Side 2 – Liberal Alliance

Alex Vanopslagh

11. juni 2026

Alex Vanopslaghs tale til Folkemødet 2026

Jeg har en fast morgenrutine med min lille søn på godt og vel et år. Mens hans mor gør sig klar, så går vi en tur ud. Vi bor ved siden af nogle hestestalde, så vi går rundt og siger godmorgen til hestene, kigger på traktorer og ellers bare lytter til fuglefløjt og nyder en stille stund.

Det er virkelig kvalitetstid. Forleden tænkte jeg for mig selv, at jeg aldrig må få så travlt, at jeg ikke har tid til de her små morgenture.

Efterfølgende begyndte jeg at filosofere over, hvad der egentlig er det mest værdifulde, vi mennesker har her på jorden.

Det er jo ikke alle, der har eller får børn.

Jeg kom ret hurtigt frem til, at det hverken er penge, status eller titler – selvom vi mennesker nogle gange jager det, som om det er det vigtigste i verden.

Først tænkte jeg: Det er tid, der er det vigtigste i livet. Lige pludselig er tiden gået, og vi ville ønske, at vi havde mere tid – eller havde brugt tiden anderledes. At vi oftere stod og lyttede til fuglefløjt eller brugte mere tid på at være nærværende med dem, vi elsker.

Men det er ikke helt rigtigt, at tiden er det vigtigste i livet. For tid i sig selv er jo ikke meningen med livet. Et langt liv uden kærlighed, uden håb, uden mening kan føles tungere end et kortere liv fyldt med det, der betyder noget.

Så måske er pointen en anden: Tid er ikke det vigtigste i livet. Men tid er den ramme, alt det vigtigste i livet kræver.

Kærlighed kræver tid. Børn kræver tid. Venskaber kræver tid. Arbejde, fordybelse, virkelyst, frihed – det hele lever i tiden.

Derfor bør vi politikere have en ydmyg respekt for andre menneskers tid (siger jeg, mens jeg er nervøs for, om jeg overskrider min 10 minutters taletid).

Og måske burde vi i højere grad måle på, om den politik, vi fører, er noget, som frigør mere tid i folks liv – eller om den stjæler mere af deres tid og dermed også af deres fremtid.

I Danmark betaler vi nogle af verdens højeste skatter. Det er de færreste, som ikke afleverer mindst 40 % af deres lønseddel til skattefar. Det er ikke blot en skat på folks løn og frugten af deres arbejde. Det er også en skat på deres tid.

Det ses måske mest tydeligt hos familier med småbørn.

I Danmark er det meget svært for almindelige familier at få andet til at hænge sammen end fuldtid for begge forældre ved samlebåndet og fuldtid for børnene i daginstitution, uanset om det faktisk er den model, den enkelte familie ønsker sig.

Det er næppe en tilfældighed, at vi i et land med et af verdens højeste skattetryk også er landet med verdensrekord i andelen af børn under 3 år i daginstitution og rekord i den tid, børnene bruger dér.

Hvis skatterne var lavere, så kunne vi frigøre mere tid hos småbørnefamilier, som så kunne bruge den på deres børn – hvis de har lyst.

Andre vil bruge en lavere skat til at tage en ekstra vagt på skadestuen, tage flere kunder ind eller sige ja til flere opgaver. Når skatten på den sidst tjente krone er 56 %, er det jo respektløst over for danskernes tid – tænk, at vi tager over halvdelen af enhver ekstra time, som folk bruger på deres arbejde!

Den time, du kunne have brugt med dine børn. Den time, du kunne have brugt på frivilligt arbejde. Den time, du kunne have brugt på at starte noget selv. Den time, du kunne have brugt på bare at leve.

Ja, det er dyrt i kroner og øre at leve i et samfund med høj skat. Men det er også dyrt i tid, at staten blander sig så intenst helt ind i borgernes kalendere.

Men der er også en skjult skat, som ingen steder står på årsopgørelsen, og som man hverken kan betale med dankort eller Betalingsservice: nemlig bureaukratiet.

Vi beder lærere om at være lærere – og så fylder vi deres tid med registreringer, målinger, planer, handleplaner og dokumentation. Vi beder pædagoger om at være nærværende voksne – og så beder vi dem bruge tid på at dokumentere nærværet.

Vi beder sygeplejersker om at tage sig af patienter – og så har vi systemer, hvor patientkontakten alt for ofte taber til skærmen. Vi beder socialrådgivere om at hjælpe udsatte børn – og så lader vi dem drukne i proceskrav, hvor ingen tør gøre det enkle og rigtige, før alt er dækket af papirerne.

