Hvorfor taler vi ikke mere om Enhedslistens ekstremisme?

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
20. september 2024

Jo, Pelle Dragsted er en sympatisk fyr, men kan vi være helt trygge ved et parti, der har haft en kedelig tradition med at omgås folk med tilknytning til terrororganisationer?

I slutningen af sidste år kom det frem, at Enhedslisten havde sendt millioner af danske skattekroner afsted til den palæstinensiske terrororganisation DFLP, som bl.a. stod bag massakren på den jødiske befolkning den 7. oktober.

Siden da er det væltet frem med historier, der blotlægger Enhedslistens venstreekstremisme.

Til Enhedslistens årsmøde slår partiets medlemmer på tromme for, at partiet skal vedtage som resolution, at »Israel skal opløses«, og at Hamas’ »modstandskamp« mod Israel er »legitim«.

Folk fra Enhedslistens folketingsgruppe har afholdt møder med medlemmer af en terrororganisation på Christiansborg.

Og flere af partiets hovedbestyrelsesmedlemmer har af officielle kanaler forsøgt at genoptage den økonomiske støtte til DFLP, som bliver brugt til at finansiere terrorangreb.

Når man lige lader de her kendsgerninger bundfælde sig, er det egentlig ret vildt at tænke på. Men faktum er imidlertid, at det ikke burde komme som en overraskelse.

For lige siden 1980’ernes mange partier på den yderste venstrefløj besluttede sig for at finde fælles fodslag i én enhed, har historien om Enhedslisten været en tilbagevendende opvisning i venstreekstremisme.

I slutningen af 1990’erne, da Pia Kjærsgaard blev forfulgt på Nørrebro, udtalte et medlem af partiets hovedbestyrelse: »Når vi tager afstand fra overfaldet på Pia Kjærsgaard, træder vi en masse folk i bevægelserne over tæerne.«

I første halvdel af 00’erne lukkede Pernille Rosenkrantz-Theil som medlem af Enhedslistens folketingsgruppe to personer ind i Folketinget, som hældte maling ud over Anders Fogh.

Rosenkrantz-Theil udtrykte støtte til overfaldet og sagde, at hun selv kunne have fundet på at deltage i angrebet, hvis hun ikke lige havde været medlem af Folketinget.

Og i den parlamentariske del af partiet har man altid haft svært ved at afvise Antifascistisk Aktion, Anti-racistisk Håndværkerlaug, Blekingebanden, dele af det autonome miljø og mange aktivistiske grupperinger, fordi disse bevægelser har været tæt forbundet med Enhedslisten.

Men det stopper ikke engang her.

Efter at Putins kampvogne havde krydsede Ukraines landegrænse i 2022, kunne Enhedslisten fra Folketingets talerstol bebude, at Rusland ikke er en trussel mod Europa, hvilket senere blev suppleret med en proklamation om, at Nato er en angrebspagt.

For Enhedslisten har altid stået for anti-vestlig politik.

Og selvom man i dag nok snarere forbinder dets politik med sympatiske frontfigurer som Johanne Schmidt-Nielsen, Pernille Skipper og Pelle Dragsted, kommer vi ikke uden om, at tidligere tiders drømme om kommunistisk revolution har sat sig som råd i alle afkroge af partiorganisationen.

Pelle Dragsted har været god til at tage afstand fra den venstreekstremisme, der stadig spøger i hans parti. Men hvad siger det om dansk politik, at hovedparten af den danske presse ikke for alvor har valgt at stille skarpt på Enhedslistens skandalesager?

Mon ikke der ville have været ramaskrig og ryddede sendeflader, hvis det havde været et borgerligt parti, der inviterede nynazistiske bevægelser til kaffe på Christiansborg eller kanaliserede skattekroner ud af landet for at finansiere højreekstremistisk terrorisme?

Og kan vi være trygge ved, at Pelle Dragsted refererer til en hovedbestyrelse – som har indflydelse på alt fra partiets politik til opstilling af kandidater – der består af folk med de her holdninger?

Disse spørgsmål står hen i det uvisse. Men jeg synes, vi i dansk politik burde begynde at forholde os til dem.
Hvad siger det om dansk politik, at hovedparten af den danske presse ikke for alvor har valgt at stille skarpt på Enhedslistens skandalesager? spørger Sólbjørg Jakobsen.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 19. september 2024)

Vi flyver gerne ud i Solen, Corydon

Ole Birk Olesen
20. april 2023

Corydon glemmer i sin LA-kritik, at intet parti bør gå i regering, hvis man ikke kan bruge magten til at gennemføre vigtig politik.

