Giver ATP i sin nuværende form stadig mening?

Pernille Vermund
30. september 2024

Selvom det pibler frem med skandalesager i ATP, har regeringen dumstædigt valg at sidde på hænderne. Men med så store milliardbeløb på spil skylder vi danskerne at have en kvalificeret debat om, hvordan vi sikrer den bedst mulige ATP

I 2022 trak det overskrifter, da danskernes fælles pensionsopsparing tabte 64,5 mia. kr. På et enkelt år havde ATP nemlig formået at præstere et afkast på minus 40,9 pct. i institutionens investeringsportefølje. Med tanke på at danskerne bliver påtvunget at betale til ATP, er det er et utroligt beløb, der bør give anledning til at vurdere, om ATP i sin nuværende form stadig giver mening. Men for at kunne forstå, hvordan det kunne gå så galt, bliver man først nødt til at forstå institutionens særlige konstruktion. Arbejdsmarkedets Tillægspension så oprindeligt dagens lys i 1964, og den blev undfanget for at sikre en garanteret og forudsigelig livslang pension til danskerne. Her er netop ordet “garanteret” værd at hæfte sig ved. For ATP opererer under nogle særlige politisk fastsatte kriterier, der i de seneste år har vist sig at være utidssvarende. ATP er nemlig indrettet, så 80 pct. af kapitalen bliver allokeret til lavrisikable investeringer, hvilket man forsøger at gøre op for ved at tage ekstreme risici for de resterende 20 pct. af kapitalen. Det er disse 20 pct. af den samlede kapital, der fører til store udsving i afkast fra år til år. Giver det mening? Mens ATP f.eks. præsterede førnævnte afkast på -40,9 pct. i år 2022, lød investeringsporteføljens afkast for 2019 omvendt på 44,2 pct. Men giver denne investeringsstrategi så også mening? Jesper Rangvid og Henrik Ramlau-Hansen, der er henholdsvis professor og lektor på CBS, har sat sig for at sætte ATP’s indretning under luppen. I en rapport fra 2023 konkluderer de, at ATP har formået at skabe et afkast de seneste ti år, der er det samme som en simpel, passiv global aktieinvestering – men at det er gjort med en væsentligt højere risiko, og at dette afkast ikke vil kunne realværdisikre pensionerne ift. inflationen. Set i lyset af at ATP forvalter en formue på omtrent 700 mia. kr. på vegne af ca. 5,6 mio. danskere, er det en tankevækkende kendsgerning. Selv hvis ATP blot underperformer med få procentpoint om året, vil det nemlig over tid gøre en monumental forskel for hvilket beløb, der kan tikke ind på danskernes konti under deres pension. Alligevel er tekniske diskussioner om pensionskassers indretning og investeringsstrategier ikke en dagsorden, der har lige så let ved at optage spalteplads i dagbladene og at fylde på de sociale medier som så mange andre emner i dansk politik. Men når der er tale om så store milliardbeløb, der vil få indflydelse på næsten hele befolkningens privatøkonomi, bliver vi som samfund nødt til at forholde os til dem. Uambitiøst og dovent Derfor er det også uambitiøst og dovent, at regeringen på forhånd har besluttet sig for, at man end ikke vil have en debat om, hvorvidt det nuværende system kan forbedres. Et godt sted at starte debatten ville for det første være ved at forholde sig til, om tiden ikke er løbet fra den formynderiske forestilling om, at danskerne ikke må få mulighed for at vælge mellem flere pensionsselskaber som alternativ til at være tvunget til at betale til ATP-monopolet. Hvis ATP sendte deres forvaltning i udbud, og danskerne fik muligheden for at flytte deres egne penge til andre pensionsinstitutter, ville det skabe en sundere konkurrence på markedet. For det andet bliver vi nødt til at have en debat om, at ATP’s 80/20-investeringsstrategi er utidssvarende, som også forskerne fra CBS har konkluderet. Man burde fra politisk hold fastsætte andre kriterier for investeringerne, så garantidelen droppes, og man i stedet sikrer en markedsmæssig udvikling.For det tredje burde det være tydeligt, at der er brug for en professionalisering af ATP, hvor bestyrelsesposterne ikke besættes af diverse fagforeningsbosser, som ikke nødvendigvis har erfaring med at stå i spidsen for et pensionsselskab. I dag er otte ud af 13 bestyrelsesmedlemmer udpeget af arbejdsmarkedets parter. I fremtiden bør den andel som minimum reduceres kraftigt. Afslutningsvis bør vi også have en debat om ATP’s eksponering mod danske investeringer, som i dag udgør 33 pct. af private og 44 pct. af alle pensionsinvesteringer, når man medregner ATP. Danskerne er i forvejen eksponeret mod udviklingen på det danske marked, og derfor er der ikke meget ræson i, at en så stor del af vores pensionsopsparing også skal være det. Hvordan ATP præcis skal indrettes i fremtiden, står stadig hen i det uvisse for nu. Men to ting er i hvert fald helt sikkert. Det ene er, at der åbenlyst er brug for en forbedring af det nuværende system. Og det andet er, at vi med så store milliardbeløb på højkant, der har indflydelse på hele befolkningen, skylder danskerne at have en kvalificeret, offentlig debat om, hvordan vi i fremtiden sikrer det bedst mulige ATP.

