Lærer unge mindre i dag? | Alex Vanopslagh
Trumps opgør med den politiske elite i USA får pilen til at pege mod det europæiske etablissement
Det er ikke til at undgå, at Donald Trump vinder præsidentvalget om et lille års tid.
Det var min overordnede konklusion efter Udenrigspolitisk Nævns besøg i USA for et års tid siden. Desuden bed jeg mærke i, at Donald Trump var meget mere velforberedt i 2024, end han havde været i 2016. Først og fremmest i kraft af støtten fra den konservative tænketank Heritage Foundation. Om denne kritik skal vi tale i dag. For det er den, vi kommer til at leve med konsekvenserne af de næste mange år.
Der har været talt så meget om Trumps vælgerbase, at der snart ikke er mere at sige – altså den arbejderklasse og lavere middelklasse, der føler sig overset og ringeagtet af den herskende klasse på øst- og vestkysten. Hvor Trump I i høj grad kom til at handle om at give anerkendelse og synlighed til en overset vælgerbase, så kommer Trump II til at handle om noget helt andet: Et dybtgående opgør med den politiske elite, der siden John F. Kennedy kom til magten i 1961 gradvist har erobret alle amerikanske statsog samfundsinstitutioner af blot den ringeste betydning for administration og drift af USA.
Sådan som samfundstænkerne bag Donald Trump ser på verden, er det den – i den amerikanske betydning af ordet – liberale samfundselite, der har ødelagt USA. Denne elite har, hvis man spørger konservative analytikere, et alenlangt synderegister: Wokeness. Ødelæggelsen af meritokratiet i den offentlige sektor og på universiteterne gennem først de såkaldte affirmative action-programmer og siden det såkaldte DEI (diversity, inclusion, equity – mangfoldighed, lighed og inklusion, red.).
Ødelæggelsen af landets demografi gennem kritikløs accept af masseindvandring. Ødelæggelsen af de store byer ved at udsulte politiet økonomisk. Ødelæggelsen af traditionsrige brancher gennem kritikløs accept af globaliseringen. Og ødelæggelsen af den almindelige samfundsmoral i kraft af en aktivistisk højesteret, der havde liberalt flertal.
Oven i det kommer den internationale svækkelse af USA, som i konservativ optik skyldes, at man har set gennem fingre med, at både Kina og Europa iskoldt har snydt og bedraget USA når det gjaldt frihandel og sikkerhed. Det skal der nu rettes op på. Hvad der burde stå lysende klart for selv de mest langsomme efter Donald Trumps tiltrædelsestale.
Og hvad kan vi så i Europa lære af det? For det første: Donald Trump mener det, han siger, fuldstændig alvorligt. For det andet: Donald Trump kommer til at levere på sine valgløfter. For det tredje: Det kommer til at gå hurtigt med at levere, fordi det meste helst skal ske inden midtvejsvalgene om to år. Er den regerende, europæiske elite tiltænkt en plads i alt dette? Måske. Men måske ikke.
Donald Trump er hverken særlig begejstret eller særlig imponeret over den regerende europæiske elite. For det første står den bag det bredspektrede snyderi og bedrageri, der i den grad er faldet det konservative USA for brystet. For det andet opviser den en foragt for det konservative Europa, der til forveksling ligner den amerikanske elites foragt for det konservative USA.
Ligesom den amerikanske elite insisterede for længe på sin ufolkelige politik, så har den europæiske elite alt for længe nægtet at gå i dialog med sine konservative kritikere. Set fra den politiske elites perspektiv sker der i Europa en »højredrejning«.
Man kunne lige så godt sige, at kritikken af masseindvandring, overregulering og absurd energipolitik er kommet for at blive. Om der er plads til den gamle, europæiske elite i Donald Trumps nye tider, får vi at se. Det er først og fremmest op til eliten selv.
(Indlæg bragt i Berlingske d. 23/1-2025)
Lukkeloven bør droppes helt
Forleden kunne man i nærværende avis støde på et debatindlæg af Anni Matthiesen fra Venstre, som mener, at Liberal Alliance pønser på at “sætte en stopper for en liberalisering af lukkeloven” (torsdag den 16. januar, red.). Men der er noget, som Anni Matthiesen har misforstået.
