De feministiske kamptropper skaber splittelse

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
15. februar 2023

MAN SKAL ikke have fulgt meget med i den danske debat om ligestilling for at have bemærket, at debatten er nået ud på et gevaldigt skråplan. Det så vi eksempelvis i midten af november, hvor debatten om ligeløn kørte for fuld udblæsning.

Her gjorde både røde politikere og venstreorienterede interesseorganisationer fælles front mod det såkaldte patriarkat ved at bebude, at danske kvinder faktisk kunne holde gratis fri resten af året, fordi det ville udligne lønforskellen mellem kønnene.

Men brigaden af vrede feminister forsømte imidlertid at fortælle, at lønforskellen mellem kønnene hverken skyldes usaglige forhold eller diskrimination.

For hvis man tager højde for, at mænd og kvinder gennemsnitligt prioriterer ganske forskelligt, forsvinder lønforskellen naturligvis som dug for solen.

Faktum er nemlig, at mænd eksempelvis udfører markant mere overarbejde, at kvinder oftere arbejder på nedsat tid, at kvinder oftere melder sig syge, at kvinder oftere prioriterer lavtlønsuddannelser, og at mænd oftere løber store risici som selvstændige, hvilket kan føre til høj løn.

Mange andre forklaringer kunne nævnes. Men bundlinjen er altid, at den gennemsnitlige lønforskel skyldes kønnenes forskellige præferencer.

Det er netop også årsagen til, at adskillige undersøgelser såsom den danske lønkommission fra 2010 og Dansk Arbejdsgiverforenings analyse fra 2019 sætter to streger under, at der ikke er noget at komme efter.

MEN FORUDSIGELIGT nok har det naturligvis ikke rokket en tøddel på holdningen til ligestilling hos feministerne på den ekstreme venstrefløj.

For kamptropperne i det feministiske korstog føler sig nemlig så sikre i deres sag, at hverken logik eller fakta kan få dem til at afblæse kampen mod de usynlige strukturer, som de angiveligt bliver undertrykt af.

Det får vi eksempelvis syn for sagn om med jævne mellemrum i debatten om kønskvoter. Her er feministerne blevet så forhippede på at bekæmpe den formodede diskrimination mod kvinder, at de med kønskvoter som ammunition er villige til selv at diskriminere mod mænd.

I stedet for at anerkende de mange gode forklaringer på, hvorfor mænd er overrepræsenteret på bestyrelses- og direktionsgangene, vælger man altså selv at betjene sig af den dårligdom, man foregiver at ville bekæmpe. Logisk er det ikke.

Men når man har stirret sig så blind på målskiven, som de venstreekstreme feminister har, forledes man til at tro på den slags ekstreme målet-helliger-midlet-løsninger. Det er bekymrende. For vi lever i tid, hvor der i forvejen er nok splittelse mellem forskellige befolkningsgrupper i vores samfund.

Med et feministiske korstog, som ikke skyr nogen midler for at fremme sin egen agenda, ser vi kun ind i en fremtid, hvor der graves større og flere grøfter mellem kønnene. Så måske tiden er moden til, at venstrefløjens feminister begraver stridsøksen og i stedet begynder at gå konstruktivt til debatten om ligestilling?

(Debatindlæg udgivet i Politiken d. 15. februar 2023)

Regeringens åbne dør er blevet smækket i hovedet på erhvervslivet

Steffen Frølund
11. februar 2023

Endnu engang spænder staten ben for, at vi kommer tættere på den grønne målstreg. For regeringen har netop annonceret, at de vil skrotte den såkaldte ”åben dør”-ordning, som ellers havde til formål at sætte turbo på den grønne omstilling.

Initiativet sørgede for, at danske energiselskaber kunne opstille havvindmøller, så vi kunne tage et stort skridt i retningen mod en elektrificering af vores samfund. Projekterne var nemlig den største udbygning af grøn energi i Danmarkshistorien, og de ville have tidoblet produktionen af bæredygtig strøm. Men nu har regeringen besluttet sig for at smække døren i hovedet på de mange virksomheder, der har investeret i at bidrage til Danmarks grønne omstilling. Det får store konsekvenser.

For det første er det selvfølgelig et problem, at mindre bæredygtig strøm i fremtiden vil finde vej til danskernes stikkontakter. For det andet står danske virksomheder nu med fletningerne i postkassen, fordi deres mangeårige investeringer i havvindmøllerne bliver tabt på gulvet fra den ene dag til den anden. Og for det tredje vil fremtidige investorer forståeligt nok blive afskrækket fra at investere i Danmark, fordi sagen viser, at man ikke kan stole på de rammebetingelser, staten har opstillet.

Men det værste af det hele er formentlig, at fadæsen ikke er en enlig svale. For det er efterhånden snarere reglen end undtagelsen, at de ansvarlige politikere enten nøler på klimahandlingen eller sågar modarbejder de grønne initiativer. Vi kender jo problemet fra debatten om atomkraft.

Her har man siden 1985 haft et dumstædigt forbud mod kernekraft i den danske energiplanlægning, selvom både EU og FN har grønstemplet den teknologien. Og ligesom i debatten om atomkraft, er skrotningen af åben dør-ordningen endnu et eksempel på, at man stikker en reguleringskæp i hjulet på markedskræfternes mulighed for at bidrage til en bæredygtig energiforsyning.

