Socialdemokratiet modarbejder den forandring, arbejderne ønsker sig

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
1. maj 2025

Socialdemokratiet har nu brugt de seneste to år af sin regeringstid på at skælde ud på arbejderne og belære dem om, hvordan de bør leve deres liv.

Først tog de en helligdag. Så dikterede statsministeren, at man ikke skal gå hjem fra samlebåndet før klokken 16. Og følger man debatten om arbejdstid og prioriteringer, kan man høre, at det nu er kvinderne, der vælger noget andet end et fuldtidsarbejde, der står for skud.

Fordeler man forsørgelsen af sin familie, hvor den ene arbejder deltid, som flere kvinder end mænd gør, så er man en underskudsforretning, må vi forstå.
Det største maskefald for, at den socialdemokratiske model har spillet fallit i forhold til reelt at kere sig som arbejderen, var da Kaare Dybvad Bek skrev en hel bog om, at helt almindelige danskere bliver nødt til at vælge præcis den livsstil, der er bedst for at sikre overlevelsen af den socialdemokratiske velfærdsstat – koste hvad det vil.

Et ellers fint budskab og betragtninger om danskernes gode arbejdsmoral blev smidt på gulvet med den systemelskende erkendelse: Staten kommer i første række, borgeren i anden.

Socialdemokratiet har mistet sin kerne

På trods af, at Socialdemokratiet nyder at kalde sig for arbejdernes parti, er det fuldt forståeligt, at mange arbejdervælgere ikke gider at stemme på Socialdemokratiet, men i stedet søger tilflugt hos borgerlige partier. Vi har selv mange stolte arbejdervælgere her i Liberal Alliance.

Det kan siges helt simpelt: Socialdemokratiet er ude af trit med arbejdernes visioner for eget arbejdsliv.
Danskerne er trætte af bureaukratiske systemer og rigide arbejdspladser – og det gælder i særlig grad de offentligt ansatte i velfærdsjobs.

Det forstår jeg godt. Danmark er et velstående land. Vi er nået til et sted, hvor fritid er en eftertragtet valuta.

Men når Mette Frederiksen og co. har de ideologiske skyklapper på, kan de ikke se, at velfærd er andet end arbejde, offentlige institutioner og trepartsforhandlinger.

Fritid er også velfærd. Fleksibilitet er også velfærd. Frihed er også velfærd.

Derfor er vi nødt til at tænke nyt. Velfærden skal overleve, og det betyder, at de politiske systemer skal passe til det samfund, de arbejder for. Faktisk ser jeg det som den måske allervigtigste politiske opgave at fremtidssikre velfærdssamfundet.

Netop derfor skal vi ikke binde os fast til et ideologisk projekt, som nogle socialdemokrater opfandt i 60’erne.

Vi skal lytte til arbejderne, ikke udskamme dem for deres valg. Den politiske opgave handler om, at flest mulige danskere er tilfredse med den velfærd, de kan få for deres surt tjente skattekroner.

Fri for 60’ernes tankegods
Lige nu er der en stigende utilfredshed med velfærden. Budgetterne vokser og vokser, men kvaliteten følger ikke med.

I stedet er det sandet til i bureaukrati og kassetænkning. Det gavner hverken de borgere, der har brug for velfærden, eller de hårdtarbejdende medarbejdere, der bruger deres dagligdag på at arbejde med velfærd.

Jeg kender ingen, der ser frem til tilværelsen på det kommunale plejehjem med vakuumpakket mad i nuancer af grå og brun.

Og jeg hører aldrig nogen offentligt ansatte, der er glade for de mange bureaukratiske tiltag, som tvinger dem til at arbejde mere ved computeren end med borgeren.

Der er brug for noget nyt. Brug for nytænkning af velfærden. Brug for nye idéer og løsninger, der ikke er bundet til gamle tanker fra 60’ernes velfærdsideologier, men som har fokus på, hvad der rent faktisk virker.

Derfor arbejder vi benhårdt for dette regimeskifte. Et skifte, hvor et opgør med bureaukratiet ikke bare er noget, vi holder skåltaler om, men reelt får gjort noget ved. Hvor velfældsydelserne bliver fleksible og indrettet efter, hvad borgerne efterspørger. Hvor friheden til selv at tage styring over sit liv og prioriteringer højnes.

Men Socialdemokratiet er en fjende af den forandring. De har siddet så længe på statsmagten, at de ikke længere kan se tingene fra andet end systemets side.

Nu er det tydeligere end nogensinde før: Danmark har brug for en frisk start.

Beskæftigelse. Arbejdspligten er endt som ren symbolpolitik

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
14. april 2025

Det er et sundt princip, at man skal yde, før man kan nyde. At man forsørger sig selv og sin familie, og at samfundet tager sig af dem, der har det sværest, når de ikke selv er i stand til det.

I det lys kunne arbejdspligten, som træder i kraft til sommer, ved første øjekast ses som et fornuftigt tiltag. Formålet med arbejdspligten er nemlig at sikre, at personer, som modtager ydelser i kontanthjælpssystemet og samtidig ikke opfylder opholds- og beskæftigelseskravet, skal arbejde op til 37 timer om ugen for at modtage sin ydelse.

