Hvor længe kan erhvervslivet holde vejret under vand?

Pernille Vermund
21. marts 2025

Lad nu tømme ud i søen af unødige bureaukratiske byrder på vores virksomheder – og ikke blot med en øse, men med en vandpumpe. For ja, dansk erhvervsliv og den danske konkurrenceevne er fortsat stærk. Men ingen kan holde vejret under vand til tid og evighed.

Hvis man i det private erhvervsliv går og gør sig forhåbninger om, at SVM-regeringens skåltaler om afbureaukratisering udmønter sig i et reelt opgør med det endeløse virvar af unødigt bureaukrati, regulering og regelbyrder, kan man desværre godt tro om igen.

For antallet af unødige bureaukratiske byrder på vores virksomheder og borgere er som bekendt udelukkende steget de sidste mange årtier for blot at eksplodere yderligere, siden Mette Frederiksen for første gang indtog Statsministeriet i 2019.

Nu viser nye tal fra Dansk Erhverv, at 90.000 fuldtidsansatte i den private sektor udelukkende arbejder med at håndtere og implementere regler og krav fra Folketinget og EU, hvilket koster erhvervslivet 49 milliarder kroner årligt i lønninger – foruden et mærkbart produktivitetstab.

For det er jo 49 milliarder lønkroner, som kunne have gået til medarbejdere og initiativer, der ville fremme virksomhedernes innovation, virkelyst og vækst. 49 milliarder lønkroner, som kunne have været anvendt af virksomhederne til at investere, udvide og udvikle. Og 49 milliarder lønkroner, som ultimativt kunne have været benyttet til at gøre Danmark stærkere, større og rigere.

Mayday fra erhvervslivet
Misforstå mig ikke: Dansk erhvervsliv og den danske konkurrenceevne er fortsat stærk, og jeg postulerer ikke, at det modsatte er på nippet til at være tilfældet. Men når man – som skiftende regeringer har gjort og den nuværende SVM-regering i særdeleshed – forsøger at tømme ud i søen af unødigt bureaukrati med en øse i stedet for at finde vandpumpen frem, så har og får det graverende konsekvenser. Særligt når kaskader af nye byrder samtidigt vælter ned over samfundet som fra et vandfald.

For det er jo ikke tilfældigt, at der gang på gang lyder et nødråb fra vores dygtige iværksættere og virksomheder, herunder særligt de små- og mellemstore af slagsen. Fadæsen er ikke opstået af sig selv, og den går tilsvarende ikke i sig selv. Der er tværtimod meget, der tyder på, at vandstanden i søen af byrder kun tager til.

I det seneste opråb fra erhvervslivet melder 6 ud af 10 danske virksomheder, at de har oplevet en stigning i kontrol og tilsyn inden for de seneste tre år. I samme tidsperiode har 87 pct. af danske virksomheder oplevet en stigning i mængden af regulering, og 85 pct. har ditto oplevet en stigende kompleksitet i reguleringen, hvilket i kombination med lange sagsbehandlingstider er med til at spænde ben for de mange virksomheder, hvis arbejde og indtjening vi lever af i Danmark.

Hvis ikke vi tager de her tal tilstrækkeligt alvorligt på Slotsholmen, så vil det i stigende grad knibe med vejrtrækningen rundt omkring i landet. Og det er uundgåeligt, at nogle virksomheder som følge enten vil lide druknedøden eller alternativt søge nye græsgange og bosætte sig i lande, som sikrer mere gunstige og erhvervsvenlige vilkår.

Lad os pumpe – ikke øse
Når erhvervsminister Morten Bødskov (S) påpeger, at »Regeringen tager fat,« og »er i gang med at reducere mængden af byrder,« har han fat i øsen til at dræne søen – ikke pumpen. For der er ganske enkelt ikke tilstrækkeligt belæg for at påstå, at SVM-regeringen er ved at vende kurven.

Tværtimod har Mette Frederiksen og co. på trods af gavnlige initiativer hist og her samlet set udelukkende forstærket væksten af bureaukrater, love og regelbyrder. Blot i den indeværende regeringsperiode er der sat danmarksrekord i antallet af administrativt ansatte i den offentlige sektor, der har rundet 100.000 fuldtidsansatte, antallet af ministre er vokset til 25, og så er det tilmed lykkedes at overgå Helle Thornings-Schmidts røde regeringer samt Mette Frederiksens rene S-regering i offentligt forbrug med en gennemsnitlig årlig realvækst på 1,8 pct.

I Liberal Alliance er vi klar til at tage alle redskaber i brug, for at afbureaukratisere – i København såvel som i Bruxelles. I sidstnævnte arbejder vi i vores gruppe – EPP – for, at ny EU-lovgivning vurderes på, om det bidrager til en bedre konkurrenceevne eller forværrer den – for eksempel i form af et konkurrencebarometer.

Og fra Christiansborg kommer vi løbende med forslag – store som små – der samlet set vil sikre en omfattende afbureaukratisering. Vi ønsker en oprydningsgeneral, der skal finkæmme det offentlige for overflødige regler og udgifter. Vi har foreslået at nedlægge en række overflødige ministerier. Og så har vi fremlagt en plan for en bindende bureaukratilov, der blandt andet skal sikre, at der afskaffes to regler, hver gang der indføres en ny.

Det er tid til at finde den store pumpe frem og tømme ud i det bureaukratiske makværk, som i særdeleshed har taget overhånd på Socialdemokratiets vagt.

(Indlæg bragt i Børsen d. 21/3-2025)

Drop lukkeloven og sæt en stopper for butiksdøden

Pernille Vermund
19. marts 2025

Siden 2012 er hver femte detailforretning forsvundet. Hvis små, lokale butikker skal forblive en del af fremtidens gadebillede, skal vi tage alle de stik, vi kan. Lad os starte med at droppe lukkeloven.

I Danmark har vi nydt gavn af en sprudlende detailhandel i større og mindre byer. Men i de forgangne årtier har ændrede forbrugsmønstre, stigende internethandel og detailregulering af forretningslivet resulteret i en tiltagende tendens: fremvæksten af butiksdød.

