Fart på dansk iværksætterkultur:
Der skal igen stiftes
100 nye danske virksomheder om dagen

Liberal Alliance
12. marts 2026

Dansk iværksætteri er i frit fald. Efter syv år med Mette Frederiksen er antallet af nystiftede virksomheder ikke bare stagneret – det er styrtdykket.

I 2018 blev der stiftet 102 nye virksomheder om dagen i Danmark. I 2025 var tallet skrumpet til bare 62 og det laveste niveau siden Danmarks Statistik begyndte at opgøre antallet af nyregistrerede virksomheder.

Imens har Mette Frederiksen høstet frugterne af tidligere reformer og indsatsen fra hæderkronede og etablerede danske virksomheder – ikke mindst Novo Nordisk – uden selv at gennemføre de reformer, der skal ruste dansk økonomi til fremtiden.

Men Danmark kan ikke leve af, at én enkelt virksomhed, stiftet for mere end 100 år siden, nærmest egenhændigt holder hånden under økonomien.

Når færre og færre danskere tager chancen og starter virksomhed, falder sandsynligheden for, at morgendagens Novo bliver stiftet i Danmark.

Kigger man over Øresund, er billedet et helt andet. Sverige har fra 2000 til 2024 skabt 31 såkaldte unicorn-virksomheder – Danmark kun 12. Og 67 procent af de danske unicorns har siden forladt landet, mod bare 6 procent af de svenske.

Det samme gælder børsmarkedet. I 2006 havde Sverige dobbelt så mange børsnoterede virksomheder som Danmark.  I 2023 var det seks gange så mange. Det danske børsmarked har stået stille i tyve år, mens det svenske er stormet frem.  Når svenskerne kan, kan vi selvfølgelig også.

Derfor sætter Liberal Alliance nu en klar målsætning:

Under en kommende blå regering skal der stiftes mindst 100 virksomheder om dagen og 1 ny børsnotering om måneden.

Sådan får Danmark igen 100 nye virksomheder om dagen:

  1. Sænk selskabsskatten til 18 pct.: Tiltaget skal gøre det mere attraktivt at drive virksomhed og samtidig øge lønningerne i Danmark med 1,5 pct. og øge BNP med 55 mia. kr.
  2. Sænk aktie- og kapitalskatter til max 34 pct.: Virksomheder skal have bedre adgang til kapital. Lavere kapitalskatter skal øge motivationen til at investere i risikosegmenter som dansk iværksætteri. I Sverige er kapitalskatten blot 30 pct.
  3. Indfør et bindende loft over erhvervsøkonomiske byrder: Bureaukrati må ikke føre til at iværksættere kaster håndklædet i ringen, før de overhovedet er kommet i gang. Tid og ressourcer skal bruges på kerneopgaven.
  4. Gør aktiesparekontoen mere attraktiv: Aktiesparekontoen skal justeres efter norsk forbillede, så flere danskere vil investere mere. Alle afkast på kontoen skal være skattefri indtil den dag, de bliver hævet. Det indskudte beløb skal ikke beskattes. Samtidig vil vi hæve indskudsgrænsen til 500.000 kr.
  5. Afskaf hele ‘skatten fra helvede’: Danmark er det eneste land i verden, der lagerbeskatter urealiserede aktiegevinster. Lagerbeskatning for porteføjeaktier skal afskaffes, så iværksættere og investorer ikke skal betale skat af penge, de ikke har tjent, men først når gevinsten realiseres.
  6. Bedre forhold for medarbejderaktier: Medarbejderaktier er et afgørende redskab for at startups og scale-ups kan tiltrække dygtige medarbejdere ved at tilbyde dem aktier. Vi vil bl.a. sikre, at ingen medarbejdere risikerer at skulle betale skat på medarbejderaktier af penge, de ikke har tjent.
  7. Hæv momsgrænsen til 80.000 kr.: I Danmark er grænsen for momsregistrering sat til 50.000 kroner i årlig omsætning, hvor den har ligget i mange år uden at blive reguleret. Ved at hæve grænsen til 80.000 kr. kommer vi på niveau med Sverige, og hjælper tusindvis af nye iværksættere med at undgå den administrative byrde mens de er helt små, så de kan fokusere på at udvikle deres virksomheder.

Alt det her er en del af vores fireårsplan for næste valgperiode, og derefter er vi klar til at gøre endnu mere.

Liberal Alliance kræver øjeblikkeligt asylstop

Liberal Alliance
8. marts 2026

Frie og åbne samfund opstår ikke af sig selv. De bygges af borgere, der deler samfundets grundlæggende værdier, og de skal forsvares for at kunne bevares. I Liberal Alliance mener vi ikke, at alle kulturer er lige gode, og indflydelse fra kulturer, der står i direkte modstrid med vores frihedsrettigheder, skal modarbejdes.
Derfor er det et stort og stadig voksende problem, at særlig asylsystemet har bragt et stort antal mennesker til Danmark, som åbenlyst abonnerer på normer, der er uforenelige med et demokratisk og liberalt samfund.

