Idéen med Liberal Alliance burde ikke være så svær at forstå, men er det en gang imellem alligevel, fordi især garvede politiske iagttagere har en tendens til at ville placere partiet i én af de allerede velkendte kasser. Og skønt vi i LA ikke gør os forestillinger om, at vi kan revolutionere dansk politik, så ønsker vi dog heller ikke at gøre alting på samme måde, som det har været gjort, siden Ruder Konge var knægt.
Børsens chefredaktør, Bjarne Corydon, skriver i en leder, at LA ikke både kan træde ud af dansk politiks skygge og samtidig undgå Solen. Han brygger videre på Alex Vanopslaghs landsmødetale, hvor LA‘s formand sagde, at han vil placere LA, hvor indflydelsen i dansk politik er, men uden som sagnfiguren Ikaros at flyve så tæt på Solen, at voksen på de konstruerede vinger smelter, fjerene falder af, og LA styrter i døden.
Vi har i LA én og kun én eksistensberettigelse: at bane vejen for, at der kan føres mere liberal politik i Danmark, og selv at medvirke til at gennemføre politikken via vores tilstedeværelse i Folketinget, når mulighederne er der.
Ikke en tænketank
Den ambition byder os at gøre følgende indsatser: Vi skal for det første have et program for gennemførelsen af reformer, som er værd at være i politik for. Disse reformer skal på den ene side ikke blot have karakter af småjusteringer, som lige så godt kunne have været fremlagt af f.eks. Corydon, dengang han var landets finansminister.
Der må være forskel på den politik, som Socialdemokratiet kan mande sig op til, selv i en mere reformmodig periode af partiets historie, og hvad et parti som LA har ambitioner om. På den anden side skal LA‘s politik ikke være løsrevet fra enhver virkelighedssans og fra gængse økonomiske regnemetoder som den “Fair løsning”-plan, som bragte Corydons regering til magten i valgkampen i 2011. LA‘s politik skal faktisk kunne gennemføres i den virkelige verden, hvis et flertal i Folketinget bakker den op.
Vi skal for det andet være enormt dygtige til at forklare danskerne, hvad det er, vi vil, så det står klart, hvorfor politikken ikke alene er fornuftig, men også sympatisk. At liberale reformer bringer Danmark til et højere niveau af velstand og retfærdighed samt hjælper alle, som oprigtigt ønsker at bidrage til sin egen og samfundets lykke, og som samtidig fortsat tager vare på dem, som ikke er i stand til at forsørge sig selv. Liberal politik har i mange år været for nem at dæmonisere for politiske modstandere, hvilket har gjort partier, som drister sig til at foreslå liberale løsninger på tidens problemstillinger, for parlamentarisk små til at stå i spidsen for det politiske liv. Det må vi forsøge at gøre bedre.
Vi skal for det tredje tage del i udøvelsen af regeringsmagt, når disse to forudsætninger er til stede. Vi er i LA ikke en tænketank for spændende samfundsidéer, men et politisk parti med ambition om selv at gennemføre visionerne i praktisk politik. Lysten til at indtræde i en regering er usvækket, selvom perioden 2016-2019, hvor LA var i regering, førte til, at LA fik et meget dårligt valg i 2019.
Ønsker regeringsdeltagelse
Vi kan til trods for det ikke se meningen med at være i politik, hvis man ikke er villig til at sige ja til de poster, som giver størst mulighed for at gennemføre sit partis program, og vi ved, at regeringsdeltagelse er vejen til maksimal indflydelse. Når LA fik et dårligt valgresultat efter vores første regeringsdeltagelse, var det ikke, fordi vores vælgere ikke bifaldt, at vi gik i regering. Tværtimod ønsker LA‘s vælgere helt klart, at vi tager det størst mulige ansvar på os i politik.
Kristian Thulesen Dahls valgresultat med over 20 pct. tilslutning til hans Dansk Folkeparti i 2015 og efterfølgende rolle som destruktivt støtteparti på dansk politiks sidelinje er intet ideal for liberale danskere. Vi stræber efter gode valg for at indtage de positioner, hvorfra vi kan gennemføre vores politik. Men ligesom at Mette Frederiksen ikke ville være statsminister baseret på en rød blok, som ikke ville tillade hende at gennemføre en moderat mere ambitiøs reformpolitik end den ikkereformpolitik, hun stod for mellem 2019-2022, så vil LA heller ikke træde ind i en regering igen hverken som juniorpartner eller som en ledende kraft, hvis udgangspunktet er parlamentariske forhold, som ligner perioden 2015-2019, hvor et S-DF-SF-flertal sørgede for, at de daværende V- og VLAK-regeringer ikke kunne gennemføre væsentlige reformer og justeringer af velfærdssamfundet.
