Alex Vanopslagh & Ole Birk Olesen & Henrik Dahl
12. januar 2024
Afspil video
Alexander Ryle
11. januar 2024

Sagen om statsstøtte er en besynderlig en af slagsen. Ingen er i sandhed for statsstøtteordninger af nogen art, men alligevel er der opstået et skel mellem dem, der vil frabede sig ordningerne og dem, der af nødvendighedshensyn åbner for dem.

Og i den seneste tid er det blevet klart, at regeringen står på sidstnævnte side. Det ser man f.eks., når udenrigsminister Lars Løkke påpeger, at vi ville aldrig selv have opfundet det, mens erhvervsminister Morten Bødskov forklarer det således: Statsstøtte er bestemt ikke noget, der er groet i en dansk baghave.

For samtidig slår de fast med syvtommersøm, at Danmark går bagud af den internationale klimadans, hvis vi ikke indfører statsstøtteordninger. Kursen er sat. Nu har vi bare det problem, at den ifølge de økonomiske vismænd, diverse eksperter og mange af os i Folketinget er sat helt forkert.

Selvom det kan virke tiltalende at efterligne lande som USA, Indien, Kina og Japan ved at støtte danske virksomheder med offentlige subsidier, er det nemlig langt fra sikkert, at det vil bidrage til noget positivt. Faktisk kan vi risikere, at statsstøtten tværtimod gør mere skade end gavn, da der som bekendt opstår en række temmelig skadelige markedseffekter, når man tager et så drastisk middel i brug.

Hvor sundt er det f.eks. for det danske erhvervsmiljø, at det grønne marked bliver domineret af offentlige subsidier, så det sjældent bliver de mest innovative eller effektive løsninger, der vinder? Det bliver et økonomisk kapløb, som hverken er bæredygtigt eller i tråd med det frie markeds principper. Et sådant system fremmer ikke ægte innovation; det skaber snarere en afhængighed af offentlige midler og underminerer den sunde konkurrence.

Bedre bliver statsstøttens sag ikke af, at man samtidig skal tage in mente, at der ikke er udsigt til en fælles EU-løsning, der sikrer samme vilkår for statsstøtte i alle 27 medlemslande. Det indleder et statsstøttekapløb, hvor vi utvivlsomt vil blive overgået af både Frankrig og Tyskland og en lang række lande uden for EU, som alle har dybere lommer end Danmark.

Af de grunde kan statsstøtte sammenlignes med at tisse i bukserne for at holde varmen: Det giver en kortvarig fordel, men løser ikke problemet på lang sigt. Potentielt kan det ligefrem skade europæisk økonomi på længere sigt. Derfor skal brugen af statsstøtte begrænses mest muligt.

Når det er sagt, er det vigtigt at pointere, at erhvervslivet retteligt har brug for at få styrket deres konkurrenceevne på grund af andre landes rundhåndede tilgang til statsstøtte. Med den stigende globale konkurrence forstår jeg godt erhvervslivets hunger efter et effektivt modsvar, som styrker virksomhedernes konkurrenceevne og fastholder arbejdspladser og investeringer herhjemme. Men vores reaktion bør ikke være at følge i fodsporene på lande med omfattende statsstøtte. I stedet skal vi investere i vores egne styrker: et dynamisk indre marked, tekniske færdigheder og en åben økonomi.

Der er flere lavthængende frugter, vi kan tage fat i, hvis vi vil i mål med det. For det første skal vi undgå en utilsigtet overimplementering af EU’s mange regler og reducere omfanget af unødvendige byrder for virksomhederne. Lige nu overimplementerer Danmark cirka hvert fjerde EU-direktiv, hvilket sætter danske virksomheder bagud, fordi andre lande blot følger direktiverne, som de skal følges. For det andet skal vi politisk skabe et gunstigt erhvervsmiljø ved at fremme både produktionskapaciteten, effektive godkendelsesprocesser og initiativer, der fremmer privat investering.

Samtidig er adgangen til kvalificeret arbejdskraft også afgørende for danske virksomheder, og af den grund skal vi arbejde for at lette mobiliteten for arbejdskraften og sikre, at vi kan tiltrække og fastholde talenter fra både ind- og udland. Det gælder især på det grønne område, der i høj grad overlapper med STEM-fagene. Her kommer vi ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til at mangle 33.000 faglærte frem mod 2030.

