LA og Danske Maritime: Dansk skibsbyggeri er vigtigt for Europas sikkerhed

Henrik Dahl
27. januar 2025

Krigen i Ukraine, stigende geopolitisk uro og voksende protektionisme stiller nye krav til Europa. Sikkerhedssituationen er bekymrende. Verdensmarkedet er uroligt. Vi er nødt til at sikre, at vi kan mere selv.

Topøkonom Mario Draghis rapport om den europæiske konkurrenceevne understregede, at det er påtrængende nødvendigt at få styrket vores strategisk vigtige industrier i Europa.

Med Trump som ny præsident i USA kan vi forvente en protektionistisk handelspolitik, som kan få negative konsekvenser for EU, hvis han igen udfordrer eksisterende handelsaftaler.

Ser vi mod øst, er det velkendt, at Kina yder massiv statsstøtte til egne industrier for at vinde markedsandele. Dertil kommer den usikre sikkerhedssituation med krigen i Ukraine og i andre konfliktområder.

Det står efterhånden klart, at Europa ikke bør være afhængigt af andre verdensdele for at sikre vores kritiske forsyningskæder.

Begræns EU’s bureaukrati
Dette er ikke en ny udfordring, og EU har blandt andet indført en Carbon Border Adjustment Mechanism (CBAM), der beskytter europæiske producenter mod konkurrence fra lande uden CO2-afgifter.

Det omfatter dog kun råmaterialer og ikke færdige produkter som eksempelvis skibe. Så europæiske producenter betaler CO2-afgift i produktionen, mens udenlandske konkurrenter kan eksportere deres produkter til EU uden denne omkostning.

Det er en åbenlys skævvridning, der kræver et kritisk serviceeftersyn.

Det samme gælder for EU’s ansøgningsprocesser for forsknings- og udviklingsmidler, som er så komplekse, at særligt mindre virksomheder ikke har ressourcerne til at navigere i det bureaukratiske landskab.

Men også store virksomheder giver op, når dokumentationskravene løber løbsk. Det nytter ikke, når netop forskning, udvikling og innovation skal sikre vores fremtidige konkurrenceevne.

Dertil kommer diverse forgreninger af administrativt bøvl, eksempelvis tidsregistrering og omfattende afrapportering af blandt andet bæredygtighedstiltag og reguleringer, som hæmmer industrien, fordi der går tusindvis af timer fra kerneforretningen.

Aktuelt kæmper de europæiske virksomheder en brav kamp for at navigere i, hvor meget de skal dokumentere med de nye ESG-regler om blandt andet klimaaftryk og bæredygtighed. For kravene kom uden brugbare retningslinjer, men til gengæld med i alt 1.100 datapunkter, man kan lade sig inspirere af. Frustrationen i erhvervslivet er mærkbar.

EU skal hjælpe – ikke spænde ben
Der er brug for et paradigmeskifte og brug for at sikre, at europæiske virksomheder bakkes op af EU frem for det modsatte. For potentialet for vækst er stort. Blandt andet i den maritime industri, som er en af de udpegede sektorer med stor strategisk betydning for Europa.

Her er det positivt, at EU vil udforme en europæisk, maritim industristrategi.

Det har Danske Maritime og vores fælleseuropæiske organisation SEA Europe arbejdet hårdt for, blandt andet med ønske om målrettede forskningsmidler, bedre ansøgningsmuligheder samt oprettelsen af en europæisk maritim forskningsfond.

På tværs af brancher bør EU føre en aktiv industripolitik og sikre en kritisk masse på det europæiske marked.

Dette kan også bedre kriterier i offentlige udbud og mere risikovillig kapital bidrage til, ligesom grønne afgifter bør gå direkte til innovation på det pågældende område.

Vi er nødt til at lægge mere vægt på europæisk produktion, og uden at skabe intern konkurrenceforvridning skal vi styrke Europa og forholde os langt mere håndfast til det faktum, at vi sakker bagud, hvis vi er for pæne til at lægge arm med verdensdele, der helt åbenlyst sætter egne behov først.

Danske virksomheder er nøglespillere
Samtidig er det ikke kun et spørgsmål om økonomisk vækst men også om forsvar og forsyningssikkerhed.

Tidligere EU-rapporter har anbefalet at styrke Europa som en “Sea Power”-region, og Danmark har en af verdens længste kystlinjer omfattende Grønland og Færøerne, som vi er Nato-forpligtede til at overvåge, hvilket nu har fået international bevågenhed.

Derfor bør vi være en central aktør i denne indsats og satse strategisk på den danske maritime industri.

Aktuelt bygger vi eksempelvis færger, kystovervågningsfartøjer, fiskerfartøjer og diverse specialskibe.

Men fokuserer vi på de mange skibe, som er ejet af staten og kommunerne, trænger mange af dem til en udskiftning, hvilket giver en strategisk mulighed for at styrke Danmark.

Folketinget er på vej med en plan for nye skibe til Søværnet, hvor mange skibe er forældede. Men dertil kommer eksempelvis mange utidssvarende redningsfartøjer.

Sætter vi gang i mere dansk skibsbygning, står de positive konsekvenser i kø i form af styrket forsvar og øget forsyningssikkerhed, en grønnere transport samt øget vækst og styrket dansk konkurrenceevne.