Der plejer ellers ikke at være nogen slinger i valsen fra regeringen, når det kommer til at holde skåltaler om grønne ambitioner eller at tage selfies med vindmøller til de sociale medier. Men når erhvervslivet så faktisk melder sig på banen med konkrete initiativer, der reelt vil gøre en monumental forskel, bliver de mødt af den ene statslige forhindring efter den anden.

Så kære regering. Hvad med at erstatte selfiepolitikken og skåltalerne med nogle ordentlige rammebetingelser, så de danske virksomheder kan få os i mål med den grønne omstilling?

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 11. februar 2023)

Drop tvang og moderniser Forsvaret gennem frivillig værnepligt

Carsten Bach
8. februar 2023

For regeringen er det et mål at styrke værnepligten. For Liberal Alliance er målet at styrke Forsvaret.

Det vil vi gøre ved at øge antallet af soldater, hvilket bedst sker gennem frivillig rekruttering og ikke gennem tvang.

Derfor skal vi afsøge alle muligheder for at få flere frivillige igennem værnepligten, før vi gør brug af tvang af mænd såvel som af kvinder. Forbilledet er her USA, som har en af verdens mest professionelle hære uden at have gjort brug af tvang.

Det er vigtigt at sige, at Liberal Alliance ikke ønsker at ændre eller afskaffe §81 i Grundloven, som forpligter borgerne til at bidrage til landets forsvar. Paragraffen er det bolværk, der i kriser og ultimativt i krig skal sikre soldater til forsvaret af Danmark.

Derimod mener vi, at værnepligtsloven og værnepligten skal ændres for at afspejle det moderne Danmark, så vi af frivillighedens vej styrker Forsvaret.

Kampagner skal lokke kvinderne til

En moderne værnepligt skal bygge på frivillighed og tilbyde en pakke, som ansporer flere unge til en karriere i Forsvaret eller beredskabet.

Derfor skal vi gennemse hele systemet og rydde alle de benspænd af vejen, som forhindrer unge i at melde sig som værnepligtig og søge karriere i Forsvaret. Og vi skal lave målrettede kampagner, der vil få flere kvinder til at melde sig til Forsvarets Dag.

Alt dette glæder vi os til at drøfte med Folketingets øvrige partier i forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig.

En ændring af værnepligten skal naturligvis ske på baggrund af militærfaglige ekspertvurderinger, så en moderne værnepligt fremadrettet styrker Forsvarets rekruttering og uddannelse af et professionelt dansk forsvar, så vi er bedst muligt rustet til at leve op til vores forpligtelser inden for rigsfællesskabet og Nato.

Derudover ønsker vi ensartede og moderne vilkår for alle, som vil aftjene værnepligt eller melde sig frivilligt. Det handler blandet andet om at skabe frie og lige muligheder for alle til at kunne aftjene værnepligt og skabe sig en karriere i Forsvaret eller beredskabet.

Vi har ikke en målsætning om, at der skal være lige mange mænd og kvinder. Men skal Forsvaret kunne tiltrække flere unge på frivillig basis, er vi nødt til at give vores værnepligtige bedre forhold. Det kunne være mere i løn, bedre muligheder for efter afsluttet værnepligt at uddanne sig inden for Forsvaret uden bindinger.

Det kunne også være at give alle en mulighed for at afbryde deres værnepligt, sådan som kvinder har det i dag. Det vil også øge motivationen blandt de værnepligtige.

Flere hold og mere fleksibilitet

I Liberal Alliance mener vi, at der er behov for en moderne struktur på værnepligten med langt flere værnepligtshold og mere fleksibilitet i optaget, så det altid er muligt at starte med kort varsel.

Efter afsluttet værnepligt skal der være tilbud om at kunne fortsætte i tjenesteforløb som overbygning til den almindelige værnepligt, som det i dag sker blandt andet i Livgarden. Det kunne være en udsendelse til Baltikum og/eller uddannelse og efterfølgende optagelse i en egentlig reservestyrke.

Hjemmeværnet skal styrkes som den frivillige del af vores militær, hvor det også skal være muligt at aftjene værnepligt på deltid med merit til senere brug i den professionelle del af Forsvaret.

Væsentligt er det dog, at uanset hvor store ændringer af værnepligtsloven, der foretages, så får det ikke Grundlovens §81 til at forsvinde.

(Debatindlæg udgivet på altinget.dk d. 7. februar 2023)

Ngo’erne siger, at de gerne vil have debat – men virkeligheden er en helt anden

Henrik Dahl
8. februar 2023

Medierne er ikke specielt gode til påvirke mennesker til at tænke bestemte ting. Men de er virkelig gode til at påvirke, hvilke emner mennesker skal opfatte som vigtige og værd at tale om. Det fastslog de to amerikanske forskere Maxwell McCombs og Donald Shaw for godt 50 år siden.

