Israel begår naturligvis ikke folkemord i Gaza

Henrik Dahl
11. august 2025

I Danmark og Europa er den helt grundlæggende realisme fraværende, når det gælder Israel/Hamas-konflikten.

For den realistisk indstillede politiker burde det være klart, at det simpelthen er uacceptabelt, at Hamas trækker sig ud af konflikten med noget, der minder om en sejr.
Årsagerne burde være indlysende. Men det er de åbenbart ikke. Så lad mig minde om dem: Hamas er en ekstrem, islamistisk terrororganisation. Den har et program og nogle metoder, der ikke adskiller sig væsentligt fra Islamisk Stat. Hamas ønsker at udslette staten Israel og den jødiske befolkning, der lever i den. Organisationen ønsker på ingen måde en tostatsløsning, hvor palæstinensere og jøder lever fredeligt i hvert deres land.

Hamas er sponseret af Iran. Ligesom Hizbollah og Houthi-bevægelsen i Yemen.
Derfor vil en sejr til Hamas også være en sejr for Iran. Og lad mig i den forbindelse minde om: Iran er allieret med Rusland og Kina.

Hver gang, en ukrainer dør i forsvaret for sit land, og hver dag, krigen fortsætter, er det (også) Irans værk. Vi er nødt til at se krigen imod Vesten og imod vestlige værdier i et samlet perspektiv.
Her er Hamas’ angreb på det eneste demokratiske land i Mellemøsten en del af en langt større krigsindsats imod alt, hvad Vesten står for: Oplysning. Demokrati. Personlig frihed.

I den vestlige verden er Hamas kommet langt i retning af en folkelig accept af bevægelsen og dens mål. Det skyldes for det første, at den yderste venstrefløj er gået sammen med blandt andre Hamas til den giftige blanding, der på fransk hedder »islamogauchisme« og som vi stadig mangler et mundret ord for på dansk. Men det skyldes også, at for mange medier har haft en for ukritisk indstilling til Hamas narrativ.

Israel begår naturligvis ikke folkemord i Gaza. Det er en propagandapåstand, der i den grad trænger til modspil. Men som ikke får det. Et folkemord som Hamas rent faktisk drømmer om i forhold til jøderne kræver en hensigt hertil. At en sådan skulle eksistere blandt beslutningstagerne i Israel, er en bevisbyrde, som Hamas og deres støtter aldrig kan løfte.
Israel har heller ikke ansvaret for de sultende i Gaza. Ud fra de formelle definitioner er der ifølge FNs foreløbige vurdering ikke tale om hungersnød. Der leveres masser af nødhjælp. Fra 20. juli til 3. august kom der ifølge FN 12.000 ton fødevarer ind i Gaza. Men det er på trods af urigtige historier om det modsatte almindeligt, at Hamas og andre bevæbnede gangstere stjæler nødhjælpen fra dem, der har brug for den.

Til gengæld begår Hamas krigsforbrydelser hver dag, som ikke bliver rapporteret i tilstrækkeligt omfang. Det er en klar overtrædelse af Genevekonventionen at kæmpe fra civile områder og fra særligt beskyttede områder som hospitaler. Ligesom det er en overtrædelse at kæmpe uden uniformersamt at tage gidsler og at ydmyge krigsfanger.

I en realistisk verden er det uden mening at forestille sig fred i Mellemøsten, hvis Hamas og Iran er indblandet. Hamas kan opnå fred i morgen ved at indstille kamphandlingerne og udlevere de sidste gidsler. Det er man åbenbart ikke interesseret i. Hvad ledende talsmænd for bevægelsen direkte har oplyst til vestlige medier. Det er kun muligt at gisne om, hvorfor så mange vestlige ledere mangler realisme. Men det gør de, hvad mange andre af deres handlinger også bevidner: urealistiske planer for en i øvrigt nødvendig energiomstilling. Urealistiske ideer om global arbejdsdeling. Og indtil for ganske få år siden: totalt urealistiske ideer om Rusland.
En stor del af det uføre, som de vestlige lande befinder sig i, skyldes en bredspektret mangel på realitetssans. Men lad os begynde med begyndelsen: Hamas må aldrig vinde.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 9 august 2025)

Private kræfter må sikre vores unge en værdig værnepligt

Carsten Bach
5. august 2025

Folketinget har besluttet at sende endnu flere unge – tusindvis af unge – af begge køn i 11 måneders værnepligt startende fra næste år.

