Løftet om det indre marked skal indfries

Henrik Dahl
3. august 2026

Europa mangler ikke talent. Europa mangler heller ikke gode idéer. Det, vi mangler, er et reelt indre marked.

Vi taler ofte om EU som ét marked med 450 millioner forbrugere. Men når en startup vil vokse fra Ribe til Rom, møder den ikke ét fælles marked, men 27 forskellige selskabsretlige systemer, registreringsprocedurer og administrative krav.

At skalere i Europa er derfor i praksis at starte forfra 27 gange.
For startups og scaleups svarer fragmenteringen til en skjult intern told på omkring 44 pct. for varer og helt op mod 110 pct. for tjenesteydelser. I stedet for at udvikle produkter, ansætte medarbejdere og finde nye kunder bruger virksomheder tid og kapital på advokater, compliance og bureaukrati.
Det er ikke bare et problem for iværksætterne. Det er et problem for Europas konkurrenceevne.

Ambitiøst forslag
Derfor er EU-Kommissionens forslag om en fælles europæisk selskabsform – det såkaldte EU Inc. – noget af det mest ambitiøse, der er sket for det indre marked i årtier. For første gang foreslås en frivillig selskabsform med fælles regler, digital registrering og moderne rammer for investeringer og medarbejderaktier på tværs af hele EU.

Men netop nu afgøres det, om forslaget bliver et historisk gennembrud eller endnu et ligegyldigt europæisk kompromis. Nu er den politiske proces i gang, hvor gode intentioner alt for ofte bliver oversat til flere undtagelser, flere kontroller og mere bureaukrati.

EU Inc. skal designes til startups og scaleups, men være en mulighed for alle selskaber. For det er de innovative virksomheder, der skal styrke Europas konkurrenceevne. Derfor må og skal vi skabe bedre rammer for, at de kan vokse. Og selvfølgelig skal EU Inc. være robust. Den skal forhindre svindel og respektere nationale arbejdstagerrettigheder.

Men den må ikke blive udvandet af særkrav fra fagbevægelsen, som i praksis vil gøre det til et arbejdstagerprojekt frem for et projekt, der skal styrke muligheden for skalering på tværs af det indre marked. Ellers risikerer vi at bygge en selskabsform, som ingen iværksættere vil bruge.

EU Inc. skal være født digitalt, administreres digitalt, og virksomhederne skal kunne rejse kapital gennem fælles standarder for bl.a. selskabsret og medarbejderaktier. Derfor bør EU etablere et fælles europæisk virksomhedsregister, hvor selskaber kan oprettes og administreres direkte, mens de nationale systemer synkroniserer med det centrale. Ellers risikerer vi blot at digitalisere fragmenteringen frem for at afskaffe den.

Frigøre ressourcer
Behovet er åbenlyst. Europa har over 35.000 startups og nogle af verdens stærkeste forskningsmiljøer, men alt for få virksomheder vokser sig globale. Samtidig findes kun syv af verdens 100 største teknologivirksomheder i Europa, mens 56 er amerikanske.

EU Inc. vil gøre Europa mere attraktivt for iværksættere, investorer og talenter samt frigøre ressourcer til innovation, produktudvikling og international ekspansion. Altså det der skaber den vækst, som vi i Europa har så hårdt brug for.

Vi har skrevet rapporter om problemet siden 1988 og til Draghis dødsstød af en rapport. Nu er det på tide, at vi rent faktisk gør noget ved det.
Europa bliver ikke mere konkurrencedygtigt af at regulere de nationale markeder yderligere. Europa bliver mere konkurrencedygtigt af endelig at gøre vores fælles marked til virkelighed. Netop det arbejde har Kommissionen sat i gang.

Nu må Europa-Parlamentet ikke udvande det til ukendelighed og forpasse chancen for den vigtigste reform af det indre marked siden dets etablering. Det er de innovative virksomheder, der skal styrke Europas konkurrenceevne. Derfor må og skal vi skabe bedre rammer for, at de kan vokse.

(Indlæg bragt i Børsen d. 3. august 2026)

EU’s AI-lovforslag skaber nye unødvendige byrder

Henrik Dahl
29. juli 2026

EU vil regulere kunstig intelligens (AI) på arbejdspladsen. Problemet er bare, at det allerede er reguleret.

Europa har i de senere år lagt ambitiøse planer for at styrke sin position inden for kunstig intelligens. AI-forordningen, Europas Digitale Årti og ambitionerne om teknologisk suverænitet har alle det fælles mål at skabe et velfungerende, sammenhængende europæisk marked for fremtidens teknologier og europæiske teknologiske løsninger.

Men netop som disse rammer skal til at implementeres i praksis, bevæger EU sig i en anden retning. Europa-Kommissionen forbereder et nyt initiativ om anvendelsen af AI på arbejdspladsen, som med stor sandsynlighed ender ud som et nyt direktiv om AI og algoritmisk styring. Det sker på et område, hvor reguleringen allerede er omfattende.

Det er kendetegnende for området, at man vil finde løsninger på problemer, der endnu ikke findes. I stedet bør EU fokusere på at implementere de eksisterende regler samt sikre, at løsningerne findes der, hvor man rent faktisk høster gevinsterne. Nemlig I det stærke samarbejde mellem ledelse og medarbejdere på den enkelte virksomhed med løsninger, der kan tilpasses de specifikke forhold i branchen.

AI anvendt i arbejdslivet er ikke ureguleret. Tværtimod. AI-forordningen klassificerer en række arbejdsrelaterede anvendelser som højrisikosystemer. Platformsdirektivet sætter særligt strenge krav til virksomheder, som har algoritmer og AI i kernen af deres virke.

