Her er reformernes fire arketyper

Henrik Dahl
22. marts 2023

En reform er ikke blot en reform.

Nogle kan være populære, mens andre er upopulære. Nogle kan være nødvendige, mens andre er unødvendige.

Derfor kan man tale om fire arketypiske reformer.

Den upopulære, men nødvendige reform.

Her kan man for eksempel tænke på de reformer, der samlet set bevirker, at Danmark har et universelt og robust pensionssystem, hvor ydelserne er så tilpas høje, at borgerne kan se frem til en værdig og tryg alderdom.

Når reformerne sine steder har været upopulære, har grunden for det første været, at en vis del af lønnen er gået til opsparing i stedet for til umiddelbart forbrug. Og for det andet, at sikring af pensionen helt uundgåeligt medfører en stigende pensionsalder.

Omvendt er næsten alle i stand til at værdsætte, at de langsigtede fordele klart opvejer de kortsigtede ulemper.

Den populære og nødvendige reform. Her er det oplagt at tænke på de reformer, der har løftet kvaliteten af behandlingen for kræft eller på de reformer, der har opstillet en række behandlingsgarantier inden for sundhedsvæsenet.

Hvis der overhovedet er nogen ulemper ved, at man forbedrer behandlingen af en livstruende folkesygdom, så skulle det være, at behandlingen af mindre almindelige, men lige så alvorlige sygdomme, bliver nedprioriteret.

Men kan man undgå det, er det vanskeligt at komme med alvorlige indvendinger.

Den populære og unødvendige reform.

Her er det oplagt at tænke på en reform som for eksempel minimumsnormeringer i daginstitutionerne.

På papiret lyder reformen som en forbedring. Men skal man vælge mellem at forbedre normeringerne eller at forbedre ledelsen af en institution, er det sidste klart at foretrække. Al erfaring viser, at børn ikke nødvendigvis har det særlig godt i en dårligt ledet institution med mange medarbejdere.

Mens børn typisk trives glimrende, når de går i en institution, der har en dygtig ledelse.

Også i de tilfælde, hvor bemandingen kan forekomme lidt tynd for eksempel i ydertidspunkterne.

Den upopulære, men unødvendige reform. Det kan være svært at forestille sig, hvorfor nogen politikere skulle have lyst til at kaste sig ud i projekter, de fleste mennesker hader. Men som til gengæld har begrænsede fordele. Alligevel sker det forholdsvis ofte.

Et af de bedste eksempler er folkeskolereformen.

Skønt der var mange advarsler, skulle den gennemføres med noget, der lignede djævelens vold og magt. Til gengæld levede den ikke op til nogen af de målsætninger, datidens politikere af egen drift satte op for reformen.

Et andet godt eksempel er inklusionsreformen.

Den egentlige grund til at gennemføre reformen var, at Finansministeriet gerne ville spare penge. Eller med andre ord: Der var ikke nogen faglige eller pædagogiske årsager til, at reformen var en god idé. Til gengæld har undersøgelser senere vist, at en af de enkeltfaktorer, der i den højeste grad medfører mistrivsel, er kaos i klasseværelset.

Om den af regeringen påtænkte reform af universiteterne vil vise sig at være upopulær, men nødvendig, eller upopulær, men unødvendig, vil tiden vise. For gennemført, det bliver den.

For dens nødvendighed taler, at en række uddannelser faktisk ikke gør den studerende særligt produktiv som kandidat. For dens unødvendighed taler for det første, at den forekommer noget nær umulig at implementere som planlagt. Og for det andet, at den helt åbenlyst har karakter af eksperiment i fuld skala.

Men som det hed tilbage i 1980erne: Hvorfor være bange for at løbe hovedet imod en mur? Det er jo ikke sikkert, at det er muren, der holder.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 22. marts 2023)

Disse fejl fører til mislykkede reformer

Henrik Dahl
6. marts 2023

Når vi faktisk kender årsagerne til fejlslagne reformer, hvorfor gøres der så ikke mere for at eliminere dem?