El-færger kan rykke dansk udvikling
Der er brug for en mere strategisk tilgang til, hvordan vi kan styrke Danmark, som ofte er først med nye maritime løsninger.

Verdens første 100 procent eldrevne færge var dansk, hvilket rykkede udviklingen af færgefart på strøm, og et nyt eksempel er autonom færgesejlads, som på lidt længere sigt har et stort eksportpotentiale.

Ligesom metro-togene i København kan en autonom færge styres fra et kontrolrum, og når alle godkendelser er klar, kan dette revolutionere transporten til og fra mange øer i verden.

Samtidig er grøn omstilling af den globale skibsfart en bunden opgave, hvor Danmark spiller en nøglerolle, og hvor hjemmemarkedet bidrager til at vise den stærke, danske innovationskraft.

Så det er nu, at Danmark og Europa skal sikre vores forsvarsmæssige, økonomiske, konkurrencemæssige og strategiske modstandsdygtighed. Der er brug for at passe bedre på Europa.

Indlæg skrevet af: Jenny N. Braat, Adm. direktør, Danske Maritime, næstformand, Den Danske Maritime Fond og Henrik Dahl

(Indlæg bragt i Altinget d. 24/1-2025)

Tag folk bogstaveligt. Ikke bare alvorligt

Henrik Dahl
24. januar 2025

Politiske eliter har ofte helt ekstremt svært ved at forestille sig, at verden ikke er business as usual. Derfor har de begået deres mest alvorlige fejl ved at underreagere. Ikke ved at overreagere.

Hvor mange revolutioner kommer man som politisk iagttager til at opleve i sin levetid?

Det er ikke et spørgsmål, der kan gives et entydigt svar på. Nogle perioder er mere dramatiske end andre. Og nogle revolutioner er vanskeligere at få øje på, lige når de sker, end andre.

I min levetid på knap 65 år er der sket store revolutioner i Østeuropa og i Mellemøsten. Men vi må ikke glemme, at helt frem til midten af 1970’erne fandtes der diktaturstater i Vesteuropa: Spanien, Portugal og i perioder Grækenland.

De mange revolutioner fra diktatur til demokrati, der har fundet sted i Europa i min levetid, er uden tvivl den faktor, der har givet flest mennesker på kontinentet et bedre liv.

Ser vi omvendt på, hvad der siden 1960 har skabt mest usikkerhed for de mennesker, der lever på kontinentet i vore dage, synes jeg ikke, man kan komme uden om to revolutioner: de islamistiske revolutioner i 1979 og genoplivelsen af det russiske imperium, der blev annonceret af Vladimir Putin i 2007.

De islamistiske revolutioner i 1979 består af flere dele, der ikke i første omgang var indbyrdes forbundne: angrebet på den store moské i Mekka, den russiske destabilisering af Afghanistan og revolutionen i Iran (for at gøre ondt endnu værre er 1979 også året, hvor Zia ul-Haq for alvor strammer det islamistiske greb om Pakistan. Skønt afsættelsen af den verdslige Zulfikar Ali Bhutto allerede fandt sted to år tidligere).

Næsten alt, hvad der har at gøre med den globale jihad, kan føres tilbage til det islamistiske revolutionsår 1979. Det samme gælder for rivaliseringen mellem de islamistiske stormagter Iran og Saudi-Arabien (ofte gennem stedfortrædere) i Mellemøsten.

At den vestlige verden har gjort problemerne værre ved med åbne øjne at importere konflikterne til Europa og ved at føre ugennemtænkte krige i Mellemøsten, bekræfter kun den pointe, jeg gerne vil frem til: Ofte er det sådan, at beslutningstagere i samtiden slet ikke kan få øje på, hvad det er for skelsættende begivenheder, der udspiller sig for øjnene af dem.

Hvis vi i Europa havde kendt konsekvenserne af at lade mellemøstlige konflikter brede sig til vores kontinent, havde beslutningstagerne i 1970’erne og 1980’erne forhåbentlig handlet anderledes, end de gjorde. Og hvis beslutningstagerne i det hele taget havde vidst mere om Mellemøsten, havde de forhåbentlig tænkt sig om en ekstra gang eller tre, før de valgte at destabilisere regionen med krige i Afghanistan og Irak.

Da Vladimir Putin i 2007 kritiserede den unipolære verdensorden på sikkerhedskonferencen i München, var der – i lighed med, da de islamistiske revolutioner udspillede sig i 1979 – ikke mange, der forstod rækkevidden. Hvad der i tilbageblik kan forekomme ekstra mærkeligt, i betragtning af at han et par år tidligere havde omtalt opløsningen af Sovjetunionen som en geopolitisk tragedie.

I dag ved vi med sikkerhed, at en af hoveddrivkræfterne i den antivestlige alliance mellem Rusland, Iran, Nordkorea og Kina og den ligeledes anti-vestlige Briks-alliance er Vladimir Putins kritik af den unipolære verdensorden med USA i spidsen.

Vi kunne i teorien have vidst det – eller i hvert fald været på sporet af Putins hensigter – allerede for 20 år siden. Men først efter talrige invasioner af Ruslands nabolande gik det op for Vesten, at Putin faktisk mente, hvad han sagde i 2005 og 2007.

Og hvad skal disse overvejelser så bruges til i 2025?

