Alex Vanopslagh & Sandra Elisabeth Skalvig
21. august 2023

Det smukke ved det danske velfærdssamfund er, at man næsten uanset sit ophav har muligheden for at blive til noget, hvis man er villig til at lægge en indsats.

Det skyldes blandt andet, at vi har en fremragende uddannelsessektor, hvor det ikke er antallet af cifre på dine forældres bankkonto, men derimod din arbejdsindsats, der fungerer som adgangsbillet til de videregående uddannelser.

Det er med til at sikre, at både overlægens datter og rengøringsassistentens søn begge kan realisere deres potentiale – og ikke mindst, at Danmark som helhed ikke misser talent.

Men én af de ting, der imidlertid ikke rykker en tøddel på i forhold til, om alle har muligheden for at blive til noget, er, om de kan modtage SU på landets kandidatuddannelser.

Forskning fra de uafhængige, statslige institutioner Vive og Det Økonomiske Råd dokumenterer nemlig, at en omlægning af SU på kandidatuddannelserne til rentefrie lån ikke vil påvirke den sociale mobilitet negativt.

Kigger man på de nabolande, vi normalt sammenligner os med, er den danske SU mere end dobbelt så høj som gennemsnittet i Norge, Sverige og Finland, hvor man “kun” modtager hhv. 34.800, 24.400 og 16.900 – mens man i Danmark får 65.700 efter skat. Danmark har nemlig den højeste uddannelsessats i verden, men hverken gennemførelsesraterne eller uligheden er i disse lande nævneværdigt anderledes end herhjemme.

Den danske SU er faktisk på et niveau, hvor vi bruger flere penge på at betale de studerende for at tage en uddannelse, end vi gør på selve de videregående uddannelser.

Derfor mener vi i Liberal Alliance, at den nuværende SU på kandidatuddannelserne bør omlægges til gunstige lån. Det vil ikke blot give skatteyderne en velfortjent rabat på årsopgørelsen.

Det vil også bidrage til, at flere af landets kandidatstuderende bliver tilskyndet til at have et arbejde, hvilket vil give dem en lektion, som man ikke kan lære fra studiebøgerne. Nemlig værdien af at tjene sine egne penge.

(Indlæg bragt i Børsen d. 21. august 2023).

Louise Brown & Alexander Ryle
21. august 2023

Kunstig intelligens (ai) er af gode grunde på alles læber, men i debatten om teknologien bør vi ikke lade os optage af den evige frygt for nye teknologiers eliminering af vores job. I stedet bør vi fokusere på de fantastiske muligheder, teknologien åbner for os – for eksempel på en front så essentiel som vores sundhed, hvor vi takket være ai formentlig kommer til at leve bedre, sundere og længere. Det er nu engang ikke småting.

Allerede i dag er mange eksperter enige om, at ai kommer til at revolutionere vores sundhedsvæsen. Hvordan ved vi ikke helt endnu, men vi ved, at det bliver vildt: Alt tyder på, at vi kommer til at blive behandlet hurtigere og bedre, at vi kommer til at få tilpasset forskellige lægemidler til vores individuelle molekylære niveauer, og at vi kommer til at kende til vores sygdomme tidligere. Den udvikling skal vi omfavne. I Region Hovedstaden har man især gjort sig gode erfaringer med ai. Det er sket i kampen mod brystkræft, der typisk bliver opdaget ved såkaldte mammografier – avancerede scanninger af brystet. Her har man skåret hele 30 procent af den tid, det tager at undersøge en scanning ved at lade ai foretage de indledende undersøgelser, som derefter bliver tjekket igennem af et menneske. 30 procent af tiden! Det er altså en del, og hvis sådan en besparelse også gør sig gældende på andre områder, betyder det meget for både borgere og de ansatte.

På samme vis stiller ai os borgere et sikrere sted, når man på alarmcentralen i samme Region Hovedstaden gennem længere tid har ladet ai være med på en lytter for at træne den i at spotte potentielle hjertestop. Her har det vist sig, at man med ai på linjen fandt ti procent flere hjertestop end det ellers ekstremt dygtige personale kunne finde alene, og at erkendelsen skete hurtigere med brugen af ai. Det er jo fantastisk.

