Debat Arkiv - Side 17 af 31 - Liberal Alliance

Alex Vanopslagh

19. maj 2022

Regeringen vil lade politiet overvåge danskernes færden uden retskendelse, fordi det kan spare nogle ressourcer hos politiet. Men vi skal ikke effektivisere retsstatsprincipper væk for at spare lidt hist og her.
Med et nyt lovforslag vil Socialdemokratiet afskaffe kravet om, at staten først skal have en retskendelse fra domstolene for at kunne overvåge borgernes færden. Endnu en gang er regeringens lemfældighed over for vores retsstatsprincipper blevet illustreret i al sin tydelighed.

Lovforslaget er kun det seneste skud på stammen i en lang række sager, hvor regeringen med juridiske krumspring som løftestang gradvist underminerer de liberale frihedsrettigheder, der udgør fundamentet for vores demokrati.

For nylig var det den netop afgåede justitsminister, Nick Hækkerup, der med logningsbekendtgørelsen forsøgte at få adgang til at overvåge fire millioner danske borgere, selv om EU-Domstolen flere gange har stadfæstet, at en sådan masseovervågning krænker menneskerettighederne og dermed er ulovlig.

Nej tak til ‘effektivisering’

Og nu vil regeringen altså give politiet lov til at overvåge og registrere danskernes færden med eksempelvis GPS uden retskendelse, fordi det kan spare nogle ressourcer hos politiet.

Socialdemokratiets retsordfører, Bjørn Brandenborg, kalder det at »effektivisere politiets arbejde« fra Folketingets talerstol. Ja, tak.

For hvor mange retsstatsprincipper i vores samfund ville man ret beset ikke kunne »effektivisere«, det vil sige kaste på møddingen, ud fra logikken om, at man dermed ville kunne spare nogle ressourcer hist og her? Når en sådan tankegang udmønter sig i lovgivning, slår det sprækker i demokratiet.

Den ultimative effektivisering, hvor regeringen slet og ret kan gøre, hvad den har lyst til, uden at have lovhjemmel til det, har vi jo allerede set i aktion i minkskandalen. Det ved jeg ikke, om nogen af os har lyst til at prøve igen. Jeg har i hvert fald ikke.

Uanset om det er i det store eller i det små, er disse indgreb i borgernes fundamentale frihedsrettigheder, hvor man med den ene gummiparagraf efter den anden skærer lunser af retssikkerheden, fordi det gør statens drift en smule lettere eller billigere, en demonstration af Socialdemokratiets uhyggelige og hæmningsløse forhold til magt.

Magten skal bindes

For det er en hjørnesten i et frit samfund som det danske, at staten ikke blot kan overvåge lovlydige borgere efter forgodtbefindende, uden at en domstol først har dømt det nødvendigt. Eller det burde det være. Når regeringen forsøger at træde dette princip under fode ud fra et effektivitetshensyn, bør det få alarmklokkerne til at ringe hos enhver, der kerer sig om retsstaten.

Men hvorfor i alverden skulle man bekymre sig om det? Er det ikke bare at være »på forbrydernes side«, som Nick Hækkerup så fint fik formuleret det? For selvfølgelig er det på kort sigt mere populært at gøre noget, når der ruller en eller anden sag. Og det gælder både under røde og blå regeringer.

Men retsstaten handler netop om at sætte grænser for magthavernes mulighed for at skalte og valte med folks liv. Den er den myndige borgers værn mod politikere og myndigheder, der ikke kan styre sig. I et liberalt demokrati er det ikke nok bare at give flertallet ret til hvad som helst der må være regler og principper, der binder magten, også selv om folkestemningen kræver noget andet.

Livet i et samfund uden en retsstat er brutalt og tilfældigt. Den ene forbryder får livstid, den anden går fri. Nogle indlysende gode ting er forbudte, andre indlysende slemme ting er tilladte. Nogle mister alt, andre får i pose og sæk. Den stærkes ret råder, og den svage kan intet gøre.

Jeg er liberal, fordi jeg ikke ønsker mig sådan et samfund. Også selv om det hele skulle være demokratisk godkendt. Det er netop disse retsstatsprincipper, der adskiller Danmark fra en bananrepublik, hvor borgernes rettigheder er en by i Rusland. Så når regeringen forsøger at »effektivisere« danskernes frihedsrettigheder ved at lade staten overvåge lovlydige borgere uden en retskendelse, bliver vi nødt til at sige fra.

For retsstaten er din ven. Du ved aldrig, hvornår det er dig, det bliver populært at kanøfle.

Henrik Dahl

11. maj 2022

Sådan som de røde partier taler om Herlufsholm, burde de tale om ethvert svigt på enhver daginstitution, enhver skole, ethvert gymnasium og enhver videregående uddannelse.

Hvis Herlufsholm havde været en offentlig institution, og den var blevet ramt af en skandale i samme omfang, ville den politiske reaktion fra de røde partier have lydt nogenlunde således: Herlufsholm har i mange år været underfinansieret. Derfor er det ikke mærkeligt, at den form for svigt finder sted. Det er klart, at der slet ikke har været præfekter nok, og at de alt for få, Herlufsholm råder over, mangler efteruddannelse. Men i øvrigt siger forskningen, at hvis man renser for socioøkonomiske baggrundsfaktorer, er problemet slet ikke så stort.

Tag ikke fejl. Selv om det er verdens mindste overraskelse, at socialiseringen til Herlufsholm er brutal, blotlægger dokumentaren om skolen en kultur, der ikke er acceptabel i vore dage. Den kan ikke billiges, og jo før ansvarlige mennesker får ryddet op i den usunde del af kulturen, jo bedre.

