Sådan gør vi det lettere at købe bolig i landdistrikterne
Pernille Vermund & Jens Meilvang
2. februar 2025

“En kæmpe sejr for danskere, der gerne vil bo i vores skønne landdistrikter”. Sådan lød det i 2022, da Socialdemokratiet stolt proklamerede, at det nu er muligt at optage et lån med statsgaranti til at købe bolig for på landet.

Men få år efter viste det sig imidlertid, at der snarere havde været tale om en ”kæmpe sejr” for den socialdemokratiske regering – der med initiativet kunne købe sig til lidt presseomtale – end for danskere i yderområderne. Efter at ordningen havde eksisteret i to år, er den nemlig kun blevet brugt sølle to gange.

For det viste sig, at ordningen var unødvendig, og at den kun havde til formål ”at indfri et valgløfte”, som en uvildig ekspert fra Aalborg Universitet udtalte til medierne.Men selvom ordningen har vist sig ikke at virke, har regeringen alligevel netop besluttet sig for at forny den. Sagen er symptomatisk på en generel udfordring, der plager dansk politik.

Nemlig at regeringen ofte foregiver at ville løse et problem, selvom deres storstilede løsninger ikke reelt gør nogen som helst forskel for danskerne ude i den virkelige verden.

For der er ingen tvivl om, at det ér et alvorligt problem, at mange aspirerende boligejere i Danmarks landområder må gå skuffede hjem fra lånemøder i banken. Men kimen til dette problem er, at vi i har en gennemreguleret finanssektor, som stiller strikse og bureaukratiske krav til rammerne for boliglån.

Det problem bliver selvfølgelig ikke løst af at indføre mere bureaukrati i form af obskure, statslige låneordninger. I stedet for flere nytteløse lappeløsninger fra Socialdemokratiet burde vi fjerne de tossede regler, der i dag blokerer for, at mange i yderområderne kan få boliglån.

Tinglysningsafgiften bør fjernes, så det bliver billigere at købe bolig. Og bankernes regulering bør lempes, så de i højere grad kan lave individuelle kreditvurderinger i stedet for de standardiserede kreditkrav, som politikerne har pålagt dem. For hvis vi skal bevare vores sammenhængskraft, skal man selvfølgelig også kunne få boliglån i landets landdistrikter.

(Læserbrev bragt i Avisen Danmark d. 2. februar 2025)

Pernille Vermund
31. januar 2025

Da europaparlamentsvalgkampen løb af stablen for et halvt år siden, løb Lars Løkke Rasmussen med opmærksomheden ved en af partilederdebatterne.

Han havde nemlig medbragt et af kongerigets – efter eget udsagn – sidste plastiksugerør, som nu er blevet forbudt af EU. For ifølge udenrigsministeren burde vi nemlig slet ikke bruge valgkampen på at diskutere EU’s overregulering, hvilket forbuddet mod plastiksugerør var blevet et billede på.

Men blot tre måneder efter Løkkes gimmick udkom Mario Draghis rapport om EU’s sløje konkurrenceevne, hvilket fik alarmklokkerne til at ringe overalt på kontinentet. Europa er nemlig slet og ret ved at sakke bagud.

Mens store dele af resten af verden bevæger sig mod en bedre fremtid, er Europa ved at degenerere til en falmet udgave af sit tidligere selv. Vores produktivitet er haltende, vores konkurrenceevne bliver ringere, og vores indflydelse på den globalpolitiske scene er på retræte.

Kimen til dette problem er, at EU’s “nærhedsprincip” – at man kun skal gennemføre regulering på de områder, som det enkelte land ikke selv kan stå for – i praksis er blevet lagt i graven. For i de seneste mange år har EU snarere haft fokus på at spytte unødvendige direktiver om alt fra barselsregler til arbejdstid ud i medlemslandene. Og samtidig med at vi er ved at tabe i det globale kapløb om konkurrenceevne, skal vi også lang tid tilbage i historien for at finde sidste gang, der var så stor geopolitisk ustabilitet og usikkerhed.