Bureaukratiet er en tidsrøver i vores velfærdssamfund. Men det koster ikke kun folks tid. Det koster også på omsorg for de syge, på trivsel og læring til vores børn og på hjælp til de mest udsatte borgere.

Det gælder også i erhvervslivet. Danmark er fyldt med dygtige mennesker med idéer, mod og virkelyst. Men alt for ofte møder de et system, der siger: Vent. Ansøg. Dokumentér. Afvent. Udfyld. Ring igen næste uge.

I en global økonomi, hvor tempo betyder mere end nogensinde, betaler vi en ekstremt høj pris, når staten behandler fremtiden som en sag, der ligger nederst i bunken.

Når det tager måneder og år at få tilladelser, kan vi ikke tillade os bare at kalde det for administration. Når man skal vente op til 10 år for at blive sluttet til elnettet, så er det jo ikke bare træls ventetid.

Når medarbejdere i dansk erhvervsliv samlet bruger mere end 40 millioner timer om året på indrapportering til det offentlige, så er det jo ikke bare lidt bureaukrati.
Så er det staten, der rationerer fremtiden.

Summen af al den stjålne tid medfører jo et Danmark, der er langsomt. Ikke langsomt og afslappende som en sommervarm feriedag under parasollen, men langsomt og frustrerende som en trafikprop på E20 i myldretiden.

Hvor tiden ikke bliver brugt på det vigtige.

Det stjæler både livskvalitet og fremgang.

Men der er heldigvis noget, vi kan gøre ved det. Det er muligt, at vi får mere af tiden tilbage. At vi politisk beslutter os for at respektere folks tid og stjæle mindre af den.
Og ja, det betyder blandt andet at sænke skatten på arbejde. Både så vi belønner og respekterer den ekstra tid og indsats, folk lægger i deres arbejde. Men også så vi giver folk mulighed for at bruge tiden på mere fritid og familietid.

Hvis det står til Liberal Alliance, så skal vi have en arbejdsglæde-reform i den offentlige sektor.

Vi ser desværre alt for mange eksempler på, at velfærdsarbejdere flygter fra de fag, som de er uddannet til. Det kan vi kun løse ved, at arbejdsglæden bliver større. Mindre spildtid med bureaukrati. Mere faglig frihed.

Vi kunne bede sygeplejersker, sosuer, pædagoger og alle mulige andre om at pege på alt det bureaukrati, som de mener stjæler unødvendig tid fra kerneopgaverne. Og bagefter afskaffer vi alle de dokumentationskrav. Ikke som et forsøg. Ikke i en enkelt udvalgt kommune. Ikke som en valgfri ordning. Men i hele landet.

I mellemtiden kunne vi starte med et dokumentations-stop. Et stop for, at vi påfører offentlige velfærdsarbejdere nye dokumentationskrav.

Det er ikke kun de offentligt ansatte, som skal have deres tid tilbage. Vi skal også have bindende mål for at nedbringe bureaukratiet for dansk erhvervsliv og resten af samfundet i øvrigt.

Og tænk, hvad vi ikke kan frigøre af tid, hvis vi omfavner den kunstige intelligens i stedet for at frygte den. Alle steder i den offentlige sektor oplever borgere og virksomheder lange sagsbehandlingstider. Lad os sætte et mål om, at mindst en tredjedel af al sagsbehandling inden 2030 skal være håndteret af kunstig intelligens.

Danmark skal ikke være et land fanget i en gigantisk trafikprop, hvor alt vigtigt bliver forsinket. Hvor virksomheder venter på tilladelser. Hvor medarbejdere venter på systemer, der virker. Hvor patienter venter. Hvor børn venter. Hvor fremtiden venter.

Danmark skal være et land, hvor ting kan lade sig gøre. Hvor staten respekterer borgernes penge – og borgernes tid.

På Christiansborg er vi gode til at måle vores politik efter, om den øger arbejdsudbuddet og BNP. Eller om den belaster kloden og naturen.

Men måske skal vi være bedre til at måle, om vi med vores politik ender med at frigøre folks tid, eller om vi bare stjæler mere af den.

Respekt for borgernes tid er nøglen til bedre velfærd. Mere vækst og flere muligheder. Et mere konkurrencedygtigt Danmark.

