Henrik Dahl
2. august 2023

Nogle gange ved man, allerede mens en begivenhed udspiller sig, at man aldrig kommer til at glemme den.

Det var sådan et øjeblik, jeg oplevede i Eigtveds Pakhus mandag, mens regeringen gennemgik sine begrundelser for at genindføre dele af blasfemilovgivningen.

Under fremlæggelsen gik mine tanker tilbage til et andet møde i Eigtveds Pakhus, der fandt sted knap to år tidligere. Ved det møde var emnet de vestlige landes umiddelbart forestående nederlag i Afghanistan. Nu sad vi i den samme bygning og drøftede Danmarks nederlag til Den Islamiske Samarbejdsorganisation (OIC).

Jeg tror, tiden er kommet til at forbinde de mange punkter i den nyere historie til et samlet billede.

Fra 1979, hvor islamisterne greb magten i Iran; hvor forløberne for al-Qaeda besatte den store moské i Mekka; og hvor Sovjetunionens invasion af Afghanistan katalyserede den væbnede, islamiske befrielseskamp, er der en rød tråd, som løber gennem begivenhederne.

Den røde tråd er faldende, vestlig indflydelse i hele Mellemøsten og en stadig mere velorganiseret modstand imod vestlige værdier. Ikke bare i selve den geografiske region Mellemøsten. Også i de mange lande uden for regionen, der har en islamisk diaspora.

I dag er situationen den, at man formentlig skal tilbage til 1800-tallet for at finde det punkt, hvor den vestlige indflydelse var mindre i Mellemøsten, end den er i dag.

Den islamistiske kamp for at afmontere vestlige værdier har flere forudsætninger. Det vil føre for vidt at opregne dem systematisk. Men den vestlige ideologi om, at man vil handle med hvem som helst uden at stille kritiske spørgsmål, har stor indflydelse. Takket være denne ideologi er en række af beslutsomt antidemokratiske regimer blevet styrtende rige. Og har bogstaveligt talt sat sig for at opkøbe symboler på vestlig kultur og forandre dem til symboler på sejrrig, mellemøstlig kultur.

Når OIC har kunnet besejre Danmark og gennemtvinge ændringer af vores lovgivning, skyldes det en virkelig udspekuleret udnyttelse af multilaterale samarbejdsorganisationer som FN kombineret med en retorik, der for det utrænede øre lyder som kritik af imperialisme, kolonialisme og racisme.

Strategien med at gøre FN til et våben imod FNs oprindelige medlemmer går helt tilbage til den berømte konference i den indonesiske by Bandung i 1955 – som var forløberen for samlingen af de såkaldte alliancefrie lande i Beograd i 1961.

Men den videnskabeligt klingende besmykkelse af ønsket om at forbyde kritik af islam var aldrig blevet en succes for OIC, hvis man ikke havde været allieret med venstreorienterede dele af akademia i den vestlige verden.

Knæsættelsen af begrebet »islamofobi« som et meningsfuldt, videnskabeligt begreb er et fremragende eksempel. Det burde være selvklart, at det ikke er en psykisk lidelse at kritisere aspekter af islam. Med hjælp fra sympatisk indstillede akademikere er det imidlertid lykkedes at give begrebet en videnskabelig klang.

Omdannelsen af begrebet »racisme« til at dække religions- og kulturkritik er et lige så godt eksempel. Det har krævet mange års tålmodig indsats at ændre indholdet, så det kunne udnyttes af OIC.

Hvis vi i den vestlige verden skal slå igen imod OIC, skal vi stramme gevaldigt op. Men det er nødvendigt, for ellers vil vi gradvist miste vores demokrati og vores selvstændighed. Det kræver en bredspektret indsats. Men demaskeringen af de håndlangere, der har hjulpet OIC med at forklæde kritik af religiøse magthavere som forfølgelse af skrøbelige mindretal, er et yderst vigtigt skridt.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 2. august 2023)

Henrik Dahl & Steffen Larsen
1. august 2023

Regeringen må forstå, at vores fundamentale frihedsrettigheder kun er noget værd, hvis de også overholdes, når det ikke er belejligt

Lige før folketingsvalget i 2019 løb af stablen, udtalte Mette Frederiksen, at “når demokrati og religion støder sammen, har gud vigepligt”. I dag synes regeringens politik imidlertid at være, at det er demokratiet, der må vige for religion.

Det fik syn for sagen, da udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) søndag aften ryddede landets sendeflader for at bebude, at regeringen vil indskrænke danskernes ret til at brænde koraner.

Regeringens ambition om at begrænse danskernes ytringsfrihed kommer i kølvandet på de optøjer, som visse danskeres koranafbrændinger har affødt.

Overalt i Mellemøsten er danske flag blevet brændt, eksportprodukter er blevet boykottet, og på de danske ambassader må ansatte frygte for deres liv på grund af islamistiske fundamentalister.

Ved første øjekast kan man forledes til at tro, at disse hændelser er et resultat af et almindeligt folkeoprør blandt muslimer, men det er ikke tilfældet. De er et produkt af en organiseret og strategisk indsats fra de mørkeste afkroge af den islamiske totalitarisme.

Hizbollah i Libanon, ayatollah Muqtada al-Sadrs støtter i Irak og houthierne i Yemen, der blandt andet står bag dødsstraf af dissidenter samt forfølgelse af vantro, har alle overreageret og protesteret voldsomt over koranafbrændinger og forlangt, at de skal stoppes. Og det ser ud til at lykkes.

