DI skal bremse deres kinesiske charmeoffensiv

Pernille Vermund
15. juli 2025

Trump har en særlig evne til at fremprovokere det værste i os.

Og nu har hans voldsomme toldkrig, antidemokratiske tilbøjeligheder og kaosstrategi tilsyneladende fået Dansk Industri (DI) ud i en slags kærlighedserklæring til Kina.

Men Kina bliver ikke mere fornuftige af, at Trump ter sig.

DI mener, at det er forkert, når vi bruger vores moralske kodeks til at vurdere vores handelspolitik med Kina. Jeg synes, at det i bedste fald er naivt – og i værste fald direkte samfundsskadeligt – hvis ikke vi grundigt overvejer samhandlen med Kina ud fra etiske, værdi- og sikkerhedsmæssige årsager.

Kina kæmper aktivt for at skabe en ny verdensorden, hvor Vesten skal knuses. De samarbejder tæt med klodens værste regimer for at opnå deres mål. Blandt andre Nordkorea, Rusland og Iran.

Vi ved, at Kina bruger deres økonomiske magt til politisk pres.

Det et tydeligt, når vi kigger på situationen i Taiwan, undertrykkelsen af frihedsbevægelser i Hongkong og ikke mindst undertrykkelsen, marginaliseringen og overvågningen af deres egen befolkning.

Jeg siger ikke, at det danske erhvervsliv slet ikke kan handle med Kina. Men mange virksomheder har gudskelov erkendt, at vi ikke kan fortsætte den naive tilgang, vi har haft siden 1980erne, hvor mange troede, at samhandlen ville bløde Kina op og gøre dem mere demokratiske.

DI har ret i, at vi ikke blindt kan regne med USA, og at vi også skal huske, at størstedelen af vores samhandel ikke er med amerikanerne. Men vi har masser af andre muligheder end at knytte os tættere til Kina. Der ligger tidligere frihandelsaftaler med Canada og Storbritannien, som vi burde sætte skub i.

Desværre har det danske erhvervsliv ofte stået på den forkerte side af historien. Under Muhammed-krisen lagde store dele af erhvervslivet pres på regeringen for at bukke under for den islamiske verden. Og under tilblivelsen af koranloven skete præcis det samme. Ja, den selvsamme viceadministrerende direktør, der optræder i Berlingskes interview, var blandt dem, der støttede regeringens lov for at tækkes islamiske regimer.

Det kræver mod og vilje at stå fast på sine værdier og på den rigtige side af historien, når Trump skaber kaos og usikkerhed. At føre Danmark tættere sammen med Kina er dog ikke opskriften.

Så mit budskab til DI er klart: I har et samfundsansvar, så tag det alvorligt. Verden bliver et værre sted, hvis Kina får mere magt. Lad os ikke bidrage unødvendigt til det.

Liberal Alliance er et markedsorienteret parti. Ikke erhvervslivets parti. Og nogle gange er der vigtigere ting end bundlinjen.

Vores danske værdier, demokratiske rettigheder og verdensorden står altid først.

Det bør danske erhvervsorganisationer også erkende.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 14. juli 2025)

Resten af Europa sænker selskabs­skatten, Danmark må følge trop

Steffen Frølund & Pernille Vermund
16. juni 2025

Efter snart ti år med uændret selskabsskat i Danmark, risikerer vi at blive efterladt på perronen af vores europæiske kollegaer, som sænker satsen på stribe.

Det er snart et helt årti siden, at Danmark fandt ét af de mest effektive redskaber i værktøjskassen frem til at skabe større produktivitet, stærkere konkurrencedygtighed, højere lønninger til lønmodtagerne samt flere indtægter til statskassen.
Et redskab, som vi i Danmark og omverdenen har taget i brug igen og igen siden udgangen af 1980’erne. Et redskab, som altid kommer både erhvervslivet, lønmodtagere og den danske befolkning som helhed til gode. Og et redskab, som vores europæiske kollegaer i disse dage én efter én benytter sig flittigt af.

Redskabet, vi taler om, er naturligvis en sænkning af selskabsskatten, som i Danmark har oplevet en historisk stilstand, siden satsen senest blev ændret fra 23,5 pct. til 22 pct. i 2016. En stilstand, som i praksis gør Mette Frederiksen til den første og eneste statsminister siden (men ikke inklusive) Anker Jørgensen, som ikke har sænket satsen.

I mellemtiden har størstedelen af Europa rykket på sig. Senest har vores svenske naboer annonceret, at de vil sænke deres selskabsskat til 20 pct . En melding, som kommer i kølvandet på lignende udmeldinger fra hhv. Finland og Tyskland , hvoraf førstnævnte vil sænke satsen til 18 pct., og sidstnævnte vil reducere satsen med hele fem procentpoint.

