Vandkrisen skal have opmærksomhed i dansk udenrigspolitik

Henrik Dahl
8. april 2024

Vandområdet er i disse dage i fokus. Det er dog nyt, at vand også ses i et sikkerhedspolitisk perspektiv, men det er på tide.

Manglende og ulige adgang til rent ferskvand samt sygdomsfremkaldende spildevand er en hovedårsag til spændinger og konflikter.

Klimaændringer, befolkningsvækst og øget vandforbrug til industri og energi vil accelerere udviklingen globalt. Den forventede konsekvens vil være øget migration såvel som en stigning i væbnede konflikter relateret til vand.

I en europæisk kontekst er det særligt vandproblemerne i Afrika og Mellemøsten, som udgør den potentielt største destabiliserende faktor. Ifølge World Resources Institute er Nordafrika og Mellemøsten (MENA) i dag verdens mest vandudfordrede område og situationen vil kun forværres frem mod 2050, hvor hele befolkningen vil lide af vandmangel.

Denne stærkt bekymrende vandmangel sker parallelt med en eksponentiel befolkningsvækst frem mod 2050, som vil fordoble befolkningen i MENA-regionen til 725 millioner mennesker.

Det siger sig selv, at denne udvikling er skrøbelig og uholdbar, og vil fremprovokere migration og en kraftig forøget risiko for lokale konflikter og krige over vandressourcer. Denne tendens gør sig også gældende i resten af Afrika.

Ovenstående udvikling er en af årsagerne til, at Nato i sin årlige sikkerhedspolitiske prognose fra januar meget klart fremhæver, at vandudfordringer vil øge migrationsbevægelserne eksponentielt og deraf fremprovokere økonomisk og social ustabilitet.

Det er særligt Europa, som er under pres – og Nato forudser også, at vandudfordringerne vil blive udnyttet af autoritative stater som Rusland til at skabe radikalisering og konflikter.

Senest kunne Weekendavisen berette, at Rusland planlægger at sende hundredtusindvis af afrikanske migranter gennem Afrika og Maghreb over Middelhavet og op gennem Italien og Frankrig. Uafhængigt af Ruslands planer kan vi allerede aflæse stigende migration.

Ifølge EU’s grænseagentur, Frontex, krydsede næsten 400.000 illegale migranter grænsen til EU i 2023. Det højeste niveau siden 2016.

Ovenstående udvikling er en af årsagerne til, at Forsvarets Efterretningstjeneste i sin seneste risikovurdering fremhæver statskup og væbnet oprør i blandt andet Mali, Burkino Faso og Niger, som konsekvens af vandmangel.

Men vandkrisen er endnu større og et globalt sikkerhedsproblem. Det ses afspejlet i Pacific Institute’s opgørelse over væbnede konflikter relateret til vand, hvor der fra 2017 til 2022 er registreret en global stigning på 550 procent! Fra henholdsvis 47 til 230 konflikter.

Og tendensen for 2023 ser desværre ikke bedre ud.

Vand bruges i stigende grad som våben, hvilket konflikten i Ukraine er et godt eksempel. Bare i de tre første måneder af krigen blev der ifølge det videnskabelige tidsskrift Nature registreret 64 specifikke vandrelaterede angreb i Ukraine. Det understreger, hvordan vand også bliver brugt som våben.

Det er på tide, at vandkrisen får opmærksomhed i dansk sikkerheds- og udenrigspolitik. Trusselsbilledet domineres af Rusland på den korte bane og Kina på den længere bane, mens det for de mere bløde “sikkerhedspolitiske temaer” mest handler om cybersikkerhed, energiforsyning og adgang til kritiske råstoffer.

Det er bestemt relevant, men vi glemmer vandets rolle, som underliggende faktor i at skabe kriser, migration, konflikter og krige, som vi så efterfølgende må forholde os til.

Både Nato og FN har fået øjnene op for dette, men herhjemme er der endnu ikke tilstrækkelig politisk bevidsthed om det.

Dette til trods for, at “vand for fred” hænger uløseligt samme med de tre højest prioriterede emner for danskerne til EU-valget ifølge Kantar for tænketanken Europa: Klimaforandringer og grøn omstilling, flygtninge og migranter og forsvar og sikkerhed.

Heldigvis er der god mulighed for det politiske Danmark til at se og udnytte potentialet i vand. Danmark har en styrkeposition på vandområdet med løsninger, der efterspørges rundt om i verden og som kan være et stærkt aktiv i vores sikkerheds- og udenrigspolitik.

Lad os bruge dette aktiv til at skabe fred og til at understøtte vækst og velfærd herhjemme. Der er i hvert fald to meget konkrete muligheder i henholdsvis regeringens kommende Globaliseringsstrategi og Afrika-plan. Så lad ferskvandet flyde og spildevandet rense til gavn for Danmark, EU og verden.