Ræsonnementet er, at initiativet særligt vil gøre op med tendensen til, at Danmark udgør et socialkontor for resten af verden, da mange herboende indvandrere ender på offentlig forsørgelse i stedet for at bidrage til samfundet og forsøge sig selv og sin familie. Problemet er bare, at selvom diagnosen er korrekt, er medicinen ikke den rette – og derfor bliver arbejdspligten hverken til en integrations- eller en beskæftigelsessucces.

For på papiret lyder det jo fantastisk, hvis der kan blive sat skub i beskæftigelsen blandt ledige kontanthjælpsmodtagere. Men arbejdspligten vil imidlertid blot have en meget lille effekt på beskæftigelsen, og derudover medfører den tilmed en uønsket bivirkning: Nemlig at bureaukratiet i landets jobcentre vil vokse markant. Ifølge regeringens egne beregninger, vil indsatsen, der koster over 150 millioner kroner om året, kun få omkring 300 personer i beskæftigelse på trods af at arbejdspligten vil omfatte hele 22.000 personer. Og samtidig vil alene tilrettelæggelsen af arbejdspligten skabe nye administrationsudgifter for 62 millioner kroner årligt.

I min optik er det afsindigt mange skattekroner at bruge på at få meget få personer i job. Og derudover er det fuldstændig hovedløst, at man indfører endnu mere bureaukrati i en offentlig sektor, der i forvejen er ved at drukne i tonsvis af regler og kontrol, hvilket udelukkende er intensiveret i antal og omfang, siden Mette Frederiksen indtog Statsministeriet for første gang i 2019. Socialdemokratiet har sagt igen og igen, at de vil gøre op med bureaukratiet. Og bevares. De har også formået at skære ned i jobcenterbureaukratiet med den nye aftale, som regeringen har indgået med Liberal Alliance, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti.

Men når Socialdemokratiet og regeringen så samtidig indfører endnu mere bureaukrati, så begynder deres erklæringer om afbureaukratisering efterhånden at blive voldsomt utroværdige. I Liberal Alliance så vi meget gerne, at arbejdspligten var den rette medicin til at råde bod på udfordringerne på integrations- og beskæftigelsesområdet. Men vi kommer ikke udenom endegyldigt at måtte konstatere, at den mestendels er og bliver et udtryk for symbolpolitik og unødigt bureaukrati. Lur mig, om ikke regeringspartierne står og roser sig selv for at afskaffe den om nogle år, selvom de selv indførte den og blev advaret fra alle led og kanter. I min optik er det afsindigt mange skattekroner at bruge på at få meget få personer i job.

(Indlægt bragt i Avisen Danmark d. 14. april 2025)

Socialdemokratiets dagpengehykleri når nye højder

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
4. april 2025

Det kan næppe anfægtes, at vi i Danmark står over for en massiv opgave i form af at lægge os fast på finansieringen af regningen til den nødvendige oprustning af det danske forsvar.

Så langt, så godt er majoriteten immervæk nået i deres analyseapparat.
Det næste hensigtsmæssige skridt har de færreste imidlertid taget endnu: Nemlig at komme med et ærligt bud på, hvordan man vil finde pengene.
For det er og bliver en pligtopgave i disse tider for ethvert ansvarligt parti at anvise en vej til forsvarsoprustningen.

Vi kan jo sagtens blive ved med at blive enige med hinanden om, at pengene skal findes, men det udgør i sidste ende en overflødig konsensussnak, hvis vi ikke tager hul på det svære spørgsmål om finansieringskilder.

Finansiering af Forsvaret
Derfor kom vi for nylig med vores bud på, hvordan vi kan imødekomme et eventuelt Nato-krav om at bruge 3,5 af bnp på Forsvaret, hvilket vil medføre en regning på ca. 36 mia. kr. årligt.

Et bud, som i skrivende stund udgør det eneste fuldt finansierede forslag fra et politisk parti på Christiansborg.
Vores forslag inkluderer bl.a. nedskæringer i DR og en dagpengereform, hvor vi bl.a. ønsker at forkorte dagpengeperioden fra to til ét år. Det gør vi af flere årsager.

For det første er det veldokumenteret, at nyuddannede ledige kommer hurtigere i job, når dagpengeperioden forkortes . For det andet finder hele 91 pct. af dagpengemodtagerne allerede i dag et arbejde, inden der er gået ét år. Og for det tredje vil vores forslag spare skatteyderne for hele 8,6 mia. kr. , som kan anvendes til forsvarsoprustningen, uden at danskerne skal betale én krone mere i skat.

Ovenstående argumenter kan man jo så vælge at erklære sig enig eller uenig i. Og jeg skal lige love for, at særligt socialdemokraterne har valgt sidstnævnte og råbt vagt i gevær i kølvandet på forslaget.

Partiet glemmer imidlertid, at de plejer at være glade for at forkorte dagpengeperioden i Socialdemokratiet. De foretrækker bare at gøre det, når der ikke er valgkamp.

Hykleri omkring dagpenge
Dagpengeperioden i Danmark er tidligere blevet forkortet med stor succes til følge, og som regel har Socialdemokratiet kunnet bryste sig med at være hovedarkitekten bag udviklingen. Således har de formået at forkorte dagpengeperioden af hele tre omgange i hhv. 1993, 1995 og 1998.