Det bakker vi op om i Liberal Alliance. Netop de unge mennesker kan blive afgørende for at forsvare Danmark og vores allierede, hvis truslen om krig bliver til ægte krig. Vi kræver meget af vores unge mennesker og sætter vores lid til dem.
Derfor har vi politikere også en opgave, man ikke kan overvurdere. Vi må sikre, at de unge mennesker får en ordentlig behandling og ordentlige rammer, når de som minimum bruger næsten et helt ungdomsår i Danmarks tjeneste. Mange af dem skal jo få lyst til at blive i Forsvaret, når de har gennemført deres værnepligt.

Jeg vil gøre mit til at sikre, at det i hvert fald ikke bliver de skimmelbefængte, faldefærdige, utidssvarende tjenestesteder, der får vores unge mennesker til at rende skrigende bort.
Derfor vil jeg som forsvarsordfører for Liberal Alliance række ud til alle de virksomheder, der sammen med Forsvaret kan gøre en forskel for at sikre værdige rammer for de nye værnepligtige, som strømmer ud i landet næste år – nu og her og på længere sigt.
De unge skal have ensartede, trygge og tidssvarende rammer i hele landet. Det handler ikke kun om, at der skal kunne skylles ud, når de unge eller deres befalingsmænd har været på toilet, eller at de kan få et varmt bad, når de har været på øvelse i de kolde måneder.
De skal også have steder at opholde sig, når de har fri, et godt sted at træne og ’hænge ud’, så de ikke bruger alt deres krudt på det lokale diskotek. Med andre ord: De skal have en god oplevelse hele vejen rundt.

For nyligt havde vi besøg af de engagerede og forbilledlige unge mennesker fra Værnepligtsrådet i forsvarsforligskredsen. Her blev Karup fremhævet som et godt sted med gode forhold – mens Høveltes ry og rygte var noget mere belastet. Sådan skal det ikke være. Alle skal have ordentlige forhold.
Det er en komplet illusion at tro, at vi på traditionel vis kan bygge blivende og behagelige rammer inden februar 2026. Men som en start, så lad os se på det gode danske eksempel i Baltikum – nærmere bestemt den nybyggede Camp Valdemar i Letland. Her opholder nogle af vores skarpeste soldater sig fire måneder ad gangen som en del af Natos fremstrakte næve mod russerne.
Det er beboelsescontainere, som omtales af vores soldater som langt mere behagelige rammer end de udtjente tjenestesteder herhjemme. Ikke bare sengene og værelserne, men også de sociale rammer og træningslokaler.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) bemærkede det selv, da han besøgte lejren i efteråret 2024 og kommenterede på Facebook: ”Brede smil overalt, når jeg sammen med kolleger fra Folketinget blev vist rundt i den flotte lejr, der jo viser, hvordan dansk forsvar også kan være up to date.”
Uret tikker, mens skimmelsvampen bliver hængene i krogene. Lad os bygge flere faciliteter som Camp Valdemar, men nu her i Danmark.
Så kan vi med god samvittighed og ro i maven samtidig tage fat på de nødvendige langsigtede opgraderinger af Forsvarets tjenestesteder i hele landet.

Her er det min klare overbevisning, at private aktører som pensionskasser og store entreprenørvirksomheder skal slå sig sammen med Forsvaret om at lave moderne og blivende løsninger, som vores soldater kan være stolte af og glade for at gå på arbejde i. Uanset om det så er i Karup eller Høvelte.
De private aktører står i kø for at gøre en forskel for oprustningen herhjemme, skulle jeg hilse at sige. Hvis vi sender helt unge danske mænd og kvinder i 11 måneders værnepligt og tilbyder dem ottemandsstuer med skimmel og koldt vand i bruseren, frygter jeg, at Forsvarets store problemer med at rekruttere og motivere dygtige folk kun vokser.
Vi må sikre, at de unge mennesker får en ordentlig behandling og ordentlige rammer, når de som minimum bruger næsten et helt ungdomsår i Danmarks tjeneste.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 1. august)

Ufrihedens farlige glidebane

Steffen Larsen
5. august 2025

Koranloven er en glidebane. Hvis man ikke kan se det, er man måske på vej ned ad den, skriver folketingsmedlem Steffen Larsen fra Liberal Alliance i et svar til Arne Hardis.