Hvis man skulle være i tvivl om omfanget af butiksdød i Danmark, skal man blot tage et kig på den seneste analyse af SMVdanmark. Her fremgår det, at detailhandlen er under pres som sjældent set før. 3.752 forretninger er forsvundet i perioden 2012-2022, svarende til hver femte detailforretning i Danmark.

Det efterlader både erhvervslivet, forbrugere og politikere i en penibel situation. Hvem bærer ansvaret for at vende udviklingen? Er det det lokale erhvervsliv, som i konkurrencen med internethandlen skal gøre mere for at tilbyde kunderne en unik oplevelse? Er det forbrugerne, som har et moralsk og pragmatisk ansvar for at bakke mere op om den lokale detailhandel? Eller er det på Slotsholmen, at ansvaret for lokalbutikkens overlevelse skal placeres?

Mit fokus er ikke at diktere, hvordan det lokale erhvervsliv indretter sig. I samme tråd kommer man som forbruger ikke til at skulle lægge ører til en moralsk prædiken fra min side om, hvilke forbrugsmønstre man bør praktisere.

Derimod skal vi skabe de bedste forudsætninger for, at forretninger i hele landet kan overbevise forbrugerne om værdien i at handle lokalt og ultimativt vinde kampen mod butiksdøden. Hvis vi ønsker en fremtid, hvor små, lokale butikker forbliver en del af gadebilledet, skal vi tage alle de stik, vi kan. Og hvis man spørger mig, er det første oplagte stik at droppe lukkeloven. For det er og bliver tudetosset, at forretninger ikke selv kan vurdere, om de vil holde åbent på årets helligdage.

Derfor har jeg i de seneste mange måneder været i forhandlinger med regeringen om en aftale om lukkeloven. Udfordringen er, at det bliver vanskeligt at lande en aftale, som batter i kampen mod butiksdøden. For mens Liberal Alliance er klar til at afskaffe lukkeloven helt, ønsker regeringen udelukkende at revidere lukkeloven, så flere forretninger allernådigst får lov til også at holde åbent på helligdage. Konkret er regeringens ønske, at denne ”liberalisering” kun skal gælde for butikker i byer med færre end 15.000 indbyggere og tilmed kun, hvis butikken er placeret i bymidten.

Sådan detailregulering er og bliver et udtryk for unødigt og formynderisk bureaukrati, som skaber ulige konkurrencevilkår. Hvorfor skal en skotøjsforretning i Sorø have en fordel på en helligdag, mens dens pendant i Slagelse tvinges til at holde lukket?

Vi ser ikke det store formål i at tage mikroskopiske skridt i retningen af en reel liberalisering af lukkeloven. Butiksdøden vil medføre betydelige tab for forretninger, borgere og byliv i hele landet og i særdeleshed i de mindre byer. Det kalder på en lukning af lukkeloven, ikke en langstrakt lillefinger til udvalgte byer målt på størrelse.

(Indlæg bragt i Jyllands Posten d. 19. marts 2025)

Iværksætter-retræte kalder på afbureau­kra­ti­se­ring

Pernille Vermund
3. marts 2025

I en tid hvor regningerne hober sig op, og vi – måske i højere grad end nogensinde før – har brug for flere iværksættere, der starter deres egen virksomhed i Danmark, er virkeligheden den modsatte.

Antallet af nyregistrerede virksomheder fortsætter med at dale. Alt for få virksomheder bliver i landet, når de vokser sig store. Og på Christiansborg gennemføres der kontinuerligt ikke den nødvendige politik for at råde bod på det faktum, at den danske iværksætterkultur er på retræte.

Nye tal fra Dansk Erhverv viser, at 2024 blev året med færrest antal nyregistrerede virksomheder i Danmark i ti år.

Det er selvsagt en trist milepæl, som bør vække opsigt og skære det ud i pap for SVM-regeringen, at status quo ikke er holdbar. For hvis vi vil sikre vores kommende generationer både vækst og velstand, er der ganske enkelt ikke plads til, at den danske iværksætterkultur fortsætter sit tilbagetog.

I Danmark er og bliver vi dybt afhængige af en blomstrende iværksætterkultur, som leverer morgendagens eksporteventyr – og den kultur visner over tid, hvis ikke den tilbydes de rette rammevilkår.

For hvorfor skulle man som iværksætter starte en virksomhed i Danmark, hvis der er enklere og gunstigere forhold for erhvervslivet i udlandet? Hvorfor skulle man vælge at bruge sin dyrebare tid og kræfter på endeløs compliance og rapporteringskrav, hvis man på den anden side af Atlanterhavet får frigjort ressourcer til at drive sin forretning?

Og hvorfor skulle man som dansk iværksætter føle andet end mismod, når den ene regering efter den anden undlader at sætte handling bag ordene, når det kommer til afbureaukratisering?

Sådan vender vi tilbagetoget

Hvis iværksætterkulturen i Danmark skal tilbage på rette kurs, skal vi først og fremmest stoppe med at kvæle vores erhvervsliv i regulering.

Det mener landets små og mellemstore virksomheder i hvert fald, når de bliver spurgt. Heriblandt svarer 78 pct. af smv’erne , at færre regler og mindre bureaukrati enten i høj eller i meget høj grad ville gøre det lettere at starte og drive virksomhed i Danmark.

I samme tråd svarer 68 pct. af smv’erne , at mængden af bureaukrati, regler og indberetning til det offentlige udgør de faktorer, som skaber de dårligste vilkår for at drive iværksætteri i Danmark.

Kulturen visner over tid, hvis ikke den tilbydes de rette rammevilkår

Og det er intet under, at landets mindste virksomheder er frustrerede over bureaukratiske byrder. Sammenlagt bruger danske smv’er nemlig flere end 49 mio. timer om året på bureaukrati til en årlig pris på 14 mia. kr. tilsvarende flere end 25.000 fuldtidsstillinger.

Tilsvarende kan man næppe fortænke dem i at miste troen på, at der fra Slotsholmen vil blive gjort op med fadæsen. Derfor er det en trist men ikke overraskende kendsgerning, at hele 83 pct. af smv’erne ikke har tillid til, at politikerne kan reducere de bureaukratiske byrder.

For sådan går det selvsagt, når de mange politiske skåltaler om afbureaukratisering fra skiftende regeringer siden 80’erne ikke har udmøntet sig i tilstrækkelig konkret handling og bindende målsætninger.

