Hvorfor taler vi ikke mere om Enhedslistens ekstremisme?

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
20. september 2024

Jo, Pelle Dragsted er en sympatisk fyr, men kan vi være helt trygge ved et parti, der har haft en kedelig tradition med at omgås folk med tilknytning til terrororganisationer?

I slutningen af sidste år kom det frem, at Enhedslisten havde sendt millioner af danske skattekroner afsted til den palæstinensiske terrororganisation DFLP, som bl.a. stod bag massakren på den jødiske befolkning den 7. oktober.

Siden da er det væltet frem med historier, der blotlægger Enhedslistens venstreekstremisme.

Til Enhedslistens årsmøde slår partiets medlemmer på tromme for, at partiet skal vedtage som resolution, at »Israel skal opløses«, og at Hamas’ »modstandskamp« mod Israel er »legitim«.

Folk fra Enhedslistens folketingsgruppe har afholdt møder med medlemmer af en terrororganisation på Christiansborg.

Og flere af partiets hovedbestyrelsesmedlemmer har af officielle kanaler forsøgt at genoptage den økonomiske støtte til DFLP, som bliver brugt til at finansiere terrorangreb.

Når man lige lader de her kendsgerninger bundfælde sig, er det egentlig ret vildt at tænke på. Men faktum er imidlertid, at det ikke burde komme som en overraskelse.

For lige siden 1980’ernes mange partier på den yderste venstrefløj besluttede sig for at finde fælles fodslag i én enhed, har historien om Enhedslisten været en tilbagevendende opvisning i venstreekstremisme.

I slutningen af 1990’erne, da Pia Kjærsgaard blev forfulgt på Nørrebro, udtalte et medlem af partiets hovedbestyrelse: »Når vi tager afstand fra overfaldet på Pia Kjærsgaard, træder vi en masse folk i bevægelserne over tæerne.«

I første halvdel af 00’erne lukkede Pernille Rosenkrantz-Theil som medlem af Enhedslistens folketingsgruppe to personer ind i Folketinget, som hældte maling ud over Anders Fogh.

Rosenkrantz-Theil udtrykte støtte til overfaldet og sagde, at hun selv kunne have fundet på at deltage i angrebet, hvis hun ikke lige havde været medlem af Folketinget.

Og i den parlamentariske del af partiet har man altid haft svært ved at afvise Antifascistisk Aktion, Anti-racistisk Håndværkerlaug, Blekingebanden, dele af det autonome miljø og mange aktivistiske grupperinger, fordi disse bevægelser har været tæt forbundet med Enhedslisten.

Men det stopper ikke engang her.

Efter at Putins kampvogne havde krydsede Ukraines landegrænse i 2022, kunne Enhedslisten fra Folketingets talerstol bebude, at Rusland ikke er en trussel mod Europa, hvilket senere blev suppleret med en proklamation om, at Nato er en angrebspagt.

For Enhedslisten har altid stået for anti-vestlig politik.

Og selvom man i dag nok snarere forbinder dets politik med sympatiske frontfigurer som Johanne Schmidt-Nielsen, Pernille Skipper og Pelle Dragsted, kommer vi ikke uden om, at tidligere tiders drømme om kommunistisk revolution har sat sig som råd i alle afkroge af partiorganisationen.

Pelle Dragsted har været god til at tage afstand fra den venstreekstremisme, der stadig spøger i hans parti. Men hvad siger det om dansk politik, at hovedparten af den danske presse ikke for alvor har valgt at stille skarpt på Enhedslistens skandalesager?

Mon ikke der ville have været ramaskrig og ryddede sendeflader, hvis det havde været et borgerligt parti, der inviterede nynazistiske bevægelser til kaffe på Christiansborg eller kanaliserede skattekroner ud af landet for at finansiere højreekstremistisk terrorisme?

Og kan vi være trygge ved, at Pelle Dragsted refererer til en hovedbestyrelse – som har indflydelse på alt fra partiets politik til opstilling af kandidater – der består af folk med de her holdninger?

Disse spørgsmål står hen i det uvisse. Men jeg synes, vi i dansk politik burde begynde at forholde os til dem.
Hvad siger det om dansk politik, at hovedparten af den danske presse ikke for alvor har valgt at stille skarpt på Enhedslistens skandalesager? spørger Sólbjørg Jakobsen.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 19. september 2024)

Liberal Alliance: Gør som Tyskland og luk de samfundsundergravende moskeer

Carl Andersen
19. september 2024

Debat: Som et liberalt demokrati har vi pligten til at beskytte vores frihedsrettigheder mod dem, der aktivt arbejder for at underminere dem. Derfor opfordrer Liberal Alliance regeringen til at foretage en grundig undersøgelse af det juridiske grundlag for at kunne lukke moskeer, der har tætte forbindelser til despotiske regimer og organisationer, der udgør en trussel mod borgernes sikkerhed og frihed.

