Alex Vanopslagh & Steffen Larsen
23. april 2025

De liberale værdier, der har skabt verdenshistoriens mest frie og velstående samfund, er under pres af årtiers fejlslagen integrations- og udlændingepolitik. Derfor er det nødvendigt at gøre op med misforstået tolerance, berøringsangst og destruktiv asylpolitik.

Lad os starte med at gøre én ting helt klart: Den vestlige samfundsmodel og den kultur, den er grundlagt på, er ubestridt den bedste i verdenshistorien, fordi den skaber samfund præget af både det største niveau af velstand og frihed nogensinde.

At være liberal betyder ikke, at man mener, at alle værdier, kulturer og samfund er lige gode. Vi mener uden antydningen af vaklen, at personlig frihed er bedre end kollektiv ære- og skamkultur. Vi mener, at demokratiske samfund, hvor borgerne i fællesskab kan beslutte deres fremtid, er bedre end diktaturer, og at ytringsfrihed er bedre end stats- eller religionsdikterede sandheder, der sætter både videnskab og debat i stå. Derfor vil vi kæmpe for et samfund, hvor staten både bygger på og understøtter disse værdier.

Dermed ikke sagt, at der ikke er masser af problemer i Vestens fortid. Men at der findes sider dryppende af blod og undertrykkelse i Vestens historiebøger, gør ikke Vesten unik. Selvom mange blandt venstrefløjens wokeister opfatter Vestens historie som i særklasse gennemsyret af racistiske, imperialistiske og sexistiske arvesynder, er dette en del af alle civilisationers og kulturers fortid.

Nej, det særlige ved Vesten er, at arven fra antikken, kristendommen og oplysningstiden har skabt et Vesten og et Danmark, hvor menneskelig værdighed, frihed og velstand er uden fortilfælde.

Vestens niveau af frihed og velstand er også grunden til, at migrant- og flygtningestrømme næsten entydigt går mod vestlige lande, mens strømmen den anden vej er temmelig begrænset.

Det frie og velstående Danmark er imidlertid ikke kommet af sig selv. Det er skabt gennem generationers kamp. Og det kræver både et konsekvent og robust forsvar samt en forståelse for og tilslutning til de værdier, som friheden bygger på. Frie og åbne samfund skabes nemlig kun af borgere, der vil friheden og demokratiet.

Derfor er det på tide, at vi erkender, at netop de værdier – og dermed også vores samfundsmodel – er under pres. Det er ikke kun, men heller ikke mindst, en konsekvens af mere end 40 års fundamentalt forfejlet indvandrings- og integrationspolitik, hvor antallet af mennesker med ikkevestlig baggrund i Danmark er tidoblet fra godt 50.000 først i 1980’erne til mere end en halv million i dag.

Selvom der er kommet mange udefra, som har ydet et værdifuldt bidrag til det danske samfund, deler demokratiske værdier og vil det liberale og frie samfund, er det uomgængeligt, at alt for mange ikke gør.

I en måling fra 2024 blandt danske muslimer angiver 59 pct., at de ikke ville acceptere, at deres barn levede som homoseksuel, mens 18 pct. siger, at de følger deres opfattelse af at være en rettroende muslim, selvom det betyder, at de »bryder love og regler i Danmark«.

Forstemmende nok er der særligt blandt de yngre en udtalt grad af sympati for religiøse dogmer, hvor cirka halvdelen af de adspurgte udtrykker sympati for terrorbevægelsen Hamas eller ikke ønsker, at deres børn skal blive gift med en ikkemuslim.

Selvom man naturligvis har ret til at ønske, hvad man vil for sine børn og tænke sit om Mellemøstkonflikten, ændrer det ikke på, at man ikke kan bygge demokratiske og frie samfund på sympati for totalitære terrorbevægelser eller et ønske om at isolere sin familie religiøst fra det samfund, man er en del af.

Problemerne kommer desværre ikke kun til udtryk i meningsmålinger, men også i den virkelige verden, hvor statistikkerne for indvandrere fra især MENAPT-landene i forhold til både kriminalitet og overførselsindkomster er sørgeligt forstemmende.

Værdimæssigt kolliderer det frie samfunds normer desuden konstant med dem, man finder hos en del indvandrere og efterkommere. Ytringsfriheden er under massivt pres, som Muhammedkrisen og regeringens pinlige knæfald for islamister i form af koranloven har demonstreret.

Vi ser et uddannelsessystem, hvor både eksperter, undervisere og statistikker fortæller, at både vold, uro og social og religiøs kontrol fylder mere. Vi ser undervisere, som fortæller, at muslimske dogmer bliver reproduceret af kommende socialrådgivere, og rektorer, som kan fortælle, at bederum bliver brugt til social kontrol blandt muslimer.

Vi ser også klaner, der i krydsfeltet mellem kriminalitet og religiøs kontrol – ofte med overlap til moskeer – styrer hele boligområder med hård hånd, som TV 2’s nylige dokumentar ”Ghetto” og tidligere ”Moskeerne bag sløret” har afsløret.

