Landdistrikterne er for vigtige til skattebetalt symbolpolitik

Jens Meilvang
27. februar 2025

Det har taget fuldstændig overhånd med mængden af ministre – Mette Frederiksens SVM-regering har slået danmarksrekord med 25 ministre.

Og for det ikke skal være løgn, havde SVM-regeringen i forvejen den gamle rekord.

Derfor foreslår Liberal Alliance, at vi skærer fem overflødige ministerier væk som en lille start på afbureaukratiseringen af det danske samfund. Nogle af stillingerne skal simpelthen nedlægges, imens andre skal føres ind under ministerier, der sagens kan varetage opgaverne. F.eks. foreslår vi at fjerne det overflødige landdistriktsministerium og føre opgaverne tilbage i Indenrigsministeriet, hvor de typisk har ligget.

Det falder dog Patrick Culmsee-Bryhl fra Danmarksdemokraternes Ungdom for brystet. Skønt han deler ambitionen om at skære ned på bureaukrati og projektmageri for borgernes penge, mener han i et indlæg i JP, at ønsket om at nedlægge Landdistriktsministeriet er et udtryk for »storbyens privilegieblindhed«.

Men her retter Culmsee-Bryhl desværre bager for smed – eller skulle vi sige bonderøv for storbysnude? For Liberal Alliances politik er på ingen måde udtryk for privilegieblindhed fra storbyen. Set her fra Auning på Djursland giver den (også) overordentlig god mening.

Selvom vi i provinsen måske har ry for ikke at lade alt, som vi tjener, komme skattefar for øje, er vi naturligvis i lige så høj grad som storbyboerne med til at betale for et danske skattetryk, der udgør næsten halvdelen af økonomien.

Så når Liberal Alliance vil skære ned på overflødigt bureaukrati og projektmageri i staten, er det netop for at spare alle danskere for at betale for ting, der ikke gavner ret mange. I dette tilfælde en række ministerier, der først og fremmest gavner dem med ministerposter og komfortable, vellønnede job i bureaukratiet.

Ikke for at ignorere landdistrikterne, men det er jo i den forbindelse meget sigende, at sagerne om disrespekt for landdistrikterne, som Culmsee-Bryhl bringer op, netop er sket, mens vi har haft en landdistriktsminister.

Det havde vi også i de fire år med Helle Thorning-Schmidt som statsminister, selvom ingen husker hende som en stor beskytter af landdistrikterne. Det er den førte politik, ikke logoet på ministerierne, der betyder noget.

Jeg har stor respekt for, at man gerne vil tale landdistrikternes sag – især når de bliver overset eller ofre for centralistiske skrivebordsbeslutninger. Jeg gør det faktisk hver dag som landdistriktsordfører i et parti, der er dybt optaget af den voksende splittelse mellem land og by, og som har mit hverdagsliv meget langt fra København.

Det er der dog intet, der tyder på, at en landdistriktsminister med et stort, fint, blankt skrivebord i København er nogen særlig hjælp for landdistrikterne.

Kritikken af Liberal Alliance for at ville spare et overflødigt ministerium væk er sådan set en god lektie i, hvordan vi er endt med så meget bureaukrati og så dyr en stat: Fordi alle har deres eget særhensyn, som de forlanger tilgodeset med et ministerium, initiativer, kampagner, puljer og øremærkede projektmidler. Sammen med politiske vennetjenester er det trods alt sådan, vi er endt med at slå nye danmarksrekorder i antallet af ministerier.

Det er bare ikke noget, man mærker noget til ude blandt danskerne. Heller ikke os i provinsen. Lad os koncentrere os om at føre en god og ansvarlig politik, der gør det muligt at leve et tilfredsstillende liv i alle postnumre – herunder at holde orden med borgernes penge, så de ikke bliver klattet væk på symbolpolitik, bureaukrati og projektmageri.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27 februar 2025)

Sådan får vi potentielt 260.000 flere ejerboliger i Danmark

Carl Andersen
27. februar 2025

Boligen er basen for vores liv, og derfor er det afgørende at føre en boligpolitik, der sætter det enkelte menneske i centrum.

7 af 10 danskere ønsker at eje deres bolig, men kun lidt over halvdelen af voksne danskere bor i en bolig, de ejer. Andelen har været faldende de seneste 10 år, og mange unge frygter, de aldrig vil få mulighed for at eje deres eget hjem.

Udfordringen er især tydelig i de større byer. Her stiger boligpriserne hurtigere, end opsparingerne kan følge med. Ca. halvdelen af den samlede boligmasse er ejerboliger, og andelen er lavere i de store byer.

Selv S-boligminister Sofie Hæstrup Andersen har erkendt behovet for flere ejerboliger og færre lejeboliger, især i København. Men partiet undlader at adressere andelsboligerne, der præger boligmarkedet i hovedstaden. Rockwool Fonden har dokumenteret, at andelsboligerne ofte er forbeholdt dem med de rette forbindelser – ikke dem, der ønsker at købe sig ind gennem opsparing og hårdt arbejde. Det skaber et utilgængeligt og uretfærdigt marked.

Derfor vil Liberal Alliance ophæve forbuddet mod at omdanne andelslejligheder og ældre lejeboliger til ejerboliger. For et sådant tosset forbud findes nemlig, og flere arbejdsgrupper har allerede regnet på konsekvenserne.

Der er ca. 130.000 andelslejligheder, hvor der økonomisk er incitament til at omdanne til ejerlejligheder, primært i hovedstadsområdet og andre større byer. Andelsboligforeningerne bør selv kunne bestemme, hvilken ejerform der er bedst for dem, da andelshaverne ejer bygningerne. Hvis disse boliger kom ud på det frie marked, ville vi få et mere tilgængeligt og retfærdigt boligmarked, hvor det handler om at finde en køber, ikke om at have de rette forbindelser.

