Vi er som samfund havnet et helt forkert sted | Alex Vanopslagh
Nej tak til Tesfayes smagløse gryderet
Lad det være sagt med det samme. Vi er enige med undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i, at der er behov for at gøre noget for erhvervsuddannelserne.
Uddannelser som tømrer, murer, ambulancebehandler, mejerist, elektriker og socialog sundhedshjælper bliver ikke mindre vigtige i årene, der kommer. Tværtimod. Vi har brug for dygtige og engagerede unge med såkaldte »kloge hænder«.
Unge, der går på en erhvervsuddannelse, skal have mere tid. De skal kunne møde ind på en uddannelse, hvor de får lov at følge en klasse, og hvor de kan fordybe sig i fag og ungdomskultur, før de skal ud at prøve kræfter med en arbejdsplads.
Men – for der er også et stort »men« – i forhold til de planer, som ministeren har luftet om at skabe en ny HPX-uddannelse, der skal rumme samtlige 100+ erhvervsuddannelser. For unge mennesker er ikke ens – og det er erhvervsuddannelserne heller ikke.
Der er en kæmpestor forskel på, om man drømmer om at blive maskintekniker, kok eller sundhedsmedarbejder. Derfor trækker vi følehornene til os, når ministeren taler om at lave en »gryderet«, for det lugter langt væk af udkogte gulerødder, hengemte perleløg og udvasket tomatsovs.
Man kan ganske enkelt ikke blande de mange uddannelser sammen, uden at smagen, historikken og den faglige stolthed går fløjten.
Hvis vi skal udvise respekt for erhvervsuddannelserne – og det skal vi – må vi erkende, at uddannelserne hver især har en lang tradition – nogle går århundreder tilbage – og bygger på faglige traditioner, håndværk og kultur, som gør netop disse uddannelser til noget helt særligt.
Vi må også erkende, at unge, der ønsker at lære at tilberede grøntsager og blåmuslinger, ikke på samme måde drømmer om eller har et fagligt behov for at lære at rede en hospitalsseng eller at kunne bringe en bordplade i vater.
Liberal Alliance er klar på forhandlinger, der kan give bedre vilkår for erhvervsuddannelserne. Det vil være godt for både de unge og for samfundet. Men vi ønsker en model, der respekterer forskellige fagligheder og forskellige unge, sådan at fremtiden kan blive faglært i stedet for at ende i en smagløs gryderet
(Indlæg bragt i Berlingske d. 16. september 2024)
Liberal Alliance får sit første byrådsmedlem i Aarhus Kommune
Liberal Alliance får sit første byrådsmedlem i Aarhus Kommune
Henrik Arens er denne uge skiftet til Liberal Alliance, og dermed har partiet fået sit første byrådsmedlem i Aarhus Kommune.
Om skiftet siger Henrik Arens selv:
Aarhus mangler et ægte liberalt parti. Derfor er jeg rigtig glad for, at jeg nu kan repræsentere Liberal Alliance i Aarhus byråd. Sammen med Michael Christensen og resten af partiet vil jeg fortsætte kampen for mere frihed og sund fornuft i kommunen.
Henrik Arens har mange års kommunalpolitisk erfaring bag sig. Han var byrådsmedlem for Venstre fra 2015-2017. Efter at have trukket sig fra politik i nogle år, vendte han tilbage til kommunalpolitik ved kommunalvalget i 2021 som spidskandidat for Nye Borgerlige i Aarhus og blev valgt. Siden starten af 2023 har han været løsgænger, før han denne uge skiftede til Liberal Alliance.
Michael Christensen, der er Liberal Alliances spidskandidat i Aarhus ved det kommende kommunalvalg, hilser også Henrik Arens velkommen:
Jeg byder Henrik og hans liberale sind varmt velkommen i Liberal Alliance. Det er gode liberale kræfter, som nu vil repræsentere Liberal Alliance i Aarhus Kommune, og det er vigtigt for byen. Henriks mangeårige arbejde i kommunalpolitik bliver en stor styrke for partiet ved kommunalvalget 2025.
Derudover er den nye mobilitetsplan for Aarhus Kommune er en sag, som Henrik Arens vil være særligt opmærksom på.