(Indlæg bragt i Børsen d. 30. september 2024)

Ikke alle Draghis løsningsforslag bør vække begejstring

Pernille Vermund
23. september 2024

Draghi-rapportens diagnosticering af EU’s konkurrenceevne rammer plet. Men hvis vi følger alle hans løsningsforslag, kommer vi ikke til at løse de problemer, som får Europa til at sakke bagud

En ny rapport om den europæiske konkurrenceevne med Mario Draghi som afsender har den seneste tid fået alarmklokkerne til at ringe overalt i Europa. Den tidligere italienske premierminister og chef for Den Europæiske Centralbank har nemlig taget temperaturen på EU’s erhvervsklima, og det er mildest talt dårligt nyt for Europa. EU er i flere årtier sakket bagud målt på produktivitet. Det fælleseuropæiske bruttonationalprodukt udgør en stadigt mindre del af verdensøkonomien. Og får vi ikke snart vendt skuden, vil EU tabe i det globale kapløb om konkurrenceevne. Men selvom rapporten lige nu er på alles læber i de europæiske regeringskontorer, burde konklusionerne ret beset ikke komme som en overraskelse. For det har i lang tid været tydeligt, at Europa er ved at blive efterladt på perronen på grund af høje skattesatser og unødigt bureaukrati, som kvæler vores innovationsevne. Sidste år blev der eksempelvis registreret 9883 patenter i avancerede, digitale teknologier i EU, mens det tilsvarende tal for Kina og USA var henholdsvis 27.928 og 49.248. Hvis ikke velstandskløften mellem os og vores konkurrenter skal vokse sig større, bliver vi nødt til at vende den udvikling. Så hvad skal vi gøre? Selvom Mario Draghi rammer plet angående diagnosticeringen af Europas manglende konkurrenceevne, er det ikke alle hans løsningsforslag, som bør vække begejstring. Eksempelvis peger Draghi-rapporten på, at fælles gældsoptagelse vil kunne fungere som redningskransen, der skal få Europa ud af den sump af lavvækst, vi i dag sidder fast i. Men som erfaringerne fra coronapandemien har vist os, kan centraliseret gældshæftelse blandt de europæiske lande få store konsekvenser. Under pandemien besluttede EU at suspendere de gældende gældsregler og at etablere en europæisk genopbygningsfond finansieret af fælles gæld. Da midlerne fra fonden fortrinsvis skulle stimulere de gældsplagede sydeuropæiske lande, hvis økonomi var hårdest ramt af pandemien, endte regningen for deres nationaløkonomiske nonchalance derfor med at blive sendt videre til de lande, der havde styr på deres økonomi. Det illustrerer med al tydelighed, hvorfor vi skal insistere på, at EU-samarbejdets hegnspæle ikke blot skal kunne flyttes, lige så snart nogle forandrede omstændigheder melder sig. For løsningen på unionens haltende produktivitet er ikke, at vi slækker på reglerne om fælles økonomisk stabilitet ved at placere omkostningen for visse EU-staters dårlige økonomi hos de lande, der har haft orden i penalhuset. Saltvandsindsprøjtning Samme billede tegner sig, hvad angår Mario Draghis forslag om, at vores kinesiske og amerikanske konkurrenters statsstøtte skal modsvares af en europæisk ditto. For selvom det muligvis på kort sigt vil kunne fungere som en økonomisk saltvandsindsprøjtning til visse selskaber og sektorer, vil det ikke reelt løse problemerne på lang sigt. Faktum er nemlig, at mange industrier i EU allerede bliver kunstigt hjulpet på vej af statsstøtte. I dag bliver omtrent 1 pct. af EU’s samlede bruttonationalprodukt brugt på national statsstøtte, mens det tilsvarende tal i USA med Inflation Reduction Act er på 0,15 pct. Derfor har vi ikke brug for, at de europæiske skatteydere skal indgå i et konkurrenceforvridende kapløb med USA og Kina om, hvem der kan brænde flest skattekroner af på at give kunstigt åndedræt til sektorer, som ikke kan overleve af egen drift på et frit marked. Et sundt erhvervsklima Det der derimod er brug for, er det samme, som i sin tid gjorde Europa til et af verdens mest velstående områder på kloden: nemlig et sundt erhvervsklima, hvor det kan betale sig for innovative ildsjæle af stifte og drive virksomhed. For lige nu bliver alt for mange af Europas lovende, nystartede virksomheder enten kvalt i fødslen af EU’s bureaukrati, eller også søger de uden for Europas grænser, hvor der er bedre vilkår. EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har ganske vist omsider set skriften på væggen. I slutningen af 2023 bebudede hun, at Kommissionen ville indføre et mål om, at man skulle reducere de bureaukratiske rapporteringskrav for EU’s virksomheder med 25 pct. inden europaparlamentsvalget i juni 2024. Men når velmente politiske ambitioner kolliderer med virkelighedens forhindringer, er det ofte førstnævnte, der må bøje af – og derfor er von der Leyens ellers fornuftige reduktionsmål atter lagt tilbage i skuffen for nu. Det kommer til at få store konsekvenser for fremtidens europæere, som vil vokse op på et fattigt og overflødigt kontinent, hvis vi ikke bremser udviklingen. Derfor er vi nødt til at sikre, at ønsket om mindre bureaukrati fra de politiske skåltaler også bliver til faktisk politik. “C Hvis ikke velstandskløften mellem os og vores konkurrenter skal vokse sig større, bliver vi nødt til at vende udviklingen”

