Helena Artmann Andresen
16. oktober 2024

Jeg læser, at to forældre til elever i folkeskolen har travlt med at skyde skylden for klassens kaotiske tilstand og ringe indlæringsmiljø på den unge lærervikar.

Men intet sted kan jeg læse, at forældregruppen for klassen selv nævner sin egen del af ansvaret.

Ja, der er meget, der skal fungere bedre i folkeskolen, og som vi skal finde politiske løsninger på. Vi mangler flere uddannede lærere, lærernes tid er knap pga. rigide krav til deres forberedelsestid og undervisning, skoledagene er for lange, og der er for lidt tid til eleverne. Det ansvar ligger hos os, politikerne.

Men det må aldrig undskylde, at elever udsætter lærere og vikarer for chikane, trusler og vold. Det er helt uacceptabelt.

Jeg forstår også forældrenes frustration over manglen på uddannede og erfarne lærere, der har et godt tag i klassen. Lærerflugt fra folkeskolen er en af folkeskolens store udfordringer. Hver fjerde nyuddannede lærer forlader folkeskolen igen efter bare få år, og brugen af vikarer er steget med 90 pct. på bare 10 år.

Men forældrene glemmer, at elevernes opførsel er en af de tungtvejende grunde til, at mange lærere og vikarer bliver skræmt væk eller sygemeldt fra arbejdet. Den grænseoverskridende kultur, der hersker i mange klasseværelser, tærer på læreren og giver de ringeste forudsætninger for at udføre lærergerningen.

Det er først og fremmest forældrenes og dernæst skolens ansvar at opdrage børnene og lære dem om ordentlig opførsel, respekt og autoritetstro. Det er forældrenes og skolens ansvar at lære børnene, hvordan de skal behandle deres klassekammerater og lærere, og vigtigst af alt lære dem, at det har konsekvenser, når man ikke opfører sig ordentligt og behandler sine medmennesker respektløst.

Det er det ansvar, der mangler i dag, og desværre foregår den grænseoverskridende opførsel mere eller mindre konsekvensfrit.

Respekten for læreren som autoritet er noget nær forsvundet i folkeskolen. Arbejdet med at genopbygge respekten for læreren starter derhjemme. Forældrene skal for det første blive meget bedre til at have skolens ryg. Vi er nødt til at genopbygge samfundskontrakten, hvor forældre ikke automatisk ringer til skolelederen og klager, hvis læreren har irettesat deres barn på grund af dårlig opførsel.

Nej, LA vil ikke tilbage til den sorte skole og lektor Blomme-pædagogik. Men vi er i dag endt i den helt modsatte grøft, hvor det i vid udstrækning accepteres, at elever kan udsætte lærere for vold og trusler, uden at eleverne bagefter mærker en konsekvens. Det er helt uacceptabelt, og det er på ingen måde den skole, LA ønsker.

Forældre, hvis I vil have en mere harmonisk skole, så tag forældreansvaret på jer og lær jeres børn om respekt for den autoritet, læreren er, og at dårlig opførsel ikke er konsekvensfrit.

I mellemtiden vil jeg arbejde hårdt på, at vi får skabt bedre rammer for folkeskolen, end hvad vi har i dag.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 16. oktober 2024)

Helena Artmann Andresen & Sandra Elisabeth Skalvig
15. oktober 2024

I Liberal Alliance synes vi hverken det er dårligt, at flere er kommet på gymnasiet og derefter har taget universitetsuddannelser, eller at man har akademiske ambitioner for sig selv.

I 1980 VAR DET under to af ti af en ungdomsårgang, der fik en gymnasial uddannelse. I 2022 var det cirka tre af fire. I 1980 var det cirka en af ti på en ungdomsårgang, der gik på universitetet. I dag har knap halvdelen udsigt til en universitetsuddannelse.

Mantraet fra dansk uddannelsespolitik siden 90’erne har været hellere litteraturvidenskab end dansklærer. Hellere designingeniør end industritekniker. Og hellere statskundskaber end kontoruddannet.

I Liberal Alliance synes vi hverken det er dårligt, at flere er kommet på gymnasiet og derefter har taget universitetsuddannelser, eller at man har akademiske ambitioner for sig selv. Men vi synes, at det er udtryk for en uheldig tendens, at hele tilgangen til uddannelsespolitikken har været så enøjet fokuseret på det akademiske. Det har gjort, at folkeskolen i dag føles gymnasieforberedende. Og at gymnasiet er præget af at være universitetsforberedende.

