Alliancen: Hvorfor skal vi acceptere landminer og klyngebomber?

Carsten Bach
9. maj 2025

Danmark bør træde ud af konventionerne der forbyder brugen af klyngeammunition og personelminer. Det siger LA’s forsvarsordfører Carsten Bach, der med disse udtalelser har vakt opsigt i medierne i løbet af ugen. Men hvorfor skal vi træde ud af konventionerne på det område, og er det udtryk for fine fornemmelser, når regeringen ikke tør?

Og så er Anton Leopold Krogh i studiet til en snak om, hvorfor erhvervsorganisationer nogle gange siger ting, der ikke er borgerlige. F.eks. når det kommer til arbejdskraftsindvandring fra muslimske lande. Det tager Rasmus Ulstrup og Anton Krogh en samtale om.

Deltagere:
Anton Leopold Krogh, Politisk rådgiver
Carsten Bach, MF, Forsvarsordfører
Vært: Rasmus Ulstrup

Lad os gøre som finnerne og få sænket selskabs­skatten

Steffen Frølund & Pernille Vermund
7. maj 2025

Efter snart ti år med uændret selskabsskat bør Danmark vågne op og følge finnernes eksempel og sænke den.

Ræsonnementet bag en høj selskabsskat kan umiddelbart lyde tillokkende.For hvis vi kan få virksomhederne til at betale høje skattesatser, kan vi jo potentielt selv slippe for at betale regningen for det offentliges forbrug.

Problemet er blot, at tingene selvfølgelig ikke forholder sig så simpelt i virkelighedens verden.

For når virksomheder bliver mødt med en høj selskabsskat, fortsætter de ikke deres virke og fremvækst ufortrødent. De investerer mindre, de tager færre risici, de skaber mindre vækst, og de kreerer færre vellønnede job.

En stilstand, der i øvrigt gør Mette Frederiksen til den eneste danske regeringsleder siden Poul Schlüter, som ikke har sænket selskabsskatten

Den kendsgerning har vores nordiske kollegaer i Finland taget bestik af.

Derfor er den finske regering aktuelt i gang med at forberede en større skattereform , hvor selskabsskatten sænkes fra 20 til 18 pct., og hvor der desuden skæres godt og vel 8 mia. kr. af skatten på finnernes arbejde.

I samme tråd har Tysklands nye kansler, Friedrich Merz, meddelt, at den tyske regering ønsker at sænke selskabsskatten med 5 procentpoint.

Det kunne vi med fordel tage ved lære af i Danmark, hvor selskabsskattesatsen på 22 pct. i forvejen er 4 procentpoint højere end finnernes.

Dertil er den danske sats uændret i snart et årti siden det seneste lille spring ned ad skattestigen fra 2015 (23,5 pct.) til 2016 (22 pct.). En stilstand, der i øvrigt gør Mette Frederiksen til den eneste danske regeringsleder siden Poul Schlüter, som ikke har sænket selskabsskatten

I Liberal Alliance præsenterede vi for nylig vores plan for en frisk start for Danmark og dansk økonomi, hvor vi foruden en stribe af andre tiltag netop foreslår at finde finansiering til at gøre finnerne kunsten efter ved at sænke den danske selskabsskat til 18 pct.

Og hvorfor foreslår vi så egentlig det?

Det gør vi, fordi det vil gøre Danmark rigere, stærkere og friere, i en tid hvor vi akut har brug for at iværksætte en markant økonomisk oprustning.

Skatteministeriet estimerer , at en sænkelse af selskabsskatten til 18 pct. vil løfte bnp med næsten 12 mia. kr., skabe 1800 nye job og løfte timelønnen med 0,7 pct. Det er med andre ord sund fornuft, som vil komme både erhvervslivet, lønmodtagere og den danske befolkning som helhed til gode.

Det forudsætter, at vi ikke hviler på laurbærrene, når eksempelvis finnerne og tyskerne rykker på sig

Onde tunger vil selvsagt postulere, at statskassen drager større fordel af en høj selskabsskat, men det er et argument, som ikke har hold i virkeligheden.

For Danmark har for det meste fulgt den internationale trend siden udgangen af 1980’erne og reduceret satsen kraftigt, idet den lød på hele 50 pct. tilbage i 1989 – og resultaterne har som følge talt for sig selv: Større produktivitet, højere lønninger, stærkere konkurrencedygtighed og ultimativt flere indtægter til statskassen.

