Pernille Vermund
8. februar 2024

Sådan fortæller de to voksne døtre til den 77-årige demente mand, som vi forleden kunne læse om i medierne. Følelsen af magtesløshed hos de pårørende var åbenlys. En følelse, jeg desværre genkender alt for godt fra min egen mors tid på plejehjem, før hun i sommer gik bort.

Vi har et af verdens højeste skattetryk, og alligevel frygter langt de fleste af os at ende vores dage på et plejehjem. Ældreområdet er som mange andre dele af vores velfærdssystem blevet umenneskeligt og umyndiggørende.

Marineret i love og regler er det sandet til i bureaukrati, detailstyring og ensretning.

Alt for ofte oplever man som pårørende, at både kompetente og fagligt engagerede medarbejdere sidder på et lukket kontor bag en skærm frem for at bruge tiden sammen med de ældre. Det er ubærligt at være vidne til.

Et opgør med det regeltyranni, der stjæler medarbejdernes dyrebare tid fra borgerne, er en helt afgørende prioritet for Liberal Alliance i de kommende forhandlinger om en ældrereform.

Det handler om tillid og respekt. Vi skal give friheden og ansvaret tilbage til de ansatte, der leverer vores kernevelfærd – og selvbestemmelsen tilbage til borgerne. For selv om vi skal sikre flere penge, når vi bliver flere ældre, så er det ikke kun penge, der mangler.

Der mangler også sund fornuft. Pengene bliver mange steder prioriteret forkert. Unødvendige dokumentationskrav kan spare os for meget. Det samme kan kompetent og ansvarlig ledelse.

Aktuelt ser vi, hvordan stigende udgifter til vikarer på de offentlige plejehjem presser kommunerne. Automatreaktionen fra lokalpolitikerne har været at kræve flere penge. Skatteborgerne må igen til lommerne. Men hvor er ansvaret for at nedbringe sygefraværet – og dermed behovet for vikarer?

Tal fra Dansk Erhverv viser, at medarbejdernes sygefravær er mere end dobbelt så højt på offentlige plejehjem som på private. På landsplan ligger sygefraværet på det offentlige plejehjemsområde på 7 pct., mens det private kun er på 3 pct. i gennemsnit.

Hvis det offentlige fravær blev nedbragt til at være på niveau med det private, ville det svare til 1.422 flere fuldtidsansatte på de danske plejehjem. Tænk, hvor meget mere overskud der ville være til omsorg for de ældre, hvis alle plejehjem blev drevet som de private. Potentialet er enormt.

Halvdelen af landets kommuner har udelukkende offentlige plejehjem. Og selv om antallet af private plejehjem generelt er stigende, så er det kun ca. 5 pct. af alle danske plejehjemspladser, der er private. Der kommer til at mangle op mod 7.500 plejehjemspladser frem mod 2030.

Et politisk mål for Liberal Alliance i de kommende forhandlinger om en ny ældrereform er at sikre, at langt flere plejehjem fremover opføres og drives privat, så borgerne kan få et reelt frit valg – og dermed den bedst mulige service for de skattekroner, vi afsætter.

Og ja, der vil altid være en risiko for, at der begås fejl, eller der er ældre og pårørende, der føler sig dårligt behandlet – også på private plejehjem. Men ikke mindst derfor er det så afgørende, at borgerne kan vælge dårlige tilbud fra og gode til.

Venstrefløjens ideologiske modstand mod private leverandører og en elendig information om valgmulighederne for de ældre gør det alt for svært for borgerne at tage magten over situationen og stemme med fødderne, når velfærden svigter.

Kun 3 af 10 ældre ved, at de har ret til frit valg af plejebolig. Derfor ser vi gang på gang sager, hvor borgerne føler sig magtesløse over for systemet. Præcis som vi så det i den ulykkelig sag med den demente 77-årige mand, der var overladt til sig selv.

Ældre og pårørende skal i langt højere grad end i dag oplyses om, hvilke muligheder der er, når man får brug for praktisk hjælp i hverdagen eller bliver plejekrævende.

Det er tid til at tage et borgerligt opgør med det socialdemokratiske velfærdssystem – med det regeltyranni og den ensretning, der gør borgerne magtesløse over for systemet. Det kæmper vi for i Liberal Alliance, når vi i denne uge sætter os til forhandlingsbordet om en ny ældrereform med ældreministeren.