Det er ikke en udvikling, som Liberal Alliance ønsker for Danmark. Vores tilgang til løsningen af disse problemer er kompromisløst at kæmpe for de værdier, som det demokratiske Danmark er bygget på. Det indebærer et opgør med den asylmigration, der både har ført til et mere splittet og usikkert Danmark, men også at danske uddannelsesinstitutioner og myndigheder gør op med den berøringsangst, der alt for længe har præget tilgangen til indvandring.

På Liberal Alliances landsmøde blev vi dybt berørt af den 21-årige Sihaams fortælling om kompromisløst at ville Danmark, men også om at blive modarbejdet af såvel social kontrol i familie og somalisk parallelsamfund som af repræsentanter for Velfærdsdanmark. De så igennem fingre med blå mærker og udstedte beredvilligt udrejsetilladelser, som blev brugt til at sende en lille pige på koranskole i Somalia – og dermed væk fra både skole og venner i Danmark i flere år.

Vi ønsker et samfund, hvor mennesker som Sihaam, der ønsker at kæmpe for det demokratiske, ligestillede og liberale Danmark, som en selvfølge bliver budt velkommen. Mens de, der ønsker et Danmark præget af social kontrol og formørkede religiøse dogmer, ikke får et ben til jorden, men konsekvent bliver imødegået af myndigheder, der aldrig – af frygt for racismeanklager eller misforstået tolerance – accepterer, at basale frihedsrettigheder bliver trådt under fode.

Derfor vil Liberal Alliance sikre, at forsvaret for de liberale værdier, som det danske samfund er bygget på, i langt højere grad bliver tænkt ind i både vores indvandringspolitik, tildeling af statsborgerskaber, undervisningspolitik og socialpolitik.

Vi vil gøre op med den asylmigration, der har vist sig at være en eklatant og destruktiv fiasko gennem mere end 40 år. Vi vil sikre, at undervisning i centrale værdier som ligestilling og ytringsfrihed bliver obligatorisk i folke- og gymnasieskolen, og vi vil forhindre, at skattekroner bliver brugt på at oprette bederum, der kan understøtte religiøs kontrol.

Vi vil heller ikke længere acceptere, at vold mod børn i minoritetsmiljøer kræver langt flere indberetninger, før myndighederne griber ind, end tilfældet er for etnisk danske børn. Og så vil vi, helt i overensstemmelse med vores grundlovsfædres ønsker, sikre, at statsborgerskab ikke længere uddeles til mennesker, der aktivt har handlet i modstrid med landets demokratiske værdigrundlag. Hvis man ønsker at skabe sig en fremtid i Danmark, kræver det, at man tilslutter sig de værdier, den nation, man ønsker at blive en del af, er bygget på.

Det mener vi ikke er et vidtgående krav – tværtimod mener vi, det er det allermindste, man kan forlange.

Det liberale demokrati, som vi har arvet, er et resultat af generationers kamp for frihed, ligestilling og åbenhed. Men disse værdier kan også fortabes, hvis vi ikke forsvarer dem konsekvent, aktivt.

Danmark skylder både nuværende og kommende generationer, at friheden ikke blot bliver et slogan, men et princip, der håndhæves uden vaklen eller berøringsangst – netop fordi den er værd at kæmpe for.

“Ytringsfriheden er under massivt pres, som Muhammedkrisen og regeringens pinlige knæfald for islamister i form af koranloven har demonstreret.”

Forsvaret for de liberale værdier, som det danske samfund er bygget på, skal i langt højere grad tænkes ind i både vores indvandringspolitik, tildeling af statsborgerskaber, undervisningspolitik og socialpolitik. Det mener Alex Vanopslagh og Steffen Larsen.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 19/4)

Lars-Christian Brask
23. april 2025

Modstanden mod Israel har bragt tusindvis af demonstranter på gaden. Men opbakningen til den civile palæstinensers frihedskamp mod Hamas har ingen gennemslagskraft.

ER KAMPEN mod Israel vigtigere for den yderste venstrefløj end kampen for palæstinensernes ret til et frit liv?

I krigens mørke skygge har vi set store protester, hvor slagord om Israels udslettelse og anklager om folkemord har afsløret en dyb foragt for staten Israel. Argumentet lyder ofte, at det handler om frihed for palæstinenserne – men det overses alt for ofte, at palæstinenserne i Gazas største undertrykker ikke er Israel, men Hamas.

Israels hårde svar er langtfra uproblematiske, og Netanyahu gør ikke altid sagen lettere, men det ændrer ikke på, at mange på venstrefløjen synes mere optaget af at bekæmpe Israel end af at støtte de civile, der for alvor betaler prisen i konflikten.

For tiden udspiller der sig historiske scener i Gaza. Modige palæstinensere demonstrerer ikke mod Israel, men mod Hamas. Deres råb handler ikke om udslettelse af en stat, men om afskaffelsen af et brutalt styre.