Vi vil ikke være i regering alene for de fine titlers skyld. Det er i dette lys, at Alex Vanopslaghs tale skal forstås. Vi tager gerne vinger på for at flyve over havet, men hvis voksen, som holder fjerene, er så skrøbelig, at den ikke tåler belysning, så forsvinder meningen med det hele, og så må vi hellere vente, indtil vi har tilvejebragt en bedre voks.
(Kronik bragt i Børsen d. 20. april 2023)
Forrentningen skal være fire procent.
Ellers giver det ikke samfundsøkonomisk mening at ofre penge på infrastruktur. Alligevel har den nye letbane rundt om København en negativ forrentning. Det vil sige, at det offentlige – når alle faktorer er indregnet – kommer til at tabe penge på letbanen. I Odense er forrentningen 0,8 procent og i Aarhus er den 1,7 procent. Altså langt under den normale grænse på fire procent for, at et projekt giver samfundsøkonomisk mening.
Alle disse tal er velkendte i trafikpolitikkens verden. Men de fik fornyet relevans efter, at Jyllands-Posten tidligere på ugen bragte dem til bredere kendskab.
Det særlige ved politik er, at de ansvarlige næsten aldrig kommer til at stå til ansvar for deres handlinger.
Enhver politisk beslutning kan inddeles i så mange underbeslutninger, at ansvaret fortaber sig. Ligesom der kan opstilles rene ansvarsfritagelseskarruseller. Det eksempel på en ansvarsfritagelseskarrusel, de fleste kender bedst, er opdelingen af det gamle DSB i Banestyrelsen, der står for skinner og signaler og det nye DSB, der står for hovedparten af togdriften.
Med denne opdeling kan Banestyrelsen altid sige, at DSB kører med noget gammelt bras, og DSB kan altid sige, at Banestyrelsen ikke har gjort sit arbejde, når togene er forsinkede eller aflyste. Ingen kan kontrollere, hvad der egentlig er sandt. Derfor bliver et ansvar aldrig nogensinde placeret.
At man kan handle i tryg forvisning om, at andre altid vil komme til at bære konsekvenserne af ens dårlige beslutninger, kalder økonomer for moral hazard. Skolebogseksemplet er bankdirektøren, der selv tjener penge på de vellykkede forretninger, mens indskydergarantien tager regningen, når de mislykkes.
Normalt er det imidlertid sådan, at i den private sektor er straffen for at fejle hård i form af konkurs og arbejdsløshed. Mens den er mild i den offentlige sektor – og ikkeeksisterende, hvis man er politiker.
Laver du en folkeskolereform, der på tiende år ikke når nogen af sine prædefinerede mål? Ikke noget problem. Som hovedregel kan du regne med at blive genvalgt. Eller du kan nedlægge dit mandat og gå til et velbetalt job uden for det offentlige søgelys.
De eneste, der betaler for dine fejl, er skoleeleverne, der ikke lærer noget. De fortvivlede forældre, der kan konstatere, at børnene mistrives. Og selvfølgelig samfundet, der står med dårligere uddannede generationer, end det behøvede.
Undersøgelser viser, at tilliden til politikere og det politiske system ikke har været lavere i mange år. Jeg tror ikke, det alene skyldes det forduftede ansvar i minkskandalen – selvom det uden tvivl bidrager. Mere sandsynligt finder jeg det, at mistilliden skyldes, at et flertal af borgerne for længst har gennemskuet fænomenet moral hazard.
Politikere og ledende embedsmænd er en særlig afart af menneskeheden, der ikke skal stå til ansvar for noget. Selvom de gerne prædiker netop det: At essensen af at være et voksent og myndigt menneske er, at man er moralsk ansvarlig for sine handlinger.
Et lille skridt i den rigtige retning ville være, hvis man politisk besluttede, at man i den offentlige sektor ville efterligne den mekanisme fra den private sektor, der hedder konkurs.
Det vil sige, at man i de tilfælde, hvor en konkret, offentlig institution spillede fallit, lukkede den og fritstillede både ledelse og medarbejdere.
Der ville ryge nogle daginstitutioner og plejehjem rundt omkring. Men det ville være det første skridt til at bryde med det skadelige fænomen, moral hazard er.
(Kommentar bragt i Berlingske d. 5. april 2023)
Som en del af arbejdet med at udrede Danmarks indsats i Afghanistan mellem 2001 og 2021 holdt Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) tirsdag en konference på Christiansborg. Her øste en række tidligere ministre med ansvar for indsatsen af deres erfaringer, ligesom de nuværende udenrigsordførere havde mulighed for at dele deres overvejelser med publikum og svare på spørgsmål.
