elite i USA får pilen til at pege mod det europæiske etablissement

Henrik Dahl
23. januar 2025

Det er ikke til at undgå, at Donald Trump vinder præsidentvalget om et lille års tid.

Det var min overordnede konklusion efter Udenrigspolitisk Nævns besøg i USA for et års tid siden. Desuden bed jeg mærke i, at Donald Trump var meget mere velforberedt i 2024, end han havde været i 2016. Først og fremmest i kraft af støtten fra den konservative tænketank Heritage Foundation. Om denne kritik skal vi tale i dag. For det er den, vi kommer til at leve med konsekvenserne af de næste mange år.

Der har været talt så meget om Trumps vælgerbase, at der snart ikke er mere at sige – altså den arbejderklasse og lavere middelklasse, der føler sig overset og ringeagtet af den herskende klasse på øst- og vestkysten. Hvor Trump I i høj grad kom til at handle om at give anerkendelse og synlighed til en overset vælgerbase, så kommer Trump II til at handle om noget helt andet: Et dybtgående opgør med den politiske elite, der siden John F. Kennedy kom til magten i 1961 gradvist har erobret alle amerikanske statsog samfundsinstitutioner af blot den ringeste betydning for administration og drift af USA.

Sådan som samfundstænkerne bag Donald Trump ser på verden, er det den – i den amerikanske betydning af ordet – liberale samfundselite, der har ødelagt USA. Denne elite har, hvis man spørger konservative analytikere, et alenlangt synderegister: Wokeness. Ødelæggelsen af meritokratiet i den offentlige sektor og på universiteterne gennem først de såkaldte affirmative action-programmer og siden det såkaldte DEI (diversity, inclusion, equity – mangfoldighed, lighed og inklusion, red.).

Ødelæggelsen af landets demografi gennem kritikløs accept af masseindvandring. Ødelæggelsen af de store byer ved at udsulte politiet økonomisk. Ødelæggelsen af traditionsrige brancher gennem kritikløs accept af globaliseringen. Og ødelæggelsen af den almindelige samfundsmoral i kraft af en aktivistisk højesteret, der havde liberalt flertal.

Oven i det kommer den internationale svækkelse af USA, som i konservativ optik skyldes, at man har set gennem fingre med, at både Kina og Europa iskoldt har snydt og bedraget USA når det gjaldt frihandel og sikkerhed. Det skal der nu rettes op på. Hvad der burde stå lysende klart for selv de mest langsomme efter Donald Trumps tiltrædelsestale.

Og hvad kan vi så i Europa lære af det? For det første: Donald Trump mener det, han siger, fuldstændig alvorligt. For det andet: Donald Trump kommer til at levere på sine valgløfter. For det tredje: Det kommer til at gå hurtigt med at levere, fordi det meste helst skal ske inden midtvejsvalgene om to år. Er den regerende, europæiske elite tiltænkt en plads i alt dette? Måske. Men måske ikke.

Donald Trump er hverken særlig begejstret eller særlig imponeret over den regerende europæiske elite. For det første står den bag det bredspektrede snyderi og bedrageri, der i den grad er faldet det konservative USA for brystet. For det andet opviser den en foragt for det konservative Europa, der til forveksling ligner den amerikanske elites foragt for det konservative USA.

Ligesom den amerikanske elite insisterede for længe på sin ufolkelige politik, så har den europæiske elite alt for længe nægtet at gå i dialog med sine konservative kritikere. Set fra den politiske elites perspektiv sker der i Europa en »højredrejning«.

Man kunne lige så godt sige, at kritikken af masseindvandring, overregulering og absurd energipolitik er kommet for at blive. Om der er plads til den gamle, europæiske elite i Donald Trumps nye tider, får vi at se. Det er først og fremmest op til eliten selv.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 23/1-2025)

Dan Jørgensens nye titel åbner en vigtig debat om EU’s indflydelse

Carl Andersen
6. januar 2025

Det faktum, at Dan Jørgensen nu er blevet den første boligkommissær i EU, åbner en vigtig debat om, hvad EU egentlig skal blande sig i.

EU’s stigende interesse for at regulere boligområdet risikerer at kollidere med lande som Danmark, der allerede har velfungerende systemer.

Det vigtigste spørgsmål bliver at afgrænse, hvad der egentlig er en berettiget EU-kompetence på hans nye felt.

Der er ingen tvivl om, at EU har en legitim rolle i at fastsætte standarder for byggematerialer og energikrav til bygninger.

Dette sikrer, at det indre marked fungerer optimalt, og at bygninger er energieffektive – en hjørnesten for både fri handel og en effektiv klimapolitik, der virkelig gør en forskel på globalt plan.

Men når det kommer til, hvordan vi i Danmark regulerer byudvikling, finansierer boliger eller fastsætter husleje, bør EU holde sig væk. Hvad der fungerer i ét land, virker ikke nødvendigvis i et andet.

Energiforbedringer og eksportmuligheder 

Med boligkommissærposten har Danmark en unik mulighed for at fremme de energiløsninger, som Danmark er pioner indenfor – fjernvarme, isolering, termovinduer og termostater er blot nogle af de teknologier, hvor vi er førende.

Disse løsninger kan ikke kun gavne Danmark, men hele EU.

