Alex Vanopslagh
25. november 2020

Med minkskandalen har vi set, at målet helliger midlet, når Mette Frederiksen påstår at passe på Danmark. Det ligger desværre fint i tråd med den socialdemokratiske filosofi, hun har regeret efter fra start.

Regeringen har brudt Grundloven og smadret en hel branche, hvilket har påført Danmark et tab på tusindvis af arbejdspladser, og statskassen kan se frem til at betale mellem 10 og 20 milliarder i (velfortjent) erstatning til minkavlerne. Og danskerne har fået et glimt af, hvad Mette Frederiksens politiske projekt egentlig går ud på.

”Det, der driver mig som statsminister, er et grundlæggende ønske om at passe på Danmark. Skal jeg have vished for, at jeg gør, hvad jeg kan for det, er vi nødt til at tage nogle ting i brug, som vi ikke tidligere har haft hverken behov for eller lyst til.”

Sådan sagde Mette Frederiksen sidste år til Berlingske – lang tid før coronakrisen. Og de seneste uger har vist, at hun mente det – hun har aflivet dansk minkavl med et fingerknips på et papirtyndt grundlag og uden lovhjemmel, et klokkeklart brud på Grundlovens §73. Og selv hvis vi tror på, at hun ikke var klar over regeringens lovbrud, så er det indiskutabelt, at hun lod ordren fortsætte efter, at hele Danmark vidste, den var ulovlig.

Det var altså en ”fejl” at udføre en ordre uden lovhjemmel, men åbenbart ikke en fejl, man ville rette. Hvis journalister eller folketingsmedlemmer spørger ind til det, bliver hun vred – hun har kaldt det et ”ejendommeligt” spørgsmål, for det handlede jo om folkesundheden.

Stor magt, intet ansvar
Mette Frederiksen fører en form for politik, hvor magten er koncentreret om hende selv, og målet i skræmmende høj grad helliger midlet. Hun tror hverken på borgerne eller på civilsamfundet. Hun tror på statens magt.

Som borgerlig-liberal tror jeg på, at staten skal beskytte borgernes liv, frihed og ejendom, og så ellers lade dem være i fred. Når staten skal gribe ind, skal der være tungtvejende argumenter og styr på retssikkerheden. Staten skal altså være dommer for fodboldkampen – og ikke den slags dommer, der braser ind på banen, tackler igennem, bærer bolden i mål med hænderne og udråber sig selv som vinder, sådan som Mette Frederiksen har for vane.

Danmark klarer sig godt under COVID-19-pandemien, hvis man sammenligner med andre lande. Det ser socialdemokraterne som deres succes, som statens succes. Liberale ser ansvarsfulde borgere, der har gjort deres for at undgå smitte. Og Mette Frederiksen bruger Danmarks relativt gode position til at affeje spørgsmål fra offentligheden og som undskyldning for sine mange fejltrin – grundlovsbrud, nedlukning af Nordjylland, en spildt sommer, svag smitteopsporing etc.

Og når tingene så går galt, er det bare fejl, og skal der endelig placeres et ansvar, er det på hendes ministre og embedsmænds skuldre. Det er det klassiske socialdemokratiske syn på ansvar.
Men det er for nemt at tro, at den samme magtkoncentration og principløshed i andre hænder ville blive forvaltet bedre. Det er selve filosofien, den er gal med, ikke bare personen i front.

Falsk tryghed
Det har altid skuret i mine ører, når politikere fra både højre og venstre lover danskerne tryghed. For tryghed er en følelse, og lover man danskerne tryghed, giver man dem i samme nu en grund til at føle sig utrygge.

Men løftet er tomt. Spørg bare vores minkavlere. Eller de tusindvis af andre erhvervsdrivende, der har oplevet såvel Mettes Frederiksens fikse skatteskrue som usaglige corona-restriktioner som eksempelvis den grundløse seksdagesregel i København, som regeringen selv fjernede igen. Eller spørg nordjyderne, der i to uger var underlagt pludselige restriktioner, som lige så pludseligt blev fjernet igen og med mageløs frækhed udråbt til en succes af regeringen. Ingen selvrefleksion. Man skulle ellers tro, at nordjyderne fortjente en klokkeklar undskyldning.

Den hårdtslående stats fejl
Det skal forestille at være mere effektivt, når Mette Frederiksens inderkreds træffer beslutningerne selv. Og måske bliver beslutninger truffet hurtigere, men ikke mere effektivt. Det er det liberale samfund, der er effektivt – det viser minkskandalen. Minkavlerne har fået lodret skiftende meldinger fra myndighederne, der er ikke erstatning på plads, forvirringen er total, og der er spredt syge mink på vejene.

