Retssikkerheden er brudt sammen i sager om anbragte børn

Katrine Daugaard
22. april 2026

RIGSREVISIONENS nye kritik og tal er knusende: I Rigsrevisionens beretning om kommunernes sagsbehandling i sager om anbringelse af børn er der i 69 procent af sagerne lovkrav, som ikke er opfyldt. Det er ikke småfejl. Det er et system i opløsning.

Kommunerne bryder loven igen og igen, og det sker alt for ofte med åbne øjne og uden reelle konsekvenser.

Rigsrevisionens kritik burde ikke overraske nogen. I hvert fald ikke nogen, der har bare den mindste indsigt i området. Når endnu en vagthund nu retter hård kritik af kommunernes lovbrud i sager om anbragte børn, er det endnu en bekræftelse af det, mange familier, fagpersoner og politikere som jeg selv har sagt i årevis: Retssikkerheden er i praksis brudt sammen i alt for mange sager.
Jeg har selv belyst det her i adskillige år. Igen og igen.

Men der bliver ikke grebet reelt ind. Og imens fortsætter kommunerne, uden at nogen for alvor bliver stillet til ansvar. Når Ankestyrelsen i statistikken over omgjorte sager selv oplyser, at 80 procent af omgørelserne i 2024 skyldes manglende væsentlige oplysninger eller mangelfulde begrundelser, så taler vi ikke om småfejl, men om helt grundlæggende svigt i sagsbehandlingen.

KONSEKVENSERNE ER dybt alvorlige. For når loven brydes i anbringelsessager, er det ikke bare et spørgsmål om paragraffer. Det handler om børn, der burde være blevet beskyttet, men som ikke bliver det i tide. Og det handler også om børn, der bliver fjernet fra deres hjem på et mangelfuldt eller ulovligt grundlag. Begge dele er retssikkerhedsmæssige katastrofer. Begge dele er udtryk for en stat, der ikke formår at beskytte barnet mod vilkårlighed.

Og Mette Frederiksens prestigeprojekt Barnets lov har kun forværret det hele. Tallene viser nemlig, at problemerne ikke er blevet mindre. Tværtimod. På socialområdet generelt steg omgørelsesprocenten til 48,9 procent i 2024. Det er markant højere end i 2023, hvor den var 38,5 procent, i 2022, hvor den var 37,5 procent, og i 2021, hvor den var 31,8 procent. Selv i 2020 lå den lavere med 36,3 procent. Når næsten hver anden påklaget afgørelse på socialområdet enten bliver ændret, ophævet eller sendt tilbage, er det et tegn på et system med massive kvalitetsproblemer.

Problemet stopper desværre ikke ved kommunerne. For staten fører heller ikke et effektivt tilsyn. Rigsrevisionen konkluderede i juni 2025, at Ankestyrelsens tilsyn med kommuner og regioner på socialområdet »ikke er tilfredsstillende«. Statsrevisorerne kaldte det ligefrem ’utilfredsstillende’ og pegede på lange sagsbehandlingstider, mangelfuld dokumentation og svag opfølgning. Konsekvensen er, at ulovlig praksis kan fortsætte i længere tid og dermed svække borgernes retssikkerhed. Samtidig fremgår det af materiale til Folketinget, at tilsynet på socialområdet i 2024 blev udført af blot 4-5 årsværk. Det er svært at beskrive som andet end grotesk, når Ankestyrelsen samtidig selv oplyser, at den har mere end 600 ansatte.

OG SÅ ER der klagesystemet. I sager om anbringelse uden samtykke fastholdt Ankestyrelsen i 2018 hele 99 procent af de afgørelser, som kommunernes børn- og ungeudvalg havde truffet. Kigger man på tredje instans, domstolene, stadfæster de ligeledes 99 procent af sagerne uden at efterprøve skønnet eller vurdere, hvilken betydning de mange lovbrud har haft for den trufne afgørelse.
Det er et tal, der bør mane til dyb eftertanke. For et klagesystem skal ikke blot eksistere på papiret; det skal også opleves som en reel og uafhængig prøvelse. Ellers mister borgerne tilliden. Og uden tillid har vi ingen retssikkerhed.

Derfor er det ikke nok med endnu en rapport, endnu en alvorlig ministerkommentar eller endnu et beklagende skuldertræk fra kommunernes side. Vi har brug for konsekvenser. Vi har brug for et langt skarpere tilsyn. Vi har brug for, at kommunalbestyrelser, der år efter år får underkendt deres praksis, mødes med mere end vejledende ord. Og vi har brug for et system, hvor barnets og familiens retssikkerhed vejer tungere end hensynet til kommunal bekvemmelighed.

For i et retssamfund må det aldrig være sådan, at børn overlades til et system, hvor lovbrud kan fortsætte år efter år, uden at nogen stopper det.
Det er et tal, der bør mane til dyb eftertanke.

(Indlæg bragt i Politiken d. 22. april 2026)

Det er på tide at gøre op med »det pink patriarkat«, som fratager kvinder frihed

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
22. april 2026

Hvis man vil ødelægge den gode stemning i familien, skal man bare tage et spil Matador. Og hvis man skal ødelægge den gode stemning i den offentlige debat, skal man bare tale om ligestillingspolitik uden at være enig med venstrefløjen.
Det har jeg efterhånden en del erfaring med efter tre og et halvt år som ligestillingsordfører for Liberal Alliance.