Enhver dansk politiker, der planlægger at gennemføre store reformer, burde være tvangsindlagt til at læse Sigge Winther Nielsens bog ”Entreprenørstaten”.

I den bog gennemgår forfatteren danske reformer siden år 2000. Og konklusionen er mildest talt nedslående: Med undtagelse af indførelsen af NemID og af kræfthandlingsplanerne er de slået fejl.

Fælles for strukturreformen, universitetsreformerne, retskredsreformen, politireformen, forsvarsreformen, folkeskolereformen, gymnasiereformen, FGU-reformen, og hvad de alle sammen hedder, er følgende.

Jeg har svært ved at indse regeringens hastværk, når det gælder beslutninger, der i praksis er irreversible.

De blev forberedt for hastigt. De blev forberedt uden at inddrage de mennesker, der skulle gennemføre dem, på en ordentlig måde. De byggede i for høj grad på tvivlsomme skrivebordsantagelser. Der blev ikke gennemført forsøg med henblik på at undersøge, om reformen overhovedet ville have den ønskede effekt. De skulle gennemføres af medarbejdere, der var stærkt skeptiske. Og det politiske system kastede lynhurtigt implementeringen fra sig, da først selve reformlovgivningen var på plads.

Man kan også vende denne liste om: Hvis man vil have en indikation af, om en påtænkt reform har udsigt til at lykkes eller udsigt til at fejle, kan man tage listen ovenfor og bruge den som tjekliste. Hvis man i forbindelse med en reform, der er fremlagt, men ikke vedtaget, kan sætte kryds ved mange eller samtlige punkter på listen, er der en betydelig risiko for, at reformen vil slå fejl.

Universitetsreformen skal selvfølgelig have en chance ved forhandlingsbordet.

Men jeg er også nødt til at sige: Der kan sættes et foruroligende antal af krydser fra Sigge Winther Nielsens tjekliste ud for den.

Hvis reformen skal lykkes, er der således gode grunde til at mene, at regeringen bliver nødt til at arbejde på, at mængden af Winther Nielsen-krydser skal falde.

En af de ting, der virkelig kan undre, når man ser på de mange fejlslagne uddannelsesreformer, der er gennemført i Danmark i dette århundrede, er, at man ikke benytter muligheden for at gennemføre forsøg i højere grad.

Da jeg for mange år siden gik på Skærbæk Kommuneskole i Sønderjylland, var den med i et forsøg, der afskaffede realeksamen, nogle år før det var tanken, at den skulle afskaffes på landsplan. Eller med andre ord: Vi havde ”samlæste” – som man kaldte dem – 8., 9. og 10. klasser, længe før de blev indført i hele Danmark. Derved blev der indhøstet vigtige erfaringer, som bevirkede, at man kunne føle sig betrygget i, at afskaffelsen af realeksamen ikke ville blive en fiasko.

Jeg har svært ved at indse regeringens hastværk, når det gælder beslutninger, der i praksis er irreversible. For det, man kan lære af folkeskolereformen, er lige præcis, at selvom Folketinget i princippet kan ændre den, så er det i praksis umuligt.

Derfor er folkeskolen i dag ødelagt uopretteligt af en reform, som alle forstandige mennesker for 10 år siden udmærket vidste ville fejle.

Hvad ville der i grunden ske, hvis regeringen gennemførte en forsøgsordning, hvor et mindre antal kandidatuddannelser blev ændret til bachelor plus et fuldt kalenderår?

Det ville give en mulighed for i praksis at bedømme populariteten af det nye tilbud blandt de studerende; den faktiske kvalitet af uddannelsen og kandidaternes faktiske muligheder på arbejdsmarkedet.

Lige nu er alt, hvad vi råder over, teoretiske antagelser. Det er langt under de standarder for dokumentation, der kræves for at vedtage konstruktionen af store, fysiske anlæg som broer, veje og jernbaner.