Og det er nøglen til at frigøre det vigtigste i menneskers liv: tid til det, vi hver især mener gør vores liv meningsfuldt at leve. Kærlighed, nærvær, omsorg, fællesskab, foretagsomhed, dannelse – alt det, der aldrig nogensinde kommer til at stå i noget regneark, men som vi hver især tænker tilbage på med glæde, når vores tid er ved at være forbi.

Og min tid er også ved at være forbi. I hvert fald min taletid.

Tak for ordet. Og tak for jeres tid.

Carsten Bach

10. juni 2026

Danmark er i gang med en massiv oprustning. Men midt i diskussionen om milliarder til materiel overser vi et af de mest oplagte steder at sætte ind: Hjemmeværnet.

Det er en fejl. Og en skæv prioritering.

For hvis Danmark skal kunne forsvare eget territorium, beskytte kritisk infrastruktur og håndtere kriser på dansk jord, så kræver det en langt stærkere territorial kapacitet, end vi har i dag.

Derfor foreslår Liberal Alliance, at Hjemmeværnets budget fordobles og permanent løftes til én milliard kroner om året.

Stort potentiale
Hjemmeværnet løser allerede i dag langt flere og vigtigere opgaver, end mange er klar over. Alt lige fra bevogtning og overvågning til støtte for politiet, eftersøgning og beskyttelse af kritisk infrastruktur. Hjemmeværnet bliver i praksis brugt i langt højere grad, end det oprindeligt er indrettet og finansieret til.

Opgaver er over tid gledet fra de stående styrker over i Hjemmeværnet. Resultatet er en organisation, der løfter mere, end den er bygget til, og som følge heraf presses på både uddannelse, materiel og de frivillige soldaters tålmodighed.

De seneste politiske aftaler har kun løst problemet midlertidigt. For engangsløft og vækstpakker her og der ændrer ikke på et grundlæggende problem: Hjemmeværnet mangler en langsigtet, stabil finansiering og en mere klar defineret rolle i det samlede forsvar.

Hvis vi vil omsætte Hjemmeværnets store potentiale til reel militær kapacitet, kræver det en ny tilgang. Vi foreslår derfor en todelt struktur:

– En bredt funderet styrke, der løser de samfundsnære opgaver og fastholder den lokale forankring.
– En mere professionel styrke med højere krav til uddannelse og beredskab, som kan løfte egentlige militære opgaver i Danmark.

Det brede fundament
Det handler om at være ærlige om virkeligheden. Hjemmeværnet løser i dag vidt forskellige opgaver – men er organiseret som én samlet størrelse. Nogle opgaver kræver lokal tilstedeværelse og fleksibilitet. Andre kræver specialisering, træning og høj beredskabsgrad. Strukturen bør afspejle virkeligheden.

Derfor er den første søjle en ‘Almen Styrke’, som skal udgøre det brede fundament i Hjemmeværnet.

Her bevares den brede forankring, det lokale engagement og de samfundsstøttende opgaver, som Hjemmeværnet er kendt og respekteret for. Det gælder blandt andet støtte til politiet, afspærringer, eftersøgninger, trafikregulering, lokale bevogtningsopgaver og andre synlige opgaver i samfundet.

Her skal tærsklen for deltagelse fortsat være overkommelig. Den Almene Styrke skal være et stærkt civilt og lokalt forankret beredskab – og samtidig være den naturlige rekrutteringsbase for dem, der ønsker og kan påtage sig mere krævende militære opgaver.

Hjemmeværnets spydspids
Den anden søjle er en ny ‘Territorial Rådighedsstyrke’. Det skal være Hjemmeværnets spydspids og en egentlig territorial forsvarsstyrke. Her skal der stilles højere krav til rådighed, fysisk form, uddannelse og øvelsesaktivitet. Til gengæld skal soldaterne have adgang til bedre materiel, mere avanceret træning og løse mere krævende opgaver.

Det er denne styrke, der skal bemande de tungeste kapaciteter i Hjemmeværnet, bevogte kritiske knudepunkter, udføre drone- og antidroneoperationer, yde Host Nation Support i stor skala og øge tyngden i cyberberedskabet.

Det er ikke nogen fremmed tanke. I både Norge og USA er de territoriale styrker en reel del af forsvarsevnen – ikke blot en støttefunktion.

I Norge arbejder Heimevernet netop med en skarp opdeling mellem den brede struktur og de højt prioriterede, hurtigt mobiliserbare enheder. Og i USA er National Guard et eksempel på, at en territorial styrke godt kan være både lokalt forankret og militært slagkraftig.