Derfor står EU ved en korsvej. Frilandsmuseum eller ej? De beslutninger, vi træffer i den kommende tid, kommer nemlig til at sætte kursen for, om vi i det 21. århundrede stadig vedbliver med at have indflydelse, eller om vi i stedet degenererer til et frilandsmuseum for tidligere tiders storhed.

I den forbindelse har Danmark faktisk en unik mulighed for at præge udviklingen. Når vi til sommer overtager EU-formandskabet for ottende gang, skal vores placering for enden af Ministerrådets bordende udnyttes til at sætte vækst og konkurrencekraft på dagsordenen. Og noget tyder på, at timingen faktisk er god for os. For selv de mest statstro og reguleringslystne bureaukrater i både Danmark og Bruxelles lader efterhånden til at have set skriften på væggen.

Ja, selv Mette Frederiksen, der om nogen har været storleverandør af mere regulering, erkendte problemet i sin nytårstale ved at understrege, at andre kontinenter er ved at løbe med fremtidens vækst og velstand. Og også kommissionsformand Ursula von der Leyen har allerede varslet ændringer. I sin tale ved World Economic Forum i Davos i slutningen af januar 2025 understregede hun, at behovet for at styrke Europas konkurrenceevne er en af Kommissionens vigtigste prioriteter.

Udfordringen er selvfølgelig, at der ofte er en kløft mellem de gode intentioner i de politiske skåltaler og den politik, der faktisk føres ud i livet. Ingen politikere betragter jo sig selv som nogen, der går ind for “bureaukrati” – men når de velmente ambitioner om at nedbringe bureaukratiet kolliderer med systemets fodslæbende inerti, er det ofte førstnævnte, der ender med at vige. Så hvordan sikrer vi os, at vi også i praksis ender med at få nedbragt bureaukratiet?

Et godt sted at starte er ved, at vi politikere binder os selv til masten. Vildtvoksende bureaukrati Roden til vores nuværende problem er nemlig, at EU’s vildtvoksende bureaukrati bliver ved med fylde mere, selvom alle – uanset deres politiske overbevisning – påstår at ville nedbringe det.

Hvis vi på EU-plan får gennemført en bindende bureaukratilov, hvor vi altid skal fjerne to eksisterende regler, før man indfører én ny, har vi en reel chance for at vende udviklingen. Et sådant forslag er ikke blot en skrivebordsteoretisk øvelse uden gang på jord i den virkelige verden.

I den canadiske provins British Columbia indførte man nemlig en lignende bureaukratilov i 2001. Resultatet var enestående. På blot tre år faldt regelmængden med svimlende 40 pct., og forskning har efterfølgende estimeret, at regelstoppet har forøget regionens vækst med 1 procentpoint hvert eneste år siden.

Hvis vi skal sikre os, at også fremtidens europæere vokser op på et stærkt kontinent, er vores konkurrenceevne drivkraften bag alle de andre fremskridt, vi også ønsker at realisere. Om det er at lægge skinnerne til den grønne omstilling, at hjælpe ukrainerne med at vinde over Putins krigsmaskine, at løsrive os uafhængigheden af et tiltagende mere utilregneligt USA eller bare at fortsætte den økonomiske vækst til gavn for alle i EU, bliver der nødt til at ske et skifte. For hvis ikke den nuværende udvikling vendes, vokser fremtidens europæere op på et svagt, fattigt og overflødigt kontinent. 

Kronik bragt i Børsen d. 31. januar 2025

Ole Birk Olesen
28. januar 2025

Politikere, som påstår, at en borgerlig regering simpelthen ikke kan lade sig gøre, siger ikke noget klogt om dansk politik.

Vi er mange, som har oplevet det. Måske har vi alle.
Vi har en drøm, et mål, en plan, som vi lægger kræfter i at realisere, men der er bestemte mennesker, som vi helst ikke taler om det med. Vi ved, hvad de vil sige: »Det må du hellere slå ud af hovedet. Få dig en mere realistisk ambition. Det der kan aldrig lade sig gøre.«

Vi ved også, hvorfor de siger det. Det er ikke en ægte bekymring for os, som driver dem. De bekymrer sig for sig selv. For hvorfor stiler de ikke selv højere? Hvorfor har de ikke selv lignende drømme?

