Derfor kommer borgerkrigen til Europa

Henrik Dahl
26. august 2025

En britisk professor kommer med en advarsel, man bestemt bør lytte til. De brede lag i befolkningen vil ikke i længden finde sig i, at kulturen i de store byer forandrer sig til ukendelighed. Eller at kvinders og seksuelle minoriteters stilling i samfundet svækkes og kommer til at ligne noget, man genkender fra Stormellemøsten.

Den velestimerede britiske forsker David Betz professor ved Kings College i London har for nylig vakt opsigt ved at hævde, at en borgerkrig ikke længere er utænkelig i et af de store lande i Europa.

Ikke en borgerkrig, der kommer til at ligne den amerikanske i 1860’erne eller den spanske i 1930erne. Men en langvarig periode med konstante uroligheder i gaderne, faldende tillid mellem borgerne og faldende tillid til det politiske system. En periode, hvor store grupper i samfundet trækker sig tilbage til deres egne, medieskabte virkeligheder og ikke fører konstruktive samtaler med hinanden på et fælles, oplyst grundlag.

Jeg tror desværre, at David Betz har ret. Det kan være svært at se fra Danmark. Vi er i den store europæiske sammenhæng stadig et land, hvor mennesker i vidt omfang taler med hinanden på tværs af grupper. Og hvor de fleste mennesker trods alt har tillid til, at politikerne vil det bedste og gør deres bedste.
Men andre, vigtige lande er betydelig mindre regerlige end Danmark. Og det bør bekymre. I både Tyskland og Frankrig er det sådan, som det stadig var i Sverige indtil for ganske nylig: Den politiske elite har valgt, at den under ingen omstændigheder vil samarbejde med de partier, der i særlig grad har fokus på indvandringens negative sider.

For det første er det i sig selv angribeligt ud fra et demokratisk synspunkt, at den politiske elite på forhånd har erklæret, at den ikke ønsker at lytte til og gå i dialog med et sted imellem en fjerdedel og en tredjedel af befolkningen.

Man skal i videst muligt omfang udtrykke sig diplomatisk. Men jeg formår det ikke. Det er simpelthen en tåbelig og destruktiv strategi fra den politiske elites side, at den ikke vil lytte til så store dele af befolkningen og ikke vil tage så store dele af befolkningens bekymringer alvorligt.
Ud over at det skærper den generelle mistillid i samfundet, giver det også næring til en helt konkret fortælling: at befolkningerne i Tyskland og Frankrig aldrig nogensinde er blevet spurgt på en seriøs måde til, om de ønsker den demografiske og kulturelle forandring af deres lande, der finder sted i disse år.

Man skal være forsigtig med at gætte. Men jeg tør godt gætte på et svar: Hvis man først tog en seriøs debat om de kulturelle konsekvenser af at tillade, at meget store grupper af indvandrere fra Stormellemøsten flyttede til Tyskland eller Frankrig, ville der aldrig nogensinde blive noget, der mindede om et flertal for at føre den politik. Det er og bliver noget, den politiske elite i de respektive lande ønsker. Og som de politiske eliter i de respektive lande hverken ønsker reelt at stå til ansvar for eller reelt at forsvare og forklare.

Derfor kommer »den snigende borgerkrig«, David Betz advarer imod, til både Tyskland og Frankrig. De brede lag i befolkningen vil ikke i længden finde sig i, at kulturen i de store byer forandrer sig til ukendelighed. De vil ikke i længden finde sig i, at kvinders og seksuelle minoriteters stilling i samfundet svækkes. Fra at ligne det vestlige gennemsnit til at ligne forhold, man genkender fra Stormellemøsten.

To faktorer, der bidrager til at gøre konflikten værre, end den burde være, er disse: For det første den politiske elites konstante gaslighting og udskamning af de borgere, der protesterer. I både Tyskland og Frankrig beskæftiger den politiske elite og dens håndlangere på universiteterne og i medierne sig først og fremmest med at forhindre erkendelse. Det vil sige: De excellerer i at bilde folk ind, at de tager fejl, og at der er noget galt med dem (at de er racister, intolerante, eller hvad det måtte være).

For det andet den større dristighed blandt de fremmeste repræsentanter for migranterne. Det, der sker i disse år i både Tyskland og Frankrig, er, at venstrefløjen og islamismen vokser sammen til det, der på fransk hedder islamogauchisme. Det vil sige et sammenrend af islamistiske krav til, hvordan samfundet bør indrettes, og en venstreorienteret og woke argumentation for, at det er rimelige og korrekte krav.

Hvis man lægger øret til den argumentation, der i vore dage kommer fra de bedst uddannede og bedst skolede islamister, skal man bemærke, at de har lært sig selv at tale på en fejlfri woke dialekt om menneskerettigheder, historiske uretfærdigheder og så videre og så videre. Det er, hvad man på engelsk kalder en weaponization altså en våbengørelse af hele det akademiske univers omkring borgerrettigheder og afdækningen af historiske sammenhænge.

Det våbengjorte, akademiske univers er selvfølgelig pseudovidenskab og selektiv omgang med historiske facts. Men eftersom ingen eksterne aktører for eksempel det politiske system og ingen interne aktører vil gøre op med pseudovidenskaben og våbengørelsen, sker der indtil videre ingenting. Ud over at islamisterne bliver mere og mere avancerede, fordi de samarbejder med den ekstreme venstrefløj. I Storbritannien er det ikke meget bedre fat. På grund af landets valgsystem opnåede den tredjedel af vælgerne, der ved seneste valg stemte på Labour, to tredjedele af pladserne i Underhuset.

Det forekommer alle andre end briterne at være totalt absurd. Og det er ekstremt farligt. Ikke mindst for en mand som Keir Starmer. Der konstant begår den fejl at tro, at han har to tredjedele af befolkningen bag sig, når det i virkeligheden kun er én tredjedel. Den form for mindretalstyranni skaber en kolossal vrede, der i denne tid blot vokser i Storbritannien.
Hvad befolkningerne egentlig ønsker i de tre store lande i Europa, får man et fingerpeg om ved at se på den rå valgmatematik.