NÅR CIVILE i Gaza trodser risikoen for fængsling, tortur eller død og råber »Hamas ud!« og »Vi vil leve i fred!«, bør det vække genklang – også i København, Paris og Berlin. Det er dybt bevægende at observere, hvordan brave civile trodser Hamas’ undertrykkende regime, der har forårsaget uendelig meget lidelse i regionen med tusindvis af dræbte til følge. På samme måde er det befriende at se israelere på gaden i modstand mod genoptagelsen af kampene for i stedet at få gidsler hjem igen.

Men det er forstemmende, at de store internationale protester er forstummet nu, hvor mange palæstinensere siger fra over for Hamas. Hvor blev solidariteten af, når den endelig kan bruges til at støtte en ægte frihedskamp?

Hamas har gjort Gaza til et umenneskeligt sted, præget af tortur, dødsstraf, kvindeundertrykkelse og forfølgelse af homoseksuelle – og har kynisk brugt civile som menneskeskjold i kampen mod Israel. Det kan derfor undre, at tavsheden starter netop nu.

2025 KAN forhåbentlig blive året, hvor krigen afsluttes en gang for alle, men vi kan begynde med at støtte dem, som tager afstand fra ekstremismen.

Udsigterne til fred er uden tvivl dystre, men de folkelige protester på begge sider af konflikten er startskuddet til, at vi måske kan ane en smule lys for enden af den lange tunnel. Det kræver, at begge parter i konflikten er villige til at indstille kampene og i samarbejde opretholde en tostatsløsning. Det kræver indrømmelser fra begge parter. De civiles opråb i Gaza er en tydelig stillingtagen til, at man hellere vil have fred end krig mod Israel – en holdning, Hamas ikke deler.

Danmarks rolle bør sammen med EU være, at vi på sigt kan sikre palæstinensernes ret til eget land. Men timingen er ikke ligegyldig, og så længe terrorbevægelsen Hamas sidder ved magten, kan og vil vi ikke realisere drømmen om et frit land.

Derfor skal man også stå på de civiles side, hvis man ønsker et frit Palæstina, og hjælpe til i deres kamp mod det undertrykkende regime. I Liberal Alliance vil vi altid stå på de civiles side – uanset om de taler arabisk eller hebraisk. Det er de civile, der bærer håbet om en fremtid i fred, og det ønsker vi at hjælpe dem med.

(Indlæg bragt i Politiken d. 23/4-2024)
Liberal Alliance
23. april 2025

Alex Vanopslagh, partileder for Liberal Alliance, er gået på barselsorlov fra Folketinget indtil 1. juli.

I mellemtiden overtager politisk ordfører Sólbjørg Jakobsen de formelle partilederopgaver såsom deltagelse i partilederdebatter, spørgetid med statsministeren mv.

Alex Vanopslaghs plads i Udenrigspolitisk Nævn overtages midlertidigt af forsvarsordfører Carsten Bach.

Mens Alex Vanopslagh er på barsel, indsuppleres partiets førstesuppleant i Østjyllands Storkreds, Lisa Perkins.

Liberal Alliance
19. april 2025

Liberal Alliance har lanceret en ny udlændingepolitik, der blandt meget andet inkluderer et stop for spontant asyl, en oprustning af den liberale værdikamp og en ny måde at håndtere arbejdskraftsindvandring, hvor der indføres en positivliste over de lande og områder, hvor Danmark har positiv erfaring med indvandringen.

Det er blot nogle af emnerne, som vært Rasmus Ulstrup tager op med udlændingeordfører Steffen Larsen.

Og så kan du høre politisk rådgiver Anton Krogh redegøre for, hvordan man historisk har set på protektionisme, og hvorfor frihandel er godt for alle parter i modsætning til hvad Trump siger.

Medvirkende:

Steffen Larsen, udlændingeordfører

Anton Leopold Krogh, politisk rådgiver

Vært:

Rasmus Ulstrup Larsen

Sólbjørg Jakobsen & Carsten Bach
15. april 2025

Regeringen bør give et ærligt bud på en økonomisk plan for forsvarsoprustningen. Det fortjener danskerne

Den danske befolkning har i bred udstrækning bakket op om den konsensus, der over de seneste år har spredt sig på tværs af Slotsholmen:
Nemlig at der må og skal foretages en omfattende oprustning af det danske forsvar for dels at sikre vores egen evne til at udøve forsvar af det danske kongerige og dels for at understøtte vores forudsætninger for at kunne udgøre en troværdig og pålidelig Nato-partner.

Men den opbakning hviler selvsagt også på en forventning om, at vi politikere er i stand til at levere ærlige og redelige svar på, hvor vi vil finde de mange ekstra milliarder til Forsvaret.

En forventning, som er helt og aldeles på sin plads. For selvfølgelig fortjener danskerne vished om, hvordan hvert enkelt parti ønsker at betale regningen.

Start debatten
Og naturligvis er danskerne i høj grad optaget af debatten om, hvilke finansieringskilder der bør tages i brug.

