Sólbjørg Jakobsen & Steffen Frølund
21. september 2023

Kapitlet om toptopskatten er et af de mere finurlige i dansk politik. Det er kapitlet om idéen, der ikke som sådan har rod i nogen realpolitisk idé, og som ingen rigtig vil tage teten på at argumentere for. For hvem er det egentlig, der vil toptopskatten, og hvad er de politiske visioner bag den? Det står stadig hen i det uvisse. Ja, faktisk har hele miseren om emnet taget sig så skørt ud, at man som borgerlig nærmest har haft lyst til at hjælpe regeringen med blot at argumentere for dens egen politik. Men det vil alligevel være for meget af det gode.

Derfor vil vi her tillade os at gøre det modsatte. For der er nemlig et utal af grunde til, at toptopskatten er en så historisk dårlig idé, at selv regeringen kløjes i argumentationen for den.

Lad os indlede med et kig på provenuet fra skatten. Det er Skatteministeriet på sølle 700 mio. kr., hvilket er ca. det halve af, hvad afgiften for ledningsført vand indbringer. I en samlet skatteindtægt på mere end 1200 mia. kr. sidste år og med et råderum på over 60 mia. kr. frem mod 2030 blegner den slags penge hurtigt. Og det er ganske vist under den forudsætning, at de overhovedet kommer ind. Men det gør de ikke.

Grundlaget forsvinder

Ifølge alle ekspertskøn vil det beregnede provenu nemlig blive udhulet noget så grelt, fordi folk blot kan flytte rundt på deres penge, så de undgår skatten. Under normale tilstande flugter den samlede skat på arbejde nogenlunde med skatten på udbytte, hvor der først er betalt selskabsskat. Den balance gør man op med gennem toptopskatten. I stedet skaber man et markant incitament til blot at betale udbytte i stedet for løn, hvis man ikke også hæver aktieskatten, hvilket ikke sker. Derfor vil mange blot gøre netop det.

Tal fra Skatteministeriet viser, at 45 pct. af alle de 8600 potentielt berørte af en toptopskat har den mulighed, fordi de enten er selvstændige eller hovedaktionærer. På den baggrund forventer Cepos et nedslag i provenuet på ca. 200 mio. kr. Og for at illustrere hvor fjollet det hele er, viser en gennemgang i Berlingske sågar, at 98 ud af de 100 rigeste personer i Danmark på den måde kan slippe for skatten. Grundlaget for provenuet forsvinder altså langsomt.

Værre bliver det blot af, at nogle af de fremmeste danske skatteeksperter også peger på, at de negative effekter af en toptopskat vil være fire til fem gange større end først antaget, da de såkaldte indkomstelasticiteter vil være på mellem 0,4 og 0,58. Det betyder, at øger man skatten med 1 pct. for en gruppe, sænkes indkomsten i samme gruppe med 0,4-0,5 pct. på sigt, fordi gruppen træffer andre karrierevalg.

Imidlertid regner ministerierne med en elasticitet på 0,1 i gennemsnit. Regner man med eksperternes elasticitet, er provenuet nærmest ikkeeksisterende, og dermed forsvinder grundlaget for provenuet ikke blot langsomt – det forsvinder som dug for solen. Og hvad er så meningen med en skat, hvis den ikke er til for at skrabe penge ind til den offentlig service?

Symbolpolitik

Her kommer vi til et af de grimmere punkter, som regeringen selvfølgelig ikke kan sige højt: de symbolpolitiske hensyn. Baggrunden for indførelsen af skatten skyldes alene opretholdelsen af en vis “balance”.

Hvis nogle skal have en skattelettelse, skal andre have et gok i nødden. Det er et spørgsmål om regeringens grundlæggende selvfremstilling. Et spørgsmål om populisme og en hypotetisk kamp mod ulighed. For sagen er nu engang den, at toptopskatten end ikke rykker en tøddel ved Gini-koefficienten. Den går fra 30,28 til 30,22, hvilket er en så lille forskel, at selv den mest årvågne økonom kunne overse den.

Omkostningen ved den slags er regeringen klar over. På regeringskontorerne ved man godt, at en toptopskat er skadelig for Danmark og dansk økonomi. Man ved godt, at skatten udskammer den gruppe, der i forvejen bidrager mest, men som meget få har ondt af. Og man ved godt, at den rammer en gruppe, der i forvejen betaler 18 gange så meget i skat som den gennemsnitlige dansker.