Det har været tre og et halvt år midt i en af samfundets mest betændte og polariserede debatter. En arena, hvor man efterhånden skal liste sig rundt i tykke uldstrømper for ikke at træde nogen over tæerne eller blive stemplet som en fjende af fremskridtet.

Nogle vil måske løfte et øjenbryn her, da jeg bestemt ikke har været stiltiende modstander. Men tro mig. Forsigtigheden har været prioriteret højt. Og jeg er langt fra den første kvinde, der har lagt bånd på mig selv for at bevare den gode stemning.

Man har et helt begreb for det, nemlig »tend and befriend«, hvor man forsøger at afværge en trussel med venlighed og imødekommenhed. Men jeg gider ikke at gøre mig så flink og forsigtig, når truslen er så urimelig og aggressiv.
Jeg er træt af, at vi skal være bange for at forsvare den sunde fornuft og den personlige frihed. Især når det sker over for en bevægelse, der kalder sig frigørende, men som i virkeligheden gør både kvinder og mænd mindre frie.
Det er på tide, at det er bevægelsen, der skal forsvare sin ufrihedsdagsorden og blive kaldt ud på det udskammende røgslør, den i stedet ynder at forplumre debatten med.

Kvinde på den forkerte måde

Jeg kalder denne bevægelse for »det pink patriarkat«.
Det er en tendens i tiden, hvor kvinder konstant skal have at vide, at de kun er gode nok og kun er rigtigt frigjorte hvis de opfører sig efter det karrierefokuserede mandeideal.

Det pink patriarkat opererer med en ekstremt rigid og snæver målestok for, hvad et succesfuldt liv er. Det anerkender udelukkende de arenaer, der historisk set har været mandsdominerede: den stejle, ubrudte karrierestige, løncheckens bundlinje og adgangen til de bonede gulve i bestyrelseslokalerne.

Det er derfor, jeg kalder det et patriarkat, selvom det primært håndhæves af og handler om kvinder. For nu skal selve ligestillingen måles ud fra, om vi kvinder er gode nok til at være mænd. Det er vi sjældent gudskelov for det.
Det er dermed en logik, der i sin yderste konsekvens fører til statsligt dikterede kønskvoter.

Her ender vi i en situation, hvor det, man har mellem benene, bliver vigtigere end det, man har mellem ørerne. Man reducerer komplekse mennesker til kønslige kategorier i et forsøg på at opnå en matematisk 5050-fordeling i alle samfundets lag.

Men er det virkelig fremskridt? Er det frigørelse at blive valgt eller vurderet på sit køn frem for sine kompetencer?
Samtidig ser vi, hvordan nærvær, familieliv og omsorgsarbejde konsekvent devalueres. I det pink patriarkats optik er disse elementer ikke kilder til livskvalitet, men derimod systemiske byrder, som særligt kvinder anses for at være ubevidste ofre for.

Hvis man som kvinde mener og mærker, at det giver mere værdi og mening at bruge tid sammen med sine børn end at kæmpe sig vej til en toppost, dikterer denne ideologi, at man er kvinde på den helt forkerte måde.
Man »hjælper i hvert fald ikke ligestillingen« og er angiveligt »fanget« af strukturer, man ikke selv kan se.

Det er mit valg

Jeg nægter at deltage i det absurde teater. Jeg nægter at reducere mig selv – som menneske og som kvinde – til et simpelt datapunkt i et kønspolitisk Excel-ark, der skal gå op i en højere enhed for statsadministrationen.

Om jeg eller andre kvinder finder mening i at forfølge en opslidende direktørpost, i at bygge en stor familie med mange børn eller i en helt tredje livskonstellation er og bliver mit valg alene.

For de fleste af os er mening og glæde en blanding af forskellige elementer. Som det skal være. Det er selve essensen af et frit samfund, at vi har retten til at prioritere forskelligt uden at skulle stå til regnskab for en ideologisk statistik.

Men det pink patriarkat anerkender ikke denne fundamentale frihed.
Nej, frihed er udelukkende lig med resultatlighed et kollektivistisk regnestykke, hvor kvinder konstant skal optimeres til at præstere som mænd, mens mænd evigt skal korrigeres, og hvor ethvert frit valg, der skaber skævhed i en tabel, mistænkeliggøres som et demokratisk problem.

Påvirker nybagte forældre

Vi ser det måske tydeligst i spørgsmålet om barsel. Her er ideologien trådt direkte ind i hjemmet.
Når familier fordeler barslen ud fra deres egne behov, deres økonomi og deres ønsker for barnets første år, burde det være en sag for familien alene.
Men hvis fordelingen betyder, at mor tager den største del, betragtes det som noget, der skal bekæmpes politisk.

Løsningen blev en EU-forordning hvad rager det dog EU? der i ligestillingens navn har øremærket barslen med fuld opbakning i Danmark fra hele venstrefløjen og Venstre. Men hvem har bedt politikerne om at lave den fordeling for os? Det er i hvert fald ikke de nybagte forældre.