For eksempel sagde danskerne klart ‘nej tak’ til en krigsskat i en meningsmåling foretaget af Norstat sidste måned, idet det blot var 16 pct., der var villige til at betale højere skatter for at finansiere de store milliardinvesteringer i Forsvaret.

Og i den forgangne uge svarede blot 35 pct. af danskerne i en Verian-måling , at de er parate til at finansiere forsvarsudgifterne gennem nedskæringer på den offentlige service og velfærd.

Danskerne er således mere end indstillet på at tage stilling til debatten, men deres stillingtagen forudsættes naturligvis af, at debatten rent faktisk bliver stablet på benene.

Derfor bør ethvert ansvarligt parti i vores optik i den nære fremtid komme på banen og præsentere et ærligt bud på en økonomisk plan for forsvarsoprustningen.

I Liberal Alliance gjorde vi for nylig netop dette i form af en række forslag, som hverken vil indebære, at danskerne skal betale én krone mere i skat, eller at der skal skæres i kernevelfærden.

Vores bud indeholder imidlertid forslag og reformer, som vi udmærket er klar over, ikke vil høste os udpræget ros eller skaffe os nemme, billige point blandt alle i befolkningen.

For regningen til forsvarsfinansieringen bliver som bekendt stor, og det vil med statsgaranti kræve svære beslutninger at komme i mål.

Vi foreslår konkret – foruden at bruge det frie råderum – en dagpengereform, hvor vi bl.a. halverer dagpengeperioden fra to til ét år, en reform af Danmarks Radio og udgifterne til public service samt en plan for oprydning af overflødige puljer og bevillinger i det offentlige.

Disse forslag er og vil fra mange sider blive mødt af harmdirrende kritik. Men det er ærlige forslag.

Det er ansvarlige forslag. Og sidst, men ikke mindst er det som sagt forslag, der hverken vil medføre højere skatter eller en forringelse af kernevelfærden, hvilket imødekommer nogle af danskernes største bekymringer i forbindelse med forsvarsfinansieringen.

Men i stedet for at vågne op og levere sit eget bud har særligt Socialdemokratiet på det seneste brugt nærmest alt deres krudt på at pege fingre ad vores plan.

For det første har socialdemokraterne set sig sure på vores forslag om at halvere dagpengeperioden, hvilket primært illustrerer, at Socialdemokratiet foretrækker at forkorte dagpengeperioden, når der ikke er valgkamp.

Kom med en plan
De forkortede i hvert fald selv dagpengeperioden i hhv. 1993, 1995 og 1998, og selvom de har siddet på regeringsmagten i majoriteten af tiden de seneste 25 år, har de ikke valgt at tilbagerulle forkortelserne.

Derfor er det pudsigt, at der lyder et ramaskrig, når Liberal Alliance foreslår en forkortelse.

For det andet har de råbt vagt i gevær over vores plan for at reformere Danmarks Radio og udgifterne til public service, selvom DR er Danmarks suverænt største medieaktør med et årligt budget på små 4 mia. kr. og kontinuerligt svigter sin kerneopgave: at levere public service-indhold, som markedet ikke tilbyder.

Og for det tredje køber de næppe ind på, at vores plan for oprydning af overflødige puljer og bevillinger i det offentlige er den rette vej at gå.
For på trods af diverse markante målsætninger og storslåede skåltaler om afbureaukratisering er stigningen i bureaukratiet som bekendt udelukkende intensiveret, siden Mette Frederiksen indtog Statsministeriet for første gang i 2019.

Misforstå os ikke. Vi hilser selvsagt Socialdemokratiets kritik af vores plan for forsvarsfinansieringen velkommen, for det udgør i sig selv en blåstempling af vores forslag.

Men hvor ville det dog klæde debatten, hvis Socialdemokratiet og de øvrige partier i SVM-regeringen vågnede op til dåd og begyndte at levere deres egne bud på finansieringskilder.

Det ville tjene debatten. Og det skylder de danskerne at tage alvorligt.

(Indlæg bragt i Børsen d. 15/4-2024)

Pernille Vermund
15. april 2025

Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville blive nødvendigt at understrege følgende ubestridte faktum i skyggen af amerikanske toldmure: Frihandel er fundamentet for vækst.

Bevares, det kan lyde som en banal og forventet parole fra en borgerlig og liberal kvinde som mig, men det er ikke desto mindre både sandt samt essentielt at minde os selv om i disse dage.

For verden og herunder særligt de vestlige demokratier ville indiskutabelt have været både fattigere, svagere og mindre sammentømret, hvis frihandel ikke havde fået mulighed for at florere i de forgangne mange årtier.

Og selvom man skulle tro, at ingen med tilstrækkelig stor beslutningskraft – og så tilmed en amerikansk præsident – ville anfægte den kendsgerning, har det vist sig at være tilfældet i form af Trumps højaktuelle toldkrig.

En toldkrig, som efterlader Danmark, Europa og hele verden i samme bås, hvor vi hver især og utvivlsomt ofte kollektivt i regi af f.eks. EU eller andre former for regionalt samarbejde skal levere et modsvar samt erstatte USA som den primære bannerfører for frihandel.

