Statsborgerskabet er ikke en ret, men en gave fra folket

Carl Andersen
19. november 2024

Statsborgerskab er et af de største privilegier, man kan opnå som tilflytter eller migrant til en anden nation.

Det betyder at blive optaget som fuldgyldigt medlem af folket, med stemmeret, øget retssikkerhed og stabilitet. At blive dansker.

Grundloven foreskriver, at statsborgerskab kun kan opnås ved lov, og at det aktivt skal tildeles nytilkomne af det eksisterende folk.

N.F.S. Grundtvig tænkte også meget over, hvad der var særegent dansk, og hvad der skulle til for at kunne kalde sig dansk. Hvad udgør et folk? Hvad binder det sammen?

I digtet “Folkeligheden” fra 1848 forholder han sig til dette spørgsmål: Hvordan nationalstaten skulle bindes sammen. Grundtvigs overordnede svar var folkelighed. At der i det danske folk dannedes en stærk forestilling om at høre sammen – en fælles folkeånd. Han mente, at særligt det danske sprog, kendskab til den danske historie og en helhjertet omfavnelse af borgerskabet var afgørende.

“Til ét folk de alle høre, som sig regne selv dertil, har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild; resten selv som dragedukker, sig fra folket udelukker, lyse selv sig ud af æt, nægte selv sig indfødsret.”

Det interessante her er, at der gives udtryk for to forskellige opfattelser af det folkelige eller det nationale, der stadig er aktuelle: en politisk forståelse, hvor det er den aktuelle indstilling og deltagelse, det kommer an på, og en kulturel forståelse, hvor det er sprog, historie og kulturel tilknytning i bred forstand, der er afgørende.

Jeg ser derfor også Indfødsretsudvalget som et af de vigtigste og mest fornemme udvalg i Folketinget.

Desværre har det slet ikke den status, som jeg mener, det bør have. Derfor glæder det mig, at vi i Liberal Alliance kontinuerligt har strammet op på kravene til opnåelse af statsborgerskab, og nu er kommet med tre nye tiltag:

1. Der skal foretages en reel individuel screening af hver ansøger for at se, om de respekterer og støtter op om grundlæggende frihedsrettigheder, demokrati og Danmark. Er det et rimeligt krav? Ja. For du har ikke ret til noget som helst. Du kan få tildelt fuldt medlemskab af “Danmark”, hvis vi – folket – finder dig værdig hertil.

2. Der skal strammes op på sprogkravet. Det nytter simpelthen ikke noget, at der render folk rundt med rødbedefarvede pas og skriver, taler og forstår det danske sprog på et uacceptabelt niveau. Man skal have “øre for modersmålet”.

3. Vores mangeårige nordiske fællesskab er under pres. Sverige har tildelt over 1,2 mio. statsborgerskaber til personer, der ikke umiddelbart kan kaldes svenskere. Det stiller større krav til, hvor lempelige vi kan tillade os at være overfor vores skandinaviske medborgere. Derfor vil vi ikke længere undtage dem fra indfødsretsprøven.

Samlet set tre fornuftige – og kerneliberale – forslag. Forslag som udspringer af sund fornuft, en kærlighed til Danmark og en respekt for Grundtvig, som om nogen har skabt det intellektuelle fundament, store dele af “det danske” står på. Men kun så længe vi er villige til at forsvare det.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d.19. november 2024)

Der skal være mere fornuft og mindre kammerateri bag kommunernes finansiering

Carl Andersen
14. november 2024

Den kommunale udligning handler om at sikre mest mulig kvalitet i og finansiering til velfærden i alle landets kommuner. Men vi frygter, at nye udligningsforhandlinger ender, som de plejer: At et flertal af partierne vil give flere penge til kommuner med borgmestre fra netop deres partier.

Kommunernes finansiering skal ikke degraderes til en partipolitisk gaveleg. Liberal Alliance er ikke med i den nuværende aftale om udligning mellem kommunerne. Det skyldes kort og godt, at systemet er for ulogisk, indviklet, skævt og partipolitisk farvet.

Vi ser nu konsekvenserne af årtiers lappeløsninger: Et system, hvor borgmester efter borgmester råber vagt i gevær.

Vores udgangspunkt er, at der skal være en form for udligning mellem kommunerne. Alle kan ikke bare modtage det samme per indbygger. Vi er i op til 98 forskellige situationer.

Borgere overbeskattes
Det er en bunden opgave at sikre, at der er råd til en ordentlig offentlig service i kommuner, som eksempelvis ligger langt fra de store byer, har mindre bemidlede borgere, eller hvor befolkningssammensætningen er særligt udfordret værende med mange ældre, indvandre eller børn.

Samtidig er det afgørende for Liberal Alliance at værne om det lokale selvstyre. Så er spørgsmålet, hvordan denne udligning bedst tilrettelægges sådan, at den ikke skaber flere problemer, end den løser.

Udligningen bør også tilrettelægges, så den ikke – som i dag – primært har til formål at overbeskatte borgere (særligt) i og omkring Hovedstaden (minus vestegnen) og Østjylland for at fordele det ud til resten af landet ud fra, hvem det til enhver tid siddende flertal mener, skal have en større andel.

