Vinden er vendt for det borgerlige Danmark

Alex Vanopslagh
8. januar 2026

Af Inger Støjberg (DD), Alex Vanopslagh (LA), Mona Juul (K) og Morten Messerschmidt (DF)

For et år siden var der ikke mange, der kunne se et borgerligt alternativ for sig. Nu er det svært at se andet.

Da vi fire partier gik sammen om at lancere fælles udspil for at tegne et nyt, borgerligt projekt op for kun et år siden, var der mange, der mente, at det var et afmægtigt spild af tid. Der var ikke noget alternativ til Mette Frederiksen og brede regeringer uden noget andet projekt end magten i sig selv.

Det lod vi os dog ikke skræmme af. Derimod gik vi sammen om en lang række udmeldinger og udspil. Vi slog et slag for ytringsfriheden, om visionær økonomisk reformpolitik og en fagligt stærkere og mere disciplineret folkeskole.

Og det hele kulminerede i Borgerligt Konvent i september, hvor vi fremlagde ikke færre end 50 konkrete forslag til god, kerneborgerlig politik for en kommende regering.

Nu er vinden ved at vende. SVM-regeringen er i opløsning for rullende kameraer. Og meningsmålingerne har rykket sig afgørende. I flere målinger er der nu rent blåt flertal, hvis altså Venstre vil vriste sig fri af samarbejdet med Mette Frederiksen og komme tilbage til det borgerlige Danmark.

Og ved kommunalvalget så vi, at danskernes appetit på borgerlig politik er stor, når de står i stemmeboksen.

Vi gik fra 49 til 64 blå borgmesterposter. Og også Venstre høstede mange nye borgmesterposter. Ja, generelt går det Venstre godt, når Venstre går blåt.

Og så er det jo dejligt, at vi fire partier har brugt tiden på at udvikle et politisk grundlag for en ny, blå regering. Ikke mindst de føromtalte 50 punkter.

Her foreslog vi bl.a. at træde ud af statsborgerretskonventionen – en idé, som Venstre siden har taget til sig. Det lover jo godt.

Vi foreslog også at få styr på en finansieringsplan for Danmarks oprustning (hvilket SVM-regeringen indtil videre har sjoflet på grund af interne uenigheder), omgøre SVM-regeringens klodsede ophævelse af store bededag som helligdag, at gøre op med arveafgiften, at nedbringe antallet af bureaukrater i staten, beskære regeljunglen, sænke elafgiften permanent, tillade central affaldssortering, fjerne forbuddet mod kernekraft i dansk energiforsyning, igangsætte arbejdet for langt mere reel beskyttet natur med respekt for dansk erhvervsliv, lave en solid plan for klimasikring, fjerne kilometerafgiften for lastbiler, hæve koblingsprocenten til fri- og privatskoler, skærpe straffene for butikstyveri og vanvidsbilisme og mange andre fine ting.

Alt det her fremlagde vi i september. Og siden da har danskerne som tidligere omtalt kvitteret med øget opbakning til et blåt alternativ.

Forklaringerne er sikkert mange, men det er svært at overse, at det er os borgerlige partier, der faktisk går op i danskernes reelle problemer, ikke mindst de stigende fødevarepriser, det eksploderende bureaukrati og hullerne i udlændingepolitikken. Og man behøver skam ikke tage vores ord for det: SVM-regeringen kommer nu halsende efter de samme dagsordener og forsøger at lade som om, den går op i dem.

Vi har hele tiden ment, at danskerne fortjener at beholde flere af deres egne penge og ikke bliver overdynget af nye afgifter.
Vi har hele tiden ment, at der både kan og skal skæres i bureaukratiet og bureaukrater.
Vi har hele tiden ment, at det var på tide at stramme betydeligt i udlændingepolitikken.

Det tyder jo på, at vi har de løsninger, som danskerne kan se fidusen i. Og vi glæder os til at gå til valg på dette grundlag sammen med de ting, vi hver især gerne vil sætte af præg på samfundet. Vi taler med fire forskellige dialekter, men trods alt samme sprog. Der er skam også plads til en dialekt mere i ensemblet.

Og noget kunne tyde på, at der er nogen derude, der er ved at varme stemmebåndet lidt op. Andet ville også være mærkeligt, når danskerne tydeligvis kan lide, hvad de hører.

(Indlæg bragt i Jyllands Posten d. 8. jan 2026)

Den regelbaserede verdensorden har aldrig eksisteret

Henrik Dahl
6. januar 2026

Den amerikanske arrestation af Venezuelas diktator, Nicolás Maduro, (og dennes hustru) samt den ledsagende udøvelse af militær magt har forståeligt

fået mange i Europa til at beklage, at der foreligger et brud på den regelbaserede verdensorden.
Formålet med de følgende betragtninger er at sætte denne antagelse i perspektiv.