Og hvis vi i Danmark ikke skal halte efter vores konkurrenter, er og bliver det afgørende, at vi tager bestik af vores omgivelser og bevarer vores konkurrencedygtighed.

Det forudsætter, at vi ikke hviler på laurbærrene, når eksempelvis finnerne og tyskerne rykker på sig, men i stedet anser det som en anledning til at genbesøge ét af de værktøjer, som har sat allermest effektivt skub i udviklingen af Danmarks vækst og velstand gennem de sidste fire årtier.

Særligt ikke når vi for længst har måttet konstatere, at for mange virksomheder forlader Danmark, og at for få vokser sig store, før de vælger at flyve fra reden.

Nogle vælger at blive børsnoteret i udlandet.

Andre bliver opkøbt af udenlandske investorer og flytter hovedsædet til den anden side af Atlanterhavet.

Sådan en udvikling sker ikke i et vakuum, og ditto finder den ikke sted på baggrund af en vilkårlig tilfældighed.

Det skyldes i høj grad, at vi i Danmark generelt tilbyder erhvervslivet en af de tungeste beskatninger iblandt OECD-landene.

Og når man kobler de ugunstige skatteforhold sammen med den kolossale fremvækst af bøvl, byrder og bureaukrati, vil regnestykket som regel til syvende og sidst pege flere og flere af vores dygtige virksomheder og iværksættere i en anden retning end Danmarks.

Bevares, der skal mere til for at vende udviklingen end en lempelse af selskabsskatten. Men en lavere selskabsskat vil ikke desto mindre have så væsentlige, direkte såvel som afledte effekter, at tiltaget vil have en mærkbar, positiv effekt på dansk økonomi.

Og hvis vi en skønne dag kan gå skridtet længere og forfølge flere af vores forslag i Liberal Alliances økonomiske plan , begynder det for alvor at batte noget.

Her foreslår vi nemlig endvidere bl.a. en lavere aktie- og kapitalbeskatning, markante skattelettelser på arbejde, en afskaffelse af toptopskatten og en omkalfatrende afbureaukratisering i form af en bindende bureaukratilov , der én gang for alle vil gøre op med Mette Frederiksens evindelige bureaukratinøl.
(Indlæg bragt i Børsen 6. maj)

Lovgivning må aldrig betragtes som stentavler

Steffen Larsen
6. maj 2025

Derfor har Liberal Alliance i denne måned fremlagt et politisk udspil, der foreslår at ændre på Danmarks anvendelse af menneskerettighederne, så de

Udlændinge, der begår kriminalitet, eller som systematisk undergraver vores samfundsmodel, bør udvises af Danmark. Det vil et kæmpestort flertal af danskere være enig med mig i. Alligevel sker det alt for sjældent, at vi udviser udlændinge af disse årsager. Voldtægtsmænd, bandemedlemmer og hadefulde imamer, der bevidst opbygger parallelle retssystemer i Danmark, får lov til at blive i landet. Hvad er årsagen til det? Årsagen er den, at vores fornuftige danske lovgivning, der er blevet udviklet gennem de seneste 1.000 år, er blevet udhulet af international lovgivning, der administreres af aktivistiske dommere og domstole, som langsomt har spist sig ind i det danske lovkompleks. Bertel Haarder (V) har skrevet om dette. Rasmus Stoklund (S) har skrevet om dette. Men det er ikke nok at skrive om det, vi skal også gøre noget ved det. Derfor har Liberal Alliance i denne måned fremlagt et politisk udspil, der foreslår at ændre på Danmarks anvendelse af menneskerettighederne, så de passer bedre til vores forventninger om, hvad loven skal kunne for at passe på vores frie, liberale samfund. Det er jeg og vi blevet kritiseret for – senest af advokat René Offersen, der 28. april i Berlingske skriver, at man ikke bør foretage en sådan manøvre. Det er jeg uenig med ham i. Vi har i min optik ret til og pligt til som politikere at passe på vores eget land. Hvis udlændinge gør livet usikkert, utrygt og ufrit for danskerne, bør de miste deres opholdstilladelse i Danmark. Så enkelt er det. Eller så enkelt burde det være. Derfor er arbejdet med at tilpasse lovgivningen, så den både opretholder beskyttelsen af enkeltindivider og giver os magt til at udvise udlændinge, der ødelægger vores samfund, en bunden opgave. Jeg er valgt ind for et parti, Liberal Alliance, der holder af at få tingene gjort. Vi siger ikke bare ting, fordi det lyder godt. Vi er her for at ændre på tingene. Jeg har tre små børn, og når de vokser op, skal det ikke være til et land, hvor klaner gør livet usikkert, og hvor udenlandske voldsmænd kan fortsætte med at hærge uden at blive udvist af landet. Nogle jurister går sådan til loven, at den næsten gøres til en religion. Det er en helt forkert tilgang. Loven er lavet af mennesker, og den skal udvikles i takt med det samfund, den er en del af. Hvis vi ikke udviser rettidig omhu, og gradvist tilpasser loven til den virkelighed, den skal administrere, risikerer vi modsat, at loven en dag bryder sammen under presset fra ekstremisme og utilfredse borgere. Derfor er den mest ansvarlige tilgang at tilpasse lovgivningen, så den beskytter de lovlydige borgere i Danmark og straffer dem, der bryder lov, sædvane og etiske standarter i det land, de har taget ophold i.
(Indlæg bragt i Berlingske 3. maj 2025)