I virkelighedens verden kan man ikke se på de rå tal fra pålidelige meningsmålinger og sige, at her er folkeviljen. Men med passende forsigtighed skal man notere sig, at cirka 55 pct. af vælgerne i Tyskland ønsker sig en klart højreorienteret regering. Cirka halvdelen af vælgerne i UK ønsker sig en klart højreorienteret regering. Og næsten halvdelen af vælgerne i Frankrig omkring 45 pct. ønsker sig en klart højreorienteret (resten er dybt splittede mellem Macrons teknokratiske socialliberalisme og den ekstreme venstrelinje hos La France Insoumise).

Jo længere tid, der går, før den førte politik i de tre store lande er klart højreorienteret, jo værre vil den folkelige vrede og presset fra de uløste problemer, de respektive regeringer skubber foran sig, blive. Og jo større bliver braget, når utilfredsheden eksploderer. Derforigen har David Betz ret i sin forudsigelse: Der kommer et kæmpestort Donald Trump-agtigt tordenbrag i alle tre lande. Det er ikke længere til at undgå.
Og hvad med fredelige Danmark? Der i mine tanker altid spiller den rolle, J.R.R. Tolkien gav Herredet i sin saga om ringen. I Danmark går det heller ikke godt. Men da vi ikke er så mange, går det mest ud over os selv.

Uanset hvilken del af den offentlige sektor man vender sit blik imod, er det sådan, at den får sværere og sværere ved at levere den kerneydelse, den er sat i verden for at producere. Forsvaret kan ikke producere sikkerhed. DSB kan ikke producere mobilitet. PostNord kan ikke fragte ting fra A til B. Socialog ældreforsorgen kan ikke producere værdighed til de borgere, der har brug for disse tjenester. Skolerne kan ikke indprente børnene hverken lærdom eller respekt for lærdom. Og så fremdeles. Det finder folk sig indtil videre i. Af mange forskellige årsager. Herunder at der ikke for alvor eksisterer en kritisk presse, der ønsker at afdække disse forhold og holde de ansvarlige fast på deres ansvar.

På Christiansborg snakker folksom altid sådan, som de har forstand til. Det skal de jo have lov til, og det var værre, hvis de ikke gjorde.
Ude på slotspladsen råber et stadig mere radikaliseret centrumvenstre (der i stigende grad lever i sin egen virkelighed) op om, hvor godt det ville være, hvis der blev etableret en selvstændig terrorstat med en lang kystlinje ud til Middelhavet.
Det vil selvfølgelig ikke være godt for noget. Tværtimod. Og jeg ville da også være ekstremt bekymret, hvis nogen af de højtråbende havde noget at skulle have sagt. Den europæiske galskab kommer også ind over vores grænser. Men heldigvis mildnes den af, at de fleste mennesker trods alt savner enhver tiltro til store ord og nemme løsninger.

Nu starter den politiske sæson, hvor alle vil kaste sig over at drøfte den ene procent af statens budget, som regeringen har valgt at sætte til diskussion i år. De 99 pct. er der som sædvanlig ingen, der orker at tale om.
Det er trygt og hyggeligt som resten af højtiderne. Hvor familien også mødes og snakker om de ting, den plejer at snakke om. Ude i Europa ser det mildest talt ikke godt ud for den sociale fred. Det kommer der i Danmark måske en overskrift eller to ud af på et tidspunkt.Der kommer et kæmpestort Donald Trump-agtigt tordenbrag i alle tre lande. Det er ikke længere til at undgå.

Det, der sker i disse år i både Tyskland og Frankrig, er, at venstrefløjen og islamismen vokser sammen til det, der på fransk hedder islamogauchisme. Det vil sige et sammenrend af islamistiske krav til, hvordan samfundet bør indrettes, og en venstreorienteret og woke argumentation for, at det er rimelige og korrekte krav.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 26 september 2025)

Få nu styr på tildelinger, Kaare Dybvad

Sandra Elisabeth Skalvig
25. august 2025

Tildeling af statsborgerskaber er ikke bare en administrativ manøvre. Det er en afgørende handling, der tildeler alle de rettigheder, der knytter sig til at være dansker – ud i al fremtid.

Derfor bliver vi nødt til at være meget præcise med, hvem vi giver det til. Giver vi det til personer, der vil undergrave grundlov, frihedsrettigheder og kvinders ligestilling, gør vi vores land sårbart og overlader konflikter og uro til kommende generationer.

Derfor er jeg meget optaget af, at vi får styr på tildelingen af statsborgerskaber – hvilket der ikke er i øjeblikket. Jeg har foreslået en screeningsproces, der skal frasortere ansøgere, der ikke respekterer, eller som direkte modarbejder demokratiske værdier.

Regeringen meldte ud, at den ville nedsætte en arbejdsgruppe, men siden er der intet sket. Derfor er der stadig en åben dør for anti-demokrater på lovforslag om statsborgerskab. I maj forsikrede Kaare Dybvad mig om, at arbejdsgruppen ville være på plads inden sommerferien. Nu er sommeren slut. Arbejdsgruppen er stadig ikke blevet nedsat. Otte måneder efter ministerens første forsikringer er vi blevet bekræftet i vores bange anelser.

Sådan er det med denne regering. Når de ikke kan blive enige med hinanden, går alting i stå, og meget tyder på, at pilen – igen – peger på Moderaterne. Senest i sagen om bederum på uddannelsesstederne, hvor Socialdemokratiet lovede handling, men det endte med ingenting. Hvor mange antidemokrater vil Socialdemokratiet give dansk statsborgerskab, før I tager skeen i den anden hånd?

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 25 august 2025)

Stoklund udstiller manglende respekt for danske borgeres bidrag til statskassen

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
23. august 2025

Da skatteminister Rasmus Stoklund (S) for nylig tog til tasterne her i Berlingske og definerede Liberal Alliances bebudede skattelettelser som »en champagnereform i Dom Perignon-klassen,« der kun kommer velhavende snobber som Fritz og Poul fra satireprogrammet »Rytteriet« til gode, afslørede han tre kendsgerninger om sig selv.