På trods af det er det ikke mærkeligt, at de fleste hverken tænker på hjertestop eller billeddiagnosticering af brystkræft som det første, når de hører om ai. Men lad os i debatten om teknologien huske på, at hverken samlebåndet, hjulet, internettet eller Google endnu har sat os alle udenfor beskæftigelse, og at ai altså heller ikke kommer til at gøre det.

I stedet kommer den til at være en fantastisk medspiller i kampen mod alverdens sygdomme og kampen for vores velvære. Derfor bør vi omfavne teknologien og hjælpe sundhedssektoren med at afprøve, udbrede og implementere teknologien, hvor det giver mening. Så gør vi nemlig os selv og vores kære en kolossal tjeneste.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 19. august 2023).

Henrik Dahl
16. august 2023

I maj lancerede regeringen sin udenrigspolitiske strategi, som den kaldte »pragmatisk idealisme«.

Indtil videre har den givet os knæfaldet for den islamiske samarbejdsorganisation OIC, og i denne uge er udenrigsministeren så i Kina for at forny den strategiske partnerskabsaftale, der oprindelig blev indgået i 2008.

Det er en uskik at hælde gammel vin på nye flasker. Og en lige så stor uskik at lægge det såkaldte nazikort på bordet. Alligevel kræver nødvendigheden, at vi strejfer de begivenheder, der udspillede sig i den europæiske storpolitik i 1930erne.

Den nye flaske er nemlig den pragmatiske idealisme. Mens den gamle vin er noget surt sprøjt fra mellemkrigstiden, der kaldes appeasement.

I den helt konkrete, internationale situation i 1930erne var appeasement lig med, at Frankrig og Storbritannien gav efter for tysk pres. Det skyldtes både, at modviljen imod krig og konflikt stod meget stærkt i begge lande efter Første Verdenskrig. Og at begge lande var økonomisk udmattede efter såvel krig som den verdensomspændende, økonomiske krise, der tog sin begyndelse i 1929.

Nu skal Danmark så føre en appeasementpolitik over for OIC og over for Kina. Fordi regeringen har sit eget flertal, og derfor ikke behøver tale sig til rette med de mange partier, der er skeptiske.

Men hvad er det egentlig, der er galt med appeasement?

Det gale ved appeasement er ikke i sig selv, at aftalepartneren er Adolf Hitler og hans magtapparat. Derfor vil jeg opfordre til, at vi hurtigst muligt sætter en parentes om Det tredje rige, når talen falder på appeasement. Der er alle mulige gode grunde til, at vi ikke må glemme dette lavpunkt i Europas historie. Appeasement er imidlertid forkert af alle mulige grunde, der ikke har med Det tredje rige at gøre. Derfor behovet for en parentes.

Forudsætningen for, at appeasement giver mening, er, at den modpart, man giver indrømmelser, føler sig bundet af grundlæggende principper om gensidighed og balance: Jeg giver en indrømmelse i dette forhandlingsforløb. Og som følge af det, så regner jeg med, at du også kommer med en indrømmelse i samme vægtklasse. Det er gensidigt. Og det er balanceret.

Historisk var sagen i 1930erne, at regimet i Tyskland ikke tænkte i baner af gensidighed og balance. At give indrømmelser til Berlin betød aldrig, at der kom noget den anden vej.

Derfor var det udtryk for dårlig dømmekraft. Desuden følte styret i Berlin sig ikke bundet af almindelige principper om sandfærdighed og oprigtighed i sin omgang med de øvrige stormagter. Man sagde, hvad der i situationen lød mest overbevisende. Og dækkede gerne over både hensigter og handlinger med løgn.

Både OIC-regimerne og regimet i Beijing er på samme måde, som regimet i Berlin var.

I OIC-kredsen taler man indigneret imod religiøs forfølgelse og passioneret om respekt for religion. Samtidig med, at forfølgelsen af ikkemuslimer i de fleste OIC-lande er massiv. Ligesom foragten og disrespekten for alle andre religioner end islam.