I år skal vi for eksempel tænke over den frie abort og over, hvor dens grænse bør ligge. Det har den såkaldte Alliancen for fri abort bestemt. Et foretagende, der styres af den stort set medlemsløse, men ekstremt indflydelsesrige, ngo Sex & Samfund.

Som politiker hilser jeg naturligvis enhver form for debat velkommen. Men i lyset af McCombs og Shaws banebrydende teori om, hvordan medierne sætter dagsordenen for, hvad vi skal tale om, er vi nødt til at se længere ind i den skyggeverden, ngo’erne udgør, end vi plejer.

Bogstaveligt betyder »ngo« en »nongovernmental organization«. Altså et foretagende der advokerer en bestemt mærkesag og står uafhængigt af sit lands regering. Det med uafhængigheden skal man tage med et gran salt. For en lang række af såkaldte ngo’er har slamsugeren dybt nede i statskassen og pumper formuer ud af den og ind på sin egen bankkonto. For eksempel ved at man tilbyder oplysende virksomhed til skolerne – der ved nærmere eftersyn selvfølgelig er indoktrinering i den ideologi, den enkelte ngo er sat i verden for at promovere. På den måde får ngo’er ofte absurd store budgetter i forhold til antallet af medlemmer.

I de cirka 50 år, der er gået, siden teorien om hvordan medierne sætter dagsordenen først blev formuleret, er der selvfølgelig sket utrolig meget. En lang række af nye teknologier er blevet opfundet, som tilsammen har gjort mediebilledet langt mere komplekst, end det var i begyndelsen af 1970erne.

Desuden er de organisationer, der gerne vil præge mediernes dagsorden, blevet langt mere sofistikeret, end de var dengang.

I dag kan man sige, at ngo’erne ikke alene arbejder for at sætte bestemte emner på den offentlige dagsorden. De arbejder også på at opsætte spillereglerne for, hvem der må tale om bestemte emner og for, hvordan der må tales om dem.

Det mest berygtede eksempel på, at der findes regler for, hvem der i det hele taget må tale om givne emner, er formentlig den woke forestilling, at forudsætningen for, at man i det hele taget kan deltage i debatten om de vilkår, en bestemt gruppe lever under, er, at man selv er medlem af gruppen.

Det får som konsekvens, at mænd formenes adgang til at diskutere kvinders vilkår.

Hvide formenes adgang til at drøfte de ikke-hvides vilkår og så fremdeles.

Det mest berygtede eksempel på, at der findes regler for, hvad der kan accepteres som gyldige argumenter, og hvad der ikke kan accepteres, er antageligvis den absurde tanke – også fra wokeismens overdrev – at biologiske argumenter er ugyldige, når det gælder diskussionen af køn og seksualitet.

Næsten lige så absurd er forestillingen om, at bestemte konklusioner er evige og urokkelige, fordi de er baseret på såkaldte »strukturer«. Uanset hvor lidt forskelsbehandling mellem mænd og kvinder, der faktisk kan dokumenteres, har det for eksempel nul konsekvenser. Fordi »strukturerne« på forhånd dikterer, at der findes et stort problem (som ngo’erne i øvrigt skal have penge af staten for at »løse« ). Ngo’erne siger, at de gerne vil have debat.

Men i virkeligheden bruger de som regel de fleste kræfter på at regulere adgangen til debatten. Så borgerne hverken skal høre på de forkerte mennesker, de forkerte præmisser eller de forkerte argumenter.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 8. februar 2023)

Er svaret altid flere penge til staten?

Steffen Larsen
29. januar 2023

Vi kender alle sammen historien: Danskerne betaler verdens højeste skat, men får så meget igen, at det halve nærmest kunne være nok.

Alligevel har staten altid brug for flere penge.

Uanset om man er liberal eller konservativ, socialdemokrat eller endda socialist, er vi vel enige om, at staten har en række kerneopgaver, som burde komme først.

At politiet faktisk kan opklare et hæderligt antal forbrydelser og ikke mindst være til stede i gadebilledet til at sikre lov og orden. At det ikke tager årevis at få en sag igennem domstolene. Og at vi har et forsvar, der faktisk kan forsvare Danmark.

Når det kommer til politiet, ligger vi i ifølge Eurostat i bunden i forhold til de øvrige EU-lande, når det kommer til antallet af betjente, der faktisk kan udføre arbejde med at sikre lov og orden. Vi ligger på 194 betjente pr. 100.000 indbyggere – Tyskland har til sammenligning 301 pr. 100.000 indbyggere. Det er altså ikke ligefrem her, vi skal finde grunden til, at vi har næsten en million offentligt ansatte i Danmark.

Med dommere er vi endnu dårligere kørende. Her har vi ifølge Eurostat cirka 11,8 professionelle dommere pr. 100.000 indbyggere, hvilket er i den nederste tredjedel blandt EU-lande. Det betyder sjovt nok, at ventetiden ved domstolene bliver længere og længere: For fire år siden var den gennemsnitlige ventetid på at få en straffesag med domsmænd for retten 4,4 måneder.

Ved den seneste opgørelse fra september 2022 var ventetiden for den slags sager 8,3 måneder.

