ATP formøbler vores penge

Pernille Vermund
9. januar 2025

5 mio. kr. Så mange penge har ATP netop pumpet i en annoncekampagne, som har til formål at forbedre pensionskassens renommé.

Ikke nok med at du er tvunget til at have en pensionsopsparing hos ATP, og at de forvalter dine penge dårligt. Nu skal du altså også tvinges til at betale for, at ATP kan lave reklamer for sig selv – på trods af at virksomheden end ikke sælger et eneste produkt. Hvorfor egentlig det? Spørger man ATP’s kommunikationsdirektør skyldes det, at det er en del af deres “samfundsansvar og basale driftsopgave at sikre grundlæggende viden om ATP blandt medlemmerne”.

Men kaster man et blik på reklamerne, er den forklaring en tynd kop te. På én af reklamerne ser man f.eks. en gruppe midaldrende kvinder, der ligner nogen, som fejrer et mål i en fodboldkamp, med følgeteksten: “En god scoring. Noget bliver man aldrig for gammel til.” Hvordan bidrager denne reklame til grundlæggende viden om ATP? Svaret er, at det gør den selvfølgelig ikke. For sandheden er jo, at reklamefråseriet er et PR-projekt, der har til formål at kaste glans over pensionsmonopolet i en tid, hvor institutionen er under offentligt pres – og ikke at det er en velment “oplysningskampagne”. Det er slet og ret ikke OK, at danskernes skattekroner bliver formøblet på den måde.

ATP skal ikke spilde danskernes tvangsopkrævede pensionsmidler på at præge den offentlige debat. De skal fokusere på at løse den opgave, de er blevet stillet. Nemlig at få danskernes pension til at vokse. Men også her fejler ATP. I en rapport fra 2023 udarbejdet af forskere fra CBS konkluderes det, at ATP de seneste ti år kun har formået af at skabe et afkast, der er det samme som en simpel, passiv global aktieinvestering – men at dette imidlertid er sket med en væsentlig højere risiko. ATP forvalter en formue på ca. 700 mia. på vegne af 5,6 mio. danskere. Måske tiden er inde til at diskutere, om et pensionsmonopol, hvor investoren ikke selv har hånden på kogepladen, også hører fremtiden til? Sandheden er jo, at reklamefråseriet er et PR-projekt

(Indlæg bragt i Børsen d. 9. januar 2025)

Liberal Alliance får nyt regionsmedlem i Region Sjælland

Liberal Alliance
8. januar 2025

Liberal Alliance har fået nye liberale kræfter i Region Sjælland og lokalforeningen LA Vestsjælland, da Helle Laursen Petersen har valgt at skifte til partiet fra Det Konservative Folkeparti.

Helle Laursen Petersen er en erfaren regionspolitiker, som særligt brænder for sundhedspolitik.

Hendes politiske mærkesager er blandt andet at sikre et sundhedsvæsen med patienten i centrum, bedre tilbud til unge med psykiske udfordringer og nedlæggelse af regionerne, som ifølge hende selv er et tungt og fordyrende lag i sundhedsvæsnet, som ikke tjener patientens interesse.

For Liberal Alliance er mindre administration og bureaukrati en mærkesag, og også dette vil Helle Laursen Petersen arbejde for. Hun ønsker blandt andet at give folkeskolerne i Kalundborg Kommune friere rammer til at indrette hverdagen og undervisningen, som den enkelte skole finder det bedst, ligesom vi også skal sikre bedre rammer for virksomhederne, så de og deres vækst ikke bremses af administration og bureaukrati.

Helle Laursen Petersen stiller desuden op for Liberal Alliance til kommunalvalget i 2025 i Kalundborg Kommune. Selv udtaler Helle Laursen Petersen om skiftet:

”Jeg kan i Liberal Alliance fortsætte mine politiske visioner og drømme uden kompromiser, og det ser frem til at gøre kommunalt i Kalundborg byråd og i de kommende to år som regionsmedlem i Region Sjælland.

