Venstrefløjens politik forvandler Europa til et frilandsmuseum

Henrik Dahl
7. marts 2025

I forrige uge kom Kira Marie Peter Hansen (SF) med et modsvar til en af mine klummer i Jyllands-Posten.

Det vil jeg naturligvis besvare på den fineste måde, jeg kan, og jeg vil – imodsætning til SF –holde mig fra at kalde min politiske modstander for naiv.

Lad os nu tage det nøgternt: Det er venstrefløjens politik, der er ved at forvandle Europa til et frilandsmuseum. Alle de ideer, der trækker kontinentet ned i dyndet, har rod i en venstreorienteret tankegang.

Draghi-rapporten laver en helt præcis analyse af de konkurrencemæssige problemer, EU står overfor. Flere ting, som står både i Draghi-rapporten, eller som han har fortalt videre, er den massive overregulering i EU.

Ifølge Draghi svarer Europas egne interne barrierer til en amerikansk toldsats på 45 procent for produktion og 110 procent for tjenesteydelser med henvisning til beregninger fra Den Internationale Valutafond (IMF).

Det betyder altså, at vi har overreguleret os selv. Vores virksomheder har svært ved at konkurrere med både Kina og USA.

I mandatperioden 2019 til 2024 blev der vedtaget 13.000 nye retsakter i EU. Til sammenligning – og vel at mærke med de sædvanlige forbehold for forskelle i politiske og juridiske systemer – blev der i samme periode vedtaget omkring 5.500 føderale love i USA.

Det er derfor heller ikke overraskende, at 55 procent af Europas SMVer anser regulering og administrative byrder som deres største udfordring.

Når man konstant overdynger erhvervslivet med nye regler, er konsekvensen selvfølgelig, at vækst og konkurrenceevne svækkes.

Det burde ikke komme bag på nogen – men alligevel insisterer man på venstrefløjen i Bruxelles på at fortsætte ad samme spor.

Alle stemmer bør tælle lige

Desuden fremhæver Kira Marie Peter Hansen, at jeg ikke forstår et simpelt parlament.

Men en af årsagerne til, at EU i årevis har ført rød politik, er netop, at venstrefløjen og den politisk korrekte midte har nægtet at deltage i aftaler, hvis eksempelvis ECR var en del af dem.

Det har tvunget centrumhøjre til at indgå flere kompromisser med venstrefløjen for overhovedet at holde EU’s hjul i gang.

For når det kommer til stykket, så bliver det nødvendigt at samarbejde med højrefløjen om at komme i bund med eksempelvis overflødige rapporteringskrav, hvilket EU-Kommissionen heldigvis er i gang med.

Dét burde være parlamentarisk ABC: Alle mandater tæller lige, og beslutninger bør træffes ud fra politik – ikke personer.

Derfor er jeg heller ikke tilhænger af førnævnte ‘cordon sanitaire’.

Forskellen mellem højre- og venstrefløjen er enkel: Vi på højrefløjen er parate til at levere det, Europa har brug for: simplificering og reel deregulering.

Når vi ser på de kommende omnibusforhandlinger om ESG med mere, lader det allerede til, at Kira Marie Peter-Hansens gruppe har valgt at melde sig ud og ikke ønsker at bidrage til en reel vurdering af kravene.

De Grønnes Bas Eickhout var hurtig til at afvise EU-Kommissionens forslag om simplificering.

Han kaldte det “Trump light in Europe” – et udtryk, venstrefløjen hiver frem, når de står uden argumenter.

Eickhout formåede endda at tale imod en generel reduktion af rapporteringskravene for vores fælles virksomheder.

Så nej, venstrefløjen i EU repræsenterer ikke håndgribelige eller ansvarlige løsninger, der kan løfte Europas konkurrenceevne.

(Indlæg bragt i Altinget d.11. marts 2025)

Socialdemokratiets boligpolitik afspejler en manglende forståelse for almindelige danskere og deres boligdrømme

Carl Andersen
7. marts 2025

Man kan kun undres, når Socialdemokratiet hylder det lukkede boligmarked og samtidig farer i flint over forslag, som vil opfylde flere danskeres største boligdrøm: at eje en bolig.

Som man kunne læse her i Berlingske forleden, har Socialdemokratiet ikke meget til overs for vores boligpolitik i Liberal Alliance – og fred være med det. Boligregulering har jo altid været en af socialdemokratiets yndlingsbeskæftigelser.

Jeg må imidlertid konstatere, at Socialdemokratiet tilsyneladende ikke helt har forstået vores boligpolitik. For når partiets boligordfører, Anne Paulin, påstår, at vores forslag om at give andelsforeninger og ældre udlejningsejendomme muligheden for at opsplitte sig i ejerlejligheder »bygger på den simple idé, at flere ejerboliger vil føre til lavere boligpriser«, drager hun sine egne fejlagtige konklusioner på en falsk præmis.

For boligpriserne vil ikke falde, men stigningerne vil aftage en smule, hvilket alt andet lige gør ejerboligmarkedet mere tilgængeligt.

Og vores forslag bygger derimod grundlæggende på den simple idé, at vi vil give danskerne mere frihed til at bo på den måde, som langt de fleste ønsker: i en ejerbolig. Hele otte ud af ti danskere foretrækker at bo i en ejerbolig.

I København er det blot to ud af ti boliger, der kan ejes. Det er en enorm skævhed, og det er netop derfor, at vi i Liberal Alliance ønsker at forbedre mulighederne for, at flere kan få opfyldt deres boligdrømme, ved at udbyde flere ejerboliger.

