Liberal Alliance

Henrik Dahl

29. juli 2026

EU vil regulere kunstig intelligens (AI) på arbejdspladsen. Problemet er bare, at det allerede er reguleret.

Europa har i de senere år lagt ambitiøse planer for at styrke sin position inden for kunstig intelligens. AI-forordningen, Europas Digitale Årti og ambitionerne om teknologisk suverænitet har alle det fælles mål at skabe et velfungerende, sammenhængende europæisk marked for fremtidens teknologier og europæiske teknologiske løsninger.

Men netop som disse rammer skal til at implementeres i praksis, bevæger EU sig i en anden retning. Europa-Kommissionen forbereder et nyt initiativ om anvendelsen af AI på arbejdspladsen, som med stor sandsynlighed ender ud som et nyt direktiv om AI og algoritmisk styring. Det sker på et område, hvor reguleringen allerede er omfattende.

Det er kendetegnende for området, at man vil finde løsninger på problemer, der endnu ikke findes. I stedet bør EU fokusere på at implementere de eksisterende regler samt sikre, at løsningerne findes der, hvor man rent faktisk høster gevinsterne. Nemlig I det stærke samarbejde mellem ledelse og medarbejdere på den enkelte virksomhed med løsninger, der kan tilpasses de specifikke forhold i branchen.

AI anvendt i arbejdslivet er ikke ureguleret. Tværtimod. AI-forordningen klassificerer en række arbejdsrelaterede anvendelser som højrisikosystemer. Platformsdirektivet sætter særligt strenge krav til virksomheder, som har algoritmer og AI i kernen af deres virke.

Databeskyttelsesreglerne sætter klare rammer for automatiserede beslutninger og beskytter medarbejderes data. Hertil kommer en lang række regler om arbejdsmiljø, information og høring.

Tilsammen udgør de et omfattende og detaljeret regelsæt. Spørgsmålet er derfor ikke, om der skal være regler. Spørgsmålet er, om der er behov for flere.
Når nye regler foreslås oven på eksisterende, risikerer det at skabe øget kompleksitet og overlap. Det kan gøre det besværligt for virksomheder at navigere i reglerne. Erfaringen viser, at flere regler ikke nødvendigvis giver bedre beskyttelse. Men de medfører ofte større usikkerhed og højere administrative omkostninger.

Der er også en mere grundlæggende udfordring. EU har i de senere år haft et stærkt fokus på forenkling og bedre oplyste lovgivningsprocesser. Gennem initiativer som AI omnibus og arbejdet med at reducere administrative byrder har ambitionen været at skabe et mere effektivt og investeringsvenligt regelmiljø.

Det er derfor svært at se logikken i samtidig at introducere nye, detaljerede regler på netop det samme område. Risikoen er ikke kun øgede byrder. Det er også øget fragmentering i EU. Den Internationale Valutafond (IMF) vurderer, at EU’s interne fragmentering svarer til en straftold på 45 procent for fysiske varer og 110 procent for tjenesteydelser. Der er i forvejen et arbejde i gang med at nedbryde denne fragmentering. Et nyt direktiv om AI vil gøre et allerede komplekst arbejde endnu vanskeligere.

Et nyt direktiv om AI på arbejdspladsen vil i sagens natur blive implementeret forskelligt i medlemsstaterne. Det vil føre til endnu større variation i reglerne på tværs af EU. Dermed risikerer man at undergrave det arbejde, der allerede er i gang med at skabe et mere harmoniseret indre marked for digitale løsninger.

EU står over for en betydelig opgave at implementere de eksisterende regler korrekt. Regler for højrisiko-AIsystemer er komplekse og stiller omfattende krav til virksomheder. Platformsdirektivet og andre initiativer bidrager yderligere til reguleringen af, hvordan teknologi anvendes i arbejdslivet.
I den situation kan det være hensigtsmæssigt at tage et skridt tilbage.
Før man introducerer ny lovgivning, bør man sikre, at den eksisterende fungerer efter hensigten. Det indebærer en fokuseret indsats på implementering, håndhævelse og vejledning.

En sådan tilgang vil være i tråd med EU’s egne ambitioner om bedre regulering og et velfungerende indre marked.
Kunstig intelligens rummer et betydeligt potentiale for at øge produktiviteten og styrke Europas konkurrenceevne. Det forudsætter imidlertid, at rammerne er klare, stabile og proportionale.