EU skal skabe de nødvendige rammer, så medlemslandene kan adoptere disse teknologier, og vi kan eksportere dansk viden og teknologi til resten af EU.

(Indlæg bragt i Altinget d. 6. januar 2025)

EU skal ikke have alt for store forventninger til USA

Henrik Dahl
11. december 2024

”Hvis du vil have fred, må du forberede dig på krig” lyder et gammelt latinsk ordsprog. Og disse ord er mere aktuelle end nogensinde før.
Vi lever i en urolig og omskiftelig verden, og EU skal tage ansvaret for sin egen sikkerhed alvorligt uden at have for store forventninger til hjælpen fra USA.

Uden konkrete handlinger og viljestyrke kan vi ikke forvente, at EU bliver i stand til at forsvare sine borgere og værdier. Den tidligere finske præsident Sauli Niinistö foreslår endda i en rapport leveret til EU-Kommissionens formand, at hele 20 pct. af EU’s budget skal gå til vores forsvar og sikkerhed. Dog er det vigtigere, at vi fokuserer på, hvordan alle medlemslande når op på at bruge 2 pct. og måske endda tættere på 3 pct. af bnp på forsvar. Vi har fået udnævnt EU’s første forsvarskommissær, og det bliver helt afgørende, at vi bruger de mange nye midler på den rigtige måde.

I vores politiske familie, Det Europæiske Folkeparti (EPP), har vi helt tilbage til før valgkampen i juni arbejdet på at udstikke en klar kurs mod et stærkere Europa på forsvarsområdet. Resultatet er vores strategiske plan: ”Et Europa, der beskytter.” Denne plan sigter mod et reelt forsvarssamarbejde, en robust forsvarsunion og et Europa, som ikke blot søger fred, men også aktivt opbygger den. Men naturligvis stadig med Nato som grundpillen i vores kollektive forsvar.

De økonomiske realiteter taler deres tydelige sprog: Mens Rusland har udviklet en aktiv krigsøkonomi, har Europa sovet i timen. På trods af vores Nato-mål er det langtfra alle medlemslande, der lever op til kravet om 2 pct. af bnp til forsvar. Hvis vi ønsker fred i Europa, så skal vi sikre den nødvendige investering i forsvar i hele Europa, så vi effektivt kan afskrække Rusland. Vi må derfor tage ansvaret på os og sikre, at Europa bliver i stand til at forsvare sig selv og sine interesser.

Vores plan er konkret og består af fem vigtige skridt:

Oprettelsen af et indre forsvarsmarked i Europa: Den manglende sammenhæng i forsvarsmarkedet fører til ineffektiv udnyttelse af midler, hvilket koster både tid og penge for europæiske skatteydere. En styrkelse af det europæiske forsvarsmarked, der gør det muligt at handle forsvarsudstyr frit over grænserne, vil ikke blot forbedre vores kapacitet, men også styrke vores industribase. Vi skal arbejde for at inddrage små og mellemstore virksomheder og fremme europæiske værdikæder. Samtidig er det afgørende at inkludere Ukraine i denne proces.

Styrkede investeringer i fremtidens forsvarsteknologier: EU bør investere betydeligt i fremtidens forsvarsteknologier som cybersikkerhed, rummet, droner og kunstig intelligens. Sammen med vores transatlantiske partnere bør vi tage skridt mod etablering af et fælles missilforsvarsskjold og en europæisk pendant til det amerikanske Darpa, der kan sikre teknologisk innovation og sikkerhed.

Mere samarbejde og fælles kapaciteter: EPP ønsker et forsvarssamarbejde, hvor EU’s land-, sø-, luft-, rum- og cyberstyrker har mulighed for at arbejde sammen og i tilfælde af det bliver nødvendigt hurtig kan indsættes.

Med et ”militært Schengen” kan vi sikre militær mobilitet inden for EU’s grænser, hvilket giver os mulighed for at reagere hurtigt på kriser. Derfor skal alle EU-lande i samarbejde med deres parlamenter tage aktiv stilling til missioner, hvor der er fælles kommandostruktur for effektivt at kunne udnytte vores civile og militære ressourcer i krisesituationer.

Større investeringer og mindre bureaukrati: Vi kan ikke nå vores mål uden passende finansiering. Med et kommende forsvars whitepaper er det nødvendigt at sætte realistiske mål for investeringer. Det omfatter også en mulig udvidelse af Den Europæiske Investeringsbanks mandat, så vi kan mobilisere private investeringer til forsvarsindustrien.

Europa som stærk stemme i forsvarspolitikken: Hvis Europa fremover skal være en betydningsfuld magt, der taler for frihed og demokrati, må og skal vi have et stærkt forsvar til at understøtte dette. Mens EU skal støbe kuglerne, så skal de affyres i Nato. Derfor er et tæt samarbejde med USA og Nato grundlaget for vores sikkerhed. Trods det er tiden kommet til, at vi må opbygge vores egne frivillige komplementære kapaciteter, så vi i en kritisk situation kan forsvare os selv og vores interesser.

Med et “militært Schengen” kan vi sikre militær mobilitet inden for EU’s grænser.