Det er lige dele kynisk og skødesløst. For tænk engang, hvilket signal den slags afstraffelse af succes sender til både de hårdtarbejdende danskere og vores ungdom, akkurat som den blot øger incitamentet til at omgå skatten. For selv hvis man ikke er selvstændig eller hovedaktionær, er der gode muligheder for det: Et stærkt realistisk bud er, at toptopskatten fremover blot vil få flere mennesker til at tage til udlandet og bruge forskerskatteordningen. På den beskattes man med 32,84 pct. mod top-topskattens 60,5 pct. Mulighederne for at udhule provenuet står i kø. Pengene kommer ikke ind.

På den måde forsvinder selv det sidste spinkle håb om, at der nogensinde har været en realpolitisk intention bag forslaget. Det er faktisk nærmest en skam.

(Indlæg bragt i Børsen d. 21. september 2023).

Liberal Alliance
15. september 2023

Hanne Bjørn, der siden 2018 har slået sine folder som kommunalbestyrelsesmedlem i Herlev Kommune, er netop skiftet fra Det Konservative Folkeparti til Liberal Alliance.

Foruden at være kommunalpolitiker har Bjørn ligeledes stillet op til folketinget i både 2019 og 2022, hvor hun i 2020 var midlertidigt folketingsmedlem under Rasmus Jarlovs orlov.

Til kommunalvalget i 2021 blev Bjørn genvalgt med kommunens fjerdehøjeste antal personlige stemmer, og hun begrunder sit skifte til Liberal Alliance med henvisning til det landspolitiske:

”Jeg har haft et fantastisk samarbejde med mine konservative kollegaer i kommunalbestyrelsen, som jeg håber på at kunne fortsætte, selvom min partifarve nu er blå. Men jeg må erkende, at mit liberale menneskesyn ikke harmonerer med partilinjen hos De Konservative, og at jeg derfor er nødt til at melde mig ind i et parti, der repræsenterer mine liberale grundværdier”.

Hos Liberal Alliances organisatoriske landsformand, Jakob Rixen, vækker Hanne Bjørns partiskifte begejstring: ”Jeg er utroligt glad for, at Hanne har valgt at melde sig under Liberal Alliances faner. Hun er en liberal ildsjæl, og jeg er sikker på, at hun bliver en stærk stemme for partiet i Herlevs kommunalbestyrelse”.

Hanne Bjørn har sæde i kommunens Økonomi-, og Planlægningsudvalg, Børn- og Uddannelsesudvalg samt Familie- og Forebyggelsesudvalget, og hun arbejder til dagligt som marketingmanager i et IT-konsulenthus.

For kontakt og interview:
Hanne Bjørn, byrådsmedlem i Herlev (2235 4772)
Mads Strange, rådgiver i Liberal Alliance (6162 3526)

Steffen Larsen
11. september 2023

Det siges, at gamle vaner dør svært. Det hovedløse danske forbud mod cannabis er en af de gamle vaner, der forvolder flere problemer, end det løser, og som vi politikere desværre ikke har fået gjort det af med.

Siden slumstormerne for et halvt århundrede år siden overtog Christiania, har det danske cannabis-forbud med jævne mellemrum været et fast emne i den offentlige debat.

For nyligt blussede debatten endnu engang op, da Christianias beboere besluttede sig for at blokere adgangen til Pusher Street for at stoppe den ulovlige handel med cannabis, der finder sted ved højlys dag.

Og kaster man et blik på nye målinger, er det faktisk ikke kun christianitterne, der gerne vil stikke en kæp i hjulet på bandernes organiserede kriminalitet.

Mere end hver anden dansker går nemlig også ind for at legalisere cannabis. I Liberal Alliance synes vi ikke, den holdning er helt skæv.

Statskontrolleret legalisering
I dag er det nemlig sådan, at alle danskere – hvad end det er børn eller misbrugere med brug for hjælp – har muligheden for at bytte et par sammenkrøllede pengesedler til grønne cannabis-planter.

For på bandernes uregulerede sortbørsmarked står Pusher Street åben for enhver, og ingen kan med sikkerhed vide, hvad der præcis bliver solgt.

Hvis vi legaliserede cannabis og solgte det på regulerede vilkår, kunne vi både sikre produktets kvalitet, og at det ikke bliver solgt til børn eller misbrugere med brug for hjælp.

Men en legalisering af cannabis ville også betyde, at bandernes økonomisk grundlag blev slået i stykker.