Selvom mange indvandrere bidrager positivt, står vi i dag med enorme og veldokumenterede problemer i form af bandekriminalitet, radikalisering, parallelsamfund og social kontrol. Det er en både uansvarlig og uholdbar politik, som det er nødvendigt at gøre op med.
Derfor vil Liberal Alliance afskaffe det nuværende asylsystem, der i praksis utilsigtet fungerer som et redskab for permanent migration. Formålet er at tage magten tilbage, så det er danskernes folkevalgte politikere, der suverænt sætter rammerne for, hvem der kommer til landet.

Sådan gennemfører vi asylstoppet:

Vi vil suspendere retten til spontanasyl og i store træk vende tilbage til tilstanden før den katastrofale udlændingelov af 1983. Det gør vi ad to primære spor:

– Aktivering af nødretsbestemmelser: De internationale konventioner rummer flere eksplicitte undtagelser begrundet i hensynet til den nationale sikkerhed, og situationen i både Danmark og Vesteuropa viser, at asylindvandring udgør en sikkerhedstrussel. Det er en model med fortilfælde; lande som Finland, Polen og de baltiske lande har tidligere anvendt lignende nationale sikkerhedshensyn. Dette indebærer en naturlig procesrisiko.

– Forbeholdsmodellen: Skulle internationale domstole underkende vores ret til at beskytte landets sikkerhed, er vi parate til at lade Danmark udtræde af konventionerne for derefter øjeblikkeligt at genindtræde med et specifikt forbehold for asylbehandlingen.

Fire hurtige spørgsmål om asylstoppet:

Hvad sker der med dem, der alligevel krydser grænsen?

De kan ikke søge asyl. Hvis de ikke udrejser frivilligt eller kan udsendes til et sikkert land, vil de blive betragtet som illegalt indrejste og placeret på tålt ophold (med tag over hovedet og tre daglige måltider) på et udrejsecenter. Hele incitamentet for at rejse til Danmark er udsigten til asyl og familiesammenføring. Når det fjernes, forsvinder incitamentet også.

Asyltallet er lavt lige nu – hvorfor er et asylstop nødvendigt?

Selv relativt lave årlige indrejsetal vokser sig over tid store, ikke mindst på grund af den afledte effekt af familiesammenføringer. Det er den mekanisme, der har betydet, at 50.000 personer med ikke-vestlig baggrund i 1980 er blevet til mere end 600.000 i dag. Dertil kommer, at asylstrømme kan ændre sig eksplosivt og uden varsel. I årene umiddelbart før asylkrisen i 2015 kom der relativt få til Danmark, hvorefter tallet pludselig mangedobledes. I det nuværende system har vi hverken forudsigeligheden eller kontrollen til at håndtere disse voldsomme udsving.

Er et asylstop ikke en meget radikal politik?

Nej, det er grundlæggende blot en tilbagevenden til situationen før den katastrofale udlændingelov af 1983. Det er derimod et meget nyt og historisk unikt fænomen, at man tillader et potentielt ubegrænset antal asylansøgere at rejse gennem adskillige sikre lande for at få ophold. Den hidtidige politik har de facto gjort asylansøgere til permanente indvandrere, uden at Folketinget har haft mulighed for at fastsætte et loft. Det er ikke radikalt at insistere på, at danske politikere skal bestemme, hvem der får ophold i Danmark – det er både ansvarligt og udtryk for rettidig omhu.

Risikerer vi at sende folk hjem til tortur eller død?

Nej. Vi overholder princippet om non-refoulement. Hvis det ikke lader sig gøre at afvise asylansøgere ved grænsen, og de hverken vil udrejse frivilligt eller kan overføres til et andet sikkert land, bliver de ikke tvangsudsendt til lande, hvor de er i overhængende fare. De vil i stedet blive betragtet som illegalt indrejste og anbragt på et udrejsecenter på tålt ophold, indtil en udsendelse bliver mulig, eller de selv forlader landet.

Tag din frihed alvorligt, søster

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
7. marts 2026

Jeg er rigtig glad for at være kvinde i Danmark.

Jeg kan uddanne mig, arbejde, have min egen bankkonto, starte en virksomhed, se ud som jeg har lyst, klæde mig som jeg har lyst, føde børn eller lade vær, vælge min egen partner og meget mere. Kvinder har formelt opnået ligestilling i Danmark, for der er intet i dansk lovgivning, der juridisk stiller kvinder ringere end mænd.

Jeg kan grundlæggende leve et liv, hvor min ret til at bestemme over mig selv bliver taget alvorligt. Det er i den grad værd at fejre på kvindernes internationale kampdag. Det er ikke kommet af sig selv. Det er resultatet af et samfund, der bygger på frihed, ansvar og gensidig respekt, hvor det først og fremmest er dine meritter som menneske, der betyder noget. Du skal ikke have en far, en mand, en bror eller en stat til at sige god for de ting du ønsker at opnå. Du har friheden til at træffe dine egne valg, og du må leve med konsekvenserne af dem. Det er sådan, det skal være.