“Draghis konklusioner burde ret beset ikke komme som en overraskelse,” skriver Vermund. | |

(Indlæg bragt i Børsen d. 23. september 2024)

Erhvervslivet bliver holdt nede af unødigt bureaukrati. Sådan vender vi udviklingen

Pernille Vermund
29. august 2024

Den danske iværksætterkultur er på retræte, og mange af fremtidens erhvervssucceser flygter ud af Danmark. Men sådan behøver det ikke at være.

Danmark er hverken begunstiget af værdifulde mineraler, oliefelter med eksportpotentiale eller andre sjældne naturressourcer, der sender penge i statskassen. Men alligevel har vi formået at blive et af verdens mest velstående lande. Det skyldes fortrinsvis de gode idéer fra virkelystne ildsjæle, der skaber den innovation, som udgør fundamentet under Danmarks økonomi. Produkterne fra Novo Nordisk redder millioner af menneskeliv i alle afkroge af verden, Vestas’ vindmøller sætter gang i hjulene under den grønne omstilling, og på verdenshavene fragter Mærsks skibe produkter rundt, som bidrager til velstandsfremgang over hele kloden.

Men det er langtfra givet, at Danmark bliver ved med at have nogle af verdens bedste virksomheder. For lige nu er den danske iværksætterkultur på tilbagetog. Kun én enkelt af de ti mest værdifulde danske selskaber er blevet stiftet inden for de seneste 50 år. Siden finanskrisen har vi mistet mere end 20.000 selvstændige, selvom den samlede beskæftigelse er skudt i vejret. Og siden årtusindskiftet har 69 pct. af alle nystiftede unicorns forladt landet, mens det tilsvarende tal hos vores svenske naboer blot er 9 pct. Hvis Danmark fortsat skal være et velstående land, bliver vi nødt til at vende udviklingen, så det atter kan betale sig at drive virksomhed her til lands.

Omfattende problem

Så hvad skal vi gøre for at genoplive den danske iværksætterkultur? Spørger man de små og mellemstore virksomheder, mener 78 pct. af dem , at færre regler og mindre bureaukrati enten i høj eller meget høj grad ville gøre det lettere at starte og drive virksomhed i Danmark. Og 68 pct. af alle små og mellemstore virksomheder mener, at mængden af bureaukrati, regler og indberetning til det offentlige under ét er dén enkeltstående faktor, som giver de dårligste vilkår for at drive iværksætteri her til lands.