Tilsvarende er der ca. 130.000 ældre lejeboliger, mange underlagt stram huslejeregulering og ikke altid i god stand. Muligheden for at sælge disse boliger vil tiltrække private investeringer i forbedring af bygningerne, hvilket er mere klimavenligt end at bygge nyt. Mange af disse lejeboliger ligger i mellemstore byer som Herning, Horsens, Vejle og Fredericia, men også i Aarhus og København.

Beregninger viser, at 87 pct. af andelsboligerne og 65 pct. af de ældre lejeboliger vil komme på markedet gradvist, efterhånden som lejere fraflytter, og andelsboligforeninger beslutter sig for at omdanne.

Den nye frihed vil muliggøre flere ejerboliger i områder, hvor det er svært at bygge nyt, som i Aarhus midtby. Værdistigningerne vil blive beskattet og kan bruges til at forbedre byområder, klimasikre eller støtte andre samfundsgavnlige projekter.

Samlet set vurderer Skatteministeriet øgede boligskatteindtægter på 3,2 mia. kr. årligt og et tocifret milliardbeløb i avancebeskatning.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27 februar 2025)

DR’s omstridte dokumentar viser, at dansk public service har brug for en frisk start

Katrine Daugaard
27. februar 2025

I en situation, hvor det er åbenlyst for stort set alle andre, at DR med åbne øjne har bedrevet politisk manipulation forklædt som journalistik, er DR’s mangel på selverkendelse mildest talt tragikomisk.

»Groft vildledende.« Sådan betegner tidligere økonomisk overvismand DR’s dokumentar ”Grønlands hvide guld” om udvindingen af kryolit i Grønland, som efter kun få dage er blevet pillet så meget fra hinanden af en række enige topøkonomer, at det må undre de fleste, at DR har valgt at bringe den.

Det er utroligt, at Danmarks Radio midt i en grønlandsk valgkamp og en skæbnestund for et skrøbeligt rigsfællesskab kan udkomme med et angiveligt journalistisk produkt, som ifølge økonomiske eksperter er groft vildledende og tenderer til misinformation.

Men skal vi tro en af de utallige DR-mellemledere, som har fået den utaknemmelige opgave at forsvare dokumentaren, så er den imidlertid faktuelt set korrekt. Den skal blot anskue spørgsmålet om økonomien på en »lidt mere kompleks måde«. Og det er præcis der, hvor dokumentarfilmen knækker.

Journalisterne bag dokumentaren har nemlig været i dialog med adskillige anerkendte og fremtrædende danske økonomer, som alle har advaret mod dokumentarens centrale påstand om, at man på en måde kan betragte en omsætning på angiveligt 400 mia. kr. over en 100-årig periode som en form for fortjeneste for Danmark. Men de blev vraget til fordel for en indisk marxistisk økonom med speciale i ”postkolonialisme”, Arindam Banerjee, der vel efterhånden er den eneste af dokumentarens eksperter, der vil stå på mål for dokumentarens budskab.

Og pudsigt nok er denne ekspert af præcis samme ”postkoloniale” og venstreorienterede skole som den hovedperson, DR har valgt til dokumentaren, og som også grædende i dokumentarens højdepunkt accepterer den forfejlede måde at regne på som den pureste sandhed.

”Grønlands hvide guld” er blot det seneste – men alvorligste – eksempel på indhold fra DR Dokumentar, der har vist sig at være groft politiserende og fyldt med grelle fejl. God, saglig journalistisk har ikke behov for at fordreje, underdrive eller overdrive.

Som public service-institution er det DR’s opgave at sikre alsidig og politisk uafhængig folkeoplysning til borgerne, og vi betaler årligt 4 mia. skattekroner for det.

Desværre tyder en del på, at det primært er venstrefløjen, som får noget for pengene. Når man tænker på, hvor travlt DR har haft med at advare mod fake news og misinformation, som vi frygter skulle komme fra Rusland og andre fjendtlige aktører, er det så meget desto mere kritisk, at de nu selv er afsender på samme type indhold.

Og mens både dokumentaren og DR’s efterfølgende svar på kritikken har skabt rystelser i det politiske Danmark, må man konstatere, at DR Byen er bygget til at modstå jordskælv. For det lader ikke til, at kritikken af de mange fejl og fordrejninger har rokket ved selverkendelsen i ledelseslagene. Det ville ellers være klædeligt med en anelse selvransagelse og en vilje til at placere ansvaret. Begge dele udebliver.

Ifølge DR er det primært alle andre, der har misforstået deres dokumentar, og har de endelig en smule ansvar, så er det kun for ikke at kommunikere tydeligt nok. I en situation, hvor det er åbenlyst for stort set alle andre, at DR med åbne øjne har bedrevet politisk manipulation forklædt som journalistik, er den mangel på ansvarlighed og selverkendelse mildest talt tragikomisk.

Det er derfor på tide, at vi fra politisk hold erkender, at DR ikke lever op til sit formål som folkeoplysende institution. Derfor er der behov for en nytænkning af, hvordan vi organiserer public service-virksomhed i Danmark, så det reelt er i offentlighedens interesse. En frisk start for DR. Dokumentaren kunne have været en spændende og velkommen belysning af relationen mellem Grønland og Danmark. Desværre er det vigtigste og mest sandfærdige, dokumentaren kan lære os, at DR har droppet sit folkeoplysende virke til fordel for politisk aktivisme.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27. februar 2025)

Du misforstår dit job, Bødskov

Pernille Vermund
25. februar 2025

“De bliver enormt sure på mig.”
Sådan lød det fra erhvervsminister Morten Bødskov i sidste uge, da han anklagede de danske pensionskasser

For selv i de socialdemokratiske ministerkontorer har man omsider set skriften på væggen. Europa er ved at sakke bagud – og hvis vi ikke får vendt udviklingen, vil fremtidens europæere vokse op på et fattigt og overflødigt kontinent. Det har fået erhvervsministeren til at forlange, at pensionskasserne skal lave flere risikovillige investeringer i nye startups, som kan få gang i hjulene under den europæiske økonomi. Men Bødskovs bedrevidende bredside rammer milevidt forbi målskiven og er et udtryk for en utidig indblanding i erhvervslivets arbejde.