For det er netop Venstre og resten af SVM-regeringen, der tager landets butikker som gidsler ved på bedrevidende vis at detailregulere dem. I dag er butikkernes åbningstider nemlig reguleret i lukkeloven, der stiller strikse krav til, at butikkerne eksempelvis ikke må holde åbent på helligdage.
Det er unødvendigt i sig selv. Men det er især tosset i en tid, hvor mange små, lokale butikker er presset af internethandel. Nu har regeringen så foreslået, at en bestemt gruppe af butikker alligevel godt allernådigst kan få lov af ministeren til også at holde åbent på helligdage. Det er selvfølgelig et fint, lille skridt i den rigtige retning.
Men af uransagelige årsager skal regeringens “liberalisering” kun gælde for butikker i byer med færre end 15.000 indbyggere, og kun hvis butikken er placeret i bymidten. Det afføder en masse ubesvarede spørgsmål.
For hvorfor må butikkerne ikke bare selv bestemme, hvilke dage de holder åbent? Hvorfor skal danskere ikke have lov til at handle ind på helligdage? Ja, hvorfor er det egentlig, at SVM-regeringen i ramme alvor tror, det er deres opgave at skulle kontrollere alle de her ting?
I Liberal Alliance mener vi ikke, at der er brug for mere unødvendigt bureaukrati fra reguleringslystne politikere, der vil bestemme over alle afkroge af vores samfund. Anni Matthiesens spin om, at det skulle være Liberal Alliance, der ikke vil “liberalisere” lukkeloven, er en tynd kop te.
Præcis ligesom regeringens forslag om at tage et mikroskopisk skridt i den rigtige retning mod at slippe det bureaukratiske jerngreb om de danske virksomheder. Lukkeloven bør droppes helt, de danske virksomheder bør sættes fri og SVM-regeringen bør indse, at vi ikke har brug for mere unødigt og formynderisk bureaukrati.
Anni Matthiesens spin om, at det skulle være Liberal Alliance, der ikke vil “liberalisere” lukkeloven, er en tynd kop te.
(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 19/1-2025)
Vi skal finde en balance i, hvordan vi taler om de unges mistrivsel
Godt, det ikke er mig, der er ung i dag!
Den sætning hører jeg alt for ofte. Jeg ved, det bliver sagt med gode intentioner, som en anerkendelse af, at det ikke er nemt at være ung. Men hvis vi hele tiden taler om en “generation-mistrivsel”, skaber vi en negativ fortælling, som potentielt gør mere skade end gavn.
Virkeligheden er, at det aldrig har været nemt at være ung, og det er lige så relevant i dag, som det var for tidligere generationer. Ja, tidligere generationer havde deres egne udfordringer, og de var også unge på deres egen tid, men lad os nu være ærlige – det er langt fra alting, der var bedre i gamle dage.
Vi har i dag flere muligheder end nogen generation før os. Teknologi, viden og innovation åbner døre, som tidligere var lukkede. Vi ser en verden, der bliver grønnere med bæredygtige løsninger, og hvor banebrydende medicinske fremskridt redder liv hver eneste dag.
Kræftbehandlinger bliver mere effektive, og sygdomme, der engang var dødsdomme, er nu mulige at overleve. Uddannelsessystemer og karrieremuligheder har aldrig været mere tilgængelige, uanset hvor i verden vi er. Det er en tid, hvor potentialet til at forme vores egen fremtid er større end nogensinde.
Selvfølgelig, uden undtagelse, står min generationer også over for udfordringer. I dag taler vi mere åbent om mistrivsel, og ordet er blevet brugt langt mere de sidste 30 år, end det var tidligere. I 1992 blev ordet “mistrivsel” nævnt blot to gange i de skrevne medier, mens det i 2023 blev brugt omkring 15.000 gange (Kilde: Infomedia).
Vi har i dag en helt anden måde at italesætte ungdommens liv på. I 1990’erne talte vi også om unge, der var stressede på gymnasiet og havde problemer, men vi brugte ikke ordet “mistrivselskrise”. Det var der jo også hårde år dengang. Så det er klart, at vi skal tage unges trivsel alvorligt, men samtidig skal vi finde en balance i, hvordan vi taler om det. Fordi virkeligheden er jo, at selvom der er unikke udfordringer for hver generation, betyder det ikke, at den nye generation er udfordret i unik grad.