Det interessante, når en dokumentar blotlægger institutioner, der ikke fungerer, og viser, hvordan både ledelse og medarbejdere svigter, er forskellen i de røde partiers reaktioner.

Hvis der er tale om en offentlig skole, hvor al civilisation er brudt sammen, eller et ditto plejehjem, hvor ingen længere bekymrer sig om beboernes grundlæggende, menneskelige værdighed, vil reaktionen altid være, at der er brug for flere penge og flere ansatte. Mens den aldrig vil være, et her er der tale om nogle mennesker, der på det personlige plan har svigtet deres ansvar. Og at disse mennesker derfor bør afskediges omgående, ligesom den institution, de har været ansat på, bør lukke.

Jeg ville ikke ønske, at Herlufsholm blev marineret i den form for venstreorienteret bullshit, jeg har givet en prøve på ovenfor. Her siger venstrefløjen for en gangs skyld det rigtige, når den påpeger, at ledelser har et ansvar, og at det bør have konsekvenser at svigte det.

Til gengæld ville jeg ønske, at de røde politikere ville være lige så konsekvente over for eksempelvis en kommuneskole i Høng, en daginstitution i Københavns Kommune eller et plejehjem i Aarhus, som de er over for Herlufsholm.

Børn, der opfører sig som vanvittige i skolen, skal tages ud af den klasse, de ødelægger. De pågældende børns forældre skal have en reprimande, som betoner, at hovedansvaret for opdragelsen er deres. De lærere, der lader tingene udvikle sig, skal have en advarsel. Skolelederen skal lægge en plan for at rette op på tingene. Og hvis intet lykkes, skal skolen lukkes.

Ansatte og ledere på daginstitutioner, der – undskyld mit dårlige sprog – er pisseligeglade med de værgeløse små børn, der græder og er kede af det, skal afskediges. Og hvis der ikke bliver rettet op på tingene, skal institutionen lukkes.

Det samme gør sig gældende for plejehjem. Der burde ikke være ét menneske, som direkte eller indirekte er ansvarlig for ydmygelsen af stakkels Else, der stadig er ansat i Aarhus Kommune. Ligesom det kan undre, at selve plejehjemmet ikke bare er blevet lukket og erstattet af ét, der er bedre.

Men de røde partier kører altid frem efter dobbelte standarder. Når det gælder svigt i den offentlige sektor, er der ingen, der for alvor er skyldige. Undtagen – naturligvis – de politiske flertal, der ikke har bevilget endnu flere penge til de institutioner, der har svigtet.

Det personlige ansvar findes simpelthen ikke i den røde forståelse af den offentlige sektor, ligesom selvransagelsen mangler totalt.

Hvis der er noget, der går galt i den offentlige sektor, og de røde partier skal forklare det, så er årsagen altid, at man har gjort for lidt af det, der har udløst katastrofen.

Er der kaos i skolen? Så er det, fordi vi stadig ikke har trådt pedalen helt i bund med hensyn til inklusion. Er der mistrivsel i folkeskolen? Så er det, fordi vi aldrig fuldt ud har fået gennemført folkeskolereformen. Er der ikke tilstrækkelig mange, der lærer tilstrækkelig meget på gymnasierne og universiteterne? Så er det, fordi vi har haft for lidt tværfag og for lidt uddeling af ulogiske og usammenhængende fotokopier om tilfældige emner.

Alt dette røde snak er jo nonsens.

Der er kaos i skolen på grund af den tåbelige idé om inklusion. Der er mistrivsel i folkeskolen, fordi den kaotiske hverdag, der kom ud af folkeskolereformen, selvfølgelig skaber mistrivsel. Og der hersker uvidenhed og manglende dannelse i gymnasier og på universiteter, fordi der aldrig kan opstå viden og dannelse ud af tværfag og løsrevne fotokopier.

Sådan, som de røde partier taler om Herlufsholm, burde de tale om ethvert svigt på enhver daginstitution, enhver skole, ethvert gymnasium og enhver videregående uddannelse.

Det ville være et kærkomment første skridt hen imod at få skabt nogle sunde og velfungerende offentlige institutioner.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 11. maj 2022)

Henrik Dahl

3. maj 2022

Politisk fører myten om samfundet til, at navnlig de røde partier iværksætter det ene sociale ingeniørprojekt efter det andet. Som alle vil fejle, fordi årsagen til det problem, man prøver at løse, ikke som udgangspunkt er social.

Når man kommer til års, kan man fra tid til anden falde i staver over de helt grundlæggende fejl, man har begået i løbet af sit liv – eller været med til at begå.

Jeg vil ikke spilde læserens tid med en oversigt over mine personlige fejl. De er på samme tid mange og banale. Men i min egenskab af sociolog er der en faglig fejl, jeg i mange år har været med til at begå. Og som i stigende grad nager mig. Vi kan kalde den fejl for ”myten om samfundet”.

Et af de steder, hvor man tydeligst ser myten om samfundet, er i spørgsmålet om kriminalitet. Der findes næppe en undersøgelse, hvor man ikke har ”kontrolleret for socio-økonomiske variable”. Det vil sige en undersøgelse, hvor man ikke har nulstillet effekten af alder og social baggrund.

Men hvorfor nulstiller man alder og social baggrund? Det gør man selvfølgelig, fordi man tror, det har indflydelse på omfanget af kriminalitet i en bestemt gruppe. Men har alderen og den sociale baggrund egentlig en indvirkning på, hvor sandsynligt det er, at man begår kriminalitet? For ellers er der jo ikke nogen grund til at nulstille effekten.

