Henrik Dahl
26. januar 2023

Det burde altid være sådan, at den til enhver tid siddende regering sagde til Folketinget og borgerne, at dette eller hint er blevet for dyrt.

Så man ikke igen som folketingsmedlem på helt igennem uhæderlig vis blev tvunget til at omtale en besparelse som en reform.

Da man for godt og vel ti år siden gennemførte den såkaldte inklusionsreform, som betød, at flere børn skulle gå i de almindelige folkeskoleklasser, lød den væsentligste begrundelse, at kommunernes udgifter til at hjælpe børn med særlige behov var blevet alt for store.

Det vil reelt sige, at en hvilken som helst pædagogisk eller didaktisk begrundelse, man kan komme i tanke om, for at inklusionsreformen er en god idé, er en efterrationalisering.

Om efterrationaliseringer kan man sige mange pæne ting. For eksempel er det i vidt omfang på grund af dem, man i sin alderdom ofte ender med at mene, at tilværelsen giver en eller anden form for mening.

Men jeg synes på den anden side, vi også må være ærlige: En hvilken som helst efterrationalisering er en bunden opgave. Det er jo på forhånd givet, at den skal præsentere en legitimering af en beslutning, som selve efterrationaliseringen og dens argumenter ikke er en del af.

Den amerikanske socialpsykolog Jonathan Haidt er en form for specialist i efterrationaliseringer. For i en vis forstand er det sådan nogen, hele hans bog»The Righteous Mind«handler om. Den kan udlægges som en argumentation for den påstand, at bevidstheden oftere fungerer som menneskets spindoktor, end den fungerer som menneskets rådgiver. Det vil sige: Oftere, end de fleste formentlig tænker over, leverer bevidstheden argumenter for, at det, vi alligevel har besluttet, er det rigtige. Og sjældnere, end de fleste formentlig tænker over, samler bevidstheden argumenter og data sammen, og kombinerer dem til et beslutningsgrundlag.

Men selvom det er supermenneskeligt at efterrationalisere, når det gælder egen tilværelse, vil jeg advare om at gøre det alt for ofte, når man virker som politiker.

Det er simpelthen ikke hæderligt at sige, at der er en hel masse pædagogiske og didaktiske begrundelser for at sætte børn, der tidligere blev anset for behandlingskrævende, ind i en almindelig skoleklasse.

Begrundelserne er nemlig for hovedpartens vedkommende opfundet ene og alene med det formål at begrunde en økonomisk besparelse på en måde, der tager sig moralsk og fagligt ansvarlig ud.

Det sker i mine øjne alt for ofte, at man som politiker føler sig nødsaget – eller bliver presset – til at efterrationalisere noget, der kommer fra Finansministeriet med begrundelser, der giver mening ude i fagministerierne.

Der har aldrig eksisteret en snævert mediefaglig begrundelse for at bygge DR Byen. Finansministeriet og Københavns Kommune havde brug for at sælge et stort jordlod i Ørestaden og sparke gang i udbygningen af området. Derfor bad man Kulturministeriet og Danmarks Radio om at opfinde nogle fagligt lydende begrundelser for, at det var en god idé.

På samme måde med det såkaldte uddannelsesloft. Der eksisterede aldrig en faglig begrundelse for, at det var problematisk, at nogle ganske få mennesker tog mere end en enkelt uddannelse. Men Finansministeriet manglede i den smalle V-regerings tid 320 millioner kroner for at kunne gøre Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti glade. Og så bad man Forskningsministeriet om at opfinde en eller anden tynd begrundelse for, at uddannelsesloftet var den bedste opfindelse siden skiveskåret franskbrød.

Det burde altid være sådan, at den til enhver tid siddende regering sagde til Folketinget og borgerne, at dette eller hint er blevet for dyrt. Så man ikke igen som folketingsmedlem på helt igennem uhæderlig vis blev tvunget til at omtale en besparelse som en reform.

Henrik Dahl
11. januar 2023

For tiden flyder mit informationsrum over med beskrivelser af, hvilke MFere der er kommet til at sidde i hvilke udvalg. Aviserne skriver om de nye formænd og næstformænd. Og på Facebook har mange MFere travlt med at sprede begejstring over den spændende portefølje af udvalg, de er kommet til at sidde med.

Forleden kunne man for eksempel i Kristeligt Dagblad læse, at det nye kirkeudvalg begejstrer Peter Lodberg, der er professor i teologi ved Aarhus Universitet. Han mener, at det med sin besætning af erfarne politikere vil blive meget bedre end det forrige.

Jeg er virkelig ked af, at måtte sige det. Men med få undtagelser så er Folketingets udvalg altså ikke fora for væsentlige diskussioner af noget som helst. Som belæg vil jeg tillade mig at citere, hvad Jakob Ellemann-Jensen, Nick Hækkerup og jeg selv skrev i den politiske håndbog, vi udgav i 2018: »Udvalgene er i krise. De er Folketingets smertensbørn, som der er gjort utallige forsøg på at hjælpe på ret køl«. At udvalgene er i krise, er der mange ting, der bevidner. Først og fremmest det ringe fremmøde. Under normale omstændigheder skal man ikke regne med, at der dukker flere ordførere op end et par stykker eller fem.

Det fører ofte til pinlige situationer, når en deputation er mødt frem for at forelægge et eller andet problem, den anser for at være påtrængende. Her står det manglende engagement blandt flertallet i udvalget ofte i en hårdtslående kontrast til den omhu, deputationen har lagt i at forberede sig.

Men hvad så med de åbne samråd, vil nogen måske tænke. Jo, der er fremmødet ofte bedre, end når en deputation kommer på besøg. Eller når man skal arbejde sig rutinemæssigt igennem en standarddagsorden. Men samråd er teater 99 gange ud af 100 gange. En anledning til at spilde ministerens tid og til at dræne embedsværket for energi. Og måske også en anledning til, at knap så kendte politikere kan fremstå som handlekraftige og engagerede i kritiske samfundsproblemer. Typisk i den kreds, hvor de er valgt. Sandheden om samråd er, at der sjældent kommer andet ud af dem, end at indkalderen bagefter kan sige, at der har været afholdt et samråd.

Politikere arbejder altid på at udøve den størst mulige indflydelse. Det er ud fra overvejelsen om, hvordan det praktisk skal gribes an, de afsætter tid til forskellige formål.

Det bedste, man kan gøre for at stå stærkt på Christiansborg, er at repræsentere et stort parti. Derfor bruger man selvsagt en væsentlig del af sin daglige energi på at styrke opfattelsen af det parti, man er valgt for.

Jo større et parti, man repræsenterer, desto større indflydelse kan man gøre gældende, når der indkaldes til forhandlinger. Men de finder ikke sted i udvalgene. De finder sted i ministerierne. Her har offentligheden ikke adgang. Men ved politiske forhandlinger bliver der virkelig gået til stålet og diskuteret principper. Det kan både være en kilde til stor inspiration og til stor frustration.

Endelig har man som politiker et stort behov for at sætte sit præg på tidens vigtige dagsordener. I den bedste af alle verdener kan man selv skabe en dagsorden. Så heldige er de færreste. I stedet må man give sit besyv i forhold til de dagsordener, der under alle omstændigheder kører i medierne.

For de fleste politikere kommer kampen for at styrke eget parti, kampen for at præge de løbende forhandlinger og kampen om at sætte de rigtige dagsordener til at fylde det meste. Det er derfor, udvalgenes arbejde bliver presset så langt ned i de fleste folketingsmedlemmers prioriteringer.

(Debat bragt i Berlingske d. 11. januar 2023)