Fra skåltaler til handling

Hvis tilliden mellem erhvervslivet og Christiansborg skal genoprettes, og den danske iværksætterkultur skal knække kurven, kan tomme løfter ikke længere være svaret.

Derfor vil vi i Liberal Alliance binde os politikere til masten ved at indføre en bindende bureaukratilov , som foruden at sikre et massivt indhug i antallet af administrativt ansatte i den offentlige sektor, også skal resultere i markant færre regler og administrative byrder for vores virksomheder.

I den forbindelse vil vi blandt andet gøre brug af et grundlæggende princip om, at der skal afskaffes to eksisterende regler, hver gang der indføres én ny. Sådan et princip indførte man f.eks. i 2001 i den canadiske provins British Columbia, hvilket resulterede i et massivt fald i regelmængden med 40 pct. på blot tre år

For når politikere rent faktisk forpligter sig til at reducere regelmængden, frem for blot at tale om det, kan bureaukratiets urskov fældes hurtigere, end man skulle tro.

(Indlæg bragt i Børsen d. 1/3-2024)

Gerningsmanden bag vores skrantende konkurrenceevne er og bliver EU selv

Pernille Vermund & Henrik Dahl
3. marts 2025

Det er ikke Trumps nye kærlighed for tariffer, der har ødelagt Europas konkurrenceevne. Det har vi klaret helt og aldeles selv. Hvis EU skal tilbage på rette kurs, skal vi have iværksæt en massiv deregulering.

I disse dage mærker man på tværs af det europæiske kontinent i stigende grad frygten for Trump-protektionisme og amerikanske toldsatser. En forståelig frygt, der ikke desto mindre eksemplificerer et besynderligt paradoks. For hvorfor skulle vi bruge vores dyrebare tid og kræfter på at frygte eksterne barrierer, når vi i forvejen har klistret os selv til i intern regulering og bureaukrati? Det burde trods alt være alfa omega, at vi først og fremmest bruger de kommende år på at rydde op i vores egen urskov af administrative byrder og interne barrierer, før vi lader os kue af eksterne faktorer. For de historiske eksempler på europæisk erhvervslivs stolte traditioner, innovation og virkelyst er utallige – men de nutidige rammevilkår er gift.

Heldigvis er der flere, der deler den betragtning. For eksempel har økonomen Mario Draghi, som sidste efterår formåede – om ikke andet delvist – at vække det europæiske kontinent fra sin tornerosesøvn med en udførlig diagnosticering af EU’s skrantende konkurrenceevne, på ny ramt hovedet på sømmet.

Det seneste indlæg i Financial Times fra den tidligere chef for Den Europæiske Centralbank føjer sig smukt til rækken af dystre diagnoser over Europas økonomiske deroute. Og lad os være ærlige: Det er ikke en udvikling, der kommer bag på nogen med en basal forståelse for økonomi og politisk styring.

Vi står med en kontinentalsygdom, hvor vækstmulighederne bliver kvalt i et stadig tykkere lag af regulering, interne barrierer og lovgivningsmæssige krumspring, der gør det stort set umuligt at drive forretning på tværs af grænser – eller overhovedet drive en forretning uden at have en hær af compliance-konsulenter med på sidelinjen.

Først og fremmest illustrerer Draghi i indlægget, hvor skizofrent det er at frygte Trump-protektionisme og amerikanske toldsatser, hvis man ikke samtidigt anerkender det presserende behov for at adressere konsekvenserne af Europas egne interne barrierer. Disse barrierer svarer ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) til en toldsats på 45 procent for produktion og svimlende 110 procent for tjenesteydelser, hvilket de facto fastholder europæisk handel og vækst i et selvforårsaget jerngreb.

Jerngrebet rammer selvsagt alle aktører i det europæiske erhvervsliv hårdt. Men særligt nogle af de virksomheder og markeder med allerstørst potentiale for innovation og vækst – såsom techindustrien – lider kolossalt og sakker som følge mere og mere bagud til amerikanske og kinesiske konkurrenter for hver dag, der går.

Ifølge Draghi har for eksempel alene omkostningerne ved at overholde GDPR-reglerne reduceret fortjenesten for små europæiske techfirmaer med op mod 12 procent. Og det er som bekendt blot ét element i den utømmelige pukkel af fordyrende bøvl og bureaukrati, som EU udsætter sine egne virksomheder for. Fra 2019-2024 blev der vedtaget 13.000 nye retsakter i EU. Om end det er svært at lave en direkte sammenligning pga. forskellige politiske og juridiske systemer, blev der i samme periode gennemført ca. 5.500 føderale stykker lovgivning i USA. Derfor er det heller intet under, at 55 procent af europæiske SMV’er udpeger regulering og administrative byrder som deres allerstørste udfordring.

På det bagtæppe er det vanskeligt at så tvivl om, hvem vi bør frygte mest. For selvfølgelig er vores erhvervsliv i skarp konkurrence med amerikanske og kinesiske virksomheder, og sådan vil det altid være. Men når blot fire af verdens største 50 techgiganter er europæiske, skyldes det altså ikke ene og alene, at vores globale konkurrenter bare er og bliver monumentalt bedre end os. Nej, gerningsmanden bag vores skrantende konkurrenceevne er og bliver EU selv.

Sådan frigør vi jerngrebet på os selv

Hvorimod der siden Draghi-rapporten er opstået nogenlunde konsensus i europæiske beslutningstageres kredse om diagnosticeringen af EU’s skrantende konkurrenceevne, er det vidt forskellige bud på, hvilken medicin der skal udskrives, hvis vi skal stoppe med at kvæle den europæiske iværksætterkultur, kreativitet og innovation i regler og rapporteringskrav.

I Liberal Alliance er vi ikke i tvivl om, hvilken retning vi skal i. Vi skal respektere nærhedsprincippet. Vi skal holde op med at undergrave vores egen vækst. Vi skal give vores virksomheder incitament til ikke at flytte hovedkvarteret til den anden side af Atlanterhavet. Vi skal gennemtjekke al lovgivning, der direkte hæmmer vækst, og udvikle vores indre marked ved at nedbryde langt flere barrierer, end vi gør i dag. For det er problematikker, vi selv kan løse. Vi kan aldrig forudsige, hvad Trump vil gøre næste gang, men vi kan udvikle os selv til det bedre.