Utilfredsheden med de danske barselsregler er beviseligt vokset massivt, siden øremærkningen blev indført, hvilket blandt andet en nylig undersøgelse fra CBS har afdækket.
Det er et klassisk eksempel på, hvordan det pink patriarkat prioriterer den ideologiske vision om lighed over de faktiske menneskers ønsker om frihed.
Desværre har denne tænkning skabt en kultur, hvor især unge, ressourcestærke kvinder opfordres til at anskue deres eget liv som et stort, uoverskueligt problemkompleks, længe før voksenlivet overhovedet er begyndt.

Stop ynken, mænd

Jeg vil også knytte en kommentar til mændene. For mens det pink patriarkat dominerer den ene side af debatten, findes der en lige så ulidelig klynkefløj på den anden side.
Det er de mænd, som pr. automatik galer »hvad med os?«, hver eneste gang en udfordring for kvinder italesættes.

Til den fløj vil jeg sige: I er ikke et hak bedre end det pink patriarkat.
Hvis der eksisterer en kønnet dagsorden for mænd eksempelvis de veldokumenterede udfordringer for mange drenge i folkeskolen skal den dagsorden løftes seriøst, faktuelt og selvstændigt.

Den skal ikke bruges som et billigt point i en evig kønskamp eller som en undskyldning for at klynke over kvinders fremskridt. Tag ansvar for udfordringerne uden at forfalde til ynk.
Det pink patriarkat lever af at gøre forskelle mistænkelige og det frie valg til et problem. Men sandheden er, at ligestilling ikke handler om, at vi skal ende det samme sted eller leve vores liv på den samme måde.

Det handler om, at vi skal have de samme rettigheder til at vælge forskellige veje. Vi skal ikke have vejen banet for os eller stillet flere forhindringer op på vejen, så andre kan komme hurtigere frem end én selv.
Vi kvinder har ikke brug for statens ynk, vi har ikke brug for kvoter, og vi har ikke brug for politikere, der fortæller os, om vi må bage en kage til kontoret, boller til vores børn, eller hvordan vi skal fordele vores barsel.
Vi har brug for frihed til at være præcis de mennesker, mødre og karrierekvinder, vi ønsker at være.

Sand ligestilling handler om retten til at vælge den vej i livet, man har lyst til, ikke om at presse kvinder ned i et bestemt ideal.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 22. april 2026)

Her er Liberal Alliances nye ordførerskaber

Liberal Alliance
10. april 2026

Liberal Alliances nye folketingsgruppe har i dag fordelt ordførerskaber.
 
Fordelingen af ordførerskaber ser ud som følger:
 
Alex Vanopslagh: Partileder

Solbjørg Jakobsen: Politisk ordfører og familieordfører, ligestillingsordfører og Færøerne-ordfører

Ole Birk Olesen: Gruppeformand, finansordfører, Ordfører for ny vækst på landet (miljøordfører, fødevareordfører og ordfører for landdistrikter og øer)

Pernille Vermund: Beskæftigelsesordfører, udlændingeordfører, havordfører og kirkeordfører

Carsten Bach: Forsvarsordfører, beredskabsordfører og Grønlandsordfører

Lars-Christian Brask: Udenrigsordfører og ordfører for nordisk samarbejde

Jens Meilvang: Retsordfører og transportordfører

Katrine Daugaard: Socialordfører, § 71-ordfører og kulturordfører

Steffen Frølund: Energi- og klimaordfører og erhvervsordfører

Helena Artmann Andresen: Børne- og undervisningsordfører og dyrevelfærdsordfører

Peter Larsen: Boligordfører, indenrigsordfører og idrætsordfører

Thorbjørn Jacobsen: EU-ordfører og ældreordfører

Freja Brandhøj: Sundhedsordfører og Iværksætteriordfører

Joachim Riis: Uddannelse- og forskningsordfører, cybersikkerheds-ordfører og digitaliseringsordfører

Mads Strange Vaarby: Skatteordfører og indfødsretsordfører

 
Gruppeformand Ole Birk Olesen udtaler i forbindelse med fordelingen af de nye ordførerskaber følgende: “Vælgerne har givet Liberal Alliance det bedste folketingsvalg i partiets historie, som har resulteret i en stærk og arbejdsom folketingsgruppe bestående af nye, sultne folketingsmedlemmer såvel som velkendte profiler. Jeg glæder mig meget til at følge den nye gruppe bestride deres nye ordførerposter.”
 

Fart på dansk iværksætterkultur:
Der skal igen stiftes
100 nye danske virksomheder om dagen

Liberal Alliance
12. marts 2026

Dansk iværksætteri er i frit fald. Efter syv år med Mette Frederiksen er antallet af nystiftede virksomheder ikke bare stagneret – det er styrtdykket.

I 2018 blev der stiftet 102 nye virksomheder om dagen i Danmark. I 2025 var tallet skrumpet til bare 62 og det laveste niveau siden Danmarks Statistik begyndte at opgøre antallet af nyregistrerede virksomheder.

Imens har Mette Frederiksen høstet frugterne af tidligere reformer og indsatsen fra hæderkronede og etablerede danske virksomheder – ikke mindst Novo Nordisk – uden selv at gennemføre de reformer, der skal ruste dansk økonomi til fremtiden.

