Brandudsalg af liberale værdier?

Liberal Alliance, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige står sammen om et udspil om, at der skal gælde en lavere beløbsordning for udlændinge, der vil arbejde i Danmark, som kommer fra lande, som EU har et visumsammenarbejde med. Det har fået en lang række debattører til at trække racismekortet og beskylde os for at sælge ud af liberale værdier.

Når folk fra udvalgte lande skal have særlig let adgang til at komme til Danmark, er det et udtryk for diskrimination på baggrund af religion og herkomst, lyder analysen. Og det er jo rødglødende racisme, må man forstå. Men kender de overhovedet vores nuværende system?

Er man født dansker, er det utrolig let at tage ophold i Danmark. Tilhører man det danske mindretal i fx Sydslesvig, så har vi en særlig let adgang til permanent opholdstilladelse. Nordiske statsborgere kan bosætte sig i Danmark uden visum eller opholdstilladelse. Som EU-borger fra fx Spanien er det lille bitte smule mere omstændigt, hvor man skal søge ophold som arbejdstager, selvstændig, studerende eller selvforsørgende. Men det er mest af alt en formalitet. Er man statsborger i et land uden for Europa, bliver tingene straks mere speget, og man skal altså til at leve op til kriterierne i en af de mange ordninger. Det kan fx være asyl, familiesammenføring, studieophold eller særlige erhvervsordninger.

Så hvis man vil til Danmark, gælder der et gradueret system af diskrimination baseret på folks herkomst. Det er i hvert fald ikke en udfordring for min liberalisme, at alverdens borgere ikke frit kan bosætte sig i Danmark. For det er jo den naturlige konsekvens af det modsatte synspunkt, hvor man ikke må diskriminere folk på baggrund af, hvor de kommer fra – sådan som vores kritikere åbenbart drømmer om.

Der er ikke noget fundamentalt problem i at sige, at adgangsbarrieren skal være lavere for en amerikaner end for en somalier. Det er ikke et udsalg af vores værdier. Men det er dårligt købmandskab. For som tilhængerne af udenlandsk arbejdskraft rigtig nok påpeger, så skaber den et gigantisk overskud i statskassen og i det danske samfund. Når det gælder de højtlønnede, som kan benytte beløbsordningen, viser seneste opgørelse, at de ca. 7.000 mennesker, som er på beløbsordningen, i gennemsnit lægger ca. 300.000 kr. om året mere i skatter, end de får i offentlige ydelser og services. De 7.000 mennesker giver altså danske politikere 2 mia. kr. mere at bruge på sygehuse, skoler og politibetjente. Det kræver ikke store matematikkundskaber at se fidusen i udenlandsk arbejdskraft.

Selvom tallene er så entydigt positive, har man de senere år lukket beløbsordningen af og ladet udlændinges ansøgninger sande til i årevis uden svar. Man har gjort alt for at undgå, at dygtige mennesker kommer til Danmark og bidrager til at skabe vækst og fremgang. Og det har virket. Antallet af mennesker i Danmark på beløbsordningen falder.

I Liberal Alliance vil vi gerne en anden vej. Vi synes, det skal være let at komme til Danmark, hvis man har noget at bidrage med. VI vil gerne have en mere nuanceret udlændingepolitik, hvor vi får skilt problemerne med en fejlslagen asylpolitik fra de meget positive erfaringer vi har med anden indvandring. Herunder danskeres familiesammenføring, udenlandske studerende og især udenlandsk arbejdskraft. Det allermest nuanceret udlændingepolitik er den politik, som tager stilling til det enkelte menneske.

Vi kan kun komme derhen, hvis vi er ærlige omkring, at indvandringen fra visse lande er gået meget dårligt. Det er fx ikke en stor gave, at der i de senere år er kommet 30.000 syrere til Danmark, som har meget dårlige forudsætninger for at begå sig i det danske samfund. Skal vi nogensinde derhen, hvor de fleste danskere kan se på en dygtig syrer, som en gevinst, så må vi også sørge for at der ikke kommer 30.000, hvor få bidrager.

I den bedste af alle verdener sænkede vi beløbsordningen for alle. Men det er der ikke opbakning til. Lige nu er der to kompromisforslag på bordet. Et rødt, som sænker for alle herkomster – men kun i 2 år, hvis ledigheden holder sig på et ekstremt lavt niveau, og hvor man sendes hjem igen efter senest fem år. Og et blåt forslag, som udelukker visse herkomster, men som til gengæld er permanent. Det sidste vil dog i praksis udelukke meget få kvalificerede ansøgere.

Så er der det røde forslag, som er så dårligt, at erhvervsorganisationer har frabedt sig det. Sjovt nok er det ikke et attraktivt tilbud at sige ”velkommen til Danmark, skrid hjem om fem år.” Det er et forslag, der operer i en parallelvirkelighed, hvor vi i Danmark kan håndplukke den arbejdskraft, vi har lyst til. Imens er virkeligheden den, at landene omkring os konkurrerer hårdt om at tilbyde attraktive forhold. Hvorfor skulle det egentlig være mere attraktivt for en kvalificeret udlænding at komme til Danmark under de her forhold? Skulle man designe en ordning, hvis formål var at være en fiasko, så er det her et meget godt bud.

Ude i virkeligheden venter virksomhederne stadig på løsninger, der kan skaffe mere arbejdskraft. De kommer til at vente forgæves. For det regerende flertal tager ikke behovet alvorligt. De har travlt med at beskylde de partier, som de ikke har valgt at lave en aftale med, for, ikke at ville gøre noget. Det er lidt komisk. Og det lukker døren for utallige velkvalificerede udlændinge.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Politiken d. 3. februar 2022).