Det er den eneste forklaring på, at ekstremt præcise kriterier som “boligområder med mere end 5.000 beboere, hvor andelen af dømte er særlig højt” kan udgøre et selvstændigt vurderingskriterium – eller “grænsekommuner”, som åbenbart inkluderer Glostrup Kommune.

Det er politiske nålestiksoperationer for at kunne sende millioner af ekstra skattekroner rundt til “vennerne”.

Den nødvendige data
Grundlaget for en fornuftig dialog er, at data skal være på plads. Kommunerne skal kunne sammenlignes. Derfor er det nødvendigt at iværksætte et arbejde, som kan fremskaffe de tal, der viser, hvor den offentlige service ikke er god nok, i hvilke kommuner og hvorfor.

Ligeledes skal det gøres klart, hvad forskellige ydelser burde koste, hvis de blev leveret effektivt, samt hvad forskellige befolkningsgrupper “koster” det offentlige. Det kan danne grundlag for en mere evidensbaseret tildeling af midler.

Vi er meget bange for, at nye udligningsforhandlinger ender, som de plejer: At de slet ikke handler om, hvordan vi sikrer mest mulig kvalitet i og finansiering til velfærden i alle landets kommuner, men om, at et flertal af partierne vil give flere penge til kommuner med borgmestre fra netop deres partier.

Gerne på bekostning af andre kommuner med andre borgmestre, som ikke er en del af aftalekredsen. Vi vil gøre vores for, at det ikke bliver tilfældet.

Tilskud og beskatning
Grundlæggende bør regeringen tage de store briller på og skabe rammerne for en fornuftig finansiering af den lokale velfærd. Det var vel blandt andet dét, en regering over midten skulle kunne? Skabe store, men nødvendige forandringer uden de traditionelle blokpolitiske hensyn.

Dog er det afgørende for os, at man ikke blot ser på udligningssystemets 25 milliarder kroner, men også på særtilskud, bloktilskud og beskatning bredt set. Kommunerne forbruger jo 300-400 milliarder kroner årligt.

Hvorfor skal skatteborgere i Vallensbæk betale højere kommuneskat end landsgennemsnittet og sende de skattekroner til Herlev, der har en af landets laveste kommuneskatter?

Hvorfor indgår indtægter fra dækningsafgift ikke i indtægtsgrundlaget for kommunerne, så de uden konsekvenser kan brandbeskatte erhvervslivet? Hvorfor modtager Fanø Kommune – som eneste selvstændige ø-kommune – ikke bevillinger som sådan?

Hvorfor er fokus på effektivitet og produktivitet nærmest fraværende i den måde, vi laver kommunal finansiering på?

Kunne et system, der i langt højere grad end i dag udligner gennem bloktilskuddet fremfor gennem omfordeling af de kommunale skatter, kunne understøtte kvaliteten i velfærden i hele landet uden at forfordele udvalgte kommuners skatteborgere? Måske. Det skal vi have klarlagt.

Gentænk systemet
Der er mange spørgsmål, som kræver svar for at kunne genskabe logik og fornuft.

I Liberal Alliance er vi heller ikke bange for at erkende, at der ér forskel på kommunerne, på service og på beskatningsniveau. Vi ser det heller ikke som et problem, at der kommer en større forskellighed, end der er i dag. Det har vi allerede set ved eksempelvis de nye grundskyldssatser.

Vi ønsker, at de kommunale politikere får et øget handlerum til at drive deres kommune, som de finder bedst, i dialog med de borgere, som er bosat der.

Så længe alle borgere kan modtage det, vi fra nationalt hold beslutter, er et acceptabelt niveau af undervisning, ældrepleje med videre, bør det være lettere lokalt at finde et service- og skatteniveau, man finder passende. Naturligvis inden for rammerne af budget- og anlægsloven, der er vigtig for den nationale økonomistyring.

Så lad os turde tænke stort og gentænke systemet. Til gavn for borgerne, det lokale demokrati og ikke mindst de stakkels ansatte i Indenrigsministeriet og på kommunekontorerne, som må have hovedpine over at forstå dette uforståelige system.

Hvem ved: Måske det kunne frigøre arbejdstid til mere borgernær beskæftigelse?

(Indlæg bragt i Altinget d. 14/11-2024)

Nu har selv Dan Jørgensen skiftet holdning til atomkraft

Steffen Frølund
14. november 2024

Med to tredjedeles flertal er Dan Jørgensen blevet godkendt af EU-parlamentet som unionens nye energi- og boligkommissær.

Det sker, efter at vores tidligere klimaminister har været under politisk beskydning i tre timers høring, hvor han blandt andet skulle svare på kritiske spørgsmål om sin holdning til atomkraft. For vil man godkendes som EU’s energikommissær, kommer man ikke uden om en af verdens grønneste, sikreste og mest stabile energikilder.