Når en moské aktivt fungerer som forlænget arm for despotiske og antidemokratiske styrer eller organisationer, overskrider den grænsen for, hvad grundloven beskytter. Så er de til fare for danske borgere og Danmark.

Det sker som følge af, at jeg scrollede nyheder i sommerferien og erfarede, at tyskerne har udført en storstilet aktion mod “Den Blå Moské” i Hamborg samt over 50 andre moskeer eller islamiske indretninger med forbindelse hertil.

De tyske myndigheder mente at kunne bevise, at “Den Blå Moské” og dens forening “Islamisk Center Hamborg” er en forlænget arm for det autoritære præstestyre i Iran og desuden har forbindelse til Hizbollah, der i Tyskland har status som terrororganisation.

Det interessante er, at disse nu lukkede og forbudte moskeer i Tyskland har nogle forbindelser til danske moskeer. Særligt Imam-Ali Moskeen i København, hvis vedtægter blandt andet tilskriver, at aktiverne skal overdrages til den nu lukkede “Den Blå Moske” i Hamborg. Det her bør i den grad få alarmklokkerne til at ringe hos de danske politikere og myndigheder.

Det tyske eksempel viser, at det er muligt at tage effektivt hånd om problemet, hvis der er politisk vilje til det. Simpelthen at lukke moskeerne og forbyde deres undergravende foreningsaktivitet. Vi skal handle, fordi det er vores pligt at beskytte vores land, vores værdier og vores demokrati.

Derfor mener vi, at regeringen skal tage de nødvendige skridt for at identificere de moskeer, der udgør en trussel mod samfundet, og undersøge det juridiske grundlag for at kunne lukke dem.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 19. september 2024)

Nej tak til Tesfayes smagløse gryderet

Helena Artmann Andresen
16. september 2024

Lad det være sagt med det samme. Vi er enige med undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i, at der er behov for at gøre noget for erhvervsuddannelserne.

Uddannelser som tømrer, murer, ambulancebehandler, mejerist, elektriker og socialog sundhedshjælper bliver ikke mindre vigtige i årene, der kommer. Tværtimod. Vi har brug for dygtige og engagerede unge med såkaldte »kloge hænder«.

Unge, der går på en erhvervsuddannelse, skal have mere tid. De skal kunne møde ind på en uddannelse, hvor de får lov at følge en klasse, og hvor de kan fordybe sig i fag og ungdomskultur, før de skal ud at prøve kræfter med en arbejdsplads.

Men – for der er også et stort »men« – i forhold til de planer, som ministeren har luftet om at skabe en ny HPX-uddannelse, der skal rumme samtlige 100+ erhvervsuddannelser. For unge mennesker er ikke ens – og det er erhvervsuddannelserne heller ikke.

Der er en kæmpestor forskel på, om man drømmer om at blive maskintekniker, kok eller sundhedsmedarbejder. Derfor trækker vi følehornene til os, når ministeren taler om at lave en »gryderet«, for det lugter langt væk af udkogte gulerødder, hengemte perleløg og udvasket tomatsovs.

Man kan ganske enkelt ikke blande de mange uddannelser sammen, uden at smagen, historikken og den faglige stolthed går fløjten.

Hvis vi skal udvise respekt for erhvervsuddannelserne – og det skal vi – må vi erkende, at uddannelserne hver især har en lang tradition – nogle går århundreder tilbage – og bygger på faglige traditioner, håndværk og kultur, som gør netop disse uddannelser til noget helt særligt.

Vi må også erkende, at unge, der ønsker at lære at tilberede grøntsager og blåmuslinger, ikke på samme måde drømmer om eller har et fagligt behov for at lære at rede en hospitalsseng eller at kunne bringe en bordplade i vater.

Liberal Alliance er klar på forhandlinger, der kan give bedre vilkår for erhvervsuddannelserne. Det vil være godt for både de unge og for samfundet. Men vi ønsker en model, der respekterer forskellige fagligheder og forskellige unge, sådan at fremtiden kan blive faglært i stedet for at ende i en smagløs gryderet

(Indlæg bragt i Berlingske d. 16. september 2024)

Liberal Alliance får sit første byrådsmedlem i Aarhus Kommune

Liberal Alliance
13. september 2024

Liberal Alliance får sit første byrådsmedlem i Aarhus Kommune

Henrik Arens er denne uge skiftet til Liberal Alliance, og dermed har partiet fået sit første byrådsmedlem i Aarhus Kommune.

Om skiftet siger Henrik Arens selv:

Aarhus mangler et ægte liberalt parti. Derfor er jeg rigtig glad for, at jeg nu kan repræsentere Liberal Alliance i Aarhus byråd. Sammen med Michael Christensen og resten af partiet vil jeg fortsætte kampen for mere frihed og sund fornuft i kommunen.