Ytringsfriheden er en smuk og meget dansk ting, der ikke bare gør livet lettere og sjovere for den enkelte, men også på samfundsplan sikrer, at fejl og problemer hurtigt bliver påpeget, og at dårlige ideer konstant bliver udfordret. Eksempelvis ideen om, at en bog er så hellig, at man er berettiget til at bruge vold i stedet for argumenter i forfægtelsen af dens indhold.
Da SVM-regeringen foreslog og siden indførte koranloven, som indskrænkede ytringsfriheden ved at gøre det strafbart at udsætte religiøse skrifter for såkaldt »utilbørlig behandling«, stod Liberal Alliance og mange andre fast på danskernes ytringsfrihed. Den skal (og skulle) selvfølgelig ikke indskrænkes af hensyn til autoritære regimer og religiøse kræfters følelser – også selvom det faktisk kræver, at de danske myndigheder beskytter folk, der udøver deres ytringsfrihed. Vi advarede dengang mod, at sådan et knæfald har det med at danne præcedens over tid, så danskernes frihedsrettigheder får vigepligt for andre, enten smålige eller fjendtlige, hensyn. Men det argument finder ikke meget lydhørhed hos Arne Hardis, der i anledning af toåret for regeringens indledning af miseren om koranloven, causerer over det såkaldte glidebaneargument i sidste uges Weekendavisen.

Det er et argument, som vi liberale tit bruger, fordi vi betragter magt som et farligt værktøj, der skal håndteres med principielt sikkerhedsudstyr, hvis man ikke skal risikere at gøre skade på sig selv eller andre. Men det er, som om Hardis på forhånd har bestemt sig for, at vi, der principfast bekæmpede koranloven og stadig vil af med den, ser lidt dumme ud, og at glidebaneargumentet er lidt søgt. Måske fordi vi »tabte« kampen, hvilket hurtigt i politiske analyser bliver ensbetydende med, at vi tog fejl.

Netop derfor lægger Hardis ud med at causere over det såkaldte glidebaneargument.
Hardis skildrer ellers ganske fint, at koranlovens forældre begik et brud på danskernes frihedsret tigheder, og at deres egne argumenter stak i alle retninger. Han formår også at komme omkring det enorme omfang af selvcensur, som eksempelvis gør sig gældende med undervisning i Muhammedtegningerne. Men Hardis runder alligevel artiklen af med en småironisering over, at vi her to år senere åbenbart ikke har haft ret i vores »glidebaneargumenter« om, at danskernes ytringsfrihed ville blive offer for flere indskrænkninger.
Det er, undskyld jeg siger det, en plat og nærsynet bagatellisering af én af tidens allervigtigste frontlinjer i kampen for vores egen samfundsform.
For sagen er jo den, at hvis man kigger bredt på det, er danskernes ytringsfrihed under belejring både fra myndighederne og fra intolerante grupper i samfundet.

Se blot på sagen om den 29-årige Azad Habib, som tidligere i år blev idømt syv dages betinget fængsel af landsretten for at have en hjemmeside med angiveligt forhånende vittigheder. Pludselig fandt anklagere og domstole altså anledning til at anvende den såkaldte racismeparagraf langt mere nidkært end hidtil. Det har eksempelvis ført til, at kultgruppen Alexanderband, hvis vanvittige og grove sange og sketcher var store på internettet tilbage i min ungdom, nu har set sig nødsaget til at fjerne indhold fra deres side, som har ligget der i 20 år uden at gøre skade på nogen. Jeg kan simpelthen ikke få det til at give mening, at man kan risikere fængsel for vittigheder i Danmark.
Presset fra særligt muslimske grupper mod ytringsfriheden er velkendt, og her er der faktisk fysisk fare for liv og lemmer, hvis man er uheldig nok. Vold og hærværk udøves også af venstreradikale, for eksempel for nylig mod en families hus på Fyn, alene fordi der skulle afholdes en sammenkomst for Generation Identitær der. Dertil kommer den generelle cancel culture på den aktivistiske venstrefløj og det syge behov for at »doxxe« mennesker, hvis holdninger man ikke kan lide, og forsøge at få dem fyret. Der findes også et vist pres mod ytringsfriheden fra højre visse steder i Vesten, men samlet set er det uomtvisteligt en særdeles uhellig alliance af venstrefløjen, andre totalitæ re kræfter og så den teknokratiske midte, der fører an i kampen mod det frie ord.