De to lande tilslutter sig således den alenlange liste af lande i EU’s indre marked, som har sænket satsen siden 2016: Norge, Belgien, Frankrig, Østrig, Schweiz, Luxembourg, Italien, Kroatien, Ungarn, Slovakiet, Grækenland og Sverige (som nu sænker satsen yderligere).

Til sammenligning har blot fire lande gået i den stikmodsatte retning og hævet satsen siden 2016: Letland, Nederlandene, Portugal og Slovenien.

Derfor er det uforståeligt, hvorfor vi fortsat i Danmark vælger at stå i stampe. For gevinsterne ved at følge i vores europæiske kollegaer fodspor er ganske enkelt for store, ligesom at konsekvenserne af at blive efterladt på perronen er for graverende, til at vi kan være tilfredse med at bevare status quo.

Venstrefløjen vil til enhver tid ihærdigt fastholde et ræsonnement om, at en høj selskabsskat er fordelagtig, da den jo alt andet lige må medføre, at de store regninger bliver betalt af virksomhederne i stedet for af statskassen.

Sådan en vrangforestilling glemmer blot belejligt at tage højde for, at virksomheder jo ikke opererer i et vakuum, som kan se sig fri fra at blive påvirket af eksterne byrder. Så når virksomheder bliver mødt med en for høj selskabsskat, har det selvsagt konsekvenser for deres ageren.

De vil investere markant mindre, de vil tage langt færre risici, de vil skabe betydeligt mindre vækst, og de vil kreere færre vellønnede job.

Derfor foreslog vi i Liberal Alliance for nylig at sænke den danske selskabsskat med fire procentpoint til 18 pct. som et led i vores plan for en frisk start for Danmark og dansk økonomi. En plan, som har til formål at gøre Danmark rigere, stærkere og friere ved hjælp af fornuftige borgerlige og liberale tiltag, der samlet set skal realisere en omkalfatrende økonomisk oprustning.

Skatteministeriet estimerer , at alene en sænkelse af selskabsskatten til 18 pct. vil løfte bnp med næsten 12 mia. kr., skabe 1800 nye job og løfte timelønnen med 0,7 pct., så det er vanskeligt at se, hvad det stærke modargument mod forslaget skulle bygge på.

Dertil er det afgørende, at vi ikke sakker bagud til vores europæiske kollegaer og ikke blot noterer deres beslutninger om at styrke deres respektive landes konkurrenceevne, men også benytter det som anledning til at følge trop efter snart ti års stilstand.

For lad os nu være ærlige. I Danmark kan vi med rette være stolte af vores erhvervsliv, men vi kan ikke tillige være stolte af de rammevilkår, vi tilbyder vores virksomheder og iværksættere.

Derfor er det jo heller ikke en tilfældighed, at alt for mange virksomheder forlader Danmark, at for få vokser sig store, og at kun de færreste fravælger livet som lønmodtager for at stifte deres egen virksomhed.

Nej, ulemperne ved at være virksomhed i Danmark er ganske enkelt for omfattende: ugunstige skatteforhold, en abnorm fremvækst af afrapporteringskrav, bureaukratiske byrder og regulering, og en SVM-regering, der lig den forrige rene S-regering, åbenlyst ikke har set skriften på væggen.

Der skal derfor selvsagt mere til for at få dansk erhvervsliv på rette køl end en sænkelse af selskabsskatten. Men det er et åbenlyst sted at starte, og alt det kræver er at forlade perronen og stige på toget – akkurat ligesom vi plejede at gøre, før Mette Frederiksen kom til magten.

(Indlæg bragt i Børsen 6/6 2025)

Alliancen: Kan vi få Pelle Dragsted med på selskabsskattelettelser?

Liberal Alliance
29. maj 2025

I ugens episode af ’Alliancen’ gæster både Pernille Vermund og Steffen Larsen podcaststudiet. Pernille har nemlig lagt pres på regeringen for at sænke selskabsskatterne – helt ligesom mange af vores europæiske allierede gør det. Men hvorfra stammer modstanden mod at lette selskabsskatten, når det er ét af de mest vækstskabende redskaber i værktøjskassen?

Steffen udlægger LA’s position på international arbejdskraft. Er det lige meget, hvilke lande, arbejdskraften kommer fra? Og hvordan skal vi tænke over de liberale dilemmaer i udlændingepolitikken? Alt dette og mere I ugens Alliancen.

I studiet:
Pernille Vermund, erhvervsordfører (LA)
Steffen Larsen, udlændinge- og integrationsordfører (LA)

Vært:
Anton Leopold Krogh, politisk rådgiver (LA)

SVM’s kamp mod bureaukratimonstret, de selv har skabt

Alexander Ryle & Pernille Vermund & Henrik Dahl
21. maj 2025

21, 5 mia. kr.

Så meget koster bureaukratisk lovgivning fra EU det danske bnp – om året.

