Henrik Dahl
25. januar 2024

Når USA hoster, får Europa en forkølelse. Sådan sagde man i gamle dage om forholdet mellem amerikansk og europæisk økonomi.

Der er dog et andet forhold, man også skal være opmærksom på. Det drejer sig om den tyske økonomis betydning for EU.

Ifølge tyske tal, der netop er blevet offentliggjort, skrumpede den tyske økonomi i 2023 med 0,3 point. Det gør Tysklands økonomi til den større økonomi, der på verdensplan klarede sig dårligst sidste år.

Den fejlslagne, tyske energipolitik er en del af årsagen. Men andre faktorer er høj inflation og den høje rente, der har været modspil til inflationen.

Den svage tyske økonomi er en selvstændig grund til bekymring her i Danmark. Men den er kun en enkelt del af et større billede. Sidste år var EUs samlede økonomi på omkring to tredjedele af USAs. Det er en tilbagegang fra ti år tidligere, hvor EUs samlede økonomi lå på omkring 90 procent af USAs.

Det er bekymrende, at Europa sakker bagud i forhold til USA, specielt når dette er sket på så relativt kort tid. Europa kan risikere at blive et relativt ligegyldigt kontinent, hvis denne udvikling fortsætter.

EU lider selvfølgelig under, at det går dårligt i Tyskland. Men EU formår også at skabe sine egne problemer. Inden for områder som blandt andet finans og it er EU præget af en voldsom overregulering. Når det gælder et helt generelt område som bæredygtighed, stiller EU også rapporteringskrav, der er fuldkommen eksorbitante.

Det er svært at finde mennesker, der er imod en fornuftig regulering af it og finans. Ligesom det er svært at finde mennesker, der er imod bæredygtighed eller virksomheders generelle ansvar. Det gælder også for mit parti og mig selv: Vi er heller ikke imod.

Men der skal være en form for proportionalitet og rimelighed i den måde, hvorpå man regulerer. Ellers begynder de uheldige bivirkninger at hobe sig op.

Overregulering er navnlig et problem for små og mellemstore virksomheder. For de store er der tale om en slags driftsomkostning: Er det nødvendigt at have en hel etage med jurister, så er det sådan, det er. Andre, tilsvarende virksomheder er ikke stillet ringere. Så det lever man med.

For små og mellemstore virksomheder er historien en anden. De har ikke råd til at beskæftige 50 eller 100 jurister til at sikre »compliance«. Så de bliver kvalt i fødslen. Eller de flytter til et andet kontinent, hvis deres forretningsidé er virkelig lovende.

Dette er i sig selv uheldigt, fordi det skader beskæftigelsen. Men det er ekstra uheldigt, fordi det ofte er fra de små og mellemstore virksomheder, innovationen kommer.

EU burde sætte sig selv det helt store mål at genskabe en konkurrencekraft, der står på mål med den amerikanske.

Der er ikke en enkelt, hurtig løsning på dette. For det er ikke et enkelt område af EU, der er overreguleret. Snarere er det en generel sygdom, der florerer i hele Bruxelles og omegn.

Jeg foreslår, at dokumentationen, der skal bevise, at regulering ikke er overdreven og skadelig, i fremtiden skal være langt mere stringent i EU. Samtidig vil jeg kæmpe for at reducere de administrative byrder for mindre virksomheder, et fokus som blandt andet EPP har kæmpet for i årevis.

Samtidig foreslår jeg, at man i langt højere grad end i dag anvender solnedgangsklausuler. Det vil sige, at regler helt automatisk bortfalder, efter de har været i kraft i for eksempel tre eller fem år. Det vil vende bevisbyrden om: Fra at der skal argumenteres for at fjerne regler, til at der skal argumenteres for, at de i det hele taget er nødvendige og rimelige.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 25. januar 2024).

Sandra Elisabeth Skalvig
23. januar 2024

Forleden bragte man her i avisen en artikel, hvori journalisten havde interviewet en række nyuddannede danskere. Fælles for dem var, at de alle havde været ledige i 2023, og mens nogle nu var kommet i job, var andre fortsat ledige.

