Justitsministerens masseovervågning vil være privatlivets død
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) blev forleden i ellevte time og gudskelov for det tvunget til at udskyde behandlingen af en ny
Regeringen ved reelt ikke, om den tildeler terrorsympatisører statsborgerskab
Vi skal ikke tildele statsborgerskab til mennesker, der ikke har forstået, hvad et demokrati er, og som ikke har tænkt sig at respektere det i ord og gerning. Men det nuværende system er hullet som en Schweizerost.
Når regeringen om få uger stemmer om 1.086 udlændinges adgang til at blive danske statsborgere, ved den reelt ikke ret meget om de mennesker, der ud i al fremtid får tildelt alle rettigheder i det danske samfund.
Regeringen ved ikke: Hvor mange af de mere end tusinde personer, der mener, at homoseksualitet bør være strafbart. Hvor mange, der betragter kvinder som nogen, der skal underlægge sig manden. Hvor mange, der mener, der skal være et parallelt retssystem i Danmark. Eller hvor mange, der mener, at ytringsfriheden bør være underordnet religiøse hensyn.
Den ved heller ikke, hvor mange af de nye statsborgere, der i virkeligheden mener, at religiøst frafald bør straffes med døden eller at Danmark i fremtiden, bør blive et kalifat.
Den tredje erkendelse
Socialdemokratiet har slået sig stort op på den tredje erkendelse – og jeg er fuldstændig enig i, at det er noget, vi skal tage meget alvorligt.
Der er borgere i dette samfund, der arbejder på at undergrave det selvsamme samfund, som har taget dem til sig. Man tror, det er løgn, men det er det desværre ikke.
Desværre tager Socialdemokratiet ikke konsekvenserne af deres egne erkendelser. De handler ikke på dem. Derfor kan problemerne bare blive ved med at vokse.
I Liberal Alliance har vi erkendt, at et frit, liberalt samfund kun kan bestå, hvis borgerne helt grundlæggende bakker op om nogle fælles demokratiske værdier.
Loven er ikke meget værd, hvis borgerne ikke respekterer den og ikke opfatter sig selv som “borgere”, der har et ansvar for det samfund, de er en del af.
Borgere, der systematisk modarbejder de grundlæggende præmisser og værdier for staten, kan derimod ødelægge meget for andre borgere.
Derfor har vi fremlagt en model for, hvordan vi i fremtiden kan godkende nye statsborgere. Ud over krav om for eksempel sprogkundskaber og beskæftigelse, ønsker vi at gennemføre en screening af alle, der søger om at blive statsborgere.
Hvis en ansøger for eksempel har chikaneret homoseksuelle, hyldet terror, angivet kvinder på flugt fra vold i ægteskabet eller lignende, skal han eller hun ikke have tildelt statsborgerskab. Det bør være indlysende.
Regeringen bør stramme sig an
Vi blev smidt ud af aftalekredsen lige efter nytår, men behovet for en løsning har aldrig været mere aktuelt. Vi skal ikke tildele flere statsborgerskaber til mennesker, der ikke har forstået, hvad et demokrati er, og som ikke har tænkt sig at respektere det i ord og gerning.
Det nuværende system er hullet som en Schweizerost. Helt banalt, har vi set eksempler på personer, der på papiret opfylder kravet om dansk, men det viser sig ved nærmere eftersyn, at de hverken kan tale, læse eller forstå dansk.
Vi har et kriminalregister, der kun opbevarer data i ti år, så risikoen for at give statsborgerskab til personer, der aldrig burde få det, er reel.
Sidst giver vi statsborgerskab til statsløse på lempelige vilkår, uden at vide, om de rent faktisk er statsløse. Det er en “vurdering”.
Hvorvidt ansøgerne udviser respekt for demokratiske værdier i deres liv og virke, aner vi intet om.
Liberal Alliance kan ikke stemme ja til ‘lov om indfødsrets meddelelse’, når loven kommer til afstemning senere i dette forår. Selvom der med stor sandsynlighed også er borgere på listen, som vi ville byde velkommen med flag, jubel og hornmusik, kan vi ikke stemme for, når der er så lidt styr på det, som tilfældet er.
Vi kan kun appellere til, at regeringen strammer sig an og fremlægger en model for, hvordan vi fremover sikrer, at mennesker, der opnår dansk statsborgerskab, rent faktisk er borgere, der respekterer det land, de ønsker at blive en del af.
(Indlæg bragt i Altinget 12. maj 2025)
Socialdemokratiet må gå planken ud i atomkraftdebatten
40 år.
