Tid er det mest dyrebare, vi har

Alex Vanopslagh
11. juni 2026

Alex Vanopslaghs tale til Folkemødet 2026

Jeg har en fast morgenrutine med min lille søn på godt og vel et år. Mens hans mor gør sig klar, så går vi en tur ud. Vi bor ved siden af nogle hestestalde, så vi går rundt og siger godmorgen til hestene, kigger på traktorer og ellers bare lytter til fuglefløjt og nyder en stille stund.

Det er virkelig kvalitetstid. Forleden tænkte jeg for mig selv, at jeg aldrig må få så travlt, at jeg ikke har tid til de her små morgenture.

Efterfølgende begyndte jeg at filosofere over, hvad der egentlig er det mest værdifulde, vi mennesker har her på jorden.

Det er jo ikke alle, der har eller får børn.

Jeg kom ret hurtigt frem til, at det hverken er penge, status eller titler – selvom vi mennesker nogle gange jager det, som om det er det vigtigste i verden.

Først tænkte jeg: Det er tid, der er det vigtigste i livet. Lige pludselig er tiden gået, og vi ville ønske, at vi havde mere tid – eller havde brugt tiden anderledes. At vi oftere stod og lyttede til fuglefløjt eller brugte mere tid på at være nærværende med dem, vi elsker.

Men det er ikke helt rigtigt, at tiden er det vigtigste i livet. For tid i sig selv er jo ikke meningen med livet. Et langt liv uden kærlighed, uden håb, uden mening kan føles tungere end et kortere liv fyldt med det, der betyder noget.

Så måske er pointen en anden: Tid er ikke det vigtigste i livet. Men tid er den ramme, alt det vigtigste i livet kræver.

Kærlighed kræver tid. Børn kræver tid. Venskaber kræver tid. Arbejde, fordybelse, virkelyst, frihed – det hele lever i tiden.

Derfor bør vi politikere have en ydmyg respekt for andre menneskers tid (siger jeg, mens jeg er nervøs for, om jeg overskrider min 10 minutters taletid).

Og måske burde vi i højere grad måle på, om den politik, vi fører, er noget, som frigør mere tid i folks liv – eller om den stjæler mere af deres tid og dermed også af deres fremtid.

I Danmark betaler vi nogle af verdens højeste skatter. Det er de færreste, som ikke afleverer mindst 40 % af deres lønseddel til skattefar. Det er ikke blot en skat på folks løn og frugten af deres arbejde. Det er også en skat på deres tid.

Det ses måske mest tydeligt hos familier med småbørn.

I Danmark er det meget svært for almindelige familier at få andet til at hænge sammen end fuldtid for begge forældre ved samlebåndet og fuldtid for børnene i daginstitution, uanset om det faktisk er den model, den enkelte familie ønsker sig.

Det er næppe en tilfældighed, at vi i et land med et af verdens højeste skattetryk også er landet med verdensrekord i andelen af børn under 3 år i daginstitution og rekord i den tid, børnene bruger dér.

Hvis skatterne var lavere, så kunne vi frigøre mere tid hos småbørnefamilier, som så kunne bruge den på deres børn – hvis de har lyst.

Andre vil bruge en lavere skat til at tage en ekstra vagt på skadestuen, tage flere kunder ind eller sige ja til flere opgaver. Når skatten på den sidst tjente krone er 56 %, er det jo respektløst over for danskernes tid – tænk, at vi tager over halvdelen af enhver ekstra time, som folk bruger på deres arbejde!

Den time, du kunne have brugt med dine børn. Den time, du kunne have brugt på frivilligt arbejde. Den time, du kunne have brugt på at starte noget selv. Den time, du kunne have brugt på bare at leve.

Ja, det er dyrt i kroner og øre at leve i et samfund med høj skat. Men det er også dyrt i tid, at staten blander sig så intenst helt ind i borgernes kalendere.

Men der er også en skjult skat, som ingen steder står på årsopgørelsen, og som man hverken kan betale med dankort eller Betalingsservice: nemlig bureaukratiet.

Vi beder lærere om at være lærere – og så fylder vi deres tid med registreringer, målinger, planer, handleplaner og dokumentation. Vi beder pædagoger om at være nærværende voksne – og så beder vi dem bruge tid på at dokumentere nærværet.

Vi beder sygeplejersker om at tage sig af patienter – og så har vi systemer, hvor patientkontakten alt for ofte taber til skærmen. Vi beder socialrådgivere om at hjælpe udsatte børn – og så lader vi dem drukne i proceskrav, hvor ingen tør gøre det enkle og rigtige, før alt er dækket af papirerne.

Bureaukratiet er en tidsrøver i vores velfærdssamfund. Men det koster ikke kun folks tid. Det koster også på omsorg for de syge, på trivsel og læring til vores børn og på hjælp til de mest udsatte borgere.

Det gælder også i erhvervslivet. Danmark er fyldt med dygtige mennesker med idéer, mod og virkelyst. Men alt for ofte møder de et system, der siger: Vent. Ansøg. Dokumentér. Afvent. Udfyld. Ring igen næste uge.

I en global økonomi, hvor tempo betyder mere end nogensinde, betaler vi en ekstremt høj pris, når staten behandler fremtiden som en sag, der ligger nederst i bunken.

Når det tager måneder og år at få tilladelser, kan vi ikke tillade os bare at kalde det for administration. Når man skal vente op til 10 år for at blive sluttet til elnettet, så er det jo ikke bare træls ventetid.

Når medarbejdere i dansk erhvervsliv samlet bruger mere end 40 millioner timer om året på indrapportering til det offentlige, så er det jo ikke bare lidt bureaukrati.
Så er det staten, der rationerer fremtiden.

Summen af al den stjålne tid medfører jo et Danmark, der er langsomt. Ikke langsomt og afslappende som en sommervarm feriedag under parasollen, men langsomt og frustrerende som en trafikprop på E20 i myldretiden.

Hvor tiden ikke bliver brugt på det vigtige.

Det stjæler både livskvalitet og fremgang.

Men der er heldigvis noget, vi kan gøre ved det. Det er muligt, at vi får mere af tiden tilbage. At vi politisk beslutter os for at respektere folks tid og stjæle mindre af den.
Og ja, det betyder blandt andet at sænke skatten på arbejde. Både så vi belønner og respekterer den ekstra tid og indsats, folk lægger i deres arbejde. Men også så vi giver folk mulighed for at bruge tiden på mere fritid og familietid.