Så hvorfor er der en betydelig risiko for, at regeringen vedtager en megareform med hovedet under armen?

Det er der, fordi når det gælder politik, er det gratis at ødelægge samfundsbærende institutioner ved hjælp af elendige reformer.

Det har ikke kostet nogen af de ansvarlige en krone eller en ridse i deres omdømme at smadre uddannelsessystemet eller politi og retsvæsen eller Forsvaret. Til forskel fra, hvad det ville koste for en stor virksomhed at gennemføre reformer, der var lige så elendige. Her ville virksomheden antageligvis gå konkurs. Og arbejdsmarkedet ville i mange år fremover være lukket for de ansvarlige.

På tilsvarende vis kommer det heller ikke i fremtiden til at koste den personkreds, der løber risikoen og gennemfører en stor reform uden at teste den ved hjælp af forsøg, en krone eller en ridse i deres omdømme, dersom reformen fejler.

De kan uden problemer fortsætte deres hærgen gennem samfundet. Og – hvis de bliver kritiseret – ty til det sædvanlige politikersvar: Grunden til, at reformen ikke virker, er, at vi har gjort alt for lidt af det, der har skabt fiaskoen.

Man tror, det er løgn. Men det er næsten altid sådan, politikere begrunder, at deres reformer fejler.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 3. marts 2023)

Politi­kere skal ikke hædres for at slukke ildebrænde, de selv har antændt

Steffen Frølund
6. marts 2023

Moderne politik er plaget af, at mange politikere gerne vil fremstå handlekraftige for enhver pris. Det så vi for nyligt, da elpriserne skød i vejret, og mange borgere fik svært ved at betale deres regninger.

Her meldte EU’s venstrefløj sig nemlig resolut på banen ved at udpege elproducenterne som syndebuk, og man fik hurtigt indført et indtægtsloft, der konfiskerede dele af leverandørernes indtægter. Indgrebet gav hverken mere billig el eller flere leverandører, der kunne imødekomme den forøgede efterspørgsel.

Men til gengæld kunne en masse politikere bruge indgrebet til at fremstå handlekraftige og heltemodige, og så var de faktiske konsekvenser af indgrebet pludselig ikke så vigtige. En lignende fiasko så vi herhjemme, da venstrefløjen i starten af sidste år ville udbetale varmehjælp til en del af befolkningen, eller da man ville give statslige energilån til virksomhederne.

Sådan går det, når politik bliver gennemført for at signalere, at man løser problemer i stedet for rent faktisk at løse dem

Varmechecken endte først med at blive udbetalt et halvt år senere i august (hvor radiatorerne jo ikke ligefrem arbejder på højtryk), og processen med de statslige energilån var så bureaukratisk, at det slet ikke kunne betale sig for virksomhederne at bruge ordningen.

Sådan går det, når politik bliver gennemført for at signalere, at man løser problemer i stedet for rent faktisk at løse dem. Men man behøver ikke føre politik på den måde. Hvorfor eksempelvis ikke gøre danskernes første 7.000 kr. om måneden skattefrie, så skatten ikke er så høj, at staten er nødt til at hjælpe borgerne med at betale den?

Hvorfor ikke bare sænke elafgiften til EU’s minimumssats permanent, så regningerne er til at betale for borgerne uden hjælpepakker, og så elproducenterne ikke skal have spoleret deres forretning?

Svaret er selvfølgelig, at vi politikere i så fald ikke kan komme og “redde” borgerne fra de høje priser, som vi selv har været med til at skabe med brandbeskatning.

Men i stedet for altid at finde den politiske brandslange frem for at slukke de ildebrænde, vi selv har antændt, skulle vi politikere måske bare lade danskerne leve et mere frit liv?