For det første, at hans kendskab til champagne er beundringsværdigt – om end jeg personligt foretrækker Cristal fremfor Dom Perignon.
For det andet, at hans kendskab til Liberal Alliances skattepolitik hviler på uoriginale vrangforestiller fremfor basale fakta.

Og for det tredje, at han på trods af sin titel som skatteminister – besidder en komplet mangel på forståelse og respekt for helt almindelige danskeres enorme bidrag til statskassen samt den enorme betydning, som det vil have for deres hverdag og økonomiske formåen, hvis de – mod Socialdemokratiets viljefår lov til at beholde nogle flere af deres egne penge.

Hvis Stoklund havde gjort sig selv den tjeneste blot at holde en kort pause fra »Rytteriet« for at skimme Liberal Alliances økonomiske plan »En frisk start«, ville han vide, at vi bruger næsten halvdelen af vores finansiering på at sænke skatten på indkomst i bunden for at gøre de første 5.000 kroner i indkomst om måneden skattefrie.

Vi tillader at bilde os selv ind, at et forslag som dette samt planen som helhed vil være kærkomment nyt i mange danske husholdninger, særligt efter at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har brugt de sidste seks års statsministermagt på primært at gøre det mageligere at være dansker, hvis du ønsker at blive ansat som administrativ bureaukrat i den offentlige sektor.
Men i stedet bruger Stoklund selvsagt krudtet på at lange ud efter Liberal Alliances »skæve« skattelettelser baseret på et regneark fra Skatteministeriet, der tilskriver, at borgere i velhavende kommuner, såsom Gentofte, kan se frem til større gevinster end borgere i mindre velhavende kommuner, såsom Langeland.

Og jovist, selvfølgelig er der forskel på, hvilke husholdninger og hvilke kommuner, der får mest ud af vores bebudede skattelettelser. Sådan fungerer procentregning nu engang.
Men er det vigtigste ikke at gøre alle danskere rigere? Er det ikke væsentligere, at håndværkeren og sygeplejersken bliver bedre rustet til at kunne tackle de stigende udgifter til dagligvarer, selvom direktøren også får gavn af skattelettelserne?

Og er det ikke på høje tide, at politikere såsom Stoklund begynder at udvise blot en my af ydmyghed og respekt for, hvor statskassens penge kommer fra i stedet for, at han behandler den ene opjustering af råderummet efter den anden som en selvfølge, der straks skal udvide det i forvejen rekordstore offentlige forbrug?

Er det ikke væsentligere, at håndværkeren og sygeplejersken bliver bedre rustet til at kunne tackle de stigende udgifter til dagligvarer, selvom direktøren også får gavn af skattelettelserne?

(Indlæg bragt i Berlingske d. 23. august 2025)

Kære Chloé, jeg vil gerne give dig en undskyldning

Alex Vanopslagh
22. august 2025

KÆRE CHLOÉ Courage Fjelstrup-Matthisen – og alle andre, der har det som dig.

Du skriver i dit debatindlæg (Pol. 8.8.), at du har mistet troen på os voksne og troen på fremtiden.

Du føler dig svigtet af de voksne og ikke mindst af os politikere, fordi vi ikke leverer handling til at løse verdens problemer, som du forventer.

Og jeg kan på sin vis godt forstå dig. I dén forbindelse har jeg både godt og dårligt nyt.

Det dårlige først. Du føler dig svigtet, fordi din barndom og ungdom har været fyldt med politisk dommedagsretorik om klima, kriser og krig. Prædikener om, at verden og fremtiden var færdig, hvis man ikke førte en bestemt politik.

Metoden er lige så simpel, som den er ondsindet: Først har de gjort dig bange. Og så har de brugt din frygt som argument for, at man skulle gøre, som de foreslog.

Og lad os nu bare være ærlige. Det er venstrefløjen, der har skubbet børn som dig foran sig.

Som Det Radikale Venstres daværende leder Sofie Carsten Nielsen engang sagde:

»Skal vores børn bo i hytter på pæle – eller skal vi give dem en klode, de kan leve meningsfulde liv på?« Det gjorde hun i 2021, da du vel var omkring 9 år gammel. Jeg ved ikke, om du hørte det – forhåbentlig ikke men du har uden tvivl hørt noget lignende. En modbydelig, skødesløs og infam retorik, hvor man har opbygget fuldstændig umulige og forkerte forventninger, hvis slutprodukt er den følelse af svigt, som nu har taget bo i dig.

Jeg vil gerne give dig en undskyldning. Ikke fordi jeg har gået og sunget med på alle venstrefløjens paniske sange, der har gjort dig bange, for jeg har altid gjort det modsatte. Men en undskyldning på vegne af alle os politikere, der ofte glemmer, at vores retorik, propaganda og sprogbilleder, som vi bruger til at få ram på hinanden og vinde magten, faktisk bliver taget seriøst af mennesker som dig – og tusindvis af andre, unge som gamle.

MEN SÅ ER der godt nyt – rigtig godt nyt, faktisk. Jeg vil prøve at se, om jeg kan hjælpe med at give dig håbet tilbage. De mennesker, der har gjort dig bange, er glade for at sige, at håb ikke er en strategi. Jeg er uenig. Håb er den eneste strategi i en ond verden.

Men det er ikke politik, der skal sikre troen på fremtiden. Det er noget forbandet svineri, at de mennesker omkring dig, som skulle forestille at være de voksne, har stjålet din barndom og skiftet den ud med politisk snak om klima, Gaza, Trump og al anden elendighed.

Det er ikke fordi, det ikke er vigtigt. Men du kan som barn ikke gøre noget ved det. Og det kan de voksne omkring dig, der ikke taler om andet, heller ikke bare sådan. Det er en langstrakt og kompliceret proces med mange kompromisser undervejs, som vi politikere har fået ansvaret for at stå i spidsen, og hvis de voksne ikke er tilfredse med os, kan de skifte os ud ved næste valg. Du får også chancen, når du bliver voksen. Dét gælder dog kun i Danmark, og når det kommer til de rigtig store ting, som du har fået tudet ørerne fulde af, så er du – og jeg – faktisk ganske rigtigt hjælpeløse. Vi kan højst inspirere og påvirke de lande og ledere, som virkelig bestemmer noget.

