Hele fem af regeringens grønne prestigeprojekter har nu lidt vuggedøden

Steffen Frølund
31. marts 2025

Storslåede skåltaler og pompøse pressemøder er sjældent en mangelvare, når SVM-regeringen med klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) i spidsen markerer sig på den grønne dagsorden. Lig den daværende S-regering sætter fantasien nærmest ingen grænser for, hvad der kan udtænkes, formuleres og præsenteres med stor fanfare.

Altid lyder det ambitiøst, og ofte lyder det tilmed fornuftigt.

Men intention, ambitionen og fornuften er som regel til ingen verdens nytte. For i den virkelige verden imploderer regeringens grønne prestigeprojekter på stribe, hvorefter de enten forbliver fatamorganaer eller udvikler sig til dyrere, langsommere og mere uambitiøse tiltag.

Noa Redington, politisk kommentator på TV 2, illustrerede forleden på glimrende vis, hvordan de fleste af os formentlig går og har det, når det kommer til at danne os et overblik over regeringens ambitioner på den grønne dagsorden, samt hvilke projekter der reelt er blevet til noget: Vi har kort fortalt mistet overblikket.

Derfor tjener dette indlæg ét formål.

At danne et overblik, som gør det nemmere for kendsgerningen at synke ind: Nemlig at SVM-regeringens grønne prestigeprojekter – hvoraf visse ganske vist er levn fra den forhenværende S-regering – har to fællesnævnere.

For det første bliver de altid præsenteret til den store guldmedalje på velbesøgte pressemøder. Og for det andet bliver projekterne aldrig før ud i livet efter planen.

Implosioner på stribe

Lad os starte med planen om at oprette en grøn indenrigsflyrute i 2025, som skal flyve på 100 procent bæredygtigt brændstof. En plan, som har været længe på tegnebrættet, og som har været kommunikeret vidt og bredt, for så blot at blive opgivet i 11. time.

I dag er det nemlig kun tilladt at bruge en brændstofblanding med maksimalt 50 procent grønt flybrændstof, hvorfor regeringen har set sig nødsaget til at sende den grønne flyvning i udbud med ambitionen om at få to flyruter til at flyve med en halvgrøn tank.

Tilsvarende har SVM-regeringen haft store drømme om at lave to energiøer i Nordsøen såvel som ved Bornholm. Drømme, som sidenhen er blevet til mareridt.

For førstnævnte, som oprindelig blev søsat som et prestigeprojekt af den forhenværende S-regerings klimaminister og nuværende energikommissær i EU, Dan Jørgensen (S), endte med at blive sat på pause, og nu er udbuddet udskudt mindst tre år.

Og sidstnævnte har med et prisskilt på 31,5 milliarder kroner vist sig at blive næsten dobbelt som dyr som først antaget og er sidenhen ditto pausesat. Den officielle forklaring er det tyske valg, da Tyskland skal spille en kritisk rolle i projektet. Men det er blot heldig timing for regeringen, for i virkeligheden handler det om, at der overhovedet ikke er styr på økonomien i projektet – og det ved tyskerne godt, hvorfor de forståeligt nok ikke ønsker at finansiere en dansk underskudsforretning.

Om løbet helt er kørt for Energiø Bornholm, er ikke til at sige på nuværende tidspunkt. Men helt sikkert er det, at regeringen har efterladt sin virkelighedssans på perronen, hvis de tror, at en pause løser udfordringerne. For der er hverken tysk vilje til at gøre en dårlig handel eller opbakning i forligskredsen til at gå videre med så uansvarligt stort et underskud.

Næste eksempel er udbuddet af seks gigawatt havvind med statsligt medejerskab. Her viste det sig til syvende og sidst, at ingen private aktører ønskede at bide til bolle.

Og hvem kan virkelig bebrejde erhvervslivet for den manglende interesse? For udbuddet var slet og ret indrettet således, at det ikke var risikoen værd, og særligt kravet om statsligt medejerskab har med statsgaranti i sig selv skræmt interessenter væk en masse.

Nært beslægtet er SVM-regeringens ambitioner om at udfase Putins gas ved at sætte turbo på produktionen af vedvarende energi. Konkret skulle midlet være en firedobling af produktionen af vedvarende energi fra solceller og vindmøller på land i energiparker landet over. Men nok en gang har Lars Aagaard og co. måtte skrotte deres prestigiøse planer.

