Alliancen: Skal biologiske mænd spille på kvindehold, og er DR for lukket og politisk?
Hvad skal vi bruge endnu et ministerie til, hvis det ikke selv kender svaret?
Da Mette Frederiksen tilbage i august annoncerede, at der skulle oprettes et nyt Ministerie for Samfundssikkerhed og Beredskab med Venstres Torsten Schack i spidsen, var det vanskeligt at se de stærke argumenter for ministeriets nødvendighed – og argumenterne er desværre ikke blevet stærkere med tiden.
Særligt fordi hverken Torsten Schack, Mette Frederiksen eller andre relevante aktører endnu har formået at gøre det klart og tydeligt, hvad ministeriets mandat rent faktisk er. Derfor er det med tiden udelukkende blevet mere og mere åbenlyst, at der er reel tvivl om, hvorvidt ministeriet har beføjelser til at stille konkrete krav eller blot komme med anbefalinger.
Nu står det sågar så grelt til, at ministeren føler sig nødsaget til at nedsætte en kommission for at undersøge, hvad hans egne beføjelser er. Altså skal dyrebar tid og skattekroner nu bruges på, at en kommission bruger kræfter på at finde frem til det svaret på de spørgsmål, som regeringen selv burde have besvaret for længst: Hvorfor er det her ministerie sat i verden? Og hvad har det konkret af ansvarsområder og beføjelser?
Danskerne fortjener ganske enkelt et ordentligt svar på disse spørgsmål, og det burde ikke koste en krone i kommissionsudgifter at få styr på ministeriets mandat flere måneder efter ministeriets tilbliven. Det bør tværtimod være en selvfølge, at der etableres et både overbevisende og gennemarbejdet fundament for et ministeries eksistensgrundlag, hver gang der oprettes et nyt. Særligt set i lyset af, at SVM-regeringen med 25 ministre har sat danmarksrekord i antallet af ministre siden grundlovsændringen i 1953.
I Liberal Alliance bliver vi desværre efterladt med et indtryk af, at oprettelsen af ministeriet potentielt er ren og skær symbolpolitik, som snarere havde til formål at sende et signal end at gøre en reel forskel for den danske samfundssikkerhed og beredskab. Vi håber, at ministeren i den nære fremtid kan forsikre os om, at det ikke er tilfældet.
(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 16/11-2024)
Hvis du vælger at bo i en storby, vælger du også at leve med de udfordringer, der følger med
Klagerne er mange, når livet i København ikke lige matcher forventningerne. Det meste kunne nemt løses ved at vælge en anden adresse – måske et sted på landet med stilhed og natur.
Trafikstøj, fly, børns leg, og nattelivets puls er uundgåelige aspekter af livet for alle os, der bor i København. Alligevel vælger jeg at blive, fordi fordelene ved bylivet – adgangen til oplevelser, kollektiv transport og jobmuligheder – opvejer ulemperne. Men det kræver, at man gør op med sig selv, hvad der betyder mest.
Desværre ser vi en tendens til, at sensitive københavnere klager over udfordringer, de selv har valgt at bo tæt på.
Tag eksempelvis Svend Andersen, som bor tæt på lufthavnen og mener, at larmen og lugten er til så stor gene, at han ønsker færre flyvninger og endda et natligt flyveforbud. Men lufthavnen var der jo, da han flyttede ind, og man må formode, at det også afspejlede sig i hans boligpris. Det er simpelthen egocentrering i anden potens.
Et andet eksempel er beboerne på Margretheholm, som vel at mærke er en del af København K, der er bekymrede for, hvordan den kommende M5metrolinje vil påvirke deres nærområde. For børnene betyder det færre steder at lege, og noget af den i forvejen sparsomme natur kan blive inddraget i projektet. En udsigt, som det både er rimeligt og forståeligt at ærgre sig over. Men bare fordi man har sikret sig selv et sted at bo og en Tesla i carporten, stopper behovet for udvikling af København ikke. Hvis natur og stilhed er det, man prioriterer, er det så ikke bedre at bo et sted, hvor det er mere inden for rækkevidde?
Klagesangen stopper ikke her. For nylig blev det foreslået at forbyde partybusser, fordi beboerne i området blev generet af larmen, samt at indføre en turismeskat for at styre turismen. Ydermere var det snublende tæt på, at et flertal på rådhuset forbød udeservering efter kl. 22. Men dette er fænomener, der hører med til bylivet, og som man må acceptere, hvis man vælger at bo i København.