Opgørelser viser nemlig, at den danske hash-handel hvert år forløber sig til mere end en milliard kroner.

Med en statskontrolleret legalisering ville indtægterne for salget lande i den danske statskasse, hvor det kunne finansiere fremtidens velfærd i stedet for at give næring til Danmarks kriminelle underverden.

Øge trygheden
Foruden de økonomiske argumenter vil en legalisering også forventes at bidrage til et mere trygt og sikkert samfund.

Vender man blikket mod lande som Canada og Portugal, der har legaliseret cannabis, førte det nemlig til markant mindre narkorelateret kriminalitet, færre gadekonflikter mellem de konkurrerende bander og et dyk i antallet af voldelige opgør over territorier.

Hertil kommer også, at det danske retsvæsen og politi ville få frigivet en masse vigtige ressourcer, som i stedet vil kunne bruges på andre vigtige opgaver.

Fordelene ved at legalisere cannabis synes altså at stå i kø.

Liberal Alliance er vores holdning til, hvordan legaliseringen skal finde sted i praksis ikke noget, der står mejslet i granit.

Men et godt sted at starte kunne være med en prøveperiode på fem år, hvor salget vil foregå fra offentlige salgssteder, der kan sikre ordnede forhold og bidrage med information fra uddannet personale.

Det vil ikke blot trække tæppet væk under bandernes økonomi, skabe færre misbrugere, mindre kriminalitet og mere tryghed.

Det vil også gøre, at vi tager et skridt i retningen mod et mere frit samfund, hvor gammel vanetænkning ikke står i vejen for sund fornuft.

(Indlæg bragt på Altinget.dk d. 11. september 2023).

Liberal Alliance
11. september 2023

Liberal Alliances kandidater til Europa-Parlamentsvalg i 2024 er netop blevet valgt. Her er kandidaternes placering på listen.

Når danskerne næste sommer skal til stemmeurnerne i forbindelse med Europa-Parlamentsvalget, vil der være 13 kandidater at finde ud for liste I.

Henrik Dahl er partiets spidskandidat og blev valgt på et separat opstillingsmøde i juni. På et opstillingsmøde lørdag d. 9. september 2023 valgte Liberal Alliances medlemmer de resterende af partiets kandidater.

Partiets formand, Alex Vanopslagh, er meget positiv over partiets valgte kandidater til Europa-Parlamentsvalget, og partiets mulighed for at få et mandat ved det kommende valg:

”EU står over for en masse vigtige udfordringer, som LA skal gøre sit for at bidrage til. Derfor er jeg glad for, at vi har fået valgt et stærkt hold af kandidater, nu hvor partiet er et sted, hvor vi har mulighed for at blive repræsenteret i Europa-Parlamentet.”

Her er de kandidater, der stiller op for Liberal Alliance til Europa-Parlamentet, i prioriteret rækkefølge på listen:

1. Henrik Dahl
2. Mads Strange
3. Thorbjørn Jacobsen
4. Carsten Normann
5. Helle Jensen
6. Martin Sibast Laugesen
7. Martin Bech
8. Thomas Vesth
9. Nikolaj Steffenauer
10. Danny Malkowski
11. Henriette Søvind
12. Lars Høyer Holmquist

For presse og kontakt:
Louise Juul Christensen, presserådgiver
Louise.Christensen@ft.dk
+45 6162 4380

Liberal Alliance
31. august 2023

I forbindelse med partiets sommergruppemøde har Liberal Alliance valgt ny politisk ordfører. Det bliver Sólbjørg Jakobsen, der tager over efter Alex Vanopslagh.

Liberal Alliances folketingsgruppe har på sit sommergruppemøde valgt Sólbjørg Jakobsen som ny politisk ordfører. Hun overtager efter Alex Vanopslagh, der har bestredet posten, siden han i 2019 blev valgt til Folketinget og tog over som partileder.

Sólbjørg Jakobsen udtaler:
”Jeg er utroligt glad for, at gruppen har valgt mig som politisk ordfører.
I en tid med en teknokratisk midterregering har Danmark mere end nogensinde brug for, at Liberal Alliance kæmper de ideologiske kampe for et samfund med mere frihed, ansvar og optimisme”.

Også hos Liberal Alliances partileder er der glæde at spore over, at Sólbjørg Jakobsen nu skal bære faklen videre som partiets politiske ordfører:
”Lige siden Sólbjørg blev valgt ind, har hun fra dag ét vist sig som en dygtig, liberal værdikriger.
Jeg er sikker på, at hun kommer til at gøre det fremragende, når hun som politisk ordfører skal kommunikere vores politik i den kommende valgperiode”.

