Ahmad kan godt. Du kan godt.
Venstres politiske ordfører i Odense skifter til Liberal Alliance
Araz Khan, der siden 2022 har været medlem af Odense Byråd, har netop meldt sig ind i Liberal Alliance.
Araz Khan blev til kommunalvalget i 2021 valgt til byrådet for Venstre, hvorefter han blev udpeget som partiets politiske ordfører i Odense.
Araz Khan har overvejet sit skifte over en længere periode: ”Jeg har personligt flyttet mig tættere på Liberal Alliances politik, som repræsenterer det liberale menneskesyn bedst i Danmark. Jeg ser også Liberal Alliance som et handlekraftigt parti med en klar værdipolitik og økonomisk politik. Jeg har været meget glad for min tid i Venstre og for samarbejdet med mine kollegaer i byrådet, som jeg gerne vil takke for et godt samarbejde”.
Hos Liberal Alliances storkredsformand, Camilla Silfverberg, vækker Khans skifte begejstring:
”Vi er meget glade for at have fået Araz til Liberal Alliance. En stor del af kampen for et mere liberalt Danmark tages ude i kommunen, og derfor har vi brug for flere stærke, liberale profiler som Araz, der også kan tage kampen for et mere liberalt Danmark i lokalsamfundet”.
Araz Khan sidder i kommunens By- og kulturudvalg, og til dagligt arbejder han som koordinator indenfor beskæftigelsesområdet og er derudover jurastuderende på SDU.
Man kan ikke tvinge mænd og kvinder til at ville det samme
Vi laver ligestillingsprogrammer, der er i strid med vores egen ligebehandlingslov. Det er ikke ligestilling, når legater kan gives til kvinder, fordi de er kvinder. Det er diskrimination mod mænd
Den største trussel mod ligestillingen anno 2024 er paradoksalt nok selverklærede ligestillingsforkæmpere, der ønsker at forskelsbehandle mænd og kvinder. Svaret er en liberal ligestillingspolitik, hvor alle har samme mulighed og ret til at skabe det liv, de selv ønsker.
På den ene side findes den klassisk liberale tilgang, der ønsker, at den enkelte borger bedømmes på sine egne evner og ideer, og hvor man kompromisløst kæmper for lige muligheder og bekæmper forskelsbehandling på baggrund af køn, hudfarve og seksualitet.
Det er både den historisk mest prominente og Liberal Alliances ligestillingsopfattelse.
Men overfor står en ny ligestillingsopfattelse, der har rod i identitetspolitikken.
Her bliver man netop bedømt og forskelsbehandlet på baggrund af ens køn, hudfarve eller seksualitet – såkaldt positiv særbehandling. De færreste indrømmer det, men gemmer i stedet sandheden bag termer som ‘kønsbalance’ eller ‘repræsentation’.
Men de misforstår helt forskellen mellem lige muligheder og lige resultater.
Diskrimination i ligestillingens navn
Som meget andet i den danske debat kommer denne tendens primært fra USA. Her har en række både offentlige myndigheder og virksomheder i USA indført såkaldte Diversity, Equity & Inclusion-programmer, hvor man systematisk ansætter eller belønner medarbejdere på baggrund af køn, hudfarve eller seksualitet. Altså diskrimination, men i ligestillingens navn.
Her kan man naturligvis indvende, at den danske lov om ligebehandling, der forbyder forskelsbehandling på baggrund af blandt andet køn og etnicitet, ville gøre det samme umuligt i Danmark. Sådan forholder det sig desværre ikke.
I den danske akademiske verden har vi set en række tiltag – blandt andet og senest -programmet, der fremmer positiv særbehandling af kvinder ved ansættelser. Alle programmer har enten været i strid med lov om ligebehandling eller har på bagkant fået en politisk bestemt undtagelse fra lovgivningen.
Tænk engang: Vi lever i et land, hvor man laver ligestillingsprogrammer, der er i strid med vores egen ligebehandlingslov.
Desværre tyder meget på, at vi kommer til at se mange krav, der vil fremme resultatlighed fremover, også her i Danmark.
I en række brancher er der nu anført måltal for kønsfordeling, der åbenlyst skal nøde virksomhederne til at indrette deres medarbejdersammensætning, som politikerne foretrækker, ligesom man har indført krav om detaljerede køns- og etnicitetsregnskaber.