Men i stedet for at se indad giver Mette Frederiksen selvfølgelig oppositionen skylden. Det burde faktisk ikke overraske, men jeg forundres alligevel over regeringens evne til at fremstille sig selv som den forurettede part.

Minkskandalen er et monument over Mette Frederiksens politiske projekt i al dets dystre magt og vælde. Det er på tide at tage folkestyret, friheden og ansvaret tilbage.

Klumme udgivet i Berlingske d. 25. november 2020.

Alex Vanopslagh
24. november 2020

Statsminister Mette Frederiksen slog allerede i marts fast, at hun og regeringen ville begå fejl i deres håndtering af coronakrisen. Det var en klædelig ydmyghed, som vi sjældent ser fra os politikere.

Men det er knapt så klædeligt, at hun åbenbart ikke udtrykker nogen stor vilje til at rette sine fejl og lære af dem. Og derfor kommer hun til at begå flere fejl – og de bliver mindst lige så katastrofale.

Jeg ville ønske, at jeg var overrasket.

Men det er jeg sådan set ikke.

Det er en uundgåelig konsekvens af, at Mette Frederiksen har samlet så meget magt om sig selv. Mette Frederiksen er trods alt blot et menneske.

Og vi mennesker begår fejl. Det er faktisk fejlbarligheden, der er med til at gøre os menneskelige.

Idéen med det liberale demokrati er, at ét menneske aldrig får lov til at udøve for stor magt over andre.

Derfor har vi en grundlov, vi har domstole, og vi har vores gode danske traditioner om debat og dialog mellem politikere – og mellem politikere og det samfund, de udøver magt over.

Vi har altså et dobbelt ansvar som politikere – at have en tæt dialog med hinanden, fordi vi repræsenterer forskellige holdninger, interesser og mennesker, og at have en tæt dialog med det, vi for en god ordens skyld kan kalde den virkelige verden.

Når man er i tæt dialog med de mennesker, som påvirkes af beslutningerne, får man som regel syn for, om man har begået fejl.

Desværre har danske politikere i årtier fjernet sig selv og deres embedsmænd mere og mere fra den dialog – og fejlene er derfor blevet flere og mere alvorlige.

Den udvikling skal Mette Frederiksen ikke have skylden for.

Men hun skal have skylden for, at dialogen i hendes regeringstid er blevet historisk dårlig – også før coronakrisen.

Hun har sat turbo på den proces, der nedbryder danskernes tillid til folkestyret.

Hun har udvidet Statsministeriets kontrol med politikken i uset grad og taget stram styring med hele staten, hun har reduceret fagministrene til de rene statister, og hun har fra første færd kørt Folketinget ud på et sidespor under coronakrisen med henvisning til, at tingene skulle gå stærkt.

Vi husker alle de stribevis af pressemøder, hvor Mette Frederiksen har tonet frem som landsmoderlig skikkelse, der med sikker hånd fører landet gennem svære tider. Uden at informere Folketinget grundigt eller samvittighedsfuldt og med overvældende ugennemsigtighed og vilkårlighed – men med masser af empatisk udstråling og hjerter på sociale medier.

Men nu er maskeraden faldet.

Empatien er forsvundet, og kun styringen står tilbage.

Med stor magt følger et stort ansvar. Det forsøger hun nu at flygte fra i sagen om den grundlovsstridige instruks om at aflive alle mink i Danmark.

Spørgsmålene efter redegørelsen om minkskandalen tårner sig op.

Hun skal ikke slippe afsted med at ofre Mogens Jensen for sin egen beslutning. Nu skal vi have kulegravet hele forløbet og få sandheden frem. Det står dog allerede uomtvisteligt tilbage, at Mette Frederiksen bør gå af som statsminister – uanset om hun faktisk var vidende om den manglende lovhjemmel, eller hvis hun har skabt et klima, hvor hun tager grundlovsstridige beslutninger uden at blive sagt imod.

Når så meget magt koncentreres på så få hænder, så er vi alle prisgivet vores fejl og mangler. Og magthaverne er præcis lige så fejlbarlige mennesker som alle os andre.

Det var en fejltagelse at give Mette Frederiksen så meget magt og tro, hun kunne forvalte den godt. Det er jeg også selv skyldig i.

Det vil jeg gerne undskylde for – og dét skal ikke gentage sig.

Magt korrumperer, absolut magt korrumperer absolut.

Liberal Alliance er et lille parti, men vi står uforfærdet på folkestyret og borgernes side. Vi vil kæmpe det bedste, vi har lært, for at fravriste Mette Frederiksen sin ufortjente magt og tage folkestyret tilbage. For Danmarks skyld.