Men sådan har det altid været. Og det er faktisk en enorm befrielse at finde ud af, at det er sådan. For så kan du koncentrere dig om dén verden, du faktisk kan frelse, nemlig din egen verden. For lige nu kan både du og de voksne til gengæld gøre noget for de mennesker, du møder på din egen vej hver dag. Og det burde jo være dét, de voksne omkring dig hjalp dig med.

Vær et godt menneske. Også selv om det ikke altid lykkes. Så vil du se, at håbet er inden i dig og bare venter på at blive sluppet fri og kaste lys på en mørk verden.

Der er håb i verden, hver gang du og alle andre mennesker hjælper en veninde, der har det svært. Eller ringer til gamle bedstemor og tager dig tid til at lytte til hende. Eller bruger fritiden på at være hjælpetræner for lilleputholdet. Der er håb, hver gang vi gør os umage i vores daglige gerning og vælger at gøre det gode i stedet for det onde. Der er håb, hver gang et nyt menneske kommer til verden.

Jeg er ret sikker på, at jeg er blandt de voksne, du ikke stoler på. Så du synes sikkert, at det her bare er endnu en omgang tom politikersnak.

Men jeg vil gerne bede dig – og alle, der har det som dig – om at prøve noget; prøv at gå ud i morgen tidlig og se solen stige op. Fordyb dig i oplevelsen. Dér vil du se, at der er håb for verden. Og tag gerne de voksne, der har gjort dig bange, i hånden og vis dem det samme. Så er der også håb for dem – på trods af, at de har svigtet dig og mange andre.

Håb er den eneste strategi i en ond verden.

(Indlæg bragt i Politikken d. 20. august)

Toptopskattens grådighed har ingen grænser

Steffen Frølund & Pernille Vermund
12. august 2025

Da Socialdemokratiet og SF tilbage i sensommeren 2009 foreslog at bebyrde danskerne med endnu en ekstra skattesats i form af en ny millionærskat, var

…daværende Venstre-statsminister, Lars Løkke Rasmussen, klar i mælet: Altså fuldstændig fladt at sige, at hvis man får en god idé og derfor også får en indkomst over en million, så skal man beskattes af det – det er ikke rigmandsskat. Det er hjerneskat, og det er hjernedødt.
”
I Liberal Alliance kunne vi nærmest ikke have sagt det bedre selv, når vi på bedst mulig vis skal forsøge at indkapsle definitionen af SVM-regeringens mildest talt symbolpolitiske, misundelsespolitiske og grådige toptopskat.
For danskerne betaler jo som bekendt allerede nogle af verdens højeste skatter til en af verdens dyreste offentlige sektorer, og vi synes i modsætning til vores kollegaer i Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne ikke, at de fortjener endnu en ekstraregning.

Onde tunger vil selvsagt postulere, at det ikke er almindelige danskere, der får toptopskatten at føle.
At ekstraregningen udelukkende adresseres til Lego-arvinger og multimillionærer med sommerresidens i Sydfrankrig. Og at disse i øvrigt har godt af at skulle spytte lidt ekstra i statskassen, selvom de i forvejen i kroner og ører bidrager betragteligt mere til denne end den gennemsnitlige skatteyder.
Og ditto selvom statskassen i forvejen bugner, bedst illustreret af Finansministeriets ene opjustering af det økonomiske råderum efter den anden. Men som det fremgik i Børsen forleden, tager sådanne onde tunger naturligvis fejl. For eksempel står 6000 selvstændige herunder læger, tandlæger og ejendomsmæglere der har fulgt alle regler, stiftet virksomheder og sparet store summer op i disse, til at blive brandbeskattet af SVM-regeringens toptopskat i 2026.

En fællesnævner for disse 6000 selvstændige er nemlig, at de i årenes løb har opnået et opsparet overskud på over 10 mio. kr., og at de risikerer at skulle betale toptopskat af hele opsparingen, hvis ikke de selv er hurtige til at rode sig ud af toptopskattens grådige greb.
En risiko, som særligt kan have afgørende betydning for de, hvis otium lokker lige om hjørnet, og som ærligt og redeligt har fulgt hidtil gældende regler for at spare op til denne gennem deres virksomhed.

Sikke en sølle tak at sende til de borgere, der fravælger livet som lønmodtager for at drive selvstændig virksomhed til gavn for deres lokalsamfund og Danmark som helhed.
Det er altså på høje tide med en frisk start for dansk politik, hvor vi ikke møder vores borgere med mærkværdige skattesatser, blot fordi de vil drive en tandlægeklinik eller et ejendomsmæglerkontor.
Derfor er vi heller ikke i tvivl om, hvad der skal ske med toptopskatten efter næste folketingsvalg: Den skal fjernes, og det kan kun gå for langsomt.

(Indlæg bragt i Børsen d. 12. august 2025)

Venstreorienterede forsøger at sprede en livsforbandelse til ungdommen

Ole Birk Olesen
11. august 2025

To drenge er dygtige fodboldspillere i hver sin klub, men de brækker begge benet uden for banen og må holde pause fra deres passion i et halvt år. Uheld! Da det halve år er gået, er den ene så skuffet over at være blevet dårligere, mens holdkammeraterne er blevet bedre, at han aldrig får samme glæde ved spillet og til sidst beslutter at bruge sin fritid på noget andet. Den anden går endnu mere indædt til træningen, bliver bedre end før og ender som professionel fodboldspiller. Fortjeneste!

Kristian Weise – økonom, tidligere politisk rådgiver for Socialdemokratiet og tidligere direktør i tænketanken Cevea, der var et modstykke til borgerlige CEPOS – gør, hvad mange venstreorienterede før ham så ofte gør: Skriver en epistel i avisen om, at held spiller en stor rolle for, hvordan vi ender i livet, under overskriften: »Hvis du har klaret dig godt, har du sikkert også været heldig undervejs«.