Vi tror, at mange har fornemmet tendensen længe. Det er bare, som om fornemmelsen ikke længere smager helt så sødt.

NÅR MANGE I dag snakker om et A- og B-hold på uddannelserne, er det et udtryk for den akademiske fetichering af uddannelsespolitikken.

Nogle hævder, at politikerne nu vil sende flere på B-holdet, når man skærer i optag på universiteterne eller forsøger at tænke ungdomsuddannelserne lidt anderledes.

Men man hører ikke til på B-holdet, fordi man ikke søger den akademiske vej. Og det er den fælles erkendelse, som både vi og Socialdemokratiet har gjort os. At det ikke er dårligt for vores samfund, hvis flere tog en erhvervsuddannelse i stedet for automatisk at søge mod gymnasiet, eller at flere tog en professionsbachelor i stedet for at stryge mod universiteterne.

At uddannelsespolitikken i flere årtier kan opsummeres som ‘mere uddannelse er altid godt’, har vist sig både utopisk og forfejlet.

For man troede, at Danmark – ja, faktisk hele Vesten og den rige del af verden – var i gang med en transformation fra produktionssamfund til videnssamfund.

Vi var sikre på, at jo længere uddannelsen var, desto bedre og finere var den.

Vi var sikre på, at computerarbejde var bedre end håndarbejde.

Ideen var, at vi alle skulle blive en del af den kreative klasse. Eller i hvert fald så mange af os som muligt. Så kunne vi lade Kina stå for at lave dimsedutterne – det er alligevel billigere derude Som Tesfaye formulerede det i Altinget i sidste måned, var det »den globaliseringsbegejstrede elite, der i 1990’erne misbrugte uddannelsespolitikken til at realisere deres egne idealer om det gode liv i et skrivebordssamfund befolket af den såkaldte kreative klasse, som forfatteren Richard Florida skrev en berømt bog om«.

Selvsamme bog inspirerede Radikale Venstre i så høj grad, at daværende partileder Marianne Jelved omdelte bogen som ‘pligtpensum’ til hele den radikale folketingsgruppe. Bogens ideer blev også omsat til det famøse uddannelsespolitiske udspil – vel at mærke med Martin Lidegaard som pennefører – med titlen ‘Det kreative Danmark’.

NU LIDT OVER 20 år efter bogens udgivelse står det ret klart, at der var en vis portion kvaksalveri over det. Ikke desto mindre har tankerne grundfæstet sig i dansk uddannelsespolitik og har bidraget til den enorme udvikling i andelen af ungdomsårgange på de gymnasiale og videregående uddannelser.

I dag står det klart for enhver, at det måske ikke var så god en idé at overlade hele produktionen af dimsedutterne til kineserne. Og at man måske har brug for nogle industriteknikere til den grønne omstilling. Eller at det ikke altid lønner sig at hyre en akademiker til et HK-job.

Det er hverken akademike-bashing, antiuddannelse eller socialdemokratisk leflen for arbejderklassen. Det er sund, borgerlig fornuft.

I Liberal Alliance kan vi godt lide at bryste os af at være partiet for de upopulære sandheder. Og en lidt barsk sandhed i uddannelsesdebatten er, at politikere i de seneste årtier har løjet over for ungdommen om, at de alle sammen kunne tage sig en universitetsuddannelse og blive bedre stillet af det.

Men det har bidraget til, at unge mennesker ikke får den succesoplevelse med ‘drømmestudiet’, som de håbede. Og mange har uddannet sig direkte til arbejdsløshed og jobcenter. Det er efter vores mening hverken solidarisk eller klogt.

Og nej, det handler ikke om mindre uddannelse. Det handler om, at mennesker er gode til forskellige ting. Derfor har ideen om akademiseringen af vores uddannelsessystem gavnet nogle, men skadet andre. Det er tid til at udligne den skævvridning.

DET KAN GODT være, at Tesfaye og Socialdemokratiet pakker opgøret med den kreative klasses våde drøm om uddannelsespolitik ind i en fernis af Arnes børnebørn, klassekamp og ‘de lærdes tyranni’, men det er nu engang tanker og politik, der langt hen ad vejen er formuleret af borgerlige politikere – fra Bertel Haarder til Merete Riisager.

Det gør ikke Tesfayes diagnose mindre korrekt. Tværtimod går vi gerne til forhandlingsbordet for at være med til at lave om på årtiers forfejlet uddannelsespolitik.