I 1993 tog man bestik af den absurde situation, at man dengang kunne være på dagpenge med mulighed for forlængelse til principielt et helt liv – og forkortede på det bagtæppe perioden til syv år.

I 1995 reducerede Socialdemokratiet perioden nok engang til fem år. Og i 1998 forkortede de perioden yderligere til fire år.

Sidenhen halverede Venstre og Lars Løkke Rasmussen i 2010 perioden til to år, hvilket socialdemokraterne har haft mulighed for at tilbagerulle i et helt årti, men med Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister i den første Helle Thorning-regering i 2011 fik de selv implementeret og forsvaret halveringen til to år.

De kunne også have taget handling under Mette Frederiksens rene S-regering fra 2019 til 2022 eller i den nuværende regering, hvor man sidder tungt på statsministerposten.

Bud på løsningen
Men ak nej. Hellere sidde på hænderne i ti år, for så blot at foregive forargelse og afsky, når LA i 2025 kommer med et ærligt og redeligt forslag til finansieringen af den altafgørende forsvarsoprustning, som der på Slotsholmen er bred konsensus om, at der skal findes finansieringskilder til.
For det første er det mig en gåde, at socialdemokraterne kan se sig selv i spejlet om morgenen, når de praktiserer dagpengehykleri i sådan en grad som dette. Og for det andet illustrerer det forskellen på Socialdemokratiet og Liberal Alliances tilgang til oprustningen af det danske forsvar.
Hvor førstnævnte foretrækker at pege fingre og male fanden på væggen, når politiske modstandere bidrager til debatten, abonnerer sidstnævnte på, at danskerne fortjener et ærligt svar på, hvordan vi hver især vil finde pengene.

Det er en svær debat at tage hul på, men det er ikke desto mindre strengt nødvendigt – og i særdeleshed for et regeringsbærende parti som Socialdemokratiet, der sjældent er bleg for at bryste sig selv på baggrund af sin “ansvarlighed”.

(Indlæg bragt i Børsen d. 4/4-2025)

Wammens afbureaukratisering mislykkes

Sólbjørg Jakobsen & Ole Birk Olesen
17. marts 2025

Regeringens spareplan for statens administration har vist sig at være en and, for alt imens Wammen og co. luger en smule ud i bureaukratiets urskov, fortsætter ukrudtet med at gro bag kulisserne

Som så ofte før var det med stor fanfare, at finansminister Nicolai Wammen (S) i foråret 2024 stolt kunne proklamere, at regeringen ville skære 1000 årsværk fra i statens administration i 2025.

For regeringen så på det vildtvoksende bureaukrati med stor alvorlighed og var klar til at sætte handling bag ordene, måtte man forstå.

Men historien har desværre nok engang vist sig at gentage sig selv. For alt imens Wammen og co. har brystet sig med sin slagkraftige spareplan i pressen og på sociale medier, har fastholdelsen samt udvidelsen af det altomfavnende bureaukrati fortsat som vanligt bag kulisserne.

Det viser nye tal fra CEPOS , som afslører, at der i andet halvår af 2024 blev ansat 874 flere i staten, som beskæftiger sig med administration og ledelse. En stigning, som skal lægges oven i en ditto stigning på knap 1000 flere bureaukrater i første halvår af 2024.

Røg planen i vasken?
Altså kan vi konstatere, at ét ud af to mulige scenarier har udspillet sig. Enten er Wammens plan om at skære 1000 årsværk fra i statens administration røget i vasken.

Eller også har det aldrig nogensinde været en oprigtig plan, som regeringen har haft i sinde at føre ud i livet, uden at der samtidig ville ske disse markante stigninger i antallet af bureaukrater andetsteds i staten.

Fællesnævneren for begge scenarier er imidlertid, at de begge indebærer den åbenlyse kendsgerning, at Wammen og SVM-regeringen den ene gang efter den anden holder danskerne for nar med sine skåltaler om afbureaukratisering.

For siden Mette Frederiksen indtog Statsministeriet for første gang i 2019, har bureaukratiet udelukkende spredt sig yderligere som ukrudt. Som følge er det alene i indeværende regeringsperiode – for blot at nævne en håndfuld eksempler – lykkedes at sætte følgende bureaukratirekorder:

For første gang i danmarkshistorien har antallet af administrativt ansatte i den offentlige sektor rundet 100.000 fuldtidsansatte , med udpegelsen af 25 ministre har SVM-regeringen sat danmarksrekord i antallet af ministre , og med en gennemsnitlig årlig realvækst på 1,8 p ct. har SVM-regeringen formået at overgå både Helle Thornings-Schmidts røde regeringskonstellationer samt Mette Frederiksens rene S-regering i offentligt forbrug.

Det er næppe en hemmelighed, at vi i Liberal Alliance drømmer om et Danmark, der ikke er tilsandet i bureaukrater og overflødige regelbyrder, og som ikke spilder unødige skattekroner på diverse puljer til politisk projektmageri.

Men den drøm bliver aldrig til virkelighed, hvis ikke vi på Slotsholmen binder os til masten og forpligter os til at råde bod på fadæsen.
Tilsvarende bliver drømme sjældent en realitet, hvis man primært holder af at tale om dem, og hvis man altid kan finde en kattelem til at løbe fra løfterne.