Jeg har fortsat den største respekt for mine konservative kollegaer og gode venner, og det vil jeg fortsætte med i samarbejdet fremover. ”

I Liberal Alliance glæder vi os over skiftet, og Villum Christensen, der i dag er formand for LA Vestsjælland, siger følgende:

“Jeg glæder mig naturligvis over, at vi nu har to repræsentanter i regionsrådet og at Helle har vist interesse for også at opstille til byrådet i Kalundborg.

Helles erfaringsgrundlag og meget stærke stemme i Kalundborg kan kun blive en styrke for partiet.”

 

Ved yderligere spørgsmål og information, kontakt:

Helle Laursen Petersen, regionsmedlem for Liberal Alliance, Kalundborg Kommune: 20 21 27 66 / helle@focusqa.dk

Louise Juul Christensen, presse- og politisk rådgiver, Liberal Alliance: 61 62 43 80 / lalojc@ft.dk

Liberal Alliance og grønlandske Demokratiit indgår samarbejdsaftale

Liberal Alliance
8. januar 2025

Liberal Alliance og grønlandske Demokratiit indgår samarbejdsaftale

Formand for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, og formand for Demokratiit, Jens-Frederik Nielsen, har i dag underskrevet en politisk samarbejdsaftale mellem de to partier.

Grønlandske Demokrattit og danske Liberal Alliance indgår et politisk samarbejde om at understøtte hinandens parlamentariske arbejde, udveksle løbende erfaringer og viden om forhold i hhv. Grønland og Danmark af fælles interesse. Partierne deler på lange stræk værdisæt, som er universelle og værd at kæmpe for med et stærkt fokus på frihed for såvel borgere og virksomheder.

”Vores to partier deler mange af de samme grundværdier og politiske ambitioner, og derudover er vi begge af den overbevisning, at et politisk samarbejde mellem ligesindede partier i Danmark og Grønland kun kan føre til gensidig gevinst. Derfor er jeg enormt glad for, at vi formaliserer samarbejdet med vores grønlandske kolleger i Demokratiit, som jeg har lært at kende over det seneste år og fået et meget godt indtryk af,” udtaler Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance.

Formand for Demokratiit, Jens-Frederik Nielsen, ser tilsvarende frem til at indgå i et tættere samarbejde med sine danske kollegaer i Liberal Alliance:

”Vi står midt i en spændende og afgørende tid i forholdet mellem Grønland og Danmark. Uanset hvad udfaldet heraf bliver, så er der ingen tvivl om, at der i den nærmeste fremtid vil være et stort behov for en god dialog og et godt samarbejde. Her er det vigtigt for os i Demokraatit med en partner, der deler vores værdier og som har en grundlæggende respekt for Grønlands ønske om mere selvbestemmelse. En sådan partner mener vi at have fundet i Liberal Alliance,” udtaler han.

Samarbejdet vil på politisk niveau bl.a. medføre faste møder mellem de to partiformænd samt løbende dialog mellem Demokratiit og Liberal Alliances Grønlandsordfører om parlamentariske sager. Samarbejdet indebærer ligeledes, at Demokratiit kan deltage på Liberal Alliances gruppemøder, hvis partiet skulle opnå valg til Folketinget, og at partiernes medarbejdere vil sparre om kampagneindsatser i forbindelse med kommende valgkampe.

For kontakt og interview:
Jens-Frederik Nielsen, Formand for Demokraatit (+299 58 06 91)
Nicholas Prüsse Levinsen, Presserådgiver for Liberal Alliance (+45 61 62 59 01)

Dan Jørgensens nye titel åbner en vigtig debat om EU’s indflydelse

Carl Andersen
6. januar 2025

Det faktum, at Dan Jørgensen nu er blevet den første boligkommissær i EU, åbner en vigtig debat om, hvad EU egentlig skal blande sig i.

EU’s stigende interesse for at regulere boligområdet risikerer at kollidere med lande som Danmark, der allerede har velfungerende systemer.

Det vigtigste spørgsmål bliver at afgrænse, hvad der egentlig er en berettiget EU-kompetence på hans nye felt.

Der er ingen tvivl om, at EU har en legitim rolle i at fastsætte standarder for byggematerialer og energikrav til bygninger.