Det bør også være ambitionen i Danmark. Danmark har brug for at tænke i samme retning: et hjemmeværn, der ikke kun er støtte, men som også er en slagkraftig del af Danmarks forsvarsevne.

Hjemmeværnet skal være den styrke, der kan beskytte Danmark, mens Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet samtidig lever op til Danmarks forpligtelser i Nato.

Det ansvar bør Hjemmeværnet løfte.

Hvis vi for alvor vil kunne forsvare Danmark, har vi behov for at styrke Hjemmeværnet. Det kræver, at vi tør tænke i en omstrukturering, så Hjemmeværnet i fremtiden både har en bredt forankret styrke og en reel territorial forsvarskapacitet.

Én milliard kroner om året til Hjemmeværnet er derfor ikke bare en budgetøvelse. Det er et nødvendigt skridt mod et mere robust dansk forsvar – og begyndelsen på en nødvendig reform.

(Indlæg bragt i Altinget d. 10. juni 2026)

Alex Vanopslagh

5. juni 2026

Grundlovsdag er den borgerlige festdag.

Hvor de røde har deres 1. maj med fadøl i Fælledparken, har vi borgerlige grundlovsdag med fædrelandskærlighed og en hyldest til det frie samfund.

Bevares, de røde må også gerne fejre grundlovsdag. Selvfølgelig. Bare giv den gas – Grundloven giver jo både ytrings- og forsamlingsfrihed.

Men de sejre, vi fejrer på grundlovsdag, er bundborgerlige.

Det var borgerlige og liberale idéer, traditioner og dyder, der ikke bare skabte Grundloven i 1849, men også gav folkestyret liv og igangsatte en rivende udvikling.

Det kan koges ned til to ord: Frihed. Og ansvar.

Grundloven og folkestyret satte danskerne fri til at bruge deres talenter og evner, som de selv fandt bedst.

Hvor myndige borgere stillede sig selv spørgsmål, som enhver bør stille sig selv:

Hvad ønsker jeg at gøre med friheden? Til at være ligeglad med andre og pille i min egen navle? Eller til at tage ansvar og være noget for andre? Min familie, min landsby, mit land.

Danskerne valgte det sidste. Friheden brugte de til at tage ansvar. Ansvar for deres eget liv som myndige borgere.

Men så sandelig også ansvar for det fælles bedste.

Det var præcis også, hvad Grundtvig forudsagde: At friheden er nødvendig for at tage ansvar for det fælles bedste.

For hvad skete der i årtierne, efter at vi fik folkestyre – og forsamlingsfrihed, foreningsfrihed og så videre?

Vi skabte andelsbevægelsen med mejerier, brugsforeninger og slagterier over hele landet.

Vi byggede forsamlingshuse, friskoler og højskoler og satte skub i hele folkeoplysningen. Blandt andet blev Testrup Højskole her grundlagt i 1866.

Ikke fordi kloge politikere havde lagt store planer. Ikke fordi staten styrede udviklingen.

Men fordi frie danskere tog ansvar og byggede Danmark nedefra.

Danskerne gik fra at være den passive og umyndige almue til at være et oplyst, dannet, aktivt og selvstændigt folk.

Det er det, som folkestyret handler om. Hvordan vi som folk hver evig eneste dag kan bruge vores frihed til at tage ansvar og gøre en forskel for andre mennesker.

Danmark og danskernes styrke, livskraft og initiativ voksede indefra og nedefra. Det bør vi huske her på grundlovsdag, og det bør vores nye regering også huske.

Jeg startede med at sige, at grundlovsdag er en borgerlig festdag. Og selvom jeg ønsker vores nye rødkløver-regering tillykke, var regeringsdannelsen ikke ligefrem nogen borgerlig festdag.

Mette Frederiksen kaldte den hedengangne SVM-regering for en mærkelig regering.

Hvilket ord skal man så bruge til at beskrive denne her regering?

Tja … en gratis omgang, måske.

På overfladen lyder det hele jo sympatisk. Tandlægebesøg skal være gratis. Togbilletter skal være gratis. Busbilletter skal være gratis. Momsen skal halveres, og der skal være flere penge til folk på Arne-pension, flere penge til folk på folkepension, flere penge til folk på kontanthjælp og flere penge til huslejetilskud.

Med bind for øjnene bliver milliarderne lovet ud til højre og venstre.