Det er yderst prisværdigt, at et flertal i Folketinget har besluttet udredningen, og at DIIS har taget opgaven på sig. Og lige så prisværdigt var det at indbyde til konferencen. Så stor ros til alle parter.
Den enkelte ting, der har gjort mest indtryk på mig, er, hvordan skiftende regeringers og skiftende ministres nøgterne bedømmelse af situationen i Afghanistan hele tiden forhindres af det, man kalder confirmation bias. Det vil sige en ikkerationel forkærlighed for oplysninger, der bekræfter ens handlinger eller den kurs, man har valgt at slå ind på.
Alle kender formentlig til confirmation bias. De fleste, der for eksempel har anskaffet sig en folkevogn eller et hus i Birkerød, vil i tiden derefter føle, at medierne flyder over med positive omtaler og vurderinger af folkevogne og Birkerød. Det er confirmation bias.
Ved konferencen fortalte adskillige ministre om, hvordan de udsendte til Afghanistan – hvad enten de udfyldte civile eller militære roller – igen og igen formidlede det indtryk, at projekterne gik godt, og at tingene bevægede sig fremad. Det førte til, at der i skiftende regeringer bredte sig det indtryk, at vel kunne der være hårde kampe i f.eks. Helmand, og vel kunne der være tilbageslag. Men alt i alt gav indsatsen mening og resultater.
Der var ved konferencen ingen, der bebrejdede de forskellige aktører i Afghanistan, at de var ramt af confirmation bias, og at de gennem selv at være ramt af fænomenet også skabte confirmation bias på Slotsholmen. Og jeg vil heller ikke bebrejde dem.
Konsekvensen blev imidlertid, at Danmark var alt for længe i Afghanistan. Senest, da Forsvaret i 2014 blev nødt til at trække sig ud af Helmand – i realiteten fordi den internationale styrke var for svag til den modstand, den mødte – skulle man have erkendt, at krigen ikke kunne vindes. Og at indsatserne derfor var uden strategisk mening. Alligevel gik der syv år, før Danmark tvunget af omstændighederne drog den konklusion.
Den vigtigste ting at lære for alle vestlige eliter og dermed også for den danske er, at eliter har en tilbøjelighed til at leve i ekkokamre eller informationsbobler.
Medmindre der udøves ekstraordinært god ledelse – og det gøres der som regel ikke – vil confirmation bias snige sig ind i elitens informationsboble. Og derfor vil den tage langt dårligere beslutninger, end den burde.
Tag tilfældet Hamid Karzai. Han var præsident for Afghanistan mellem 2002 og 2014. Akademisk uddannet i Pakistan. God til engelsk. God til at begå sig blandt vestlige politikere. Og bundhamrende korrupt.
I sine erindringer bruger Per Stig Møller (PSM) side op og side ned på at beskrive problemerne i Afghanistan i almindelighed og Karzais korruption i særdeleshed. Men selv om PSM fuldt ud har været klar over, at regeringen i Kabul ikke fungerede, og at regeringslederen var en af hovedårsagerne til dette, er det helt åbenbart ikke oplysninger, der er blevet filtreret videre til den allerøverste ledelse af den regering, PSM var medlem af. Og dermed heller ikke oplysninger, der har fået lov til at spille den rolle, de burde have spillet.
At opbygningen af en velfungerende afghansk stat efter vestligt forbillede aldrig nogensinde kunne lykkes, endte derfor med at blive en oplysning, der blev overdøvet af confirmation bias i skiftende danske regeringers informationsboble.
En af de måder, man kan beskytte sig imod confirmation bias, er at indlejre det i selve sin arbejdsform, at mennesker med varierende uddannelsesbaggrund og varierende erfaringer kommer til orde.
Hvorfor tillagde den danske elite ikke vurderinger fra historikere eller etnologer en større vægt, når det gjaldt Afghanistan? For der er ikke nogen tvivl om, at folk med den uddannelsesbaggrund både kunne have bidraget med vigtig viden om, hvor svært det er at erobre Afghanistan militært, og hvor utopisk det er at forestille sig en centralregering efter vestligt forbillede i et stammesamfund, hvor fremkommeligheden mellem landsdelene kan være besværlig.
Og hvorfor indarbejdede man ikke en eller anden form for ”djævelens advokater” i sin rutinemæssige arbejdsmetode?
Når det gælder noget så kritisk som at involvere sig selv i en krig, bør det indarbejdes i selve den daglige arbejdsform, at der på alle vigtige møder deltager mennesker, hvis bundne opgave det er at være pessimister og at udpege de svageste punkter ved enhver af de fremlagte planer.