Henrik Arens har mange års kommunalpolitisk erfaring bag sig. Han var byrådsmedlem for Venstre fra 2015-2017. Efter at have trukket sig fra politik i nogle år, vendte han tilbage til kommunalpolitik ved kommunalvalget i 2021 som spidskandidat for Nye Borgerlige i Aarhus og blev valgt. Siden starten af 2023 har han været løsgænger, før han denne uge skiftede til Liberal Alliance.

Michael Christensen, der er Liberal Alliances spidskandidat i Aarhus ved det kommende kommunalvalg, hilser også Henrik Arens velkommen:

Jeg byder Henrik og hans liberale sind varmt velkommen i Liberal Alliance. Det er gode liberale kræfter, som nu vil repræsentere Liberal Alliance i Aarhus Kommune, og det er vigtigt for byen. Henriks mangeårige arbejde i kommunalpolitik bliver en stor styrke for partiet ved kommunalvalget 2025.

Derudover er den nye mobilitetsplan for Aarhus Kommune er en sag, som Henrik Arens vil være særligt opmærksom på.

Aarhus Byråds målsætning om at blive en CO2-neutral by inden 2030 indebærer at holde bilisterne ude af byen ved at indføre roadpricing – en vejafgift, bilisterne skal betale, hvis de vil køre i Aarhus. Et tiltag, som vil lukke store dele af byen for rejsende og handlende for at reducere CO2-udledningen minimalt, og som vil ramme socialt skævt.

Selv siger Henrik Arens om det kommende arbejde med at forhindre roadpricing i at blive en realitet:

Der er nok at tage fat i, når selv “borgerlige” byrådsmedlemmer støtter en mobilitetsplan, der lukker byen ned.

For yderligere information kontakt:
Henrik Arens, byrådsmedlem, Liberal Alliance: 29 68 57 42
Louise Juul Christensen, presse- og politisk rådgiver, Liberal Alliance: 61 62 43 80

Mette Frederiksen er villig til at sætte den danske økonomi over styr for at bremse den socialdemokratiske vælgerblødning

Alex Vanopslagh
13. september 2024

For ét år siden annoncerede SVM-regeringen med Mette Frederiksen i spidsen, at et nyt princip skulle styre dansk politik i de kommende år.

Med et opjusteret økonomisk råderum som bagtæppe kunne regeringstoppen nemlig bebude, at fremtidens valuta i dansk politik ikke længere skulle være penge. Dansk politisks nye møntfod var derimod blevet arbejdskraft.

Men startskuddet til en ny sæson af dansk politik er netop gået til lyden af Mette Frederiksen, der har besluttet sig for at trække Socialdemokratiet ud af velfærdsaftalen.

Velfærdsaftalen så dagens lys i 2006, da en bred vifte af Folketingets partier med Anders Fogh og Helle Thorning i spidsen fandt fælles fodslag om at sikre en sund økonomi langt ud i fremtiden.

Aftalen er afgørende

Velfærdsaftalen sikrer nemlig, at pensionsalderen stiger i takt med levetiden, og det er en af de centrale hjørnesten i nationaløkonomien. Den er af økonomer blevet kaldt alt fra »kronjuvelen i Danmarks sunde økonomi« til en »forudsætning for at fremtidssikre det danske velfærdssamfund«.

Men i kølvandet på den historisk upopulære SVM-regerings vælgerflugt har statsministeren besluttet sig for at sælge ud af denne nationaløkonomiske kronjuvel i et desperat forsøg på at kapre tabte vælgere tilbage. Det er svært at beskrive, hvor store konsekvenser for de offentlige finanser dette kan få.

Men sikkert er det i hvert fald, at hvis arbejdskraft er den nye valuta i dansk politik, må SVM-regeringen siges at være på randen af en konkurs. Nye tal viser, at effekten af alle regeringens arbejdsudbudsreformer vil gå i minus, hvis man – som Socialdemokratiet har henvist til – skrotter velfærdsaftalen og følger pensionskommissionens forslag, som vil reducere den strukturelle beskæftigelse med 40.000 personer.

Lægger man velfærdsaftalen i graven, tager man et markant opgør med det, der af Mette Frederiksen selv er blevet beskrevet som selve formålet med at danne SVM-regeringen: Yderfløjene skulle sættes uden for indflydelse, og de selverklærede »ansvarlige« partier skulle skyde deres politiske uenigheder til hjørne for at træffe de beslutninger, der kunne fremtidssikre velfærdssamfundet.

Men Socialdemokratiets pensionsmelding er et udtryk for det diametralt modsatte.