De skal bruges til at sige, at ofte er det tilsyneladende sådan, at politiske eliter – for eksempel her i den vestlige verden – har endog yderst vanskeligt ved at kombinere de informationer, der står til deres rådighed, til et retvisende og afbalanceret billede.

I 1979 var der næsten ingen medlemmer af den tids politiske eliter, der var i stand til at forestille sig, at global, islamistisk jihad ville blive et problem, man skulle ofre enorme ressourcer på at bekæmpe og holde nede.

Den fra Frankrig hjemvendte ayatollah Khomeini holdt i Teheran eksotiske og uforståelige taler om, hvordan han ville skabe et islamisk mønstersamfund. Men sad der ikke verdslige folk i jakkesæt eller vestlige militæruniformer i hovedstæderne i Tyrkiet, Irak, Syrien, Jordan, Libanon, Egypten og hele vejen vestpå langs den sydlige middelhavskyst til Marokko? Det gjorde der da. Så hvordan i alverden en hellig krig for islam og imod de vantro nogensinde kunne blive et problem, seriøse supermagter var nødt til at beskæftige sig med, forstod kun et meget lille mindretal af eksperter.

I 2005 og 2007 var der på samme måde næsten ingen, der forstod, at Vladimir Putin havde tænkt sig at genoplive den russiske imperialisme, som man troede var gået i graven med Sovjetunionen. Selvom det fuldkommen åbenlyst var, hvad han sagde. Og gerne uddybede, hvis nogen spurgte ind til det.

Politiske eliter har – i hvert fald en gang imellem – helt ekstremt svært ved at forestille sig, at verden ikke – gentager: ikke – er stiafhængig. At verden ikke – gentager: ikke – er business as usual.

Derfor har politiske eliter ved flere lejligheder de seneste 50 år begået deres mest alvorlige fejl ved at underreagere. Ikke ved at overreagere.

Jeg vil gerne advare imod at begå stiafhængigheds- eller business as usual-fejlen en gang til med Donald Trump. Eller med andre ord: Jeg tror, at det drama og de forandringer, der venter os, er mindst lige så store som for eksempel dengang, Vladimir Putin holdt sin berømte tale i München for snart 18 år siden.

Det er ikke noget, jeg kan bevise med matematisk logik. Det er noget, min erfaring fortæller mig. Og som jeg vil opfordre andre til at overveje.

Prøv, bare for argumentets skyld, at antage, at Donald Trump mener, hvad han siger. Ligesom – uden nogen form for sammenligning i øvrigt – Khomeini faktisk mente, hvad han sagde. Og Putin faktisk mente, hvad han sagde.

De fleste troede, at Khomeini var en eksotisk mand med turban, der gerne udtalte sig i blomstrende, turban-agtige vendinger. Og de fleste troede, at Putin var en KGB-agent i et dårligt siddende jakkesæt, der havde fantomsmerter i USSR.

Begge dele var helt fatale misforståelser og undervurderinger.

Hvis Donald Trump mener, hvad han siger – og det er jeg overbevist om, at han gør – så vil USA ikke længere være garant for den regelbaserede verdensorden.

Det vil sige: USA vil ikke være garant for FN og Nato. Men USA vil heller ikke være garant for EU’s sikkerhed eller for globaliseringen – herunder den helt lavpraktiske, frie sejlads på verdenshavene. Til gengæld vil USA rent fysisk have kontrol med blandt andet Panama og Grønland.

Den amerikanske orden, der så småt opstod efter Første Verdenskrig og foldede sig ud efter Anden, er med andre ord aflyst.

Det, der vil komme efter, kan man efter behag kalde Den amerikanske Uorden eller Den nye amerikanske orden eller Den amerikanske Orden 2.0. Men uanset hvad: Det kommer til at stille helt ekstremt store krav til både Europa uden for EU og Europa inden for EU.

Måske tager jeg fejl. Det håber jeg.

Men prøv for en sikkerheds skyld at overveje, om vi i Europa er klar til Den Amerikanske Orden 2.0.

Det er vi ikke. Og det skyldes, at vi har ført en sikkerhedspolitik, en globaliseringspolitik, en indvandringspolitik og en energipolitik, der ikke havde noget med virkeligheden at gøre. Ligesom vi har brugt tiden på at diskutere en række absurde og ligegyldige, postmodernistiske førsteverdensproblemer, der heller ikke har noget med virkeligheden at gøre.

Da vi endelig forstod alvoren i 1979 og 2007, var det ikke for sent. Men det var på høje tid. Vi forstod heller ikke alvoren i Donald Trumps udtalelser i 2016. Derfor er det på høje tid, at vi forstår den i 2025.

Vi har ført en sikkerhedspolitik, en globaliseringspolitik, en indvandringspolitik og en energipolitik, der ikke havde noget med virkeligheden at gøre. Ligesom vi har brugt tiden på at diskutere en række absurde og ligegyldige, postmodernistiske førsteverdensproblemer, der heller ikke har noget med virkeligheden at gøre.