“Ideen var, at vi alle skulle blive en del af den kreative klasse”

(Indlæg bragt i Politiken d. 15. oktober 2024)

Helena Artmann Andresen
13. oktober 2024

“Stort set alle unge skal have adgang til gymnasiet”. Sådan lyder budskabet i forbindelse med præsentationen af SVM-regeringens nye udspil til en reform af ungdomsuddannelserne.

Det er en skam, at det netop er dét budskab, der turneres med. Reformen som helhed og særligt forslaget om en ny praktisk uddannelse med et stærkt socialt fællesskab, som ikke lukker døre for fremtidige uddannelsesveje, er nemlig et glimrende initiativ. Men at insistere på at kalde uddannelsen for en gymnasieuddannelse er et fejlskud.

For hvor er respekten for erhvervsuddannelsernes faglighed og traditioner? Hvor er ønsket om at gøre op med årtiers uddannelsessnobberi, der unødigt har sat gymnasiet på en piedestal som den “rigtige” vej at gå? Og hvor er erkendelsen af, at det hverken er lykken for de unge eller samfundet som helhed, hvis alle går på gymnasiet?

Det har alt for længe været normen for de fleste unge efter 9. klasse at fortsætte på gymnasiet. Det har været dér, hvor alle de unges klassekammerater har skullet gå. Dér, hvor de fede fester og det gode sociale liv har fundet sted. Dér, hvor adgangen til fremtidens uddannelsesmuligheder har været placeret.

Derfor er det prisværdigt, at regeringen nu lægger op til at få skabt et gennemtænkt og attraktivt alternativ til det almene gymnasium for de unge, som vægter praktisk og erhvervsorienteret undervisning højere end tekstanalyse, differentialregning og oldtidens Grækenland.

Det er blot fundamentalt, at sådan et uddannelsestilbud ikke drukner i ønsket om at gøre det til allemandseje at gå på gymnasiet. Lad os nu droppe forestillingen, om at det er umuligt at skabe en attraktiv ungdomsuddannelse, uden at der står “gymnasium” på dørskiltet – og i stedet respektere den faglighed og de traditioner, som erhvervsuddannelserne indbefatter.

For der er jo ikke brug for et nyt gymnasium. Der er brug for en ny tilgang til vores ungdomsuddannelser, som gør op med uddannelsessnobberiet og skaber bedre ungdomsliv og fremtidsmuligheder for alle unge.

Hvor er respekten for erhvervsuddannelsernes faglighed og traditioner?

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 13. oktober 2024)

Louise Brown
11. oktober 2024

Hvorfor kan du ikke gå til læge om søndagen? Hvorfor kan du kun ringe til din læge i et fåtal af de tidlige morgentimer, hvor du har travlt og er på vej ud ad døren?

Og hvorfor skal du absolut booke flere tider, hvis du vil tilses for flere forskellige ting? Svaret på alle tre spørgsmål er enkelt: Fordi der ikke er reel konkurrence på markedet for praktiserende læger, og fordi lægerne ikke har frie nok rammer til at tilbyde det.

Praksissektoren – som praktiserende læger, tandlæger, psykologer – er i dag ganske enkelt låst af regler om ydernumre, knækgrænser og omsætningslofter. Alt sammen regler og retningslinjer, der gør det umuligt for sektoren at indrette sig efter dine behov som patient.

Det skal vi have rådet bod på. For du bør som patient i et velfærdssamfund som Danmark have mulighed for at vælge mellem et bredt og mangfoldigt udbud af praktiserende læger.

Ligesom du bør blive mødt af et langt mere fleksibelt og smidigt system, end du gør i dag. Hvis du f.eks. ønsker at blive mødt af den samme familielæge, hver gang du skal til lægen, skal du have mulighed for det.

Og hvis det i stedet er vigtigt for dig, at du kan klare konsultationen online fremfor at dukke op fysisk, skal det også være en mulighed. Sundhedsvæsenet – og herunder praksissektoren – er trods alt sat i verden for patienternes skyld – ikke for systemets.

Det er desværre vanskeligt at realisere, som systemet er i dag. Særligt set i lyset af den omfattende mangel på praktiserende læger, som ikke mindst er en udfordring i landdistrikterne.

Derfor er det positivt, at regeringen nu har åbnet for at differentiere i taksterne, sådan at de læger, der arbejder i landsdele med mere behandlingskrævende patienter, som ofte lider af flere livsstilssygdomme, også bliver betalt mere end de læger, der arbejder i områder – som eksempelvis i storbyerne – hvor patienterne er mindre komplicerede.