Særligt to lovgivninger fra EU er med til at sande dansk erhvervsliv til med regler og administrationde såkaldte CSRD og CSDDD, som er EU’s nye regler om bæredygtighedsrapportering.

Heldigvis har regeringen blæst til kamp mod bureaukratiet og udråbt sig selv til bannerfører.

For eksempel kalder erhvervsminister Morten Bødskov reglerne for “et bureaukratisk monster, som hvert år koster erhvervslivet milliarder” og slår fast, at det er på tide at rydde op.

Også europaminister Marie Bjerre vil “rydde op i EU’s regeljungle” og peger på netop bæredygtighedsrapportering som et eksempel på det, der drukner europæiske virksomheder i papirnusseri og meningsløse regler.

Morten Løkkegaard, MEP for Venstre, gør det klart, at partiet ikke ønsker et EU, hvor virksomheder bliver kvalt i kontrol og papirarbejde, og peger også på bæredygtighedsrapportering som et eksempel på lovgivning, “hvor konsekvenserne for virksomhederne bliver overset, undervurderet eller direkte ignoreret”.

Men det, de glemmer at nævne, er, at både Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne selv stemte for lovgivningen i Europa-Parlamentet.

Venstre og Socialdemokratiet stemte for CSRD og CSDDD og Moderaterne for CSDDD. Det, den socialdemokratiske erhvervsminister med egne ord kalder “et bureaukratisk monster”, er et Frankensteins monster, som regeringen selv har været med til at skabe.

Virkelighedsfjernt

Det er lovgivning, som Liberal Alliance fra begyndelsen har advaret om og stemt imod i Folketinget. Det skaber et bureaukratisk helvede for tusindvis af danske virksomheder, som nu skal hyre konsulenter og jurister for at finde hoved og hale i de mange nye krav.

De skal nu bruge tid og penge på at bevise, at de ikke gør noget forkert, og om de er grønne nok i stedet for at investere det i produktion, grøn omstilling og innovation.

Styrker det konkurrenceevnen og produktiviteten? På ingen måde.

Det er komplet virkelighedsfjernt. I det virkelige liv bidrager det ikke med andet end at overdynge danske og europæiske virksomheder i administration og unødigt papirarbejde.

Derfor var det også LA, der sammen med vores gruppe i Europa-Parlamentet, EPP, var ansvarlige for at stille forslaget til EU-Kommissionen om de to såkaldte omnibuspakker, der nu skal forenkle og udskyde klimaog bæredygtighedsrapporteringskrav for virksomhederne.

Det er absolut nødvendigt, hvis vi skal lykkes med at styrke europæisk konkurrenceevne og undgå, at EU i fremtiden halser langt bagefter økonomier som Kina og USA.

En nødløsning

Det er lykkedes at lave en nødløsning denne gang.

Men det er ikke en holdbar strategi for EU at lappe på fejlslagen politik. Skal vi overregulering og bureaukrati til livs, bliver vi nødt til at tage fat om problemets rod, som er, at der bliver stemt for meget lovgivning igennem i EU, som skader europæiske virksomheder mere, end det gavner.

Ingen siger det bedre end Morten Løkkegaard selv: Der mangler konsekvensvurderinger med udgangspunkt i virkeligheden.

Vi kunne ikke være mere enige. Regeringspartierne har ikke formået at konsekvensvurdere, før de stemte for lovgivning, der dynger EU’s virksomheder til med flere rigide regler og krav.
Og desværre kommer selverkendelsen af dette for sent.

Mange virksomheder vil – både direkte og som leverandører – blive ramt af den første bølge af lovgivningen, som vi ikke kan bremse eller rulle tilbage.

De må nu betale prisen for regeringens forfejlede beslutninger, og her hjælper regeringens bagklogskab intet.

Derfor vidner om en ekstrem arrogance over for danske virksomheder og selvretfærdighed, når Venstres Morten Løkkegaard mener, at danske virksomheder ligger, som de har redt, fordi erhvervslivet ifølge Løkkegaard selv har bedt om de mange regler fra EU – hvilket han med egne ord minder erhvervslivet om, når de “brokker sig”.

Havde Venstre praktiseret godt lederskab og ansvarlighed, havde de rådet virksomhederne til andet end mere regulering i stedet for at gøre dem en bjørnetjeneste for derefter at pege fingre ad dem, når de bliver stillet til ansvar for deres politik.

Bagklogskab

I Liberal Alliance hilser vi ambitionerne om oprydning velkommen og ser frem til at følge med, om regeringen sætter handling bag ordene.

Den får en kærkommen mulighed, når Danmark overtager formandskabet i EU 1. juli, og dermed kan være med til at forme og prioritere den politiske dagsorden for EU. Vi håber ikke, regeringen ikke forspilder den mulighed.