Den behagelige forklaring er, at de er mere realistiske.

Den ubehagelige er, at de er dovne, uambitiøse, eller at deres interesser er modstridende – de er konkurrenter.

Liberal Alliances ambition er, at der efter næste folketingsvalg skal være flertal for en borgerlig regering i Folketinget. Det ved vi kan lade sig gøre. Vi borgerlige partier har noget at tilbyde danskerne: Ideer om mere frit valg i velfærden, et nyt velfærdssamfund til erstatning for den trætte socialdemokratiske velfærdsstat.

Mere overskud i hverdagen for folk, som yder en indsats på arbejdsmarkedet og i erhvervslivet. Nye løsninger på tidens udlændingeproblemer. Sund fornuft i mødet med såkaldte »woke« dagsordener, som den danske venstrefløj og Moderaterne forsøger at importere til Danmark fra USA.

Og meget, meget mere.

Vi har også en stor villighed til at finde ud af det sammen i de fire borgerlige partier, som ikke er gået ind i Mette Frederiksens regering. Vi samarbejder fortroligt og godt i Folketinget og hjælper hinanden i det daglige. Vi går til forhandlinger sammen, og vi laver udspil sammen.

Alligevel mødes vi jævnligt af nej-sigere, især fra Venstre. Både folk fra partiets top, som interviewes i pressen, og mere menige medlemmer, som skriver ud på sociale medier, at det eneste, som kan lade sig gøre i disse år, er en regering under Mette Frederiksens socialdemokratiske ledelse.

Senest er det Venstres formand for Folketinget, Søren Gade, som har sagt det i et podcaststudie hos Ekstra Bladet.
Hans argumenter er blot en gentagelse af, hvad andre Venstre-folk også siger:

For det første kommer han med en henvisning til årene 2015-2019, hvor tingene ikke fungerede godt mellem VLAK-partierne og DF.

Nogle giver LA skylden for det, andre ser mere nøgternt på også det dengang Løkke-ledede Venstres medansvar. Og ikke mindst på DFs skyld i en periode, hvor Kristian Thulesen Dahl hellere ville kissemisse med Mette Frederiksen end med DFs tidligere blå venner.

Det er alt sammen 100 procent ligegyldigt, for vi er et andet sted nu. Alle borgerlige partier har nye formænd. Alle andre formænd end Venstres siger, at deres forgængere begik fejl, som de ikke vil gentage. De siger, at de har lært af fejlene og er kommet videre. Stemningen i den blå opposition i dag minder mere om tiden op til Poul Schlüters firkløverregering i 1982 end om den, som dominerede fra 2015-2019.

For det andet mener Søren Gade, at en borgerlig regering efter næste valg er udelukket, fordi Morten Messerschmidt har sagt, at DF ikke vil medvirke til at gøre Lars Løkke Rasmussen til minister igen.

Lad os lige slå nogle ting fast her. Det er fuldstændig normalt i dansk politik at have regeringer med støttepartier, som ikke er regeringspartier. Jeg er 52 år, og de første 50 år af mit liv, har vi aldrig haft en regering, som ikke havde et eller flere støttepartier, som ikke var regeringspartier.

Socialdemokratiet gik til valg i både 2019 og 2022 med en ambition om måske at danne regering med blandt andet De Radikale og Enhedslisten som mulige støttepartier, samtidig med at Socialdemokratiet også sagde højt, at de da ikke ville have hverken De Radikale eller Enhedslisten med i deres regering.

Så hvorfor kan vi ikke også have en borgerlig regering igen med støttepartier, for eksempel Moderaterne?

Her må vi forstå det sådan, at Søren Gade og de øvrige Venstre-folk mener, at Lars Løkke Rasmussen er villig til at føre politik med hvem som helst, som vil give ham den fineste ministerpost. Politikken er ligegyldig.