Ligeledes er det ikke lykkedes at leve op til planen om at få sat skub i udfasningen af gasfyr i de cirka 400.000 boliger i Danmark, som opvarmes af gas. For stik imod hensigten om et totalt stop for at bruge gas til opvarmning af vores boliger, fortsætter vi med at installere gasfyr. Faktisk viser nye tal fra Sikkerhedsstyrelsen, at der installeres cirka 11 gasfyr om dagen.

Og sidst men ikke mindst drømmer regeringen om at få etableret et brintrør til Tyskland i 2028. Tiden må vise, om projektet vil lide samme skæbne som dets forgængere, men vi må i hvert fald imidlertid konstatere, at projektet er kraftigt forsinket til 2031-2033 – og at regeringens blakket track-record mildest talt giver anledning til mistillid.

En frisk start for et grønnere og stærkere Danmark

I Liberal Alliance drømmer vi også om store projekter, som kan realisere en omstilling til en grønnere fremtid, der samtidig er forenelig med vækst og velstand. For selvfølgelig skal man drømme stort, ønske at skubbe grænser og være klar til at give liv til ambitiøse klima- og energiprojekter, som kan skabe et grønnere og stærkere Danmark.

Men sådanne projekter skal selvsagt have rødder i virkeligheden og ikke blot i fantasien.

Og i samme tråd skal projekterne ikke handle om symbolpolitik, centrere sig om ønsket om positiv presseomtale eller søsættes for at opnå en KPI i en kommunikationsstrategi. For i så fald lider de med alt sandsynlighed den samme vuggedød, som den forgangne stribe af imploderede prestigeprojekter.

I min optik er den danske klima- og energipolitik i dag desværre båret af nationalt navlepilleri, og alt for ofte prioriterer vi symbolsk handling i Danmark over reelle reduktioner i den globale CO₂-udledning.

Dertil er jeg af den overbevisning, at hurtig udbygning af vedvarende energi bør vægtes langt højere, end den gør i dag, hvor statslig kontrol og planøkonomiske tendenser har det med at spænde ben for effektiv og visionær handlekraft på den grønne dagsorden.

Derfor mener jeg og Liberal Alliance, at det er på høje tide, at Danmark træder i karakter og gør sig fortjent til i fremtiden at kunne blive omtalt i udlandet som et højteknologisk, innovativt og grønt foregangsland. Det kræver ikke mindst, at der sættes en stopper for fordommene om teknologier såsom kernekraft, som for længst har etableret sig hos en bred vifte af vores nabolande som en ren, stabil og grøn energikilde.

Bevares, kritiske røster vil med sikkerhed vende min egen argumentation imod mig og argumentere for, at vores ønske om at afsøge muligheden for kernekraft på dansk jord – lig SVM-regeringens mange fejlslagne prestigeprojekter – bunder i fantasier fremfor at have rødder i virkeligheden.

Men sagen er jo den, at vi i Liberal Alliance netop er nødsaget til at drømme.

For Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne har nægtet at stemme for vores forslag om at nedsætte en Niels Bohr-kommission, som skal kigge fordomsfrit på mulighederne for at inkorporere kernekraft i den danske energiforsyning. Ergo står Danmark i stampe, og alle de af os, der som minimum abonnerer på fornuften i at få en faglig afklaring på spørgsmålet om den grønneste, vedvarende energikilde på kloden, må nøjes med at drømme.

I mellemtiden lader vi os ikke styre af mismod eller tvivl. For i Liberal Alliance håber og tror vi inderligt på, at vi med tiden kan skabe en frisk start for et grønnere og stærkere Danmark. Men det kræver bunkevis af mod, handling og teknologioptimisme, som skal have lov at dominere i de kommende år. For epoken for storslåede skåltaler og imploderede prestigeprojekter har haft sin storhedstid.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 31. marts 2025)

Danskerne vil have atomkraft

Steffen Frølund
19. januar 2025

Tiden med ”Atomkraft – nej tak” er forbi.

55 pct. af danskerne ville ifølge den seneste meningsmåling stemme ja til at ophæve forbuddet mod atomkraft og opføre atomkraftværker i Danmark, hvis der i morgen var folkeafstemning om de spørgsmål. Og det er ikke bare et snævert flertal af danskerne, som ønsker kernekraft herhjemme.