Men Danmark kan ikke leve af, at én enkelt virksomhed, stiftet for mere end 100 år siden, nærmest egenhændigt holder hånden under økonomien.

Når færre og færre danskere tager chancen og starter virksomhed, falder sandsynligheden for, at morgendagens Novo bliver stiftet i Danmark.

Kigger man over Øresund, er billedet et helt andet. Sverige har fra 2000 til 2024 skabt 31 såkaldte unicorn-virksomheder – Danmark kun 12. Og 67 procent af de danske unicorns har siden forladt landet, mod bare 6 procent af de svenske.

Det samme gælder børsmarkedet. I 2006 havde Sverige dobbelt så mange børsnoterede virksomheder som Danmark.  I 2023 var det seks gange så mange. Det danske børsmarked har stået stille i tyve år, mens det svenske er stormet frem.  Når svenskerne kan, kan vi selvfølgelig også.

Derfor sætter Liberal Alliance nu en klar målsætning:

Under en kommende blå regering skal der stiftes mindst 100 virksomheder om dagen og 1 ny børsnotering om måneden.

Sådan får Danmark igen 100 nye virksomheder om dagen:

  1. Sænk selskabsskatten til 18 pct.: Tiltaget skal gøre det mere attraktivt at drive virksomhed og samtidig øge lønningerne i Danmark med 1,5 pct. og øge BNP med 55 mia. kr.
  2. Sænk aktie- og kapitalskatter til max 34 pct.: Virksomheder skal have bedre adgang til kapital. Lavere kapitalskatter skal øge motivationen til at investere i risikosegmenter som dansk iværksætteri. I Sverige er kapitalskatten blot 30 pct.
  3. Indfør et bindende loft over erhvervsøkonomiske byrder: Bureaukrati må ikke føre til at iværksættere kaster håndklædet i ringen, før de overhovedet er kommet i gang. Tid og ressourcer skal bruges på kerneopgaven.
  4. Gør aktiesparekontoen mere attraktiv: Aktiesparekontoen skal justeres efter norsk forbillede, så flere danskere vil investere mere. Alle afkast på kontoen skal være skattefri indtil den dag, de bliver hævet. Det indskudte beløb skal ikke beskattes. Samtidig vil vi hæve indskudsgrænsen til 500.000 kr.
  5. Afskaf hele ‘skatten fra helvede’: Danmark er det eneste land i verden, der lagerbeskatter urealiserede aktiegevinster. Lagerbeskatning for porteføjeaktier skal afskaffes, så iværksættere og investorer ikke skal betale skat af penge, de ikke har tjent, men først når gevinsten realiseres.
  6. Bedre forhold for medarbejderaktier: Medarbejderaktier er et afgørende redskab for at startups og scale-ups kan tiltrække dygtige medarbejdere ved at tilbyde dem aktier. Vi vil bl.a. sikre, at ingen medarbejdere risikerer at skulle betale skat på medarbejderaktier af penge, de ikke har tjent.
  7. Hæv momsgrænsen til 80.000 kr.: I Danmark er grænsen for momsregistrering sat til 50.000 kroner i årlig omsætning, hvor den har ligget i mange år uden at blive reguleret. Ved at hæve grænsen til 80.000 kr. kommer vi på niveau med Sverige, og hjælper tusindvis af nye iværksættere med at undgå den administrative byrde mens de er helt små, så de kan fokusere på at udvikle deres virksomheder.

Alt det her er en del af vores fireårsplan for næste valgperiode, og derefter er vi klar til at gøre endnu mere.

Liberal Alliance kræver øjeblikkeligt asylstop

Liberal Alliance
8. marts 2026

Frie og åbne samfund opstår ikke af sig selv. De bygges af borgere, der deler samfundets grundlæggende værdier, og de skal forsvares for at kunne bevares. I Liberal Alliance mener vi ikke, at alle kulturer er lige gode, og indflydelse fra kulturer, der står i direkte modstrid med vores frihedsrettigheder, skal modarbejdes.
Derfor er det et stort og stadig voksende problem, at særlig asylsystemet har bragt et stort antal mennesker til Danmark, som åbenlyst abonnerer på normer, der er uforenelige med et demokratisk og liberalt samfund.

Selvom mange indvandrere bidrager positivt, står vi i dag med enorme og veldokumenterede problemer i form af bandekriminalitet, radikalisering, parallelsamfund og social kontrol. Det er en både uansvarlig og uholdbar politik, som det er nødvendigt at gøre op med.
Derfor vil Liberal Alliance afskaffe det nuværende asylsystem, der i praksis utilsigtet fungerer som et redskab for permanent migration. Formålet er at tage magten tilbage, så det er danskernes folkevalgte politikere, der suverænt sætter rammerne for, hvem der kommer til landet.

Sådan gennemfører vi asylstoppet:

Vi vil suspendere retten til spontanasyl og i store træk vende tilbage til tilstanden før den katastrofale udlændingelov af 1983. Det gør vi ad to primære spor:

– Aktivering af nødretsbestemmelser: De internationale konventioner rummer flere eksplicitte undtagelser begrundet i hensynet til den nationale sikkerhed, og situationen i både Danmark og Vesteuropa viser, at asylindvandring udgør en sikkerhedstrussel. Det er en model med fortilfælde; lande som Finland, Polen og de baltiske lande har tidligere anvendt lignende nationale sikkerhedshensyn. Dette indebærer en naturlig procesrisiko.