I stedet for at appellere til danskernes fornuft og selvstændighed opfører regeringen sig som curlingforældre for os borgere.

Man skal spejde længe efter Grundlovens ånd og ideal om, at flest mulige danskere skal blive myndige, selvstændige borgere, der kan tage ansvar.

Ligesom man også skal spejde længe efter, hvor pengene til alle de vilde løfter skal komme fra.

For ved I, hvad den mest anvendte sætning er i hele regeringsgrundlaget? Det er: “Regeringen vil løbende anvise finansiering til sine initiativer.”

Det er næsten en karikatur på rød økonomisk politik: nemt at bruge penge, knap så nemt at finde dem.

Hvad der til gengæld overrasker mig lidt, er, at det her er en rød-lilla regering, som fører en arbejderfjendtlig politik.

Hvis man tjener under 58.000 kroner om måneden – og det er der immervæk 2,5 millioner arbejdende danskere, der gør – er der ingen skattelettelser.

Skattelettelserne på arbejde er reserveret den rigeste halvdel af befolkningen.

For alle andre er der faktisk skattestigninger i vente!

Regeringen vil nemlig “fastfryse beløbsgrænserne for personskatterne de næste to år”.

Det svarer til skattestigninger for 10 mia. kroner.

De håber, at folk ikke opdager den, fordi den er skjult.

De håber, at folk ikke forstår den, fordi de har gjort skattesystemet så kompliceret.

De fodrer hunden med sin egen hale – og så håber de ellers på, at hunden er så forvirret, at den ikke forsøger at logre med halen inden valget!

Vi kender det fra supermarkedet. Chipsposen bliver mindre, men prisen er den samme.

Det kalder man shrinkflation.

Nu gør regeringen det samme med danskernes lønsedler. De tager lidt mere uden at sige det højt.

Det er ikke bare skattestigninger. Det er skattesnigninger.

Det er der da ikke meget frihed og ansvar over. Det er ikke det Danmark, jeg kender og elsker.

Noget af det vigtigste, vi fik indført i Danmark, i forbindelse med at vi blev et folkestyre, var, at vi fik næringsfrihed.

Med næringsfrihedsloven fra 1857 fjernede man næsten alle de medfødte privilegier, monopoler, barrierer og bureaukrati, som holdt almindelige danskere nede.

Danskerne blev frie til at arbejde med, hvad de ville, stifte de virksomheder, de ville, handle, som de ville, og frie til at konkurrere med hinanden.

Resultatet var slående. Hvor Danmark i starten af 1800-tallet var et uoplyst enevælde og en fattig og udpint lilleputstat, var vi i slutningen af århundredet et af verdens rigeste lande, som handlede med det meste af verden.

Som Grundtvig sagde, var det både retfærdigt og til det heles bedste, at folk kunne stræbe efter at ernære sig så godt, som de kunne, med egne hænders arbejde.

På den måde er der jo ikke meget, der har ændret sig siden da. Slaget står stadig mellem os, der gerne vil styrke den ansvarsfølelse og foretagsomhed, som har kendetegnet danskerne i mere end 100 år – og dem, der ikke tiltror danskerne ret meget.

Her er der brug for, at rødkløver-regeringen har en opposition, som formår at være både kritisk og konstruktiv.

Det er så sikkert som amen i kirken, at alt, hvad der er fornuftigt i regeringsgrundlaget, vil Enhedslisten ikke være med til.

Nu har jeg jo kritiseret regeringen lidt. Men jeg vil også rose regeringen for, at der faktisk er lagt op til nogle fornuftige ting andre steder i regeringsgrundlaget.

Det gælder særligt, når det kommer til at sænke skatten på den sidst tjente krone, sænke skatten på virksomheder og arbejdspladser og sænke skatten på investeringer i fremtidige arbejdspladser.

Danmark og danskerne fortjener en politik, som styrker vores konkurrenceevne og belønner de danskere, som er med til at skabe arbejdspladser.

Så rødkløver-regeringen har brug for os blå partier.

Men vi behøver ikke ukritisk at skrive under på alt, hvad regeringen beder os om.

Jeg vil derfor foreslå, at vi borgerlige partier bygger videre på det gode samarbejde under den borgerlige kongerunde, hvor vi samledes om en ambitiøs reformpolitik.

Ved de store økonomiske forhandlinger bør Venstre, Konservative og Liberal Alliance stå sammen.