Det gør vi ikke ved at afskaffe andelsboligerne. Det gør vi ved at give andelsforeningerne det frie valg til selv at beslutte, om de fortsat vil være andelsboligforeninger, eller om de hellere vil omdanne sig til ejerboliger. En frihed, som andelsboligforeninger med rækkehuse og parceller allerede har, og de findes altså stadigvæk i bedste velgående.

Tilsvarende foreslår vi at gøre det muligt at omdanne ældre udlejningsejendomme. For i modsætning til den socialdemokratiske boligpolitik mener vi nemlig ikke, at danskerne er bedst tjent med, at vi nidkært tillader det herfra Christiansborg.

Derudover deler vi ganske enkelt ikke den socialdemokratiske analyse af, at færre andelsboliger vil gøre storbyerne »endnu mere utilgængelige for folk med almindelige indkomster«. For alle og enhver ved, at man skal være utrolig heldig og ofte besidde bunker af social kapital for at få fat i en andelsbolig. Andelsboligmarkedet er og bliver et uoverskueligt, ulige og lukket land for langt de fleste, som ikke har de fornødne kontakter og en stribe af vennetjenester på hånden.

Vi har intet imod andelsboliger. Men hvis hver tredje bolig fordeles efter kontakter frem for kontanter, så får vi bare et boligmarked for de få frem for de mange.

Vores forslag vil ikke resultere i færre boliger til almindelige mennesker. Kun hvis man kendetegner almindelige mennesker som folk med privilegeret adgang til ofte eksklusive lejligheder til en meget lav pris.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 7. marts 2025)

Dragsteds parti har støttet terror og dyrker papirnusseri som en gud. De tør bare ikke stå ved det

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
5. marts 2025

Man kan kun undres, når Enhedslistens politiske ordfører tager det unødige bureaukrati i forsvar og farer i flint over forslag, der har ryddet ud i bureaukratiets urskov hos vores norske naboer.

I Liberal Alliance er vi godt og grundigt trætte af at høre på skåltaler om afbureaukratisering, som aldrig udmønter sig i konkret handling. Derfor ønsker vi at gøre op med tendensen til, at afbureaukratisering blot benyttes som et valgslogan, og i stedet binde os til masten. For historien viser os gang på gang, at hvis vi politikere ikke forpligter os til at reducere mængden af regler, bureaukrater og spildte skattekroner, så bliver jerngrebet om vores erhvervsliv og vores borgere kun mere og atter mere fastforankret med årenes løb.

Men det er desværre ikke alle, der vil den samme vej. Det illustrerede Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, ganske glimrende her i Altinget forleden, da han i det unødige bureaukratis navn for i flint over vores seneste forslag i afbureaukratiseringsdebatten: Et forslag om at hyre en oprydningsgeneral fra erhvervslivet efter norsk forbillede, som kan luge ud i overflødige love, regler, puljer og projekter i det offentlige.

Dragsted drager søgte paralleller

I stedet for at bevare øjnene på bolden og kommentere sagligt på et tiltag, som ifølge Weekendavisen har beriget alle norske borgere ved at gennemføre flere end 200 forenklinger og besparelser for 35 mia. kr. om året for norsk erhvervsliv, vælger Dragsted at drage diverse søgte paralleller mellem oligarker, Elon Musk, gudsdyrkelse og Liberal Alliance. For i Dragsteds øjne forsøger vi med vores forslag nemlig at ”importere Musks bøllemetoder og milliardærpolitik til vores gode velfærdsland.”

Det er svært at gøre sig klog på, hvad der leder Enhedslistens frontfigur til at beskrive vores ønske om at rydde op i bureaukratiets urskov som en Musk-inspireret, milliardpolitisk bøllemetode. Bevares, det vil da ganske rigtigt komme milliardæren til gode, hvis vores forslag bliver en realitet – lige såvel som det vil komme enhver anden borger i Danmark til gode. Og lad gå, vi indtræder gerne rollen som bøllen i et scenarie, hvor det er det unødige bureaukrati, der er ofret. Men Musk-inspireret? Blot fordi Enhedslisten tilsyneladende ikke har fulgt med i og taget del i afbureaukratiseringsdebatten i Danmark og Europa det seneste årti og først er kommet på banen i kølvandet på Elon Musks nye regeringsrolle i USA, bør vi andre næppe lægges til last.

Unødigt bureaukrati skal finkæmmes

Antallet af administrativt ansatte i stat, kommuner og regioner er steget med 23.400 i det seneste årti. Den samlede regelmængde gældende i Danmark er steget med 315 pct. siden 1989, så danskernes liv i dag reguleres af 36 mio. ord. Og samtidig klattes danske skattekroner af på et uendeligt univers af puljer til politisk projektmageri, der beskæftiger sig med alt lige fra at støtte arbejdet med meningsmålinger i Ghana til at fremme såkaldt intersektionel grøn feminisme i Georgien.

Så lur mig om en oprydningsgeneral ikke hurtigt vil kunne finkæmme vores offentlige forbrug og regulering og udpege en stribe af besparelser, som selv den mest ivrige fortaler for statslige udgifter og centraliseret kontrol kan se fornuften i at føre ud i livet. Her ville jeg normalvis også inkludere Pelle Dragsted, men han har på tragisk vis stirret sig blindt på en forestilling om, at en oprydningsgeneral udelukkende vil gave rige virksomheder og deres ejere. For når vi vil luge ud i bureaukratiets urskov, vil vi ifølge Dragsted angiveligt pille ved regler ”som beskytter de helt almindelige ansatte, som går på arbejde i de virksomheder – eller som beskytter os andre imod skadelige stoffer i vores varer eller beskytter vores natur og miljø.”