Hvis EU ønsker at realisere dette potentiale, bør prioriteten være at få de eksisterende regler til at fungere. Ikke at lægge endnu et lag af regulering oven på de eksisterende. Europa får ikke flere AI-virksomheder af flere regler, men af bedre rammer for innovation. Et nyt direktiv om AI vil gøre et allerede komplekst arbejde endnu vanskeligere.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 29. juli 2026)

Henrik Dahl

27. juli 2026

I EU har de fleste indset, at det er et problem, at vi ikke kan forsvare os selv. Mange er også kommet til den erkendelse, at oprustning koster penge.

Og nu har et flertal besluttet at gøre det lettere for virksomheder at investere i europæisk forsvar. Det er et opgør med årtiers naivitet og et vigtigt skridt på vejen mod en konkurrencedygtig forsvarsindustri, der kan bygge de fabrikker og producere det materiel, vi har brug for.

Europa har for længe levet med den antagelse, at vi kunne få vores produkter fra Kina, vores energi fra Rusland og vores sikkerhed fra USA.
Den tid er forbi.

De aktuelle konflikter viser, at denne form for strategisk ønsketænkning ikke har ledt til fred og stabilitet. Samtidig får vi at vide, at vi ikke bare kan regne med, at andre vil træde til og redde os, hvis det skulle blive nødvendigt.

Sin egen værste fjende

I EU har vi derfor måttet indse, at hvis vi vil kunne forsvare os selv, så skal vi opruste i et tempo, der normalt ikke rimer på bureaukrati.
Det kommer til at kræve flere investeringer, mere produktion og en stærkere europæisk forsvarsindustri.

Og i det arbejde er EU endnu engang sin egen værste fjende. Vi er simpelthen verdensmestre i at spænde ben for os selv.
For vores virksomheder vil gerne bygge fabrikker, udvide produktionen og levere det udstyr, vi har brug for.

Men bureaukratiet har fået lov til at bremse disse ambitioner. Indtil nu.
Med EUs nye forsvarsaftale får unødigt papirnusseri og nationale særregler ikke længere lov til at stå i vejen. Vi indfører nemlig klare rammer for godkendelsesprocesserne og sætter en grænse for, hvor længe myndigheder kan lade virksomheder vente.

Det betyder hurtigere afgørelser, lavere omkostninger og flere investeringer. Til gavn for vores fælles sikkerhed og velstand.
Som Parlamentets chefforhandler på aftalen har mit mål været at gøre EU mere handlekraftigt og mindre handlingslammet. Og heldigvis tager vi nu et skridt i den retning ved at sige til virksomhederne, at når de vil investere i vores sikkerhed, så skal politisk skabte regler ikke være deres største forhindring.

Unødige regler
Derfor er det vigtigt, at vi ikke nøjes med at se på bureaukrati som en administrativ omkostning. Det er et alvorligt erhvervs- og sikkerhedspolitisk problem. For hver dag, en fabrik eller en produktionslinje forsinkes af unødige regler, er en dag, hvor Europa står fattigere og svagere.

Selvfølgelig er aftalen ikke løsningen på alle Europas forsvarsudfordringer. Der er fortsat behov for større investeringer, tættere europæisk samarbejde og en politisk vilje til at prioritere vores egen sikkerhed højere, end vi har gjort gennem mange år.

Men vi kommer ingen vegne, hvis vi fastholder et system, hvor papirarbejde forsinker produktionen af det udstyr, vores soldater har brug for.
Jeg håber derfor også, at aftalen bliver en del af en større diskussion, hvor den næste erkendelse i EU bliver, at vi ikke kan leve af vores historie og forsvare os med papir.

For hvis vi skal være rigere og sikrere i morgen, skal vi være bedre til at producere, ikke notere. Det er god sikkerhedspolitik.
Med EUs nye forsvarsaftale får unødigt papirnusseri og nationale særregler ikke længere lov til at stå i vejen.

(Indlæg bragt i Børsen d. 27. juli)

Mads Strange

26. juli 2026

De danske vælgere har sammensat et historisk ungt folketing med en gennemsnitsalder på 43,9 år.

Men spørger man en række ældre politikere som Søren Gade (V) og Jan E. Jørgensen (V), bør kombinationen af et yngre folketing såvel som politikernes tiltagende brug af de sociale medier dog vække bekymring.