Kønsforskelle handler om livsvalg
Argumentet for dette er en hyppig fejlslutning, hvor man ser på forskelle mellem grupper, og derfra konkluderer, at forskellen skyldes diskrimination eller usynlige strukturer – og ikke bare er et resultat af forskellige personlige valg.
Selv om det gør ondt på nogle at erkende det, så er der åbenlyse – og gennemsnitlige – biologiske forskelle på mænd og kvinder, også i forhold til adfærd og livsvalg.
Ikke alene er det noget, som langt de fleste mennesker uden problemer kan se i deres egne liv, der er også udført en lang række tværkulturelle studier med den såkaldte, der analyserer forskellige karaktertræk.
Gang efter gang og på tværs af landegrænser bliver der konstateret ganske markante forskelle mellem de to køn, ligesom det såkaldte viser, at kønsforskelle inden for blandt andet uddannelsesvalg ofte er større i mere ligestillede samfund end i mere konservative.
Heldigvis er danskerne efter alt at dømme meget lidt identitetspolitisk eller, og jeg er ret sikker på, at langt de fleste ønsker et samfund, hvor borgerne bliver bedømt på deres evner og holdninger og ikke, hvad de har mellem benene, deres hudfarve eller seksualitet.
Et samfund, hvor velfungerende drenge ikke fra politisk hold bliver belært om, at de er toksisk maskuline eller gennem en kønsbaseret arvesynd ansvarlige for årtiers patriarkat. Og svaret på dette er ikke at anklage kvinder og piger for toksisk femininitet, som økonomikonsulent gør i en kronik her i avisen, som jeg ellers kan erklære mig enig i meget af.
Alt er ikke et ligestillingsproblem
Samtidig er der en sørgelig tendens til at gøre alt til et ligestillingsproblem: I en kronik her i avisen skriver og flere andre fra Enhedslisten, at det er et stort problem, at kvinder i voldelige forhold ikke kan få kontanthjælp, hvis deres ægtefælle kan forsørge dem.
Partnervold er en forbrydelse, som i Danmark over 16 år fortæller, de har været udsat for i 2020. At udlægge forsørgerpligt mellem ægtefæller som et ligestillingsproblem er at vende tingene på hovedet.
Hvis man bliver slået af sin partner, er det presserende behov og samfundets ansvar naturligvis at få volden stoppet øjeblikkeligt og straffet hårdt – og formentlig også at bistå offeret med komme ud af parforholdet, uanset om offeret er mand eller kvinde.
For netop at værne om den klassiske ligestillingsopfattelse ønsker vi at nedlægge Ligestillingsministeriet og lade ligestillingsemner behandles integreret i relevante ressortministerier.
Sådan er det også i praksis i dag, hvor relevante ministerier altid deltager i behandling af emner, som vedrører disse – ligestillingsministeriet er derfor et ekstra bureaukratisk lag og indlysende unødvendig brug af skattekroner.
Kvinder er ikke stakler
Det betyder naturligvis ikke, at fortidens diskrimination af kvinder eller andre skal glemmes eller ignoreres. Vi har heldigvis forkastet fortidens patriarkalske syn på kvinden som en uformående og sart blomst, der skal holdes i hjemmet.
Det er jeg selvsagt glad for både politisk og personligt: Det er netop opgøret med et ideologisk kønssyn og fjernelsen af diskrimination, der har gjort det muligt for mig – helt uden kvoter eller måltal – at komme fra en ganske reaktionær opvækst på Færøerne, gøre karriere i en række tidligere traditionelle mandefag som jura og politik og i dag repræsentere mine medborgere i landets parlament.
Og jeg er langtfra nogen særlig undtagelse. Langt hovedparten af fremtidens psykologer, læger, jurister vil være kvinder, hvad vi i Liberal Alliance naturligvis heller ikke ser noget ligestillingsproblem i.
Derfor er Liberal Alliances ligestillingspolitik baseret på at sikre lige rettigheder og muligheder for kvinder såvel som for mænd. Det er derfor, vi kæmper for, at mænd og kvinder får den samme kønsneutrale værneret til at forsvare Danmark.
