Side 7 – Liberal Alliance

Helena Artmann Andresen

7. april 2025

Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) bør slå i bordet, når det handler om lærernes ytringsfrihed og krav på personlig sikkerhed i klasselokalet.

Berlingske Tidende har de seneste måneder afdækket en frygtelig voldskultur, der hersker på en lang række folkeskoler i Danmark.

Som om volden ikke var nok i sig selv, viser det sig nu også, at lærere, der fortæller offentligt om volden, risikerer at komme under pres af den kommunale forvaltning og deres egen ledelse.

Nogle steder tysses volden ned, andre steder kaldes lærere til orden, hvis de har udtalt sig offentligt om vold på deres skole.

Det er naturligvis helt uacceptabelt.

Vi kan ikke komme volden til livs, hvis vi ikke kan tale om den.

Lærere, der fortæller om vold i klasselokalet, skal ikke indkaldes til tjenstlig samtale, men i stedet have et venligt klap på skulderen samt ubetinget støtte til at håndtere de udfordringer, der kommer ved at skulle undervise i et uroligt og til tider truende miljø.

Når skolelederne tier, må ministeren tale højt
Der tegner sig dog desværre et billede af, at lærere, som lægger kortene på bordet, oplever, at de bliver mødt af tavshed og udskamning. Dette har modige lærere som Rikke Johansen og Geeti Amiri berettet om.

Som parti oplever vi også at blive kontaktet af lærere, der fortæller lignende historier, men som ikke tør stå frem af frygt for deres position.

Der ligger altså en kæmpe opgave foran os, hvor undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) må forventes at svinge taktstokken over for alle implicerede parter.

”Sammen om skolen,” der blev oprettet i 2021, har til formål at skabe en fælles ramme og dialog om folkeskolen ved at inddrage relevante organisationer som Kommunernes Landsforening, Skolelederforeningen, Danmarks Lærerforening, BUPL, Børne- og kulturchefforeningen, Skole og Forældre, Danske Skoleelever og naturligvis folkeskoleforligskredsen.

Jeg oplever møderne som positive, men til tider også lidt tandløse.

Jeg savner, at undervisningsministeren adresserer emner, der er tabubelagte, men som også er helt afgørende for, at vi kan have en velfungerende folkeskole.

Jeg vil derfor opfordre ministeren til at sætte både ”vold i folkeskolen” og ”lærernes ytringsfrihed” på dagsordenen næste gang, vi mødes.

Når lærernes ytringsfrihed krænkes, er det nemlig kommunerne (KL) og skolelederne (Skolelederforeningen), der har det konkrete ansvar.

Det er konkrete kommuner og konkrete ledere, der vælger at feje problemenerne ind under gulvtæppet i stedet for at se dem i øjnene, så de kan blive løst.

Ministeren må melde klar besked
Det er muligt, at en sådan dagsorden vil tage en bid af den gode stemning, men jeg mener, vi har et fælles ansvar for, at lærere og elever kan gå trygt i skole.

Derfor er det også oplagt, at vi taler om vold og ytringsfrihed på de fælles møder og bliver enige om, hvilke retningslinjer der gælder.

Undervisningsministeren bør gøre det krystalklart for skoleorganisationerne, at de har et ansvar for at bekæmpe volden, og at det er uacceptabelt at bede lærere, der har været udsat for vold, om at stikke piben ind og fortsætte, som om intet var hændt.

Jeg forventer, at han i utvetydige vendinger gør det klart, at organisationerne skal bakke lærerne op, så de kan håndtere volden i stedet for at tysse problemerne ned. Parterne omkring folkeskolen må sammen forsvare det trygge undervisningsrum og lærernes ytringsfrihed.

Jeg ser derfor frem til ministerens initiativ og til næste møde i ”Sammen om skolen.”

(Indlæg bragt i Altinget d. 7/4-2025)

Louise Brown

7. april 2025

Det stort lancerede løft lader stadig vente på sig. Håbet om psykiatri i verdensklasse må ikke tabes.