Og så må EU snart forstå, at regulering ikke er svaret på absolut alt. Derfor bør ny EU-lovgivning vurderes på, om det bidrager til en bedre konkurrenceevne eller det forværrer den – for eksempel i form af et konkurrencebarometer. Et ønske, som vi deler med vores gruppe i Europa-Parlamentet, EPP. I samme tråd ønsker vi, at EU-lovgivning inden for nye områder såsom kunstig intelligens vedtages med en solnedgangsklausul, så man løbende kan vurdere, om loven lever op til sit formål, eller om en lov skaber mere bøvl end gavn.

I hele EU skal vi binde os til masten i form af konkrete, bindende mål for en omfattende afvikling af administrative bøvl – hellere i dag end i morgen. Et af værktøjerne til en bindende slankekur for bureaukratiet – som vi både ønsker indført i Danmark og i EU-regi – er et regelloft baseret på princippet om, at hver gang der indføres en ny regel, skal der fjernes to. Sådan et princip indførte man f.eks. i 2001 i den canadiske provins British Columbia med kolossal succes til følge i form af et fald i regelmængden med 40 procent på blot tre år.

Og historien viser os som bekendt klart og tydeligt, at hvis vi politikere ikke forpligter os til at reducere regelmængden, så bliver jerngrebet om vores erhvervsliv kun mere og mere fastforankret med årenes løb.

Nu er tiden ikke til at falde tilbage i vores tornerosesøvn og glemme alt om Draghis advarsler. Eller bruge alle vores kræfter på at frygte amerikanske toldsatser fremfor at rydde op i vores egen baghave. Fremtiden for Danmark og Europa skabes nu, og hvis den skal være lys, kræver det lederskab og innovation, ikke overregulering og regelrytteri.

EU’s fremtid skal gribes, og vi skal se de nye muligheder, som ligger foran os. Tiden er ikke til ynk, men derimod hårdt arbejde for at få EU tilbage på skinnerne. Det kan kun ske som følge af massiv deregulering.

Det er og bliver en borgerlig pligtopgave at tage ansvar og skubbe på for denne retning, i Folketinget såvel som i Europa-Parlamentet. Den pligtopgave tager vi i Liberal Alliance ikke for givet.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 3. marts 2025)

Europa står ved en korsvej – frilandsmuseum eller global magt?

Pernille Vermund
31. januar 2025

Da europaparlamentsvalgkampen løb af stablen for et halvt år siden, løb Lars Løkke Rasmussen med opmærksomheden ved en af partilederdebatterne.

Han havde nemlig medbragt et af kongerigets – efter eget udsagn – sidste plastiksugerør, som nu er blevet forbudt af EU. For ifølge udenrigsministeren burde vi nemlig slet ikke bruge valgkampen på at diskutere EU’s overregulering, hvilket forbuddet mod plastiksugerør var blevet et billede på.

Men blot tre måneder efter Løkkes gimmick udkom Mario Draghis rapport om EU’s sløje konkurrenceevne, hvilket fik alarmklokkerne til at ringe overalt på kontinentet. Europa er nemlig slet og ret ved at sakke bagud.

Mens store dele af resten af verden bevæger sig mod en bedre fremtid, er Europa ved at degenerere til en falmet udgave af sit tidligere selv. Vores produktivitet er haltende, vores konkurrenceevne bliver ringere, og vores indflydelse på den globalpolitiske scene er på retræte.

Kimen til dette problem er, at EU’s “nærhedsprincip” – at man kun skal gennemføre regulering på de områder, som det enkelte land ikke selv kan stå for – i praksis er blevet lagt i graven. For i de seneste mange år har EU snarere haft fokus på at spytte unødvendige direktiver om alt fra barselsregler til arbejdstid ud i medlemslandene. Og samtidig med at vi er ved at tabe i det globale kapløb om konkurrenceevne, skal vi også lang tid tilbage i historien for at finde sidste gang, der var så stor geopolitisk ustabilitet og usikkerhed.

Derfor står EU ved en korsvej. Frilandsmuseum eller ej? De beslutninger, vi træffer i den kommende tid, kommer nemlig til at sætte kursen for, om vi i det 21. århundrede stadig vedbliver med at have indflydelse, eller om vi i stedet degenererer til et frilandsmuseum for tidligere tiders storhed.

I den forbindelse har Danmark faktisk en unik mulighed for at præge udviklingen. Når vi til sommer overtager EU-formandskabet for ottende gang, skal vores placering for enden af Ministerrådets bordende udnyttes til at sætte vækst og konkurrencekraft på dagsordenen. Og noget tyder på, at timingen faktisk er god for os. For selv de mest statstro og reguleringslystne bureaukrater i både Danmark og Bruxelles lader efterhånden til at have set skriften på væggen.

Ja, selv Mette Frederiksen, der om nogen har været storleverandør af mere regulering, erkendte problemet i sin nytårstale ved at understrege, at andre kontinenter er ved at løbe med fremtidens vækst og velstand. Og også kommissionsformand Ursula von der Leyen har allerede varslet ændringer. I sin tale ved World Economic Forum i Davos i slutningen af januar 2025 understregede hun, at behovet for at styrke Europas konkurrenceevne er en af Kommissionens vigtigste prioriteter.

Udfordringen er selvfølgelig, at der ofte er en kløft mellem de gode intentioner i de politiske skåltaler og den politik, der faktisk føres ud i livet. Ingen politikere betragter jo sig selv som nogen, der går ind for “bureaukrati” – men når de velmente ambitioner om at nedbringe bureaukratiet kolliderer med systemets fodslæbende inerti, er det ofte førstnævnte, der ender med at vige. Så hvordan sikrer vi os, at vi også i praksis ender med at få nedbragt bureaukratiet?

Et godt sted at starte er ved, at vi politikere binder os selv til masten. Vildtvoksende bureaukrati Roden til vores nuværende problem er nemlig, at EU’s vildtvoksende bureaukrati bliver ved med fylde mere, selvom alle – uanset deres politiske overbevisning – påstår at ville nedbringe det.