Kina indgår med største glæde internationale aftaler. Men har ingen hensigter om at overholde dem. Det ses ikke mindst, når det gælder FNs havretskonvention og Det sydkinesiske hav. Men det ses også, når man vurderer, hvordan det er gået med løftet om, at Hongkong ville blive administreret ud fra et princip om »Et land – to systemer«.

Appeasement er et udtryk for manglende forståelse for sin omverden. Og et udtryk for manglende, strategisk tænkning. Derfor burde appeasement aldrig have været et styrende princip i dansk udenrigspolitik.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 16. august 2023)

Alexander Ryle
16. august 2023

Vi politikere bør hjælpe christianitterne ved at legalisere cannabis og dermed stikke en kæp i hjulet på bandernes og rockernes organiserede kriminalitet.

Siden slumstormerne for et halvt århundrede siden overtog Christiania, har debatten om staden med jævne mellemrum været et fast emne i den offentlige debat. Senest er debatten blusset op, da nogle af Christianias beboere for nyligt besluttede sig for at blokere adgangen til Pusher Street for at forhindre bandernes ulovlige hashhandel. Men det er faktisk ikke kun christianitterne, der gerne vil sætte en stopper for den ulovlige hashhandel.

En ét år gammel meningsmåling dokumenterer nemlig, at mere end hver anden dansker går ind for at legalisere cannabis og i stedet lade staten stå for salget.

I Liberal Alliance synes vi ikke, at det er en helt skæv holdning. På nuværende tidspunkt har Gud og hvermand nemlig mulighed for at slentre ind på Pusher Street og købe ulovlig hash, uden at det får nogen konsekvenser. Ingen kan med sikkerhed vide, hvad fryseposerne med grønne planter indeholder, og både børn samt misbrugere med brug for hjælp har i dag adgang til det uregulerede marked.

Hvis man legaliserede cannabis og lod staten regulere det på lige fod med eksempelvis alkohol, kunne vi derfor både sikre produktets kvalitet, og at børn samt misbrugere ikke fik adgang. Hertil kommer også, at en legalisering af cannabis ville trække tæppet væk under banderne og rockernes økonomi.

I Canada og Portugal, hvor man har legaliseret cannabis, viste det sig nemlig, at det ledte til markant mindre narkorelateret kriminalitet og førte til mange færre gadekonflikter og voldelige opgør over territorier. Noget tyder altså på, at en legalisering af cannabis også vil bidrage til at skabe mere tryghed og sikkerhed.

I Liberal Alliance vil vi derfor legalisere cannabis i en prøveperiode på fem år, hvor salget vil foregå fra offentlige salgssteder, der kan sikre ordnede forhold og bidrage med information fra uddannet personale. Vi politikere skylder nemlig at levere et bedre alternativ end den nuværende falliterklæring af en model, der giver næring til banderne, gør flere til misbrugere og fører til mere kriminalitet og utryghed.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 16. august 2023)

Helena Artmann Andresen
15. august 2023

Eleverne er blevet dårligere til at læse. Skolerne oplever oftere og oftere problemer med at fastholde lærerne. Antallet af ansøgere på læreruddannelserne er faldet stødt de sidst fem år. Og både elever og lærere over en bred kam mistrives under den nuværende folkeskolereform. Folkeskolen er i den grad udfordret. Da Socialdemokratiet for 10 år siden gennemførte deres folkeskolereform, fulgte nemlig også en syndflod af politisk styringssyge, der fjerner værdifuld tid fra undervisningen, som nu bliver spildt på at leve op til politikernes bureaukratiske styringsmål.

Eksempelvis findes der til hvert fag en række fælles mål, der fastslår, hvilke kompetencer lærerne skal arbejde med i de forskellige fag. I dansk på 2. og 3. klassetrin er der fire forskellige kompetencer, som eleverne skal undervises i. Derudover findes der så 22 forskellige såkaldte færdigheds- og vidensområder, der er fordelt på de fire kompetencer. De 22 færdigheds- og vidensområderne består så af yderligere fire færdigheds- og vidensmål. Altså i alt 88 færdigheds- og vidensmål, som udgør en ramme for lærernes undervisning i dansk i 2.- og 3.-klasse.