“Der vil altid være en risiko for, at der begås fejl, eller der er ældre og pårørende, der føler sig dårligt behandlet – også på private plejehjem. Men ikke mindst derfor er det så afgørende, at borgerne kan vælge dårlige tilbud fra og gode til.”

Et politisk mål for Liberal Alliance i de kommende forhandlinger om en ny ældrereform er at sikre, at langt flere plejehjem fremover opføres og drives privat, så borgerne kan få et reelt frit valg, skriver Pernille Vermund.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 8/2-2024)

Henrik Dahl
7. februar 2024

Der er ikke nogen nævneværdig ekstremisme i Danmark. EU har meget at lære af os.

Europa kan lære meget af Danmark.

Som regel er det en selvovervurderende påstand, der ikke er belæg for, når man udforsker den nærmere.

Men i forhold til politisk radikalisering er der faktisk noget om snakken. I Danmark er de politiske yderfløje ikke særligt store eller vigtige.

På godt og ondt foregår hovedparten af den politiske samtale mellem ansvarlige partier, der gerne vil lave aftaler med hinanden. De vilde og voldsomme meldinger om, at samfundet skal ændres totalt og fra bunden, skal man langt ind i aviserne for at finde. Der, hvor de bringer notitser om småting af den mere kuriøse art.

Når europæiske politikere udtrykker deres frygt for, at de kommende års valg rundtomkring i Europa vil føre til en styrkelse af radikaliserede partier, kan vi i Danmark med god samvittighed melde hus forbi.

Jeg er sikker på, at det skyldes, at den politiske elite i Danmark ligger langt over det europæiske gennemsnit, når det gælder om at være lydhør over for spørgsmål, der optager den brede befolkning.

I Danmark siger den politiske elite ikke nej, når venstrefløjen hævder, at klimaet er et problem. I stedet lytter man til bekymringerne. Og derefter udformer man politiske forslag, der ikke er lige så radikale som venstrefløjens egne.

Men som man med god samvittighed kan sige er en imødekommelse af de bekymringer, der er blevet udtrykt.

Efter lidt tøven i 1990’erne har det meste af den politiske elite i Danmark også erkendt, at ukontrolleret indvandring fra Stormellemøsten er et problem.

Der findes en stædig yderfløj. I disse dage fordriver den tiden med at prøve at gendrive Frederik Vads uafviseligt korrekte påstand om dominansadfærd blandt indvandrere og efterkommere fra Stormellemøsten.

Ellers kommer den med ”solstrålehistorier”, som ingen normale mennesker fæster nogen som helst lid til.

Men bortset fra denne marginaliserede gruppe ved alle, at Danmark har et problem, og at dette problem kræver en fordomsfri håndtering. Og lige præcis derfor betyder yderfløjene ikke det helt store i Danmark. Hvis yderfløjene har ret – er den politiske elites ræsonnement – så har de ret.

Det betyder ikke, at man skal kopiere deres politik. Men det betyder, at man skal tage de rejste spørgsmål alvorligt.

Prøv at betragte Tyskland som kontrast. Her skal jeg selvfølgelig fremkomme med den sædvanlige disclaimer: Fordi jeg i det følgende udtrykker forståelse for, at Alternative für Deutschland drives af ægte bekymring, så indebærer det ikke, at jeg er enig i dets løsningsforslag.

Og vi tager den lige en gang til for elevrådspolitikerne og stråmandspolemikerne: Jeg er ikke enig i Alternative für Deutschlands løsningsforslag.

Men det nytter ikke noget, at den politiske elite i Tyskland end ikke er i stand til at erkende, at Alternative für Deutschlands politiske drivmiddel er ægte bekymring over ægte problemer.

Jeg havde forleden en lang samtale med en virkelig stor kender af både Tyskland og Danmark. Han sagde noget til mig, som faktisk bekymrede mig: at den politiske elite i Tyskland befinder sig i en tilstand af fornægtelse, når det gælder de problemer, indvandringen fra Stormellemøsten har skabt overalt i landet.

I Tyskland er der i disse år ved at ske aldeles irreversible forandringer, når det gælder jøders sikkerhed. Når det gælder kvinders sikkerhed. Når det gælder seksuelle minoriteters sikkerhed. Og når det gælder helt almindelige borgeres mulighed for at færdes uantastet overalt i samfundet.