At Forsvaret er i en dårlig forfatning, ved vi alle efterhånden. Men trods den alvorlige situation, Europa står i, og de mange lovprisninger af regeringens fremrykning af at nå NATOs målsætning om at bruge to procent af BNP på Forsvaret i 2030 i stedet for 2033, vil vi stadig nå NATOs målsætning som det sidste af alle de NATO-lande, der har sat sig for at gøre det.

Igen: Danskerne betaler verdens højeste skatter – cirka 1.200 milliarder kroner om året – men de mest basale opgaver i staten bliver sjoflet.

Det er ikke, fordi alt det andet per automatik er ligegyldigt. Men det har rigtige konsekvenser i den virkelige verden, når staten ikke løser sine kerneopgaver godt nok. Både for de mennesker, der får deres dagligdag forpestet af bander og almindelig lovløshed, og for de mennesker og virksomheder, der skal vente år og måneder på at få noget igennem landets domstole. Og det siger vist sig selv, at man hverken kan forsvare et land med efterløn, SU på ungdomsuddannelser eller offentligt projektmageri.

Og på dét bagtæppe undrer det mig, at den såkaldt ambitiøse regering over midten som det første griber til at tage endnu mere fra dig, end du allerede skal aflevere til staten.

For tag ikke fejl: I praksis er det en skattestigning, hvis du bliver tvunget til at arbejde en dag mere, hvor du før kunne holde fri. For din fritid tilhører dig lige så meget, som dine penge gør.

Så måske skulle vi vende bøtten? Tænk sig, hvis vi i stedet sagde, at staten ikke kan regne med flere penge, før den har fået styr på sine egne kerneopgaver med de mange, mange penge, den allerede har. Før Forsvaret er i ordentlig stand. Før politiet og domstolene faktisk fungerer på en måde, som vi kan være bekendt.

I stedet for at piske danskerne til at arbejde mere ved med lov og magt at afskaffe en helligdag, kunne man da snildt finde de tre milliarder blandt de 1.200 milliarder, som det offentlige allerede bruger.

En samlet opposition har fremlagt et forslag til at finde de cirka tre milliarder, som vi alle kan stå bag, men i Liberal Alliance har vi massevis af andre forslag. Og fælles for dem alle er, at danskerne hverken skal betale med flere af deres surt tjente penge eller deres værdifulde fritid.

Vi kan reformere dagpengene, SUen, folkepensionen. Vi kan afskaffe efterløn og Arne-pension. Vi kan skære i erhvervsstøtteordningerne.

Vi kan bede kommunerne om at bruge deres penge lige så godt som de kommuner, der er bedst til det. Vi har 1.200 milliarder kroner at boltre os med – mon ikke vi kan finde nogle få milliarder til at løfte statens kerneopgaver bedre i statskassen i stedet for i borgernes lommer? En stat, der ikke kan sikre lov og orden eller forsvare sig selv, er ikke en stat. Uanset hvor mange penge, den bruger på alverdens andre ting.

Måske var det på tide, at Danmark vågnede fra sin tornerosesøvn i stedet for bevidstløst at skovle flere penge ind i munden på den stat, der ikke engang kan løfte sine egne kerneopgaver?

(Kommentar udgivet i Berlingske d. 29. januar 2023)

Hvorfor er der ingen rindalisme i vore dage?

Henrik Dahl
29. januar 2023

Den ideologiske klasse sidder tungere på magten end nogensinde. Men graver også sin egen grav.

Forleden udkom Alex Ahrendtsens fremragende bog om Peter Rindal.

Den har fået fremragende – og velfortjente – anmeldelser hele vejen rundt.

Omdrejningspunktet for bogen er selvfølgelig det oprør imod velfærdsstaten (og ikke den modernistiske kunst, hvad mange tror), som Rindal i 1965 blev talsmand for. Her sagde i titusindvis af danskere, først og fremmest fra arbejderklassen, fra over for, at den stadigvæk unge velfærdsstat skaltede og valtede med deres ærligt og for det meste i ansigtets sved tjente penge.

I mellemtiden er velfærdsstaten blevet meget større. Skattetrykket er blev meget højere. Og protesterne? Der er blevet så lavmælte, at man i praksis må sige, at de er forstummet.

Nogle gange kan det, der ikke sker, være en gåde. Som dengang Sherlock Holmes undrede sig over hunden, der ikke gøede. Det gælder også i dag: Hvorfor er der ikke længere nogen lavtlønnede, der brokker sig over, at der skaltes og valtes og rent ud sagt svines med de mange penge, de hver måned indbetaler i skat? Det er mindst lige så gådefuldt som den tavse hund, Sherlock Holmes synes var påfaldende.

Den vigtigste grund til, at de lavtlønnede ikke længere brokker sig over svineriet med deres skattekroner, er, at efterkommerne til de mennesker, Peter Rindal kritiserede, har udviklet sig til en egentlig socialklasse.

I 1965 var det enkeltstående individer, som i forening begik de urimeligheder, Rindal protesterede imod. I dag er det en selvstændig socialklasse, der står for dem. Det gør hele forskellen.

Den socialklasse, der sviner med skatteborgernes penge, er for det første drevet af et ønske om at tjene en forholdsvis høj løn ved at udføre et forholdsvis mageligt og behageligt (pseudo) arbejde.