Den økonomiske gulerod for at løfte en tungere opgave har nemlig manglet.

Men skal vi løse problemet, skal der mere til. Først og fremmest er der også behov for at gentænke måden, hvorpå vi afregner speciallæger. På grund af såkaldte knækgrænser og omsætningslofter tjener mange speciallæger som f.eks. psykologer nemlig færre penge, jo flere patienter de ser.

Det giver selvsagt ingen mening, og det går i sidste ende udover både speciallæger og patienter, som oplever længere ventetider end nødvendigt.

Dernæst er et opgør med ydernumrene enormt tiltrængt. Ydernumrene skaber ganske enkelt alt for ufleksible, bureaukratiske rammer, som bl.a. spænder ben for, at yngre læger kan organisere sig på mere fleksible måder i yderområderne.

I stedet for at flere læger samler sig i ét lægehus, er de yngre læger nødsaget til at oprette enkelte lægehuse. Samtidig medfører ydernummersystemet en masse administrative pligter for de praktiserende læger såsom bogføring og indberetninger.

De kan derfor ikke få lov til udelukkende at koncentrere sig om at behandle patienterne, men skal også agere erhvervsdrivende.

Og så skal det være langt nemmere at vælge læge. I dag føler mange patienter sig låst i deres lægevalg, da det ikke er gratis at skifte læge. Derfor vil vi afskaffe betalingen for at skifte læge, så du som patient kan få den læge, du ønsker, og som passer til dine behov.

Uanset om det er disse forslag eller andre, der skal til, så lad os blive enige om én ting: Det er tid til at gentænke og frisætte vores praksissektor, så den rent faktisk kan imødekomme dine behov som patient.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 11/10-2024)

Alex Vanopslagh & Louise Brown
9. oktober 2024

Lige nu diskuterer hele det politiske Danmark sundhedspolitik.

Men hele diskussionen handler pludselig om, hvorvidt der skal være fire eller fem regioner, i stedet for at handle om det vigtigste: patienten.

I stedet for at diskutere spørgsmål som “hvorfor kan vi gøre patientrettighederne stærkere?” eller “hvordan får vi bugt med de årelange ventelister til vigtige operationer?” bruger vi for meget tid på at diskutere teknokratiske omstruktureringer.

Selvom der i regeringens udspil er flere gode takter, er det sammenlægningen af to regioner og oprettelsen af nye sundhedsråd, der ender med at løbe med al opmærksomheden. Om det er regeringens egen beslutning eller mediernes fokus, vil vi ikke spå om, men det er i hvert fald symptomatisk for den velfærdspolitiske debat i Danmark.

Trods de gode takter i regeringens udspil savner vi flere tiltag, der styrker patienterne. Kronikerpakkerne skal dog roses i denne sammenhæng. Her forsøger man at tage fat om alvorlige huller i sundhedsvæsenet, som man også så før kræftpakkerne for 20 år siden.

Men udspillet skaber også mere af det, der er sundhedsvæsenets grundlæggende problem: At vi alt for ofte tænker systemet før patienten. Og det er ikke noget, der bliver lavet om af lunkne kompromisser blandt tre midterpartier. Det bliver ikke ændret af at samle to regioner og håbe på det bedste.

Vores ambitioner må ikke være lavere end et sundhedsvæsen i verdensklasse. Det bør være krumtappen i ethvert velfærdssamfund. Det mener danskerne også, hvorfor sundhed konsekvent er at finde blandt vælgernes øverst prioriterede dagsordener. Samtidig betaler vi nogle af verdens højeste skatter og sundhedsudgifter. Derfor skylder vi politikere også danskerne at skabe et sundhedsvæsen, der reelt er i verdensklasse.

For god velfærd er altså ikke først og fremmest at have en enorm offentlig sektor med rekordmange offentligt ansatte. Velfærd er andet end at have et godt job i kommunen med en lukrativ pensionsordning. Først og fremmest handler det om, at borgerne oplever et højt serviceniveau og får reel hjælp, når de har brug for den.

Desværre havner sundhedspolitikken alt for ofte i, at forbedringsforslag altid sker på systemets præmisser. Man spørger ikke, hvordan gamle Lise på plejehjemmet får den bedste hjælp, men hvordan den kommunale hjemmehjælp kan forbedres. Man spørger ikke, hvordan den kronisk syge patient får den bedste behandling, men hvordan regionerne optimeres. Generelt er det alt for sjældent, at de, der stiller forslag til politiske ændringer, stiller sig selv det oplagte spørgsmål: Hvordan forbedrer vi servicen for patienten?