Vi har alle været både heldige og uheldige i vores liv, og det ved vi godt, så hvorfor er det for venstreorienterede som Kristian Weise vigtigt at skrive om folk, som har klaret sig godt, at netop de har været heldige? Fordi Weise og hans holdningsfæller gerne vil udjævne de økonomiske forskelle mellem os endnu mere: »De har ikke penge, fordi de har fortjent det! De har bare været heldige!« kan man næsten høre Kristian Weise råbe til os fra sin ideologiske, røde skyttegrav.

Når jeg med jævne mellemrum læner mig tilbage i solen på et yndlingssted og tænker, at jeg har det nu meget godt, så sender jeg både en taknemmelig tanke til mit held og giver også mig selv et mentalt klap på skulderen for det, jeg har gjort. Meget kunne være gået galt undervejs. Jeg kunne have været født ind i en dårlig familie, jeg kunne være blevet kørt ned af en vanvidsbilist, en af min ungdoms våde byture kunne have ført til alvorligere og mere langtrækkende konsekvenser end tømmermænd dagen efter, eller jeg kunne helt uforskyldt være blevet ramt af fatal eller lemlæstende sygdom.

Jeg føler taknemmelighed over, at det ikke er sket. Det var heldigt. Jeg ved dog også, hvad jeg aktivt selv har gjort for at få et liv, som jeg synes er godt. Jeg var nysgerrig og læsende som barn og ung, jeg lavede de lektier, som skulle afleveres, jeg valgte den rigtige livspartner, vi besluttede at få børn, vi købte hus i stedet for at leje, vi sparede op i stedet for at forbruge alt, og vi løb begge risici i arbejdslivet i stedet for at satse på det kedelige, men sikre.

De dele af vores liv, som er et resultat af vores bevidste valg og indsatser, har vi gjort os fortjent til. Men de venstreorienterede forsøger at sprede en livsforbandelse til landets ungdom. Den forbandelse er, at hvis de unge ikke er tilfredse med deres liv, så er der ikke noget at gøre ved det. De har bare været uheldige, og det er synd for dem.

Handler utilfredsheden om økonomi, så nytter det derfor heller ikke noget at se på dem, som har klaret sig bedre og forsøge at lære. Næh, for folk med en tilfredsstillende økonomi har jo bare været heldige. I stedet skal de unge stemme på de røde partier for at få en politisk forandring med højere skatter, dyrere »velfærd« til dem og højere overførselsindkomster til alle, som tror på, at de bare har været uheldige.

I stedet for at de unge sætter sig i deres eget livs førersæde, skal de lade sig føre mod et bedre samfund af politiske ledere, som svinger med røde faner.

I kirken ved høsttid og også uden for kirken er vi mange, som godt kan li’ salmen »Du gav mig, o Herre, en lod af din jord«. Den rummer den dobbelthed, som er sand, at meget godt kommer til os af sig selv og ved held: »Hvad magted jeg vel / om du ej gav held? / Det vokser jo, medens vi sove.« Men også at intet kommer til den, som ikke udretter, hvad der skal udrettes for, at det kan ske: »Så lær mig da, Herre, at dig til behag / jeg bruger det pund, mig blev givet / at fylde med hæderligt virke min dag.«

Kristian Weise har to små børn. Jeg er tæt på 100 procent sikker på, at han i det private vil give sine børn gode råd om, hvad de selv skal gøre for at få gode liv, herunder også materielt trygge liv. Men når Kristian Weise er rød ideolog i avisen, så fortæller han os, at en god privatøkonomi i meget høj grad bare handler om en person, der har været heldig.

Hvorfor denne forskel? Fordi Kristian Weise elsker sine børn, så de får kun det bedste fra ham. Alle andre må nøjes med hans socialisme.

(Indlæg bragt i Berlingske d.10 august 2025)

Israel begår naturligvis ikke folkemord i Gaza

Henrik Dahl
11. august 2025

I Danmark og Europa er den helt grundlæggende realisme fraværende, når det gælder Israel/Hamas-konflikten.

For den realistisk indstillede politiker burde det være klart, at det simpelthen er uacceptabelt, at Hamas trækker sig ud af konflikten med noget, der minder om en sejr.
Årsagerne burde være indlysende. Men det er de åbenbart ikke. Så lad mig minde om dem: Hamas er en ekstrem, islamistisk terrororganisation. Den har et program og nogle metoder, der ikke adskiller sig væsentligt fra Islamisk Stat. Hamas ønsker at udslette staten Israel og den jødiske befolkning, der lever i den. Organisationen ønsker på ingen måde en tostatsløsning, hvor palæstinensere og jøder lever fredeligt i hvert deres land.

Hamas er sponseret af Iran. Ligesom Hizbollah og Houthi-bevægelsen i Yemen.
Derfor vil en sejr til Hamas også være en sejr for Iran. Og lad mig i den forbindelse minde om: Iran er allieret med Rusland og Kina.

Hver gang, en ukrainer dør i forsvaret for sit land, og hver dag, krigen fortsætter, er det (også) Irans værk. Vi er nødt til at se krigen imod Vesten og imod vestlige værdier i et samlet perspektiv.
Her er Hamas’ angreb på det eneste demokratiske land i Mellemøsten en del af en langt større krigsindsats imod alt, hvad Vesten står for: Oplysning. Demokrati. Personlig frihed.

I den vestlige verden er Hamas kommet langt i retning af en folkelig accept af bevægelsen og dens mål. Det skyldes for det første, at den yderste venstrefløj er gået sammen med blandt andre Hamas til den giftige blanding, der på fransk hedder »islamogauchisme« og som vi stadig mangler et mundret ord for på dansk. Men det skyldes også, at for mange medier har haft en for ukritisk indstilling til Hamas narrativ.