Hvis Enhedslisten brugte halvt så meget tid på at lyve om Liberal Alliances politik, så vil vi mægtigt gerne spare dem for at bruge krudt på at fortælle danskerne sandheden om deres. Men lad mig i mellemtiden gøre det klart. I Liberal Alliance dyrker vi ikke en gud på den anden side af Atlanterhavet. Den eneste gudsdyrkelse, jeg spotter, kommer til udtryk i Dragelse ihærdige forsvar af unødigt bureaukrati. Han tør bare ikke stå ved det.

(Indlæg bragt i Altinget d. 5 marts 2025)

Iværksætter-retræte kalder på afbureau­kra­ti­se­ring

Pernille Vermund
3. marts 2025

I en tid hvor regningerne hober sig op, og vi – måske i højere grad end nogensinde før – har brug for flere iværksættere, der starter deres egen virksomhed i Danmark, er virkeligheden den modsatte.

Antallet af nyregistrerede virksomheder fortsætter med at dale. Alt for få virksomheder bliver i landet, når de vokser sig store. Og på Christiansborg gennemføres der kontinuerligt ikke den nødvendige politik for at råde bod på det faktum, at den danske iværksætterkultur er på retræte.

Nye tal fra Dansk Erhverv viser, at 2024 blev året med færrest antal nyregistrerede virksomheder i Danmark i ti år.

Det er selvsagt en trist milepæl, som bør vække opsigt og skære det ud i pap for SVM-regeringen, at status quo ikke er holdbar. For hvis vi vil sikre vores kommende generationer både vækst og velstand, er der ganske enkelt ikke plads til, at den danske iværksætterkultur fortsætter sit tilbagetog.

I Danmark er og bliver vi dybt afhængige af en blomstrende iværksætterkultur, som leverer morgendagens eksporteventyr – og den kultur visner over tid, hvis ikke den tilbydes de rette rammevilkår.

For hvorfor skulle man som iværksætter starte en virksomhed i Danmark, hvis der er enklere og gunstigere forhold for erhvervslivet i udlandet? Hvorfor skulle man vælge at bruge sin dyrebare tid og kræfter på endeløs compliance og rapporteringskrav, hvis man på den anden side af Atlanterhavet får frigjort ressourcer til at drive sin forretning?

Og hvorfor skulle man som dansk iværksætter føle andet end mismod, når den ene regering efter den anden undlader at sætte handling bag ordene, når det kommer til afbureaukratisering?

Sådan vender vi tilbagetoget

Hvis iværksætterkulturen i Danmark skal tilbage på rette kurs, skal vi først og fremmest stoppe med at kvæle vores erhvervsliv i regulering.

Det mener landets små og mellemstore virksomheder i hvert fald, når de bliver spurgt. Heriblandt svarer 78 pct. af smv’erne , at færre regler og mindre bureaukrati enten i høj eller i meget høj grad ville gøre det lettere at starte og drive virksomhed i Danmark.

I samme tråd svarer 68 pct. af smv’erne , at mængden af bureaukrati, regler og indberetning til det offentlige udgør de faktorer, som skaber de dårligste vilkår for at drive iværksætteri i Danmark.

Kulturen visner over tid, hvis ikke den tilbydes de rette rammevilkår

Og det er intet under, at landets mindste virksomheder er frustrerede over bureaukratiske byrder. Sammenlagt bruger danske smv’er nemlig flere end 49 mio. timer om året på bureaukrati til en årlig pris på 14 mia. kr. tilsvarende flere end 25.000 fuldtidsstillinger.

Tilsvarende kan man næppe fortænke dem i at miste troen på, at der fra Slotsholmen vil blive gjort op med fadæsen. Derfor er det en trist men ikke overraskende kendsgerning, at hele 83 pct. af smv’erne ikke har tillid til, at politikerne kan reducere de bureaukratiske byrder.

For sådan går det selvsagt, når de mange politiske skåltaler om afbureaukratisering fra skiftende regeringer siden 80’erne ikke har udmøntet sig i tilstrækkelig konkret handling og bindende målsætninger.

Fra skåltaler til handling

Hvis tilliden mellem erhvervslivet og Christiansborg skal genoprettes, og den danske iværksætterkultur skal knække kurven, kan tomme løfter ikke længere være svaret.

Derfor vil vi i Liberal Alliance binde os politikere til masten ved at indføre en bindende bureaukratilov , som foruden at sikre et massivt indhug i antallet af administrativt ansatte i den offentlige sektor, også skal resultere i markant færre regler og administrative byrder for vores virksomheder.

I den forbindelse vil vi blandt andet gøre brug af et grundlæggende princip om, at der skal afskaffes to eksisterende regler, hver gang der indføres én ny. Sådan et princip indførte man f.eks. i 2001 i den canadiske provins British Columbia, hvilket resulterede i et massivt fald i regelmængden med 40 pct. på blot tre år

For når politikere rent faktisk forpligter sig til at reducere regelmængden, frem for blot at tale om det, kan bureaukratiets urskov fældes hurtigere, end man skulle tro.

(Indlæg bragt i Børsen d. 1/3-2024)

Gerningsmanden bag vores skrantende konkurrenceevne er og bliver EU selv

Pernille Vermund & Henrik Dahl
3. marts 2025

Det er ikke Trumps nye kærlighed for tariffer, der har ødelagt Europas konkurrenceevne. Det har vi klaret helt og aldeles selv. Hvis EU skal tilbage på rette kurs, skal vi have iværksæt en massiv deregulering.