Hvis vi på EU-plan får gennemført en bindende bureaukratilov, hvor vi altid skal fjerne to eksisterende regler, før man indfører én ny, har vi en reel chance for at vende udviklingen. Et sådant forslag er ikke blot en skrivebordsteoretisk øvelse uden gang på jord i den virkelige verden.

I den canadiske provins British Columbia indførte man nemlig en lignende bureaukratilov i 2001. Resultatet var enestående. På blot tre år faldt regelmængden med svimlende 40 pct., og forskning har efterfølgende estimeret, at regelstoppet har forøget regionens vækst med 1 procentpoint hvert eneste år siden.

Hvis vi skal sikre os, at også fremtidens europæere vokser op på et stærkt kontinent, er vores konkurrenceevne drivkraften bag alle de andre fremskridt, vi også ønsker at realisere. Om det er at lægge skinnerne til den grønne omstilling, at hjælpe ukrainerne med at vinde over Putins krigsmaskine, at løsrive os uafhængigheden af et tiltagende mere utilregneligt USA eller bare at fortsætte den økonomiske vækst til gavn for alle i EU, bliver der nødt til at ske et skifte. For hvis ikke den nuværende udvikling vendes, vokser fremtidens europæere op på et svagt, fattigt og overflødigt kontinent. 

Kronik bragt i Børsen d. 31. januar 2025

Kortsigtet klimasucces må ikke undergrave erhvervslivet

Steffen Frølund
11. december 2024

Hvor ambitiøse skal Danmarks klimamål være i 2035 – skal vi til den tid have reduceret vores drivhusgasudledning med 80, 85 eller 90 pct.? Og hvordan når vi målet? Det er spørgsmålene, som Klimarådet forsøger at besvare i sin nye rapport.

I Liberal Alliance køber vi ikke præmissen om, at det partout skal gøre ondt, før det bliver godt og grønt. For os er det ikke så vigtigt, om vores CO2-reduktion om ti år er lige præcist 80 eller 85 pct. Det vigtigste er, at vi smartest muligt rammer 100 eller 110 pct. – og ikke ender med kortsigtede, dyre løsninger, der bunder i ren og skær ideologisk symbolpolitik.

Vi skal hele tiden have for øje, at det er et klimamål. Ikke et “det skal gøre mest muligt ondt på erhvervslivet”- mål. Den grønne omstilling og klimaforandringerne, vi ser konsekvenserne af verden over lige nu, bliver ikke løst med en symbolpolitisk øvelse.

Det bliver løst ved, at vi er hardcore målorienteret.

Vind og atomkraft Vi ved, hvad der virker. Det er ikke venstrefløjens tilgang med at hoppe over gærdet, hvor det er absolut højest.

Eller regeringens energiøer – eller fantasier, som jeg har døbt dem – som er grønne prestigeprojekter, der endnu ikke har set dagens lys.

Det, der virker, er, at vi nu sætter alle sejl. Alle grønne teknologier skal i spil nu – også atomkraft. For det er en af de reneste energikilder, der eksisterer, og vi vil med atomkraft få en stabil energikilde, der ikke er afhængig af, om solen skinner, eller vinden blæser. Havde vi tilladt atomkraft fra 30 år siden, så havde vi været meget, meget længere, end vi er i dag. Den næstbedste dag at komme i gang er nu.

Men det er ikke nok at rykke på marginalerne herhjemme. CO2-udledningen stopper ikke ved landegrænsen, og det er derfor nødvendigt, at vi tænker langt mere internationalt, hvis vi vil reducere CO2-udledningen mest muligt, hurtigst muligt. CO2-udslippet i Europa er siden 1990 reduceret med 37 pct.

Til sammenligning er det på verdensplan steget med 60 pct. i samme periode. Det er afgørende for den grønne omstilling, at vi i langt højere grad end i dag hjælper lande som Kina og Indien, der er blandt de lande i verden, som udleder absolut mest, med at sætte fart på den grønne omstilling.

Det er her, vi kan plukke lavthængende frugter, som for alvor gør en forskel for den globale CO2-udledning.

Danmark er ikke et grønt foregangsland, fordi vi lykkes med at reducere med yderligere 5 pct. hurtigere end forventet. Det er vi til gengæld, hvis vi formår at hjælpe lande som Kina og Indien med at skære markant i CO2-udslippet gennem nye danske, grønne løsninger og teknologier.

Vindmøller er et eksempel. Ny atomkraft kunne have været det næste, hvis ikke vores dygtige atomstartups kæmpede i strid politisk modvind herhjemme.

Og så er der alle de teknologier, som danske iværksættere endnu ikke har opfundet.

Derfor er det afgørende, at vi ikke ofrer erhvervslivet og iværksætteriet i klimaets navn, for det vil samtidig knægte udviklingen af grønne løsninger, som vi kan eksportere. De grønne løsninger skal tværtimod have gode og gunstige vilkår at gro i. Det løser samtidigt et helt andet problem, vi har med vækst og velstand.

EU”s konkurrenceevne er i bund og bliver en af EU”s helt store udfordringer de kommende år. Vi sakker lige nu bagud i forhold til USA og Kina, som er godt i gang med at udkonkurrere os økonomisk, og vi risikerer at tabe feltet helt, hvis ikke vi omgående begynder arbejdet med at styrke det europæiske erhvervsliv.

Lykkes vi ikke med det, mister EU i yderste konsekvens sin rolle og muskelstyrke i det internationale samfund, og så vil det ikke længere være Europas grønne interesser, som er dominerende internationalt. I stedet vil det netop være nationer som Kina og USA, som vil sætte kursen for den globale indsats mod klimaforandringerne – og det er ikke en retning, som gavner de internationale klimamål.

For med genvalget af Donald Trump er der en stor risiko for, at han endnu engang trækker USA ud af Paris-aftalen, som han gjorde det i 2017, og det kan samtidig svække presset på lande som Kina til at forpligte sig til at reducere sin udledning.

Det er derfor både ekstremt kortsigtet og kontraproduktivt at ville ofre vækst og udvikling i erhvervslivet i klimaets navn.

Så lade os bruge dette som afsæt til en gang for alle at sige, at det grønne ligger fremad og ikke bagud.

(Bragt i Børsen d. 11/12-2024)

Giver ATP i sin nuværende form stadig mening?