I lighed med anbefalingerne fra en kakofoni af uafhængige klimaforskere har EU nemlig officielt grønstemplet atomkraft som en bæredygtig energikilde, der er nødvendig for den grønne omstilling. Og netop derfor var der masser af kritiske spørgsmål til Dan Jørgensen, der indtil for ganske nylig var en arg modstander af atomkraft.

Som klimaminister i 2021 udtalte Dan Jørgensen eksempelvis, at “atomkraft er ikke bare dyrt og farligt. Det er decideret unødvendigt”. Og da EU forsøgte at anerkende atomkraft som bæredygtigt i 2019, forsøgte Dan Jørgensen som klimaminister at blokere for EU’s officielle udmelding.

Men for at kunne blive energikommissær har piben pludselig fået en anden klang. Nu lyder det, at “der ikke findes noget scenarie, hvor verden kan leve op til målsætningen om at holde temperaturstigninger under 1,5 grader uden brug af atomkraft”. Når Dan Jørgensen er nødt til at krybe til korset og skifte holdning for at kunne blive udnævnt som energikommissær, er det et symptom på et generelt paradigmeskifte i synet på atomkraft.

Mens 66 pct. af danskerne eksempelvis var imod atomkraft tilbage i 2016, var det sidste år kun 26 pct. , der var modstandere af energikilden. For nye vinde blæser over den energipolitiske slagmark, og både de uvildige eksperter såvel som menigmand har set skriften på væggen; hvis vi er seriøse omkring at ville have en grøn omstilling, kan vi ikke længere undlade at bruge en af verdens sikreste, mest stabile og grønneste energikilder. Nemlig atomkraft.

(Indlæg bragt i Børsen d. 11/11-2024)

Uskyldige vil ende i skatteklemme med ny kryptobeskatning

Carl Andersen & Steffen Frølund
4. november 2024

SVM-regeringen vil indføre lagerbeskatning af kryptovaluta. Sker det, vil det afføde endnu flere skandalesager om sagesløse danskere, der skal betale skat af penge, de aldrig har tjent

Bitcoin er ikke “rigtige” penge, og derfor er en kursgevinst på disse eller andre kryptovalutaer som udgangspunkt ikke skattepligtige. Sådan lød meldingen fra Skatterådet i 2014. Men selvom man måske kunne forledes til at tro på en officiel melding fra de danske myndigheder, er det desværre noget, man skal være forsigtig med, når det kommer til vores skatteregler. For der skulle ikke gå mere end et par år, før meldingen pludselig var en helt anden.

Nu var kursgevinster på kryptovaluta som udgangspunkt alligevel blevet skattepligtige. For som vi kender det fra skandalerne med ejendomsskatterne (hvor tilfældige borgere tvinges til at betale skat for 13 af deres naboer) eller i udbytteskatteskandalerne (hvor kriminelle kan tømme statskassen for milliardbeløb), sejler vores skattelovgivning også, når det kommer til kryptovaluta.

Et farligt skridt Vores nyudklækkede skatteminister, Rasmus Stoklund (S), har nemlig netop annonceret, at man vil gennemføre lagerbeskatning på kryptovaluta, så danskere i fremtiden skal beskattes af deres værdistigninger hvert år, uanset om de har solgt deres kryptovaluta eller ej. Hvad vil det betyde i praksis? Lad os komme med et eksempel. Forestil dig, at du i 2014 købte én bitcoin til en værdi af 1000 kr. i den tro, at en eventuel gevinst var skattefri, og denne ved udgangen af år 2026 er steget til en værdi på 100.000. Med skatteministerens nye forslag vil du nu skulle betale skat af en fortjeneste på 99.000 – også selvom du end ikke har solgt din bitcoin og altså derfor ikke har tjent pengene endnu.

Forslaget vil gå ud over op til hundredtusindvis af danskere, der i god tro har investeret i henhold til gældende lovgivning, som imidlertid pludselig viser sig at blive ændret med tilbagevirkende kraft. Og Danmark vil i så fald blive det første land i verden, der gennemfører lagerbeskatning på kryptovaluta. Det er et farligt skridt i den forkerte retning. Bedst for hvem? Der er allerede i forvejen masser af problemer med vores eksisterende skatteregler for kryptovaluta, som regeringen burde få ryddet op i, før de laver flere tossede regler, som bare vil gøre ondt værre.

I dag er krypto nemlig realisationsbeskattet efter reglerne om spekulation, så man kun skal betale skat af en kursgevinst, hvis den pågældende valuta faktisk er blevet solgt. Det er fornuftigt, da det minder om den lovgivning, som vi kender fra aktier eller konventionelle valutaer.

Problemet er blot, at den nuværende realisationsbeskatning for krypto også er asymmetrisk beskattet, så beskatningen af gevinster er væsentligt højere end fradraget ved tab. Gevinster for handel med kryptovaluta bliver nemlig beskattet med op til 53 pct., mens man kun kan få fradrag for 26 pct. af sine tabte penge. Derfor kan man ende i nogle vanvittige scenarier, hvor man modtager skatteregninger, selvom man har tabt penge på sine investeringer. Denne tossede asymmetri førte i 2022 til, at folkeskolelæreren Rune Christiansen fik en skattegæld på 2,8 mio. kr. for handel med kryptoaktiver, som han aldrig har tjent penge på.

