Forsvarspolitik i Liberal Alliance

Hjemmeværnet skal spille en langt større rolle i forsvaret af Danmark

Carsten Bach
10. juni 2026

Danmark er i gang med en massiv oprustning. Men midt i diskussionen om milliarder til materiel overser vi et af de mest oplagte steder at sætte ind: Hjemmeværnet.

Det er en fejl. Og en skæv prioritering.

For hvis Danmark skal kunne forsvare eget territorium, beskytte kritisk infrastruktur og håndtere kriser på dansk jord, så kræver det en langt stærkere territorial kapacitet, end vi har i dag.

Derfor foreslår Liberal Alliance, at Hjemmeværnets budget fordobles og permanent løftes til én milliard kroner om året.

Stort potentiale
Hjemmeværnet løser allerede i dag langt flere og vigtigere opgaver, end mange er klar over. Alt lige fra bevogtning og overvågning til støtte for politiet, eftersøgning og beskyttelse af kritisk infrastruktur. Hjemmeværnet bliver i praksis brugt i langt højere grad, end det oprindeligt er indrettet og finansieret til.

Opgaver er over tid gledet fra de stående styrker over i Hjemmeværnet. Resultatet er en organisation, der løfter mere, end den er bygget til, og som følge heraf presses på både uddannelse, materiel og de frivillige soldaters tålmodighed.

De seneste politiske aftaler har kun løst problemet midlertidigt. For engangsløft og vækstpakker her og der ændrer ikke på et grundlæggende problem: Hjemmeværnet mangler en langsigtet, stabil finansiering og en mere klar defineret rolle i det samlede forsvar.

Hvis vi vil omsætte Hjemmeværnets store potentiale til reel militær kapacitet, kræver det en ny tilgang. Vi foreslår derfor en todelt struktur:

– En bredt funderet styrke, der løser de samfundsnære opgaver og fastholder den lokale forankring.
– En mere professionel styrke med højere krav til uddannelse og beredskab, som kan løfte egentlige militære opgaver i Danmark.

Det brede fundament
Det handler om at være ærlige om virkeligheden. Hjemmeværnet løser i dag vidt forskellige opgaver – men er organiseret som én samlet størrelse. Nogle opgaver kræver lokal tilstedeværelse og fleksibilitet. Andre kræver specialisering, træning og høj beredskabsgrad. Strukturen bør afspejle virkeligheden.

Derfor er den første søjle en ‘Almen Styrke’, som skal udgøre det brede fundament i Hjemmeværnet.

Her bevares den brede forankring, det lokale engagement og de samfundsstøttende opgaver, som Hjemmeværnet er kendt og respekteret for. Det gælder blandt andet støtte til politiet, afspærringer, eftersøgninger, trafikregulering, lokale bevogtningsopgaver og andre synlige opgaver i samfundet.

Her skal tærsklen for deltagelse fortsat være overkommelig. Den Almene Styrke skal være et stærkt civilt og lokalt forankret beredskab – og samtidig være den naturlige rekrutteringsbase for dem, der ønsker og kan påtage sig mere krævende militære opgaver.

Hjemmeværnets spydspids
Den anden søjle er en ny ‘Territorial Rådighedsstyrke’. Det skal være Hjemmeværnets spydspids og en egentlig territorial forsvarsstyrke. Her skal der stilles højere krav til rådighed, fysisk form, uddannelse og øvelsesaktivitet. Til gengæld skal soldaterne have adgang til bedre materiel, mere avanceret træning og løse mere krævende opgaver.

Det er denne styrke, der skal bemande de tungeste kapaciteter i Hjemmeværnet, bevogte kritiske knudepunkter, udføre drone- og antidroneoperationer, yde Host Nation Support i stor skala og øge tyngden i cyberberedskabet.

Det er ikke nogen fremmed tanke. I både Norge og USA er de territoriale styrker en reel del af forsvarsevnen – ikke blot en støttefunktion.

I Norge arbejder Heimevernet netop med en skarp opdeling mellem den brede struktur og de højt prioriterede, hurtigt mobiliserbare enheder. Og i USA er National Guard et eksempel på, at en territorial styrke godt kan være både lokalt forankret og militært slagkraftig.

Det bør også være ambitionen i Danmark. Danmark har brug for at tænke i samme retning: et hjemmeværn, der ikke kun er støtte, men som også er en slagkraftig del af Danmarks forsvarsevne.

Hjemmeværnet skal være den styrke, der kan beskytte Danmark, mens Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet samtidig lever op til Danmarks forpligtelser i Nato.

Det ansvar bør Hjemmeværnet løfte.

Hvis vi for alvor vil kunne forsvare Danmark, har vi behov for at styrke Hjemmeværnet. Det kræver, at vi tør tænke i en omstrukturering, så Hjemmeværnet i fremtiden både har en bredt forankret styrke og en reel territorial forsvarskapacitet.

Én milliard kroner om året til Hjemmeværnet er derfor ikke bare en budgetøvelse. Det er et nødvendigt skridt mod et mere robust dansk forsvar – og begyndelsen på en nødvendig reform.

(Indlæg bragt i Altinget d. 10. juni 2026)

Grundlovstale 2026

Alex Vanopslagh
5. juni 2026

Grundlovsdag er den borgerlige festdag.

Hvor de røde har deres 1. maj med fadøl i Fælledparken, har vi borgerlige grundlovsdag med fædrelandskærlighed og en hyldest til det frie samfund.

Bevares, de røde må også gerne fejre grundlovsdag. Selvfølgelig. Bare giv den gas – Grundloven giver jo både ytrings- og forsamlingsfrihed.

Men de sejre, vi fejrer på grundlovsdag, er bundborgerlige.

Det var borgerlige og liberale idéer, traditioner og dyder, der ikke bare skabte Grundloven i 1849, men også gav folkestyret liv og igangsatte en rivende udvikling.

Det kan koges ned til to ord: Frihed. Og ansvar.

