Carl Andersen
14. november 2024

Den kommunale udligning handler om at sikre mest mulig kvalitet i og finansiering til velfærden i alle landets kommuner. Men vi frygter, at nye udligningsforhandlinger ender, som de plejer: At et flertal af partierne vil give flere penge til kommuner med borgmestre fra netop deres partier.

Kommunernes finansiering skal ikke degraderes til en partipolitisk gaveleg. Liberal Alliance er ikke med i den nuværende aftale om udligning mellem kommunerne. Det skyldes kort og godt, at systemet er for ulogisk, indviklet, skævt og partipolitisk farvet.

Vi ser nu konsekvenserne af årtiers lappeløsninger: Et system, hvor borgmester efter borgmester råber vagt i gevær.

Vores udgangspunkt er, at der skal være en form for udligning mellem kommunerne. Alle kan ikke bare modtage det samme per indbygger. Vi er i op til 98 forskellige situationer.

Borgere overbeskattes
Det er en bunden opgave at sikre, at der er råd til en ordentlig offentlig service i kommuner, som eksempelvis ligger langt fra de store byer, har mindre bemidlede borgere, eller hvor befolkningssammensætningen er særligt udfordret værende med mange ældre, indvandre eller børn.

Samtidig er det afgørende for Liberal Alliance at værne om det lokale selvstyre. Så er spørgsmålet, hvordan denne udligning bedst tilrettelægges sådan, at den ikke skaber flere problemer, end den løser.

Udligningen bør også tilrettelægges, så den ikke – som i dag – primært har til formål at overbeskatte borgere (særligt) i og omkring Hovedstaden (minus vestegnen) og Østjylland for at fordele det ud til resten af landet ud fra, hvem det til enhver tid siddende flertal mener, skal have en større andel.

Det er den eneste forklaring på, at ekstremt præcise kriterier som “boligområder med mere end 5.000 beboere, hvor andelen af dømte er særlig højt” kan udgøre et selvstændigt vurderingskriterium – eller “grænsekommuner”, som åbenbart inkluderer Glostrup Kommune.

Det er politiske nålestiksoperationer for at kunne sende millioner af ekstra skattekroner rundt til “vennerne”.

Den nødvendige data
Grundlaget for en fornuftig dialog er, at data skal være på plads. Kommunerne skal kunne sammenlignes. Derfor er det nødvendigt at iværksætte et arbejde, som kan fremskaffe de tal, der viser, hvor den offentlige service ikke er god nok, i hvilke kommuner og hvorfor.

Ligeledes skal det gøres klart, hvad forskellige ydelser burde koste, hvis de blev leveret effektivt, samt hvad forskellige befolkningsgrupper “koster” det offentlige. Det kan danne grundlag for en mere evidensbaseret tildeling af midler.

Vi er meget bange for, at nye udligningsforhandlinger ender, som de plejer: At de slet ikke handler om, hvordan vi sikrer mest mulig kvalitet i og finansiering til velfærden i alle landets kommuner, men om, at et flertal af partierne vil give flere penge til kommuner med borgmestre fra netop deres partier.

Gerne på bekostning af andre kommuner med andre borgmestre, som ikke er en del af aftalekredsen. Vi vil gøre vores for, at det ikke bliver tilfældet.

Tilskud og beskatning
Grundlæggende bør regeringen tage de store briller på og skabe rammerne for en fornuftig finansiering af den lokale velfærd. Det var vel blandt andet dét, en regering over midten skulle kunne? Skabe store, men nødvendige forandringer uden de traditionelle blokpolitiske hensyn.

Dog er det afgørende for os, at man ikke blot ser på udligningssystemets 25 milliarder kroner, men også på særtilskud, bloktilskud og beskatning bredt set. Kommunerne forbruger jo 300-400 milliarder kroner årligt.

Hvorfor skal skatteborgere i Vallensbæk betale højere kommuneskat end landsgennemsnittet og sende de skattekroner til Herlev, der har en af landets laveste kommuneskatter?

Hvorfor indgår indtægter fra dækningsafgift ikke i indtægtsgrundlaget for kommunerne, så de uden konsekvenser kan brandbeskatte erhvervslivet? Hvorfor modtager Fanø Kommune – som eneste selvstændige ø-kommune – ikke bevillinger som sådan?

Hvorfor er fokus på effektivitet og produktivitet nærmest fraværende i den måde, vi laver kommunal finansiering på?