Idéen med Liberal Alliance burde ikke være så svær at forstå, men er det en gang imellem alligevel, fordi især garvede politiske iagttagere har en tendens til at ville placere partiet i én af de allerede velkendte kasser. Og skønt vi i LA ikke gør os forestillinger om, at vi kan revolutionere dansk politik, så ønsker vi dog heller ikke at gøre alting på samme måde, som det har været gjort, siden Ruder Konge var knægt.

Børsens chefredaktør, Bjarne Corydon, skriver i en leder, at LA ikke både kan træde ud af dansk politiks skygge og samtidig undgå Solen. Han brygger videre på Alex Vanopslaghs landsmødetale, hvor LA‘s formand sagde, at han vil placere LA, hvor indflydelsen i dansk politik er, men uden som sagnfiguren Ikaros at flyve så tæt på Solen, at voksen på de konstruerede vinger smelter, fjerene falder af, og LA styrter i døden.

Vi har i LA én og kun én eksistensberettigelse: at bane vejen for, at der kan føres mere liberal politik i Danmark, og selv at medvirke til at gennemføre politikken via vores tilstedeværelse i Folketinget, når mulighederne er der.

Ikke en tænketank

Den ambition byder os at gøre følgende indsatser: Vi skal for det første have et program for gennemførelsen af reformer, som er værd at være i politik for. Disse reformer skal på den ene side ikke blot have karakter af småjusteringer, som lige så godt kunne have været fremlagt af f.eks. Corydon, dengang han var landets finansminister.

Der må være forskel på den politik, som Socialdemokratiet kan mande sig op til, selv i en mere reformmodig periode af partiets historie, og hvad et parti som LA har ambitioner om. På den anden side skal LA‘s politik ikke være løsrevet fra enhver virkelighedssans og fra gængse økonomiske regnemetoder som den “Fair løsning”-plan, som bragte Corydons regering til magten i valgkampen i 2011. LA‘s politik skal faktisk kunne gennemføres i den virkelige verden, hvis et flertal i Folketinget bakker den op.

Vi skal for det andet være enormt dygtige til at forklare danskerne, hvad det er, vi vil, så det står klart, hvorfor politikken ikke alene er fornuftig, men også sympatisk. At liberale reformer bringer Danmark til et højere niveau af velstand og retfærdighed samt hjælper alle, som oprigtigt ønsker at bidrage til sin egen og samfundets lykke, og som samtidig fortsat tager vare på dem, som ikke er i stand til at forsørge sig selv. Liberal politik har i mange år været for nem at dæmonisere for politiske modstandere, hvilket har gjort partier, som drister sig til at foreslå liberale løsninger på tidens problemstillinger, for parlamentarisk små til at stå i spidsen for det politiske liv. Det må vi forsøge at gøre bedre.

Vi skal for det tredje tage del i udøvelsen af regeringsmagt, når disse to forudsætninger er til stede. Vi er i LA ikke en tænketank for spændende samfundsidéer, men et politisk parti med ambition om selv at gennemføre visionerne i praktisk politik. Lysten til at indtræde i en regering er usvækket, selvom perioden 2016-2019, hvor LA var i regering, førte til, at LA fik et meget dårligt valg i 2019.

Ønsker regeringsdeltagelse

Vi kan til trods for det ikke se meningen med at være i politik, hvis man ikke er villig til at sige ja til de poster, som giver størst mulighed for at gennemføre sit partis program, og vi ved, at regeringsdeltagelse er vejen til maksimal indflydelse. Når LA fik et dårligt valgresultat efter vores første regeringsdeltagelse, var det ikke, fordi vores vælgere ikke bifaldt, at vi gik i regering. Tværtimod ønsker LA‘s vælgere helt klart, at vi tager det størst mulige ansvar på os i politik.

Kristian Thulesen Dahls valgresultat med over 20 pct. tilslutning til hans Dansk Folkeparti i 2015 og efterfølgende rolle som destruktivt støtteparti på dansk politiks sidelinje er intet ideal for liberale danskere. Vi stræber efter gode valg for at indtage de positioner, hvorfra vi kan gennemføre vores politik. Men ligesom at Mette Frederiksen ikke ville være statsminister baseret på en rød blok, som ikke ville tillade hende at gennemføre en moderat mere ambitiøs reformpolitik end den ikkereformpolitik, hun stod for mellem 2019-2022, så vil LA heller ikke træde ind i en regering igen hverken som juniorpartner eller som en ledende kraft, hvis udgangspunktet er parlamentariske forhold, som ligner perioden 2015-2019, hvor et S-DF-SF-flertal sørgede for, at de daværende V- og VLAK-regeringer ikke kunne gennemføre væsentlige reformer og justeringer af velfærdssamfundet.