Venstres Søren Gade har eksempelvis kritiseret mig med en svada om, at ”Folketinget ikke skal være et skuespilhus for sociale medier”.

Og den mangeårige Venstre-profil Jan E. Jørgensen begræder, at yngre politikeres fokus på at kommunikere med vælgerne på de sociale medier uvægerligt må ske på bekostning af det parlamentariske rugbrødsarbejde.

Men sandheden er, at de gamle Venstre-politikere bare ikke er fulgt med tiden.

Demokratiet er også på sociale medier
For selvfølgelig er der ikke noget modsætningsforhold mellem at passe sit parlamentariske arbejde samvittighedsfulgt og samtidig deltage aktivt i den offentlige debat på de sociale medier. Tværtimod.

Vi folkevalgte er nemlig ikke alene valgt til at behandle lovforslag, stille §20-spørgsmål og sidde til udvalgsmøder. Vi har også en forpligtelse til at bidrage til den offentlige debat.

Demokratiet lever ikke kun via afstemninger i folketingssalen, men også gennem en levende offentlig samtale mellem borgere og politikere.

Det er nemlig netop gennem den offentlige debat, at nye idéer bliver prøvet af, at gamle dogmer udfordres, at holdninger flyttes, og nye politiske flertal tager form.

Tidligere foregik denne samtale udelukkende i forsamlingshuse, til vælgermøder og gennem den etablerede presse. Men i dag har den offentlige debat fået endnu en arena i form af digitale forsamlingshuse som Instagram, Facebook og TikTok, der i sin essens er meritokratiske.

De gør det muligt for nye stemmer at bryde igennem lydmuren uden først at komme igennem nåleøjet hos en avisredaktion eller et tv-studie.

Dét er sundt for det danske demokrati.

For i dag er det ikke længere kun kommentatorer eller kritiske journalister, der kan stille spørgsmål til os folkevalgte, give deres eget besyv med i debatten, eller bestemme hvem der får taletid.

Seriøse budskaber
Aldrig før har helt almindelige borgere haft så let adgang til både at få politikernes opmærksom og til selv at forme den offentlige debat. Hvorfor skulle dét være et problem?

De gamle Venstre-politikeres kritik beror på forfejlet og fortærsket fortælling om, at de sociale medier nødvendigvis må være overfladiske, og at den politiske substans automatisk forsvinder, fordi kommunikationen ikke længere kun finder sted gennem tv-skærmen eller dagbladenes debatspalter.

Men det er noget pjat.

Kaster man eksempelvis et blik på mine egne sociale medier, finder man seriøse og substantielle budskaber om alt fra Argentinas nationaløkonomi og liberalismens idéhistorie til de finanspolitiske konsekvenser af top-topskatten.

Hvorfor? Fordi vælgerne efterspørger det, og fordi jeg tager vælgerne alvorligt.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet stoppet af især yngre vælgere, som fortæller, at jeg har bidraget til at vække deres politiske interesse eller fået dem til selv at engagere sig mere i politik.

Det betyder selvfølgelig ikke, at de sociale medier ikke også kan afføde udfordringer, præcis ligesom ethvert andet betydningsfuldt teknologisk nybrud.

Personligt er jeg for eksempel bekymret for, at en lille håndfuld tech-moguler i stigende grad får uforholdsmæssig stor indflydelse på vores offentlige debat.

For når man ultimativt kontrollerer de sociale mediers algoritmer, er det fra et teoretisk perspektiv også muligt at udøve indflydelse på, hvilke historier danskerne bliver eksponeret for. Det rejser en række principielle demokratiske spørgsmål.

Direkte kommunikation med vælgerne
Men det er et argument for, at vi politikere sikrer større gennemsigtighed og ansvarlighed hos de platforme, som i dag er blevet en integreret del af vores demokratiske infrastruktur – ikke at vi dropper at være til stede, der hvor borgerne er.

De ældre Venstre-politikeres kritik virker mest af alt som en frustration over, at de ikke længere selv har monopol på at fylde i den offentlige debat. Men folkestyret bliver ikke svækket af, at vi politikere kommunikerer direkte med vælgerne.

Det bliver svækket, hvis vi dropper kontakten til de mennesker, vi er valgt til at repræsentere, og hvis vi ikke forstår, at den offentlige debat skal fungere på de menneskers præmisser.

(Indlæg bragt i Altinget d. 26. juli 2026)

Mads Strange

24. juli 2026

Det er ikke en trussel mod retssikkerheden at lade embedsmænd sige fra over for vanvittige afgørelser.