I disse dage mærker man på tværs af det europæiske kontinent i stigende grad frygten for Trump-protektionisme og amerikanske toldsatser. En forståelig frygt, der ikke desto mindre eksemplificerer et besynderligt paradoks. For hvorfor skulle vi bruge vores dyrebare tid og kræfter på at frygte eksterne barrierer, når vi i forvejen har klistret os selv til i intern regulering og bureaukrati? Det burde trods alt være alfa omega, at vi først og fremmest bruger de kommende år på at rydde op i vores egen urskov af administrative byrder og interne barrierer, før vi lader os kue af eksterne faktorer. For de historiske eksempler på europæisk erhvervslivs stolte traditioner, innovation og virkelyst er utallige – men de nutidige rammevilkår er gift.

Heldigvis er der flere, der deler den betragtning. For eksempel har økonomen Mario Draghi, som sidste efterår formåede – om ikke andet delvist – at vække det europæiske kontinent fra sin tornerosesøvn med en udførlig diagnosticering af EU’s skrantende konkurrenceevne, på ny ramt hovedet på sømmet.

Det seneste indlæg i Financial Times fra den tidligere chef for Den Europæiske Centralbank føjer sig smukt til rækken af dystre diagnoser over Europas økonomiske deroute. Og lad os være ærlige: Det er ikke en udvikling, der kommer bag på nogen med en basal forståelse for økonomi og politisk styring.

Vi står med en kontinentalsygdom, hvor vækstmulighederne bliver kvalt i et stadig tykkere lag af regulering, interne barrierer og lovgivningsmæssige krumspring, der gør det stort set umuligt at drive forretning på tværs af grænser – eller overhovedet drive en forretning uden at have en hær af compliance-konsulenter med på sidelinjen.

Først og fremmest illustrerer Draghi i indlægget, hvor skizofrent det er at frygte Trump-protektionisme og amerikanske toldsatser, hvis man ikke samtidigt anerkender det presserende behov for at adressere konsekvenserne af Europas egne interne barrierer. Disse barrierer svarer ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) til en toldsats på 45 procent for produktion og svimlende 110 procent for tjenesteydelser, hvilket de facto fastholder europæisk handel og vækst i et selvforårsaget jerngreb.

Jerngrebet rammer selvsagt alle aktører i det europæiske erhvervsliv hårdt. Men særligt nogle af de virksomheder og markeder med allerstørst potentiale for innovation og vækst – såsom techindustrien – lider kolossalt og sakker som følge mere og mere bagud til amerikanske og kinesiske konkurrenter for hver dag, der går.

Ifølge Draghi har for eksempel alene omkostningerne ved at overholde GDPR-reglerne reduceret fortjenesten for små europæiske techfirmaer med op mod 12 procent. Og det er som bekendt blot ét element i den utømmelige pukkel af fordyrende bøvl og bureaukrati, som EU udsætter sine egne virksomheder for. Fra 2019-2024 blev der vedtaget 13.000 nye retsakter i EU. Om end det er svært at lave en direkte sammenligning pga. forskellige politiske og juridiske systemer, blev der i samme periode gennemført ca. 5.500 føderale stykker lovgivning i USA. Derfor er det heller intet under, at 55 procent af europæiske SMV’er udpeger regulering og administrative byrder som deres allerstørste udfordring.

På det bagtæppe er det vanskeligt at så tvivl om, hvem vi bør frygte mest. For selvfølgelig er vores erhvervsliv i skarp konkurrence med amerikanske og kinesiske virksomheder, og sådan vil det altid være. Men når blot fire af verdens største 50 techgiganter er europæiske, skyldes det altså ikke ene og alene, at vores globale konkurrenter bare er og bliver monumentalt bedre end os. Nej, gerningsmanden bag vores skrantende konkurrenceevne er og bliver EU selv.

Sådan frigør vi jerngrebet på os selv

Hvorimod der siden Draghi-rapporten er opstået nogenlunde konsensus i europæiske beslutningstageres kredse om diagnosticeringen af EU’s skrantende konkurrenceevne, er det vidt forskellige bud på, hvilken medicin der skal udskrives, hvis vi skal stoppe med at kvæle den europæiske iværksætterkultur, kreativitet og innovation i regler og rapporteringskrav.

I Liberal Alliance er vi ikke i tvivl om, hvilken retning vi skal i. Vi skal respektere nærhedsprincippet. Vi skal holde op med at undergrave vores egen vækst. Vi skal give vores virksomheder incitament til ikke at flytte hovedkvarteret til den anden side af Atlanterhavet. Vi skal gennemtjekke al lovgivning, der direkte hæmmer vækst, og udvikle vores indre marked ved at nedbryde langt flere barrierer, end vi gør i dag. For det er problematikker, vi selv kan løse. Vi kan aldrig forudsige, hvad Trump vil gøre næste gang, men vi kan udvikle os selv til det bedre.

Og så må EU snart forstå, at regulering ikke er svaret på absolut alt. Derfor bør ny EU-lovgivning vurderes på, om det bidrager til en bedre konkurrenceevne eller det forværrer den – for eksempel i form af et konkurrencebarometer. Et ønske, som vi deler med vores gruppe i Europa-Parlamentet, EPP. I samme tråd ønsker vi, at EU-lovgivning inden for nye områder såsom kunstig intelligens vedtages med en solnedgangsklausul, så man løbende kan vurdere, om loven lever op til sit formål, eller om en lov skaber mere bøvl end gavn.