Så har vi slet ikke talt om den omfattende censur på sociale medier, som Elon Musks køb af Twitter dog har sendt på retræte i et vist omfang – men ikke uden at blive udsat for massi ve beskyldninger af vores egen regering og EU for at sprede »misinformation«.
Set i dét lys er det selvfølgelig ikke koranloven isoleret set, der fører os væk fra det frie og åbne samfund – men den afslører, at SVM-regeringen ikke lægger særlig stor vægt på at forsvare de danske værdier. Det er også meget sigende, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne (regeringens mest følgagtige parti over for både erhvervsinteresser og mellemøstlig påvirkning) dengang udtalte, at man havde »sat de gode folk i Justitsministeriet på overarbejde« for at finde en udformning på koranloven, der duede.
Det skriver sig ind i en mistrøstig tradition for politiske indgreb, hvor man er fuldt bevidst om, at ens forehavende er i strid med ånden i Grundloven, men man alligevel forsøger at kringle sit tiltag, så det ikke er i strid med lovens bogstav. Det samme skete, da dén regering, som mit eget parti var en del af, i 2018 forsøgte at fremstå handlekraftig ved at foreslå et burkaforbud, som i lovprocessen blev til et generelt tildækningsforbud, for det var den eneste måde, hvorpå sådan et forbud var muligt i forhold til Grundloven. Vores liberale, demokratiske principper er altså i flere tilfælde ikke længere et værn mod magthaverne, som får dem til at holde sig tilbage, men derimod bare en forhindringsbane, de skal igennem på vej til at gøre dét, de alligevel ville gøre.

Alle disse tendenser har stået på i mange år, men de er taget til med SVM-regeringen, som er et politisk kartel (»frigjort fra fløjene«) hen over midten med sit eget flertal (sådan da). Men jeg tror faktisk ikke, at de selv forstår, hvad de langsigtede virkninger af alle deres fiduser vil være.
For hvis vi vender tilbage til glidebaneargumentet, så er pointen med et sådant argument jo ikke at beskylde folk for at have skumle, autoritære hensigter, men pointen er derimod, at når man først har ignoreret sine principper ved én lejlighed, bliver det sværere at stå fast på dem en anden gang. Når det kommer til danskernes frihedsrettigheder, har man givet flere skyts til dem, som er parate til at ofre noget fælles dyrebart for deres egen kortsigtede vindings skyld.

Dansk Industri, de store virksomheders talerør, støttede varmt op om koranloven, ligesom de flere gange har slået til lyd for at lefle for Kina. I 2021 udtrykte en chef fra Dansk Industri, at der var »en bekymrende tendens til at dæmonisere Kinas politiske ledelse i stort set alle sammenhænge«. Så sent som for et par uger siden var Dansk Industris viceadministrerende direktør, Thomas Bustrup, ude med et budskab om, at vi skal droppe »den moralske modvilje mod at handle med Kina«. Han kunne også berolige os alle sammen med, at det kommunistiske diktatur, der har bygget en digital udgave af 1984 for sine egne borgere og udøver et massivt pres mod omverdenen, ikke har langsigtede ekspansive planer. Aha.
Med koranloven har særinteresser som Dansk Industri fået rigeligt med argumenter for at lave nye indgreb i danskernes frihed, hvis danskernes brug af denne en dag vil fornærme for eksempel Kina og true virksomhedernes indtjening. Og hvis nogen ikke tror på dét, så må jeg minde om, at Kina udsatte Danmark for et betydeligt pres og sendte en troldehær efter os på grund af en satiretegning i Jyllands-Posten i 2020. Gudskelov havde vi ikke dengang skabt præcedens for at give efter.

Men det har vi så desværre nu.
Det kan godt være, at Arne Hardis efter blot to år uden yderligere formelle indgreb i ytringsfriheden kan ironisere over sådan en tanke, men dén luksus synes jeg ikke, at vi andre kan tillade os at have.
Hvis man ikke kan se glidebanen, er det måske, fordi den allerede befinder sig under ens fødder.
For hvis vi vender tilbage til glidebaneargumentet, så er pointen med et sådant argument jo ikke at beskylde folk for at have skumle, autoritære hensigter, men pointen er derimod, at når man først har ignoreret sine principper ved én lejlighed, bliver det sværere at stå fast på dem en anden gang.

(Indlæg bragt i Weekendavisen d. 1. august 2025)

Flere kommuner bør tage det sociale frikort til sig

Alexander Ryle & Carl Andersen
5. august 2025

Når hverdagen er kaotisk, og arbejdsevnen svinger fra uge til uge, kan småjobs være forskellen på passiv forsørgelse og en meningsfuld tilværelse.