Det er derfor, benhårdt for at sikre, at kvinder får ret til at beholde deres nedfrosne æg i længere tid end fem år, som mænd allerede kan med nedfrosne sædceller. Og for at gøre kønsneutral, så voldsramte mænd får samme ret til hjælp, som kvinder allerede har.
Desværre er en kønskvoteret barsel blevet en realitet. Allerede nu kan vi se, at det fører til, at en række børn kommer, fordi politikeres ligestillingsideologi bliver vigtigere end konkrete familiers egne ønsker.
Liberalt bliver det aldrig, men Ligestillingsministeriet kører videre i samme rille.
Svaret er derimod en ligestillingsdebat, hvor kvinder ikke konstant bliver påduttet, at de på grund af deres køn er stakler, som kun kan klare sig på arbejdsmarkedet, hvis de bliver sat på måltal, kvoteret ind eller får anden positiv særbehandling.
(Indlæg bragt i Information d. 13/3-2024)
Mandela ville være pinligt berørt over jer, ANC
At ANC i realiteten støtter Rusland, er det største fald fra den moralske tinde, Nelson Mandela satte ANC på, man overhovedet kan forestille sig.
I sidste uge besøgte Udenrigspolitisk Nævn Etiopien og Sydafrika. Formålet med besøget i Addis Ababa var ikke mindst at holde møder med Den Afrikanske Union, som har sit hovedkvarter der.
Formålet med besøget i Sydafrika – der både gik til Pretoria, Cape Town og Stellenbosch – var generelt at gå i dialog med sydafrikanske beslutningstagere og eksperter om Sydafrikas rolle og ambitioner i den nye verdensorden, der tegner sig.
Et enkelt besøg i Sydafrika giver ikke et fyldestgørende grundlag for at fælde nogen domme eller nå frem til nogen konklusioner. Så de følgende betragtninger er umiddelbare overvejelser over nogle af de ting, jeg fandt mest tankevækkende.
Min første overvejelse er: ANC har et troværdighedsproblem. Jeg vil endda gå så langt som til at sige: ANC har et stort og påtrængende troværdighedsproblem.
ANC (African National Congress) er Nelson Mandelas parti. Og Nelson Mandela var og er en mand, de fleste beundrer. Også jeg. Både for sit personlige mod gennem mange års kamp mod apartheid – herunder en politisk dom, der kostede ham 27 års fængsel – og for sin rolle i at skabe det moderne, demokratiske og tolerante Sydafrika. Men det forekommer nogle gange, at alle ledere af ANC, der efterfulgte Nelson Mandela, har været halvt så gode som den forrige.
Hvis man spørger ANC, hvad partiet mener om krigen mellem Ukraine og Rusland, får man altid svaret: ANC tror på nationernes selvbestemmelse og den regelbundne verdensorden, men … Og ligesom ”jeg går stærkt ind for ytringsfrihed, men …” betyder, at man ikke går stærkt ind for ytringsfrihed, og ”jeg fordømmer 7. oktober, men …” betyder, at man ikke fordømmer den 7. oktober, så betyder ”ANC tror på nationernes selvbestemmelse og den regelbundne verdensorden, men …”, at ANC ikke tror på nationernes selvbestemmelse og den regelbundne verdensorden.
For det, ANC altid fortsætter med at sige, er, at parterne bør slutte fred nu, hvorfor der er behov for forhandlinger.
Der er adskillige ting at sige til det, hvoraf ingen er pæne. Den første og vigtigste er, at Rusland ikke er en partner, man kan stole på. Al erfaring siger, at det ikke giver nogen mening at lave aftaler med Putin-regimet, eftersom det er konsekvent løgnagtigt, uoprigtigt og upålideligt.
”At forhandle med Rusland” er kort og godt et tomt og meningsløst udtryk, der hører hjemme i fantasiens verden.
Men lad os nu som et tankeeksperiment antage, at Rusland var en forhandlingspartner, man kunne stole på. Selv i det tilfælde er ANC’s tilgang absurd. Forudsætningen for, at man bør forhandle, er, at begge parter har fat i en del af sandheden.