Aarhus Byråds målsætning om at blive en CO2-neutral by inden 2030 indebærer at holde bilisterne ude af byen ved at indføre roadpricing – en vejafgift, bilisterne skal betale, hvis de vil køre i Aarhus. Et tiltag, som vil lukke store dele af byen for rejsende og handlende for at reducere CO2-udledningen minimalt, og som vil ramme socialt skævt.
Selv siger Henrik Arens om det kommende arbejde med at forhindre roadpricing i at blive en realitet:
Der er nok at tage fat i, når selv “borgerlige” byrådsmedlemmer støtter en mobilitetsplan, der lukker byen ned.
For yderligere information kontakt:
Henrik Arens, byrådsmedlem, Liberal Alliance: 29 68 57 42
Louise Juul Christensen, presse- og politisk rådgiver, Liberal Alliance: 61 62 43 80
Mette Frederiksen er villig til at sætte den danske økonomi over styr for at bremse den socialdemokratiske vælgerblødning
For ét år siden annoncerede SVM-regeringen med Mette Frederiksen i spidsen, at et nyt princip skulle styre dansk politik i de kommende år.
Med et opjusteret økonomisk råderum som bagtæppe kunne regeringstoppen nemlig bebude, at fremtidens valuta i dansk politik ikke længere skulle være penge. Dansk politisks nye møntfod var derimod blevet arbejdskraft.
Men startskuddet til en ny sæson af dansk politik er netop gået til lyden af Mette Frederiksen, der har besluttet sig for at trække Socialdemokratiet ud af velfærdsaftalen.
Velfærdsaftalen så dagens lys i 2006, da en bred vifte af Folketingets partier med Anders Fogh og Helle Thorning i spidsen fandt fælles fodslag om at sikre en sund økonomi langt ud i fremtiden.
Aftalen er afgørende
Velfærdsaftalen sikrer nemlig, at pensionsalderen stiger i takt med levetiden, og det er en af de centrale hjørnesten i nationaløkonomien. Den er af økonomer blevet kaldt alt fra »kronjuvelen i Danmarks sunde økonomi« til en »forudsætning for at fremtidssikre det danske velfærdssamfund«.
Men i kølvandet på den historisk upopulære SVM-regerings vælgerflugt har statsministeren besluttet sig for at sælge ud af denne nationaløkonomiske kronjuvel i et desperat forsøg på at kapre tabte vælgere tilbage. Det er svært at beskrive, hvor store konsekvenser for de offentlige finanser dette kan få.
Men sikkert er det i hvert fald, at hvis arbejdskraft er den nye valuta i dansk politik, må SVM-regeringen siges at være på randen af en konkurs. Nye tal viser, at effekten af alle regeringens arbejdsudbudsreformer vil gå i minus, hvis man – som Socialdemokratiet har henvist til – skrotter velfærdsaftalen og følger pensionskommissionens forslag, som vil reducere den strukturelle beskæftigelse med 40.000 personer.
Lægger man velfærdsaftalen i graven, tager man et markant opgør med det, der af Mette Frederiksen selv er blevet beskrevet som selve formålet med at danne SVM-regeringen: Yderfløjene skulle sættes uden for indflydelse, og de selverklærede »ansvarlige« partier skulle skyde deres politiske uenigheder til hjørne for at træffe de beslutninger, der kunne fremtidssikre velfærdssamfundet.
Men Socialdemokratiets pensionsmelding er et udtryk for det diametralt modsatte.
Ifølge professor i økonomi og tidligere overvismand, Michael Svarer, har netop velfærdsaftalen været »fuldstændig afgørende for sundhedstilstanden på de offentlige finanser« og gjort, at »vi gik fra en situation med kroniske underskud til en situation, hvor vi ligger tæt omkring en balance.«
Bryder man med velfærdsaftalen ved for eksempel at fastfryse pensionsalderen på 70 år, vil det fra 2040 til 2070 forøge nettogælden med svimlende 299 milliarder kroner, hvilket vil slå revner i fundamentet under den danske økonomi.
Indtil for nylig var Socialdemokratiet ellers enige i, at det ville være en utrolig dårlig idé.