ALENE INDEN FOR den seneste måneds tid har vi haft nogle fuldstændig groteske skandalesager om skattemyndighedernes dybt urimelige behandling af borgere.
Der var sagen, hvor Skattestyrelsen i årevis opkrævede millionbeløb i skat fra uskyldige borgere, som havde fået stjålet deres identitet.

Selv om Skat var blevet orienteret af politiet om, at borgerne var ofre for en forbrydelse, fastholdt myndighederne deres krav – lige indtil pressen kom ind over, hvorefter Skattestyrelsen pludselig godt kunne ændre deres afgørelse.

Der var skandalen med en sygeplejerske, som efter otte års tovtrækkeri endelig fik rettens ord for, at hun selvfølgelig ikke skulle betale 115 pct. i skat – hvorefter Skatteministeriet besluttede sig for at anke sagen og insistere på, at hun alligevel skulle betale mere i skat, end hun overhovedet havde tjent i første omgang.

Og så var der eksempelvis sagen, hvor skattemyndighederne insisterede på at påtvinge en pensionist at betale dobbelt boligskat efter sin ægtefælles død, lige indtil de blev kontaktet af pressen, og afgørelsen pludselig blev ændret.
Denne vilkårlighed i de skønsbaserede vurderinger fra Skats medarbejdere er selvfølgelig en fuldstændig uacceptabel måde at drive forvaltning på.

Men det er nu ikke min opfattelse, at de fleste medarbejdere i skatteforvaltningen bevidst går på arbejde for at ødelægge livet for uskyldige borgere.

Tværtimod tror jeg, at problemet i vid udstrækning udspringer af, at de enkelte medarbejdere enten ikke kan eller tør sige fra, når systemet eller deres ledelse kommer med vanvittige afgørelser oppefra.

Så hvad skal vi gøre for at forhindre, at flere uskyldige borgere på et uretfærdigt og ofte ulovligt grundlag får smadret deres liv, når skattevæsenet laver skøre, skønsbaserede afgørelser?

I NÆRVÆRENDE AVIS konkluderer jurastuderende Mathilde Colbjørn Holst dog, at vores forslag vil forbryde sig mod demokratiske retssikkerhedsprincipper og skabe usikkerhed om borgernes retsstilling.

Men kritikken fra Holst beror på en misforståelse af, hvordan skønsbaserede afgørelser hos skattemyndighederne fungerer i praksis. Det lyder, som om hun tror, at skattesager altid bare er mekaniske facitøvelser, som har et entydigt juridisk svar.

Men hvis det var tilfældet, ville vi jo ikke have et omfattende ankesystemog vi ville heller ikke have set så mange eksempler på, at myndighederne pludselig bare ændrer deres egne afgørelser om borgeres skattesager, blot fordi de bliver kontaktet af pressen.

Holst har imidlertid ret i én ting. Nemlig at ansvaret for skattevæsenets mange fejl og mangler i sidste ende kan placeres hos politikere præcis som vi i Liberal Alliance også har betonet fra starten af.

JO MERE KRINGLET og bureaukratisk politikernes skattelovgivning bliver, desto mere vil embedsmændene nemlig være nødsaget til at navigere efter skøn frem for klare regler.

For når lovgivningen bliver til et juridisk minefelt af undtagelser og særregler, skabes der et større rum for menneskelige skøn, hvilket øger risikoen for, at uskyldige borgere kommer i klemme som følge af fejlagtige vurderinger.

Holst skriver selv, at »retssikkerhed er, at man kan stole på, at myndigheder træffer afgørelser, som er i overensstemmelse med gældende ret«. Det er jeg helt enig i.

Netop derfor kan vi ikke blive ved med at ignorere de mange åbenlyse fejlvurderinger, der plager vores skattevæsen. Vi politikere er nødt til at tage et ansvar ved både at reducere skattelovgivningens kompleksitet, så der bliver mindre rum for forkerte afgørelser, og ved at give embedsmændene bedre mulighed for at sige fra, når en afgørelse åbenlyst er urimelig over for borgerne.

Det er ikke et opgør med retssikkerheden, men derimod et forsøg på at genoprette den.