Vi vil ikke være i regering alene for de fine titlers skyld. Det er i dette lys, at Alex Vanopslaghs tale skal forstås. Vi tager gerne vinger på for at flyve over havet, men hvis voksen, som holder fjerene, er så skrøbelig, at den ikke tåler belysning, så forsvinder meningen med det hele, og så må vi hellere vente, indtil vi har tilvejebragt en bedre voks.

(Kronik bragt i Børsen d. 20. april 2023)

Det særlige ved politik er, at de ansvarlige næsten aldrig bliver stillet til ansvar

Henrik Dahl
5. april 2023

Forrentningen skal være fire procent.

Ellers giver det ikke samfundsøkonomisk mening at ofre penge på infrastruktur. Alligevel har den nye letbane rundt om København en negativ forrentning. Det vil sige, at det offentlige – når alle faktorer er indregnet – kommer til at tabe penge på letbanen. I Odense er forrentningen 0,8 procent og i Aarhus er den 1,7 procent. Altså langt under den normale grænse på fire procent for, at et projekt giver samfundsøkonomisk mening.

Alle disse tal er velkendte i trafikpolitikkens verden. Men de fik fornyet relevans efter, at Jyllands-Posten tidligere på ugen bragte dem til bredere kendskab.

Det særlige ved politik er, at de ansvarlige næsten aldrig kommer til at stå til ansvar for deres handlinger.

Enhver politisk beslutning kan inddeles i så mange underbeslutninger, at ansvaret fortaber sig. Ligesom der kan opstilles rene ansvarsfritagelseskarruseller. Det eksempel på en ansvarsfritagelseskarrusel, de fleste kender bedst, er opdelingen af det gamle DSB i Banestyrelsen, der står for skinner og signaler og det nye DSB, der står for hovedparten af togdriften.

Med denne opdeling kan Banestyrelsen altid sige, at DSB kører med noget gammelt bras, og DSB kan altid sige, at Banestyrelsen ikke har gjort sit arbejde, når togene er forsinkede eller aflyste. Ingen kan kontrollere, hvad der egentlig er sandt. Derfor bliver et ansvar aldrig nogensinde placeret.

At man kan handle i tryg forvisning om, at andre altid vil komme til at bære konsekvenserne af ens dårlige beslutninger, kalder økonomer for moral hazard. Skolebogseksemplet er bankdirektøren, der selv tjener penge på de vellykkede forretninger, mens indskydergarantien tager regningen, når de mislykkes.

Normalt er det imidlertid sådan, at i den private sektor er straffen for at fejle hård i form af konkurs og arbejdsløshed. Mens den er mild i den offentlige sektor – og ikkeeksisterende, hvis man er politiker.

Laver du en folkeskolereform, der på tiende år ikke når nogen af sine prædefinerede mål? Ikke noget problem. Som hovedregel kan du regne med at blive genvalgt. Eller du kan nedlægge dit mandat og gå til et velbetalt job uden for det offentlige søgelys.

De eneste, der betaler for dine fejl, er skoleeleverne, der ikke lærer noget. De fortvivlede forældre, der kan konstatere, at børnene mistrives. Og selvfølgelig samfundet, der står med dårligere uddannede generationer, end det behøvede.

Undersøgelser viser, at tilliden til politikere og det politiske system ikke har været lavere i mange år. Jeg tror ikke, det alene skyldes det forduftede ansvar i minkskandalen – selvom det uden tvivl bidrager. Mere sandsynligt finder jeg det, at mistilliden skyldes, at et flertal af borgerne for længst har gennemskuet fænomenet moral hazard.

Politikere og ledende embedsmænd er en særlig afart af menneskeheden, der ikke skal stå til ansvar for noget. Selvom de gerne prædiker netop det: At essensen af at være et voksent og myndigt menneske er, at man er moralsk ansvarlig for sine handlinger.

Et lille skridt i den rigtige retning ville være, hvis man politisk besluttede, at man i den offentlige sektor ville efterligne den mekanisme fra den private sektor, der hedder konkurs.

Det vil sige, at man i de tilfælde, hvor en konkret, offentlig institution spillede fallit, lukkede den og fritstillede både ledelse og medarbejdere.

Der ville ryge nogle daginstitutioner og plejehjem rundt omkring. Men det ville være det første skridt til at bryde med det skadelige fænomen, moral hazard er.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 5. april 2023)