Og på trods af at Trump skal have lov til at smage sin egen medicin – og EU uundgåeligt vil svare USA igen med ditto øget toldsatser – må vi for alt i verden ikke bilde os selv ind, at et modsvar i form af endeløse toldsatser er det rette middel på den lange bane. Hvis vi vælger at gemmer vi os i ly af høje toldmure, vil det nemlig med statsgaranti koste arbejdspladser samt skade væksten – og det er det absolut sidste, Danmark og Europa har brug for i en tid, hvor vores konkurrenceevne konsekvent spænder ben for vores muligheder for at konkurrere med bl.a. USA og Kina.

Tilsvarende gør vi klogt i ikke at fortælle os selv, at den rette vej frem nu udelukkende er at købe dansk, dansk, dansk. For løsningen på Trumps toldkrig er og bliver ikke at kigge mere indad, men tværtimod mere udad end nogensinde før. Vi skal styrke de frihandelsaftaler, som vi allerede har i EU. Og vi skal kigge på at indgå nye frihandelsaftaler med alle de lande og markeder, som er sat i samme bås som os selv af amerikanerne: Canada, Australien, Mexico og mange flere.

Og så skal vi selvfølgelig give vores virksomheder friere tøjler i form af færre bureaukratiske byrder, bedre rammevilkår og lavere selskabs- og kapitalskatter. For hvis dansk erhvervsliv skal rustes til den kommende kamp for frihandel og vækst, må SVM-regeringen langt om længe til at vågne op fra sin tornerosesøvn.

I Liberal Alliance har vi netop fremlagt vores økonomiske plan for, hvordan vi bl.a. sikrer vores virksomheder en frisk start med lavere selskabs- og kapitalskatter samt ruller den skadelige udvikling i bureaukratiet tilbage, som Mette Frederiksen har stået for ved at ansætte næsten 18.000 nye bureaukrater i staten.

Nu venter vi blot på, at SVM-partierne er klar til også at komme med deres egne bud, så danskerne kan få den tiltrængte debat om Danmarks økonomiske fremtid, som de har krav på.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d.15/4-2025)

Carsten Bach & Lars Christian-Brask
14. april 2025

Danmark har en vigtig rolle at spille internationalt. Men hvor ville det dog klæde vores udenrigspolitik at skære pseudoindsatser og projektmageri fra og udelukkende fokusere på fornuftig handlekraft.

Danmark har en stolt udenrigspolitisk historie såvel som en stærk nutidig platform for at influere vores omgivelser, bidrage til internationale koalitioner og imødekomme truslerne fra vores fjender med troværdig afskrækkelse. Både historikken og platformen skal vi imidlertid værne om.

For førstnævnte går i glemmebogen, hvis ikke vi tager ved lære af – og agerer med afsæt i – den. Og sidstnævnte kan særligt i disse urolige og uforudsigelige geopolitiske tider på ingen måde tages for givet. Fjerne trusler bliver hurtigt transformeret til regulære fjender. Tætte allierede bliver hurtigt reduceret til samtalepartnere eller blot bekendte. Og Danmark bliver hurtigt gjort overflødig på den internationale scene, hvis vi foretager for mange fejltrin og samtidig ikke har modet til at tage de nødvendige skridt i den rigtige retning.

Vores førsteprioritet i Liberal Alliance er selvsagt at foretage en omkalfatrende oprustning af det danske forsvar for at sikre vores evne til at udøve forsvar af det danske kongerige samt styrke vores forudsætninger for at kunne udgøre en troværdig og pålidelig Nato-partner.

Det kræver naturligvis nye finansieringskilder at komme i mål, og derfor bør ethvert ansvarligt parti i vores optik udvise fornuftig handlekraft og udarbejde et ærligt bud på en økonomisk plan for forsvarsoprustningen.

I Liberal Alliance kom vi for nylig med vores eget bud. Et bud, der med sikkerhed indeholder beslutninger og reformer, som blandt store dele af befolkningen hverken vil høste os ros eller billige point. For oprustningen kommer ganske enkelt til at kræve svære og upopulære beslutninger. Og hvis nogen forsøger at bilde dig andet ind, tager de enten fejl, eller også fortæller de dig ikke sandheden.

Med vores bud sætter vi tæring efter næring og viser en borgerlig og ansvarlig vej til at øge forsvarsudgifterne til 3,5 pct. af bnp, så vi kan imødekomme den kommende opjustering af Natos styrkemål. For at finde pengene foreslår vi – foruden at bruge det frie råderum – en dagpengereform, hvor vi bl.a. halverer dagpengeperioden fra to til et år, en reform af DR og udgifterne til public service samt en plan for oprydning af overflødige puljer og bevillinger i det offentlige.

Bevares, det vil som sagt af mange blive taget ned som barsk medicin og derfor mødt med harmdirrende kritik. Men det er et ærligt bud. Det er et ansvarligt bud. Og det er et bud, der modsat udsigten til venstrefløjens varsler om krigsskat indebærer, at danskerne ikke skal betale én eneste krone mere i skat for at finansiere forsvarsoprustningen.