Hvis man ellers kan tro den svenske kriminolog Per-Olof Wikström – og det er der gode grunde til – så har alderen og den sociale baggrund ikke den store indflydelse. Det, der gør, at mennesker bliver kriminelle, er for det første, at de selv har en dårlig moral og dårlig selvkontrol. Og for det andet, at de lever i et socialt miljø, der anser kriminalitet for moralsk acceptabel.

Med andre ord: Det er overhovedet ikke alderen og den sociale baggrund, der udløser kriminalitet. Det er den lave moral, den dårlige selvkontrol og det dårlige selskab.

Vil man gør noget ved kriminalitet, skal man derfor ikke forsøge at løfte mennesker socialt (og vente på, at de bliver ældre). Der kan være alle mulige noble grunde til, at det er ønskværdigt, at mennesker kan løfte sig selv socialt. Men eftersom man ikke bliver kriminel af at være fattig, holder man heller ikke op, når man bliver velstående.

Det, der skal til for at bekæmpe kriminalitet, er en aktiv værdipolitik. Hvor et tilstrækkelig stort antal mennesker i et samfund forlanger, at mennesker opfører sig civiliseret og at der ikke er nogen undskyldninger for at være kriminel. Og hvor der selvfølgelig vanker straffe for at være uciviliseret og for at se gennem fingre med andres kriminalitet.

Det, der skaber tilsløringen af, hvad man egentlig skal gøre ved kriminalitet, er myten om samfundet.

Et andet sted, hvor man tydeligt ser myten om samfundet, er i diskussionen af årsagerne til, at mennesker kan komme til at hænge fast i nogle sociale forhold, de i bund og grund ikke har gavn af at hænge fast i.

Det er almindeligt at sige, at hvis man for alvor vil bryde den sociale arv, skal de nederste i hierarkiet løftes rent uddannelsesmæssigt.

I praksis er det ret vanskeligt, for når man løfter for eksempel den nederste halvdel, er det vanskeligt ikke også at løfte den øverste. Og løfter man alle, er der ikke nogen mobilitet mellem grupperne. Der har bare været en slags inflation i uddannelser så det, der tidligere krævede, at man havde gennemført folkeskolen, nu kræver, at man gennemfører gymnasiet.

Men passer det, at kort uddannelse giver dårlige, sociale forhold? Ikke ubetinget. Der findes faktisk en række job med ret korte uddannelser, hvor man tjener ganske godt. For eksempel langturschauffør.

Det, der gør, at man har svært ved at begå sig i skolen og ender med ganske lidt uddannelse, er ofte, at man har fået en rigtig dårlig opdragelse af sine forældre.

Det vil sige en opdragelse, hvor der ikke bliver skredet ind over for dovenskab, sjuskeri og dårlige manerer i bred almindelighed. Og en opdragelse, hvor det ikke bliver understreget tilstrækkelig tydeligt, at mennesker har et personligt ansvar for konsekvenserne af deres egen opførsel.

Hvis man tror på den fejlagtige myte om samfundet, vil man som en reaktion på, at mennesker hænger fast i dårlige, sociale forhold, sætte alverdens programmer i værk. Uden på noget tidspunkt at fokusere på den del, der ikke har noget med samfundet at gøre: at det kræver personlig udvikling og en personlig indsats, hvis man ved skæbnens ugunst har været så uheldig at få en dårlig opdragelse.

Et sidste sted, hvor myten om samfundet gør uendelig mere skade end gavn, er i spørgsmålet om karakterer.

Det er ikke sandt, at karakterer favoriserer det, man undertiden kalder bedre folks børn. Tværtimod: Evalueringsinstituttet har i en grundig undersøgelse fastslået, at det er kvote 2, der favoriserer bedre folks børn.

Karakterer skyldes først og fremmest intelligens og flid. Og de gives langt mere sagligt og velovervejet, end mange tror. Derfor er det betydelig lettere at kompensere for en beskeden social baggrund, når der skal gives karakterer, end når det fordres, at man har en masse bløde snakkekompetencer af den slags, middelklassen er verdensmester i.

Politisk fører myten om samfundet til, at navnlig de røde partier iværksætter det ene sociale ingeniørprojekt efter det andet. Som alle vil fejle, fordi årsagen til det problem, man prøver at løse, ikke som udgangspunkt er social.

I stedet for social ingeniørkunst er der som regel brug for værdier. Ikke mindst af den slags, man plejer at kalde borgerlige.

Men i den almindelige, samfundsmæssige samtale skader myten om samfundet også. Fordi den fører til åndelig dovenskab og til, at ingen bliver klogere på en række vigtige spørgsmål.

Alex Vanopslagh

30. april 2022

Lad os nu se sagligt på kernekraft

Lad os nu komme videre fra alle de skimlede skræmmebilleder og mavefornemmelser og få et seriøst kig på kernekraft.

Kernekraft er grøn, stabil og sikker energi. Punktum.

Hver evig eneste dag splitter reaktorer over alt i Europa atomer ad og skaber massevis af energi, som er til glæde og gavn for europæerne. Og lande som UK, Frankrig og Polen er i gang med ambitiøse planer for at udbygge deres kernekraft. For der er ingen grøn fremtid for Europa uden kernekraft.

Gælder det også Danmark? Det synes jeg, at vi skal finde ud af. Derfor har Liberal Alliance foreslået at nedsætte en Niels Bohr-kommission, der skal gøre os klogere på de fordele og ulemper, der vil være forbundet med at få kernekraft på dansk jord. For lige nu er debatten domineret af skræmmebilleder og mavefornemmelser, og danskerne fortjener bedre end det.