Hvis det står til Liberal Alliance, så skal vi have en arbejdsglæde-reform i den offentlige sektor.

Vi ser desværre alt for mange eksempler på, at velfærdsarbejdere flygter fra de fag, som de er uddannet til. Det kan vi kun løse ved, at arbejdsglæden bliver større. Mindre spildtid med bureaukrati. Mere faglig frihed.

Vi kunne bede sygeplejersker, sosuer, pædagoger og alle mulige andre om at pege på alt det bureaukrati, som de mener stjæler unødvendig tid fra kerneopgaverne. Og bagefter afskaffer vi alle de dokumentationskrav. Ikke som et forsøg. Ikke i en enkelt udvalgt kommune. Ikke som en valgfri ordning. Men i hele landet.

I mellemtiden kunne vi starte med et dokumentations-stop. Et stop for, at vi påfører offentlige velfærdsarbejdere nye dokumentationskrav.

Det er ikke kun de offentligt ansatte, som skal have deres tid tilbage. Vi skal også have bindende mål for at nedbringe bureaukratiet for dansk erhvervsliv og resten af samfundet i øvrigt.

Og tænk, hvad vi ikke kan frigøre af tid, hvis vi omfavner den kunstige intelligens i stedet for at frygte den. Alle steder i den offentlige sektor oplever borgere og virksomheder lange sagsbehandlingstider. Lad os sætte et mål om, at mindst en tredjedel af al sagsbehandling inden 2030 skal være håndteret af kunstig intelligens.

Danmark skal ikke være et land fanget i en gigantisk trafikprop, hvor alt vigtigt bliver forsinket. Hvor virksomheder venter på tilladelser. Hvor medarbejdere venter på systemer, der virker. Hvor patienter venter. Hvor børn venter. Hvor fremtiden venter.

Danmark skal være et land, hvor ting kan lade sig gøre. Hvor staten respekterer borgernes penge – og borgernes tid.

På Christiansborg er vi gode til at måle vores politik efter, om den øger arbejdsudbuddet og BNP. Eller om den belaster kloden og naturen.

Men måske skal vi være bedre til at måle, om vi med vores politik ender med at frigøre folks tid, eller om vi bare stjæler mere af den.

Respekt for borgernes tid er nøglen til bedre velfærd. Mere vækst og flere muligheder. Et mere konkurrencedygtigt Danmark.

Og det er nøglen til at frigøre det vigtigste i menneskers liv: tid til det, vi hver især mener gør vores liv meningsfuldt at leve. Kærlighed, nærvær, omsorg, fællesskab, foretagsomhed, dannelse – alt det, der aldrig nogensinde kommer til at stå i noget regneark, men som vi hver især tænker tilbage på med glæde, når vores tid er ved at være forbi.

Og min tid er også ved at være forbi. I hvert fald min taletid.

Tak for ordet. Og tak for jeres tid.

Grundlovstale 2026

Alex Vanopslagh
5. juni 2026

Grundlovsdag er den borgerlige festdag.

Hvor de røde har deres 1. maj med fadøl i Fælledparken, har vi borgerlige grundlovsdag med fædrelandskærlighed og en hyldest til det frie samfund.

Bevares, de røde må også gerne fejre grundlovsdag. Selvfølgelig. Bare giv den gas – Grundloven giver jo både ytrings- og forsamlingsfrihed.

Men de sejre, vi fejrer på grundlovsdag, er bundborgerlige.

Det var borgerlige og liberale idéer, traditioner og dyder, der ikke bare skabte Grundloven i 1849, men også gav folkestyret liv og igangsatte en rivende udvikling.

Det kan koges ned til to ord: Frihed. Og ansvar.

Grundloven og folkestyret satte danskerne fri til at bruge deres talenter og evner, som de selv fandt bedst.

Hvor myndige borgere stillede sig selv spørgsmål, som enhver bør stille sig selv:

Hvad ønsker jeg at gøre med friheden? Til at være ligeglad med andre og pille i min egen navle? Eller til at tage ansvar og være noget for andre? Min familie, min landsby, mit land.

Danskerne valgte det sidste. Friheden brugte de til at tage ansvar. Ansvar for deres eget liv som myndige borgere.

Men så sandelig også ansvar for det fælles bedste.

Det var præcis også, hvad Grundtvig forudsagde: At friheden er nødvendig for at tage ansvar for det fælles bedste.

For hvad skete der i årtierne, efter at vi fik folkestyre – og forsamlingsfrihed, foreningsfrihed og så videre?

Vi skabte andelsbevægelsen med mejerier, brugsforeninger og slagterier over hele landet.

Vi byggede forsamlingshuse, friskoler og højskoler og satte skub i hele folkeoplysningen. Blandt andet blev Testrup Højskole her grundlagt i 1866.

Ikke fordi kloge politikere havde lagt store planer. Ikke fordi staten styrede udviklingen.

Men fordi frie danskere tog ansvar og byggede Danmark nedefra.

Danskerne gik fra at være den passive og umyndige almue til at være et oplyst, dannet, aktivt og selvstændigt folk.

Det er det, som folkestyret handler om. Hvordan vi som folk hver evig eneste dag kan bruge vores frihed til at tage ansvar og gøre en forskel for andre mennesker.

Danmark og danskernes styrke, livskraft og initiativ voksede indefra og nedefra. Det bør vi huske her på grundlovsdag, og det bør vores nye regering også huske.

Jeg startede med at sige, at grundlovsdag er en borgerlig festdag. Og selvom jeg ønsker vores nye rødkløver-regering tillykke, var regeringsdannelsen ikke ligefrem nogen borgerlig festdag.

Mette Frederiksen kaldte den hedengangne SVM-regering for en mærkelig regering.

Hvilket ord skal man så bruge til at beskrive denne her regering?

Tja … en gratis omgang, måske.

På overfladen lyder det hele jo sympatisk. Tandlægebesøg skal være gratis. Togbilletter skal være gratis. Busbilletter skal være gratis. Momsen skal halveres, og der skal være flere penge til folk på Arne-pension, flere penge til folk på folkepension, flere penge til folk på kontanthjælp og flere penge til huslejetilskud.

Med bind for øjnene bliver milliarderne lovet ud til højre og venstre.

I stedet for at appellere til danskernes fornuft og selvstændighed opfører regeringen sig som curlingforældre for os borgere.