Da SF for tre måneder siden præsenterede et lignende forslag, lød meldingen fra Socialdemokratiet nemlig, at det var »topmålet af uansvarlighed«, og at forslaget decideret ville »slå et hul i statskassen«.
Det afføder spørgsmål
Men nu har piben fået en anden lyd, og i dag er Mette Frederiksen selv villig til at sætte den danske økonomi over styr for at bremse den socialdemokratiske vælgerblødning.
Det afføder en masse vigtige spørgsmål om både dansk økonomi og regeringssamarbejdet, der nu står hen i det uvisse:
Hvorfor var det nødvendigt at afskaffe store bededag for at få danskerne til at arbejde mere, når man alligevel vil annullere effekten af både det og mange andre reformer ved at give velfærdsaftalen et skud for boven?
Hvor skal den finansiering, der i fremtiden skal holde velfærdsstatens tandhjul i gang, komme fra, hvis man med Socialdemokratiets egen formulering ender med at »slå et hul i statskassen«?
Hvorfor overhovedet danne SVM-regeringen – hvis selve eksistensberettigelse var at gennemføre de svære, men nødvendige, reformer – hvis man alligevel ikke vil indfri de vidtløftige ambitioner, lige så snart meningsmålingerne viser tilbagegang?
Og kan Venstre og Moderaterne i ramme alvor være tilfredse med at være løbet fra deres valgløfter for at holde hånden over Mette Frederiksens retssikkerhedsskandaler i bytte for at indtage regeringskontorerne, hvis man alligevel ikke får gennemført den politik, der var meningen?
Hvis Mette Frederiksen lykkes med at kuldkaste velfærdsaftalen, vil det frembringe en ny epoke i dansk politik præget af kortsigtede egeninteresser og økonomisk uansvarlighed.
Vi har allerede set konturerne til dette, da Socialdemokratiet i 2019 fik held med at vinde regeringsmagten med Arne-pensionen som politisk trumfkort, hvor nøje udvalgte vælgersegmenter blev trukket ud af arbejdsmarkedet og parkeret på offentlig forsørgelse.
Men med Mette Frederiksens pensionsmelding risikerer vi at få en helt ny normaltilstand med populistisk overbudspolitik, som er langt værre.
Det giver mindelser om de tendenser, vi kender fra gældsplagede sydeuropæiske lande, hvor politikerne indgår i en konstant kappestrid om at overbyde hinanden med frynsegoder til håndplukkede befolkningsgrupper, som smadrer nationaløkonomien.
Men sådan behøver det selvfølgelig ikke at være. For hvem siger, at danskernes pension skal overlades til lunefulde politikere, der vil kunne tage pensionsopsparingerne fra dem med et pennestrøg?
Med Liberal Alliances FriPension-ordning vil alle danskere i arbejde få mulighed for at opspare 675 kroner skattefrit hver måned.
Det vil for egen regning give folk muligheden for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet fem år før pensionsalderen – helt uden at vi skal sætte dansk økonomi over styr i et desperat forsøg på at kapre tabte vælgere tilbage.
Det vil ikke blot gøre, at danskernes får magten over deres egne pensionsopsparinger uden at skulle være afhængige af politikernes nåde. Det vil også være den økonomisk ansvarlige vej at gå, fordi vi dermed ikke efterlader et fattigere Danmark til de kommende generationer.
»Vi er enige om at træffe en lang række svære, men fremsynede politiske beslutninger for at bringe Danmark bedst muligt gennem de udfordringer, der står foran os«.
Sådan lød det i regeringsgrundlaget, da Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne fandt sammen for at danne den historiske SVM-regering.
Hvis fremtidens danskere også skal vokse op i et samfund med vækst og velstand, er det tid til, at regeringen sætter handling bag sine ord ved at føre en ansvarlig økonomisk politik.
Evner regeringen at træffe de svære, men nødvendige beslutninger, som var selve årsagen til, at den blev sat i verden, eller vil dette være historien om en regering, der gamblede med nationaløkonomien, fordi man lod sig besnære af kortsigtede egeninteresser i et desperat forsøg på at klamre sig til ministertaburetterne?
