Debat Arkiv - Side 17 af 44 - Liberal Alliance

Alex Vanopslagh & Steffen Larsen

3. november 2023

Der er behov for åbenhed, når det politiske ansvar skal undersøges i FE-sagen - tilliden til magthaverne står på spil

Onsdag den 1. november kollapsede straffesagerne mod den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) Lars Findsen og tidligere forsvarsminister fra Venstre Claus Hjort Frederiksen. Anklagemyndigheden opgav tiltalen mod Findsen og Hjort for læk af statshemmeligheder om Danmarks kabelsamarbejde med USA.

Det blev alligevel en tand for komisk for FE, hvis de i retten skulle bekræfte den i forvejen offentligt kendte ‘statshemmelighed’ om kabelsamarbejdet i deres anklage mod Findsen og Hjort om, at de skulle have røbet den store statshemmelighed. Hele forløbet – lige fra hjemsendelsen af FE-ledelsen i sommeren 2020 til iværksættelsen af en totalovervågning af Lars Findsen til den politiske beslutning om at retsforfølge en oppositionspolitiker – har været skandaløs.

Den tidligere socialdemokratiske regerings håndtering af sagen har svækket vores efterretningstjenester, slået sprækker i tilliden til myndighederne, udfordret Danmarks samarbejde med vores allierede, og de tidligere tiltalte i sagen har fået deres renommé og liv ødelagt.

Lars Findsen og Claus Hjort er nu i flere år blevet trukket gennem sølet med juridisk forfølgelse, ydmygende behandling, smadrede karrierer samt i Findsens tilfælde overvågning, varetægtsfængsling og en udbasunering af hans sexliv for hele landet. Alt sammen fordi den forrige socialdemokratiske regering forvaltede sin magt som en elefant i en glasbutik.

FE-skandalen kan meget vel vise sig at være en skandale, der får minkskandalen til at blegne. Den skandale fik vi da i det mindste belyst.

Det udestår stadig med FE-sagen. Men naturligvis skal den sag belyses grundigt. Desværre oplever vi en flertalsregering, som indtil videre blot har foreslået pseudoundersøgelser. Alene det forhold, at undersøgelseskommissionens omfang rammer og fokusområder, er bestemt af Justitsministeriet, når selvsamme ministerium er genstand for undersøgelsen, er tragikomisk. Undersøgelsen bør være uvildig og forankret i Folketinget.

Undergraver tillid

Hvis ikke både Folketinget og Regeringen tager den her type sager mere alvorligt, undergraver det den danske tillidskultur. En ét år gammel Voxmeter-måling dokumenterer, at 44,7 pct. af danskerne har fået mindre tillid til retssystemet, politikerne og den offentlige administration de seneste år. Det forstår man godt.

For vores folkestyre er ikke tjent med den lukkethed, som omgærder skandalerne. Alle kan blive enige om, at vi naturligvis ikke skal delagtiggøre gud og hvermand i de hemmelige detaljer om vores efterretningstjenester. Men et velfungerende demokrati kan kendes på, at skandalesager bliver undersøgt og får konsekvenser for dem, der misbruger magten.

Både Moderaterne og Venstre gik i sin tid til valg på at få undersøgt FE-skandalen. Fra Venstre lød det, at “regeringens håndtering af FE-sagen har skabt usikkerhed om vores efterretningstjenester”, og hos Moderaterne kunne Lars Løkke bebude om FE-sagen, at man ikke ville komme til “at indgå i en regering, som ikke er med på, at der bliver sat nogle ordentlige punktummer i nogle af de sager, vi har haft i denne her valgperiode”.

Alligevel valgte både Moderaterne og Venstre at glemme deres krav, da de for knap et år siden indgik i SVM-regeringen. Efter at tiltalen mod Lars Findsen og Claus Hjort blev droppet, har regeringen ganske vist bebudet, at man alligevel vil lave en rigtig kulegravning af skandalerne. Men en masse afgørende spørgsmål står stadig hen i det uvisse.

Hvem var involveret i at rejse tiltale mod Lars Findsen og Claus Hjort? Hvem besluttede, at Lars Findsen skulle totalovervåges, og at hans sexliv skulle udstilles for partilederne? Hvilken rolle spillede Barbara Bertelsen og Mette Frederiksen, og hvorfor har både Lars Findsen og Claus Hjort en oplevelse af at være blevet forfulgt af statsministeriets departementschef? Når regeringen siger, at usaglige hensyn skal undersøges, gælder det så også det politiske ansvar, eller vil det blot være nogle embedsmænd, der tager skraldet?

Vend hver en sten

Hvis SVM-regeringen med sit politiske flertal selv får lov til at definere rammerne for kommissionen, vil det svare til at sætte ræven til at vogte gæs.

Derfor er der mere end nogensinde brug for en tilbundsgående undersøgelse af hele skandalen, så vi får vendt hver en sten, og så danskernes tillid til magthaverne og myndighederne kan genoprettes. Og hvis SVM-regeringen ikke har noget at skjule, kan de vel godt støtte op om, at vi får undersøgt hele sagen og får placeret et ansvar af uvildige eksperter?

(Indlæg bragt i Børsen d. 3. november 2023).

Steffen Frølund

27. oktober 2023

I den offentlige debat har visse emner det med undertiden at blive kørt ud på et sidespor.