Vores krav bør være klart: Den samlede pakke skal være mere ambitiøs end regeringens udspil. Og danskere, der tjener under 58.000 kroner om måneden, skal også have en skattelettelse – regeringen skal droppe sine skattesnigninger.

Det er ikke mange år siden, at vi havde en centrum-venstre-regering under ledelse af Helle Thorning-Schmidt. Dengang fik borgerlige partier markant indflydelse. Ikke ved at logre med halen for regeringen, men ved at agere konstruktivt og kritisk på én og samme tid.

Den indflydelse kan vi også få de kommende år, hvis vi står sammen.

Selvom Mette Frederiksen nu får sin tredje periode som statsminister, er jeg fortrøstningsfuld på vegne af det borgerlige Danmark.

Jeg ser borgerlige partier, der rykker tættere sammen. Og jeg ser et Danmark, der hungrer efter en tilbagevenden til klassiske dyder: frihed, ansvar og fædreland.

Kommentatorerne kan måske ikke se det. De har travlt med socialdemokratiske kaffeklubber og med, hvor mange ministerposter der er øst og vest for Storebælt.

Men vi andre ser det. Danmark længes ikke efter flere gratis løfter fra staten. Danmark længes efter frihed, ansvar og troen på, at vi igen kan bygge landet nedefra.

Tak for ordet. Glædelig grundlovsdag.

Testrup Højskole, 5. juni 2026

Liberal Alliance

26. maj 2026

Mads Strange bliver ny politisk ordfører for Liberal Alliance, mens Sólbjørg Jakobsen er på barsel. Det oplyser Liberal Alliance folketingsgruppe.

Sólbjørg Jakobsen går på barsel d. 26 juni, men Mads Strange overtager ordførerskabet allerede i dag.

“Jeg er utroligt glad for at påtage mig rollen som politisk ordfører og den store tillidserklæring, som folketingsgruppen har vist mig. Det er store sko at udfylde, og jeg glæder mig enormt meget til at arbejde for at sætte Liberal Alliances politik på dagsordenen,” siger Mads Strange.

Gruppeformand Ole Birk Olesen udtaler:

“Mads er nysgerrig, vidende, flittig, god til at forklare liberale holdninger og ambitiøs på LA’s vegne, så det vil vi gerne bringe i spil for partiet, mens Solbjørg er på barselsorlov. Det er dejligt, at være i en folketingsgruppe med dygtige mennesker, som står på spring, når de etablerede skal holde en pause.”

Mads Strange er 26 år gammel og blev valgt til Folketinget for første gang ved folketingsvalget d 24. marts.

For kontakt til Mads Strange eller Ole Birk Olesen, kontakt seniorrådgiver Peter Astrup på 2483 0286

Mads Strange

13. maj 2026

I de seneste uger har undertegnede og en håndfuld talenter fra Dansk Folkeparti fået en del presseomtale for at være billedet på »en ny generation af unge højreorienterede«, der med »slagkraftige budskaber« og »velsiddende jakkesæt« har »vind i sejlene«.

Men spørger man Olivia Kjøng Østergaard og Camille Nissen-Petersen fra De Radikale skyldes vores succes imidlertid ikke, at vælgerne er enige med os.
Nej, tværtimod mener De Radikale, at opbakningen til Mikkel Bjørn (DF), Malte Larsen (DF), Mitchel Oliver (DF) og mig selv (af DR døbt »Det borgerlige boyband«) blot skyldes en særdeles velorkestreret selviscenesættelse.
De mener nemlig, at vi fordi vi »fremstår skarpe, selvsikre og ligner nogen med succes og en fyldt bankkonto« formår at forføre unge vælgere til at bakke op om en politik, der ikke huer De Radikale.

Jeg synes, indlægget blotlægger en virkelighedsfjern arrogance, som længe har huseret i Radikale Venstre.
For skulle vælgerne virkelig være så uoplyste, at man blot med effektiv kommunikation på de sociale medier kan få folks stemme, selvom de er uenige i den politiske substans?

Selvfølgelig ikke.

De Radikales »dumstædige uvillighed«

Da jeg i valgkampen deltog i gymnasiedebatter, var til panelsamtaler på kollegier eller talte med unge på gaden, var det langt fra min oplevelse, at man kunne gøre sig fortjent til deres kryds alene gennem overfladiske TikTok-videoer eller substansløse Instagram-opslag.