Så længe har der eksisteret et forbud mod atomkraft på dansk jord. Et forbud, som et klart flertal af danskerne vil ophæve. Et forbud, som en stribe af aktører og organisationer lige fra DTU til DI ønsker at ophæve. Et forbud, som vi i Liberal Alliance har advokeret for at sløjfe nærmest siden vores partis grundlæggelse. Og et forbud, som flere og flere af vores kolleger på Christiansborg langt om længe er klar – eller delvist klar – til at tage et tiltrængt opgør med.
Først meldte regeringspartierne – Venstre og Moderaterne – sig på banen som nyfundne (om end noget tøvende) fortalere for at droppe fortidens forældet frygt, hvorefter de efterfølgende hev delvist i land og blandt andet stemte for en vedtagelsestekst imod atomkraft.
En tøven og slingrekurs, som vi til syvende og sidst må formode skyldes hensynet til Socialdemokratiet og statsministeren, der historisk har været ihærdige modstandere af atomkraft og sågar flittigt og aktivt har modarbejdet det enormt relevante og legitime ønske om at få udbredt vidensgrundlaget om atomkraft.
For eksempel stemte Socialdemokratiet nej til Liberal Alliances forslag om at nedsætte en Niels Bohr-Kommission, som netop havde til formål at analysere fordele og ulemper ved brug af atomkraft i Danmark, så vi én gang og for alle kan blive klogere.
Men i kølvandet på Venstre og Moderaternes indspark i debatten, har Mette Frederiksen og co. nu langt om længe åbnet en kattelem for en kovending i atomkraftdebatten.
Det hilser vi i Liberal Alliance selvsagt velkommen. Men vi kan naturligvis ikke stille os tilfredse med tvetydige og ufuldstændige hensigtserklæringer, som måske – måske ikke – bliver konkretiseret i den nære fremtid.
For det er fortsat i praksis Socialdemokratiet – landets største og mest magtfulde parti – der på baggrund af sin forældet frygt fra fordums tid fastholder og har fastholdt forbuddet mod atomkraft på dansk jord siden 1985. Og denne frygt sammenkoblet med ivrig opvejning af statslig kontrol frem for en teknologioptimistisk og visionær energipolitik udgør ultimativt den største stopklods for den grønne dagsorden, for sikringen af stabiliteten i fremtidens elpriser og for Danmarks forsyningssikkerhed.
Derfor må Socialdemokratiet til at foretage en selvransagelse. Bevares, der er selvsagt ingen, der kan forvente, at de fra den ene dag til den anden melder sig på banen som ivrige fortalere for atomkraft.
Men det vi i Liberal Alliance og i den øvrige borgerlige opposition opfordrer SVM-regeringen til nu og her, er alene at fjerne forbuddet, så vi rent faktisk kan få opdateret vores energipolitik til 2025-standarder og dermed kan begynde at kigge fordomsfrit på mulighederne for at inkorporere atomkraft i den danske energiforsyning.
Det kræver, at Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne går planken ud i stedet for at komme med tøvende og tvetydige udmeldinger.
Og selv med socialdemokratiske briller må man jo også efterhånden være i stand til at konstatere, at den energipolitik, som SVM-regeringen er bannerførere for, resulterer i det ene imploderede grønne prestigeprojekt efter det næste. At det måske var tid til at kigge udad frem for indad og erkende, at vi ikke længere lever i 1970erne eller 1980erne, at atomkraftteknologien har udviklet sig afsindigt siden da, og at der generelt er brug for en frisk start for Danmarks klima- og energipolitik.
Disse kendsgerninger må jo også have været øjensynlige for socialdemokraterne på den internationale scene, hvor energikommissær Dan Jørgensen (S) efter mange års indædt kamp mod atomkraft har fået til opgave at udbrede brugen af atomkraft i det europæiske energimiks.
Og hvis man blot tager et hurtigt kig på europakortet, kan man trods alt ikke komme til en anden konklusion end den, at Danmark udgør en spøgelsesbilist, som kører i den forkerte vejbane i forhold til vores nabolande.
Så kære socialdemokrater: Vågn nu op til dåd, gå planken ud i atomkraftdebatten og frigør i samme ombæring jeres regeringspartnere fra fortidens forældet frygt.
(Indlæg bragt i Berlingske 9. maj 2025)
De mange skandalesager viser, at tiden er løbet fra ATP
Tiden er løbet fra ATP’s pensionsmonopol, hvilket illustreres af den ene skandalesag efter den anden. Lad os nu gøre op med tvangen og give danskerne mulighed for at til- og fravælge selskabet.
I 1964 blev Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) undfanget med et klart formål: At sikre danskerne en garanteret og forudsigelig livslang pension.