Siden 1970’erne har den generelle holdning til kernekraft i overvejende grad været baseret på venstrefløjens skræmmekampagner. Én af de højeste stemmer i den kernekrafts-fobiske kakofoni er desværre vores egen klimaminister, Dan Jørgensen, der ofte har for vane at male skræmmebilleder, der bevæger sig langt væk fra virkeligheden.

Det kommer eksempelvis til udtryk ved, at Dan Jørgensen ofte ynder at turnere med mølædte referencer til Tjernobyl-værket, der blev opført for 45 år siden, som om at dette enkeltstående, anekdotiske eksempel er repræsentativt for, hvor sikre nutidens kernekraftværker er. Det er en usaglig spinmetodik.

For at turnere med Tjernobyl-værket som case er lige så usagligt, som hvis man brugte Dybbøl Mølle som case for nutidens vindmølle-teknologi, og så dårligt oplyst kan Dan Jørgensen da umuligt være, når han bestrider det vigtige hverv som manden, der skal stå i spidsen for Danmarks grønne omstilling.

De førende klimaforskere på området har i tillæg til de officielle anbefalinger fra både EU og FN allerede dokumenteret, at vi på global plan kommer til at bruge kernekraft, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling.

Ved at nedsætte en kommission bestående af landets førende forskere får vi muligheden for at føre klimapolitik på et velkvalificeret og fagligt grundlag. Hvis folk som Dan Jørgensen reelt er interesserede i, at vi får muligheden for at føre klimapolitik på et så oplyst grundlag som muligt, burde han også gå ind for Liberal Alliances Niels Bohr-kommission.

Lad os nu kortlægge mulighederne for brugen af kernekraft på dansk jord, så vi har et sagligt overblik over de bedste måder at imødegå klimaforandringerne og komme i mål med en grøn omstilling på.

Sådan fører man klimapolitik, hvis man oprigtigt går op i at gøre det bedste for klimaet. Og det gør jeg.

(Dette er et opinionsindlæg udgivet i Berlingske d. 30. april 2022).

Alex Vanopslagh

29. april 2022

Socialdemokratiets idé om en særskat for den finansielle sektor vil gøre det betydeligt dyrere at være dansker

Med regeringens planer om at tørre regningen for den forkromede Arne-pension af på de danske forsikrings-, pensions- og finansselskaber har vi nået et nyt lavpunkt for Socialdemokratiets skurvognspopulistiske bøllemetoder. Regeringen har nemlig bebudet, at finansieringen af Arnes tidlige pension skal sendes videre til de danske finansselskaber, som i fremtiden skal betale 26 procent i selskabsskat i stedet for de almindelige 22 procent, som alle andre betaler. Det bør få alarmklokkerne til at ringe af flere forskellige årsager.

For det første er det naturligvis udtryk for en mageløs bøllemetodik, når Socialdemokratiet udnytter statsmagten til at håndplukke én sektor som syndebuk, der skal straffes med en særlig skat. Det anstændige princip om, at alle er lige for loven, bør naturligvis også gøre sig gældende for virksomheder. Derfor kan det ikke retfærdiggøres, at man udvælger én sektor, som uden nogen videre årsag skal påtvinges at drive virksomhed på ringere vilkår end alle andre.

På Orwellsk vis har regeringen endda sendt lovforslaget igennem den socialdemokratiske spinmaskine, så særskatten nu kaldes for et ”samfundsbidrag”, hvilket får det til at lyde som om, at disse selskaber ikke bidrager i forvejen. Det gør de, så hvordan kan det egentlig være, at det er netop finansinstitutionerne, der skal brandbeskattes for at få råd til at sende Arne på tidligere pension? Det har regeringen ikke ulejliget sig med at give svar på, så her kommer et gæt.

Mit bud er, at Socialdemokraterne har set deres snit til at smide en sektor, der navnlig siden Finanskrisen har været notorisk udskældt og upopulær, under bussen. Det beror på en velkalkuleret vurdering af, at en særskat på netop finanssektoren vil falde i bedre jord, end hvis det eksempelvis var Danmarks (i øvrigt langt mere lukrative) medicinalindustri, der skulle straffes med ekstraregninger.

Der har bestemt været enkeltstående sager i den finansielle sektor, som det er værd at kritisere visse virksomheder for, men langt de fleste pensions-, forsikrings- og finansselskaber har rent mel i posen ligesom resten af Danmarks erhvervsliv. Disse virksomheder spiller en vital rolle i den danske økonomi, da det naturligvis er afgørende, at borgerne har muligheden for at få adgang til ordentlige forsikringsydelser, bankvilkår og pensionskasser.

Derfor giver det heller ikke mening, at man uden nogen begrundelse vil ofre netop finanssektoren på Socialdemokraternes fordelingspolitiske alter, mens alle andre sektorer får lov til at slippe for særskatten. Det er en kynisk form for populisme, hvor man som bøllen i skolegården udser sig det nemmeste offer, man kan nappe penge fra.

Men regeringens særskat er også problematisk, fordi den i praksis blot vil gøre det betydeligt dyrere at være dansker. En særskat på visse virksomheder betyder nemlig, at disse selskaber er nødsaget til at forøge forbrugerpriserne tilsvarende for at kunne holde tandhjulene i gang, hvorfor regningen i sidste ende blot ender hos borgerne.