Da vi endelig forstod alvoren i 1979 og 2007, var det ikke for sent. Men det var på høje tid. Vi forstod heller ikke alvoren i Trumps udtalelser i 2016. Derfor er det på høje tid, at vi forstår den i 2025.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 24/1-2025)

Regeringen mangler ambitioner til at gøre professionsuddannelserne mere attraktive

Sandra Elisabeth Skalvig
24. januar 2025

Regeringen lægger op til at afkorte de professionsrettede videregående uddannelser med 15 ECTS-point.

Det er en kontraproduktiv og uansvarlig tilgang til uddannelsespolitik, når vi samtidig mangler dygtige professionsbachelorer på arbejdsmarkedet.

År efter år er søgningen til sygeplejerske, socialrådgiver og pædagog faldet massivt. Det er uddannelser, hvor vi desværre også står og mangler dygtige medarbejdere på arbejdsmarkedet. Derfor er reformen af de professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser et længe ventet spadestik i retning af at gøre uddannelserne mere attraktive og sikre højere kvalitet i undervisningen.

Desværre må vi konstatere, at regeringen ikke har tænkt sig at grave dybt nok til at kunne tage fat om rødderne i problematikken. For til alles store forundring lægges der op til at afkorte professionsuddannelserne med 15 ECTS-point. Det hænger rigtig dårligt sammen med intentionen i reformen, der netop er at sikre større tilgang til professionsuddannelserne med henblik på at uddanne befolkningen til, hvad der er behov for i samfundet.

Hvis vi vil have flere til at blive sygeplejersker, pædagoger og socialrådgivere, er vi nødt til at sikre kvalitet i uddannelserne, så de bliver et attraktivt første valg. Flere og flere unge tager nemlig en lang videregående uddannelse, fremfor en kort- eller mellemlang.

Og vi er nødt til at spørge os selv: Hvis en kommende studerende er i tvivl, om vedkommende skal vælge en akademisk uddannelse eller en professionsbachelor, skubber vi så valget i retning af sidstnævnte ved at afkorte uddannelsen?

Svaret er åbenlyst: Selvfølgelig ikke. Hvis vi vil have flere til at søge en professionsbachelor, skal vi øge prestigen i disse uddannelser. Men en bred afkortning med bind for øjnene er en dybt problematisk tilgang, der kan medføre store konsekvenser for kvaliteten og som blot ligger i forlængelse af regeringens overfladiske og merkantile tilgang til uddannelsesområdet.

I min optik svarer denne tilgang til at føre uddannelsespolitik i bagvendt rækkefølge. En optimal arbejdsproces burde starte med at afklare, hvad der er behov for, at de studerende skal kunne, når de er færdiguddannet – og deraf fastlægge indhold og længde af den specifikke uddannelse. Men regeringen begynder baglæns med at sætte en rigid ramme for, hvor lang tid en professionsuddannelse må tage.

Vi bør lade uddannelsens indhold definere tid, ikke tid definere indhold. Dannelse, fordybelse og faglighed tager nemlig tid, og regeringen er nødt til at indse, at vi på alle måder er bedre stillet, hvis vores uddannelsespolitiske førsteprioritet altid er at sikre dygtige medarbejdere til arbejdsmarkedet.

I Liberal Alliance mener vi, at regeringen bør tage ansvar for at sikre den nødvendige kvalitet i vores uddannelser og sikre, at reformen af de professionsog erhvervsrettede uddannelser gennemføres med et positivt udfald.

Vi løser ikke manglen på de samfundsbærende professionsuddannede ved at gøre det lettere at blive socialrådgiver, sygeplejerske, radiograf eller pædagog. Tværtimod er der brug for prestigefyldte uddannelser, som udgør et attraktivt valg for fremtidens studerende.

Desværre må vi konstatere, at regeringen ikke har tænkt sig at grave dybt nok til at kunne tage fat om rødderne i problematikken.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 24/1-2025)

Trumps opgør med den politiske elite i USA får pilen til at pege mod det europæiske etablissement

Henrik Dahl
23. januar 2025

Det er ikke til at undgå, at Donald Trump vinder præsidentvalget om et lille års tid.

Det var min overordnede konklusion efter Udenrigspolitisk Nævns besøg i USA for et års tid siden. Desuden bed jeg mærke i, at Donald Trump var meget mere velforberedt i 2024, end han havde været i 2016. Først og fremmest i kraft af støtten fra den konservative tænketank Heritage Foundation. Om denne kritik skal vi tale i dag. For det er den, vi kommer til at leve med konsekvenserne af de næste mange år.

Der har været talt så meget om Trumps vælgerbase, at der snart ikke er mere at sige – altså den arbejderklasse og lavere middelklasse, der føler sig overset og ringeagtet af den herskende klasse på øst- og vestkysten. Hvor Trump I i høj grad kom til at handle om at give anerkendelse og synlighed til en overset vælgerbase, så kommer Trump II til at handle om noget helt andet: Et dybtgående opgør med den politiske elite, der siden John F. Kennedy kom til magten i 1961 gradvist har erobret alle amerikanske statsog samfundsinstitutioner af blot den ringeste betydning for administration og drift af USA.

Sådan som samfundstænkerne bag Donald Trump ser på verden, er det den – i den amerikanske betydning af ordet – liberale samfundselite, der har ødelagt USA. Denne elite har, hvis man spørger konservative analytikere, et alenlangt synderegister: Wokeness. Ødelæggelsen af meritokratiet i den offentlige sektor og på universiteterne gennem først de såkaldte affirmative action-programmer og siden det såkaldte DEI (diversity, inclusion, equity – mangfoldighed, lighed og inklusion, red.).