I tillæg til titlen som politisk ordfører beholder Jakobsen også sine poster som ordfører for beskæftigelse-, ligestilling og Færøerne. Derudover overtager Alexander Ryle posten som miljøordfører fra Ole Birk Olesen, som dog stadig er ordfører for natur, mens Louise Brown bliver ordfører for § 71.

Jens Meilvang
31. august 2023

Prisen for DSB’s monopollignende tilstand bliver sendt videre til danskerne. Men med skærpede EU-regler har regeringen en anledning til at sende DSB’s aftale med staten til et tiltrængt eftersyn.

Juleaftensdag 2023 træder EU’s nye, skærpede regler for udbud på jernbaneområdet i kraft, hvilket er en glimrende anledning til at sende DSB’s nuværende aftale med staten til et tiltrængt eftersyn.

Men desværre tyder noget på, at regeringen ikke har tænkt sig at sende DSB’s aftale med staten i udbud.

I Liberal Alliance synes vi ikke, at det er den rigtige løsning.

For som alle, der jævnligt benytter sig af DSB’s ydelser, vil vide, er der bestemt plads til forbedring, hvad angår den kollektive trafik her til lands.

Det grundlæggende problem kan spores til en kendsgerning, som man ikke behøver at være Ph.d. i økonomi for at være bekendt med. Nemlig at monopoler skaber dårlig service og høje priser.

Når virksomheder bliver udsat for konkurrence, bliver de tilskyndet til at innovere, reducere deres omkostninger, forbedre kvaliteten af deres ydelser og gøre sit ypperste for at møde forbrugernes behov.

Omvendt fører et fravær af konkurrence til stilstand, og prisen for dette bliver sendt videre til danskerne, som får det af mærke på flere områder, end blot når rejsekortet skal tankes op – eksempelvis i form af forsinkelser eller dårlig service.

Da man tidligere konkurrenceudsatte DSB’s ruter i Vest- og Midtjylland, hvor Arriva vandt udbuddet, endte man med at spare 300 mio. kr. alene første kontraktperiode.

Uanset hvor man bor i Danmark, skal man kunne stole på, at der kommer tog til tiden, hvis priser er til at betale.

Og når regeringen selv har bebudet, at man gerne vil have flere danskere til at bruge den kollektive trafik, er det en bunden opgave at gøre det så let som muligt for danskerne at bruge den offentlige transport.

Derfor håber jeg på, at regeringen vil bryde med vanetænkningen og sørge for at sende DSB’s aftale i udbud, så andre aktører også har muligheden for at byde ind. For kun på den måde kan vi sikre, at de hundredtusindvis af danskerne, der hver dag er afhængig af DSB, får den bedst mulige service til de lavest mulige priser.

Frit gymnasievalg
Helena Artmann Andresen
28. august 2023

Unge i dagens Danmark er ikke blevet mere skrøbelige, og derfor skal vi ikke pakke dem ind i vat og misforstået hensyn. Vi skal hjælpe dem til et bedre grundlag og sundere syn på, hvornår man som studerende og menneske er god nok.

I sidste uge gled de første afsnit af TV 2’s dokumentarserie ”Presset ungdom” hen over skærmen. Det er utroligt hårdt at se danske gymnasieelever være så mentalt presset, at de kæmper med angst, depression og selvmordstanker. Hvad der er værre, er, at det ikke er unormalt at være ung og have det sådan. Det er skræmmende, at hver tredje unge kvinde og hver femte unge mand i dag mistrives.

Det lød fra de unge og rektorerne på landets gymnasier, at det er de faglige krav i vores uddannelsessystem, som skubber de unge og deres mentale helbred helt ud til kanten.

Unge skal have det bedre, ingen diskussion. Men jeg mener ikke, at færre krav og prøver er løsningen. Det er godt, at vi tester unges viden og kunnen. De vil blive konfronteret med det resten af livet, så vi gør dem kun en bjørnetjeneste og pakker dem ind i vat, hvis vores uddannelsessystem ikke lærer dem at blive testet.

Problemet opstår, når man fejlagtigt tror, at man død og pine skal have 12 i alt og være perfekt til hver eneste test, man tager. Unge bliver i høj grad presset af egne indre krav og den perfekthedskultur, der hersker blandt os unge.