Databeskyttelsesreglerne sætter klare rammer for automatiserede beslutninger og beskytter medarbejderes data. Hertil kommer en lang række regler om arbejdsmiljø, information og høring.

Tilsammen udgør de et omfattende og detaljeret regelsæt. Spørgsmålet er derfor ikke, om der skal være regler. Spørgsmålet er, om der er behov for flere.
Når nye regler foreslås oven på eksisterende, risikerer det at skabe øget kompleksitet og overlap. Det kan gøre det besværligt for virksomheder at navigere i reglerne. Erfaringen viser, at flere regler ikke nødvendigvis giver bedre beskyttelse. Men de medfører ofte større usikkerhed og højere administrative omkostninger.

Der er også en mere grundlæggende udfordring. EU har i de senere år haft et stærkt fokus på forenkling og bedre oplyste lovgivningsprocesser. Gennem initiativer som AI omnibus og arbejdet med at reducere administrative byrder har ambitionen været at skabe et mere effektivt og investeringsvenligt regelmiljø.

Det er derfor svært at se logikken i samtidig at introducere nye, detaljerede regler på netop det samme område. Risikoen er ikke kun øgede byrder. Det er også øget fragmentering i EU. Den Internationale Valutafond (IMF) vurderer, at EU’s interne fragmentering svarer til en straftold på 45 procent for fysiske varer og 110 procent for tjenesteydelser. Der er i forvejen et arbejde i gang med at nedbryde denne fragmentering. Et nyt direktiv om AI vil gøre et allerede komplekst arbejde endnu vanskeligere.

Et nyt direktiv om AI på arbejdspladsen vil i sagens natur blive implementeret forskelligt i medlemsstaterne. Det vil føre til endnu større variation i reglerne på tværs af EU. Dermed risikerer man at undergrave det arbejde, der allerede er i gang med at skabe et mere harmoniseret indre marked for digitale løsninger.

EU står over for en betydelig opgave at implementere de eksisterende regler korrekt. Regler for højrisiko-AIsystemer er komplekse og stiller omfattende krav til virksomheder. Platformsdirektivet og andre initiativer bidrager yderligere til reguleringen af, hvordan teknologi anvendes i arbejdslivet.
I den situation kan det være hensigtsmæssigt at tage et skridt tilbage.
Før man introducerer ny lovgivning, bør man sikre, at den eksisterende fungerer efter hensigten. Det indebærer en fokuseret indsats på implementering, håndhævelse og vejledning.

En sådan tilgang vil være i tråd med EU’s egne ambitioner om bedre regulering og et velfungerende indre marked.
Kunstig intelligens rummer et betydeligt potentiale for at øge produktiviteten og styrke Europas konkurrenceevne. Det forudsætter imidlertid, at rammerne er klare, stabile og proportionale.

Hvis EU ønsker at realisere dette potentiale, bør prioriteten være at få de eksisterende regler til at fungere. Ikke at lægge endnu et lag af regulering oven på de eksisterende. Europa får ikke flere AI-virksomheder af flere regler, men af bedre rammer for innovation. Et nyt direktiv om AI vil gøre et allerede komplekst arbejde endnu vanskeligere.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 29. juli 2026)

Hvis bare vi kunne leve af vores historie og forsvare os med papir

Henrik Dahl
27. juli 2026

I EU har de fleste indset, at det er et problem, at vi ikke kan forsvare os selv. Mange er også kommet til den erkendelse, at oprustning koster penge.

Og nu har et flertal besluttet at gøre det lettere for virksomheder at investere i europæisk forsvar. Det er et opgør med årtiers naivitet og et vigtigt skridt på vejen mod en konkurrencedygtig forsvarsindustri, der kan bygge de fabrikker og producere det materiel, vi har brug for.

Europa har for længe levet med den antagelse, at vi kunne få vores produkter fra Kina, vores energi fra Rusland og vores sikkerhed fra USA.
Den tid er forbi.

De aktuelle konflikter viser, at denne form for strategisk ønsketænkning ikke har ledt til fred og stabilitet. Samtidig får vi at vide, at vi ikke bare kan regne med, at andre vil træde til og redde os, hvis det skulle blive nødvendigt.

Sin egen værste fjende

I EU har vi derfor måttet indse, at hvis vi vil kunne forsvare os selv, så skal vi opruste i et tempo, der normalt ikke rimer på bureaukrati.
Det kommer til at kræve flere investeringer, mere produktion og en stærkere europæisk forsvarsindustri.

Og i det arbejde er EU endnu engang sin egen værste fjende. Vi er simpelthen verdensmestre i at spænde ben for os selv.
For vores virksomheder vil gerne bygge fabrikker, udvide produktionen og levere det udstyr, vi har brug for.

Men bureaukratiet har fået lov til at bremse disse ambitioner. Indtil nu.
Med EUs nye forsvarsaftale får unødigt papirnusseri og nationale særregler ikke længere lov til at stå i vejen. Vi indfører nemlig klare rammer for godkendelsesprocesserne og sætter en grænse for, hvor længe myndigheder kan lade virksomheder vente.

Det betyder hurtigere afgørelser, lavere omkostninger og flere investeringer. Til gavn for vores fælles sikkerhed og velstand.
Som Parlamentets chefforhandler på aftalen har mit mål været at gøre EU mere handlekraftigt og mindre handlingslammet. Og heldigvis tager vi nu et skridt i den retning ved at sige til virksomhederne, at når de vil investere i vores sikkerhed, så skal politisk skabte regler ikke være deres største forhindring.