For mere end to et halvt år siden indgik samtlige partier en aftale om et ambitiøst løft af psykiatrien. Nu skulle det være. Endelig skulle den hidtil stedmoderligt behandlede psykiatri have et løft, der kunne mærkes. Knap et år forinden havde en stor gruppe af fagfolk, patienter, pårørende, faglige organisationer og andre eksperter lavet et kæmpe stykke arbejde med at beskrive, hvad der skulle til for at få en værdig og velfungerende psykiatri på tværs af landet, af kommuner og regioner, af skole, sygehuse og i samfundsdebatten.

Det er efterhånden længe siden. Meget af den energi og det håb er svært at se afspejlet helt i samme grad der, hvor det skulle drives fremad. Og det bekymrer os – og veksler det håb, som vi alle havde, til mismod.

Det er helt essentielt, at vi får psykiatrien op som politisk fokus og prioritering igen. Ja, der er mange konkurrerende dagsordener, men det er akut og centralt for et trygt og velfungerende velfærdssamfund.

Uanset om du spørger personale, brugere eller pårørende er oplevelsen, at det stort lancerede løft stadig lader vente på sig. Der er meget, der fungerer godt, men der er også meget, der halter.

Det mest markante er, at de midler, der er kommet ud at leve, mærkes i meget begrænset omfang. Og vi har endnu ikke kunnet få svar på, hvordan de midler, der er investeret, ser ud ift. besparelser på selvsamme afdelinger, sygehuse, bosteder eller samme kommunale indsatser. Når det skal tage så lang tid med noget, der jo reelt er akut for dem, det drejer sig om, titter mismodet altså frem.

Den vældige energi, og håbet om en psykiatri i verdensklasse, må vi ikke tabe på gulvet. Vi har nu, hvor vi står på tærsklen til endelig at skulle forhandle om en markant investering på mere end 2 mia. kr., en chance for at holde fast i ambitionsniveauet og håbet. Men det skal gøres ordentligt.

Derfor er det for os, ordførere og organisationer, helt afgørende at få genskabt håbet, og at få psykiatriplanen tilbage på sporet.

Hvis det skal lykkes, er der for os nogle væsentlige forudsætninger, der skal på plads.

For det første skal psykiatrirådet fungere, som det var tiltænkt, og være et reelt rådgivende organ, der løbende kan monitorere og kvalificere indsatsen. Præcis som vi kender det fra Klimarådets rolle i forhold til klimaloven. Det betyder, at de løbende skal orienteres om indsatsen med implementering, men også konkret og reelt skal inddrages i forbindelse med forhandlingerne om næste skridt. Det betyder, at både aftaleskreds og psykiatrirådet årligt får en status både i forhold til kvalitet og kapacitet.

Vi skal vide, om det, vi vælger at sætte i søen, er tilstrækkeligt, om medarbejderne kan levere en ordentlig kvalitet i behandlingen af patienterne og ønsker at arbejde i psykiatrien, og om børn, unge, voksne med psykiske lidelser får det bedre. For det andet er det afgørende, at vi sikrer, initiativerne implementeres fuldt ud i overensstemmelse med det faglige oplæg, målsætninger og indikatorer. Vi skal ikke havne i en situation, hvor vi laver en lang smørrebrødsseddel, hvor midlerne smøres så tyndt ud, at ingen konkret oplever en forbedret kvalitet. Vi skal have modet til at prioritere og samtidig sikre, at det betyder et mærkbart løft.

Det betyder så som det tredje, at vi skal erkende, at vi er villige til at gå videre med en psykiatriplan 2, hvis midlerne ikke rækker til at sikre en fuld finansiering af samtlige aftalte initiativer i psykiatrihandlingsplanen.

Skrevet af: Lægeforeningen (Camilla Rathcke) Bedre Psykiatri (Jane Sørensen), Dansk Psykiatrisk Selskab (Merete Nordentoft), FOA (Tanja Nielsen, sektorformand, Social og Sundhed), Sind (Mia Kristina Hansen), Psykiatrifonden (Torsten Bjørn Jacobsen), Dansk Sygeplejeråd (Kristina Robbins), Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab (Nina Tejs Jørring), DD (Jens Henrik Thulesen Dahl), LA (Louise Brown), K (Lise Bertelsen), R (Stinus Lindgreen), SF (Charlotte Broman Mølbæk), Alt. (Karin Liltorp) og EL (Peder Hvelplund)

(Indlæg bragt i Politiken d. 7/4-2025)

Lars-Christian Brask & Henrik Dahl

7. april 2025

Selv den største EU-skeptiker vil i disse uforudsigelige og urolige geopolitiske tider næppe postulere, at behovet for øget europæisk samarbejde om sikkerheds-, vækstog energipolitik er aftaget.