Glemt er i så fald Moderaternes eksistensberettigelse som partiet, der vil føre politik på midten uden afhængighed af yderfløjene, og Løkke vil så i princippet kunne sidde som udenrigsminister i en rød regering på Pelle Dragsteds og Franciska Rosenkildes nåde.

Glemt er så også, at de fleste af Moderaternes vælgere kommer fra andre blå partier, og at disse vælgere i et valg mellem at læne sig op ad enten DF eller Enhedslisten og Alternativet trods alt foretrækker DF.

Politikere, som påstår, at en borgerlig regering simpelthen ikke kan lade sig gøre, siger ikke noget klogt om dansk politik. De ønsker bare ikke at bidrage til arbejdet for, at vi igen får en borgerlig regering. De er af grunde, som de selv må redegøre for, modstandere af en regering, som har en anden statsminister end Mette Frederiksen.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 28/1-2025)

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
28. januar 2025

Det er et uomtvisteligt kendetegn ved en regering under Mette Frederiksens ledelse, at det offentlige forbrug – og i særdeleshed udgifterne til offentlig administration – buldrer derudaf.

Det har været tilfældet i de snart seks år, hun har været statsminister. Og noget tyder desværre på, at statsministerens regeringssamarbejde med Venstre og Moderaterne blot har intensiveret overforbruget yderligere.

I en ny Cepos-analyse fremgår det nemlig, at SVM-regeringen har forårsaget den højeste vækst i det offentlige forbrug siden før finanskrisen i udgangen af 00’erne. Med en gennemsnitlig årlig realvækst i det offentlige forbrug på 1,8 pct. er det lykkedes midterregeringen at overgå både Helle Thorning-Schmidts røde regeringskonstellationer samt Mette Frederiksens rene S-regering. Det er en kedelig rekord, som hæmmer væksten betragteligt og lægger sig i forlængelse af en række af lignende rekorder, som er blevet slået i løbet af den igangværende regeringsperiode. For eksempel er antallet af administrativt ansatte i den offentlige sektor rundet 100.000 fuldtidsansatte for første gang nogensinde i danmarkshistorien. En rekord, som er blevet realiseret som følge af en stigning på næsten 14.000 fuldtidsansatte, siden Mette Frederiksen for første gang gjorde sit indtog i Statsministeriet i 2019.

Samtidig har danskerne måttet lægge øre til den ene skåltale efter den anden, som har udpenslet regeringens mange bekymringer om det vildtvoksende bureaukrati og ditto ambitioner om at afbureaukratisere markant. Bekymringer og ambitioner, som næppe kan beskrives som andet end tomme floskler. For Mette Frederiksen og SVM-regeringen har på ingen måde bevist, at de har reelle intentioner om at tilbagerulle forbrugs- og jobfesten i den offentlige sektor – og da slet ikke i den del af den offentlige sektor, som beskæftiger sig med administration.

Man er derimod interesseret i at sende et velkendt signal om, at regeringen tager problematikken alvorligt og har tænkt sig at gøre noget ved sagen. Og når for eksempel finansminister Nicolai Wammen (S) bryster sig af, at regeringen har igangsat en plan om at skære 1.000 administrative årsværk i staten, kan det ved første øjekast fremstå handlekraftigt. Men hvad tænker du så, når du hører, at der fra 2019 til 2023 blev ansat 1.030 flere medarbejdere alene i centraladministrationens departementer?

At Wammens plan er spil for galleriet? Lige netop. Faktum er, at det offentlige overforbrug hænger uløseligt sammen med Mette Frederiksens ledelse, og at danskerne fortjener en frisk start, hvor vi politikere binder os til masten og tilbageruller årtiers vildtvoksende bureaukrati.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 28/1-2025)

Liberal Alliance
28. januar 2025

Peter Larsen, byrådsmedlem i Thisted Kommune og regionsrådsmedlem i Region Nordjylland, skifter medlemskabet af Venstre ud til fordel for Liberal Alliance.
Liberal Alliance har i dag fornøjelsen af at kunne byde endnu et nyt byrådsmedlem velkommen i folden i form af det forhenværende Venstre-medlem, Peter Larsen.