Dette sikrer, at det indre marked fungerer optimalt, og at bygninger er energieffektive – en hjørnesten for både fri handel og en effektiv klimapolitik, der virkelig gør en forskel på globalt plan.

Men når det kommer til, hvordan vi i Danmark regulerer byudvikling, finansierer boliger eller fastsætter husleje, bør EU holde sig væk. Hvad der fungerer i ét land, virker ikke nødvendigvis i et andet.

Energiforbedringer og eksportmuligheder 

Med boligkommissærposten har Danmark en unik mulighed for at fremme de energiløsninger, som Danmark er pioner indenfor – fjernvarme, isolering, termovinduer og termostater er blot nogle af de teknologier, hvor vi er førende.

Disse løsninger kan ikke kun gavne Danmark, men hele EU.

EU skal skabe de nødvendige rammer, så medlemslandene kan adoptere disse teknologier, og vi kan eksportere dansk viden og teknologi til resten af EU.

(Indlæg bragt i Altinget d. 6. januar 2025)

Det er løgn, hvad den typiske ekspert siger

Henrik Dahl
26. december 2024

Det går tilbage med læsningen. Det har en serie artikler og kommentarer afdækket i Berlingske i løbet af december. På universitetet må klassiske værker som for eksempel »Pelle Erobreren« tages af pensum, fordi de studerende ikke magter at læse bogen. I fødekæden til universitetet står det lige så ringe til. Danske folkeskoleelever har netop slået deres egen bundrekord i den internationale læseundersøgelse PIRLS. Og på gymnasierne hersker også en opgivende stemning. Vore dages elever læser langsommere og har mindre ordforråd end forne tiders.

Jeg vil ikke bruge min værdifulde taletid til at skælde ud over ungdommen. Det er jo ikke dens fejl, at den har tåbelige forældre og autoriteter. Det, vi bør tale om, er den katastrofe, det er ved at udvikle sig til for de vestlige samfund, at mennesket gradvist er ved at forsvinde ud af vores tænkning over verdens gang. Hvis der er noget, man kan være sikker på i vores omskiftelige verden, så er det, at det enkelte menneske – hvis man spørger en typisk ekspert – ikke har nogen betydning for noget som helst.

Kunne man – rent teoretisk – forestille sig, at kriminalitet først og fremmest blev begået af personer, der har en skidt karakter? Det vil sige af personer, der er præget af dovenskab, umoral, antisociale holdninger og en vis grad af dumhed. Nej, det kan man ikke forestille sig. End ikke som en teoretisk mulighed. Fordi den typiske ekspert, helt fra han eller hun tog det første skridt i retning mod en uddannelse, er blevet indoktrineret til at tro, at mennesket ikke betyder noget.

Kunne man – rent teoretisk – forestille sig, at børn læser dårligere i dag, end de gjorde tidligere, fordi de øver sig mindre, og ingen presser dem til at øve sig mere? Kunne man – rent teoretisk – forestille sig, at børn ofte forvandler timerne i skolen til et kaos af larm og ballade, fordi der i den grad mangler forældre og lærere, som insisterer på, at den enkelte elevs dårlige opførsel skal have mærkbare konsekvenser for den pågældende? Og kunne man – rent teoretisk – forestille sig, at de store belønninger i tilværelsen i form af attraktive job, først og fremmest går til dem, der arbejder hårdt og optræder konstruktivt og ansvarligt i de stillinger, hvor de bliver ansat?

De ved lige så godt som jeg, at man skal lede meget, meget længe efter en ekspert, som med fasthed i stemmen vil stå frem og sige ja til de spørgsmål, jeg stiller. Kriminalitet, færdigheder, klimaet i skoler og på arbejdspladser eller menneskers – i mangel af bedre udtryk – sociale skæbne har aldrig noget at gøre med den enkelte. Det vil altid, for den typiske ekspert, have noget at gøre med pengemangel i den offentlige sektor; strukturer; ophobet uretfærdighed eller måske sygdomme, der ikke er diagnosticeret endnu.