(Indlæg udgivet i Børsen d. 3. marts 2023)

Politikere sminker besparelser som reformer -»Det er simpelthen ikke hæderligt«

Henrik Dahl
26. januar 2023

Det burde altid være sådan, at den til enhver tid siddende regering sagde til Folketinget og borgerne, at dette eller hint er blevet for dyrt.

Så man ikke igen som folketingsmedlem på helt igennem uhæderlig vis blev tvunget til at omtale en besparelse som en reform.

Da man for godt og vel ti år siden gennemførte den såkaldte inklusionsreform, som betød, at flere børn skulle gå i de almindelige folkeskoleklasser, lød den væsentligste begrundelse, at kommunernes udgifter til at hjælpe børn med særlige behov var blevet alt for store.

Det vil reelt sige, at en hvilken som helst pædagogisk eller didaktisk begrundelse, man kan komme i tanke om, for at inklusionsreformen er en god idé, er en efterrationalisering.

Om efterrationaliseringer kan man sige mange pæne ting. For eksempel er det i vidt omfang på grund af dem, man i sin alderdom ofte ender med at mene, at tilværelsen giver en eller anden form for mening.

Men jeg synes på den anden side, vi også må være ærlige: En hvilken som helst efterrationalisering er en bunden opgave. Det er jo på forhånd givet, at den skal præsentere en legitimering af en beslutning, som selve efterrationaliseringen og dens argumenter ikke er en del af.

Den amerikanske socialpsykolog Jonathan Haidt er en form for specialist i efterrationaliseringer. For i en vis forstand er det sådan nogen, hele hans bog»The Righteous Mind«handler om. Den kan udlægges som en argumentation for den påstand, at bevidstheden oftere fungerer som menneskets spindoktor, end den fungerer som menneskets rådgiver. Det vil sige: Oftere, end de fleste formentlig tænker over, leverer bevidstheden argumenter for, at det, vi alligevel har besluttet, er det rigtige. Og sjældnere, end de fleste formentlig tænker over, samler bevidstheden argumenter og data sammen, og kombinerer dem til et beslutningsgrundlag.

Men selvom det er supermenneskeligt at efterrationalisere, når det gælder egen tilværelse, vil jeg advare om at gøre det alt for ofte, når man virker som politiker.

Det er simpelthen ikke hæderligt at sige, at der er en hel masse pædagogiske og didaktiske begrundelser for at sætte børn, der tidligere blev anset for behandlingskrævende, ind i en almindelig skoleklasse.

Begrundelserne er nemlig for hovedpartens vedkommende opfundet ene og alene med det formål at begrunde en økonomisk besparelse på en måde, der tager sig moralsk og fagligt ansvarlig ud.

Det sker i mine øjne alt for ofte, at man som politiker føler sig nødsaget – eller bliver presset – til at efterrationalisere noget, der kommer fra Finansministeriet med begrundelser, der giver mening ude i fagministerierne.

Der har aldrig eksisteret en snævert mediefaglig begrundelse for at bygge DR Byen. Finansministeriet og Københavns Kommune havde brug for at sælge et stort jordlod i Ørestaden og sparke gang i udbygningen af området. Derfor bad man Kulturministeriet og Danmarks Radio om at opfinde nogle fagligt lydende begrundelser for, at det var en god idé.

På samme måde med det såkaldte uddannelsesloft. Der eksisterede aldrig en faglig begrundelse for, at det var problematisk, at nogle ganske få mennesker tog mere end en enkelt uddannelse. Men Finansministeriet manglede i den smalle V-regerings tid 320 millioner kroner for at kunne gøre Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti glade. Og så bad man Forskningsministeriet om at opfinde en eller anden tynd begrundelse for, at uddannelsesloftet var den bedste opfindelse siden skiveskåret franskbrød.

Det burde altid være sådan, at den til enhver tid siddende regering sagde til Folketinget og borgerne, at dette eller hint er blevet for dyrt. Så man ikke igen som folketingsmedlem på helt igennem uhæderlig vis blev tvunget til at omtale en besparelse som en reform.