Grundloven og folkestyret satte danskerne fri til at bruge deres talenter og evner, som de selv fandt bedst.

Hvor myndige borgere stillede sig selv spørgsmål, som enhver bør stille sig selv:

Hvad ønsker jeg at gøre med friheden? Til at være ligeglad med andre og pille i min egen navle? Eller til at tage ansvar og være noget for andre? Min familie, min landsby, mit land.

Danskerne valgte det sidste. Friheden brugte de til at tage ansvar. Ansvar for deres eget liv som myndige borgere.

Men så sandelig også ansvar for det fælles bedste.

Det var præcis også, hvad Grundtvig forudsagde: At friheden er nødvendig for at tage ansvar for det fælles bedste.

For hvad skete der i årtierne, efter at vi fik folkestyre – og forsamlingsfrihed, foreningsfrihed og så videre?

Vi skabte andelsbevægelsen med mejerier, brugsforeninger og slagterier over hele landet.

Vi byggede forsamlingshuse, friskoler og højskoler og satte skub i hele folkeoplysningen. Blandt andet blev Testrup Højskole her grundlagt i 1866.

Ikke fordi kloge politikere havde lagt store planer. Ikke fordi staten styrede udviklingen.

Men fordi frie danskere tog ansvar og byggede Danmark nedefra.

Danskerne gik fra at være den passive og umyndige almue til at være et oplyst, dannet, aktivt og selvstændigt folk.

Det er det, som folkestyret handler om. Hvordan vi som folk hver evig eneste dag kan bruge vores frihed til at tage ansvar og gøre en forskel for andre mennesker.

Danmark og danskernes styrke, livskraft og initiativ voksede indefra og nedefra. Det bør vi huske her på grundlovsdag, og det bør vores nye regering også huske.

Jeg startede med at sige, at grundlovsdag er en borgerlig festdag. Og selvom jeg ønsker vores nye rødkløver-regering tillykke, var regeringsdannelsen ikke ligefrem nogen borgerlig festdag.

Mette Frederiksen kaldte den hedengangne SVM-regering for en mærkelig regering.

Hvilket ord skal man så bruge til at beskrive denne her regering?

Tja … en gratis omgang, måske.

På overfladen lyder det hele jo sympatisk. Tandlægebesøg skal være gratis. Togbilletter skal være gratis. Busbilletter skal være gratis. Momsen skal halveres, og der skal være flere penge til folk på Arne-pension, flere penge til folk på folkepension, flere penge til folk på kontanthjælp og flere penge til huslejetilskud.

Med bind for øjnene bliver milliarderne lovet ud til højre og venstre.

I stedet for at appellere til danskernes fornuft og selvstændighed opfører regeringen sig som curlingforældre for os borgere.

Man skal spejde længe efter Grundlovens ånd og ideal om, at flest mulige danskere skal blive myndige, selvstændige borgere, der kan tage ansvar.

Ligesom man også skal spejde længe efter, hvor pengene til alle de vilde løfter skal komme fra.

For ved I, hvad den mest anvendte sætning er i hele regeringsgrundlaget? Det er: “Regeringen vil løbende anvise finansiering til sine initiativer.”

Det er næsten en karikatur på rød økonomisk politik: nemt at bruge penge, knap så nemt at finde dem.

Hvad der til gengæld overrasker mig lidt, er, at det her er en rød-lilla regering, som fører en arbejderfjendtlig politik.

Hvis man tjener under 58.000 kroner om måneden – og det er der immervæk 2,5 millioner arbejdende danskere, der gør – er der ingen skattelettelser.

Skattelettelserne på arbejde er reserveret den rigeste halvdel af befolkningen.

For alle andre er der faktisk skattestigninger i vente!

Regeringen vil nemlig “fastfryse beløbsgrænserne for personskatterne de næste to år”.

Det svarer til skattestigninger for 10 mia. kroner.

De håber, at folk ikke opdager den, fordi den er skjult.

De håber, at folk ikke forstår den, fordi de har gjort skattesystemet så kompliceret.

De fodrer hunden med sin egen hale – og så håber de ellers på, at hunden er så forvirret, at den ikke forsøger at logre med halen inden valget!

Vi kender det fra supermarkedet. Chipsposen bliver mindre, men prisen er den samme.

Det kalder man shrinkflation.

Nu gør regeringen det samme med danskernes lønsedler. De tager lidt mere uden at sige det højt.

Det er ikke bare skattestigninger. Det er skattesnigninger.

Det er der da ikke meget frihed og ansvar over. Det er ikke det Danmark, jeg kender og elsker.

Noget af det vigtigste, vi fik indført i Danmark, i forbindelse med at vi blev et folkestyre, var, at vi fik næringsfrihed.

Med næringsfrihedsloven fra 1857 fjernede man næsten alle de medfødte privilegier, monopoler, barrierer og bureaukrati, som holdt almindelige danskere nede.

Danskerne blev frie til at arbejde med, hvad de ville, stifte de virksomheder, de ville, handle, som de ville, og frie til at konkurrere med hinanden.

Resultatet var slående. Hvor Danmark i starten af 1800-tallet var et uoplyst enevælde og en fattig og udpint lilleputstat, var vi i slutningen af århundredet et af verdens rigeste lande, som handlede med det meste af verden.

Som Grundtvig sagde, var det både retfærdigt og til det heles bedste, at folk kunne stræbe efter at ernære sig så godt, som de kunne, med egne hænders arbejde.

På den måde er der jo ikke meget, der har ændret sig siden da. Slaget står stadig mellem os, der gerne vil styrke den ansvarsfølelse og foretagsomhed, som har kendetegnet danskerne i mere end 100 år – og dem, der ikke tiltror danskerne ret meget.

Her er der brug for, at rødkløver-regeringen har en opposition, som formår at være både kritisk og konstruktiv.

Det er så sikkert som amen i kirken, at alt, hvad der er fornuftigt i regeringsgrundlaget, vil Enhedslisten ikke være med til.