Unødige regler
Derfor er det vigtigt, at vi ikke nøjes med at se på bureaukrati som en administrativ omkostning. Det er et alvorligt erhvervs- og sikkerhedspolitisk problem. For hver dag, en fabrik eller en produktionslinje forsinkes af unødige regler, er en dag, hvor Europa står fattigere og svagere.

Selvfølgelig er aftalen ikke løsningen på alle Europas forsvarsudfordringer. Der er fortsat behov for større investeringer, tættere europæisk samarbejde og en politisk vilje til at prioritere vores egen sikkerhed højere, end vi har gjort gennem mange år.

Men vi kommer ingen vegne, hvis vi fastholder et system, hvor papirarbejde forsinker produktionen af det udstyr, vores soldater har brug for.
Jeg håber derfor også, at aftalen bliver en del af en større diskussion, hvor den næste erkendelse i EU bliver, at vi ikke kan leve af vores historie og forsvare os med papir.

For hvis vi skal være rigere og sikrere i morgen, skal vi være bedre til at producere, ikke notere. Det er god sikkerhedspolitik.
Med EUs nye forsvarsaftale får unødigt papirnusseri og nationale særregler ikke længere lov til at stå i vejen.

(Indlæg bragt i Børsen d. 27. juli)

Samarbejde på højrefløjen er vejen til et mere enkelt og effektivt EU

Henrik Dahl
5. december 2025

Hvis EU skal undgå at blive økonomisk og geopolitisk irrelevant, dæmme op for massiv islamisk indvandring i fremtiden og skal være en politisk og

… økonomisk stærk union, kræver det politikere, der lægger det politiske fnidder på hylden og i stedet leverer politiske resultater.
Det står mere og mere klart, at det er vores grupper på højrefløjen ECR og EPP der sammen kan levere de resultater, der skaber en mindre bureaukratisk, mere fri og stærkere union. Et godt eksempel er aftalen om massiv afbureaukratisering for EUs erhvervsliv den såkaldte Omnibus.

Det er en aftale, der vil spare europæiske virksomheder for milliarder i ren og skær administration. Man skulle tro, det var en sag, som de politiske grupper på midtenfra socialdemokraterne i S&D, hvor Socialdemokratiet sidder, til de såkaldt liberale i Renew, hvor Venstre og Moderaterne sidder kunne støtte. Men nej.

Det var først, da EPP og ECR gik sammen om en ambitiøs aftale om afbureaukratisering, at vi kunne sikre en aftale om markant mindre bureaukrati i EU. En sejr, som vi borgerlige på højrefløjen sammen med EUs erhvervsliv fejrede, mens mange af partierne på midten stod uden for aftalen og rynkede på næsen, fordi den var lavet af grupperne på højrefløjen. Vi ønsker ingen branddøre. Vi er ligeglade med, om katten er hvid eller sort, bare den kan fange mus.

Stiller en gruppe et forslag, der sikrer mindre bureaukrati, en stærkere konkurrenceevne og begrænset immigration fra kulturer, der ikke deler vores vestlige, demokratiske værdier, gavner det EU, uanset hvilket gruppenavn der står på forslaget.
Og lad os være ærlige, de forslag kommer sjældent fra venstrefløjen tværtimod. Skal vi sikre mærkbare politiske ændringer, der styrker EU, kræver det derfor, at man i EU ikke er bange for at samarbejde mere med højrefløjen.

Desværre lægger partierne på midten ofte mere vægt på, hvem de indgår aftaler med end på indholdet af de politiske forslag, der ligger på bordet. Derfor spænder politisk fnidder ofte ben for politiske resultater med grupperne på midten.

For eksempel har Moderaternes Stine Bosse advaret, at det får alvorlige konsekvenser, hvis højrefløjen får for meget indflydelse. Kalder det »truslen fra det ekstreme højre« og påstår, at lovgivningsarbejdet risikerer at gå i stå.

Når du peger én finger mod andre, peger du som bekendt tre fingre tilbage på dig selv. Stine Bosse var nemlig selv en af de mange fra midtergrupperne, der stemte imod aftalen om afbureaukratisering.

Havde det alene været op til Stine Bosse og hendes kollegaer fra midtergrupperne, ville aftalen om afbureaukratisering stadig være strandet i
EU-systemet. Fordi for venstrefløjen i EU handler det om nogen og ikke om noget.

Et godt samarbejde på højrefløjen er derfor den eneste vej frem, hvis vi skal rydde op i det rod, EU de seneste mange år har skabt, og sikre politiske aftaler, der skærer i bureaukratiet, styrker økonomien og sikrer EU mod særligt den islamiske indvandring, der for længe har stået på.

Vi håber, at midtergrupper som Renew begynder at sætte politiske resultater over politiske alliancer.
At liberale og borgerlige i EU sammen kan sikre brede og pragmatiske aftaler, der gør op med venstrefløjens symbolpolitik, der skader EU mere, end den gavner.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 5. december)

Derfor er Weimar-lammelsen farlig

Henrik Dahl
27. september 2025

Vi ved alle, hvad der gik galt med Weimar-republikken: Den endte med at gøre Adolf Hitler til rigskansler. Hvorefter Hitler gjorde en ende på republikken.

Det er svært at sætte Hitler i parentes, fordi hans forbrydelser imod menneskeheden selv i et meget langt historisk perspektiver enestående.
Men lad os alligevel gøre forsøget.
Nu sætter vi en parentes om personen Hitler og fokuserer på den parlamentariske situation i Weimar-republikkens sidste år.
Rigsdagen bestod af langt flere partier end kommunister, socialdemokrater og nazister.