Der er en fantasiløshed i de politiske forslag. Der er mangel på en grundlæggende nytænkning af velfærden. Der er brug for større visioner, som ikke bliver hæmmet af partiernes eller organisationers særinteresser. Der er brug for et opgør med bureaukratiske fedtlag, uigennemskuelige regler og skæve incitamenter. Der er brug for en frisk start. For det kan godt blive bedre.

Når vi snart går ind i forhandlingslokalet, vil vi insistere på at sætte patienten først i alle led af sundhedsvæsenet. Vi vil skabe et sundhedsvæsen med stærke patientrettigheder, fri konkurrence mellem private og offentlige udbydere af sundhedsydelser og uden besværlige og fordyrende bureaukratiske lag, der skaber lange ventelister og en grundlæggende utilfredshed. Vi vil give dig frit sygehusvalg fra dag ét. Du skal have mulighed for med det samme at vælge det hospital med den korteste vente tid – og ikke skal vente i op til 60 dage, som det er i dag. Vi vil sikre, at du har den rette information – og ikke mindst kendskab til dine rettigheder – om dit forhandlingsforløb, så det ikke er forbeholdt de ressourcestærke og tidshavende borgere at kunne finde hoved og hale i patientforløbet.

Vi vil slippe iværksætteriet løs. I Danmark er vi notorisk dårlige til at bruge og tage ved lære af sundhedsiværksætterne og udbrede nye, gode løsninger på tværs af sundhedsvæsenet. Det forbliver lokalt eller inden for regionsgrænsen, selvom det kunne komme resten af landets patienter til gavn.

Og så vil vi have værdigheden tilbage i sundheden. Patienten skal ikke være kastebold mellem forskellige offentlige instanser. I stedet skal vi skabe et system, som gør det muligt for alle at gennemskue, hvad der som patient er ens ret.

Der er en fantasiløshed i de politiske forslag. Der er mangel på en grundlæggende nytænkning af velfærden. Der er brug for større visioner, som ikke bliver hæmmet af partiernes eller organisationers særinteresser.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 9/10-2024)

Henrik Dahl
9. oktober 2024

Alle rekorder for uklar arbejdsbeskrivelse blev slået, da den nye EU-Kommission for nylig blev præsenteret. Hvad laver en kommissær for ”Cohesion and Reforms”? Hvad laver en kommissær for ”Intergenerational fairness, Youth, Culture and Sport”? Hvad laver en kommissær for Middelhavet?

Svaret blæser ikke i vinden, men i de kommissærhøringer, som Europa-Parlamentet afholder fra begyndelsen af november. Her vil der komme en masse variationer over dette spørgsmål: Hvordan vil kandidaten i nærmere detaljer omsætte kommissionsformandens jobbeskrivelse til virkelighed?

Et er, at man som kommissærkandidat står med en uklar opgavebeskrivelse. Den slags har man som endeligt udnævnt massevis af medarbejdere til at hjælpe med at stille skarpt på. Noget andet er: Hvad gør man i grunden, hvis det område, man er kommissær for, strengt taget ikke er en EU-kompetence?

Det spørgsmål kan hurtigt ramme Dan Jørgensen. For den barske sandhed er: Der er ikke nogen tvivl om, at det er en EU-kompetence at fastsætte standarder for isolering af bygninger og tilsvarende sager. Det handler jo i vidt omfang om de tekniske specifikationer, byggematerialer er konstrueret efter. Og dermed er det noget, der ligger helt inde ved kernen af det indre marked.

Hvordan de enkelte lande vælger at udforme og regulere deres boligmarked, er til gengæld deres egen sag.

Skal boliger kunne finansieres ved hjælpe af obligationer og sikkerhed i den belånte bolig? Det mener vi f.eks. i Danmark, og det er essensen af realkreditsystemet. Men der findes masser af europæiske lande, hvor det politiske flertal ikke mener dette. Og som derfor har et marked for ejerboliger, der grundlæggende fungerer helt anderledes end vores.

På samme måde med huslejekontrol. Er det helt grundlæggende et sundt princip, eller er det noget, man skal være meget forsigtig med?

De fleste økonomer vil formentlig sige, at hvis man lægger et helt ufleksibelt loft over huslejen, vil det over tid have tre konsekvenser: De boliger, der er omfattet af loftet, tages ud af markedet. De huslejeregulerede boliger vil over tid holde op med at blive formidlet via det almindelige marked. Investorer vil over tid holde op med at investere i at bygge boliger.