Fjendtlig indstilling

For det første er det absurd, at Bødskov løfter en pegefinger over for erhvervslivets private pensionskasser, samtidig med at regeringen dumstædigt insisterer på at holde hånden over ATP. Statens pensionskasse leverer et uacceptabelt dårligt afkast, mens de pumper skattekroner i katastrofale prestigeprojekter og tossede reklamefremstød for sig selv. Hvis Bødskov vil have mere risikovillig kapital til danske startups, burde han droppe statens pensionsmonopol på 700 mia. – i stedet for at kritisere de private pensionskasser, som faktisk er i stand til at foretage fornuftige investeringer. Jeg tror ikke, vi har haft en regering, der er mere fjendtligt indstillet over for erhvervslivet For det andet kommer Bødskovs svada på et bagtæppe af snart seks år med socialdemokratiske angreb på erhvervslivet og i særdeleshed den finansielle sektor. Mens alle andre virksomheder får lov til at betale en selskabsskat, har Socialdemokratiet nemlig besluttet, at de finansielle selskaber skal pålægges en særligt høj selskabsskat.

Når den socialdemokratiske skurvognspopulisme skaber dårligere erhvervsvilkår for investeringsselskaberne, giver det selvfølgelig også ringere vilkår for at investere. Hvis Bødskov vil have mere kapital til nye startups fra pensionskasserne, burde han lade være med at chikanere dem med særlige strafskatter. For det tredje klinger Bødskovs kritik af pensionskasserne hult, når Socialdemokratiet fortsat bebyrder erhvervslivet med unødigt bureaukrati. Jeg tror ikke, vi har haft en regering, der er mere fjendtligt indstillet over for erhvervslivet, siden Anker Jørgensen var ved at køre den danske nationaløkonomi ud over afgrundens rand for et halvt århundrede år siden.

Misforstået sit job

Siden Mette Frederiksen satte sig for regeringens bordende i 2019, er udviklingen i bureaukratiet og antallet af statsligt ansatte administratorer kun gået én vej. Hvis man lytter til erhvervslivet, er dét den største udfordring for deres vækst. Eksempelvis peger 79 pct. af de adspurgte virksomheder i en dugfrisk opgørelse på, at et opgør med bureaukratiet er en af de vigtigste veje til at sikre EU’s konkurrenceevne. Til sammenligning er det kun 8 pct. af virksomhederne, der efterspørger “øget adgang til statsstøtte”, hvilket er den løsning, Bødskov selv pønser på i et nyt forslag om stille EU-midler til rådighed i forbindelse med investeringer. Det er meget sigende for hele fadæsen, at erhvervsministeren har mere travlt med at pege fingre ad erhvervslivet end at lytte til, hvad de faktisk efterspørger. Hvordan kunne det gå så galt for Morten Bødskov? Jeg tror, det kan spores tilbage til, at erhvervsministeren slet og ret har misforstået sin jobbeskrivelse. Vores job som politikere er nemlig ikke at sidde inde bag Christiansborgs tykke mure og diktere, hvad private pensionskasser bør foretage af investeringer.

Pensionskassers formål

Som professor i finansiering ved Aarhus Universitet Peter Løchte Jørgensen udtalte om Bødskovs opsang: “Politisk indblanding i investeringer er som regel en dårlig idé.” Det har professoren åbenlyst ret i. For pensionskasserne har ét – og kun ét – formål; at levere et højt afkast til deres medlemmer. Hvis investorerne tvinges til at droppe saglige hensyn til fordel for usaglige politiske dagsordener, forhindrer det, at kapitalen allokeres til de bedst mulige investeringer, og at kunderne får det højest mulige afkast. Kan man virkelig kalde sig et arbejderparti, hvis man er villig til at kompromittere de arbejdende danskeres pensionsopsparing for at realisere sine egne politiske mål? Selvfølgelig ikke.

Så kære Morten Bødskov: Drop den utidige indblanding i pensionskassernes investeringer, og koncentrer dig i stedet om at forbedre de rammevilkår, der gør det attraktivt at investere i Danmark. For hvis staten blot skaber de rette betingelser, kan pensionskasserne gøre det, de er bedst til. Nemlig at sikre danskernes opsparing gennem investeringer, som kan bidrage til Europas langsigtede vækst og konkurrenceevne.

(Indlæg bragt i Børsen d.25 februar 2025)

Fjern loftet over fradragsberettigede donationer og styrk civilsamfundet Foreningsliv.