Det var en fejltagelse at give Mette Frederiksen så meget magt og tro, hun kunne forvalte den godt. Det er jeg også selv skyldig i. Det vil jeg gerne undskylde for – og dét skal ikke gentage sig.

Debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 22. november 2020.

Alex Vanopslagh
19. november 2020

Mette Frederiksens respekt for Grundloven kan ligge på et lille sted. Desværre er hendes støttepartier ikke meget hjælp. Det er en massiv udfordring for magtens tredeling i et demokrati.

Siden Montesquieu i 1700-tallet første gang skrev om magtens tredeling, har det været en fast del af pensum i den elementære lære om politik i et velordnet demokratisk samfund.

Statsmagten er delt i tre – den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. I Danmark er det henholdsvis Folketinget, regering og domstolene, der til sammen udgør folkestyret.

Hvis vi nu springer let og elegant over detaljerne i, at den udøvende magt i et parlamentarisk system som det danske henter sit mandat fra den lovgivende magt, der vælges mindst hvert fjerde år ved folketingsvalg, og tingene dermed bliver mudrede, kan vi alligevel fæstne os ved, at magtens tredeling i Danmark er formuleret i Danmarks Riges Grundlov.

Det er det dokument, som Mette Frederiksen for tiden udviser enten en rystende mangel på forståelse eller endnu værre en decideret foragt for.

Jeg skal ikke kede Kontrasts velorienterede læsere med en minutiøs gennemgang af mink-skandalen, der i bedste fald er den mest alvorlige siden Tamilsagen, i værste fald siden Besættelsen. Det er nok at konstatere, at regeringen onsdag d. 4. november på et pressemøde for rullende kameraer udstedte en ordre om at aflive alle mink i Danmark, som den ikke havde lovhjemmel til. Den skinbarlige sandhed er, at den har fortsæt med at udøve ordren i lang tid efter, at det stod klart, at den manglende lovhjemmel – endda med hjælp fra bevæbnede mænd i politi og militær.

Grundlovens §73 slår fast, at den private ejendomsret ikke kan krænkes af staten uden lovhjemmel. Men Mette Frederiksen har netop ødelagt minkavlernes ejendom uden lovhjemmel, og har derfor ikke bare udsendt en ulovlig instruks – men en grundlovsstridig instruks.

Og hvad har støttepartiernes reaktion været? Enhedslisten har kaldt ”utjekket”, men det er måske heller ikke dem, man skal regne med i forsvaret for den private ejendomsret. Og sent mandag d. 16. november klappede regeringen sagen af med alle dens støttepartier – Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet.

Der er altså lovhjemmel på vej, så skulle den sag vel være ude af verden?

Nej. Heldigvis ikke. Og nu må regeringens støttepartier virkelig gøre op med sig selv, om de vil takke med at være gummistempel for Mette Frederiksens dekreter, eller om de vil være med til at undersøge sagen til bunds og drage de nødvendige konsekvenser.
Ellers er magtens tredeling for alvor udfordret.

Men jeg tillader mig at være optimistisk på folkestyrets vegne: I sidste ende bliver det forhåbentlig en sag for den tredje statsmagt, domstolene, at vi kan få Mette Frederiksen og hendes regering draget til ansvar.

Blogindlæg udgivet på kontrast.dk d. 19. november 2020.

Alex Vanopslagh
19. november 2020

Regeringens forslag til en ny konkurrencelovgivning er for vidtgående og er en trussel mod retssikkerheden.

Mens vi alle har fokus på minkskandalen, hvor regeringens fortsatte forbrydelser står i kø, forsøger erhvervsminister Simon Kollerup og regeringen at liste et meget vidtgående lovforslag om ny konkurrencelov gennem Folketinget.

Forslaget har fået sønderlemmende kritik af erhvervsorganisationer som Dansk Industri, Dansk Erhverv og Danske Advokater samt den uafhængige tænketank Justitia.

Der er ingen tvivl om, at dette lovforslag er lige i Mette Frederiksens ånd: mere magt til myndighederne og ringere retssikkerhed.

Det skal regeringen selvfølgelig ikke få held med at få gennemført. Liberal Alliance er det parti i det danske Folketing, der sætter størst værdi i konkurrence og velfungerende markeder.

Der skal være fair konkurrence.

Derfor er Konkurrence-og Forbrugerstyrelsens arbejde også enormt vigtigt for Danmark.

Brud på konkurrencereglerne skal selvsagt stoppes og sanktioneres. Men det betyder ikke, at vi kan tillade at gå på kompromis med basale retsstatsprincipper.

Mange betænkeligheder

Der er enormt mange punkter at være betænkelig over, men det er særligt bekymrende for Liberal Alliance, at konkurrencemyndighederne under den nye lov selv vil kunne kræve adgang på privatadresser i forbindelse med kontrolundersøgelser – de såkaldte ” dawn raids”. I dag skal konkurrencemyndighederne involvere politiet.