Men de var samtidig fælles om mere end det. De var nemlig også fælles om at give mig en af de mest interessante læseoplevelser, jeg har haft om unge, mistrivsel og ledighed i lang tid. En læseoplevelse, der var både rørende og skræmmende.

Den var rørende, fordi det aldrig er rart at læse om mennesker, der ikke trives i deres situation. Samtidig var den enormt skræmmende, fordi de alle – hver og en – var mere eller mindre lullet ind i tanken om, at man altid bare kan falde tilbage på dagpenge, hvis man ikke finder et arbejde, der er nogenlunde spændende. Og det lod nærmest ikke til, at de var bevidste om det.

Tag f.eks. den 26-årige Laura, der ifølge hendes eget udsagn godt kan lide at vide, hvad der skal ske i hendes liv. Hun ”hader at være ledig” og trives virkelig ikke i det. Af den grund har hun skrevet 40-45 jobansøgninger og er nu meget mindre kræsen i sin jobsøgning, end hun tidligere var.

Nu ”gælder det bare om at få foden indenfor” i kommunikationsbranchen, som hun siger. Det lyder jo fornuftigt og velovervejet, og man føler som læser stor sympati for hende. Man holder med hende. Men alligevel efterlod hendes historie mig et frustreret sted som læser, hvor jeg normalt kun ender, når jeg læser skønlitteratur eller ser film.

Den efterlod mig i den position, hvor man som observatør kan se, at hovedpersonen gør noget, som vedkommende senere kommer til at fortryde, fordi det dybest set skader ham eller hende. Jeg er sikker på, du kender positionen og ved, hvor naturstridig og magtesløs en position, det er.

For det er jo ikke ens eget liv, og derfor skal man død og pine formå at tæmme sin ustyrlige lyst til at træde ind i det fiktive univers for at fortælle hovedpersonen, at han eller hun altså ikke burde gøre, som han eller hun gør. Muligheden eksisterer ikke.

På samme vis kunne jeg heller ikke dukke op i lejligheden hos Laura og fortælle hende, at hendes status som ledig og hendes ulykkelige situation måske kunne ændre sig, hvis hun også søgte jobs, der ikke alene lå i kommunikationsbranchen.

For tænk engang, om det ikke kunne give nogle faste rammer og noget at stå op til at arbejde i en anden branche – om så det var som kontorassistent, tjener, butiksansat eller projektkoordinator. Mon ikke det kunne være med til at løse det problem, der for hende er, at mens hun ”gik på universitet havde jeg en fast ramme på 5-6 år, og nu er der ingen”. Mon ikke det kunne give en mere fast hverdag? Måske det endda kunne give hende en fod indenfor på en anden måde?

Og mon ikke det på samme vis kunne gøre livet rarere og mere trygt for den 26-årige Gilbert at gøre det samme? Han blev uddannet i strategi, organisation og ledelse fra CBS i maj og har gået ledig siden da. Heller ikke han har haft det godt i det.

Han beskriver tiden som ledig som en stressende tid, hvor man sidder i en konstant venteposition og ofte ikke kan sove. Igen et eksempel på en ung, man nærer sympati for – og hvis historier rører ved noget i en. Man bliver ked af, at han ikke har det godt. Og man bliver glad for, at han også fortæller, at han helt klart er gået på kompromis i forhold til den type jobs, han havde regnet med efter endt studie.

Men alligevel bliver man ærgerlig. For i samme ombæring fortæller han, at han har fundet ud af, at der er mange stillinger, som er appellerende for ham. Og at han ser det som en gave, at han har fået udvidet sin horisont.

Men undskyld mig: Hvordan kan det egentlig være, at et arbejde skal være appellerende, for at man vil tage det efter næsten otte måneders ledighed? Hvordan kan det være, at der ikke er ét eneste af de mange ledige ufaglærte jobs, der kunne fritage ham monumentalt fra den konstante venteposition, der piner ham i hans lediggang? Hvordan kan det være, at problemet med ikke at kunne sove skal vare ved, hvis løsningen måske er at få noget at stå op til?