Hvis regeringen ender med at stemme sit forslag igennem, kommer vi til at se mange flere skrækhistorier som denne, hvilket vil gå ud over de 300.000 danskere, svarende til 7 pct. af den voksne befolkning, der i dag ejer krypto. Og selv hvis Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne er bedøvende ligeglade med, at så mange danskere vil blive klemt af deres nye regler, vil den fremtidige lagerbeskatning også være et problem af praktiske årsager.

For som påpeget af skatteeksperter vil et fremtidigt system med lagerbeskatning nemlig forudsætte, at man har automatiske tredjepartsindberetninger, hvis både borgerne og staten skal kunne henholdsvis betale og opkræve det rette beløb til skat. Men problemet er blot, at myndighederne ikke har lavet regler om tredjepartsindberetninger for de private wallets, hvor kryptovaluta typisk bliver opbevaret.

I modsætning til hvis man handler med værdipapirer gennem en bank, som løbende sørger for at indberette relevant information til myndighederne, vil lovlydige borgere altså skulle betale lagerbeskatning af et aktiv, hvis værdi de selv er ansvarlige for at angive. Det lyder skørt, men på området for beskatning af kryptovaluta er dét standarden. For fællesnævneren i de sidste ti års skandaler om kryptobeskatning er, at de ansvarlige politikere synes at gå mere op i at tjene systemets bekvemmelighed end at gøre det, der vil være bedst for danskerne.

Det er regeringens nye forslag endnu et eksempel på. Men sådan behøver det selvfølgelige ikke at være. Det er trods alt skattesystemet, der er sat i verden for at tjene danskerne – og ikke omvendt. Måske regeringen ville gøre ret i at skrive sig det princip bag øret, før 300.000 danskere risikerer at komme i klemme af deres ny lov om lagerbeskatning på krypto? “C Man kan ende i nogle vanvittige scenarier, hvor man modtager skatteregninger, selvom man har tabt penge”.

Den nuværende beskatning af krypto er asymmetrisk, så gevinster beskattes højere end fradraget ved tab.

(Indlæg bragt i Børsen d. 4. november 2024)

Den offentlige administration løber løbsk

Sólbjørg Jakobsen & Pernille Vermund
1. november 2024

SVM-regeringen, Socialdemokratiet og i særdeleshed statsminister Mette Frederiksen har gang på gang bebudet, at de agter at råde bod på det evigt voksende bureaukrati i det offentlige.

Uge efter uge kan enhver med øjne eller ører imidlertid konstatere, at der udelukkende er tale om tomme løfter og valgkampsfloskler, for udviklingen i den offentlige administration går kun én vej – og resultatet er større administrationsudgifter, flere regler og mere bureaukrati.

Senest satte den offentlige sektor rekord ved at runde 100.000 administrativt ansatte for første gang nogensinde i danmarkshistorien. En rekord, som kom i hus efter en kolossal stigning på 14.000 siden 2019, hvor Mette Frederiksen overtog nøglerne til Statsministeriet. I selvsamme periode er særligt udviklingen i den statslige administration løbet fuldstændigt løbsk. For eksempel er at antallet af statslige ledere og administratorer steget med 1.200 fuldtidsbeskæftigede alene i løbet af 2024.

Det er ren og skær vanvittige stigninger, som er med til at sande den offentlige sektor yderligere til i bureaukrati, administration og papirnusseri. Samtidig er det svært at argumentere for, at servicen i den offentlige sektor er blevet tilsvarende bedre, i takt med at væksten i den offentlige administration er stukket mere og mere af.

Når regeringen en sjælden gang imellem rent faktisk forsøger at modarbejde vokseværket i den offentlige administration, kan selv den skarpeste spindoktor næppe overbevise danskerne om, at indsatsen udgør et helhjertet opgør med bureaukratiet. Det seneste eksempel er finansminister Nicolai Wammens (S) plan for at skære 1.000 administrative årsværk i staten, hvis ambition jo i realiteten blot er at fjerne en dråbe fra det hav, Socialdemokratiet selv har været hovedarkitekt i at skabe.

Og når vi i den borgerlige opposition går til finanslovsforhandlingerne med en række forslag, der har til formål at hæve ambitionsniveauet ved at tilbagerulle antallet af statsligt ansatte og særlige rådgivere til niveauet, fra før SVM-regeringen blev dannet, bliver vores initiativ ikke ligefrem hilst velkommen af finansministeren.

Derfor bør der ikke herske nogen tvivl om, at jobfesten i den offentlige administration aldrig kommer til at ende under Mette Frederiksen. For Danmark er blevet et gennembureaukratiseret samfund, og man kan hverken finde viljen eller værktøjerne til at komme problemerne til livs i SVM-regeringens mødelokaler.

I Liberal Alliance har vi længe advokeret for, at tiden er inde til, at vi politikere binder os til masten i form af en bindende bureaukratilov. På den måde forpligter vi os til at modarbejde papirbjergene og regeltyranniet, så bureaukratiet ikke fortsætter med at vokse uhæmmet, men i stedet rulles tilbage til et tåleligt niveau.