Men dette udgangspunkt for en samtale om, hvad der kan og bør gøres, er det nærmest umuligt at få et medlem af regeringspartierne til at erkende (i CDU/CSU går det en anelse bedre).

Ifølge pålidelige kilder overvejer Erdogan-regimet at starte en tysk filial af AKP. Altså det islamistiske parti, der har styret Tyrkiet med hård hånd i mange år.

Hvis det sker, kan mennesker fra Tyrkiet leve fuldstændig uforstyrret i Tyskland i en tyrkisk boble:

Man kan stemme på ”Die AKP”. Man kan gå til fredagsbøn i en moské drevet af det tyrkiske religionsministerium, Diyanet.

Og man kan takket være Ankaraaftalen fra 1963, der sidestiller tyrkere med EU-borgere, rejse uhindret rundt ikke bare i Tyskland, men i hele Schengenområdet.

Det fører ikke i retning af integration, men i retning af selvsegregering. Fremragende eksemplificeret ved den tyske fodboldlandsholdsspiller Ilkay Gündogan, der til Frank-Walter Steinmeiers formentlige forbløffelse overrakte Erdogan en af sine spillertrøjer med erklæringen: »Für meine verehrten Präsidenten, hochachtungsvoll.«

Hvad har den politiske elite i Tyskland at sige til alt sådan noget (som – i parentes bemærket – næsten ethvert medlem af den politiske elite i Danmark kan se udgør et problem)?

Stort set intet.

Hvis der ikke er andre, der vil sige det, må jeg tage opgaven på mig: Det er en absurd og vanvittig idé at forbyde Alternative für Deutschland. Men samtidig er det en tilståelsessag for dem: Vi i den tyske politiske elite aner ikke vores levende råd, når det gælder de problemer, der er Alternative für Deutschlands drivmiddel.

Tror tilhængerne af et forbud mod Alternative für Deutsland, at den problembevidsthed, der er partiets drivmiddel, vil fordufte og opløse sig selv i ingenting?

Tror tilhængerne af et forbud, at det er en god og samlende idé at sætte en tyk streg under, at der stadig går en massiv skyggegrænse ned gennem Tyskland, der adskiller det gamle DDR fra det gamle BRD?

Tror tilhængerne af et forbud, at det er en god idé at gøre som i Sverige? Det vil sige at udskamme en femtedel af befolkningen, fordi den har en anden opfattelse af samfundets største problemer, end den politiske elite har?

Der er kun én måde at reducere opslutningen til Alternative für Deutschland, der virker. Og det er at tilbyde partiets støtter noget politik, der er bedre end den, de får hos Alternative. Ikke den samme politik, naturligvis. Men en pakke med løsningsforslag, der samlet set opleves som bedre.

Det er sådan, vi i Danmark har undgået radikalisering og ekstremisme. Der er ingen, der har patent på modellen. Så den kan frit benyttes alle andre steder.

Der er kun én måde at reducere opslutningen til Alternative für Deutschland, der virker. Og det er at tilbyde partiets støtter noget politik, der er bedre end den, de får hos Alternative.

Ikke den samme politik, naturligvis. Men en pakke med løsningsforslag, der samlet set opleves som bedre, skriver Henrik Dahl.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 7/2-2024)

Pernille Vermund
5. februar 2024

Den 77-årige demente mand sad alene på sin seng på plejehjemmet med en bakke med mad foran sig og hænderne smurt ind i afføring.

De to voksne døtres fortælling om, hvordan de havde fundet deres far hjælpeløs og forladt, var hjerteskærende. Men deres historie er desværre ikke enestående.

Alt for mange af os har oplevet, hvordan ældreplejen, ligesom mange andre dele af vores velfærdssystem, er blevet umenneskelig og umyndiggørende.

Marineret i love og regler har politikere i årevis ladet plejen sande til i bureaukrati, detailstyring og ensretning.

Vi har et af verdens højeste skattetryk, og alligevel frygter langt de fleste af os at ende vores dage på et plejehjem.

Min egen mor døde i sommer efter et langt forløb på plejehjem. Det har sat dybe spor. Hvor har jeg fældet mange tårer, når jeg er gået derfra.

Der er masser af både søde, omsorgsfulde og dygtige medarbejdere i vores ældrepleje. Men alt for ofte oplever man som pårørende, at medarbejderne sidder bag en skærm frem for at bruge tiden sammen med de ældre.