Der er simpelthen ikke, for den typiske ekspert, noget her i tilværelsen, som det enkelte menneske har et personligt ansvar for. Selvfølgelig er det løgn, hvad den typiske ekspert siger. Det ved alle mennesker, der har bevaret evnen til at være nogenlunde ærlige over for sig selv og andre. Det er hverken ens upåvirkelige skæbne at blive kriminel, udygtig, ballademager eller at strande i et kedeligt job. Det er alt sammen ting, man kan påvirke gennem sin egen indsats og attitude. I fremtiden vil historikerne undre sig over, at flere generationer af akademikere gjorde, hvad de kunne, for at udslette mennesket. For det er frem for alt udslettelsen af mennesket, der gør de kulturelle kriser uløselige. Derfor skal mennesket tilbage i centrum af samtalen.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 26. december 2024)

Hvorfor eliter ofte mener, kejseren har tøj på

Henrik Dahl
21. december 2024

Her kommer et sociologisk bud på, hvorfor det kun er folk udefra, der kan se det manglende tøj.

Hvad kunne være den sociologiske årsag til, at den politiske elite, der omgiver kejseren med de nye klæder, så stædigt fastholder, at han er fuldt og elegant påklædt fra inderst til yderst?Og kunne der ligge en pointe i, at forfatteren til ”Kejserens nye klæder” er dansker (at herskeren hedder ”kejser”, var en ren og skær sikkerhedsforanstaltning, som man også tog andre steder. I den oprindelige japanske oversættelse fra 1868 hedder herskeren for eksempel ”kongen”)?Det skal vi se på. Men først skal vi en omvej. Udnævnelsen af en ny bestyrelse for Danmarks Radio har medført kritik. Kan det virkelig være rigtigt, lyder den, at man uden videre kan gå fra at være topembedsmand i et ministerium til at være ledende medarbejder i en finansieringsvirksomhed i den politisk-økonomiske gråzone, der hedder ”grøn omstilling”, og videre til at være bestyrelsesformand for Danmarks Radio – samtidig med at man tiltræder som leder af en lobbyorganisation?

Diskussioner, der tager deres udgangspunkt i, at medlemmer af den øverste elite i samfundet uden problemer kan skifte fra for eksempel en politisk karriere til en økonomisk karriere eller en organisatorisk karriere, ender i personfnidder.

Er det i orden, at NN kan gå lige fra et ministerjob med en meget høj løn til et cheflobbyistjob med en endnu højere løn, lyder spørgsmålet. Det bliver meget hurtigt til en debat præget af misundelse og ressentiment, fordi vi nu engang er danskere, og det ligger i vores natur at lade os bevæge af misundelse og ressentiment.

Diskussionen kommer til at skygge for en langt vigtigere og langt mere principiel diskussion. Nemlig denne: Er det godt for Danmark, at vores samfund er et af de mest korporatistiske i Europa?

Korporatisme er en ideologi om, at politik og den splittelse, politik fører med sig, dybest set er af det onde. I stedet for politik og splittelse er der brug for, at lederne af de forskellige sektorer i samfundet – centraladministration, store organisationer, store virksomheder, regeringen – sætter sig om et fælles bord og aftaler, hvordan samfundet skal styres.

Den slags plejer vi at rose os selv for i Danmark. Vi har et ”samtaledemokrati”, hedder det. Og det skyldes, at vi er et ”tillidssamfund”, fortsætter analysen. Her hos os har alle partiformændene hinanden indkodet på deres mobiltelefoner, praler folketingsmedlemmerne på delegationsrejser til udlandet.

At Danmark er et helt enormt indspist samfund, bør der herske nul tvivl om. Mens jeg stadig sad i Folketinget, yndede jeg at tage besøgende ud på den balkon, Liberal Alliance er så heldig at have råderet over på Christiansborg. Når man står på balkonen, kan man se, hvordan Christiansborg er opdelt i en stor afdeling for Folketinget og mindre afdelinger for regeringen og Højesteret (plus kongehuset, for at det ikke skal være løgn). Alt sammen i det samme bygningskompleks.