I Liberal Alliance har vi foreslået at indføre en samvittighedspligt, der skal sikre, at medarbejdere har ret til at sige nej til at gennemføre skønsbaserede afgørelser, der strider mod almen sund fornuft. Dette har medført kritik fra jurastuderende Mathilde Colbjørn Holst, men det beror på en misforståelse.

(Indlæg bragt i Politiken d. 24. juli)

Lars-Christian Brask

20. juli 2026

I flere årtier har nordiske borgere taget ansvar dér, hvor arbejdsmarkedet havde mest brug for dem. De har flyttet og taget arbejde i et andet nordisk land end det, de er født i.

Ofte i perioder hvor der har været høj arbejdsløshed i hjemlandet.
Det har været godt for Norden og meget gavnligt for staterne.
I dag gælder dette især for Sverige og Finland, hvor mange svenskere og finner har fundet arbejde i enten Norge og Danmark, når jobmarkedet derhjemme er presset.

Det har bidraget til lavere arbejdsløshed og færre overførselsindkomster i hjemlandene, samtidig med at arbejdstagernes indkomster bliver brugt eller sendt tilbage til hjemlandene.

Dette er dog ikke en ny tendens. I 1980erne og 1990erne var det Danmark, der havde højere arbejdsløshed. Dengang var det danske borgere, der rejste ud, og den danske stat havde stor gavn af en tilsvarende udvikling: mindre ledighed, mere vækst og en regning, der blev delt på tværs af grænserne.

Når noget virker for godt til at være sandt, er det ofte netop det, og sådan er det også i det nordiske arbejdsmarked.
En ny rapport udarbejdet af Resonans Nordic og KPMG viser, at nordiske arbejdstagere kan komme i klemme, når pension optjent i flere nordiske lande skal udbetales.

Mange oplever nemlig, at systemerne ikke hænger sammen. Rettigheder tolkes forskelligt. Ansvar skubbes mellem landene.
Udbetalinger bliver lavere end forventet, og mange ender med at betale en høj pris for et nordisk arbejdsmarked, som politikerne ellers gerne fremhæver som en succes. Det er ikke kun urimeligt, men direkte uværdigt.

Borgerne har ikke udnyttet systemet. Tværtimod har de gjort det, samfundet bad dem om. De har taget arbejde, hvor det fandtes. De har bidraget til at stabilisere arbejdsmarkederne i Norden. De har været en del af løsningen.
Så kan svaret ikke være, at myndighederne løber fra regningen, når pensionen skal udbetales.

Hvis de nordiske regeringer for alvor går ind for fri bevægelighed og et fælles arbejdsmarked, må pensionssystemerne også følge med. Det er ikke rimeligt at høste gevinsterne i de gode år og overlade konsekvenserne til den enkelte, når arbejdslivet er slut.

Dette er ikke blot et politisk ansvar, men også et fælles nordisk ansvar.
Som repræsentanter for det nordiske samarbejde kan vi ikke se på, at dette fortsætter. Borgere, som har bidraget til vækst og lavere arbejdsløshed på tværs af grænserne, skal ikke stå tilbage som tabere, når pensionen skal udbetales.

Derfor er spørgsmålet ikke, om problemet skal drøftes, men tværtimod hvorfor det stadig eksisterer. For hvis det nordiske samarbejde ender dér, hvor pensionsansvaret begynder, så har vi bygget et system, der kun virker, så længe borgerne ikke har brug for det.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 20. juli 2026)

Jens Meilvang

16. juli 2026

Du låner din bil ud til en ven. En ven, du virkelig stoler på. Din ven ender med at køre mere end 100 procent for stærkt og mindst 100 km/t og bliver derfor sigtet for vanvidskørsel. Pludselig risikerer du, at din bil bliver beslaglagt og senere konfiskeret – selvom du ikke selv har siddet bag rattet. Du har ikke kørt bilen. Du har ikke overtrådt loven. Du har ikke haft til hensigt at medvirke til noget ulovligt. Alligevel risikerer du at miste en af dine mest værdifulde ejendele.

Reglen gør, at helt almindelige danskere mister tilliden til vores retssystem. Når en uskyldig person mister sin bil, må det føles utroligt uretfærdigt. Borgeren står tilbage med et stort økonomisk tab for en anden persons beslutninger. Hvis borgerne begynder at tvivle på, om retssystemet beskytter dem mod urimelige indgreb fra staten, har vi et alvorligt problem. Vi skal have et retssamfund, som man skal kunne stole på beskytter individet.
I et liberalt retssamfund bør man ikke kunne straffes for noget, som man ikke selv har gjort. Når staten i dag kan konfiskere tredjemands køretøj ved vanvidskørsel, bryder staten sin oprindelige opgave: at beskytte borgeren. Staten skal beskytte ens ret til privat ejendomsret, da ejendomsretten er en grundlæggende frihedsrettighed.