Kunne et system, der i langt højere grad end i dag udligner gennem bloktilskuddet fremfor gennem omfordeling af de kommunale skatter, kunne understøtte kvaliteten i velfærden i hele landet uden at forfordele udvalgte kommuners skatteborgere? Måske. Det skal vi have klarlagt.

Gentænk systemet
Der er mange spørgsmål, som kræver svar for at kunne genskabe logik og fornuft.

I Liberal Alliance er vi heller ikke bange for at erkende, at der ér forskel på kommunerne, på service og på beskatningsniveau. Vi ser det heller ikke som et problem, at der kommer en større forskellighed, end der er i dag. Det har vi allerede set ved eksempelvis de nye grundskyldssatser.

Vi ønsker, at de kommunale politikere får et øget handlerum til at drive deres kommune, som de finder bedst, i dialog med de borgere, som er bosat der.

Så længe alle borgere kan modtage det, vi fra nationalt hold beslutter, er et acceptabelt niveau af undervisning, ældrepleje med videre, bør det være lettere lokalt at finde et service- og skatteniveau, man finder passende. Naturligvis inden for rammerne af budget- og anlægsloven, der er vigtig for den nationale økonomistyring.

Så lad os turde tænke stort og gentænke systemet. Til gavn for borgerne, det lokale demokrati og ikke mindst de stakkels ansatte i Indenrigsministeriet og på kommunekontorerne, som må have hovedpine over at forstå dette uforståelige system.

Hvem ved: Måske det kunne frigøre arbejdstid til mere borgernær beskæftigelse?

(Indlæg bragt i Altinget d. 14/11-2024)

Sólbjørg Jakobsen & Pernille Vermund
1. november 2024

SVM-regeringen, Socialdemokratiet og i særdeleshed statsminister Mette Frederiksen har gang på gang bebudet, at de agter at råde bod på det evigt voksende bureaukrati i det offentlige.

Uge efter uge kan enhver med øjne eller ører imidlertid konstatere, at der udelukkende er tale om tomme løfter og valgkampsfloskler, for udviklingen i den offentlige administration går kun én vej – og resultatet er større administrationsudgifter, flere regler og mere bureaukrati.

Senest satte den offentlige sektor rekord ved at runde 100.000 administrativt ansatte for første gang nogensinde i danmarkshistorien. En rekord, som kom i hus efter en kolossal stigning på 14.000 siden 2019, hvor Mette Frederiksen overtog nøglerne til Statsministeriet. I selvsamme periode er særligt udviklingen i den statslige administration løbet fuldstændigt løbsk. For eksempel er at antallet af statslige ledere og administratorer steget med 1.200 fuldtidsbeskæftigede alene i løbet af 2024.

Det er ren og skær vanvittige stigninger, som er med til at sande den offentlige sektor yderligere til i bureaukrati, administration og papirnusseri. Samtidig er det svært at argumentere for, at servicen i den offentlige sektor er blevet tilsvarende bedre, i takt med at væksten i den offentlige administration er stukket mere og mere af.

Når regeringen en sjælden gang imellem rent faktisk forsøger at modarbejde vokseværket i den offentlige administration, kan selv den skarpeste spindoktor næppe overbevise danskerne om, at indsatsen udgør et helhjertet opgør med bureaukratiet. Det seneste eksempel er finansminister Nicolai Wammens (S) plan for at skære 1.000 administrative årsværk i staten, hvis ambition jo i realiteten blot er at fjerne en dråbe fra det hav, Socialdemokratiet selv har været hovedarkitekt i at skabe.

Og når vi i den borgerlige opposition går til finanslovsforhandlingerne med en række forslag, der har til formål at hæve ambitionsniveauet ved at tilbagerulle antallet af statsligt ansatte og særlige rådgivere til niveauet, fra før SVM-regeringen blev dannet, bliver vores initiativ ikke ligefrem hilst velkommen af finansministeren.

Derfor bør der ikke herske nogen tvivl om, at jobfesten i den offentlige administration aldrig kommer til at ende under Mette Frederiksen. For Danmark er blevet et gennembureaukratiseret samfund, og man kan hverken finde viljen eller værktøjerne til at komme problemerne til livs i SVM-regeringens mødelokaler.

I Liberal Alliance har vi længe advokeret for, at tiden er inde til, at vi politikere binder os til masten i form af en bindende bureaukratilov. På den måde forpligter vi os til at modarbejde papirbjergene og regeltyranniet, så bureaukratiet ikke fortsætter med at vokse uhæmmet, men i stedet rulles tilbage til et tåleligt niveau.