Desværre findes der alligevel miljøer i Danmark, hvor de danske frihedsrettigheder ikke reelt gør sig gældende. I nogle indvandrermiljøer hersker negativ social kontrol, æresrelaterede normer og fastlåste kønsroller, som skaber parallelsamfund, hvor kvinder og piger ikke har friheden til at træffe deres egne valg. For dem er det ikke en selvfølge, selv at bestemme hvad de har på, hvor de færdes eller hvem de er sammen med. Her bliver unge kvinder presset ud af fællesskaber og udelukket fra uddannelser og arbejdsmarkedet.

Alligevel handler debatten herhjemme sjældent om de mennesker, for hvem frihed ikke er en selvfølge, og oftere om mange af de forskelle mellem kønnene vi stadig ser i praksis herhjemme. Der er nogen, der mener, at forskellene i sig selv skyldes kønsdiskrimination – personligt kan jeg ikke se meget, der tyder på det. Jeg mener, det handler om frihed. Om valgfrihed og om at mennesker prioriterer forskelligt. Nogle vælger mest mulig tid med familien, nogle mere karriere, og andre ønsker at balancere begge dele. Og ja, der findes stadig kønnede forventninger, som er svære at ændre, og som vi skal tage alvorligt. Men i Danmark er du ikke tvunget til at efterleve forventningerne til dit køn. Eller nogen som helst andre forventninger. Du har friheden til at sige nej og til at bryde med traditioner eller til at efterleve dem.

Det er derfor, at vi i Danmark ofte rammer ved siden af, når den 8. marts bliver en dag, hvor mange kalder på politiske værktøjer, som staten skal tage i brug for at skabe endnu mere ‘ligestilling’. Kønnede forskelligheder skal ikke løses med kønnet lovgivning. De forskelle vi stadig ser mellem mænd og kvinder i Danmark, handler i høj grad om kultur og personlige valg. Om hvordan vi møder hinanden, og hvad vi forventer af hinanden. Så kan man godt mene, at kulturen skal ændres, eller at danske kvinder bør træffe nogle andre valg. Det er din frihed at have den holdning, ligesom det er din frihed at træffe de valg, der passer bedst til dig. Dét, der ikke er din frihed, er at tvinge andre til at træffe nogle bestemte valg gennem lovgivning.

Det er nok det, der er forskellen på den autoritære og den liberale ligestilling. Den autoritære ligestilling ønsker at styre mennesker hen mod et bestemt politisk mål. Den liberale insisterer på, at ligestilling først og fremmest handler om friheden til at vælge selv. Og netop derfor er det så ærgerligt, når kvinders frihed bliver et spørgsmål om blokpolitik. I Danmark er vi alle sammen enige om det grundlæggende: Både kvinder og mænd er myndige mennesker, hvis frie valg skal respekteres. Her er der ingen etablerede politiske kræfter, der gerne vil begrænse det fundamentale frie valg – måske med undtagelse af dem, der insisterer på en tvangsfordelt barsel mellem mor og far og måltal og kvoter for kønssammensætningen i fx virksomheder. Så er vi kvinder puttet i en kasse og er ikke længere bare mennesker, men det svagere køn, der skal beskyttes og guides af statslige påbud.

Og så er vi jo på en løjerlig måde endt med at bruge samme logik, som man bruger til at undertrykke kvinder i andre dele af verden – nemlig at kvinder ikke kan det samme som mænd. Det er jo derhen, vi i verdens måske mest ligestillede land bør rette blikket: Der hvor frihed ikke er en selvfølge, men noget der stadig skal kæmpes for. Vi skal være glade for, at vi har skabt et samfund fyldt med frihed og frit valg. Og netop med den frihed følger også et ansvar for at insistere på, at den mest præsente kvindekamp ikke længere foregår i Danmark.

Mens du læser det her, kæmper iranerne mod et præstestyre, hvor undertrykkelse og kontrol er et vilkår i hverdagen. Ingen er for alvor frie, og kvinder er mest ufrie i et system, der bygger på religiøs tvang og frygt. Det blev tydeligt for hele verden i 2022, da Jina Mahsa Amini døde i moralpolitiets varetægt efter at være blevet anholdt for sin påklædning. Siden da har protesterne og oprøret levet under ordene “Kvinde. Liv. Frihed.”, og svaret fra regimet har været brutalt. Ikke nok med at hundredvis af demonstranter er blevet dræbt, tortureret og mishandlet, så beskriver Amnesty International også, hvordan regimet har strammet grebet om kvinder yderligere. Moralpolitiet hersker stadig og kvinder, der ikke retter ind efter kravet om tilsløring, bliver nu straffet og undertrykt på flere nye måder, der spænder fra begrænsninger i adgangen til sundhedsvæsenet til nedværdigende straffe som at skulle vaske lig.

I Iran er pointen ikke, om kvinder “vælger rigtigt”. Pointen er, at de slet ikke får lov at vælge. Og det er præcis her, frihed bliver målestokken for ligestilling: I et frit samfund kan du både vælge at bryde med normer eller at efterleve dem. I et ufrit samfund bliver normerne håndhævet med straf, og retten til at træffe dine egne beslutninger er noget, du må kæmpe for. Det er de kampe, 8. marts bør handle om. Ikke fordi vi ikke også må tale om ligestilling i Danmark, men fordi der er forskel på at diskutere forskelle mellem kønnene i et frit land og på at mangle frihed helt grundlæggende. Kvindernes internationale kampdag skal handle om de kvinder, der ikke har de basale frihedsrettigheder – ikke os, der har alle muligheder for at forme vores egen skæbne.