(Bragt i Jyllands-Posten d. 11/12-2024)

Tid til et opgør med det europæiske bureaukrati

Henrik Dahl
10. december 2024

Hvis Europa skal fastholde sin innovationskraft, er der behov for at skære ned på unødvendigt bureaukrati og lette vejen til markedet. Men tiden er knap

Europas virksomheder står over for både øget konkurrence fra udlandet og dårligere adgang til oversøiske markeder. Sådan lyder en af konklusionerne i Draghi-rapporten, der blev lanceret i september, og som tegner et alvorligt billede af en europæisk økonomi, der lider, og hvor fremtidsudsigterne er alt andet end optimistiske.

Draghi-rapporten har med rette sat Europas vigende konkurrenceevne til debat rundt om i de europæiske hovedstæder og gjort indtryk i Strasbourg og Bruxelles. For konklusionerne er klokkeklare: Vi formår i alt for lav grad at omsætte innovation til kommercialisering i Europa.

Og sker det, at en europæisk virksomhed har musklerne, løsningerne og ambitionerne til at skalere, bliver den ofte hæmmet af inkonsekvente og restriktive reguleringer på mange niveauer, der spænder ben for fremtidig vækst. Det er alvorligt. Innovation, udvikling og revolutionerende teknologier er nemlig en forudsætning for et stærkt Europa, særligt i en ny, global virkelighed, hvor sikkerhedssituationen er under markant forandring.

Et stadig større bureaukratisk spindelvæv i EU, vigende produktivitet og svigtende konkurrenceevne risikerer ikke længere “blot” at underminere vækstpotentialet for vores europæiske virksomheder. Udfordringen er i dag så stor, at det – med Mario Draghis ord – reelt udgør en eksistentiel trussel under vores europæiske selvforståelse, værdier og ambitioner i verden.

Hvis ikke Europa formår at lukke innovationskløften til USA og Kina, kan vi tale nok så meget om, hvordan Europa skal præge verden, men virkeligheden er, at vi kan stå i en situation, hvor vi reelt set ikke har musklerne til at gøre vores indflydelse gældende. Deregulering er vejen frem De kommende fem år i Europa bør derfor ikke handle om regulering, men om deregulering.

Vi har behov for en fælleseuropæisk diskussion om, hvordan vi på en fornuftig og hensigtsmæssig måde kan lue ud i unødvendigt bureaukrati og fjerne de regler, der ikke fremmer de formål, de blev sat i verden for. Men tiden er knap, for mange af Europas virksomheder har allerede vendt blikket mod andre markeder. Kommissionsformand Ursula von der Leyen har da også slået fast, at det bliver en central opgave for alle kommissærer at understøtte europæiske virksomheders konkurrencekraft.

En tiltrængt udmelding, der nu skal følges op af konkret handling, særligt på de områder, der har allerstørst betydning for europæisk erhvervsliv, og derved også europæisk økonomi, konkurrencekraft og beskæftigelse. I Danmark er vi begunstiget af en højproduktiv life science-industri, der spiller en central rolle for dansk eksport, beskæftigelse og private forsknings- og udviklingsaktiviteter, både på området for medicinsk udstyr og lægemidler. Og på tværs af Europa er life science-branchen en hjørnesten i europæisk økonomi.

Men medikoindustrien er også et godt eksempel på et branche, hvor reguleringen har taget overhånd og har gjort mere skade end gavn. Forordningen for medicinsk udstyr, MDR, blev sat i verden i 2017 for at højne patientsikkerheden, men er i praksis endt som et bureaukratisk jerngreb, der blokerer for vækst og udvikling i branchen – og som forsinker og hæmmer patienter og klinikeres adgang til innovative sundhedsteknologiske løsninger i Europa. Eksempelvis viser tal fra det Tyske Industri- og Handelskammer, at 67 pct. af de mindste virksomheder i medikobranchen har været nødsaget til at trække produkter fra markedet som følge af et for bureaukratisk regulatorisk regime, mens tilsvarende gælder for knap hver anden af de største medikokoncerner.

Samtidig peger flere undersøgelser på, at virksomheder, der tidligere prioriterede Europa, i langt overvejende grad nu kigger mod USA eller Asien, når de skal lancere deres nyeste sundhedsteknologier, simpelthen fordi det er blevet for omkostningstungt, langsommeligt og uforudsigeligt at agere på det europæiske marked.

Den lovgivning, der skulle sætte europæiske patienter først, er med andre ord endt med at sætte europæiske borgere bagerst i køen, fordi man i sin tid indrettede lovgivningen uden skelen til de erhvervspolitiske behov. Et bureaukratisk selvmål. Stærkt signal I Europa-Parlamentet har vi blandt de borgerlige partier blikket stift rettet mod at styrke de erhvervspolitiske styrkepositioner i Europa, og særligt inden for life science.

Derfor har vi allerede taget et vigtigt skridt for at understøtte den europæiske medikobranches konkurrencekraft med en nylig parlamentsresolution, der presser på for akutte tiltag i forhold til de regulatoriske rammer på området.

Resolutionen er et klart signal til både EU-Kommissionen og de nationale regeringer om, at der skal handles hurtigt og målrettet for at vende udviklingen for medikobranchen – og at den europæiske konkurrencekraft generelt skal vægtes tungere i fremtidens politiske beslutninger.