Mål, man ikke kan løbe fra
Derfor udvikler vi løbende forslag, der hver især har til formål at gøre markante indhug i bureaukratiet, og som kan bane vej for bindende mål, man ikke kan løbe fra.

Vi har først og fremmest udarbejdet en plan for at indføre en bindende bureaukratilov , der skal gøre op med den nedslående kendsgerning, at afbureaukratisering har tendens til blot at udgøre et valgslogan.

Den bindende bureaukratilov har blandt andet som mål at rulle antallet af administrativt ansatte i staten tilbage til 2018-niveau inden 2030, hvilket vil reducere antallet med 15.576 færre administrativt ansatte i staten.

I samme tråd indeholder forslaget et bindende mål om at tilbagerulle 10 års stigninger i antallet af ord i love og bekendtgørelser tilbage, hvilket svarer til at skære lovgivningen med ca. 3 mio. ord.

Og endelig indebærer forslaget et bærende princip, om at hver gang der indføres én ny regel, skal to andre regler sløjfes.

En frisk start
For nylig slog vi et slag for at modarbejde SVM-regeringens rekord i antal ministre ved at nedlægge en håndfuld unødvendige ministerier , og senest kiggede vi mod Norge for at få inspiration til et forslag om at hyre en oprydningsgeneral fra erhvervslivet til at gennemtrævle den offentlige sektor for overflødige love, regler, puljer og projekter.

Vi postulerer ikke, at vores forslag – hverken isoleret eller som helhed – kan tilbagerulle hele det makværk, vi har skabt for os selv i Danmark over de sidste mange årtier.

Men vi vover at påstå, at det kan udgøre en frisk start, som danskerne har krav på. For de fortjener ikke at blive holdt for nar.
Og vi kan tilsvarende ikke byde dem et evindeligt spild af deres skattekroner på en endeløs stigning i bureaukrater og et virvar af overflødig regulering, love og regler.

(Indlæg bragt i Børsen d. 17/3-2025)

Ingen plads i centralt råd, hvis ikke du er en rød fagforening

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
10. december 2024

Beskæftigelsesministeren er så optaget af at holde andre organisationer end vennerne i fagbevægelsen uden for indflydelse, at det skader det vigtige samarbejde om arbejdsmiljø og beskæftigelse

Danmark har brug for et stærkt arbejdsmarked, hvor produktivitet og trivsel går hånd i hånd. Hvor alle relevante parter er med til at sikre optimale arbejdsbetingelser for både ledere, medarbejdere og virksomheder og samtidig løfter væsentlige samfundskritiske udfordringer i fællesskab. Det er dansk. Det er smukt. Og så langt er der i princippet enighed på tværs af både politiske partier og erhvervs- og fagorganisationer.
Derfor er det også helt uforståeligt at betragte beskæftigelsesministerens korstog mod de faglige organisationer, der ikke har partibogen i orden. Senest i forbindelse med nedsættelsen af det nye Arbejdsmarkedsråd, der skal erstatte de nuværende Beskæftigelsesråd og Arbejdsmiljøråd. Det er altafgørende områder for vores fælles arbejdsmarked, der nu slås sammen til ét, og en af opgaverne for rådet er at rådgive ministeren ud fra forskellige perspektiver fra virkelighedens arbejdspladser langt fra Christiansborg.
Derfor er det endnu vigtigere, at alle relevante grupper på både arbejdsgiver- og lønmodtagersiden får en stol ved bordet. Men beskæftigelsesministeren og regeringen har valgt den modsatte tilgang: At begrænse antallet af pladser, så nogle perspektiver helt udelukkes. Det gælder blandt andet Ledernes Hovedorganisation med deres over 110.000 medlemmer, der er ledere i det private erhvervsliv. Vi taler om en gruppe på arbejdsmarkedet, der ikke er repræsenteret af andre organisationer, og som spiller en afgørende rolle for alt fra seniorpolitik til sårbare unges første erfaringer på en arbejdsplads – fra arbejdsmiljø til den grønne omstilling. Socialdemokratiet ser rødt Det er ikke kun Lederne, der bliver forbigået. Også de såkaldte gule fagforeninger som Krifa – altså de fagforeninger, der ikke er en del af Fagbevægelsens Hovedorganisation. Men vigtigst af alt, så har de organiseret mere end 400.000 lønmodtagere. Hvor er det vildt, at vi har en minister, der forbigår over en halv million danskere og ikke giver dem en stemme, når det handler om vores arbejdsmarked.
Og ja, Dansk Arbejdsgiverforening er en del af rådet, men det er, som om Socialdemokratiet ser rødt, når det handler om fagforeningspladserne i rådet. Alle andre end den traditionelle fagbevægelse er sat uden for indflydelse. Man kan kun blive en del af det nye Arbejdsmarkedsråd, hvis man er såkaldt “overenskomstbærende”, har beskæftigelsesministeren besluttet. Det er utidssvarende og udemokratisk at gøre det til det altafgørende kriterium, når hundredtusindvis af arbejdende danskere i dag står uden for fagbevægelsen, og hele grupper ansættes på individuelle kontrakter – som f.eks. lederne i det private erhvervsliv.
Summa summarum er, at alle andre end vennerne i Fagbevægelsens Hovedorganisation bliver sendt uden for døren, mens FH kan brede sig over otte pladser ved bordet, når fremtidens arbejdsmiljø og arbejdsmarked skal diskuteres. Tætte bånd Socialdemokratiets historiske og økonomiske bånd til fagbevægelsen end arbejdsmarkedets velbefindende.
FH og Socialdemokratiet er som to gamle ægtefæller, der sætter sig selv og deres bånd foran alt andet. Det kan være prisværdigt i et ægteskab, men når det gælder arbejdsmarkedet og samfundet, bør gamle alliancer mellem fagbevægelsen og et parti ikke været noget, som stadsfastes ved lov. Men beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen forestår gerne vielsen. Det er en uskik uden blik for samfundets og arbejdsmarkedets velbefindende. Hemmeligheden bag det gode samarbejde på det danske arbejdsmarked er, at der lyttes, tages ansvar og laves kompromiser på tværs af bordet. Det kræver, at alle relevante parter inviteres med i samtalen. Derfor sætter regeringen det fremtidige samarbejde på arbejdsmarkedet over styr ved krampagtigt at kategorisere de faglige organisationer som “gode” og “onde”, så det passer ind i et efterhånden utroligt gammeldags billede af lønmodtagere, ledere og arbejdsgivere. Verden og de globale og nationale udfordringer udvikler sig hele tiden.
Det danske arbejdsmarked følger med udviklingen. Så mangler vi bare, at beskæftigelsesministeren følger trop. Det virker til, at sammensætningen mere er motiveret af ideologi og “C Det virker til, at sammensætningen mere er motiveret af ideologi og Socialdemokratiets historiske og økonomiske bånd til fagbevægelsen end arbejdsmarkedets velbefindende” 
(Indlæg bragt i Børsen d. 10/12-2024)