Det handler ikke kun om løn – men om at blive en del af et fællesskab, gøre en forskel og blive mødt med værdighed.
Derfor var det en milepæl, da Liberal Alliance i 2019 fik indført det sociale frikort. Og det er glædeligt, at ordningen nu er slået igennem i mange af landets kommuner. En opgørelse fra DR (artiklen “Skattefrihed og jobhjælp til landets mest udsatte – hvis de bor i den rigtige kommune”, DR.dk den 30. juli, red.) viser, hvordan ordningen giver håb og muligheder til nogle af landets mest udsatte.

Frikortet er målrettet borgere med sociale og psykiske udfordringer, der ikke har haft job eller uddannelse det seneste år. En afgrænset gruppe – men netop dem, der har allermest brug for en håndsrækning. Med frikortet kan de tjene op til 42.766 kr. skattefrit om året uden at miste deres ydelser. Det er enkelt, ubureaukratisk og værdigt.

Fra i år har vi gjort ordningen permanent og fordoblet beløbsgrænsen fra 20.000 kr. til over 40.000 kr. årligt. For os er det et konkret udtryk for en grundlæggende tro: Alle kan nogetog alle fortjener chance for at vise det.
Kommuner som Tønder, Haderslev og København er allerede godt i gang. De bruger ordningen aktivt, samarbejder med lokale virksomheder og åbner døren til arbejdsfællesskaber for dem, der ellers ofte står udenfor.
I Tønder er der udstedt knap 450 frikort. Én af dem gik til Melissa Jensen, som nu arbejder få timer om ugen i receptionen på feriestedet Hohenwarte i Højer. “Hun blomstrer mere for hver gang,” siger hendes chef.

I København har Liberal Alliance sat ekstra fokus på ordningen med målrettet rådgivning og jobmatching. Københavns største almene boligorganisation, fsb, har allerede ansat 14 medarbejdere via frikortet – to forsørger sig selv i dag, og en tidligere hjemløs stofbruger er på vej i fleksjob.
Men andre kommuner halter bagefter. På Lolland er der kun udstedt omkring 40 frikort – til trods for flere indbyggere og lignende sociale udfordringer. Det er en skævhed, der kalder på handling. Regeringens kommende Værdighedsreform afsætter midler til at rådgive udsatte borgere om frikortet. Nu er det op til kommunerne at gribe chancen.

Liberal Alliance arbejder for, at frikortet bliver en hjørnesten i hver kommunes beskæftigelsesstrategi. Succeshistorierne fra Tønder og København viser, at selv få timers arbejde om ugen kan forandre liv.
Spørg derfor din lokale kandidat: Hvordan vil du bruge det sociale frikort til at skabe værdighed og muligheder for byens mest udsatte?
For alle kan noget – og alle fortjener chancen for at vise det.
Succeshistorierne fra Tønder og København viser, at selv få timers arbejde om ugen kan forandre liv.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d.5 august 2025)

I vil jo aldrig skyde de ulve alligevel vel, Venstre?

Ole Birk Olesen
26. juli 2025

Det er en ærlig sag, hvis man vil udrydde ulven i Danmark. Det vil Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti, og det er et helt legitimt synspunkt.

Men Venstre vil ikke udrydde ulven i Danmark, og det vil sige, at også Venstre bliver nødt til at forholde sig til, hvordan der kan holdes får i vores land i områder, hvor der er ulv, uden at det er dyrplageri.
Det er dyrplageri at have får gående i folde, som ikke holder ulve ude.
Fåret er i Danmark ude af stand til at beskytte sig mod ulve, fordi vi ikke har bjerge, som fåret kan søge tilflugt i, og ulvene kan derfor frit komme ind, slå flere får ihjel, end de kan æde, og bare fortære indvolde, lever og hjerte, som er mest næringsrige.

Derfor skal fåreavlere beskytte deres får med ulvesikrede hegn eller vogterhunde. Regeringen har lige forhøjet tilskuddet til opsætning af ulvesikrede hegn og som noget nyt også indført et tilskud til vedligehold af hegnet.

Men i nogle områder hævder fåreavlerne, at det ikke er muligt at ulvesikre hegnene, så hvad er svaret der? Her taler Venstre med to tunger:
Europaparlamentsmedlem Asger Christensen bilder Jyllands-Postens læsere ind, at Venstre vil skyde ulve, indtil der ikke er flere angreb på får. I praksis vil det betyde, at der ikke kan være en eneste ulv i Danmark, for selv en enkelt ulv vil tage får bag hegn, som ikke er ulvesikrede.