Desværre har vi jo de sidste årtier fået noget, der ligner små lommer af Mellemøsten her i Danmark. Det er her, den vigtigste kvindekamp står i Danmark. I Danmark gælder friheden til selv at bestemme også for kvinder, der er født i hjem med andre normer. Det må aldrig blive et stigma at sige højt, og vi må aldrig blive tolerante over for ufrihed forklædt som kultur. Man kan ikke kæmpe for kvinders rettigheder og samtidig benægte eller forklejne problemerne med mellemøstlig indvandring eller modarbejde, at vi gør noget ved dem.

Så længe vi stadig har medsøstre i vores eget land, der ikke selv bestemmer over deres tøj, uddannelse, partnervalg, ja, hele deres liv, så er vi ikke i mål. Men det kommer vi heller ikke, når kvindesagen skal handle mere om lønstatistikker end om basale frihedsrettigheder.
Glædelig kampdag. Tag din frihed alvorligt og brug den.

Udlændingepolitik bør også handle om kvinders frihed i Danmark

Sandra Elisabeth Skalvig & Katrine Daugaard
10. februar 2026

Venstrefløjen, Moderaterne og De Radikale ønsker en mere lempelig udlændingepolitik. Det samme gør arbejdsgiverne, der peger på, at vi skal se på udlændinge som arbejdskraft. Men så enkel er verden naturligvis ikke. For når der kommer mange nye borgere til landet, der har et helt andet kvindesyn end det, vi har fremelsket i Danmark gennem århundreder, ændrer det også på kvinders helt almindelige frihed, tryghed og livsudfoldelse i Danmark.

Helt konkret er det sådan, at mellem 80 og 90 procent af beboerne på det mest topsikrede krisecenter i Danmark gennem 20 år, RED Center – Safehouse & Krisecenter, kommer fra MENAPT-lande. Kvinder fra Mellemøsten, Nordafrika, Afghanistan, Pakistan og Tyrkiet udgør altså den helt store andel af de mest truede kvinder i Danmark. De mænd, der truer disse kvinder, er ikke etnisk danske mænd. Det er mænd, der har den samme etniske baggrund som de truede kvinder.

Det er et spørgsmål om kultur. Ser man på for eksempel Afghanistan, er det et af de absolut værste steder i verden at være kvinde. Piger og kvinder er udsat for en uddannelsesblokade, og piger må ikke gå i skole, efter de er omkring 12 år. Kvinder må ikke færdes frit mange steder i det offentlige rum, og der er strenge regler for tildækning. Kvinder, der udsættes for vold og overgreb, har meget få juridiske muligheder for retfærdighed og beskyttelse.

I Pakistan er kvinder i høj grad underlagt patriarkalske normer, og mange kvinder har begrænset beslutningskraft over deres egne liv. Der er udbredt vold mod kvinder i hjemmet, og æresdrab og social kontrol er et vilkår for alt for mange. Undertrykkelse og risiko for seksuel vold ligger som en latent trussel over mange kvinders liv i Pakistan. I et land som Syrien kriminaliserer man ikke voldtægt inden for ægteskabet, og der er en udbredt forståelse af, at mænd kan »disciplinere« kvindelige familiemedlemmer. Kvinders juridiske stilling er dårlig set i forhold til for eksempel forældremyndighed og skilsmisse. I Bangladesh – som er et af de lande, Danmark har modtaget tusindvis af migranter fra i de seneste år – lever kvinder i en af de mest patriarkalske kulturer i verden. Kvinder bliver ofte gift, mens de er helt unge, og børneægteskaber er udbredt, selv om loven er imod det. Piger og kvinder bliver ofte dårligere uddannet end mænd, og partnervold er udbredt og fører alt for ofte ikke til dom.

I Danmark har vi nogle gange haft den naive forestilling, at mennesker efterlader deres kulturelle normer og adfærd i lufthavnen, når de lander i Kastrup. Det er naturligvis ikke tilfældet. Derfor har indvandring fra lande med dårlige vilkår og rettigheder for kvinder også direkte indflydelse på kvinders liv i Danmark. Der er en tydelig overrepræsentation i forhold til voldskriminalitet begået af indvandrere fra MENAPT-lande, og fænomener som »æresdrab«, »social kontrol« og tildækning af kvinder er noget, der er kommet til som følge af indvandring fra disse lande. I sig selv er det ikke overraskende. Det overraskende er snarere, at vi ikke tager højde for det.

