Beskæftigelse. Arbejdspligten er endt som ren symbolpolitik

Det er et sundt princip, at man skal yde, før man kan nyde. At man forsørger sig selv og sin familie, og at samfundet tager sig af dem, der har det sværest, når de ikke selv er i stand til det.

I det lys kunne arbejdspligten, som træder i kraft til sommer, ved første øjekast ses som et fornuftigt tiltag. Formålet med arbejdspligten er nemlig at sikre, at personer, som modtager ydelser i kontanthjælpssystemet og samtidig ikke opfylder opholds- og beskæftigelseskravet, skal arbejde op til 37 timer om ugen for at modtage sin ydelse.

Ræsonnementet er, at initiativet særligt vil gøre op med tendensen til, at Danmark udgør et socialkontor for resten af verden, da mange herboende indvandrere ender på offentlig forsørgelse i stedet for at bidrage til samfundet og forsøge sig selv og sin familie. Problemet er bare, at selvom diagnosen er korrekt, er medicinen ikke den rette – og derfor bliver arbejdspligten hverken til en integrations- eller en beskæftigelsessucces.

For på papiret lyder det jo fantastisk, hvis der kan blive sat skub i beskæftigelsen blandt ledige kontanthjælpsmodtagere. Men arbejdspligten vil imidlertid blot have en meget lille effekt på beskæftigelsen, og derudover medfører den tilmed en uønsket bivirkning: Nemlig at bureaukratiet i landets jobcentre vil vokse markant. Ifølge regeringens egne beregninger, vil indsatsen, der koster over 150 millioner kroner om året, kun få omkring 300 personer i beskæftigelse på trods af at arbejdspligten vil omfatte hele 22.000 personer. Og samtidig vil alene tilrettelæggelsen af arbejdspligten skabe nye administrationsudgifter for 62 millioner kroner årligt.

I min optik er det afsindigt mange skattekroner at bruge på at få meget få personer i job. Og derudover er det fuldstændig hovedløst, at man indfører endnu mere bureaukrati i en offentlig sektor, der i forvejen er ved at drukne i tonsvis af regler og kontrol, hvilket udelukkende er intensiveret i antal og omfang, siden Mette Frederiksen indtog Statsministeriet for første gang i 2019. Socialdemokratiet har sagt igen og igen, at de vil gøre op med bureaukratiet. Og bevares. De har også formået at skære ned i jobcenterbureaukratiet med den nye aftale, som regeringen har indgået med Liberal Alliance, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti.

Men når Socialdemokratiet og regeringen så samtidig indfører endnu mere bureaukrati, så begynder deres erklæringer om afbureaukratisering efterhånden at blive voldsomt utroværdige. I Liberal Alliance så vi meget gerne, at arbejdspligten var den rette medicin til at råde bod på udfordringerne på integrations- og beskæftigelsesområdet. Men vi kommer ikke udenom endegyldigt at måtte konstatere, at den mestendels er og bliver et udtryk for symbolpolitik og unødigt bureaukrati. Lur mig, om ikke regeringspartierne står og roser sig selv for at afskaffe den om nogle år, selvom de selv indførte den og blev advaret fra alle led og kanter. I min optik er det afsindigt mange skattekroner at bruge på at få meget få personer i job.

(Indlægt bragt i Avisen Danmark d. 14. april 2025)