Ødelæggelsen af landets demografi gennem kritikløs accept af masseindvandring. Ødelæggelsen af de store byer ved at udsulte politiet økonomisk. Ødelæggelsen af traditionsrige brancher gennem kritikløs accept af globaliseringen. Og ødelæggelsen af den almindelige samfundsmoral i kraft af en aktivistisk højesteret, der havde liberalt flertal.

Oven i det kommer den internationale svækkelse af USA, som i konservativ optik skyldes, at man har set gennem fingre med, at både Kina og Europa iskoldt har snydt og bedraget USA når det gjaldt frihandel og sikkerhed. Det skal der nu rettes op på. Hvad der burde stå lysende klart for selv de mest langsomme efter Donald Trumps tiltrædelsestale.

Og hvad kan vi så i Europa lære af det? For det første: Donald Trump mener det, han siger, fuldstændig alvorligt. For det andet: Donald Trump kommer til at levere på sine valgløfter. For det tredje: Det kommer til at gå hurtigt med at levere, fordi det meste helst skal ske inden midtvejsvalgene om to år. Er den regerende, europæiske elite tiltænkt en plads i alt dette? Måske. Men måske ikke.

Donald Trump er hverken særlig begejstret eller særlig imponeret over den regerende europæiske elite. For det første står den bag det bredspektrede snyderi og bedrageri, der i den grad er faldet det konservative USA for brystet. For det andet opviser den en foragt for det konservative Europa, der til forveksling ligner den amerikanske elites foragt for det konservative USA.

Ligesom den amerikanske elite insisterede for længe på sin ufolkelige politik, så har den europæiske elite alt for længe nægtet at gå i dialog med sine konservative kritikere. Set fra den politiske elites perspektiv sker der i Europa en »højredrejning«.

Man kunne lige så godt sige, at kritikken af masseindvandring, overregulering og absurd energipolitik er kommet for at blive. Om der er plads til den gamle, europæiske elite i Donald Trumps nye tider, får vi at se. Det er først og fremmest op til eliten selv.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 23/1-2025)

Lukkeloven bør droppes helt

Pernille Vermund
22. januar 2025

Forleden kunne man i nærværende avis støde på et debatindlæg af Anni Matthiesen fra Venstre, som mener, at Liberal Alliance pønser på at “sætte en stopper for en liberalisering af lukkeloven” (torsdag den 16. januar, red.). Men der er noget, som Anni Matthiesen har misforstået.

For det er netop Venstre og resten af SVM-regeringen, der tager landets butikker som gidsler ved på bedrevidende vis at detailregulere dem. I dag er butikkernes åbningstider nemlig reguleret i lukkeloven, der stiller strikse krav til, at butikkerne eksempelvis ikke må holde åbent på helligdage.

Det er unødvendigt i sig selv. Men det er især tosset i en tid, hvor mange små, lokale butikker er presset af internethandel. Nu har regeringen så foreslået, at en bestemt gruppe af butikker alligevel godt allernådigst kan få lov af ministeren til også at holde åbent på helligdage. Det er selvfølgelig et fint, lille skridt i den rigtige retning.

Men af uransagelige årsager skal regeringens “liberalisering” kun gælde for butikker i byer med færre end 15.000 indbyggere, og kun hvis butikken er placeret i bymidten. Det afføder en masse ubesvarede spørgsmål.

For hvorfor må butikkerne ikke bare selv bestemme, hvilke dage de holder åbent? Hvorfor skal danskere ikke have lov til at handle ind på helligdage? Ja, hvorfor er det egentlig, at SVM-regeringen i ramme alvor tror, det er deres opgave at skulle kontrollere alle de her ting?

I Liberal Alliance mener vi ikke, at der er brug for mere unødvendigt bureaukrati fra reguleringslystne politikere, der vil bestemme over alle afkroge af vores samfund. Anni Matthiesens spin om, at det skulle være Liberal Alliance, der ikke vil “liberalisere” lukkeloven, er en tynd kop te.

Præcis ligesom regeringens forslag om at tage et mikroskopisk skridt i den rigtige retning mod at slippe det bureaukratiske jerngreb om de danske virksomheder. Lukkeloven bør droppes helt, de danske virksomheder bør sættes fri og SVM-regeringen bør indse, at vi ikke har brug for mere unødigt og formynderisk bureaukrati.

Anni Matthiesens spin om, at det skulle være Liberal Alliance, der ikke vil “liberalisere” lukkeloven, er en tynd kop te.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 19/1-2025)

Vi skal finde en balance i, hvordan vi taler om de unges mistrivsel

Helena Artmann Andresen
22. januar 2025

Godt, det ikke er mig, der er ung i dag!

Den sætning hører jeg alt for ofte. Jeg ved, det bliver sagt med gode intentioner, som en anerkendelse af, at det ikke er nemt at være ung. Men hvis vi hele tiden taler om en “generation-mistrivsel”, skaber vi en negativ fortælling, som potentielt gør mere skade end gavn.