Et eksempel på et af disse færdighedsmål er, at ”eleven skal kunne anvende IT til hverdags- kommunikation”, hvilket hører under færdighedsområdet IT og kommunikation. Som det første kan man sætte spørgsmålstegn ved, om børn på 8 år nu også virkelig har brug for at blive undervist i såkaldt digital kommunikation – men hertil kommer også, at dette kun er ét ud af svimlende 88 forskellige færdighedsmål, som lærerne skal balancere.

Når vi politikere på den måder fastlåser lærerne i en spændetrøje af politisk overregulering og detailstyring, burde det ikke undre, at folkeskolens niveau og trivsel er i frit fald. For de mange læringsmål og den stramme politiske regulering skaber et unødigt bureaukrati, der fjerner lærernes fokus fra kerneopgaven, nemlig at undervise. Netop derfor er der mange veluddannede lærere, der fravælger folkeskolen og i stedet søger over mod landets fri- og privatskoler.

Vi synes derfor, at man bør gøre det muligt for folkeskolerne at kigge mod de mere velfungerende privat- og friskoler, hvor skolernes ledelse i samarbejde med lærerne lægger de overordnede linjer. Her giver den høje grad af tillid og frihed til lærerne mulighed for, at de kan tilrettelægge undervisningen på den måde, de selv finder bedst. Hvis vi ikke giver ansvaret for undervisningen tilbage til vores dygtige lærere, frygter jeg, at de mister den drivkraft, der oprindeligt fik dem til at søge ind på læreruddannelsen. Glæden ved selv at kunne forme sine elever og give dem vigtige livslektier og værdier med på vejen kan ikke erstattes af bedrevidende politikeres kompetencemål.

Så i stedet for at tro vi kan lovgive os til en bedre folkeskole, skulle vi måske prøve at gå den modsatte vej og udvise større tillid til lærerne gennem mere frihed. På den måde kunne vi forhåbentligt genopbygge lærernes motivation og opnå større fastholdelse af lærere, flere ansøgere på læreruddannelsen og generelt en forbedring af folkeskolen.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 13. august 2023)

Katrine Daugaard
11. august 2023

I løbet af de seneste 20 år er antallet af danskere med en privat sundhedsforsikring blevet tidoblet.

Udviklingen er ikke til at tage fejl af. Danskernes tiltro til den offentlige velfærd er på tilbagetog, men alligevel bruger vi år efter år tiltagende flere penge på den offentlige sektor.

Derfor er det på tide, at vi politikere stopper op og overvejer, om det giver mening at fortsætte med at hælde penge ned i det bureaukratiske hul, som den offentlige velfærd desværre har udviklet sig til.

I den nuværende form bliver velfærdsstaten udfordret fra flere sider. Kombinationen af faldende tiltro, voksende utilfredshed, flere ældre og større krav til serviceniveauet i de offentlige velfærdstilbud er opskriften på at få fundamentet under den danske velfærd til at smuldre.

Faktisk vil der i midten af århundredet være flere danskere over 65 år end under, og derfor bliver vi især nødt til at sikre os, at fremtidens velfærd kan følge med den ændrede demografi.

Selvfølgelig er der flere velfungerende områder i den nuværende velfærdsstat, som vi danskere bestemt kan være stolte af.

Men med tanke på, at vi betaler nogle af verdens højeste skatter til en af verdens dyreste offentlige sektorer, bliver vi nødt til at være ærlige om, at vi langtfra får noget, der tilnærmelsesvis minder om verdens bedste service.

Mange ældre på de danske plejehjem må tage til takke med vakuumpakket, genopvarmet mad, og på flere bosteder skal de ældre se langt efter at få mere end et enkelt bad om ugen. Derfor bliver vi nødt til at erkende, at systemet skal nytænkes, så det også er levedygtigt i fremtiden.

Liberal Alliances politik er at oprette en velfærdskonto, hvor alle danskere frivilligt kan indbetale op til 500 kr. om måneden, der bliver beskattet som ens pensionsopsparing. Når man går på pension, kan pengene bruges skattefrit på privat velfærd. Denne model giver det frie valg tilbage til borgerne og skaber samtidig bedre konkurrencevilkår for de private velfærdsleverandører.