Man kunne kalde den slags mennesker for ”lyseslukkere”. Og opfordre til, at der i forbindelse med ethvert større, offentligt projekt – krige, reformer og deslige – ansættes en passende mængde af lyseslukkere, gerne med rigtig mange stjerner på skuldrene, til at indgå i projektledelsen.
Der er masser af ting, der venter på at blive lært af nederlaget i Afghanistan. Uden tvivl vigtige alle sammen.
Men det absolut vigtigste er, at vi har brug for bedre eliter, end vi for tiden har. Mere fagligt og erfaringsmæssigt mangfoldige. Mere systematisk selvkritiske, end vi kender i dag. Med en langt bedre balance mellem optimisme og lyseslukkeri.
Indtil det sker, vil eliter altid ende med at blive forblændede af confirmation bias og fortsætte ad stier, de burde anerkende som vildveje.
(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 29. marts 2023)
En reform er ikke blot en reform.
Nogle kan være populære, mens andre er upopulære. Nogle kan være nødvendige, mens andre er unødvendige.
Derfor kan man tale om fire arketypiske reformer.
Den upopulære, men nødvendige reform.
Her kan man for eksempel tænke på de reformer, der samlet set bevirker, at Danmark har et universelt og robust pensionssystem, hvor ydelserne er så tilpas høje, at borgerne kan se frem til en værdig og tryg alderdom.
Når reformerne sine steder har været upopulære, har grunden for det første været, at en vis del af lønnen er gået til opsparing i stedet for til umiddelbart forbrug. Og for det andet, at sikring af pensionen helt uundgåeligt medfører en stigende pensionsalder.
Omvendt er næsten alle i stand til at værdsætte, at de langsigtede fordele klart opvejer de kortsigtede ulemper.
Den populære og nødvendige reform. Her er det oplagt at tænke på de reformer, der har løftet kvaliteten af behandlingen for kræft eller på de reformer, der har opstillet en række behandlingsgarantier inden for sundhedsvæsenet.
Hvis der overhovedet er nogen ulemper ved, at man forbedrer behandlingen af en livstruende folkesygdom, så skulle det være, at behandlingen af mindre almindelige, men lige så alvorlige sygdomme, bliver nedprioriteret.
Men kan man undgå det, er det vanskeligt at komme med alvorlige indvendinger.
Den populære og unødvendige reform.
Her er det oplagt at tænke på en reform som for eksempel minimumsnormeringer i daginstitutionerne.
På papiret lyder reformen som en forbedring. Men skal man vælge mellem at forbedre normeringerne eller at forbedre ledelsen af en institution, er det sidste klart at foretrække. Al erfaring viser, at børn ikke nødvendigvis har det særlig godt i en dårligt ledet institution med mange medarbejdere.
Mens børn typisk trives glimrende, når de går i en institution, der har en dygtig ledelse.
Også i de tilfælde, hvor bemandingen kan forekomme lidt tynd for eksempel i ydertidspunkterne.
Den upopulære, men unødvendige reform. Det kan være svært at forestille sig, hvorfor nogen politikere skulle have lyst til at kaste sig ud i projekter, de fleste mennesker hader. Men som til gengæld har begrænsede fordele. Alligevel sker det forholdsvis ofte.
Et af de bedste eksempler er folkeskolereformen.
Skønt der var mange advarsler, skulle den gennemføres med noget, der lignede djævelens vold og magt. Til gengæld levede den ikke op til nogen af de målsætninger, datidens politikere af egen drift satte op for reformen.
Et andet godt eksempel er inklusionsreformen.
Den egentlige grund til at gennemføre reformen var, at Finansministeriet gerne ville spare penge. Eller med andre ord: Der var ikke nogen faglige eller pædagogiske årsager til, at reformen var en god idé. Til gengæld har undersøgelser senere vist, at en af de enkeltfaktorer, der i den højeste grad medfører mistrivsel, er kaos i klasseværelset.
Om den af regeringen påtænkte reform af universiteterne vil vise sig at være upopulær, men nødvendig, eller upopulær, men unødvendig, vil tiden vise. For gennemført, det bliver den.
For dens nødvendighed taler, at en række uddannelser faktisk ikke gør den studerende særligt produktiv som kandidat. For dens unødvendighed taler for det første, at den forekommer noget nær umulig at implementere som planlagt. Og for det andet, at den helt åbenlyst har karakter af eksperiment i fuld skala.
Men som det hed tilbage i 1980erne: Hvorfor være bange for at løbe hovedet imod en mur? Det er jo ikke sikkert, at det er muren, der holder.
(Kommentar bragt i Berlingske d. 22. marts 2023)