I hele EU skal vi binde os til masten i form af konkrete, bindende mål for en omfattende afvikling af administrative bøvl – hellere i dag end i morgen. Et af værktøjerne til en bindende slankekur for bureaukratiet – som vi både ønsker indført i Danmark og i EU-regi – er et regelloft baseret på princippet om, at hver gang der indføres en ny regel, skal der fjernes to. Sådan et princip indførte man f.eks. i 2001 i den canadiske provins British Columbia med kolossal succes til følge i form af et fald i regelmængden med 40 procent på blot tre år.

Og historien viser os som bekendt klart og tydeligt, at hvis vi politikere ikke forpligter os til at reducere regelmængden, så bliver jerngrebet om vores erhvervsliv kun mere og mere fastforankret med årenes løb.

Nu er tiden ikke til at falde tilbage i vores tornerosesøvn og glemme alt om Draghis advarsler. Eller bruge alle vores kræfter på at frygte amerikanske toldsatser fremfor at rydde op i vores egen baghave. Fremtiden for Danmark og Europa skabes nu, og hvis den skal være lys, kræver det lederskab og innovation, ikke overregulering og regelrytteri.

EU’s fremtid skal gribes, og vi skal se de nye muligheder, som ligger foran os. Tiden er ikke til ynk, men derimod hårdt arbejde for at få EU tilbage på skinnerne. Det kan kun ske som følge af massiv deregulering.

Det er og bliver en borgerlig pligtopgave at tage ansvar og skubbe på for denne retning, i Folketinget såvel som i Europa-Parlamentet. Den pligtopgave tager vi i Liberal Alliance ikke for givet.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 3. marts 2025)

Psykiatrien er ikke helbredt, blot fordi vi har en psykiatriplan

Louise Brown
27. februar 2025

Hvis borgere, pårørende og personale skal kunne mærke forbedringer, er vi nødt til at genopfriske visionen fra psykiatriaftalen.

I MARTS MÅNED begynder forhandlingerne om udmøntningen af de resterende midler i psykiatrihandlingsplanen, som et samlet Folketing står bag.

Det var et fantastisk nybrud, at pres fra borgere, pårørende og personale sammen med politisk vilje førte til et kompetent fagligt oplæg fra Social- og Sundhedsstyrelsen, som tilbage i 2022 dannede grundlaget for den 10årige psykiatrihandlingsplan.

Visionen var, at vi netop med baggrund i det faglige oplæg om, hvad der var behov for, kunne prioritere indsatser, så både borgere, personale og pårørende kunne mærke et markant løft, og at vi kunne sikre en politisk forpligtelse til løbende at tilvejebringe den tilstrækkelige finansiering.

Nu var det psykiatriens tur.

VI STÅR fuldt ud bag de investeringer, vi allerede har iværksat, som f.eks. styrket forebyggelse af selvmord, bedre hjælp til børn og unge og indsats for at mindske brugen af tvang i psykiatrien. Men vi må tilstå, at vi også er bekymrede for både status og det videre forløb.

Vi har som politiske partier uden for regeringen endnu ikke set de aftalte statusnotater fra Sundhedsstyrelsen på den løbende fremdrift i forhold til at nå de aftalte målsætninger. Ligeledes mangler der overblik over, hvor de afsatte midler konkret er tilført, og i hvilket omfang de er blevet spist op af samtidige besparelser. Altså: Hvor meget har vi været med til at forsøge at løfte med den ene hånd, mens den anden hånd har måttet finde besparelser?

Når vi rejser den bekymring, er det med baggrund i konkrete indikatorer som øget kapacitetspres, der fører til stigende ventelister, men også i de tilbagemeldinger, vi får fra dem, midlerne skulle gavne: borgere, personale og pårørende.

Det er helt afgørende at sikre et reelt kvalitativt løft af indsatsen, både den forebyggende, behandlende og efterværn. Der er vi bekymrede for, at midlerne bliver smurt for tyndt ud, så vi ikke følger de faglige anbefalinger og dermed ikke opnår den ønskede effekt.

DERFOR ER det efter vores opfattelse helt nødvendigt at genopfriske visionen fra psykiatriaftalen. At vi sikrer et løft, der kan mærkes. Vi foreslår en revitalisering gennem tre initiativer:

For det første et klart overblik over forbrug og effekt af de midler, vi allerede har afsat.

For det andet, at vi prioriterer, hvilke indsatser der skal implementeres, men til gengæld sikrer fuld finansiering ud fra beskrevne faglige standarder, så investeringerne også kan forventes at mærkes hos borgere, pårørende og personale.

For det tredje, at vi erkender, at de afsatte midler fra Psykiatriplanen ikke i sig selv er nok til, at vi kommer tilstrækkeligt i mål med en fuld implementering af psykiatrihandlingsplanen. Der er behov for, at vi fortsat har fokus på at sikre ordentlig implementering og lave tilstrækkelig opfølgning på de tiltag, vi har sat i værk, og vi må ikke tro, at psykiatrien er helbredt, blot fordi vi på papiret har en psykiatriplan. Derfor er der også behov for at holde ambitionsniveauet højt og indlede arbejdet med en psykiatriplan 2. Fuldstændig parallelt med den indsats, vi leverer på kræftområdet.

Det er for os helt afgørende at sikre det lovede løft af psykiatrien. Vi skal genoprette tilliden hos borgere og pårørende og gøre psykiatrien attraktiv for sundhedspersonale, så vi både kan fastholde og tiltrække det personale, vi så desperat mangler. Især set i lyset af en strukturreform, som nu skal gennemføres og sikre en reel ligestilling mellem psykiatri og somatik både i den regionale og kommunale indsats.