Der er i dag dobbelt så mange, som vil stemme ja til opførslen af atomkraftværker i Danmark, som der vil stemme nej.

Alligevel holder regeringen krampagtigt og reaktionært fast i ”Atomkraft – nej tak”-linjen.

Størstedelen af støtterne af atomkraft findes ikke overraskende i partierne i den blå blok. I alle blå partier – inklusive Venstre – stemmer et overvejende flertal for at fjerne forbuddet mod brugen af atomkraft.

Men det interessante er, at vi nu også ser stor opbakning til kernekraft i et parti på venstrefløjen. Målingen viser, at hele 41 pct. af Socialdemokratiets egne vælgere også støtter brugen af atomkraft i Danmark. Kun 33 pct. af partiets vælgere er direkte imod. De resterende 25 pct. svarer ”ved ikke”.

Socialdemokratiets Dan Jørgensen var ellers skråsikker i sit syn på atomkraft i et interview i november i forbindelse med sin nye rolle som energi- og boligkommissær i Europa-Parlamentet: »I Danmark er vi generelt ikke for atomkraft. Og jeg tvivler på, at vi nogensinde får det.«

Men Dan Jørgensen, tal for dig selv. For Danmark er for atomkraft – de danske vælgere er i hvert fald. Og var det alene de socialdemokratiske vælgere, der skulle stemme i morgen, ville der være et simpelt flertal for at fjerne forbuddet mod atomkraft.

Flertallet af danskerne ønsker grøn energi fra danskproduceret atomkraft. En stabil, grøn energikilde, som også leverer grøn strøm, når Solen ikke skinner, og vinden ikke blæser.

Derfor fremstår det mest af alt reaktionært og stædigt, når regeringen fortsat insisterer på at bygge klimaindsatsen på et skrøbeligt fundament af dyre prestigeprojekter, der et efter et har slået fejl.

Der er under Mette Frederiksens tid som statsminister efterhånden mange eksempler på glorificerede, men fejlslagne klimaprojekter fra regeringens hånd. Energiøen i Nordsøen er et eksempel. En hjørnesten af et projekt i regeringens klimaindsats, som nu er sat på pause.

Det skulle have dækket forbruget af el for omkring 10 millioner husstande i hele Nordeuropa, men udbuddet er nu udskudt mindst tre år, fordi det er for risikabelt og dyrt for skatteyderne.

Seneste eksempel var i december, hvor regeringen endte med at få nul bydere til det største udbud af havvind i danmarkshistorien – en hjørnesten i den grønne omstilling.

I samme måned oplevede vi i Danmark det vejrfænomen, tyskerne kalder dunkelflaute – som groft oversat er såkaldt dødvejr på dansk. Perioder, hvor vinden ikke blæser, og Solen samtidig ikke skinner, hvorfor danskerne derfor var nødsaget til at få el fra sorte energikilder som olie-, kul- og gaskraftværker, fordi vi netop ikke havde et alternativ til vind- og solenergi.

Her kunne atomkraft have dækket en stor del af forbruget med grøn energi i stedet.

Danskerne har forstået det. Lad os håbe, at regeringen følger trop.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 19. januar 2025)

Dan Jørgensens nye titel åbner en vigtig debat om EU’s indflydelse

Carl Andersen
6. januar 2025

Det faktum, at Dan Jørgensen nu er blevet den første boligkommissær i EU, åbner en vigtig debat om, hvad EU egentlig skal blande sig i.

EU’s stigende interesse for at regulere boligområdet risikerer at kollidere med lande som Danmark, der allerede har velfungerende systemer.

Det vigtigste spørgsmål bliver at afgrænse, hvad der egentlig er en berettiget EU-kompetence på hans nye felt.

Der er ingen tvivl om, at EU har en legitim rolle i at fastsætte standarder for byggematerialer og energikrav til bygninger.

Dette sikrer, at det indre marked fungerer optimalt, og at bygninger er energieffektive – en hjørnesten for både fri handel og en effektiv klimapolitik, der virkelig gør en forskel på globalt plan.

Men når det kommer til, hvordan vi i Danmark regulerer byudvikling, finansierer boliger eller fastsætter husleje, bør EU holde sig væk. Hvad der fungerer i ét land, virker ikke nødvendigvis i et andet.