Israel begår naturligvis ikke folkemord i Gaza. Det er en propagandapåstand, der i den grad trænger til modspil. Men som ikke får det. Et folkemord som Hamas rent faktisk drømmer om i forhold til jøderne kræver en hensigt hertil. At en sådan skulle eksistere blandt beslutningstagerne i Israel, er en bevisbyrde, som Hamas og deres støtter aldrig kan løfte.
Israel har heller ikke ansvaret for de sultende i Gaza. Ud fra de formelle definitioner er der ifølge FNs foreløbige vurdering ikke tale om hungersnød. Der leveres masser af nødhjælp. Fra 20. juli til 3. august kom der ifølge FN 12.000 ton fødevarer ind i Gaza. Men det er på trods af urigtige historier om det modsatte almindeligt, at Hamas og andre bevæbnede gangstere stjæler nødhjælpen fra dem, der har brug for den.

Til gengæld begår Hamas krigsforbrydelser hver dag, som ikke bliver rapporteret i tilstrækkeligt omfang. Det er en klar overtrædelse af Genevekonventionen at kæmpe fra civile områder og fra særligt beskyttede områder som hospitaler. Ligesom det er en overtrædelse at kæmpe uden uniformersamt at tage gidsler og at ydmyge krigsfanger.

I en realistisk verden er det uden mening at forestille sig fred i Mellemøsten, hvis Hamas og Iran er indblandet. Hamas kan opnå fred i morgen ved at indstille kamphandlingerne og udlevere de sidste gidsler. Det er man åbenbart ikke interesseret i. Hvad ledende talsmænd for bevægelsen direkte har oplyst til vestlige medier. Det er kun muligt at gisne om, hvorfor så mange vestlige ledere mangler realisme. Men det gør de, hvad mange andre af deres handlinger også bevidner: urealistiske planer for en i øvrigt nødvendig energiomstilling. Urealistiske ideer om global arbejdsdeling. Og indtil for ganske få år siden: totalt urealistiske ideer om Rusland.
En stor del af det uføre, som de vestlige lande befinder sig i, skyldes en bredspektret mangel på realitetssans. Men lad os begynde med begyndelsen: Hamas må aldrig vinde.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 9 august 2025)

Private kræfter må sikre vores unge en værdig værnepligt

Carsten Bach
5. august 2025

Folketinget har besluttet at sende endnu flere unge – tusindvis af unge – af begge køn i 11 måneders værnepligt startende fra næste år.

Det bakker vi op om i Liberal Alliance. Netop de unge mennesker kan blive afgørende for at forsvare Danmark og vores allierede, hvis truslen om krig bliver til ægte krig. Vi kræver meget af vores unge mennesker og sætter vores lid til dem.
Derfor har vi politikere også en opgave, man ikke kan overvurdere. Vi må sikre, at de unge mennesker får en ordentlig behandling og ordentlige rammer, når de som minimum bruger næsten et helt ungdomsår i Danmarks tjeneste. Mange af dem skal jo få lyst til at blive i Forsvaret, når de har gennemført deres værnepligt.

Jeg vil gøre mit til at sikre, at det i hvert fald ikke bliver de skimmelbefængte, faldefærdige, utidssvarende tjenestesteder, der får vores unge mennesker til at rende skrigende bort.
Derfor vil jeg som forsvarsordfører for Liberal Alliance række ud til alle de virksomheder, der sammen med Forsvaret kan gøre en forskel for at sikre værdige rammer for de nye værnepligtige, som strømmer ud i landet næste år – nu og her og på længere sigt.
De unge skal have ensartede, trygge og tidssvarende rammer i hele landet. Det handler ikke kun om, at der skal kunne skylles ud, når de unge eller deres befalingsmænd har været på toilet, eller at de kan få et varmt bad, når de har været på øvelse i de kolde måneder.
De skal også have steder at opholde sig, når de har fri, et godt sted at træne og ’hænge ud’, så de ikke bruger alt deres krudt på det lokale diskotek. Med andre ord: De skal have en god oplevelse hele vejen rundt.

For nyligt havde vi besøg af de engagerede og forbilledlige unge mennesker fra Værnepligtsrådet i forsvarsforligskredsen. Her blev Karup fremhævet som et godt sted med gode forhold – mens Høveltes ry og rygte var noget mere belastet. Sådan skal det ikke være. Alle skal have ordentlige forhold.
Det er en komplet illusion at tro, at vi på traditionel vis kan bygge blivende og behagelige rammer inden februar 2026. Men som en start, så lad os se på det gode danske eksempel i Baltikum – nærmere bestemt den nybyggede Camp Valdemar i Letland. Her opholder nogle af vores skarpeste soldater sig fire måneder ad gangen som en del af Natos fremstrakte næve mod russerne.
Det er beboelsescontainere, som omtales af vores soldater som langt mere behagelige rammer end de udtjente tjenestesteder herhjemme. Ikke bare sengene og værelserne, men også de sociale rammer og træningslokaler.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) bemærkede det selv, da han besøgte lejren i efteråret 2024 og kommenterede på Facebook: ”Brede smil overalt, når jeg sammen med kolleger fra Folketinget blev vist rundt i den flotte lejr, der jo viser, hvordan dansk forsvar også kan være up to date.”
Uret tikker, mens skimmelsvampen bliver hængene i krogene. Lad os bygge flere faciliteter som Camp Valdemar, men nu her i Danmark.
Så kan vi med god samvittighed og ro i maven samtidig tage fat på de nødvendige langsigtede opgraderinger af Forsvarets tjenestesteder i hele landet.

Her er det min klare overbevisning, at private aktører som pensionskasser og store entreprenørvirksomheder skal slå sig sammen med Forsvaret om at lave moderne og blivende løsninger, som vores soldater kan være stolte af og glade for at gå på arbejde i. Uanset om det så er i Karup eller Høvelte.
De private aktører står i kø for at gøre en forskel for oprustningen herhjemme, skulle jeg hilse at sige. Hvis vi sender helt unge danske mænd og kvinder i 11 måneders værnepligt og tilbyder dem ottemandsstuer med skimmel og koldt vand i bruseren, frygter jeg, at Forsvarets store problemer med at rekruttere og motivere dygtige folk kun vokser.
Vi må sikre, at de unge mennesker får en ordentlig behandling og ordentlige rammer, når de som minimum bruger næsten et helt ungdomsår i Danmarks tjeneste.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 1. august)

Ufrihedens farlige glidebane

Steffen Larsen
5. august 2025

Koranloven er en glidebane. Hvis man ikke kan se det, er man måske på vej ned ad den, skriver folketingsmedlem Steffen Larsen fra Liberal Alliance i et svar til Arne Hardis.