Men det var disse tre partier, der havde bestemmende indflydelse på det mest afgørende spørgsmål i ethvert parlament: Kan der skabes et beslutningsdygtigt flertal? Eller vil parlamentet i mangel på et beslutningsdygtigt flertal blive nødt til at springe fra tue til tue i stedet for at bevæge sig fremad med fart og retning. Blive nødt til at tumle videre med beslutninger, der er meget små eller meget teknokratiske (eller begge dele)?

Kommunistpartiet havde fra sine ejere i Moskva fået besked på, at Socialdemokratiet var hovedfjenden, og at der ikke måtte samarbejdes.
Socialdemokratiet var heller ikke begejstret for Kommunistpartiet.
Og Nazistpartiet var der ingen af de to andre store partier, der ville have noget med at gøre.
Derfor var det i Weimar-republikkens sidste år umuligt at skabe en stabil regering og dermed også umuligt at tage fat på de store problemer, Tyskland stod over for.

Denne tilstand af Weimar-lammelse hvor tre partiblokke, der af forskellige grunde nægter at finde hinanden i et samarbejde, låser parlamentet – skal vi lægge mærke til. For selv om Weimar-republikken er fortid, er Weimar-lammelsen som fænomen i højeste grad nutid.

I Frankrig er Den femte republik allerede præget af Weimar-lammelse. Macron-partiet Renaissance nægter kategorisk at samarbejde med Rassemblement National. Det er blokeret af en såkaldt cordon sanitaire – en permanent, politisk karantæne. Samtidig er Renaissance yderst tilbageholdende med at samarbejde med den ekstreme venstrefløj, La France Insoumise. Resultatet er, at det i realiteten er vanskeligt at regere Frankrig på basis af den nuværende Nationalforsamling.

Tyskland befinder sig i en lignende situation. Hverken Unionen (CDU/CSU) eller SPD ønsker at samarbejde med Alternative für Deutschland, der er afskåret af den tyske Brandmauer. Og appetitten på samarbejde med det hårde venstre er til at overse, ikke mindst på grund af partiets Rusland-sympatier. Derfor ender Forbundsdagen ofte i en Weimar-lammelse, hvor midterpartierne er nødt til at finde sammen efter valgene selv om de netop har brugt hele valgkampen på at understrege deres forskelle.
Og for at det ikke skal være løgn, er Europa-Parlamentet også ramt.

De fire magtpartier, der har valgt kommissionen, er socialisterne i S&D, De grønne, de socialliberale i Renew og de centrum-højre-borgerlige i EPP. Det er et tvangsægteskab, som ingen af parterne befinder sig godt i. Den venstre side efterlyser mere stat og mere grøn omstilling. Den højre side ønsker mere pragmatisme i den grønne omstilling og mere subsidiaritet.
Venstre side kunne i teorien finde lydhørhed hos The Left. Men den gruppe rummer mange, der ser stort på, hvad Stalin eller Hamas har gjort galt. Højre side kunne søge støtte længere ude, men så får man en svigerfamilie med pro-russere og relativister i forhold til Det tredje rige. Derfor er der også brandmur ind mod det ekstreme højre.
Der er flere ting, der gør Weimarlammelse farlig.

For det første har lammede parlamenter svært ved at vedtage andet end små og konsekvensløse fortsættelser af den politik, der allerede bliver ført.
For det andet skaber lammelsen massiv mistillid blandt vælgerne. De kan jo godt se, at der er brug for mere end de små hop på stedet. Derfor ender et lammet parlament med ikke at forholde sig til tidens mest påtrængende problemer – og med at fremstå ligeglad med de problemer, der optager almindelige mennesker.
Her har vi faktisk noget at tilbyde i Danmark. Vi er ikke ramt af Weimar-lammelse i vores Folketing. Det skyldes især to ting.
For det første har vi en lang tradition for at samarbejde på konkrete punkter, hvor vi kan blive enige. En typisk dansk politiker vil tænke, at selv om der står side op og side ned med tossede ting i et givet partis program, kan man godt acceptere, at partiet indgår en aftale om et konkret emne, hvis det netop på dét område har valgt at droppe tovligheden.

For det andet: Hvis en femtedel af befolkningen stemmer på parti X, fordi man mener, at parti X er bedst til at løse et påtrængende problem, så er svaret ikke at benægte problemets eksistens. Svaret er at sige: Ja, vi anerkender, at det er et påtrængende problemmen her er vores bedre forslag til, hvordan det kan løses.
I Frankrig, Tyskland og i Bruxelles er der for mange midterpolitikere, der tyr til gaslighting og bortforklaring, når de konfronteres med vælgernes bevæggrunde. Men den danske erfaring er, at midterpartierne har et mindst lige så stort ansvar som fløjene for at undgå Weimar-lammelse. De skal turde samarbejde, når fløjene en sjælden gang rammes af fornuft og de skal levere reelle løsninger på de problemer, der driver vælgerne derhen.
Weimar-lammelse er farligt. Ikke fordi det nødvendigvis leder til diktatur, men fordi det fører til stagnation og voksende mistillid. Derfor bør alle, der bekymrer sig om demokratiets fremtid, forstå fænomenet og handle for at undgå det.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27. september 2025)

Regeringens politik skader erhvervslivet og styrer os direkte mod isbjerget

Pernille Vermund & Henrik Dahl
19. september 2025

Endnu en gang ser vi eksempler på, at regeringspartierne siger ét, men gør det stik modsatte. Den prædiker igen og igen mindre bureaukrati og bedre vilkår for erhvervslivet men fører en politik, der skaber mere bureaukrati og koster erhvervslivet dyrt.