Man skal spejde længe efter Grundlovens ånd og ideal om, at flest mulige danskere skal blive myndige, selvstændige borgere, der kan tage ansvar.

Ligesom man også skal spejde længe efter, hvor pengene til alle de vilde løfter skal komme fra.

For ved I, hvad den mest anvendte sætning er i hele regeringsgrundlaget? Det er: “Regeringen vil løbende anvise finansiering til sine initiativer.”

Det er næsten en karikatur på rød økonomisk politik: nemt at bruge penge, knap så nemt at finde dem.

Hvad der til gengæld overrasker mig lidt, er, at det her er en rød-lilla regering, som fører en arbejderfjendtlig politik.

Hvis man tjener under 58.000 kroner om måneden – og det er der immervæk 2,5 millioner arbejdende danskere, der gør – er der ingen skattelettelser.

Skattelettelserne på arbejde er reserveret den rigeste halvdel af befolkningen.

For alle andre er der faktisk skattestigninger i vente!

Regeringen vil nemlig “fastfryse beløbsgrænserne for personskatterne de næste to år”.

Det svarer til skattestigninger for 10 mia. kroner.

De håber, at folk ikke opdager den, fordi den er skjult.

De håber, at folk ikke forstår den, fordi de har gjort skattesystemet så kompliceret.

De fodrer hunden med sin egen hale – og så håber de ellers på, at hunden er så forvirret, at den ikke forsøger at logre med halen inden valget!

Vi kender det fra supermarkedet. Chipsposen bliver mindre, men prisen er den samme.

Det kalder man shrinkflation.

Nu gør regeringen det samme med danskernes lønsedler. De tager lidt mere uden at sige det højt.

Det er ikke bare skattestigninger. Det er skattesnigninger.

Det er der da ikke meget frihed og ansvar over. Det er ikke det Danmark, jeg kender og elsker.

Noget af det vigtigste, vi fik indført i Danmark, i forbindelse med at vi blev et folkestyre, var, at vi fik næringsfrihed.

Med næringsfrihedsloven fra 1857 fjernede man næsten alle de medfødte privilegier, monopoler, barrierer og bureaukrati, som holdt almindelige danskere nede.

Danskerne blev frie til at arbejde med, hvad de ville, stifte de virksomheder, de ville, handle, som de ville, og frie til at konkurrere med hinanden.

Resultatet var slående. Hvor Danmark i starten af 1800-tallet var et uoplyst enevælde og en fattig og udpint lilleputstat, var vi i slutningen af århundredet et af verdens rigeste lande, som handlede med det meste af verden.

Som Grundtvig sagde, var det både retfærdigt og til det heles bedste, at folk kunne stræbe efter at ernære sig så godt, som de kunne, med egne hænders arbejde.

På den måde er der jo ikke meget, der har ændret sig siden da. Slaget står stadig mellem os, der gerne vil styrke den ansvarsfølelse og foretagsomhed, som har kendetegnet danskerne i mere end 100 år – og dem, der ikke tiltror danskerne ret meget.

Her er der brug for, at rødkløver-regeringen har en opposition, som formår at være både kritisk og konstruktiv.

Det er så sikkert som amen i kirken, at alt, hvad der er fornuftigt i regeringsgrundlaget, vil Enhedslisten ikke være med til.

Nu har jeg jo kritiseret regeringen lidt. Men jeg vil også rose regeringen for, at der faktisk er lagt op til nogle fornuftige ting andre steder i regeringsgrundlaget.

Det gælder særligt, når det kommer til at sænke skatten på den sidst tjente krone, sænke skatten på virksomheder og arbejdspladser og sænke skatten på investeringer i fremtidige arbejdspladser.

Danmark og danskerne fortjener en politik, som styrker vores konkurrenceevne og belønner de danskere, som er med til at skabe arbejdspladser.

Så rødkløver-regeringen har brug for os blå partier.

Men vi behøver ikke ukritisk at skrive under på alt, hvad regeringen beder os om.

Jeg vil derfor foreslå, at vi borgerlige partier bygger videre på det gode samarbejde under den borgerlige kongerunde, hvor vi samledes om en ambitiøs reformpolitik.

Ved de store økonomiske forhandlinger bør Venstre, Konservative og Liberal Alliance stå sammen.

Vores krav bør være klart: Den samlede pakke skal være mere ambitiøs end regeringens udspil. Og danskere, der tjener under 58.000 kroner om måneden, skal også have en skattelettelse – regeringen skal droppe sine skattesnigninger.

Det er ikke mange år siden, at vi havde en centrum-venstre-regering under ledelse af Helle Thorning-Schmidt. Dengang fik borgerlige partier markant indflydelse. Ikke ved at logre med halen for regeringen, men ved at agere konstruktivt og kritisk på én og samme tid.

Den indflydelse kan vi også få de kommende år, hvis vi står sammen.

Selvom Mette Frederiksen nu får sin tredje periode som statsminister, er jeg fortrøstningsfuld på vegne af det borgerlige Danmark.

Jeg ser borgerlige partier, der rykker tættere sammen. Og jeg ser et Danmark, der hungrer efter en tilbagevenden til klassiske dyder: frihed, ansvar og fædreland.

Kommentatorerne kan måske ikke se det. De har travlt med socialdemokratiske kaffeklubber og med, hvor mange ministerposter der er øst og vest for Storebælt.

Men vi andre ser det. Danmark længes ikke efter flere gratis løfter fra staten. Danmark længes efter frihed, ansvar og troen på, at vi igen kan bygge landet nedefra.

Tak for ordet. Glædelig grundlovsdag.

Testrup Højskole, 5. juni 2026

Liberal Alliance udnævner ny politisk ordfører i barselsperiode

Liberal Alliance
26. maj 2026

Mads Strange bliver ny politisk ordfører for Liberal Alliance, mens Sólbjørg Jakobsen er på barsel. Det oplyser Liberal Alliance folketingsgruppe.

Sólbjørg Jakobsen går på barsel d. 26 juni, men Mads Strange overtager ordførerskabet allerede i dag.

“Jeg er utroligt glad for at påtage mig rollen som politisk ordfører og den store tillidserklæring, som folketingsgruppen har vist mig. Det er store sko at udfylde, og jeg glæder mig enormt meget til at arbejde for at sætte Liberal Alliances politik på dagsordenen,” siger Mads Strange.