Hvis vi begrænser os til de permanente medlemmer af FNs Sikkerhedsråd, er det kun Storbritannien og Frankrig, der nogenlunde konsekvent respekterer det, europæerne kalder den regelbaserede verdensorden.

Rusland fører krig i Ukraine i grov modstrid med folkeretten. Kinas fremfærd i Det Sydkinesiske Hav hører ingen steder hjemme i folkeretten. Og det gør den amerikanske arrestation af Maduro heller ikke.

Med andre ord: Flertallet af de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet har et diplomatisk sagt afslappet forhold til FN-pagten og andre fundamentale dele af den regelbaserede verdensorden.

At USA, Rusland og Kina kun efterlever principperne i den regelbaserede verdensorden, indtil de ikke gør det alligevel, er der intet nyt i.
Forskellen er snarere måden, hvorpå regelbruddene begrundes. USA har fortsat for vane at legitimere sine handlinger i et normativt sprog om menneskerettigheder, ansvar og international orden også når argumenterne er spinkle.

Rusland og Kina henviser derimod i stigende grad åbent til interessesfærer, historisk ret og civilisatoriske særtræk.
Rusland – og før det Sovjetunionen har en lang historie, når det gælder om at invadere lande i den russiske interessesfære, der ikke makkede ret. Kina har været medlem af WTO i 25 år uden nogensinde reelt at respektere organisationens regler. USA har ligeledes foretaget et betydeligt antal militære operationer uden FN-mandat efter Anden Verdenskrig.

Spørgsmålet er derfor ikke, hvornår de tre lande gik bort fra at respektere den internationale orden. Spørgsmålet er snarere, om de nogensinde begyndte at gøre det i andet end retorisk forstand.

Ved nærmere eftertanke tvinges man til at indse, at den regelbaserede verdensorden i vid udstrækning er et normativt fantom, som ikke mindst de små og mellemstore lande i Europa har haft en forkærlighed for at tale om. I lighed med deres vigtigste samarbejdsorganisation: EU.

Hermed ikke sagt, at normer er uden betydning. Regler virkermen de virker asymmetrisk. De disciplinerer de svage langt mere effektivt, end de binder de stærke. Jeg mener i princippet ikke, der er noget i vejen med skåltaler for principper, det kan være svært at leve op til hver dag.

Idéen med en skåltale er at installere et ideal. En forestilling, de fleste anerkender og har respekt for. Lykkes det, har det to fordele.
For det første findes der en norm, man kan appellere til, hvis den overtrædes. Selvom man ikke fortæller den fulde sandhed altid og hver gang, man har ordet, er normen om sandhed en god ting.

Den danner et udgangspunkt for legitim kritik, hvis en konkret person i en konkret situation ikke er sanddru. Og det er nyttigt.
For det andet virker normer i heldige tilfælde sådan, at folk skammer sig over at overtræde dem – og bliver udskammede, hvis de bliver pågrebet in flagrante. Intet samfund kan klare sig uden den slags mekanismer for kontrol og selvkontrol.

Set i det lys er der naturligvis ikke noget i vejen med, at de europæiske lande og EU som helhedbekender sig til den regelbaserede verdensorden.
Imidlertid bliver det problematisk, hvis man i Europa virkelig og i fuld alvor tror på, at verden faktisk styres af regler, og at regelbrud konsekvent bliver påtalt og sanktioneret.

Hvorfor? Grundlæggende fordi det ikke har noget med virkeligheden at gøre. Fordi det er en illusion og permanente illusioner er farlige.
Det, der i sidste ende styrer verdens gang, er magt. Det kan og bør skåltaler om den regelbaserede verdensorden ikke tilsløre.

De store lande overholder reglerne, så længe det er til deres fordel. I det øjeblik denne fordel forsvinder, gør de det ikke længere. De små og mellemstore lande kan alene håbe på, at de store vil spille efter reglerne. For hvis de ikke gør hvad så? Så ikke noget. Så er reglerne i praksis ugyldige, og den stærkes ret gør sig gældende.

Derfor er det egentlige problem ved den amerikanske arrestation af Maduro ikke, at folkeretten endnu engang er blevet tilsidesat. Det er der historisk set intet nyt i.
Det nye er snarere, at europæerne stadig foregiver at være overraskede.
At de store lande kun anerkender den regelbaserede verdensorden, når det passer dem, er der således ikke noget nyt i. Det nye er alene, at de i stigende grad ikke længere ser nogen grund til at skjule det.