Tværtimod oplevede jeg et yngre vælgersegment, der var veloplyst, stillede begavede spørgsmål og oprigtigt kerede sig om de udfordringer, Danmark står over for.
I denne sammenhæng udgør udlændingedebatten et illustrativt eksempel ikke blot på vores fremgang, men også på De Radikales dumstædige uvillighed til at lytte til mange danskeres bekymringer.

For De Radikale har i årevis været bannerførere for en udlændingepolitik, der er milevidt fra den virkelighed, som mange (unge) danskere oplever i hverdagen.
En forfejlet forestilling
Min generation er ikke vokset op med 1990ernes forfejlede forestilling om, at integrationsproblemerne blot ville forsvinde af sig selv med tiden.

Vi er vokset op med bandekriminalitet, terrortrusler, parallelsamfund og beretninger om unge kvinder i indvandrermiljøer med social kontrol, som ikke selv må vælge deres kæreste og bliver pakket ind i tørklæder fra barnsben.
Vi er vokset op med den ene veldokumenterede undersøgelse efter den anden, der påviser udbredt homofobi blandt muslimer og adskillige historier om islamister, der vil indføre sharialovgivning.

Derfor virker det også mærkeligt, at de Radikale fremstiller det som et mysterium, at mange unge ønsker en strammere udlændingepolitik.
Jeg tror ikke, at de unge vælgere lader sig forføre af »en æstetik, der gør det attraktivt at følge« os unge, borgerlige politikere, som De Radikale ellers påstår.

Jeg tror, de reagerer på noget langt mere substantielt og at dette selvfølgelig afspejler sig i, hvor de sætter deres kryds.
Mangel på selverkendelse

Liberal Alliance er det parti, der har størst opbakning blandt danskere på 18-34 år. Dansk Folkeparti er det parti, der netop nu har den største procentuelle fremgang blandt selvsamme unge vælgersegment.
Alligevel er der ingen selverkendelse hos De Radikale.

Tværtimod er det som om, partiet insisterer på at sætte den samme tyndslidte plade fra 90erne på grammofonen, hvor enhver bekymring om integrationsudfordringer, parallelsamfund eller overrepræsentation af kriminalitet blandt indvandrere affejes som fremmedfjendsk.
Hvis vælgerne ønsker en strammere udlændingepolitik (og det gør de!), kan det ifølge De Radikale umuligt skyldes virkeligheden omkring dem.

Det vidner om den samme bedrevidende distance, der også i årevis har præget partiets tilgang i udlændingedebatten.
For mens mange lever med konsekvenserne af en forfejlet immigrationspolitik, vælger De Radikale alt for ofte at tale problemerne ned.
Men måske er virkeligheden langt mindre kompliceret, end De Radikale bilder sig ind.

Måske skyldes vores fremgang ikke vores æstetiske sans eller effektive brug af sociale medier.

Måske skyldes den bare, at stadig flere unge ganske enkelt er mere enige med os end med De Radikale?

(Indlæg bragt i Berlingske d. 13. maj 2026)

Henrik Dahl

13. maj 2026

Lars Løkkes drøm om eksklusion af yderfløjene kan blive en farlig drøm for Danmark.

Danmark har syv uger efter folketingsvalget i marts endnu ikke en regering.
Den umiddelbare forklaring er, at Folketinget efter valget er omtrent lige så fragmenteret som parlamenterne i Belgien og Nederlandene. Hvor regeringsforhandlinger, der trækker ud i månedsvis, ikke er noget særsyn.

Efter den traditionelle, politiske logik, der styrede Danmark i årtier, bør landet enten have en rød regering under ledelse af Socialdemokratiet eller en blå regering under ledelse af enten Venstre eller Konservative.
Men det er der flere ting, der taler imod end tidligere. På overfladen skyldes det, at skønt Socialdemokratiet stadig er større end SF, er partiet ikke så meget større. I blå blok er ingen af partierne afgørende større end de øvrige borgerlige partier. Hvis valgresultatet var en meningsmåling, ville man sige, at forskellen på Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti ikke er større, end hvad der falder inden for den statistiske usikkerhed. Og Konservative ligger kun akkurat uden for denne grænse.

Og længere nede i den politiske undergrund er der også tektoniske plader, der bevæger sig.
Siden 2019 har Venstres daværende formand, Lars Løkke Rasmussen, været imod projektet »blå blok«.

Siden 2022 har Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, også været skeptisk over for ideen om »rød blok« og erklæret, at hun gerne så en bred regering hen over midten.
I begge tilfælde er begrundelsen, at man ikke ønsker at give for meget magt til de politiske yderfløje.