Gruppeformand Ole Birk Olesen udtaler:

“Mads er nysgerrig, vidende, flittig, god til at forklare liberale holdninger og ambitiøs på LA’s vegne, så det vil vi gerne bringe i spil for partiet, mens Solbjørg er på barselsorlov. Det er dejligt, at være i en folketingsgruppe med dygtige mennesker, som står på spring, når de etablerede skal holde en pause.”

Mads Strange er 26 år gammel og blev valgt til Folketinget for første gang ved folketingsvalget d 24. marts.

For kontakt til Mads Strange eller Ole Birk Olesen, kontakt seniorrådgiver Peter Astrup på 2483 0286

Retssikkerheden er brudt sammen i sager om anbragte børn

Katrine Daugaard
22. april 2026

RIGSREVISIONENS nye kritik og tal er knusende: I Rigsrevisionens beretning om kommunernes sagsbehandling i sager om anbringelse af børn er der i 69 procent af sagerne lovkrav, som ikke er opfyldt. Det er ikke småfejl. Det er et system i opløsning.

Kommunerne bryder loven igen og igen, og det sker alt for ofte med åbne øjne og uden reelle konsekvenser.

Rigsrevisionens kritik burde ikke overraske nogen. I hvert fald ikke nogen, der har bare den mindste indsigt i området. Når endnu en vagthund nu retter hård kritik af kommunernes lovbrud i sager om anbragte børn, er det endnu en bekræftelse af det, mange familier, fagpersoner og politikere som jeg selv har sagt i årevis: Retssikkerheden er i praksis brudt sammen i alt for mange sager.
Jeg har selv belyst det her i adskillige år. Igen og igen.

Men der bliver ikke grebet reelt ind. Og imens fortsætter kommunerne, uden at nogen for alvor bliver stillet til ansvar. Når Ankestyrelsen i statistikken over omgjorte sager selv oplyser, at 80 procent af omgørelserne i 2024 skyldes manglende væsentlige oplysninger eller mangelfulde begrundelser, så taler vi ikke om småfejl, men om helt grundlæggende svigt i sagsbehandlingen.

KONSEKVENSERNE ER dybt alvorlige. For når loven brydes i anbringelsessager, er det ikke bare et spørgsmål om paragraffer. Det handler om børn, der burde være blevet beskyttet, men som ikke bliver det i tide. Og det handler også om børn, der bliver fjernet fra deres hjem på et mangelfuldt eller ulovligt grundlag. Begge dele er retssikkerhedsmæssige katastrofer. Begge dele er udtryk for en stat, der ikke formår at beskytte barnet mod vilkårlighed.

Og Mette Frederiksens prestigeprojekt Barnets lov har kun forværret det hele. Tallene viser nemlig, at problemerne ikke er blevet mindre. Tværtimod. På socialområdet generelt steg omgørelsesprocenten til 48,9 procent i 2024. Det er markant højere end i 2023, hvor den var 38,5 procent, i 2022, hvor den var 37,5 procent, og i 2021, hvor den var 31,8 procent. Selv i 2020 lå den lavere med 36,3 procent. Når næsten hver anden påklaget afgørelse på socialområdet enten bliver ændret, ophævet eller sendt tilbage, er det et tegn på et system med massive kvalitetsproblemer.

Problemet stopper desværre ikke ved kommunerne. For staten fører heller ikke et effektivt tilsyn. Rigsrevisionen konkluderede i juni 2025, at Ankestyrelsens tilsyn med kommuner og regioner på socialområdet »ikke er tilfredsstillende«. Statsrevisorerne kaldte det ligefrem ’utilfredsstillende’ og pegede på lange sagsbehandlingstider, mangelfuld dokumentation og svag opfølgning. Konsekvensen er, at ulovlig praksis kan fortsætte i længere tid og dermed svække borgernes retssikkerhed. Samtidig fremgår det af materiale til Folketinget, at tilsynet på socialområdet i 2024 blev udført af blot 4-5 årsværk. Det er svært at beskrive som andet end grotesk, når Ankestyrelsen samtidig selv oplyser, at den har mere end 600 ansatte.

OG SÅ ER der klagesystemet. I sager om anbringelse uden samtykke fastholdt Ankestyrelsen i 2018 hele 99 procent af de afgørelser, som kommunernes børn- og ungeudvalg havde truffet. Kigger man på tredje instans, domstolene, stadfæster de ligeledes 99 procent af sagerne uden at efterprøve skønnet eller vurdere, hvilken betydning de mange lovbrud har haft for den trufne afgørelse.
Det er et tal, der bør mane til dyb eftertanke. For et klagesystem skal ikke blot eksistere på papiret; det skal også opleves som en reel og uafhængig prøvelse. Ellers mister borgerne tilliden. Og uden tillid har vi ingen retssikkerhed.

Derfor er det ikke nok med endnu en rapport, endnu en alvorlig ministerkommentar eller endnu et beklagende skuldertræk fra kommunernes side. Vi har brug for konsekvenser. Vi har brug for et langt skarpere tilsyn. Vi har brug for, at kommunalbestyrelser, der år efter år får underkendt deres praksis, mødes med mere end vejledende ord. Og vi har brug for et system, hvor barnets og familiens retssikkerhed vejer tungere end hensynet til kommunal bekvemmelighed.

For i et retssamfund må det aldrig være sådan, at børn overlades til et system, hvor lovbrud kan fortsætte år efter år, uden at nogen stopper det.
Det er et tal, der bør mane til dyb eftertanke.

(Indlæg bragt i Politiken d. 22. april 2026)

Det er på tide at gøre op med »det pink patriarkat«, som fratager kvinder frihed

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
22. april 2026

Hvis man vil ødelægge den gode stemning i familien, skal man bare tage et spil Matador. Og hvis man skal ødelægge den gode stemning i den offentlige debat, skal man bare tale om ligestillingspolitik uden at være enig med venstrefløjen.
Det har jeg efterhånden en del erfaring med efter tre og et halvt år som ligestillingsordfører for Liberal Alliance.

Det har været tre og et halvt år midt i en af samfundets mest betændte og polariserede debatter. En arena, hvor man efterhånden skal liste sig rundt i tykke uldstrømper for ikke at træde nogen over tæerne eller blive stemplet som en fjende af fremskridtet.