Sex eksisterede også, før pornografien blev frigivet. Det nye var ikke, at mennesker pludselig begyndte at gøre en masse ting, de aldrig havde gjort før. Det nye var, at de ikke længere skammede sig over det og lod det være alment kendt, at sådan var verden nu engang indrettet.

Derfor svarer den nye internationale virkelighed snarere til pornografiens frigivelse, end den svarer til, at der er begyndt at ske helt nye og epokegørende ting rundt omkring i soveværelserne.

I en verden, hvor de stærke magter åbent handler efter interesse og magt, må de svagere enten opbygge reel magt, knytte sig til magt eller acceptere deres irrelevans. Appeller til regler, der ikke håndhæves, ændrer intet. Protester uden sanktionskapacitet ændrer intet. Moralsk forargelse uden materielle midler ændrer intet.

For Europa betyder det, at spørgsmålet ikke længere er, om den regelbaserede verdensorden er blevet krænket. Den er irrelevant. Spørgsmålet er alene, hvilke magtmidler Europa råder over militært, økonomisk og strategisk og om der findes politisk vilje til at anvende dem.

Hvis ikke, vil Europa fortsætte med at tale normernes sprog i en verden, der er gået videre til magtens. Smukt, men uden virkning.
De store lande overholder reglerne, så længe det er til deres fordel. I det øjeblik denne fordel forsvinder, gør de det ikke længere.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 6. januar 2026)

Regeringen har ingen løsninger på energiforsyningen andet end håb og hockeystave

Steffen Frølund
13. december 2025

Det bedste tidspunkt at gå i gang med atomkraft i Danmark var for årtier siden. Men det næstbedste tidspunkt er lige nu.

Lars Aagaard skriver i onsdagens Berlingske , at vi atomkraftfortalere skal få pulsen ned.
Med sådan en indstilling er det ikke nogen overraskelse, at stort set alle regeringens grønne projekter konstant forsinkes og fordyres.

Men nej, Lars Aagard, vi skal ikke få pulsen ned. Vi skal få farten op.

Bare fordi regeringen tøver, betyder det ikke, at hverken Rusland eller fysikkens love tøver med at true vores energiforsyning – især når vi også ser ind i en fremtid med effektmangel.

Bare fordi regeringen tror, at man kan sparke en vinderteknologi til hjørne med en syltekrukke, lader fremtiden ikke vente på sig.

Og bare fordi regeringen i denne sag forsøger at fremstille sig selv som de sande lærde, de nuancerede og som de eneste, der bedriver politik med substans, ja så har de fleste for længst gennemskuet det moderate spil for galleriet.

Nemlig at de ingen selvstændige holdninger til energipolitikken har, andet end at de er imod, at vindenergien får konkurrence.

De har ingen løsninger på energiforsyningen andet end håb og hockeystave.

Det måske mest afslørende af alt er nemlig, at Lars Aagaard og kompagni blot foregiver at være teknologioptimister, mens de lader hensynet til deres egen industripolitik trumfe hensynet til Danmarks energiforsyning og derfor holder atomkraft ude.

Det bedste tidspunkt at gå i gang med atomkraft i Danmark var for årtier siden. Men det næstbedste tidspunkt er lige nu.

Så kære Lars Aagaard: Bliv du endelig på den energipolitiske hvilepuls.

Men lad venligst være at have ondt af dig selv, når vælgerne straffer jeres nøleri og i stedet tilvælger et af de blågrønne partier, som vil ophæve forbuddet mod atomkraft som noget af det første, hvis der kommer et borgerligt flertal.

Vi skal med på vognen

For mens I ikke har fantasi til mere end syltekrukker, har Liberal Alliance fremlagt en lige dele visionær og seriøs 24-punkts plan for, hvordan vi får atomkraft i Danmark.

Vi svarer på alle dommedagsprofeternes typiske indvendinger, lige fra placeringen af kraftværker og affald til hvordan vi får kompetente atommyndigheder gennem internationalt samarbejde.

Vores store atomkraftudspil er blevet blåstemplet og rost offentligt af Milko Kovachev, som både har været bulgarsk energiminister og sektionsleder for det internationale atomagentur, hvor han netop arbejdede med at hjælpe lande i gang med atomkraft.

Han roser altså den samme plan, du som Danmarks energiminister kalder » helt væk «. Men han er nok også mere teknologioptimist end dig.