Hvis staten tager din bil, selvom du ikke selv har begået lovbruddet, er det et meget hårdt indgreb. Et absurd, men rigtigt eksempel, er at en bilforhandler har mistet Tesla efter kundes vanvittige prøvetur.
Bilforhandleren er altså uskyldig, men skal alligevel have konfiskeret sin Tesla.

Dette betyder ikke, at man ikke skal straffe vanvidskørsel hårdt og konsekvent. Det skal man. Vanvidsbilister sætter andre menneskers liv og sikkerhed på spil, og det skal have mærkbare konsekvenser. Men det ændrer ikke på det grundlæggende princip: Straffen skal ramme den skyldige. Ikke den uskyldige ejer.
Reglen rammer helt almindelige danskere. Det kan være forælderen, der låner bilen ud til sit barn. Kæresten, der låner bilen ud i god tro. Eller vennen, der stolede på en person, som viste sig ikke at fortjene tilliden. Fælles for dem er, at de ikke selv har kørt bilen – men alligevel risikerer de at miste den.

I et liberalt retssamfund bør man ikke kunne straffes for noget, som man ikke selv har gjort.

(Indlæg bragt i Jyllands Posten d. 12. juli 2026)

Liberal Alliance

2. juli 2026

Det skal koste, når kriminelle begår ny kriminalitet under betinget dom

Det er for nemt at være seriekriminel i Danmark.

Der er brug for, at vi strammer op. Vi ser alt for mange eksempler på, at kriminelle med en betinget dom går ud og laver ny kriminalitet. Men de afsoner aldrig den betingede dom. Faktisk sker der ofte det, at de kriminelle får en ”strafrabat”, hvis de begår flere overtrædelser. Altså at den samlede straf i praksis er lavere end summen af straffene for hvert enkelt forhold.

Alle kan se, at det er åbenlyst forkert og uretfærdigt. Derfor lancerer Liberal Alliance en ny strafpakke. Den indebærer, at:

1) Betingede domme skal udløses ved ny kriminalitet

2) Strafrabatten skal afskaffes

Det er en nødvendig betingelse for vores retssamfund, at man ikke får noget ud af at være seriekriminel.

Det er også en garanti for de eventuelle ofre i de straffesager med personfarlig kriminalitet, at deres gerningsmænd ikke slipper udenom.

Men måske endnu vigtigere, så handler det helt grundlæggende om, at når vi giver en betinget dom, så er det både en chance og en advarsel for den dømte. Det er samfundet, der siger: ”Nu har du muligheden for at vise, at du godt kan være en god samfundsborger”. Det forudsætter også en forventning. Hvis du misbruger din chance, så må du tage straffen.

Dét er retfærdighed.

Læs vores forslag her

Læs vores forslag

Alex Vanopslagh

11. juni 2026

Alex Vanopslaghs tale til Folkemødet 2026

Jeg har en fast morgenrutine med min lille søn på godt og vel et år. Mens hans mor gør sig klar, så går vi en tur ud. Vi bor ved siden af nogle hestestalde, så vi går rundt og siger godmorgen til hestene, kigger på traktorer og ellers bare lytter til fuglefløjt og nyder en stille stund.

Det er virkelig kvalitetstid. Forleden tænkte jeg for mig selv, at jeg aldrig må få så travlt, at jeg ikke har tid til de her små morgenture.

Efterfølgende begyndte jeg at filosofere over, hvad der egentlig er det mest værdifulde, vi mennesker har her på jorden.

Det er jo ikke alle, der har eller får børn.

Jeg kom ret hurtigt frem til, at det hverken er penge, status eller titler – selvom vi mennesker nogle gange jager det, som om det er det vigtigste i verden.

Først tænkte jeg: Det er tid, der er det vigtigste i livet. Lige pludselig er tiden gået, og vi ville ønske, at vi havde mere tid – eller havde brugt tiden anderledes. At vi oftere stod og lyttede til fuglefløjt eller brugte mere tid på at være nærværende med dem, vi elsker.