Og for det andet af et ønske om at kontrollere og dominere det liv, som deres ufrivillige sponsorer lever.

Vi kan kalde denne socialklasse for “den ideologiske klasse” og sige, at den er en underafdeling af den større og mere komplekse socialklasse, Jørgen S. Dich forstod som den herskende.

Den ideologiske klasse lever af at dominere og kontrollere de mennesker, der sponserer deres tilværelse, og den opdriver sine midler som rent-seeking. Det vil sige som en form for “afgift”, der lægges på nyttige og produktive aktiviteter.

Rent-seeking er med andre ord det samme, som man i andre sammenhænge kalder snylteri.

Udgangspunktet for den ideologiske klasse er, at den er tvunget til at skabe et behov for sig selv. Det gør den – i modsætning til på Rindals tid – ved at påvise “videnskabeligt”, at hvis der ikke tildeles betydelige midler til den ideologiske klasse, så vil der enten ske en hel masse skadelige ting, eller også vil en række gyldne muligheder for økonomisk vækst være tabt.

Selvfølgelig findes der ikke nogen hæderlige og anstændige videnskaber, der med 100 pct. sikkerhed vil nå frem til det resultat, at der er opstået alvorlige problemer i samfundet, der alene kan løses af den ideologiske klasse.

Derfor har den ideologiske klasse ikke allieret sig med den klassiske videnskab. Den har allieret sig med det, jeg i andre sammenhænge har kaldt “løgnologien”. Det vil sige noget, der ligner videnskab for den overfladiske betragtning. Men som består af evige og præfabrikerede konklusioner, der ikke kan falsificeres. I virkeligheden er det præcis det modsatte af klassisk videnskab.

Bevæbnet med løgnologiske resultater som, at kvinder overalt i det danske samfund – men navnlig, når det gælder attraktive stillinger – er ofre for mænd; eller at det er nødvendigt at afsætte betydelige offentlige midler til at få børn og unge til at betvivle og helst kuldkaste traditionerne samt til at overleve opvæksten; eller at det er nødvendigt at afsætte betydelige midler til at tale på vegne af den “kunst”, der ikke kan tale for sig selv; eller at det i det hele taget er nødvendigt at ret-og vejlede den almue, der ikke kan ret-og vejlede sig selv, presser man gennem ngo’er og medier det politiske system til at bevilge penge til den ideologiske klasse.

Alliancen mellem den ideologiske klasse og de “forskere”, der lever af løgnologi, er afgørende på flere måder.

For dels er det løgnologiens opgave at begrunde, hvorfor den ideologiske klasse skal have skatteborgernes penge, og at bevise, at de er godt givet ud. Men desuden er det løgnologiens opgave at gaslighte borgerne til at tvivle på deres egne sanser og deres egen sunde fornuft.

Hvis borgerne ved deres almindelige færden gennem livet er nået frem til, at tilværelsen for både mænd og kvinder i Danmark i det store hele er tålelig og rimelig, er det løgnologiens opgave at gaslighte dem til at tro, at kvinder lider under de mest forfærdelige uretfærdigheder.

Hvis borgerne ved deres almindelige færden gennem livet er nået frem til, at kunst, der ikke kan tale for sig selv, sjovt nok ikke siger dem noget, er det løgnologiens opgave at gaslighte og udskamme borgerne til at tro, at der er noget, de har misforstået.

Hvis borgerne ved deres almindelige færden gennem livet er nået frem til, at der i hovedsagen er to køn, og at det er en ordning, praktisk alle har det fint med, er et løgnologiens opgave at gaslighte borgerne til at tro, at det, de opfatter som normalt og almindeligt, i virkeligheden er dybt repressivt og et kæmpe problem.

Som konklusion kan man sige, at når der i vore dage ikke er noget oprør imod svineri og rent-seeking fra den ideologiske klasses side, hænger der sammen med løgnologiens effektive arbejde for at begrunde, at den ideologiske klasse skal have penge – og dens lige så effektive arbejde for at gaslighte alle, der i første omgang synes, at det lyder mærkeligt.

Hvordan fremtiden kommer til at forme sig, er der ingen, der ved.

Men det, man allerede nu kan se, er, at den ideologiske klasse og dens effektive brug af løgnologi i dag retter sig imod at ødelægge selve vores vestlige samfundsorden.

Det gør den ved at indoktrinere borgerne til at opfatte den vestlige samfundsorden som højdepunktet af uretfærdighed og urimelighed (selv om den er præcis det modsatte).

Og ved at gaslighte alle, der undrer sig over, at der er så mange mennesker, som hele tiden forsøger at indvandre fra andre dele af verden til det angiveligt urimelige og uretfærdige Vesten.

Det giver jo absolut ingen mening – medmindre man er blevet gaslightet af den ideologiske klasse og løgnologien.

Jeg tvivler på, at den ideologiske klasse selv er i stand til at indse, at hvis den afmonterer vores eksisterende samfund, så afmonterer den også sig selv.

Hvilket hænger sammen med, at den ideologiske klasse desværre selv tror på sin egen ideologi.