Vores erhvervsliv har ikke brug for mere bagklogskab. Det har brug for politikere, der er deres ansvar bevidst og stopper bureaukratiet i tide.

(Indlæg bragt i Børsen d. 21/5-2025)

Derfor bliver lønmodtagere rigere af lavere selskabsskat

Steffen Frølund & Pernille Vermund
19. maj 2025

Nærmest siden tidernes morgen har venstrefløjen råbt vagt i gevær hver eneste gang, en borgerlig-liberal stemme i debatten har tilladt sig at ytre et ønske om at sænke selskabsskatten. For virksomhederne skal ikke have lov at løbe fra regningen, lyder det.

Spørgsmålet er dog, om ramaskriget rent faktisk tager højde for fakta, eller om der snarere er tale om ideologiske mavefornemmelser. Bevares, der er selvsagt intet til hinder for at lade sig påvirke af ideologi, men hvis man stirrer sig blind på en debat uden at tage højde for fakta, ender man som regel med at kæmpe den forkerte kamp.

Det er netop den situation, som venstrefløjen har det med at befinde sig selv i, når det kommer til selskabsskatten. For som oftest hviler kritikernes ræsonnement på en helt og aldeles misforstået opfattelse af, at en høj selskabsskat alene udgør et gok i nødden for de private virksomheder – og at både statskassen, samfundet som helhed og de danske lønmodtagere går fri.

Det er naturligvis ikke sådan, at tingene forholder sig. For virksomhederne agerer ikke på samme måde, hvis de bliver mødt af en høj selskabsskat. De reagerer derimod, og det kan både staten og lønmodtagerne mærke på pengepungen. I værste fald flytter virksomhederne fra Danmark, men som minimum investerer de mindre, tager færre risici, kreerer mindre vækst og skaber færre vellønnede job.

Når virksomhederne derimod bliver mødt af en lavere selskabsskat, er udkommet fordelagtigt for alle parter. Ja, virksomhederne bliver rigere – men det bliver samfundet og lønmodtagerne også. For når virksomhederne har kapital til at investere, udvikle og udvide, stiger produktiviteten, som sætter sig i lønudviklingen for de private lønmodtagere. Og da de offentlige ansattes løn følger de private, får man tilmed også her en del af kagen af en lavere selskabsskat.

Derudover drager statskassen enorme fordele af den øgede produktivitet og vækst, hvorfor Danmark også siden slutningen af 1980’erne har gjort klogt i strategien om mestendels at følge den internationale trend ved gradvist at sænke selskabsskatten. Vi har dog stået stampe siden det sidste spring ned ad skattestigen i 2016, hvilket de facto gør Mette Frederiksen til den eneste statsminister siden (men ikke inklusive) Anker Jørgensen, som ikke har sænket satsen. Det er således på høje tide at genbesøge debatten efter snart 10 års stilstand og sikre, at vi ikke halter efter vores konkurrenter, hvoriblandt finnerne og tyskerne rykker på sig.

Derfor præsenterede vi i Liberal Alliance forleden vores bud på en frisk start for Danmark og dansk økonomi, hvor vi foruden en række andre initiativer foreslår at sænke den danske selskabsskat fra 22 pct. til 18 pct. Formålet er at gøre Danmark rigere, stærkere og friere i en tid, hvor der mere end nogensinde før kaldes på en ambitiøs økonomisk oprustning. Effekten af vores forslag bør tillige være til at forstå fornuften i. Skatteministeriet estimerer nemlig, at en sænkelse af selskabsskatten til 18 pct. vil løfte BNP med næsten 12 mia. kr., skabe 1.800 nye job og løfte timelønnen med 0,7 pct.

Så kære SVM-regering: Hvad venter vi på?

(Indlæg bragt i Finans d. 19. maj 2025)

Lad os gøre som finnerne og få sænket selskabs­skatten

Steffen Frølund & Pernille Vermund
7. maj 2025

Efter snart ti år med uændret selskabsskat bør Danmark vågne op og følge finnernes eksempel og sænke den.

Ræsonnementet bag en høj selskabsskat kan umiddelbart lyde tillokkende.For hvis vi kan få virksomhederne til at betale høje skattesatser, kan vi jo potentielt selv slippe for at betale regningen for det offentliges forbrug.

Problemet er blot, at tingene selvfølgelig ikke forholder sig så simpelt i virkelighedens verden.

For når virksomheder bliver mødt med en høj selskabsskat, fortsætter de ikke deres virke og fremvækst ufortrødent. De investerer mindre, de tager færre risici, de skaber mindre vækst, og de kreerer færre vellønnede job.

En stilstand, der i øvrigt gør Mette Frederiksen til den eneste danske regeringsleder siden Poul Schlüter, som ikke har sænket selskabsskatten

Den kendsgerning har vores nordiske kollegaer i Finland taget bestik af.