Denne gang er det Moderaterne med Stine Bosse i spidsen, der har trådt helt og aldeles ved siden af.

EU-Kommissionen er kommet med forslag om, at de ekstremt bureaukratiske krav om bæredygtighedsrapportering kun skal gælde for virksomheder med +1.000 ansatte. Et fornuftigt initiativ, der fjerner bureaukrati for et stort antal virksomheder – trods Liberal Alliance helst så bæredygtighedsrapporteringsloven rullet helt tilbage for alle virksomheder.

Moderaterne?

De har svaret igen med at stille et alternativt forslag med en lavere grænse, så de bureaukratiske regler vil gælde alle virksomheder med over 500 ansatte.

Moderaterne med Stine Bosse i spidsen arbejder altså aktivt for mere bureaukrati for flere virksomheder.

Det er under al mulig kritik. Men det mest kritisable er, at det ikke er en fejl. Det er bare endnu et eksempel i rækken af mange på, hvilken politik regeringen i realiteten fører på vegne af dansk erhvervsliv.

Erhvervsministeren og økonomiministeren var kort før årsskiftet ude i et stort dobbeltinterview og tale dunder om, at regeringen nu ville sætte en stopper for bureaukratiet, og at regeringen fremover ville ‘sætte en kæp i hjulet’ på forslag, der øger bureaukratiet.

Men når afbureaukratiseringen skal føres ud i livet, kan Socialdemokratiet og Venstre ikke engang kan blive enige om, hvordan det skal ske og modsiger lodret hinanden.

Europaminister Marie Bjerre understreger , at det ikke er nok bare at gøre de eksisterende regler mere simple – det er nødvendigt decideret at fjerne regler.

Men samtidig sidder erhvervsminister Morten Bødskov på et møde i Europa-Parlamentet og understreger, at den danske regering ikke vil gå så langt at deregulere og fjerne regler – blot gøre de eksisterende regler mere simple. Det er at tale med to tunger.

Fælles for dem er dog, at de tre regeringspartier har stemt for de ekstremt bureaukrati- og administrationstunge love om bæredygtighedsrapportering og arbejdstidsregistrering, der koster dansk erhvervsliv milliarder af kroner hvert år.

Ikke alene har de stemt for reglerne. Selv efter massiv kritik af reglerne fra erhvervslivet har erhvervsministeren forsvaret bureaukratiet og slået fast, at regeringen ikke vil røre ved reglerne for bæredygtighedsrapportering.

Derudover har regeringspartierne også stemt for de nye emballagegebyrer, der risikerer at koste danske emballagevirksomheder livet eller tvinger dem ud af landet, fordi omkostningerne ved at drive virksomhed bliver for dyre.

Og senest har vi Moderaternes forslag, som vil resultere i bureaukrati for titusindvis af europæiske virksomheder.

Det er uærlig, uansvarlig og erhvervsskadende politik, SVM-regeringen fører.

Og hvad er deres forsvar?

At det handler om taktik, som Stine Bosse forklarede, da hun blev spurgt kritisk ind til hendes forslag. At de egentlig ikke mener, at det, de stemmer for, er en god idé, men at det jo handler om kompromisser, som vi må forstå på Venstres Morten Løkkegaard . De vil forsøge at bilde vælgerne ind, at det er den ansvarlige og voksne måde at føre politik på.

Vores svar er: gu er det ej. Det er en bovlam, uambitiøs og skadende politik. Og der er intet ansvarligt eller voksent ved det. Det ansvarlige og voksne er at træffe de nødvendige beslutninger – også når det er upopulært.

Vi ved alle, hvad udfordringerne er: dansk erhvervsliv lider.

Virksomhederne drukner i regler og administration. EU’s konkurrenceevne er i bund, og vi halser langt bagefter Kina og USA af netop de årsager. Vi styrer direkte mod et isbjerg, der er bygget af regler, restriktioner og administration.

Der er brug for politikere, der tør handle og træffe de nødvendige beslutninger for at styre EU udenom isbjerget og få os på ret kurs igen.

Der er ikke brug for politikere, der bare holder kursen, fordi det var ‘taktisk’, eller fordi det var det ‘kompromis’, der var muligt.

Den mangel på politisk ambition, ansvar og handlekraft styrer os direkte ind i isbjerget.

Titanic gik ikke ned på grund af manglende information. De vidste, at der var et isbjerg. Det gik ned på grund af dårlig ledelse og manglende handlekraft.

(Indlæg bragt i Børsen d. 19. september 2025)

Derfor kommer borgerkrigen til Europa

Henrik Dahl
26. august 2025

En britisk professor kommer med en advarsel, man bestemt bør lytte til. De brede lag i befolkningen vil ikke i længden finde sig i, at kulturen i de store byer forandrer sig til ukendelighed. Eller at kvinders og seksuelle minoriteters stilling i samfundet svækkes og kommer til at ligne noget, man genkender fra Stormellemøsten.

Den velestimerede britiske forsker David Betz professor ved Kings College i London har for nylig vakt opsigt ved at hævde, at en borgerkrig ikke længere er utænkelig i et af de store lande i Europa.

Ikke en borgerkrig, der kommer til at ligne den amerikanske i 1860’erne eller den spanske i 1930erne. Men en langvarig periode med konstante uroligheder i gaderne, faldende tillid mellem borgerne og faldende tillid til det politiske system. En periode, hvor store grupper i samfundet trækker sig tilbage til deres egne, medieskabte virkeligheder og ikke fører konstruktive samtaler med hinanden på et fælles, oplyst grundlag.