Hertil kommer, at de økonomiske vismænd ligeledes har vendt tommelfingeren nedad til regeringens forslag, fordi særskatten har nogle afledte konsekvenser for samfundsøkonomien. Således vil danskerne altså dels skulle betale direkte for særskatten ved kasse ét gennem højere forbrugerpriser, men udover det vil de afledte effekter af særskatten på sigt også ende med at gøre samfundet som helhed fattigere. Klassisk socialdemokratisk politik.

Men selvom det er skræmmende, at regeringen dumstædigt ignorerer rådgivningen fra statens uafhængige eksperter for at føre uansvarlig økonomisk politik, er dét imidlertid ikke min største bekymring. Det mest uhyggelige ved, at regeringen håndplukker en prygelknabe til strafbeskatning, er nemlig, at det varsler et farligt nybrud i dansk politik. For hvilken sektor – som socialdemokraterne tilfældigvis har et horn i siden på – kan forventes at stå for skud som syndebuk, næste gang man vil hæve skatterne for at tilgodese en bestemt befolkningsgruppe?

Det er klart, at jeg har en anden tilgang til skattepolitik end de røde partier. De vil gerne vride hver en krone ud af samfundet til statskassen, mens jeg tror på, at pengene som udgangspunkt ligger bedst i borgernes egne lommer. Men med planen om en særskat fører man uanstændig syndebukspolitik, der ender med at gøre alle danskere fattigere på sigt. Det er kun én af de mange grunde til, at Liberal Alliance hver dag kæmper for, at vi får en ny regering i Danmark, som sætter borgerne og ikke sig selv først.

(Dette er en kommentar udgivet i Børsen d. 29. april 2022).

Alex Vanopslagh

5. april 2022

Putins forbryderiske invasion af Ukraine har forskudt de tektoniske plader i international politik og affødt en ny sikkerhedstrussel.

Med den russiske aggression i Ukraine som bagtæppe er det blevet fastslået, at vi ikke kan forblive afhængige af Putins gas.

Europa og Danmark skal kunne stå på egne ben, når det kommer til at sikre vores energiforsyning, og løsningen ligger lige for. Vi skal have mere kernekraft i Europa.

I EU får vi omtrent 40 procent af vores gas fra Rusland, og i Danmark er vi desværre også storforbrugere af den russiske gaseksport. Det er ikke langtidsholdbart. For konsekvensen af, at vi har deponeret vores energiforsyning hos en lunefuld og utilregnelig diktator som Putin, er, at han med et fingerknips kan lukke for gashanerne og gøre det sværere for os at opvarme vores boliger eller tænde vores komfurer.

Men forhåbentlig kan vi selv trække stikket til Putins gasforsyning, inden det bliver for sent. For når et bredt flertal i Folketinget kan finde fælles fodslag om at opruste vores forsvar for at imødegå sikkerhedstruslen fra Rusland, burde et bredt flertal også kunne finde fælles fodslag om at sikre vores energiforsyning.

Og hvis vi vil tage taktstokken fra Putin og stoppe med at betale til hans forkastelige invasion af Ukraine, er den mest oplagte løsning, at vi støtter vores nabolandes brug af kernekraft.

Når snakken falder på kernekraft, pibler det ofte frem med en syndflod af fordomme og klichefyldte referencer til Tjernobyl-ulykken, der typisk giver en unuanceret udlægning af den ekstremt begrænsede risiko, der er forbundet med anvendelsen af teknologien. Det så vi eksempelvis for nylig, da vores klimaminister, Dan Jørgensen, turnerede med en tyndslidt skræmmekampagne mod den grønne teknologi på de sociale medier og i pressen.

Det er ærgerligt, for forskning dokumenterer utvetydigt, at risikoen ved kernekraft er væsentligt mindre end ved andre energiformer, og at vi har brug for kernekraft, hvis vi skal nå i mål med en grøn omstilling. Netop af den årsag støtter både EU og FN også med bred opbakning brugen af kernekraft, fordi vi dermed kan få en billig, ren og stabil energikilde uanset vind og vejr.

Tiden er derfor moden til, at vi lægger 1970’ernes faktaresistente skræmmekampagner mod kernekraft på hylden, så vi kan stikke en kæp i hjulet på Putins despotiske krigsmaskine og komme i mål med den grønne omstilling. For kun med kernekraft har vi på sigt muligheden for at fravriste os Putins jerngreb om vores energiforsyning og tilvejebringe de bæredygtige klimaløsninger, vi har brug for.

(Debatindlæg udgivet i Aarhus Stiftstidende d. 5. april 2022)

Henrik Dahl

29. marts 2022

Kulturkampen raser i USA. I Florida har delstatens parlament for nylig vedtaget lovgivning, der ifølge tilhængerne beskytter familier imod læreres indoktrinering med wokeness i de små klasser. Og ifølge modstanderne er udtryk for både transfobi og hårdhændet statslig censur.

I Virginia blev guvernørvalget i 2021 afgjort af midtervælgere, der stemte imod den woke, demokratiske kandidat og pegede på en mere moderat republikaner.

Og i processen frem imod udpegelsen af en ny højesteretsdommer spillede det også en stor rolle i Kongressen, om Bidens foretrukne kandidat måtte antages at ville træffe afgørelser for eller imod regler på delstatsniveau, der skal dæmme op for den værste wokeness.

Set fra denne side af Atlanterhavet er det mest ulykkelige polariseringen. Det er selvfølgelig ekstremt, at lærere vil indoktrinere børn i de små klasser med radikale idéer om racisme, køn og slaveri. Men det er desværre også ekstremt, at man som en modreaktion indfører brede forbud mod bestemte emner i offentlige skoler.