Nu har jeg jo kritiseret regeringen lidt. Men jeg vil også rose regeringen for, at der faktisk er lagt op til nogle fornuftige ting andre steder i regeringsgrundlaget.

Det gælder særligt, når det kommer til at sænke skatten på den sidst tjente krone, sænke skatten på virksomheder og arbejdspladser og sænke skatten på investeringer i fremtidige arbejdspladser.

Danmark og danskerne fortjener en politik, som styrker vores konkurrenceevne og belønner de danskere, som er med til at skabe arbejdspladser.

Så rødkløver-regeringen har brug for os blå partier.

Men vi behøver ikke ukritisk at skrive under på alt, hvad regeringen beder os om.

Jeg vil derfor foreslå, at vi borgerlige partier bygger videre på det gode samarbejde under den borgerlige kongerunde, hvor vi samledes om en ambitiøs reformpolitik.

Ved de store økonomiske forhandlinger bør Venstre, Konservative og Liberal Alliance stå sammen.

Vores krav bør være klart: Den samlede pakke skal være mere ambitiøs end regeringens udspil. Og danskere, der tjener under 58.000 kroner om måneden, skal også have en skattelettelse – regeringen skal droppe sine skattesnigninger.

Det er ikke mange år siden, at vi havde en centrum-venstre-regering under ledelse af Helle Thorning-Schmidt. Dengang fik borgerlige partier markant indflydelse. Ikke ved at logre med halen for regeringen, men ved at agere konstruktivt og kritisk på én og samme tid.

Den indflydelse kan vi også få de kommende år, hvis vi står sammen.

Selvom Mette Frederiksen nu får sin tredje periode som statsminister, er jeg fortrøstningsfuld på vegne af det borgerlige Danmark.

Jeg ser borgerlige partier, der rykker tættere sammen. Og jeg ser et Danmark, der hungrer efter en tilbagevenden til klassiske dyder: frihed, ansvar og fædreland.

Kommentatorerne kan måske ikke se det. De har travlt med socialdemokratiske kaffeklubber og med, hvor mange ministerposter der er øst og vest for Storebælt.

Men vi andre ser det. Danmark længes ikke efter flere gratis løfter fra staten. Danmark længes efter frihed, ansvar og troen på, at vi igen kan bygge landet nedefra.

Tak for ordet. Glædelig grundlovsdag.

Testrup Højskole, 5. juni 2026

Liberal Alliance udnævner ny politisk ordfører i barselsperiode

Liberal Alliance
26. maj 2026

Mads Strange bliver ny politisk ordfører for Liberal Alliance, mens Sólbjørg Jakobsen er på barsel. Det oplyser Liberal Alliance folketingsgruppe.

Sólbjørg Jakobsen går på barsel d. 26 juni, men Mads Strange overtager ordførerskabet allerede i dag.

“Jeg er utroligt glad for at påtage mig rollen som politisk ordfører og den store tillidserklæring, som folketingsgruppen har vist mig. Det er store sko at udfylde, og jeg glæder mig enormt meget til at arbejde for at sætte Liberal Alliances politik på dagsordenen,” siger Mads Strange.

Gruppeformand Ole Birk Olesen udtaler:

“Mads er nysgerrig, vidende, flittig, god til at forklare liberale holdninger og ambitiøs på LA’s vegne, så det vil vi gerne bringe i spil for partiet, mens Solbjørg er på barselsorlov. Det er dejligt, at være i en folketingsgruppe med dygtige mennesker, som står på spring, når de etablerede skal holde en pause.”

Mads Strange er 26 år gammel og blev valgt til Folketinget for første gang ved folketingsvalget d 24. marts.

For kontakt til Mads Strange eller Ole Birk Olesen, kontakt seniorrådgiver Peter Astrup på 2483 0286

Måske er virkeligheden mindre kompliceret, end R bilder sig ind

Mads Strange
13. maj 2026

I de seneste uger har undertegnede og en håndfuld talenter fra Dansk Folkeparti fået en del presseomtale for at være billedet på »en ny generation af unge højreorienterede«, der med »slagkraftige budskaber« og »velsiddende jakkesæt« har »vind i sejlene«.

Men spørger man Olivia Kjøng Østergaard og Camille Nissen-Petersen fra De Radikale skyldes vores succes imidlertid ikke, at vælgerne er enige med os.
Nej, tværtimod mener De Radikale, at opbakningen til Mikkel Bjørn (DF), Malte Larsen (DF), Mitchel Oliver (DF) og mig selv (af DR døbt »Det borgerlige boyband«) blot skyldes en særdeles velorkestreret selviscenesættelse.
De mener nemlig, at vi – fordi vi »fremstår skarpe, selvsikre og ligner nogen med succes og en fyldt bankkonto« formår at forføre unge vælgere til at bakke op om en politik, der ikke huer De Radikale.

Jeg synes, indlægget blotlægger en virkelighedsfjern arrogance, som længe har huseret i Radikale Venstre.
For skulle vælgerne virkelig være så uoplyste, at man blot med effektiv kommunikation på de sociale medier kan få folks stemme, selvom de er uenige i den politiske substans?

Selvfølgelig ikke.

De Radikales »dumstædige uvillighed«

Da jeg i valgkampen deltog i gymnasiedebatter, var til panelsamtaler på kollegier eller talte med unge på gaden, var det langt fra min oplevelse, at man kunne gøre sig fortjent til deres kryds alene gennem overfladiske TikTok-videoer eller substansløse Instagram-opslag.

Tværtimod oplevede jeg et yngre vælgersegment, der var veloplyst, stillede begavede spørgsmål og oprigtigt kerede sig om de udfordringer, Danmark står over for.
I denne sammenhæng udgør udlændingedebatten et illustrativt eksempel ikke blot på vores fremgang, men også på De Radikales dumstædige uvillighed til at lytte til mange danskeres bekymringer.