For situation taler klart og tydeligt for, at vi fremover må og skal lægge flere af vores sikkerhedspolitiske æg i den europæiske kurv. Så langt, så godt er langt de fleste på tværs af det politiske spektrum trods alt nået i deres analyseapparat. Men for jubeleuropæerne er det – til ingens overraskelse – ikke nok.

For de kan aldrig tage til takke med det rimelige og fornuftige niveau af EU-integration. Og de kan aldrig nøjes med at centrere deres politiske planer om at løse faktiske problemer. I stedet handler det snarere om at finde problemer, der passer til de løsninger, de allerede har besluttet sig for at gennemtvinge.

I de forgange uger har vi set tre klokkeklare eksempler på ovenstående tendens. Først gik Lars Løkke Rasmussen på talerstolen til Moderaternes årsmøde og bebudede, at han ønsker en folkeafstemning inden for to år om at udskifte den danske krone med euroen.

Dernæst ytrede han i selvsamme tale et ønske om at lave samme øvelse med henblik på at afskaffe retsforbeholdet. Og efterfølgende kom Martin Lidegaard og Radikale Venstre på banen med en gammel traver i form af forslaget om at indføre en EU-hær.

Alle tre problemløse løsninger har én fællesnævner: Nemlig at danskerne har afvist dem. I 2000 gik danskerne til stemmeurnerne og takkede pænt nej til at ophæve euroforbeholdet. Og der er intet, der tyder på, at danskerne har ombestemt sig.

Da befolkningen senest blev spurgt af Epinion for Altinget og DR, var det blot hver fjerde dansker, der var klar til at udskifte kronen med euroen. I 2015 blev ønsket om at afskaffe retsforbeholdet ligeledes mødt med et pænt »nej tak«. Den holdning har næppe ændret sig, for i den seneste måling fra Verian for Tænketanken Europa, er det kun lidt over hver fjerde dansker, der i dag ville afskaffe retsforbeholdet.

Og både til folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet i 2022 samt i europaparlamentsvalgkampen sidste sommer var der hos majoriteten ikke nogen tvivl om, at om end man ønskede et tættere forsvarssamarbejde i EU, så var det altså trods alt ikke en fælles EU-hær, der var drømmescenariet. Men det stopper ikke jubeleuropæerne i at udnytte de igangværende geopolitiske spændinger til at give deres drømmescenarier endnu et skud.

For i deres optik er et »nej« ikke et endegyldigt »nej« – det er blot en mellemvej til et »ja«.

I Liberal Alliance har vi ligesom alle andre ansvarlige partier taget bestik af den sikkerhedspolitiske situation og senest anvist en borgerlig og ansvarlig vej til at øge forsvarsudgifterne til 3,5 procent af BNP.

Formålet kan der næppe sås tvivl om: At finde løsninger på faktiske problemer. En tilgang, som står i skarp kontrast til Moderaternes ønske om at indføre euroen og afskaffe retsforbeholdet samt Radikales drøm om at etablere en fælles EU-hær.

For den danske krone er ikke et problem. Særligt ikke når en afskaffelse af euroforbeholdet derimod vil indebære, at danskerne påtvinges at hæfte for de sydeuropæiske landes økonomiske uansvarlighed. Det danske retsforbehold er ikke et problem.

For i kraft af forbeholdet har vi i Danmark fuldstændig kontrol over vores rets- og udlændingepolitik og samtidig rig mulighed for at tilslutte os de dele af rets- og udlændingepolitikken, som vi ønsker. Og manglen på en fælles EU-hær er ikke et problem.

For vi kan sagens forstærke det forsvarspolitiske samarbejde i EU, uden at etablere en hær. Så tag dig i agt, når du støder på jubeleuropæernes ønskeseddel i disse urolige tider. De er som altid ude på at sælge dig en problemløs løsning, som du højst sandsynligvis allerede har takket nej til.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 7/4-2025)

Sólbjørg Jakobsen

4. april 2025

Det kan næppe anfægtes, at vi i Danmark står over for en massiv opgave i form af at lægge os fast på finansieringen af regningen til den nødvendige oprustning af det danske forsvar.