Brian Mikkelsen, der er direktør i Dansk Erhverv, udtalte for nylig, at han var »bekymret for en højredrejning på udlændingeområdet«, og han huskede os på, at vi har brug for arbejdskraft i Danmark. Det er vi klar over. Vi gør blot opmærksom på, at fremtiden for vores døtre (og for vores sønner) ikke kun handler om arbejdsudbud, men også om den virkelighed, som de møder, når de begiver sig ud på uddannelser, på arbejdspladser og i nattelivet. Vi er helt med på, at der er borgere i Danmark fra MENAPT-lande, der ikke udøver social kontrol over kvinder, og som respekterer vores ligestillingskultur. Nogle af dem er vores venner og bekendte. Men når der laves udlændingepolitik, bliver man nødt til at forholde sig til de samlede effekter af bestemte typer af indvandring.

Når en person fra for eksempel Bangladesh søger om studietilladelse i Danmark, forholder man sig jo ikke til, hvad denne person mener om kvinders rettigheder, men der er en vis sandsynlighed for, at der flytter helt andre holdninger til kvinder og ligestilling med. Vi mener derfor, at vi bør føre en udlændingepolitik, der skruer helt ned for indvandring fra de lande, som vi har dårlige erfaringer med, og som vi ved har kulturer, der ikke udviser respekt for kvinders værdighed og rettigheder. For samlet set vil fortsat indvandring fra lande, hvor der er en beskeden respekt for kvinder, afspejle sig i dårligere livsvilkår for kvinder i Danmark.

Faktisk forstår vi ikke en lyd af, at partier fra venstrefløjen og midterpartierne kan være så kulturblinde, at de ikke kan se, at vi må have en udlændingepolitik i Danmark, der også forholder sig til kvinders liv og frihed i praksis. For nylig lagde kvindelige politikere fra Enhedslisten en video ud, hvor de bakker op om kurdiske kvinders kamp mod islamister, der på den mest brutale vis undertrykker kvinder i Mellemøsten. Desværre overfører venstrefløjen ikke samme logik til Danmark, hvor de gladeligt uddeler opholdsgrundlag og statsborgerskab til personer, der viderefører en kvindeundertrykkende kultur.

Vi har et godt samfund for begge køn i Danmark. Vi kan diskutere »mental load« og marginale lønforskelle, men grundlæggende har vi en stærk ligestillingskultur. Denne kultur skal vi passe på, så vores piger kan arve de samme rettigheder, som vi selv har nydt godt af.

Sandra Skalvig er MF, Katrine Daugaard er MF, Merete Riisager er folketingskandidat og tidligere MF, Karen West er bestyrelsesmedlem i LA København, Joanne Bywater er medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Charlotte Nellemann er bestyrelsesmedlem i LA København og folketingskandidat, Anna Lorentzen er medlem af LAU, Ida Werner Larsen er medlem af LAU, og Louise Siv Ebbesen er folketingskandidat. Alle for Liberal Alliance.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 10. februar 2026)

En papirstynd liberalisme

Alex Vanopslagh
17. januar 2026

Martin Krasniks nytårsessay om liberalismens påståede krise rummer mellem mange gode betragtninger om verden desværre også fundamentale misforståelser af såvel liberalisme som konservatisme. Krasniks kort over det borgerlige landskab har en brusende flod, som skiller det liberale og det konservative ad.

Billedsproget udelukker, at man kan have fodfæste på begge bredder samtidig, og floden kan tydeligvis ikke krydses uden fare for både våde sokker og bortskyllet værdighed. Antydningen er klart, at man bør forblive ovre på venstre bred med de gode, de fromme og ikke mindst vores fine institutioner, og ikke krydse floden over til »den mere mudrede modsatte bred«, hvor skumle typer som Trump, Orbán og andre bussebøhmænd holder til.

Det er med udgangspunkt heri, at Krasnik ikke mindst kritiserer mit partis holdninger til udlændingepolitik generelt og åbenhed over for at forlade visse konventioner i særdeleshed. Det stammer ikke mindst fra Krasniks insisteren på, at det er institutioner og konventioner, som de ser ud i dag, som er det reelle fundament for en liberal samfundsorden.

SÅ SÅRE ENKLE er tingene ikke. Et samfund (for) bliver ikke liberalt og åbent alene ved at have en solid retsstat, stærke frihedsrettigheder og en tilstrækkeligt fri markedsøkonomi. Et samfund skal udover liberale institutioner også have den rette kultur med myndige borgere, som føler sig forpligtede på friheden og på samfundet i al almindelighed.

I Krasniks politiske verdensbillede eksisterer mennesker ikke som handlende subjekter, kun som modtagere af institutioners nåde eller ofre for eventuelle rettighedsbrud. Men hvis menneskene ikke er liberale, kan det være fuldstændig ligemeget, hvad der står på de stykker papir, som Krasnik fæster sin lid til.

Det får også Krasnik til at overse, at de liberale principper i lige så høj grad kan krænkes af mennesker som af systemet. Når vi eksempelvis taler om, at ytringsfriheden er truet i sagen om muhammedtegningerne, er det jo ikke, fordi folk risikerer at blive arresteret af systemet, når de »krænker« islamiske dogmer (med undtagelse af den infame koranlov, som SVM-regeringen har indført). Det er, fordi mennesker risikerer at blive angrebet eller decideret dræbt af andre mennesker her i landet, som på eget initiativ krænker ytringsfriheden.