I den sammenhæng har den danske regering en central rolle at spille, når ord skal blive til handling. Signalet fra vores side er klart: Vores europæiske virksomheder skal have lov til at innovere – ikke druknes i bureaukrati.

(Indlæg bragt i Børsen d. 2/12-2024)

Indlæg skrevet af: Henrik Dahl (LA), medlem, Europa-Parlamentet, Morten Løkkegaard (V), medlem, Europa-Parlamentet, Niels Flemming Hansen (K), medlem, Europa-Parlamentet, Kristoffer Storm (DD), medlem, Europa-Parlamentet, Anders Vistisen (DF), medlem, Europa-Parlamentet, Mads Koch Hansen, adm. direktør, Medikoindustrien.

Vi mister milliardvirksomheder, fordi vi drukner AI-industrien i bureaukrati

Alexander Ryle
10. december 2024

Det globale kapløb om kunstig intelligens (AI) er i fuld gang, men Europa sakker bagud.

Mens USA og Kina investerer massivt i fremtidens teknologier og udvikler løsninger, der gør livet lettere for iværksættere og borgere, sidder EU fast i sit eget bureaukrati.
I stedet for at give talentfulde europæiske iværksættere frihed til at skabe morgendagens løsninger kvæler vi dem med tungt bureaukrati og uklar regulering. Vi risikerer at stå på sidelinjen i den største teknologiske revolution siden internettet.

Tallene taler deres tydelige sprog: I 2023 investerede USA 68 mia. dollar i AI, mens Europa kun formåede at rejse 8 mia. – vi halter otte gange efter, og kløften bliver større for hver dag. Samtidig hersker der stor usikkerhed om, hvordan AI må bruges i Europa.

Mange startups famler i blinde og ved ikke, hvilke data de kan anvende til at træne deres AI-løsninger og forbedre kundeoplevelsen. GDPR, der skulle harmonisere og beskytte, har i praksis udviklet sig til en hæmsko for innovation. For når regler fortolkes forskelligt fra land til land, skaber det usikkerhed og frygt for sanktioner.

Konsekvenserne kan blive alvorlige. Ved at bremse AI i sin spæde udvikling risikerer vi at sætte vores fremtid på pause. Teknologien udvikler sig hurtigt, og forsinkelser i lovgivningen kan efterlade os permanent bagud. AI har potentiale til at blive en økonomisk motor og vende den faldende produktivitetstrend i de fleste EU-lande – men kun hvis vi tør bruge den.

Det kræver, at vi giver iværksætterne frihed og plads til at skabe fremtiden

Startups spiller en afgørende rolle i at drive innovation. Det er her, fremtidens teknologier fødes, og deres succes er afgørende for at styrke Europas konkurrenceevne og sprede teknologi bredt i samfundet. Når innovative virksomheder lykkes med at skalere, bidrager de uforholdsmæssigt meget til økonomien og skaber arbejdspladser, nye idéer og vækst.

Men i dag rammer reguleringsbyrden især små tech-virksomheder, der drukner i bureaukrati og ofte må opgive at konkurrere med de store tech-giganter, som har langt flere ressourcer og dermed bedre forudsætninger for at leve op til kravene.

Det er uholdbart at forvente, at startups skal bruge tid og penge på at udvikle nye løsninger, når de ikke engang ved, om deres idéer kan realiseres i EU. Konsekvensen bliver, at fremtidens idéer og forretningsmodeller bliver kvalt, før de får en chance for at tage form, eller at virksomhederne søger mod lande med bedre vilkår for at realisere dem.

Vi ser det allerede. Danske virksomheder som Unity, Tradeshift og Steelseries har rykket deres aktiviteter til lande, der byder AI velkommen. Med dem forsvinder arbejdspladser, innovation og konkurrenceevne. Og blandt verdens 100 mest værdifulde AI-unicorns – startups baseret på kunstig intelligens med en markedsværdi på 1 mia. dollar – er kun to placeret i EU, mens hele 60 befinder sig i USA.

Denne udvikling er ikke tilfældig, men et direkte resultat af EU’s tunge regulering, manglende harmonisering og usammenhængende strategi. Vi formår ikke at skabe fremmende økosystemer med tilstrækkelig risikovillig kapital, adgang til talentfuld arbejdskraft og – vigtigst af alt – regulatoriske rammer, der fremmer innovation.

EU har skabt en ‘bekymringsindustri’, der har vendt reguleringen på hovedet, så den domineres af frygt frem tillid. Ja, vi har brug for regulering, men den skal udformes som retningslinjer, der guider os fremad – ikke barrierer, der holder os tilbage.

Europa har ikke råd til at sidde fast i ‘mid-tech’ og industrier fra det forrige århundrede. Vi skal op i gear – ikke kun for at blive førende inden for nye teknologier, men også for at sikre, at vores eksisterende industrier kan forblive konkurrencedygtige.

Hvis Europa skal indtage en global førerposition, kræver det, at vi giver iværksætterne frihed og plads til at skabe fremtiden. EU må tage ansvar og sikre harmoniserede og gennemtænkte rammer, der fremmer innovation og sikrer, at vi ikke bliver efterladt på sidelinjen.