For De Radikale har i årevis været bannerførere for en udlændingepolitik, der er milevidt fra den virkelighed, som mange (unge) danskere oplever i hverdagen.
En forfejlet forestilling
Min generation er ikke vokset op med 1990ernes forfejlede forestilling om, at integrationsproblemerne blot ville forsvinde af sig selv med tiden.

Vi er vokset op med bandekriminalitet, terrortrusler, parallelsamfund og beretninger om unge kvinder i indvandrermiljøer med social kontrol, som ikke selv må vælge deres kæreste og bliver pakket ind i tørklæder fra barnsben.
Vi er vokset op med den ene veldokumenterede undersøgelse efter den anden, der påviser udbredt homofobi blandt muslimer og adskillige historier om islamister, der vil indføre sharialovgivning.

Derfor virker det også mærkeligt, at de Radikale fremstiller det som et mysterium, at mange unge ønsker en strammere udlændingepolitik.
Jeg tror ikke, at de unge vælgere lader sig forføre af »en æstetik, der gør det attraktivt at følge« os unge, borgerlige politikere, som De Radikale ellers påstår.

Jeg tror, de reagerer på noget langt mere substantielt og at dette selvfølgelig afspejler sig i, hvor de sætter deres kryds.
Mangel på selverkendelse

Liberal Alliance er det parti, der har størst opbakning blandt danskere på 18-34 år. Dansk Folkeparti er det parti, der netop nu har den største procentuelle fremgang blandt selvsamme unge vælgersegment.
Alligevel er der ingen selverkendelse hos De Radikale.

Tværtimod er det som om, partiet insisterer på at sætte den samme tyndslidte plade fra 90erne på grammofonen, hvor enhver bekymring om integrationsudfordringer, parallelsamfund eller overrepræsentation af kriminalitet blandt indvandrere affejes som fremmedfjendsk.
Hvis vælgerne ønsker en strammere udlændingepolitik (og det gør de!), kan det ifølge De Radikale umuligt skyldes virkeligheden omkring dem.

Det vidner om den samme bedrevidende distance, der også i årevis har præget partiets tilgang i udlændingedebatten.
For mens mange lever med konsekvenserne af en forfejlet immigrationspolitik, vælger De Radikale alt for ofte at tale problemerne ned.
Men måske er virkeligheden langt mindre kompliceret, end De Radikale bilder sig ind.

Måske skyldes vores fremgang ikke vores æstetiske sans eller effektive brug af sociale medier.

Måske skyldes den bare, at stadig flere unge ganske enkelt er mere enige med os end med De Radikale?

(Indlæg bragt i Berlingske d. 13. maj 2026)

Blokaden af folket

Henrik Dahl
13. maj 2026

Lars Løkkes drøm om eksklusion af yderfløjene kan blive en farlig drøm for Danmark.

Danmark har syv uger efter folketingsvalget i marts endnu ikke en regering.
Den umiddelbare forklaring er, at Folketinget efter valget er omtrent lige så fragmenteret som parlamenterne i Belgien og Nederlandene. Hvor regeringsforhandlinger, der trækker ud i månedsvis, ikke er noget særsyn.

Efter den traditionelle, politiske logik, der styrede Danmark i årtier, bør landet enten have en rød regering under ledelse af Socialdemokratiet eller en blå regering under ledelse af enten Venstre eller Konservative.
Men det er der flere ting, der taler imod end tidligere. På overfladen skyldes det, at skønt Socialdemokratiet stadig er større end SF, er partiet ikke så meget større. I blå blok er ingen af partierne afgørende større end de øvrige borgerlige partier. Hvis valgresultatet var en meningsmåling, ville man sige, at forskellen på Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti ikke er større, end hvad der falder inden for den statistiske usikkerhed. Og Konservative ligger kun akkurat uden for denne grænse.

Og længere nede i den politiske undergrund er der også tektoniske plader, der bevæger sig.
Siden 2019 har Venstres daværende formand, Lars Løkke Rasmussen, været imod projektet »blå blok«.

Siden 2022 har Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, også været skeptisk over for ideen om »rød blok« og erklæret, at hun gerne så en bred regering hen over midten.
I begge tilfælde er begrundelsen, at man ikke ønsker at give for meget magt til de politiske yderfløje.

Hvor man rundtomkring i Europa har beskyttet sig imod først og fremmest højrefløjspartier med det, der på fransk hedder cordon sanitaire og på tysk hedder Brandmauer, har man i Danmark i højere grad sat sin lid til princippet »ansvarets åg«.
Da valget i 1966 åbnede muligheden for, at der kunne dannes en S-SF-regering, sagde den socialdemokratiske nestor Per Hækkerup, at SF ville have godt af at komme under ansvarets åg. At folkesocialisterne ville have godt af at opleve en ansvarliggørelse.

En sådan ansvarliggørelse ville tvinge partiet til at prioritere; til at anerkende, at penge kun kan bruges én gang; til at anerkende, at større offentlige udgifter ikke er løsningen på alt og så videre.
SITUATIONEN I DANMARK i dag er, at landet indtil for ganske nylig ikke har været svært at regere. Til forskel fra lande som Frankrig og Tyskland, hvor regeringsdannelse i perioder har været præget af betydelige vanskeligheder, og en permanent eksklusion af større vælgergrupper har haft konsekvenser for både styringsevne og legitimitet.

Belært af erfaringen fra Sverige, hvor man for nogle år siden opgav at udfryse Sverigedemokraterna, har det længe været min opfattelse, at den danske vej med ansvarliggørelse af fløjpartierne på flere måder har været mere robust end den franske og tyske tilgang, hvor man i højere grad har holdt en stor del af mandaterne og dermed af vælgerne uden for direkte politisk indflydelse.