Carl Andersen
25. februar 2025

Civilsamfundets mange velgørende organisationer og foreninger spiller en helt afgørende rolle i det danske samfund – og en særlig rolle i det

… liberale samfund, som vi i Liberal Alliance drømmer om. For når staten skal fylde mindre, må borgerne fylde mere. Det kræver, at vi som borgere tager ansvar – også for at sikre finansieringen af de formål, vi hver især ønsker at fremme. Derfor skal der være en større økonomisk tilskyndelse til at bruge egne penge på netop dette. Liberal Alliance ønsker at styrke civilsamfundet ved at give borgerne mere indflydelse, og reducere statens, over den økonomisk støtte. Vi foreslår at fjerne den nuværende fradragsloft på 19.000 kroner for donationer til velgørende formål og foreninger. Dette vil motivere flere til at støtte de initiativer, som de brænder for. Det er allerede blevet gjort i forbindelse med donationer til forskning, hvor man har ophævet loftet til for eksempel Syddansk Universitet og Alzheimerforeningen. Hvorfor ikke gøre det samme for Red Barnet og Grundtvigsk Forum? Det mener vi. I dag fordeler staten milliarder til udvalgte organisationer, hvilket kan føre til magtkoncentration og oversete lokale initiativer. Det er nemlig ofte de samme organisationer, der ender på Finansloven. Ved i højere grad at lade borgerne bestemme, hvor deres penge skal gå, demokratiserer vi velgørenheden og fremmer mangfoldighed og pluralisme. Flere organisationer får mulighed for at blomstre og afspejle samfundets mange interesser og behov fremfor politikernes interesser og behov.

Vi reducerer samtidig bureaukratiet. De nuværende grænser og særordninger kræver administration fra både foreninger og myndigheder. Ved at ophæve loftet for alle sparer vi penge og ressourcer, hvilket gør det lettere at fokusere på deres kerneopgaverne.

Finansieringen findes helt naturligt ved at reducere i en af de statslige puljer, som der i dag deles ud fra. Det er over 1 milliard kroner, og vores forslag koster blot 90 millioner kroner.

Samtidig forventes det, at borgerne vil donere næsten 160 millioner kroner mere end tidligere, hvis loftet ikke var der. Det er da en god forretning for både civilsamfund og skatteborger! Dette vil motivere flere til at støtte de initiativer, som de brænder for.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d.25. februar 2025)

ATPs bestyrelse er en overset faktor i debatten om pensionsmonopolets skandaler

Pernille Vermund
20. februar 2025

De seneste år har ATP været involveret i den ene skandalesag efter den anden.

Pensionsmonopolet har brændt skattekroner af på fjollede PR-kampagner, foretaget katastrofeinvesteringer i klimapolitiske prestigeprojekter og leveret et på alle tænkelige måder uacceptabelt afkast. Alle disse sager har med rette trukket en masse overskrifter. Men noget, der imidlertid har fået mindre mediebevågenhed, er, hvorfor det kunne gå så galt for statens tvungne pensionsmonopol i første omgang?

Det kan der være mange bud på. Men en mulig forklaring, som ikke har fyldt nok i den offentlige debat, er ATPs bestyrelse. For det er bestyrelsen, der til syvende og sidst har ansvaret for at føre kontrol med, om selskabet bliver drevet ordentligt. I en markedsøkonomi sikres dette under normale forhold ved, at en virksomheds ejere kan udskifte bestyrelsen, så denne til enhver tid lever op til sit ansvar. Men eftersom ATP som statslig konstruktion de facto »ejes« af politikerne, bliver denne mekanisme sat ud af kraft, hvilket kan have store konsekvenser. For det betyder, at bestyrelsesmedlemmerne ikke nødvendigvis udvælges efter saglige kriterier, og at de faglige hensyn, som en bestyrelse under almindelige vilkår ville operere efter, risikerer at træde i baggrunden. Det afføder flere problemer, som vi bør forholde os til.

For det første er ATP ikke underlagt den finansielle sektors særdeles strenge »fit and proper«-regler om bestyrelsesmedlemmernes erfaring, kvalifikationer og hæderlighed. Når det kommer til statens pensionsselskab, har man nemlig pudsigt nok valgt at undtage ATP fra de regler, som gælder for alle andre i den finansielle sektor. For det andet tilsiger intet, at ATPs bestyrelsesmedlemmer har den fornødne ekspertise for at føre kontrol med statens pensionskasse. I dag bliver otte ud af ATPs 13 bestyrelsesmedlemmer nemlig udpeget af arbejdsmarkedets parter. Med andre ord er grundlaget for at sammensætte den mest kompetente ATP-bestyrelse ret begrænset.

For hvordan kan danskerne vide sig sikre på, at en eller anden vilkårlig fagforeningsboss skulle være i stand til at føre kontrol med pensionsmonopolet? Og for det tredje bør bestyrelsesmedlemmernes øvrige hverv få alarmklokkerne til at ringe over potentielle habilitetsproblemer. En direktør i en erhvervsorganisation får som bekendt løn af sine medlemsvirksomheder, hvilket potentielt kan føre til interessekonflikter, som kompromitterer hensynet til ATPs tvungne medlemmer. For giver det virkelig mening, at denne direktør så også skal føre tilsyn med statens pensionskasse, der jævnligt investerer i netop de virksomheder, som betaler direktørens regninger?

Jeg har ingen grund til at tro, at der i praksis har været problemer på denne front – men alene det at man kan være i tvivl om uafhængigheden er et problem i sig selv. Den bedste måde at undgå tvivlen er ved at skabe en professionalisering af ATP. Hvis ATP overhovedet skal have lov til at fortsætte i fremtiden, bør bestyrelsesposterne som minimum besættes af folk, der ikke har potentielle interessekonflikter og manglende faglig ekspertise. For ATP forvalter mere end 700 milliarder kroner for mere end 5,6 millioner danskere. Med så store beløb på spil, der vedrører næsten alle danskere, kan vi ganske enkelt ikke fortsat se gennem fingrene med de her problemer.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 20. februar 2025)

Dansk public service har brug for en frisk start

Katrine Daugaard
19. februar 2025

Groft vildledende.

Sådan betegner tidligere økonomisk overvismand DR’s dokumentar ”Grønlands hvide guld” om udvindingen af kryolit i Grønland, som efter kun få dage er blevet pillet så meget fra hinanden af en række enige topøkonomer, at det må undre de fleste, at DR har valgt at bringe den.