Så langt, så godt er majoriteten immervæk nået i deres analyseapparat.
Det næste hensigtsmæssige skridt har de færreste imidlertid taget endnu: Nemlig at komme med et ærligt bud på, hvordan man vil finde pengene.
For det er og bliver en pligtopgave i disse tider for ethvert ansvarligt parti at anvise en vej til forsvarsoprustningen.

Vi kan jo sagtens blive ved med at blive enige med hinanden om, at pengene skal findes, men det udgør i sidste ende en overflødig konsensussnak, hvis vi ikke tager hul på det svære spørgsmål om finansieringskilder.

Finansiering af Forsvaret
Derfor kom vi for nylig med vores bud på, hvordan vi kan imødekomme et eventuelt Nato-krav om at bruge 3,5 af bnp på Forsvaret, hvilket vil medføre en regning på ca. 36 mia. kr. årligt.

Et bud, som i skrivende stund udgør det eneste fuldt finansierede forslag fra et politisk parti på Christiansborg.
Vores forslag inkluderer bl.a. nedskæringer i DR og en dagpengereform, hvor vi bl.a. ønsker at forkorte dagpengeperioden fra to til ét år. Det gør vi af flere årsager.

For det første er det veldokumenteret, at nyuddannede ledige kommer hurtigere i job, når dagpengeperioden forkortes . For det andet finder hele 91 pct. af dagpengemodtagerne allerede i dag et arbejde, inden der er gået ét år. Og for det tredje vil vores forslag spare skatteyderne for hele 8,6 mia. kr. , som kan anvendes til forsvarsoprustningen, uden at danskerne skal betale én krone mere i skat.

Ovenstående argumenter kan man jo så vælge at erklære sig enig eller uenig i. Og jeg skal lige love for, at særligt socialdemokraterne har valgt sidstnævnte og råbt vagt i gevær i kølvandet på forslaget.

Partiet glemmer imidlertid, at de plejer at være glade for at forkorte dagpengeperioden i Socialdemokratiet. De foretrækker bare at gøre det, når der ikke er valgkamp.

Hykleri omkring dagpenge
Dagpengeperioden i Danmark er tidligere blevet forkortet med stor succes til følge, og som regel har Socialdemokratiet kunnet bryste sig med at være hovedarkitekten bag udviklingen. Således har de formået at forkorte dagpengeperioden af hele tre omgange i hhv. 1993, 1995 og 1998.

I 1993 tog man bestik af den absurde situation, at man dengang kunne være på dagpenge med mulighed for forlængelse til principielt et helt liv – og forkortede på det bagtæppe perioden til syv år.

I 1995 reducerede Socialdemokratiet perioden nok engang til fem år. Og i 1998 forkortede de perioden yderligere til fire år.

Sidenhen halverede Venstre og Lars Løkke Rasmussen i 2010 perioden til to år, hvilket socialdemokraterne har haft mulighed for at tilbagerulle i et helt årti, men med Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister i den første Helle Thorning-regering i 2011 fik de selv implementeret og forsvaret halveringen til to år.

De kunne også have taget handling under Mette Frederiksens rene S-regering fra 2019 til 2022 eller i den nuværende regering, hvor man sidder tungt på statsministerposten.

Bud på løsningen
Men ak nej. Hellere sidde på hænderne i ti år, for så blot at foregive forargelse og afsky, når LA i 2025 kommer med et ærligt og redeligt forslag til finansieringen af den altafgørende forsvarsoprustning, som der på Slotsholmen er bred konsensus om, at der skal findes finansieringskilder til.
For det første er det mig en gåde, at socialdemokraterne kan se sig selv i spejlet om morgenen, når de praktiserer dagpengehykleri i sådan en grad som dette. Og for det andet illustrerer det forskellen på Socialdemokratiet og Liberal Alliances tilgang til oprustningen af det danske forsvar.
Hvor førstnævnte foretrækker at pege fingre og male fanden på væggen, når politiske modstandere bidrager til debatten, abonnerer sidstnævnte på, at danskerne fortjener et ærligt svar på, hvordan vi hver især vil finde pengene.