Danske værdier skal dyrkes i folkeskolen

Helena Artmann Andresen
6. maj 2025

Folkeskolen bør afspejle vores grundlæggende liberale, demokratiske, individorienterede, ligestillede og meritokratiske samfund.

Skolen skal således være et sted, der udover at udvikle elevernes faglige færdigheder danner eleverne, så de opnår en fornuftig forståelse for danske værdier, og så de jævnfør folkeskolens formålsparagraf forberedes til at indgå i et »samfund med frihed og folkestyre«. Derfor skal eleverne selvsagt også præsenteres for de værdier, som Danmark og mange andre vestlige lande er bygget på, dvs. ytringsfrihed, demokrati, retssikkerhed mv. Men de skal også lære om emner og begivenheder, som har eller har haft stor betydning for det danske samfund, f.eks. Muhammed-krisen. Muhammed-krisen er måske den begivenhed, som udover koranafbrændingerne har afspejlet en af de største forskelle på danske og muslimske værdier. Muhammed-tegningerne satte groft sagt pisset i kog hos troende muslimer, og afbrændinger af det danske flag var ikke et særsyn i den islamiske verden. Men tegningerne førte også til diplomatiske udfordringer og til trusler mod tegnere og aviser, der valgte at bringe tegningerne. Også herboende muslimer kritiserede tegningerne og mente, at de var en hån imod deres religion. De ville have tegningerne fjernet. De ville tilsidesætte ytringsfriheden. Men i Danmark skal man kunne sige og tegne, hvad man vil, uden at blive udsat for dødstrusler og andre ubehagelige episoder og det skal eleverne selvfølgelig også lære. At ytringsfriheden er et faktum her i landet, som vi ikke vil gå på kompromis med. Eleverne skal også præsenteres for emner som antisemitisme, Holocaust, social kontrol og æresrelateret vold. For vi må indse, at visse befolkningsgrupper, selv i Danmark, har deres værdier et forkert sted. I nogle indvandrermiljøer er det en gængs opfattelse, at Israel ikke længere skal eksistere, at kvinder er andenrangsborgere, og at homoseksualitet er en synd. Vores danske værdier bygger på frihed, ligestilling mellem kønnene og muligheden for at elske, hvem man vil. Børn skal selvfølgelig præsenteres for danske værdier i løbet af deres skolegang, så de er i stand til at indgå i det danske værdifællesskab, og så udanske værdier og opfattelser ikke går i arv i indvandrermiljøerne. For alle elever har krav på at arve de kulturelle værdier, som vores samfund er bygget på – uanset hvilken baggrund de eller deres forældre har. Desværre frygter mange lærere at skulle undervise i Muhammedkrisen. F.eks. svarer en tredjedel af de adspurgte samfundsfags- og historielærere i en tidligere undersøgelse, at de enten i ”nogen”, i ”høj grad” eller i ”meget høj grad” ville være bekymrede for deres sikkerhed, hvis de i fremtiden skulle vise tegninger af profeten Muhammed. Lærere skal selvfølgelig ikke være bange for at gå på arbejde – derfor foreslår Liberal Alliance, at eksperter nedsat af Børne- og Undervisningsministeriet skal undervise eleverne på de folkeskoler, hvor der er integrationsudfordringer. På denne måde sikres det, at den enkelte lærer kan gå trygt på arbejde, mens eksperterne vil besidde de rette kompetencer og værktøjer til at håndtere eventuelle opstående konflikter.
(Indlæg bragt i Jyllands-posten 3. maj 2025)