Nogle vil måske løfte et øjenbryn her, da jeg bestemt ikke har været stiltiende modstander. Men tro mig. Forsigtigheden har været prioriteret højt. Og jeg er langt fra den første kvinde, der har lagt bånd på mig selv for at bevare den gode stemning.

Man har et helt begreb for det, nemlig »tend and befriend«, hvor man forsøger at afværge en trussel med venlighed og imødekommenhed. Men jeg gider ikke at gøre mig så flink og forsigtig, når truslen er så urimelig og aggressiv.
Jeg er træt af, at vi skal være bange for at forsvare den sunde fornuft og den personlige frihed. Især når det sker over for en bevægelse, der kalder sig frigørende, men som i virkeligheden gør både kvinder og mænd mindre frie.
Det er på tide, at det er bevægelsen, der skal forsvare sin ufrihedsdagsorden og blive kaldt ud på det udskammende røgslør, den i stedet ynder at forplumre debatten med.

Kvinde på den forkerte måde

Jeg kalder denne bevægelse for »det pink patriarkat«.
Det er en tendens i tiden, hvor kvinder konstant skal have at vide, at de kun er gode nok og kun er rigtigt frigjorte hvis de opfører sig efter det karrierefokuserede mandeideal.

Det pink patriarkat opererer med en ekstremt rigid og snæver målestok for, hvad et succesfuldt liv er. Det anerkender udelukkende de arenaer, der historisk set har været mandsdominerede: den stejle, ubrudte karrierestige, løncheckens bundlinje og adgangen til de bonede gulve i bestyrelseslokalerne.

Det er derfor, jeg kalder det et patriarkat, selvom det primært håndhæves af og handler om kvinder. For nu skal selve ligestillingen måles ud fra, om vi kvinder er gode nok til at være mænd. Det er vi sjældent gudskelov for det.
Det er dermed en logik, der i sin yderste konsekvens fører til statsligt dikterede kønskvoter.

Her ender vi i en situation, hvor det, man har mellem benene, bliver vigtigere end det, man har mellem ørerne. Man reducerer komplekse mennesker til kønslige kategorier i et forsøg på at opnå en matematisk 5050-fordeling i alle samfundets lag.

Men er det virkelig fremskridt? Er det frigørelse at blive valgt eller vurderet på sit køn frem for sine kompetencer?
Samtidig ser vi, hvordan nærvær, familieliv og omsorgsarbejde konsekvent devalueres. I det pink patriarkats optik er disse elementer ikke kilder til livskvalitet, men derimod systemiske byrder, som særligt kvinder anses for at være ubevidste ofre for.

Hvis man som kvinde mener og mærker, at det giver mere værdi og mening at bruge tid sammen med sine børn end at kæmpe sig vej til en toppost, dikterer denne ideologi, at man er kvinde på den helt forkerte måde.
Man »hjælper i hvert fald ikke ligestillingen« og er angiveligt »fanget« af strukturer, man ikke selv kan se.

Det er mit valg

Jeg nægter at deltage i det absurde teater. Jeg nægter at reducere mig selv – som menneske og som kvinde – til et simpelt datapunkt i et kønspolitisk Excel-ark, der skal gå op i en højere enhed for statsadministrationen.

Om jeg eller andre kvinder finder mening i at forfølge en opslidende direktørpost, i at bygge en stor familie med mange børn eller i en helt tredje livskonstellation er og bliver mit valg alene.

For de fleste af os er mening og glæde en blanding af forskellige elementer. Som det skal være. Det er selve essensen af et frit samfund, at vi har retten til at prioritere forskelligt uden at skulle stå til regnskab for en ideologisk statistik.

Men det pink patriarkat anerkender ikke denne fundamentale frihed.
Nej, frihed er udelukkende lig med resultatlighed et kollektivistisk regnestykke, hvor kvinder konstant skal optimeres til at præstere som mænd, mens mænd evigt skal korrigeres, og hvor ethvert frit valg, der skaber skævhed i en tabel, mistænkeliggøres som et demokratisk problem.

Påvirker nybagte forældre

Vi ser det måske tydeligst i spørgsmålet om barsel. Her er ideologien trådt direkte ind i hjemmet.
Når familier fordeler barslen ud fra deres egne behov, deres økonomi og deres ønsker for barnets første år, burde det være en sag for familien alene.
Men hvis fordelingen betyder, at mor tager den største del, betragtes det som noget, der skal bekæmpes politisk.

Løsningen blev en EU-forordning hvad rager det dog EU? der i ligestillingens navn har øremærket barslen med fuld opbakning i Danmark fra hele venstrefløjen og Venstre. Men hvem har bedt politikerne om at lave den fordeling for os? Det er i hvert fald ikke de nybagte forældre.

Utilfredsheden med de danske barselsregler er beviseligt vokset massivt, siden øremærkningen blev indført, hvilket blandt andet en nylig undersøgelse fra CBS har afdækket.
Det er et klassisk eksempel på, hvordan det pink patriarkat prioriterer den ideologiske vision om lighed over de faktiske menneskers ønsker om frihed.
Desværre har denne tænkning skabt en kultur, hvor især unge, ressourcestærke kvinder opfordres til at anskue deres eget liv som et stort, uoverskueligt problemkompleks, længe før voksenlivet overhovedet er begyndt.

Stop ynken, mænd

Jeg vil også knytte en kommentar til mændene. For mens det pink patriarkat dominerer den ene side af debatten, findes der en lige så ulidelig klynkefløj på den anden side.
Det er de mænd, som pr. automatik galer »hvad med os?«, hver eneste gang en udfordring for kvinder italesættes.

Til den fløj vil jeg sige: I er ikke et hak bedre end det pink patriarkat.
Hvis der eksisterer en kønnet dagsorden for mænd eksempelvis de veldokumenterede udfordringer for mange drenge i folkeskolen skal den dagsorden løftes seriøst, faktuelt og selvstændigt.

Den skal ikke bruges som et billigt point i en evig kønskamp eller som en undskyldning for at klynke over kvinders fremskridt. Tag ansvar for udfordringerne uden at forfalde til ynk.
Det pink patriarkat lever af at gøre forskelle mistænkelige og det frie valg til et problem. Men sandheden er, at ligestilling ikke handler om, at vi skal ende det samme sted eller leve vores liv på den samme måde.