Pernille Vermund
30. september 2024

Selvom det pibler frem med skandalesager i ATP, har regeringen dumstædigt valg at sidde på hænderne. Men med så store milliardbeløb på spil skylder vi danskerne at have en kvalificeret debat om, hvordan vi sikrer den bedst mulige ATP

I 2022 trak det overskrifter, da danskernes fælles pensionsopsparing tabte 64,5 mia. kr. På et enkelt år havde ATP nemlig formået at præstere et afkast på minus 40,9 pct. i institutionens investeringsportefølje. Med tanke på at danskerne bliver påtvunget at betale til ATP, er det er et utroligt beløb, der bør give anledning til at vurdere, om ATP i sin nuværende form stadig giver mening. Men for at kunne forstå, hvordan det kunne gå så galt, bliver man først nødt til at forstå institutionens særlige konstruktion. Arbejdsmarkedets Tillægspension så oprindeligt dagens lys i 1964, og den blev undfanget for at sikre en garanteret og forudsigelig livslang pension til danskerne. Her er netop ordet “garanteret” værd at hæfte sig ved. For ATP opererer under nogle særlige politisk fastsatte kriterier, der i de seneste år har vist sig at være utidssvarende. ATP er nemlig indrettet, så 80 pct. af kapitalen bliver allokeret til lavrisikable investeringer, hvilket man forsøger at gøre op for ved at tage ekstreme risici for de resterende 20 pct. af kapitalen. Det er disse 20 pct. af den samlede kapital, der fører til store udsving i afkast fra år til år. Giver det mening? Mens ATP f.eks. præsterede førnævnte afkast på -40,9 pct. i år 2022, lød investeringsporteføljens afkast for 2019 omvendt på 44,2 pct. Men giver denne investeringsstrategi så også mening? Jesper Rangvid og Henrik Ramlau-Hansen, der er henholdsvis professor og lektor på CBS, har sat sig for at sætte ATP’s indretning under luppen. I en rapport fra 2023 konkluderer de, at ATP har formået at skabe et afkast de seneste ti år, der er det samme som en simpel, passiv global aktieinvestering – men at det er gjort med en væsentligt højere risiko, og at dette afkast ikke vil kunne realværdisikre pensionerne ift. inflationen. Set i lyset af at ATP forvalter en formue på omtrent 700 mia. kr. på vegne af ca. 5,6 mio. danskere, er det en tankevækkende kendsgerning. Selv hvis ATP blot underperformer med få procentpoint om året, vil det nemlig over tid gøre en monumental forskel for hvilket beløb, der kan tikke ind på danskernes konti under deres pension. Alligevel er tekniske diskussioner om pensionskassers indretning og investeringsstrategier ikke en dagsorden, der har lige så let ved at optage spalteplads i dagbladene og at fylde på de sociale medier som så mange andre emner i dansk politik. Men når der er tale om så store milliardbeløb, der vil få indflydelse på næsten hele befolkningens privatøkonomi, bliver vi som samfund nødt til at forholde os til dem. Uambitiøst og dovent Derfor er det også uambitiøst og dovent, at regeringen på forhånd har besluttet sig for, at man end ikke vil have en debat om, hvorvidt det nuværende system kan forbedres. Et godt sted at starte debatten ville for det første være ved at forholde sig til, om tiden ikke er løbet fra den formynderiske forestilling om, at danskerne ikke må få mulighed for at vælge mellem flere pensionsselskaber som alternativ til at være tvunget til at betale til ATP-monopolet. Hvis ATP sendte deres forvaltning i udbud, og danskerne fik muligheden for at flytte deres egne penge til andre pensionsinstitutter, ville det skabe en sundere konkurrence på markedet. For det andet bliver vi nødt til at have en debat om, at ATP’s 80/20-investeringsstrategi er utidssvarende, som også forskerne fra CBS har konkluderet. Man burde fra politisk hold fastsætte andre kriterier for investeringerne, så garantidelen droppes, og man i stedet sikrer en markedsmæssig udvikling.For det tredje burde det være tydeligt, at der er brug for en professionalisering af ATP, hvor bestyrelsesposterne ikke besættes af diverse fagforeningsbosser, som ikke nødvendigvis har erfaring med at stå i spidsen for et pensionsselskab. I dag er otte ud af 13 bestyrelsesmedlemmer udpeget af arbejdsmarkedets parter. I fremtiden bør den andel som minimum reduceres kraftigt. Afslutningsvis bør vi også have en debat om ATP’s eksponering mod danske investeringer, som i dag udgør 33 pct. af private og 44 pct. af alle pensionsinvesteringer, når man medregner ATP. Danskerne er i forvejen eksponeret mod udviklingen på det danske marked, og derfor er der ikke meget ræson i, at en så stor del af vores pensionsopsparing også skal være det. Hvordan ATP præcis skal indrettes i fremtiden, står stadig hen i det uvisse for nu. Men to ting er i hvert fald helt sikkert. Det ene er, at der åbenlyst er brug for en forbedring af det nuværende system. Og det andet er, at vi med så store milliardbeløb på højkant, der har indflydelse på hele befolkningen, skylder danskerne at have en kvalificeret, offentlig debat om, hvordan vi i fremtiden sikrer det bedst mulige ATP.

(Indlæg bragt i Børsen d. 30. september 2024)

Ikke alle Draghis løsningsforslag bør vække begejstring

Pernille Vermund
23. september 2024

Draghi-rapportens diagnosticering af EU’s konkurrenceevne rammer plet. Men hvis vi følger alle hans løsningsforslag, kommer vi ikke til at løse de problemer, som får Europa til at sakke bagud