Et af de emner, der i mange år har båret præg af faktaresistente myter og ukvalificerede mavefornemmelser, er debatten om atomkraft.

Men nu synes pendulet at svinge den anden vej. Danskernes hidtidige skepsis overfor atomkraft er på retræte, og tiltagende flere synes efterhånden at få øjnene op for dét, der kan blive en af de vigtigste drivkræfter i vores grønne omstilling.

Her er en oversigt over de mest tungtvejende argumenter for, hvorfor vi i Danmark skal undersøge muligheden for at få atomkraft på dansk jord.

1. Atomkraft er grønt

FN’s klimapanel, der formentlig er verdens største faglige autoritet på spørgsmålet om grøn omstilling, har for længst sat to streger under, at atomkraft skal være en væsentlig faktor i den grønne omstilling. Det samme har Det Internationale Energiagentur samt Den Europæiske Union og blandt eksperter og forskere på området er der ligeledes massiv konsensus om, at vi kun kan lægge skinnerne til en grøn omstilling ved brug af atomkraft.

Atomkraft har nemlig hverken skadelig udledning eller partikelforurening, og den grønne energikilde anvender meget få ressourcer og optager – i modsætning til eksempelvis vind- og solenergi – næsten intet landareal.

Således er atomkraft langt bedre for naturen og biodiversiteten, og med atomkraft som hovedkomponent i den grønne omstilling vil kloden blive påvirket langt mindre end af andre energikilder.

2. Atomkraft er en stabil energikilde

Hertil kommer også, at atomkraft er en stabil energikilde.

I Liberal Alliance er vi ikke afvisende overfor, at både vind- og solenergi ligeledes kan bidrage til, at der i fremtiden vil være bæredygtig strøm på danske breddegrader. Problemet er blot, at disse energikilder alene er langt fra at være tilstrækkelige, da vi i sagens natur også har brug for energi på de tidspunkter, hvor solen ikke skinner og vinden ikke blæser.

Ifølge både Klimarådet og Energinet har vores nuværende system store udfordringer med, at der op til 8 dage om året er for lidt strøm. Ingen ved med sikkerhed, hvad de samfundsøkonomiske omkostninger ved dette er, men det er lige så sikkert som amen i kirken, at det er en enormt dyr forretning.

Dette problem bliver løst med atomkraft, da man her kan levere tæt på sin fulde kapacitet hele tiden og fuldstændig uafhængigt af udefrakommende omstændigheder.
Således kan man garantere, at danskerne aldrig skal stå uden energi, og man kan samtidig fjerne de samfundsøkonomiske omkostninger, der opstår som et produkt af hullerne i strømleverancen.

3. Atomkraft er en sikker energikilde

Mange har baseret deres holdning til atomkraft på fiktive TV-serier eller utidssvarende historier om fortidens atomkraftværker i Fukushima eller Tjernobyl. Men faktum er imidlertid, at nutidens atomkraftværker ikke har meget tilfælles med disse.

Kaster man et blik på opgørelserne over forskellige energikilders påvirkning på liv og helbred, er atomkraft en af de allermest sikre – selv hvis man inkluderer samtlige af de (i øvrigt forsvindende få) uheld, der har været med atomkraftværker.

Alligevel har atomkraft-modstanderne det med at lade debatten om energikildens sikkerhed tage udgangspunkt i de atomkraftværker, der blev opført dengang, Jens Otto Krag var statsminister.

Ville man lade en debat om bilers sikkerhed på de danske veje tage udgangspunkt i biler, der blev produceret for mere end et halvt århundrede år siden i Sovjetunionens faldefærdige, kommunistiske planøkonomi?

4. Tiøren er faldet hos vores nabolande

Løfter man blikket fra den danske andedam, er mange af de nabolande, som vi normalt sammenligner os selv med, allerede ved at tage atomkraft i brug.
Både Sverige og Polen er allerede godt i gang med at opføre atomkraftværker, der vil stå klar fra starten af 2030’erne.

Også i England er man begyndt at investere massivt i atomkraft, og Norge poster massevis af penge i at blive klogere på, hvordan man kan drage fordel af den grønne energikilde. Tysklands store centrum-højre parti, CDU, fortryder deres beslutning om at trække stikket til deres atomkraftreaktorer, og i Finland har man netop i år tændt et stort atomkraftværk med succes.

Et ordsprog siger, at hvis alle andre biler på vejen synes at være spøgelsesbilister, så er det måske dig, der kører i den forkerte vejside. Med tanke på at så mange andre lande allerede har valgt at lytte til verdens førende eksperter på området, virker det hovedløst, at Danmark går enegang på det her vigtige spørgsmål.

5. Hvorfor føre klimapolitik med bind for øjnene?

Myten om at Danmark skulle være et foregangsland for den grønne omstilling lever stadig i bedste velgående. Men det forholder sig imidlertid sådan, at vi meget vel kan blive efterladt på den energipolitiske perron, mens resten af verden med kører mod den grønne omstilling.

For selvom den videnskabelige konsensus på området er tydelig, har et politisk flertal anført af Socialdemokratiet valgt at lade Danmarks klimapolitik været baseret på fortidens skræmmekampagner.

I Liberal Alliance foreslog vi så sent som før sommerferien at nedsætte en Niels Bohr-kommission bestående af danske og udenlandske eksperter, som skulle gøre os klogere på, om – og i givet fald – hvordan Danmark kunne drage fordel af atomkraft.

