Grundlovstale 2025 | Alex Vanopslagh
Afslutningsdebatten 2025 | Sólbjørg Jakobsen
Børn tvinger os ind i øjeblikket. Det har vi brug for
Vi har travlt. Flere sygemeldes med stress, og hverdagen hænger tidsmæssigt kun lige sammen for mange af os.
Samtidig lever vi i en verden, hvor der er meget fokus på alt det, vi gerne vil nå, opleve, udrette, følge med i, blive klogere på eller underholdes af. En kultur af FOMO (Fear of Missing Out), hvor skærmtiden overstiger tiden, vi er ansigt til ansigt.
Jeg er selv ramt af det hele. Både FOMO og for meget skærmtid.
Det er nok en form for politisk arbejdsskade. Der sker ligesom hele tiden et eller andet, som måske – eller måske ikke – kunne være interessant at mene noget om eller nyttigt at have gjort sig nogle overvejelser om.
Her har mine to piger været min mentale redning. Jeg er beriget af en på snart fire og en på snart et år.
Det fantastiske ved børn er deres umiddelbarhed og ufiltrerede analysering af den verden, de konstant forsøger at gribe om, forstå og blive trygge i. Der er ikke så meget fokus på fortid eller fremtid, men en meget intens væren i nuet eller måske rettere: i øjeblikket.
At få børn er det mest givende, man kan forestille sig. Som Jordan B. Peterson siger, er det først der, man for alvor selv bliver voksen.
Det er nemlig først i rollen som forælder, at man reelt har et ansvar, som er større end en selv. Du har et ansvar for et andet menneske, som du selv har skabt. Et menneske, som udelukkende har ét ønske: at få en enestående relation til dig. Det er udgangspunktet.
Du skal sørge for ikke at smide den gave væk. Og det hele starter med at være i øjeblikket – fremfor alle mulige andre steder.
Den nu afdøde Johnny Madsen, som jeg holder meget af som følge af min færden i Sydvestjylland, har også gjort sig tanker om øjeblikket. I 2023 sagde han, at »man ikke skal springe over øjeblikket. Det er der, hvor tingene sker.«
Hvor vil jeg hen med det her? Jo – jeg tror paradoksalt nok, at man bliver lidt mindre fortravlet af at få børn, hvis man overgiver sig til det at være forælder. For børn tvinger en væk fra alt det, man tænker på at ville lave, læse eller se. De tvinger en til at være til stede i det øjeblik, som kan indtage utallige former. Alt fra legen på stuegulvet til perleplader på værelset og over til de aftener, som man måske ville have brugt på alt muligt andet, men som nu endte med at blive to timers putning og nærhed med et lille væsen, som bare havde brug for sin far eller mor.
Der er ikke meget, man kan gøre der kl. 23 med sin datter i armene, som sover trygt.
Det øjeblik giver ro – hvis man overgiver sig til, at ens liv bare ér sådan, når man har børn. Det er et nyt vilkår, som man kan anskue som forfærdeligt fængslende, men også diametralt modsat: som befriende enkelt.
Du har altid et valg – men jeg vil til enhver tid anbefale det sidste.
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 15/3-2025)
Borgerligt fundament: En samtale om den blå vision for fremtidens Danmark
Podcast: Borgerligt fundament: En samtale om den blå vision for fremtidens Danmark
Borgerligt fundament: En samtale om den blå vision for fremtidens Danmark
Lederne af Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Konservative har sat hinanden stævne i Samtaleværelset på Christiansborg, hvor de vender deres fælles visioner for et mere borgerligt Danmark, de sikkerhedspolitiske trusler mod Danmark, og hvorfor både koranloven og racismeparagraffen undergraver ytringsfriheden.
Medvirkende:
Mona Juul (K)
Morten Messerschmidt (DF)
Inger Støjberg (DD)
Alex Vanopslagh (DF)
Vært:
Mikkel Andersson
Dragsteds parti har støttet terror og dyrker papirnusseri som en gud. De tør bare ikke stå ved det
Man kan kun undres, når Enhedslistens politiske ordfører tager det unødige bureaukrati i forsvar og farer i flint over forslag, der har ryddet ud i bureaukratiets urskov hos vores norske naboer.