Men Venstre på Christiansborg vil ikke gå så langt. Venstre på Christiansborg vil bare blive ved med at udbetale kompensation for hvert ulveangreb på får til avlere, som holder deres dyr på arealer, som hævdes umulige at ulvesikre.
Den diskussion må Venstre jo afklare internt. Omend jeg har en fornemmelse af, at Venstre slet ikke har noget imod at tale med to tunger her: Hvis danskere, som vil udrydde ulven, tror, at Asger Christensens synspunkt er Venstres, så kan de stemme på Venstre, samtidig med at danskere, som ikke vil udrydde ulven, også kan stemme på Venstre, hvis de bare tror på, at det er Venstre på Christiansborg, som repræsenterer Venstres synspunkt på ulv.
Det er godt nok ikke ærligt af Venstre, men det synes ikke, som om Venstre i 2025 går særligt meget op i, at vælgerne skal vide, hvor de har partiet.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d.7 august 2025)

Venstrefløjen ofrer gerne ansvarlig klimapolitik for symbolpolitik

Henrik Dahl
23. juli 2025

Venstrefløjen himler igen op om, at højrefløjen i EU er i gang med at køre den grønne omstilling helt af skinnerne.

Endnu en gang skal vi høre på venstrefløjens gamle plade: at det er os på højrefløjen, der er problemet. At det er farligt, at vi stemmer, som vi gør. At det er forkert, at vi bruger det flertal, vi faktisk har fået af vælgerne. Der bliver rullet med øjnene og slået korsets tegn for sig, hver gang demokratiet ikke leverer den slags politik, venstrefløjen mener, vi bør have.
Det konkrete drama denne gang handler om 2040-klimamålet.

Europa-Kommissionen præsenterede i starten af juli sin plan for, hvor klimaneutral EU skal være i 2040. Målet er nu, at EUs udledning af drivhusgasser skal være reduceret med 90 procent i 2040 sammenlignet med niveauet i 1990 og det er bare et delmål. For det endelige mål er, at EU skal være helt klimaneutral i 2050. Dermed har EU den mest ambitiøse klimapolitik i verden. Nu er opgaven at finde den bedste løsning på, hvordan vi faktisk lykkes med det. En vigtig opgave, som vi netop fordi den er vigtig ikke skal forhaste igennem og risikere at vælge uigennemtænkte løsninger, vi senere vil fortryde. Jeg og min borgerlige gruppe i EuropaParlamentet mener, at det er den ansvarlige tilgang, der både sikrer en fornuftig og gennemtænkt politik, hvor vi også tænker konkurrenceevne, arbejdspladser og virksomheder ind i ligningen.

Men allerede få dage efter at målene var præsenteret, krævede venstrefløjen i EU heriblandt Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Moderaterne og sågar Venstre en afstemning om, hvorvidt 2040-målet skulle hastes igennem en fremskyndet proces. Hvilket ikke er andet end endnu et symbolpolitisk nummer for at se ekstra grønne ud i vælgernes øjne. Det blev et nej fra højrefløjen til så forhastet og uigennemtænkt et forslag. At ville forhaste denne opgave er den slags logik, som kun eksisterer i venstrefløjens osteklokke og i Venstres, åbenbart.

Jeg og resten af mine borgerlige kolleger i Europa-Parlamentet mener, at vi selvfølgelig skal følge den sædvanlige lovgivningsprocedure, så vi sikrer både demokratisk inddragelse af de nødvendige parter og dermed en høj kvalitet af den lovgivning, vi i sidste ende vedtager på så afgørende et område.
Da det ikke lykkedes venstrefløjen at få opbakning til sit præmature forslag, røg selvbeherskelsen. Det er tilsyneladende skandaløst, at flertallet i salen ikke danser efter venstrefløjens pibe. Generelt mener vi på højrefløjen blot, at der er andre veje mod 2040-målene, end den symbolpolitiske og selvpineriske vej venstrefløjen peger på.

Men når vi på højrefløjen tillader os at stille os kritisk over for venstrefløjens plan for, hvordan målet nås, portrætteres vi straks som en fjende af klimaet. Det er polemisk og langt fra sandheden. Det er et udtryk for en ekstrem arrogance på den politiske venstrefløj over for højrefløjen, som de har stemplet som det dårlige selskab.