Jeg tror desværre, at David Betz har ret. Det kan være svært at se fra Danmark. Vi er i den store europæiske sammenhæng stadig et land, hvor mennesker i vidt omfang taler med hinanden på tværs af grupper. Og hvor de fleste mennesker trods alt har tillid til, at politikerne vil det bedste og gør deres bedste.
Men andre, vigtige lande er betydelig mindre regerlige end Danmark. Og det bør bekymre. I både Tyskland og Frankrig er det sådan, som det stadig var i Sverige indtil for ganske nylig: Den politiske elite har valgt, at den under ingen omstændigheder vil samarbejde med de partier, der i særlig grad har fokus på indvandringens negative sider.

For det første er det i sig selv angribeligt ud fra et demokratisk synspunkt, at den politiske elite på forhånd har erklæret, at den ikke ønsker at lytte til og gå i dialog med et sted imellem en fjerdedel og en tredjedel af befolkningen.

Man skal i videst muligt omfang udtrykke sig diplomatisk. Men jeg formår det ikke. Det er simpelthen en tåbelig og destruktiv strategi fra den politiske elites side, at den ikke vil lytte til så store dele af befolkningen og ikke vil tage så store dele af befolkningens bekymringer alvorligt.
Ud over at det skærper den generelle mistillid i samfundet, giver det også næring til en helt konkret fortælling: at befolkningerne i Tyskland og Frankrig aldrig nogensinde er blevet spurgt på en seriøs måde til, om de ønsker den demografiske og kulturelle forandring af deres lande, der finder sted i disse år.

Man skal være forsigtig med at gætte. Men jeg tør godt gætte på et svar: Hvis man først tog en seriøs debat om de kulturelle konsekvenser af at tillade, at meget store grupper af indvandrere fra Stormellemøsten flyttede til Tyskland eller Frankrig, ville der aldrig nogensinde blive noget, der mindede om et flertal for at føre den politik. Det er og bliver noget, den politiske elite i de respektive lande ønsker. Og som de politiske eliter i de respektive lande hverken ønsker reelt at stå til ansvar for eller reelt at forsvare og forklare.

Derfor kommer »den snigende borgerkrig«, David Betz advarer imod, til både Tyskland og Frankrig. De brede lag i befolkningen vil ikke i længden finde sig i, at kulturen i de store byer forandrer sig til ukendelighed. De vil ikke i længden finde sig i, at kvinders og seksuelle minoriteters stilling i samfundet svækkes. Fra at ligne det vestlige gennemsnit til at ligne forhold, man genkender fra Stormellemøsten.

To faktorer, der bidrager til at gøre konflikten værre, end den burde være, er disse: For det første den politiske elites konstante gaslighting og udskamning af de borgere, der protesterer. I både Tyskland og Frankrig beskæftiger den politiske elite og dens håndlangere på universiteterne og i medierne sig først og fremmest med at forhindre erkendelse. Det vil sige: De excellerer i at bilde folk ind, at de tager fejl, og at der er noget galt med dem (at de er racister, intolerante, eller hvad det måtte være).

For det andet den større dristighed blandt de fremmeste repræsentanter for migranterne. Det, der sker i disse år i både Tyskland og Frankrig, er, at venstrefløjen og islamismen vokser sammen til det, der på fransk hedder islamogauchisme. Det vil sige et sammenrend af islamistiske krav til, hvordan samfundet bør indrettes, og en venstreorienteret og woke argumentation for, at det er rimelige og korrekte krav.

Hvis man lægger øret til den argumentation, der i vore dage kommer fra de bedst uddannede og bedst skolede islamister, skal man bemærke, at de har lært sig selv at tale på en fejlfri woke dialekt om menneskerettigheder, historiske uretfærdigheder og så videre og så videre. Det er, hvad man på engelsk kalder en weaponization altså en våbengørelse af hele det akademiske univers omkring borgerrettigheder og afdækningen af historiske sammenhænge.

Det våbengjorte, akademiske univers er selvfølgelig pseudovidenskab og selektiv omgang med historiske facts. Men eftersom ingen eksterne aktører for eksempel det politiske system og ingen interne aktører vil gøre op med pseudovidenskaben og våbengørelsen, sker der indtil videre ingenting. Ud over at islamisterne bliver mere og mere avancerede, fordi de samarbejder med den ekstreme venstrefløj. I Storbritannien er det ikke meget bedre fat. På grund af landets valgsystem opnåede den tredjedel af vælgerne, der ved seneste valg stemte på Labour, to tredjedele af pladserne i Underhuset.

Det forekommer alle andre end briterne at være totalt absurd. Og det er ekstremt farligt. Ikke mindst for en mand som Keir Starmer. Der konstant begår den fejl at tro, at han har to tredjedele af befolkningen bag sig, når det i virkeligheden kun er én tredjedel. Den form for mindretalstyranni skaber en kolossal vrede, der i denne tid blot vokser i Storbritannien.
Hvad befolkningerne egentlig ønsker i de tre store lande i Europa, får man et fingerpeg om ved at se på den rå valgmatematik.

I virkelighedens verden kan man ikke se på de rå tal fra pålidelige meningsmålinger og sige, at her er folkeviljen. Men med passende forsigtighed skal man notere sig, at cirka 55 pct. af vælgerne i Tyskland ønsker sig en klart højreorienteret regering. Cirka halvdelen af vælgerne i UK ønsker sig en klart højreorienteret regering. Og næsten halvdelen af vælgerne i Frankrig omkring 45 pct. ønsker sig en klart højreorienteret (resten er dybt splittede mellem Macrons teknokratiske socialliberalisme og den ekstreme venstrelinje hos La France Insoumise).