(Indlæg bragt i Børsen d. 26/11-2024)

EU drukner i bureaukrati, mens USA og Kina buldrer afsted

Alexander Ryle
26. november 2024

Det globale kapløb om kunstig intelligens (AI) er i fuld gang, men Europa sakker bagud.

Mens USA og Kina investerer massivt i fremtidens teknologier og udvikler løsninger, der gør livet lettere for iværksættere og borgere, sidder EU fast i sit eget bureaukrati. I stedet for at give talentfulde europæiske iværksættere frihed til at skabe morgendagens løsninger kvæler vi dem med tungt bureaukrati og uklar regulering.

Vi risikerer at stå på sidelinjen i den største teknologiske revolution siden internettet. Tallene taler deres tydelige sprog: I 2023 investerede USA 68 mia. dollar i AI, mens Europa kun formåede at rejse 8 mia. – vi halter otte gange efter, og kløften bliver større for hver dag.

Samtidig hersker der stor usikkerhed om, hvordan AI må bruges i Europa. Mange startups famler i blinde og ved ikke, hvilke data de kan anvende til at træne deres AI-løsninger og forbedre kundeoplevelsen. GDPR, der skulle harmonisere og beskytte, har i praksis udviklet sig til en hæmsko for innovation.

For når regler fortolkes forskelligt fra land til land, skaber det usikkerhed og frygt for sanktioner. Drukner i bureaukrati Konsekvenserne kan blive alvorlige. Ved at bremse AI i sin spæde udvikling risikerer vi at sætte vores fremtid på pause. Teknologien udvikler sig hurtigt, og forsinkelser i lovgivningen kan efterlade os permanent bagud.

AI har potentiale til at blive en økonomisk motor og vende den faldende produktivitetstrend i de fleste EU-lande – men kun hvis vi tør bruge den. Startups spiller en afgørende rolle i at drive innovation. Det er her, fremtidens teknologier fødes, og deres succes er afgørende for at styrke Europas konkurrenceevne og sprede teknologi bredt i samfundet.

Når innovative virksomheder lykkes med at skalere, bidrager de uforholdsmæssigt meget til økonomien og skaber arbejdspladser, nye idéer og vækst. Men i dag rammer reguleringsbyrden især små tech-virksomheder, der drukner i bureaukrati og ofte må opgive at konkurrere med de store tech-giganter, som har langt flere ressourcer og dermed bedre forudsætninger for at leve op til kravene.

Virksomhederne smutter Det er uholdbart at forvente, at startups skal bruge tid og penge på at udvikle nye løsninger, når de ikke engang ved, om deres idéer kan realiseres i EU. Konsekvensen bliver, at fremtidens idéer og forretningsmodeller bliver kvalt, før de får en chance for at tage form, eller at virksomhederne søger mod lande med bedre vilkår for at realisere dem.

Vi ser det allerede. Danske virksomheder som Unity, Tradeshift og Steelseries har rykket deres aktiviteter til lande, der byder AI velkommen. Med dem forsvinder arbejdspladser, innovation og konkurrenceevne.

Og blandt verdens 100 mest værdifulde AI-unicorns – startups baseret på kunstig intelligens med en markedsværdi på 1 mia. dollar – er kun to placeret i EU, mens hele 60 befinder sig i USA.

Denne udvikling er ikke tilfældig, men et direkte resultat af EU’s tunge regulering, manglende harmonisering og usammenhængende strategi. Vi formår ikke at skabe fremmende økosystemer med tilstrækkelig risikovillig kapital, adgang til talentfuld arbejdskraft og – vigtigst af alt – regulatoriske rammer, der fremmer innovation.

EU har skabt en ‘bekymringsindustri’, der har vendt reguleringen på hovedet, så den domineres af frygt frem tillid. Ja, vi har brug for regulering, men den skal udformes som retningslinjer, der guider os fremad – ikke barrierer, der holder os tilbage.

Europa har ikke råd til at sidde fast i ‘mid-tech’ og industrier fra det forrige århundrede. Vi skal op i gear – ikke kun for at blive førende inden for nye teknologier, men også for at sikre, at vores eksisterende industrier kan forblive konkurrencedygtige.

Hvis Europa skal indtage en global førerposition, kræver det, at vi giver iværksætterne frihed og plads til at skabe fremtiden. EU må tage ansvar og sikre harmoniserede og gennemtænkte rammer, der fremmer innovation og sikrer, at vi ikke bliver efterladt på sidelinjen.

(Indlæg bragt i Børsen d. 26/11-2024)

Jeg skal ikke blande mig i Dan Jørgensens nye job som boligkommissær. Men det er en god anledning til at tage snakken om, hvad EU skal blande sig i

Henrik Dahl
9. oktober 2024

Alle rekorder for uklar arbejdsbeskrivelse blev slået, da den nye EU-Kommission for nylig blev præsenteret. Hvad laver en kommissær for ”Cohesion and Reforms”? Hvad laver en kommissær for ”Intergenerational fairness, Youth, Culture and Sport”? Hvad laver en kommissær for Middelhavet?

Svaret blæser ikke i vinden, men i de kommissærhøringer, som Europa-Parlamentet afholder fra begyndelsen af november. Her vil der komme en masse variationer over dette spørgsmål: Hvordan vil kandidaten i nærmere detaljer omsætte kommissionsformandens jobbeskrivelse til virkelighed?