Der ikke brug for endnu flere særordninger, S

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
23. oktober 2024

Efter en lang sommerferie startede en ny sæson af dansk politik i august, da Mette Frederiksen bekendtgjorde, at Socialdemokratiet vil trække i bremsen på den automatiske stigning i pensionsalderen.

Siden 2006, hvor et bredt flertal i Folketinget indgik velfærdsforliget, har pensionsalderen nemlig automatisk fulgt danskernes levealder.
Men på bagkant af den historisk upopulære SVM-regering skal det ifølge statsministeren nu være slut med denne mekanisme, der af økonomer er blevet betegnet som alt fra kronjuvelen i Danmarks sunde økonomi til en forudsætning for at fremtidssikre det danske velfærdssamfund.

Da SF præsenterede et lignende forslag tre måneder forinden, hudflettede Socialdemokratiet ellers idéen med meldinger om, at det var topmålet af uansvarlighed, og at forslaget decideret ville slå et hul i statskassen.

Men i et forkrampet forsøg på at stoppe Socialdemokratiets vælgerblødning er man nu selv villig til at slå hul i statskassen. Og fra deres perspektiv giver det måske meget god mening.

Op til folketingsvalget i 2019 lykkedes det nemlig at generobre nøglerne til regeringskontorerne med Arne-pensionen, hvor man håndplukkede et nøje udvalg vælgersegment, der skulle trækkes tidligere ud af arbejdsmarkedet end alle andre.

Der ikke brug for flere særordninger, der har til formål at appellere til bestemte vælgergrupper, som S håber på at få tilbage i folden

Argumentet lød, at også de mest nedslidte skulle have ret til en værdig pension, selvom nedslidning ikke er et kriterium for at kunne blive parkeret på Arne-pension – på trods af at Socialdemokratiet ellers konsekvent og dumstædigt påstod det modsatte.

Men strategien virkede tilsyneladende, og Mette Frederiksen vandt som bekendt regeringsmagten. Derfor bør det ikke vække undren, at statsministeren nu vil genoptage vinderformularen med et tilsvarende klassisk, socialdemokratisk slagnummer.

Argumenterne er i store træk de samme som i den gamle debat om Arne-pension; Nemlig, at fordi folk med kortere uddannelser og hårdere fysisk arbejde lever kortere tid end højtuddannede, er det retfærdigt med en differentieret pensionsalder, så førstnævnte gruppe kan trække sig tidligere tilbage.

Problemet er selvfølgelig bare, at det – præcis ligesom med Arne-pensionen – ikke er retvisende. En ny analyse dokumenterer nemlig, at selvom en akademiker i gennemsnit lever syv år længere end en ufaglært, så har de faktisk lige mange år på pension i snit.

Årsagen? At vi allerede har et differentieret pensionssystem med et væld af ordninger – som seniorpension, førtidspension, efterløn og ja, Arne-pension – for folk, som af den ene eller anden årsag har brug for eller lyst til at forlade arbejdsmarkedet før tid.

Hvis du vil lave lighed mellem uddannelsesgrupper, så vil jeg mene, at de nuværende ordninger i høj grad gør jobbet ud fra en gennemsnitsbetragtning, som økonomiprofessor og fhv. overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen formulerede det.