Endelig skal vi styrke det globale samarbejde og indgå handelsaftaler med flere lande, især i Asien og Sydamerika, så vi kan nedbringe handelsbarrierer og udvide vores markedsadgang. Der er mange løsninger, og vi er mange om at foreslå dem. Fælles for os alle er, at vi ikke mener, statsstøtten behøver være iblandt.

Derfor skal vi stå fast på det frie markeds principper, udnytte vores egne styrkepositioner til at fremme innovation, konkurrenceevne, vækst og velstand og afvise fristelsen til kortsigtede løsninger, der risikerer at gøre mere skade end gavn.

(Indlæg bragt i Børsen d. 11/1-2024)

Steffen Frølund
18. december 2023

Hvis Danmark skal være et land, hvor hårdtarbejdende talenter har et incitament til at yde, bør vi ikke udskamme flid med en strafskat.

I Liberal Alliance forlod vi skatteforhandlingerne, fordi regeringen dumstædigt insisterede på den nye millionærskat, også kendt som toptopskatten. Over de sidste par måneder er der ellers kommet massiv kritik fra virksomheder, de økonomiske vismænd og diverse organisationer. Det har gjort indtryk på mange, men ikke på regeringen og aftalepartierne bag den nye skattereform.

Ny forskning viser, at højtlønnede danskere reagerer langt mere på skattelettelser, end hvad man tidligere har antaget. Det er resultatet af en undersøgelse fra de danske topøkonomer Henrik Kleven, der er professor ved Princeton University, og tidligere vismand Claus Thustrup Kreiner, der er professor ved Københavns Universitet. Derfor har vi i Liberal Alliance bedt Skatteministeriet beregne, hvad de økonomiske konsekvenser af både topskatten og toptopskatten er, når man tager højde for den nyeste forskning på området.

Svaret er nedslående læsning for alle, der går op i, at staten har tilstrækkeligt sunde finanser til, at velfærdsstatens tandhjul også vil dreje rundt i fremtiden. For hvis forskningen holder vand, kommer staten nemlig til at tabe mellem 3 og 17 mia. kr. hvert eneste år af at indkræve topskat, og vi vil i bedste fald få sølle 100 mio. og i værste fald tabe 400 mio. kr. om året af toptopskatten.

Juridisk makværk

Det seneste skud på stammen af forskning i indkomstelasticitet dokumenterer nemlig, at danskerne arbejder hårdere samt går mere målrettet efter forfremmelser end hidtil antaget. Det betyder altså i praksis, at både top- og toptopskatten er så skadelige for danskernes virkelyst, at staten risikerer at tabe penge på at indkræve disse skatter. Det har hele tiden været sådan, at der især i toptopskattens tilfælde malede sig et billede af et juridisk makværk, hvor skatten snarere blev indført for at sende et symbolpolitisk signal end for at bringe penge i statskassen. Som også flere medier har kunnet berette om, kan 3800 af de 8600 danskere, der forventes at blive ramt af toptopskattens hammer, nemlig fuldstændig lovligt undgå skatten. Det skyldes, at en betragtelig del af disse højproduktive danskere er hovedaktionærer eller selvstændige og derfor har muligheden for at udbetale sig selv udbytte i stedet for løn, hvor skattesatsen er lavere.

Men at også topskatten nu risikerer at være en bragende underskudsforretning, er en nyhed, der bør få alarmklokkerne til at ringe hos alle uanset deres politiske overbevisning. For dét, man beskatter, får man selvfølgelig mindre af. Det er derfor, man indfører særlige skatter på produkter som benzin, sukker eller cigaretter.

Hvis vi fortsat vil have et samfund med velstand og velfærd, er der derfor ikke mange gode argumenter for at indføre en særlig strafskat på de danskere, der arbejder hårdest – og slet ikke, hvis vi sågar risikerer at tabe penge på det, som forskningen nu indikerer. Men alt det her ved SVM-regeringen selvfølgelig udmærket godt i forvejen.

Så hvordan kan det være, at de alligevel insisterer på at bevare topskatten og indføre en ny toptopskat? Svaret er på grund af det symbolpolitiske signal, skatterne sender. “Danmark er for lille et land til store forskelle,” som Socialdemokratiets fortærskede slagord lyder. Det handler om, at der helst ikke må være nogen, der tjener mere end andre, fordi ulighed i sig selv betragtes som et onde. Og så vil man desværre hellere have en situation, hvor vi alle bliver fattigere, end en situation, hvor vi alle bliver rigere, men hvor nogen blot bliver rigere end andre.