Derfor er den finske regering aktuelt i gang med at forberede en større skattereform , hvor selskabsskatten sænkes fra 20 til 18 pct., og hvor der desuden skæres godt og vel 8 mia. kr. af skatten på finnernes arbejde.

I samme tråd har Tysklands nye kansler, Friedrich Merz, meddelt, at den tyske regering ønsker at sænke selskabsskatten med 5 procentpoint.

Det kunne vi med fordel tage ved lære af i Danmark, hvor selskabsskattesatsen på 22 pct. i forvejen er 4 procentpoint højere end finnernes.

Dertil er den danske sats uændret i snart et årti siden det seneste lille spring ned ad skattestigen fra 2015 (23,5 pct.) til 2016 (22 pct.). En stilstand, der i øvrigt gør Mette Frederiksen til den eneste danske regeringsleder siden Poul Schlüter, som ikke har sænket selskabsskatten

I Liberal Alliance præsenterede vi for nylig vores plan for en frisk start for Danmark og dansk økonomi, hvor vi foruden en stribe af andre tiltag netop foreslår at finde finansiering til at gøre finnerne kunsten efter ved at sænke den danske selskabsskat til 18 pct.

Og hvorfor foreslår vi så egentlig det?

Det gør vi, fordi det vil gøre Danmark rigere, stærkere og friere, i en tid hvor vi akut har brug for at iværksætte en markant økonomisk oprustning.

Skatteministeriet estimerer , at en sænkelse af selskabsskatten til 18 pct. vil løfte bnp med næsten 12 mia. kr., skabe 1800 nye job og løfte timelønnen med 0,7 pct. Det er med andre ord sund fornuft, som vil komme både erhvervslivet, lønmodtagere og den danske befolkning som helhed til gode.

Det forudsætter, at vi ikke hviler på laurbærrene, når eksempelvis finnerne og tyskerne rykker på sig

Onde tunger vil selvsagt postulere, at statskassen drager større fordel af en høj selskabsskat, men det er et argument, som ikke har hold i virkeligheden.

For Danmark har for det meste fulgt den internationale trend siden udgangen af 1980’erne og reduceret satsen kraftigt, idet den lød på hele 50 pct. tilbage i 1989 – og resultaterne har som følge talt for sig selv: Større produktivitet, højere lønninger, stærkere konkurrencedygtighed og ultimativt flere indtægter til statskassen.

Og hvis vi i Danmark ikke skal halte efter vores konkurrenter, er og bliver det afgørende, at vi tager bestik af vores omgivelser og bevarer vores konkurrencedygtighed.

Det forudsætter, at vi ikke hviler på laurbærrene, når eksempelvis finnerne og tyskerne rykker på sig, men i stedet anser det som en anledning til at genbesøge ét af de værktøjer, som har sat allermest effektivt skub i udviklingen af Danmarks vækst og velstand gennem de sidste fire årtier.

Særligt ikke når vi for længst har måttet konstatere, at for mange virksomheder forlader Danmark, og at for få vokser sig store, før de vælger at flyve fra reden.

Nogle vælger at blive børsnoteret i udlandet.

Andre bliver opkøbt af udenlandske investorer og flytter hovedsædet til den anden side af Atlanterhavet.

Sådan en udvikling sker ikke i et vakuum, og ditto finder den ikke sted på baggrund af en vilkårlig tilfældighed.

Det skyldes i høj grad, at vi i Danmark generelt tilbyder erhvervslivet en af de tungeste beskatninger iblandt OECD-landene.

Og når man kobler de ugunstige skatteforhold sammen med den kolossale fremvækst af bøvl, byrder og bureaukrati, vil regnestykket som regel til syvende og sidst pege flere og flere af vores dygtige virksomheder og iværksættere i en anden retning end Danmarks.

Bevares, der skal mere til for at vende udviklingen end en lempelse af selskabsskatten. Men en lavere selskabsskat vil ikke desto mindre have så væsentlige, direkte såvel som afledte effekter, at tiltaget vil have en mærkbar, positiv effekt på dansk økonomi.

Og hvis vi en skønne dag kan gå skridtet længere og forfølge flere af vores forslag i Liberal Alliances økonomiske plan , begynder det for alvor at batte noget.

Her foreslår vi nemlig endvidere bl.a. en lavere aktie- og kapitalbeskatning, markante skattelettelser på arbejde, en afskaffelse af toptopskatten og en omkalfatrende afbureaukratisering i form af en bindende bureaukratilov , der én gang for alle vil gøre op med Mette Frederiksens evindelige bureaukratinøl.
(Indlæg bragt i Børsen 6. maj)

Frihandel er fundamentet for vækst

Pernille Vermund
15. april 2025

Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville blive nødvendigt at understrege følgende ubestridte faktum i skyggen af amerikanske toldmure: Frihandel er fundamentet for vækst.