Hvor man rundtomkring i Europa har beskyttet sig imod først og fremmest højrefløjspartier med det, der på fransk hedder cordon sanitaire og på tysk hedder Brandmauer, har man i Danmark i højere grad sat sin lid til princippet »ansvarets åg«.
Da valget i 1966 åbnede muligheden for, at der kunne dannes en S-SF-regering, sagde den socialdemokratiske nestor Per Hækkerup, at SF ville have godt af at komme under ansvarets åg. At folkesocialisterne ville have godt af at opleve en ansvarliggørelse.

En sådan ansvarliggørelse ville tvinge partiet til at prioritere; til at anerkende, at penge kun kan bruges én gang; til at anerkende, at større offentlige udgifter ikke er løsningen på alt og så videre.
SITUATIONEN I DANMARK i dag er, at landet indtil for ganske nylig ikke har været svært at regere. Til forskel fra lande som Frankrig og Tyskland, hvor regeringsdannelse i perioder har været præget af betydelige vanskeligheder, og en permanent eksklusion af større vælgergrupper har haft konsekvenser for både styringsevne og legitimitet.

Belært af erfaringen fra Sverige, hvor man for nogle år siden opgav at udfryse Sverigedemokraterna, har det længe været min opfattelse, at den danske vej med ansvarliggørelse af fløjpartierne på flere måder har været mere robust end den franske og tyske tilgang, hvor man i højere grad har holdt en stor del af mandaterne og dermed af vælgerne uden for direkte politisk indflydelse.

Derfor er det bemærkelsesværdigt, at Moderaterne taler for en kurs, der i højere grad minder om de modeller, man har set i Tyskland og Frankrig.
En sådan model vil kunne få flere konsekvenser. For det første risikerer man at bekræfte de vælgere, der holdes uden for indflydelse, i opfattelsen af, at landet styres af en elite, der ikke i tilstrækkelig grad tager deres bekymringer alvorligt. En sådan udvikling vil næppe styrke tilliden til de politiske institutioner.

For det andet er der en risiko for, at politik i stigende grad bliver opfattet som et teater. I Tyskland har mange vælgere haft svært ved at forstå, at CDU/CSU og SPD før valgene fremstår som klare modpolerhvorefter de efter valgene alligevel danner regering sammen. Det kan skabe et indtryk af, at forskellene mellem partierne i sidste ende er mindre afgørende, end de fremstår under valgkampen.

For nogle vælgere kan det føre til en oplevelse af, at deres stemme har begrænset betydning for den førte politik. Og at centrale problemer migration, integration og politisk radikalisering ikke håndteres med tilstrækkelig klarhed.

Alt dette peger på, at man bør være varsom med at opgive en model, der i dansk sammenhæng har bidraget til både politisk integration og styringsevne.
DEN DANSKE TILGANG har ikke været uden problemer. Og det er heller ikke givet, at ansvarliggørelse altid fører til moderation. Men erfaringen peger på, at inklusion af yderpartier i det politiske ansvar kan bidrage til at gøre dem til en del af det system, de ellers kunne have haft en interesse i at stå udenfor.
Danmark står derfor ikke kun over for et valg mellem forskellige regeringskonstellationer, men også mellem forskellige styringsprincipper mellem en model, der forsøger at integrere politiske fløjpartierne gennem ansvarliggørelse, og en model, der i højere grad søger at begrænse deres indflydelse gennem eksklusion.

Hvilken vej man vælger, vil ikke blot få betydning for den næste regering, men også for den måde, det politiske system fungerer på i de kommende år.
Situationen i Danmark i dag er, at landet indtil for ganske nylig ikke har været svært at regere.

(Indlæg bragt i Weekendavisen d. 13. maj 2026)

Vi må stoppe det pensionskludder, som nordiske grænsependlere udsættes for

Hvis din ven bryder loven, hvorfor kan du så straffes?

Liberal Alliance lancerer ny strafpakke

Det skal koste, når kriminelle begår ny kriminalitet under betinget dom

Læs vores forslag her

Tid er det mest dyrebare, vi har

Hjemmeværnet skal spille en langt større rolle i forsvaret af Danmark

Grundlovstale 2026

Liberal Alliance udnævner ny politisk ordfører i barselsperiode

Måske er virkeligheden mindre kompliceret, end R bilder sig ind

Blokaden af folket

Turisme. Vi skal skabe friheden til at udvikle dansk camping