Vi glemmer vandets rolle, som underliggende faktor i at skabe kriser, migration, konflikter og krige, som vi så efterfølgende må forholde os til.

Af Henrik Dahl og Mads Helleberg Dorff, branchechef Vand, Dansk Industri

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 8/4-2024)

Forsvarspolitik er ikke til symbolske markeringer

Ole Birk Olesen
5. april 2024

Det sker hele tiden: Et emne er oppe i tiden, og partier og meningsdannere føler behov for at påstå, at de skam er meget mere optagede af emnet og af alt, der er godt, end vi andre.

Så skal vi høre, at hvis man ikke vil forbyde oksekød i offentlige institutionskøkkener, så er man sandelig ikke lige så helhjertet optaget af at redde kloden fra klimaundergang, som de sande klimaforkæmpere er.

Eller hvis man ikke vil forbyde muslimer at lave egne friskoler, så går man i virkeligheden ikke ind for en stram asylpolitik, uanset hvor mange andre opstramninger man ellers har stemt for.

Der går symbolpolitik i den politiske diskussion, så nogle kan hævde sig bedre end andre på et område, hvor den politiske uenighed slet ikke er så stor, og hvor man måske i stedet burde glæde sig over en ny konsensus om såvel retning som alle de indsatser, som faktisk rykker noget.

Sådan er det for tiden også med debatten om det danske forsvar. Enigheden har næppe nogensinde været større:

Vi skal have et stærkt forsvar, vi skal bruge 2 pct. af bnp på det, vi skal være et helhjertet medlem af Nato, og fjenden kommer fra øst. Alle betydende kræfter og partier bakker op om disse helt centrale elementer i dansk forsvarspolitik.

Så hvad skal vi nu diskutere? Værnepligt! Og at kvinder også skal indkaldes til Forsvarets Dag!

I den forbindelse melder også borgerlige politikere, debattører og en avislederskribent her på Jyllands-Posten sig med påstande om, at hvis vi i Liberal Alliance ikke mener det samme om værnepligt som alle øvrige, så er vi at sammenligne med folk, som ikke går rigtigt op i klimaet, fordi de ikke vil forbyde oksekød i børnehaver, eller med andre, som er lalleradikale på udlændinge, fordi de ikke vil forbyde muslimer at lave friskoler.

Der må være en kant! Og hvis den er svær at finde, så kan vi da altid opfinde en!

Der bliver sagt og skrevet meget om, hvad LA mener om værnepligt. Jeg føler behov for at slå tre ting fast:

For det første: I LA er vi tilhængere af grundlovens bestemmelse om, at enhver våbenfør mand (eller kvinde) har pligt til at stille sig til rådighed for landets forsvar, hvis fjenden er på vej mod vores grænser for at invadere nationen. Vi har gentagne gange sagt, at vi ikke ønsker en ny grundlov, og det gælder også i forhold til grundlovens paragraf 81 om den almindelige værnepligt. Intet skal ændres her. Vores frihed har historisk hvilet på en vilje til at beskytte vores selvstændighed, og det kan den komme til igen. I så fald skal våbenføre borgere kunne udkommanderes til at skyde mod fjenden.

For det andet: Det, vi har behov for i dag, er at kunne stille med det stærkest mulige forsvar for at leve op til vore Nato-forpligtelser. Danmarks forsvar er ikke alene Danmarks sag, ligesom f.eks. Finlands forsvar i dag ikke alene er Finlands sag. Begge lande, og alle lande i Nato, har svoret en ed om at komme hinanden til hjælp, såfremt et land uden for forsvarsalliancen går til angreb på et allianceland. Vi udkommanderer i Danmark ikke værnepligtige, hverken unge, som aktuelt aftjener deres værnepligt, eller fra reserven af tidligere værnepligtige til Nato-missioner i udlandet. Hvis Rusland truer de baltiske lande, Polen eller Finland, så er det professionelle danske soldater, som vi sender til Baltikum, Polen eller Finland for at markere Natos samlede styrke og ultimativt for at stå klar til at yde forsvar mod angreb og invasion.

Vores værnepligtige bidrager ikke til de styrkemål, som vi stiller til rådighed for hele Nato-alliancens forsvar, hvor end i verden der måtte være trussel om konflikt. Vores værnepligtige bruges kun til forsvar af Danmarks eget territorium, i tilfælde af at russiske tropper har taget turen syd om gennem Polen og Tyskland eller nordom gennem Finland og Sverige og nu har udpeget Danmark til at stå for tur.