»Her i Danmark tror vi på magtens tredeling,« plejede jeg at sige. »Men alt for tredelt bryder vi os alligevel ikke om, at den er.«

At have både det ceremonielle statsoverhoved og de tre forfatningsmæssige grene af statsmagten boende i det samme, forholdsvis lille bygningskompleks ville man finde mærkværdigt i de fleste lande. Også dem, der har valgt en mindre radikal løsning end Sydafrika, hvor der er flere tusind kilometer mellem hovedsædet for henholdsvis regeringen, parlamentet og højesteretten. Men vi synes, det er hyggeligt. Og har ovenikøbet for vane at prale af det.

Hvis man havde et mere køligt temperament, ville man sige, at i Danmark har vi indrettet os sådan, at alle betingelser for både magtmisbrug og gigantiske, politisk-administrative fejlbeslutninger er de bedste mulige.

Hvorfor? Fordi det danske system er indrettet sådan, at der næsten aldrig opstår uenighed om noget som helst. Og fordi det danske system ovenikøbet også er indrette sådan, at der næsten ikke er nogen institutioner, der effektivt kan bremse hinanden.

På papiret kan Folketinget selvfølgelig afsætte en regering. Men fordi der er indgået forlig om næsten alting, har en ny regering sjældent de store konsekvenser. I virkeligheden kommer der bare et nyt hold politikere for at administrere de samme dårlige aftaler, som det forrige hold administrerede.

Det egentligt betænkelige ved, at der sidder en masse forhenværende MF’ere og ministre og departementschefer og forvalter stort set hvad som helst i Danmark, er, at det er en garanti imod, at det én gang vedtagne nogensinde bliver udfordret. Det er derfor, alting i Danmark ender med at køre på de skinner, der én gang er lagt. Uanset hvor ujævnt de er monteret. Uanset hvor mange irrationelle bugtninger de slår. Og uanset hvor de i øvrigt fører hen.

Er det et problem, at Danmarks Radio efterhånden er forfaldet til et sygt kedeligt og forudsigeligt miks af genudsendelser og venstreorienteret hejs, som ingen gider spilde tiden på? Ikke et større problem åbenbart, end at den nye bestyrelse med garanti vil lade det fortsætte.

Er det et problem, at der ikke er nogen, der gider opstille vindmøller i Danmark, og at vindmøllerne i øvrigt er en super ustabil energikilde? Ikke et større problem åbenbart, end at alle de mange mennesker, der efterhånden har bildt sig selv og os andre ind, at der ligger en fejlsikker plan for grøn omstilling, fortsætter i deres embeder.

Er det et problem, at børnene ikke lærer noget i skolen? Det skulle man tro, fordi de jo skal vokse op og overtage hele det samfund, vi voksne i dag prøver at administrere efter bedste evne.

Men problemet er åbenbart ikke større, end at alle de mange mennesker fortsætter i deres stillinger og har gjort det til en levevej at påstå, at selv om børnene ikke kan noget nyttigt eller gavnligt, så kan de så meget andet.

Og så tilbage til det spørgsmål, jeg åbnede ballet med. Svaret er: Den helt nøjagtige årsag til, at den danske elite tror, at kejseren har tøj på, er, at den er korporatistisk. Man kan nemlig ikke forestille sig, at der i Danmark nogensinde ville være en person indefra, der sagde: ”Hvad foregår der egentlig her?” eller ”Dette her er jo fup og svindel” eller bare ”Han har jo ikke noget på”.

For sagen er, at i Danmark sidder alle med ved bordet, og alle har en lille del af ansvaret, og alle de gode job går på omgang mellem partierne og mellem politikere og embedsmænd. Derfor har alle en lille del af ansvaret. Og når alle har ansvaret, er der som bekendt ingen, der har ansvaret. Det er den dybere mening med at rykke politikere over som lobbyister. Ligesom det er den dybere mening med at rykke ledende embedsmænd rundt imellem den offentlige og den halvoffentlige sektor og de store organisationer.

”Kejserens nye klæder” kunne ske alle steder, hvor der er korporatisme. Og eftersom der er mere korporatisme i Danmark, end der næsten er nogen andre steder, er ”Kejserens nye klæder” i særlig grad en fortælling om Danmark.

 

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 21. december 2024)