Men forudsigeligt nok valgte SVM-regeringen og venstrefløjen at blokere for forslaget.

Siden 1985 har Danmark haft et dumstædigt forbrug mod at lade atomkraft indgå i den danske energiplanlægning, hvilket – i kombination med venstrefløjen og regeringens blokade for vores forslag om at få mere viden om energikilden – i praksis betyder, at vi fører klimapolitik med bind for øjnene.

Det er et problem, for klimaforandringernes konsekvenser kommer kun til at vokse sig større, jo længere vi venter. Og hvis man virkelig går op i at få en grøn omstilling, kan man vel næppe være modstander af at lade verdens førende eksperter give os mere viden om brugen af atomkraft, så vi sikrer os, at vi kan føre klimapolitik på et så oplyst grundlag som muligt?

Hvis Danmark skal kunne iføre sig den grønne førertrøje og gå forrest i kampen for at få en grøn omstilling, kræver det, at vi tør bryde med vanetænkningen og lytte til de uafhængige eksperter. Et flertal af danskerne bakker allerede op om Liberal Alliances forslag om at nedsætte en kommission, der skal undersøge muligheden for at få atomkraft på dansk jord.

Nu mangler vi bare, at også regeringen og venstrefløjen lader de vidtløftige ambitioner fra de mange skåltaler den grønne omstilling præge den førte politik. For kun sådan kan vi få debatten om den grønne omstilling tilbage fra sidesporet og lægge grunden til at afbøde klimaforandringernes konsekvenser.

Alex Vanopslagh

27. oktober 2023

Da Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre for knap ét år siden begravede de ideologiske stridsøkser for at danne SVM-regeringen, besluttede de at indføre en særlig top-topskat.

Det var simpelthen dét, landet med nogle af verdens højeste skatter og et komplet uoverskueligt skattesystem havde brug for: endnu en skat.

Så når top-topskatten inden længe bliver stemt igennem, vil Danmarks mest produktive personer i fremtiden skulle betale en særskat på 61 pct. af deres indkomst over 2,5 mio. kr. Det er en historisk dårlig idé, der vil sende forsvindende få penge i statskassen, svække Danmarks konkurrenceevne, afskrække fremtidens talenter fra hårdt arbejde og slå revner i det økonomiske fundament, som morgendagens velstand og velfærd bygger på.

Nu kunne man mene, at alle mine indvendinger er ligegyldige, fordi det er det moralsk rigtige, at de rigeste generelt skal bidrage mere til statskassen – jeg er ikke enig, men jeg anerkender, at synspunktet findes.

Men i så fald er top-topskatten en meget, meget tynd kop te. Ifølge Finansministeriets beregninger vil top-topskatten indbringe 0,5 mia. om året i provenu, hvilket udgør beskedne 0,06 pct. af Danmarks årlige budget på mere end 1.210 mia. Det er cirka det halve af, hvad staten hvert år får ind fra afgiften på ledningsført vand – en afgift, som de færreste overhovedet kender til.

Men ikke nok med at provenuet er forsvindende lille, så vil 3.800 af de 8.600 danskere, der bliver ramt af top-topskattens hammer, fuldstændig lovligt kunne undgå skatten. Det skyldes nemlig, at en stor del af landets mest produktive danskere er hovedaktionærer eller selvstændige og derfor har muligheden for at udbetale sig selv udbytte i stedet for løn, hvor skattesatsen er lavere.

Blandt de 100 rigeste danskere vil 98 være i stand til at bruge denne finte og dermed slippe for SVM-regeringens strafskat fuldstændig lovligt.

Top-topskatten er altså også et juridisk makværk, hvilket blandt mange andre har fået selv Pelle Dragsted – der ellers ikke ligefrem plejer at brokke sig over højere skattesatser – til at kritisere den. Men alligevel insisterer regeringspartierne indædt på, at top-topskatten er nødvendig, hvis man skal kunne finansiere andre ting. Problemet med det argument er bare, at statskassen bugner af penge.

Frem til år 2030 har Danmark nemlig et råderum på mere end 64 mia., fordi staten løbende opkræver flere penge, end der skal afholdes udgifter til.

Hvis regeringen ville indføre top-topskatten, fordi det var en afgørende nødvendighed for at holde velfærdssamfundets tandhjul i gang, kunne man i det mindste forstå logikken. Men når den danske stat bogstaveligt talt har 128 gange så mange penge stående frem til år 2030, som indtægterne fra top-topskatten vil indbringe, holder heller ikke dette argument vand.

Så hvordan kan det være, at regeringen alligevel insisterer på at indføre top-topskatten, selvom den sender så godt som ingen penge i statskassen og skader vores økonomi? Svaret er selvfølgelig på grund af det signal, top-topskatten sender.

Har man fulgt med i den offentlige debat, kan man næppe have undgået at høre Socialdemokratiets fortærskede refræn om, at Danmark er for lille et land til store forskelle. Men hvis argumentet for at indføre top-topskatten er, at man gerne vil begrænse uligheden, overlever heller ikke denne pointe et nærmere eftersyn.

Gini-koefficienten, der måler uligheden i samfundet, vil nemlig kun flytte sig fra 30,28 til 30,22 som følge af top-topskatten. Præcis ligesom med top-topskattens forsvindende lille provenu vil den altså heller ikke i praksis have nogen effekt på uligheden.