Det er ikke meningen, at man skal affinde sig med urimelige forhold, men der er en balance mellem rimelige forventninger og det at tage ansvar for sit eget valg. Hvis du vælger at bo i en storby, vælger du også at leve med de udfordringer, der følger med.
Bylivet kommer med sine kompromiser. Jeg kan sagtens forstå, at nogen kan længes efter Jyllands fredelige tempo, ledige parkeringspladser eller de lavere boligpriser uden for hovedstaden. Men når du vælger København til, vælger du også en by, hvor larmen og trængslen er en del af pakken. Ingen forhindrer dig i at rykke teltpælene op og finde et sted, hvor omgivelserne bedre matcher dine behov – et sted med natur, fred og færre gener. Men hvis du bor i København, er det en del af aftalen.
(Indlæg bragt i Politiken d. 18/11-2024)
Statsborgerskabet er ikke en ret, men en gave fra folket
Statsborgerskab er et af de største privilegier, man kan opnå som tilflytter eller migrant til en anden nation.
Det betyder at blive optaget som fuldgyldigt medlem af folket, med stemmeret, øget retssikkerhed og stabilitet. At blive dansker.
Grundloven foreskriver, at statsborgerskab kun kan opnås ved lov, og at det aktivt skal tildeles nytilkomne af det eksisterende folk.
N.F.S. Grundtvig tænkte også meget over, hvad der var særegent dansk, og hvad der skulle til for at kunne kalde sig dansk. Hvad udgør et folk? Hvad binder det sammen?
I digtet “Folkeligheden” fra 1848 forholder han sig til dette spørgsmål: Hvordan nationalstaten skulle bindes sammen. Grundtvigs overordnede svar var folkelighed. At der i det danske folk dannedes en stærk forestilling om at høre sammen – en fælles folkeånd. Han mente, at særligt det danske sprog, kendskab til den danske historie og en helhjertet omfavnelse af borgerskabet var afgørende.
“Til ét folk de alle høre, som sig regne selv dertil, har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild; resten selv som dragedukker, sig fra folket udelukker, lyse selv sig ud af æt, nægte selv sig indfødsret.”
Det interessante her er, at der gives udtryk for to forskellige opfattelser af det folkelige eller det nationale, der stadig er aktuelle: en politisk forståelse, hvor det er den aktuelle indstilling og deltagelse, det kommer an på, og en kulturel forståelse, hvor det er sprog, historie og kulturel tilknytning i bred forstand, der er afgørende.
Jeg ser derfor også Indfødsretsudvalget som et af de vigtigste og mest fornemme udvalg i Folketinget.
Desværre har det slet ikke den status, som jeg mener, det bør have. Derfor glæder det mig, at vi i Liberal Alliance kontinuerligt har strammet op på kravene til opnåelse af statsborgerskab, og nu er kommet med tre nye tiltag:
1. Der skal foretages en reel individuel screening af hver ansøger for at se, om de respekterer og støtter op om grundlæggende frihedsrettigheder, demokrati og Danmark. Er det et rimeligt krav? Ja. For du har ikke ret til noget som helst. Du kan få tildelt fuldt medlemskab af “Danmark”, hvis vi – folket – finder dig værdig hertil.
2. Der skal strammes op på sprogkravet. Det nytter simpelthen ikke noget, at der render folk rundt med rødbedefarvede pas og skriver, taler og forstår det danske sprog på et uacceptabelt niveau. Man skal have “øre for modersmålet”.
3. Vores mangeårige nordiske fællesskab er under pres. Sverige har tildelt over 1,2 mio. statsborgerskaber til personer, der ikke umiddelbart kan kaldes svenskere. Det stiller større krav til, hvor lempelige vi kan tillade os at være overfor vores skandinaviske medborgere. Derfor vil vi ikke længere undtage dem fra indfødsretsprøven.
Samlet set tre fornuftige – og kerneliberale – forslag. Forslag som udspringer af sund fornuft, en kærlighed til Danmark og en respekt for Grundtvig, som om nogen har skabt det intellektuelle fundament, store dele af “det danske” står på. Men kun så længe vi er villige til at forsvare det.