Vi ønsker blandt andet at indføre et grundlæggende princip om, at der skal sløjfes to regler, hver gang der indføres én ny, at der sløjfes mere end 15.000 administrativt ansatte i staten inden 2030, og at mængden af ord i lovgivningen skæres med ca. 3 mio. ord.

Afbureaukratisering må nemlig ikke længere blot være et valgslogan, for danskerne fortjener ganske enkelt bedre. Danskerne fortjener en frisk start, hvor der rent faktisk tages ordentligt fat om problemets rødder – én gang for alle.

“Derfor bør der ikke herske nogen tvivl om, at jobfesten i den offentlige administration aldrig kommer til at ende under Mette Frederiksen.”

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 3. november 2024)

Lars-Christian Brask
20. februar 2023

Mange kommuner og regioner insisterer stadig på, at de både kan levere velfærd til borgerne og samtidig gøre rent, vaske tøj og slå græsset uden at høre private virksomheder, om de kunne løse sidstnævnte opgaver på en smartere måde.

Forestil dig et afsnit af »Løvens Hule« , hvor en håbefuld iværksætter træder frem foran investorerne og fortæller om sin nye virksomhed, der kan tilbyde alt fra affaldsindsamling, snerydning og rengøring til ældrepleje, undervisning og børnepasning – til skarpe priser og høj kvalitet over hele linjen.

Hvordan ville løverne reagere? Vores bud er, at de ville lade pengepungen være i lommen og i stedet råde iværksætterspiren til at fokusere menukortet ganske betydeligt. Man kan ikke være ekspert i det hele.

Alligevel udgør de førnævnte opgaver kun en mindre brøkdel af jobbeskrivelsen hos det, vi med rette kan betegne som den offentlige altmuligmand. I en tid med omfattende rekrutteringsudfordringer, prisstigninger og et tiltagende udgiftspres på de større velfærdsområder, insisterer ganske mange kommuner og regioner nemlig stadig på, at de både kan levere velfærd til borgerne og samtidig gøre rent, vaske tøj og slå græsset uden at høre private virksomheder, om de kunne løse sidstnævnte opgaver på en smartere måde.

Der er fortsat i 2023 massive forskelle mellem de enkelte kommuner og regioner, når det kommer til at konkurrenceudsætte de opgaver, som virksomhederne har naturlige fordele i at varetage. Ikke-borgernære opgaver som rengøring, kantinedrift og vaskeri bliver uden videre friholdt for konkurrence i årevis, så de eksisterende løsninger ikke bliver udfordret på kvalitet, pris, socialt ansvar, klimabelastning – you name it

To eksempler fra den regionale verden: Et politisk flertal i Region Sjælland vil hellere bruge mere end 200 millioner kroner på at bygge et nyt vaskeri på Holbæk Sygehus, end de vil trække på ekspertisen i den professionelle vaskeribranche. Og i Region Midtjylland har man valgt at hjemtage rengøringen på en række hospitaler, selvom man selv vurderer, at det bliver dyrere for skatteborgerne.

På statens område er det efterhånden flere årtier siden, at man lagde den konkurrence-forskrækkede indstilling på hylden. Her er man nemlig juridisk forpligtet til at markedsprøve samtlige udbudsegnede opgaver. Det statslige udbudscirkulære er skrevet ud fra den simple logik, at vi skylder skatteborgerne at sikre os, at opgaverne bliver løst så effektivt som muligt.

Den helt oplagte løsning er, at principperne fra det statslige udbudscirkulære også skal gælde kommuner og regioner. Beregninger fra Dansk Industri viser, at det kan frigøre op mod en milliard kroner, som i stedet kunne bruges på at løfte sundhedsvæsenet, plejehjemmene eller daginstitutionerne.

Overalt i den offentlige sektor er man lige nu på jagt efter tiltag, der kan frigøre tid og ressourcer til gavn for den borgernære velfærd. Set i det lys er det helt oplagt, at man i langt højere grad får overvejet, om flere af de opgaver, der ikke har med kernevelfærd at gøre, kan løses smartere ved at trække på virksomhedernes erfaring og knowhow

Tiden er kommet til, at vi én gang for alle sender den offentlige altmuligmand på pension og i stedet får en moderne offentlig sektor, der koncentrerer sig om kernevelfærden.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 20. februar 2023)

Steffen Larsen
29. januar 2023

Vi kender alle sammen historien: Danskerne betaler verdens højeste skat, men får så meget igen, at det halve nærmest kunne være nok.

Alligevel har staten altid brug for flere penge.

Uanset om man er liberal eller konservativ, socialdemokrat eller endda socialist, er vi vel enige om, at staten har en række kerneopgaver, som burde komme først.