Det handler om, at vi skal have de samme rettigheder til at vælge forskellige veje. Vi skal ikke have vejen banet for os eller stillet flere forhindringer op på vejen, så andre kan komme hurtigere frem end én selv.
Vi kvinder har ikke brug for statens ynk, vi har ikke brug for kvoter, og vi har ikke brug for politikere, der fortæller os, om vi må bage en kage til kontoret, boller til vores børn, eller hvordan vi skal fordele vores barsel.
Vi har brug for frihed til at være præcis de mennesker, mødre og karrierekvinder, vi ønsker at være.

Sand ligestilling handler om retten til at vælge den vej i livet, man har lyst til, ikke om at presse kvinder ned i et bestemt ideal.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 22. april 2026)

Her er Liberal Alliances nye ordførerskaber

Liberal Alliance
10. april 2026

Liberal Alliances nye folketingsgruppe har i dag fordelt ordførerskaber.
 
Fordelingen af ordførerskaber ser ud som følger:
 
Alex Vanopslagh: Partileder

Solbjørg Jakobsen: Politisk ordfører og familieordfører, ligestillingsordfører og Færøerne-ordfører

Ole Birk Olesen: Gruppeformand, finansordfører, Ordfører for ny vækst på landet (miljøordfører, fødevareordfører og ordfører for landdistrikter og øer)

Pernille Vermund: Beskæftigelsesordfører, udlændingeordfører, havordfører og kirkeordfører

Carsten Bach: Forsvarsordfører, beredskabsordfører og Grønlandsordfører

Lars-Christian Brask: Udenrigsordfører og ordfører for nordisk samarbejde

Jens Meilvang: Retsordfører og transportordfører

Katrine Daugaard: Socialordfører, § 71-ordfører og kulturordfører

Steffen Frølund: Energi- og klimaordfører og erhvervsordfører

Helena Artmann Andresen: Børne- og undervisningsordfører og dyrevelfærdsordfører

Peter Larsen: Boligordfører, indenrigsordfører og idrætsordfører

Thorbjørn Jacobsen: EU-ordfører og ældreordfører

Freja Brandhøj: Sundhedsordfører og Iværksætteriordfører

Joachim Riis: Uddannelse- og forskningsordfører, cybersikkerheds-ordfører og digitaliseringsordfører

Mads Strange Vaarby: Skatteordfører og indfødsretsordfører

 
Gruppeformand Ole Birk Olesen udtaler i forbindelse med fordelingen af de nye ordførerskaber følgende: “Vælgerne har givet Liberal Alliance det bedste folketingsvalg i partiets historie, som har resulteret i en stærk og arbejdsom folketingsgruppe bestående af nye, sultne folketingsmedlemmer såvel som velkendte profiler. Jeg glæder mig meget til at følge den nye gruppe bestride deres nye ordførerposter.”
 

Fart på dansk iværksætterkultur:
Der skal igen stiftes
100 nye danske virksomheder om dagen

Liberal Alliance
12. marts 2026

Dansk iværksætteri er i frit fald. Efter syv år med Mette Frederiksen er antallet af nystiftede virksomheder ikke bare stagneret – det er styrtdykket.

I 2018 blev der stiftet 102 nye virksomheder om dagen i Danmark. I 2025 var tallet skrumpet til bare 62 og det laveste niveau siden Danmarks Statistik begyndte at opgøre antallet af nyregistrerede virksomheder.

Imens har Mette Frederiksen høstet frugterne af tidligere reformer og indsatsen fra hæderkronede og etablerede danske virksomheder – ikke mindst Novo Nordisk – uden selv at gennemføre de reformer, der skal ruste dansk økonomi til fremtiden.

Men Danmark kan ikke leve af, at én enkelt virksomhed, stiftet for mere end 100 år siden, nærmest egenhændigt holder hånden under økonomien.

Når færre og færre danskere tager chancen og starter virksomhed, falder sandsynligheden for, at morgendagens Novo bliver stiftet i Danmark.

Kigger man over Øresund, er billedet et helt andet. Sverige har fra 2000 til 2024 skabt 31 såkaldte unicorn-virksomheder – Danmark kun 12. Og 67 procent af de danske unicorns har siden forladt landet, mod bare 6 procent af de svenske.

Det samme gælder børsmarkedet. I 2006 havde Sverige dobbelt så mange børsnoterede virksomheder som Danmark.  I 2023 var det seks gange så mange. Det danske børsmarked har stået stille i tyve år, mens det svenske er stormet frem.  Når svenskerne kan, kan vi selvfølgelig også.

Derfor sætter Liberal Alliance nu en klar målsætning:

Under en kommende blå regering skal der stiftes mindst 100 virksomheder om dagen og 1 ny børsnotering om måneden.

Sådan får Danmark igen 100 nye virksomheder om dagen:

  1. Sænk selskabsskatten til 18 pct.: Tiltaget skal gøre det mere attraktivt at drive virksomhed og samtidig øge lønningerne i Danmark med 1,5 pct. og øge BNP med 55 mia. kr.
  2. Sænk aktie- og kapitalskatter til max 34 pct.: Virksomheder skal have bedre adgang til kapital. Lavere kapitalskatter skal øge motivationen til at investere i risikosegmenter som dansk iværksætteri. I Sverige er kapitalskatten blot 30 pct.
  3. Indfør et bindende loft over erhvervsøkonomiske byrder: Bureaukrati må ikke føre til at iværksættere kaster håndklædet i ringen, før de overhovedet er kommet i gang. Tid og ressourcer skal bruges på kerneopgaven.
  4. Gør aktiesparekontoen mere attraktiv: Aktiesparekontoen skal justeres efter norsk forbillede, så flere danskere vil investere mere. Alle afkast på kontoen skal være skattefri indtil den dag, de bliver hævet. Det indskudte beløb skal ikke beskattes. Samtidig vil vi hæve indskudsgrænsen til 500.000 kr.
  5. Afskaf hele ‘skatten fra helvede’: Danmark er det eneste land i verden, der lagerbeskatter urealiserede aktiegevinster. Lagerbeskatning for porteføjeaktier skal afskaffes, så iværksættere og investorer ikke skal betale skat af penge, de ikke har tjent, men først når gevinsten realiseres.
  6. Bedre forhold for medarbejderaktier: Medarbejderaktier er et afgørende redskab for at startups og scale-ups kan tiltrække dygtige medarbejdere ved at tilbyde dem aktier. Vi vil bl.a. sikre, at ingen medarbejdere risikerer at skulle betale skat på medarbejderaktier af penge, de ikke har tjent.
  7. Hæv momsgrænsen til 80.000 kr.: I Danmark er grænsen for momsregistrering sat til 50.000 kroner i årlig omsætning, hvor den har ligget i mange år uden at blive reguleret. Ved at hæve grænsen til 80.000 kr. kommer vi på niveau med Sverige, og hjælper tusindvis af nye iværksættere med at undgå den administrative byrde mens de er helt små, så de kan fokusere på at udvikle deres virksomheder.