Faktisk er problemet med bureaukrati så omfattende, at de små- og mellemstore virksomheder hvert eneste år spilder 16,5 mia. kr. på at overholde de statslige indberetningskrav. Det svarer til 35.000 ansatte, der arbejder fuldtid udelukkende for at imødekomme bureaukratiet.

Siden Poul Schlüter var statsminister, har alle regeringer haft som erklæret mål at tage fat om problemets rod. Men selvom der på begge sider af folketingssalens midte er bred enighed om problemet, er det sjældent, at de gode intentioner fra de politiske skåltaler om afbureaukratisering ender med at udmønte sig i lovgivning.

Derfor vil vi i Liberal Alliance indføre en bureaukratilov om, at man skal afskaffe to eksisterende regler, hver gang man vil indføre én ny, så vi på den måde kan binde os selv til masten for at tage livtag med bureaukratiet.

I 2001 indførte man et lignende princip i den canadiske provins British Columbia, og resultatet har været enestående. På blot tre år faldt regelmængden med 40 pct., og forskning har efterfølgende estimeret, at regelstoppet har øget provinsens økonomiske vækst med 1 procentpoint om året siden. Men selv hvis dette forslag er for vidtrækkende til at opnå et folketingsflertal, er der stadig en myriade af andre bureaukratiske byrder, der burde være opbakning til at tilbagerulle blandt samtlige partier.

Tilbagerul byrderne

Et godt eksempel på formålsløs lovgivning ser vi med den nye bogføringslov, der påtvinger selvstændige at skulle udarbejde en omfattende beskrivelse af deres bogføringsprocedure. Det tager ofte unødigt mange timer for små selvstændige erhvervsdrivende, selvom intet i første omgang tilsagde, at der var brug for strengere krav til at dokumentere bogføringsprocedure.

Samme billede tegner sig med de dokumentationskrav, der forhindrer vores virksomheder i at rekruttere international arbejdskraft, selvom vores arbejdsmarked har desperat brug for flere medarbejdere. Eller med kravet om såkaldte nulindberetninger, som påtvinger arbejdsgivere at køre løn for samtlige medarbejdere, selvom nogle af disse eksempelvis kun arbejder i sommermånederne.

Fællesnævneren ved disse eksempler på lovgivning er, at de ofte ikke gør gavn, samtidig med at de medfører en stor omkostning for især små og mellemstore virksomheder. Selvom hver enkelt lov ikke nødvendigvis medfører en enorm byrde, udgør de tilsammen en enorm forhindring for vores iværksætterkultur. For hver eneste unødvendige lov, anordning og bekendtgørelse lægger nemlig en ny sten til den mur af bureaukrati, der forhindrer de gode idéer i at blive til fremtidens erhvervssucceser.

Hvis vi også skal sikre fremtidens vækst og velstand, bliver vi derfor nødt til at sætte vilje bag intentionerne om afbureaukratisering. For hvis den nuværende udvikling ikke bliver stoppet, kommer vi ikke til at efterlade et velstående Danmark til de kommende generationer.

(Indlæg bragt i Børsen d. 29. august 2024).

En uvildig undersøgelse, tak

Lars-Christian Brask
25. juni 2024

Med jordskreddet i Ølst var regeringen, ført an af miljøminister Magnus Heunicke (S) og statsminister Mette Frederiksen (S), meget hurtige til at placere ansvaret hos én person.

Til trods for at vi har et fundamentalt retsprincip om, at alle er lige for loven, og vi den dag i dag fortsat ikke ved, om der er foregået noget forsætligt og groft uagtsomt, så har regeringen fra dag ét krævet, at en passiv ejer af et selskab skal stilles til økonomisk ansvar, fordi han tilfældigvis er velhavende.

Knap så hurtige og velvillige har regeringen været til at undersøge andre parter i sagen for ansvar. Det gælder ikke mindst Randers Kommune, selvom man længe har kunnet læse i medierne, hvordan kommunen åbenlyst har svigtet sit myndighedsansvar og begået alvorlige fejl i eget tilsyn og i de miljøgodkendelser, som kommunen udstedte til Nordic Waste. Så meget desto mere uroopvækkende var det at høre miljøministeren annoncere i januar, at Randers Kommune ikke ville blive omfattet af den undersøgelse, der netop var sat i gang for at undersøge sagen.

