Lars-Christian Brask
20. februar 2023

Mange kommuner og regioner insisterer stadig på, at de både kan levere velfærd til borgerne og samtidig gøre rent, vaske tøj og slå græsset uden at høre private virksomheder, om de kunne løse sidstnævnte opgaver på en smartere måde.

Forestil dig et afsnit af »Løvens Hule« , hvor en håbefuld iværksætter træder frem foran investorerne og fortæller om sin nye virksomhed, der kan tilbyde alt fra affaldsindsamling, snerydning og rengøring til ældrepleje, undervisning og børnepasning – til skarpe priser og høj kvalitet over hele linjen.

Hvordan ville løverne reagere? Vores bud er, at de ville lade pengepungen være i lommen og i stedet råde iværksætterspiren til at fokusere menukortet ganske betydeligt. Man kan ikke være ekspert i det hele.

Alligevel udgør de førnævnte opgaver kun en mindre brøkdel af jobbeskrivelsen hos det, vi med rette kan betegne som den offentlige altmuligmand. I en tid med omfattende rekrutteringsudfordringer, prisstigninger og et tiltagende udgiftspres på de større velfærdsområder, insisterer ganske mange kommuner og regioner nemlig stadig på, at de både kan levere velfærd til borgerne og samtidig gøre rent, vaske tøj og slå græsset uden at høre private virksomheder, om de kunne løse sidstnævnte opgaver på en smartere måde.

Der er fortsat i 2023 massive forskelle mellem de enkelte kommuner og regioner, når det kommer til at konkurrenceudsætte de opgaver, som virksomhederne har naturlige fordele i at varetage. Ikke-borgernære opgaver som rengøring, kantinedrift og vaskeri bliver uden videre friholdt for konkurrence i årevis, så de eksisterende løsninger ikke bliver udfordret på kvalitet, pris, socialt ansvar, klimabelastning – you name it

To eksempler fra den regionale verden: Et politisk flertal i Region Sjælland vil hellere bruge mere end 200 millioner kroner på at bygge et nyt vaskeri på Holbæk Sygehus, end de vil trække på ekspertisen i den professionelle vaskeribranche. Og i Region Midtjylland har man valgt at hjemtage rengøringen på en række hospitaler, selvom man selv vurderer, at det bliver dyrere for skatteborgerne.

På statens område er det efterhånden flere årtier siden, at man lagde den konkurrence-forskrækkede indstilling på hylden. Her er man nemlig juridisk forpligtet til at markedsprøve samtlige udbudsegnede opgaver. Det statslige udbudscirkulære er skrevet ud fra den simple logik, at vi skylder skatteborgerne at sikre os, at opgaverne bliver løst så effektivt som muligt.

Den helt oplagte løsning er, at principperne fra det statslige udbudscirkulære også skal gælde kommuner og regioner. Beregninger fra Dansk Industri viser, at det kan frigøre op mod en milliard kroner, som i stedet kunne bruges på at løfte sundhedsvæsenet, plejehjemmene eller daginstitutionerne.

Overalt i den offentlige sektor er man lige nu på jagt efter tiltag, der kan frigøre tid og ressourcer til gavn for den borgernære velfærd. Set i det lys er det helt oplagt, at man i langt højere grad får overvejet, om flere af de opgaver, der ikke har med kernevelfærd at gøre, kan løses smartere ved at trække på virksomhedernes erfaring og knowhow

Tiden er kommet til, at vi én gang for alle sender den offentlige altmuligmand på pension og i stedet får en moderne offentlig sektor, der koncentrerer sig om kernevelfærden.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 20. februar 2023)

Steffen Larsen
29. januar 2023

Vi kender alle sammen historien: Danskerne betaler verdens højeste skat, men får så meget igen, at det halve nærmest kunne være nok.

Alligevel har staten altid brug for flere penge.

Uanset om man er liberal eller konservativ, socialdemokrat eller endda socialist, er vi vel enige om, at staten har en række kerneopgaver, som burde komme først.

At politiet faktisk kan opklare et hæderligt antal forbrydelser og ikke mindst være til stede i gadebilledet til at sikre lov og orden. At det ikke tager årevis at få en sag igennem domstolene. Og at vi har et forsvar, der faktisk kan forsvare Danmark.