”Jeg er enormt glad for at blive en del af Liberal Alliance, hvor jeg ser meget frem til at fortsætte mit arbejde for at øge friheden og sikre større lokal beslutningskraft i vores kommune og region,” lyder det fra Peter Larsen i kølvandet på skiftet.

Peter har været medlem af kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune siden 2014 samt medlem af regionsrådet i Region Nordjylland siden 2022. Aktuelt er han formand for Børne- og Familieudvalget i Thisted Kommune samt medlem af Udvalget for Klima, Miljø og Bæredygtig Udvikling og Psykiatri- og Socialudvalget i Region Nordjylland. Ved siden af sit politiske virke er Peter selvstændig ejendomsinvestor.

Lokalformand for Liberal Alliances lokalforening i Thisted, Mads Ingeman Kjærulf Vester, er begejstret over, at partiet nu bliver forstærket i form af en stærk og erfaren kandidat:

“Jeg glæder mig over at kunne byde Peter Larsen velkommen i Liberal Alliance. Nu er vi igen repræsenteret i kommunalbestyrelsen i Thisted og Region Nordjylland. Peters store erfaring gennem hans arbejde i kommunal- og regionalpolitik bliver utvivlsomt en stor styrke for partiet ved kommunal- og regionrådsvalget i november.”

For kontakt og interview:

Peter Larsen, Byrådsmedlem i Thisted Kommune (25 10 17 94)
Mads Ingeman Kjærulf Vester, Lokalformand i Liberal Alliance Thisted (20 23 49 99)
Nicholas Prüsse Levinsen, Presserådgiver for Liberal Alliance (61 62 59 01)

Henrik Dahl
27. januar 2025

Krigen i Ukraine, stigende geopolitisk uro og voksende protektionisme stiller nye krav til Europa. Sikkerhedssituationen er bekymrende. Verdensmarkedet er uroligt. Vi er nødt til at sikre, at vi kan mere selv.

Topøkonom Mario Draghis rapport om den europæiske konkurrenceevne understregede, at det er påtrængende nødvendigt at få styrket vores strategisk vigtige industrier i Europa.

Med Trump som ny præsident i USA kan vi forvente en protektionistisk handelspolitik, som kan få negative konsekvenser for EU, hvis han igen udfordrer eksisterende handelsaftaler.

Ser vi mod øst, er det velkendt, at Kina yder massiv statsstøtte til egne industrier for at vinde markedsandele. Dertil kommer den usikre sikkerhedssituation med krigen i Ukraine og i andre konfliktområder.

Det står efterhånden klart, at Europa ikke bør være afhængigt af andre verdensdele for at sikre vores kritiske forsyningskæder.

Begræns EU’s bureaukrati
Dette er ikke en ny udfordring, og EU har blandt andet indført en Carbon Border Adjustment Mechanism (CBAM), der beskytter europæiske producenter mod konkurrence fra lande uden CO2-afgifter.

Det omfatter dog kun råmaterialer og ikke færdige produkter som eksempelvis skibe. Så europæiske producenter betaler CO2-afgift i produktionen, mens udenlandske konkurrenter kan eksportere deres produkter til EU uden denne omkostning.

Det er en åbenlys skævvridning, der kræver et kritisk serviceeftersyn.

Det samme gælder for EU’s ansøgningsprocesser for forsknings- og udviklingsmidler, som er så komplekse, at særligt mindre virksomheder ikke har ressourcerne til at navigere i det bureaukratiske landskab.

Men også store virksomheder giver op, når dokumentationskravene løber løbsk. Det nytter ikke, når netop forskning, udvikling og innovation skal sikre vores fremtidige konkurrenceevne.

Dertil kommer diverse forgreninger af administrativt bøvl, eksempelvis tidsregistrering og omfattende afrapportering af blandt andet bæredygtighedstiltag og reguleringer, som hæmmer industrien, fordi der går tusindvis af timer fra kerneforretningen.