Ifølge professor i økonomi og tidligere overvismand, Michael Svarer, har netop velfærdsaftalen været »fuldstændig afgørende for sundhedstilstanden på de offentlige finanser« og gjort, at »vi gik fra en situation med kroniske underskud til en situation, hvor vi ligger tæt omkring en balance.«

Bryder man med velfærdsaftalen ved for eksempel at fastfryse pensionsalderen på 70 år, vil det fra 2040 til 2070 forøge nettogælden med svimlende 299 milliarder kroner, hvilket vil slå revner i fundamentet under den danske økonomi.

Indtil for nylig var Socialdemokratiet ellers enige i, at det ville være en utrolig dårlig idé.

Da SF for tre måneder siden præsenterede et lignende forslag, lød meldingen fra Socialdemokratiet nemlig, at det var »topmålet af uansvarlighed«, og at forslaget decideret ville »slå et hul i statskassen«.

Det afføder spørgsmål

Men nu har piben fået en anden lyd, og i dag er Mette Frederiksen selv villig til at sætte den danske økonomi over styr for at bremse den socialdemokratiske vælgerblødning.

Det afføder en masse vigtige spørgsmål om både dansk økonomi og regeringssamarbejdet, der nu står hen i det uvisse:

Hvorfor var det nødvendigt at afskaffe store bededag for at få danskerne til at arbejde mere, når man alligevel vil annullere effekten af både det og mange andre reformer ved at give velfærdsaftalen et skud for boven?

Hvor skal den finansiering, der i fremtiden skal holde velfærdsstatens tandhjul i gang, komme fra, hvis man med Socialdemokratiets egen formulering ender med at »slå et hul i statskassen«?

Hvorfor overhovedet danne SVM-regeringen – hvis selve eksistensberettigelse var at gennemføre de svære, men nødvendige, reformer – hvis man alligevel ikke vil indfri de vidtløftige ambitioner, lige så snart meningsmålingerne viser tilbagegang?

Og kan Venstre og Moderaterne i ramme alvor være tilfredse med at være løbet fra deres valgløfter for at holde hånden over Mette Frederiksens retssikkerhedsskandaler i bytte for at indtage regeringskontorerne, hvis man alligevel ikke får gennemført den politik, der var meningen?

Hvis Mette Frederiksen lykkes med at kuldkaste velfærdsaftalen, vil det frembringe en ny epoke i dansk politik præget af kortsigtede egeninteresser og økonomisk uansvarlighed.

Vi har allerede set konturerne til dette, da Socialdemokratiet i 2019 fik held med at vinde regeringsmagten med Arne-pensionen som politisk trumfkort, hvor nøje udvalgte vælgersegmenter blev trukket ud af arbejdsmarkedet og parkeret på offentlig forsørgelse.

Men med Mette Frederiksens pensionsmelding risikerer vi at få en helt ny normaltilstand med populistisk overbudspolitik, som er langt værre.

Det giver mindelser om de tendenser, vi kender fra gældsplagede sydeuropæiske lande, hvor politikerne indgår i en konstant kappestrid om at overbyde hinanden med frynsegoder til håndplukkede befolkningsgrupper, som smadrer nationaløkonomien.

Men sådan behøver det selvfølgelig ikke at være. For hvem siger, at danskernes pension skal overlades til lunefulde politikere, der vil kunne tage pensionsopsparingerne fra dem med et pennestrøg?

Med Liberal Alliances FriPension-ordning vil alle danskere i arbejde få mulighed for at opspare 675 kroner skattefrit hver måned.

Det vil for egen regning give folk muligheden for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet fem år før pensionsalderen – helt uden at vi skal sætte dansk økonomi over styr i et desperat forsøg på at kapre tabte vælgere tilbage.

Det vil ikke blot gøre, at danskernes får magten over deres egne pensionsopsparinger uden at skulle være afhængige af politikernes nåde. Det vil også være den økonomisk ansvarlige vej at gå, fordi vi dermed ikke efterlader et fattigere Danmark til de kommende generationer.

»Vi er enige om at træffe en lang række svære, men fremsynede politiske beslutninger for at bringe Danmark bedst muligt gennem de udfordringer, der står foran os«.

Sådan lød det i regeringsgrundlaget, da Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne fandt sammen for at danne den historiske SVM-regering.

Hvis fremtidens danskere også skal vokse op i et samfund med vækst og velstand, er det tid til, at regeringen sætter handling bag sine ord ved at føre en ansvarlig økonomisk politik.

Evner regeringen at træffe de svære, men nødvendige beslutninger, som var selve årsagen til, at den blev sat i verden, eller vil dette være historien om en regering, der gamblede med nationaløkonomien, fordi man lod sig besnære af kortsigtede egeninteresser i et desperat forsøg på at klamre sig til ministertaburetterne?

For når historiebøgerne om SVM-regeringen en dag skal skrives, vil regeringstoppen blive vurderet på, om de evnede at holde hovedet koldt i modgang og træffe de rigtige beslutninger.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 13. september 2024)