Det er en svær debat at tage hul på, men det er ikke desto mindre strengt nødvendigt – og i særdeleshed for et regeringsbærende parti som Socialdemokratiet, der sjældent er bleg for at bryste sig selv på baggrund af sin “ansvarlighed”.

(Indlæg bragt i Børsen d. 4/4-2025)

Sandra Elisabeth Skalvig

1. april 2025

”DU HAR ALTID et valg.” Sådan siger vi i Liberal Alliance, og i øjeblikket råber vi det ud fra byens tage i en stor kampagne. Det er også sandt: Uanset hvilke kort, du er blevet givet i livet, har du selv ansvaret for at spille dem. Det betyder dog ikke, at du altid kan vælge alting frit. Derfor skal vi som samfund kæmpe for friheden til at vælge og mulighederne for at skabe det liv, vi hver især drømmer om.

Men vi ved også, at det for nogle kan være et særligt svært valg at tage, som indebærer store personlige omkostninger. Forestil dig, at du formelt set har mulighed for at vælge lige den uddannelse, livsbane eller kærlighed, du drømmer om. Den danske velfærdsstat er praktisk talt indrettet til mønsterbryderen, som har evnerne, men måske også brug for en udstrakt hånd til at tage valget.

Og forestil dig så, at det vil indebære, at du mister kontakten til dine nærmeste, at dine omgivelser vender sig mod dig, eller at du måske endda må frygte for din egen sikkerhed. Har du så reelt et frit valg?

I STÆRKT RELIGIØSE MILJØER kan netop denne form for social kontrol være begrænsende for menneskers frihed. Særligt unge, der står på tærsklen til at forme deres egen fremtid, er sårbare over for pres og trusler fra religiøse miljøer, der vil have dem til at ”rette ind”. Det er uhyre svært at bryde det undertrykkende mønster, der ofte kombinerer implicitte og direkte trusler om at skade den enkeltes ry og renommé.

Vi har blandt andet for nylig kunnet læse om Sihaams opvækst med social kontrol og islamisk indoktrinering, som fortæller alt om, hvor stort et problem det er, og hvor meget mod det kræver at vælge anderledes.

Men vi kan gøre noget: Det er vores pligt som samfund at række en hånd ud til de unge mennesker, hvor valget er særligt svært.

Vi skal fremelske de ungemiljøer, som er bygget på andre værdier, og som giver tro på mulighederne for at vælge deres egen vej i livet.

Derfor løber det mig koldt ned ad ryggen, når jeg læser, at Aarhus Universitet er på vej til at åbne sit femte stillerum, mens SDU må lukke deres, fordi de blev brugt til at facilitere kønsopdeling og fremme værdier, der ikke hører hjemme på en uddannelsesinstitution i Danmark.

DET TYDER PÅ, at der er nogen i universitetsadministrationen, som ikke forstår alvoren og ikke er sig sit ansvar bevidst. De vælger at prioritere nogle få studerendes ønske om at udøve deres religiøse praksis på universitetet over den brede studentergruppes ret til et studiemiljø præget af videnskabelig fordybelse og et almindeligt dansk ungdomsliv.

Universiteterne har selveje, og det skal der ikke rokkes ved. Men det fritager ikke ledelsen for ansvar. Derfor vil jeg minde rektor på Aarhus Universitet om, at der ligger et ledelsesmæssigt ansvar her, som ser ud til at blive misforvaltet. Universiteterne er templer for videnskaben – ikke for religionsdyrkelse. De studerende skal have frihed og plads til at studere, dyrke venskaber, blive kærester og kysse på campus uden en frygt for, at de religiøse dogmer følger med i rygsækken og kan begrænse deres muligheder for at leve det liv, de drømmer om. Sandra Elisabeth Skalvig er folketingsmedlem og uddannelsesordfører for Liberal Alliance.

(Indlæg bragt i Kristeligt Dagblad d. 1. april 2025)

Steffen Frølund

31. marts 2025

Storslåede skåltaler og pompøse pressemøder er sjældent en mangelvare, når SVM-regeringen med klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) i spidsen markerer sig på den grønne dagsorden. Lig den daværende S-regering sætter fantasien nærmest ingen grænser for, hvad der kan udtænkes, formuleres og præsenteres med stor fanfare.