Aktuelt kæmper de europæiske virksomheder en brav kamp for at navigere i, hvor meget de skal dokumentere med de nye ESG-regler om blandt andet klimaaftryk og bæredygtighed. For kravene kom uden brugbare retningslinjer, men til gengæld med i alt 1.100 datapunkter, man kan lade sig inspirere af. Frustrationen i erhvervslivet er mærkbar.

EU skal hjælpe – ikke spænde ben
Der er brug for et paradigmeskifte og brug for at sikre, at europæiske virksomheder bakkes op af EU frem for det modsatte. For potentialet for vækst er stort. Blandt andet i den maritime industri, som er en af de udpegede sektorer med stor strategisk betydning for Europa.

Her er det positivt, at EU vil udforme en europæisk, maritim industristrategi.

Det har Danske Maritime og vores fælleseuropæiske organisation SEA Europe arbejdet hårdt for, blandt andet med ønske om målrettede forskningsmidler, bedre ansøgningsmuligheder samt oprettelsen af en europæisk maritim forskningsfond.

På tværs af brancher bør EU føre en aktiv industripolitik og sikre en kritisk masse på det europæiske marked.

Dette kan også bedre kriterier i offentlige udbud og mere risikovillig kapital bidrage til, ligesom grønne afgifter bør gå direkte til innovation på det pågældende område.

Vi er nødt til at lægge mere vægt på europæisk produktion, og uden at skabe intern konkurrenceforvridning skal vi styrke Europa og forholde os langt mere håndfast til det faktum, at vi sakker bagud, hvis vi er for pæne til at lægge arm med verdensdele, der helt åbenlyst sætter egne behov først.

Danske virksomheder er nøglespillere
Samtidig er det ikke kun et spørgsmål om økonomisk vækst men også om forsvar og forsyningssikkerhed.

Tidligere EU-rapporter har anbefalet at styrke Europa som en “Sea Power”-region, og Danmark har en af verdens længste kystlinjer omfattende Grønland og Færøerne, som vi er Nato-forpligtede til at overvåge, hvilket nu har fået international bevågenhed.

Derfor bør vi være en central aktør i denne indsats og satse strategisk på den danske maritime industri.

Aktuelt bygger vi eksempelvis færger, kystovervågningsfartøjer, fiskerfartøjer og diverse specialskibe.

Men fokuserer vi på de mange skibe, som er ejet af staten og kommunerne, trænger mange af dem til en udskiftning, hvilket giver en strategisk mulighed for at styrke Danmark.

Folketinget er på vej med en plan for nye skibe til Søværnet, hvor mange skibe er forældede. Men dertil kommer eksempelvis mange utidssvarende redningsfartøjer.

Sætter vi gang i mere dansk skibsbygning, står de positive konsekvenser i kø i form af styrket forsvar og øget forsyningssikkerhed, en grønnere transport samt øget vækst og styrket dansk konkurrenceevne.

El-færger kan rykke dansk udvikling
Der er brug for en mere strategisk tilgang til, hvordan vi kan styrke Danmark, som ofte er først med nye maritime løsninger.

Verdens første 100 procent eldrevne færge var dansk, hvilket rykkede udviklingen af færgefart på strøm, og et nyt eksempel er autonom færgesejlads, som på lidt længere sigt har et stort eksportpotentiale.

Ligesom metro-togene i København kan en autonom færge styres fra et kontrolrum, og når alle godkendelser er klar, kan dette revolutionere transporten til og fra mange øer i verden.

Samtidig er grøn omstilling af den globale skibsfart en bunden opgave, hvor Danmark spiller en nøglerolle, og hvor hjemmemarkedet bidrager til at vise den stærke, danske innovationskraft.

Så det er nu, at Danmark og Europa skal sikre vores forsvarsmæssige, økonomiske, konkurrencemæssige og strategiske modstandsdygtighed. Der er brug for at passe bedre på Europa.

Indlæg skrevet af: Jenny N. Braat, Adm. direktør, Danske Maritime, næstformand, Den Danske Maritime Fond og Henrik Dahl

(Indlæg bragt i Altinget d. 24/1-2025)