Ytringsfriheden er under pres i den offentlige sektor

Louise Brown & Katrine Daugaard & Sandra Elisabeth Skalvig & Helena Artmann Andresen
2. maj 2025

Vores offentlige sektor burde være et sted, hvor de, der arbejder tæt på borgerne og de store samfundsproblemer, trygt kan dele deres erfaringer og forslag.

I stedet ser vi, at offentligt ansatte i stigende grad bliver mødt med tavshedskultur, trusler og sanktioner. Det gælder både i sundhedsvæsnet, folkeskolen, på det sociale område og i forskningen. Forrige år brød en sygeplejerske sammen i gråd under en lokal debat. Hun fortalte, hvordan hun var blevet mobbet ud af sin arbejdsplads, blot fordi hun foreslog måder at forbedre arbejdsgangene på. Dette er desværre ikke et enkeltstående tilfælde. I Region Hovedstadens psykiatri er der eksempler på medarbejdere, der er blevet stemplet som »i bad standing« i HR-systemet, fordi de har udtalt sig kritisk om arbejdsforholdene.

Disse mennesker er blevet blacklistet – ikke på grund af dårlig faglighed, men fordi de havde modet til at tale højt. Samtidig er det i praksis blevet forbudt at tale højt om vold og trusler i københavnske folkeskoler pga. frygten for repressalier. Eksempelvis stod en lærer frem og fortalte om vold på sin tidligere arbejdsplads, hvorefter hun blev indkaldt til en »tjenstlig samtale« hos forvaltningen. Et andet eksempel er en tidligere skoleleder, der fortæller, at det har været en fast del af kulturen i forvaltningen, at man ikke må tale offentligt om problemer. Derudover viser en undersøgelse, at 14 pct. af FOA’s medlemmer i social- og sundhedssektoren har fået at vide af deres ledelse, at oplevelser med omsorgssvigt, brud på arbejdsmiljøregler, dårlig ledelse eller andre kritisable forhold på arbejdspladsen ikke bør deles offentligt.

Yderligere 25 pct. oplever at have fået indirekte besked på ikke at ytre sig offentligt om kritisable forhold på arbejdspladsen. Også i forskningens verden er ytringsfriheden under pres. Eksempelvis svarer 26 pct. af de adspurgte samfundsvidenskabelige forskere i Djøf og Forskerens undersøgelse af forskeres arbejdsforhold, at de, inden de publicerer deres artikel, overvejer, om de kan komme i modvind fra politikere eller presse pga. deres forskningsresultater. Desuden svarer 13 pct., at de overvejer, om de kan komme i modvind internt fra kolleger eller ledelse. Ovenstående eksempler viser således, at der er tale om et generelt problem med ytringsfriheden i den offentlige sektor, der ikke er forbeholdt bestemte delsektorer. Når offentligt ansatte tier, er det ikke kun dem selv, det går ud over.

Det går ud over hele samfundet. Hver gang en sygeplejerske, sosu-assistent, skolelærer eller forsker undlader at dele en idé til forbedring eller kritisere et problem, risikerer vi, at fejl får lov at bestå, og at muligheder for udvikling går tabt. For borgerne betyder det dårligere velfærd, mens det for medarbejderne betyder en arbejdsplads, hvor innovation og faglig stolthed bliver undertrykt. Det er ikke bare ineffektivt – det er uværdigt. Vi har brug for et system, der belønner kritik og fremmer udvikling. Offentligt ansatte skal vide, at de ikke bare har ret til at ytre sig – de har også pligt til det, når det handler om at forbedre forholdene for borgere og kolleger. Det kræver en kulturændring. Vi skal gøre op med forestillingen om, at kritik er illoyalitet. Kritik er tværtimod en forudsætning for forbedring. Arbejdspladser, der værdsætter åben dialog, er ikke kun bedre for de ansatte – de er også bedre for de borgere, de skal hjælpe. Vi skal stå fast på, at friheden til at ytre sig er afgørende – for innovation, for demokratiet og for værdigheden på vores arbejdspladser. I Liberal Alliance vil vi kæmpe for den frihed.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 2 maj 2025)