Det er utroligt, at Danmarks Radio midt i en grønlandsk valgkamp og en skæbnestund for et skrøbeligt rigsfællesskab kan udkomme med et angiveligt journalistisk produkt, som ifølge økonomiske eksperter er groft vildledende og tenderer til misinformation.

Men skal vi tro en af de utallige DR-mellemledere, som har fået den utaknemmelige opgave at forsvare dokumentaren, så er den imidlertid faktuelt set korrekt. Den skal blot anskue spørgsmålet om økonomien på en »lidt mere kompleks måde«. Og det er præcis der, hvor dokumentarfilmen knækker.

Journalisterne bag dokumentaren har nemlig været i dialog med adskillige anerkendte og fremtrædende danske økonomer, som alle har advaret mod dokumentarens centrale påstand om, at man på en måde kan betragte en omsætning på angiveligt 400 mia. kr. over en 100-årig periode som en form for fortjeneste for Danmark.

Men de blev vraget til fordel for en indisk marxistisk økonom med speciale i ”postkolonialisme”, Arindam Banerjee, der vel efterhånden er den eneste af dokumentarens eksperter, der vil stå på mål for dokumentarens budskab.

Og pudsigt nok er denne ekspert af præcis samme ”postkoloniale” og venstreorienterede skole som den hovedperson, DR har valgt til dokumentaren, og som også grædende i dokumentarens højdepunkt accepterer den forfejlede måde at regne på som den pureste sandhed.

”Grønlands hvide guld” er blot det seneste – men alvorligste – eksempel på indhold fra DR Dokumentar, der har vist sig at være groft politiserende og fyldt med grelle fejl. God, saglig journalistisk har ikke behov for at fordreje, underdrive eller overdrive.

Som public service-institution er det DR’s opgave at sikre alsidig og politisk uafhængig folkeoplysning til borgerne, og vi betaler årligt 4 mia. skattekroner for det.

Desværre tyder en del på, at det primært er venstrefløjen, som får noget for pengene. Når man tænker på, hvor travlt DR har haft med at advare mod fake news og misinformation, som vi frygter skulle komme fra Rusland og andre fjendtlige aktører, er det så meget desto mere kritisk, at de nu selv er afsender på samme type indhold.

Og mens både dokumentaren og DR’s efterfølgende svar på kritikken har skabt rystelser i det politiske Danmark, må man konstatere, at DR Byen er bygget til at modstå jordskælv.

For det lader ikke til, at kritikken af de mange fejl og fordrejninger har rokket ved selverkendelsen i ledelseslagene. Det ville ellers være klædeligt med en anelse selvransagelse og en vilje til at placere ansvaret. Begge dele udebliver.

Ifølge DR er det primært alle andre, der har misforstået deres dokumentar, og har de endelig en smule ansvar, så er det kun for ikke at kommunikere tydeligt nok.

I en situation, hvor det er åbenlyst for stort set alle andre, at DR med åbne øjne har bedrevet politisk manipulation forklædt som journalistik, er den mangel på ansvarlighed og selverkendelse mildest talt tragikomisk.

Det er derfor på tide, at vi fra politisk hold erkender, at DR ikke lever op til sit formål som folkeoplysende institution. Derfor er der behov for en nytænkning af, hvordan vi organiserer public service-virksomhed i Danmark, så det reelt er i offentlighedens interesse. En frisk start for DR.

Dokumentaren kunne have været en spændende og velkommen belysning af relationen mellem Grønland og Danmark. Desværre er det vigtigste og mest sandfærdige, dokumentaren kan lære os, at DR har droppet sit folkeoplysende virke til fordel for politisk aktivisme.

Mens både dokumentaren og DR’s efterfølgende svar på kritikken har skabt rystelser i det politiske Danmark, må man konstatere, at DR Byen er bygget til at modstå jordskælv.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d.19. februar 2025)

Vances München-tale var en blanding af tiltrængt opsang og bizart hykleri

Henrik Dahl
18. februar 2025

Meget i vicepræsidentens tale var sandt. Men en god del er også hykleri og farlig ligegyldighed over for Rusland. Og under alle omstændigheder tegner den en virkelighed, Europa er nødt til at forholde sig til i de i hvert fald næste fire år.

J.D. Vances tale ved sikkerhedskonferencen i München er allerede efter få dage historisk. Retorisk er den fremragende. Men har Vance i overvejende grad ret i det, han siger? Eller tager han i overvejende grad fejl? Det skal diskuteres på de følgende linjer.Den amerikanske vicepræsident har ubetinget ret i, at en række lande i Europa har ført en selvdestruktiv indvandringspolitik. Og værre end det: en indvandringspolitik, som de enkelte landes borgere aldrig for alvor er blevet spurgt om, hvorvidt de ønskede. Hvis de var blevet spurgt, havde de fleste formentlig sagt nej. Som valget i Tyskland den 23. februar givetvis kommer til at vise.

Han har også ubetinget ret i, at ”brandmure”, der i praksis holder store dele af et lands befolkning ude fra de almindelige, politiske processer, er en dårlig idé. Selv fundamental uenighed skal ikke tackles ved, at flertallet tryner et meget stort mindretal og erklærer dette mindretals synspunkter for uønskede og ikke værdige til at blive taget i betragtning.

I et velfungerende demokrati er flertallet altid nødt til at gå i dialog med et mindretal på 20-25 pct. af befolkningen. Ellers er demokratiet ikke velfungerende.

Vicepræsidenten har endvidere ubetinget ret i, at overdrevet nidkære love imod hadtale i realiteten giver aktører, der handler i ond tro – det vil først og fremmest sige islamister og wokeister – veto i forhold til kritik, provokation og satire. Det er derfor, den danske koranlov er og bliver en skandale.