Således er der altså ikke brug for endnu flere særordninger, der har til formål at appellere til bestemte vælgergrupper, som Socialdemokratiet håber på at få tilbage i folden. Det, vi i stedet burde gøre, er at give folk magten tilbage over deres egen pension.

I Liberal Alliance har vi foreslået en ordning med Fripension, hvor alle arbejdende danskere vil få mulighed for at opspare 675 kr. skattefrit hver eneste måned.

Det vil for egen regning give borgerne muligheden for at gå på pension fem år før pensionsalderen – og så endda helt uden at slå et hul i statskassen, som Socialdemokratiet ville formulere det. Med et mere frit pensionssystem kan danskerne gå på pension på deres egne præmisser.

For nogle vil det betyde, at de trækker sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet for at nyde deres otium før tid. For andre vil det måske betyde, at man fortsat går på arbejde efter pensionsalderen, hvis det er det, man har lyst til. Men uanset hvad er det helt okay.

For danskerne bør selv have retten til at råde over deres egen pension i stedet for at være afhængige af politikere, hvis nåde kan skifte, som vinden (eller meningsmålingerne) vender. Det vil ikke blot være det mest retfærdige.

Det vil også være den økonomisk ansvarlige vej at gå som alternativ til at lade Mette Frederiksen sælge ud af dansk økonomis kronjuvel i et desperat forsøg på at erobre tabte vælgere tilbage.

(Indlæg bragt i Børsen d. 23/10-2024)

Vi skylder danskerne et svar

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
8. oktober 2024

Efter en lang sommerferie vågnede dansk politik fra sin dvale, da Mette Frederiksen proklamerede, at Socialdemokratiet ville lave en grundlæggende forandring af det danske pensionssystem.

Siden Anders Fogh Rasmussens og Helle Thorning-Schmidts velfærdsaftale fra 2006 har det danske pensionssystem nemlig været styret af en mekanisme, hvor pensionsalderen automatisk stiger i takt med levetiden.

Det princip er af økonomer blevet kaldt alt fra “kronjuvelen i Danmarks sunde økonomi” til “forudsætningen for at fremtidssikre det danske velfærdssamfund”. Lægger man velfærdsaftalen i graven, vil det derfor få katastrofale konsekvenser for økonomien.

Men i kølvandet på en historisk upopulær SVM-regering har Mette Frederiksen nu besluttet sig for at sælge ud af denne kronjuvel i et krampagtigt forsøg på at stoppe den socialdemokratiske vælgerblødning – dog uden at ville anvise vejen til, hvordan pensionssystemet så skal indrettes.

Med tanke på, hvor stor betydning vores pensionsregler har for både nationaløkonomien og folks fremtid, synes vi i Liberal Alliance, at Mette Frederiksen burde levere svar på, hvordan hun vil ændre systemet. Og det er ikke en holdning, vi står alene med.

I forbindelse med Folketingets åbningsdebat har otte af Folketingets partier fundet fælles fodslag om, at statsministeren bør indkalde til pensionsforhandlinger. Ja, selv i regeringens egne rækker har både Moderaterne og Venstre endda bebudet, at vi skylder danskerne at have en kvalificeret debat om det her emne.

Men alligevel er der radiotavshed fra Socialdemokratiet, som hellere vil prioritere at komme med hensigtserklæringer end faktiske politiske forslag til, hvordan man vil ændre systemet. Det er useriøst og uambitiøst.

For med så store milliardbeløb på spil, som kommer til at gribe ind i næsten hele befolkningens liv, skylder vi danskerne at have en debat om, hvilken pension de kan se frem til.

Mette Frederiksen burde levere svar på, hvordan hun vil ændre systemet.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 8/10-2024)

Mette Frederiksen gambler med nationaløkonomien for at købe stemmer

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
16. august 2024

Mette Frederiksen sætter dansk økonomi over styr ved at trække S ud af velfærdsaftalen for at genvinde tabte stemmer

I 2006 fandt et politisk flertal med Anders Fogh og Helle Thorning-Schmidt i spidsen fælles fodslag om at sikre en sund nationaløkonomi langt ud i fremtiden. Et bredt udsnit af Folketingets partier var nemlig blevet enige om at lade pensionsalderen stige i takt med levetiden, hvilket er blevet kaldt alt fra “kronjuvelen i Danmarks sunde økonomi” til en “forudsætning for at fremtidssikre det danske velfærdssamfund” .

Men en ny sæson af dansk politik er netop blevet blæst i gang af Mette Frederiksen, der har besluttet sig for at ville trække Socialdemokratiet ud af velfærdsaftalen. På et bagtæppe af den historisk upopulære SVM-regering og et socialdemokrati, der bløder vælgere i hidtil uset omfang, vil Mette Frederiksen nemlig ændre velfærdsaftalens princip om, at pensionsalderen skal følge levetiden.

Da SF for tre måneder siden præsenterede et lignende forslag, lød meldingen fra Socialdemokratiet ellers, at det var “ topmålet af uansvarlighed” , og at forslaget decideret ville “slå et hul i statskassen” .

Men nu har piben fået en anden lyd, og i dag er Mette Frederiksen selv villig til at sætte den danske økonomi over styr i et krampagtigt forsøg på at kapre tabte vælgere tilbage.