Men den vil imidlertid have en effekt på det danske erhvervslivs muligheder for at udklække og fastholde talenter og topledere.

For når landets mest produktive i fremtiden kan se frem til at modtage en ekstraregning, når lønsedlen i slutningen af måneden tikker ind i e-boksen, formindsker det selvfølgelig tilskyndelsen til at være en af dem, der bidrager mest til samfundet.

Danmark er i forvejen plaget af et af verdens højeste skattetryk, hvilket er en hæmsko for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra udlandet. På dette bagtæppe indførte man tidligere den såkaldte forsker-skatteordning, hvor udlændinge, der får et vellønnet job i Danmark, kan slippe med en særligt lav skat på 33 pct. de første syv år i landet.

Det formilder naturligvis visse af top-topskattens konsekvenser. Men det betyder omvendt også, at top-topskatten kommer til at fungere som en særskat på danskfødte specialister og topledere, der ikke kan drage fordel af forsker-skatteordningen.

Hvad har de gjort Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, siden så lille og specifik en gruppe skal have sin helt egen specialdesignede strafskat? Det er en underligt hetzende måde at føre politik på.

Hvad gør man, hvis man gerne vil have færre til at ryge, begrænse folks indtag af sukker eller mindske forbruget af benzin? Man pålægger disse produkter særskatter. For det, man beskatter, får man selvfølgelig mindre af.

Hvis vi fortsat vil have et samfund med velstand og velfærd, er der således ikke meget fornuft i at indføre en særlig strafskat på de mest produktive danskere.

De danskere, der står til at betale top-topskat, sender i forvejen mere end 18 gange så mange penge i statskassen, som den gennemsnitlige skatteyder gør.

I stedet for at sende et falsk signal om, at de mest produktive danskere skal bidrage mere, end de gør i forvejen, bør vi snarere være glade for, at der findes dygtige og hårdtarbejdende personer, der skaber nok værdi for andre til, at de også selv får en høj indtægt.

Men med top-topskatten sender vi politikere et signal om, at det ikke i fremtiden vil kunne betale sig at være én af Danmarks mest flittige og virkelystne ildsjæle.

Med en skattesats på mere end 60 pct. vil man både mandag, tirsdag og onsdag gå på arbejde for at betale for staten, før man endelig om torsdagen og fredagen kan få lov til at arbejde for sig selv og sine nærmeste.

Hvis Danmark i fremtiden skal være et land, hvor hårdtarbejdende talenter har et incitament til at dygtiggøre sig, bør vi derfor ikke udskamme flid og succes med en strafskat.

For top-topskatten vil ikke blot være en møllesten om halsen på de mest bidragende danskere, en klods om benet på erhvervslivet og en hæmsko for, at Danmarks næste Novo, Mærsk eller Lego ser dagens lys. Den vil også stå som et monument for, at SVM-regeringens egne selvglade fortælling er det rene blændværk – regeringen hen over midten blev dannet på dén påstand, at den kunne frigøre sig fra populisme og taktik, men top-topskatten er topmålet af netop dét.

En regering, der var afhængig af Liberal Alliances mandater for at føre sin politik, ville aldrig slippe afsted med noget så tosset.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27. oktober 2023).

Sólbjørg Jakobsen

23. oktober 2023

I Liberal Alliance kan vi godt lide frihed. Noget af det smukke ved friheden er, når den overrasker. Når nogen finder på at gøre tingene på en helt ny måde, som ingen andre havde fantasi til at forestille sig.

På den måde er det en følelse, jeg godt kender som forælder: Når mine børn døjer med noget eller er i gang med noget, der får mig til at bide negle, har jeg altid lyst til at skride ind. Men jo ældre, børn bliver, jo mere skal vi jo tænke os om, før vi gør det – også selvom det er en følelse, jeg sikkert stadig har, når mine børn fylder 50 år. Sådan er vi forældre, vi har svært ved ikke at se vores børn som ja, børn.

Det er bare ærgerligt, at dén følelse også bliver taget med ind i politik, hvor selv politikere, der ikke er forældre, har en tendens til nogle gange at komme til at se på borgerne som børn. Men jeg kan da sådan set godt forstå, at man gerne vil tage ansvaret på systemets skuldre og løse folks problemer for dem. Men det kommer med en pris.

For frihed og ansvar er hinandens forudsætninger. Det ser man ikke mindst i den socialdemokratiske model – velfærdsstaten tager ansvar for dig, og derfor får du skåret mere og mere af din frihed fra. Det er derfor, vi er nået til, at statsminister Mette Frederiksen og hendes politiske ordfører er begyndt at skælde ud på danskerne over, at nogle formaster sig til at drømme om et liv med mindre arbejde og i andre rammer end i velfærdsstatens kasseløsninger.

Jeg har stor sympati for dem, som drømmer om eller måske allerede lever et andet liv – måske langt fra byen, hvor man kan se stjernerne klarere om atten. Og jeg har lige så stor sympati for dem, der gerne vil give den en ekstra skalle på deres arbejde. Sådan er det nemlig, når man tror på frihed og ansvar – så behøver alle ikke marchere i takt for, at regnestykket går op. Så er mangfoldighed i livsstil, bopæl og hverdag ikke en fejl, men en fordel.