Endelig har den amerikanske vicepræsident ubetinget ret i, at Europa har gjort alt, alt for lidt i forhold til sin egen sikkerhed.Hvis det ikke var så tragisk, ville argumentet om, at vi ikke kan gøre ditten og datten på grund af internationale forpligtelser, være komisk. I næsten 10 år ignorerede næsten alle lande i Europa – herunder Danmark – konsekvent at leve op til sine internationale forpligtelser på forsvarsområdet. Det skete der i mange år ikke noget ved. Undtagen – hvad der også er grelt nok – at kontinentet i dag er håbløst bagud, når det gælder om at tage vare på egen sikkerhed.

Med andre ord: ”Hensynet til internationale forpligtelser” er i den grad et ad hoc-argument, man kan slå sine modstandere i hovedet med, hvis man ikke tør argumentere ærligt for sine standpunkter. Det er i hvert fald ikke noget, der med nødvendighed overholdes i Danmark, eller som nødvendigvis har nogen konsekvenser.Der, hvor J.D. Vances tale er mindre god, er de dele, der på den ene eller den anden måde står i forbindelse med den russiske imperialisme og den russiske hybridkrig imod Europa.

Og så naturligvis de dele, der handler om valgsvindel og misinformation. For lad os lige få på det rene: J.D. Vances chef – Donald Trump – har konsekvent gennem mere end fire år spredt den løgn, at han vandt valget i 2020. J.D. Vances chef stod bag et mislykket statskup den 6. januar 2021. Og så er J.D. Vances chef i det hele taget et omvandrende bevis på omfanget af det problem, der hedder løgn og misinformation.

Hvor meget det end glæder mig, at Donald Trump tager et opgør med wokeisme, er jeg kort og godt ude af stand til at se bort fra, at han er fuld af løgn og forkerte påstande. Som han frækt gentager og aldrig dementerer.

Russisk indblanding i valg er et kæmpestort problem for Europa. Rusland har blandet sig i Georgien. Rusland har blandet sig i Moldova. Rusland har uden tvivl blandet sig i Rumænien.

I øvrigt gør Rusland gennem sine marionetter Viktor Orbén og Robert Fico også alt for, at EU skal bryde sammen. Så en tale om, hvad Europa gør og ikke gør og burde gøre og ikke burde gøre, kan ikke – hvis den skal være nogenlunde redelig – komme uden om Rusland.

Vi skal være utrolig påpasselige i Europa, så vi ikke synker ned på et illiberalt niveau i forsøget på at forsvare os imod Rusland. Men jeg må også slå fast: Det er fuldkommen legitimt at bekæmpe, at fremmede magter forsøger at destabilisere ens land. Det har alle lande enhver tænkelig ret til.

Det er gådefuldt, hvorfor MAGA-republikanerne er så eftergivende over for Rusland. Men det har de desværre til fælles med det hårde højre i Europa – som J.D. Vance helt klart forsøger at glæde med sin tale i Europa. Og denne eftergivenhed over for Rusland var den helt store svaghed ved J.D. Vances tale – selvom han også fik afleveret en del sandheder, som den politiske elite i Europa havde godt af at høre.

Jeg kan ikke vide, om det er i en kombineret iver efter at glæde ejerne af de store amerikanske kommunikationsplatforme og det hårde højre i Europa på en og samme tid, at J.D. Vance får lanceret den påstand, at ytringsfriheden i Europa har trange kår.

I hvert fald er påstanden om, at mediernes frihed i Europa er presset, ikke sand. Ifølge det velansete World Press Freedom Index for 2024 kommer USA på en sløv 21.plads. Langt efter store EU-lande som Tyskland og Frankrig. Og selvfølgelig endnu længere efter Danmark, der trods alt er på andenpladsen efter Sverige.

Jeg er godt klar over, at de store amerikanske kommunikationsplatforme har en interesse i at fremstille tingene på den måde, at EU’s Digital Services Act (DSA) er et uset indgreb i ytringsfriheden. Men sandheden er, at DSA løfter de regler, der gælder for eksempelvis dagblade og tv-stationer, ind i det digitale domæne. Det kan man mene om, hvad man vil. Jeg synes, det er meget rimeligt, at en stor kommunikationsplatform som X i princippet skal opføre sig ligesom Jyllands-Posten eller TV 2. Ikke bedre og ikke dårligere – bare på tilsvarende måde.

Så alt i alt: Halvdelen af J.D. Vances tale er fremragende og en tiltrængt opsang til den politiske elite i Europa. Mens den anden halvdel er en hyklerisk – og bizart Ruslands-ignorerende – kritik af EU for at ville beskytte sit demokrati imod udenlandsk indblanding og ryggesløse tyranners forsøg på statskup. Om det gør glasset halvt fuldt eller halvt tomt, kan man så bruge lang tid på at grunde over. Uanset hvad, så er talen udtryk for de gældende vilkår i Europa i mindst fire år frem i tiden.

Hvor meget det end glæder mig, at Donald Trump tager et opgør med wokeisme, er jeg kort og godt ude af stand til at se bort fra, at han er fuld af løgn og forkerte påstande. Som han frækt gentager og aldrig dementerer.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 18. februar 2025)

København mangler lidt Manhattan – vi skal bygge i højden

Alexander Ryle
12. februar 2025

Da jeg for nylig var i New York, blev jeg mindet om, hvordan højere og tættere bebyggelse rent faktisk kan skabe en storby med plads til alle – eller i hvert fald rigtig mange.