Jo længere tid, der går, før den førte politik i de tre store lande er klart højreorienteret, jo værre vil den folkelige vrede og presset fra de uløste problemer, de respektive regeringer skubber foran sig, blive. Og jo større bliver braget, når utilfredsheden eksploderer. Derforigen har David Betz ret i sin forudsigelse: Der kommer et kæmpestort Donald Trump-agtigt tordenbrag i alle tre lande. Det er ikke længere til at undgå.
Og hvad med fredelige Danmark? Der i mine tanker altid spiller den rolle, J.R.R. Tolkien gav Herredet i sin saga om ringen. I Danmark går det heller ikke godt. Men da vi ikke er så mange, går det mest ud over os selv.

Uanset hvilken del af den offentlige sektor man vender sit blik imod, er det sådan, at den får sværere og sværere ved at levere den kerneydelse, den er sat i verden for at producere. Forsvaret kan ikke producere sikkerhed. DSB kan ikke producere mobilitet. PostNord kan ikke fragte ting fra A til B. Socialog ældreforsorgen kan ikke producere værdighed til de borgere, der har brug for disse tjenester. Skolerne kan ikke indprente børnene hverken lærdom eller respekt for lærdom. Og så fremdeles. Det finder folk sig indtil videre i. Af mange forskellige årsager. Herunder at der ikke for alvor eksisterer en kritisk presse, der ønsker at afdække disse forhold og holde de ansvarlige fast på deres ansvar.

På Christiansborg snakker folksom altid sådan, som de har forstand til. Det skal de jo have lov til, og det var værre, hvis de ikke gjorde.
Ude på slotspladsen råber et stadig mere radikaliseret centrumvenstre (der i stigende grad lever i sin egen virkelighed) op om, hvor godt det ville være, hvis der blev etableret en selvstændig terrorstat med en lang kystlinje ud til Middelhavet.
Det vil selvfølgelig ikke være godt for noget. Tværtimod. Og jeg ville da også være ekstremt bekymret, hvis nogen af de højtråbende havde noget at skulle have sagt. Den europæiske galskab kommer også ind over vores grænser. Men heldigvis mildnes den af, at de fleste mennesker trods alt savner enhver tiltro til store ord og nemme løsninger.

Nu starter den politiske sæson, hvor alle vil kaste sig over at drøfte den ene procent af statens budget, som regeringen har valgt at sætte til diskussion i år. De 99 pct. er der som sædvanlig ingen, der orker at tale om.
Det er trygt og hyggeligt som resten af højtiderne. Hvor familien også mødes og snakker om de ting, den plejer at snakke om. Ude i Europa ser det mildest talt ikke godt ud for den sociale fred. Det kommer der i Danmark måske en overskrift eller to ud af på et tidspunkt.Der kommer et kæmpestort Donald Trump-agtigt tordenbrag i alle tre lande. Det er ikke længere til at undgå.

Det, der sker i disse år i både Tyskland og Frankrig, er, at venstrefløjen og islamismen vokser sammen til det, der på fransk hedder islamogauchisme. Det vil sige et sammenrend af islamistiske krav til, hvordan samfundet bør indrettes, og en venstreorienteret og woke argumentation for, at det er rimelige og korrekte krav.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 26 september 2025)

GDPR er faktisk lavet for at beskytte dig, ikke direktøren

Alexander Ryle
28. maj 2025

Alt for ofte bliver retten til privatliv fremstillet som en klods om benet på virksomheder, der har brug for vores data til at være innovative og konkurrencedygtige. Men vi behøver ikke vælge mellem databeskyttelse og konkurrenceevne – de to ting kan sagtens gå hånd i hånd.

Den seneste måned har flere ytret deres frustration over databeskyttelsesforordningen – bedre kendt som GDPR.

Først varslede digitaliseringsminister Caroline Stage et opgør med reglerne, og siden er det blevet bakket op af både SMV Danmark og Dansk Industri. Det er både forståeligt og legitimt at kritisere reglerne for at spænde ben for innovation og drift.

Men GDPR-forordningens kritikere glemmer at forholde sig til, hvorfor forordningen overhovedet er nødvendig. Forordningen er ikke skrevet for at genere nogen – den handler om noget helt grundlæggende: Retten til privatliv og kontrol over egne data.

I dag er overvågning blevet en forretningsmodel – og du er blevet produktet

Det er frihed i digital form.

Ja, GDPR kan være en barriere, hvis man mener, at virksomheder eller staten altid bør kunne opsamle data om borgere, ansatte eller kunder. Men måske skal vi netop stille det modsatte spørgsmål: Er det nødvendigt at måle, gemme og analysere så meget persondata?

Svaret er ofte nej. Virksomheder bør minimere deres dataindsamling – ikke bare fordi GDPR kræver det, men fordi det er etisk rigtigt og sund fornuft.

Hvis man indsamler mindre data, følger der automatisk færre krav, mindre bureaukrati og lavere risiko for misbrug med. Det skaber også mere fair konkurrence, fordi det svækker de store koncerners fordel ved at sammenkæde store mængder persondata.

Det burde faktisk være i både Lars Sandahls og Alexander Søndergaards medlemmers interesse. GDPR blev til for at rette op på en grundlæggende designfejl i det digitale samfund. I dag er overvågning blevet en forretningsmodel – og du er blevet produktet.

GDPR er det første store modtræk: En digital rettighedslov, der spørger, hvilken teknologi der bedst beskytter borgeren.

Når det er sagt, har kritikerne én væsentlig pointe: Håndhævelsen af GDPR er ujævn i EU. En dansk virksomhed skal kunne regne med samme regler som i Tyskland, Frankrig eller Polen.