I Liberal Alliance er vi godt og grundigt trætte af at høre på skåltaler om afbureaukratisering, som aldrig udmønter sig i konkret handling. Derfor ønsker vi at gøre op med tendensen til, at afbureaukratisering blot benyttes som et valgslogan, og i stedet binde os til masten. For historien viser os gang på gang, at hvis vi politikere ikke forpligter os til at reducere mængden af regler, bureaukrater og spildte skattekroner, så bliver jerngrebet om vores erhvervsliv og vores borgere kun mere og atter mere fastforankret med årenes løb.
Men det er desværre ikke alle, der vil den samme vej. Det illustrerede Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, ganske glimrende her i Altinget forleden, da han i det unødige bureaukratis navn for i flint over vores seneste forslag i afbureaukratiseringsdebatten: Et forslag om at hyre en oprydningsgeneral fra erhvervslivet efter norsk forbillede, som kan luge ud i overflødige love, regler, puljer og projekter i det offentlige.
Dragsted drager søgte paralleller
I stedet for at bevare øjnene på bolden og kommentere sagligt på et tiltag, som ifølge Weekendavisen har beriget alle norske borgere ved at gennemføre flere end 200 forenklinger og besparelser for 35 mia. kr. om året for norsk erhvervsliv, vælger Dragsted at drage diverse søgte paralleller mellem oligarker, Elon Musk, gudsdyrkelse og Liberal Alliance. For i Dragsteds øjne forsøger vi med vores forslag nemlig at ”importere Musks bøllemetoder og milliardærpolitik til vores gode velfærdsland.”
Det er svært at gøre sig klog på, hvad der leder Enhedslistens frontfigur til at beskrive vores ønske om at rydde op i bureaukratiets urskov som en Musk-inspireret, milliardpolitisk bøllemetode. Bevares, det vil da ganske rigtigt komme milliardæren til gode, hvis vores forslag bliver en realitet – lige såvel som det vil komme enhver anden borger i Danmark til gode. Og lad gå, vi indtræder gerne rollen som bøllen i et scenarie, hvor det er det unødige bureaukrati, der er ofret. Men Musk-inspireret? Blot fordi Enhedslisten tilsyneladende ikke har fulgt med i og taget del i afbureaukratiseringsdebatten i Danmark og Europa det seneste årti og først er kommet på banen i kølvandet på Elon Musks nye regeringsrolle i USA, bør vi andre næppe lægges til last.
Unødigt bureaukrati skal finkæmmes
Antallet af administrativt ansatte i stat, kommuner og regioner er steget med 23.400 i det seneste årti. Den samlede regelmængde gældende i Danmark er steget med 315 pct. siden 1989, så danskernes liv i dag reguleres af 36 mio. ord. Og samtidig klattes danske skattekroner af på et uendeligt univers af puljer til politisk projektmageri, der beskæftiger sig med alt lige fra at støtte arbejdet med meningsmålinger i Ghana til at fremme såkaldt intersektionel grøn feminisme i Georgien.
Så lur mig om en oprydningsgeneral ikke hurtigt vil kunne finkæmme vores offentlige forbrug og regulering og udpege en stribe af besparelser, som selv den mest ivrige fortaler for statslige udgifter og centraliseret kontrol kan se fornuften i at føre ud i livet. Her ville jeg normalvis også inkludere Pelle Dragsted, men han har på tragisk vis stirret sig blindt på en forestilling om, at en oprydningsgeneral udelukkende vil gave rige virksomheder og deres ejere. For når vi vil luge ud i bureaukratiets urskov, vil vi ifølge Dragsted angiveligt pille ved regler ”som beskytter de helt almindelige ansatte, som går på arbejde i de virksomheder – eller som beskytter os andre imod skadelige stoffer i vores varer eller beskytter vores natur og miljø.”
Hvis Enhedslisten brugte halvt så meget tid på at lyve om Liberal Alliances politik, så vil vi mægtigt gerne spare dem for at bruge krudt på at fortælle danskerne sandheden om deres. Men lad mig i mellemtiden gøre det klart. I Liberal Alliance dyrker vi ikke en gud på den anden side af Atlanterhavet. Den eneste gudsdyrkelse, jeg spotter, kommer til udtryk i Dragelse ihærdige forsvar af unødigt bureaukrati. Han tør bare ikke stå ved det.