Energiforbedringer og eksportmuligheder 

Med boligkommissærposten har Danmark en unik mulighed for at fremme de energiløsninger, som Danmark er pioner indenfor – fjernvarme, isolering, termovinduer og termostater er blot nogle af de teknologier, hvor vi er førende.

Disse løsninger kan ikke kun gavne Danmark, men hele EU.

EU skal skabe de nødvendige rammer, så medlemslandene kan adoptere disse teknologier, og vi kan eksportere dansk viden og teknologi til resten af EU.

(Indlæg bragt i Altinget d. 6. januar 2025)

Video: Mette bliver sur og svarer udenom igen-igen-igen | Alex Vanopslagh | Folketinget

Alex Vanopslagh
28. november 2023
Afspil video

Selvfølgelig skal vi undersøge muligheden for at tage verdens sikreste, mest stabile og grønneste energikilde i brug

Steffen Frølund
27. oktober 2023

I den offentlige debat har visse emner det med undertiden at blive kørt ud på et sidespor.

Et af de emner, der i mange år har båret præg af faktaresistente myter og ukvalificerede mavefornemmelser, er debatten om atomkraft.

Men nu synes pendulet at svinge den anden vej. Danskernes hidtidige skepsis overfor atomkraft er på retræte, og tiltagende flere synes efterhånden at få øjnene op for dét, der kan blive en af de vigtigste drivkræfter i vores grønne omstilling.

Her er en oversigt over de mest tungtvejende argumenter for, hvorfor vi i Danmark skal undersøge muligheden for at få atomkraft på dansk jord.

1. Atomkraft er grønt

FN’s klimapanel, der formentlig er verdens største faglige autoritet på spørgsmålet om grøn omstilling, har for længst sat to streger under, at atomkraft skal være en væsentlig faktor i den grønne omstilling. Det samme har Det Internationale Energiagentur samt Den Europæiske Union og blandt eksperter og forskere på området er der ligeledes massiv konsensus om, at vi kun kan lægge skinnerne til en grøn omstilling ved brug af atomkraft.

Atomkraft har nemlig hverken skadelig udledning eller partikelforurening, og den grønne energikilde anvender meget få ressourcer og optager – i modsætning til eksempelvis vind- og solenergi – næsten intet landareal.

Således er atomkraft langt bedre for naturen og biodiversiteten, og med atomkraft som hovedkomponent i den grønne omstilling vil kloden blive påvirket langt mindre end af andre energikilder.

2. Atomkraft er en stabil energikilde

Hertil kommer også, at atomkraft er en stabil energikilde.

I Liberal Alliance er vi ikke afvisende overfor, at både vind- og solenergi ligeledes kan bidrage til, at der i fremtiden vil være bæredygtig strøm på danske breddegrader. Problemet er blot, at disse energikilder alene er langt fra at være tilstrækkelige, da vi i sagens natur også har brug for energi på de tidspunkter, hvor solen ikke skinner og vinden ikke blæser.

Ifølge både Klimarådet og Energinet har vores nuværende system store udfordringer med, at der op til 8 dage om året er for lidt strøm. Ingen ved med sikkerhed, hvad de samfundsøkonomiske omkostninger ved dette er, men det er lige så sikkert som amen i kirken, at det er en enormt dyr forretning.

Dette problem bliver løst med atomkraft, da man her kan levere tæt på sin fulde kapacitet hele tiden og fuldstændig uafhængigt af udefrakommende omstændigheder.
Således kan man garantere, at danskerne aldrig skal stå uden energi, og man kan samtidig fjerne de samfundsøkonomiske omkostninger, der opstår som et produkt af hullerne i strømleverancen.

3. Atomkraft er en sikker energikilde

Mange har baseret deres holdning til atomkraft på fiktive TV-serier eller utidssvarende historier om fortidens atomkraftværker i Fukushima eller Tjernobyl. Men faktum er imidlertid, at nutidens atomkraftværker ikke har meget tilfælles med disse.

Kaster man et blik på opgørelserne over forskellige energikilders påvirkning på liv og helbred, er atomkraft en af de allermest sikre – selv hvis man inkluderer samtlige af de (i øvrigt forsvindende få) uheld, der har været med atomkraftværker.