Vi ønsker blandt andet at indføre et grundlæggende princip om, at der skal sløjfes to regler, hver gang der indføres én ny, at der sløjfes mere end 15.000 administrativt ansatte i staten inden 2030, og at mængden af ord i lovgivningen skæres med ca. 3 mio. ord.

Afbureaukratisering må nemlig ikke længere blot være et valgslogan, for danskerne fortjener ganske enkelt bedre. Danskerne fortjener en frisk start, hvor der rent faktisk tages ordentligt fat om problemets rødder – én gang for alle.

“Derfor bør der ikke herske nogen tvivl om, at jobfesten i den offentlige administration aldrig kommer til at ende under Mette Frederiksen.”

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 3. november 2024)

I Danmark ser vi os selv som verdensmestre i alt, men vi er dumpet i vores handicapindsats

Katrine Daugaard
28. oktober 2024

I Danmark har vi en fortælling om, at vi er et lysende foregangsland med et finmasket socialt sikkerhedsnet, når det gælder velfærd og omsorg for vores mest sårbare borgere. Hvis der havde været et mesterskab i velfærd, havde mange nok vurderet os selv til klare favoritter til toppen af ligaen.

Men når man kradser lidt i overfladen, er det langt fra virkeligheden i den danske velfærdsstat. I hvert fald ikke når det gælder kvaliteten af den støtte, vi leverer til de mange af os, der lever med et handicap.

Vi hører om alt for mange tilfælde, hvor den rette hjælp ikke gives fra start, hvilket bliver dyrt for både samfundsøkonomien og for borgerens trivsel. Eksempelvis Jakob, der for nogle år siden var ude for en ulykke i trafikken og fik en hjerneskade (i Politiken, 9. januar 2021, red.). Her sagde kommunen nej til, at han kunne få det nødvendige specialiserede tilbud uden for kommunen til at genvinde det tabte. Det gør, at han idag fortsat har mén efter bilulykken og har brug for varig støtte.

VI VED OGSÅ, at alt for mange mennesker med handicap bliver fanget i bureaukrati og træge systemer og har svært ved at få bevilget den kørestol, rollator, badebænk eller kateter, som de har brug for.

For eksempel 15-årige Kristian (DR.dk, den 24. februar 2020, red.), der voksede ud af sin kørestol og fik beskeden om 40 ugers sagsbehandlingstid på at få en ny. Først da et medie gik ind i sagen, kom der skub i sagsbehandlingen. Og vi kunne desværre blive ved.

FN har for nylig rejst en skarp kritik af Danmark, fordi vi er for dårlige til at give mennesker med handicap de samme muligheder som alle. I den nye rapport peger FN”s Handicapkomité på hele 41 områder, hvor der er brug for at ske markante forbedringer for mennesker med handicap.

FN udtaler, at det generelt går den forkerte vej for mennesker med handicap iDanmark. Vi er desværre ikke overrasket over, at regeringen får hård kritik. Ligesom FN ser vi nemlig en række steder, hvor det går den forkerte vej for mennesker med handicap og med at leve op til konventionen.

LAD OS GIVE nogle eksempler på, hvad Danmark får kritik for. Det går den gale vej inden for psykiatrien. Brug af tvang er steget med 22 procent på 10 år. Næsten 20.000 gange blev bæltefiksering, fastholdelse og akut beroligende medicin brugt med tvang i2022. Tallene viser, at flere og flere børn og unge bliver udsat for tvang.

De sidste 10 år har man fra politisk side ønsket at inkludere flere børn med handicap iden almene undervisning. Det er langt fra lykkedes på en god måde. For eksempel har man i mange kommuner forsøgt at inkludere børn med eksempelvis autisme, adhd, cerebral parese eller synshandicap uden at klæde personalet ordentligt på til opgaven. Det har betydet, at langt flere børn er endt i ufrivilligt skolefravær og flyttet til et specialtilbud og væk fra deres lokale skole.

FN retter også en kritik af postnummerlotteriet.

Danmark er et lille land, men der er stor forskel fra kommune til kommune på den støtte, du kan få. Den samme lov gælder for kommunerne. Men det betyder noget, om du bor i Nyborg eller på Norddjurs.

DET KALDER PÅ dyb national selvransagelse. Vi kan ikke være tilfredse med at leve inaiv forherligelse af den danske velfærdsstat, hvis den ikke skaber gode vilkår for dem, der får brug for samfundets støtte.

Vi har brug for en socialpolitik, der sætter borgeren først og bygger på tillid frem for kontrol. Og lad så begynde at give mennesker med handicap de samme muligheder som alle andre og behandle dem som ligeværdige borgere.

Vi ved også, at alt for mange mennesker med handicap bliver fanget i bureaukrati og træge systemer og har svært ved at få bevilget den kørestol, rollator, badebænk eller kateter, som de har brug for.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 28/10-2024)

Vi er til grin for vores egne skattekroner i sagen om blodpenge i moskéer

Steffen Larsen
28. oktober 2024

Den seneste tid er vi blevet vidner til en håndfuld skræmmende afsløringer af hændelser i moskéer i Danmark. Politiaflytninger af blodpengeforhandlinger med bandemedlemmer i Al-Hidayah-moskéen.