Det holder selvfølgelig ikke. Heldigvis lykkedes det LA og andre partier at presse regeringen til, at Randers Kommune naturligvis også skulle undersøges. Nu nærmer vi os, at rammerne for undersøgelsen af Randers Kommune fastlægges. Folketingets miljøordførere er tirsdag indkaldt til møde om sagen. Fem måneder efter miljøministeren første gang lovede, at Randers Kommunes ansvar skulle undersøges.

Hver en sten skal vendes. Derfor er det et krav fra vores side, at undersøgelsen bliver foretaget af en ekstern og uvildig part. Det er også et krav fra os, at de involverede offentlige myndigheders rolle, herunder regionen, Miljøstyrelsen og Miljøministeriet, selvfølgelig skal undersøges, hvis der kommer oplysninger frem, som tyder på, at de har begået fejl i den her sag.

I denne avis har man tidligere kunnet læse, at Miljøstyrelsen og Miljøministeriet ikke havde lovhjemmel til at agere myndighed i den uge, hvor statsministeren og miljøministeren i et nøje koreograferet PR-fremstød iført gummistøvler og gule veste var i Ølst for at se jordskreddet. Ingen skal kunne frikende sig selv eller udpege en syndebuk at skyde skylden på. Det er ikke en retsstat værdigt. Folketinget har krav på en uvildig undersøgelse af Randers Kommune og Miljøministeriet.

(Indlæg bragt i Børsen d. 25. juni 2024)

Iværksætterne har ventet i over 1300 dage, og hvad vi fik de så? Alt for lidt

Lars-Christian Brask
17. juni 2024

Et iværksætterland i verdensklasse. Således er overskriften til regeringens længe ventede iværksætterstrategi. 1300+ dage har vi ventet i spænding og med puffen her og der fra de fleste partier i perioden op til nu.

Strategien er landet, og det første sættemøde med alle partierne er overstået.

Var den så værd at vente på? Nej, men trods alt små skridt i den rigtige retning – og uden en plan og mål er det på trods og med held, hvis vi lykkes med at skabe de næste erhvervssucceser.

Derfor er det naturligt og en forudsætning, at der nu er en plan, som der kan bygges videre på.

Iværksætteri, innovation og vækst kræver kapital og talent – ud over den forretningsmæssige idé og ledelse til at udføre mission og vision. De, der stiller kapital til rådighed, kigger alle på afkast efter skat.

Flere dumme skatteregler bliver trods alt saneret med denne strategi. Det er positivt, men ikke nok for ambitionsniveauet.

Jeg synes jo ikke, at der skal være nogen beskatning af gevinst, før den er realiseret. Det er vi ikke udenom på nogle områder med denne aftale.

Det er en strategi, der går i den rigtige retning, men det er ikke en banebrydende strategi, der flytter os mod toppen

På skat på indkomst, udbytte og aktiegevinster har vi aldrig kunnet måle os med dem, der er i front i verden, og vi har altid været et obligationsland og ikke et aktieinvesteringsland som f.eks. vores nabo Sverige.

Sverige har siden de tidlige 80’ere haft en ambitiøs aktiesparekonto og er lykkedes med at gøre det til en mulighed, hvor den gennemsnitlige svensker bidrager til og forestår direkte medejerinvesteringer i selskaber og bidrager til den del af samfundsudviklingen.

En ambitiøs aktiesparekonto kunne jeg godt have ønsket mig i planen.

En aktiesparekonto, hvor det også er tilladt at investere en del af pengene i unge ikkebørsnoterede virksomheder.

Vi skal motivere og skabe en investeringskultur og en kultur, der kan se en anden vej end et job som lønmodtager. En aktiesparekonto på et andet niveau er med til at skabe den kultur og forståelsen for investeringer i selskaber.

Det er sundt og godt, at vi får fjernet en paragraf i selskabsloven, så det bliver lovligt og muligt at lave crowdfunding i ApS’er.

Det var et forslag, jeg selv stillede i Folketinget sidste forår, og som alle partier bakkede op om inkl. regeringspartierne, men regeringen ville gemme det til iværksætterudspillet. Heldigvis blev det ikke glemt.