Som socialdemokraten Kaare Dybvad Bek skriver i sin fremragende bog, ”Arbejdets land”, er det grundlæggende godt for alle at have noget at stå op til. Det gør ikke kun godt, fordi man tjener sine egne penge og bidrager til noget.

Nej, det at have et arbejde gør faktisk godt på så mange fronter, at man nærmest ikke kan forestille sig det. Man lærer at tage ansvar, mens man er noget for andre end sig selv. Og så løser det måske oven i købet de problemer, der er så smertelige ved det at være ledig. Hvem ved. Det viser de fleste menneskers erfaring i hvert fald.

Men problemet med unges lediggang kan ikke løses med et snuptag.
Laura og Gilbert er nemlig to eksempler på ellers fornuftige mennesker, der desværre er vokset op i et samfund, hvor end ikke de mest veluddannede og ressourcestærke unge kommer til at tænke den tanke, at man for alt i verden skal kæmpe sig ud af sin lediggang.

For nok vil man kæmpe sig ud af den, men det skal bare være for det rigtige. Det er trist, at det er kommet dertil. For hovedpersonerne skader nu engang sig selv, mens vi andre må se magtesløst på, alt imens vi punger ud for hele miseren.

Jeg håber, det ikke varer ved.

(Indlæg bragt i Politiken d. 23/1-2024)

Liberal Alliance
23. januar 2024

Efter Pernille Vermunds partiskifte forlader Nye Borgerliges eneste medlem af Hvidovres kommunalbestyrelse partiet for at blive medlem af Liberal Alliance.

Martin Amby, der siden 2021 har været byrådsmedlem for Nye Borgerlige i Hvidovre Kommune, har netop meldt sig under Liberal Alliances faner.
Amby understreger, at skiftet har været længe undervejs, men at det især var efter Pernille Vermunds opfordring om at samle Danmarks borgerlige kræfter i færre partier, at han for alvor traf beslutningen om et partiskifte.

Oprindeligt var det kampen for mere gennemsigtighed, der vakte Martin Ambys kommunalpolitiske engagement: ”Jeg er især blevet kommunalpolitiker for at føre en fornuftig økonomisk politik, bidrage til den grønne omstilling og at sikre mere transparens i kommunens udgifter”, udtaler Amby.

Martin Amby er medlem af Klima-, miljø- og teknikudvalget, og han arbejder til dagligt som bæredygtighedskonsulent i Rambøll, hvor han rådgiver andre kommuner om at blive bæredygtige.

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
23. januar 2024

For mange håbefulde par er det desværre en langvarig og vanskelig proces at blive gravid.

Det er enormt indgribende konstant at skulle stikke sig med medicinske indsprøjtninger, at ændre på kvindens cyklus, konstant at have scanninger og konsultationer på klinikken, som kan ændre sig med kort varsel.

Fertilitetsområdet trænger i dén grad til at blive kigget efter i sømmene, så flere par kan få opfyldt deres største drøm om at blive forældre.

Regeringens forslag om at indføre skatteyderbetalt hjælp til barn nummer to er sympatisk, og dens fokus fortjener ros, men løser ikke de afgørende problemer.

Blandt de store problemer er ventetiderne, og at man i forløbet oplever at blive afmeldt sin behandling grundet kapacitetsmangel, og at tilbuddene til dem, som det ikke lykkedes for, ikke altid er specielt gode.

I 2022 påbegyndtes 39.000 fertilitetsbehandlinger. Det kan lyde af meget, men efterspørgslen er langt større.

F.eks. er ventetiden til fertilitetsbehandling på Rigshospitalet ca. seks måneder og på Nordsjællands Sygehus mellem fem og seks måneder.

Ventetid er ikke ligefrem fordelagtig, når det biologisk ur tikker og slider mentalt.

I Liberal Alliance foreslår vi, at fertilitetsbehandling skal omfattes af behandlingsgarantien. Behandlingsgarantien angiver, at man kan vælge en privat leverandør, hvis ikke det offentlige sygehus kan foretage behandlingen inden for 30 dage.