Danmark er ikke bygget af penge, men af gode borgere. Derfor handler dit bidrag til Danmarks ve og vel ikke om dit nettobidrag til statskassen. Det handler om at være en god ven, en god nabo, en god kollega, en god far eller mor, en god bedsteforælder og meget andet. Kort sagt om at tage ansvar for dig selv og for andre. Om dét sker i hamsterhjulet eller på helt andre måder er fuldstændig underordnet.

Selvfølgelig er det klart, at der skal være en nogenlunde sammenhæng mellem dét, der kommer ind i statskassen, og dét, der kommer ud igen. Hvis du gerne vil dedikere dig til din familie eller noget andet, kan du naturligvis ikke regne med, at andre mennesker end din egen familie skal bære det meste af byrden med at forsørge dig. Vi tror på frihed under ansvar, ikke frihed uden ansvar.

I dag er problemet, at vi har meget lidt af begge dele. Når man skal arbejde 2-3 dage om ugen for skattefar, før man kan arbejde for sin familie, er det svært at vælge noget andet end hamsterhjulet – det er derfor, vi gerne vil lave systemet grundlæggende om. Både med lavere skat, særligt i bunden, og med en velfærd på borgernes præmisser i stedet for systemets. Og i øvrigt også med lavere skat i toppen, så vi heller ikke straffer dem, som giver den gas på arbejdet.

Jeg er ikke angst for reformer, og Liberal Alliances fornemste rolle er ikke at justere på samfundet, så staten kan blive ved med at bestå i sin nuværende form. Jeg tror, at næste valg bliver vundet og tabt på spørgsmålet om, hvordan vi forandrer vores system med dyre, rigide kasseløsninger til noget mere fleksibelt og moderne, hvor familier og enkeltpersoner har frihed og fleksibilitet – under ansvar – til at leve deres liv, som de ønsker det.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 23. oktober 2023)

Alexander Ryle

21. oktober 2023

I november løftede det amerikanske tech-selskab, Open AI, sløret for det seneste skud på stammen i de hæsblæsende fremskridt inden for kunstig intelligens.

Den nye chatbot baseret på kunstig intelligens ved navn Chat GPT så dagens lys, og siden har den spirende udvikling inden for området ført til både panderynker og beundring. For Chat GPT er i sandhed udtryk for et teknologisk kvantespring.

Den kan trylle svar frem på alverdens spørgsmål, skrive digte, skolestile til 12-taller, originale bryllupstaler eller programmere software, der er tilstrækkeligt avanceret til at lave hjemmesider fra bunden.

På dette bagtæppe er kunstig intelligens gået fra at være noget, almindelige mennesker primært stiftede bekendtskab med i sci-fi bøgernes univers til nu at være et emne, vi alle bør forholde os til.

Det betyder også, at teknologien på rekordtid er rykket op på den politiske dagsorden. I både USA og EU er politikerne netop nu i gang med at støbe kuglerne til ny lovgivning, der skal sætte rammerne for teknologiens udfoldelse.

Det kan der bestemt være behov for, men vi politikere bør også være varsomme med indføre regulering, der begrænser teknologiens udvikling i en grad, så vi risikerer at gå glip af dens enorme potentiale.

Teknologipessimisme

Når nye teknologier ser dagens lys, er automatreaktionen ofte, at vi bliver bange for det, hvis vi ikke forstår teknologien. Men vi skal være forsigtige med at lade vores frygt for det ukendte blokere for de fremskridt, der kan følge i teknologiens kølvand.

Kaster man et blik i historiebøgerne, er der en lang række eksempler på teknologiske landvindinger, som i starten blev mødt med skepsis, men som med tiden har vist deres værdi.

Vi politikere skal være forsigtige med at lade vores frygt og bedrevidenhed få os til at regulere teknologien ihjel

Da de første biler trillede ud på vejene, fremkaldte det ramaskrig, som førte til en masse tosset lovgivning. I Storbritannien indførte man i 1865 love om, at bilerne maksimalt måtte køre 6,4 km i timen, og at der til enhver tid skulle være en mand med et rødt flag, der gik foran bilen for at advare andre om dens tilstedeværelse.

Men efter noget tid blev den teknologipessimistiske lovgivning gudskelov tilbagerullet, og bilen blev hurtigt en drivkraft for at skabe nye industrier og jobmuligheder.

En lignende historie gør sig gældende med hæveautomaterne. Da de i 70’erne begyndte at skyde op rundt omkring i gadebilledet, forventede man, at bankkassererne ville miste deres arbejde. Men det modsatte endte med at ske. Der opstod nemlig langt flere job som bankkasserer, da hæveautomaterne skabte nye markeder, som fik efterspørgslen til at eksplodere.

Lektien er selvfølgelig, at vi politikere skal være forsigtige med at lade vores frygt og bedrevidenhed få os til at regulere teknologien ihjel. For menneskets grundlæggende skepsis over for det ukendte kan nemlig udmønte sig i kortsigtet politik, der risikerer at blive en stopklods for innovation.

Men det betyder imidlertid ikke, at den rivende udvikling inden for kunstig intelligens bare skal være det vilde vesten.

Frihedsrettigheder

I Danmark har vores egen digitaliseringsminister, Marie Bjerre (V), eksempelvis åbnet for, at retshåndhævende myndigheder skal kunne anvende kunstig intelligens til at fjernidentificere personer på offentlige steder med ansigtsgenkendelse.

Der vil bestemt være visse situationer, hvor det kan retfærdiggøres. Men hvis teknologien også bliver brugt, når der ikke er en begrundet mistanke, risikerer vi, at den kunstige intelligens skaber nye muligheder for at træde danskernes frihedsrettigheder under fode.