For når historiebøgerne om SVM-regeringen en dag skal skrives, vil regeringstoppen blive vurderet på, om de evnede at holde hovedet koldt i modgang og træffe de rigtige beslutninger.
(Indlæg bragt i Berlingske d. 13. september 2024)
Har det åbne samfund en fremtid? | Alex Vanopslagh
Har det åbne samfund en fremtid? | Alex Vanopslagh
Ole Henrik Hansen | Familie & Fællesskab | Sólbjørg Jakobsen
Erhvervslivet bliver holdt nede af unødigt bureaukrati. Sådan vender vi udviklingen
Den danske iværksætterkultur er på retræte, og mange af fremtidens erhvervssucceser flygter ud af Danmark. Men sådan behøver det ikke at være.
Danmark er hverken begunstiget af værdifulde mineraler, oliefelter med eksportpotentiale eller andre sjældne naturressourcer, der sender penge i statskassen. Men alligevel har vi formået at blive et af verdens mest velstående lande. Det skyldes fortrinsvis de gode idéer fra virkelystne ildsjæle, der skaber den innovation, som udgør fundamentet under Danmarks økonomi. Produkterne fra Novo Nordisk redder millioner af menneskeliv i alle afkroge af verden, Vestas’ vindmøller sætter gang i hjulene under den grønne omstilling, og på verdenshavene fragter Mærsks skibe produkter rundt, som bidrager til velstandsfremgang over hele kloden.
Men det er langtfra givet, at Danmark bliver ved med at have nogle af verdens bedste virksomheder. For lige nu er den danske iværksætterkultur på tilbagetog. Kun én enkelt af de ti mest værdifulde danske selskaber er blevet stiftet inden for de seneste 50 år. Siden finanskrisen har vi mistet mere end 20.000 selvstændige, selvom den samlede beskæftigelse er skudt i vejret. Og siden årtusindskiftet har 69 pct. af alle nystiftede unicorns forladt landet, mens det tilsvarende tal hos vores svenske naboer blot er 9 pct. Hvis Danmark fortsat skal være et velstående land, bliver vi nødt til at vende udviklingen, så det atter kan betale sig at drive virksomhed her til lands.
Omfattende problem
Så hvad skal vi gøre for at genoplive den danske iværksætterkultur? Spørger man de små og mellemstore virksomheder, mener 78 pct. af dem , at færre regler og mindre bureaukrati enten i høj eller meget høj grad ville gøre det lettere at starte og drive virksomhed i Danmark. Og 68 pct. af alle små og mellemstore virksomheder mener, at mængden af bureaukrati, regler og indberetning til det offentlige under ét er dén enkeltstående faktor, som giver de dårligste vilkår for at drive iværksætteri her til lands.
Faktisk er problemet med bureaukrati så omfattende, at de små- og mellemstore virksomheder hvert eneste år spilder 16,5 mia. kr. på at overholde de statslige indberetningskrav. Det svarer til 35.000 ansatte, der arbejder fuldtid udelukkende for at imødekomme bureaukratiet.
Siden Poul Schlüter var statsminister, har alle regeringer haft som erklæret mål at tage fat om problemets rod. Men selvom der på begge sider af folketingssalens midte er bred enighed om problemet, er det sjældent, at de gode intentioner fra de politiske skåltaler om afbureaukratisering ender med at udmønte sig i lovgivning.
Derfor vil vi i Liberal Alliance indføre en bureaukratilov om, at man skal afskaffe to eksisterende regler, hver gang man vil indføre én ny, så vi på den måde kan binde os selv til masten for at tage livtag med bureaukratiet.
I 2001 indførte man et lignende princip i den canadiske provins British Columbia, og resultatet har været enestående. På blot tre år faldt regelmængden med 40 pct., og forskning har efterfølgende estimeret, at regelstoppet har øget provinsens økonomiske vækst med 1 procentpoint om året siden. Men selv hvis dette forslag er for vidtrækkende til at opnå et folketingsflertal, er der stadig en myriade af andre bureaukratiske byrder, der burde være opbakning til at tilbagerulle blandt samtlige partier.