Den opgave vil vi gerne samlet tage på os og have som pejlemærke, og vi ser frem til konstruktive forhandlinger med regeringen, så vi kan sikre det lovede løft af psykiatrien. Et løft, som kan mærkes af dem, det handler om – borgere, pårørende og personale.

(Indlæg bragt i Politiken d. 27. februar 2025)

Landdistrikterne er for vigtige til skattebetalt symbolpolitik

Jens Meilvang
27. februar 2025

Det har taget fuldstændig overhånd med mængden af ministre – Mette Frederiksens SVM-regering har slået danmarksrekord med 25 ministre.

Og for det ikke skal være løgn, havde SVM-regeringen i forvejen den gamle rekord.

Derfor foreslår Liberal Alliance, at vi skærer fem overflødige ministerier væk som en lille start på afbureaukratiseringen af det danske samfund. Nogle af stillingerne skal simpelthen nedlægges, imens andre skal føres ind under ministerier, der sagens kan varetage opgaverne. F.eks. foreslår vi at fjerne det overflødige landdistriktsministerium og føre opgaverne tilbage i Indenrigsministeriet, hvor de typisk har ligget.

Det falder dog Patrick Culmsee-Bryhl fra Danmarksdemokraternes Ungdom for brystet. Skønt han deler ambitionen om at skære ned på bureaukrati og projektmageri for borgernes penge, mener han i et indlæg i JP, at ønsket om at nedlægge Landdistriktsministeriet er et udtryk for »storbyens privilegieblindhed«.

Men her retter Culmsee-Bryhl desværre bager for smed – eller skulle vi sige bonderøv for storbysnude? For Liberal Alliances politik er på ingen måde udtryk for privilegieblindhed fra storbyen. Set her fra Auning på Djursland giver den (også) overordentlig god mening.

Selvom vi i provinsen måske har ry for ikke at lade alt, som vi tjener, komme skattefar for øje, er vi naturligvis i lige så høj grad som storbyboerne med til at betale for et danske skattetryk, der udgør næsten halvdelen af økonomien.

Så når Liberal Alliance vil skære ned på overflødigt bureaukrati og projektmageri i staten, er det netop for at spare alle danskere for at betale for ting, der ikke gavner ret mange. I dette tilfælde en række ministerier, der først og fremmest gavner dem med ministerposter og komfortable, vellønnede job i bureaukratiet.

Ikke for at ignorere landdistrikterne, men det er jo i den forbindelse meget sigende, at sagerne om disrespekt for landdistrikterne, som Culmsee-Bryhl bringer op, netop er sket, mens vi har haft en landdistriktsminister.

Det havde vi også i de fire år med Helle Thorning-Schmidt som statsminister, selvom ingen husker hende som en stor beskytter af landdistrikterne. Det er den førte politik, ikke logoet på ministerierne, der betyder noget.

Jeg har stor respekt for, at man gerne vil tale landdistrikternes sag – især når de bliver overset eller ofre for centralistiske skrivebordsbeslutninger. Jeg gør det faktisk hver dag som landdistriktsordfører i et parti, der er dybt optaget af den voksende splittelse mellem land og by, og som har mit hverdagsliv meget langt fra København.

Det er der dog intet, der tyder på, at en landdistriktsminister med et stort, fint, blankt skrivebord i København er nogen særlig hjælp for landdistrikterne.

Kritikken af Liberal Alliance for at ville spare et overflødigt ministerium væk er sådan set en god lektie i, hvordan vi er endt med så meget bureaukrati og så dyr en stat: Fordi alle har deres eget særhensyn, som de forlanger tilgodeset med et ministerium, initiativer, kampagner, puljer og øremærkede projektmidler. Sammen med politiske vennetjenester er det trods alt sådan, vi er endt med at slå nye danmarksrekorder i antallet af ministerier.

Det er bare ikke noget, man mærker noget til ude blandt danskerne. Heller ikke os i provinsen. Lad os koncentrere os om at føre en god og ansvarlig politik, der gør det muligt at leve et tilfredsstillende liv i alle postnumre – herunder at holde orden med borgernes penge, så de ikke bliver klattet væk på symbolpolitik, bureaukrati og projektmageri.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27 februar 2025)

Sådan får vi potentielt 260.000 flere ejerboliger i Danmark

Carl Andersen
27. februar 2025

Boligen er basen for vores liv, og derfor er det afgørende at føre en boligpolitik, der sætter det enkelte menneske i centrum.

7 af 10 danskere ønsker at eje deres bolig, men kun lidt over halvdelen af voksne danskere bor i en bolig, de ejer. Andelen har været faldende de seneste 10 år, og mange unge frygter, de aldrig vil få mulighed for at eje deres eget hjem.

Udfordringen er især tydelig i de større byer. Her stiger boligpriserne hurtigere, end opsparingerne kan følge med. Ca. halvdelen af den samlede boligmasse er ejerboliger, og andelen er lavere i de store byer.

Selv S-boligminister Sofie Hæstrup Andersen har erkendt behovet for flere ejerboliger og færre lejeboliger, især i København. Men partiet undlader at adressere andelsboligerne, der præger boligmarkedet i hovedstaden. Rockwool Fonden har dokumenteret, at andelsboligerne ofte er forbeholdt dem med de rette forbindelser – ikke dem, der ønsker at købe sig ind gennem opsparing og hårdt arbejde. Det skaber et utilgængeligt og uretfærdigt marked.

Derfor vil Liberal Alliance ophæve forbuddet mod at omdanne andelslejligheder og ældre lejeboliger til ejerboliger. For et sådant tosset forbud findes nemlig, og flere arbejdsgrupper har allerede regnet på konsekvenserne.