– Forbeholdsmodellen: Skulle internationale domstole underkende vores ret til at beskytte landets sikkerhed, er vi parate til at lade Danmark udtræde af konventionerne for derefter øjeblikkeligt at genindtræde med et specifikt forbehold for asylbehandlingen.

Fire hurtige spørgsmål om asylstoppet:

Hvad sker der med dem, der alligevel krydser grænsen?

De kan ikke søge asyl. Hvis de ikke udrejser frivilligt eller kan udsendes til et sikkert land, vil de blive betragtet som illegalt indrejste og placeret på tålt ophold (med tag over hovedet og tre daglige måltider) på et udrejsecenter. Hele incitamentet for at rejse til Danmark er udsigten til asyl og familiesammenføring. Når det fjernes, forsvinder incitamentet også.

Asyltallet er lavt lige nu – hvorfor er et asylstop nødvendigt?

Selv relativt lave årlige indrejsetal vokser sig over tid store, ikke mindst på grund af den afledte effekt af familiesammenføringer. Det er den mekanisme, der har betydet, at 50.000 personer med ikke-vestlig baggrund i 1980 er blevet til mere end 600.000 i dag. Dertil kommer, at asylstrømme kan ændre sig eksplosivt og uden varsel. I årene umiddelbart før asylkrisen i 2015 kom der relativt få til Danmark, hvorefter tallet pludselig mangedobledes. I det nuværende system har vi hverken forudsigeligheden eller kontrollen til at håndtere disse voldsomme udsving.

Er et asylstop ikke en meget radikal politik?

Nej, det er grundlæggende blot en tilbagevenden til situationen før den katastrofale udlændingelov af 1983. Det er derimod et meget nyt og historisk unikt fænomen, at man tillader et potentielt ubegrænset antal asylansøgere at rejse gennem adskillige sikre lande for at få ophold. Den hidtidige politik har de facto gjort asylansøgere til permanente indvandrere, uden at Folketinget har haft mulighed for at fastsætte et loft. Det er ikke radikalt at insistere på, at danske politikere skal bestemme, hvem der får ophold i Danmark – det er både ansvarligt og udtryk for rettidig omhu.

Risikerer vi at sende folk hjem til tortur eller død?

Nej. Vi overholder princippet om non-refoulement. Hvis det ikke lader sig gøre at afvise asylansøgere ved grænsen, og de hverken vil udrejse frivilligt eller kan overføres til et andet sikkert land, bliver de ikke tvangsudsendt til lande, hvor de er i overhængende fare. De vil i stedet blive betragtet som illegalt indrejste og anbragt på et udrejsecenter på tålt ophold, indtil en udsendelse bliver mulig, eller de selv forlader landet.

Tag din frihed alvorligt, søster

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
7. marts 2026

Jeg er rigtig glad for at være kvinde i Danmark.

Jeg kan uddanne mig, arbejde, have min egen bankkonto, starte en virksomhed, se ud som jeg har lyst, klæde mig som jeg har lyst, føde børn eller lade vær, vælge min egen partner og meget mere. Kvinder har formelt opnået ligestilling i Danmark, for der er intet i dansk lovgivning, der juridisk stiller kvinder ringere end mænd.

Jeg kan grundlæggende leve et liv, hvor min ret til at bestemme over mig selv bliver taget alvorligt. Det er i den grad værd at fejre på kvindernes internationale kampdag. Det er ikke kommet af sig selv. Det er resultatet af et samfund, der bygger på frihed, ansvar og gensidig respekt, hvor det først og fremmest er dine meritter som menneske, der betyder noget. Du skal ikke have en far, en mand, en bror eller en stat til at sige god for de ting du ønsker at opnå. Du har friheden til at træffe dine egne valg, og du må leve med konsekvenserne af dem. Det er sådan, det skal være.

Desværre findes der alligevel miljøer i Danmark, hvor de danske frihedsrettigheder ikke reelt gør sig gældende. I nogle indvandrermiljøer hersker negativ social kontrol, æresrelaterede normer og fastlåste kønsroller, som skaber parallelsamfund, hvor kvinder og piger ikke har friheden til at træffe deres egne valg. For dem er det ikke en selvfølge, selv at bestemme hvad de har på, hvor de færdes eller hvem de er sammen med. Her bliver unge kvinder presset ud af fællesskaber og udelukket fra uddannelser og arbejdsmarkedet.

Alligevel handler debatten herhjemme sjældent om de mennesker, for hvem frihed ikke er en selvfølge, og oftere om mange af de forskelle mellem kønnene vi stadig ser i praksis herhjemme. Der er nogen, der mener, at forskellene i sig selv skyldes kønsdiskrimination – personligt kan jeg ikke se meget, der tyder på det. Jeg mener, det handler om frihed. Om valgfrihed og om at mennesker prioriterer forskelligt. Nogle vælger mest mulig tid med familien, nogle mere karriere, og andre ønsker at balancere begge dele. Og ja, der findes stadig kønnede forventninger, som er svære at ændre, og som vi skal tage alvorligt. Men i Danmark er du ikke tvunget til at efterleve forventningerne til dit køn. Eller nogen som helst andre forventninger. Du har friheden til at sige nej og til at bryde med traditioner eller til at efterleve dem.