Når det kommer til politiet, ligger vi i ifølge Eurostat i bunden i forhold til de øvrige EU-lande, når det kommer til antallet af betjente, der faktisk kan udføre arbejde med at sikre lov og orden. Vi ligger på 194 betjente pr. 100.000 indbyggere – Tyskland har til sammenligning 301 pr. 100.000 indbyggere. Det er altså ikke ligefrem her, vi skal finde grunden til, at vi har næsten en million offentligt ansatte i Danmark.

Med dommere er vi endnu dårligere kørende. Her har vi ifølge Eurostat cirka 11,8 professionelle dommere pr. 100.000 indbyggere, hvilket er i den nederste tredjedel blandt EU-lande. Det betyder sjovt nok, at ventetiden ved domstolene bliver længere og længere: For fire år siden var den gennemsnitlige ventetid på at få en straffesag med domsmænd for retten 4,4 måneder.

Ved den seneste opgørelse fra september 2022 var ventetiden for den slags sager 8,3 måneder.

At Forsvaret er i en dårlig forfatning, ved vi alle efterhånden. Men trods den alvorlige situation, Europa står i, og de mange lovprisninger af regeringens fremrykning af at nå NATOs målsætning om at bruge to procent af BNP på Forsvaret i 2030 i stedet for 2033, vil vi stadig nå NATOs målsætning som det sidste af alle de NATO-lande, der har sat sig for at gøre det.

Igen: Danskerne betaler verdens højeste skatter – cirka 1.200 milliarder kroner om året – men de mest basale opgaver i staten bliver sjoflet.

Det er ikke, fordi alt det andet per automatik er ligegyldigt. Men det har rigtige konsekvenser i den virkelige verden, når staten ikke løser sine kerneopgaver godt nok. Både for de mennesker, der får deres dagligdag forpestet af bander og almindelig lovløshed, og for de mennesker og virksomheder, der skal vente år og måneder på at få noget igennem landets domstole. Og det siger vist sig selv, at man hverken kan forsvare et land med efterløn, SU på ungdomsuddannelser eller offentligt projektmageri.

Og på dét bagtæppe undrer det mig, at den såkaldt ambitiøse regering over midten som det første griber til at tage endnu mere fra dig, end du allerede skal aflevere til staten.

For tag ikke fejl: I praksis er det en skattestigning, hvis du bliver tvunget til at arbejde en dag mere, hvor du før kunne holde fri. For din fritid tilhører dig lige så meget, som dine penge gør.

Så måske skulle vi vende bøtten? Tænk sig, hvis vi i stedet sagde, at staten ikke kan regne med flere penge, før den har fået styr på sine egne kerneopgaver med de mange, mange penge, den allerede har. Før Forsvaret er i ordentlig stand. Før politiet og domstolene faktisk fungerer på en måde, som vi kan være bekendt.

I stedet for at piske danskerne til at arbejde mere ved med lov og magt at afskaffe en helligdag, kunne man da snildt finde de tre milliarder blandt de 1.200 milliarder, som det offentlige allerede bruger.

En samlet opposition har fremlagt et forslag til at finde de cirka tre milliarder, som vi alle kan stå bag, men i Liberal Alliance har vi massevis af andre forslag. Og fælles for dem alle er, at danskerne hverken skal betale med flere af deres surt tjente penge eller deres værdifulde fritid.

Vi kan reformere dagpengene, SUen, folkepensionen. Vi kan afskaffe efterløn og Arne-pension. Vi kan skære i erhvervsstøtteordningerne.

Vi kan bede kommunerne om at bruge deres penge lige så godt som de kommuner, der er bedst til det. Vi har 1.200 milliarder kroner at boltre os med – mon ikke vi kan finde nogle få milliarder til at løfte statens kerneopgaver bedre i statskassen i stedet for i borgernes lommer? En stat, der ikke kan sikre lov og orden eller forsvare sig selv, er ikke en stat. Uanset hvor mange penge, den bruger på alverdens andre ting.

Måske var det på tide, at Danmark vågnede fra sin tornerosesøvn i stedet for bevidstløst at skovle flere penge ind i munden på den stat, der ikke engang kan løfte sine egne kerneopgaver?

(Kommentar udgivet i Berlingske d. 29. januar 2023)