Derfor indser den ikke, at den lever af det samfund, den har snyltet sig til penge for at kritisere. Og at hvis dette samfund går under, går den ideologiske klasse selvfølgelig selv under i den samme proces.

Hvis borgerne ved deres almindelige færden gennem livet er nået frem til, at kunst, der ikke kan tale for sig selv, sjovt nok ikke siger dem noget, er det løgnologiens opgave at gaslighte og udskamme borgerne til at tro, at der er noget, de har misforstået.

(Debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 29. januar 2023)

Modstanden mod privathospitaler kan koste liv

Louise Brown
27. januar 2023

Det går galt, når vi centraliserer den offentlige service.

MAN SKAL ikke have fulgt meget med i den offentlige debat for at have hørt om, at vores sundhedsvæsen er presset. Men i en dugfrisk undersøgelse fra Sundhedsministeriet males der et hidtil uset dystert billede af sektoren. Akutafdelingerne er fyldt til bristepunktet, så ambulancer må holde i kø foran skadestuerne, ventetiden til somatisk behandling har sneget sig på op 44 dage i gennemsnit, og der mangler i dag så mange læger, at patienter med livstruende sygdomme kan risikere at vente flere timer på behandling.

En del af problemerne kan spores tilbage til sygeplejerskernes strejke i 2021, og at ventetiderne steg under coronapandemien.

Men krisen i sundhedssektoren skyldes også forfejlet politik. For selv om de ansatte på offentlige hospitaler har svært ved at følge med, har man fra statens side valgt at smække døren i over for private hospitaler, der har ressourcer til at afhjælpe presset.

I en vejledning til sundhedsloven står der, at Sundhedsstyrelsen som udgangspunkt skal åbne for, at private hospitaler kan ansøge om at udføre mere komplicerede og sjældne indgreb minimum hvert tredje år. Men ikke desto mindre har Sundhedsstyrelsen ikke haft åbent for ansøgninger siden år 2016. For 19-årige Marie-Louise Rasmussen betyder det, at mens hun normalt kunne blive opereret gratis og øjeblikkeligt for sin hoftedysplasi, skal hun i dag enten selv finansiere operationen på 120.000 kr. eller vente flere år, før der er ledigt på et offentligt hospital. Og Marie-Louise Rasmussens historie er langt fra at være en enlig svale.

FOR NYLIG kunne man læse om 37-årige Kristoffer Holmberg, der har udsigt til en ventetid på 13 år til en behandling for sin kæbelidelse, som gør ham ude af stand til at arbejde, selv om et privathospital står klar til at hjælpe øjeblikkeligt. Om Sundhedsstyrelsens manglende godkendelser skyldes, at embedsværkets tandhjul er sandet til i bureaukrati, eller om problemerne snarere er et produkt af venstrefløjens ideologiske modstand mod private udbydere, kan vi ikke vide. Men uanset hvad er sundhedssektorens krise et skolebogseksempel på, hvor galt det kan gå, når vi centraliserer den offentligt finansierede service ét sted.

I et liberalt samfund, hvor man satte danskerne før systemet, ville man lade pengene følge borgeren, så folk kan vælge de tilbud, der passer til deres specifikke behov. For når danskerne betaler verdens højeste skatter, har de også krav på verdens bedste service.

(Debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 27. januar 2023)

Tid til atomkraft på dansk jord?

Steffen Frølund
26. januar 2023

Det er snart 20 år siden, at svenske politikere stak reguleringskæppen i hjulet på den sidste reaktor i atomkraftværket i Barsebäck.

Men med dannelsen af Sveriges nye, borgerlige regering er det ikke længere usandsynligt, at der i Barsebäcks reaktorer atter vil blive spaltet uranatomer inden for en overskuelig fremtid.

Svenskernes holdning til atomkraft har nemlig ændret sig markant inden for det seneste stykke tid, og også herhjemme begynder piben omsider at få en anden klang.

En meningsmåling fra september påviser f. eks., at 46 pct. af danskerne er tilhængere af at indføre atomkraft i Danmark, mens 39 pct.

stadig er imod. Det er en betydelig fremgang set i lyset af, at der så sent som i 2016 kun var 17 pct. af befolkningen, der var tilhængere.

Med dette skift i folkestemningen er der god grund til, at vi danskere også undersøger muligheden for at følge i svenskernes fodspor, så vi kan gøde jorden for en grøn omstilling af vores samfund.

Blandt forskerne er der nemlig stor konsensus om, at atomkraft er vejen frem. I en ny FN-rapport dokumenteres det eksempelvis, at atomkraft er den energikilde med den laveste CO2-udledning, og også i EU har man grønstemplet kernekraft som nødvendig for en grøn omstilling.

Det tyder altså på, at det vil være en god idé at undersøge muligheden for at få atomkraft på dansk grund, og med Putins invasion af Ukraine som bagtæppe er det kun blevet endnu mere åbenlyst, at vores nuværende energiforsyning godt kunne bruge et eftersyn.

I EU får vi omtrent 40 pct. af vores gas fra Rusland, og når Putin med et fingerknips kan lukke for gashanerne og fratage os muligheden for at opvarme vores boliger eller tænde vores komfurer, har vi et problem.