Det er derfor, at vi i Danmark ofte rammer ved siden af, når den 8. marts bliver en dag, hvor mange kalder på politiske værktøjer, som staten skal tage i brug for at skabe endnu mere ‘ligestilling’. Kønnede forskelligheder skal ikke løses med kønnet lovgivning. De forskelle vi stadig ser mellem mænd og kvinder i Danmark, handler i høj grad om kultur og personlige valg. Om hvordan vi møder hinanden, og hvad vi forventer af hinanden. Så kan man godt mene, at kulturen skal ændres, eller at danske kvinder bør træffe nogle andre valg. Det er din frihed at have den holdning, ligesom det er din frihed at træffe de valg, der passer bedst til dig. Dét, der ikke er din frihed, er at tvinge andre til at træffe nogle bestemte valg gennem lovgivning.

Det er nok det, der er forskellen på den autoritære og den liberale ligestilling. Den autoritære ligestilling ønsker at styre mennesker hen mod et bestemt politisk mål. Den liberale insisterer på, at ligestilling først og fremmest handler om friheden til at vælge selv. Og netop derfor er det så ærgerligt, når kvinders frihed bliver et spørgsmål om blokpolitik. I Danmark er vi alle sammen enige om det grundlæggende: Både kvinder og mænd er myndige mennesker, hvis frie valg skal respekteres. Her er der ingen etablerede politiske kræfter, der gerne vil begrænse det fundamentale frie valg – måske med undtagelse af dem, der insisterer på en tvangsfordelt barsel mellem mor og far og måltal og kvoter for kønssammensætningen i fx virksomheder. Så er vi kvinder puttet i en kasse og er ikke længere bare mennesker, men det svagere køn, der skal beskyttes og guides af statslige påbud.

Og så er vi jo på en løjerlig måde endt med at bruge samme logik, som man bruger til at undertrykke kvinder i andre dele af verden – nemlig at kvinder ikke kan det samme som mænd. Det er jo derhen, vi i verdens måske mest ligestillede land bør rette blikket: Der hvor frihed ikke er en selvfølge, men noget der stadig skal kæmpes for. Vi skal være glade for, at vi har skabt et samfund fyldt med frihed og frit valg. Og netop med den frihed følger også et ansvar for at insistere på, at den mest præsente kvindekamp ikke længere foregår i Danmark.

Mens du læser det her, kæmper iranerne mod et præstestyre, hvor undertrykkelse og kontrol er et vilkår i hverdagen. Ingen er for alvor frie, og kvinder er mest ufrie i et system, der bygger på religiøs tvang og frygt. Det blev tydeligt for hele verden i 2022, da Jina Mahsa Amini døde i moralpolitiets varetægt efter at være blevet anholdt for sin påklædning. Siden da har protesterne og oprøret levet under ordene “Kvinde. Liv. Frihed.”, og svaret fra regimet har været brutalt. Ikke nok med at hundredvis af demonstranter er blevet dræbt, tortureret og mishandlet, så beskriver Amnesty International også, hvordan regimet har strammet grebet om kvinder yderligere. Moralpolitiet hersker stadig og kvinder, der ikke retter ind efter kravet om tilsløring, bliver nu straffet og undertrykt på flere nye måder, der spænder fra begrænsninger i adgangen til sundhedsvæsenet til nedværdigende straffe som at skulle vaske lig.

I Iran er pointen ikke, om kvinder “vælger rigtigt”. Pointen er, at de slet ikke får lov at vælge. Og det er præcis her, frihed bliver målestokken for ligestilling: I et frit samfund kan du både vælge at bryde med normer eller at efterleve dem. I et ufrit samfund bliver normerne håndhævet med straf, og retten til at træffe dine egne beslutninger er noget, du må kæmpe for. Det er de kampe, 8. marts bør handle om. Ikke fordi vi ikke også må tale om ligestilling i Danmark, men fordi der er forskel på at diskutere forskelle mellem kønnene i et frit land og på at mangle frihed helt grundlæggende. Kvindernes internationale kampdag skal handle om de kvinder, der ikke har de basale frihedsrettigheder – ikke os, der har alle muligheder for at forme vores egen skæbne.

Desværre har vi jo de sidste årtier fået noget, der ligner små lommer af Mellemøsten her i Danmark. Det er her, den vigtigste kvindekamp står i Danmark. I Danmark gælder friheden til selv at bestemme også for kvinder, der er født i hjem med andre normer. Det må aldrig blive et stigma at sige højt, og vi må aldrig blive tolerante over for ufrihed forklædt som kultur. Man kan ikke kæmpe for kvinders rettigheder og samtidig benægte eller forklejne problemerne med mellemøstlig indvandring eller modarbejde, at vi gør noget ved dem.

Så længe vi stadig har medsøstre i vores eget land, der ikke selv bestemmer over deres tøj, uddannelse, partnervalg, ja, hele deres liv, så er vi ikke i mål. Men det kommer vi heller ikke, når kvindesagen skal handle mere om lønstatistikker end om basale frihedsrettigheder.
Glædelig kampdag. Tag din frihed alvorligt og brug den.