Som 23-årig ved jeg, hvad det vil sige at have høje krav til sig selv – og gymnasiet var for mig en af de sværeste perioder. Ikke på grund af de faglige krav, men på grund af den perfekthedskultur, som vi lever i. Jeg ved fra egen erfaring, hvordan det kan føles, når presset bliver for stort.
Perfekthedskulturen og de krav, som vi stiller til os selv, kan fylde så meget, at det føles, som om man mister kontrollen. Men jeg lærte også, hvor vigtigt det er at finde balancen og genvinde troen på, at man kan skabe et liv i harmoni med sig selv. Og med det pres jeg følte, så havde det ikke gjort noget som helst bedre, at jeg så skulle høre udsagn såsom “Godt det ikke er mig, der er ung i dag” fra de ældre generationer.
Flere forskere advarer om, at den konstante fokus på mistrivsel kan ende med at skabe mere skade end gavn.
Når der kommer forslag om at sætte mistrivsel på skoleskemaet, bør vi spørge os selv, om det er en løsning eller en del af problemet. Hvis vi gør det, risikerer vi at gøre unge overopmærksomme på deres udfordringer og skabe en selvforståelse, hvor mistrivsel nærmest bliver forventet.
Intentionen om at hjælpe er god, men vi må ikke gøre mistrivsel til en uundgåelig del af det at være ung. Fokus bør være på at styrke de unges tro på egne evner og deres muligheder frem for at grave for dybt i problemerne. Trivsel er også at have gåpåmod og være handlekraftig, når de svære tider kommer i ens liv.
Vi skal finde en balance, hvor vi både kan være opmærksomme på de udfordringer, vi står overfor, samtidig med at vi ser de muligheder, der ligger foran os. For vi unge har aldrig haft flere muligheder, end vi har i dag – og selv om det kan være svært, så er der samtidig en verden fyldt med håb, som vi kan forme på vores egen måde.
Intentionen om at hjælpe er god, men vi må ikke gøre mistrivsel til en uundgåelig del af det at være ung. Fokus bør være på at styrke de unges tro på egne evner og deres muligheder frem for at grave for dybt i problemerne. Trivsel er også at have gåpåmod og være handlekraftig, når de svære tider kommer i ens liv.
(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 22/1-2025)
Vi skal ikke uddele statsborgerskab til mennesker, der ønsker at undergrave Danmark.
Vi skal ikke uddele statsborgerskab til mennesker, der ønsker at undergrave Danmark som et folkestyre med frihedsrettigheder til alle borgere.
Det tror jeg, at næsten alle er enige i, men når det så kommer til at gøre alvor af ordene, er der åbenbart en del, som ikke ønsker at stå vagt om frihedens fundament.
Siden Liberal Alliance lancerede forslaget om at screene ansøgere for adfærd, der strider mod demokratiske og danske værdier, har der raset en mildest talt ophedet debat i medierne, som har været præget af en del misforståelser, som det både er nødvendigt og på tide at få ryddet op i.
Helt banalt er statsborgerskab ikke en rettighed på linje med ytringsfrihed eller for den sags skyld Arne-pension, men en gave. En gave, der indebærer, at man bliver fuldgyldig medborger i Danmark med samme rettigheder og pligter som dem, hvis slægt har levet på denne plet på landkortet i årtusinder. Og det er en gave, som ikke alene gives til ansøgeren selv, men også til vedkommendes børn og efterkommere i tid og evighed – i øvrigt uanset hvor i verden, de måtte blive født.
I Danmark er Grundloven indrettet sådan, at det er os politikere, der i sidste ende skal stemme ja eller nej til at tildele folk statsborgerskab. Når vi som politikere tager stilling til selv den mest banale lovgivning, bliver vi udstyret med bunkevis af bilag, der skal sikre, at vi kan tage stilling på et kvalificeret og oplyst grundlag.
Når det gælder spørgsmålet om, hvem der skal være fremtidige medborgere i Danmark, skal vi som politikere naturligvis have et mindst lige så godt grundlag at træffe beslutning på, som tilfældet er, når vi lovgiver om tilsætningsstoffer eller fiskekvoter.