Når den teknologiske udvikling og alverdens industrilande buldrer frem, er det eneste rigtige at komme med på vognen.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi før eller siden får atomkraft i Danmark. Spørgsmålet er kun, hvor længe endnu vi skal spilde tiden med halve løsninger.

Jo mere du og dine teknologifjendske kolleger i regeringen forsøger at spænde ben for en god, grøn og stabil energikilde, des mere travlt får vi andre med at rydde op efter jer, når magten skifter.

Forhåbentligt går der ikke så længe.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 13. december 2025)

Det bløde børnesyn er ved at kvæle roen i klasselokalet

Helena Artmann Andresen
8. december 2025

Når intet får konsekvens, svigter vi både lærerne, fællesskabet og barnet selv.

NÅR I SIGER »børn gør det så godt, de kan«, lyder det smukt – men det børnesyn ødelægger folkeskolen.

Jeg er oprigtigt bekymret for folkeskolen. Uro, lærerflugt, mislykket inklusion, tab af autoritet, utallige vikartimer, et haltende forældresamarbejde, dårlige økonomiske prioriteringer, kommunale børnesyn og generel overregulering presser skolerne i bund.

Jeres svar er altid flere ressourcer, tolærerordninger, lavere klasseloft og at lytte til barnet. Det lyder godt, men det er et fattigt svar. Det løser ikke problemerne. Der er brug for ro og orden, før en lærer kan bedrive god undervisning, og før eleverne trives. Det kræver, at lærerne har reel mulighed for konsekvenspædagogik og kan tage autoriteten på sig. Det er desværre udfordret på rigtig mange skoler, når det bliver skolens rammer, den er gal med, og aldrig elevens opførsel.

Hvorfor? Blandt andet fordi organisationer som Red Barnet, Unicef, Røde Kors og det statslige Børneråd nærmest udskammer lærere, der gør brug af ordensbekendtgørelsen. I bytter bevidst ordet konsekvens ud med ordet straf og fortæller mellem linjerne, at lærere, der gør brug af bekendtgørelsen, har det forkerte børnesyn.

Kommunerne nedsætter organisationers børnesyn i stride strømme ned over folkeskolen og med anbefaling fra Socialministeriet, selvom undervisningsministeren taler imod det.

DET SKAL HAVE konsekvenser ikke at opføre sig ordentligt eller når man ødelægger undervisningen for sine klassekammerater. I svigter resten af klassen, når I konsekvent tager parti for den elev, der forstyrrer eller udviser voldsom adfærd. Men I svigter også dén elev. For det er ydmygende for et barn at opføre sig så dårligt.

I siger, man ikke må ekskludere elever. Men jeg vil langt hellere sende en elev uden for døren i fem minutter end se et barn ekskludere sig selv fra fællesskabet, fordi dårlig opførsel ikke irettesættes.

I stopper det ikke bare ved at høre de bagvedliggende grunde (som man skal). Men fordi ens forældre skal skilles, eller man har haft en dårlig morgen, skal det ikke give lov til at slå sine klassekammerater eller råbe i timen. Børns opførsel kan altid forklares, men skal ikke altid forsvares.

Vi skal ruste og myndiggøre eleverne til deres fremtid. Lærerne skal tage ansvar for og ikke fra eleverne. Folkeskolen fortjener voksne, der tør stille krav. Børn vokser ikke af fraværet af grænser de vokser af voksne, der sætter dem. Det ansvar skylder vi både eleverne, lærerne og fællesskabet.

(Indlæg bragt i Politiken d. 8. december)

Samarbejde på højrefløjen er vejen til et mere enkelt og effektivt EU

Henrik Dahl
5. december 2025

Hvis EU skal undgå at blive økonomisk og geopolitisk irrelevant, dæmme op for massiv islamisk indvandring i fremtiden og skal være en politisk og

… økonomisk stærk union, kræver det politikere, der lægger det politiske fnidder på hylden og i stedet leverer politiske resultater.
Det står mere og mere klart, at det er vores grupper på højrefløjen ECR og EPP der sammen kan levere de resultater, der skaber en mindre bureaukratisk, mere fri og stærkere union. Et godt eksempel er aftalen om massiv afbureaukratisering for EUs erhvervsliv den såkaldte Omnibus.

Det er en aftale, der vil spare europæiske virksomheder for milliarder i ren og skær administration. Man skulle tro, det var en sag, som de politiske grupper på midtenfra socialdemokraterne i S&D, hvor Socialdemokratiet sidder, til de såkaldt liberale i Renew, hvor Venstre og Moderaterne sidder kunne støtte. Men nej.