Socialdemokratiet modarbejder den forandring, arbejderne ønsker sig

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
1. maj 2025

Socialdemokratiet har nu brugt de seneste to år af sin regeringstid på at skælde ud på arbejderne og belære dem om, hvordan de bør leve deres liv.

Først tog de en helligdag. Så dikterede statsministeren, at man ikke skal gå hjem fra samlebåndet før klokken 16. Og følger man debatten om arbejdstid og prioriteringer, kan man høre, at det nu er kvinderne, der vælger noget andet end et fuldtidsarbejde, der står for skud.

Fordeler man forsørgelsen af sin familie, hvor den ene arbejder deltid, som flere kvinder end mænd gør, så er man en underskudsforretning, må vi forstå.
Det største maskefald for, at den socialdemokratiske model har spillet fallit i forhold til reelt at kere sig som arbejderen, var da Kaare Dybvad Bek skrev en hel bog om, at helt almindelige danskere bliver nødt til at vælge præcis den livsstil, der er bedst for at sikre overlevelsen af den socialdemokratiske velfærdsstat – koste hvad det vil.

Et ellers fint budskab og betragtninger om danskernes gode arbejdsmoral blev smidt på gulvet med den systemelskende erkendelse: Staten kommer i første række, borgeren i anden.

Socialdemokratiet har mistet sin kerne

På trods af, at Socialdemokratiet nyder at kalde sig for arbejdernes parti, er det fuldt forståeligt, at mange arbejdervælgere ikke gider at stemme på Socialdemokratiet, men i stedet søger tilflugt hos borgerlige partier. Vi har selv mange stolte arbejdervælgere her i Liberal Alliance.

Det kan siges helt simpelt: Socialdemokratiet er ude af trit med arbejdernes visioner for eget arbejdsliv.
Danskerne er trætte af bureaukratiske systemer og rigide arbejdspladser – og det gælder i særlig grad de offentligt ansatte i velfærdsjobs.

Det forstår jeg godt. Danmark er et velstående land. Vi er nået til et sted, hvor fritid er en eftertragtet valuta.

Men når Mette Frederiksen og co. har de ideologiske skyklapper på, kan de ikke se, at velfærd er andet end arbejde, offentlige institutioner og trepartsforhandlinger.

Fritid er også velfærd. Fleksibilitet er også velfærd. Frihed er også velfærd.

Derfor er vi nødt til at tænke nyt. Velfærden skal overleve, og det betyder, at de politiske systemer skal passe til det samfund, de arbejder for. Faktisk ser jeg det som den måske allervigtigste politiske opgave at fremtidssikre velfærdssamfundet.

Netop derfor skal vi ikke binde os fast til et ideologisk projekt, som nogle socialdemokrater opfandt i 60’erne.

Vi skal lytte til arbejderne, ikke udskamme dem for deres valg. Den politiske opgave handler om, at flest mulige danskere er tilfredse med den velfærd, de kan få for deres surt tjente skattekroner.

Fri for 60’ernes tankegods
Lige nu er der en stigende utilfredshed med velfærden. Budgetterne vokser og vokser, men kvaliteten følger ikke med.

I stedet er det sandet til i bureaukrati og kassetænkning. Det gavner hverken de borgere, der har brug for velfærden, eller de hårdtarbejdende medarbejdere, der bruger deres dagligdag på at arbejde med velfærd.

Jeg kender ingen, der ser frem til tilværelsen på det kommunale plejehjem med vakuumpakket mad i nuancer af grå og brun.

Og jeg hører aldrig nogen offentligt ansatte, der er glade for de mange bureaukratiske tiltag, som tvinger dem til at arbejde mere ved computeren end med borgeren.

Der er brug for noget nyt. Brug for nytænkning af velfærden. Brug for nye idéer og løsninger, der ikke er bundet til gamle tanker fra 60’ernes velfærdsideologier, men som har fokus på, hvad der rent faktisk virker.