Udlændingepolitik bør også handle om kvinders frihed i Danmark

Sandra Elisabeth Skalvig & Katrine Daugaard
10. februar 2026

Venstrefløjen, Moderaterne og De Radikale ønsker en mere lempelig udlændingepolitik. Det samme gør arbejdsgiverne, der peger på, at vi skal se på udlændinge som arbejdskraft. Men så enkel er verden naturligvis ikke. For når der kommer mange nye borgere til landet, der har et helt andet kvindesyn end det, vi har fremelsket i Danmark gennem århundreder, ændrer det også på kvinders helt almindelige frihed, tryghed og livsudfoldelse i Danmark.

Helt konkret er det sådan, at mellem 80 og 90 procent af beboerne på det mest topsikrede krisecenter i Danmark gennem 20 år, RED Center – Safehouse & Krisecenter, kommer fra MENAPT-lande. Kvinder fra Mellemøsten, Nordafrika, Afghanistan, Pakistan og Tyrkiet udgør altså den helt store andel af de mest truede kvinder i Danmark. De mænd, der truer disse kvinder, er ikke etnisk danske mænd. Det er mænd, der har den samme etniske baggrund som de truede kvinder.

Det er et spørgsmål om kultur. Ser man på for eksempel Afghanistan, er det et af de absolut værste steder i verden at være kvinde. Piger og kvinder er udsat for en uddannelsesblokade, og piger må ikke gå i skole, efter de er omkring 12 år. Kvinder må ikke færdes frit mange steder i det offentlige rum, og der er strenge regler for tildækning. Kvinder, der udsættes for vold og overgreb, har meget få juridiske muligheder for retfærdighed og beskyttelse.

I Pakistan er kvinder i høj grad underlagt patriarkalske normer, og mange kvinder har begrænset beslutningskraft over deres egne liv. Der er udbredt vold mod kvinder i hjemmet, og æresdrab og social kontrol er et vilkår for alt for mange. Undertrykkelse og risiko for seksuel vold ligger som en latent trussel over mange kvinders liv i Pakistan. I et land som Syrien kriminaliserer man ikke voldtægt inden for ægteskabet, og der er en udbredt forståelse af, at mænd kan »disciplinere« kvindelige familiemedlemmer. Kvinders juridiske stilling er dårlig set i forhold til for eksempel forældremyndighed og skilsmisse. I Bangladesh – som er et af de lande, Danmark har modtaget tusindvis af migranter fra i de seneste år – lever kvinder i en af de mest patriarkalske kulturer i verden. Kvinder bliver ofte gift, mens de er helt unge, og børneægteskaber er udbredt, selv om loven er imod det. Piger og kvinder bliver ofte dårligere uddannet end mænd, og partnervold er udbredt og fører alt for ofte ikke til dom.

I Danmark har vi nogle gange haft den naive forestilling, at mennesker efterlader deres kulturelle normer og adfærd i lufthavnen, når de lander i Kastrup. Det er naturligvis ikke tilfældet. Derfor har indvandring fra lande med dårlige vilkår og rettigheder for kvinder også direkte indflydelse på kvinders liv i Danmark. Der er en tydelig overrepræsentation i forhold til voldskriminalitet begået af indvandrere fra MENAPT-lande, og fænomener som »æresdrab«, »social kontrol« og tildækning af kvinder er noget, der er kommet til som følge af indvandring fra disse lande. I sig selv er det ikke overraskende. Det overraskende er snarere, at vi ikke tager højde for det.

Brian Mikkelsen, der er direktør i Dansk Erhverv, udtalte for nylig, at han var »bekymret for en højredrejning på udlændingeområdet«, og han huskede os på, at vi har brug for arbejdskraft i Danmark. Det er vi klar over. Vi gør blot opmærksom på, at fremtiden for vores døtre (og for vores sønner) ikke kun handler om arbejdsudbud, men også om den virkelighed, som de møder, når de begiver sig ud på uddannelser, på arbejdspladser og i nattelivet. Vi er helt med på, at der er borgere i Danmark fra MENAPT-lande, der ikke udøver social kontrol over kvinder, og som respekterer vores ligestillingskultur. Nogle af dem er vores venner og bekendte. Men når der laves udlændingepolitik, bliver man nødt til at forholde sig til de samlede effekter af bestemte typer af indvandring.

Når en person fra for eksempel Bangladesh søger om studietilladelse i Danmark, forholder man sig jo ikke til, hvad denne person mener om kvinders rettigheder, men der er en vis sandsynlighed for, at der flytter helt andre holdninger til kvinder og ligestilling med. Vi mener derfor, at vi bør føre en udlændingepolitik, der skruer helt ned for indvandring fra de lande, som vi har dårlige erfaringer med, og som vi ved har kulturer, der ikke udviser respekt for kvinders værdighed og rettigheder. For samlet set vil fortsat indvandring fra lande, hvor der er en beskeden respekt for kvinder, afspejle sig i dårligere livsvilkår for kvinder i Danmark.