(Kommentar udgivet i Berlingske d. 25. januar 2023)

Politiske samråd er ligegyldigt teater og spild af ministerens tid

Henrik Dahl
11. januar 2023

For tiden flyder mit informationsrum over med beskrivelser af, hvilke MFere der er kommet til at sidde i hvilke udvalg. Aviserne skriver om de nye formænd og næstformænd. Og på Facebook har mange MFere travlt med at sprede begejstring over den spændende portefølje af udvalg, de er kommet til at sidde med.

Forleden kunne man for eksempel i Kristeligt Dagblad læse, at det nye kirkeudvalg begejstrer Peter Lodberg, der er professor i teologi ved Aarhus Universitet. Han mener, at det med sin besætning af erfarne politikere vil blive meget bedre end det forrige.

Jeg er virkelig ked af, at måtte sige det. Men med få undtagelser så er Folketingets udvalg altså ikke fora for væsentlige diskussioner af noget som helst. Som belæg vil jeg tillade mig at citere, hvad Jakob Ellemann-Jensen, Nick Hækkerup og jeg selv skrev i den politiske håndbog, vi udgav i 2018: »Udvalgene er i krise. De er Folketingets smertensbørn, som der er gjort utallige forsøg på at hjælpe på ret køl«. At udvalgene er i krise, er der mange ting, der bevidner. Først og fremmest det ringe fremmøde. Under normale omstændigheder skal man ikke regne med, at der dukker flere ordførere op end et par stykker eller fem.

Det fører ofte til pinlige situationer, når en deputation er mødt frem for at forelægge et eller andet problem, den anser for at være påtrængende. Her står det manglende engagement blandt flertallet i udvalget ofte i en hårdtslående kontrast til den omhu, deputationen har lagt i at forberede sig.

Men hvad så med de åbne samråd, vil nogen måske tænke. Jo, der er fremmødet ofte bedre, end når en deputation kommer på besøg. Eller når man skal arbejde sig rutinemæssigt igennem en standarddagsorden. Men samråd er teater 99 gange ud af 100 gange. En anledning til at spilde ministerens tid og til at dræne embedsværket for energi. Og måske også en anledning til, at knap så kendte politikere kan fremstå som handlekraftige og engagerede i kritiske samfundsproblemer. Typisk i den kreds, hvor de er valgt. Sandheden om samråd er, at der sjældent kommer andet ud af dem, end at indkalderen bagefter kan sige, at der har været afholdt et samråd.

Politikere arbejder altid på at udøve den størst mulige indflydelse. Det er ud fra overvejelsen om, hvordan det praktisk skal gribes an, de afsætter tid til forskellige formål.

Det bedste, man kan gøre for at stå stærkt på Christiansborg, er at repræsentere et stort parti. Derfor bruger man selvsagt en væsentlig del af sin daglige energi på at styrke opfattelsen af det parti, man er valgt for.

Jo større et parti, man repræsenterer, desto større indflydelse kan man gøre gældende, når der indkaldes til forhandlinger. Men de finder ikke sted i udvalgene. De finder sted i ministerierne. Her har offentligheden ikke adgang. Men ved politiske forhandlinger bliver der virkelig gået til stålet og diskuteret principper. Det kan både være en kilde til stor inspiration og til stor frustration.

Endelig har man som politiker et stort behov for at sætte sit præg på tidens vigtige dagsordener. I den bedste af alle verdener kan man selv skabe en dagsorden. Så heldige er de færreste. I stedet må man give sit besyv i forhold til de dagsordener, der under alle omstændigheder kører i medierne.

For de fleste politikere kommer kampen for at styrke eget parti, kampen for at præge de løbende forhandlinger og kampen om at sætte de rigtige dagsordener til at fylde det meste. Det er derfor, udvalgenes arbejde bliver presset så langt ned i de fleste folketingsmedlemmers prioriteringer.

(Debat bragt i Berlingske d. 11. januar 2023)