Med forbedrede konkurrencevilkår på velfærdsområdet opstår den afledte effekt, at velfærden kontinuerligt forbedres, så danskerne får den bedst mulige service til de lavest mulige omkostninger.

Der har ofte været stor modstand mod at skabe konkurrence på ældreplejen, og et af de argumenter, modstanderne oftest fremfører, er, at det er moralsk forkert at tjene penge på dem, der er sårbare.

I stedet synes de, det er bedre, at den ikke økonomisk motiverede stat yder servicen. Problemet er bare, at det ofte fører til velmente – men mislykkede og ineffektive – forsøg, når statens service skal leveres på monopollignende vilkår. Og netop derfor ser vi nu, at næsten halvdelen af den danske befolkning har tilkøbt private sundhedsforsikringer, mens antallet af danskere med velfærdsforsikringer også stiger støt.

Selv om det er svært at erkende, når ens politik – at investere milliard efter milliard i at forbedre den offentligt velfærd – i årevis har været forgæves, må man acceptere, at det ikke er vejen frem. De, der stadig er taler for endnu større investeringer i den offentlige velfærd, er dem, der endnu ikke har indset, at vi ikke skal kaste gode penge efter dårlige.

Spørgsmålet om fremtidens velfærd kan derfor koges ned til, om det er bedst, at så mange danskere som muligt har mulighed for selv at spare op den nødvendige service, eller om det er bedre at opretholde status quo, hvor de dårligst stillede danskere ikke har mulighed for at købe private sundhed?

Hos LA ved vi godt, hvad vi synes. Vi synes, at velfærden skal løftes, så Danmark ikke bare har den dyreste velfærd i verden, men også den bedste. Velfærdsstaten skal blive til velfærdssamfundet, hvor kvaliteten af velfærden er vigtigere, end hvem der leverer den.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 11. august 2023)

Lars-Christian Brask & Steffen Frølund
10. august 2023

Danmark er rig på opfindsomme, virkelystne mennesker, men det omsætter sig ikke alene til en sund startupkultur

Tirsdag offentliggjorde Novo Nordisk resultaterne af et studie, der påviser, at medicinalgigantens storsællert Wegovy kan forebygge alvorlige hjerte-kar-sygdomme. Novos aktiekurs blev sendt på himmelflugt, og eftersom virksomheden er en af danskernes foretrukne aktiedarlings, kunne også hundredtusindvis af danskere se værdien af deres aktiedepoter og pensionsopsparinger ryge i vejret.

Dét, der for 100 år siden blev stiftet som en beskeden insulinproducent, har i dag udviklet sig til at være verdens 19. største virksomhed, der hjælper millioner af mennesker i hele verden mod kroniske sygdomme.

Novos succes er et fantastisk eksempel på, hvad det kan føre til, når driftige ildsjæle med gåpåmod og gode idéer sætter sig for at skabe noget stort. Men selvom både virksomhedens ansatte og vi danskere kan være stolte af de imponerende resultater, bør vi huske, den danske iværksætterkultur er på retræte.

Otte ud af ti af de største danske selskaber, der er blevet søsat siden år 2000, har nemlig forladt landet ved enten at søge en udenlandsk børsnotering eller flytte hovedsædet ud af Danmark. Siden Finanskrisen har vi mistet mere end 20.000 selvstændige, selvom den samlede beskæftigelse er steget markant. Og kun én enkelt ud af de ti mest værdifulde danske virksomheder er blevet stiftet inden for de seneste 50 år. Tallene taler deres tydelige sprog.

Undgå Nokia-skæbnen

Vi befinder os i en situation, hvor fremtidens Novo Nordisk muligvis aldrig får lov til at se dagens lys, fordi klimaet for at stifte virksomheder her til lands slet og ret ikke er godt nok.

Det skyldes ikke, at det skorter på hverken virkelystne og opfindsomme iværksættere eller en tilstrækkeligt højtuddannet arbejdskraft. Det skyldes, at vi fra politisk hold har skabt nogle regulatoriske rammebetingelser, der forhindrer mange nystiftede selskaber i at realisere deres potentiale.