Derfor foreslår vi i Liberal Alliance at nedsætte en Niels Bohrkommission, bestående af uvildige eksperter på området, som skal undersøge muligheden for at få atomkraft på dansk jord. Det håber jeg, at mine kollegaer i Folketinget vil støtte. For går man ind for en grøn omstilling, bør man også gå ind for, at vi kan føre en faktabaseret klimapolitik på et oplyst grundlag.

I EU har man grønstemplet kernekraft som nødvendig for en grøn omstilling.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 26. januar 2022)

Politikere sminker besparelser som reformer -»Det er simpelthen ikke hæderligt«

Henrik Dahl
26. januar 2023

Det burde altid være sådan, at den til enhver tid siddende regering sagde til Folketinget og borgerne, at dette eller hint er blevet for dyrt.

Så man ikke igen som folketingsmedlem på helt igennem uhæderlig vis blev tvunget til at omtale en besparelse som en reform.

Da man for godt og vel ti år siden gennemførte den såkaldte inklusionsreform, som betød, at flere børn skulle gå i de almindelige folkeskoleklasser, lød den væsentligste begrundelse, at kommunernes udgifter til at hjælpe børn med særlige behov var blevet alt for store.

Det vil reelt sige, at en hvilken som helst pædagogisk eller didaktisk begrundelse, man kan komme i tanke om, for at inklusionsreformen er en god idé, er en efterrationalisering.

Om efterrationaliseringer kan man sige mange pæne ting. For eksempel er det i vidt omfang på grund af dem, man i sin alderdom ofte ender med at mene, at tilværelsen giver en eller anden form for mening.

Men jeg synes på den anden side, vi også må være ærlige: En hvilken som helst efterrationalisering er en bunden opgave. Det er jo på forhånd givet, at den skal præsentere en legitimering af en beslutning, som selve efterrationaliseringen og dens argumenter ikke er en del af.

Den amerikanske socialpsykolog Jonathan Haidt er en form for specialist i efterrationaliseringer. For i en vis forstand er det sådan nogen, hele hans bog»The Righteous Mind«handler om. Den kan udlægges som en argumentation for den påstand, at bevidstheden oftere fungerer som menneskets spindoktor, end den fungerer som menneskets rådgiver. Det vil sige: Oftere, end de fleste formentlig tænker over, leverer bevidstheden argumenter for, at det, vi alligevel har besluttet, er det rigtige. Og sjældnere, end de fleste formentlig tænker over, samler bevidstheden argumenter og data sammen, og kombinerer dem til et beslutningsgrundlag.

Men selvom det er supermenneskeligt at efterrationalisere, når det gælder egen tilværelse, vil jeg advare om at gøre det alt for ofte, når man virker som politiker.

Det er simpelthen ikke hæderligt at sige, at der er en hel masse pædagogiske og didaktiske begrundelser for at sætte børn, der tidligere blev anset for behandlingskrævende, ind i en almindelig skoleklasse.

Begrundelserne er nemlig for hovedpartens vedkommende opfundet ene og alene med det formål at begrunde en økonomisk besparelse på en måde, der tager sig moralsk og fagligt ansvarlig ud.

Det sker i mine øjne alt for ofte, at man som politiker føler sig nødsaget – eller bliver presset – til at efterrationalisere noget, der kommer fra Finansministeriet med begrundelser, der giver mening ude i fagministerierne.

Der har aldrig eksisteret en snævert mediefaglig begrundelse for at bygge DR Byen. Finansministeriet og Københavns Kommune havde brug for at sælge et stort jordlod i Ørestaden og sparke gang i udbygningen af området. Derfor bad man Kulturministeriet og Danmarks Radio om at opfinde nogle fagligt lydende begrundelser for, at det var en god idé.

På samme måde med det såkaldte uddannelsesloft. Der eksisterede aldrig en faglig begrundelse for, at det var problematisk, at nogle ganske få mennesker tog mere end en enkelt uddannelse. Men Finansministeriet manglede i den smalle V-regerings tid 320 millioner kroner for at kunne gøre Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti glade. Og så bad man Forskningsministeriet om at opfinde en eller anden tynd begrundelse for, at uddannelsesloftet var den bedste opfindelse siden skiveskåret franskbrød.

Det burde altid være sådan, at den til enhver tid siddende regering sagde til Folketinget og borgerne, at dette eller hint er blevet for dyrt. Så man ikke igen som folketingsmedlem på helt igennem uhæderlig vis blev tvunget til at omtale en besparelse som en reform.

(Kommentar udgivet i Berlingske d. 25. januar 2023)

Er Mette Frederiksen kommet i dårligt selskab?

Henrik Dahl
19. januar 2023

En regering vælger selv, hvordan den vil træde i karakter som regering.

Hvad enten den i sig selv har flertal, eller den skal søge det i Folketinget fra sag til sag.

For tre år siden, da verden første gang hørte om covid-19, valgte den forholdsvis nye statsminister Mette Frederiksen på den ene side at fremmane et billede af tung alvor og på den anden side at skabe samling i Folketinget og i befolkningen.

Nu står Mette Frederiksen i spidsen for regeringen Mette Frederiksen II, der er en koalition mellem Venstre, Moderaterne og hendes eget Socialdemokratiet.