I Storbritannien er det ikke meget bedre end i USA. I sommeren 2021 kom det frem, at den britiske lærerforening var i færd med at udgive et sæt af totalt woke retningslinjer. Her hed det blandt andet, at britiske skoler var formet af kolonialismen, og at lærere derfor havde som en primær opgave at lære deres elever om hvidhed, anti-racisme og kolonialisme.

I begge lande vokser forældrenes protester støt og roligt. Og det har mærkeligt nok at gøre med covid-19-epidemien.

I de perioder, hvor både skoler og arbejdspladser var lukket ned, opdagede mange forældre nemlig med forfærdelse, hvor ekstremt venstreorienteret deres børns undervisning var. Og med næsten lige så stor forfærdelse opdagede forældrene, at skolerne i mange tilfælde gjorde en aktiv indsats for at skjule, at der fandt en massiv indoktrinering sted.

I lande, hvor forfatningen eller anden lovgivning ikke på en robust måde garanterer forældrene indflydelse på, hvad der foregår i skolerne, er man særligt udsat for, at aktivister kaprer grundskolen og forsøger at gennemføre en massiv indoktrinering, uden at nogen forældre har givet tilladelse til dette. Og uden at forældre kan beskytte sig selv og deres børn imod indoktrinering ved at oprette frie skoler.

Den indoktrinering, der finder sted i USA og UK, er udtryk for en storstilet, social ingeniørkunst. Gennem en massiv indoktrinering og ved at holde forældre ikke bare uden for indflydelse, men nogle gange helt i mørke med hensyn til denne indoktrinering, skal et bedre samfund skabes.

I Danmark forsøger Socialdemokratiet også konstant at udføre social ingeniørkunst ved hjælp af vores uddannelsessystem. Urbaniseringen omkring navnlig København og Aarhus skal bremses med en reform, der sætter loft over antallet af studiepladser i de to byer og opretter nye uddannelser over hele landet.

Den negative indflydelse, som nogle elever med indvandrerbaggrund har på ungdomsuddannelserne, skal begrænses ved hjælp af tvang og afskaffelse af det frie gymnasievalg. Og forældres uvilje mod at lægge børn til det socialdemokratiske skolesyn, der først og fremmest er præget af ideologi, kaos og lav faglighed, skal begrænses mest muligt.

I Danmark er det sådan, at alle forældre har en grundlovssikret ret til at sætte deres børn i en skole, der er uafhængig af staten. Hvilket i disse år først og fremmest vil sige sætte deres børn i en skole, der er uafhængig af socialdemokratisk ideologi, kaos og lav faglighed. Denne grundlovssikrede ret sikres ved, at pengene til at gå i skole følger barnet (så nogenlunde).

Derfor må man se med den allerstørste alvor på Socialdemokratiets hetz imod de forældre, der benytter deres grundlovssikrede ret til at sætte deres børn i en uafhængig skole. I sidste instans er denne hetz lig med en angreb på grundloven. Ligesom man må se med den allerstørste alvor på Socialdemokratiets underminering af den grundlovssikrede uafhængighed, derigennem at man knytter et utal af socialdemokratiske betingelser til de penge, der som en selvfølge og uden betingelser burde følge barnet.

Det vigtigste instrument, når man vil indoktrinere børn eller gennemføre social ingeniørkunst (hvad der langt hen ad vejen er det samme), er at holde forældre uden for indflydelse. Det ser man i USA og Storbritannien. Og man ser det også i Danmark – desværre. Derfor er det vigtigt at slå fast: Vi har i Danmark en grundlov. Den garanterer blandt andet, at ingen børn skal tvangsindlægges til det skolesyn, som præger en regering eller en tidsånd.

At udfordre eller angribe idéen om, at forældre bestemmer, hvordan deres børns skole skal være, er at udfordre eller angribe selve grundloven. Derfor skal socialdemokraterne og deres lakajer i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd selvfølgelig omgående få deres klamme, socialdemokratiske fingre væk fra de uafhængige skoler.

De uafhængige skoler er ikke en nådegave fra regeringen. De er en ret, der er givet i kraft af grundloven, og som det er forkasteligt, at regeringen forsøger at underminere.

(Debatindlæg udgivet på jp.dk d. 29. marts 2022)

Henrik Dahl

24. marts 2022

Det enorme forbudsregime, regeringen påtænker, er ene og alene kommet på dagsordenen, fordi det er absolut forbudt blandt røde politikere og i velfærdsstatens elite at sige, at man selv har et ansvar for ikke at drikke for meget og for ikke at spise så meget, at man bliver farligt overvægtig.

Et tabu er lig med et emne, det af religiøse eller sociologiske årsager er forbudt at omtale, eller en handling, det af de samme årsager er forbudt at udføre.

I alle miljøer, hvor man tager sin religion alvorligt, er det for eksempel tabu at fornedre den gud, man tror på. Og i stort set alle samfund er det tabu at have sex med nært beslægtede personer.

Forestillingen om tabu kender man først og fremmest fra antropologien. Og det kunne friste til at tro, at der ikke findes tabuer i moderne og verdslige vestlige samfund.

Men sandheden er, at også en velfærdsstat som den danske har sine tabuer. Det oplever man som politiker nærmest hver uge. Derfor vil jeg gerne stille skarpt på spørgsmålet om tabuer i velfærdsstaten.

Et af de største af de tabuer, der findes i velfærdsstaten, er, at mennesket har ansvaret for sit eget liv.

At nævne, at det forholder sig sådan, er derfor noget, der straffes ganske overordentligt hårdt af alle dele af den elite, der har magten i velfærdsstaten.