Bevares, det kan lyde som en banal og forventet parole fra en borgerlig og liberal kvinde som mig, men det er ikke desto mindre både sandt samt essentielt at minde os selv om i disse dage.

For verden og herunder særligt de vestlige demokratier ville indiskutabelt have været både fattigere, svagere og mindre sammentømret, hvis frihandel ikke havde fået mulighed for at florere i de forgangne mange årtier.

Og selvom man skulle tro, at ingen med tilstrækkelig stor beslutningskraft – og så tilmed en amerikansk præsident – ville anfægte den kendsgerning, har det vist sig at være tilfældet i form af Trumps højaktuelle toldkrig.

En toldkrig, som efterlader Danmark, Europa og hele verden i samme bås, hvor vi hver især og utvivlsomt ofte kollektivt i regi af f.eks. EU eller andre former for regionalt samarbejde skal levere et modsvar samt erstatte USA som den primære bannerfører for frihandel.

Og på trods af at Trump skal have lov til at smage sin egen medicin – og EU uundgåeligt vil svare USA igen med ditto øget toldsatser – må vi for alt i verden ikke bilde os selv ind, at et modsvar i form af endeløse toldsatser er det rette middel på den lange bane. Hvis vi vælger at gemmer vi os i ly af høje toldmure, vil det nemlig med statsgaranti koste arbejdspladser samt skade væksten – og det er det absolut sidste, Danmark og Europa har brug for i en tid, hvor vores konkurrenceevne konsekvent spænder ben for vores muligheder for at konkurrere med bl.a. USA og Kina.

Tilsvarende gør vi klogt i ikke at fortælle os selv, at den rette vej frem nu udelukkende er at købe dansk, dansk, dansk. For løsningen på Trumps toldkrig er og bliver ikke at kigge mere indad, men tværtimod mere udad end nogensinde før. Vi skal styrke de frihandelsaftaler, som vi allerede har i EU. Og vi skal kigge på at indgå nye frihandelsaftaler med alle de lande og markeder, som er sat i samme bås som os selv af amerikanerne: Canada, Australien, Mexico og mange flere.

Og så skal vi selvfølgelig give vores virksomheder friere tøjler i form af færre bureaukratiske byrder, bedre rammevilkår og lavere selskabs- og kapitalskatter. For hvis dansk erhvervsliv skal rustes til den kommende kamp for frihandel og vækst, må SVM-regeringen langt om længe til at vågne op fra sin tornerosesøvn.

I Liberal Alliance har vi netop fremlagt vores økonomiske plan for, hvordan vi bl.a. sikrer vores virksomheder en frisk start med lavere selskabs- og kapitalskatter samt ruller den skadelige udvikling i bureaukratiet tilbage, som Mette Frederiksen har stået for ved at ansætte næsten 18.000 nye bureaukrater i staten.

Nu venter vi blot på, at SVM-partierne er klar til også at komme med deres egne bud, så danskerne kan få den tiltrængte debat om Danmarks økonomiske fremtid, som de har krav på.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d.15/4-2025)

Når Bødskov rydder op, er det i en selvskabt rodebutik

Pernille Vermund
11. april 2025

Dansk politik har det til tider med at køre i ring. De samme magthavere, de samme mønstre og det samme rod.

Og som afledt symptom er det nu snart et kvart århundrede siden, vi sidst havde en regering, hvor hverken Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen eller Troels Lund Poulsen bestred en ministerpost.
De tre partiledere for SVM-partierne har siddet så længe, at de nu laver reformer af deres egne reformer. Først en reform af den gamle folkeskolereform.
Så en strukturreform af den gamle strukturreform i sundhedsvæsenet. Dernæst en genopretning af Forsvaret, de selv har sparet i stykker. For ej at forglemme diverse anskaffelser af skatter, som de selv har indført.
På erhvervsområdet udgør erhvervsminister Morten Bødskovs (S) ageren ikke overraskende ingen undtagelse. Tværtimod.Tid til en frisk start
Det seneste skud på stammen er en mildest talt klodset kovending på spørgsmålet om EU’s krav til danske virksomheder om at udarbejde kompliceret og ressourcekrævende bæredygtighedsrapportering i et hidtil uset omfang.
For blot få år siden kunne Bødskov stolt proklamere på talerstolen i Folketinget, at man ville indføre denne bæredygtighedsrapportering, som angiveligt “kunne blive en konkurrencefordel for dansk erhvervsliv”.
I Liberal Alliance og i øvrige dele af oppositionen råbte vi vagt i gevær, for vi vidste, at regeringens lovforslag ville resultere i en for omfattende og konkurrenceevneskadelig byrdebelastning for danske virksomheder.