Problemet med dette argument om at begrænse uligheden er blot, at det ikke overlever et nærmere eftersyn. Danmark er i forvejen et af verdens mest lige lande, og med en indførelse af toptopskatten vil ginikoefficienten, der måler samfundets ulighed, kun flytte sig fra 30,28 til 30,22.

Absurdteater

I stedet for at sende et forargelsespopulistisk signal om, at de mest hårdtarbejdende danskere ikke må tjene mange flere penge end andre, bør vi snarere være glade for, at der stadig findes dygtige mennesker, der skaber nok værdi for andre, til at de også selv får en høj indtægt. For de danskere, der kan se frem til at betale toptopskat, sender allerede mere end 18 gange så mange penge i statskassen som den gennemsnitlige dansker.

Hvis Danmark også i fremtiden skal være et land, hvor hårdtarbejdende talenter har et incitament til at yde en indsats til gavn for os alle, bør vi derfor ikke udskamme flid og succes med en strafskat. Og hvis konsekvensen af at indkræve top- og toptopskat er, at staten ligefrem kommer til at tabe penge, der kunne have finansieret mere velfærd, må selv de mest hårdnakkede gammelkommunister i Enhedslistens bagland kunne se, at der er noget helt galt. Andre partier har vurderet, at de gerne ville æde dén skovsnegl. Dem om det, men toptopskatten er et politisk absurdteater, vi ikke vil være med i.

(Indlæg bragt i Børsen d. 18. december 2023)

Liberal Alliance
14. december 2023

Det er med stor glæde, at Liberal Alliance fra årsskiftet byder Mikkel Andersson velkommen i partiets sekretariat på Christiansborg.

Mikkel Andersson bliver ny chefrådgiver og skal arbejde med en bred vifte af rådgivnings- og kommunikationsopgaver. Han kommer til Liberal Alliance fra en stilling som chefredaktør på det borgerlige medie Kontrast. Mikkel Andersson skal i sin nye rolle arbejde tæt sammen med blandt andre formand Alex Vanopslagh, som ser frem til samarbejdet:

”Vi er utroligt glade for, at Mikkel bliver en del af holdet. Han har i mange år været kendt for sine skarpe analyser og dækning af borgerlig politik. Han bliver med sin brede erfaring uden tvivl værdifuld for Liberal Alliance og vores folketingsgruppe.”

Sekretariatschef i Liberal Alliance, Andreas Bach Mortensen, supplerer:
”Mikkel er en kæmpe intellektuel kapacitet, som vi er stole over at få tilknyttet LA’s sekretariat på Christiansborg. Vi har et tårnhøjt ambitionsniveau, når det gælder kommunikation og politikudvikling – og her vil Mikkel kunne løfte LA til et endnu højere niveau.”

Selv siger han om ansættelsen:
“I forhold til politisk kommunikation og ideudvikling har Liberal Alliance demonstreret en imponerende evne til nytænkning og dagsordensætning, og jeg glæder mig utrolig meget til at blive en del af et i forvejen særdeles imponerende hold og bidrage efter bedste evne.”

For yderligere information kontakt:
Louise Juul, presserådgiver, Liberal Alliance
Tlf.: 61 62 43 80

Louise Brown
11. december 2023

AI er stadig i sin spæde start, men potentialet i denne teknologi er enorm. Som samfund har vi endnu ikke åbnet vores øjne helt for de muligheder, det giver os, og hvordan vi kan bruge denne nye teknologi til at sikre bedre behandling af patienterne.

Jeg har i mit arbejde som sundhedsordfører for Liberal Alliance den seneste tid set nærmere på de AI-løsninger, der allerede eksisterer på sundhedsområdet, og jeg bliver utrolig optimistisk for vores sundhedssystem, når jeg ser, hvad denne nye teknologi giver af muligheder til læger og patienter.

Det er dog en kortvarig glæde, når man samtidig oplever, hvordan det offentlige system spænder ben for disse teknologier, som ellers ville kunne spare selvsamme system mandetimer og ventetid for patienterne. AI-software i forbindelse med mammografiscreeninger er bare et af mange eksempler.