Det burde være fuldstændig ukontroversielt og indlysende, at Folketingets medlemmer selvfølgelig bør vide det, hvis personer, som ønsker dansk statsborgerskab, aktivt har udvist en adfærd, der er i modstrid med det frie, demokratiske og liberale danske samfund, som de ønsker at blive en del af.
Ærlig talt undrer det mig en del, at nogle af mine kolleger i Folketinget åbenbart ikke mener, at den viden er nødvendig for at kunne træffe en kvalificeret beslutning om tildeling af statsborgerskab. Selv hvis man – af for mig uforståelige grunde – ønsker at give statsborgerskab til folk, der ikke ønsker Danmark det bedste, slår det mig som sært, at man ikke ønsker, at politikerne, der skal træffe beslutningen, får den viden.
Kritikere bør kende deres historie
For det er som sagt kun os demokratisk valgte folketingsmedlemmer, altså ikke en embedsmand, en minister eller styrelse, der kan give statsborgerskab. Og vi folketingsmedlemmer er, som det også fremgår af Grundloven, i sidste ende ikke forpligtet af andet end vores egen samvittighed.
Selvom mit indtryk er, at en del i den offentlige debat ønsker, at det forholdt sig anderledes, så er det derfor heller ikke muligt at vedtage lovgivning, der påligger Folketinget at give nogen som helst statsborgerskab. En sådan lov ville helt banalt stride mod Danmarks Riges Grundlov.
Jeg kan konstatere, at flere har været særdeles harme over, at Liberal Alliance ønsker at indføre det, de kalder sindelagskontrol. Selv foretrækker jeg at tale om en helhedsvurdering, for kravene til statsborgerskab bør naturligvis gå videre end blot sindelaget – her skal kriminalitet, selvforsørgelse og andre ting naturligvis også, som hidtil, indgå.
Men ord skal imidlertid ikke skille os ad, så hvis folk vil kalde det sindelagskontrol, så skal de for min skyld være velkomne. Men de harmdirrende kritikere af dette bør nok være opmærksomme på, at muligheden for at kontrollere ansøgeres sindelag var en væsentlig årsag til, at Grundlovens paragraf om indfødsret ser ud, som den gør.
Grundloven blev nemlig skrevet, mens Danmark var i krig med Tyskland, hvorfor man i Danmark så med nogen ængstelse på risikoen for, at tysksindede personer fik mulighed for at opnå statsborgerskab, og derfor valgte man at gøre beslutningen om at tildele indfødsret til en politisk beslutning, så Folketinget til enhver tid kunne granske lige præcis sindelaget hos ansøgerne.
Det betyder også, at hvor man i de fleste andre sammenhænge fuldt rimeligt kan forvente, at den offentlige administration er præget af forudsigelighed, så vil tildelingen af statsborgerskab altid kunne skifte, fordi folketingsflertallet som bekendt også gør det. Hvis danskerne sammensætter et andet folketing, så bliver konsekvensen naturligvis, at dets vurdering af hvem, der kan blive statsborgere, også kan gøre det. Men man bliver nødt til at forstå, at det ikke er en fejl, men en direkte konsekvens af vores grundlov.
Og netop fordi beslutningen om at give statsborgerskab er politisk, så kan et flertal i Folketinget selvsagt også beslutte, at man godt kan blive statsborger, selvom man i ord og handling giver udtryk for at foragte grundlæggende danske og liberale værdier.
Grundtvig var forgangsmand
Men jeg vil gerne gøre det krystalklart, at det ikke kommer til at ske med Liberal Alliances stemmer. Vi mener, at frie og liberale samfund, som det danske, skabes af dem, der deler dets grundlæggende værdier, og selvfølgelig ønsker vi ikke at give indfødsret til personer, der har demonstreret, at de ikke deler dem. Frihed og demokrati skal til stadighed forsvares.