Men det er ikke helt rigtigt, at tiden er det vigtigste i livet. For tid i sig selv er jo ikke meningen med livet. Et langt liv uden kærlighed, uden håb, uden mening kan føles tungere end et kortere liv fyldt med det, der betyder noget.

Så måske er pointen en anden: Tid er ikke det vigtigste i livet. Men tid er den ramme, alt det vigtigste i livet kræver.

Kærlighed kræver tid. Børn kræver tid. Venskaber kræver tid. Arbejde, fordybelse, virkelyst, frihed – det hele lever i tiden.

Derfor bør vi politikere have en ydmyg respekt for andre menneskers tid (siger jeg, mens jeg er nervøs for, om jeg overskrider min 10 minutters taletid).

Og måske burde vi i højere grad måle på, om den politik, vi fører, er noget, som frigør mere tid i folks liv – eller om den stjæler mere af deres tid og dermed også af deres fremtid.

I Danmark betaler vi nogle af verdens højeste skatter. Det er de færreste, som ikke afleverer mindst 40 % af deres lønseddel til skattefar. Det er ikke blot en skat på folks løn og frugten af deres arbejde. Det er også en skat på deres tid.

Det ses måske mest tydeligt hos familier med småbørn.

I Danmark er det meget svært for almindelige familier at få andet til at hænge sammen end fuldtid for begge forældre ved samlebåndet og fuldtid for børnene i daginstitution, uanset om det faktisk er den model, den enkelte familie ønsker sig.

Det er næppe en tilfældighed, at vi i et land med et af verdens højeste skattetryk også er landet med verdensrekord i andelen af børn under 3 år i daginstitution og rekord i den tid, børnene bruger dér.

Hvis skatterne var lavere, så kunne vi frigøre mere tid hos småbørnefamilier, som så kunne bruge den på deres børn – hvis de har lyst.

Andre vil bruge en lavere skat til at tage en ekstra vagt på skadestuen, tage flere kunder ind eller sige ja til flere opgaver. Når skatten på den sidst tjente krone er 56 %, er det jo respektløst over for danskernes tid – tænk, at vi tager over halvdelen af enhver ekstra time, som folk bruger på deres arbejde!

Den time, du kunne have brugt med dine børn. Den time, du kunne have brugt på frivilligt arbejde. Den time, du kunne have brugt på at starte noget selv. Den time, du kunne have brugt på bare at leve.

Ja, det er dyrt i kroner og øre at leve i et samfund med høj skat. Men det er også dyrt i tid, at staten blander sig så intenst helt ind i borgernes kalendere.

Men der er også en skjult skat, som ingen steder står på årsopgørelsen, og som man hverken kan betale med dankort eller Betalingsservice: nemlig bureaukratiet.

Vi beder lærere om at være lærere – og så fylder vi deres tid med registreringer, målinger, planer, handleplaner og dokumentation. Vi beder pædagoger om at være nærværende voksne – og så beder vi dem bruge tid på at dokumentere nærværet.

Vi beder sygeplejersker om at tage sig af patienter – og så har vi systemer, hvor patientkontakten alt for ofte taber til skærmen. Vi beder socialrådgivere om at hjælpe udsatte børn – og så lader vi dem drukne i proceskrav, hvor ingen tør gøre det enkle og rigtige, før alt er dækket af papirerne.

Bureaukratiet er en tidsrøver i vores velfærdssamfund. Men det koster ikke kun folks tid. Det koster også på omsorg for de syge, på trivsel og læring til vores børn og på hjælp til de mest udsatte borgere.

Det gælder også i erhvervslivet. Danmark er fyldt med dygtige mennesker med idéer, mod og virkelyst. Men alt for ofte møder de et system, der siger: Vent. Ansøg. Dokumentér. Afvent. Udfyld. Ring igen næste uge.

I en global økonomi, hvor tempo betyder mere end nogensinde, betaler vi en ekstremt høj pris, når staten behandler fremtiden som en sag, der ligger nederst i bunken.

Når det tager måneder og år at få tilladelser, kan vi ikke tillade os bare at kalde det for administration. Når man skal vente op til 10 år for at blive sluttet til elnettet, så er det jo ikke bare træls ventetid.

Når medarbejdere i dansk erhvervsliv samlet bruger mere end 40 millioner timer om året på indrapportering til det offentlige, så er det jo ikke bare lidt bureaukrati.
Så er det staten, der rationerer fremtiden.