Jeg er selv 21 år og genkender de indre krav til at være perfekt, som de unge i dokumentaren beskriver. Unge i dag sætter tårnhøje krav til sig selv. Hvis du ikke er den bedste til, hvad end du laver, er det ikke godt nok. At være middel er det værste, du kan være. Men det er et urealistisk krav at stille sig selv. Der er mange trin på skalaen, og det har aldrig været meningen, at alle skal have 12 i alt. Det betyder ikke, at vi unge ikke må være ambitiøse. Det må vi meget gerne være. Men ingen er den bedste til alt hele tiden.

Perfekthedskulturen har ikke kun skabt en mistrivselsepidemi i Danmark, men en pandemi. Kigger vi ud over landets grænser, ser vi, at unge, som mistrives, er et problem i hele den vestlige verden. Også af denne grund kan de faglige krav og prøver i det danske uddannelsessystem ikke alene være årsagen.

Skal vi denne mistrivselsepidemi til livs, bliver vi nødt til at kigge på de unges liv som en helhed, og hvad det er, der presser dem.

Den såkaldte Skolebørnsundersøgelsen 2022 blev offentliggjort denne uge. Når jeg læser den, står det klart, hvad der danner grundlaget for de mange mentalt pressede børn og unge.

Børn i 7.-9. klasse har flere timers skærmtid om dagen, særligt pigerne bruger størstedelen af den tid på sociale medier, 61 pct. af eleverne i 9. klasse bruger deres telefon om natten efter sengetid, og mellem 19 og 33 pct. af børnene dyrker kun hård fysisk aktivitet i en time eller mindre om ugen. Vi ved, at højt skærmforbrug, dårlig søvn og inaktivitet er noget, som skaber et dårligt grundlag for et godt mentalt helbred og evnen til at modtage læring og blive testet.

Jeg kender problemet. Telefonen er svær at lægge fra sig, når man først har åbnet Instagram eller Tiktok. Men det er afgørende, at vi hjælper børn og unge med at begrænse timerne, de bruger på telefonen.

Sociale medier erstatter i stigende grad de uforpligtende fællesskaber, som man for eksempel har gennem fritidsaktiviteter som fodboldtræning, gymnastik eller noget helt tredje. Unge i 9. klasse bruger mellem to og tre timer om dagen på sociale medier, hvor de ser det ene perfekte – og urealistiske – billede efter det andet fra andre menneskers liv. Hvis unge lukkede Instagram for i stedet at bruge mere tid på for eksempel at spille fodbold i den lokale fodboldklub eller arbejde i brugsen efter skoletid, ville de uundgåeligt få et mere nuanceret billede af verden omkring dem.

I stedet for at se det ene ”perfekte” billede efter det næste på sociale medier, ville de i fodboldklubben eller på deres fritidsarbejde blive eksponeret for et mere realistisk billede af andres liv. Nogle møder måske op til træning efter at have dumpet en tyskprøve i skolen få timer tidligere, en anden har muligvis skændtes med sine forældre før arbejde, og det er langtfra alle, som møder op i det nyeste og dyreste designertøj. Blev unge præsenteret mere for virkelighedens verden end den digitale, ville deres virkelighedsbillede hurtigt blive mere nuanceret. De ville hurtigt se, at ingen er bedst til alt, og se de uperfektheder, som vi alle har, men som de færreste viser på sociale medier.

Det er nødvendigt, at forældre til unge tager en større del af ansvaret for, at deres børn ændrer disse mønstre, og giver deres børn et andet perspektiv. Institutioner og os politikere kan – og skal – ikke tage hele ansvaret for, at børnene scroller gennem Tiktok eller Instagram om natten eller mangler fællesskaber i det virkelige liv, som kan nuancere deres billede af, at alle er ”perfekte”.

Kort sagt er jeg overbevist om, at flere unge ville få det bedre, hvis de orienterede sig mere ud mod verden og fokuserede mindre på sig selv og den kunstige virkelighed, som sociale medier er.

Misforstå mig ikke, det er ikke min holdning, at det kun er de unges eget ansvar at få det bedre. Men løsningen er ikke at droppe karakterer eller stoppe med at teste eleverne. Det er en nødvendighed i enhver uddannelse og blot et plaster på et dybere sår. I stedet mener jeg og mine kollegaer i Liberal Alliance, at vi skal tage fat om problemets rod.