Et er, at man som kommissærkandidat står med en uklar opgavebeskrivelse. Den slags har man som endeligt udnævnt massevis af medarbejdere til at hjælpe med at stille skarpt på. Noget andet er: Hvad gør man i grunden, hvis det område, man er kommissær for, strengt taget ikke er en EU-kompetence?

Det spørgsmål kan hurtigt ramme Dan Jørgensen. For den barske sandhed er: Der er ikke nogen tvivl om, at det er en EU-kompetence at fastsætte standarder for isolering af bygninger og tilsvarende sager. Det handler jo i vidt omfang om de tekniske specifikationer, byggematerialer er konstrueret efter. Og dermed er det noget, der ligger helt inde ved kernen af det indre marked.

Hvordan de enkelte lande vælger at udforme og regulere deres boligmarked, er til gengæld deres egen sag.

Skal boliger kunne finansieres ved hjælpe af obligationer og sikkerhed i den belånte bolig? Det mener vi f.eks. i Danmark, og det er essensen af realkreditsystemet. Men der findes masser af europæiske lande, hvor det politiske flertal ikke mener dette. Og som derfor har et marked for ejerboliger, der grundlæggende fungerer helt anderledes end vores.

På samme måde med huslejekontrol. Er det helt grundlæggende et sundt princip, eller er det noget, man skal være meget forsigtig med?

De fleste økonomer vil formentlig sige, at hvis man lægger et helt ufleksibelt loft over huslejen, vil det over tid have tre konsekvenser: De boliger, der er omfattet af loftet, tages ud af markedet. De huslejeregulerede boliger vil over tid holde op med at blive formidlet via det almindelige marked. Investorer vil over tid holde op med at investere i at bygge boliger.

Med andre ord: Jo hårdere en priskontrol, man indfører på markedet for udlejede boliger, jo mere sikker kan være på, at der vil opstå en udbudskrise.

Generelt har Danmark været i den forholdsvis liberale ende, når det gjaldt kontrol med husleje, mens f.eks. Sverige har været i den forholdsvis ikke-liberale ende.

Når Dan Jørgensen om kort tid vil blive mødt med et krav om at få boligmarkederne rundtomkring i Europa til at fungere bedre, skal han derfor passe meget på. Det er et stærkt ønske fra eksempelvis de spanske socialister, at han skal blande sig i boligmarkedernes rammer og regler. Samtidig med at der står mindst lige så mange parlamentarikere fra Nordeuropa klar til at minde ham om, at det slet ikke er noget, EU skal blande sig i.

Det tilkommer ikke mig at give Dan Jørgensen en masse råd om, hvordan han skal passe sit fremtidige job.

Men udnævnelsen af en boligkommissær er faktisk en meget kærkommen anledning til at få den mere principielle debat i Europa-Parlamentet om, hvad det tilkommer EU at blande sig i, og hvad der ligger uden for EU’s grænser.

Og selvom det nogle gange hedder sig, at Danmark er et af de lande, der har mest travlt med at være lydhøre over for EU, er det en sandhed med modifikationer. EU’s trang til at blande sig i, hvordan det danske og svenske arbejdsmarked fungerer, er lige nu så stor en torn i øjet på de to lande, at der verserer en retssag med påstand fra Danmark og Sverige om, at EU mangler den grundlæggende adkomst til at blande sig i spørgsmålet om mindsteløn.

Det er – både ifølge den danske og svenske model – noget, arbejdsgiverne og arbejdstagerne selv må blive enige om. Sådan har det været i mangfoldige år, og sådan skal det blive ved med at være.

Derfor skal vi være glade for uenigheder om, hvor grænserne mellem EU og medlemslandene går. Kun ved at tage den slags diskussioner – også med hårde og kontante argumenter på begge sider – kan vi skabe en afgrænsning, der kan holde, og som vil give mening mange år ud i fremtiden.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 9. oktober 2024)

Europa evner ikke at give sig selv det nødvendige los

Henrik Dahl
23. september 2024

Det er efterhånden mange år siden, jeg læste de store sagaer, Lev Tolstoj har indlagt sig hæder ved at skrive. Men jeg husker stadig den melankoli, der især hviler over ”Anna Karenina”.

På den ene side ved de fornuftige medlemmer af det russiske aristokrati godt, at den måde, deres land er indrettet på, ikke går i længden. På den anden side er der ingen af dem, der har evnerne eller viljen til at forandre noget til det bedre.

Den samme følelse af tragedie, som jeg husker fra beskrivelsen af den på en gang indsigtsfulde og indsigtsløse russiske elite, greb mig forleden, da jeg hørte Mario Draghi fremlægge sin rapport om den økonomiske vækst i Europa for Europa-Parlamentet i Strasbourg.

For ja: De fleste af os ved udmærket, at Draghi har ret i næsten alt, hvad han siger. Men nej: Det er umuligt at forestille sig, at Europa skulle finde evnerne og viljen til at give sig selv det metaforiske los i bagdelen, der er betingelsen for ny vækst og fremgang.

Den manglende evne og vilje til at tage beslutninger, der er nødvendige for at sikre Europa en gylden fremtid, viser sig allerede i de enkelte lande.