TAGER MAN UDGANGSPUNKT i, at et liberalt samfund forudsætter liberale mennesker, er en udlændingepolitik, der vil begrænse tilstrømningen af ikkeliberale mennesker til Danmark, ikke bare en pragmatisk indrømmelse, men indlysende rigtig. Når vi lægger dertil, at det danske folkestyre bygger på en særlig dansk ansvars- og tillidskultur, som selv mange liberale lande ikke deler, tørrer Krasniks flod gevaldigt ind og efterlader ikke meget andet end en lille mudderpøl eller to, som selv et par ankelhøje Blundstone-støvler kan klare.

Jeg forstår heller ikke, at Krasnik behandler konventionerne som en art guddommelige åbenbaringer. For brugen af dem har jo netop ændret sig radikalt, siden de blev indført. Tag retten til familieliv, der blev udformet i kontekst af modbydelige forbrydelser begået af Nazityskland, hvor familier blev revet itu i deportationer til udryddelseslejre. I dag bruges den til at forhindre udvisning af mordere og voldtægtsforbrydere fra Danmark. Vi kan også se på retten til asyl, som ikke mindst blev indført i skam over, at mange af Nazitysklands nabolande, inklusive Danmark, tog imod meget få mennesker, som flygtede fra nazisternes forfølgelse. Det er nu ændret til en ret til groft sagt at rejse flere tusind kilometer gennem utallige sikre lande og få offentlig forsørgelse i Europa.

(Indlæg bragt i Weekendavisen d. 17. januar 2026)

Kære socialrådgivere, det er ikke mistillid at belyse en reel udfordring

Carl Andersen
11. januar 2026

Debatten om den systematiske gennemgang af 5.000 udvalgte førtidspensionssager har kørt, siden aftalen blev vedtaget før jul.

Flere socialrådgivere har givet udtryk for, at aftalen opleves som mistænkeliggørelse (debatindlæg i Avisen Danmark, 23. december 2025, red.).

Fra Liberal Alliances side handler aftalen imidlertid ikke om mistillid til socialrådgiveres faglighed eller integritet, men om et oprigtigt ønske om at styrke kvaliteten og retssikkerheden på et område, der er både komplekst, dyrt og indgribende.

Førtidspension er en vigtig ydelse for mennesker med varig og væsentligt nedsat arbejdsevne. Netop derfor kan vi ikke acceptere, at borgere, som ikke burde være på førtidspension, forbliver på ordningen – og vi kan slet ikke acceptere, at personer, der dømmes for grov kriminalitet, samtidig modtager høje passive overførselsindkomster.

Det kræver, at vi ikke er berøringsangste. Det er veldokumenteret, at ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere er overrepræsenteret på førtidspension.

Samtidig ved vi fra blandt andre professor Morten Sodemann fra Indvandrermedicinsk Klinik i Odense, at denne målgruppe ofte har særlige karakteristika, som kan gøre sagerne komplekse og vanskelige at gennemskue. Hertil kommer Ankestyrelsens praksisundersøgelse, der viser fejl i omkring 3 ud af 10 sager om tilkendt førtidspension.

Det bør få alle ansvarlige beslutningstagere til at råbe vagt i gevær, når mere end 250.000 borgere i dag er på førtidspension, og ordningen koster skatteyderne over 60 milliarder kroner årligt.

Derfor tager vi nu første skridt med et servicetjek af 5-6.000 sager blandt borgere, der er indrejst til Danmark.
Samtidig igangsætter vi en undersøgelse af praksis i kommunerne, herunder betydningen af kulturelle forhold, eventuel negativ social kontrol, samt om der findes uhensigtsmæssige systematikker i udstedelsen af lægeerklæringer.

Derudover udvides listen over grove straffelovsovertrædelser, der fører til frakendelse af førtidspension, og socialrådgiverne får flere værktøjer til lettere at kunne følge op og frakende førtidspension, når en borger generhverver arbejdsevne.

Det er kompliceret at vurdere, om nogen skal have tilkendt førtidspension. Derfor kan det være hensigtsmæssigt med flere og mere specialiserede øjne på sagerne.
Af samme grund er vi tilfredse med, at nye centrale og specialiserede enheder fremover skal træffe den endelige afgørelse på baggrund af indstillinger fra bopælskommunerne. Det er en model, som vi gerne ser udbredt, hvis servicetjekket viser gode resultater.

Jeg håber derfor, at kommuner og socialrådgivere vil spille konstruktivt med i denne vigtige opgave og tage udgangspunkt i aftalens indhold ikke i den skarpe politiske retorik, der til tider har omgivet den.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 11. januar 2026)

Vinden er vendt for det borgerlige Danmark

Alex Vanopslagh
8. januar 2026

Af Inger Støjberg (DD), Alex Vanopslagh (LA), Mona Juul (K) og Morten Messerschmidt (DF)

For et år siden var der ikke mange, der kunne se et borgerligt alternativ for sig. Nu er det svært at se andet.