De 30 dage foreslår vi generelt også, at man dropper og i stedet giver borgeren frit valg fra dag ét.

I dag er fertilitetsbehandling desværre undtaget fra behandlingsgarantien, så man aldrig har ret til skattefinansieret privat fertilitetsbehandling. Det bør ændres fremover.

Vi må dog erkende, at fertilitetsbehandling er symptombehandling af en større problematik og ikke bør stå alene. Vi bliver nødt til at se med alvor og mere bredt på den dalende fertilitet og indrette politikken herefter.

Vi skal have politisk fokus på årsagerne bag og forebyggende løsninger. Samtidig er vi nødt til at have en åben og ærlig, men svær samtale om de følger, det kan have at vente for mange år på at få børn.

Jeg blev selv mor som 17-årig. Nogen vil sige, at det er alt for ungt, men jeg var klar til at blive mor. Andre har passeret 40, når de bliver mødre. Nogen vil sige, at det er alt for gammelt, men så har de nok aldrig mødt en god, nybagt mor i 40’erne.

Kvinder kan blive gode mødre, uanset om de 20, 30 eller 40 år – realiteten er dog, at chancerne er større, når man er yngre. Det er vigtigt, at vi har en samtale om at blive mor – både i en ung og sen alder.

Biologien begrænser os rigeligt – der er ingen grund til, at vi indskrænker “fertilitetsvinduet” endnu mere med fordomme om unge og lidt ældre mødre.

Fertilitetsområdet er heldigvis begyndt at få mere opmærksomhed.

Sidste år vedtog Folketinget en afskaffelse af den femårige grænse for nedfrysning af æg, og snart skal Folketinget tage stilling til partnerægdonation som følge af et beslutningsforslag stillet af LA sammen med Alternativet.

Men jeg savner en mere helhedsorienteret plan for et meget aktuelt samfundsmæssigt problem, som rammer mange mennesker hårdt.

Jeg håber derfor, at statsministerens sympatiske forslag er et udtryk for, at regeringen og resten af Folketingets partier er parate, så flere par kan få opfyldt deres drøm om at blive forældre.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d.23/1-2024)

Helena Artmann Andresen
19. januar 2024

Ofte kommer skolevægring til udtryk ved, at forældrene kæmper med at få barnet afsted om morgenen, hvor barnet modsætter sig og kommer med alverdens undskyldninger for at blive hjemme.

Hvis forældrene endelig lykkes med at få barnet afsted, risikerer de, at barnet går hjem fra skole midt på dagen, selvom undervisningen ikke er slut.

Desværre ender flere børn med skolevægring med at være væk fra skolen i flere måneder eller år. Jo længere fraværet står på, des sværere bliver det for barnet at komme tilbage i skole.

Skolevægring er ikke pjæk – skolevægring skyldes f.eks., at barnet mobbes, mistrives, lider af autisme eller kæmper med problemer i hjemmet. Det vurderes, at 1-5 pct. af alle børn i Danmark har symptomer, der kan kædes sammen med skolevægring. Samtidig oplever 66 pct. af pædagogerne i skolen et stigende antal børn med skolevægring.

Hele familier rammes, når børn lider af skolevægring. For det enkelte barn kan skolevægring have faglige og sociale konsekvenser, søskende risikerer selv at begynde at mistrives, mens magtesløse og desperate forældre ikke kan passe deres arbejde.

F.eks. modtog 16.000 forældre knap 2 mia. kr. i såkaldt tabt arbejdsfortjeneste i 2022, idet de ikke var i stand til at passe deres arbejde, eftersom de var nødsaget til at gå hjemme med deres barn, der af den ene eller anden årsag ikke kunne gå i skole.

Flere forældre oplever ulykkeligvis, at det er en kamp at få skolen til at indse problemet og agere på det. I Liberal Alliance foreslår vi, at alle skoler skal have en skolefraværspolitik – på samme måde, som de i dag skal have en antimobbestrategi.