Der er utvivlsomt masser af tekniske spørgsmål, som skal afklares, før vi forhåbentlig lander på en politisk løsning, der gør det muligt for Folketinget at tage stilling til statsborgerskabsansøgere på et kvalificeret grundlag. Og her vil jeg gerne understrege, at vi i Liberal Alliance er åbne over for et væld af modeller, som kan gøre en sådan vurdering mulig – for naturligvis er det muligt at give Folketinget et kvalificeret grundlag at træffe beslutninger på. Men selvfølgelig kan vi ikke acceptere en retstilstand, hvor det forventes, at vi skal stemme ja eller nej til nye medborgere uden at ane, om de faktisk deler de værdier, som har skabt det Danmark, vi kender og elsker.
Jeg mener ærlig talt, at det er lige så indlysende, som det er ukontroversielt, at vi som politikere skal have mulighed for at tage stilling til ansøgere til statsborgerskab på et kvalificeret grundlag – og som en selvfølge bør afvise mennesker, der gennem deres adfærd har vist, at de ikke ønsker det godt.
Egentlig mener jeg, at det er dem, der er uenige i dette, der skylder svar på, hvorfor de egentlig mener, at det bør være muligt for mennesker, som har udvist udemokratisk adfærd – og ja, lad os da bare kalde det sindelag – at blive medborgere i et samfund grundlagt på værdier, som de ikke deler.
For naturligvis bør det kræve andet og mere at blive medborger i Danmark end blot at holde sig fra kriminalitet, tale sproget nødtørftigt og ikke ligge andre til last.
Det gjorde vores grundlovsfader og den første formand for indfødsretsudvalget, N.F.S. Grundtvig, klart i sin tale om indfødsret allerede i 1850, hvor han præcist og rammende erklærede:
Det følger iøvrigt af sig selv, at Den, der ikke har nogen Følelse af, at der er et eget lille Folk, som hedder det danske – som ikke blot har egen Nytte eller Fordeel, men som ogsaa har et eget Kald og egne Anlæg – som altsaa har en egen Berettigelse i den lille Krog, som Forsynet har skjænket det – Den der ikke føler det, men seer blot paa Mit og Dit som enkelte Personers Eiendom – om han ogsaa kunde tænke verdensborgerligt, at det er det Samme, hvad enten der kommer Folk i Sneseviis, Hundredeviis eller Tusindeviis hertil fra andre Lande og nedsætte sig blandt os – han er ingen dansk Mand eller fortjener at være det.
(Kronik bragt i Berlingske d. 21. januar 2025)
Danskerne vil have atomkraft
Tiden med ”Atomkraft – nej tak” er forbi.
55 pct. af danskerne ville ifølge den seneste meningsmåling stemme ja til at ophæve forbuddet mod atomkraft og opføre atomkraftværker i Danmark, hvis der i morgen var folkeafstemning om de spørgsmål. Og det er ikke bare et snævert flertal af danskerne, som ønsker kernekraft herhjemme.
Der er i dag dobbelt så mange, som vil stemme ja til opførslen af atomkraftværker i Danmark, som der vil stemme nej.
Alligevel holder regeringen krampagtigt og reaktionært fast i ”Atomkraft – nej tak”-linjen.
Størstedelen af støtterne af atomkraft findes ikke overraskende i partierne i den blå blok. I alle blå partier – inklusive Venstre – stemmer et overvejende flertal for at fjerne forbuddet mod brugen af atomkraft.
Men det interessante er, at vi nu også ser stor opbakning til kernekraft i et parti på venstrefløjen. Målingen viser, at hele 41 pct. af Socialdemokratiets egne vælgere også støtter brugen af atomkraft i Danmark. Kun 33 pct. af partiets vælgere er direkte imod. De resterende 25 pct. svarer ”ved ikke”.
Socialdemokratiets Dan Jørgensen var ellers skråsikker i sit syn på atomkraft i et interview i november i forbindelse med sin nye rolle som energi- og boligkommissær i Europa-Parlamentet: »I Danmark er vi generelt ikke for atomkraft. Og jeg tvivler på, at vi nogensinde får det.«
Men Dan Jørgensen, tal for dig selv. For Danmark er for atomkraft – de danske vælgere er i hvert fald. Og var det alene de socialdemokratiske vælgere, der skulle stemme i morgen, ville der være et simpelt flertal for at fjerne forbuddet mod atomkraft.