Da vi fire partier gik sammen om at lancere fælles udspil for at tegne et nyt, borgerligt projekt op for kun et år siden, var der mange, der mente, at det var et afmægtigt spild af tid. Der var ikke noget alternativ til Mette Frederiksen og brede regeringer uden noget andet projekt end magten i sig selv.

Det lod vi os dog ikke skræmme af. Derimod gik vi sammen om en lang række udmeldinger og udspil. Vi slog et slag for ytringsfriheden, om visionær økonomisk reformpolitik og en fagligt stærkere og mere disciplineret folkeskole.

Og det hele kulminerede i Borgerligt Konvent i september, hvor vi fremlagde ikke færre end 50 konkrete forslag til god, kerneborgerlig politik for en kommende regering.

Nu er vinden ved at vende. SVM-regeringen er i opløsning for rullende kameraer. Og meningsmålingerne har rykket sig afgørende. I flere målinger er der nu rent blåt flertal, hvis altså Venstre vil vriste sig fri af samarbejdet med Mette Frederiksen og komme tilbage til det borgerlige Danmark.

Og ved kommunalvalget så vi, at danskernes appetit på borgerlig politik er stor, når de står i stemmeboksen.

Vi gik fra 49 til 64 blå borgmesterposter. Og også Venstre høstede mange nye borgmesterposter. Ja, generelt går det Venstre godt, når Venstre går blåt.

Og så er det jo dejligt, at vi fire partier har brugt tiden på at udvikle et politisk grundlag for en ny, blå regering. Ikke mindst de føromtalte 50 punkter.

Her foreslog vi bl.a. at træde ud af statsborgerretskonventionen – en idé, som Venstre siden har taget til sig. Det lover jo godt.

Vi foreslog også at få styr på en finansieringsplan for Danmarks oprustning (hvilket SVM-regeringen indtil videre har sjoflet på grund af interne uenigheder), omgøre SVM-regeringens klodsede ophævelse af store bededag som helligdag, at gøre op med arveafgiften, at nedbringe antallet af bureaukrater i staten, beskære regeljunglen, sænke elafgiften permanent, tillade central affaldssortering, fjerne forbuddet mod kernekraft i dansk energiforsyning, igangsætte arbejdet for langt mere reel beskyttet natur med respekt for dansk erhvervsliv, lave en solid plan for klimasikring, fjerne kilometerafgiften for lastbiler, hæve koblingsprocenten til fri- og privatskoler, skærpe straffene for butikstyveri og vanvidsbilisme og mange andre fine ting.

Alt det her fremlagde vi i september. Og siden da har danskerne som tidligere omtalt kvitteret med øget opbakning til et blåt alternativ.

Forklaringerne er sikkert mange, men det er svært at overse, at det er os borgerlige partier, der faktisk går op i danskernes reelle problemer, ikke mindst de stigende fødevarepriser, det eksploderende bureaukrati og hullerne i udlændingepolitikken. Og man behøver skam ikke tage vores ord for det: SVM-regeringen kommer nu halsende efter de samme dagsordener og forsøger at lade som om, den går op i dem.

Vi har hele tiden ment, at danskerne fortjener at beholde flere af deres egne penge og ikke bliver overdynget af nye afgifter.
Vi har hele tiden ment, at der både kan og skal skæres i bureaukratiet og bureaukrater.
Vi har hele tiden ment, at det var på tide at stramme betydeligt i udlændingepolitikken.

Det tyder jo på, at vi har de løsninger, som danskerne kan se fidusen i. Og vi glæder os til at gå til valg på dette grundlag sammen med de ting, vi hver især gerne vil sætte af præg på samfundet. Vi taler med fire forskellige dialekter, men trods alt samme sprog. Der er skam også plads til en dialekt mere i ensemblet.

Og noget kunne tyde på, at der er nogen derude, der er ved at varme stemmebåndet lidt op. Andet ville også være mærkeligt, når danskerne tydeligvis kan lide, hvad de hører.

(Indlæg bragt i Jyllands Posten d. 8. jan 2026)

Den regelbaserede verdensorden har aldrig eksisteret

Henrik Dahl
6. januar 2026

Den amerikanske arrestation af Venezuelas diktator, Nicolás Maduro, (og dennes hustru) samt den ledsagende udøvelse af militær magt har forståeligt

fået mange i Europa til at beklage, at der foreligger et brud på den regelbaserede verdensorden.
Formålet med de følgende betragtninger er at sætte denne antagelse i perspektiv.

Hvis vi begrænser os til de permanente medlemmer af FNs Sikkerhedsråd, er det kun Storbritannien og Frankrig, der nogenlunde konsekvent respekterer det, europæerne kalder den regelbaserede verdensorden.

Rusland fører krig i Ukraine i grov modstrid med folkeretten. Kinas fremfærd i Det Sydkinesiske Hav hører ingen steder hjemme i folkeretten. Og det gør den amerikanske arrestation af Maduro heller ikke.

Med andre ord: Flertallet af de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet har et diplomatisk sagt afslappet forhold til FN-pagten og andre fundamentale dele af den regelbaserede verdensorden.