Der er ca. 130.000 andelslejligheder, hvor der økonomisk er incitament til at omdanne til ejerlejligheder, primært i hovedstadsområdet og andre større byer. Andelsboligforeningerne bør selv kunne bestemme, hvilken ejerform der er bedst for dem, da andelshaverne ejer bygningerne. Hvis disse boliger kom ud på det frie marked, ville vi få et mere tilgængeligt og retfærdigt boligmarked, hvor det handler om at finde en køber, ikke om at have de rette forbindelser.

Tilsvarende er der ca. 130.000 ældre lejeboliger, mange underlagt stram huslejeregulering og ikke altid i god stand. Muligheden for at sælge disse boliger vil tiltrække private investeringer i forbedring af bygningerne, hvilket er mere klimavenligt end at bygge nyt. Mange af disse lejeboliger ligger i mellemstore byer som Herning, Horsens, Vejle og Fredericia, men også i Aarhus og København.

Beregninger viser, at 87 pct. af andelsboligerne og 65 pct. af de ældre lejeboliger vil komme på markedet gradvist, efterhånden som lejere fraflytter, og andelsboligforeninger beslutter sig for at omdanne.

Den nye frihed vil muliggøre flere ejerboliger i områder, hvor det er svært at bygge nyt, som i Aarhus midtby. Værdistigningerne vil blive beskattet og kan bruges til at forbedre byområder, klimasikre eller støtte andre samfundsgavnlige projekter.

Samlet set vurderer Skatteministeriet øgede boligskatteindtægter på 3,2 mia. kr. årligt og et tocifret milliardbeløb i avancebeskatning.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27 februar 2025)

DR’s omstridte dokumentar viser, at dansk public service har brug for en frisk start

Katrine Daugaard
27. februar 2025

I en situation, hvor det er åbenlyst for stort set alle andre, at DR med åbne øjne har bedrevet politisk manipulation forklædt som journalistik, er DR’s mangel på selverkendelse mildest talt tragikomisk.

»Groft vildledende.« Sådan betegner tidligere økonomisk overvismand DR’s dokumentar ”Grønlands hvide guld” om udvindingen af kryolit i Grønland, som efter kun få dage er blevet pillet så meget fra hinanden af en række enige topøkonomer, at det må undre de fleste, at DR har valgt at bringe den.

Det er utroligt, at Danmarks Radio midt i en grønlandsk valgkamp og en skæbnestund for et skrøbeligt rigsfællesskab kan udkomme med et angiveligt journalistisk produkt, som ifølge økonomiske eksperter er groft vildledende og tenderer til misinformation.

Men skal vi tro en af de utallige DR-mellemledere, som har fået den utaknemmelige opgave at forsvare dokumentaren, så er den imidlertid faktuelt set korrekt. Den skal blot anskue spørgsmålet om økonomien på en »lidt mere kompleks måde«. Og det er præcis der, hvor dokumentarfilmen knækker.

Journalisterne bag dokumentaren har nemlig været i dialog med adskillige anerkendte og fremtrædende danske økonomer, som alle har advaret mod dokumentarens centrale påstand om, at man på en måde kan betragte en omsætning på angiveligt 400 mia. kr. over en 100-årig periode som en form for fortjeneste for Danmark. Men de blev vraget til fordel for en indisk marxistisk økonom med speciale i ”postkolonialisme”, Arindam Banerjee, der vel efterhånden er den eneste af dokumentarens eksperter, der vil stå på mål for dokumentarens budskab.

Og pudsigt nok er denne ekspert af præcis samme ”postkoloniale” og venstreorienterede skole som den hovedperson, DR har valgt til dokumentaren, og som også grædende i dokumentarens højdepunkt accepterer den forfejlede måde at regne på som den pureste sandhed.

”Grønlands hvide guld” er blot det seneste – men alvorligste – eksempel på indhold fra DR Dokumentar, der har vist sig at være groft politiserende og fyldt med grelle fejl. God, saglig journalistisk har ikke behov for at fordreje, underdrive eller overdrive.

Som public service-institution er det DR’s opgave at sikre alsidig og politisk uafhængig folkeoplysning til borgerne, og vi betaler årligt 4 mia. skattekroner for det.

Desværre tyder en del på, at det primært er venstrefløjen, som får noget for pengene. Når man tænker på, hvor travlt DR har haft med at advare mod fake news og misinformation, som vi frygter skulle komme fra Rusland og andre fjendtlige aktører, er det så meget desto mere kritisk, at de nu selv er afsender på samme type indhold.

Og mens både dokumentaren og DR’s efterfølgende svar på kritikken har skabt rystelser i det politiske Danmark, må man konstatere, at DR Byen er bygget til at modstå jordskælv. For det lader ikke til, at kritikken af de mange fejl og fordrejninger har rokket ved selverkendelsen i ledelseslagene. Det ville ellers være klædeligt med en anelse selvransagelse og en vilje til at placere ansvaret. Begge dele udebliver.

Ifølge DR er det primært alle andre, der har misforstået deres dokumentar, og har de endelig en smule ansvar, så er det kun for ikke at kommunikere tydeligt nok. I en situation, hvor det er åbenlyst for stort set alle andre, at DR med åbne øjne har bedrevet politisk manipulation forklædt som journalistik, er den mangel på ansvarlighed og selverkendelse mildest talt tragikomisk.