At begge parter står med noget, der i sin kerne er en rimelig og retfærdig sag. Men den forudsætning er ikke opfyldt. Rusland har nul andel i sandheden, når det gælder Ukraine. Rusland har nul og ingenting, når det gælder om at repræsentere det rimelige og det retfærdige.
At sige, at Rusland og Ukraine skal forhandle, svarer til at sige, at den, der truer med voldtægt, og den, der trues med at blive voldtaget, burde sætte sig ned og snakke tingene igennem og nå frem til et eller andet rimeligt udfald.
Det er jo det glade vanvid. Men det er den slags vanvid, ANC med usvigelig sikkerhed promoverer, når man spørger om Rusland og Ukraine.
Sandheden er, at Rusland modarbejder ethvert princip, som Sydafrikas forfatning bygger på. Altså ethvert af de principper, Nelson Mandela i sin tid arbejdede for at få ind i Sydafrikas forfatning.
Sydafrikas forfatning bygger på demokrati og menneskerettigheder. På at stække magten ved fastholde, at den er tredelt. Sydafrikas forfatning bygger på respekt for det enkelte menneske, for minoriteter, for privat ejendomsret, for lov og orden.
Rusland kæmper hver dag imod demokrati og menneskerettigheder. Rusland kæmper for at centralisere magten hos Vladimir Putin.
Rusland står for foragt for det enkelte menneske, foragt for minoriteter, foragt for privat ejendomsret, foragt for lov og orden. Ydermere er Rusland alt det, ANC oprindeligt kæmpede imod: Rusland er først og fremmest imperialistisk.
Rusland er kolonialistisk. Rusland er fascistisk. Rusland har nul respekt for andre lande og andre kulturer. Vil ikke tøve et sekund med at udradere dem.
At ANC i realiteten støtter Rusland, er det største fald fra den moralske tinde, Nelson Mandela satte ANC på, man overhovedet kan forestille sig. Hver dag, hvor ANC støtter Rusland, tramper ANC på Nelson Mandelas minde.
På alt, hvad han stod for. Der går vedvarende rygter i Sydafrika om, at alt dette skyldes, at Rusland har købt og betalt ANC med massiv økonomisk støtte. Om det er sandt, er ikke godt at vide. Men det får i hvert fald ANC’s ubegribelige svigt af sine egne værdier til at give en form for mening.
Det andet nedslag fra besøget i Sydafrika er, at de herskende, intellektuelle forestillinger i landet er ekstremt venstreorienterede – iblandet en solid dosis af den identitetspolitiske ideologi, der i de senere årtier er blevet udviklet ved vestlige universiteter.
Under besøget sad vores delegation ved Stellenbosch University i et panel. Der besvarede vi spørgsmål fra en gruppe i øvrigt særdeles dygtige og sympatiske studerende.
Jeg fik en meget stor lyst til at sige til forsamlingen: Præmisserne for meget af, hvad I spørger om, er uhæderlige. Helt og aldeles uhæderlige. Men det kan man jo ikke rejse sig op og sige uden totalt at spolere den gode stemning.
Så her er, hvad jeg ville have sagt: Det er intellektuelt uhæderligt at fremstille erobring og slaveri som vestlige opfindelser. At erobre land og at tage slaver er noget, der har fundet sted overalt, hvor der har levet mennesker, siden tidernes morgen.
Det særlige ved Vesten er derfor ikke, at vestlige magthavere har erobret land, og at de har bidraget til slaveri. Det særlige ved Vesten er tværtimod, at det er i Vesten, der er udviklet ideologier, der retter sig imod erobring og slaveri. Det er i Vesten, man har udviklet den tanke, at det er forkert.
Det er sandt, at disse tanker ikke øjeblikkeligt og umiddelbart blev anerkendt af magthaverne i de vestlige verden. Men det ændrer ikke på det faktum, at idéen om, at erobring og slaveri er moralsk forkastelige handlinger, er vestlig.
Ligeledes fik jeg lyst til at sige: Beslutningen om at etablere kolonier uden for Europa blev i en lang række tilfælde ikke truffet af demokratiske, men af autokratiske regeringer.
Tag for eksempel Danmark. Danmark havde enevælde – altså et gennemført autokratisk styre – frem til 1849. Alle danskere, der ikke nedstammer fra landets herskere, nedstammer med andre ord fra undertrykte mennesker – ikke fra mennesker, der traf beslutninger om at undertrykke andre.