Summen af al den stjålne tid medfører jo et Danmark, der er langsomt. Ikke langsomt og afslappende som en sommervarm feriedag under parasollen, men langsomt og frustrerende som en trafikprop på E20 i myldretiden.

Hvor tiden ikke bliver brugt på det vigtige.

Det stjæler både livskvalitet og fremgang.

Men der er heldigvis noget, vi kan gøre ved det. Det er muligt, at vi får mere af tiden tilbage. At vi politisk beslutter os for at respektere folks tid og stjæle mindre af den.
Og ja, det betyder blandt andet at sænke skatten på arbejde. Både så vi belønner og respekterer den ekstra tid og indsats, folk lægger i deres arbejde. Men også så vi giver folk mulighed for at bruge tiden på mere fritid og familietid.

Hvis det står til Liberal Alliance, så skal vi have en arbejdsglæde-reform i den offentlige sektor.

Vi ser desværre alt for mange eksempler på, at velfærdsarbejdere flygter fra de fag, som de er uddannet til. Det kan vi kun løse ved, at arbejdsglæden bliver større. Mindre spildtid med bureaukrati. Mere faglig frihed.

Vi kunne bede sygeplejersker, sosuer, pædagoger og alle mulige andre om at pege på alt det bureaukrati, som de mener stjæler unødvendig tid fra kerneopgaverne. Og bagefter afskaffer vi alle de dokumentationskrav. Ikke som et forsøg. Ikke i en enkelt udvalgt kommune. Ikke som en valgfri ordning. Men i hele landet.

I mellemtiden kunne vi starte med et dokumentations-stop. Et stop for, at vi påfører offentlige velfærdsarbejdere nye dokumentationskrav.

Det er ikke kun de offentligt ansatte, som skal have deres tid tilbage. Vi skal også have bindende mål for at nedbringe bureaukratiet for dansk erhvervsliv og resten af samfundet i øvrigt.

Og tænk, hvad vi ikke kan frigøre af tid, hvis vi omfavner den kunstige intelligens i stedet for at frygte den. Alle steder i den offentlige sektor oplever borgere og virksomheder lange sagsbehandlingstider. Lad os sætte et mål om, at mindst en tredjedel af al sagsbehandling inden 2030 skal være håndteret af kunstig intelligens.

Danmark skal ikke være et land fanget i en gigantisk trafikprop, hvor alt vigtigt bliver forsinket. Hvor virksomheder venter på tilladelser. Hvor medarbejdere venter på systemer, der virker. Hvor patienter venter. Hvor børn venter. Hvor fremtiden venter.

Danmark skal være et land, hvor ting kan lade sig gøre. Hvor staten respekterer borgernes penge – og borgernes tid.

På Christiansborg er vi gode til at måle vores politik efter, om den øger arbejdsudbuddet og BNP. Eller om den belaster kloden og naturen.

Men måske skal vi være bedre til at måle, om vi med vores politik ender med at frigøre folks tid, eller om vi bare stjæler mere af den.

Respekt for borgernes tid er nøglen til bedre velfærd. Mere vækst og flere muligheder. Et mere konkurrencedygtigt Danmark.

Og det er nøglen til at frigøre det vigtigste i menneskers liv: tid til det, vi hver især mener gør vores liv meningsfuldt at leve. Kærlighed, nærvær, omsorg, fællesskab, foretagsomhed, dannelse – alt det, der aldrig nogensinde kommer til at stå i noget regneark, men som vi hver især tænker tilbage på med glæde, når vores tid er ved at være forbi.

Og min tid er også ved at være forbi. I hvert fald min taletid.

Tak for ordet. Og tak for jeres tid.

Slip datacentrene og markedskræfterne fri

Løftet om det indre marked skal indfries

EU’s AI-lovforslag skaber nye unødvendige byrder

Hvis bare vi kunne leve af vores historie og forsvare os med papir

Gamle Venstre-politikere kritiserer mig for at bruge tid på sociale medier. Det er dem, der ikke følger med

Skattevæsenet må ikke knuse uskyldige borgeres liv

Vi må stoppe det pensionskludder, som nordiske grænsependlere udsættes for

Hvis din ven bryder loven, hvorfor kan du så straffes?

Liberal Alliance lancerer ny strafpakke

Det skal koste, når kriminelle begår ny kriminalitet under betinget dom

Læs vores forslag her

Tid er det mest dyrebare, vi har