Dermed vil alle skoler være nødsaget til at forholde sig til elevernes fravær, og det vil samtidig hjælpe skoleledere og skolelærere til at være mere opmærksomme på elever med et højt fravær og således forhåbentlig kunne reagere på symptomerne på skolevægring i opløbet.

Desuden foreslår Liberal Alliance, at der indføres en national definition af skolefravær, da manglen på en klar definition i dag gør, at pjækkeri og fravær i forbindelse med rejser forveksles med det, man skiftevis kalder skolefobi, skolevægring og skoleangst.

Det går ikke – for forskelligartet fravær kræver vidt forskellige indsatser. Et samlet begreb for skolefravær vil fremme et ensartet udgangspunkt for de faglige drøftelser om mulige indsatser for at komme skolevægringen til livs.

Endelig mener vi, at der skal luges ud i bureaukratiet hos Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, så psykologerne får mere tid til børnene.

Jeg tror, at alle uanset politisk ståsted kan blive enige om, at vi har pligt til at hjælpe de børn, der af den ene eller anden årsag ikke går i skole.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 19/1-2024)

Henrik Dahl
16. januar 2024

Hvad er EU’s mest oversete succes? Det spørgsmål fik jeg stillet for et par uger siden. Svaret tog det ikke lang tid at komme i tanke om: det indre marked.

Mennesker, der er langt yngre end mig, har en tilbøjelighed til at glemme, hvor besværligt næsten alting var i gamle dage før det indre marked. Men dengang var der ikke nogen eller noget, der forhindrede såkaldte tekniske handelshindringer. Det vil sige regler, der måske på overfladen så rationelle og uskyldige ud, men som i virkeligheden var en effektiv beskyttelse mod konkurrence.

Nogle kan måske huske, at ”af sikkerhedshensyn” skulle skilærere på franske pister kunne tale flydende fransk og holde nogenlunde trit med World Cup-løbere i gamle dage før det indre marked. Det handlede overhovedet ikke om sikkerhed, men om at beskytte arbejdspladser og om at forhindre konkurrence.

I Danmark var vi ikke bedre. En hvilken som helst øl eller sodavand, der skulle ind på det danske marked (undtagen Coca-Cola), skulle omtappes til en standardiseret dansk pantflaske. Påstanden var, at ellers ville pantsystemet bryde sammen (og muligvis ville baby også dø – min erindring er uklar her). Heller ikke dette var ganske sandt. I vore dage kan man selvfølgelig få øl og sodavand i de flasker, der er en del af det samlede brand. Og pantsystemet lever i bedste velgående.

Udviklingen af det indre marked har betydet, at vi i Europa er sluppet af med rigtig mange af disse tekniske handelshindringer.

Det har ført til mere konkurrence. Hvilket igen har ført til bedre kvalitet og lavere priser.

Derfor kommer sommerens EU-valgkamp – også – til at handle om, at vi skal forhindre, at det indre marked sander til igen. Sådan noget skyldes ikke kun vilje til at genindføre protektionisme. Selvom det bestemt er et motiv. Det skyldes også, at de enkelte EU-lande kan finde på – i den bedste mening – at indføre regler, der er til stor ulempe for alle andre.

Det bedste eksempel, jeg umiddelbart kan komme i tanke om, er den tyske mindsteløn. En sådan kan der være mange ædle motiver til at indføre. Dem vil jeg ikke udfordre. Men det er uheldigt, at den skaber et kæmpe bureaukrati for blandt andet lastbilchauffører, der sådan set ikke har noget ærinde i Tyskland, men blot befinder sig i transit mellem lande, der grænser op til Tyskland.

Men EU-valgkampen kommer også til at handle om noget meget større og meget mere uhåndgribeligt. Den kommer til at handle om, at hvis vi i Europa ikke er i stand til at beskytte vores europæiske kultur og vores europæiske vaner og livsformer, er der ikke andre, der kommer Europa til undsætning og påtager sig opgaven.