Virkeligheden er, at det aldrig har været nemt at være ung, og det er lige så relevant i dag, som det var for tidligere generationer. Ja, tidligere generationer havde deres egne udfordringer, og de var også unge på deres egen tid, men lad os nu være ærlige – det er langt fra alting, der var bedre i gamle dage.

Vi har i dag flere muligheder end nogen generation før os. Teknologi, viden og innovation åbner døre, som tidligere var lukkede. Vi ser en verden, der bliver grønnere med bæredygtige løsninger, og hvor banebrydende medicinske fremskridt redder liv hver eneste dag.

Kræftbehandlinger bliver mere effektive, og sygdomme, der engang var dødsdomme, er nu mulige at overleve. Uddannelsessystemer og karrieremuligheder har aldrig været mere tilgængelige, uanset hvor i verden vi er. Det er en tid, hvor potentialet til at forme vores egen fremtid er større end nogensinde.

Selvfølgelig, uden undtagelse, står min generationer også over for udfordringer. I dag taler vi mere åbent om mistrivsel, og ordet er blevet brugt langt mere de sidste 30 år, end det var tidligere. I 1992 blev ordet “mistrivsel” nævnt blot to gange i de skrevne medier, mens det i 2023 blev brugt omkring 15.000 gange (Kilde: Infomedia).

Vi har i dag en helt anden måde at italesætte ungdommens liv på. I 1990’erne talte vi også om unge, der var stressede på gymnasiet og havde problemer, men vi brugte ikke ordet “mistrivselskrise”. Det var der jo også hårde år dengang. Så det er klart, at vi skal tage unges trivsel alvorligt, men samtidig skal vi finde en balance i, hvordan vi taler om det. Fordi virkeligheden er jo, at selvom der er unikke udfordringer for hver generation, betyder det ikke, at den nye generation er udfordret i unik grad.

Som 23-årig ved jeg, hvad det vil sige at have høje krav til sig selv – og gymnasiet var for mig en af de sværeste perioder. Ikke på grund af de faglige krav, men på grund af den perfekthedskultur, som vi lever i. Jeg ved fra egen erfaring, hvordan det kan føles, når presset bliver for stort.

Perfekthedskulturen og de krav, som vi stiller til os selv, kan fylde så meget, at det føles, som om man mister kontrollen. Men jeg lærte også, hvor vigtigt det er at finde balancen og genvinde troen på, at man kan skabe et liv i harmoni med sig selv. Og med det pres jeg følte, så havde det ikke gjort noget som helst bedre, at jeg så skulle høre udsagn såsom “Godt det ikke er mig, der er ung i dag” fra de ældre generationer.

Flere forskere advarer om, at den konstante fokus på mistrivsel kan ende med at skabe mere skade end gavn.

Når der kommer forslag om at sætte mistrivsel på skoleskemaet, bør vi spørge os selv, om det er en løsning eller en del af problemet. Hvis vi gør det, risikerer vi at gøre unge overopmærksomme på deres udfordringer og skabe en selvforståelse, hvor mistrivsel nærmest bliver forventet.

Intentionen om at hjælpe er god, men vi må ikke gøre mistrivsel til en uundgåelig del af det at være ung. Fokus bør være på at styrke de unges tro på egne evner og deres muligheder frem for at grave for dybt i problemerne. Trivsel er også at have gåpåmod og være handlekraftig, når de svære tider kommer i ens liv.

Vi skal finde en balance, hvor vi både kan være opmærksomme på de udfordringer, vi står overfor, samtidig med at vi ser de muligheder, der ligger foran os. For vi unge har aldrig haft flere muligheder, end vi har i dag – og selv om det kan være svært, så er der samtidig en verden fyldt med håb, som vi kan forme på vores egen måde.

Intentionen om at hjælpe er god, men vi må ikke gøre mistrivsel til en uundgåelig del af det at være ung. Fokus bør være på at styrke de unges tro på egne evner og deres muligheder frem for at grave for dybt i problemerne. Trivsel er også at have gåpåmod og være handlekraftig, når de svære tider kommer i ens liv.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 22/1-2025)

Vi skal ikke uddele statsborgerskab til mennesker, der ønsker at undergrave Danmark.

Alex Vanopslagh
21. januar 2025

Vi skal ikke uddele statsborgerskab til mennesker, der ønsker at undergrave Danmark som et folkestyre med frihedsrettigheder til alle borgere.

Det tror jeg, at næsten alle er enige i, men når det så kommer til at gøre alvor af ordene, er der åbenbart en del, som ikke ønsker at stå vagt om frihedens fundament.

Siden Liberal Alliance lancerede forslaget om at screene ansøgere for adfærd, der strider mod demokratiske og danske værdier, har der raset en mildest talt ophedet debat i medierne, som har været præget af en del misforståelser, som det både er nødvendigt og på tide at få ryddet op i.

Helt banalt er statsborgerskab ikke en rettighed på linje med ytringsfrihed eller for den sags skyld Arne-pension, men en gave. En gave, der indebærer, at man bliver fuldgyldig medborger i Danmark med samme rettigheder og pligter som dem, hvis slægt har levet på denne plet på landkortet i årtusinder. Og det er en gave, som ikke alene gives til ansøgeren selv, men også til vedkommendes børn og efterkommere i tid og evighed – i øvrigt uanset hvor i verden, de måtte blive født.