Derfor er det bemærkelsesværdigt, at Moderaterne taler for en kurs, der i højere grad minder om de modeller, man har set i Tyskland og Frankrig.
En sådan model vil kunne få flere konsekvenser. For det første risikerer man at bekræfte de vælgere, der holdes uden for indflydelse, i opfattelsen af, at landet styres af en elite, der ikke i tilstrækkelig grad tager deres bekymringer alvorligt. En sådan udvikling vil næppe styrke tilliden til de politiske institutioner.

For det andet er der en risiko for, at politik i stigende grad bliver opfattet som et teater. I Tyskland har mange vælgere haft svært ved at forstå, at CDU/CSU og SPD før valgene fremstår som klare modpolerhvorefter de efter valgene alligevel danner regering sammen. Det kan skabe et indtryk af, at forskellene mellem partierne i sidste ende er mindre afgørende, end de fremstår under valgkampen.

For nogle vælgere kan det føre til en oplevelse af, at deres stemme har begrænset betydning for den førte politik. Og at centrale problemer – migration, integration og politisk radikalisering – ikke håndteres med tilstrækkelig klarhed.

Alt dette peger på, at man bør være varsom med at opgive en model, der i dansk sammenhæng har bidraget til både politisk integration og styringsevne.
DEN DANSKE TILGANG har ikke været uden problemer. Og det er heller ikke givet, at ansvarliggørelse altid fører til moderation. Men erfaringen peger på, at inklusion af yderpartier i det politiske ansvar kan bidrage til at gøre dem til en del af det system, de ellers kunne have haft en interesse i at stå udenfor.
Danmark står derfor ikke kun over for et valg mellem forskellige regeringskonstellationer, men også mellem forskellige styringsprincipper mellem en model, der forsøger at integrere politiske fløjpartierne gennem ansvarliggørelse, og en model, der i højere grad søger at begrænse deres indflydelse gennem eksklusion.

Hvilken vej man vælger, vil ikke blot få betydning for den næste regering, men også for den måde, det politiske system fungerer på i de kommende år.
Situationen i Danmark i dag er, at landet indtil for ganske nylig ikke har været svært at regere.

(Indlæg bragt i Weekendavisen d. 13. maj 2026)

Turisme. Vi skal skabe friheden til at udvikle dansk camping

Katrine Daugaard
12. maj 2026

Sommeren nærmer sig, og for mange danskere betyder det camping. Ikke nødvendigvis den samme slags camping som for 30 år siden, men ferie tæt på kysten, naturen, børnene, grillen, roen og friheden.

Camping er en vigtig del af dansk feriekultur. Fra Vesterhavet til Bornholm. Fra de fynske øer til Djursland, Lolland-Falster, Sønderjylland og Nordsjælland.
Det er familier på ferie, pensionister på langtur, autocampere ved vandet og udenlandske gæster, der oplever Danmark fra sin mest jordnære side.
Og det er arbejdspladser, omsætning og liv i lokalsamfund. Når gæsterne kommer, handler de i den lokale købmand, spiser på restauranten, besøger museet og køber is ved havnen.

Derfor er camping også erhvervspolitik, landdistriktspolitik og turismepolitik.
Men staten behandler alt for ofte campingpladser, som om de skal passe ned i en skabelon fra en anden tid. Campingreglementet er fyldt med regler, som burde pensioneres.

Liberal Alliance vil afskaffe kravet om, at en campingplads som udgangspunkt skal have mindst 100 campingenheder. Det spænder ben for mindre, lokale og mere nicheprægede pladser. En lille plads ved en havn, en sø, et naturområde eller en lokal attraktion skal ikke tvinges op i en størrelse, som hverken markedet eller lokalområdet kan bære.

Vi vil også fjerne kravet om, at mindst halvdelen af pladsen i højsæsonen skal være reserveret til korttidscampering. Det lyder måske uskyldigt i et ministerium. Men pladser er forskellige. Nogle lever af børnefamilier i juli. Andre af sæsongæster, lystfiskere, seniorer, autocampere eller gæster uden for de klassiske ferieuger. Ejerne kender deres gæster bedre end staten gør.

Det samme gælder reglerne om campinghytter. I dag blander staten sig i størrelse, højde, antal og indretning på måder, der gør det sværere at investere i moderne overnatningsformer. Vi foreslår en enklere regel: Vil man opføre campinghytter, skal det kræve kommunal tilladelse. Punktum.
Så kan kommunen tage hensyn til lokalplaner, natur, naboer, trafik og landskab – uden at Christiansborg behøver detailstyre, hvor store hytterne må være, eller om to forbundne hytter også skal kunne udlejes hver for sig.

Vi vil også afskaffe reglen om, at campingvogne over 25 kvadratmeter højst må stå på en campingplads i fire uger om året. Enten er en enhed forsvarlig, lovlig og passer ind på pladsen eller også er den ikke. Størrelsen alene bør ikke udløse et statsligt stopur.
Og så skal vintercamping gøres enklere. Kravet om særskilt tilladelse til vintercamping bør fjernes, ligesom kravet om, at 30 procent af campingpladsen ikke må bruges om vinteren.
Hvorfor skal staten forhindre en campingplads i at holde liv i lokalområdet i januar, hvis der er efterspørgsel, og kommunen vurderer, at forholdene er i orden?

Det handler ikke om at bygge frit i naturen. Det handler ikke om at omgå planlov, miljøregler eller kommunal myndighedsbehandling. Det handler om at flytte ansvaret væk fra rigide landsregler og tættere på dem, der kender området.

For danske campingpladser betyder det frihed til at tilpasse sig gæsterne. Flere hytter, hvis markedet efterspørger det. Mere vinteråbent, hvis gæsterne kommer. Bedre muligheder for små pladser og autocampere. Og bedre grundlag for investeringer i en branche, hvor vejret, sæsonerne og gæsternes vaner allerede gør det svært nok.