Når vi som borgere og politikere gør alt, hvad vi kan, for at ruste Danmark til at imødekomme det hastigt forandrede og skærpede trusselsbillede, skylder vi på Christiansborg udelukkende at udvise fornuftig handlekraft i dansk udenrigspolitik. Tiden, hvor man kan tillade sig at ødsle danskernes skattekroner væk på pseudoindsatser, politisk projektmageri og ulandsbistand til lande, der ikke længere er ulande med behov for ulandsbistand, er ovre.

Ja, tiden for den slags sløseri og arrogance skulle jo sådan set aldrig have set dagens lys. Men det var imidlertid lettere at se igennem fingre med, dengang vi ikke befandt os i en situation som nu, hvor vi er nødsaget til at sætte alle sejl ind for at beskytte Danmark og spille vores rolle i forsvaret af den vestlige verden, af frihed, af demokrati og af alle de andre grundpæle, som vores del af verden er bygget på.

Så når vi igennem årene har brugt ni millioner skattekroner via ulandsbistanden på blandt andet at støtte arbejdet med meningsmålinger i Ghana, skal vi til at lukke for kassen. Når vi ditto har sendt ni millioner af sted til et træningsprogram i kritisk journalistik i Vietnam, skal vi lukke for kassen.

Når vi blot i 2024 har brugt tæt på et tocifret millionbeløb på ulandsbistand til Kina – ét af verdens mest magtfulde lande med én af verdens stærkeste økonomier – skal vi lukke for kassen. Og når vi i samme tråd har givet en millionbevilling til nødhjælpsorganisationen Mellemfolkeligt Samvirke, hvoraf en del af den er gået til et projekt i Georgien med formålet at fremme såkaldt intersektionel grøn feminisme, skal vi lukke for kassen.

For danskerne fortjener bedre. Jovist, kritiske røster vil kalde vores eksempler for flyvske samt angive beløbene som håndører i det store billede. Men for det første skraber vi med ovenstående eksempler knap nok i overfladen af det enorme pengespild i dansk udenrigspolitik, som går til politisk projektmageri. For det andet er man blind for betydningen af millionbeløb, hvis man bagatelliserer de nævnte summer. Og for det tredje misser man princippet i god og ordentlig forvaltning af skatteborgernes penge, hvis man stiller sig kritisk over for vores budskab. For vi kommer som sagt til at skulle træffe svære og hårde beslutninger på Christiansborg i den kommende tid, og det tror vi fuldt og fast på, at danskerne er klar til at tage imod med oprejst pande.

Men vi kan ikke byde dem, at der samtidig sjuskes med deres hård tjente kroner, som de indbetaler i skat med forventningen om, at de forvaltes med respekt.

I rigsfællesskabet skal vi i tæt samspil med Grønland og Færøerne bane vejen for et endnu stærkere samarbejde, der kan bidrage til at tage hånd om spændingerne i Arktis, hvilket de forgangne måneder udelukkende har øget behovet for. I Nato skal vi efter årtiers fodslæben i forsvarspolitikken op i omdrejninger og levere de bidrag til vores egen og Vestens forsvar og sikkerhed, som vores allierede med rette forventer af os.

Og i EU skal vi understøtte det europæiske kontinent i langt om længe at vågne op fra sin tornerosesøvn og sætte turbo på styrkelsen af vores forsvar, understøtte vores vækst og konkurrenceevne samt sikre vores egen produktion af tilstrækkelig vedvarende energi, så vi endegyldigt bliver uafhængige af magter uden for Europa.

Tiden, hvor man kan tillade sig at ødsle danskernes skattekroner væk på pseudoindsatser, politisk projektmageri og ulandsbistand til lande, der ikke længere er ulande med behov for ulandsbistand, er ovre.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 14. april 2025)

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
14. april 2025

Det er et sundt princip, at man skal yde, før man kan nyde. At man forsørger sig selv og sin familie, og at samfundet tager sig af dem, der har det sværest, når de ikke selv er i stand til det.

I det lys kunne arbejdspligten, som træder i kraft til sommer, ved første øjekast ses som et fornuftigt tiltag. Formålet med arbejdspligten er nemlig at sikre, at personer, som modtager ydelser i kontanthjælpssystemet og samtidig ikke opfylder opholds- og beskæftigelseskravet, skal arbejde op til 37 timer om ugen for at modtage sin ydelse.

Ræsonnementet er, at initiativet særligt vil gøre op med tendensen til, at Danmark udgør et socialkontor for resten af verden, da mange herboende indvandrere ender på offentlig forsørgelse i stedet for at bidrage til samfundet og forsøge sig selv og sin familie. Problemet er bare, at selvom diagnosen er korrekt, er medicinen ikke den rette – og derfor bliver arbejdspligten hverken til en integrations- eller en beskæftigelsessucces.