For det tredje: Vi mener i LA ikke, at vi får et bedre rekrutteringsgrundlag til de professionelle dele af det danske forsvar ved at få flere værnepligtige. Vi mener, at vi kan gøre rekrutteringen mere effektiv ved at gøre Forsvaret til en bedre arbejdsplads og ved at få de mest motiverede og de dygtigste til at benytte sig af deres værneret. Her er der meget at gøre! Og det kommer vi forhåbentlig til i de kommende år.

Mange værnepligtige kan her vise sig kontraproduktivt.

Hvis vi gerne vil have højt motiverede og dygtige unge mennesker til at benytte deres værneret, så er det en god idé at øge kravene knyttet til fysik, mentalitet og motivation, så man efter f.eks. 11 måneder som rekrut og soldat kan skrive på sit cv, at man er en af de udvalgte få, som har kunnet udføre opgaven.

Jo flere af de dygtigste og mest motiverede, vi kan få til at melde sig frivilligt, desto større vil muligheden for at rekruttere de rigtige unge til professionel tjeneste efterfølgende være.

Hvis man omvendt gerne vil have så mange som muligt ind, så tvinges Forsvaret til at sænke kravene, så alle af de mange kan være med. Det kan føre til, at de dygtigste og mest motiverede ikke melder sig frivilligt, fordi der ikke er så stor lærdom og prestige forbundet med at have værnet sit land.

Forsvarspolitik handler faktisk om, at der en krig, som skal vindes, hvis den bryder ud. I Liberal Alliance forsøger vi i denne som i alle andre sager at give saglige svar på, hvordan vi som samfund bedst håndterer de problemer, vi står over for.

Vi er klar over, at mange andre i den offentlige debat bare gerne vil score dydspoint på at sige ting, som lyder smarte, og vi tager med, at vi i LA i den konkurrence ikke er helt så dygtige.

“Der går symbolpolitik i den politiske diskussion, så nogle kan hævde sig bedre end andre på et område, hvor den politiske uenighed slet ikke er så stor.”

Vi mener i LA ikke, at vi får et bedre rekrutteringsgrundlag til de professionelle dele af det danske forsvar ved at få flere værnepligtige.

Vi mener, at vi kan gøre rekrutteringen mere effektiv ved at gøre Forsvaret til en bedre arbejdspladsen.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 5/4-2024)

Hvad mener LA egentlig om SU’en? │Sandra Skalvig │ En samtale om uddannelse

Sandra Elisabeth Skalvig
5. april 2024
Afspil video

Kommunalpolitiker i Lejre skifter til Liberal Alliance

Liberal Alliance
4. april 2024

Klaus Kristiansen, der siden 2022 har siddet i Lejre Kommunalbestyrelse, er netop skiftet fra Venstre til Liberal Alliance:

”Jeg har været utrolig glad for min tid i Venstre. Men jeg vil hellere kæmpe for et mere liberalt Danmark i et parti, der har en ambitiøs økonomisk politik, og som tør at gå kritisk til, hvordan vi anvender borgernes skattekroner bedst muligt. Mit arbejde i kommunalbestyrelsen vil være uforandret, og jeg er stadig en borgerlig liberal politiker, der naturligt søger samarbejde med flertalsgruppen i Lejre”.

Også hos Liberal Alliances organisatoriske landsformand vækker Kristiansens skifte begejstring:

”Vi er meget glade for, at Klaus tilslutter sig os. En stor del af den liberale kamp udspiller sig ude i kommunerne, og derfor har vi brug for dygtige og dedikerede ildsjæle, der klar til at sætte en liberal dagsorden”.

Kristiansen har sæde i kommunens udvalg for erhverv-, klima- og lokal udvikling samt udvalget for job-, arbejdsmarked og integration.

Klaus Kristiansen har bestredet en række direktørstillinger i det private erhvervsliv primært IT-sektoren.

Sådan håndterer EU fremtidens migrationsstrømme

Henrik Dahl
2. april 2024

I sidste uge kunne Egyptens præsident, al-Sisi, gnide sig i hænderne over, at han netop har landet en aftale med Den Europæiske Union.

I fremtiden vil EU nemlig sende 55 mia. kr. til al-Sisis autoritære regime i bytte for bedre grænsekontrol, som skal begrænse tilstrømningen af illegale immigranter fra Egypten til Europa.

Aftalen med Egypten er et fint skridt i den rigtige retning mod en mere holdbar situation for Europas migrationsudfordringer.

Men det er ikke tilstrækkeligt. For ikke siden flygtningekrisen i 2015-2016 har der været så mange immigranter, der søger mod EU. Alene sidste år var der 1,14 mio. flygtninge, der søgte asyl i Europa, hvilket er en stigning på 18 pct. i forhold til året forinden.