Problemerne med et stresset miljø, hvor der ikke er tid til det enkelte barn, starter i daginstitutionerne. Vi skal sikre flere uddannede pædagoger i daginstitutionerne, så vi sikrer den bedst mulige kvalitet af det pædagogiske arbejde, og at det enkelte barn bliver set. Det vil klæde børnene bedre på til at træde ind i skolesystemet.

Dernæst skal vi tage hånd om folkeskolen, som har været på den gale kurs siden folkeskolereformen – og særligt inklusion i grundskolen. Inklusion kan lyde som en god ting, men den er i virkeligheden et forsøg på at presse alle børn ned i den samme form, hvilket har vist sig hverken at være en velfungerende løsning for inklusionseleven eller den klasse, som barnet presses ind i. Der skal være plads til både forskellighed og uforstyrret undervisning i grundskolen.

Derudover skal vi tilbage til kortere skoledage. Undersøgelser viser, at børnenes læring ikke forbedres af, at de er tvunget til at være længere tid i klasselokalet.

Hvis vi skaber et bedre grundlag for eleverne, kan vi fjerne meget af det pres, som flere unge oplever tiltager længere oppe i uddannelsessystemet.

Vi skal hjælpe unge med at forstå, at et karakterblad bestående udelukkende af 12-taller ikke afgør, om de får et godt liv. Det er i lige så høj grad den erfaring, som man får uden for skolen gennem frivilligt arbejde, et studiejob eller sociale fællesskaber, som giver dig værdi.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27. august 2023).

Steffen Frølund
25. august 2023

For nylig kunne man i nærværende spalter læse en klumme af Gregers Andersen, der har forvildet sig ud i en parade af stråmandsargumenter om Liberal Alliances klimapolitik. »Liberal Alliances klimapolitik er et sindbillede på det bedrag, der er ved at smadre vores klode«, hed den (15. august, 2023). Andersen fabulerer eksempelvis om, at Liberal Alliances klimapolitik ikke er baseret på regulering. Men hvis Andersen havde læst vores politik en kende mere grundigt, før han gik til tasterne, ville han vide, at Liberal Alliance er det parti i Folketinget, der har den mest ambitiøse klimapolitik målt på CO2-reduktioner.

I vores klimaudspil for foråret 2022 anviser vi eksempelvis vejen til at få en 100 procents CO2-reduktion i 2030. Det er et mere ambitiøst mål, end hvad man finder i partiprogrammet hos både Enhedslisten, Det Radikale Venstre eller SF. Så når Andersen postulerer, at vi hænger i bremsen med hensyn til at skabe den nødvendige politiske regulering – selv om vi er det parti, der går ind for den højeste CO2reduktion – klinger hans argumenter altså en smule hult. Et andet reguleringsgreb, vi gerne vil tage i brug, er at indføre en høj, flad og ensartet CO2afgift, der naturligvis skal modsvares af tilsvarende skattelettelser.

Andersen kritiserer også vores klimapolitik for at være rodfæstet i en optimistisk tro på, at vi kan løse udfordringerne med ny teknologi. Det er fuldstændig korrekt.

I Liberal Alliance tror vi nemlig på, at vi kan overkomme problemerne med håb og optimisme – og lytter man til de førende eksperter på området, er de også enige i, at vi næppe får noget ud af lade os forføre af pessimismens sirenesang. Chefen for FN’s klimapanel, som velsagtens er den vigtigste autoritet i klimadebatten, Jim Skea, har f.eks. påpeget, at vi skal lade være med at debattere klimapolitik med udgangspunkt i undergangsscenarier. Så mens degrowth-doktrinens fanebærere vil løse klimaforandringerne med dommedagsprofetiske skræmmebilleder og formaninger om, at vi skal droppe kapitalisme og vækst, vil vi i Liberal Alliance gå i den modsatte retning. For uanset hvordan man vender og drejer den, er faktum, at vi ikke har en realistisk chance for at lægge skinnerne til en grøn omstilling uden teknologiske nybrud. Det ville svare til at forsøge at slukke en skovbrand med et glas vand.

Hvis der er noget, historien har vist os, så er det, at vi mennesker kan løse selv de mest uoverkommelige udfordringer, når innovative iværksættere i en kapitalistisk markedsøkonomi får incitamentet til at skabe noget stort.

Men det kræver, at vi tør tro på, at verden kan blive bedre. Det kræver, at vi vælger innovation frem for stagnation. Så spørgsmålet er, om vores klimapolitik skal baseres på frygt eller fremskridt? I Liberal Alliance ved vi godt, hvad vi vælger.

(Indlæg bragt i Politiken d. 25. august 2023).