For på papiret lyder det jo fantastisk, hvis der kan blive sat skub i beskæftigelsen blandt ledige kontanthjælpsmodtagere. Men arbejdspligten vil imidlertid blot have en meget lille effekt på beskæftigelsen, og derudover medfører den tilmed en uønsket bivirkning: Nemlig at bureaukratiet i landets jobcentre vil vokse markant. Ifølge regeringens egne beregninger, vil indsatsen, der koster over 150 millioner kroner om året, kun få omkring 300 personer i beskæftigelse på trods af at arbejdspligten vil omfatte hele 22.000 personer. Og samtidig vil alene tilrettelæggelsen af arbejdspligten skabe nye administrationsudgifter for 62 millioner kroner årligt.

I min optik er det afsindigt mange skattekroner at bruge på at få meget få personer i job. Og derudover er det fuldstændig hovedløst, at man indfører endnu mere bureaukrati i en offentlig sektor, der i forvejen er ved at drukne i tonsvis af regler og kontrol, hvilket udelukkende er intensiveret i antal og omfang, siden Mette Frederiksen indtog Statsministeriet for første gang i 2019. Socialdemokratiet har sagt igen og igen, at de vil gøre op med bureaukratiet. Og bevares. De har også formået at skære ned i jobcenterbureaukratiet med den nye aftale, som regeringen har indgået med Liberal Alliance, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti.

Men når Socialdemokratiet og regeringen så samtidig indfører endnu mere bureaukrati, så begynder deres erklæringer om afbureaukratisering efterhånden at blive voldsomt utroværdige. I Liberal Alliance så vi meget gerne, at arbejdspligten var den rette medicin til at råde bod på udfordringerne på integrations- og beskæftigelsesområdet. Men vi kommer ikke udenom endegyldigt at måtte konstatere, at den mestendels er og bliver et udtryk for symbolpolitik og unødigt bureaukrati. Lur mig, om ikke regeringspartierne står og roser sig selv for at afskaffe den om nogle år, selvom de selv indførte den og blev advaret fra alle led og kanter. I min optik er det afsindigt mange skattekroner at bruge på at få meget få personer i job.

(Indlægt bragt i Avisen Danmark d. 14. april 2025)

Pernille Vermund
11. april 2025

Dansk politik har det til tider med at køre i ring. De samme magthavere, de samme mønstre og det samme rod.

Og som afledt symptom er det nu snart et kvart århundrede siden, vi sidst havde en regering, hvor hverken Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen eller Troels Lund Poulsen bestred en ministerpost.
De tre partiledere for SVM-partierne har siddet så længe, at de nu laver reformer af deres egne reformer. Først en reform af den gamle folkeskolereform.
Så en strukturreform af den gamle strukturreform i sundhedsvæsenet. Dernæst en genopretning af Forsvaret, de selv har sparet i stykker. For ej at forglemme diverse anskaffelser af skatter, som de selv har indført.
På erhvervsområdet udgør erhvervsminister Morten Bødskovs (S) ageren ikke overraskende ingen undtagelse. Tværtimod.Tid til en frisk start
Det seneste skud på stammen er en mildest talt klodset kovending på spørgsmålet om EU’s krav til danske virksomheder om at udarbejde kompliceret og ressourcekrævende bæredygtighedsrapportering i et hidtil uset omfang.
For blot få år siden kunne Bødskov stolt proklamere på talerstolen i Folketinget, at man ville indføre denne bæredygtighedsrapportering, som angiveligt “kunne blive en konkurrencefordel for dansk erhvervsliv”.
Liberal Alliance og i øvrige dele af oppositionen råbte vi vagt i gevær, for vi vidste, at regeringens lovforslag ville resultere i en for omfattende og konkurrenceevneskadelig byrdebelastning for danske virksomheder.

Kritikken prellede imidlertid af. Men nu har piben fået en anden lyd. For nu vil Bødskov under Danmarks kommende EU-formandskab “ rydde op i byrderne”. Altså de byrder, som han selv har skabt, på trods af at konsekvenserne var blevet gjort klare og tydelige for dem.
Det er dog pudsigt nok ikke en del af de handlekraftige skåltaler og positive pressemeddelelser, som erhvervsministeren og hans ministerie gladeligt er afsendere på efter kovendingen.
Så nu står vi her igen: de samme magthavere, de samme mønstre og det samme rod. Og hver gang der ryddes op, er det i SVM-regeringens selvskabte rodebutik.
Er det ikke på høje tide med en frisk start for Danmark?

(Indlæg bragt i Børsen d. 11. april 2025)

Alexander Ryle
11. april 2025

De blå partier har talt for meget om biler og for lidt om byliv, træer og luftige boulevarder med blomster og græs. Derfor stemmer københavnerne rødt.

Selv om man er blå som os, kan man godt få nok af det evige klynk over, hvor rødt københavnerne stemmer.