EU’s kommende forordning om kunstig intelligens forventes at indeholde lovgivning mod brugen af biometrisk fjernidentifikation på offentlige steder. Det er et skridt i den rigtige retning, men på grund af Danmarks retsforbehold vil vi dog ikke være forpligtet til at overholde forordningen.

Det er et problem, for samspillet mellem nye overvågningsmuligheder med kunstig intelligens og politisk lemfældighed over for danskernes rettigheder er en farlig cocktail. Selvom overvågning i gadebilledet ganske vist ikke er et nyt fænomen, skaber kunstig intelligens nogle hidtil usete muligheder for avanceret dataindsamling i enorm skala.

For nyligt blev IT-center Syd angrebet af et cyberangreb med et datalæk, hvor fem skoler fik stjålet personfølsomme oplysninger om deres studerende.

I en fremtid, hvor staten kan indsamle tiltagende flere oplysninger om os med kunstig intelligens, risikerer vi at se langt flere sager som denne.

Derfor håber jeg, at regeringen i fremtiden vil gå til spørgsmålet om kunstig intelligens med en vis portion ydmyghed og med et fokus på, at teknologien aldrig må bruges på en måde, hvor den kompromitterer danskernes frihedsrettigheder.

(Indlæg bragt i Børsen d. 21. oktober 2023)

Sandra Elisabeth Skalvig

21. oktober 2023

I debatten om afskaffelse af det 6. SU-år argumenterer venstrefløjen for, at en afskaffelse af det ekstra års støtte vil være en uhyre brutal spareøvelse, der vil føre til øget mistrivsel blandt vores unge. Jeg kan godt forstå, hvor argumenterne kommer fra. Men jeg synes desværre ikke, at argumentet holder.

I dag er det nemlig kun studerende, der starter på en videregående uddannelse senest to år efter, at de har afsluttet en adgangsgivende uddannelse, der kan få SU i seks år (eller studerende med en højere normeret studietid end fem år). Det er dermed ikke et privilegie for alle studerende. Mistrives de studerende, der først starter på universitetet tre år efter, at de har afsluttet gymnasiet, virkelig mere end andre studerende, fordi de kun kan få SU i fem år?

Argumenterne for at bevare det 6. SU-år kommer i min optik ikke alene fra et sted fyldt med sympati for de studerende. De kommer desværre også fra et sted, hvor man gør sig blind for de større perspektiver i SU-debatten.

Lad mig starte med at anerkende, at en afskaffelse af det 6. år er en nedskæring. Hvis forslaget bliver stemt igennem, vil de studerende ikke kunne få SU på det sidste år, hvis de bruger et ekstra år på at gennemføre deres uddannelse, som de ellers kan nu.

Men set i et større perspektiv fører den ændring altså ikke til, at vi går fra at støtte de unge til at flå deres fremtid ud af hænderne på dem. For vi har stadig en enorm generøs uddannelsesstøtte i Danmark, der efter en omlægning stadig vil ligge i top.

Tænk engang, at vi overhovedet er så heldige, at vi kan debattere, om vores studerende skal have over 6.500 kr. om måneden i fem eller seks år for at tage en skatteyderfinansieret uddannelse. Og tænk, at vi har en dobbelt så høj SU som i Norge, Sverige og Finland, der er de lande, som vi normalt sammenligner os med. Det er jo helt vildt!

Tager man et kig i historiebøgerne, kan man læse, at SU’ens indførsel i 70’erne havde rod i et ønske om social mobilitet. Som det stod defineret, skulle ingen ung af økonomiske grunde forhindres i at få den uddannelse, som den unge havde lysten og evnerne til. Social mobilitet og frie, lige muligheder var uddannelsesstøttens eksistensberettigelse.

Spoler man imidlertid uret frem til i dag, kan man med en enkelt Google-søgning hurtigt finde frem til forskning fra VIVE og Det Økonomiske Råd, der samstemmigt konkluderer, at en omlægning af SU på kandidatuddannelserne til rentefrie lån ikke vil påvirke den sociale mobilitet negativt. Og her er der endda tale om en omlægning på hele kandidatuddannelsen, som altså er mere vidtgående end blot en afskaffelse af det 6. SU-år.

Samtidig ved vi, at de unges lånemuligheder er enormt favorable. De kan få et godt lån, som de rent faktisk kan betale af. Her er det nemlig værd at bemærke, at akademikere er blandt dem, der senere i livet kommer til at tjene allermest. Er det virkelig dem, vi vil prioritere at sende ekstra støtte mod?

Tilbage står vi med hele spørgsmålet om trivslen. Selvfølgelig kan der være gode årsager til, at man skifter uddannelse eller har brug for ekstra tid. Men penge løser ikke problemet fra bunden. I resten af Vesten ser vi samme trivselsproblemer, som vi har i Danmark. Det er et globalt problem, som vi ikke blot kan forklare ved at kigge mod os selv og vores SU. Med et så favorabelt system som vores skal der være en øvre grænse, og at den grænse matcher den normerede tid, er hverken kynisk eller uretfærdigt over for de studerende. Et er sikkert: Jeg er fortrøstningsfuld.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 21. oktober 2023)

Lars-Christian Brask

19. oktober 2023

Historier om små erhvervsdrivende, der har mødt udfordringer i forhold til at åbne en erhvervskonto i banken, har fået kolleger på Christiansborg til at overveje, om man skal give alle en lovbestemt ret til en sådan konto.