I sin nytårstale 1. januar 2023 anslog statsministeren strenge, hun før har spillet på: Der er krig i Europa.

Der er stærkere inflation, end vi har oplevet siden 1970′ erne. Der er energikrise. Måske stigende arbejdsløshed og dermed en recession lurende i horisonten.

Men hvor Mette Frederiksen I var samlingens statsminister, har Mette Frederiksen II valgt at være splittelsens statsminister.

Med den gennemført utroværdige påstand, at forudsætningen for at opruste til 2 pct. af bnp er en afskaffelse af store bededag, er regeringen gået i gang med den sidstnævnte manøvre.

Økonomer stiller sig tvivlende over for, om afskaffelsen af helligdagen vil have nogen varig effekt på arbejdsudbuddet. Et massivt flertal i befolkningen er imod. Og til trods for at SVM i sit regeringsgrundlag lægger vægt på god regeringsførelse, gør man det modsatte: Haster sagen igennem med en høringsfrist på kun syv dage.

Man kan sige, at øvelsen skaber samling i befolkningen – men det sker imod regeringen. Hvilket, uanset hvad man i øvrigt mener om den, er dårligt for demokratiet.

En god regering skal ikke skabe vrede og disharmoni, men det modsatte. En god regering skal føre en politik, selv modstanderne inderst inde godt kan se giver mening (Poul Schlüter var en sand mester i dette).

I stedet vælger Mette Frederiksen II at føre en politik, selv medlemmer af regeringspartierne under private former indrømmer er komplet unødvendig og antagoniserende.

Men splittelsen stopper ikke her.

Det siges, at når man sidder i en koalitionsregering, kan det ofte føles, som om nogen ville tage ens temperatur med en kaktus. Men dette ubehag ved at få en kaktus anbragt et unævneligt sted ønsker regeringen at dele med alle, der vil deltage i forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig. Derfor skal man acceptere konkurrencestatens helt overflødige invasion af privatlivet – som er konsekvensen af at afskaffe store bededag – for at få lov til at deltage i de kommende forsvarsforhandlinger.

Det skaber endnu mere splittelse.

Fordi det selvfølgelig gør de partier i Folketinget, der plejer at tage et medansvar, men ikke sidder i regeringen, rasende.

Hvorfor i alverden holder statsministeren en tale om de farer, der tårner sig op foran Danmark og danskerne – kun for at skabe splittelse om noget så vitalt som Danmarks forsvar? Samlingens statsminister har i løbet af den trods alt korte tid, det tager at holde et valg og danne en ny regering, gjort sig selv til splittelsens statsminister.

Mette Frederiksen II’s handlinger giver nul mening for Mette Frederiksen I.

Hvordan vil det gå for Danmarks nye splittelsesregering? Hvad angår store bededag, skal den uden tvivl få sin pyrrhussejr.

Men at det bliver en af de kostbare sejre, man ikke kan tåle for mange af, er helt åbenbart.

Der er en kæmpe risiko for, at afskaffelsen af store bededag vil få bestemmende indflydelse på overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked – og ikke i en heldig og konstruktiv retning.

Det er også helt givet, at de ansvarlige partier uden for regeringen vil skrive regeringens oplæg til forsvarsforhandlinger ned i deres respektive sorte bøger. Det er der, man gemmer sine optegnelser over, hvad denne eller hin politiske modstander skal få betalt ved en passende lejlighed.

Selv for en flertalsregering er det ikke rart at stå skrevet i så mange sorte bøger på en gang. Der er ingen ende på de metoder, Folketinget råder over, hvis det vil slide en regering eller en enkelt minister ned.

De vil helt sikkert blive bragt i anvendelse, hvis regeringen virkelig mener, at den skal optræde så ukonstruktivt og diktatorisk over for en hel række partier, den i længden ikke kan slippe for at være sammen med – og på en række punkter afhængig af.

Alt i alt ser det ud til, at Danmarks nye hen over midten-regering vil benytte sin styrke på at skabe vrede i befolkningen og splittelse på Christiansborg.

Fremtidens historikere vil formentlig kunne svare på, hvorfor de normalt udmærket strategisk tænkende socialdemokrater synes at have glemt enhver form for strategisk sans. Men det virker nærliggende at forestille sig, at forvekslingen af strategi med intriger og taktik kommer fra de to andre regeringspartier.

De har nemlig i årevis været domineret af typer, der ikke havde den ringeste sans for strategi. Men til gengæld en veludviklet evne til at bilde sig selv og de mennesker, der var afhængige af deres gunst, ind, at taktiske narrestreger var lig med strategi.

Regeringen er selvfølgelig i sin gode ret til at forveksle strategi med hundekunster. Ligesom den er i sin gode ret til at skabe vrede i befolkningen og splittelse på Christiansborg.

Men hvordan og hvorfor det på nogen måde skulle være godt for Danmark og for respekten for vores politiske institutioner, er jeg ude af stand til at indse.

Det siges, at når man sidder i en koalitionsregering, kan det ofte føles, som om nogen ville tage ens temperatur med en kaktus.

(Debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 19. januar 2023)