For Danmark betyder det mere helårsturisme, mere liv i små byer og flere muligheder for lokale iværksættere.
Det bør ikke være staten, der bestemmer den perfekte campingplads. Det bør være gæsterne, ejerne og den lokale kommune.
Det bør ikke være staten, der bestemmer den perfekte campingplads. Det bør være gæsterne, ejerne og den lokale kommune.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 12. maj 2026)

Der er snart flere socialdemokratiske vælgere på kirkegårdene end blandt de unge

Mads Strange
9. maj 2026

Liberal Alliance har ikke bare succes hos unge mennesker, fordi vi kan finde ud af at bruge sociale medier rigtigt. Vi har først og fremmest succes, fordi vi siger noget, som appellerer til dem.

Der var engang, hvor socialdemokrater stræbte efter noget. Deres egen største slagsang, Når jeg ser et rødt flag smælde, slutter med strofen »i dens folder er fremtiden gemt«.
Sangen udtrykker en klippefast tro på, at fremtiden bliver bedre end både nutid og fortid på grund af arbejdernes kamp og daglige flid. Ordet bevægelse i arbejderbevægelse mentes såmænd engang også bogstaveligt i form af en bevægelse mod en bedre fremtid.

Det kan godt være, at de stadig synger sangen og bliver berusede af dens smukke lyrik (såvel som de dertilhørende fadøl og udsigten til en fridag) 1. maj, men der er intet tilbage af den optimistiske fremtidsstemning i det moderne Socialdemokrati.

Det viser sig også i partiets vælgeropbakning. Blandt arbejdervælgere over 60 år dominerer Socialdemokratiet suverænt, men arbejdervælgere under de 40 og særligt under de 30 stemmer såmænd oftest Liberal Alliance, ifølge en ny opgørelse foretaget af Altinget.

Blandt arbejdere mellem 40 og 60 år er Dansk Folkeparti størst. For vælgerbefolkningen som helhed har vi ikke tallene for seneste valg endnu, men Socialdemokratiet har i tidligere målinger hentet opbakning fra godt en tredjedel af samtlige vælgere over 60.
Den fane, der før var rød som brusende blod, virker nu til at have fået en betydeligt mere grå nuance.

DET ER IKKE tilfældigt. For Socialdemokratiets kampagner har for længst forladt det fremadskuende og håbefulde og er nu specialdesignede til at appellere til ældre vælgergrupper med paroler om Det Danmark, du kender, En mere retfærdig pension og den allestedsnærværende snak om tryghed.

For Socialdemokratiet ligger fremtiden så at sige i fortiden. Politikken er derefter: Arne-pension, fødevarecheck, ældrecheck. Hvis man overhovedet taler om fremtiden, lyder den som farlig eller skrøbelig: »Lad os passe på fremtiden«, som et socialdemokratisk slogan lød i 2022.

Det eneste, man kan tilbyde unge mennesker, er udsigten til at betale endnu mere i skat i fremtiden for at finansiere de evigt stigende statslige udgifter i en gumpetung offentlig sektor, der år efter år synes mere skrantende.
Med kirurgisk præcision har man indhegnet en vælgerskare, som loyalt støtter partiet og givetvis har gjort det i mange årtier. Det er man i øvrigt i sin gode ret til at gøre, for vi lever trods alt i et folkestyre, hvor alle borgere skal repræsenteres.

Der er bare et problem for Socialdemokratiet. Medmindre partiet får taget et opgør med den nuværende kurs, vil koncentrationen af deres vælgere inden for den næste generation blive større på kirkegårdene end på valgstederne.
SOCIALDEMOKRATIET er hjemsted for nogle meget dygtige strateger og magtspillere, så dette er selvfølgelig ikke gået deres næse forbi. Man har skam forsøgt at tale til de unge. Eksempelvis ved at komme på TikTok og ved at få Mette Frederiksen til at tale som en teenager.

Den fejlslagne logik synes at være, at partier som Liberal Alliance ene og alene har succes blandt det yngre vælgerkorps ved at være ung med de unge på TikTok. Det er dog både overfladisk, banalt og cringe, som de unge ville sige.

Liberal Alliance har ikke bare succes, fordi vi kan finde ud af at bruge sociale medier rigtigt. Vi har først og fremmest succes, fordi vi siger noget, som appellerer til unge mennesker.

Når vi siger Du kan godt og taler om frihed og ansvar, taler vi til det aspirerende i mennesker. Om en fremtid, der bliver god, fordi vi gør den god. I stedet for at prædike dommedagsprofetisk tryghedsnarkomani og fortælle folk, at de ikke evner noget selv og derfor er nødsaget til at blive holdt i hånden af bedrevidende politikere vil vi give folk plads til at udfolde deres kræfter og talenter.

VI LEFLER IKKE for ungdommen med dansevideoer, løfter om højere SU, bestikkelsespenge før en valgkamp eller løsagtig offerretorik. Vi tager unge mennesker seriøst som kommende voksne, der vil have lov til at vise verden, hvad de kan.

Men det er selvsagt ikke kun forbeholdt unge mennesker at have drømme og ambitioner samt at være stolte af det, de kan. Derfor tror jeg også på, at vi i Liberal Alliance har mulighed for at gøre os fortjent til endnu flere stemmer blandt de voksne over 40, hvis vi altså gør os umage.

Til gengæld tror jeg ikke på, at Socialdemokratiet kommer til at knække koden til, hvordan man taler til ungdommen inden for nogen relevant tidshorisont. Ingen variant af budskaber om tryghed, ældrecheck, fødevarecheck, formueskat, Arne-pension eller højere skatter kommer nogensinde til at tale til mennesker, der gerne vil vise verden, hvad de kan.

Hvis Socialdemokratiet dropper alt dette, skubber de deres eksisterende vælgere fra sig. Det viser deres seneste vælgerlussing også bedst eksemplificeret med historien om deres egen galionsfigur, Arne Juhl, som var utilfreds over, at Socialdemokratiet prioriterede Ukraines frihedskamp over, at han selv kunne få lavere fødevarepriser på andres bekostning.