I Frankrig er det tilsyneladende umuligt at gennemføre de reformer, der er bydende nødvendige for at skabe en sammenhæng mellem, hvor stor en værdi der skabes i det franske samfund, og hvor store forpligtelser den franske stat har pådraget sig. Den gennemsnitlige franskmand vil gerne holde fri en tredjedel af sit liv. Men samtidig vil den gennemsnitlige franskmand også have et niveau af både privat og offentlig velstand, som forudsætter, at der samlet set blev ydet en langt større arbejdsindsats, end tilfældet er.

I Tyskland vil befolkningen have sikkerhed for, at man kan færdes trygt på gader og stræder døgnet rundt. Med nogle få, hæderlige undtagelser er der bare ingen fra de etablerede partier, der har mod på at sige, hvad der egentlig er årsagen til knivdrab og den generelle forråelse af samfundet, der har fundet sted.

Det, der kommer ud af dannede samtaleprogrammer på tysk tv, er som regel noget, der virkelig undrer en dansker. Konsekvente beklagelser over, at så mange borgere stemmer på de forkerte, populistiske partier. Og konsekvent fornægtelse af de etablerede, politiske partiers eget ansvar for, at så mange borgere vender dem ryggen.

Hvordan man kan sidde og vride hænder over, at borgerne vælger de forkerte uden at spørge sig selv, om det kunne skyldes, at man har fremlagt de forkerte analyser og den forkerte politik, er mere gådefuldt end Månens bagside.

Den tyske højre- og venstrepopulisme er selvfølgelig skabt af de etablerede partier. Selv om de etablerede partier for det meste tror, at den er opstået ud af det blå, og at de ikke selv har noget som helst med den sag at gøre.

På europæisk plan står det ikke meget bedre til. Mario Draghi slår fast, at høje omkostninger til energi er en af de væsentligste årsager til, at økonomien slæber sig afsted i første gear her på kontinentet.

Alligevel er den politiske elite såvel i hovedstæderne som i Bruxelles overbevist om, at ustabil energiforsyning, underdimensioneret ledningsnet og ineffektivt energimarked er vejen frem.

Det er det selvfølgelig ikke. Men det er svært at se, hvis man tilhører den elite, som også mener, at kejseren er fuldt og elegant påklædt.

På samme måde med absurd bureaukrati. Selvfølgelig dør de fleste nystartede virksomheder, og selvfølgelig bliver de små og mellemstore virksomheder aldrig store, når ”compliance” både er en videnskab og et ekstremt lukrativt speciale for advokater og andet godtfolk.

Det nytter ikke noget at kræve, at europæiske virksomheder skal indberette antallet af ruder i de bygninger, hvor de har til huse, sundhedstilstanden blandt de solsorte, der holder til på de grønne arealer rundt om bygningerne, og hvilke tiltag virksomheden har sat i værk for at skabe en bedre verden, når man på alle andre kontinenter ville anse den slags krav for at være komplet åndssvage (det med ruderne og solsortene er fantasi, der minder om virkeligheden. Det med den enkelte virksomheds ansvar for, at verden bliver bedre, er sandt nok).

Europa er ikke i vanskeligheder, fordi Europa er blevet ramt af skæbnen.

Europa er heller ikke i vanskeligheder, fordi en hel stribe af uheld har lagt sig i forlængelse af hinanden på den værst tænkelige måde.

Europa er i vanskeligheder, fordi det tilsyneladende er komplet umuligt for de politiske eliter i Europa at lade være med at vedtage politikker, der er selvdestruktive, bygger på illusioner eller slet og ret er evident tåbelige for alle, der ikke er ramt af gruppetænkningen inde i de elitære bobler, hvor man færdes.

Der er næsten ingen mennesker – og heller ikke nogen institutioner – der er i stand til at helbrede sig selv for illusioner, tåbelighed og den nævenyttige trang til at blande sig i alt mellem himmel og jord.

Europa i vore dage er tragisk af de samme grunde som Tolstojs aristokrati: Det lå, som det selv havde redt.

Aristokratiets tid sluttede, da der kom nogle uhøflige mennesker, som på den mest uforskammede og populistiske facon skubbede aristokratiet ned fra sit leje. Europa må gøre det bedre. Kontinentet må reformere sig selv på eget initiativ og ved egne kræfter.

“Europa er i vanskeligheder, fordi det tilsyneladende er komplet umuligt for de politiske eliter i Europa at lade være med at vedtage politikker, der er selvdestruktive.”
Det er umuligt at forestille sig, at Europa skulle finde evnerne og viljen til at give sig selv det metaforiske los i bagdelen, der er betingelsen for ny vækst og fremgang, skriver Henrik Dahl.Det er efterhånden mange år siden, jeg læste de store sagaer, Lev Tolstoj har indlagt sig hæder ved at skrive. Men jeg husker stadig den melankoli, der især hviler over ”Anna Karenina”.

På den ene side ved de fornuftige medlemmer af det russiske aristokrati godt, at den måde, deres land er indrettet på, ikke går i længden. På den anden side er der ingen af dem, der har evnerne eller viljen til at forandre noget til det bedre.

Den samme følelse af tragedie, som jeg husker fra beskrivelsen af den på en gang indsigtsfulde og indsigtsløse russiske elite, greb mig forleden, da jeg hørte Mario Draghi fremlægge sin rapport om den økonomiske vækst i Europa for Europa-Parlamentet i Strasbourg.