Flertallet af danskerne ønsker grøn energi fra danskproduceret atomkraft. En stabil, grøn energikilde, som også leverer grøn strøm, når Solen ikke skinner, og vinden ikke blæser.
Derfor fremstår det mest af alt reaktionært og stædigt, når regeringen fortsat insisterer på at bygge klimaindsatsen på et skrøbeligt fundament af dyre prestigeprojekter, der et efter et har slået fejl.
Der er under Mette Frederiksens tid som statsminister efterhånden mange eksempler på glorificerede, men fejlslagne klimaprojekter fra regeringens hånd. Energiøen i Nordsøen er et eksempel. En hjørnesten af et projekt i regeringens klimaindsats, som nu er sat på pause.
Det skulle have dækket forbruget af el for omkring 10 millioner husstande i hele Nordeuropa, men udbuddet er nu udskudt mindst tre år, fordi det er for risikabelt og dyrt for skatteyderne.
Seneste eksempel var i december, hvor regeringen endte med at få nul bydere til det største udbud af havvind i danmarkshistorien – en hjørnesten i den grønne omstilling.
I samme måned oplevede vi i Danmark det vejrfænomen, tyskerne kalder dunkelflaute – som groft oversat er såkaldt dødvejr på dansk. Perioder, hvor vinden ikke blæser, og Solen samtidig ikke skinner, hvorfor danskerne derfor var nødsaget til at få el fra sorte energikilder som olie-, kul- og gaskraftværker, fordi vi netop ikke havde et alternativ til vind- og solenergi.
Her kunne atomkraft have dækket en stor del af forbruget med grøn energi i stedet.
Danskerne har forstået det. Lad os håbe, at regeringen følger trop.
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 19. januar 2025)
Alex tror på onde mennesker | Fredagstale | Alex Vanopslagh
Alliancen: Er Grønland tabt?
Elever skal kunne få ekstra undervisningsstøtte uden kommunalt krav om en diagnose
Der er nok ikke mange, der har opdaget, at det foregår.
Men lige nu har mange af vores kommuner udviklet en praksis, hvor en psykiatrisk diagnose er den eneste adgangsbillet til at få ekstra hjælp i skolerne.
Praksissen betyder – stik imod hensigten med den nationale lovgivning – at hvis du er forælder med et barn, der har brug for enten ekstra støtte eller specialundervisning, siger kommunen, at det kun kan lade sig gøre, hvis dit barn får konstateret en diagnose.
Og desværre er den slags rigide kassetænkning symptomatisk for den måde, vi fører velfærdspolitik på i Danmark. For vi har alt for travlt med at placere mennesker i bureaukratiske kasser. Systemet søger simpelthen systematik.
Man kan jo godt forstå det, fordi det tillader, at systemet – helt uden at tage en reel beslutning – let kan afgøre, hvilken hjælp du er godkendt til. Tanken er jo ikke helt tosset. Man kalder det “objektive kriterier”, og det kan man jo godt sige, der er noget fairness over. Man fjerner også ansvaret fra den enkelte medarbejder eller afdeling. Alle bliver bedømt lige. Og i den bedste verden kan man også spare nogle penge.
Men samtidig hviler hele systemet også på, at man har valgt de helt rigtige såkaldte “objektive kriterier”. Og i al beskedenhed, så mener vi ikke, at man har valgt rigtigt, når det kræver en diagnose at få den hjælp, man har brug for. Børn kan have indlæringsproblemer uden at have en diagnose. Hvad gør systemet for disse børn?
Børn kan have adfærdsvanskeligheder eller blive væk fra skole på grund af for eksempel sociale forhold og opvækst, men ikke have en diagnose. Hvordan stiller denne kommunale praksis disse børn?
Og til sidst: Hvad med de børn, der får en diagnose, selvom de måske ikke har en? For vi ved, at incitamenter virker. Og med denne kommunale praksis er der et incitament i retning af diagnosen.
Som fagpersonale også udtaler til Weekendavisen (den 21. november 2024, red.), oplever de, at forældrene jagter diagnosen til deres børn, så de kan få den nødvendige hjælp. De oplever et pres fra (forståeligt) desperate forældre, fordi de ved, at uden diagnosepapirer fra psykiatrien, er der ingen hjælp at hente.