Derfor arbejder vi benhårdt for dette regimeskifte. Et skifte, hvor et opgør med bureaukratiet ikke bare er noget, vi holder skåltaler om, men reelt får gjort noget ved. Hvor velfældsydelserne bliver fleksible og indrettet efter, hvad borgerne efterspørger. Hvor friheden til selv at tage styring over sit liv og prioriteringer højnes.

Men Socialdemokratiet er en fjende af den forandring. De har siddet så længe på statsmagten, at de ikke længere kan se tingene fra andet end systemets side.

Nu er det tydeligere end nogensinde før: Danmark har brug for en frisk start.

Alliancen: Hvad vil Liberal Alliances nye (vikarierende) politiske leder fokusere på?

Liberal Alliance
1. maj 2025

Liberal Alliance har fået ny politisk leder. Dog kun som vikar mens Alex Vanopslagh er på barsel. Der er tale om politisk ordfører Sólbjørg Jakobsen, der i dagens afsnit vil fortælle om, hvad hun vil fokusere på i sin nye rolle frem til sommer.

Derudover er Lisa Perkins tiltrådt som nyt folketingsmedlem for Alex Vanopslagh, så hende skal vi naturligvis også snakke med og høre, hvad der ligger hendes politiske hjerte nær og hvad hun kæmper for.

Medvirkende:
Politisk ordfører, Sólbjørg Jakobsen
MF, Lisa Perkins
Vært, Anton Leopold Krogh

Vi skal stå stærkere i egen ret

Carsten Bach
29. april 2025

SVM-regeringens forsvarsindustrielle strategi lader vente på sig. Men hvis Europa skal håndtere det sikkerhedspolitiske trusselsbillede, skal vi ændre strategi øjeblikkeligt

Danmarks seneste strategi for dansk forsvarsindustri fra 2021 blev indgået i noget, der føles som en svunden tid.
Det transatlantiske fundament, der siden Anden Verdenskrig har været Europas sikkerhedsgaranti, er begyndt at slå revner.
USA’s præsident taler om at lade Europa sejle sin egen sø.
Og for første gang i flere årtier er der atter krig på det europæiske kontinent.
Derfor blev det i forbindelse med forsvarsforliget fra 2023 aftalt, at der skal etableres en ny forsvarsindustriel strategi, der står mål med det aktuelle trusselsbillede.
For hvis USA vender Europa ryggen, kan vi ikke fortsat hvile på laurbærrene, når det kommer til vores sikkerhedspolitik.
Når Washington tøver, må Europa vise handlekraft.
Vi skal stå stærkere i egen ret, og det kræver, at vi kan forsyne os selv med våben og ammunition.
Men vores reaktion på USA’s isolationisme må ikke blive præget af det fodslæbende bureaukrati, der normalt kendetegner beslutningsgangene i Bruxelles.

Ukraine viser vejen
Her kan Ukraine være et forbillede for resten af kontinentet.
For siden putins kampvogne rullede ind over Ukraines landegrænse, har landet nemlig formået at få fart på hjulene under sin egen forsvarsindustrielle produktion.
Nød lærer nøgen kvinde at spinde, som man siger – og fra de ukrainske samlebånd strømmer der netop nu både droner, våben og ammunition ud til slagmarken i rekordtempo.
Det er bl.a. sket med direkte støtte fra Danmark, der gennem “den danske model” har købt materiel fra den ukrainske forsvarsindustri som donation til frihedskampen mod putins angribende styrker.
Hvis Europa skal håndtere det nuværende trusselsbillede, kræver det, at vi tager ved lære af denne tilgang. Det liberale svar på tidens udfordringer er nemlig at befri den europæiske iværksætterkraft fra EU’s bureaukratiske spændetrøje og at lade vores store kapitalmarkeder accelerere produktionen til forsvarsindustrien.
For vi behøver ikke at tage til takke med hverken afhængigheden af en utilregnelig og lunefuld Trump i USA eller en bureaukratisk selvforsyning i EU.