Hvis man siger, at mennesket som udgangspunkt har ansvaret for sit eget liv, må man for det første regne med at blive udskammet af alle politikere, der er valgt for et rødt parti. Man har i så fald et betænkeligt menneskesyn. Vi taler her om amerikanske tilstande. Det siger alt om kynismen og hjerteløsheden blandt liberale. Hvor er de pæne borgerlige henne? Og så videre og så videre i den toneart.

Desuden må man regne med at få grovfilen fra hele socialsektoren. Her vil man diske op med et omhyggeligt kurateret sæt af eksempler på, at mennesket absolut ikke har et ansvar for sig selv.

I mange tilfælde handler eksemplerne om grupper, hvor der for så vidt hersker enighed om, at de har mistet deres selvkontrol. Det kan for eksempel være alkoholikere eller narkomaner. Derfor kan de ikke bruges til at modbevise, at et normalt og velfungerende menneske som udgangspunkt har ansvar for sit eget liv.

Men eksemplerne kan også handle om, at mennesket er et offer for uheld og vilkårlighed i en grad, så det er helt urimeligt at tale om personligt ansvar. Siger man for eksempel, at i langt de fleste tilfælde er der en direkte sammenhæng mellem den personlige indsats og den karakter, man opnår ved eksamen, står et helt kor af onde ånder klar til at diske op med anekdotiske vidnesbyrd om folk, der var uheldige til eksamen. Selv om det er velkendt, at anekdotiske vidnesbyrd ikke beviser noget som helst.

Endelig er der store dele af moderne socialvidenskab, der har som sin skjulte dagsorden, at mennesket ikke er herre over sig selv. Fra den dårlige sociologs parodiske udsagn om, at det er samfundets skyld, til den lige så dårlige psykologs lige så parodiske udsagn om, at mennesket i den grad er slave af sine drifter og laster og følelser, at det slet ikke giver mening at tale om personligt ansvar.

Når både de røde politikere, de professionelle inden for socialforsorgen og den overvældende majoritet af alle, der har en samfundsvidenskabelig uddannelse, påstår, at mennesket ikke har et ansvar for sig selv, er det, fordi det er kritisk vigtigt at holde fast i den antagelse.

At mennesket ikke har kontrol over sig selv, er nemlig en af grundforudsætningerne for hele velfærdsstaten.

Hvis man teoretisk forestillede sig, at udgangspunktet for det samfundsmæssige verdensbillede var, at mennesket har kontrol over sig selv og derfor også må stå til ansvar for sig selv, var der kun brug for en offentlig sektor, der – anslået, det indrømmer jeg – var halvt så stor som den, vi rent faktisk har.

Det hænger sammen med, at en af grundforudsætningerne for velfærdsstaten er, at mennesket er et uskyldigt offer. Man er altså i velfærdsstatens optik et fuldstændigt uskyldigt offer for sin skolegang, for sit erhvervsvalg; man er et fuldstændigt uskyldigt offer for sine prioriteter og livsvalg; man er uskyldigt offer for, at man ryger, drikker for meget og er for tyk. Faktisk er det korte af det lange – i velfærdsstatens optik – at man ikke har ansvar for noget som helst.

Og netop det, at man ikke har ansvar for noget, berettiger, at der ansættes i titusindvis af medarbejdere i den offentlige sektor. Til at afbøde konsekvenserne af, at ingen borgere i Danmark har noget som helst ansvar for, hvordan deres eget liv folder sig ud.

Hvis alt dette bare kostede en masse penge, kunne man til nød trække på skulderen ad det hele. Men det står meget værre til. Fordi det er tabu at sige, at man selv har ansvaret at gøre sig umage, så man får gode karakterer i skolen, har vi et helt uddannelsessystem, hvor det er forbudt at italesætte, at sådan hænger tingene sammen.

Det får enorme konsekvenser for lærings- og studiemiljøer, fordi de sløve bananer og de uopdragne børn, der saboterer undervisningen, kommer til at sætte dagsordenen. Faktisk vil jeg påstå, at den enkeltfaktor, der har størst indflydelse på det danske uddannelsessystem, er tabuet imod at gøre et personligt ansvar gældende i nogen former for undervisningssituationer.

Et andet sted, hvor tabuet imod at omtale det personlige ansvar næsten får endnu større konsekvenser, er i det omfattende forbudsregime, regeringen påtænker at indføre inden for forebyggelsesområdet. Fordi der eksisterer mennesker, der mangler selvkontrol, men det på den anden side er tabu overhovedet at nævne, at der er noget, der hedder selvkontrol, skal hele samfundet straffes med et forbudsregime over for alkohol, tobak og fedende kost, hvis lige man sjældent har set i et demokratisk land.

Eller sagt med andre ord: Det enorme forbudsregime, regeringen påtænker, er ene og alene kommet på dagsordenen, fordi det er absolut forbudt blandt røde politikere og i velfærdsstatens elite at sige, at man selv har et ansvar for ikke at drikke for meget og for ikke at spise så meget, at man bliver farligt overvægtig. Ligesom man selv må acceptere konsekvenserne ved at ryge – som alle normale mennesker i dette land udmærket ved er superfarligt.

Hvis man begyndte med at lægge til grund, at udgangspunktet er personligt ansvar, kunne man udmærket godt have tilbud til det mindretal, der ikke passede ind i grundforudsætningen.

Det ville ikke udløse et enormt forbudsregime. Alene omkostninger til specialtilbud til mennesker, der vitterligt ikke formåede at leve op til det, der var udgangspunktet.