Det er mangel på respekt for politiske uenigheder, det vigtige lovgivningsarbejde, vi står over for, eller for flertallet af vælgerne, der ved det seneste Europa-Parlamentsvalg gjorde det klart, at de ikke ønsker at gå ad venstrefløjens vej. Hvis vi for alvor skal have EU til at gennemføre en gennemtænkt klimapolitik, må vi føre velovervejet, klog politik. Politik, hvor vi også tænker virksomheder og arbejdspladser ind.
Alt andet er håbløst.

Regeringen gambler med danskernes strøm

Pernille Vermund
19. juli 2025

Europa har gennem årtier ført en uansvarlig energipolitik. Med gode intentioner om at gøre noget godt for klimaet har vi satset alt på vind og sol. Men det har gjort os dybt afhængige af russisk gas.

Det har skabt voldsomt dyre og svingende energipriser. Og det har ført til, at vi lige nu risikerer ikke at have strøm nok i kontakterne.
Vores ensporede energipolitik, kombineret med en forældet frygt for atomkraft og utallige luksusbeslutninger, har efterladt os i en situation, ikke mange havde troet ville være aktuel i 2025: strømmangel.
Det ser man lige nu i Holland, hvor staten er nødt til at rationere strømmen. Tusindvis af virksomheder og husholdninger venter i øjeblikket på at blive tilsluttet det hollandske elnet.

Udenlandske eksperter advarer om, at det kan brede sig til resten af Europa. Og Danmark kan stå for tur næste gang.
For lige nu har vi direkte kurs mod ikke at have strøm nok i kontakterne. Klimaministeren har indrømmet det, som både Energirådet og Energinet melder ud – nemlig det faktum, at danskerne potentielt kan opleve såkaldte brownouts, hvor strømmen er væk i perioder, så man må planlægge med rationering.
Det værste ved det hele er, at det skyldes politik. Det er politikere, der har svigtet. Det er politikere, der har ladet ideologi stå i vejen for en energipolitik, der virker. Vi mangler ikke strøm vi mangler ansvarlige politikere.

Alvoren er nu gået op for flere af vores nabolande. Sverige er i gang med at genopføre atomkraftværker. Finland er godt i gang. Selv Norge har nedsat en kommission, der skal undersøge mulighederne for atomkraft. Vores egen regering modsatte sig en kommission.
Hvor mange gange har ansvarlige” politikere ikke sagt, at atomkraft ikke skal indføres, fordi det tager for lang tid? Hvis de bare havde taget en langsigtet og klog beslutning i første omgang, havde vi haft en grøn og stabil energikilde så vi ikke skulle frygte for udfald i elnettet.
Jeg lærer nok aldrig at forstå regeringens dumstædige modstand mod kernekraft. Men når de nu kan se, at vores nabolande er nødt til at rationere strøm, må de da kunne indse, at de kører i den forkerte vejbane.
Det er ikke atomkraft, der er farlig. Det er regeringens energipolitik.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 19. juli).

Regeringen svigter industri og Nato-mål

Carsten Bach
18. juli 2025

Var det den socialdemokratiske regerings manglende kompas i form af en forsvarsindustriel strategi, der fik forsvarsminister Troels Lund Poulsen til

… at stoppe op lige før målstregen, dagen før vi i forsvarsforligskredsen kunne have truffet de afgørende beslutninger vedr. fremtidigt byggeri af store flådeskibe i Danmark?

ELLER var det SVM partiernes indre slagsmål om finansiering af udgifterne til forsvaret, der betyder, at der kan komme til at mangle penge til at leve op til væsentlige styrkemål fra Nato?
I dagene lige før sommerferien mødtes forsvarsforligskredsen – og på halvandet døgn formåede forsvarsministeren på mærkværdigvis fuldstændig at save både sin egen materielchefs og forsvarschefens materiel- og militærfaglige anbefalinger over på midten.

På trods af al snak om hurtig opbygning af kampkraft og “køb køb køb” blev væsentlige beslutninger, selv på det mest velkonsoliderede grundlag fra Forsvarsministeriets materiel- og indkøbsstyrelse nogensinde, fejet af bordet. Troels Lund Poulsen ønskede simpelthen ikke at træffe de afgørende beslutninger, hvad angår flådeskibsbyggeri i Danmark.

Det sender et utilgiveligt signal til den danske forsvarsindustri, der står klar på sidelinjen, klar til at blive skiftet ind og tage teten i opbygningen af en ny og mere slagkraftig flåde i Danmark.