Konkurrencemyndighederne har også udsigt til at få mulighed for at udstede civile bøder. I dag skal bødeforlæg gå gennem Bagmandspolitiet. Det kan lyde som en lille detalje, men det er det ikke. I dag filtrerer Bagmandspolitiet sager, hvor Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen (KFST) ikke kan præsentere overbevisende beviser, fra, inden de når domstolene.

Det vil ikke ske under den nye konkurrencelov. Man fjerner den sunde adskillelse mellem konkurrencemyndighedernes behandling af sagen og den strafferetlige håndtering. Det kan blive dyrt for de virksomheder, der uretmæssigt bliver anklaget af KFST; nu kan de næsten være sikre på, at sagen ender i retten med de omkostninger, der følger med.

Ikke nok med det, man vil også gøre det langt nemmere at udsteder bøder. Efter de hidtidige danske regler kan virksomheder pålægges bøder, hvis de har handlet ” forsætligt eller groft uagtsomt”.

Det vil man også ændre til at inkludere ” simpel uagtsomhed.” Og som Danske Advokater påpeger, slækker man samtidig gevaldigt på kravene til beviserne.

Egenrådig regering

Det er derfor en åbenlys hån, at Erhvervsministeriet har den frækhed at påstå, at lovforslaget ikke har ” økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.” Det kan kun være rigtigt, hvis man antager, at KFST aldrig uberettiget tager en sag op, eller at virksomheder aldrig bryder konkurrenceloven.

Vi skal også huske, at konkurrencemyndighederne bestemt ikke fokuserer deres energi på større virksomheder med dominerende positioner på markedet.

De går også efter ganske små virksomheder som frisører og kørelærere. Mindre virksomheder har ikke mulighed for at hyre dyre advokater, og de drukner hurtigt i sagsomkostninger.

Derfor er det meget bekymrende, hvis de nye værktøjer, som Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen stilles i udsigt, bliver brugt til at tryne mindre virksomheder, der uagtsomt har brudt konkurrencereglerne. Set i lyset af de meget vidtrækkende ændringer af konkurrenceregler nedsatte man en følgegruppe med deltagelse af bl. a. danske Advokater.

Men som Danske Advokater påpeger i deres høringssvar, er følgegruppen slet ikke er blevet hørt i forløbene. Dertil kommer, at der bliver givet meget kort frist for høringssvar. Det er endnu en bekymrende tendens, vi kun kender alt for godt fra den egenrådige regering.

Overimplementering

Regeringen har over for kritikken forsvaret sig med, at de blot implementerer et EU-direktiv.

Men som mange eksperter påpeger, så er der tale om gevaldig overimplementering.

Men lige netop ét element i direktivet, har mange fremhævet som ” underimplementeret”, nemlig konkurrencemyndighedens uafhængighed fra regeringen.

Med tanke på Mette Frederiksens ageren i denne tid, kan det næppe overraske, at man gerne vil overimplementere, når det kommer til magt til myndigheder, men samtidig underimplementere på uafhængighed fra regeringen.

Konkurrence er altafgørende, og på mange områder trænger vi til langt mere konkurrence i Danmark. Men løsningen er ikke at gå på kompromis med vores retssikkerhed. Skulle man have glemt betydningen af retssikkerhed, kan man kigge på de ubegribeligt triste menneskelige skæbner og økonomiske konsekvenser af Mette Frederiksens minkskandale.

Der er ingen tvivl om, at dette lovforslag er lige i Mette Frederiksens ånd: mere magt til myndighederne.

Kronik udgivet i Børsen d. 19. november 2020.

Alex Vanopslagh
18. november 2020

Jeg vil starte med at tage læseren på en lille rejse gennem Mette Frederiksens beslutning om med ét slag at udrydde minkavlen i Danmark. Mandag aften får regeringen besked om mutationen og tager derefter beslutningen om at aflive hele branchen. Det gør den uden nogen involvering af Folketinget. Onsdag indkalder regeringen til et pressemøde, og et par timer inden pressemødet bliver vi andre partiledere indkaldt til et orienteringsmøde over Skype.

Her kan Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut (SSI) fortælle om mutationen i danske mink.

Undersøgelserne er ikke perfekte.

De er ikke fuldendte. De er ikke efterprøvet af nogen andre. Det er en risikovurdering og en afvejning, og der er usikkerhedselementer.

For os partiledere er der intet skriftligt materiale, forberedelsestid eller mulighed for at læse materialet, inddrage eksperter udefra og stille kritiske spørgsmål.