Kritikken prellede imidlertid af. Men nu har piben fået en anden lyd. For nu vil Bødskov under Danmarks kommende EU-formandskab “ rydde op i byrderne”. Altså de byrder, som han selv har skabt, på trods af at konsekvenserne var blevet gjort klare og tydelige for dem.
Det er dog pudsigt nok ikke en del af de handlekraftige skåltaler og positive pressemeddelelser, som erhvervsministeren og hans ministerie gladeligt er afsendere på efter kovendingen.
Så nu står vi her igen: de samme magthavere, de samme mønstre og det samme rod. Og hver gang der ryddes op, er det i SVM-regeringens selvskabte rodebutik.
Er det ikke på høje tide med en frisk start for Danmark?

(Indlæg bragt i Børsen d. 11. april 2025)

Hvor længe kan erhvervslivet holde vejret under vand?

Pernille Vermund
21. marts 2025

Lad nu tømme ud i søen af unødige bureaukratiske byrder på vores virksomheder – og ikke blot med en øse, men med en vandpumpe. For ja, dansk erhvervsliv og den danske konkurrenceevne er fortsat stærk. Men ingen kan holde vejret under vand til tid og evighed.

Hvis man i det private erhvervsliv går og gør sig forhåbninger om, at SVM-regeringens skåltaler om afbureaukratisering udmønter sig i et reelt opgør med det endeløse virvar af unødigt bureaukrati, regulering og regelbyrder, kan man desværre godt tro om igen.

For antallet af unødige bureaukratiske byrder på vores virksomheder og borgere er som bekendt udelukkende steget de sidste mange årtier for blot at eksplodere yderligere, siden Mette Frederiksen for første gang indtog Statsministeriet i 2019.

Nu viser nye tal fra Dansk Erhverv, at 90.000 fuldtidsansatte i den private sektor udelukkende arbejder med at håndtere og implementere regler og krav fra Folketinget og EU, hvilket koster erhvervslivet 49 milliarder kroner årligt i lønninger – foruden et mærkbart produktivitetstab.

For det er jo 49 milliarder lønkroner, som kunne have gået til medarbejdere og initiativer, der ville fremme virksomhedernes innovation, virkelyst og vækst. 49 milliarder lønkroner, som kunne have været anvendt af virksomhederne til at investere, udvide og udvikle. Og 49 milliarder lønkroner, som ultimativt kunne have været benyttet til at gøre Danmark stærkere, større og rigere.

Mayday fra erhvervslivet
Misforstå mig ikke: Dansk erhvervsliv og den danske konkurrenceevne er fortsat stærk, og jeg postulerer ikke, at det modsatte er på nippet til at være tilfældet. Men når man – som skiftende regeringer har gjort og den nuværende SVM-regering i særdeleshed – forsøger at tømme ud i søen af unødigt bureaukrati med en øse i stedet for at finde vandpumpen frem, så har og får det graverende konsekvenser. Særligt når kaskader af nye byrder samtidigt vælter ned over samfundet som fra et vandfald.

For det er jo ikke tilfældigt, at der gang på gang lyder et nødråb fra vores dygtige iværksættere og virksomheder, herunder særligt de små- og mellemstore af slagsen. Fadæsen er ikke opstået af sig selv, og den går tilsvarende ikke i sig selv. Der er tværtimod meget, der tyder på, at vandstanden i søen af byrder kun tager til.

I det seneste opråb fra erhvervslivet melder 6 ud af 10 danske virksomheder, at de har oplevet en stigning i kontrol og tilsyn inden for de seneste tre år. I samme tidsperiode har 87 pct. af danske virksomheder oplevet en stigning i mængden af regulering, og 85 pct. har ditto oplevet en stigende kompleksitet i reguleringen, hvilket i kombination med lange sagsbehandlingstider er med til at spænde ben for de mange virksomheder, hvis arbejde og indtjening vi lever af i Danmark.

Hvis ikke vi tager de her tal tilstrækkeligt alvorligt på Slotsholmen, så vil det i stigende grad knibe med vejrtrækningen rundt omkring i landet. Og det er uundgåeligt, at nogle virksomheder som følge enten vil lide druknedøden eller alternativt søge nye græsgange og bosætte sig i lande, som sikrer mere gunstige og erhvervsvenlige vilkår.

Lad os pumpe – ikke øse
Når erhvervsminister Morten Bødskov (S) påpeger, at »Regeringen tager fat,« og »er i gang med at reducere mængden af byrder,« har han fat i øsen til at dræne søen – ikke pumpen. For der er ganske enkelt ikke tilstrækkeligt belæg for at påstå, at SVM-regeringen er ved at vende kurven.

Tværtimod har Mette Frederiksen og co. på trods af gavnlige initiativer hist og her samlet set udelukkende forstærket væksten af bureaukrater, love og regelbyrder. Blot i den indeværende regeringsperiode er der sat danmarksrekord i antallet af administrativt ansatte i den offentlige sektor, der har rundet 100.000 fuldtidsansatte, antallet af ministre er vokset til 25, og så er det tilmed lykkedes at overgå Helle Thornings-Schmidts røde regeringer samt Mette Frederiksens rene S-regering i offentligt forbrug med en gennemsnitlig årlig realvækst på 1,8 pct.