I Danmark er Grundloven indrettet sådan, at det er os politikere, der i sidste ende skal stemme ja eller nej til at tildele folk statsborgerskab. Når vi som politikere tager stilling til selv den mest banale lovgivning, bliver vi udstyret med bunkevis af bilag, der skal sikre, at vi kan tage stilling på et kvalificeret og oplyst grundlag.

Når det gælder spørgsmålet om, hvem der skal være fremtidige medborgere i Danmark, skal vi som politikere naturligvis have et mindst lige så godt grundlag at træffe beslutning på, som tilfældet er, når vi lovgiver om tilsætningsstoffer eller fiskekvoter.

Det burde være fuldstændig ukontroversielt og indlysende, at Folketingets medlemmer selvfølgelig bør vide det, hvis personer, som ønsker dansk statsborgerskab, aktivt har udvist en adfærd, der er i modstrid med det frie, demokratiske og liberale danske samfund, som de ønsker at blive en del af.

Ærlig talt undrer det mig en del, at nogle af mine kolleger i Folketinget åbenbart ikke mener, at den viden er nødvendig for at kunne træffe en kvalificeret beslutning om tildeling af statsborgerskab. Selv hvis man – af for mig uforståelige grunde – ønsker at give statsborgerskab til folk, der ikke ønsker Danmark det bedste, slår det mig som sært, at man ikke ønsker, at politikerne, der skal træffe beslutningen, får den viden.

Kritikere bør kende deres historie
For det er som sagt kun os demokratisk valgte folketingsmedlemmer, altså ikke en embedsmand, en minister eller styrelse, der kan give statsborgerskab. Og vi folketingsmedlemmer er, som det også fremgår af Grundloven, i sidste ende ikke forpligtet af andet end vores egen samvittighed.

Selvom mit indtryk er, at en del i den offentlige debat ønsker, at det forholdt sig anderledes, så er det derfor heller ikke muligt at vedtage lovgivning, der påligger Folketinget at give nogen som helst statsborgerskab. En sådan lov ville helt banalt stride mod Danmarks Riges Grundlov.

Jeg kan konstatere, at flere har været særdeles harme over, at Liberal Alliance ønsker at indføre det, de kalder sindelagskontrol. Selv foretrækker jeg at tale om en helhedsvurdering, for kravene til statsborgerskab bør naturligvis gå videre end blot sindelaget – her skal kriminalitet, selvforsørgelse og andre ting naturligvis også, som hidtil, indgå.

Men ord skal imidlertid ikke skille os ad, så hvis folk vil kalde det sindelagskontrol, så skal de for min skyld være velkomne. Men de harmdirrende kritikere af dette bør nok være opmærksomme på, at muligheden for at kontrollere ansøgeres sindelag var en væsentlig årsag til, at Grundlovens paragraf om indfødsret ser ud, som den gør.

Grundloven blev nemlig skrevet, mens Danmark var i krig med Tyskland, hvorfor man i Danmark så med nogen ængstelse på risikoen for, at tysksindede personer fik mulighed for at opnå statsborgerskab, og derfor valgte man at gøre beslutningen om at tildele indfødsret til en politisk beslutning, så Folketinget til enhver tid kunne granske lige præcis sindelaget hos ansøgerne.

Det betyder også, at hvor man i de fleste andre sammenhænge fuldt rimeligt kan forvente, at den offentlige administration er præget af forudsigelighed, så vil tildelingen af statsborgerskab altid kunne skifte, fordi folketingsflertallet som bekendt også gør det. Hvis danskerne sammensætter et andet folketing, så bliver konsekvensen naturligvis, at dets vurdering af hvem, der kan blive statsborgere, også kan gøre det. Men man bliver nødt til at forstå, at det ikke er en fejl, men en direkte konsekvens af vores grundlov.

Og netop fordi beslutningen om at give statsborgerskab er politisk, så kan et flertal i Folketinget selvsagt også beslutte, at man godt kan blive statsborger, selvom man i ord og handling giver udtryk for at foragte grundlæggende danske og liberale værdier.

Grundtvig var forgangsmand
Men jeg vil gerne gøre det krystalklart, at det ikke kommer til at ske med Liberal Alliances stemmer. Vi mener, at frie og liberale samfund, som det danske, skabes af dem, der deler dets grundlæggende værdier, og selvfølgelig ønsker vi ikke at give indfødsret til personer, der har demonstreret, at de ikke deler dem. Frihed og demokrati skal til stadighed forsvares.

Der er utvivlsomt masser af tekniske spørgsmål, som skal afklares, før vi forhåbentlig lander på en politisk løsning, der gør det muligt for Folketinget at tage stilling til statsborgerskabsansøgere på et kvalificeret grundlag. Og her vil jeg gerne understrege, at vi i Liberal Alliance er åbne over for et væld af modeller, som kan gøre en sådan vurdering mulig – for naturligvis er det muligt at give Folketinget et kvalificeret grundlag at træffe beslutninger på. Men selvfølgelig kan vi ikke acceptere en retstilstand, hvor det forventes, at vi skal stemme ja eller nej til nye medborgere uden at ane, om de faktisk deler de værdier, som har skabt det Danmark, vi kender og elsker.