Men Kåre Mølbak mener, at i værste fald kan Danmark blive et nyt Wuhan.

Vi stiller nogle kritiske spørgsmål, kommer med bemærkninger, bekymringer, kræver beslutningsgrundlaget fremlagt. Regeringen siger, at det skal den nok sende lidt på og få indkaldt til nogle nye møder – men nu skal vi altså lige runde af, for nu skal der afholdes pressemøde, så regeringen kan komme videre med at aflive minkbranchen i Danmark.

Det er en stolt branche med hundredvis af virksomheder, tusindvis af arbejdspladser og milliarder af eksportkroner, som Mette Frederiksen med et fingerknips har udryddet.

Måske er det faglige grundlag i orden. Men det ved Folketinget i hvert fald ikke. Vi har fået et notat på tre sider plus bilag – ligesom man ikke er interesseret i at efterprøve SSI’s konklusioner eller få friske (evt. internationale) øjne på tingene.

Notatet fra SSI er i øvrigt rent virologisk, dvs. vedrørende virus selv. Det er en politisk beslutning at aflive alle mink. Hvilke andre scenarier end aflivning har man overvejet? Har man spurgt Fødevarestyrelsen? Har man spurgt branchen? Har man spurgt nogen som helst? Vi ved det ikke.

Og regeringen mener åbenbart ikke, at vi skal vide det.

Aflivningen skal ske frem mod jul, men det haster åbenbart alligevel så meget, at der ikke er tid til at undersøge sagen til bunds. Som så meget andet under Mette Frederiksens coronaregime – fra seksdagesreglen i København til det ubrugelige varslingssystem, som regeringen efter måneders nøl endelig har bikset sammen: Magtfuldkommenhed, lukkethed og vilkårlighed er de tre værdier, som regeringen i hvert fald i praksis opererer efter.

Det er en vaskeægte tragedie, at generationers livsværk går op i røg.

Og en hel masse lokalsamfunds livsgrundlag bliver undergravet.

Det kan regeringen ikke slippe afsted med uden at yde en massiv erstatning for en tvangsekspropriation af en hel branche. Ikke bare et-to års kompensation for tabt omsætning, men erstatning for investeringer, bygninger, maskiner, osv. – en stærk hjælpende hånd til at komme videre, efter at regeringen per dekret har eksproprieret hele branchen.

Regeringen ser ikke sådan på sagen. Tilbage til onsdag: næh, dér lød svaret til os partiledere, der ikke blot kunne acceptere snottede kompensationspakker, at vi har jo lige vedtaget nogle hjælpepakker, der løber frem til januar, så der skal selvfølgelig nok være noget kompensation.

Regeringen vil altså aflive minkbranchen og stikke den en håndfuld småskillinger og et par trøstende ord, og så skulle den sag være klaret, og Folketinget og offentligheden kan få sølle tre siders forklaring plus bilag.

Hvis nogen troede, vi havde en regering, der havde nogen som helst sympati for vores landdistrikter, er det her en spand kold vand i hovedet.

I Liberal Alliance vil vi kæmpe utrætteligt – både for at få klarhed om beslutningsgrundlaget og grundlagets sikkerhed og for at sørge for, at regeringens aflivning af minkavlen i Danmark ikke betyder en aflivning af livsgrundlaget for tusindvis af mennesker, af massevis af små lokalsamfund.

Magtfuldkommenhed, lukkethed og vilkårlighed er de tre værdier, som regeringen i hvert fald i praksis opererer efter.

Henrik Dahl
15. november 2020

Når den islamiske befolkningsandel vokser i et vestligt land, følger dårligdommene fra den islamiske verden automatisk med. Derfor er det afgørende, at Danmark står last og brast med Frankrig og Østrig, når de nu tager et opgør med islamiske anslag mod ytringsfriheden og vestlig levevis i Europa.

Der eksisterer stadig enkelte modstandslommer fra 1990erne, der ikke kan se problemerne ved indvandring fra Stormellemøsten. Det så man senest udstillet i dagbladet Politiken, hvor 21 fremtrædende forskere, som næsten ingen har hørt om, argumenterede mod regeringens initiativer til af forhindre antisocial adfærd.

Men ellers er alvoren efterhånden gået op for de fleste. De 47 lande, der har islamisk befolkningsflertal – og navnlig dem, der har en islamisk forfatning, hører i en række væsentlige dimensioner til blandt de værste i verden, når man betragter dem samlet.

Disse oplysninger finder man samlet i Ruud Koopmans’ nye bog Islams forfaldne hus, der hermed anbefales varmt. For at få det fulde overblik bør man læse hele bogen. Men jeg kan nævne, at landene under ét er de mindst demokratiske og mindst frie. Ligesom jeg kan nævne, at landene under ét er dem, der giver kvinder samt religiøse og seksuelle mindretal den værste behandling.