En ny rapport om den europæiske konkurrenceevne med Mario Draghi som afsender har den seneste tid fået alarmklokkerne til at ringe overalt i Europa. Den tidligere italienske premierminister og chef for Den Europæiske Centralbank har nemlig taget temperaturen på EU’s erhvervsklima, og det er mildest talt dårligt nyt for Europa. EU er i flere årtier sakket bagud målt på produktivitet. Det fælleseuropæiske bruttonationalprodukt udgør en stadigt mindre del af verdensøkonomien. Og får vi ikke snart vendt skuden, vil EU tabe i det globale kapløb om konkurrenceevne. Men selvom rapporten lige nu er på alles læber i de europæiske regeringskontorer, burde konklusionerne ret beset ikke komme som en overraskelse. For det har i lang tid været tydeligt, at Europa er ved at blive efterladt på perronen på grund af høje skattesatser og unødigt bureaukrati, som kvæler vores innovationsevne. Sidste år blev der eksempelvis registreret 9883 patenter i avancerede, digitale teknologier i EU, mens det tilsvarende tal for Kina og USA var henholdsvis 27.928 og 49.248. Hvis ikke velstandskløften mellem os og vores konkurrenter skal vokse sig større, bliver vi nødt til at vende den udvikling. Så hvad skal vi gøre? Selvom Mario Draghi rammer plet angående diagnosticeringen af Europas manglende konkurrenceevne, er det ikke alle hans løsningsforslag, som bør vække begejstring. Eksempelvis peger Draghi-rapporten på, at fælles gældsoptagelse vil kunne fungere som redningskransen, der skal få Europa ud af den sump af lavvækst, vi i dag sidder fast i. Men som erfaringerne fra coronapandemien har vist os, kan centraliseret gældshæftelse blandt de europæiske lande få store konsekvenser. Under pandemien besluttede EU at suspendere de gældende gældsregler og at etablere en europæisk genopbygningsfond finansieret af fælles gæld. Da midlerne fra fonden fortrinsvis skulle stimulere de gældsplagede sydeuropæiske lande, hvis økonomi var hårdest ramt af pandemien, endte regningen for deres nationaløkonomiske nonchalance derfor med at blive sendt videre til de lande, der havde styr på deres økonomi. Det illustrerer med al tydelighed, hvorfor vi skal insistere på, at EU-samarbejdets hegnspæle ikke blot skal kunne flyttes, lige så snart nogle forandrede omstændigheder melder sig. For løsningen på unionens haltende produktivitet er ikke, at vi slækker på reglerne om fælles økonomisk stabilitet ved at placere omkostningen for visse EU-staters dårlige økonomi hos de lande, der har haft orden i penalhuset. Saltvandsindsprøjtning Samme billede tegner sig, hvad angår Mario Draghis forslag om, at vores kinesiske og amerikanske konkurrenters statsstøtte skal modsvares af en europæisk ditto. For selvom det muligvis på kort sigt vil kunne fungere som en økonomisk saltvandsindsprøjtning til visse selskaber og sektorer, vil det ikke reelt løse problemerne på lang sigt. Faktum er nemlig, at mange industrier i EU allerede bliver kunstigt hjulpet på vej af statsstøtte. I dag bliver omtrent 1 pct. af EU’s samlede bruttonationalprodukt brugt på national statsstøtte, mens det tilsvarende tal i USA med Inflation Reduction Act er på 0,15 pct. Derfor har vi ikke brug for, at de europæiske skatteydere skal indgå i et konkurrenceforvridende kapløb med USA og Kina om, hvem der kan brænde flest skattekroner af på at give kunstigt åndedræt til sektorer, som ikke kan overleve af egen drift på et frit marked. Et sundt erhvervsklima Det der derimod er brug for, er det samme, som i sin tid gjorde Europa til et af verdens mest velstående områder på kloden: nemlig et sundt erhvervsklima, hvor det kan betale sig for innovative ildsjæle af stifte og drive virksomhed. For lige nu bliver alt for mange af Europas lovende, nystartede virksomheder enten kvalt i fødslen af EU’s bureaukrati, eller også søger de uden for Europas grænser, hvor der er bedre vilkår. EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har ganske vist omsider set skriften på væggen. I slutningen af 2023 bebudede hun, at Kommissionen ville indføre et mål om, at man skulle reducere de bureaukratiske rapporteringskrav for EU’s virksomheder med 25 pct. inden europaparlamentsvalget i juni 2024. Men når velmente politiske ambitioner kolliderer med virkelighedens forhindringer, er det ofte førstnævnte, der må bøje af – og derfor er von der Leyens ellers fornuftige reduktionsmål atter lagt tilbage i skuffen for nu. Det kommer til at få store konsekvenser for fremtidens europæere, som vil vokse op på et fattigt og overflødigt kontinent, hvis vi ikke bremser udviklingen. Derfor er vi nødt til at sikre, at ønsket om mindre bureaukrati fra de politiske skåltaler også bliver til faktisk politik. “C Hvis ikke velstandskløften mellem os og vores konkurrenter skal vokse sig større, bliver vi nødt til at vende udviklingen”

“Draghis konklusioner burde ret beset ikke komme som en overraskelse,” skriver Vermund. | |

(Indlæg bragt i Børsen d. 23. september 2024)

Erhvervslivet bliver holdt nede af unødigt bureaukrati. Sådan vender vi udviklingen

Pernille Vermund
29. august 2024

Den danske iværksætterkultur er på retræte, og mange af fremtidens erhvervssucceser flygter ud af Danmark. Men sådan behøver det ikke at være.

Danmark er hverken begunstiget af værdifulde mineraler, oliefelter med eksportpotentiale eller andre sjældne naturressourcer, der sender penge i statskassen. Men alligevel har vi formået at blive et af verdens mest velstående lande. Det skyldes fortrinsvis de gode idéer fra virkelystne ildsjæle, der skaber den innovation, som udgør fundamentet under Danmarks økonomi. Produkterne fra Novo Nordisk redder millioner af menneskeliv i alle afkroge af verden, Vestas’ vindmøller sætter gang i hjulene under den grønne omstilling, og på verdenshavene fragter Mærsks skibe produkter rundt, som bidrager til velstandsfremgang over hele kloden.

Men det er langtfra givet, at Danmark bliver ved med at have nogle af verdens bedste virksomheder. For lige nu er den danske iværksætterkultur på tilbagetog. Kun én enkelt af de ti mest værdifulde danske selskaber er blevet stiftet inden for de seneste 50 år. Siden finanskrisen har vi mistet mere end 20.000 selvstændige, selvom den samlede beskæftigelse er skudt i vejret. Og siden årtusindskiftet har 69 pct. af alle nystiftede unicorns forladt landet, mens det tilsvarende tal hos vores svenske naboer blot er 9 pct. Hvis Danmark fortsat skal være et velstående land, bliver vi nødt til at vende udviklingen, så det atter kan betale sig at drive virksomhed her til lands.