I 2025 kan vi konstatere, at ATP har udtjent sit oprindelige formål, og at tiden ganske enkelt er løbet fra selskabet. For det tjener ikke danskerne at være tvunget til at lade et statsmonopol forvalte deres pensionskroner, og der går sjældent en dag, hvor ATP’s eksistensberettigelse ikke formindskes yderligere.
Særligt i den seneste årrække er det blevet tydeliggjort, at statsmonopolet, dets bestyrelse og de særlige politisk fastsatte kriterier, som ATP opererer under, er utidssvarende.
ATP har leveret katastrofale resultater bl.a. med et underskud på 56,8 mia. kr. i 2022
For eksempel har ATP brændt millioner af skattekroner af på PR-kampagner , selvom alle danskere jo i forvejen er tvunget til at lade selskabet forvalte deres pensionskroner.
Når det kommer til investeringsstrategien, har ATP leveret katastrofale resultater bl.a. med et underskud på 56,8 mia. kr. i 2022 og senest med tabet af milliardsummer i klimapolitiske prestigeprojekter som følge af fejlslagne investeringer i f.eks. konkursramte Northvolt og Better Energy.
I samme tråd måtte ATP forleden foretage en klodset kovending og skabe gennemsigtighed i selskabets millionbonusser til medarbejdere, efter at det oprindelig var blevet besluttet at gøre op med 20 års praksis om ikke at skjule oplysningerne.
Skandalesagerne hober sig med andre ord op, hvilket til syvende og sidst afspejler institutionens manglende respekt for danskernes skattekroner samt evne til at fravælge prestigeprojekter og dårlige investeringer og i stedet levere tilfredsstillende afkast.
I Liberal Alliance er vi ikke ét sekund i tvivl: Danskerne fortjener bedre. Derfor har vi foreslået at bryde ATP’s pensionsmonopol , privatisere selskabet og give alle danskere mulighed for frit at kunne vælge pensionsinstitut.
Vi opfordrer på det kraftigste SVM-regeringen til at komme ud af busken og tage danskernes pensionsopsparinger alvorligt. For tiden er ikke til at sylte beslutninger om en reform af et pensionsmonopol fra 1960’erne, men til at skabe tryghed om danskernes pension anno 2025.
(Indlæg bragt i Børsen 9. maj 2025)
Alliancen: Hvorfor skal vi acceptere landminer og klyngebomber?
Danmark bør træde ud af konventionerne der forbyder brugen af klyngeammunition og personelminer. Det siger LA’s forsvarsordfører Carsten Bach, der med disse udtalelser har vakt opsigt i medierne i løbet af ugen. Men hvorfor skal vi træde ud af konventionerne på det område, og er det udtryk for fine fornemmelser, når regeringen ikke tør?
Og så er Anton Leopold Krogh i studiet til en snak om, hvorfor erhvervsorganisationer nogle gange siger ting, der ikke er borgerlige. F.eks. når det kommer til arbejdskraftsindvandring fra muslimske lande. Det tager Rasmus Ulstrup og Anton Krogh en samtale om.
Deltagere:
Anton Leopold Krogh, Politisk rådgiver
Carsten Bach, MF, Forsvarsordfører
Vært: Rasmus Ulstrup
Alliancen: Hvorfor skal vi acceptere landminer og klyngebomber?
Danmark bør træde ud af konventionerne der forbyder brugen af klyngeammunition og personelminer. Det siger LA’s forsvarsordfører Carsten Bach, der med disse udtalelser har vakt opsigt i medierne i løbet af ugen. Men hvorfor skal vi træde ud af konventionerne på det område, og er det udtryk for fine fornemmelser, når regeringen ikke tør?
Og så er Anton Leopold Krogh i studiet til en snak om, hvorfor erhvervsorganisationer nogle gange siger ting, der ikke er borgerlige. F.eks. når det kommer til arbejdskraftsindvandring fra muslimske lande. Det tager Rasmus Ulstrup og Anton Krogh en samtale om.
Deltagere:
Anton Leopold Krogh, Politisk rådgiver
Carsten Bach, MF, Forsvarsordfører
Vært: Rasmus Ulstrup
Lad os gøre som finnerne og få sænket selskabsskatten
Efter snart ti år med uændret selskabsskat bør Danmark vågne op og følge finnernes eksempel og sænke den.
Problemet er blot, at tingene selvfølgelig ikke forholder sig så simpelt i virkelighedens verden.
For når virksomheder bliver mødt med en høj selskabsskat, fortsætter de ikke deres virke og fremvækst ufortrødent. De investerer mindre, de tager færre risici, de skaber mindre vækst, og de kreerer færre vellønnede job.