Vidner, der pludselig ikke kan huske noget fra gerningsstedet.

Fupnumre med adresser og foreninger, så man kan få fingrene ned i kommunekassen. Suspekte forbindelser mellem Imam Ali Moskéen og det iranske præstestyre.

Socialdemokratiske byrådsmedlemmer i Erdogans moskénetværk.

Lige nu udfordrer dele af de muslimske miljøer den danske retsstat.

De bygger parallelle retssystemer og går uden om vores fælles institutioner og regler. Og de udgør en trussel mod borgernes sikkerhed og frihed.

Det er i det hele taget absurd, at vi i den danske offentlige debat kan læse om blodpenge, muslimske mæglingsråd, shariadomstole og klaner under indlandsstof.

Men lige så absurd er det, at vi ikke har bedre muligheder for at gøre noget ved det.

Længe har Danmark ladet stå til, alt imens islamistiske mørkemænd har opbygget parallelle systemer og institutioner, der aktivt forsøger at undergrave det danske retssamfund og vores demokratiske værdier.

Man har ikke ladet stå til at ond vilje. Men en naivitet har præget stilstanden og måske endda skabt en berøringsangst.

For Danmark er et tillidssamfund.

Vi har over flere århundreder opbygget en kultur, hvor vi stoler på hinanden – og stoler på vores myndigheder. Det betyder også, at vores systemer er bygget på den tillidskultur. Det har mange positive konsekvenser. Men det gør dem også sårbare. Og dybt religiøse – nogle gange også dybt kriminelle – islamistiske netværk udnytter lige nu sårbarheden i den danske tillidskultur.

Ahmed Akkari, tidligere imam og talsmand for en protestgruppe under Muhammed-krisen, beskriver i bogen ”Min afsked med islamismen”, hvordan islamistiske netværk kan den danske foreningslovgivning til fingerspidserne og formår at malke kommunekassen til diverse projekter, der i virkeligheden kanaliserer penge tilterrorsympatisører.

I 2018 indviede Joy Mogensen, der dengang var borgmester i Roskilde Kommune, byens tyrkiske Ayasofya-moské. Den nye moské var ejet af Diyanet, som ifølge flere forskere er tæt knyttet til Erdogan.

Joy Mogensen afviste at tro på de forskere. »Måske vil nogle kalde mig naiv. Men jeg vælger altså at tro på mine medborgere her i Roskilde,« udtalte hun til Kristeligt Dagblad. Diyanet-moskéerne bruges aktivt som spioncentraler og som redskab til at forfølge politiske modstandere af Erdogan-regimet.

Joy Mogensens udtalelse er symptomatisk for den danske tilgang.

Vi antager, at alle vil det bedste.

Men i praksis har vi brugt skattekroner på at finansiere islamiske foretagender, der aktivt modarbejder Danmark og Vesten. Den seneste afsløring af blodpengeforhandlinger knyttet til Al-Hidayyah-moskéen har samtidig vist, at de har fået 137.257 kr. i tilskud fra kommunen.

Som en islamforsker udtaler det, svarer det til, at »Københavns Kommune nærmest driver en moské«.

Det er tid til, at vi omsætter erkendelse til handling.

Hvert et tiltag, som kan gøre det mere træls at være samfundsundergravende islamist, er et godt tiltag.

Liberal Alliance presser på over for regeringen. Vi trækker både kirkeministeren og justitsministeren.

Vi skal foretage en grundig undersøgelse af det juridiske grundlag for at kunne lukke moskéer med suspekte forbindelser.

Vi kan ikke tillade, at danske skattekroner bruges på at underminere vores nations værdigrundlag.

Vi skal konstant kæmpe for at bevare og forsvare vores liberale, demokratiske samfundsinstitutioner.

Det indebærer selvfølgelig også, at man aktivt skal modarbejde dem, der aktivt undergraver vores samfund.

Og dét skal vi gøre med alle de midler, vi kan.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 28/10-2024)

Der ikke brug for endnu flere særordninger, S

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
23. oktober 2024

Efter en lang sommerferie startede en ny sæson af dansk politik i august, da Mette Frederiksen bekendtgjorde, at Socialdemokratiet vil trække i bremsen på den automatiske stigning i pensionsalderen.

Siden 2006, hvor et bredt flertal i Folketinget indgik velfærdsforliget, har pensionsalderen nemlig automatisk fulgt danskernes levealder.
Men på bagkant af den historisk upopulære SVM-regering skal det ifølge statsministeren nu være slut med denne mekanisme, der af økonomer er blevet betegnet som alt fra kronjuvelen i Danmarks sunde økonomi til en forudsætning for at fremtidssikre det danske velfærdssamfund.

Da SF præsenterede et lignende forslag tre måneder forinden, hudflettede Socialdemokratiet ellers idéen med meldinger om, at det var topmålet af uansvarlighed, og at forslaget decideret ville slå et hul i statskassen.