Det er ubærligt at være vidne til. Et opgør med det regeltyranni, der stjæler medarbejdernes dyrebare tid fra borgerne, er en helt afgørende prioritet for Liberal Alliance i de kommende forhandlinger om en ældrereform.

Det handler om tillid til de ansatte og respekt for borgerne. Vi skal give friheden og ansvaret tilbage til de ansatte, der leverer vores kernevelfærd – og selvbestemmelsen tilbage til borgerne.

Vi skal give friheden og ansvaret tilbage til de ansatte, der leverer vores kernevelfærd.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d.5/2-2024)

Liberal Alliance
5. februar 2024
Afspil video
Alex Vanopslagh
5. februar 2024

Kronik af Alex Vanopslagh (LA), Inger Støjberg (DD), Søren Pape Poulsen (K) og Morten Messerschmidt (DF).

Regeringens lovmølle kører alt for hurtigt, og resultatet bliver uigennemtænkt lovgivning med potentielt store konsekvenser.

Uhørt korte høringsfrister. Et stigende antal hastebehandlinger. Historisk hurtig lovbehandling. Lovmøllen på Christiansborg kører for meget og for hurtigt. Det er faktisk ikke engang os, der siger det – det er statsministeren selv.

Alligevel har begge Mette Frederiksens regeringer brugt kortere tid på lovgivningsprocessen og øget mængden af hastebehandlinger. En ny analyse fra Cepos viser, at den tid, vi i Folketinget bruger på at behandle et lovforslag, er blevet halveret på mindre end 20 år.

Det er en tendens, der kun kan gå for langsomt med at stoppe. Hurtigere er ikke bedre. Tværtimod skader det både lovkvaliteten og demokratiet.

Når lovgivningen presses igennem så hurtigt som muligt, forværrer det kvaliteten af lovgivningen. Samtidig bliver konsekvenserne af lovgivningen uoverskuelige. Under coronatiden fik vi for alvor at se, hvor stort problemet kan være. Minksagen er en maggiterning af alle de problemer, en forhastet lovgivningsproces kan medføre. I det tilfælde skyndte man sig så meget, at man brød grundloven.

Forløbet om koranloven viste også problemerne. Helt op til tredjebehandlingen kunne stort set ingen redegøre for lovgivningens konsekvenser, og der blev ved med at dukke nye informationer op, som påpegede uforudsete problemer ved loven.

Når man sidder på Christiansborg, kan man nemt komme til at glemme, hvor store konsekvenser lovgivning har. Når vi vedtager et lovforslag eller foretager en regelændring, rækker det helt ind i borgernes privatliv.

Kæmpestore beslutninger

Som lovgiver kan man ikke have et nonchalant forhold til lovgivning. Lovændringer og regulering er ikke bare lige noget, der skal klares med et snuptag. Men i virkeligheden bliver der foretaget kæmpestore beslutninger på et meget ringe grundlag.

Derfor skylder vi også borgerne at gøre os umage, men det bliver sværere med de korte frister. Problemet starter hos os politikere: Det er kun os på Christiansborg, der kan sætte en stopper for lovmøllen. Hvis regeringen holder egne løfter, skal vi i oppositionen nok gøre vores del af det parlamentariske arbejde. Citatet er Folketingets opgave at agere demokratisk vagthund i regeringen, og som borgerlige partier er vi særligt optagede af lovgivningens konsekvenser for borgerne. Men når lovbehandlingen bliver kortere og kortere, indskrænker det mulighederne for at udfylde vores rolle.

I praksis oplever vi, at den lovgivning, der normalt afstemmes, forbedres og rettes til mellem regering og folketing, er rykket ind i regeringskontorerne. Det betyder, at vi som oppositionspartier i højere grad bliver brugt som led i fortællingen om, at regeringen ikke arbejder egenrådigt og magtfuldkomment. Men der er jo en grund til, at alle lovforslag skal gennem tre lovbehandlinger.

Det er en proces, der skal sikre tid til omtanke. Netop omtanke er det, der bliver elimineret, når lovbehandlingen halveres. Det samme gælder høringsfristen på 30 dage, som SV-regeringens regeringsgrundlag ellers.

Allerede en måned efter regeringsdannelsen fik vi en høringsfrist på kun syv dage, da regeringen ville afskaffe store bededag. Men det hele er ikke bare regeringens skyld. Alt for længe har vi også været alt for føjelige i rollen som oppositionspartier. Vi har accepteret regeringens tricks og herskerteknikker.