Alligevel har atomkraft-modstanderne det med at lade debatten om energikildens sikkerhed tage udgangspunkt i de atomkraftværker, der blev opført dengang, Jens Otto Krag var statsminister.

Ville man lade en debat om bilers sikkerhed på de danske veje tage udgangspunkt i biler, der blev produceret for mere end et halvt århundrede år siden i Sovjetunionens faldefærdige, kommunistiske planøkonomi?

4. Tiøren er faldet hos vores nabolande

Løfter man blikket fra den danske andedam, er mange af de nabolande, som vi normalt sammenligner os selv med, allerede ved at tage atomkraft i brug.
Både Sverige og Polen er allerede godt i gang med at opføre atomkraftværker, der vil stå klar fra starten af 2030’erne.

Også i England er man begyndt at investere massivt i atomkraft, og Norge poster massevis af penge i at blive klogere på, hvordan man kan drage fordel af den grønne energikilde. Tysklands store centrum-højre parti, CDU, fortryder deres beslutning om at trække stikket til deres atomkraftreaktorer, og i Finland har man netop i år tændt et stort atomkraftværk med succes.

Et ordsprog siger, at hvis alle andre biler på vejen synes at være spøgelsesbilister, så er det måske dig, der kører i den forkerte vejside. Med tanke på at så mange andre lande allerede har valgt at lytte til verdens førende eksperter på området, virker det hovedløst, at Danmark går enegang på det her vigtige spørgsmål.

5. Hvorfor føre klimapolitik med bind for øjnene?

Myten om at Danmark skulle være et foregangsland for den grønne omstilling lever stadig i bedste velgående. Men det forholder sig imidlertid sådan, at vi meget vel kan blive efterladt på den energipolitiske perron, mens resten af verden med kører mod den grønne omstilling.

For selvom den videnskabelige konsensus på området er tydelig, har et politisk flertal anført af Socialdemokratiet valgt at lade Danmarks klimapolitik været baseret på fortidens skræmmekampagner.

I Liberal Alliance foreslog vi så sent som før sommerferien at nedsætte en Niels Bohr-kommission bestående af danske og udenlandske eksperter, som skulle gøre os klogere på, om – og i givet fald – hvordan Danmark kunne drage fordel af atomkraft.

Men forudsigeligt nok valgte SVM-regeringen og venstrefløjen at blokere for forslaget.

Siden 1985 har Danmark haft et dumstædigt forbrug mod at lade atomkraft indgå i den danske energiplanlægning, hvilket – i kombination med venstrefløjen og regeringens blokade for vores forslag om at få mere viden om energikilden – i praksis betyder, at vi fører klimapolitik med bind for øjnene.

Det er et problem, for klimaforandringernes konsekvenser kommer kun til at vokse sig større, jo længere vi venter. Og hvis man virkelig går op i at få en grøn omstilling, kan man vel næppe være modstander af at lade verdens førende eksperter give os mere viden om brugen af atomkraft, så vi sikrer os, at vi kan føre klimapolitik på et så oplyst grundlag som muligt?

Hvis Danmark skal kunne iføre sig den grønne førertrøje og gå forrest i kampen for at få en grøn omstilling, kræver det, at vi tør bryde med vanetænkningen og lytte til de uafhængige eksperter. Et flertal af danskerne bakker allerede op om Liberal Alliances forslag om at nedsætte en kommission, der skal undersøge muligheden for at få atomkraft på dansk jord.

Nu mangler vi bare, at også regeringen og venstrefløjen lader de vidtløftige ambitioner fra de mange skåltaler den grønne omstilling præge den førte politik. For kun sådan kan vi få debatten om den grønne omstilling tilbage fra sidesporet og lægge grunden til at afbøde klimaforandringernes konsekvenser.

Video: Hvorfor er man så bange for atomkraft? | Steffen Frølund

Steffen Frølund
12. maj 2023

Desværre er der ikke megen lyst i Folketinget til at blive klogere på atomkraftens potentiale i Danmark. Ærgerligt for den grønne omstilling og ærgerligt for Danmark.

Se debatten om Liberal Alliances beslutningsforslag om at nedsætte en Niels Bohr-Kommission, der skal undersøge mulighederne for atomkraft som en del af den grønne omstilling i Danmark.

Afspil video