At politiet faktisk kan opklare et hæderligt antal forbrydelser og ikke mindst være til stede i gadebilledet til at sikre lov og orden. At det ikke tager årevis at få en sag igennem domstolene. Og at vi har et forsvar, der faktisk kan forsvare Danmark.

Når det kommer til politiet, ligger vi i ifølge Eurostat i bunden i forhold til de øvrige EU-lande, når det kommer til antallet af betjente, der faktisk kan udføre arbejde med at sikre lov og orden. Vi ligger på 194 betjente pr. 100.000 indbyggere – Tyskland har til sammenligning 301 pr. 100.000 indbyggere. Det er altså ikke ligefrem her, vi skal finde grunden til, at vi har næsten en million offentligt ansatte i Danmark.

Med dommere er vi endnu dårligere kørende. Her har vi ifølge Eurostat cirka 11,8 professionelle dommere pr. 100.000 indbyggere, hvilket er i den nederste tredjedel blandt EU-lande. Det betyder sjovt nok, at ventetiden ved domstolene bliver længere og længere: For fire år siden var den gennemsnitlige ventetid på at få en straffesag med domsmænd for retten 4,4 måneder.

Ved den seneste opgørelse fra september 2022 var ventetiden for den slags sager 8,3 måneder.

At Forsvaret er i en dårlig forfatning, ved vi alle efterhånden. Men trods den alvorlige situation, Europa står i, og de mange lovprisninger af regeringens fremrykning af at nå NATOs målsætning om at bruge to procent af BNP på Forsvaret i 2030 i stedet for 2033, vil vi stadig nå NATOs målsætning som det sidste af alle de NATO-lande, der har sat sig for at gøre det.

Igen: Danskerne betaler verdens højeste skatter – cirka 1.200 milliarder kroner om året – men de mest basale opgaver i staten bliver sjoflet.

Det er ikke, fordi alt det andet per automatik er ligegyldigt. Men det har rigtige konsekvenser i den virkelige verden, når staten ikke løser sine kerneopgaver godt nok. Både for de mennesker, der får deres dagligdag forpestet af bander og almindelig lovløshed, og for de mennesker og virksomheder, der skal vente år og måneder på at få noget igennem landets domstole. Og det siger vist sig selv, at man hverken kan forsvare et land med efterløn, SU på ungdomsuddannelser eller offentligt projektmageri.

Og på dét bagtæppe undrer det mig, at den såkaldt ambitiøse regering over midten som det første griber til at tage endnu mere fra dig, end du allerede skal aflevere til staten.

For tag ikke fejl: I praksis er det en skattestigning, hvis du bliver tvunget til at arbejde en dag mere, hvor du før kunne holde fri. For din fritid tilhører dig lige så meget, som dine penge gør.

Så måske skulle vi vende bøtten? Tænk sig, hvis vi i stedet sagde, at staten ikke kan regne med flere penge, før den har fået styr på sine egne kerneopgaver med de mange, mange penge, den allerede har. Før Forsvaret er i ordentlig stand. Før politiet og domstolene faktisk fungerer på en måde, som vi kan være bekendt.

I stedet for at piske danskerne til at arbejde mere ved med lov og magt at afskaffe en helligdag, kunne man da snildt finde de tre milliarder blandt de 1.200 milliarder, som det offentlige allerede bruger.

En samlet opposition har fremlagt et forslag til at finde de cirka tre milliarder, som vi alle kan stå bag, men i Liberal Alliance har vi massevis af andre forslag. Og fælles for dem alle er, at danskerne hverken skal betale med flere af deres surt tjente penge eller deres værdifulde fritid.

Vi kan reformere dagpengene, SUen, folkepensionen. Vi kan afskaffe efterløn og Arne-pension. Vi kan skære i erhvervsstøtteordningerne.

Vi kan bede kommunerne om at bruge deres penge lige så godt som de kommuner, der er bedst til det. Vi har 1.200 milliarder kroner at boltre os med – mon ikke vi kan finde nogle få milliarder til at løfte statens kerneopgaver bedre i statskassen i stedet for i borgernes lommer? En stat, der ikke kan sikre lov og orden eller forsvare sig selv, er ikke en stat. Uanset hvor mange penge, den bruger på alverdens andre ting.

Måske var det på tide, at Danmark vågnede fra sin tornerosesøvn i stedet for bevidstløst at skovle flere penge ind i munden på den stat, der ikke engang kan løfte sine egne kerneopgaver?

(Kommentar udgivet i Berlingske d. 29. januar 2023)