Socialdemokratiet er altså endt som gidsler af deres eget vælgersegment. De mærker nu konsekvenserne af en politisk strategi, hvor kortsigtede løfter, gavecheks, bestikkelsespenge og en skarp retorik mod det, vi andre oplever som en ansvarlig reformpolitik, har undergravet deres egen troværdighed som et ansvarligt parti.

Så hvad er fremtiden for Socialdemokratiet? Den er der selvfølgelig ingen, der kender. At Liberal Alliance står stærkt blandt unge nu, siger ingenting om, hvad folk stemmer på om 10, 20, 40 eller 150 år. Opbakningen er noget, vi hele tiden skal gøre os fortjent til. For de unge stemmer jo trods alt efter deres appetit på fremtidens sejre og ikke efter magelighed over fortidens ditto.
Socialdemokratiet er endt som gidsler af deres eget vælgersegment.

(Indlæg bragt i Politiken d. 9. maj 2026)

Friheden stopper ikke ved plejehjemmets dør

Thorbjørn Jacobsen
6. maj 2026

Forestil dig en ældre dame på 93 år lad os kalde hende Agnes som har levet et langt liv og nu bor på et københavnsk plejehjem.

Hendes største glæde i hverdagen er den mad, hun kender: hakkebøf, kartofler og syltede pærer til dessert. Men Agnes får ikke lov til at vælge. Kommunen mener nemlig, at den ret er skidt for klimaet.

Som man kunne læse i Berlingske, bliver de ældre i Københavns Kommune i stigende grad serveret linser og vegetarmad af hensyn til klima og økologi. Det betyder i praksis, at mennesker, der er fuldstændig afhængige af det offentlige, mister indflydelse på noget så grundlæggende som deres egen mad.

Det er ikke værdigt. Milton Friedman formulerede et simpelt princip: »Free to choose«. At man selv kan vælge. Det bør også gælde i velfærden, men i dagens Danmark ser vi det modsatte.
Systemhensyn og politiske mål vejer tungere end det enkelte menneskes ønsker.
Problemet er ikke kun menuen. Problemet er, at der ikke findes et reelt alternativ.

Når det offentlige både bestemmer og leverer, er borgeren låst fast. Derfor bør vi indrette velfærden, så der altid findes et frit valg også for ældre. Muligheden for at vælge noget andet end standardløsningen. Noget, der passer til den enkelte.

For nogle vil det være vegetarisk mad. For andre en klassisk dansk ret. Begge dele skal være mulige. Og når man skal træffe beslutning om hvilket plejehjem, man skal på, bør stedets madpolitik være åbent tilgængelig, så man kan træffe et informeret valg.

Ligesom der altid bør være et privat alternativ til det offentlige tilbud.
Vi skal selvfølgelig tage klimaet alvorligt. Men det er ikke rimeligt, at Agnes på 93 år skal spise sig igennem en klimapolitik, som hun aldrig har bedt om.
Et samfund skal måles på, hvordan vi behandler de svageste. I dag svigter vi dem ved at tage deres frie valg fra dem.

Det kan og skal vi gøre bedre.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 6. maj)

Tiden er løbet fra fagforeningernes bøllemetoder

Pernille Vermund
3. maj 2026

»Vi har ikke bedt om jeres hjælp, og vi ønsker ikke jeres overenskomst!« Så tydeligt sagde 14 medarbejdere i den lille maskinfabrik Bendix Tool fra, da 3F for nylig blokerede deres arbejdsplads.

Årsagen til blokaden? At den lille virksomhed fra Svebølle havde tilladt sig at tegne overenskomst med et andet fagforbund.
3F havde ikke ulejliget sig med at spørge medarbejderne, inden de blokerede deres arbejdsplads. De interesserede sig ikke for deres mening, men for at eliminere den konkurrerende fagforening med alle midler. De ansatte i Bendix Tool er nemlig rigtig glade for deres arbejdsplads og for deres vilkår, som de mener er bedre, end hvad 3F kan tilbyde.

Medarbejdernes offentlige opråb og store loyalitet over for deres fælles arbejdsplads har sat en midlertidig stopper for 3Fs blokade.
Men historien er kun én af mange om fagforeningens ublu bøllemetoder for at presse og chikanere sig til flere medlemmer.

Et andet nyligt eksempel var, da 3F indledte sympatikonflikt mod et eventsted i Kolding. Det betød bl.a., at eventstedet pludselig ikke kunne få leveret øl længere af sin sædvanlige leverandør. Igen var årsagen, at det lokale eventsted havde indgået overenskomst med en anden fagforening. Og det er ikke kun virksomhederne, der oplever presset fra 3F. I december kom det frem, at omkring 500.000 danskere har følt sig presset ind i en bestemt fagforening. Det er, på trods af at retten til frit fagforeningsvalg blev implementeret i dansk lovgivning for 20 år siden.

Derfor skulle man også tro, at politikere på tværs af fløjene kunne enes om at støtte de medarbejdere, der udsættes for chikane og pres for at skifte fagforening.
Men nej tværtimod er der politikere, der aktivt bidrager til presset. Socialdemokratiets Thomas Skriver Jensen skrev »Cry me a river« på Facebook om de medarbejdere, der beretter om fagforeningspres. Ligeledes roste SF’s Karsten Hønge »kollegial tilretning« i forhold til valg af fagforening i et nyligt samråd om fagforeningspres, hvor han også sammenlignede det at være medlem af en forkert fagforening med at stjæle fra arbejdspladsen.

Virkeligheden er, at færre og færre danskere ønsker at være medlem af 3F. Selvom flere end nogensinde er medlem af en fagforening, bløder 3F medlemmer.
Fagforeningen må som alle andre skaffe sig kunder ved at levere et godt produkt ikke med pression og bøllemetoder, der mest af alt lyder som noget fra 1920ernes Chicago, ikke Danmark i 2026. Når 3F indleder konflikter, der kan skade de berørte virksomheders forretning, bør det kunne begrundes sagligt med en reel bekymring for de ansattes vilkår og ikke stik imod medarbejdernes ønsker.