Alt det her er en del af vores fireårsplan for næste valgperiode, og derefter er vi klar til at gøre endnu mere.

Liberal Alliance kræver øjeblikkeligt asylstop

Liberal Alliance
8. marts 2026

Frie og åbne samfund opstår ikke af sig selv. De bygges af borgere, der deler samfundets grundlæggende værdier, og de skal forsvares for at kunne bevares. I Liberal Alliance mener vi ikke, at alle kulturer er lige gode, og indflydelse fra kulturer, der står i direkte modstrid med vores frihedsrettigheder, skal modarbejdes.
Derfor er det et stort og stadig voksende problem, at særlig asylsystemet har bragt et stort antal mennesker til Danmark, som åbenlyst abonnerer på normer, der er uforenelige med et demokratisk og liberalt samfund.

Selvom mange indvandrere bidrager positivt, står vi i dag med enorme og veldokumenterede problemer i form af bandekriminalitet, radikalisering, parallelsamfund og social kontrol. Det er en både uansvarlig og uholdbar politik, som det er nødvendigt at gøre op med.
Derfor vil Liberal Alliance afskaffe det nuværende asylsystem, der i praksis utilsigtet fungerer som et redskab for permanent migration. Formålet er at tage magten tilbage, så det er danskernes folkevalgte politikere, der suverænt sætter rammerne for, hvem der kommer til landet.

Sådan gennemfører vi asylstoppet:

Vi vil suspendere retten til spontanasyl og i store træk vende tilbage til tilstanden før den katastrofale udlændingelov af 1983. Det gør vi ad to primære spor:

– Aktivering af nødretsbestemmelser: De internationale konventioner rummer flere eksplicitte undtagelser begrundet i hensynet til den nationale sikkerhed, og situationen i både Danmark og Vesteuropa viser, at asylindvandring udgør en sikkerhedstrussel. Det er en model med fortilfælde; lande som Finland, Polen og de baltiske lande har tidligere anvendt lignende nationale sikkerhedshensyn. Dette indebærer en naturlig procesrisiko.

– Forbeholdsmodellen: Skulle internationale domstole underkende vores ret til at beskytte landets sikkerhed, er vi parate til at lade Danmark udtræde af konventionerne for derefter øjeblikkeligt at genindtræde med et specifikt forbehold for asylbehandlingen.

Fire hurtige spørgsmål om asylstoppet:

Hvad sker der med dem, der alligevel krydser grænsen?

De kan ikke søge asyl. Hvis de ikke udrejser frivilligt eller kan udsendes til et sikkert land, vil de blive betragtet som illegalt indrejste og placeret på tålt ophold (med tag over hovedet og tre daglige måltider) på et udrejsecenter. Hele incitamentet for at rejse til Danmark er udsigten til asyl og familiesammenføring. Når det fjernes, forsvinder incitamentet også.

Asyltallet er lavt lige nu – hvorfor er et asylstop nødvendigt?

Selv relativt lave årlige indrejsetal vokser sig over tid store, ikke mindst på grund af den afledte effekt af familiesammenføringer. Det er den mekanisme, der har betydet, at 50.000 personer med ikke-vestlig baggrund i 1980 er blevet til mere end 600.000 i dag. Dertil kommer, at asylstrømme kan ændre sig eksplosivt og uden varsel. I årene umiddelbart før asylkrisen i 2015 kom der relativt få til Danmark, hvorefter tallet pludselig mangedobledes. I det nuværende system har vi hverken forudsigeligheden eller kontrollen til at håndtere disse voldsomme udsving.

Er et asylstop ikke en meget radikal politik?

Nej, det er grundlæggende blot en tilbagevenden til situationen før den katastrofale udlændingelov af 1983. Det er derimod et meget nyt og historisk unikt fænomen, at man tillader et potentielt ubegrænset antal asylansøgere at rejse gennem adskillige sikre lande for at få ophold. Den hidtidige politik har de facto gjort asylansøgere til permanente indvandrere, uden at Folketinget har haft mulighed for at fastsætte et loft. Det er ikke radikalt at insistere på, at danske politikere skal bestemme, hvem der får ophold i Danmark – det er både ansvarligt og udtryk for rettidig omhu.

Risikerer vi at sende folk hjem til tortur eller død?

Nej. Vi overholder princippet om non-refoulement. Hvis det ikke lader sig gøre at afvise asylansøgere ved grænsen, og de hverken vil udrejse frivilligt eller kan overføres til et andet sikkert land, bliver de ikke tvangsudsendt til lande, hvor de er i overhængende fare. De vil i stedet blive betragtet som illegalt indrejste og anbragt på et udrejsecenter på tålt ophold, indtil en udsendelse bliver mulig, eller de selv forlader landet.

Tag din frihed alvorligt, søster

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
7. marts 2026

Jeg er rigtig glad for at være kvinde i Danmark.

Jeg kan uddanne mig, arbejde, have min egen bankkonto, starte en virksomhed, se ud som jeg har lyst, klæde mig som jeg har lyst, føde børn eller lade vær, vælge min egen partner og meget mere. Kvinder har formelt opnået ligestilling i Danmark, for der er intet i dansk lovgivning, der juridisk stiller kvinder ringere end mænd.

Jeg kan grundlæggende leve et liv, hvor min ret til at bestemme over mig selv bliver taget alvorligt. Det er i den grad værd at fejre på kvindernes internationale kampdag. Det er ikke kommet af sig selv. Det er resultatet af et samfund, der bygger på frihed, ansvar og gensidig respekt, hvor det først og fremmest er dine meritter som menneske, der betyder noget. Du skal ikke have en far, en mand, en bror eller en stat til at sige god for de ting du ønsker at opnå. Du har friheden til at træffe dine egne valg, og du må leve med konsekvenserne af dem. Det er sådan, det skal være.