Efter 1849 er der i Danmark ikke taget så meget som en enkelt beslutning, der gik på at skaffe sig flere kolonier, eller som gik på at fastholde slaveri. Så lad lige være med at skyde på det demokratiske Danmark, der opstod efter 1849, i disse komplicerede og – indrømmet – tragiske spørgsmål.
Den sidste ting, jeg nok lige ville have nævnt, er: Lad venligst være med at stille tingene sådan op, at de vestlige lande har pålagt f.eks. Afrika unaturlige grænser. Hvorfor? Fordi det antyder, at grænserne i Europa er naturlige.
Ligesom det antyder, at de er demokratisk fastlagt. Der findes næsten ingen grænser i Europa, er er fastlagt ved folkeafstemning. En af de få er grænsen mellem Danmark og Tyskland. Tværtimod: De fleste grænser i Europa ligger, hvor de ligger, efter diktat fra stormagter, der havde sejret i en krig.
Så modsætningen mellem naturlige grænser i Europa og kunstige grænser i Afrika er ikke en modsætning, der holder så meget som en enkelt meter.
Jeg ved desværre ikke, hvad man kan gøre for at udrydde den identitetspolitiske ideologi, der styrer ANC, og som også har godt fat ved sydafrikanske universiteter (der er nogle af kontinentets bedste).
Det demokratiske Europa (i grove træk EU plus Storbritannien) er den verdensdel, der investerer flest penge direkte i Sydafrika. Dermed er det demokratiske Europa også den verdensdel, der skaber flest arbejdspladser i landet.
Det tæller bare ikke det mindste, når identitetspolitikken behersker sindene. Så vil man hellere have et Rusland, der underminerer ethvert princip, Sydafrika officielt bygger på. Eller et Kina, der stort set ikke skaber nogen beskæftigelse.
Det er i Europa og Vesten, man har formuleret samtlige principper, der er nødvendige for at skabe samfund, der er gode at leve i: Demokrati. Menneskerettigheder. Retssamfund. Magtens tredeling og ansvarliggørelse af magthavere.
Tolerance og respekt for minoriteter. Alligevel består et møde mellem danske politikere og sydafrikanske studerende i den rituelle mistænkeliggørelse og tilsvining af Vesten, der har været god latin i vestlige universitetsmiljøer de seneste to-tre årtier.
Jeg har ikke nogen løsninger på disse problemer. Men jeg tror, det er en god start at omtale problemerne og at sige fra over for de værste urimeligheder og selvmodsigelser.
“At ANC i realiteten støtter Rusland, er det største fald fra den moralske tinde, Nelson Mandela satte ANC på, man overhovedet kan forestille sig.”
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 12/3-2024)
Sådan blev den offentlige sektor så enorm | Den Liberale Danmarkshistorie
Sådan blev den offentlige sektor så enorm | Den Liberale Danmarkshistorie
Mere frihed og selvbestemmelse til den ældre – ikke til kommunen
Der er mange gode intentioner i regeringens ældreudspil, som vi i disse dage forhandler på højtryk, men Ældre Sagens administrerende direktør Bjarne Hastrup har desværre ret, når han i Avisen Danmark (mandag den 11. marts, red.) kritiserer udspillet for at give frihed til kommunerne på bekostning af de ældre. Gennem livet er vi vant til at træffe egne beslutninger om, hvordan vi vil indrette vores tilværelse.
Vi er rundet af en fælles kultur, men vi prioriterer forskelligt i hverdagen. Det skal vi også kunne, når vi bliver ældre og får brug for pleje. Det kan vi langt fra i dag.
Ældreplejen i Danmark er præget af en alt for stor ensretning i tilbuddene. Det er en skam. Ældre mennesker er lige så forskellige som alle andre, og ældre skal have noget at vælge mellem. Mangfoldighed i tilbuddene kræver et opgør med politisk detailregulering og ensretning.
Med de igangværende forhandlinger om en ny ældrereform har vi en enestående chance for at skabe mere frihed for de ældre. Med målet om at sikre selvbestemmelse og at styrke det frie valg i sidste del af livet lader det også til at være regeringens ambition, og det kan vi i Liberal Alliance kun støtte op om.