(Indlæg bragt i Altinget d. 5 marts 2025)
Fjern loftet over fradragsberettigede donationer og styrk civilsamfundet Foreningsliv.
Civilsamfundets mange velgørende organisationer og foreninger spiller en helt afgørende rolle i det danske samfund – og en særlig rolle i det
… liberale samfund, som vi i Liberal Alliance drømmer om. For når staten skal fylde mindre, må borgerne fylde mere. Det kræver, at vi som borgere tager ansvar – også for at sikre finansieringen af de formål, vi hver især ønsker at fremme. Derfor skal der være en større økonomisk tilskyndelse til at bruge egne penge på netop dette. Liberal Alliance ønsker at styrke civilsamfundet ved at give borgerne mere indflydelse, og reducere statens, over den økonomisk støtte. Vi foreslår at fjerne den nuværende fradragsloft på 19.000 kroner for donationer til velgørende formål og foreninger. Dette vil motivere flere til at støtte de initiativer, som de brænder for. Det er allerede blevet gjort i forbindelse med donationer til forskning, hvor man har ophævet loftet til for eksempel Syddansk Universitet og Alzheimerforeningen. Hvorfor ikke gøre det samme for Red Barnet og Grundtvigsk Forum? Det mener vi. I dag fordeler staten milliarder til udvalgte organisationer, hvilket kan føre til magtkoncentration og oversete lokale initiativer. Det er nemlig ofte de samme organisationer, der ender på Finansloven. Ved i højere grad at lade borgerne bestemme, hvor deres penge skal gå, demokratiserer vi velgørenheden og fremmer mangfoldighed og pluralisme. Flere organisationer får mulighed for at blomstre og afspejle samfundets mange interesser og behov fremfor politikernes interesser og behov.
Vi reducerer samtidig bureaukratiet. De nuværende grænser og særordninger kræver administration fra både foreninger og myndigheder. Ved at ophæve loftet for alle sparer vi penge og ressourcer, hvilket gør det lettere at fokusere på deres kerneopgaverne.
Finansieringen findes helt naturligt ved at reducere i en af de statslige puljer, som der i dag deles ud fra. Det er over 1 milliard kroner, og vores forslag koster blot 90 millioner kroner.
Samtidig forventes det, at borgerne vil donere næsten 160 millioner kroner mere end tidligere, hvis loftet ikke var der. Det er da en god forretning for både civilsamfund og skatteborger! Dette vil motivere flere til at støtte de initiativer, som de brænder for.
(Indlæg bragt i Avisen Danmark d.25. februar 2025)
Ole Birk Olesen går i rette med Søren Gade: Selvfølgelig kan vi få en borgerlig regering efter næste valg
Politikere, som påstår, at en borgerlig regering simpelthen ikke kan lade sig gøre, siger ikke noget klogt om dansk politik.
Vi er mange, som har oplevet det. Måske har vi alle.
Vi har en drøm, et mål, en plan, som vi lægger kræfter i at realisere, men der er bestemte mennesker, som vi helst ikke taler om det med. Vi ved, hvad de vil sige: »Det må du hellere slå ud af hovedet. Få dig en mere realistisk ambition. Det der kan aldrig lade sig gøre.«
Vi ved også, hvorfor de siger det. Det er ikke en ægte bekymring for os, som driver dem. De bekymrer sig for sig selv. For hvorfor stiler de ikke selv højere? Hvorfor har de ikke selv lignende drømme?
Den behagelige forklaring er, at de er mere realistiske.
Den ubehagelige er, at de er dovne, uambitiøse, eller at deres interesser er modstridende – de er konkurrenter.
Liberal Alliances ambition er, at der efter næste folketingsvalg skal være flertal for en borgerlig regering i Folketinget. Det ved vi kan lade sig gøre. Vi borgerlige partier har noget at tilbyde danskerne: Ideer om mere frit valg i velfærden, et nyt velfærdssamfund til erstatning for den trætte socialdemokratiske velfærdsstat.