Efter Den Kolde Krig sluttede i årene omkring 1990, var det ikke sådan, at alting ved et trylleslag blev til idyl. I løbet af 1990’erne skete det ulykkelige, at staten Jugoslavien faldt fra hinanden. Det skete ikke ved en fredelig overenskomst, men ved en borgerkrig. Op gennem 00’erne og 10’erne blev kontinentet hjemsøgt af terrorisme. Det førte desværre til flere sikkerhedsforanstaltninger og til ændringer af mange hverdagsrutiner, der stadig står ved magt.

Så ubehagelige disse problemer end var, bestod de ikke i ensidige forsøg på at flytte grænserne mellem selvstændige stater; massive, militære angreb med i hundredetusindvis af soldater og moderne våben; hjerteløse bombardementer af civilbefolkningen og deportation af i tusindvis af civile i de besatte områder.

Men der er vi nu. Takket være en i højeste grad uhellig alliance mellem Rusland, Iran, Nordkorea og – lidt mere diskret i baggrunden – Kina.

Derfor bliver den måde, ”kvadrillen” af fjendtligt sindede lande presser Europa, uvægerligt til grundtemaet i den kommende EU-valgkamp.

Alene for at forhindre, at Europa tvinges til at ændre sig i retninger, det kun er meget små mindretal rundt omkring, der ønsker, er Europa nødt til at ændre sig fundamentalt i sammenligning med, hvordan kontinentet fungerede fra omkring 1990 til omkring midten af 2010’erne.

Vi er nødt til at opbygge en evne til at afskrække store og atombevæbnede lande som for eksempel Rusland på en troværdig måde. Det er også i det lys, man skal se Finlands og Sveriges ansøgninger om at blive medlemmer af Nato.

Rusland og lande, der er allierede med Rusland, er nødt til at forstå, at de ikke kommer nogen vegne, hvis de forsøger at påtvinge Europa deres vilje.

Vi er nødt til at opbygge en robusthed, hvis der er lande i kvadrillen, der forsøger sig med en handelskrig imod Europa.

Helt tilbage fra energikrisen i 1973 har vi i Europa kendt til, hvad det vil sige at befinde sig i et farligt afhængighedsforhold af uvenligt indstillede lande.

Nu er udfordringen, at vi kan blive truet af alle mulige typer af forsyningskriser på samme tid. Derfor skal vi tage forholdsregler, så truslerne forbliver tomme. Det indebærer, at vi på kontinentet selv kan producere alle typer af produkter, som det er kritisk, at vi råder over. Og selv råder over de fornødne råmaterialer.

Den sidste ting, jeg vil nævne i denne omgang, er beskyttelsen af vores kritiske infrastruktur.

I en højt udviklet civilisation som den europæiske er praktisk taget alle mennesker afhængige af, at internettet fungerer, og at gps-signalerne fungerer. Men vi er også afhængige af, at forsyningen med vand, elektricitet og andre former for energi fungerer, ligesom vi er afhængige af, at vores computernetværk virker.

Når EU-valgkampen for alvor går i gang, skal vi ikke glemme at diskutere, hvordan vi helt konkret får det indre marked til at fungere; eller hvordan den grønne omstilling konkret skal gennemføres. Det skylder alle kandidater deres vælgere.

Men vi skal også huske den grundlæggende sikkerhed på vores kontinent. Det kræver ikke kun politisk håndværk i Bruxelles og Strasbourg. Det kræver også – som den svenske minister for civilforsvar har gjort gældende – en form for mental omstilling.

Vi er – alle sammen – nødt til at lære at forstå, at vi ikke uden videre er sikre. Vi er nødt til at opbygge en vilje til at forsvare os imod lande, der allerede flere gange har demonstreret en vilje til at ændre spillereglerne med vold og magt. Vi er nødt til at spørge os selv: Hvad kræver det af mig?

Sådanne diskussioner skal vi også tage under EU-valgkampen. Ikke for at male Fanden på væggen eller skræmme nogen fra vid og sans. Men fordi det er bedre at overveje og drøfte den slags ting nu, end det er at komme i tanke om det, når det er for sent.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 16. januar 2024).