I Liberal Alliance er vi klar til at tage alle redskaber i brug, for at afbureaukratisere – i København såvel som i Bruxelles. I sidstnævnte arbejder vi i vores gruppe – EPP – for, at ny EU-lovgivning vurderes på, om det bidrager til en bedre konkurrenceevne eller forværrer den – for eksempel i form af et konkurrencebarometer.

Og fra Christiansborg kommer vi løbende med forslag – store som små – der samlet set vil sikre en omfattende afbureaukratisering. Vi ønsker en oprydningsgeneral, der skal finkæmme det offentlige for overflødige regler og udgifter. Vi har foreslået at nedlægge en række overflødige ministerier. Og så har vi fremlagt en plan for en bindende bureaukratilov, der blandt andet skal sikre, at der afskaffes to regler, hver gang der indføres en ny.

Det er tid til at finde den store pumpe frem og tømme ud i det bureaukratiske makværk, som i særdeleshed har taget overhånd på Socialdemokratiets vagt.

(Indlæg bragt i Børsen d. 21/3-2025)

Drop lukkeloven og sæt en stopper for butiksdøden

Pernille Vermund
19. marts 2025

Siden 2012 er hver femte detailforretning forsvundet. Hvis små, lokale butikker skal forblive en del af fremtidens gadebillede, skal vi tage alle de stik, vi kan. Lad os starte med at droppe lukkeloven.

I Danmark har vi nydt gavn af en sprudlende detailhandel i større og mindre byer. Men i de forgangne årtier har ændrede forbrugsmønstre, stigende internethandel og detailregulering af forretningslivet resulteret i en tiltagende tendens: fremvæksten af butiksdød.

Hvis man skulle være i tvivl om omfanget af butiksdød i Danmark, skal man blot tage et kig på den seneste analyse af SMVdanmark. Her fremgår det, at detailhandlen er under pres som sjældent set før. 3.752 forretninger er forsvundet i perioden 2012-2022, svarende til hver femte detailforretning i Danmark.

Det efterlader både erhvervslivet, forbrugere og politikere i en penibel situation. Hvem bærer ansvaret for at vende udviklingen? Er det det lokale erhvervsliv, som i konkurrencen med internethandlen skal gøre mere for at tilbyde kunderne en unik oplevelse? Er det forbrugerne, som har et moralsk og pragmatisk ansvar for at bakke mere op om den lokale detailhandel? Eller er det på Slotsholmen, at ansvaret for lokalbutikkens overlevelse skal placeres?

Mit fokus er ikke at diktere, hvordan det lokale erhvervsliv indretter sig. I samme tråd kommer man som forbruger ikke til at skulle lægge ører til en moralsk prædiken fra min side om, hvilke forbrugsmønstre man bør praktisere.

Derimod skal vi skabe de bedste forudsætninger for, at forretninger i hele landet kan overbevise forbrugerne om værdien i at handle lokalt og ultimativt vinde kampen mod butiksdøden. Hvis vi ønsker en fremtid, hvor små, lokale butikker forbliver en del af gadebilledet, skal vi tage alle de stik, vi kan. Og hvis man spørger mig, er det første oplagte stik at droppe lukkeloven. For det er og bliver tudetosset, at forretninger ikke selv kan vurdere, om de vil holde åbent på årets helligdage.

Derfor har jeg i de seneste mange måneder været i forhandlinger med regeringen om en aftale om lukkeloven. Udfordringen er, at det bliver vanskeligt at lande en aftale, som batter i kampen mod butiksdøden. For mens Liberal Alliance er klar til at afskaffe lukkeloven helt, ønsker regeringen udelukkende at revidere lukkeloven, så flere forretninger allernådigst får lov til også at holde åbent på helligdage. Konkret er regeringens ønske, at denne ”liberalisering” kun skal gælde for butikker i byer med færre end 15.000 indbyggere og tilmed kun, hvis butikken er placeret i bymidten.

Sådan detailregulering er og bliver et udtryk for unødigt og formynderisk bureaukrati, som skaber ulige konkurrencevilkår. Hvorfor skal en skotøjsforretning i Sorø have en fordel på en helligdag, mens dens pendant i Slagelse tvinges til at holde lukket?

Vi ser ikke det store formål i at tage mikroskopiske skridt i retningen af en reel liberalisering af lukkeloven. Butiksdøden vil medføre betydelige tab for forretninger, borgere og byliv i hele landet og i særdeleshed i de mindre byer. Det kalder på en lukning af lukkeloven, ikke en langstrakt lillefinger til udvalgte byer målt på størrelse.

(Indlæg bragt i Jyllands Posten d. 19. marts 2025)