Mere overskud i hverdagen for folk, som yder en indsats på arbejdsmarkedet og i erhvervslivet. Nye løsninger på tidens udlændingeproblemer. Sund fornuft i mødet med såkaldte »woke« dagsordener, som den danske venstrefløj og Moderaterne forsøger at importere til Danmark fra USA.
Og meget, meget mere.
Vi har også en stor villighed til at finde ud af det sammen i de fire borgerlige partier, som ikke er gået ind i Mette Frederiksens regering. Vi samarbejder fortroligt og godt i Folketinget og hjælper hinanden i det daglige. Vi går til forhandlinger sammen, og vi laver udspil sammen.
Alligevel mødes vi jævnligt af nej-sigere, især fra Venstre. Både folk fra partiets top, som interviewes i pressen, og mere menige medlemmer, som skriver ud på sociale medier, at det eneste, som kan lade sig gøre i disse år, er en regering under Mette Frederiksens socialdemokratiske ledelse.
Senest er det Venstres formand for Folketinget, Søren Gade, som har sagt det i et podcaststudie hos Ekstra Bladet.
Hans argumenter er blot en gentagelse af, hvad andre Venstre-folk også siger:
For det første kommer han med en henvisning til årene 2015-2019, hvor tingene ikke fungerede godt mellem VLAK-partierne og DF.
Nogle giver LA skylden for det, andre ser mere nøgternt på også det dengang Løkke-ledede Venstres medansvar. Og ikke mindst på DFs skyld i en periode, hvor Kristian Thulesen Dahl hellere ville kissemisse med Mette Frederiksen end med DFs tidligere blå venner.
Det er alt sammen 100 procent ligegyldigt, for vi er et andet sted nu. Alle borgerlige partier har nye formænd. Alle andre formænd end Venstres siger, at deres forgængere begik fejl, som de ikke vil gentage. De siger, at de har lært af fejlene og er kommet videre. Stemningen i den blå opposition i dag minder mere om tiden op til Poul Schlüters firkløverregering i 1982 end om den, som dominerede fra 2015-2019.
For det andet mener Søren Gade, at en borgerlig regering efter næste valg er udelukket, fordi Morten Messerschmidt har sagt, at DF ikke vil medvirke til at gøre Lars Løkke Rasmussen til minister igen.
Lad os lige slå nogle ting fast her. Det er fuldstændig normalt i dansk politik at have regeringer med støttepartier, som ikke er regeringspartier. Jeg er 52 år, og de første 50 år af mit liv, har vi aldrig haft en regering, som ikke havde et eller flere støttepartier, som ikke var regeringspartier.
Socialdemokratiet gik til valg i både 2019 og 2022 med en ambition om måske at danne regering med blandt andet De Radikale og Enhedslisten som mulige støttepartier, samtidig med at Socialdemokratiet også sagde højt, at de da ikke ville have hverken De Radikale eller Enhedslisten med i deres regering.
Så hvorfor kan vi ikke også have en borgerlig regering igen med støttepartier, for eksempel Moderaterne?
Her må vi forstå det sådan, at Søren Gade og de øvrige Venstre-folk mener, at Lars Løkke Rasmussen er villig til at føre politik med hvem som helst, som vil give ham den fineste ministerpost. Politikken er ligegyldig.
Glemt er i så fald Moderaternes eksistensberettigelse som partiet, der vil føre politik på midten uden afhængighed af yderfløjene, og Løkke vil så i princippet kunne sidde som udenrigsminister i en rød regering på Pelle Dragsteds og Franciska Rosenkildes nåde.
Glemt er så også, at de fleste af Moderaternes vælgere kommer fra andre blå partier, og at disse vælgere i et valg mellem at læne sig op ad enten DF eller Enhedslisten og Alternativet trods alt foretrækker DF.
Politikere, som påstår, at en borgerlig regering simpelthen ikke kan lade sig gøre, siger ikke noget klogt om dansk politik. De ønsker bare ikke at bidrage til arbejdet for, at vi igen får en borgerlig regering. De er af grunde, som de selv må redegøre for, modstandere af en regering, som har en anden statsminister end Mette Frederiksen.
(Indlæg bragt i Berlingske d. 28/1-2025)
Alliancen: Hvad er der egentlig galt med Venstre?