Ukrainsk inspiration
Krigen i Ukraine har vist os, at vækst og konkurrenceevne er mindst lige så afgørende som eksisterende våbenkapaciteter.
Derfor er det en bunden politisk opgave at udstikke en liberal ramme for forsvarsproduktionen, som erhvervslivet kan agere inden for.
Europa bør hurtigst muligt etablere en integreret forsvarsindustriel akse, der bygger videre på det forspring, som Ukraines imponerende produktion har skabt.
En fælles europæisk indsats med Danmark i spidsen skal gøre Ukraine til en integreret partner i den europæiske forsvarsindustri, så produktion og innovation kan skaleres hurtigst muligt, og forsyningssikkerheden styrkes.
Det vil både være til gavn for Europas militære kampkraft, vores langsigtede forsyningssikkerhed samt vores vækst og konkurrenceevne.

Vi kan ikke vente
Vi skal med andre ord adoptere Ukraines tilgang i hele EU ved at etablere fælles produktionslinjer for ammunition, droner og andre kampafgørende komponenter i både Ukraine og i resten af EU.
For Danmarks vedkommende vil det aktuelt betyde, at vi kan lægge skinnerne til produktionen af maritime droner og autonome enheder, som også vil styrke vores egen sikkerhed i Østersøen.
For der er en tydelig sammenhæng mellem vores egen sikkerhed i Østersøen og vores ukrainske allieredes sikkerhed i Sortehavet.
I Sortehavet har ukrainerne vist, at evnen til at integrere og udnytte ny teknologi har afgørende betydning for evnen til at operere militært.
Disse erfaringer skal vi i Danmark sætte i spil i et fælles samarbejde om i første omgang en mere effektiv farvandsovervågning i Østersøen, både over og under overfladen.
I den nye miniaftale om Forsvarets flådeplan har vi søsat et udviklingsprojekt, der skal koble den danske forsvarsindustri til erfaringerne fra Ukraine i forbindelse med udviklingen af autonome enheder til maritim overvågning.
Det er initiativer som disse, der skal revitalisere Europas forsvarsindustri, så vi igen bliver i stand til at forsvare os selv.
For vi er nødt til at agere hurtigt, hvis vi skal sikre Europas langsigtede sikkerhed.
Vi kan ikke vente på, at EU’s bureaukratiske system tilpasser sig de hastigt skiftende realiteter.
Kun gennem et tættere samarbejde og en stærk, integreret forsvarsindustri kan Europa bevare sin selvstændighed og støbe fundamentet for en fremtid, hvor vi ikke er afhængige af lande uden for kontinentet.
For hvis fremtidens europæere også skal vokse op på et velstående og sikkert kontinent, bliver vi nødt til at stå stærkere i egen ret.

(Indlæg bragt i Børsen 26. april)

En forfejlet mudderkastning mod Nordic Waste

Lars-Christian Brask
29. april 2025

DEBAT: Sagen om Nordic Waste blev aldrig den miljøkatastrofe, som miljøministeren advarede imod. Det står i dag klart. Jordskredet er afværget, og intet tyder på, at miljøet har taget skade.

Heldigvis for det.

Men selvom krisen er afblæst, fortsætter kampen om narrativet. I horisonten lurer et økonomisk efterspil om, hvem der har ansvaret for at betale regningen. Forureneren skal betale, lyder det fra regeringen, og det er, ifølge dem, ejerfamilien bag Nordic Waste. En ejerfamilie, som ganske belejligt viser sig at være velhavende. Regeringen har således god grund til at miskreditere Nordic Waste og fremstille dem som miljøsynderne. Men nogle gange går det tilsyneladende for hurtigt.

Nordic Waste havde til opgave at rense samfundets forurenede jord. En af konsekvenserne ved virksomhedens konkurs er, at PFAS-forurenet jord hober sig op rundt om i landet, fordi der ikke længere findes anlæg til opbevaring af jorden. Så regionerne har ingen steder at placere den, og den allermest forurenede jord opbevarer de i containere eller bigbags. Ledelsen fra selskabet Norrecco var ude for et par uger siden og fortælle om, hvordan de transporter PFAS-belastet jord 2.000 km op til deponering og behandling I Norge.

På miljøministeren må vi forstå, at man må gå anderledes til værks, fordi “vi kan se, hvordan det endte med Nordic Waste”. I stedet for at opbevare jorden i deponier, vil ministeren rense den, men det kræver nye teknologier, og de er endnu ikke klar, lyder det fra ham til DR.