For hvorfor stemmer så mange københavnere egentlig rødt? Det virker umiddelbart mærkeligt, når mange af dem har ganske høje indkomster, hvilket ofte får vælgere til at stemme blåt. Kunne forklaringen være, at de blå partier i København har gjort noget galt? Så vi ikke kan tillade os at brokke os, men i stedet må kigge indad – fordi vi selv bærer en del af ansvaret? Det mener vi.

Det, de blå partier i København har gjort galt i årtier, er, at de ikke har formuleret en vision for et København, som et grønnere og rarere sted at bo. Et København, hvor der er plads til børn på løbehjul, boldspil på græsplæner i hvert kvarter, træer og blomster i gaderne, mere ro og mindre sort asfalt.

Det er da en god vision at have! Men vi har for længe overladt det til venstrefløjen at sælge den vision til københavnerne, og til ingens overraskelse har byens vælgere kvitteret for det ved at stemme rødt.

Imens har blå partier ført valgkamp på, at byens største problem er, at biler ikke må køre hurtigt nok på vejene, som i øvrigt er for smalle til trafikken og for ensrettede, og at kommunen ikke stiller pladser nok til rådighed for bilerne, når de skal parkeres.

Liberal Alliance begyndte vi så småt i valgkampen i 2021 at sige fra over for denne blå fortælling. Måske var det ikke realistisk at bygge en masse underjordiske parkeringspladser til én million kroner stykket på de københavnske skatteyderes regning, sagde vi.

Siden har vi i valgperioden i Københavns Borgerrepræsentation bakket op om lokale forskønnelses- og begrønningsprojekter i boligkvarterer og i Indre By, også når det har betydet, at enkelte parkeringspladser blev nedlagt. Og vi har hævet prisen på beboerlicenser ud fra devisen: Vi kan simpelthen ikke mætte et tæt på uendeligt behov for meget billige kommunale parkeringspladser i byen – vi bliver nødt til at hæve prisen på parkering, så borgere med et mindre behov for at eje egen bil tilskyndes til at vælge delebiler og andre løsninger.

Det er også den politik, vi agter at føre i den kommende valgperiode. Pladsen i en by som København er trang, og mange værdige behov skal dækkes. I de senere årtier har vi i København nedlagt parkering på centrale pladser og gader, fordi vi hellere ville skabe rum for byliv, rekreation og en smuk og rar by at være i. Biler kan ikke længere parkere i hverken Nyhavn, på Kongens Nytorv, Israels Plads, Christiansborg Slotsplads eller Gammel Torv. Og det er alle glade for! Vi vil fortsætte med at skabe mere plads til andet byliv fremfor parkering i Middelalderbyen.

Nedlæggelsen af p-pladser i indre København er sket i takt med, ikke i modsætning til, at København er blevet en stadig mere attraktiv by at bo i, arbejde i og besøge. Det er faktisk ikke sådan, at folk ikke vil bo i København længere, fordi der ikke er så mange parkeringspladser i København K, som der var engang. Arbejdspladserne forsvinder heller ikke ud af byen, og turisterne fra resten af Danmark og udlandet er ikke holdt op med at komme til os. Tværtimod!

Flere vil bo i, arbejde i og besøge København i dag, end før de parkeringspladser blev nedlagt. Fordi her er rarere at være, og fordi byen er blevet smukkere af det. Fordi der er plads til mere af det københavnske byliv, som vi alle godt kan lide, men som ikke har med parkering af biler at gøre: en gåtur gennem byen, cafébesøg med udeservering, slikke sol på en bænk og mødes med vennerne.

København blev lavet, før bilen blev allemandseje. Brede boulevarder med træer, græs og blomsterbede prydede byen sammen med smalle brostensbelagte gader, og gående og cyklende københavnere myldrede over det hele. Siden kom fremskridtet til København med individuel persontransport i biler, og boulevardernes træer blev fældet, og blomster blev asfalteret, mens der blev tegnet hvide streger til parkering i de smalle gader.

Nu skriver vi 2025, og man kan som borger i København komme kvikt fra den ene ende af byen til den anden med enten S-tog eller Metro-tog. Vi har cykelstier overalt, og elcyklen er tilgængelig for enhver, som ikke har rå muskelkraft nok til at dække sit behov for tilstrækkelig hurtig fremdrift.

Vi har planlagt en ny østlig ringvej fra Nordhavn til Lufthavnen, så udefrakommende i fremtiden både kan køre den ene og den anden vej rundt om København, uden at skulle igennem byen, og så københavnere med bil også vil kunne køre ud til ringvejssystemet, rundt om byen og ind igen der, hvor de skal hen. Tiden er faktisk moden til, at også vi blå partier i København kan sige, at vi forestiller os en by, hvor bilerne fylder mindre, og hensynet til menneskelivet fylder mere.

Vi tror på, at det er en rigtig vej at gå for København. Vi tror også, at mange flere københavnere vil stemme blåt, hvis vi blå partier siger det højt. De røde har for længe haft monopol på at ville mere med København end gennemkørsel af biler og billige parkeringspladser.

“De røde har for længe haft monopol på at ville mere med København end billige parkeringspladser”

(Indlæg bragt i Politikken d. 11. april 2025)