En stærkere opposition

Da vi sidste år skulle vedtage aftalen om danmarkshistoriens største hav- og vindudbud, brugte regeringen på taktisk vis korte frister. De krævede, at man skulle sige ja til en aftale, som først blev præsenteret på selve mødet. I sidste øjeblik sneg regeringen også lige en lukning af åben dør-ordningerne ind, som man ikke havde diskuteret. Det blev ikke fanget af aftalepartierne, fordi man havde tillid til at tingene gik ordentligt for sig.

Så det kræver også noget af os selv – og der har vi ikke været stærke nok som opposition. Regeringen gør brug af disse strategiske kneb, fordi de slipper afsted med det. Derfor vil vi som blå opposition ikke længere acceptere uhørt korte svarfrister, unødig hastebehandling og ultimatummer om at sige ja eller ikke komme med i en aftale. Hvis vi skal kunne lægge vores mandater til noget, skal vi også kunne sætte os ind i, hvad vi underskriver. Det må være minimum for et folkestyre i bare nogenlunde god form.

Så vores opfordring til regeringen er egentlig ret simpel: Stå ved jeres eget regeringsgrundlag. Stå ved jeres egne ord. Lovmøllen kører kun så hurtigt, fordi I får den til det. Vi står klar til at lave gode aftaler med jer, men vi skal også have tid til at gøre vores del af arbejdet. Det skylder vi danskerne.

(Kronik bragt i Børsen 5. februar 2024)

Henrik Dahl
2. februar 2024

Ungarn og Tyrkiet er irriterende tunge at danse med i EU og Nato. Men alternativet er værre.

EU har indgået en ny aftale, der tildeler 50 mia. euro til Ukraine, hvilket er en glædelig nyhed. Det skete dog ikke uden drama. Ungarn havde på forhånd givet det indtryk, at medlemslandet ville blokere for aftalen.

Men det skete heldigvis ikke. Efter kun én times forhandling accepterede Ungarns premierminister, Viktor Orbán, den nye støttepakke til Ukraine.

Mediernes forudsigelser om et stort drama ved EU-topmødet blev ikke til virkelighed. Der var spekulationer om, hvorvidt Orbán ville blokere aftalen, og om EU ville være nødt til at anvende sin ”atomvåben”-lignende artikel 7, som kunne fratage Ungarn sine stemmerettigheder.

Vi kan ikke vide, hvad EU’s statsog regeringschefer har gjort sig af tanker om Ungarn op til mødet. Men mon ikke det dobbelte medlemskab af Nato og EU har spillet en rolle?

EU har været tøvende over for en aktivering af artikel 7. Personligt forstår jeg udmærket dilemmaet.

På det rent personlige og følelsesmæssige plan kan man opleve det som decideret øretæveindbydende, at et forholdsvis lille land vælger at blokere ikke alene for EU’s økonomiske støtte til Ukraine, men også for, at Sverige kan optages i Nato. For man skal ikke glemme: Ungarn er ikke alene medlem af EU. Landet er også medlem af Nato.

På den anden side må man også tænke det scenarium igennem, hvor Ungarn faktisk får sine rettigheder som medlem af EU suspenderet.

Det, der bekymrer mig mest i denne tænkte situation, er: Hvis Ungarn får sine EU-rettigheder suspenderet, vil man så i al stilfærdighed tage dette til efterretning uden at foretage sig yderligere? Eller vil Ungarn benytte de muligheder, Nato-medlemskabet giver for at kaste grus i hele det europæiske maskineri?

Hvad der vil ske, er naturligvis gætteri. Ikke alene for mit vedkommende, men for enhver.

Man kan sætte sine penge på, at Ungarn får suspenderet sine rettigheder og i den anledning tænker ”hvor ærgerligt” og intet andet. Men man kan også sætte sine penge på, at Ungarn får suspenderet sine rettigheder og tænker, ”dette kræver en modreaktion, der kan mærkes rundtomkring i Europa”.

I lyset af at Ungarns nølen med at godkende Sveriges Nato-medlemskab helt åbenlyst er en brik i et spil, der også handler om EU (eftersom der er næsten en til enoverlap mellem EU og den europæiske del af Nato), er det svært at forestille sig, at Ungarn ikke vil fortsætte ned ad denne vej.