Men teknologien findes. Det gjorde den i hvert fald hos Nordic Waste. Det har ministerens egen styrelse bekræftet i efteråret, da Miljøstyrelsen udkom med konklusionerne fra projektet “Behandling af PFAS-forurenet jord til recirkulering af råstoffer”. Projektet skulle udvikle en jordvaskeenhed til rensning af netop PFAS-forurenet jord. Nordic Waste deltog i projektet og byggede en mindre version af deres anlæg, som blev brugt i undersøgelsen.

Konklusionen? PFAS var let at vaske ud af jorden. Så teknologien findes – og den virker. Tilsyneladende også I Norge.

Tilbage står spørgsmålet, om miljøministeren i sin iver efter at kaste med mudder efter Nordic Waste og gøde jorden for, at Kammeradvokaten når frem til, at de ultimative ejere bag Nordic Waste bør betale milliardregningen for et jordskred, har malet et forfejlet skræmmebillede op af en virksomhed, der havde til opgave at hjælpe miljøministeren med at holde Danmark fri for forurenet jord. Jeg tænker mit.

I værste fald risikerer regeringen at skræmme andre nødvendige investeringer i miljøteknologier væk, fordi virksomhederne udsætter sig selv for udskamning fra øverste hylde, hvis der sker en ulykke som i Ølst.

Som det sidste nye er advokatundersøgelsen af Randers Kommune blevet lækket den 24. april, og Randers Kommune mener, at de fuldstændigt er renset for fejl og mangler i deres tilladelser og tilsyn i rapporten.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 28. april 2025)

Ungdommen er færdig med Socialdemokratiets offergørelse af dem – derfor stemmer de LA

Helena Artmann Andresen
25. april 2025

Socialdemokraters manglende forståelse for ungdommen illustreres fint, når man kritiserer LA for at lave kampagner til unge, men politik til boomere. Den slags kan de unge heldigvis gennemskue

»Liberal Alliance laver kampagner til unge, men fører politik for boomere.« Sådan lød budskabet for nylig i et indlæg af socialdemokraten Kasper Stisen. Et indlæg, som på fornemmeste vis illustrerer socialdemokraters manglende forståelse for majoriteten af den danske ungdom såvel som følgerne af LA’s politik.

For i LA går vores kampagner og politik skam hånd i hånd. Og når vi fortæller danskerne ting som » Du kan godt « og » Du har altid et valg «, køber ikke mindst ungdommen ind på både fornuften i budskaberne samt på de politiske forslag, der understøtter disse.

For de unge er øjensynligt i stigende grad liberale . De fravælger politisk offergørelse og tilvælger i stedet liberale kerneværdier som frihed, ansvar og optimisme. De fristes ikke af kortvarige gaveboder. Og de forstår om nogle, at man både kan og skal yde, før man kan nyde.

Derfor lyder der ikke et ramaskrig, når LA præsenterer politiske forslag, som understøtter vores kampagner. I Stisens øjne er der ellers tilsyneladende en håndfuld af gode eksempler på forslag, som ikke kommer de unge til gavn, men derimod »primært vil gavne boomere«.

For det første langer han ud efter vores forslag om at sænke dimittendsatsen til SU-niveau. Et forslag, som vi ikke oplever, at ungdommen protesterer imod. Muligvis fordi de unge har tiltro til egne evner til at komme hurtigt i job og har forståelse for, at de har nogle af de bedste økonomiske vilkår under uddannelse i verden.

Tilsvarende råber ungdommen ikke vagt i gevær, når de hører, at kagen fra vores økonomiske politik ikke kan skæres fuldstændigt ligeligt mellem alle landets borgere. For de forstår, at en økonomisk politik, der gør alle danskere rigere – og i øvrigt særligt letter skatten i bunden – er sund fornuft.

Og endeligt ser de unge ingen årsag til at fortænke LA i at ville give andelsboligforeninger muligheden for at omdanne andelsboliger til ejerboliger. For socialdemokraterne glemmer igen, at danskernes boligdrømme – i hvert fald i otte ud af ti tilfælde – ultimativt kredser om ét ønske: at eje en ejerbolig.

Summa summarum har ungdommen svært ved at se den manglende sammenhæng mellem LA’s kampagner og LA’s politik. Det ændrer sig næppe lige foreløbig.

(Indlæg bragt i Information d.25/4-2025)