En stilstand, der i øvrigt gør Mette Frederiksen til den eneste danske regeringsleder siden Poul Schlüter, som ikke har sænket selskabsskatten
Den kendsgerning har vores nordiske kollegaer i Finland taget bestik af.
Derfor er den finske regering aktuelt i gang med at forberede en større skattereform , hvor selskabsskatten sænkes fra 20 til 18 pct., og hvor der desuden skæres godt og vel 8 mia. kr. af skatten på finnernes arbejde.
I samme tråd har Tysklands nye kansler, Friedrich Merz, meddelt, at den tyske regering ønsker at sænke selskabsskatten med 5 procentpoint.
Det kunne vi med fordel tage ved lære af i Danmark, hvor selskabsskattesatsen på 22 pct. i forvejen er 4 procentpoint højere end finnernes.
Dertil er den danske sats uændret i snart et årti siden det seneste lille spring ned ad skattestigen fra 2015 (23,5 pct.) til 2016 (22 pct.). En stilstand, der i øvrigt gør Mette Frederiksen til den eneste danske regeringsleder siden Poul Schlüter, som ikke har sænket selskabsskatten
I Liberal Alliance præsenterede vi for nylig vores plan for en frisk start for Danmark og dansk økonomi, hvor vi foruden en stribe af andre tiltag netop foreslår at finde finansiering til at gøre finnerne kunsten efter ved at sænke den danske selskabsskat til 18 pct.
Og hvorfor foreslår vi så egentlig det?
Det gør vi, fordi det vil gøre Danmark rigere, stærkere og friere, i en tid hvor vi akut har brug for at iværksætte en markant økonomisk oprustning.
Skatteministeriet estimerer , at en sænkelse af selskabsskatten til 18 pct. vil løfte bnp med næsten 12 mia. kr., skabe 1800 nye job og løfte timelønnen med 0,7 pct. Det er med andre ord sund fornuft, som vil komme både erhvervslivet, lønmodtagere og den danske befolkning som helhed til gode.
Det forudsætter, at vi ikke hviler på laurbærrene, når eksempelvis finnerne og tyskerne rykker på sig
Onde tunger vil selvsagt postulere, at statskassen drager større fordel af en høj selskabsskat, men det er et argument, som ikke har hold i virkeligheden.
For Danmark har for det meste fulgt den internationale trend siden udgangen af 1980’erne og reduceret satsen kraftigt, idet den lød på hele 50 pct. tilbage i 1989 – og resultaterne har som følge talt for sig selv: Større produktivitet, højere lønninger, stærkere konkurrencedygtighed og ultimativt flere indtægter til statskassen.
Og hvis vi i Danmark ikke skal halte efter vores konkurrenter, er og bliver det afgørende, at vi tager bestik af vores omgivelser og bevarer vores konkurrencedygtighed.
Det forudsætter, at vi ikke hviler på laurbærrene, når eksempelvis finnerne og tyskerne rykker på sig, men i stedet anser det som en anledning til at genbesøge ét af de værktøjer, som har sat allermest effektivt skub i udviklingen af Danmarks vækst og velstand gennem de sidste fire årtier.
Særligt ikke når vi for længst har måttet konstatere, at for mange virksomheder forlader Danmark, og at for få vokser sig store, før de vælger at flyve fra reden.
Nogle vælger at blive børsnoteret i udlandet.
Andre bliver opkøbt af udenlandske investorer og flytter hovedsædet til den anden side af Atlanterhavet.
Sådan en udvikling sker ikke i et vakuum, og ditto finder den ikke sted på baggrund af en vilkårlig tilfældighed.
Det skyldes i høj grad, at vi i Danmark generelt tilbyder erhvervslivet en af de tungeste beskatninger iblandt OECD-landene.
Og når man kobler de ugunstige skatteforhold sammen med den kolossale fremvækst af bøvl, byrder og bureaukrati, vil regnestykket som regel til syvende og sidst pege flere og flere af vores dygtige virksomheder og iværksættere i en anden retning end Danmarks.
Bevares, der skal mere til for at vende udviklingen end en lempelse af selskabsskatten. Men en lavere selskabsskat vil ikke desto mindre have så væsentlige, direkte såvel som afledte effekter, at tiltaget vil have en mærkbar, positiv effekt på dansk økonomi.
Og hvis vi en skønne dag kan gå skridtet længere og forfølge flere af vores forslag i Liberal Alliances økonomiske plan , begynder det for alvor at batte noget.