Det er derfor på tide, at vi fra politisk hold erkender, at DR ikke lever op til sit formål som folkeoplysende institution. Derfor er der behov for en nytænkning af, hvordan vi organiserer public service-virksomhed i Danmark, så det reelt er i offentlighedens interesse. En frisk start for DR. Dokumentaren kunne have været en spændende og velkommen belysning af relationen mellem Grønland og Danmark. Desværre er det vigtigste og mest sandfærdige, dokumentaren kan lære os, at DR har droppet sit folkeoplysende virke til fordel for politisk aktivisme.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27. februar 2025)

Du misforstår dit job, Bødskov

Pernille Vermund
25. februar 2025

“De bliver enormt sure på mig.”
Sådan lød det fra erhvervsminister Morten Bødskov i sidste uge, da han anklagede de danske pensionskasser

For selv i de socialdemokratiske ministerkontorer har man omsider set skriften på væggen. Europa er ved at sakke bagud – og hvis vi ikke får vendt udviklingen, vil fremtidens europæere vokse op på et fattigt og overflødigt kontinent. Det har fået erhvervsministeren til at forlange, at pensionskasserne skal lave flere risikovillige investeringer i nye startups, som kan få gang i hjulene under den europæiske økonomi. Men Bødskovs bedrevidende bredside rammer milevidt forbi målskiven og er et udtryk for en utidig indblanding i erhvervslivets arbejde.

Fjendtlig indstilling

For det første er det absurd, at Bødskov løfter en pegefinger over for erhvervslivets private pensionskasser, samtidig med at regeringen dumstædigt insisterer på at holde hånden over ATP. Statens pensionskasse leverer et uacceptabelt dårligt afkast, mens de pumper skattekroner i katastrofale prestigeprojekter og tossede reklamefremstød for sig selv. Hvis Bødskov vil have mere risikovillig kapital til danske startups, burde han droppe statens pensionsmonopol på 700 mia. – i stedet for at kritisere de private pensionskasser, som faktisk er i stand til at foretage fornuftige investeringer. Jeg tror ikke, vi har haft en regering, der er mere fjendtligt indstillet over for erhvervslivet For det andet kommer Bødskovs svada på et bagtæppe af snart seks år med socialdemokratiske angreb på erhvervslivet og i særdeleshed den finansielle sektor. Mens alle andre virksomheder får lov til at betale en selskabsskat, har Socialdemokratiet nemlig besluttet, at de finansielle selskaber skal pålægges en særligt høj selskabsskat.

Når den socialdemokratiske skurvognspopulisme skaber dårligere erhvervsvilkår for investeringsselskaberne, giver det selvfølgelig også ringere vilkår for at investere. Hvis Bødskov vil have mere kapital til nye startups fra pensionskasserne, burde han lade være med at chikanere dem med særlige strafskatter. For det tredje klinger Bødskovs kritik af pensionskasserne hult, når Socialdemokratiet fortsat bebyrder erhvervslivet med unødigt bureaukrati. Jeg tror ikke, vi har haft en regering, der er mere fjendtligt indstillet over for erhvervslivet, siden Anker Jørgensen var ved at køre den danske nationaløkonomi ud over afgrundens rand for et halvt århundrede år siden.

Misforstået sit job

Siden Mette Frederiksen satte sig for regeringens bordende i 2019, er udviklingen i bureaukratiet og antallet af statsligt ansatte administratorer kun gået én vej. Hvis man lytter til erhvervslivet, er dét den største udfordring for deres vækst. Eksempelvis peger 79 pct. af de adspurgte virksomheder i en dugfrisk opgørelse på, at et opgør med bureaukratiet er en af de vigtigste veje til at sikre EU’s konkurrenceevne. Til sammenligning er det kun 8 pct. af virksomhederne, der efterspørger “øget adgang til statsstøtte”, hvilket er den løsning, Bødskov selv pønser på i et nyt forslag om stille EU-midler til rådighed i forbindelse med investeringer. Det er meget sigende for hele fadæsen, at erhvervsministeren har mere travlt med at pege fingre ad erhvervslivet end at lytte til, hvad de faktisk efterspørger. Hvordan kunne det gå så galt for Morten Bødskov? Jeg tror, det kan spores tilbage til, at erhvervsministeren slet og ret har misforstået sin jobbeskrivelse. Vores job som politikere er nemlig ikke at sidde inde bag Christiansborgs tykke mure og diktere, hvad private pensionskasser bør foretage af investeringer.

Pensionskassers formål

Som professor i finansiering ved Aarhus Universitet Peter Løchte Jørgensen udtalte om Bødskovs opsang: “Politisk indblanding i investeringer er som regel en dårlig idé.” Det har professoren åbenlyst ret i. For pensionskasserne har ét – og kun ét – formål; at levere et højt afkast til deres medlemmer. Hvis investorerne tvinges til at droppe saglige hensyn til fordel for usaglige politiske dagsordener, forhindrer det, at kapitalen allokeres til de bedst mulige investeringer, og at kunderne får det højest mulige afkast. Kan man virkelig kalde sig et arbejderparti, hvis man er villig til at kompromittere de arbejdende danskeres pensionsopsparing for at realisere sine egne politiske mål? Selvfølgelig ikke.

Så kære Morten Bødskov: Drop den utidige indblanding i pensionskassernes investeringer, og koncentrer dig i stedet om at forbedre de rammevilkår, der gør det attraktivt at investere i Danmark. For hvis staten blot skaber de rette betingelser, kan pensionskasserne gøre det, de er bedst til. Nemlig at sikre danskernes opsparing gennem investeringer, som kan bidrage til Europas langsigtede vækst og konkurrenceevne.

(Indlæg bragt i Børsen d.25 februar 2025)