Omfattende problem

Så hvad skal vi gøre for at genoplive den danske iværksætterkultur? Spørger man de små og mellemstore virksomheder, mener 78 pct. af dem , at færre regler og mindre bureaukrati enten i høj eller meget høj grad ville gøre det lettere at starte og drive virksomhed i Danmark. Og 68 pct. af alle små og mellemstore virksomheder mener, at mængden af bureaukrati, regler og indberetning til det offentlige under ét er dén enkeltstående faktor, som giver de dårligste vilkår for at drive iværksætteri her til lands.

Faktisk er problemet med bureaukrati så omfattende, at de små- og mellemstore virksomheder hvert eneste år spilder 16,5 mia. kr. på at overholde de statslige indberetningskrav. Det svarer til 35.000 ansatte, der arbejder fuldtid udelukkende for at imødekomme bureaukratiet.

Siden Poul Schlüter var statsminister, har alle regeringer haft som erklæret mål at tage fat om problemets rod. Men selvom der på begge sider af folketingssalens midte er bred enighed om problemet, er det sjældent, at de gode intentioner fra de politiske skåltaler om afbureaukratisering ender med at udmønte sig i lovgivning.

Derfor vil vi i Liberal Alliance indføre en bureaukratilov om, at man skal afskaffe to eksisterende regler, hver gang man vil indføre én ny, så vi på den måde kan binde os selv til masten for at tage livtag med bureaukratiet.

I 2001 indførte man et lignende princip i den canadiske provins British Columbia, og resultatet har været enestående. På blot tre år faldt regelmængden med 40 pct., og forskning har efterfølgende estimeret, at regelstoppet har øget provinsens økonomiske vækst med 1 procentpoint om året siden. Men selv hvis dette forslag er for vidtrækkende til at opnå et folketingsflertal, er der stadig en myriade af andre bureaukratiske byrder, der burde være opbakning til at tilbagerulle blandt samtlige partier.

Tilbagerul byrderne

Et godt eksempel på formålsløs lovgivning ser vi med den nye bogføringslov, der påtvinger selvstændige at skulle udarbejde en omfattende beskrivelse af deres bogføringsprocedure. Det tager ofte unødigt mange timer for små selvstændige erhvervsdrivende, selvom intet i første omgang tilsagde, at der var brug for strengere krav til at dokumentere bogføringsprocedure.

Samme billede tegner sig med de dokumentationskrav, der forhindrer vores virksomheder i at rekruttere international arbejdskraft, selvom vores arbejdsmarked har desperat brug for flere medarbejdere. Eller med kravet om såkaldte nulindberetninger, som påtvinger arbejdsgivere at køre løn for samtlige medarbejdere, selvom nogle af disse eksempelvis kun arbejder i sommermånederne.

Fællesnævneren ved disse eksempler på lovgivning er, at de ofte ikke gør gavn, samtidig med at de medfører en stor omkostning for især små og mellemstore virksomheder. Selvom hver enkelt lov ikke nødvendigvis medfører en enorm byrde, udgør de tilsammen en enorm forhindring for vores iværksætterkultur. For hver eneste unødvendige lov, anordning og bekendtgørelse lægger nemlig en ny sten til den mur af bureaukrati, der forhindrer de gode idéer i at blive til fremtidens erhvervssucceser.

Hvis vi også skal sikre fremtidens vækst og velstand, bliver vi derfor nødt til at sætte vilje bag intentionerne om afbureaukratisering. For hvis den nuværende udvikling ikke bliver stoppet, kommer vi ikke til at efterlade et velstående Danmark til de kommende generationer.

(Indlæg bragt i Børsen d. 29. august 2024).

En uvildig undersøgelse, tak

Lars-Christian Brask
25. juni 2024

Med jordskreddet i Ølst var regeringen, ført an af miljøminister Magnus Heunicke (S) og statsminister Mette Frederiksen (S), meget hurtige til at placere ansvaret hos én person.

Til trods for at vi har et fundamentalt retsprincip om, at alle er lige for loven, og vi den dag i dag fortsat ikke ved, om der er foregået noget forsætligt og groft uagtsomt, så har regeringen fra dag ét krævet, at en passiv ejer af et selskab skal stilles til økonomisk ansvar, fordi han tilfældigvis er velhavende.

Knap så hurtige og velvillige har regeringen været til at undersøge andre parter i sagen for ansvar. Det gælder ikke mindst Randers Kommune, selvom man længe har kunnet læse i medierne, hvordan kommunen åbenlyst har svigtet sit myndighedsansvar og begået alvorlige fejl i eget tilsyn og i de miljøgodkendelser, som kommunen udstedte til Nordic Waste. Så meget desto mere uroopvækkende var det at høre miljøministeren annoncere i januar, at Randers Kommune ikke ville blive omfattet af den undersøgelse, der netop var sat i gang for at undersøge sagen.

Det holder selvfølgelig ikke. Heldigvis lykkedes det LA og andre partier at presse regeringen til, at Randers Kommune naturligvis også skulle undersøges. Nu nærmer vi os, at rammerne for undersøgelsen af Randers Kommune fastlægges. Folketingets miljøordførere er tirsdag indkaldt til møde om sagen. Fem måneder efter miljøministeren første gang lovede, at Randers Kommunes ansvar skulle undersøges.

Hver en sten skal vendes. Derfor er det et krav fra vores side, at undersøgelsen bliver foretaget af en ekstern og uvildig part. Det er også et krav fra os, at de involverede offentlige myndigheders rolle, herunder regionen, Miljøstyrelsen og Miljøministeriet, selvfølgelig skal undersøges, hvis der kommer oplysninger frem, som tyder på, at de har begået fejl i den her sag.

I denne avis har man tidligere kunnet læse, at Miljøstyrelsen og Miljøministeriet ikke havde lovhjemmel til at agere myndighed i den uge, hvor statsministeren og miljøministeren i et nøje koreograferet PR-fremstød iført gummistøvler og gule veste var i Ølst for at se jordskreddet. Ingen skal kunne frikende sig selv eller udpege en syndebuk at skyde skylden på. Det er ikke en retsstat værdigt. Folketinget har krav på en uvildig undersøgelse af Randers Kommune og Miljøministeriet.

(Indlæg bragt i Børsen d. 25. juni 2024)