Men i et forkrampet forsøg på at stoppe Socialdemokratiets vælgerblødning er man nu selv villig til at slå hul i statskassen. Og fra deres perspektiv giver det måske meget god mening.

Op til folketingsvalget i 2019 lykkedes det nemlig at generobre nøglerne til regeringskontorerne med Arne-pensionen, hvor man håndplukkede et nøje udvalg vælgersegment, der skulle trækkes tidligere ud af arbejdsmarkedet end alle andre.

Der ikke brug for flere særordninger, der har til formål at appellere til bestemte vælgergrupper, som S håber på at få tilbage i folden

Argumentet lød, at også de mest nedslidte skulle have ret til en værdig pension, selvom nedslidning ikke er et kriterium for at kunne blive parkeret på Arne-pension – på trods af at Socialdemokratiet ellers konsekvent og dumstædigt påstod det modsatte.

Men strategien virkede tilsyneladende, og Mette Frederiksen vandt som bekendt regeringsmagten. Derfor bør det ikke vække undren, at statsministeren nu vil genoptage vinderformularen med et tilsvarende klassisk, socialdemokratisk slagnummer.

Argumenterne er i store træk de samme som i den gamle debat om Arne-pension; Nemlig, at fordi folk med kortere uddannelser og hårdere fysisk arbejde lever kortere tid end højtuddannede, er det retfærdigt med en differentieret pensionsalder, så førstnævnte gruppe kan trække sig tidligere tilbage.

Problemet er selvfølgelig bare, at det – præcis ligesom med Arne-pensionen – ikke er retvisende. En ny analyse dokumenterer nemlig, at selvom en akademiker i gennemsnit lever syv år længere end en ufaglært, så har de faktisk lige mange år på pension i snit.

Årsagen? At vi allerede har et differentieret pensionssystem med et væld af ordninger – som seniorpension, førtidspension, efterløn og ja, Arne-pension – for folk, som af den ene eller anden årsag har brug for eller lyst til at forlade arbejdsmarkedet før tid.

Hvis du vil lave lighed mellem uddannelsesgrupper, så vil jeg mene, at de nuværende ordninger i høj grad gør jobbet ud fra en gennemsnitsbetragtning, som økonomiprofessor og fhv. overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen formulerede det.

Således er der altså ikke brug for endnu flere særordninger, der har til formål at appellere til bestemte vælgergrupper, som Socialdemokratiet håber på at få tilbage i folden. Det, vi i stedet burde gøre, er at give folk magten tilbage over deres egen pension.

I Liberal Alliance har vi foreslået en ordning med Fripension, hvor alle arbejdende danskere vil få mulighed for at opspare 675 kr. skattefrit hver eneste måned.

Det vil for egen regning give borgerne muligheden for at gå på pension fem år før pensionsalderen – og så endda helt uden at slå et hul i statskassen, som Socialdemokratiet ville formulere det. Med et mere frit pensionssystem kan danskerne gå på pension på deres egne præmisser.

For nogle vil det betyde, at de trækker sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet for at nyde deres otium før tid. For andre vil det måske betyde, at man fortsat går på arbejde efter pensionsalderen, hvis det er det, man har lyst til. Men uanset hvad er det helt okay.

For danskerne bør selv have retten til at råde over deres egen pension i stedet for at være afhængige af politikere, hvis nåde kan skifte, som vinden (eller meningsmålingerne) vender. Det vil ikke blot være det mest retfærdige.

Det vil også være den økonomisk ansvarlige vej at gå som alternativ til at lade Mette Frederiksen sælge ud af dansk økonomis kronjuvel i et desperat forsøg på at erobre tabte vælgere tilbage.

(Indlæg bragt i Børsen d. 23/10-2024)

Den socialdemokratiske ingeniørkunst er tilbage, og denne gang har den Venstres mandater bag sig

Helena Artmann Andresen
21. oktober 2024

Regeringen har nu præsenteret sin plan for den nye uddannelsesreform.

En plan med mange gode takter, som højere karakterkrav til gymnasierne, og en ny vej, der skal få flere til at vælge erhvervsuddannelserne.

Men der var også en gammel socialdemokratisk tidsel: Tvangsfordeling af elever.

Et upopulært levn fra sidste regeringsperiode under den socialdemokratiske regering, hvor elever i landets store byer blev tvangsfordelt på gymnasierne på baggrund af deres forældres indkomst.

Dette i et forsøg på at undgå »indvandrergymnasier« med en stor andel af elever med ikkevestlig baggrund. Ingen gymnasier måtte have mere end 30 procent elever med ikkevestlig baggrund.

En aftale, som hele blå blok fra begyndelsen var imod, fordi det ikke er staten, der skal bestemme, hvor unge mennesker vælger at tage deres uddannelse. Det skal de selv, ogdet undergraver deres frie valg at tvangsfordele dem.

Før valget stod Morten Dahlin på Folketingets talerstol og talte om eleven Lukas, der bor 500 meter fra sit lokale gymnasium, men i stedet er tvunget til at transportere sig til et gymnasium længere væk, fordi det er det gymnasium, regeringen har valgt til ham. Det var principielt forkert, lød det.