Altid lyder det ambitiøst, og ofte lyder det tilmed fornuftigt.

Men intention, ambitionen og fornuften er som regel til ingen verdens nytte. For i den virkelige verden imploderer regeringens grønne prestigeprojekter på stribe, hvorefter de enten forbliver fatamorganaer eller udvikler sig til dyrere, langsommere og mere uambitiøse tiltag.

Noa Redington, politisk kommentator på TV 2, illustrerede forleden på glimrende vis, hvordan de fleste af os formentlig går og har det, når det kommer til at danne os et overblik over regeringens ambitioner på den grønne dagsorden, samt hvilke projekter der reelt er blevet til noget: Vi har kort fortalt mistet overblikket.

Derfor tjener dette indlæg ét formål.

At danne et overblik, som gør det nemmere for kendsgerningen at synke ind: Nemlig at SVM-regeringens grønne prestigeprojekter – hvoraf visse ganske vist er levn fra den forhenværende S-regering – har to fællesnævnere.

For det første bliver de altid præsenteret til den store guldmedalje på velbesøgte pressemøder. Og for det andet bliver projekterne aldrig før ud i livet efter planen.

Implosioner på stribe

Lad os starte med planen om at oprette en grøn indenrigsflyrute i 2025, som skal flyve på 100 procent bæredygtigt brændstof. En plan, som har været længe på tegnebrættet, og som har været kommunikeret vidt og bredt, for så blot at blive opgivet i 11. time.

I dag er det nemlig kun tilladt at bruge en brændstofblanding med maksimalt 50 procent grønt flybrændstof, hvorfor regeringen har set sig nødsaget til at sende den grønne flyvning i udbud med ambitionen om at få to flyruter til at flyve med en halvgrøn tank.

Tilsvarende har SVM-regeringen haft store drømme om at lave to energiøer i Nordsøen såvel som ved Bornholm. Drømme, som sidenhen er blevet til mareridt.

For førstnævnte, som oprindelig blev søsat som et prestigeprojekt af den forhenværende S-regerings klimaminister og nuværende energikommissær i EU, Dan Jørgensen (S), endte med at blive sat på pause, og nu er udbuddet udskudt mindst tre år.

Og sidstnævnte har med et prisskilt på 31,5 milliarder kroner vist sig at blive næsten dobbelt som dyr som først antaget og er sidenhen ditto pausesat. Den officielle forklaring er det tyske valg, da Tyskland skal spille en kritisk rolle i projektet. Men det er blot heldig timing for regeringen, for i virkeligheden handler det om, at der overhovedet ikke er styr på økonomien i projektet – og det ved tyskerne godt, hvorfor de forståeligt nok ikke ønsker at finansiere en dansk underskudsforretning.

Om løbet helt er kørt for Energiø Bornholm, er ikke til at sige på nuværende tidspunkt. Men helt sikkert er det, at regeringen har efterladt sin virkelighedssans på perronen, hvis de tror, at en pause løser udfordringerne. For der er hverken tysk vilje til at gøre en dårlig handel eller opbakning i forligskredsen til at gå videre med så uansvarligt stort et underskud.

Næste eksempel er udbuddet af seks gigawatt havvind med statsligt medejerskab. Her viste det sig til syvende og sidst, at ingen private aktører ønskede at bide til bolle.

Og hvem kan virkelig bebrejde erhvervslivet for den manglende interesse? For udbuddet var slet og ret indrettet således, at det ikke var risikoen værd, og særligt kravet om statsligt medejerskab har med statsgaranti i sig selv skræmt interessenter væk en masse.

Nært beslægtet er SVM-regeringens ambitioner om at udfase Putins gas ved at sætte turbo på produktionen af vedvarende energi. Konkret skulle midlet være en firedobling af produktionen af vedvarende energi fra solceller og vindmøller på land i energiparker landet over. Men nok en gang har Lars Aagaard og co. måtte skrotte deres prestigiøse planer.

Ligeledes er det ikke lykkedes at leve op til planen om at få sat skub i udfasningen af gasfyr i de cirka 400.000 boliger i Danmark, som opvarmes af gas. For stik imod hensigten om et totalt stop for at bruge gas til opvarmning af vores boliger, fortsætter vi med at installere gasfyr. Faktisk viser nye tal fra Sikkerhedsstyrelsen, at der installeres cirka 11 gasfyr om dagen.