Arealmæssigt er Manhattan en smule mindre end Amager, men huser cirka 7,3 gange flere borgere. Med sine mere end 1,6 millioner indbyggere bor der faktisk omkring 180.000 flere mennesker end i København, Aarhus, Aalborg og Odense tilsammen.

Bevares, selv en storbyliberal som mig får højdeskræk ved tanken om et København med 100-etagers høje bygninger. Men mindre kan bestemt også gøre det. Vi kommer ikke uden om at bygge flere boliger – som i mange flere – hvis vi bare skal lægge en lille dæmper på de hidsige huslejestigninger.

Som barn i 90ernes København husker jeg tydeligt, hvordan de voksne i min børnehave ved Kultorvet måtte fjerne kanyler fra sandkassen. 70ernes og 80ernes krisetider havde sat deres tydelige spor.

Men med store investeringer og politisk mod blev byen forvandlet. Ørestaden, Vanløse, havneområderne og metroen blev realiteter, og i dag er København en by, som folk valfarter til – ikke flygter fra.

Af samme grund har huslejeniveauet såvel som ejerboligpriserne i årevis været på himmelflugt. Og lige så længe har venstrefløjen turneret rundt med opportunistiske valgløfter om guld og billige boliger.

Senest har Pernille Rosenkrantz-Theil taget de 35.000 kommende Lynetteholm-beboere som gidsel i sin iver efter at sætte sig på den københavnske jerntrone. Hun har nemlig startet et korstog mod nye bydele med dyre lejeboliger »gemt bag kønsløse facader af stål, glas og beton«, som hun formulerer det i Berlingske.

I stedet drømmer Rosenkrantz-Theil om »hyggelige byggeforeningsagtige huse, der er vævet ind mellem smukke murstenskarreer med københavnertage til 4.–5. sals højde«.

Jeg medgiver, at det lyder tillokkende. Men denne boligdrøm kvalificerer sig snarere til et af de utallige tv-programmer om danskere, hvis boligdrømme ikke matcher virkeligheden.

Jeg er sådan set enig i, at huslejen i mange af de nye lejeboliger ligger i den høje ende. Men én ting er sikkert: Den bliver ikke lavere af, at vi bygger færre af dem. Som med alt andet handler det i sidste ende om udbud og efterspørgsel.

Da vi hverken kan eller vil reducere efterspørgslen på at bo i København, er vores eneste mulighed at øge udbuddet. Og medmindre vi ønsker at inddrage de i forvejen knappe byrum, legepladser og grønne åndehuller, siger det sig selv, at vi må bygge højere.

Af Københavns Kommunes seneste boligredegørelse fremgår det, at der stadig er et betydeligt boligefterslæb fra 00erne og 10erne, samtidig med at boligvæksten er den laveste siden 2015. Tiden er derfor ikke til at kaste byens udvikling over styr med socialdemokratiske boligfiduser.

Personligt værdsætter jeg i allerhøjeste grad de gamle, charmerende dele af København, og jeg har naturligvis ingen ambition om at omdanne byen til ét stort glaspalads. Men det er simpelthen for let at harcelere over glasfacader og høje huslejer, når ens egne løsninger svarer til at slukke en bybrand med en vandpistol.

(Indlæg bragt i Berlingske d.12. februar 2025)

Blå partiledere efter drab på svensk islamkritiker: Afskaf koranloven og racismeparagraffen

Alex Vanopslagh
9. februar 2025

Mordet i Sverige på den irakiskfødte flygtning og islamkritiker Salwan Momika er gruopvækkende.

Gruopvækkende, fordi det er alle mord. Men også fordi det er et lysende eksempel på, at den koranlov, vi har i Danmark, er ekstremt farlig for vores frihed og demokrati.

Måske ånder nogle lettet op og tænker, at det, der er sket i Sverige, ikke vil ske i Danmark, fordi vi har forbudt koranafbrændinger. Men i virkeligheden viser vi voldelige islamister, at det godt kan betale sig at lægge pres på demokratier i den vestlige verden.

Jo mere brutalt de går til værks, desto mere bange bliver vi. Og når vi er bange, bøjer vi os for de mørke kræfter.

Både koranloven og en racismeparagraf, der lige så langsomt knopskyder, er ukrudtsblomster, der ikke bør gro i et sundt demokratis baghave. Og det er bestemt ikke blomster, der er plantet af os borgerlige. Vi vil til enhver tid kæmpe for frihed frem for frygt, for modargumenter frem for paragraffer.

Det handler ikke om, at vi billiger racisme eller anden diskrimination. Det er vigtigt at slå fast. Men ytringsfriheden er sjældent smuk, den kan endda være grim – men den bedste modkur er ord, debat og argumenter.

»Det er her, det bliver farligt«

Racismeparagraffen – eller Straffelovens §266 b, som den helt korrekt hedder – blev indført i 1939 som reaktion på Tysklands racelove og officielle antisemitiske propaganda, og den udsprang derfor af et konkret behov for at forhindre udbredelsen af lignede forhold.

Den er løbende blevet udvidet til også at omfatte seksuel orientering, handicap og kønsidentitet. Paragraffen bruges ofte til at kriminalisere kontroversielle holdninger og udtalelser, selv når de ikke er diskriminerende.

Og det er her, det bliver farligt, fordi den politiske og kulturelle debat begrænses, og det svækker demokratiet.

Digteren og forfatteren Yahya Hassan, som desværre ikke er blandt os mere, debuterede i 2013 med digtsamlingen »Yahya Hassan«. En bog, der i dén grad fik folk op af stolene. Bogen gik som varmt brød, Hassan blev inviteret ind i salonerne, var i Deadline, på Bogmessen, blev anmeldt og debatteret i alle tænkelige medier, og han fik en række fornemme litteraturpriser.