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.

Tvangsfordeling af elever var en af grundene til, at Venstre gik med i regeringen, lod de os forstå. De ville sikre, at tvangsfordeling af elever aldrig ville blive til virkelighed. De unges frie valg havde sejret, lød det.

Men nu tyder det på, at den socialdemokratiske tvangsfordeling af elever igen er skudt op som ukrudt. Den socialdemokratiske ingeniørkunst er tilbage, og denne gang harden Venstres mandater bag sig.

Hvilke kriterier eleverne vil blive tvangsfordelt på baggrund af denne gang, skriver regeringen intet om. Venstres politiske ordfører forsikrer dog, at regeringen agter at lave en model, der tager hensyn til elevernes frie valg.

I mine ører rimer tvangsfordeling og respekt for de unges frie valg af uddannelsessted dårligt. Unge mennesker er ikke brikker, der skal placeres efter statens forgodtbefi ndende. Elever skal hverken fordeles efter forældres indkomst, etnicitet eller hvor langt en elev har fra sit hjem til uddannelsen. De unge skal kunne søge de gymnasier, de ønsker, og ikke underlægges en socialistisk tvangsfordeling.

Opstår der problemer med en eller flere elever, skal det have konsekvenser for denenkelte, naturligvis. De må sanktioneres og i yderste konsekvens bortvises, hvis de ertil gene eller skade for undervisningen og studiemiljøet. Men vi skal ikke tvangsfordele gymnasieelever, fordi der er særlige udfordringer på enkelte gymnasier. Integrationsproblemer skal ikke løses af gymnasieelever.

Det er på tide at lægge tvangsfordeling af gymnasieelever i graven som en dårlig idé, der ikke bør genopstå. Helena Artmann Andresen er børne- og undervisningsordfører for Liberal Alliance

(Indlæg bragt i Berlingske d. 21. oktober 2024)

Børn af veteraner skal ikke lades i stikken

Carsten Bach & Louise Brown
18. oktober 2024

I den seneste tid har flere medier afdækket de graverende konsekvenser for de danske familier, når far eller mor vender hjem fra missioner i krigszoner i udlandet og har ar på ikke blot krop men sjæl og sind – særligt i form af ptsd. Børn af veteraner oplever følelsesmæssig ustabilitet, angst og en konstant frygt for at miste deres far eller mor igen. Til gengæld oplever familierne ulykkeligvis ikke, at samfundets hjælp er tilstrækkelig.

Beretningerne giver i høj grad stof til eftertanke, for der er tale om familier, der selvsagt er yderst sårbare og under et afsindigt pres. Familier, der i årevis har kæmpet forgæves for at få den rette psykologhjælp og behandling til deres børn. Og familier, der – med rette – føler sig svigtet af et system, som ganske enkelt ikke er gearet til at håndtere de komplekse behov, børn af traumatiserede veteraner har. Hvorimod voksne børn af veteraner med ptsd kan få psykologbehandling via Forsvarets Veterancenter, er der intet tilsvarende tilbud for børn. De spises i stedet af med tidsbegrænsede gruppesessioner med andre børn.

For yderligere hjælp henvises de til det kommunale system, hvor de konsekvent støder panden ind i de alt for lange ventelister i børneog ungepsykiatrien, systemets manglende faglige indsigt i konsekvenserne af at være vokset op med en ptsdramt omsorgsperson samt den økonomiske barriere i form af selvbetaling for diverse psykologforløb.

For veteraner med ptsd er det desuden noget nær uoverkommeligt at navigere i junglen af systemets forskellige aktører. Derfor opgiver mange veteraner undervejs kampen om at få fat i den rette hjælp til deres børn.

Det er fuldstændig uacceptabelt, at vi som samfund ikke formår at hjælpe vores veteraner og deres børn bedre. Ingen børn eller pårørende til skadede veteraner skal føle sig svigtet af det selvsamme samfund, der i sin tid besluttede at sende deres forældre afsted på mission til en krigszone i udlandet.

Vi må forstå, at når vi sender vores soldater i krig, så er det ikke kun de, der bliver udsendt, der bærer byrden.

Det er derimod hele den udsendtes familie – både inden, under og efter udsendelsen.

Derfor bør samfundets ansvar ikke slutte ved soldatens hjemkomst. For vi har efterfølgende en pligt til at tage ordentligt vare på ikke blot veteranerne selv men også deres børn, som ellers er dømt til at leve en tilværelse i skyggen af forældrenes krigstraumer. I første omgang kan vi starte med at styrke de eksisterende tilbud i Veterancentret og sikre, at alle børn og unge af traumatiserede soldater får adgang til den nødvendige støtte i form af målrettede gratis akuttilbud med specialuddannet fagpersonale og individuel psykologhjælp.

Opgaven er desuden ikke blot at komme fremtidige veteranfamilier til undsætning fremover, men aktivt at række en hånd ud til de mange veteraner, der i de forgangne år har opgivet de officielle systemer, eller hvor systemerne omvendt har opgivet dem.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 18. oktober 2024)