Med andre ord: Jo hårdere en priskontrol, man indfører på markedet for udlejede boliger, jo mere sikker kan være på, at der vil opstå en udbudskrise.

Generelt har Danmark været i den forholdsvis liberale ende, når det gjaldt kontrol med husleje, mens f.eks. Sverige har været i den forholdsvis ikke-liberale ende.

Når Dan Jørgensen om kort tid vil blive mødt med et krav om at få boligmarkederne rundtomkring i Europa til at fungere bedre, skal han derfor passe meget på. Det er et stærkt ønske fra eksempelvis de spanske socialister, at han skal blande sig i boligmarkedernes rammer og regler. Samtidig med at der står mindst lige så mange parlamentarikere fra Nordeuropa klar til at minde ham om, at det slet ikke er noget, EU skal blande sig i.

Det tilkommer ikke mig at give Dan Jørgensen en masse råd om, hvordan han skal passe sit fremtidige job.

Men udnævnelsen af en boligkommissær er faktisk en meget kærkommen anledning til at få den mere principielle debat i Europa-Parlamentet om, hvad det tilkommer EU at blande sig i, og hvad der ligger uden for EU’s grænser.

Og selvom det nogle gange hedder sig, at Danmark er et af de lande, der har mest travlt med at være lydhøre over for EU, er det en sandhed med modifikationer. EU’s trang til at blande sig i, hvordan det danske og svenske arbejdsmarked fungerer, er lige nu så stor en torn i øjet på de to lande, at der verserer en retssag med påstand fra Danmark og Sverige om, at EU mangler den grundlæggende adkomst til at blande sig i spørgsmålet om mindsteløn.

Det er – både ifølge den danske og svenske model – noget, arbejdsgiverne og arbejdstagerne selv må blive enige om. Sådan har det været i mangfoldige år, og sådan skal det blive ved med at være.

Derfor skal vi være glade for uenigheder om, hvor grænserne mellem EU og medlemslandene går. Kun ved at tage den slags diskussioner – også med hårde og kontante argumenter på begge sider – kan vi skabe en afgrænsning, der kan holde, og som vil give mening mange år ud i fremtiden.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 9. oktober 2024)

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
8. oktober 2024

Efter en lang sommerferie vågnede dansk politik fra sin dvale, da Mette Frederiksen proklamerede, at Socialdemokratiet ville lave en grundlæggende forandring af det danske pensionssystem.

Siden Anders Fogh Rasmussens og Helle Thorning-Schmidts velfærdsaftale fra 2006 har det danske pensionssystem nemlig været styret af en mekanisme, hvor pensionsalderen automatisk stiger i takt med levetiden.

Det princip er af økonomer blevet kaldt alt fra “kronjuvelen i Danmarks sunde økonomi” til “forudsætningen for at fremtidssikre det danske velfærdssamfund”. Lægger man velfærdsaftalen i graven, vil det derfor få katastrofale konsekvenser for økonomien.

Men i kølvandet på en historisk upopulær SVM-regering har Mette Frederiksen nu besluttet sig for at sælge ud af denne kronjuvel i et krampagtigt forsøg på at stoppe den socialdemokratiske vælgerblødning – dog uden at ville anvise vejen til, hvordan pensionssystemet så skal indrettes.

Med tanke på, hvor stor betydning vores pensionsregler har for både nationaløkonomien og folks fremtid, synes vi i Liberal Alliance, at Mette Frederiksen burde levere svar på, hvordan hun vil ændre systemet. Og det er ikke en holdning, vi står alene med.

I forbindelse med Folketingets åbningsdebat har otte af Folketingets partier fundet fælles fodslag om, at statsministeren bør indkalde til pensionsforhandlinger. Ja, selv i regeringens egne rækker har både Moderaterne og Venstre endda bebudet, at vi skylder danskerne at have en kvalificeret debat om det her emne.

Men alligevel er der radiotavshed fra Socialdemokratiet, som hellere vil prioritere at komme med hensigtserklæringer end faktiske politiske forslag til, hvordan man vil ændre systemet. Det er useriøst og uambitiøst.

For med så store milliardbeløb på spil, som kommer til at gribe ind i næsten hele befolkningens liv, skylder vi danskerne at have en debat om, hvilken pension de kan se frem til.

Mette Frederiksen burde levere svar på, hvordan hun vil ændre systemet.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 8/10-2024)