Med det her forslag efterlader statsministeren regningen for fremtidens sunde økonomi i børneværelset hos de kommende generationer. Det er et markant opgør med det, der af Mette Frederiksen selv blev beskrevet som formålet med at danne SVM-regeringen.

De ideologiske stridsøkser skulle begraves, yderfløjene skulle holdes uden for indflydelse, og de selverklærede “ansvarlige” partier skulle finde sammen på midten af dansk politik for at træffe de svære – men nødvendige – beslutninger, som kunne fremtidssikre velfærdssamfundet.

Men med det her forslag går vi et stort skridt i den diametralt modsatte retning end dét, der var regeringens eksistensberettigelse. Fra 2040 til 2070 vil forslaget forøge nettogælden med svimlende 299 mia. kr. , hvilket selvfølgelig skal betales af de af os, der er i arbejde i den periode.

Og ifølge professor i økonomi og tidligere overvismand Michael Svarer har netop velfærdsaftalen været “fuldstændig afgørende for sundhedstilstanden på de offentlige finanser” og gjort, at “vi gik fra en situation med kroniske underskud til en situation, hvor vi ligger tæt omkring en balance.”

Et opgør med velfærdsaftalen vil derfor slå revner i fundamentet under den danske økonomi. Ikke mindst i en tidsalder, hvor vi i forvejen er presset af demografiske udfordringer og en markant mangel på arbejdskraft.

Skurvognspopulisme Hvis Mette Frederiksen lykkes med at lægge velfærdsaftalen i graven, risikerer vi at få en ny normaltilstand i dansk politik præget af populistisk overbudspolitik. Vi har allerede set konturerne til dette, da Socialdemokratiet i sin tid forsøgte at vinde regeringsmagten i 2019 ved at trække raske mennesker ud af arbejdsmarkedet med Arne-pensionen.

Og da nøglerne til regeringskontorerne skulle bevares op til folketingsvalget i 2022, trak Socialdemokratiet endnu et uansvarligt forslag op af hatten, da man besluttede sig for at lefle for udvalgte vælgersegmenter af offentligt ansatte med et såkaldt lønløft. Dette seneste skud på stammen af uansvarlig økonomisk politik giver mindelser til de tendenser, vi kender fra gældsplagede, sydeuropæiske lande, hvor politikerne konstant kappes om at overbyde hinanden ved at bestikke nøje udvalgte vælgergrupper med frynsegoder.

Opgøret med velfærdsaftalen udstiller, hvorfor det ikke er trygt at overlade danskernes pensionsalder til politikere, der kan fristes til at udnytte nationaløkonomien til at købe stemmer. Men der er ingen, der siger, at det behøver at være sådan.

Vi har muligheden for at gennemføre en reform, som giver danskerne magten over deres egne pensionsordninger, som et folketingsflertal ikke vil kunne tage fra dem med et pennestrøg. I Liberal Alliance har vi eksempelvis fremsat et forslag om “Fri Pension”, hvor alle danskere i arbejde vil kunne få mulighed for at opspare 675 kr. skattefrit hver måned.

Det vil for egen regning give folk muligheden for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet fem år før pensionsalderen. Hvis vi også skal efterlade et Danmark med vækst og velstand til de kommende generationer, har vi slet og ret ikke råd til at gamble med nationaløkonomien ved at lade os besnære af kortsigtede, populistiske interesser.

Derfor bliver vi nødt til at føre en ansvarlig økonomisk politik. Præcis ligesom Mette Frederiksen selv insisterede på at gøre, da hun for halvandet år siden vendte blokpolitikken ryggen for at fremtidssikre vores velfærdssamfund.

(Indlæg bragt i Børsen d. 16/8-2024)

Vejen til arbejdstidsregistrering er brolagt med gode intentioner

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
14. juli 2024

Da en række ansatte i Deutsche Banks spanske afdeling i 2017 valgte at lægge sag an mod deres arbejdsgiver, havde de nok ikke forestillet sig den virak, det ville skabe. For hvem skulle egentlig kunne tænke sig frem til, at en enkelt sag ville betyde, at flere hundrede millioner EU-borgere minutiøst skulle registrere hvert arbejdsopkald, de tog efter arbejdstid? Formentlig ingen. Alligevel er det ikke desto mindre sådan, det er blevet.

For eftersom de spanske medarbejdere i den tyske bank ikke havde fået en overtidsbetaling, de havde krav på, vurderede EU-Domstolen, at det skulle være nok: Hvis enkelte ikke måtte have styr på deres medarbejderes arbejdstid, må alle registrere den. Sådan tolkede domstolen lovgivningen på området. Af den grund skal vi i hele EU til at notere al tænkelig bimlen og bamlen i Outlook, så ingen igen havner i den tysk-spanske Deutsche Bank-saks.

Om end det lyder mere som en molbohistorie end virkeligheden, er det desværre et billede på noget eviggyldig: Flyver der gråspurve over EU’s himmel, bliver de skudt med kanoner. Det er nærmest en selvfølge.