DET STILLER FAGPERSONALET i børne- og ungdomspsykiatrien et svært sted. Skal de insistere på de faglige kriterier til diagnoserne, når de ved, at de saboterer børnenes skolegang, hvis de nu ikke lever op til kriterierne?
En helt anden konsekvens af den kommunale praksis, er hvordan det presser psykiatrien. Ifølge seniorforsker i VIVE, Thyge Tegtmejer, skyldes en del af presset på psykiatrien netop denne kommunale praksis, at uddelingen af diagnoser har fået væsentlig betydning for, om kommunerne tildeler hjælp til sårbare elever.
Samtidig ser vi en vilkårlighed i tildelingen af diagnoser. Eksempelvis er der enorme geografiske forskelle. I nogle kommuner er der 10 gange så stor sandsynlighed for at blive diagnosticeret med en diagnose end i andre kommuner. Og hvis du har en pige, der er født i slutningen af året, er der en tredjedel større chance for, at hun får udskrevet ADHD-medicin. Vi har altså bygget et system, der både skader elever, skoler og psykiatri. Det må vi kunne gøre bedre. For det skyldes, at vi lader systemtænkningen dominere.
I stedet for at give mere frihed og selvbestemmelse til lærerne, har vi udstyret bureaukrater i kommunerne med retten til at vurdere, om et barn skal have specialpædagogisk hjælp eller ej. Vi vil vove den påstand, at den enkelte lærer er bedre til at vurdere, om en elev har brug for ekstra hjælp.
Der skal være mere menneskelighed i vores skolepolitik. Mere plads til at vi kigger hinanden i øjnene, i stedet for at henvise til kommunale skabeloner.
Vi bryster os ofte af at have verdens bedste velfærdssamfund. Og på nogle punkter passer det da også. Men vi har også skabt et rigidt system, der sætter borgere i klemme, hvis man ikke passer ind i den socialdemokratiske kassetænkning. Og det skaber desperation.
For hvad gør man som forælder, når ens barn ikke opfylder kommunens “objektive” krav til hjælp, når alt andet peger på, at man har brug for det? I verdens bedste velfærdssamfund bør man ikke tage til takke med “bare ærgerligt”.
DESVÆRRE LADER DET ikke til, at der er politisk appetit på at gøre noget ved problemet. Vi har endda forsøgt at få undervisningsministeren, Mattias Tesfaye (S) til at forholde sig til det, men vi fik et lidt forstemmende svar, hvor han siger, at han “har tillid til, at kommunerne kender og overholder de gældende regler for tildeling af specialpædagogisk støtte”, selvom en nylig VIVE-rapport tydeligt viser, at det ikke passer.
Men i Liberal Alliance vil vi kæmpe en kamp for, at alle elever, der virkelig har brug for ekstra støtte eller specialundervisning kan få det – diagnose eller ej.
(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 15. januar 2025)
Vi kan ikke bevare vores liberale demokrati, hvis vores befolkning ikke er liberale demokrater
Liberale kan ikke ignorere, at mange muslimer ikke bakker op om liberalt demokrati. Derfor er det nødvendigt at stramme op om udlændingepolitikken i Danmark, og det kræver en ny, borgerlig regering.
Der går et skel ned gennem den danske befolkning:
På den ene side af skellet står de fleste danskere, som er helt bevidste om, at Danmark er bygget på en konsensus om, at frihed, lighed for loven og tolerance over for det anderledes er værd at bevare. Men at denne konsensus over tid vil blive udfordret, hvis Danmark tager imod for mange fra den store verden, som aktivt eller stiltiende bakker op om et helt andet samfund.
På den anden side af skellet står et mindretal, som formentlig også gerne vil bevare det Danmark, vi kender, men som ikke mener, at det udfordres nævneværdigt af en løsere udlændingepolitik, som tillader mange flere udlændinge, end vi allerede har modtaget, at komme til Danmark og få statsborgerskab her.