Tilbagerul byrderne
Et godt eksempel på formålsløs lovgivning ser vi med den nye bogføringslov, der påtvinger selvstændige at skulle udarbejde en omfattende beskrivelse af deres bogføringsprocedure. Det tager ofte unødigt mange timer for små selvstændige erhvervsdrivende, selvom intet i første omgang tilsagde, at der var brug for strengere krav til at dokumentere bogføringsprocedure.
Samme billede tegner sig med de dokumentationskrav, der forhindrer vores virksomheder i at rekruttere international arbejdskraft, selvom vores arbejdsmarked har desperat brug for flere medarbejdere. Eller med kravet om såkaldte nulindberetninger, som påtvinger arbejdsgivere at køre løn for samtlige medarbejdere, selvom nogle af disse eksempelvis kun arbejder i sommermånederne.
Fællesnævneren ved disse eksempler på lovgivning er, at de ofte ikke gør gavn, samtidig med at de medfører en stor omkostning for især små og mellemstore virksomheder. Selvom hver enkelt lov ikke nødvendigvis medfører en enorm byrde, udgør de tilsammen en enorm forhindring for vores iværksætterkultur. For hver eneste unødvendige lov, anordning og bekendtgørelse lægger nemlig en ny sten til den mur af bureaukrati, der forhindrer de gode idéer i at blive til fremtidens erhvervssucceser.
Hvis vi også skal sikre fremtidens vækst og velstand, bliver vi derfor nødt til at sætte vilje bag intentionerne om afbureaukratisering. For hvis den nuværende udvikling ikke bliver stoppet, kommer vi ikke til at efterlade et velstående Danmark til de kommende generationer.
(Indlæg bragt i Børsen d. 29. august 2024).
Liberal Alliance får sit første byrådsmedlem i Halsnæs Kommune
Liberal Alliance har fået sit første byrådsmedlem i Halsnæs Kommune, efter at Kim Jensen denne uge er skiftet til partiet.
Kim Jensen har siden 2017 været spidskandidat for Det Konservative Folkeparti men valgte i juni at forlade partiet og har siden juni været løsgænger. Hen over sommeren har han gjort sig tanker om sin politiske fremtid, som nu fortsætter i Liberal Alliance. Selv siger Kim Jensen om skiftet:
Efter jeg har læst op på de politiske programmer, har jeg valgt at melde mig ind i Liberal Alliance og jeg ser meget frem til at skulle repræsentere LA i byrådet i resten af denne valgperiode. Den første store opgave som folkevalgt bliver kommunens budgetforhandlinger som starter ultimo august.
Det er særligt politiske emner som tryghed for borgerne og kommunens økonomi, der optager Kim Jensen. Af denne grund bestrider han også posten som formand for kommunens tryghedsråd.
Kim Jensen træder ind i partiet med en klar ambition om, hvilke politiske tiltag han som det første vil arbejde for at gennemføre på vegne af Liberal Alliance for at styrke kommunens økonomi ved de forestående budgetforhandlinger, der begynder denne uge:
Jeg vil kigge på et kasseeftersyn af kommunens ejerskab af jord og grunde i Halsnæs. Jeg vil foreslå, at vi undersøger, om der jord eller grunde, som vi med fordel kunne afhænde og dermed spare på de kommunale udgifter til vedligeholdelse af jorden. På den måde kan vi styrke kommunens likviditet.
Fra partiets organisatoriske næstformand, Casper Søe-Larsen, lyder der en varm velkomst til Liberal Alliances nyeste byrådsmedlem:
Hos Liberal Alliance er vi glade for at byde Kim velkommen. Det er tydeligt at Kim brænder for liberal politikudvikling. Jeg er overbevist om, at Liberal Alliance og borgernes i Halsnæs Kommune vil få gavn af Kim og hans indsats for at trække kommunens politik i en mere borgerlig-liberal retning.
For yderligere information kontakt:
Kim Jensen, byrådsmedlem
Liberal Alliance
+45 2978 6323
Louise Juul Christensen
Presse- og politisk rådgiver
Liberal Alliance
+45 6162 4380
Mai My Humaidan | Familie & Fællesskab | Sólbjørg Jakobsen