Hvis morgendagens driftige ildsjæle ikke har et tilstrækkeligt incitament til at starte virksomheder her i landet, går Danmark glip af fremtidens potentielle fremskridt.

Men det er ikke den eneste årsag til, at iværksætterkulturens tilbagetog er et problem. Dykker man ned i tallene, kan man nemlig se, at en stor del af drivkræften bag Danmarks vækst og produktion er drevet frem af medicinalindustrien.

Nationalbanken har estimeret, at Danmarks bnp-vækst for 2023 vil være på 0,9 pct., og at væksten i medicinalindustrien alene forventes at føre til 0,7 pct. bnp-vækst. At en så stor del af den danske vækstudvikling kan spores tilbage til medicinalselskaber, giver mindelser til de udfordringer, den finske økonomi stødte ind i for ca. 15 år siden.

Nokia var gennem 90’erne og første halvdel af 00’erne en altdominerende mobilproducent, indtil smartphones så dagens lys. Nokia formåede aldrig at hægte sig på udviklingen og gik fra markedsleder til en skygge af sig selv. Eftersom Nokia udgjorde en så stor del af Finlands samlede vækst, blev landets økonomi som helhed trukket med i faldet.

Hvis vi i Danmark vil minimere risikoen for at lide samme skæbne, bør vi derfor gøre vores bedste for, at også andre sektorer og selskaber kan vokse sig lige så store og succesfulde, som Novo har gjort det.

Bureaukratiske benspænd

Et godt sted at starte ville være ved at tilbagerulle den syndflod af bureaukratiske benspænd, som lige nu forhindrer mange virksomheders udvikling i at tage fart. Kaster man et blik den lovgivning, som mange af de nystiftede selskaber til dagligt bokser med, indser man nemlig hurtigt, at en væsentlig del af reguleringen hverken gør gavn for staten eller virksomhederne.

F.eks. er der et krav om, at en nystartet virksomhed kun må give medarbejderaktier til en værdi af mere end 10 pct. af den almindelige lønindkomst, hvis 80 pct. af de ansatte tilbydes det samme. Og der er et kapitalkrav for at stifte anpartsselskaber på 40.000 kr., hvilket er den højeste sats i Europa. Hvis vi tilbageruller benspænd som disse, kommer den danske iværksætterkultur naturligvis ikke tilbage på sporet fra den ene dag til den anden.

Men hvis vi politikere løbende gør en aktiv indsats for at luge ud i junglen af unødvendigt bureaukrati, vil det gøre det lettere for landets iværksættere. Det vil ikke blot danne grobund for fremtidig vækst, nye arbejdspladser samt indtægter til statskassen. Det vil også give den danske nationaløkonomi en højere grad af stabilitet, så vores bnp-udvikling ikke kun drives frem af én vækstmotor.

Derfor er tiden moden til at tilbagerulle de reguleringslystne politikere mange bureaukratiske benspænd. For på den måde kan vi sikre, at også næste generations Novo Nordisk får mulighed for at kunne hjælpe millioner af mennesker over hele kloden mod alverdens problemer.

(Indlæg bragt i Børsen d. 10. august 2023)

Henrik Dahl
4. august 2023

Debatten om – lad os være ærlige – at genindføre blasfemiparagraffen har i det mindste to aspekter, der kun har meget lidt med hinanden at gøre.

Det mindste problem er, at et flertal i Folketinget vil tilbage til retstilstanden før 2017. En af de begrundelser, der blev benyttet som argument for at afskaffe den gamle blasfemiparagraf, var, at den alligevel ikke blev anvendt. I den forstand – sagde man for seks år siden – var det ikke meget mere end en regelsanering, når man strøg paragraffen. En del af den løbende og nødvendige oprydning i gamle paragraffer.

Alligevel var der mange ordførere, der ikke kunne dy sig, og holdt svulstige taler om frihed og idealer, man aldrig måtte give køb på.

Det elendige ved en svulstig tale er jo ikke dens emne. Det er, at den er svulstig. Nu kan venstremænd med hang til panegyriske taler og forhenværende LA’ere med samme tilbøjeligheder så æde deres opstyltede retorik i sig. Det har de i og for sig godt af. Jeg håber, de har lært noget om brugen af tomme og svulstige fraser – skønt jeg oprigtigt tvivler.