Så tabuet om personligt ansvar har ikke alene nogle voldsomme konsekvenser for, hvordan vores uddannelsessystem er tænkt, og hvordan det fungerer i dagligdagen. Det er også direkte ansvarligt for, at vi potentielt står over for det vildeste forbudsregime, man kan forestille sig.

Hvor alle de mange, der godt kan styre sig selv og godt kan acceptere, at de har et ansvar for deres eget liv, skal bøde for, at det er forbudt at sige, at der findes nogle, der ikke formår disse ting.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 24. marts 2022)

Henrik Dahl

23. marts 2022

Det er faldet i mit lod at være ordfører for en god del af de ulykker, der har ramt verden i de senere år. Først var det sundhed og mink. Nu er det flygtninge, forsvarspolitik og udenrigspolitik.

En af de ting, jeg har lært ved at beskæftige mig indgående med store kriser, er, at Danmark gennem en lang årrække og skiftende regeringer totalt har sjoflet spørgsmålene om beredskab og robusthed.

Da de første rapporter om en helt ny sygdom indløb fra Kina i begyndelsen af 2020, var de danske sundhedsmyndigheder skråsikre. For det første ville den nye sygdom formentlig ikke komme til Danmark. Forkert. For det andet havde vi et robust beredskab, hvis det utænkelige alligevel skulle ske. Forkert igen. Sygdommen kom til Danmark, og myndighederne havde ikke noget, der mindede om robuste planer for at håndtere en epidemi i den skala.

Derfor endte det med at tage måneder og halve år at få opbygget en troværdig og fornuftig strategi for at forebygge, at sygdommen bredte sig ukontrollabelt.

Nu ser vi det samme billede i forhold til Ruslands trusler imod den europæiske sikkerhedspolitiske orden.

Det er næsten otte år siden, at Danmark skrev under på Wales-topmødets erklæring om, at NATO-landene skulle op på at anvende to procent af deres BNP på forsvar. I den mellemliggende periode er stort set intet sket. Selvom der har været massere af tegn på, at Rusland ikke havde nogen hæmninger eller begrænsninger, når det gjaldt om at sætte sin politiske vilje igennem.

I stedet for at styrke Forsvarets beredskab og robusthed er Folketinget blevet spist af med skiftende regeringers pølsesnak om, at man arbejdede på sagen, og at NATO nok så lige lovlig sort på det danske forsvars tilstand.

Det passede lige så lidt, som det passede, at sundhedsmyndighederne i tilfælde af en pandemi, der blot nærmede sig den spanske syge, havde styr på tingene.

Danmarks evne til at forsvare sig imod luftangreb er for eksempel ikkeeksisterende, hvis man ser bort fra, hvad vores ganske lille flyvevåben kan formå. Det samme er Danmarks evne til at levere et robust forsvar af dansk territorium. Den brutale sandhed er: Det kan vi ikke. Det mandskab og det materiel, der skulle bruges til at modsætte sig en fjendtlig erobring af dansk territorium, eksisterer ikke. Og vil heller ikke komme til at eksistere de næste mange år. For som vi allerede lærte under pandemien: Det er et kæmpe problem, når den globale efterspørgsel på bestemte varer stiger voldsomt inden for meget kort tid. Og den globale efterspørgsel på avancerede våben er virkelig vokset i 2022.

Jeg tror, der er nogle systemiske problemer i Danmark, der griber ind i hinanden på en overordentlig uheldig måde.

For det første har Finansministeriet gennem en meget lang årrække forlangt rationaliseringer i et omfang, der lå langt ud over, hvad hensynet til beredskab og robusthed tilsagde. Ud fra helt igennem teoretiske og ikkefaglige antagelser har man forlangt, at både sundhedsvæsenet og Forsvaret skulle være langt mere skrøbeligt og udsat i en krisesituation, end godt er.

Men samtidig med at man har barberet samfundskritiske institutioner ned, har man fyldt Folketinget og den interesserede del af befolkningen med bullshit og PowerPointpræsentationer.

Vi kan ikke rette op på Forsvarets triste tilstand nu. Ligesom vi ikke kan rette op på de problemer, der ligger i at have en mikroskopisk politistyrke. Men vi kan stille som et krav, at det må være slut med bullshit. Fortæl os i det mindste sandheden. Så bliver det meget lettere at træffe de rigtige beslutninger.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 23. marts 2022)

Socialdemokratiet har uhyggeligt lidt respekt for retsstaten

Hvis Herlufsholm havde været en offentlig institution …

Sådan som de røde partier taler om Herlufsholm, burde de tale om ethvert svigt på enhver daginstitution, enhver skole, ethvert gymnasium og enhver videregående uddannelse.

I stedet for social ingeniørkunst er der som regel brug for værdier. Ikke mindst af den slags, man plejer at kalde borgerlige

Politisk fører myten om samfundet til, at navnlig de røde partier iværksætter det ene sociale ingeniørprojekt efter det andet. Som alle vil fejle, fordi årsagen til det problem, man prøver at løse, ikke som udgangspunkt er social.

Kernekraft i Danmark? Lad os kigge på det!

Lad os nu se sagligt på kernekraft

Socialdemokratiets populistiske klapjagt på finanssektoren vil gøre danskerne fattigere

Socialdemokratiets idé om en særskat for den finansielle sektor vil gøre det betydeligt dyrere at være dansker

Løsningen ligger lige for: Mere kernekraft kan gøre os uafhængige af Putins gas

At angribe frie skoler er at angribe grundloven

Vi har også tabuer i Danmark

Det skal være slut med pølsesnak om Forsvarets tilstand

Socialdemokratiet har et nedladende syn på mennesker