I Nato døjer vi allerede med et delvist antivestligt land, nemlig Tyrkiet. Det giver undertiden anledning til stor frustration. Men det råd, skiftende danske udenrigsministre altid har fået fra deres ministerium, kan sammenfattes til: Ja. Tyrkiet er tunge at danse med i Nato.

Men tænk lige på alternativet: en decideret Vesten-fjendtlig stormagt, der grænser direkte op til Europa. Ville det være værd at løbe den risiko, at Ungarn gik fra at være et besværligt EU- og Nato-land til at være et antivestligt og måske åbenlyst prorussisk Nato-land?

Hvis det kniber med at forestille sig den kombination, kan man lege med tanken om, at Belarus ikke alene var en tæt allieret til Rusland, men en tæt allieret til Rusland, der var medlem af Nato. Det vil ikke gavne nogen, at vi får endnu et Belarus i Europa.

Liberal Alliance fordømmer ligesom alle andre partier i Folketinget den russiske invasion af Ukraine.

Derfor har vi bakket op om alle sanktioner og alle hjælpepakker. Og det kommer vi til at fortsætte med.

Når vi ikke umiddelbart føler os tiltrukket af tanken om at aktivere EU-traktatens artikel 7, er det ikke alene, fordi det er omsonst (Slovakiet vil nedlægge veto). Det er først og fremmest, fordi Ungarn er medlem af Nato.

Jeg er lige så kritisk over for de autoritære love, Orbán har indført, som alle andre demokratisk sindede mennesker. Men det fjerner ikke Nato-EU-dilemmaet:

Ja. Det forhøjer Ukraines sikkerhed, at EU kan sende yderligere hjælp.

Men nej: Det svækker Europas sikkerhed, hvis kontinentet som følge af brugen af artikel 7 skal til at døje med (endnu et) antivestligt Nato-land.

Det kan i sidste ende betyde noget endnu værre for Ukraine.

Det er muligt, at større ånder end jeg kan opløse dilemmaet og risikoen i nul og niks.

Men så må de give lyd fra sig og forklare, hvordan vi på en og samme tid håndterer EU- og Nato-dimensionen, når det gælder Ungarn.

Det frygtede drama om ungarske Viktor Orbans holdning til EU-støtte til Ukraine udeblev. Det løste EU fra det dilemma, man kunne komme til at stå i, hvis han havde modsat sig støtte.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 2/2-2024)

Louise Brown
1. februar 2024

På en af de kolde decemberdage deltog jeg i Sundhedsstrukturkommissionens sundhedstopmøde. Det var egentlig en god dag med mange spændende input fra både fagprofessionelle og helt almindelige borgere, men samtidig også en hård dag for min erkendelse af, hvordan det står til med vores sundhedsvæsen. For skellet mellem patienterne og de fagprofessionelle så desværre ud til at være temmelig stort.

Undervejs blev der lavet en anonym undersøgelse, hvor man spurgte, hvilke tre af de seks sigtelinjer kommissionen har fået, man så som de vigtigste tre for Sundhedsstrukturkommissionen at sigte mod. Svaret var nedslående: Patientrettighederne havnede på sidstepladsen i afstemningen.

Billedet forstærkes af, at der i den seneste rapport med anbefalinger til patientklagesystemet er allerstørst fokus på læring og på at beskytte de sundhedsansatte. Forstå mig ret: Jeg anerkender fuldstændig den seneste tids ærgerlige udvikling, der gør, at sundhedspersoner frygter klager så meget, at de faktisk risikerer at overbehandle. Men i min optik er det vigtigste i et patientklagesystem alligevel patienten. Fejl sker, og selvfølgelig skal vi lære af dem, men når de sker, så er det allervigtigste, at patienten får en nem og smidig proces gennem klagesystemet. Ikke så meget andet. Det skylder systemet patienten. Læring for sundhedspersonale skal håndteres andetsteds.

Problemet er, at vi har et system, hvor systemet tænker på sig selv, før det tænker på borgeren. Vi glemmer undertiden dem, det handler om. Dem, systemet er til for, nemlig borgeren – og i dette tilfælde patienten, der i forvejen er i en svækket position. Det er trist. Men der er ikke noget at sige til, at vi er endt, hvor vi er. Det vil jeg kæmpe for, at vi får lavet om på! Patienterne skal tilbage i hovedsædet – det skylder vi dem.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 1. februar 2024).