Desværre findes der alligevel miljøer i Danmark, hvor de danske frihedsrettigheder ikke reelt gør sig gældende. I nogle indvandrermiljøer hersker negativ social kontrol, æresrelaterede normer og fastlåste kønsroller, som skaber parallelsamfund, hvor kvinder og piger ikke har friheden til at træffe deres egne valg. For dem er det ikke en selvfølge, selv at bestemme hvad de har på, hvor de færdes eller hvem de er sammen med. Her bliver unge kvinder presset ud af fællesskaber og udelukket fra uddannelser og arbejdsmarkedet.

Alligevel handler debatten herhjemme sjældent om de mennesker, for hvem frihed ikke er en selvfølge, og oftere om mange af de forskelle mellem kønnene vi stadig ser i praksis herhjemme. Der er nogen, der mener, at forskellene i sig selv skyldes kønsdiskrimination – personligt kan jeg ikke se meget, der tyder på det. Jeg mener, det handler om frihed. Om valgfrihed og om at mennesker prioriterer forskelligt. Nogle vælger mest mulig tid med familien, nogle mere karriere, og andre ønsker at balancere begge dele. Og ja, der findes stadig kønnede forventninger, som er svære at ændre, og som vi skal tage alvorligt. Men i Danmark er du ikke tvunget til at efterleve forventningerne til dit køn. Eller nogen som helst andre forventninger. Du har friheden til at sige nej og til at bryde med traditioner eller til at efterleve dem.

Det er derfor, at vi i Danmark ofte rammer ved siden af, når den 8. marts bliver en dag, hvor mange kalder på politiske værktøjer, som staten skal tage i brug for at skabe endnu mere ‘ligestilling’. Kønnede forskelligheder skal ikke løses med kønnet lovgivning. De forskelle vi stadig ser mellem mænd og kvinder i Danmark, handler i høj grad om kultur og personlige valg. Om hvordan vi møder hinanden, og hvad vi forventer af hinanden. Så kan man godt mene, at kulturen skal ændres, eller at danske kvinder bør træffe nogle andre valg. Det er din frihed at have den holdning, ligesom det er din frihed at træffe de valg, der passer bedst til dig. Dét, der ikke er din frihed, er at tvinge andre til at træffe nogle bestemte valg gennem lovgivning.

Det er nok det, der er forskellen på den autoritære og den liberale ligestilling. Den autoritære ligestilling ønsker at styre mennesker hen mod et bestemt politisk mål. Den liberale insisterer på, at ligestilling først og fremmest handler om friheden til at vælge selv. Og netop derfor er det så ærgerligt, når kvinders frihed bliver et spørgsmål om blokpolitik. I Danmark er vi alle sammen enige om det grundlæggende: Både kvinder og mænd er myndige mennesker, hvis frie valg skal respekteres. Her er der ingen etablerede politiske kræfter, der gerne vil begrænse det fundamentale frie valg – måske med undtagelse af dem, der insisterer på en tvangsfordelt barsel mellem mor og far og måltal og kvoter for kønssammensætningen i fx virksomheder. Så er vi kvinder puttet i en kasse og er ikke længere bare mennesker, men det svagere køn, der skal beskyttes og guides af statslige påbud.

Og så er vi jo på en løjerlig måde endt med at bruge samme logik, som man bruger til at undertrykke kvinder i andre dele af verden – nemlig at kvinder ikke kan det samme som mænd. Det er jo derhen, vi i verdens måske mest ligestillede land bør rette blikket: Der hvor frihed ikke er en selvfølge, men noget der stadig skal kæmpes for. Vi skal være glade for, at vi har skabt et samfund fyldt med frihed og frit valg. Og netop med den frihed følger også et ansvar for at insistere på, at den mest præsente kvindekamp ikke længere foregår i Danmark.

Mens du læser det her, kæmper iranerne mod et præstestyre, hvor undertrykkelse og kontrol er et vilkår i hverdagen. Ingen er for alvor frie, og kvinder er mest ufrie i et system, der bygger på religiøs tvang og frygt. Det blev tydeligt for hele verden i 2022, da Jina Mahsa Amini døde i moralpolitiets varetægt efter at være blevet anholdt for sin påklædning. Siden da har protesterne og oprøret levet under ordene “Kvinde. Liv. Frihed.”, og svaret fra regimet har været brutalt. Ikke nok med at hundredvis af demonstranter er blevet dræbt, tortureret og mishandlet, så beskriver Amnesty International også, hvordan regimet har strammet grebet om kvinder yderligere. Moralpolitiet hersker stadig og kvinder, der ikke retter ind efter kravet om tilsløring, bliver nu straffet og undertrykt på flere nye måder, der spænder fra begrænsninger i adgangen til sundhedsvæsenet til nedværdigende straffe som at skulle vaske lig.

I Iran er pointen ikke, om kvinder “vælger rigtigt”. Pointen er, at de slet ikke får lov at vælge. Og det er præcis her, frihed bliver målestokken for ligestilling: I et frit samfund kan du både vælge at bryde med normer eller at efterleve dem. I et ufrit samfund bliver normerne håndhævet med straf, og retten til at træffe dine egne beslutninger er noget, du må kæmpe for. Det er de kampe, 8. marts bør handle om. Ikke fordi vi ikke også må tale om ligestilling i Danmark, men fordi der er forskel på at diskutere forskelle mellem kønnene i et frit land og på at mangle frihed helt grundlæggende. Kvindernes internationale kampdag skal handle om de kvinder, der ikke har de basale frihedsrettigheder – ikke os, der har alle muligheder for at forme vores egen skæbne.

Desværre har vi jo de sidste årtier fået noget, der ligner små lommer af Mellemøsten her i Danmark. Det er her, den vigtigste kvindekamp står i Danmark. I Danmark gælder friheden til selv at bestemme også for kvinder, der er født i hjem med andre normer. Det må aldrig blive et stigma at sige højt, og vi må aldrig blive tolerante over for ufrihed forklædt som kultur. Man kan ikke kæmpe for kvinders rettigheder og samtidig benægte eller forklejne problemerne med mellemøstlig indvandring eller modarbejde, at vi gør noget ved dem.

Så længe vi stadig har medsøstre i vores eget land, der ikke selv bestemmer over deres tøj, uddannelse, partnervalg, ja, hele deres liv, så er vi ikke i mål. Men det kommer vi heller ikke, når kvindesagen skal handle mere om lønstatistikker end om basale frihedsrettigheder.
Glædelig kampdag. Tag din frihed alvorligt og brug den.