Når den islamiske befolkningsandel vokser i et vestligt land, følger dårligdommene fra den islamiske verden automatisk med. Forfølgelsen af mindretal og den dårlige behandling af kvinder vokser. Det gør bekæmpelsen af demokratiet også – i lighed med bekæmpelsen af almindelige, civiliserede normer for adfærd.

Man orker næsten ikke at skrive, at der er undtagelser. Men selvfølgelig er der det. Problemet er bare, at der er alt, alt for lidt modstand indefra. At der er alt, alt for få mennesker med stormellemøstlig baggrund, der på de indre linjer siger fra over for de mange onder, kulturen fører med sig.

Jeg tror imidlertid, der er forandringer på vej. At den franske præsident Macron og den østrigske forbundskansler Kurz har fået nok af de islamiske anslag mod ytringsfriheden og den vestlige levevis, virker efter den seneste bølge af terror troværdigt.

Men spørgsmålet er: Har de to statsledere, når det kommer til stykket, den fornødne kraft til at vende udviklingen? Det er ikke helt små forhindringer, der skal ryddes på vejen frem mod en rekonstruktion af de borgerlige rettigheder og den moderne, verdslige levevis i Europa.

For det første skal Europas ydre grænser lukkes effektivt. Det har Macron for længst gjort klart. Men kan han overtale Tyskland og Tysklands forlængede arm – EU-kommissionen – til det? Landet har indtil nu brilleret med en gennemført verdensfjern og netop 1990er-agtig forståelse af problemerne. Macron og Kurz har formentlig ret i deres analyser. Men kan de få ret? Det er det store spørgsmål, der i den kommende tid skal besvares.

For det andet skal fremmede stater høre op med at blande sig i de europæiske landes indre anliggender. Her er det igen Macron, der går i spidsen med sit opgør med Tyrkiet og ikke mindst landets direktorat for religiøse anliggender, Diyanet. Kravet om ophør af indblanding går langt videre. Men i kraft af den store gruppe af mennesker i Europa, der har tyrkisk baggrund, er han selvfølgelig startet et fornuftigt sted.

Men tør Macron gennemføre sit opgør med Tyrkiet? Der formentlig ender med at røre ved helt centrale forhold som landets medlemskab af NATO og den samarbejdsaftale mellem det daværende EF og Tyrkiet, der går helt tilbage til 1963? Og givetvis også vil få konsekvenser for den aftale, som EU indgik med landet i 2015 vedrørende flygtninge.

Tilbageerobringen af den fulde ytringsfrihed overalt i Europa står og falder med, at Macron og Kurz holder fast. Derfor er det af den allerstørste vigtighed, at Danmark yder de to lande den fornødne moralske og politiske opbakning.

Kommentar bragt i Berlingske d. 15. november 2020.

Henrik Dahl
12. november 2020

Jeg roste regeringen for sine resolutte tiltag i starten af coronakrisen. Og det gør jeg gerne igen. Man betrådte nyt land, og i sådan en situation kan vi ikke bruge mandagstrænere til ret meget.

Men mange mandage er kommet og gået, og hvor regeringen i foråret betrådte nyt land, er det svært at forstå, den ikke har studeret terrænet bedre i den tid, der siden er passeret.

Det er flere uger siden, at regeringen blev klar over, at smitten bredte sig på landets minkfarme og begyndte aflivningerne. Billederne af bunker af døde mink, der ligger i det fri, og dermed fortsat kan sprede smitte, har bredt sig. Har regeringen styr på det? Nu skal alle mink aflives.

Det er et dødsstød mod minkavlen, der i praksis eksproprierer en hel branches livsgrundlag og dermed tvangslukker hele branchen.

Måske er det berettiget – men de 3 sider fra Statens Serum Institut plus bilag er alt, vi har fået i Folketinget.

Er det virkelig alt, regeringen har? Lad os alligevel antage, at grundlaget for aflivningerne er i orden. Men det er under al kritik, at man kun lægger op til en mager kompensation og halvbagte hjælpepakker.

Vores minkavlere har ikke brug for den slags, når deres livsgrundlag er væk – de har brug for fuld erstatning for alle deres nu værdiløse investeringer og en stærk hjælpende hånd til at komme videre.

Hvor regeringen i foråret fremstod resolut, fremstår den nu rådvild og vilkårlig.

Debatindlæg udgivet på jv.dk d. 8. november 2020.

Alex Vanopslagh
11. november 2020

Regeringen med Mette Frederiksen i front har udsendt en grundlovsstridig instruks om at aflive alle raske mink i Danmark. Det skal de ikke slippe godt fra.