Derfor bliver EU nødt til at få etableret nogle mere langvarige løsninger, hvor vi ikke gør os afhængige af utilregnelige lande som Egypten eller Tyrkiet.

Et godt sted at starte er ved at etablere flere modtagecentre i nærområderne. For hverken EU eller asylansøgerne er tjent med den nuværende situation, hvor flygtninge – ofte under kummerlige forhold og med hjælp fra menneskesmuglere – er nødsaget til at sætte deres liv på spil i en gummibåd over Middelhavet.

Hvis EU udruller et omfattende netværk af modtagecentre i nærområderne, vil vi ikke blot kunne forhindre, at Europa oversvømmes af illegale immigranter, som koster de europæiske lande dyrt både økonomisk, kulturelt og i forhold til kriminalitet.

Vi vil ligeledes kunne hjælpe flest mulige flygtninge med behov for hjælp, fordi det i sagens natur er mere omkostningseffektivt at hjælpe i nærområderne, end hvis asylansøgerne først skal til Europa.

Sidste gang Europa blev ramt af en flygtningekrise, var vi ikke i stand til at håndtere udfordringen.

En af de vigtigste opgaver for det kommende Europa-Parlament bliver at indhente efterslæbet, så vi kan håndtere fremtidens migrationsstrømmene og hjælpe flest mulige flygtninge med behov for hjælp.

For hvis EU’s indre grænser fortsat skal kunne holdes åbne, er det en forudsætning, at der kommer styr på de ydre grænser.

Af Henrik Dahl og Mads Strange.

(Indlæg bragt i Børsen d. 2/4-2024)

Hverken mænd eller kvinder skal tvinges i militæret mod deres vilje

Carsten Bach
2. april 2024

Under overskriften ”Hvorfor i alverden kan kvinder ikke være soldater?

Præsenterede Venstres folketingsmedlem Torsten Schack Petersen for nylig i JP en parade af forkerte udlægninger om Liberal Alliances holdning til værnepligt.

Regeringen har nemlig besluttet sig for, at danske kvinder også skal underlægges tvungen værnepligt, som mænd er det i dag.

Svaret er, at det kan kvinder bestemt godt, og at vi i Liberal Alliance hjertens gerne vil have flere dygtige kvinder i Forsvaret.

Det er netop derfor, at vi arbejder for at accelerere den i forvejen opadgående kurve med flere kvinder i militæret, så vores forsvar ikke misser ud på værdifuldt talent, som kan bidrage til vores sikkerhed.

Men måske et mere relevant spørgsmål til Venstre og resten af regeringen er, hvorfor i alverden kvinder skal tvinges til at være soldater, hvis de ikke har lyst, og om regeringen i ramme alvor tror på, at vi får et stærkt forsvar med medarbejdere, der arbejder der under tvang?

I Liberal Alliance har vi altid gået ind for at afskaffe værnepligten og i stedet lade den blive erstattet af en ligestillet værneret, som skal gælde for begge køn.

Så da regeringen annoncerede, at kvinder, der ikke har lyst til at være en del af Forsvaret, i fremtiden skal kunne tvinges i militæret, sagde vi fra.

Det er der grundlæggende tre årsager til. For det første bryder vi os ikke om at skulle tvinge folk til at være soldater, hvis de ikke har lyst.

Som et liberalt parti tror vi på et frit samfund, hvor det er staten, der er til for danskerne, og ikke omvendt. Derfor vil vi ikke have tvungen værnepligt, uanset om den omfatter et eller flere køn.

For det andet er regeringens tvangsbaserede ordning unødvendig og disproportional, hvis vi gerne vil opruste vores forsvar med flere ansatte.

I alt for mange år har skiftende regeringer ledet af socialdemokraterne og Venstre desværre nedprioriteret Forsvaret, hvorfor der i dag er store problemer med rekruttering og fastholdelse af medarbejdere.

Men netop hvad angår værnepligten, er frivillighedsgraden helt i top, og i dag hører det til sjældenhederne, at mænd bliver tvunget til at være værnepligtige.

Hvis vi sørger for bedre vilkår i Forsvaret, vil vi sagtens kunne sikre det fornødne antal medarbejdere, og derfor er den tvangsbaserede ordning fuldstændig unødvendig.

For det tredje tror vi i Liberal Alliance på, at vi får det stærkeste og mest velfungerende forsvar, hvis medarbejderne er der af egen fri vilje – og ikke fordi Venstre og resten af regeringen har tvunget dem i trøjen.

Jo lavere frivillighedsgraden i Forsvaret bliver, desto mindre professionelt og veldrevet bliver vores militær.

Det har vi slet og ret ikke råd til i en tid med krig på det europæiske kontinent.

(Indlæg bagt i Jyllands-Posten d. 28/3-2024)