Jeg mener ærlig talt, at det er lige så indlysende, som det er ukontroversielt, at vi som politikere skal have mulighed for at tage stilling til ansøgere til statsborgerskab på et kvalificeret grundlag – og som en selvfølge bør afvise mennesker, der gennem deres adfærd har vist, at de ikke ønsker det godt.

Egentlig mener jeg, at det er dem, der er uenige i dette, der skylder svar på, hvorfor de egentlig mener, at det bør være muligt for mennesker, som har udvist udemokratisk adfærd – og ja, lad os da bare kalde det sindelag – at blive medborgere i et samfund grundlagt på værdier, som de ikke deler.

For naturligvis bør det kræve andet og mere at blive medborger i Danmark end blot at holde sig fra kriminalitet, tale sproget nødtørftigt og ikke ligge andre til last.

Det gjorde vores grundlovsfader og den første formand for indfødsretsudvalget, N.F.S. Grundtvig, klart i sin tale om indfødsret allerede i 1850, hvor han præcist og rammende erklærede:

Det følger iøvrigt af sig selv, at Den, der ikke har nogen Følelse af, at der er et eget lille Folk, som hedder det danske – som ikke blot har egen Nytte eller Fordeel, men som ogsaa har et eget Kald og egne Anlæg – som altsaa har en egen Berettigelse i den lille Krog, som Forsynet har skjænket det – Den der ikke føler det, men seer blot paa Mit og Dit som enkelte Personers Eiendom – om han ogsaa kunde tænke verdensborgerligt, at det er det Samme, hvad enten der kommer Folk i Sneseviis, Hundredeviis eller Tusindeviis hertil fra andre Lande og nedsætte sig blandt os – han er ingen dansk Mand eller fortjener at være det.

(Kronik bragt i Berlingske d. 21. januar 2025)

Danskerne vil have atomkraft

Steffen Frølund
19. januar 2025

Tiden med ”Atomkraft – nej tak” er forbi.

55 pct. af danskerne ville ifølge den seneste meningsmåling stemme ja til at ophæve forbuddet mod atomkraft og opføre atomkraftværker i Danmark, hvis der i morgen var folkeafstemning om de spørgsmål. Og det er ikke bare et snævert flertal af danskerne, som ønsker kernekraft herhjemme.

Der er i dag dobbelt så mange, som vil stemme ja til opførslen af atomkraftværker i Danmark, som der vil stemme nej.

Alligevel holder regeringen krampagtigt og reaktionært fast i ”Atomkraft – nej tak”-linjen.

Størstedelen af støtterne af atomkraft findes ikke overraskende i partierne i den blå blok. I alle blå partier – inklusive Venstre – stemmer et overvejende flertal for at fjerne forbuddet mod brugen af atomkraft.

Men det interessante er, at vi nu også ser stor opbakning til kernekraft i et parti på venstrefløjen. Målingen viser, at hele 41 pct. af Socialdemokratiets egne vælgere også støtter brugen af atomkraft i Danmark. Kun 33 pct. af partiets vælgere er direkte imod. De resterende 25 pct. svarer ”ved ikke”.

Socialdemokratiets Dan Jørgensen var ellers skråsikker i sit syn på atomkraft i et interview i november i forbindelse med sin nye rolle som energi- og boligkommissær i Europa-Parlamentet: »I Danmark er vi generelt ikke for atomkraft. Og jeg tvivler på, at vi nogensinde får det.«

Men Dan Jørgensen, tal for dig selv. For Danmark er for atomkraft – de danske vælgere er i hvert fald. Og var det alene de socialdemokratiske vælgere, der skulle stemme i morgen, ville der være et simpelt flertal for at fjerne forbuddet mod atomkraft.

Flertallet af danskerne ønsker grøn energi fra danskproduceret atomkraft. En stabil, grøn energikilde, som også leverer grøn strøm, når Solen ikke skinner, og vinden ikke blæser.

Derfor fremstår det mest af alt reaktionært og stædigt, når regeringen fortsat insisterer på at bygge klimaindsatsen på et skrøbeligt fundament af dyre prestigeprojekter, der et efter et har slået fejl.

Der er under Mette Frederiksens tid som statsminister efterhånden mange eksempler på glorificerede, men fejlslagne klimaprojekter fra regeringens hånd. Energiøen i Nordsøen er et eksempel. En hjørnesten af et projekt i regeringens klimaindsats, som nu er sat på pause.

Det skulle have dækket forbruget af el for omkring 10 millioner husstande i hele Nordeuropa, men udbuddet er nu udskudt mindst tre år, fordi det er for risikabelt og dyrt for skatteyderne.

Seneste eksempel var i december, hvor regeringen endte med at få nul bydere til det største udbud af havvind i danmarkshistorien – en hjørnesten i den grønne omstilling.

I samme måned oplevede vi i Danmark det vejrfænomen, tyskerne kalder dunkelflaute – som groft oversat er såkaldt dødvejr på dansk. Perioder, hvor vinden ikke blæser, og Solen samtidig ikke skinner, hvorfor danskerne derfor var nødsaget til at få el fra sorte energikilder som olie-, kul- og gaskraftværker, fordi vi netop ikke havde et alternativ til vind- og solenergi.

Her kunne atomkraft have dækket en stor del af forbruget med grøn energi i stedet.

Danskerne har forstået det. Lad os håbe, at regeringen følger trop.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 19. januar 2025)