(Indlæg bragt i Avisen Danmark d.19. november 2024)
Alliancen: Bliver Elon en trumf for Trump?
Der skal være mere fornuft og mindre kammerateri bag kommunernes finansiering
Den kommunale udligning handler om at sikre mest mulig kvalitet i og finansiering til velfærden i alle landets kommuner. Men vi frygter, at nye udligningsforhandlinger ender, som de plejer: At et flertal af partierne vil give flere penge til kommuner med borgmestre fra netop deres partier.
Kommunernes finansiering skal ikke degraderes til en partipolitisk gaveleg. Liberal Alliance er ikke med i den nuværende aftale om udligning mellem kommunerne. Det skyldes kort og godt, at systemet er for ulogisk, indviklet, skævt og partipolitisk farvet.
Vi ser nu konsekvenserne af årtiers lappeløsninger: Et system, hvor borgmester efter borgmester råber vagt i gevær.
Vores udgangspunkt er, at der skal være en form for udligning mellem kommunerne. Alle kan ikke bare modtage det samme per indbygger. Vi er i op til 98 forskellige situationer.
Borgere overbeskattes
Det er en bunden opgave at sikre, at der er råd til en ordentlig offentlig service i kommuner, som eksempelvis ligger langt fra de store byer, har mindre bemidlede borgere, eller hvor befolkningssammensætningen er særligt udfordret værende med mange ældre, indvandre eller børn.
Samtidig er det afgørende for Liberal Alliance at værne om det lokale selvstyre. Så er spørgsmålet, hvordan denne udligning bedst tilrettelægges sådan, at den ikke skaber flere problemer, end den løser.
Udligningen bør også tilrettelægges, så den ikke – som i dag – primært har til formål at overbeskatte borgere (særligt) i og omkring Hovedstaden (minus vestegnen) og Østjylland for at fordele det ud til resten af landet ud fra, hvem det til enhver tid siddende flertal mener, skal have en større andel.
Det er den eneste forklaring på, at ekstremt præcise kriterier som “boligområder med mere end 5.000 beboere, hvor andelen af dømte er særlig højt” kan udgøre et selvstændigt vurderingskriterium – eller “grænsekommuner”, som åbenbart inkluderer Glostrup Kommune.
Det er politiske nålestiksoperationer for at kunne sende millioner af ekstra skattekroner rundt til “vennerne”.
Den nødvendige data
Grundlaget for en fornuftig dialog er, at data skal være på plads. Kommunerne skal kunne sammenlignes. Derfor er det nødvendigt at iværksætte et arbejde, som kan fremskaffe de tal, der viser, hvor den offentlige service ikke er god nok, i hvilke kommuner og hvorfor.
Ligeledes skal det gøres klart, hvad forskellige ydelser burde koste, hvis de blev leveret effektivt, samt hvad forskellige befolkningsgrupper “koster” det offentlige. Det kan danne grundlag for en mere evidensbaseret tildeling af midler.
Vi er meget bange for, at nye udligningsforhandlinger ender, som de plejer: At de slet ikke handler om, hvordan vi sikrer mest mulig kvalitet i og finansiering til velfærden i alle landets kommuner, men om, at et flertal af partierne vil give flere penge til kommuner med borgmestre fra netop deres partier.
Gerne på bekostning af andre kommuner med andre borgmestre, som ikke er en del af aftalekredsen. Vi vil gøre vores for, at det ikke bliver tilfældet.
Tilskud og beskatning
Grundlæggende bør regeringen tage de store briller på og skabe rammerne for en fornuftig finansiering af den lokale velfærd. Det var vel blandt andet dét, en regering over midten skulle kunne? Skabe store, men nødvendige forandringer uden de traditionelle blokpolitiske hensyn.
Dog er det afgørende for os, at man ikke blot ser på udligningssystemets 25 milliarder kroner, men også på særtilskud, bloktilskud og beskatning bredt set. Kommunerne forbruger jo 300-400 milliarder kroner årligt.
Hvorfor skal skatteborgere i Vallensbæk betale højere kommuneskat end landsgennemsnittet og sende de skattekroner til Herlev, der har en af landets laveste kommuneskatter?
Hvorfor indgår indtægter fra dækningsafgift ikke i indtægtsgrundlaget for kommunerne, så de uden konsekvenser kan brandbeskatte erhvervslivet? Hvorfor modtager Fanø Kommune – som eneste selvstændige ø-kommune – ikke bevillinger som sådan?