At USA, Rusland og Kina kun efterlever principperne i den regelbaserede verdensorden, indtil de ikke gør det alligevel, er der intet nyt i.
Forskellen er snarere måden, hvorpå regelbruddene begrundes. USA har fortsat for vane at legitimere sine handlinger i et normativt sprog om menneskerettigheder, ansvar og international orden også når argumenterne er spinkle.

Rusland og Kina henviser derimod i stigende grad åbent til interessesfærer, historisk ret og civilisatoriske særtræk.
Rusland – og før det Sovjetunionen har en lang historie, når det gælder om at invadere lande i den russiske interessesfære, der ikke makkede ret. Kina har været medlem af WTO i 25 år uden nogensinde reelt at respektere organisationens regler. USA har ligeledes foretaget et betydeligt antal militære operationer uden FN-mandat efter Anden Verdenskrig.

Spørgsmålet er derfor ikke, hvornår de tre lande gik bort fra at respektere den internationale orden. Spørgsmålet er snarere, om de nogensinde begyndte at gøre det i andet end retorisk forstand.

Ved nærmere eftertanke tvinges man til at indse, at den regelbaserede verdensorden i vid udstrækning er et normativt fantom, som ikke mindst de små og mellemstore lande i Europa har haft en forkærlighed for at tale om. I lighed med deres vigtigste samarbejdsorganisation: EU.

Hermed ikke sagt, at normer er uden betydning. Regler virkermen de virker asymmetrisk. De disciplinerer de svage langt mere effektivt, end de binder de stærke. Jeg mener i princippet ikke, der er noget i vejen med skåltaler for principper, det kan være svært at leve op til hver dag.

Idéen med en skåltale er at installere et ideal. En forestilling, de fleste anerkender og har respekt for. Lykkes det, har det to fordele.
For det første findes der en norm, man kan appellere til, hvis den overtrædes. Selvom man ikke fortæller den fulde sandhed altid og hver gang, man har ordet, er normen om sandhed en god ting.

Den danner et udgangspunkt for legitim kritik, hvis en konkret person i en konkret situation ikke er sanddru. Og det er nyttigt.
For det andet virker normer i heldige tilfælde sådan, at folk skammer sig over at overtræde dem – og bliver udskammede, hvis de bliver pågrebet in flagrante. Intet samfund kan klare sig uden den slags mekanismer for kontrol og selvkontrol.

Set i det lys er der naturligvis ikke noget i vejen med, at de europæiske lande og EU som helhedbekender sig til den regelbaserede verdensorden.
Imidlertid bliver det problematisk, hvis man i Europa virkelig og i fuld alvor tror på, at verden faktisk styres af regler, og at regelbrud konsekvent bliver påtalt og sanktioneret.

Hvorfor? Grundlæggende fordi det ikke har noget med virkeligheden at gøre. Fordi det er en illusion og permanente illusioner er farlige.
Det, der i sidste ende styrer verdens gang, er magt. Det kan og bør skåltaler om den regelbaserede verdensorden ikke tilsløre.

De store lande overholder reglerne, så længe det er til deres fordel. I det øjeblik denne fordel forsvinder, gør de det ikke længere. De små og mellemstore lande kan alene håbe på, at de store vil spille efter reglerne. For hvis de ikke gør hvad så? Så ikke noget. Så er reglerne i praksis ugyldige, og den stærkes ret gør sig gældende.

Derfor er det egentlige problem ved den amerikanske arrestation af Maduro ikke, at folkeretten endnu engang er blevet tilsidesat. Det er der historisk set intet nyt i.
Det nye er snarere, at europæerne stadig foregiver at være overraskede.
At de store lande kun anerkender den regelbaserede verdensorden, når det passer dem, er der således ikke noget nyt i. Det nye er alene, at de i stigende grad ikke længere ser nogen grund til at skjule det.

Sex eksisterede også, før pornografien blev frigivet. Det nye var ikke, at mennesker pludselig begyndte at gøre en masse ting, de aldrig havde gjort før. Det nye var, at de ikke længere skammede sig over det og lod det være alment kendt, at sådan var verden nu engang indrettet.

Derfor svarer den nye internationale virkelighed snarere til pornografiens frigivelse, end den svarer til, at der er begyndt at ske helt nye og epokegørende ting rundt omkring i soveværelserne.

I en verden, hvor de stærke magter åbent handler efter interesse og magt, må de svagere enten opbygge reel magt, knytte sig til magt eller acceptere deres irrelevans. Appeller til regler, der ikke håndhæves, ændrer intet. Protester uden sanktionskapacitet ændrer intet. Moralsk forargelse uden materielle midler ændrer intet.

For Europa betyder det, at spørgsmålet ikke længere er, om den regelbaserede verdensorden er blevet krænket. Den er irrelevant. Spørgsmålet er alene, hvilke magtmidler Europa råder over militært, økonomisk og strategisk og om der findes politisk vilje til at anvende dem.

Hvis ikke, vil Europa fortsætte med at tale normernes sprog i en verden, der er gået videre til magtens. Smukt, men uden virkning.
De store lande overholder reglerne, så længe det er til deres fordel. I det øjeblik denne fordel forsvinder, gør de det ikke længere.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 6. januar 2026)