Dette skel går gennem folk, som er både røde og blå, socialister, midterfolk, konservative og liberale. Nogle er begyndt at fortælle os i LA, at vi ikke er ”rigtigt liberale”, hvis vi ikke fortsat vil give dansk statsborgerskab til muslimske udlændinge, som arbejder aktivt for alt andet end liberalt demokrati i Danmark. Især mange venstreorienterede og folk fra Moderaterne siger og skriver i pressen og på sociale medier, at hvis man vil en stram udlændingepolitik, så er man altså ikke ”rigtigt liberal”. Så er man ”konservativ”, mener de, og det er ikke positivt ment.
Jeg er helt uenig, og det er mange andre liberale også.
Et land består af sine institutioner, men landet består også af sin befolkning, og institutioner og befolkning må nødvendigvis være i samklang, hvis landet ikke skal være udfordret af interne konflikter. Danmark har liberale institutioner som en grundlov med frihedsrettigheder for folket, repræsentativt demokrati gennem Folketinget og kommunalbestyrelsen, uafhængige domstole, privat ejendomsret og fri markedsøkonomi.
Ingen af disse institutioner er dog meget værd, hvis de ikke bakkes op af en befolkning bestående af liberale demokrater, men det har vi også, for selvom langtfra alle kalder sig liberale, så er selv de fleste SF’ere, socialdemokrater, DF’ere og så videre alligevel liberale demokrater i den meget grundlæggende betydning af begrebet.
Det kan man ikke sige om en desværre for stor andel af verdens muslimer, hvoraf mange gerne vil til Danmark, hvis de kan komme det. Islam er ikke kun en religion, men også en politisk ideologi, som anviser, hvordan et samfund skal være indrettet, og det er ikke liberalt. Det ses i de fleste lande med et muslimsk befolkningsflertal, hvor ytringsfrihed, andre frihedsrettigheder og liberalt demokrati i det hele taget er alt andet end selvfølgeligheder, simpelthen fordi de dominerende majoriteter i landenes muslimske befolkninger ikke efterspørger liberalt demokrati, som vi kender det herhjemmefra.
Det er rigtigt, som mange indvender, at der også findes glimrende mennesker, som er muslimer, og som bakker op om liberalt demokrati. Men desværre kan vi ikke se det på dem, når de søger om asyl i Danmark eller ønsker at komme hertil som familiesammenførte. Det vil ofte blive afsløret over tid, men så kan det være for sent at beslutte, at vedkommende alligevel ikke er velkommen i vores land.
Vi kan ikke sende asylansøgere hjem igen, hvis forholdene i deres hjemlande ikke er betryggende, og er de først blevet statsborgere med familie i Danmark, så er det lige så svært.
Så derfor tvinges vi som land til at forholde os til problemet på et mere overordnet niveau: Bør vi af hensyn til vores liberale demokrati begrænse den indvandring fra muslimske lande, som kommer, hvis vi ikke fører politik imod den? I Liberal Alliance svarer vi ja.
Det gør de andre partier i oppositionen, som ønsker en anden statsminister end Mette Frederiksen, også: Danmarksdemokraterne, De Konservative og Dansk Folkeparti.
Blandt andet derfor udgør vi en alliance i Folketinget, som vil noget andet end en regering med Mette Frederiksen i spidsen, hvor Moderaterne kan spærre for stramninger af tildeling af statsborgerskab. Sådan er det i denne valgperiode, og sådan ønsker Mette Frederiksen det tilsyneladende også i næste valgperiode.
Hvis de politiske kommentatorers analyser står til troende, så er Mette Frederiksens svar på, at SVM-partierne efter næste valg formentlig ikke har deres eget flertal længere, blot at udvide hendes regering med SF og muligvis også De Radikale.
Det vil ikke gøre det nemmere at gennemføre stramninger i udlændingepolitikken i den kommende valgperiode, end det har været for Mette Frederiksen at gøre det i denne. Tværtimod.
Udlændingepolitikken er ikke død. Den kræver fortsat opmærksomhed på såvel nye som gamle udfordringer, og at kreative beslutningstagere hele tiden lader hjernecellerne arbejde for nye løsninger, som kan stramme op. Også derfor har Danmark brug for, at en blå regering afløser Mette Frederiksens trætte styre.
“Udlændingepolitikken er ikke død. Den kræver fortsat opmærksomhed på såvel nye som gamle udfordringer.”
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 12. januar 2025)