Men hvis ikke vi med en ny ældrelov stiller reelle krav til kommunerne, så risikerer de fælles ambitioner om mere frihed, selvbestemmelse og kvalitet at ende som varm luft. I mange år har vi lagt ansvaret for ældreplejen hos kommunerne med tillid til, at de kunne den løse komplekse opgave, som værdig ældrepleje udgør. Den opgave har kommunerne ikke løst godt nok.
Ældre har ret til frit valg, men kun under halvdelen af landets kommuner har etableret friplejehjem, og den reelle valgfrihed mangler stadig i hver fjerde kommune, hvor der ikke er mulighed for at vælge privat pleje som alternativ til den kommunale.
Ser vi på kommunernes medvirken til at skabe det omfattende papirarbejde, som optager en uhyggelig mængde ressourcer i ældreplejen, så er der meget, der tyder på, at det står tilsvarende skidt til. Alt for meget af den tid, der burde gå til omsorg og pleje, drukner i papirarbejde og ineffektive it-løsninger.
Liberal Alliance har altid arbejdet for at fremme det kommunale selvstyre, men aldrig på bekostning af borgernes rettigheder. Derfor istemmer vi os den bekymring, som Ældre Sagens adm. direktør Bjarne Hastrup rejser om regeringens ældreudspil.
Vi skal med en ny ældrelov sikre mere frihed og frigive flere ressourcer til den ældre – ikke til kommunen.
(Indlæg bragt i Avisen Danmark den 12. marts 2024).
Hvorfor vil regeringen ikke lære af skolenedlukningerne?
I Liberal Alliance har vi længe ønsket en mere tilbundsgående evaluering af, hvilken effekt nedlukningerne har haft på samfundet.
Det er efterhånden et par år siden, at klasselokalerne på landets skoler stod tomme, og eleverne sad hjemme foran computerskærmene. Men selvom coronatiden kan føles fjern, har konsekvenserne af nedlukningerne været enorme for mange skoleelever.
For coronaårene sendte skolen og eleverne ud i et kæmpe eksperiment med fjernundervisning, håndsprit og høje krav til omstillingsparatheden. Bare i 2021 var eleverne i 5.-10. klasse fysisk væk fra skolen i 52 dage. Konsekvenserne er tydelige, særligt for de mest sårbare elever.
En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der var en markant stigning i antallet af folkeskoleelever, som i 2023 hverken bestod dansk og matematik ved 9.-klassesafgangsprøverne.
Samtidig har flere elever lav faglig trivsel sammenlignet med før coronakrisen, hvilket også smitter af på de faglige resultater. Analysen konkluderer, at nedlukningerne er gået mest udover elever med de laveste faglige forudsætninger, elever fra arbejderfamilier og elever med forældre uden for arbejdsmarkedet.
Den nye analyse falder på et tørt sted, men erfaringsopsamlingen må ikke ende her. I Liberal Alliance har vi længe ønsket en mere tilbundsgående evaluering af, hvilken effekt nedlukningerne har haft på samfundet.
Derfor fremsatte vi allerede sidste år et beslutningsforslag herom – med særligt fokus på at evaluere nødvendigheden af skolenedlukningerne samt på at undersøge de menneskelige konsekvenser, som nedlukningerne har haft for eleverne og deres forældre. Desværre ville hverken regeringspartierne eller SF bakke forslaget op.
Det er mig en gåde, hvordan man kan opponere imod en dybdegående evaluering; for selvfølgelig skal vi lære af erfaringerne fra corona, så vi er bedre forberedt til næste gang, der skulle komme en pandemi. Ifølge børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har vi allerede nogle erfaringer at stå på, men i min optik er de erfaringer på ingen måde blevet evalueret tilstrækkeligt, hvis vi skal stå bedre næste gang, uheldet skulle være ude.
Der er behov for, at vi får samlet grundigt op på erfaringerne fra corona – en tilbundsgående evaluering. Alt andet kan vi ikke være bekendt over for de fremtidige generationer.
(Indlæg bragt i Berlingske d. 10/3-2024)
Anders kan godt. Du kan godt.
Ligestillingspolitik med fakta og logik | Sólbjørg Jakobsen