Det er vigtigt, der er gode vilkår for erhvervsdrivende. Det bakker Liberal Alliance og jeg naturligvis fuldt op om. Men selvom idéen om en ret til en erhvervskonto umiddelbart kan virke sympatisk, er det vigtigt at holde fast i, at banken skal kunne sige nej til en kunde.

For der er mange gode – og vigtige – grunde til at sige nej. Det kan være, hvis den erhvervsdrivende ikke kan forklare, hvor virksomhedens midler kommer fra, eller hvis det ikke er muligt at identificere de reelle ejere af foretagendet. Eller hvis der er begrundet mistanke om, at den erhvervsdrivende er kriminel eller optræder som stråmand.

Det kan også være årsager, som at den erhvervsdrivende har opført sig truende over for bankens ansatte, tidligere har misligholdt sine forpligtigelser, eller hvis kontoen kan føre til en overtrædelse af hvidvaskloven. Dette er ikke bare eksempler, jeg finder på. Som tidligere bankmand ved jeg, at alle ovennævnte eksempler forekommer. Skal disse kunder “bare” have en konto? Nej, selvfølgelig skal de ikke det.

Det er vigtigt at holde fast i, at det er bankernes opgave at vurdere kunderne konkret og individuelt. Det har vi også pålagt pengeinstitutterne i lovgivningen. Vi kan ikke på den ene side kræve, at bankerne skal have styr på alle deres kunder, deres midler og mønstre, og samtidig kræve, at bankerne alligevel skal tage de kunder, der ikke lever op til de krav, som vi politisk har stillet.

Det er så til gengæld også klart, at med det ansvar bankerne har for at vurdere kunderne, følger også et ansvar for at forklare kunderne, hvorfor de får nej, hvis de får det. Vi skal passe meget på, at vi i vores iver for at please ikke ender med dumgode tiltag. Vi skyder os selv som samfund, alle andre bankkunder og de erhvervsdrivende i foden, hvis ikke banken stadig kan sige nej – med en god begrundelse. Alt andet vil jo være det vilde vesten.

(Indlæg bragt i Børsen d. 19. oktober 2023)

Jens Meilvang

12. oktober 2023

Norge og Sverige har for længst taget nødudgangen og smækket kassen i for det ildestedte SAS, men i Danmark vil vi nu fortsætte vores massive investeringer i det dårligt flyvende selskab.

Fremover skal staten nemlig eje 25,8 procent mod de forrige 21,8 procent af selskabet. Det er helt skørt.

Siden SAS blev etableret under én fælles, børsnoteret aktie har staten skruet op for indskuddene af skattekroner i 2001, 2009, 2010, 2012, 2017, 2020, 2021, 2022 og nu i 2023. Man har tegnet aktier for i alt 2,6 milliarder kroner og lånt selskabet 3,6 milliarder Og alligevel bliver man ved.

I Liberal Alliance er vores holdning klar: Det er ikke en statslig opgave at drive et flyselskab. Og det gælder også, om så SAS pludselig begynder at lave resultater. For lad os huske på, at SAS blandt andet klarer sig dårligt af den årsag, at mange andre flyselskaber gerne vil flyve fra og til København. Særligt de privatejede. De kan nemlig sagtens drive et flyselskab uden statslig indblanding, hvilket nær har taget livet af SAS op til flere gange.

Når vi samtidig kan se, at interessen fra private aktører er der, giver statens nye opjustering af ejerskabet blot endnu mindre mening.

Louise Brown

9. oktober 2023

I den seneste tid har vi desværre set flere eksempler på, at borgere ikke har fået den hjælp i sundhedssystemet, de havde krav på.

Lad os bare fremhæve kræftskandalen i Aarhus som det mest fremtrædende eksempel på det. Af den grund mener jeg, at vi bør samle alle patientrettigheder i én overskuelig lov, så man som borger hurtigt og enkelt kan lære dem at kende.

Lige nu kan det nemlig være enormt forvirrende at skabe sig et overblik over alle de forskellige rettigheder, vi har som patienter, og når man selv eller ens pårørende er syg, så er følelsen af uoverskuelighed nok det sidste, man har behov for.

Derfor reagerer mange borgere for eksempel ikke, når de får et brev fra sygehuset om, at de kan få en tid, der ligger flere måneder ude i fremtiden, mens andre ikke får læst, at man for eksempel har ret til at blive behandlet i andre regioner end ens egen.

Og listen er længere end det. Lad mig her blot nævne behandlingsgarantien og alle reglerne om befordringsgodtgørelse. Det er også ét stort virvar af regler og rettigheder. Og hvis du tænker “hvilke regler og rettigheder”, ja, så understreger det vel blot pointen.

Mere overskueligt bliver det ikke af, at regeringen af og til suspenderer bestemte patientrettigheder, fordi systemet er presset. Faktisk så presset, at man selv på ens regionale patientkontor kan forvente ugelange svartider, hvis man henvender sig med spørgsmål om sine rettigheder. Det er mildest talt en kamp at få klarhed.

For os i Liberal Alliance er det afgørende, at vi indretter systemet, så borgerne ved, hvad de har ret til. For når der sker dig noget, så handler det altså nu engang om dig og ikke systemet. Derfor er det afgørende, at vi får gjort patientrettighederne overskuelige. Systemet skal være til for borgerne.