Talent og arbejdskraft mangler vi meget af i Danmark på alt fra servicefag til ingeniører, og det bliver ikke bedre de næste mange år. Der er åbnet for lavere lønkrav for international arbejdskraft. Det er et skridt i den rigtige retning.

Medarbejderaktier og medejerskab er der også åbnet konstruktivt op for i strategien og med et ønske om at rette op på de unødvendigt komplicerede regler. Tak for det.

Regelhelvede og bureaukrati dræber mange iværksætteres og selvstændiges lyst, gejst, innovation og fremdrift.

Der er også intentioner om at få justeret på det, men som mange ting i strategien er der ikke noget konkret på, hvordan det skal udføres. Med et glas halvt fyldt kan jeg sige, at så er jeg jo selv med til at påvirke det, hvis vi deltager i aftalen om iværksætteri.

Det er nogle af de greb, der drejes på i iværksætterstrategien, men det er langtfra en ambitiøst nok plan for at få os op i toppen af verden.

Eller som erhvervsministeren har sagt: Vores mål er en strategi, der bringer Danmark helt i front som iværksætternation. Jeg synes, at vi som land og samfund fortjener at få gavn af det fulde potentiale og få skabt fundamentet til en kultur, som bringer os fremtidig velstand og fremdrift.

Det er en strategi, der går i den rigtige retning, men det er ikke en banebrydende strategi, der virkelig og markant flytter os mod toppen. Slet ikke.

Vi skal motivere og belønne de, som investerer og løber en risiko i nye virksomheder og innovation. Vi skal tilskynde og belønne de, der vælger den mere usikre vej som iværksættere frem for lønmodtagere.

Det kræver lidt mere end det, vi får i denne omgang, men som sagt: Det er et lille skridt i den rigtige retning, og jeg vil kæmpe for yderligere fremdrift på området med brugbare og udførlige tiltag.

(Indlæg bragt i Børsen d. 14/6-2024)

Betalingsgigant har monopol, og vi betaler alle prisen for det

Lars-Christian Brask
30. april 2024

Som erhvervsordfører for Liberal Alliance arbejder jeg hver dag for at sikre bedre vilkår for dansk erhvervsliv.

Derfor ærgrer det mig, når jeg hører historier om virksomheder og iværksættere, som oplever meget store prisstigninger på at kunne modtage betalinger i deres butik.

Siden jeg blev valgt som medlem af Folketinget, har Nets, der i dag er italienskejet, annonceret flere markante prisstigninger og i mindst ét tilfælde fordoblet priserne. Senest annoncerede Nets endnu en prisstigning 25. marts i år.

Erhvervsminister Morten Bødskov kunne i sommeren 2023 bekræfte, at Nets i 2017 havde en markedsandel på mindst 85 pct. på det danske marked for indløsning af både nationale og internationale kort i fysisk handel. Det skyldes blandt andet, at Nets både har monopol på at eje og indløse dankortet.

Monopoler er som kviksand for økonomien – de suger konkurrencen ud og kvæler innovationen

Derved har vi som samfund udstyret Nets med en række håndtag, som de kan bruge til at skrue priserne op.

For selvom Nets’ indtjening på dankortet er reguleret ved lov, står det Nets helt frit for, hvor meget de ønsker at opkræve i gebyrer på eksempelvis internationale betalingskort, med den konsekvens at mange danske butikker betaler tre gange så meget som butikkerne i Sverige.

Kan det skyldes, at det danske marked domineres af én stor betalingsgigant, som ovenikøbet har fået lov til at drive et monopol?

På baggrund af flere års erfaringer fra finanssektoren, ved jeg, at det er kunderne, som betaler regningen for manglende konkurrence. Jeg plejer at sige, at monopoler er som kviksand for økonomien – de suger konkurrencen ud og kvæler innovationen.

Uden politiske indgreb vil det være et spørgsmål om tid, før vi ser de næste store prisstigninger.

Derfor vil jeg opfordre erhvervsministeren og mine kolleger på Christiansborg til hurtigst muligt at gribe ind over for monopoler på det danske betalingsmarked og åbne op for fri konkurrence til fordel for virksomheder og forbrugere.

(Indlæg bragt i Børsen d. 25/4-2024)

Hvad er talent? | Erhvervsvinduet: Perspektiver fra de bedste | Lars-Christian Brask

Lars-Christian Brask
29. april 2024
Afspil video