Efter at statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde i onsdags udsendte en instruks om, at alle mink i Danmark – også de raske – skulle aflives, er det kommet frem, at regeringen ikke har lovhjemmel til at beordre sådan en aflivning. Lad os glemme grundlaget fra Statens Serum Institut, der fremstår mere og mere flosset – endda har Kåre Mølbak selv undergravet regeringens argumenter.

Siden har der været skiftende forklaringer fra Miljø- og Fødevareminister Mogens Jensen (S) om hvorvidt, man var klar over, at man udsendte en instruks uden lovhjemmel.

I søndags sagde ministeren, at man godt vidste det, men at det hastede så meget, at man ikke havde tid til at afvente ny lovgivning. I går ændrede ministeren forklaring til, at man havde kommunikeret uklart – at det var en opfordring og ikke en ordre. Det er der ikke en sjæl, der tror på. Og i dag fik vi så en tredje forklaring – at det var en fejl, og man ikke vidste, at instruksen var grundlovsstridig.

Jeg har i dag bedt ombudsmanden undersøge sagen, for vi skal til bunds i det her – både i Miljø- og Fødevareministeriet og i Statsministeriet, for selvfølgelig skal vi have Mette Frederiksen på banen.

Hidtil har vi haft det indtryk, at der ikke bliver indkøbt nyt printerpapir ude i en styrelse uden, at beslutningen er forbi Mette Frederiksens bord. Skal vi så tro på, at hun ikke har noget ansvar for en grundlovsstridig instruks?

Spørgsmålet her er om, at man bevidst har sat demokrati og retsstat til side, eller om regeringen er så magtfuldkommen, at den tager beslutninger uden at interessere sig for lovhjemmel.

I dag havde jeg og mine kollegaer mulighed for at grille Mette Frederiksen i, hvad hun vidste, og hvorfor, hun har tilladt, at aflivningen af raske mink er fortsat i to dage, selvom der ikke var lovhjemmel. Det blev vi ikke meget klogere på – statsministeren er åbenbart fuldstændig ligeglad.

Men vi stopper ikke her. Hvad hun ikke frivilligt vil fortælle, må andre grave frem. Og hun slipper i øvrigt ikke ved at smide sin fødevareminister under bussen.

En hel branche er lagt i graven – på baggrund af en grundlovsstridig instruks. Det er muligvis en større skandale end Tamilsagen. Det skal de ikke slippe afsted med.

Blogindlæg udgivet på jp.dk d. 10. november 2020.

Ole Birk Olesen
27. oktober 2020

DET ER AT SKYDE gråspurve med kanoner, når Astrid Krag (S) indleder et socialistisk korstog mod samtlige private virksomheder, som yder sociale ydelser til kommunerne, fordi enkelte brodne kar misbruger fællesskabets tillid.

I Danmark har private virksomheder i mange år hjulpet med at løse opgaver på socialområdet. Hundredvis af dygtige danske virksomheder driver sunde og populære sociale tilbud til eksempelvis anbragte børn og unge. Det er virksomheder, som hver dag tilbyder et trygt helle for sårbare og udsatte grupper i vores samfund. Det vil regeringen med Astrid Krag i spidsen nu ændre på.

Med et trylleslag vil regeringen nemlig tvinge dygtige, private institutioner til at ændre markant på deres struktur, så man går fra at være en privat virksomhed og til at blive ” selvejende”. Dermed vil ministeren forhindre, at der trækkes profit fra virksomhederne ud til ejerne.

Men er det så enkelt, som ministeren gør det til? Svaret er et rungende nej.

De facto vil omlægningen betyde, at en lang række botilbud vil gå konkurs, fordi ingen selvejende vil have kapital til at overtage. Dermed vil vores mest sårbare borgere få revet deres hverdag op med roden. Bare fordi Astrid Krag har set sig sur på nogle brodne kar. Det synes vi er sørgeligt og uambitiøst.

Og værst af alt, så bekræfter det os i, at regeringen er dybt i lommen på den yderste venstrefløj, som længe har haften hed drøm om at tvangsnationalisere virksomheder på velfærdsområdet. Til trods for at virksomhederne og deres dygtige medarbejdere løfter et særligt samfundsansvar for de mest udsatte grupper i det danske samfund.

Det er blandt andet anbragte børn og unge, som nu kan se frem til at få deres hverdag vendt på hovedet, fordi landets socialdemokratiske regering skal tækkes socialisterne i sit parlamentariske grundlag.