Ytringsfriheden er en smuk og meget dansk ting, der ikke bare gør livet lettere og sjovere for den enkelte, men også på samfundsplan sikrer, at fejl og problemer hurtigt bliver påpeget, og at dårlige ideer konstant bliver udfordret. Eksempelvis ideen om, at en bog er så hellig, at man er berettiget til at bruge vold i stedet for argumenter i forfægtelsen af dens indhold.
Da SVM-regeringen foreslog og siden indførte koranloven, som indskrænkede ytringsfriheden ved at gøre det strafbart at udsætte religiøse skrifter for såkaldt »utilbørlig behandling«, stod Liberal Alliance og mange andre fast på danskernes ytringsfrihed. Den skal (og skulle) selvfølgelig ikke indskrænkes af hensyn til autoritære regimer og religiøse kræfters følelser – også selvom det faktisk kræver, at de danske myndigheder beskytter folk, der udøver deres ytringsfrihed. Vi advarede dengang mod, at sådan et knæfald har det med at danne præcedens over tid, så danskernes frihedsrettigheder får vigepligt for andre, enten smålige eller fjendtlige, hensyn. Men det argument finder ikke meget lydhørhed hos Arne Hardis, der i anledning af toåret for regeringens indledning af miseren om koranloven, causerer over det såkaldte glidebaneargument i sidste uges Weekendavisen.

Det er et argument, som vi liberale tit bruger, fordi vi betragter magt som et farligt værktøj, der skal håndteres med principielt sikkerhedsudstyr, hvis man ikke skal risikere at gøre skade på sig selv eller andre. Men det er, som om Hardis på forhånd har bestemt sig for, at vi, der principfast bekæmpede koranloven og stadig vil af med den, ser lidt dumme ud, og at glidebaneargumentet er lidt søgt. Måske fordi vi »tabte« kampen, hvilket hurtigt i politiske analyser bliver ensbetydende med, at vi tog fejl.

Netop derfor lægger Hardis ud med at causere over det såkaldte glidebaneargument.
Hardis skildrer ellers ganske fint, at koranlovens forældre begik et brud på danskernes frihedsret tigheder, og at deres egne argumenter stak i alle retninger. Han formår også at komme omkring det enorme omfang af selvcensur, som eksempelvis gør sig gældende med undervisning i Muhammedtegningerne. Men Hardis runder alligevel artiklen af med en småironisering over, at vi her to år senere åbenbart ikke har haft ret i vores »glidebaneargumenter« om, at danskernes ytringsfrihed ville blive offer for flere indskrænkninger.
Det er, undskyld jeg siger det, en plat og nærsynet bagatellisering af én af tidens allervigtigste frontlinjer i kampen for vores egen samfundsform.
For sagen er jo den, at hvis man kigger bredt på det, er danskernes ytringsfrihed under belejring både fra myndighederne og fra intolerante grupper i samfundet.

Se blot på sagen om den 29-årige Azad Habib, som tidligere i år blev idømt syv dages betinget fængsel af landsretten for at have en hjemmeside med angiveligt forhånende vittigheder. Pludselig fandt anklagere og domstole altså anledning til at anvende den såkaldte racismeparagraf langt mere nidkært end hidtil. Det har eksempelvis ført til, at kultgruppen Alexanderband, hvis vanvittige og grove sange og sketcher var store på internettet tilbage i min ungdom, nu har set sig nødsaget til at fjerne indhold fra deres side, som har ligget der i 20 år uden at gøre skade på nogen. Jeg kan simpelthen ikke få det til at give mening, at man kan risikere fængsel for vittigheder i Danmark.
Presset fra særligt muslimske grupper mod ytringsfriheden er velkendt, og her er der faktisk fysisk fare for liv og lemmer, hvis man er uheldig nok. Vold og hærværk udøves også af venstreradikale, for eksempel for nylig mod en families hus på Fyn, alene fordi der skulle afholdes en sammenkomst for Generation Identitær der. Dertil kommer den generelle cancel culture på den aktivistiske venstrefløj og det syge behov for at »doxxe« mennesker, hvis holdninger man ikke kan lide, og forsøge at få dem fyret. Der findes også et vist pres mod ytringsfriheden fra højre visse steder i Vesten, men samlet set er det uomtvisteligt en særdeles uhellig alliance af venstrefløjen, andre totalitæ re kræfter og så den teknokratiske midte, der fører an i kampen mod det frie ord.

Så har vi slet ikke talt om den omfattende censur på sociale medier, som Elon Musks køb af Twitter dog har sendt på retræte i et vist omfang – men ikke uden at blive udsat for massi ve beskyldninger af vores egen regering og EU for at sprede »misinformation«.
Set i dét lys er det selvfølgelig ikke koranloven isoleret set, der fører os væk fra det frie og åbne samfund – men den afslører, at SVM-regeringen ikke lægger særlig stor vægt på at forsvare de danske værdier. Det er også meget sigende, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne (regeringens mest følgagtige parti over for både erhvervsinteresser og mellemøstlig påvirkning) dengang udtalte, at man havde »sat de gode folk i Justitsministeriet på overarbejde« for at finde en udformning på koranloven, der duede.
Det skriver sig ind i en mistrøstig tradition for politiske indgreb, hvor man er fuldt bevidst om, at ens forehavende er i strid med ånden i Grundloven, men man alligevel forsøger at kringle sit tiltag, så det ikke er i strid med lovens bogstav. Det samme skete, da dén regering, som mit eget parti var en del af, i 2018 forsøgte at fremstå handlekraftig ved at foreslå et burkaforbud, som i lovprocessen blev til et generelt tildækningsforbud, for det var den eneste måde, hvorpå sådan et forbud var muligt i forhold til Grundloven. Vores liberale, demokratiske principper er altså i flere tilfælde ikke længere et værn mod magthaverne, som får dem til at holde sig tilbage, men derimod bare en forhindringsbane, de skal igennem på vej til at gøre dét, de alligevel ville gøre.