Her foreslår vi nemlig endvidere bl.a. en lavere aktie- og kapitalbeskatning, markante skattelettelser på arbejde, en afskaffelse af toptopskatten og en omkalfatrende afbureaukratisering i form af en bindende bureaukratilov , der én gang for alle vil gøre op med Mette Frederiksens evindelige bureaukratinøl.
(Indlæg bragt i Børsen 6. maj)
Lovgivning må aldrig betragtes som stentavler
Derfor har Liberal Alliance i denne måned fremlagt et politisk udspil, der foreslår at ændre på Danmarks anvendelse af menneskerettighederne, så de
Danske værdier skal dyrkes i folkeskolen
Folkeskolen bør afspejle vores grundlæggende liberale, demokratiske, individorienterede, ligestillede og meritokratiske samfund.
Ytringsfriheden er under pres i den offentlige sektor
Vores offentlige sektor burde være et sted, hvor de, der arbejder tæt på borgerne og de store samfundsproblemer, trygt kan dele deres erfaringer og forslag.
I stedet ser vi, at offentligt ansatte i stigende grad bliver mødt med tavshedskultur, trusler og sanktioner. Det gælder både i sundhedsvæsnet, folkeskolen, på det sociale område og i forskningen. Forrige år brød en sygeplejerske sammen i gråd under en lokal debat. Hun fortalte, hvordan hun var blevet mobbet ud af sin arbejdsplads, blot fordi hun foreslog måder at forbedre arbejdsgangene på. Dette er desværre ikke et enkeltstående tilfælde. I Region Hovedstadens psykiatri er der eksempler på medarbejdere, der er blevet stemplet som »i bad standing« i HR-systemet, fordi de har udtalt sig kritisk om arbejdsforholdene.
Disse mennesker er blevet blacklistet ikke på grund af dårlig faglighed, men fordi de havde modet til at tale højt. Samtidig er det i praksis blevet forbudt at tale højt om vold og trusler i københavnske folkeskoler pga. frygten for repressalier. Eksempelvis stod en lærer frem og fortalte om vold på sin tidligere arbejdsplads, hvorefter hun blev indkaldt til en »tjenstlig samtale« hos forvaltningen. Et andet eksempel er en tidligere skoleleder, der fortæller, at det har været en fast del af kulturen i forvaltningen, at man ikke må tale offentligt om problemer. Derudover viser en undersøgelse, at 14 pct. af FOAs medlemmer i social- og sundhedssektoren har fået at vide af deres ledelse, at oplevelser med omsorgssvigt, brud på arbejdsmiljøregler, dårlig ledelse eller andre kritisable forhold på arbejdspladsen ikke bør deles offentligt.
Yderligere 25 pct. oplever at have fået indirekte besked på ikke at ytre sig offentligt om kritisable forhold på arbejdspladsen. Også i forskningens verden er ytringsfriheden under pres. Eksempelvis svarer 26 pct. af de adspurgte samfundsvidenskabelige forskere i Djøf og Forskerens undersøgelse af forskeres arbejdsforhold, at de, inden de publicerer deres artikel, overvejer, om de kan komme i modvind fra politikere eller presse pga. deres forskningsresultater. Desuden svarer 13 pct., at de overvejer, om de kan komme i modvind internt fra kolleger eller ledelse. Ovenstående eksempler viser således, at der er tale om et generelt problem med ytringsfriheden i den offentlige sektor, der ikke er forbeholdt bestemte delsektorer. Når offentligt ansatte tier, er det ikke kun dem selv, det går ud over.
Det går ud over hele samfundet. Hver gang en sygeplejerske, sosu-assistent, skolelærer eller forsker undlader at dele en idé til forbedring eller kritisere et problem, risikerer vi, at fejl får lov at bestå, og at muligheder for udvikling går tabt. For borgerne betyder det dårligere velfærd, mens det for medarbejderne betyder en arbejdsplads, hvor innovation og faglig stolthed bliver undertrykt. Det er ikke bare ineffektivt det er uværdigt. Vi har brug for et system, der belønner kritik og fremmer udvikling. Offentligt ansatte skal vide, at de ikke bare har ret til at ytre sig de har også pligt til det, når det handler om at forbedre forholdene for borgere og kolleger. Det kræver en kulturændring. Vi skal gøre op med forestillingen om, at kritik er illoyalitet. Kritik er tværtimod en forudsætning for forbedring. Arbejdspladser, der værdsætter åben dialog, er ikke kun bedre for de ansatte de er også bedre for de borgere, de skal hjælpe. Vi skal stå fast på, at friheden til at ytre sig er afgørende for innovation, for demokratiet og for værdigheden på vores arbejdspladser. I Liberal Alliance vil vi kæmpe for den frihed.
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 2 maj 2025)