Hvorfor er fokus på effektivitet og produktivitet nærmest fraværende i den måde, vi laver kommunal finansiering på?
Kunne et system, der i langt højere grad end i dag udligner gennem bloktilskuddet fremfor gennem omfordeling af de kommunale skatter, kunne understøtte kvaliteten i velfærden i hele landet uden at forfordele udvalgte kommuners skatteborgere? Måske. Det skal vi have klarlagt.
Gentænk systemet
Der er mange spørgsmål, som kræver svar for at kunne genskabe logik og fornuft.
I Liberal Alliance er vi heller ikke bange for at erkende, at der ér forskel på kommunerne, på service og på beskatningsniveau. Vi ser det heller ikke som et problem, at der kommer en større forskellighed, end der er i dag. Det har vi allerede set ved eksempelvis de nye grundskyldssatser.
Vi ønsker, at de kommunale politikere får et øget handlerum til at drive deres kommune, som de finder bedst, i dialog med de borgere, som er bosat der.
Så længe alle borgere kan modtage det, vi fra nationalt hold beslutter, er et acceptabelt niveau af undervisning, ældrepleje med videre, bør det være lettere lokalt at finde et service- og skatteniveau, man finder passende. Naturligvis inden for rammerne af budget- og anlægsloven, der er vigtig for den nationale økonomistyring.
Så lad os turde tænke stort og gentænke systemet. Til gavn for borgerne, det lokale demokrati og ikke mindst de stakkels ansatte i Indenrigsministeriet og på kommunekontorerne, som må have hovedpine over at forstå dette uforståelige system.
Hvem ved: Måske det kunne frigøre arbejdstid til mere borgernær beskæftigelse?
(Indlæg bragt i Altinget d. 14/11-2024)
Nu har selv Dan Jørgensen skiftet holdning til atomkraft
Med to tredjedeles flertal er Dan Jørgensen blevet godkendt af EU-parlamentet som unionens nye energi- og boligkommissær.
Det sker, efter at vores tidligere klimaminister har været under politisk beskydning i tre timers høring, hvor han blandt andet skulle svare på kritiske spørgsmål om sin holdning til atomkraft. For vil man godkendes som EU’s energikommissær, kommer man ikke uden om en af verdens grønneste, sikreste og mest stabile energikilder.
I lighed med anbefalingerne fra en kakofoni af uafhængige klimaforskere har EU nemlig officielt grønstemplet atomkraft som en bæredygtig energikilde, der er nødvendig for den grønne omstilling. Og netop derfor var der masser af kritiske spørgsmål til Dan Jørgensen, der indtil for ganske nylig var en arg modstander af atomkraft.
Som klimaminister i 2021 udtalte Dan Jørgensen eksempelvis, at “atomkraft er ikke bare dyrt og farligt. Det er decideret unødvendigt”. Og da EU forsøgte at anerkende atomkraft som bæredygtigt i 2019, forsøgte Dan Jørgensen som klimaminister at blokere for EU’s officielle udmelding.
Men for at kunne blive energikommissær har piben pludselig fået en anden klang. Nu lyder det, at “der ikke findes noget scenarie, hvor verden kan leve op til målsætningen om at holde temperaturstigninger under 1,5 grader uden brug af atomkraft”. Når Dan Jørgensen er nødt til at krybe til korset og skifte holdning for at kunne blive udnævnt som energikommissær, er det et symptom på et generelt paradigmeskifte i synet på atomkraft.
Mens 66 pct. af danskerne eksempelvis var imod atomkraft tilbage i 2016, var det sidste år kun 26 pct. , der var modstandere af energikilden. For nye vinde blæser over den energipolitiske slagmark, og både de uvildige eksperter såvel som menigmand har set skriften på væggen; hvis vi er seriøse omkring at ville have en grøn omstilling, kan vi ikke længere undlade at bruge en af verdens sikreste, mest stabile og grønneste energikilder. Nemlig atomkraft.
(Indlæg bragt i Børsen d. 11/11-2024)
Tid til en frisk start │ Alex Vanopslagh
Alliancen: Hvorfor tror Vanopslagh, at Trump vandt? Kan man være jøde på RUC? Og hvorfor gik Frederiksen…
Alex gør Mette rasende │ Folketinget │ Alex Vanopslagh