Faktisk forstår vi ikke en lyd af, at partier fra venstrefløjen og midterpartierne kan være så kulturblinde, at de ikke kan se, at vi må have en udlændingepolitik i Danmark, der også forholder sig til kvinders liv og frihed i praksis. For nylig lagde kvindelige politikere fra Enhedslisten en video ud, hvor de bakker op om kurdiske kvinders kamp mod islamister, der på den mest brutale vis undertrykker kvinder i Mellemøsten. Desværre overfører venstrefløjen ikke samme logik til Danmark, hvor de gladeligt uddeler opholdsgrundlag og statsborgerskab til personer, der viderefører en kvindeundertrykkende kultur.

Vi har et godt samfund for begge køn i Danmark. Vi kan diskutere »mental load« og marginale lønforskelle, men grundlæggende har vi en stærk ligestillingskultur. Denne kultur skal vi passe på, så vores piger kan arve de samme rettigheder, som vi selv har nydt godt af.

Sandra Skalvig er MF, Katrine Daugaard er MF, Merete Riisager er folketingskandidat og tidligere MF, Karen West er bestyrelsesmedlem i LA København, Joanne Bywater er medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Charlotte Nellemann er bestyrelsesmedlem i LA København og folketingskandidat, Anna Lorentzen er medlem af LAU, Ida Werner Larsen er medlem af LAU, og Louise Siv Ebbesen er folketingskandidat. Alle for Liberal Alliance.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 10. februar 2026)

En papirstynd liberalisme

Alex Vanopslagh
17. januar 2026

Martin Krasniks nytårsessay om liberalismens påståede krise rummer mellem mange gode betragtninger om verden desværre også fundamentale misforståelser af såvel liberalisme som konservatisme. Krasniks kort over det borgerlige landskab har en brusende flod, som skiller det liberale og det konservative ad.

Billedsproget udelukker, at man kan have fodfæste på begge bredder samtidig, og floden kan tydeligvis ikke krydses uden fare for både våde sokker og bortskyllet værdighed. Antydningen er klart, at man bør forblive ovre på venstre bred med de gode, de fromme og ikke mindst vores fine institutioner, og ikke krydse floden over til »den mere mudrede modsatte bred«, hvor skumle typer som Trump, Orbán og andre bussebøhmænd holder til.

Det er med udgangspunkt heri, at Krasnik ikke mindst kritiserer mit partis holdninger til udlændingepolitik generelt og åbenhed over for at forlade visse konventioner i særdeleshed. Det stammer ikke mindst fra Krasniks insisteren på, at det er institutioner og konventioner, som de ser ud i dag, som er det reelle fundament for en liberal samfundsorden.

SÅ SÅRE ENKLE er tingene ikke. Et samfund (for) bliver ikke liberalt og åbent alene ved at have en solid retsstat, stærke frihedsrettigheder og en tilstrækkeligt fri markedsøkonomi. Et samfund skal udover liberale institutioner også have den rette kultur med myndige borgere, som føler sig forpligtede på friheden og på samfundet i al almindelighed.

I Krasniks politiske verdensbillede eksisterer mennesker ikke som handlende subjekter, kun som modtagere af institutioners nåde eller ofre for eventuelle rettighedsbrud. Men hvis menneskene ikke er liberale, kan det være fuldstændig ligemeget, hvad der står på de stykker papir, som Krasnik fæster sin lid til.

Det får også Krasnik til at overse, at de liberale principper i lige så høj grad kan krænkes af mennesker som af systemet. Når vi eksempelvis taler om, at ytringsfriheden er truet i sagen om muhammedtegningerne, er det jo ikke, fordi folk risikerer at blive arresteret af systemet, når de »krænker« islamiske dogmer (med undtagelse af den infame koranlov, som SVM-regeringen har indført). Det er, fordi mennesker risikerer at blive angrebet eller decideret dræbt af andre mennesker her i landet, som på eget initiativ krænker ytringsfriheden.

TAGER MAN UDGANGSPUNKT i, at et liberalt samfund forudsætter liberale mennesker, er en udlændingepolitik, der vil begrænse tilstrømningen af ikkeliberale mennesker til Danmark, ikke bare en pragmatisk indrømmelse, men indlysende rigtig. Når vi lægger dertil, at det danske folkestyre bygger på en særlig dansk ansvars- og tillidskultur, som selv mange liberale lande ikke deler, tørrer Krasniks flod gevaldigt ind og efterlader ikke meget andet end en lille mudderpøl eller to, som selv et par ankelhøje Blundstone-støvler kan klare.

Jeg forstår heller ikke, at Krasnik behandler konventionerne som en art guddommelige åbenbaringer. For brugen af dem har jo netop ændret sig radikalt, siden de blev indført. Tag retten til familieliv, der blev udformet i kontekst af modbydelige forbrydelser begået af Nazityskland, hvor familier blev revet itu i deportationer til udryddelseslejre. I dag bruges den til at forhindre udvisning af mordere og voldtægtsforbrydere fra Danmark. Vi kan også se på retten til asyl, som ikke mindst blev indført i skam over, at mange af Nazitysklands nabolande, inklusive Danmark, tog imod meget få mennesker, som flygtede fra nazisternes forfølgelse. Det er nu ændret til en ret til groft sagt at rejse flere tusind kilometer gennem utallige sikre lande og få offentlig forsørgelse i Europa.

(Indlæg bragt i Weekendavisen d. 17. januar 2026)