Årsagen findes i politikeres evigt gode intentioner. For desværre er det altid sådan med dem, at de bliver til indgribende lovgivning, der til sidst rækker helt ind i folks soveværelser og mobiltelefoner. Se bare på EU’s barselsdirektiv og den her så omtalte tidsregistrering. For vejen til helvede er ikke brolagt med gode intentioner for sjov: Uanset om man rækker lillefingeren frem i Bruxelles eller København, risikerer man, at hele armen ryger. Styringstrangen trumfer altid den enkeltes frihed.

Således lugter arbejdstidsregistreringen af det, som gode, gamle Ronald Reagan udtrykte i 1986: at de ni mest skræmmende ord i det engelske sprog er: »I’m from the government, and I’m here to help.« Med den udtalelse beskrev USA’s 40. præsident, hvordan politikeres indblanding i borgernes liv ofte fører til skræk og rædsel, fordi indblanding enten vil være uhensigtsmæssig eller direkte skadelig. Alligevel ville den komme fra et sted med påståede gode intentioner.

At Reagan og hans frihedsfilosofi nød stor opbakning, var ikke overraskende, og overalt i Vesten holder liberale partier da også stadig hans og andre af fortidens frihedstænkeres faner højt. For netop tiltag som arbejdstidsreguleringen minder os alle om, at der i sandhed er noget at kæmpe imod.

Ingen har nemlig nogensinde bedt om et fælleseuropæisk svar på det tysk-spanske Deutsche Bank-problem. Ingen så gråspurvene, før de blev skudt ned af overimplementeringens faste krigere. Ingen havde brug for hjælp fra »the government«. Men sådan er mange politikeres modus. Styringen vinder altid.

Derfor er jeg midt i min forbavselse og indignation af og til glad for at blive mindet om, hvorfor jeg er liberal. Det er jeg, fordi jeg ikke mener, staten og politikere skal regulere, om du eller din kæreste skal tage mere eller mindre barsel, tale mere eller mindre i arbejdstelefon, spise stærke kopnudler eller alt andet, diverse politikere har været ude efter. Heldigvis er der på den måde intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Så tak, EU. Tak, fordi du tog dig tid til at minde mig om mit ideologiske ståsted.

Jeg håber, du har registreret den.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 14. juli 2024)

Fritidsjob er opskriften på, hvordan unge skaber en bedre fremtid

Helena Artmann Andresen
18. marts 2024

I Liberal Alliance vil vi meget gerne være med til at se på, hvordan man kan understøtte, at flere unge får et fritidsjob.

De fleste husker deres første job. Dengang de uddelte reklamer, satte varer på plads i det lokale supermarked eller var babysitter. Selv startede jeg som 13-årig med at gå med aviser og har efterfølgende stået i en bager, arbejdet i Lidl og været piccoline.

Desværre er der i dag mange unge, der ikke har et fritidsjob. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at blot 35,7 procent af unge mellem 13 og 17 år havde et fritidsjob i 2022. Samtidig er der store forskelle på tværs af landet.

For eksempel havde 47 procent i Ringkøbing-Skjern Kommune et fritidsjob, mens det kun var tilfældet for 28,3 procent i Gentofte Kommune.

Det er en skam, at der ikke er flere unge, der har et fritidsjob – for der er utallige fordele ved at have et fritidsjob. Jeg lærte at gå på arbejde, tage ansvar og tjene mine egne penge.

Samtidig kan det også være enormt meningsfuldt og motiverende at opleve, at man udvikler sig, møder andre mennesker og er noget for andre end én selv. For nogen kan et fritidsjob også inspirere til en fremtidig karrierevej.

De positive effekter af at have et fritidsjob viser sig også i statistikkerne. For det første får grundskoleelever med fritidsjob i gennemsnit 0,26 point højere karakterer ved afgangseksamen i matematik og dansk i 9. klasse sammenlignet med elever uden fritidsjob.

For det andet stiger sandsynligheden for, at den unge begynder på en ungdomsuddannelse samme år, som de afslutter folkeskolen, med 3,1 procentpoint, hvis de har et fritidsarbejde.

For det tredje viser svensk data, at 17-årige, der har et sommerjob eller et deltidsjob, ofte også får en højere løn som voksne.

Vi ved også, at flere virksomheder er klar til at ansætte de unge. Således svarer hver tredje virksomhed, der endnu ikke har yngre arbejdskraft på lønningslisten, i en rundspørge blandt Dansk Industris medlemmer, at de er klar til at ansætte unge i fritidsjob.

Desværre er nogle af arbejdsmiljøreglerne for unge alt for overbeskyttende. For eksempel er der ikke meget logik at finde i reglen om brug af espressomaskiner.

Det er forbudt for unge, der stadig går i skole, at betjene en maskine på en arbejdsplads, mens en jævnaldrende, der har færdiggjort skolen, godt må bruge den. Vi unge har ikke brug for at være pakket ind i vat. I stedet har vi brug for, at der bliver ryddet op i de regler, hvor logikken mangler!

Der er heldigvis i den seneste tid kommet større fokus på at få flere unge til at tage et fritidsjob.

I øjeblikket afventer vi regeringens udspil på området. I Liberal Alliance vil vi meget gerne være med til at se på, hvordan man kan understøtte, at flere unge får et fritidsjob.

For der er særdeles mange positive effekter af at have et fritidsjob i sine ungdomsår.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 16/3-2024)