Sólbjørg Jakobsen & Steffen Frølund

21. september 2023

Kapitlet om toptopskatten er et af de mere finurlige i dansk politik. Det er kapitlet om idéen, der ikke som sådan har rod i nogen realpolitisk idé, og som ingen rigtig vil tage teten på at argumentere for. For hvem er det egentlig, der vil toptopskatten, og hvad er de politiske visioner bag den? Det står stadig hen i det uvisse. Ja, faktisk har hele miseren om emnet taget sig så skørt ud, at man som borgerlig nærmest har haft lyst til at hjælpe regeringen med blot at argumentere for dens egen politik. Men det vil alligevel være for meget af det gode.

Derfor vil vi her tillade os at gøre det modsatte. For der er nemlig et utal af grunde til, at toptopskatten er en så historisk dårlig idé, at selv regeringen kløjes i argumentationen for den.

Lad os indlede med et kig på provenuet fra skatten. Det er Skatteministeriet på sølle 700 mio. kr., hvilket er ca. det halve af, hvad afgiften for ledningsført vand indbringer. I en samlet skatteindtægt på mere end 1200 mia. kr. sidste år og med et råderum på over 60 mia. kr. frem mod 2030 blegner den slags penge hurtigt. Og det er ganske vist under den forudsætning, at de overhovedet kommer ind. Men det gør de ikke.

Grundlaget forsvinder

Ifølge alle ekspertskøn vil det beregnede provenu nemlig blive udhulet noget så grelt, fordi folk blot kan flytte rundt på deres penge, så de undgår skatten. Under normale tilstande flugter den samlede skat på arbejde nogenlunde med skatten på udbytte, hvor der først er betalt selskabsskat. Den balance gør man op med gennem toptopskatten. I stedet skaber man et markant incitament til blot at betale udbytte i stedet for løn, hvis man ikke også hæver aktieskatten, hvilket ikke sker. Derfor vil mange blot gøre netop det.

Tal fra Skatteministeriet viser, at 45 pct. af alle de 8600 potentielt berørte af en toptopskat har den mulighed, fordi de enten er selvstændige eller hovedaktionærer. På den baggrund forventer Cepos et nedslag i provenuet på ca. 200 mio. kr. Og for at illustrere hvor fjollet det hele er, viser en gennemgang i Berlingske sågar, at 98 ud af de 100 rigeste personer i Danmark på den måde kan slippe for skatten. Grundlaget for provenuet forsvinder altså langsomt.

Værre bliver det blot af, at nogle af de fremmeste danske skatteeksperter også peger på, at de negative effekter af en toptopskat vil være fire til fem gange større end først antaget, da de såkaldte indkomstelasticiteter vil være på mellem 0,4 og 0,58. Det betyder, at øger man skatten med 1 pct. for en gruppe, sænkes indkomsten i samme gruppe med 0,4-0,5 pct. på sigt, fordi gruppen træffer andre karrierevalg.

Imidlertid regner ministerierne med en elasticitet på 0,1 i gennemsnit. Regner man med eksperternes elasticitet, er provenuet nærmest ikkeeksisterende, og dermed forsvinder grundlaget for provenuet ikke blot langsomt – det forsvinder som dug for solen. Og hvad er så meningen med en skat, hvis den ikke er til for at skrabe penge ind til den offentlig service?

Symbolpolitik

Her kommer vi til et af de grimmere punkter, som regeringen selvfølgelig ikke kan sige højt: de symbolpolitiske hensyn. Baggrunden for indførelsen af skatten skyldes alene opretholdelsen af en vis “balance”.

Hvis nogle skal have en skattelettelse, skal andre have et gok i nødden. Det er et spørgsmål om regeringens grundlæggende selvfremstilling. Et spørgsmål om populisme og en hypotetisk kamp mod ulighed. For sagen er nu engang den, at toptopskatten end ikke rykker en tøddel ved Gini-koefficienten. Den går fra 30,28 til 30,22, hvilket er en så lille forskel, at selv den mest årvågne økonom kunne overse den.

Omkostningen ved den slags er regeringen klar over. På regeringskontorerne ved man godt, at en toptopskat er skadelig for Danmark og dansk økonomi. Man ved godt, at skatten udskammer den gruppe, der i forvejen bidrager mest, men som meget få har ondt af. Og man ved godt, at den rammer en gruppe, der i forvejen betaler 18 gange så meget i skat som den gennemsnitlige dansker.

Det er lige dele kynisk og skødesløst. For tænk engang, hvilket signal den slags afstraffelse af succes sender til både de hårdtarbejdende danskere og vores ungdom, akkurat som den blot øger incitamentet til at omgå skatten. For selv hvis man ikke er selvstændig eller hovedaktionær, er der gode muligheder for det: Et stærkt realistisk bud er, at toptopskatten fremover blot vil få flere mennesker til at tage til udlandet og bruge forskerskatteordningen. På den beskattes man med 32,84 pct. mod top-topskattens 60,5 pct. Mulighederne for at udhule provenuet står i kø. Pengene kommer ikke ind.

På den måde forsvinder selv det sidste spinkle håb om, at der nogensinde har været en realpolitisk intention bag forslaget. Det er faktisk nærmest en skam.

(Indlæg bragt i Børsen d. 21. september 2023).