Et langt større problem er, at den danske regering helt åbenlyst accepterer, at en forening af udemokratiske og dobbeltmoralske lande blander sig i Danmarks indre anliggender.

”At blande sig i et indre anliggende” er det tætteste, man inden for diplomatiet kan komme på at sige ”luk røven”. Og hvis der er noget, OIC-landene og deres venner i Rusland og Kina er gode til, så er det at bede enhver, der taler om antisemitisme eller forfalskede valg eller etniske udrensninger i en fjern, islamisk provins, om at erindre, at her taler vi om indre anliggender.

Hvad burde regeringen så have gjort? Det vil jeg gerne gennemgå (i en ikke-prioriteret rækkefølge) nedenfor.

1. Erkend, at Samuel Huntington – selvom han ikke var ufejlbarlig – havde langt mere ret end Francis Fukuyama i, hvad fremtiden ville komme til at bringe.

Centralt for Huntington stod, at Rusland, Kina og den islamiske verden aldrig ville komme til at købe ind på de vestlige værdier, som nogle mennesker i Vesten fejlagtigt kalder ”universelle”.

Det har været populært at slå ned på Huntingtons fejl og udeladelser, fordi det, han sagde, var ubehageligt at lytte til for de vestlige eliter. Men helt overordnet set havde han ret: Verden kommer aldrig til slet og ret at blive et sted, der er præget af vestlige værdier.

2. Erkend, at Vesten over tid har fået langt færre venner, end regionen engang havde. Store lande i Sydamerika falder fra som venner. Store dele af Afrika falder fra. Rusland er for længst faldet fra. Kina er aldrig faldet til (om man så må sige). Og Mellemøsten skal vi slet ikke tale om. Her arbejder stærke kræfter aktivt og målbevidst på at underminere og afmontere vestlige værdier. Både i regionen selv og i de vestlige kernelande.

3. Erkend, at samhandel ikke giver ”demokratisk konvergens”. En af de farligste og mest fejlagtige antagelser inden for den politiske økonomi er uden tvivl, at hvis lande og regioner handler sammen, vil de over tid konvergere politisk.

Der er stort set ikke noget belæg for denne hypotese. Derfor er det absurd at høre på mennesker, der bliver ved med at hævde, at den har noget for sig.

4. Erkend, at OIC-landene har lært sig selv at bruge FN-systemet og moderne rettighedsretorik til at fremme sine egne dagsordener.

Store dele af FN-systemet er i dag værdiløst. Det gælder ikke mindst det absurde Menneskerettighedsråd. Der som bekendt domineres af lande, der har gjort det til en ædel dyd og kær pligt dagligt at trampe på menneskerettighederne hjemme hos sig selv.

5. Gør modstand imod hykleriet i OIC-landene. De bør udfordres på, hvorfor de i det hele taget er medlemmer af FN, når de åbenlyst intet gør for at leve op til den FN-pagt, de frivilligt har skrevet under på.

De bør tages mere alvorligt, når de taler om at forfølge religioner. Vi kunne for eksempel sige til dem: Vi vil meget gerne være værter for en konference, der ser på forfølgelse af religiøse mennesker. Men konferencen skal også handle om den allestedsnærværende antisemitisme i Mellemøsten og den lige så allestedsnærværende forfølgelse af kristne i en stor del af OIC-landene.

6. Gør modstand imod de meningsløse begreber, OIC-landene – med alt for ivrig hjælp fra vestlige, venstreorienterede akademikere – benytter sig af.

”Islamofobi” er et nonsensbegreb. En fobi er en psykisk lidelse. Det er ikke og kan aldrig blive en psykisk lidelse at kritisere islam og lande med en islamisk forfatning.

Få ”racisme” som begreb bragt på ret køl. Sandheden kan for eksempel aldrig være racistisk. Derfor er det absurd at beskylde mennesker, der formidler sandheden om for eksempel de mellemøstlige diasporaer i Vesten, for racisme.

Kulturer og religioner er heller ikke ”racer”. Derfor skal kritik af kultur og religion trækkes ud af et meningsfuldt begreb om racisme.