Kæmpe potentiale

Alle kvinder i alderen 50-69 år inviteres hvert andet år til mammografi, som scanner brystet for kræftknuder. Derudover er der kvinderne i andre aldersgrupper, som får en mammografi, fordi de har symptomer på brystkræft. Det er mange, mange tusinde mammografier om året. Når scanningen er lavet, aflæser to speciallæger røntgenbilledet for kræftknuder.

AI-software kan spare 40 pct. af arbejdsbyrden for de speciallæger, som normalt aflæser mammografierne, fordi man kan erstatte den ene af de to læger med AI-softwaren. Samtidig bliver aflæsningerne færdiggjort hurtigere, hvis den laves af en speciallæge og AI-softwaren, end hvis den var lavet af to speciallæger uden hjælp fra AI.

Og vigtigst af alt er dette muligt uden at slække på sikkerheden – tværtimod. AI-softwaren finder 20 pct. flere knuder, fordi den kan aflæse kræftknuder, der er så små, at de kan blive overset af menneskelige læger – uanset hvor dygtige de er.

Ved hjælp af AI-teknologi kan vi altså undgå, at kvinder bliver sendt hjem fra hospitalet med oversete kræftknuder, som det statistisk set sker i dag. Som en ekstra fordel sparer mange AI-løsninger generelt personalet for bureaukratiske opgaver, da teknologien selv kan opdatere patientjournaler og frigiver derved yderligere hænder og tid.

Region Nordjylland og Region Hovedstaden har taget teknologien til sig, men det gælder desværre ikke for alle landets regioner, selvom det ville spare systemet for store mængder tid og penge, samtidig med at det ville betyde hurtigere og mere effektiv behandling af patienterne.

Det er ikke alene på brystkræftområdet, men i kræftbehandling generelt, at der er liv, tid og penge at spare med brug af AI. I forbindelse med strålebehandling af kræftpatienter findes der i dag flere AI-løsninger, der automatisk kan afmærke de såkaldte risikoorganer, der ligger rundt om den tumor, man forsøger at ramme, for at sikre minimal skade på raske organer og væv rundt om tumoren.

Ved at bruge AI-software til denne opgave kan systemet spare op imod 90 pct. af den tid, det tager en højtspecialiseret onkolog op til to timer at afmærke. Afmærkning af risikoorganer med AI giver større ensartethed i resultatet – også når man som patient behandles på en afdeling uden landets førende specialister. Det er endnu ikke noget, vi bruger herhjemme, men teknologien er nationalt indkøbt til hele Finland, i Norge er udbuddet i gang og en ud af fire af alle patienter i Frankrig, som modtager strålebehandling, får en sådan afmærkning af deres risikoorganer ved hjælp af AI.

Årsagen til, at AI-løsninger i behandling ikke bliver brugt i højere grad herhjemme, er ikke, at det kræver en stor og omkostningstung udskiftning af al teknologi at implementere softwaren. For eksempel kan AI-softwaren til brystkræftscreeninger inden for få timer være i brug.

Problemet er, at regionerne ofte opererer efter tankegangen not invented here – ikke opfundet her. Det vil sige, at regionerne ikke vil bruge teknologi og løsninger, som ikke er udviklet inden for regionens egne grænser og insisterer i mange tilfælde på at udvikle deres egen version af teknologien og udføre deres egne test og målinger på trods af, at det allerede eksisterer og anvendes regelmæssigt i andre regioner eller nabolande, som kan fremvise gode erfaringer og omfattende statistik og data om teknologiernes effekt.

Ulogisk og forargende

Vi skal selvfølgelig ikke ukritisk tage AI-løsninger i brug på alle områder i sundhedsvæsnet, hvis ikke det tjener det formål at forbedre behandlingen og udnyttede systemets ressourcer mere effektivt. Men det giver mening at gøre det på områder som brystkræftscreening, hvor det er bevist at have store sundhedsmæssige og økonomiske fordele.

Regionernes modvillighed til at bruge denne AI-teknologi på trods af, at vi kender dets mange fordele, er ikke blot ulogisk, men decideret forargende. Dette er endnu et eksempel på, at systemet har systemet for øje og ikke patienten, og det koster både samfundet og den enkelte brystkræftpatient dyrt.

(Indlæg bragt i Børsen d. 9. december 2023).