Betyder det så, at alle de private sociale tilbud er fejlfri? Slet ikke. Eksempelvis har vi set en indehaver af en række private sociale tilbud, som trak store summer ud til sig selv og også sammenblandede sin egen økonomi med bostedets samtidigt med, at han hævede en eksorbitant månedsløn til sig selv på 160.000 kroner. Det skal vi selvfølgelig ikke finde os i. Derfor ser vi gerne, at man slår endnu hårdere ned på de mennesker, der udnytter fællesskabets velvilje til at berige sig selv ulovligt. Men svaret er ikke at tvangsnationalisere alle private sociale virksomheder.

I stedet skal vi have et endnu stærkere socialtilsyn, så vi kan sikre et mere finmasket net til at fange dem, der forbryder sig mod fællesskabet. Og så ser vi også meget gerne, at der bliver langt mere gennemsigtighed om både takster og regnskaber for både private og offentlige tilbud. Vi er nødt til at vide meget mere om, hvad det koster at have de her tilbud, så vi kan få overblik over, om der er sammenhæng mellem pris og kvalitet.

Desværre lægger regeringens forslag slet ikke op til at sikre mere gennemsigtighed, eller at der skal være et forsvarligt brug af pengene. Man kan altså drive et sted dyrt og dårligt og spilde skattekroner omkostningsfrit. Hvorimod hvis man som privat virksomhed er dygtig, leverer høj kvalitet for de udsatte borgere og endda bruger færre penge, så er man altså uønsket.

Det er en ommer, Astrid Krag.

Debatindlæg udgivet af Marie Bjerre er socialordfører for Venstre, Karina Adsbøl er socialordfører for Dansk Folkeparti, Brigitte Klintskov Jerkel er socialordfører for Det Konservative Folkeparti, Mette Thiesen er socialordfører for Nye Borgerlige og Ole Birk Olesen er socialordfører for Liberal Alliance. Udgivet i Kristeligt-Dagblad d. 27. oktober 2020.

Ole Birk Olesen
20. september 2020

For godt et år siden gik folketingsmedlemmer fra næsten alle partier til valg i Østjylland med et budskab om, at den østjyske motorvej skulle udvides snarest muligt.

Sammen med min regering og Dansk Folkeparti havde jeg som transportminister forhandlet en investeringsplan på plads, som ville sikre, at udvidelsen af E45 skulle begynde i 2021. Socialdemokraterne sagde i valgkampen, at de ville det samme. Man kunne som østjyde trygt stemme socialdemokratisk – E45 ville også blive udvidet med en socialdemokratisk regering, fik vi at vide.

Nicolai Wammen, tidligere Sborgmester i Aarhus, blev finansminister efter valget, og han har nu fremlagt regeringens forslag til en finanslov for 2021. På den er der dog ikke afsat en eneste krone til at gå i gang med at udvide E45, ligesom der heller ikke er penge til nogen af de andre vejprojekter, som den blå investeringsplan havde fundet plads til i statsbudgettet i 2021.

Altså, et klokkeklart løftebrud over for østjyderne og mange andre danskere rundt omkring i landet.

I sådan en situation ville det være nyttigt, hvis de mange østjyske S-borgmestre ville gå ud og lægge pres på Nicolai Wammen og hans regering, men det er åbenbart for meget at forvente.

For mens løftet til østjyderne om at påbegynde udvidelse af E45 i 2021 bliver svigtet af Mette Frederiksens regering, så forholder de østjyske S-borgmestre sig fuldstændigt tavse. Vi hører intet fra hverken Jacob Bundsgaard i Aarhus, Torben Hansen i Randers, Jan Petersen i Norddjurs, Ole Bollesen i Syddjurs, Nils Borring i Favrskov, Frands Fischer i Skanderborg, Kasper Glyngø i Hedensted, Peter Sørensen i Horsens eller Marcel Meijer på Samsø.

Alle disse østjyske socialdemokratiske borgmestre, som virkelig kunne udgøre en effektiv pressionsgruppe på vegne af Østjylland, siger ingenting til, at Socialdemokratiet på Christiansborg svigter partiets løfte i valgkampen om, at man var lige så optaget af at udvide E45 som Folketingets blå partier.

Det er godt nok et borgmestersvigt af dimensioner! Det er, som om de alle har mere travlt med at være gode partisoldater for Socialdemokratiet end at være borgmestre for de østjyske vælgere, som har valgt dem. Men det kan nås endnu. Regeringen har offentliggjort sit forslag til finanslov, men forhandlingerne om finansloven er ikke begyndt endnu. Hvis de socialdemokratiske borgmestre i Østjylland i samlet flok kræver udvidelsen af E45 igangsat i 2021, ligesom deres partifæller på Christiansborg lovede i valgkampen i juni 2019, så må det være muligt at få Nicolai Wammen til at reagere.

Kom nu i gang, østjyske S-borgmestre! Det kan stadig nås!.

Debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 20. september 2020.