Derfor bakker Liberal Alliance op om en mere ensartet og central håndhævelse.

Men løsningen er ikke at udhule beskyttelsen af det enkelte menneske. Tværtimod. GDPR – med alle sine skavanker – er og bliver en af de mest liberale EU-forordninger, vi har.

(Indlæg bragt i Børsen, d. 27/05/2025)

SVM’s kamp mod bureaukratimonstret, de selv har skabt

Alexander Ryle & Pernille Vermund & Henrik Dahl
21. maj 2025

21, 5 mia. kr.

Så meget koster bureaukratisk lovgivning fra EU det danske bnp – om året.

Særligt to lovgivninger fra EU er med til at sande dansk erhvervsliv til med regler og administrationde såkaldte CSRD og CSDDD, som er EU’s nye regler om bæredygtighedsrapportering.

Heldigvis har regeringen blæst til kamp mod bureaukratiet og udråbt sig selv til bannerfører.

For eksempel kalder erhvervsminister Morten Bødskov reglerne for “et bureaukratisk monster, som hvert år koster erhvervslivet milliarder” og slår fast, at det er på tide at rydde op.

Også europaminister Marie Bjerre vil “rydde op i EU’s regeljungle” og peger på netop bæredygtighedsrapportering som et eksempel på det, der drukner europæiske virksomheder i papirnusseri og meningsløse regler.

Morten Løkkegaard, MEP for Venstre, gør det klart, at partiet ikke ønsker et EU, hvor virksomheder bliver kvalt i kontrol og papirarbejde, og peger også på bæredygtighedsrapportering som et eksempel på lovgivning, “hvor konsekvenserne for virksomhederne bliver overset, undervurderet eller direkte ignoreret”.

Men det, de glemmer at nævne, er, at både Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne selv stemte for lovgivningen i Europa-Parlamentet.

Venstre og Socialdemokratiet stemte for CSRD og CSDDD og Moderaterne for CSDDD. Det, den socialdemokratiske erhvervsminister med egne ord kalder “et bureaukratisk monster”, er et Frankensteins monster, som regeringen selv har været med til at skabe.

Virkelighedsfjernt

Det er lovgivning, som Liberal Alliance fra begyndelsen har advaret om og stemt imod i Folketinget. Det skaber et bureaukratisk helvede for tusindvis af danske virksomheder, som nu skal hyre konsulenter og jurister for at finde hoved og hale i de mange nye krav.

De skal nu bruge tid og penge på at bevise, at de ikke gør noget forkert, og om de er grønne nok i stedet for at investere det i produktion, grøn omstilling og innovation.

Styrker det konkurrenceevnen og produktiviteten? På ingen måde.

Det er komplet virkelighedsfjernt. I det virkelige liv bidrager det ikke med andet end at overdynge danske og europæiske virksomheder i administration og unødigt papirarbejde.

Derfor var det også LA, der sammen med vores gruppe i Europa-Parlamentet, EPP, var ansvarlige for at stille forslaget til EU-Kommissionen om de to såkaldte omnibuspakker, der nu skal forenkle og udskyde klimaog bæredygtighedsrapporteringskrav for virksomhederne.

Det er absolut nødvendigt, hvis vi skal lykkes med at styrke europæisk konkurrenceevne og undgå, at EU i fremtiden halser langt bagefter økonomier som Kina og USA.

En nødløsning

Det er lykkedes at lave en nødløsning denne gang.

Men det er ikke en holdbar strategi for EU at lappe på fejlslagen politik. Skal vi overregulering og bureaukrati til livs, bliver vi nødt til at tage fat om problemets rod, som er, at der bliver stemt for meget lovgivning igennem i EU, som skader europæiske virksomheder mere, end det gavner.

Ingen siger det bedre end Morten Løkkegaard selv: Der mangler konsekvensvurderinger med udgangspunkt i virkeligheden.

Vi kunne ikke være mere enige. Regeringspartierne har ikke formået at konsekvensvurdere, før de stemte for lovgivning, der dynger EU’s virksomheder til med flere rigide regler og krav.
Og desværre kommer selverkendelsen af dette for sent.

Mange virksomheder vil – både direkte og som leverandører – blive ramt af den første bølge af lovgivningen, som vi ikke kan bremse eller rulle tilbage.

De må nu betale prisen for regeringens forfejlede beslutninger, og her hjælper regeringens bagklogskab intet.

Derfor vidner om en ekstrem arrogance over for danske virksomheder og selvretfærdighed, når Venstres Morten Løkkegaard mener, at danske virksomheder ligger, som de har redt, fordi erhvervslivet ifølge Løkkegaard selv har bedt om de mange regler fra EU – hvilket han med egne ord minder erhvervslivet om, når de “brokker sig”.

Havde Venstre praktiseret godt lederskab og ansvarlighed, havde de rådet virksomhederne til andet end mere regulering i stedet for at gøre dem en bjørnetjeneste for derefter at pege fingre ad dem, når de bliver stillet til ansvar for deres politik.

Bagklogskab

I Liberal Alliance hilser vi ambitionerne om oprydning velkommen og ser frem til at følge med, om regeringen sætter handling bag ordene.

Den får en kærkommen mulighed, når Danmark overtager formandskabet i EU 1. juli, og dermed kan være med til at forme og prioritere den politiske dagsorden for EU. Vi håber ikke, regeringen ikke forspilder den mulighed.

Vores erhvervsliv har ikke brug for mere bagklogskab. Det har brug for politikere, der er deres ansvar bevidst og stopper bureaukratiet i tide.

(Indlæg bragt i Børsen d. 21/5-2025)