Hvor stopper det?

Den tværnationale sammenslutning af 57 muslimske lande, der repræsenterer 1,5 mia. mennesker, ved navn OIC, har eksempelvis fået FN til at vedtage en resolution om, at koranafbrændingerne og almindelig islamkritik skal defineres som hadtale.

Og med regeringens lemfældige omgang med Danmarks ytringsfrihed tyder noget på, at OIC’s mangeårige indsats nu også er ved at bære frugt i Skandinavien.

Det er et problem, som vi ikke skal vende det blinde øje til. For de vestlige samfund er netop blevet verdens mest velfungerende, fordi de bygger på principper om fundamentale frihedsrettigheder.

Men når regeringen er villig til at ofre disse frihedsrettigheder, smuldrer dét, der adskiller Vesten fra Mellemøsten. Principper er nemlig kendetegnet ved, at de kun er noget værd, hvis de også overholdes, når det ikke er belejligt.

Uanset om der er tale om dansk industris bundlinje eller ømskindede teokraters sårede følelser, kan vi ikke lade presset fra den totalitære islamisme flytte hegnspælene for vores frie samfund.

For hvad er det egentlig, regeringen håber på at få ud af at indskrænke danskernes ytringsfrihed? Tror de, at de radikale islamister stopper her? Vil problemerne med islamisk terror og tyranni forsvinde som dug for solen, efter regeringens nye lov er trådt i kraft?

Selvfølgelig ikke. Islamisterne har gennemskuet, hvilke metoder de skal tag i brug, hvis de gerne vil have deres vilje. Og hvor stopper det?

De islamistiske mørkemænd kommer ikke til at belønne den danske regerings underkastelse. Underkastelsen kommer derimod til at blive mødt med krav om mere underkastelse, og sådan vil det fortsætte, så længe de danske frihedsrettigheder går mod islams påbud.

Regeringen blev netop sat i verden for at tage de svære og langsigtede beslutninger, der rakte ud over Folketingets smålige kampe, for derimod at gøre det, der ville gavne Danmark i det lange løb. I denne sag gør regeringen det diametralt modsatte.

Værdiforladt regering

Når regeringen er villig til at træde danskernes frihedsrettigheder under fode, undergraver det demokratiets ånd. Vi kan nemlig ikke blot sælge ud af vores frihed af praktiske årsager i et udenrigspolitisk spil. For uden frihed kan sikkerhed være ligegyldigt.

Det er nemlig principper om folkestyre, retssikkerhed og ytringsfrihed, der udgør grundsøjlerne i det danske demokrati.

Hvis ikke danske politikere står stejlt på disse principper, kollapser fundamentet under vores samfund. Det sker ikke fra den ene dag til den anden, men langsomt skridt for skridt. Det er små indrømmelser til antidemokraterne, der sætter sig som rust på demokratiets tandhjul.

Vores frie samfund er møjsommeligt opbygget af generationer før vores, der har slidt for at skabe et af verdens bedste samfund. Gennem historien har utallige danskere givet deres liv for at kæmpe for de rettigheder, som vi i dag nyder godt af.

Når regeringen er villig til at indskrænke vores ytringsfrihed, gør de vold på denne historie. Men det er desværre konsekvensen af en værdiforladt regering, der er villige til at ofre vores principper på teknokratiets alter. Det er konsekvensen af en regering uden principper.

Liberal Alliance
26. juni 2023

Liberal Alliance henter ny sekretariatschef fra Landbrug & Fødevarer.

Andreas Bach Mortensen bliver Liberal Alliances nye sekretariatschef. Han afløser Steffen Wegner Mortensen, som har fået nyt job som Head of Group Stakeholder Relations & Public i Danske Bank.

Andreas Bach Mortensen kommer fra en stilling som direktør for Public Affairs & Kommunikation i Landbrug & Fødevarer. Inden da var han ansat i partiet Venstre, hvor han først var politisk konsulent og siden hen chef for den politisk-økonomiske afdeling på Christiansborg. Andreas Bach Mortensen, der er kandidat i statskundskab fra Københavns Universitet og master fra London School of Economics, glæder sig til de nye udfordringer.

”Jeg glæder mig utroligt meget til at vende tilbage til Christiansborg i en unik rolle, der kombinerer strategi, ledelse og politisk rådgivning. Jeg har fra sidelinjen fulgt Liberal Alliances forrygende udvikling de senere år, hvor partiet har sat nye standarder for, hvordan man formidler og kommunikerer politik. Den udvikling glæder jeg mig til at bidrage til sammen med en folketingsgruppe og et sekretariat fuld af talent. Jeg har været meget glad og taknemmelig for min tid i Landbrug & Fødevarer, og jeg er stolt over de resultater, vi har opnået. Men da jeg fik muligheden for at stå i spidsen for sekretariatet i Liberal Alliance, kunne jeg ikke sige nej”.

Alex Vanopslagh, partiformand for Liberal Alliance, ser meget frem til at få Andreas Bach Mortensen på holdet.

”Jeg er helt overbevist om, at Andreas Bach Mortensen er den rette til at tage over efter Steffen Wegner Mortensen. Andreas har i en ung alder allerede en betragtelig politisk erfaring. Han er kompetent og talentfuld, men vigtigst af alt er han sulten efter at gøre en forskel for Liberal Alliance og løfte os som kollektiv. Han kommer til at blive en stor gevinst for partiet”.

Andreas Bach Mortensen starter jobbet i Liberal Alliance 15. august.