Og sidst men ikke mindst drømmer regeringen om at få etableret et brintrør til Tyskland i 2028. Tiden må vise, om projektet vil lide samme skæbne som dets forgængere, men vi må i hvert fald imidlertid konstatere, at projektet er kraftigt forsinket til 2031-2033 – og at regeringens blakket track-record mildest talt giver anledning til mistillid.

En frisk start for et grønnere og stærkere Danmark

I Liberal Alliance drømmer vi også om store projekter, som kan realisere en omstilling til en grønnere fremtid, der samtidig er forenelig med vækst og velstand. For selvfølgelig skal man drømme stort, ønske at skubbe grænser og være klar til at give liv til ambitiøse klima- og energiprojekter, som kan skabe et grønnere og stærkere Danmark.

Men sådanne projekter skal selvsagt have rødder i virkeligheden og ikke blot i fantasien.

Og i samme tråd skal projekterne ikke handle om symbolpolitik, centrere sig om ønsket om positiv presseomtale eller søsættes for at opnå en KPI i en kommunikationsstrategi. For i så fald lider de med alt sandsynlighed den samme vuggedød, som den forgangne stribe af imploderede prestigeprojekter.

I min optik er den danske klima- og energipolitik i dag desværre båret af nationalt navlepilleri, og alt for ofte prioriterer vi symbolsk handling i Danmark over reelle reduktioner i den globale CO₂-udledning.

Dertil er jeg af den overbevisning, at hurtig udbygning af vedvarende energi bør vægtes langt højere, end den gør i dag, hvor statslig kontrol og planøkonomiske tendenser har det med at spænde ben for effektiv og visionær handlekraft på den grønne dagsorden.

Derfor mener jeg og Liberal Alliance, at det er på høje tide, at Danmark træder i karakter og gør sig fortjent til i fremtiden at kunne blive omtalt i udlandet som et højteknologisk, innovativt og grønt foregangsland. Det kræver ikke mindst, at der sættes en stopper for fordommene om teknologier såsom kernekraft, som for længst har etableret sig hos en bred vifte af vores nabolande som en ren, stabil og grøn energikilde.

Bevares, kritiske røster vil med sikkerhed vende min egen argumentation imod mig og argumentere for, at vores ønske om at afsøge muligheden for kernekraft på dansk jord – lig SVM-regeringens mange fejlslagne prestigeprojekter – bunder i fantasier fremfor at have rødder i virkeligheden.

Men sagen er jo den, at vi i Liberal Alliance netop er nødsaget til at drømme.

For Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne har nægtet at stemme for vores forslag om at nedsætte en Niels Bohr-kommission, som skal kigge fordomsfrit på mulighederne for at inkorporere kernekraft i den danske energiforsyning. Ergo står Danmark i stampe, og alle de af os, der som minimum abonnerer på fornuften i at få en faglig afklaring på spørgsmålet om den grønneste, vedvarende energikilde på kloden, må nøjes med at drømme.

I mellemtiden lader vi os ikke styre af mismod eller tvivl. For i Liberal Alliance håber og tror vi inderligt på, at vi med tiden kan skabe en frisk start for et grønnere og stærkere Danmark. Men det kræver bunkevis af mod, handling og teknologioptimisme, som skal have lov at dominere i de kommende år. For epoken for storslåede skåltaler og imploderede prestigeprojekter har haft sin storhedstid.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 31. marts 2025)

Alliancen: Hvorfor ender SVM-regeringens klimapolitik altid som varm luft?

LA om vold i folkeskolen: Mattias Tesfaye må træde i karakter og sikre lærernes ytringsfrihed

Psykiatriplanen sejler – nu skal den på sporet igen

Tag dig i agt for jubeleuropæerne

Socialdemokratiets dagpengehykleri når nye højder

Universiteterne skal være templer for viden, ikke for kønsopdelte bederum

Hele fem af regeringens grønne prestigeprojekter har nu lidt vuggedøden

Sihaam om sin rejse fra social kontrol | Landsmøde 2025

Vold i skolen kan ikke løses med elevfordeling

Alliancen: Så er det nu, vi genstarter Danmark