Vi er med rette stolte af den danske model i Danmark, hvor arbejdsmarkedets parter selv håndterer aftaler og konflikter. Det må ikke udvikle sig til en skolegård uden opsyn, hvor den stærkes ret gælder, og de store kan tryne de små. Selvfølgelig skal der være grænser for, hvad medarbejdere og virksomheder skal finde sig i, hvis retten til frit fagforeningsvalg skal gælde i praksis. Derfor vil jeg opfordre arbejdsmarkedets parter til at komme i gang med at finde en løsning.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 3. maj 2026)

Sandheden må aldrig blive kontroversiel

Henrik Dahl
3. maj 2026

For nylig var jeg i audiens hos pave Leo XIV i Vatikanet. Ikke alene, men sammen med min politiske gruppe i Europa-Parlamentet, Det Europæiske Folkeparti (EPP).

Det var en ganske højtidelig og tankevækkende oplevelse. Ikke mindst fordi paven holdt en glimrende tale om forholdet mellem religion og politik.
I sin tale der blev holdt på pavens modersmål, engelsk citerede Leo XIV den italienske statsmand Alcide De Gasperi for at sige, at politik skulle sætte mennesket i centrum »with his spirit of evangelical brotherhood, with his reverence for the law inherited from antiquity, with his appreciation for beauty refined over the centuries and with his commitment to truth and justice, sharpened by millennia of experience«.

Konteksten for paven var, at ideologi kan være af det onde. Ikke fordi idéer i sig selv er problemet, men fordi idéer kan blive totaliserende. Det var ideologier, der var en grundlæggende årsag til Anden Verdenskrig, og ideologi kan blive en form for vold imod den enkelte, hvis mennesket placeres i et underordnet forhold til en abstrakt idé.

Senere vendte paven tilbage til spørgsmålet om sandhed. Med sine egne ord sagde han, at »being a Christian engaged in politics also means investing in freedom – not a trivialized freedom reduced to mere personal preferences, but one rooted in the truth, which safeguards religious freedom as well as freedom of thought and of conscience in every place and circumstance.«

Men her er vi inde ved en kerne, som jeg må sige bekymrer mig. De Gasperi understregede, at politik skulle bekende sig til sandhed og retfærdighed. Og paven gentog dette synspunkt ved at sige, at udgangspunktet for (kristen) politik må være sandheden.

Men for nu at være ganske ærlig: Sandheden som begreb har trange kår i vore dages politik.
På den politiske højrefløj har Donald Trump omdannet sit stolte, gamle parti til noget, der i vidt omfang fungerer som en lukket kreds, hvor præsidentens mange usande påstande om hvad som helst accepteres uden nævneværdig modstand (en dårlig vittighed i Bruxelles lyder: Hvordan kan man vide, at Donald Trump lyver? Hans mund bevæger sig).

På dele af den politiske venstrefløj ser man tilsvarende en vilje til at bøje virkeligheden, så den passer til bestemte ideologiske forestillinger om identitet og historie. Det gælder eksempelvis i diskussioner om køn, hvor biologiske realiteter undertiden fortrænges, og i dele af historieskrivningen, hvor komplekse historiske forløb reduceres til moralske skemaer, der ikke tåler nærmere efterprøvning.

Oven over dette svæver så de andre titusindvis af usande påstande, der bliver spredt fra troldefabrikker til de sociale medier. Om hvad som helst fra årsagerne til krigen i Ukraine over konsekvenserne af Hamas angreb på Israel til skøre konspirationsteorier om snart sagt alt.

I denne storm af usandhed fra mange sider ligner sandheden det skrøbelige lys fra en kerte, der blafrer langt mere, end godt og betryggende er.
Det forekommer underligt at være nødt til at skrive det. Men hverken som mennesker eller som politikere kan vi gøre verden bedre, før det lykkes os at fastholde, at sandheden som begreb findes. Og at det må være den, der er målestokken for alt, hvad der kan tænkes rationelle tanker om.

Derfor men det nævnte paven ikke direkte bliver vi også nødt til at tage et opgør med den relativisme og nihilisme, der præger vores tidsalder.
Det er ikke sandt, at alting kan være lige sandt og lige godt, som om det i sidste instans blot var et personligt spørgsmål.

Det er bedre at forlade sig på en norm om sandhed end på en norm om altings ligegyldighed. Det er bedre at forlade sig på kærlighed end på had. Og det er bedre for de fleste at leve i et frit og politisk liberalt samfund end i nogen anden samfundsmodel.

Derfor er det også vores pligt både som mennesker og som politikere at søge sandheden og værne om den. Det er vores pligt at udfordre og kritisere det, der ikke er sandt. Det er vores pligt at gå foran med et godt eksempel i stedet for et dårligt. Og det er vores pligt at forsvare vores frie og lige samfund imod dem, der vil underminere det.

Når det gælder viljen til at fordreje virkeligheden, har den hårde højrefløj og den hårde venstrefløj ikke noget at lade hinanden høre. Udsagn fra magtens centrumhvad enten de kommer fra regeringer, aktivistiske miljøer eller fremmede staters påvirkningsoperationer bør derfor mødes med en sund og systematisk skepsis.

Men skepsis er ikke det samme som kynisme. Hvis vi på forhånd beslutter os for, at alt er løgn, har vi i virkeligheden allerede opgivet sandheden.
Tilbage står derfor en mere beskeden, men også mere krævende opgave: at insistere på, at sandhed findes og at den kan findes.

Måske er det i virkeligheden det, paven mindede os om. Ikke som et fromt håb, men som en forudsætning. For i en verden, hvor sandheden blafrer som en kerte i storm, er det ikke nok at beklage mørket.
Man er også nødt til at holde hånden om flammen.
Det er vores pligt både som mennesker og som politikere at søge sandheden og værne om den.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 3. maj. 2026)