Alle disse tendenser har stået på i mange år, men de er taget til med SVM-regeringen, som er et politisk kartel (»frigjort fra fløjene«) hen over midten med sit eget flertal (sådan da). Men jeg tror faktisk ikke, at de selv forstår, hvad de langsigtede virkninger af alle deres fiduser vil være.
For hvis vi vender tilbage til glidebaneargumentet, så er pointen med et sådant argument jo ikke at beskylde folk for at have skumle, autoritære hensigter, men pointen er derimod, at når man først har ignoreret sine principper ved én lejlighed, bliver det sværere at stå fast på dem en anden gang. Når det kommer til danskernes frihedsrettigheder, har man givet flere skyts til dem, som er parate til at ofre noget fælles dyrebart for deres egen kortsigtede vindings skyld.

Dansk Industri, de store virksomheders talerør, støttede varmt op om koranloven, ligesom de flere gange har slået til lyd for at lefle for Kina. I 2021 udtrykte en chef fra Dansk Industri, at der var »en bekymrende tendens til at dæmonisere Kinas politiske ledelse i stort set alle sammenhænge«. Så sent som for et par uger siden var Dansk Industris viceadministrerende direktør, Thomas Bustrup, ude med et budskab om, at vi skal droppe »den moralske modvilje mod at handle med Kina«. Han kunne også berolige os alle sammen med, at det kommunistiske diktatur, der har bygget en digital udgave af 1984 for sine egne borgere og udøver et massivt pres mod omverdenen, ikke har langsigtede ekspansive planer. Aha.
Med koranloven har særinteresser som Dansk Industri fået rigeligt med argumenter for at lave nye indgreb i danskernes frihed, hvis danskernes brug af denne en dag vil fornærme for eksempel Kina og true virksomhedernes indtjening. Og hvis nogen ikke tror på dét, så må jeg minde om, at Kina udsatte Danmark for et betydeligt pres og sendte en troldehær efter os på grund af en satiretegning i Jyllands-Posten i 2020. Gudskelov havde vi ikke dengang skabt præcedens for at give efter.

Men det har vi så desværre nu.
Det kan godt være, at Arne Hardis efter blot to år uden yderligere formelle indgreb i ytringsfriheden kan ironisere over sådan en tanke, men dén luksus synes jeg ikke, at vi andre kan tillade os at have.
Hvis man ikke kan se glidebanen, er det måske, fordi den allerede befinder sig under ens fødder.
For hvis vi vender tilbage til glidebaneargumentet, så er pointen med et sådant argument jo ikke at beskylde folk for at have skumle, autoritære hensigter, men pointen er derimod, at når man først har ignoreret sine principper ved én lejlighed, bliver det sværere at stå fast på dem en anden gang.

(Indlæg bragt i Weekendavisen d. 1. august 2025)

Flere kommuner bør tage det sociale frikort til sig

Alexander Ryle & Carl Andersen
5. august 2025

Når hverdagen er kaotisk, og arbejdsevnen svinger fra uge til uge, kan småjobs være forskellen på passiv forsørgelse og en meningsfuld tilværelse.

Det handler ikke kun om løn – men om at blive en del af et fællesskab, gøre en forskel og blive mødt med værdighed.
Derfor var det en milepæl, da Liberal Alliance i 2019 fik indført det sociale frikort. Og det er glædeligt, at ordningen nu er slået igennem i mange af landets kommuner. En opgørelse fra DR (artiklen “Skattefrihed og jobhjælp til landets mest udsatte – hvis de bor i den rigtige kommune”, DR.dk den 30. juli, red.) viser, hvordan ordningen giver håb og muligheder til nogle af landets mest udsatte.

Frikortet er målrettet borgere med sociale og psykiske udfordringer, der ikke har haft job eller uddannelse det seneste år. En afgrænset gruppe – men netop dem, der har allermest brug for en håndsrækning. Med frikortet kan de tjene op til 42.766 kr. skattefrit om året uden at miste deres ydelser. Det er enkelt, ubureaukratisk og værdigt.

Fra i år har vi gjort ordningen permanent og fordoblet beløbsgrænsen fra 20.000 kr. til over 40.000 kr. årligt. For os er det et konkret udtryk for en grundlæggende tro: Alle kan nogetog alle fortjener chance for at vise det.
Kommuner som Tønder, Haderslev og København er allerede godt i gang. De bruger ordningen aktivt, samarbejder med lokale virksomheder og åbner døren til arbejdsfællesskaber for dem, der ellers ofte står udenfor.
I Tønder er der udstedt knap 450 frikort. Én af dem gik til Melissa Jensen, som nu arbejder få timer om ugen i receptionen på feriestedet Hohenwarte i Højer. “Hun blomstrer mere for hver gang,” siger hendes chef.

I København har Liberal Alliance sat ekstra fokus på ordningen med målrettet rådgivning og jobmatching. Københavns største almene boligorganisation, fsb, har allerede ansat 14 medarbejdere via frikortet – to forsørger sig selv i dag, og en tidligere hjemløs stofbruger er på vej i fleksjob.
Men andre kommuner halter bagefter. På Lolland er der kun udstedt omkring 40 frikort – til trods for flere indbyggere og lignende sociale udfordringer. Det er en skævhed, der kalder på handling. Regeringens kommende Værdighedsreform afsætter midler til at rådgive udsatte borgere om frikortet. Nu er det op til kommunerne at gribe chancen.

Liberal Alliance arbejder for, at frikortet bliver en hjørnesten i hver kommunes beskæftigelsesstrategi. Succeshistorierne fra Tønder og København viser, at selv få timers arbejde om ugen kan forandre liv.
Spørg derfor din lokale kandidat: Hvordan vil du bruge det sociale frikort til at skabe værdighed og muligheder for byens mest udsatte?
For alle kan noget – og alle fortjener chancen for at vise det.
Succeshistorierne fra Tønder og København viser, at selv få timers arbejde om ugen kan forandre liv.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d.5 august 2025)