Alle vi politikere stod i kø for at rose og hylde hans litterære mod, hvor han satte indvandreres familiemønstre, socialt bedrageri og volden i indvandreghettoerne under debat.

Hans kritik af de muslimske indvandrermiljøer var nådesløs. Og i et interview i Jyllands-Posten udtalte han: »Perkerne konkurrerer nærmest om, hvem der kan begå mest socialt bedrageri.«

Det citat fik den aarhusianske socialrådgiver og debattør Mohamed Suleban til at politianmelde Hassan for at have overtrådt racismeparagraffen. Selvom der ikke kom mere ud af det, er det alligevel interessant. For det afspejler meget godt de paradokser, der ligger indbygget i denne paragraf. Og alle de gråzoner, den rummer.

Var Hassans udtalelse racistisk, eller var det en vigtig samfundskritik? Og blev han behandlet anderledes, fordi han selv tilhørte den gruppe, han kritiserede? Ophidsede han offentligt til had, eller bidrog han til at få taget hul på en debat, man før ham har været berøringsangst for at tage?

Regeringens krumspring

Der er en del eksempler i nyere tid på, at det er meget vilkårligt, hvordan der fældes dom ud fra racismeparagraffen. Måske netop fordi der er mange følelser og fornemmelser på spil – og følelser er jo som bekendt subjektive.

Ifølge en dom fra Vestre Landsret (U2003.2435V) er det strafbart at kalde islam en terrororganisation, mens Østre Landsret har frifundet en borger, der har sammenlignet islam med nazismen (Dom 1.4.13). Det klæder ikke et moderne demokrati at have så uklar en domspraksis.

En anden tidsel i demokratiets have er koranloven, som blev vedtaget tilbage i 2023 på ryggen af nogle konkrete episoder med koranafbrændinger foran mellemøstlige ambassader i Danmark. Det var voldsomt.

Episoderne vakte vrede og fordømmelse i den muslimske verden, og pludselig var både sikkerheden og eksporten truet. Ingen af afsenderne på denne kronik synes, det var hverken kønt eller rigtigt at ytre sine protester og holdninger ved at brænde bøger af og skabe usikkerhed for alle. Men ikke desto mindre var det ytringer.

Forbud mod koranafbrændinger sætter en farlig præcedens for, at religiøse dogmer ikke må udfordres eller kritiseres. Det underminerer ligestillingen mellem religion og øvrige ideologier i det offentlige rum. Love som koranloven skaber splittelse og utryghed ved at give visse grupper en oplevelse af særbehandling. Alle borgere skal være lige for loven – uanset tro, baggrund eller ideologisk ståsted.

Regeringen forsøgte sig med alle mulige kommunikative krumspring for at undgå det åbenlyse: At de med koranloven stækkede danskernes ytringsfrihed.

Justitsminister Peter Hummelgaard kaldte det for en »juridisk nålestiksoperation« og skrev i et indlæg i Berlingske, at koranafbrændingerne ingen værdi har som ytring. Det liberale parti Venstre snoede sig, da de skulle forsvare deres tilslutning til loven, og deres daværende formand, Jakob Ellemann-Jensen, fik rodet sig ud i noget med, at en ansvarlig regering jo ikke bare kunne stå med hænderne i lommen og se på.

Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, mente, at loven var »et vigtigt politisk signal til resten af verden.«

Nålestik, signaler, valorisering af ytringer, hænder, der ikke er i lommerne. Uanset hvordan man vender og drejer det, var og er koranloven en begrænsning af ytringsfriheden.

Demokratiet er på spil

En konsekvens af både racismeparagraffen og koranloven er, at de risikerer at dæmpe den offentlige debat, simpelthen fordi folk bliver bange for, om de siger eller skriver noget, der kan kaste dem i fængsel. Fordi det er så uklart, hvad man må, og hvad man ikke må, vil det uundgåeligt afholde mange fra at deltage i debatten.

Og dét er farligt, for det er jo en af grundstenene i vores demokrati. Det, alle politikere hylder i deres grundlovstaler og altid fremhæver, når der er historier om diktaturer, der undertrykker og censurerer deres befolkning.

Desuden – og mindst lige så alvorligt – er både koranlov og racismeparagraf et brud med det helt grundlæggende princip om lighed for loven. For hvis man er religiøs eller tilhører grupper, der har særlige juridiske rettigheder til at få sine følelser beskyttet mod krænkelse i den offentlige debat jf. koranloven og § 266 b, så er nogle borgere ganske enkelt mere lige end andre.

Det er indlysende helt uacceptabelt i en retsstat, hvor alle borgere naturligvis bør have samme rettigheder og pligter – uanset religion, hudfarve, køn og seksualitet.

Derfor har vi i den borgerlige opposition en stærk appel til regeringen: Prioriter ytringsfriheden og fjern disse love.

Vi har allerede eksisterende regler om injurier og trusler, som er tilstrækkelige til at beskytte borgere mod overgreb. For den beskyttelse skal naturligvis være der. Desuden gav politiloven i forvejen mulighed for at sætte ind over for afbrændinger og provokationer, der forstyrrer den offentlige orden. Så hvad er argumentet for at lave koranloven – ud over at udstille vores knæfald for mellemøstlige regimer?

Frihed er grundlaget for et stærkt og sammenhængende samfund. Det må og skal vi værne om. Så drop »nålestiksoperationerne« og mavefornemmelserne. Det er vores demokrati, der er på spil.

Og nej, det er ikke naivt at insistere på, at dialog og debat er vigtigt. Det er naivt at tro, at alle disse lappeløsningslove ikke er starten på en glidebane, hvor vores frihed langsomt bliver ædt op, lov for lov, paragraf for paragraf, nålestik for nålestik.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 9. februar 2025)