Protester imod ethvert akademisk lydende begreb, der ikke er akademisk, men er formet af had til den vestlige verden (der meget ofte har karakter af selvhad).

7. Vær mere offensiv, når det gælder OIC-landenes påstand om, at vesten ensidigt er et dårligt sted. Den er nemlig ekstremt hyklerisk.

Hvad bruger velhavende mennesker i OIC-landene de fleste af deres penge til? At få fingre i så mange vestlige genstande, det overhovedet kan lade sig gøre. Lige fra luksusvarer til vestlig medicin til vestlige våben.

OIC-landene elsker at tale grimt om vestlige værdier. Men det sidste, de vil undvære, er vestlige produkter.

8. Vær mere offensiv, når det gælder evindelige, mellemøstlige påstande om, at Vesten er racistisk.

Hvis Vesten er så racistisk, hvorfor bliver I så ikke bare væk? Der er vældig mange mennesker med rødder i Mellemøsten, der absolut ikke ville blive savnet, hvis de fortrak til den region, deres familie stammer fra.

9. Vær mindre relativistisk.

Der er ingen regioner i verden, hvor det er bedre at være kvinde eller at tilhøre et mindretal, end i Vesten. Der er ingen regioner i verden, hvor det er bedre at være fattig, at være ramt af dårlige tider eller at blive syg (selv om ingen af delene selvfølgelig i sig selv er fede).

Vesten er alle andre regioner i verden overlegen, når det gælder videnskab, teknik, filosofi, demokrati, god regeringsførelse og indretning af samfundsinstitutionerne til gavn for de fleste.

Derfor skal vi selvfølgelig ikke sælge ud af vores værdier, men kæmpe for dem.

Og gerne med betydelig større overbevisning, end den danske regering gør.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 4. august 2023).

Steffen Frølund
3. august 2023

I et læserbrev trykt i Information den 31. juli med titlen »Når Danmark siger nej til atomkraft, har vi den videnskabelige evidens på vores side«, bebudede Socialdemokratiets klima- og energiordfører Lea Wermelin, at debatten om atomkraft burde tage udgangspunkt i fakta.

I Liberal Alliance er vi store tilhængere af Wermelins pointe om, at videnskabelig evidens bør være ledestjernen for den danske klimapolitik. Netop derfor foreslog vi før sommerferien at nedsætte en Niels Bohr-kommission bestående af danske og udenlandske eksperter, som kunne give os viden om, hvorvidt atomkraft passer ind i den danske energiforsyning.

Men da forslaget om kommissionen skulle til afstemning, stemte Socialdemokratiet imod.

Det harmonerer selvfølgelig ikke med Wermelins budskab om, at debatten om atomkraft bør tage udgangspunkt i fakta. For hvis man reelt er interesseret i en grøn omstilling, kan man vel ikke også være modstander af, at uafhængige eksperter give os mere viden om brugen af kernekraft, så vi kan føre klimapolitik på et så oplyst grundlag som muligt?

Sagen er symptomatisk for en generel tendens i den danske klimadebat. De røde partier siger ét, men gør i praksis noget andet.

Når eksempelvis både IPCC’s ekspertpanel såvel som de officielle udmeldinger fra EU og FN alle slår fast, at vi kan bruge atomkraft, hvis vi skal have en jordisk chance for en grøn omstilling i tide, vender Socialdemokratiet det blinde øje til eksperternes anbefalinger.

Som et argument for sin atomkraftmodstand, henviser Wermelin til en rapport lavet af 16 forskellige energiforskere fra blandt andet Aalborg Universitet og DTU. Denne undersøgelse kalder Wermelin for »videnskaben«.

Men undersøgelsen følger slet ikke den videnskabelige metode, fordi det for det første ikke er fagfællebedømt, for det andet fordi beregningsmodellerne ikke er åbne for efterprøvelse, og for det tredje fordi deres inputdata til beregningerne er blevet kritiseret fra flere kanter.

Derfor synes vi i Liberal Alliance bare, at Wermelin burde følge sit eget gode råd: Hvad med at lytte til videnskaben, så vi kan føre klimapolitik på et så oplyst grundlag som muligt?