Desværre får regeringen med sin manglende forsvarsindustrielle strategi og den manglende vilje til at træffe rettidige beslutninger sendt det signal, at den danske forsvarsindustri må vente forgæves og måske aldrig kommer i spil.
Lige så utilgiveligt er det, at regeringen på trods af højttravende retorik om tempo og nyt materiel ikke kan stille den nødvendige strukturelle finansiering til rådighed for at opfylde de nye Nato-styrkemål.

Landets forsvarschef sættes i en helt utålelig kattepine, når han ikke får stillet tilstrækkelig økonomi til rådighed af sin minister til at komme videre med opbygning af forsvarets kampkraft – for hvad nytter det at sige “køb køb køb”, hvis man her og nu ikke tør tage de modige beslutninger og på den lange bane ikke har fundet finansieringen?

Regeringens modvilje mod her og nu at træffe afgørende beslutninger om dansk flådeskibsbyggeri – trods ekspertanbefalinger – vidner om en manglende forståelse for, at kampkraft også handler om opbygning af en stærk forsvarsindustri og politisk forudsigelighed i samarbejdet med forsvaret.

Det danske forsvar fortjener handling – ikke kun ord. Og hvis ikke regeringen har hverken kompas eller finansiering klar til det, må vi spørge os selv: Står SVM regeringen tilbage uden en samlet forsvarspolitik? Det sender et utilgiveligt signal til den danske forsvarsindustri

(Indlæg bragt i Børsen d.18 juli 2025)

DI skal bremse deres kinesiske charmeoffensiv

Pernille Vermund
15. juli 2025

Trump har en særlig evne til at fremprovokere det værste i os.

Og nu har hans voldsomme toldkrig, antidemokratiske tilbøjeligheder og kaosstrategi tilsyneladende fået Dansk Industri (DI) ud i en slags kærlighedserklæring til Kina.

Men Kina bliver ikke mere fornuftige af, at Trump ter sig.

DI mener, at det er forkert, når vi bruger vores moralske kodeks til at vurdere vores handelspolitik med Kina. Jeg synes, at det i bedste fald er naivt – og i værste fald direkte samfundsskadeligt – hvis ikke vi grundigt overvejer samhandlen med Kina ud fra etiske, værdi- og sikkerhedsmæssige årsager.

Kina kæmper aktivt for at skabe en ny verdensorden, hvor Vesten skal knuses. De samarbejder tæt med klodens værste regimer for at opnå deres mål. Blandt andre Nordkorea, Rusland og Iran.

Vi ved, at Kina bruger deres økonomiske magt til politisk pres.

Det et tydeligt, når vi kigger på situationen i Taiwan, undertrykkelsen af frihedsbevægelser i Hongkong og ikke mindst undertrykkelsen, marginaliseringen og overvågningen af deres egen befolkning.

Jeg siger ikke, at det danske erhvervsliv slet ikke kan handle med Kina. Men mange virksomheder har gudskelov erkendt, at vi ikke kan fortsætte den naive tilgang, vi har haft siden 1980erne, hvor mange troede, at samhandlen ville bløde Kina op og gøre dem mere demokratiske.

DI har ret i, at vi ikke blindt kan regne med USA, og at vi også skal huske, at størstedelen af vores samhandel ikke er med amerikanerne. Men vi har masser af andre muligheder end at knytte os tættere til Kina. Der ligger tidligere frihandelsaftaler med Canada og Storbritannien, som vi burde sætte skub i.

Desværre har det danske erhvervsliv ofte stået på den forkerte side af historien. Under Muhammed-krisen lagde store dele af erhvervslivet pres på regeringen for at bukke under for den islamiske verden. Og under tilblivelsen af koranloven skete præcis det samme. Ja, den selvsamme viceadministrerende direktør, der optræder i Berlingskes interview, var blandt dem, der støttede regeringens lov for at tækkes islamiske regimer.

Det kræver mod og vilje at stå fast på sine værdier og på den rigtige side af historien, når Trump skaber kaos og usikkerhed. At føre Danmark tættere sammen med Kina er dog ikke opskriften.

Så mit budskab til DI er klart: I har et samfundsansvar, så tag det alvorligt. Verden bliver et værre sted, hvis Kina får mere magt. Lad os ikke bidrage unødvendigt til det.

Liberal Alliance er et markedsorienteret parti. Ikke erhvervslivets parti. Og nogle gange er der vigtigere ting end bundlinjen.

Vores danske værdier, demokratiske rettigheder og verdensorden står altid først.

Det bør danske erhvervsorganisationer også erkende.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 14. juli 2025)