For ja: De fleste af os ved udmærket, at Draghi har ret i næsten alt, hvad han siger. Men nej: Det er umuligt at forestille sig, at Europa skulle finde evnerne og viljen til at give sig selv det metaforiske los i bagdelen, der er betingelsen for ny vækst og fremgang.

Den manglende evne og vilje til at tage beslutninger, der er nødvendige for at sikre Europa en gylden fremtid, viser sig allerede i de enkelte lande.

I Frankrig er det tilsyneladende umuligt at gennemføre de reformer, der er bydende nødvendige for at skabe en sammenhæng mellem, hvor stor en værdi der skabes i det franske samfund, og hvor store forpligtelser den franske stat har pådraget sig. Den gennemsnitlige franskmand vil gerne holde fri en tredjedel af sit liv. Men samtidig vil den gennemsnitlige franskmand også have et niveau af både privat og offentlig velstand, som forudsætter, at der samlet set blev ydet en langt større arbejdsindsats, end tilfældet er.

I Tyskland vil befolkningen have sikkerhed for, at man kan færdes trygt på gader og stræder døgnet rundt. Med nogle få, hæderlige undtagelser er der bare ingen fra de etablerede partier, der har mod på at sige, hvad der egentlig er årsagen til knivdrab og den generelle forråelse af samfundet, der har fundet sted.

Det, der kommer ud af dannede samtaleprogrammer på tysk tv, er som regel noget, der virkelig undrer en dansker. Konsekvente beklagelser over, at så mange borgere stemmer på de forkerte, populistiske partier. Og konsekvent fornægtelse af de etablerede, politiske partiers eget ansvar for, at så mange borgere vender dem ryggen.

Hvordan man kan sidde og vride hænder over, at borgerne vælger de forkerte uden at spørge sig selv, om det kunne skyldes, at man har fremlagt de forkerte analyser og den forkerte politik, er mere gådefuldt end Månens bagside.

Den tyske højre- og venstrepopulisme er selvfølgelig skabt af de etablerede partier. Selv om de etablerede partier for det meste tror, at den er opstået ud af det blå, og at de ikke selv har noget som helst med den sag at gøre.

På europæisk plan står det ikke meget bedre til. Mario Draghi slår fast, at høje omkostninger til energi er en af de væsentligste årsager til, at økonomien slæber sig afsted i første gear her på kontinentet.

Alligevel er den politiske elite såvel i hovedstæderne som i Bruxelles overbevist om, at ustabil energiforsyning, underdimensioneret ledningsnet og ineffektivt energimarked er vejen frem.

Det er det selvfølgelig ikke. Men det er svært at se, hvis man tilhører den elite, som også mener, at kejseren er fuldt og elegant påklædt.

På samme måde med absurd bureaukrati. Selvfølgelig dør de fleste nystartede virksomheder, og selvfølgelig bliver de små og mellemstore virksomheder aldrig store, når ”compliance” både er en videnskab og et ekstremt lukrativt speciale for advokater og andet godtfolk.

Det nytter ikke noget at kræve, at europæiske virksomheder skal indberette antallet af ruder i de bygninger, hvor de har til huse, sundhedstilstanden blandt de solsorte, der holder til på de grønne arealer rundt om bygningerne, og hvilke tiltag virksomheden har sat i værk for at skabe en bedre verden, når man på alle andre kontinenter ville anse den slags krav for at være komplet åndssvage (det med ruderne og solsortene er fantasi, der minder om virkeligheden. Det med den enkelte virksomheds ansvar for, at verden bliver bedre, er sandt nok).

Europa er ikke i vanskeligheder, fordi Europa er blevet ramt af skæbnen.

Europa er heller ikke i vanskeligheder, fordi en hel stribe af uheld har lagt sig i forlængelse af hinanden på den værst tænkelige måde.

Europa er i vanskeligheder, fordi det tilsyneladende er komplet umuligt for de politiske eliter i Europa at lade være med at vedtage politikker, der er selvdestruktive, bygger på illusioner eller slet og ret er evident tåbelige for alle, der ikke er ramt af gruppetænkningen inde i de elitære bobler, hvor man færdes.

Der er næsten ingen mennesker – og heller ikke nogen institutioner – der er i stand til at helbrede sig selv for illusioner, tåbelighed og den nævenyttige trang til at blande sig i alt mellem himmel og jord.

Europa i vore dage er tragisk af de samme grunde som Tolstojs aristokrati: Det lå, som det selv havde redt.

Aristokratiets tid sluttede, da der kom nogle uhøflige mennesker, som på den mest uforskammede og populistiske facon skubbede aristokratiet ned fra sit leje. Europa må gøre det bedre. Kontinentet må reformere sig selv på eget initiativ og ved egne kræfter.

“Europa er i vanskeligheder, fordi det tilsyneladende er komplet umuligt for de politiske eliter i Europa at lade være med at vedtage politikker, der er selvdestruktive.”
Det er umuligt at forestille sig, at Europa skulle finde evnerne og viljen til at give sig selv det metaforiske los i bagdelen, der er betingelsen for ny vækst og fremgang, skriver Henrik Dahl.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 22. september 2024)