Det var først, da EPP og ECR gik sammen om en ambitiøs aftale om afbureaukratisering, at vi kunne sikre en aftale om markant mindre bureaukrati i EU. En sejr, som vi borgerlige på højrefløjen sammen med EUs erhvervsliv fejrede, mens mange af partierne på midten stod uden for aftalen og rynkede på næsen, fordi den var lavet af grupperne på højrefløjen. Vi ønsker ingen branddøre. Vi er ligeglade med, om katten er hvid eller sort, bare den kan fange mus.

Stiller en gruppe et forslag, der sikrer mindre bureaukrati, en stærkere konkurrenceevne og begrænset immigration fra kulturer, der ikke deler vores vestlige, demokratiske værdier, gavner det EU, uanset hvilket gruppenavn der står på forslaget.
Og lad os være ærlige, de forslag kommer sjældent fra venstrefløjen tværtimod. Skal vi sikre mærkbare politiske ændringer, der styrker EU, kræver det derfor, at man i EU ikke er bange for at samarbejde mere med højrefløjen.

Desværre lægger partierne på midten ofte mere vægt på, hvem de indgår aftaler med end på indholdet af de politiske forslag, der ligger på bordet. Derfor spænder politisk fnidder ofte ben for politiske resultater med grupperne på midten.

For eksempel har Moderaternes Stine Bosse advaret, at det får alvorlige konsekvenser, hvis højrefløjen får for meget indflydelse. Kalder det »truslen fra det ekstreme højre« og påstår, at lovgivningsarbejdet risikerer at gå i stå.

Når du peger én finger mod andre, peger du som bekendt tre fingre tilbage på dig selv. Stine Bosse var nemlig selv en af de mange fra midtergrupperne, der stemte imod aftalen om afbureaukratisering.

Havde det alene været op til Stine Bosse og hendes kollegaer fra midtergrupperne, ville aftalen om afbureaukratisering stadig være strandet i
EU-systemet. Fordi for venstrefløjen i EU handler det om nogen og ikke om noget.

Et godt samarbejde på højrefløjen er derfor den eneste vej frem, hvis vi skal rydde op i det rod, EU de seneste mange år har skabt, og sikre politiske aftaler, der skærer i bureaukratiet, styrker økonomien og sikrer EU mod særligt den islamiske indvandring, der for længe har stået på.

Vi håber, at midtergrupper som Renew begynder at sætte politiske resultater over politiske alliancer.
At liberale og borgerlige i EU sammen kan sikre brede og pragmatiske aftaler, der gør op med venstrefløjens symbolpolitik, der skader EU mere, end den gavner.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 5. december)

Fingrene væk fra de frie skoler, Mattias Tesfaye

Helena Artmann Andresen
28. november 2025

Fingrene væk fra de frie skoler, Mattias Tesfaye Socialdemokratiet bryder sig ikke om frie skoler. Sådan har det været lige så længe, at nogen kan huske.

Derfor overrasker det heller ikke, at undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) hælder regulering ud over de frie skoler , men det gør det ikke til en god idé.
De frie skoler er generelt velfungerende, fordi de er frie. De bestemmer i vid udstrækning deres egne regler og rammer, og hvis man er forælder, tager man en lidt større risiko, hvis man vælger en fri grundskole, end hvis man vælger en folkeskole til sine børn.

Fri- og privatskoler kan nemlig gå konkurs, de kan miste elever, og de kan lukke helt af sig selv, hvis de ikke er gode nok – og det gør de. Der er hvert år frie skoler, der lukker, fordi forældrene har valgt dem fra.

Når Mattias Tesfaye nu indfører regler, der skal regulere skolernes optag af elever og deres muligheder for at opsige samarbejdet med familier, så er det for mig at se ikke ud fra en særlig omtanke for de relativt få forældre, der har følt sig dårligt behandlet af enkelte skoler.

Nej, det er ud fra den generelle betragtning, at folkeskolen står sig bedre, hvis man stækker de frie skoler.

Det er jeg helt og aldeles uenig i. Jeg vil langt hellere give folkeskolen mere frihed, så det bliver mere spændende at være lærer, pædagog og skoleleder i folkeskolen, og så eleverne kan få en bedre undervisning. Familierne skal have flere gode skoler at vælge imellem.

I stedet for at trække de frie skoler ned burde vi løfte folkeskolen op.

Undervisningsministeren burde vise mere respekt for de cirka 20 procent af familier med skolesøgende børn, der har valgt en fri grundskole.

Så; kære Mattias Tesfaye, hold fingrene fra de frie skoler!

(Indlæg bragt i Berlingske d. 28. november)